Torsdag

Torsdag morgen var jeg så træt at jeg ikke havde lyst til at stå op. da vi havde igen haft en lang samtale med Faith efter hun kom fra skole, og var nødsaget til at give hende en ultimatum, til i morgen kl. 5.
Alle disse problemer, igen og igen, tager hårdt på mine kræfter, både fysisk og sygisk, men det skal jo løses. Men i dag trenger jeg bare til at hvile hvile hvile, og bare lave ingenting.
Vi skal til bestyrelsesmøde ved Kirsten i aften kl. 6, og det bliver det eneste jeg vil lave i dag, samt lidt papirarbejde, ikke andet.
Jeg havde snakket med Millie i telefonen, og spurgt til hvordan det gik med Sulait, og det gik heldigvis rigtig godt.
Så i dag er BARE AFSLAPNING.
Kærlig hilsen Solveig

Onsdag d.12/10 2011

Efter den lange dag på hospitalet i går, sluttede det med at Faith kom, og vi skulle have en lang snak, om problemet der var i Agape 3, set fra hendes side.

Vi snakkede til kl 11, og da var jeg total færdig, efter en lang dag på sygehuset med Sulait.

Så da vi skulle til ro, blev hun nødt til også at sove her, så vi fik instaleret 2 ekstra senge, til Sulait og Faith.

Nu er det så onsdag morgen, og vi har alle sovet som en sten, også Sulait. Vi skulle have morgenmad inden Innocent skulle i skole, og Faith skulle videre.

Sulait havde det godt, og han spiste en stor portion af cornfleks, og masser af brød og te, bananer, mælk og mermelade, da det ikke er hvad de får til hverdag, men dansk, men det bekom ham vældig godt.

Jeg skulle have vasket lidt, vasket op, og have ordnet forskelligt.

Jeg spurgte ham, om han ville lære at skrive et brev på computer, og det ville han så gerne. Så han blev hjulpet igang, og fik skrevet en mail til Frank, til stor fornøelse om hvad en computer kan gøre.

Derefter sagde jeg til ham, at han skulle skrive om sin oplevelse på hospitalet, og han var bare parat til alt, for at få lov til at bruge en computer. Så han havde det bare så godt, fik sine piller, masser af vand, ja jeg måtte til købmanden efter mere vand, da han var umættelig, måske fra pillerne. Han hyggede sig rigtig meget, og var bare så glad og taknemlig.

Så da jeg var på vej hjem fra købmanden, kom Innocent fra skole. Han var ikke færdig, men var nødt til at skulle hjem og snakke med mig om Faith, som var blevet et kæmpeproblem til os.

Så vi sad ude og snakkede, så jeg vidste hvad der var humlen, derefter måtte vi tage en konklution.

Faith skulle i skole kl. 3-5.

