Jeg har også næsten brugt hele sommeren, til at søge visa, til at Innocent kunne komme til Danmark, for at fortælle om vort arbejde.
Det er næsten det værste jeg har været ude for, og føler mig så dårlig behandlet af Udlændigeservice her i Danmark, at det kender ingen grænser.
Men det har bare været helt umenneskeligt hvad de har forlangt af dokumentation, og al den tid hver ting har taget, den ubeskrivelige ligegyldighed for andre mennesker. Ja det er vist den danske moral, når den er værst.
Det har været så hårdt, ja jeg har grædt mange gange over den behandling, og tiden gik, og der skete ikke andet, end engang imellem når jeg igen spurgte, at så ville de have endnu flere papier. Det har taget 3 1/2 måned, og de har fået 33 siders dokomuntion, men ingenting skete.
Så gik tiden der var til rådighed, og Innocent skulle i skole igen, og nu var det slut. Jeg var knust, følte mig i fængsel i mit eget land, og vi kunne ingen svar få.
En dag blev jeg bare så rasende, at jeg bestemte mig til ikke at ville finde mig i sådan en behandling.
Jeg skev en mail til Udlændige service(da jeg aldrig kunne komme til at tale med dem, der tog afgørelserne), og nu ville jeg have en afgørelse, og jeg ville høre fra dem, og jeg ville have en forklaring på den møjbeskidte måde at behandle mennesker på, og meget mere. Det var en meget meget hård mail, og der var ikke lagt fingre imellem, jeg var tosset.
Jeg skrev også til dem, at hvis ikke jeg havde hørt fra dem inden få dage, ville hele sagen blive overgivet til journalisterne, som jeg troede ville synes det var en spædende sag at grave i, og så ville det komme hele Danmark for øre, hvordan de arbejdede, og med hvilken respekt de behandler mennesker på.Og jeg var klar til at gøre det, det her var bare for galt.
Næste morgen , så snart de var mødt på arbejde, havde jeg chefen i røret. Han undskyldte og hældte vand ud af ørene, og jeg skældt han ud, og fortalte at det var så forfærdentlig en måde at behandle mennesker på.Vi snakkede en halv time, og han ville prøve at sno sig udenom, men jeg sagde at nu ville jeg have en forklaring og en afslutning, og det på skrift, for jeg stoppede ikke her, så snart jeg havde en afgørelse, ville jeg søge på ny.
jeg spurgte ham, hvad deres konklution var, til at nægt visa, og han svarede:Da jeg havde haft besøg af Joseph for et halvt år siden, syntes de ikke at jeg måtte få besøg igen( ja hvad siger i---Jeg syntes det er det mest åndsvage svar at få efter 33 siders dokomention,og 3 1/2 måned. Jeg sagde til ham at det var da det mest åndsvage jeg endnu havde hørt, da jeg ville betale alle omkostninger. Jeg spurgte ham , hvornår han så synes det var passende at jeg fik besøg igen, ( og det var meget sakastisk), han skulle ikke være i tvivl om, at jeg var klar til at gå videre med sagen, hvis ikke vi fik den visa.Der var intet der gjorde det retfærdig, den afgørelse de havde truffet.
Jeg sagde at jeg ville søge igen, men nu kunne besøget først blive til dec. når han igen har ferie, og da forventer jeg at få den visa, som der ikke var nogen som helst grund for at de ikke gav os.
Chefen var klar over at han havde kniven på struben, og at jeg ikke ville være bleg for at overgive sagen til journalisterne, hvilket han bestemt ikke brød sig om.Så han lovede mig næsten en visa til dec. om jeg bare ville forholde mig rolig.Så nu må vi se hvad der vil ske. jeg vil få alle papier klar herhjemmefra, og så have dem med til Uganda, når jeg rejser derned igen d. 7 okt. og så søger vi igen.
men det har været så hårdt, og har næsten taget hele sommeren. jeg begyndte at søge midt i maj. og fik først krænget et svar ud af dem her først i sep.Frygtelig.
Med venlig hilsen Solveig
lørdag den 11. september 2010
Ny folder
Det første den nye bestyrelse tog fat på var at få lavet en ny folder, som fortæller om vort arbejde, og som vi kan have og dele ud af.
Vi skulle også tænke på at få lavet en hjemmeside, så det kunne komme på nettet. Det var meningen at nogle unge mennesker skulle forsøge, men der skete ikke rigtig noget, så det blev Anne Grethe Buchave( min ældste datter) der tog fat, og på en dag fik det hele startet op. Hun kom så et par aftner, her til mig, da det er mig der lægger inde med alle oplysninger, af den gode grund, at det har været mig der har været i Afrika, og kender arbejdet lige fra første sekund.
