Onsdag:
Så skulle vi på handel, nu havde vi lejet et lille rum til Faith, så hun kan begynde et nyt liv, men rummet var tomt, og den behøvede alt.
Faith skulle komme kl. 9, og så skulle der handles.
Vi ville først gå til en supermarked jeg handler i, hvor alt er billigt, og der vi kan få alt i talerkner, kopper,glas, gryde, potter og pander, skeer, knive, gafler, vaskebaljer, spand, klude, sæbe, strygejern, termokande, noget til at koge mad på, og jeg ved ikke hvad, og mens vi fandt alle tingene, sad Innocent i bilen og læste, da han skulle til eksamen, og der er ikke tid at han kan blive klar, så tiden måtte udnyttes.
Vi fik købt basis, og så skulle jeg ud og se stedet Agape Child Care havde lejet. Jeg havde ikke været med, for hvis de ser en mosongo, bliver prisen det dobbelte i hvet fald, det er til at blive så gal over,men sådan er det, så derfor må vi være taktiske, så de ikke snyder os alt for meget.
Da vi kom ud på stedet var jeg ikke særlig glad for at se rummet, som skulle være nymalet, og jeg ved ikke hvad det lignede, så skældte jeg ud, det her lignede ikke noget, jeg har aldrig set magen. Men efter den tale, kunne de da male igen, og det ville være en god ide, men de skulle gøre det ordentlig.
Det var så det, vi tog alle tingene med os igen,så de kunne få malet igen, og jeg skulle ikke risikere at de også stjal alle de ting vi havde købt, for 225,000 ugx, så i bilen igen med det hele, og så videre.
Så skulle der købes seng, madras, pude, gulvbelægning, radio, reol til mad og service, elpære til loftet, tæppe, sengelinned og moskittonet havde vi taget her fra huset her, så vi var fri for at købe det.
Vi skulle hjem med 100 km.s fart, Innocent skulle til eksamen kl. 2, så på vejen hjem ringede han til den mand der skulle hente sengen, og bringe den til Faiths hus, og så skulle hun tage sig af resten.
Da så Innocent kom hjem fra eksamen, skulle vi ud med alle tingene, dvs. jeg kom ikke med, da jeg fik besøg af Anne Mette, som jeg havde mødt i flyveren på vej herned, og hun sagde at hun gerne ville besøge mig og se hvad vi gik og lavede. Hendes mand arbejder her i 2 år for Danida, så hun skulle til Uganda for første gang, så vi havde et dejligt følgeskab. Så Innocent måtte køre ud med alle tingene, mens jeg havde besøg.
Vi havde en dejlig eftermiddag sammen Anne Mette og mig, og snakken gik livlig.
Da så Anne Mette var taget hjem, hendes mand kom efter hende, var det tid at ringe efter Innocent, at han skulle komme efter mig, jeg ville igen ud og se rummet, og se hvor langt de var kommet.
Da han så kom kunne han fortælle at hun VAR flyttet ind, og havde alt i huset, + den lille pige, hun var sandelig parat til at gribe chancen. Det kom bag på mig, at hun allered var flyttet ind, men så skulle der købes mad.
Så måtte vi igen på handel, og alt der skal til at starte skulle købes, lige fra æg, sukker, mel, ris, olie og jeg ved ikke hvad, et læs igen.
Innocent havde nogle gardiner hun kunne få, så var vi fri for at købe dem.
Det var virkelig en dejlig oplevelse at komme denne gang .Hun var virkelig flyttet ind, havde indrettet rummet med stil. Havde valgt alt i blåt, og der var blevet malet igen, så nu så det godt ud. Lille Kaith (8 mdr) sad på sengen, og så undrende ud, hvad sker der her.
Innocent havde købt en masse mad til hende, så hun havde noget at begynde med. Han havde også købt noget hun kunne spise med det samme, da hun måtte være sulten. Jeg ved ikke hvor meget hun har fået at spise siden i søndags, men sovet har hun ikke af bare glæde og foretagsomhed, dette mirakel skulle gribes med det samme, og det kunne bare gå for langsomt.
Hun har også fået hentet sine få ejendele, derfra hvor hun var flygtet, så nu havde hun alt på et sted, og kunne begynde et nyt liv.
Vi bad sammen, og takkede Gud for denne mulighed for igen at hjælpe et menneske, der sad total fast. Fra total håbløshed, til håb, og en fremtid. Det er et under hver gang.
Hele opperationen har kostet 1 mio. ugx, men alt vi har købt i inventar, tilhører Agape Child Care.
Jeg gav hende 50,000 ugx, til at leve af resten af måneden, så ser vi igen.