Tirsdag d. 11/10

Tirsdag morgen ringede vækkeuret meget tidligt, synes jeg, kl 5,45 morgen.
Vi skulle op og ud for at hente Sulait, og være på hospitalet kl.7,30 morgen.
Vi kom afsted for at hente ham, og han var i bad da vi kom, men det varede ikke længe før han var færdig, og vi kom afsted mod Mengo hospital.
Sulait var selfølgelig lidt nervøs, hvad ville der ske??? Ville han dø??? Hvad ville resultatet blive??? og meget mere, det kørte i hans hoved, og det fik jeg forklaringen på senere på dagen.
Nå men vi fandt frem, til der vi skulle vente, og fik betalt de første penge, før de ville gøre noget. 35,000 ugx, det var ikke så meget, så det blev gjort.
Vi sad længe og ventede, og jeg holdt ham fast i hånden, da han var bange, men vidste også at han var nødt til at få det foretaget, hvis det skulle blive bedre.
Endelig kom der en, som skulle se på ham, og stille ham nogle spørgsmål.
Han kom tilbage. Vi ventede igen lang tid, så kom der endelig en, der sagde at vi skulle følge med. Vi kom ind på en hospitalsstue, der mest lignede en gammel lade i danmark.
Sulait blev vist hen til en brix, uden noget sengetøj, og jeg sagde til Innocent, tror du ikke vi skulle have vort eget sengetøj med os, da jeg kunne se, at det var folks eget de lå i. Alle mulig mærkelige ting.Der var ca. 50 brixe i" laden", men sygeplejerskerne var da i hvidt, så det var da altid noget.
Innocent måtte så køre tilbage til Agape 1, for at hente Sulaits sengetøj. Jeg var glad for at jeg havde købt nyt til dem, så vi ikke skulle komme med det de lå i den gamle Agape 1, det var ikke værd at kalde en gulvklud, og var så beskidt, at ingen kunne forestille sig, at børn havde sovet i det. Jeg nægtede at tage noget af det med til det nye Agape 1, og havde derfor købt nyt til dem alle.
Så nu havde han da pænt, rent nyt sengetøj til at sove i nu han skulle oppereres
Jeg kunne se, at folk der havde været der længe, havde næsten et helt køkken mellem brixene, da de selv skal sørge for pleje af den syge, og selv sørge for forplejning. Og da mange bor langt væk, er de nødt til at sove på gulvet" det bare cement", mellem brixene, mellem madbøtter, vanddunke og jeg ved ikke hvad.
Der var alle typer mennesker, med alle mulige sygdomme, og her sad jeg og iagtog det hele, mens vi ventede, og prøvede at sige til mig selv, at de har fod på tingene, hvilket der ikke var meget der så ud til.
Men tiden gik, og pludselig kom en sygeplejerske, og skulle tage en blodprøve af Sulait, det var da altid noget. Hun havde en kasse med engangshandsker med, og tog dem på, og derefter en til at binde om armen, og sådant blev der taget en blodprøve.
Så var hun væk igen. Vi ventede.
Så kom der en og spurgte om Sulait forældres underskrift, hvortil vi sagde at de var døde. men nogen måtte skrive under, før de havde lov at foretage opperationen, og tage ansvaret, hvis noget gik galt. Det havde Innocent fortalt, at det ville komme, og jeg sagde at så måtte vi tage ansvaret, da drengen skulle have hjælp.Men da jeg ikke er her altid, måtte det blive ham der stod på papiret, hvortil han spurgte: Mum er du ved mig, og lader mig ikke alene med dette, og jeg svarede at det var jeg, han skulle ikke være bange.
Så kom der en ung læge, og stillede Sulait mange spørgsmål igen, om det samme, for at være helt sikker. Det virkede proffersnelt, hvilket jeg var glad for. Jeg var også glad for at vide lidt om gangen på et hospital, for Sulait og Innocent, var blanke som et stykke papir, og her var der bare ingen service.
Men pludselig kom der en sygeplejerske med en grøn opperationsdragt, som han skulle have på, og af sit eget tøj. De kom med en afskærmning, da det foregik i sengen, og så var han klar. Han var bekymret, bange, og jeg holdt ham fast i hånden, mens vi bad, og jeg talte til ham. Han var meget lille, og jeg sagde til ham, at alt ville blive godt, jeg ville vente på ham, være der når han blev vågen.
Så kom en sygeplejerske for at lægge en dropnål i hans hånd. Hun prøvede 5 gange forskellige steder, men kunne ikke finde en vene, der kunne bruges, så det måtte vente.
Sulait kikkede på sine hænder, der var punkteret 5 gange, og det uden at give resultat, men godt vi er lavet sådan at det lukker af sig selv.
Kl. 13,15 kom de så pludselig efter ham, og væk var han. Ikke de sagde et ord om at nu er det nu, nej. Men jeg spurgte en sygeplejerske, om de nu var klar til at opperere, hvortil hun svarede, ja de gør det nu. Jeg spurgte om hvor længe det ville tage. Hun svarede 1 time, og hvis vi kørte, skulle vi være tilbage igen om en time, da vi selv skulle våge ved ham.
Det var ok, så ville vi køre hjem, jeg trængte til at komme på toelettet, og var også sulten nu, så det var hvad vi gjorde.
Vi fik noget at spise, hvilet et kvater, og så pakkede jeg noget mad, vand, bananer, muffens, håndklæder, toeletpapir, og div, småting, da jeg havde observeret at vi selv skulle sørge for alt.
Så vi var tilbage igen kl 14,15, men Sulait var ikke komme ind. Innocent var meget træt, så jeg sagde til ham at han kunne køre hjem og hvile lidt mere, før han skulle i skole kl. 16.
Det gjorde han, og jeg blev alene tilbage og ventede.
Overfor Sulaits brix, var der en ung mand på kykker, hans ene ben var vissen, og bare hang,ham kom jeg i snak med, han ville gerne snakke, og kunne engelsk, hvilket der ikke var mange der kunne.
Jeg spurgte ham, hvor længe han havde været der. Han havde været der 5 uger, og var blevet oppereret for verdens største galdesten, og jeg så billedet af stenen. Jeg så også billeder af sine 4
børn. Hans kone går også på krykker, men de havde fået lavet sig en mulighed for at leve. Han syede tøj, skoleuniformer, og designede nye, han havde et gåpåmod, men han var forsørgeren, og nu lå han her. Hans kone og børn havde kun besøgt ham en gang, på grund af afstand, krykker, ingen penge, så det var hårdt.
Jeg spurgte ham hvornår han skulle hjem, hvortil han svarede, det kommer an på hvornår jeg har denne regning betalt.Jeg studsede lidt. Igen en ny ting at lære. Vil det sige at du er rask, men ikke har lov til at forlade hospitalet, før du har betalt regningen, som lød på 1,250,000 UGX, og han havde ingen penge. Ja det er vilkårene her. Det koster ikke meget at komme på hospitalet, men du kommer ikke derfra før der er betalt. Sikke et system.jeg sagde til ham, hvor skal pengene komme fra. han bad hele tiden at Jesus ville sende dem, det var hans eneste håb. Han viste mig at han nu kun manglede 775,000 ugx, og havde lige fået 10,000 af en som skulle hjem, og han var straks gået på sine krykker for at afdrage på sin gæld. Jeg spurgte ham, du skal også have noget at spise, hvortil han svarede, nej, alle pengene skulle bruges til at komme
ud. Han havde ingen til at tage sig af ham, og hospitalet gjorde det ikke, men ville have penge for hver nat han optog en brix.
Sikke et system, du kan blive helbredt, men dø, fordi du ingen penge har til at komme ud, og tjene dem, det er de barske realiteter.
Det er siuationen, og mange kommer aldrig levende ud af hospitalet, da de ingen penge har til at komme ud, frygtelig.