Vi fik puttet nogle oplysninger på hjemmesiden, men så skulle hun på ferie, og derefter havde hun afsindig travlt på arbejde, så der går lidt tid, men så kommer der mere fyld på.
Helle Bertelsen tog fat på folderen, og fik lavet nogle som vi kan begynde med at dele ud, da jeg gerne ville have nogen med mig hvor jeg går.
Vi havde folderen på næste bestyrelsesmødet, og det blev bestemt at lave nogle ændringer før vi fik lavet 1000 af dem, og det ville Helle tage sig af, så det venter vi på.
Helle ville også få lavet nogle store plakater til at hænge op i butikkerne og forskellige steder, og dem venter vi også på.
Vi ville også gerne have lavet medlemskort, da vi skal have medlemmer, efter forskrifterne. Anette skulle spørge i Banken, om det var noget de ville sponsorere, og det ville de. Vi skulle bare lige vente på at vores hjemmeside var lavet, så vi kunne få ardressen på, betalt, og få den aktiveret.
Men da det var sket, gik Anette hurtigt i banken, og de lavede de flotteste medlemskort til os som passer fuldstændig til hjemmesiden, ja de har taget motivet der fra. Det var bare såååå godt.
Så nu er det næste at vi bliver færdig med at redigere folderen, og kan få den sat i trykken. Med venlig hilsen Solveig
Vi skulle også tænke på at få lavet en hjemmeside, så det kunne komme på nettet. Det var meningen at nogle unge mennesker skulle forsøge, men der skete ikke rigtig noget, så det blev Anne Grethe Buchave( min ældste datter) der tog fat, og på en dag fik det hele startet op. Hun kom så et par aftner, her til mig, da det er mig der lægger inde med alle oplysninger, af den gode grund, at det har været mig der har været i Afrika, og kender arbejdet lige fra første sekund.
Vi fik puttet nogle oplysninger på hjemmesiden, men så skulle hun på ferie, og derefter havde hun afsindig travlt på arbejde, så der går lidt tid, men så kommer der mere fyld på.
Helle Bertelsen tog fat på folderen, og fik lavet nogle som vi kan begynde med at dele ud, da jeg gerne ville have nogen med mig hvor jeg går.
Vi havde folderen på næste bestyrelsesmødet, og det blev bestemt at lave nogle ændringer før vi fik lavet 1000 af dem, og det ville Helle tage sig af, så det venter vi på.
Helle ville også få lavet nogle store plakater til at hænge op i butikkerne og forskellige steder, og dem venter vi også på.
Vi ville også gerne have lavet medlemskort, da vi skal have medlemmer, efter forskrifterne. Anette skulle spørge i Banken, om det var noget de ville sponsorere, og det ville de. Vi skulle bare lige vente på at vores hjemmeside var lavet, så vi kunne få ardressen på, betalt, og få den aktiveret.
Men da det var sket, gik Anette hurtigt i banken, og de lavede de flotteste medlemskort til os som passer fuldstændig til hjemmesiden, ja de har taget motivet der fra. Det var bare såååå godt.
Så nu er det næste at vi bliver færdig med at redigere folderen, og kan få den sat i trykken. Med venlig hilsen Solveig
Ny bestyrelse.
Vel hjemme igen, men ingen tid til at ligge på den lade side. Jeg fik skrevet og, sendt nyhedsbreve ud, om hvar der var sket. Jeg fik afleveret oplysninger til dem der havde givet penge med, hvad de var brugt til, så de kunne se hvor pengene var havnet.
Nu ventede de så herhjemme på, at jeg indkaldte til et møde og vise billeder og fortalte om de 3 måneder i Uganda, og arbejdet med de vidunderlige børn.
Jeg indkaldte til genneralforsamling d. 16/6, her hos mig, og samtidig at fortælle om turen. Vi kunne snildt klare det hele på en aften.
Jeg var spændt på om det at der skulle være genneralforsamling kunne afholde folk fra at komme, men det gjorde det heldigvis ikke.
Vi fik også valgt en ny bestyrelse, da det kræver lovgivningen at der skal være, og det er ved at være længe siden vi sidst var flere til at hjælpe hinanden.
Det var bare rigtig dejligt. Helle Bertelsen blev formand, jeg er kasser,Anette Jensen er næstformand, Anne Grethe Buchave er sekretær, og Lene Bertelsen er menig medlem, da der skal være 5. Det var jeg rigtig glad for, at det endeligt var bragt i orden, og at der var nogle der var parat til at gøre en indsats, for tingene gør jo ikke sig selv, og det har været meget hårdt at stå alene med det så længe, så jeg var meget glad.