ET NYT LIV ER BEGYNDT.
fredag den 5. november 2010
torsdag den 4. november 2010
Tirsdag
Tirsdag aften skulle vi ud til Kirsten og have møde i bestyrelsen hernede, og se hvor langt vi er kommet med registreringen.
Vi skulle være der klokken 6, og vidste at vi skulle køre i god tid, da det er virkeligt et problem med alt det kaos i midtbyen, og vi skulle den vej. Vi bestemte at køre kl 5, så vi kunne være der til tiden.
Vi havde et dejlig møde, det var så dejligt at se dem igen , og høre hvor langt vi var, og der arbejdes på sagen.
Jeg fik taget billeder til hjemmesiden, og fik at vide at Kirsten også er på facebook, så vi ville finde hinanden der. Også Fransis ville prøve at komme på facebook.
Så da vi var færdige og skulle hjem, var der fuldstændig kaos, det der skulle have taget 15 min. tog 2 ½ time.
Da vi kom hjem have jeg sagt til Susan, at jeg gerne ville betale husleje for basen, de næste 2 mdr. Så det blev sent, før vi var færdige den aften, men nu var huslejen betalt for nov - dec. i Basen
Vi skulle være der klokken 6, og vidste at vi skulle køre i god tid, da det er virkeligt et problem med alt det kaos i midtbyen, og vi skulle den vej. Vi bestemte at køre kl 5, så vi kunne være der til tiden.
Vi havde et dejlig møde, det var så dejligt at se dem igen , og høre hvor langt vi var, og der arbejdes på sagen.
Jeg fik taget billeder til hjemmesiden, og fik at vide at Kirsten også er på facebook, så vi ville finde hinanden der. Også Fransis ville prøve at komme på facebook.
Så da vi var færdige og skulle hjem, var der fuldstændig kaos, det der skulle have taget 15 min. tog 2 ½ time.
Da vi kom hjem have jeg sagt til Susan, at jeg gerne ville betale husleje for basen, de næste 2 mdr. Så det blev sent, før vi var færdige den aften, men nu var huslejen betalt for nov - dec. i Basen
Efter besøg ved Faith, vidste jeg bare at her skulle vi gå ind og hjælpe, og det ikke bare med lidt håndører, men det måtte blive hele pakken, da hun sidder totalt fast .Hun var meget meget glad, tænk at Gud ikke havde glemt hende, men måske hjælpe hende ud, så måtte det blive en lodret mirakel, og miraklet var sket, hjælpen kom i dag.
Da vi kørte hjem, havde vi bestemt at Innocent skulle ringe til en ejendomsudlejer, som kunne hjælpe med at finde et rum til hende at bo i, og så ville han konekte de to, at de ville finde ud af det, da han skulle læse, og begynde eksamen i morgen . Så han ringede da vi kørte hjem, så nu var det op til dem
1/11 2010.
Mandag morgen ringede Faith, at de havde fundet et sted, og ville gerne have Innocent med ud og se på rummet, da hun jo ikke kunne gøre andet end at finde det, hun havde ingen penge, og penge skal der til i en fart, hvis du skal regne med at få det.
Jeg skulle være på computeren hele dagen, da jeg havde så meget der ventede
.
Så Innocent tog en pause i læsningen, og kørte ud for at se rummet sammen med Faith,og han fik også penge med, så vi kunne få hold på det, og komme videre, da tiden går, og der er ikke lang tid til at jeg skal hjem igen, og dette ville blive en stor opgave, og da alting tager så lang tid her, var det bare om at komme i gang.
Da vi kørte hjem, havde vi bestemt at Innocent skulle ringe til en ejendomsudlejer, som kunne hjælpe med at finde et rum til hende at bo i, og så ville han konekte de to, at de ville finde ud af det, da han skulle læse, og begynde eksamen i morgen . Så han ringede da vi kørte hjem, så nu var det op til dem
1/11 2010.
Mandag morgen ringede Faith, at de havde fundet et sted, og ville gerne have Innocent med ud og se på rummet, da hun jo ikke kunne gøre andet end at finde det, hun havde ingen penge, og penge skal der til i en fart, hvis du skal regne med at få det.
Jeg skulle være på computeren hele dagen, da jeg havde så meget der ventede
.
Så Innocent tog en pause i læsningen, og kørte ud for at se rummet sammen med Faith,og han fik også penge med, så vi kunne få hold på det, og komme videre, da tiden går, og der er ikke lang tid til at jeg skal hjem igen, og dette ville blive en stor opgave, og da alting tager så lang tid her, var det bare om at komme i gang.
mandag den 1. november 2010
Mandag 1/11 2010
Vi er tidlig oppe, Innocent er i vaskeriet Gnubbe, jeg laver morgenmad. Innocent skal til begravelse, da en mand fra kirken, som alle kender er død, 41 år gammel. Han har været ude at besøge familien, det gør man her.
Jeg går til bloggen, og vil prøve at få samlet op. men nu har vi igen ingen strøm, og batteriet er flad. Fortsættelse følger
Jeg går til bloggen, og vil prøve at få samlet op. men nu har vi igen ingen strøm, og batteriet er flad. Fortsættelse følger
Hjælpen kom til Faith
Så kom der en mail fra Bodil, som også er sponsor for Lilian, at hun gerne ville hjælpe Faith, og blive sponsor for hende også. Hvor var jeg glad. jeg sagde ikke noget til Innocent i første øjeblik, ville først være færdig med Annet, og den skak mat uge. Men derefter begyndte det at fungere i mit hoved, men det ville også blive en stor opgave, for hun havde intet.
Imellemtiden havde hun ringet til Innocent, om han kunne hjælpe hende med 10,000 ugx,ca. 25 kr. så hun kunne få hentet sine få ejendele der hvor hun var flygtet fra, det havde hun ikke haft råd til, og hun havde kun hvad hun lånte fra andre.
Han vidste igen ikke rigtig hvad han skulle gøre, men nu var jeg jo her igen, og vi snakkede om situationen. Jeg vidste på det tidspunkt, at Bodil havde sat mange penge ind på vores konto til at hjælpe Faith, men jeg havde ikke sagt noget endnu.
Så vi snakkede endnu en halv nat, om alt muligt, og jeg kom langt omkring for at finde ud af hvem Faith var, jeg kendte hende ikke meget, og nu måtte jeg så finde ud af, hvem hun var, og om vi kunne bygge på hende, og betro hende disse penge. Innocent vidste intet om, hvorfor jeg spurgte ham om alle disse ting, og det skulle han ikke vide.
Hun havde gået meget i skole, og var meget dygtig, men det ville koster penge at komme i skole igen, og det koster penge at have et sted at bo, noget at spise, og så havde hun den lille pige Kaith.Skulle hun mon give hende til et hjem for små børn, eller hvad. Hendes situation var totalt håbløs, hun var lammet, der var ingen der kunne hjælpe hende, og Innocent kunne heller ikke. Men Gud er bare så god, han elsker mennesker, han ser til små mennesker, og lægger nogen på hjerte at hjælpe, så nu var hjælpen kommet ti Faith, men endnu var det kun mig der vidste det hernede. Da det er andres penge, tager jeg det meget alvorligt hvordan de bliver brugt, de skulle gerne løfte, velsigne og hjælpe et menneske til en nyt liv, en ny fremtid, kan de det, er de meget godt givet ud. Så derfor bruger jeg så mange kræfter på at finde de rigtige at hjælpe.
Derfor havde Innocent ringet til sin søster og sagt at han ville komme at besøge hende søndag eftermiddag kl.3, og ikke et ord om at jeg var med.
Vi var igen på indkøb, for 20,000 ugx, blev der købt mange slags mad, ris,majs, mel, bønner, sukker, olie, brød osv. en ordentlig pose, og vi kom afsted.
Vi kom derhen hvor hun boede, og Innocents store problem var, at der ikke var plads i"huset", der var ikke mulighed for at sidde ned, de havde intet. Jeg sagde at jeg kunne stå op, ingen problem, og der var vel så meget plads at vi kunne stå udenfor, alle på et sted.
Da vi kom til stedet, virkeligt fattigt, lille og snusket, tænkte jeg hvor stor Gud er at han vil hjælpe mennesker ud af dette.Da hun fik øje på Innocent blev hun meget glad, og da hun så mig igen, blev hun bare så overvældet. At jeg ville besøge hende igen, på sådanne ydmyge steder, rørte hende dybt. Hun var bare så glad på Innocents vegne at han havde fået hjælp, og havde et godt liv. Så det var vikeligt et rørende øjeblik. Hvor jeg elskede at se de to søskende finde hinanden igen, det er bare stort. Vi tog opstlling ude foran, da der ikke var plads inde.Der var en besøgende hos dem, og så tanten og os to. De var alle så glade for dette besøg, og så tænk at få besøg af en mosongo, det overgik deres forstand.