Det næste var så at komme i arbejdstøjet.
Venlig hilsen Solveig
Nu ventede de så herhjemme på, at jeg indkaldte til et møde og vise billeder og fortalte om de 3 måneder i Uganda, og arbejdet med de vidunderlige børn.
Jeg indkaldte til genneralforsamling d. 16/6, her hos mig, og samtidig at fortælle om turen. Vi kunne snildt klare det hele på en aften.
Jeg var spændt på om det at der skulle være genneralforsamling kunne afholde folk fra at komme, men det gjorde det heldigvis ikke.
Vi fik også valgt en ny bestyrelse, da det kræver lovgivningen at der skal være, og det er ved at være længe siden vi sidst var flere til at hjælpe hinanden.
Det var bare rigtig dejligt. Helle Bertelsen blev formand, jeg er kasser,Anette Jensen er næstformand, Anne Grethe Buchave er sekretær, og Lene Bertelsen er menig medlem, da der skal være 5. Det var jeg rigtig glad for, at det endeligt var bragt i orden, og at der var nogle der var parat til at gøre en indsats, for tingene gør jo ikke sig selv, og det har været meget hårdt at stå alene med det så længe, så jeg var meget glad.
Det næste var så at komme i arbejdstøjet.
Venlig hilsen Solveig
søndag den 5. september 2010
Eksamen
Det var så meningen at jeg skulle hjem, for at gå til 4 eksamener, hvilket jeg ikke kunne, da hovedet stod helt stille. Jeg måtte indrømme at 2 af de 4 eksamener måtte blive en ommer, og det er ikke noget jeg er glad for, men det var nødvendig.
Da jeg stoppede med pillerne blev det langsom beder, og hovedet begyndte langsom at fungere.Jeg begyndte i skole igen for at få det sidste med inden eksamen i Samfundsfag og Religion. Dem ville jeg prøve at afslutte, så er det færdig til en HF.
jeg havde også travlt med at få hilsner delt ud til de forskellige, som ventede en hilsen fra deres børn, og hvad vi havde lavet. Jeg fik et nyhedsbrev sat sammen og gjort klar til udbringning.
Samtidig skulle der indkaldes til generalforsamling, da vi skulle have valgt en hel bestyrelse, da jeg har været tovholder på det hele, siden Frank rendte fra det hele, og lukkede vores hjemmeside, så nu skulle vi til at begynde forfra.
Jeg fik det hele gjort klar, og fik dem delt ud, så de kunne få nyhederne.
2 dage efter at jeg var kommet hjem, kom der en sms fra Frank( min dreng som jeg købte fri som slave, og som nu er på mureskole) at de havde afsluttet det første semester, og var blevet nr.2 ud af 16. Jeg blev meget glad på hans vegne, nu er han på vej til et godt liv, hvor det glædede mig.(Der er 3 semestre på et år, som alle afsluttes med 4 eksamener, så det er virkelig alvor)Hvor biver jeg glad og taknemlig, over med mine små penge, kan købe sådan en vidunderlig ung mand fri, og samtidig, betale hans uddannelse, så han om 3 år, har alle gode chancer for en vidunderlig tilværelse. Frank er 21 år, og er parat til at stifte familie, så snart han har sin uddannelse, og så har han noget at byde en kone og familie. Den vidunderlige unge mand der led så forfærdentlig, da alle så på ham som Satans yngel, og behandlede ham værre end en hund med skab.Hvor det glæder mig at han nu er på vej til et godt liv, han er bare så dejlig, mild , taknemlig og betænksom.
Sådanne historie en der mange af, og det er dem der får mig til helt at leve for disse børn og unge, for at give dem en chance, der hvor de absolut ingen chance har. Det er vidunderligt at se hver gang.
Da jeg stoppede med pillerne blev det langsom beder, og hovedet begyndte langsom at fungere.Jeg begyndte i skole igen for at få det sidste med inden eksamen i Samfundsfag og Religion. Dem ville jeg prøve at afslutte, så er det færdig til en HF.
jeg havde også travlt med at få hilsner delt ud til de forskellige, som ventede en hilsen fra deres børn, og hvad vi havde lavet. Jeg fik et nyhedsbrev sat sammen og gjort klar til udbringning.
Samtidig skulle der indkaldes til generalforsamling, da vi skulle have valgt en hel bestyrelse, da jeg har været tovholder på det hele, siden Frank rendte fra det hele, og lukkede vores hjemmeside, så nu skulle vi til at begynde forfra.