Jeg begyndte at spørge ind til hvad hun havde af planer for fremtiden, men hvad skulle hun svare, da hun ingen vej kunne se. Jeg fortalte hende at vi havde puttet hende på vores hjemmeside, for om hun kunne få hjælp, hvilket de blev så glade for allesammen, at de klappede i hænder af glæde.Spurgte så at hvis hun fik hjælp, hvad var så det første hun ville ønske. Uden at blinke, sagde hun, at komme tilbage i skole igen, men det var umuligt nu.Jeg var bare så glad for den udmelding, og jeg kunne se at hun havde drev til at tage ansvar, hvis hun fik chancen.Hun havde solstråler i øjnene, bare ved tanken om at komme i skole igen, hun så helt drømmende ud.Jeg spurgte hende hvor hun ville bo, og hvad hun gerne ville læse, hvis hun kunne komme tibage i skole. Hun svarede at hun gerne ville læse regnskab/økonomi, lige som Innocent gør. Innocent blev helt paf.
Men hvor skulle hun bo. Hun måtte have et sted, hvor hun kunne leve med sin lille pige, som hun ikke havde i sinde at give fra sig.
Jeg spurgte om hun troede hun kunne klare at leve alene, hvortil hun uden at kny sagde ja, om chancen kom til hende.
Da måtte jeg fortælle hende at chancen var kommet, hun havde fået en sponsor i Danmark, og pengene var her allerede. Da de alle hørte dette, klappede de igen i deres hænder af jubel, Innocent fik et chok, da han intet vidste, og spurgte efter nogen tid, da jublen havde lagt sig. Mum, er det sandt, at der er kommet hjælp til Faith, jeg sagde ja, og fortalte ham hvem det var.Han var måløs, han var glad, han vidste snart ikke hvor han skulle gøre af sig selv.
Så gik det stærkt, da tiden her er meget kort, og jeg snart skal hjem igen. Så aftalen blev at vi den samme dag skulle se efter en lille rum hvor hun kunne bo, og Innocent skulle igen snakke til en udlejer. Kan vi finde det hurtigt skal vi have købt indbo til hende, så hun kan få begyndt et nyt liv. Alle var så jublende glade, fattede ikke hvad der var sket på mindre en en time. Det der ser totalt håbløst ud for en time tilbage, lå nu foran som en mulighed, en fremtid var banet, det var næsten for meget.
Skolen hun skal starte på til feb. den samme som Innocent går på, ligger i nærheden af os, så det skal forsøges at finde et sted til hende i gåafstand til skolen. Men først huset, så de kan begynde at have et "liv". En ren eventyrhistorie.
Sikke et fantastisk arbejde Gud har kaldet mig til at være medhjælper i, ja også Innocent, han gør et fantastisk stykke arbejde, og uden ham kom jeg simpelthen ingen vegne, men Gud ved hvad vi trænger til alle sammen, han er vidunderlig, al ære til ham. Solveig
Imellemtiden havde hun ringet til Innocent, om han kunne hjælpe hende med 10,000 ugx,ca. 25 kr. så hun kunne få hentet sine få ejendele der hvor hun var flygtet fra, det havde hun ikke haft råd til, og hun havde kun hvad hun lånte fra andre.
Han vidste igen ikke rigtig hvad han skulle gøre, men nu var jeg jo her igen, og vi snakkede om situationen. Jeg vidste på det tidspunkt, at Bodil havde sat mange penge ind på vores konto til at hjælpe Faith, men jeg havde ikke sagt noget endnu.
Så vi snakkede endnu en halv nat, om alt muligt, og jeg kom langt omkring for at finde ud af hvem Faith var, jeg kendte hende ikke meget, og nu måtte jeg så finde ud af, hvem hun var, og om vi kunne bygge på hende, og betro hende disse penge. Innocent vidste intet om, hvorfor jeg spurgte ham om alle disse ting, og det skulle han ikke vide.
Hun havde gået meget i skole, og var meget dygtig, men det ville koster penge at komme i skole igen, og det koster penge at have et sted at bo, noget at spise, og så havde hun den lille pige Kaith.Skulle hun mon give hende til et hjem for små børn, eller hvad. Hendes situation var totalt håbløs, hun var lammet, der var ingen der kunne hjælpe hende, og Innocent kunne heller ikke. Men Gud er bare så god, han elsker mennesker, han ser til små mennesker, og lægger nogen på hjerte at hjælpe, så nu var hjælpen kommet ti Faith, men endnu var det kun mig der vidste det hernede. Da det er andres penge, tager jeg det meget alvorligt hvordan de bliver brugt, de skulle gerne løfte, velsigne og hjælpe et menneske til en nyt liv, en ny fremtid, kan de det, er de meget godt givet ud. Så derfor bruger jeg så mange kræfter på at finde de rigtige at hjælpe.
Derfor havde Innocent ringet til sin søster og sagt at han ville komme at besøge hende søndag eftermiddag kl.3, og ikke et ord om at jeg var med.