Jeg fik det hele gjort klar, og fik dem delt ud, så de kunne få nyhederne.
2 dage efter at jeg var kommet hjem, kom der en sms fra Frank( min dreng som jeg købte fri som slave, og som nu er på mureskole) at de havde afsluttet det første semester, og var blevet nr.2 ud af 16. Jeg blev meget glad på hans vegne, nu er han på vej til et godt liv, hvor det glædede mig.(Der er 3 semestre på et år, som alle afsluttes med 4 eksamener, så det er virkelig alvor)Hvor biver jeg glad og taknemlig, over med mine små penge, kan købe sådan en vidunderlig ung mand fri, og samtidig, betale hans uddannelse, så han om 3 år, har alle gode chancer for en vidunderlig tilværelse. Frank er 21 år, og er parat til at stifte familie, så snart han har sin uddannelse, og så har han noget at byde en kone og familie. Den vidunderlige unge mand der led så forfærdentlig, da alle så på ham som Satans yngel, og behandlede ham værre end en hund med skab.Hvor det glæder mig at han nu er på vej til et godt liv, han er bare så dejlig, mild , taknemlig og betænksom.
Sådanne historie en der mange af, og det er dem der får mig til helt at leve for disse børn og unge, for at give dem en chance, der hvor de absolut ingen chance har. Det er vidunderligt at se hver gang.
onsdag den 25. august 2010
Malariepilleforgiftning
Jeg kom jo så til Danmark igen den 21/4 2010.Menningen var at jeg skulle hjem og læse op til eksamen. Men et eller andet var galt. Jeg var så træt, følte mig som en på 200 år, og senildement. Kunne ingenting huske, kunne ikke orke noget som helst, men skulle piske mig selv til at gøre noget. Det var så frygtelig, og jeg vidste ikke hvad det var, det var ikke almindelig træthed.
Jeg skulle jo tage malariepillerne længe efter at jeg var kommet hjem, og gjorde selfølgelig som jeg havde fået besked på fra lægen.
Jeg havde spurgt Gerding, om det var nødvendig at tage pillerne hver dag, når jeg skulle være der så længe, hvortil han svarede, ja det skulle jeg.
Men det blev ikke bedre, og 14 dage gik, og jeg kunne ikke begribe hvad der var sket, vidste bare at det at skulle læse op til eksamen, det gik ikke, og jeg var nødt til at lade 2 af de 4 ting ligge, selom det er mig imod, i den grad, man gør det færdig man har begyndt på, men jeg kunne ikke.
Så en dag kom Anne Grethe, min ældste datter forbi(hun er sygeplejerske), og hun kunne godt se at jeg lignede en hængt kat, og hun spørger:hvoda har du det mor.
Jeg har det sådan set godt, men var bare så frygtelig træt, og kunne ikke forstå det.
Hun sagde, at nu skulle jeg jo også huske på hvor gammel jeg var, og det havde jo ikke ligefrem været ferie, jeg havde haft i Uganda.Nej, sagde jeg, det er ikke den slags træthed, den kender jeg, men det er snarere en slags lammelse.
Så sagde hun:Du tror ikke at det er malariepillerne der har fogiftet dig. Og da hun sagde det, vidste jeg pludselig, at det var lige akurat hvad det var. jeg havde nemlig undret mig over, også i Afrika, var jeg efter ca. 1 1/2 måned begyndte at blive så underlig træt, men gav varmen skylden, men nu vidste jeg pludselig at det var pillerne, som jeg stadig tog, og skulle have 14 mere.
Men nu var det slut med pillerne, jeg sagde at jeg aldrig aldrig ville tage disse piller,det var så frygtelig, at gå som en 200 årig senildement, det var slet ikke til at holde ud. Men det skulle jeg, sagde hun.
Jeg stoppede øjeblikkelig med pillerne, og 3 dage senere, begyndte hovedet så småt at fungere igen, ganske langsom, men hvor var det vidunderlig at opleve, at blive levende igen, når man næsten har været levende død. Det var bare så frygtelig.
Men derfor kunne jeg kun læse 2 ting færdig til eksamen, og pludselig gav Gud mig den tanke, at jeg kunne åbne min forretning igen, hvilket jeg så gjorde.
Jeg har virkelig nydt at have åbnet igen, nydt den kontakt med mennesker.
Så næste gang jeg skal til Afrika, vil det ikke blive med så stor en dosis af malariepiller, det gør jeg simpelthen ikke mere, det var rædsomt.
Jeg skulle jo tage malariepillerne længe efter at jeg var kommet hjem, og gjorde selfølgelig som jeg havde fået besked på fra lægen.