Vi var igen på indkøb, for 20,000 ugx, blev der købt mange slags mad, ris,majs, mel, bønner, sukker, olie, brød osv. en ordentlig pose, og vi kom afsted.
Vi kom derhen hvor hun boede, og Innocents store problem var, at der ikke var plads i"huset", der var ikke mulighed for at sidde ned, de havde intet. Jeg sagde at jeg kunne stå op, ingen problem, og der var vel så meget plads at vi kunne stå udenfor, alle på et sted.
Da vi kom til stedet, virkeligt fattigt, lille og snusket, tænkte jeg hvor stor Gud er at han vil hjælpe mennesker ud af dette.Da hun fik øje på Innocent blev hun meget glad, og da hun så mig igen, blev hun bare så overvældet. At jeg ville besøge hende igen, på sådanne ydmyge steder, rørte hende dybt. Hun var bare så glad på Innocents vegne at han havde fået hjælp, og havde et godt liv. Så det var vikeligt et rørende øjeblik. Hvor jeg elskede at se de to søskende finde hinanden igen, det er bare stort. Vi tog opstlling ude foran, da der ikke var plads inde.Der var en besøgende hos dem, og så tanten og os to. De var alle så glade for dette besøg, og så tænk at få besøg af en mosongo, det overgik deres forstand.
Jeg begyndte at spørge ind til hvad hun havde af planer for fremtiden, men hvad skulle hun svare, da hun ingen vej kunne se. Jeg fortalte hende at vi havde puttet hende på vores hjemmeside, for om hun kunne få hjælp, hvilket de blev så glade for allesammen, at de klappede i hænder af glæde.Spurgte så at hvis hun fik hjælp, hvad var så det første hun ville ønske. Uden at blinke, sagde hun, at komme tilbage i skole igen, men det var umuligt nu.Jeg var bare så glad for den udmelding, og jeg kunne se at hun havde drev til at tage ansvar, hvis hun fik chancen.Hun havde solstråler i øjnene, bare ved tanken om at komme i skole igen, hun så helt drømmende ud.Jeg spurgte hende hvor hun ville bo, og hvad hun gerne ville læse, hvis hun kunne komme tibage i skole. Hun svarede at hun gerne ville læse regnskab/økonomi, lige som Innocent gør. Innocent blev helt paf.
Men hvor skulle hun bo. Hun måtte have et sted, hvor hun kunne leve med sin lille pige, som hun ikke havde i sinde at give fra sig.
Jeg spurgte om hun troede hun kunne klare at leve alene, hvortil hun uden at kny sagde ja, om chancen kom til hende.
Da måtte jeg fortælle hende at chancen var kommet, hun havde fået en sponsor i Danmark, og pengene var her allerede. Da de alle hørte dette, klappede de igen i deres hænder af jubel, Innocent fik et chok, da han intet vidste, og spurgte efter nogen tid, da jublen havde lagt sig. Mum, er det sandt, at der er kommet hjælp til Faith, jeg sagde ja, og fortalte ham hvem det var.Han var måløs, han var glad, han vidste snart ikke hvor han skulle gøre af sig selv.
Så gik det stærkt, da tiden her er meget kort, og jeg snart skal hjem igen. Så aftalen blev at vi den samme dag skulle se efter en lille rum hvor hun kunne bo, og Innocent skulle igen snakke til en udlejer. Kan vi finde det hurtigt skal vi have købt indbo til hende, så hun kan få begyndt et nyt liv. Alle var så jublende glade, fattede ikke hvad der var sket på mindre en en time. Det der ser totalt håbløst ud for en time tilbage, lå nu foran som en mulighed, en fremtid var banet, det var næsten for meget.
Skolen hun skal starte på til feb. den samme som Innocent går på, ligger i nærheden af os, så det skal forsøges at finde et sted til hende i gåafstand til skolen. Men først huset, så de kan begynde at have et "liv". En ren eventyrhistorie.
Sikke et fantastisk arbejde Gud har kaldet mig til at være medhjælper i, ja også Innocent, han gør et fantastisk stykke arbejde, og uden ham kom jeg simpelthen ingen vegne, men Gud ved hvad vi trænger til alle sammen, han er vidunderlig, al ære til ham. Solveig
Faith
Faith er Innocents søster. De er de eneste to med samme mor og far. Men de har rigtig mange halvsøskende, og kender dem slet ikke alle sammen.
Men Faith, var kommet i en meget vanskelig situation da jeg var her i vinters. Hun var blevet gravid, og måtte forlade familien hvor hun boede hos, da de ikke kunne aseptere at hun var blevet gravid. Det gør man ikke som kristen, og slet ikke når hele familien har ofret så mange penge på at hun kunne gå i skole, hun var hele familiens håb, og de satte alt på et bræt. De håbede at hun kunne gå hele vejen, da hun er meget dygtig, og de havde drømt om at hun måske kunne blive sagfører.