Jeg havde spurgt Gerding, om det var nødvendig at tage pillerne hver dag, når jeg skulle være der så længe, hvortil han svarede, ja det skulle jeg.
Men det blev ikke bedre, og 14 dage gik, og jeg kunne ikke begribe hvad der var sket, vidste bare at det at skulle læse op til eksamen, det gik ikke, og jeg var nødt til at lade 2 af de 4 ting ligge, selom det er mig imod, i den grad, man gør det færdig man har begyndt på, men jeg kunne ikke.
Så en dag kom Anne Grethe, min ældste datter forbi(hun er sygeplejerske), og hun kunne godt se at jeg lignede en hængt kat, og hun spørger:hvoda har du det mor.
Jeg har det sådan set godt, men var bare så frygtelig træt, og kunne ikke forstå det.
Hun sagde, at nu skulle jeg jo også huske på hvor gammel jeg var, og det havde jo ikke ligefrem været ferie, jeg havde haft i Uganda.Nej, sagde jeg, det er ikke den slags træthed, den kender jeg, men det er snarere en slags lammelse.
Så sagde hun:Du tror ikke at det er malariepillerne der har fogiftet dig. Og da hun sagde det, vidste jeg pludselig, at det var lige akurat hvad det var. jeg havde nemlig undret mig over, også i Afrika, var jeg efter ca. 1 1/2 måned begyndte at blive så underlig træt, men gav varmen skylden, men nu vidste jeg pludselig at det var pillerne, som jeg stadig tog, og skulle have 14 mere.
Men nu var det slut med pillerne, jeg sagde at jeg aldrig aldrig ville tage disse piller,det var så frygtelig, at gå som en 200 årig senildement, det var slet ikke til at holde ud. Men det skulle jeg, sagde hun.
Jeg stoppede øjeblikkelig med pillerne, og 3 dage senere, begyndte hovedet så småt at fungere igen, ganske langsom, men hvor var det vidunderlig at opleve, at blive levende igen, når man næsten har været levende død. Det var bare så frygtelig.
Men derfor kunne jeg kun læse 2 ting færdig til eksamen, og pludselig gav Gud mig den tanke, at jeg kunne åbne min forretning igen, hvilket jeg så gjorde.
Jeg har virkelig nydt at have åbnet igen, nydt den kontakt med mennesker.
Så næste gang jeg skal til Afrika, vil det ikke blive med så stor en dosis af malariepiller, det gør jeg simpelthen ikke mere, det var rædsomt.
Lilian
Jeg skal lige fortælle om en mærkelig oplevelse jeg havde den sidste søndag, før jeg skulle hjem.
Jeg var som sædvanlig i kirke i Mirakelcentret. Jeg var til morgengudstjeneste som er kl. 9, og fortsatte så med den næste gudstjeneste kl. 1/2 11, de har 4 hver søndag.
Mens jeg sad der blandt 7000 sorte mennesker, og fulgte med i hvad der skete på senen, kom der pludselig ud af mængden en lille pige gående direkte hen imod mig.Jeg hæftede mig ikke synderligt ved det, og hun satte sig ca. 3 pladser fra mig, men hun ville mig noget, kunne jeg mærke, men gjorde ingenting, fuldte bare med i gudstjenesten, som er en fest hver gang.
Pludselig sad hun helt ved siden af mig, og sagde" hello madam," og jeg spurgte hvad hun hed, hun svarede Lilian. Jeg spurgte hvor gammel hun var, hun svarede 11 år. Jeg havde en underlig fornemmelse om at det der skete ,ikke var et almindelig møde, men at Gud havde et eller andet igang, jeg ikke vidste hvad var.Jeg spurgte hende om hun boede i nærheden, hvotil hun svarede, at det gjorde hun ikke, hun gik langt hver søndag for at komme til Mirakelcentret, for det var hendes eneste håb.Jeg spurgte hvor hun boede, og hun svarede at hun fik lov at bo i et hjørne ved en veninde, da hun ingen far, mor og søster havde længere, de var døde af Aids, for 3 år siden, så hun var helt alene, og havde kun Jesus at håbe på vil gøre et mirakel for hende.
Mit hjerte bankede som vildt, jeg forstod ikke helt hvad der skete, men et eller andet brændte sig ind, og jeg var desperat over at jeg ikke havde et sted og kunne putte hende ind og hjælpe hende, jeg havde ingen penge, jeg kunne ikke gøre noget, men det var heller ikke det hun spurgte om.
Fra den dag har jeg haft et brændende ønske om at lave endnu et børnehjem, og denne gang kun til forældreløse piger.Det brændte sig ind, da hun var en yndig lille pige, som var veludviklet, og lige til at misbruge, og der var ingen der tog vare på hende, jeg var ved at blive tosset.Forstod slet ikke helt hvad der skete. Pludselig, sagde hun farvel, hun skulle gå, og jeg tænkte som en tosset, men sad bare der og ingenting kunne gøre. Så gik hun. Lige i det samme kom Innocent, jeg var helt ude af det, men sagde til ham, om han ikke kunne løbe efter den lille pige der gik der henne, jeg pegede, og han sprang afsted, men hun var væk.Jeg vidste ikke hvad der skete med mig, jeg var ved at gå op i lys lue, hvad var det her for noget. var hun virkelig?? eller var det en engel?? eller var det Gud der talte, og ville at jeg skulle starte endnu et hjem???, der sad jeg og var i total forviring, og kunne intet gøre, det var frygtelig. Jeg glemmer det aldrig.
Jeg har ikke kunnet glemme denne episode, og brænder for at lave et hjem for forældreløse piger, når jeg kommer til Uganda i Oktober.
Jeg sagde til Innocent, hvordan jeg havde det, og om ikke godt han ville holde øje efter hende, og det var jo ikke nemt, han så hende jo ikke forfra, men kun bagfra på lang afstand.
Men jeg glemmer hende aldrig, om hun var rigtig, eller hun var en engel, Jeg ved det ikke. Men et ved, jeg skal have lavet et hjem til nogen af disse frygtelig udsatte piger, før eller siden.Det står fast.
Jeg var som sædvanlig i kirke i Mirakelcentret. Jeg var til morgengudstjeneste som er kl. 9, og fortsatte så med den næste gudstjeneste kl. 1/2 11, de har 4 hver søndag.
Mens jeg sad der blandt 7000 sorte mennesker, og fulgte med i hvad der skete på senen, kom der pludselig ud af mængden en lille pige gående direkte hen imod mig.Jeg hæftede mig ikke synderligt ved det, og hun satte sig ca. 3 pladser fra mig, men hun ville mig noget, kunne jeg mærke, men gjorde ingenting, fuldte bare med i gudstjenesten, som er en fest hver gang.
Pludselig sad hun helt ved siden af mig, og sagde" hello madam," og jeg spurgte hvad hun hed, hun svarede Lilian. Jeg spurgte hvor gammel hun var, hun svarede 11 år. Jeg havde en underlig fornemmelse om at det der skete ,ikke var et almindelig møde, men at Gud havde et eller andet igang, jeg ikke vidste hvad var.Jeg spurgte hende om hun boede i nærheden, hvotil hun svarede, at det gjorde hun ikke, hun gik langt hver søndag for at komme til Mirakelcentret, for det var hendes eneste håb.Jeg spurgte hvor hun boede, og hun svarede at hun fik lov at bo i et hjørne ved en veninde, da hun ingen far, mor og søster havde længere, de var døde af Aids, for 3 år siden, så hun var helt alene, og havde kun Jesus at håbe på vil gøre et mirakel for hende.
Mit hjerte bankede som vildt, jeg forstod ikke helt hvad der skete, men et eller andet brændte sig ind, og jeg var desperat over at jeg ikke havde et sted og kunne putte hende ind og hjælpe hende, jeg havde ingen penge, jeg kunne ikke gøre noget, men det var heller ikke det hun spurgte om.
Fra den dag har jeg haft et brændende ønske om at lave endnu et børnehjem, og denne gang kun til forældreløse piger.Det brændte sig ind, da hun var en yndig lille pige, som var veludviklet, og lige til at misbruge, og der var ingen der tog vare på hende, jeg var ved at blive tosset.Forstod slet ikke helt hvad der skete. Pludselig, sagde hun farvel, hun skulle gå, og jeg tænkte som en tosset, men sad bare der og ingenting kunne gøre. Så gik hun. Lige i det samme kom Innocent, jeg var helt ude af det, men sagde til ham, om han ikke kunne løbe efter den lille pige der gik der henne, jeg pegede, og han sprang afsted, men hun var væk.Jeg vidste ikke hvad der skete med mig, jeg var ved at gå op i lys lue, hvad var det her for noget. var hun virkelig?? eller var det en engel?? eller var det Gud der talte, og ville at jeg skulle starte endnu et hjem???, der sad jeg og var i total forviring, og kunne intet gøre, det var frygtelig. Jeg glemmer det aldrig.
Jeg har ikke kunnet glemme denne episode, og brænder for at lave et hjem for forældreløse piger, når jeg kommer til Uganda i Oktober.