Så da hun var blevet gravid, væltede det hele for hende, og hun måtte forsvinde ud i intet.
Da jeg var her i vinters,slassede hun Innocent en dag( ikke en sms, ikke en opringning, men bare et kald, uden kontakt) . De havde ikke haft kontakt meget længe, da Innocent bare var lukket ude af familien i mange år, for alt var satset på Faith. Men det var hendes bror, og de var bare de to.Og nu var hun i virkelig nød, og trængte til at snakke med nogen.
Innocent vidste ikke af sig selv, hvad han skulle gøre, og sige.Hvorfor havde hun prøvet at kontakte ham efter så mange år.
Men vi snakkede længe om det, og han forstod måske at hun trængte til hjælp, men hvad havde han at give.
Det er jo sådan her i Afrika, at hvis du skal kæmpe for at måske at få et lille måltid hver dag, og måske ikke at få mad i en hel uge, så har du ikke overskud til at tænke på andre, men må bruge alt på bare at overleve selv. Det har været Innocent liv i mange år, så derfor anede han ikke hvad han skulle gøre.
Men hans liv er jo blevet totalt ændret nu,men han vidste ikke meget om det at være menneske. Derfor bruger vi så meget tid på at snakke, om han kan få det ind i sit liv. Han tager gerne imod, og en helt ny verden åbner sig for ham. Livet er mere en mad, men det fylder det hele her.
Jeg sagde så til ham at han var hendes bror, og jeg troede at hun trængte til hjælp, så han måtte ringe til hende. Han havde hørt fra andre at hun var gravid, og hørt den sørgelige historie.
Det var noget af en overvindelse for ham at ringe hende op, men han gjorde det, fordi jeg var i nærheden og kunne bakke ham op. Han spurgte til hvordan hun havde det, og hvorfor hun havde slasset ham. Hun fortalte sin historie, at hun nu havde en lille pige, og boede hos en veninde langt langt ude, og var totalt forladt og ensom, uden penge,uden kontakt med omverdenen, uden nogetsomhelst, med et lille barn, hun trængte til hjælp.
Derefter snakkede vi frem og tibage, Innocent vidste ikke sine levende råd, hvad havde han at give. Du har dine øre, sagde jeg, det er ikke altid penge, men måske et menneske der vil lytte, og til at snakke med. Det forstod han, for det var hvad han havde fået i mig, jeg kunne lytte, og han bare snakkede om hvad livet havde taget og givet ham.
Derefter foreslog jeg vi skulle prøve at finde hende. Prøve om hun kunne geleide os til den plads hun boede på.Innocent ringede til hende og fortalte, at vi ville komme og besøge hende, hvilket hun blev overvældende glad for.
Før vi kørte ud til hende, var vi på indkøb, det er vi altid før et besøg.
Vi købte meget forskelligt mad, brød, mælk ogsv.Og da vi var i forretningen blev Innocent grebet af at hjælpe hende. Så han købte for sine sidste penge, mad til den lille, bleer,klude samt noget der ville være godt til Faith nu hun skulle amme sin lille pige. Han morede sig over sig selv, havde vist aldrig troet at han skulle bruge sine sidste små penge til at købe ting til en lille pige der var totalt uønsket, men hun var et lille menneske, der behøvede hjælp.
Det blev en fantastisk møde med de to søskende, et møde jeg aldrig vil glemme. Innocent så det lille menneskebarn, og vidste ikke hvordan han skulle gribe situationen an, men han skulle holde hende, hun var bare 1 uge gammel, født d. 1/3 2010.
Da vi kørte hjem, var vi Gud så taknemmelige at var tage derud, hun var virkelig i en frygtelig knibe, uden for alt, alene med en nyfødt.Men nu havde hun da kontakt til sin bror, det var jeg bare så glad for, og det var også rigtig godt til Innocent, der også trænger til noget familie.
Så rejste jeg til Danmark igen.
Tiden går, jeg spørger somme tider til hende, og det viste sig at hun havde fået en mulighed for at komme fra det sted hun var, måske flygtet, bare med den lille pige på armen. Så nu boede hun igen her i Kampala ved en tante, der er meget meget fattig, og bor i et meget meget lille rum, uden el eller en stol at sidde på, kun en gammel madras, så hendes sitution var meget hårdt.Men hun har kontakt med Innocent, og det er godt for dem begge.