Jeg sagde til Innocent, hvordan jeg havde det, og om ikke godt han ville holde øje efter hende, og det var jo ikke nemt, han så hende jo ikke forfra, men kun bagfra på lang afstand.
Men jeg glemmer hende aldrig, om hun var rigtig, eller hun var en engel, Jeg ved det ikke. Men et ved, jeg skal have lavet et hjem til nogen af disse frygtelig udsatte piger, før eller siden.Det står fast.
tirsdag den 24. august 2010
Hjemme igen
Jeg har fuldstændig glemt at skrive på bloggen, til en kvinde mindede mig om det. Så nu vil jeg prøve at tage en opsamling fra sidst, for der er sket et hav siden sidst.
Jeg kan se at sidste gang jeg skrev, var d. 15/4, og det var dagen før jeg skulle rejse hjem, efter 3 måneder i Uganda.
Vi kom jo også afsted til lufthavnen, og jeg var der i god tid, så Innocent kunne bare køre hjem igen, behøvede ikke vente i flere time, bedst at han kom hjem mens det var lyst, da der i mill. biler på vejen, og i mørke er det faktisk et marreridt at køre.
Jeg ventede og ventede og pludselig begyndte de at sende noget i fjernsynet om et vulkanudbrud på Island, som voldte store problemer, men jeg skænkede ikke det en tanke, at det kunne berøre mig.
men da tiden kom, jeg skulle tjekke ind, fik jeg den besked at hele Eouropa var lukket i en askesky, og at der var ingen fly der kunne lande der. De foreslog at finde et hotelværelse til mig, og så se hvordan det så ug i morgen. Jeg var total chokeret, skulle bare hjem, og alle var klar til at hente mig, og væer hjemme og byde mig velkommen tilbage til Danmark efter 3 måneder i Uganda.Men nej.Jeg satte mig, og tænkte mig om, og besluttede at sådan en askesky ikke lægger sig på et døgn, så jeg kunne lige så godt ringe efter Innocent igen. Godt jeg havde lidt aiertime på mobilen, for ellers kunne jeg ikke det.
Han blev meget chokeret og ked af det på mine vegne, men sagde at han ville komme så hurtigt som muligt, for at hente mig tilbage til Kampala, og mit dejlige hus.Det var en underlig situation, og nu kom han alligevel til at køre i mørke. Der er 50 km. fra Kampala og til Enteppe, hvor lufthavnen er, men da vejene ikke er dansk standard, tager det ca. 4 gange tiden at køre dem, end i Danmark.
Men han kom, var glad for at se mig, men ked af at at jeg ikke kunne komme hjem til min familie. Det var en mærkelig situation, men sådan var det, og det måtte vi bøje os for.
Hjemme igen, var det som jeg ikke hørte til, jeg havde afleveret al arbejdet, havde sagt farvel, og ingen vidste hvor lang tid det ville tage.Lyspunktet var at internetforbindelsen som normal er meget dårlig, var lige som skruet op i omdrejninger. I Afrike hører du intet nyt fra Eouropa, så jeg måtte selv søge oplysninger hver dag hvordan det så ud. Jeg gik på Jyllandspoaten og Billund lufthavn, og kunne der følge hvad der skete. Ellers sad jeg bare der, og hørte ikke til, det var væmmelig, selvom jeg havde det godt. jeg var da glad for at jeg ikke hængte i et hotelværelse, til en masse penge.
Der gik 5 dage, som føles som et år, men så fik jeg at vide at jeg kunne komme med til Brussel, men det var ikke sikker jeg kunne komme videre til Danmark. Ville jeg det, måtte jeg selv tage ansvaret for det sidste hjemtransport, og selv betale.
jeg takkede ja, og tænkte på måske et tog til hamburg, og videre derfra. Anne Grethe og Lisbeth, to af mine piger, sad og undersøgte forbindelser fra Brussel, for om de kunne give mig en plan når jeg var nået dertil.
Men Gud er bare så god, da jeg var tjekket ind, kom der er sms fra Anne Grethe, at de ville lukke op til Danmark fra Brussel kl 3 om natten, hvor jeg kom til Brussel kl. 6, så nu var der håb for at jeg kunne flyve hele vejen.
Sådan gik det også, og jeg takke Gud for at han fløj mig hele vejen hjem, for da vi var landet i Billund, lukkede de igen, og der stod Lisbeth med flag og blomst alene og tog imod mig.Mærkelig, men jeg var hjemme.Hvilken omsor Gud har, om du blot vil drage afsted, når han befaler.