Da vi så havde en anden ung kvinde, Judith, på vores nye hjemmeside, og hun fik en sponsor, tænkte jeg, at nu ville vi prøve at putte Faith på hjemmesiden, måske hun også kunne få hjælp.
Men Faith, var kommet i en meget vanskelig situation da jeg var her i vinters. Hun var blevet gravid, og måtte forlade familien hvor hun boede hos, da de ikke kunne aseptere at hun var blevet gravid. Det gør man ikke som kristen, og slet ikke når hele familien har ofret så mange penge på at hun kunne gå i skole, hun var hele familiens håb, og de satte alt på et bræt. De håbede at hun kunne gå hele vejen, da hun er meget dygtig, og de havde drømt om at hun måske kunne blive sagfører.
Så da hun var blevet gravid, væltede det hele for hende, og hun måtte forsvinde ud i intet.
Da jeg var her i vinters,slassede hun Innocent en dag( ikke en sms, ikke en opringning, men bare et kald, uden kontakt) . De havde ikke haft kontakt meget længe, da Innocent bare var lukket ude af familien i mange år, for alt var satset på Faith. Men det var hendes bror, og de var bare de to.Og nu var hun i virkelig nød, og trængte til at snakke med nogen.
Innocent vidste ikke af sig selv, hvad han skulle gøre, og sige.Hvorfor havde hun prøvet at kontakte ham efter så mange år.
Men vi snakkede længe om det, og han forstod måske at hun trængte til hjælp, men hvad havde han at give.
Det er jo sådan her i Afrika, at hvis du skal kæmpe for at måske at få et lille måltid hver dag, og måske ikke at få mad i en hel uge, så har du ikke overskud til at tænke på andre, men må bruge alt på bare at overleve selv. Det har været Innocent liv i mange år, så derfor anede han ikke hvad han skulle gøre.
Men hans liv er jo blevet totalt ændret nu,men han vidste ikke meget om det at være menneske. Derfor bruger vi så meget tid på at snakke, om han kan få det ind i sit liv. Han tager gerne imod, og en helt ny verden åbner sig for ham. Livet er mere en mad, men det fylder det hele her.
Jeg sagde så til ham at han var hendes bror, og jeg troede at hun trængte til hjælp, så han måtte ringe til hende. Han havde hørt fra andre at hun var gravid, og hørt den sørgelige historie.
Det var noget af en overvindelse for ham at ringe hende op, men han gjorde det, fordi jeg var i nærheden og kunne bakke ham op. Han spurgte til hvordan hun havde det, og hvorfor hun havde slasset ham. Hun fortalte sin historie, at hun nu havde en lille pige, og boede hos en veninde langt langt ude, og var totalt forladt og ensom, uden penge,uden kontakt med omverdenen, uden nogetsomhelst, med et lille barn, hun trængte til hjælp.
Derefter snakkede vi frem og tibage, Innocent vidste ikke sine levende råd, hvad havde han at give. Du har dine øre, sagde jeg, det er ikke altid penge, men måske et menneske der vil lytte, og til at snakke med. Det forstod han, for det var hvad han havde fået i mig, jeg kunne lytte, og han bare snakkede om hvad livet havde taget og givet ham.
Derefter foreslog jeg vi skulle prøve at finde hende. Prøve om hun kunne geleide os til den plads hun boede på.Innocent ringede til hende og fortalte, at vi ville komme og besøge hende, hvilket hun blev overvældende glad for.
Før vi kørte ud til hende, var vi på indkøb, det er vi altid før et besøg.
Vi købte meget forskelligt mad, brød, mælk ogsv.Og da vi var i forretningen blev Innocent grebet af at hjælpe hende. Så han købte for sine sidste penge, mad til den lille, bleer,klude samt noget der ville være godt til Faith nu hun skulle amme sin lille pige. Han morede sig over sig selv, havde vist aldrig troet at han skulle bruge sine sidste små penge til at købe ting til en lille pige der var totalt uønsket, men hun var et lille menneske, der behøvede hjælp.
Det blev en fantastisk møde med de to søskende, et møde jeg aldrig vil glemme. Innocent så det lille menneskebarn, og vidste ikke hvordan han skulle gribe situationen an, men han skulle holde hende, hun var bare 1 uge gammel, født d. 1/3 2010.
Da vi kørte hjem, var vi Gud så taknemmelige at var tage derud, hun var virkelig i en frygtelig knibe, uden for alt, alene med en nyfødt.Men nu havde hun da kontakt til sin bror, det var jeg bare så glad for, og det var også rigtig godt til Innocent, der også trænger til noget familie.
Så rejste jeg til Danmark igen.