Lisbeth kørte mig de sidste 300km. hjem, hvor Anne Grethe var klar med kaffe, og havde prøvet at få lidt liv i huset, efter 3 måneder alene, og det i en vinter man ikke har set i mange år. Peter min dreng havde fået en god varme på, og der var pyntet op med flag overalt til at byde mig velkommen hjem. Det var bare såååå dejligt.Jesus siger Frygt ikke, og hvor det også gælder idag.
Jeg kan se at sidste gang jeg skrev, var d. 15/4, og det var dagen før jeg skulle rejse hjem, efter 3 måneder i Uganda.
Vi kom jo også afsted til lufthavnen, og jeg var der i god tid, så Innocent kunne bare køre hjem igen, behøvede ikke vente i flere time, bedst at han kom hjem mens det var lyst, da der i mill. biler på vejen, og i mørke er det faktisk et marreridt at køre.
Jeg ventede og ventede og pludselig begyndte de at sende noget i fjernsynet om et vulkanudbrud på Island, som voldte store problemer, men jeg skænkede ikke det en tanke, at det kunne berøre mig.
men da tiden kom, jeg skulle tjekke ind, fik jeg den besked at hele Eouropa var lukket i en askesky, og at der var ingen fly der kunne lande der. De foreslog at finde et hotelværelse til mig, og så se hvordan det så ug i morgen. Jeg var total chokeret, skulle bare hjem, og alle var klar til at hente mig, og væer hjemme og byde mig velkommen tilbage til Danmark efter 3 måneder i Uganda.Men nej.Jeg satte mig, og tænkte mig om, og besluttede at sådan en askesky ikke lægger sig på et døgn, så jeg kunne lige så godt ringe efter Innocent igen. Godt jeg havde lidt aiertime på mobilen, for ellers kunne jeg ikke det.
Han blev meget chokeret og ked af det på mine vegne, men sagde at han ville komme så hurtigt som muligt, for at hente mig tilbage til Kampala, og mit dejlige hus.Det var en underlig situation, og nu kom han alligevel til at køre i mørke. Der er 50 km. fra Kampala og til Enteppe, hvor lufthavnen er, men da vejene ikke er dansk standard, tager det ca. 4 gange tiden at køre dem, end i Danmark.
Men han kom, var glad for at se mig, men ked af at at jeg ikke kunne komme hjem til min familie. Det var en mærkelig situation, men sådan var det, og det måtte vi bøje os for.
Hjemme igen, var det som jeg ikke hørte til, jeg havde afleveret al arbejdet, havde sagt farvel, og ingen vidste hvor lang tid det ville tage.Lyspunktet var at internetforbindelsen som normal er meget dårlig, var lige som skruet op i omdrejninger. I Afrike hører du intet nyt fra Eouropa, så jeg måtte selv søge oplysninger hver dag hvordan det så ud. Jeg gik på Jyllandspoaten og Billund lufthavn, og kunne der følge hvad der skete. Ellers sad jeg bare der, og hørte ikke til, det var væmmelig, selvom jeg havde det godt. jeg var da glad for at jeg ikke hængte i et hotelværelse, til en masse penge.
Der gik 5 dage, som føles som et år, men så fik jeg at vide at jeg kunne komme med til Brussel, men det var ikke sikker jeg kunne komme videre til Danmark. Ville jeg det, måtte jeg selv tage ansvaret for det sidste hjemtransport, og selv betale.
jeg takkede ja, og tænkte på måske et tog til hamburg, og videre derfra. Anne Grethe og Lisbeth, to af mine piger, sad og undersøgte forbindelser fra Brussel, for om de kunne give mig en plan når jeg var nået dertil.
Men Gud er bare så god, da jeg var tjekket ind, kom der er sms fra Anne Grethe, at de ville lukke op til Danmark fra Brussel kl 3 om natten, hvor jeg kom til Brussel kl. 6, så nu var der håb for at jeg kunne flyve hele vejen.
Sådan gik det også, og jeg takke Gud for at han fløj mig hele vejen hjem, for da vi var landet i Billund, lukkede de igen, og der stod Lisbeth med flag og blomst alene og tog imod mig.Mærkelig, men jeg var hjemme.Hvilken omsor Gud har, om du blot vil drage afsted, når han befaler.
Lisbeth kørte mig de sidste 300km. hjem, hvor Anne Grethe var klar med kaffe, og havde prøvet at få lidt liv i huset, efter 3 måneder alene, og det i en vinter man ikke har set i mange år. Peter min dreng havde fået en god varme på, og der var pyntet op med flag overalt til at byde mig velkommen hjem. Det var bare såååå dejligt.Jesus siger Frygt ikke, og hvor det også gælder idag.
Abonner på:
Opslag (Atom)