Tiden går, jeg spørger somme tider til hende, og det viste sig at hun havde fået en mulighed for at komme fra det sted hun var, måske flygtet, bare med den lille pige på armen. Så nu boede hun igen her i Kampala ved en tante, der er meget meget fattig, og bor i et meget meget lille rum, uden el eller en stol at sidde på, kun en gammel madras, så hendes sitution var meget hårdt.Men hun har kontakt med Innocent, og det er godt for dem begge.
Da vi så havde en anden ung kvinde, Judith, på vores nye hjemmeside, og hun fik en sponsor, tænkte jeg, at nu ville vi prøve at putte Faith på hjemmesiden, måske hun også kunne få hjælp.
Søndag d.31/10
Så har vi den sidste dag i oktober 2010.Der er sket rigtig meget, og jeg kan slet ikke forstå det, når jeg kikker tilbage, at det kun er en enkelt måned.
Vi er tidlig oppe, og vil i kirke til kl. 9. Efter den første gudstjeneste skulle Innocent så gå hjem og læse, for nu er det tid til at blive færdig, før eksamen. Jeg ville have den næste gudstjeneste med, trængte bare sådan til at blive fyldt op, da det kan være hårdt altid at give.
Jeg blev der, og til denne gudstjeneste var det så Fru. Kanjanga der talte. Det var bare såååå dejligt. Der kom også en ældre dame hen og bød mig velkommen tilbage, det er der mange der gør, det er bare så dejlig, og jeg føler mig hjemme, og vi fik en rigtig god snak, og jeg fik hendes kort. Hun fortalte at hun havde en skole, hvilket jeg synes var vældig interesant, så hvem ved hvad Gud har af planer med dette møde.
Alle børnene fra Agape 2 kom også, og de kom alle direkte hen til mig, og så blev der delt knusere ud i lange baner, de er bare sådanne dejlige børn. Gladys havde sin nye armbånd på som hun havde fået af Anne Grethe og Jens, og var bare så stolt af den.De satte sig rundt om mig allesammen, og lille Peter kom og ville bare op på skødet, så der sad han bare godt. Jeg så ingenting til voksne fra Agape 2, så måske var de kommet med taxi.Hvor vi alle bare nød at sidde sammen indtil de skulle til søndagsskole, som de har i en tilstødende bygning, da det er mange børn. Da tiden kom,de skulle gå,fik jeg igen knuser i massevis før de var afsted.
Kl 1 gik jeg hjem, og ville se om Innocent havde fået læst sine lektier, for så skulle vi spise, og derefter ud at besøge hans søster, Faith.
Han havde fået læst rigtig meget, og var ved at være klar, så det var dejligt, da vores strøm igen var forsvundet. Vi skal virkelig udnytte de lyse timer her, men det lærer man med tiden.fortsættelse følger omkring Faith.
Vi er tidlig oppe, og vil i kirke til kl. 9. Efter den første gudstjeneste skulle Innocent så gå hjem og læse, for nu er det tid til at blive færdig, før eksamen. Jeg ville have den næste gudstjeneste med, trængte bare sådan til at blive fyldt op, da det kan være hårdt altid at give.
Jeg blev der, og til denne gudstjeneste var det så Fru. Kanjanga der talte. Det var bare såååå dejligt. Der kom også en ældre dame hen og bød mig velkommen tilbage, det er der mange der gør, det er bare så dejlig, og jeg føler mig hjemme, og vi fik en rigtig god snak, og jeg fik hendes kort. Hun fortalte at hun havde en skole, hvilket jeg synes var vældig interesant, så hvem ved hvad Gud har af planer med dette møde.
Alle børnene fra Agape 2 kom også, og de kom alle direkte hen til mig, og så blev der delt knusere ud i lange baner, de er bare sådanne dejlige børn. Gladys havde sin nye armbånd på som hun havde fået af Anne Grethe og Jens, og var bare så stolt af den.De satte sig rundt om mig allesammen, og lille Peter kom og ville bare op på skødet, så der sad han bare godt. Jeg så ingenting til voksne fra Agape 2, så måske var de kommet med taxi.Hvor vi alle bare nød at sidde sammen indtil de skulle til søndagsskole, som de har i en tilstødende bygning, da det er mange børn. Da tiden kom,de skulle gå,fik jeg igen knuser i massevis før de var afsted.
Kl 1 gik jeg hjem, og ville se om Innocent havde fået læst sine lektier, for så skulle vi spise, og derefter ud at besøge hans søster, Faith.
Han havde fået læst rigtig meget, og var ved at være klar, så det var dejligt, da vores strøm igen var forsvundet. Vi skal virkelig udnytte de lyse timer her, men det lærer man med tiden.fortsættelse følger omkring Faith.
Abonner på:
Opslag (Atom)