Nå men pludselig kom Sulait tilbage, godt bedøvet, sov som en sten. Lægen kom ag fortalte, at alt var gået så fint, og at han ville blive frisk igen, og være fri for disse smerter. Det var jeg glad for at høre.
Så efter nogen tid, kom der en sygeplejerske for at måle blodtryk, som var i fineste orden, og jeg spurgte hende om hvor lang tid han ville sove endnu. Hvortil hun svarede ca. 1 time.
Det var til stor fornøjelse for mange af folkene at have en hvid kvinde til at sidde der på hospitalet, under de samme vilkår som dem. Der var en lille dreng på ca. 5 år, der kom hen til mig igen og igen, og heldigvis havde jeg et par små biler og en balon i min taske, som han fik og legede med, til stor glæde og fornøjelse fra de andre. Drengen havde et navlebrog på størrelse af 5 bordtennisbolde , han trængte virkelig også til hjælp.
Nå men efter en time, kl. ca, 16,30 blev Sulait vågen, og kiggede sig forvildet rundt. Vidste ikke rigtigt hvor han var, før jeg tog hans hånd, og han smilede så glad, han var vågen, men slap. Jeg sad med ham i hånden et kvater ca. før han var helt klar, men meget lykkelig. Troede ikke det kunne være sandt, at det var overstået, og at han var blevet vågen.

Så kommer kapitlet hvorfor han var så bange. Da han var flygtet fra Agaoe 1, var han taget ud i landsbyen, hvor der var noget familie til ham. De boede langt væk. Og derude på landet lever alle heksedoktorene stadig i fuld kraft. Så da hans bedstefar hørte, at der var en der ville hjælpe ham med at blive oppereret, hvis han kom tilbage til Kampala, havde han sagt, at han havde hørt, at dem som havde spist grøn pebber, aldrig ville blive vågen, hvis de kom på hospitalet, og skulle oppereres. Og Sulait elskede grøn pebber, og havde spist meget af det.
Sikke en klemme at sætte en dreng i, ikke så mærkelig han var bange, men var i så store smerter, at det vandt. Han stolede også på at jeg aldrig ville gøre det mod ham, hvis ikke jeg troede på at det ville hjælpe ham, men det var hvad han havde i hovedet før opperationen.
Derfor var han så glad og lykkelig lig fra det første øjeblik, jeg tog hanm i hånden, og han fandt ud af at han levede.
Efter lidt tid, kom de og fjernede droppet, og jeg spurgte om han var sulten, og tørstig, da han jo kom fastende til sygehuset, og ikke havde spist siden igår. Han blev så glad så glad, at jeg havde mad og vand med til ham, han spiste alt jeg havde, var bare så ovenud lykkelig, og skiftevis takkede mig, og Gud, for at han var vågnet op, og nu kunne spise ganske normalt.
Alle omkring os, frydede sig med ham, da det var et eventyr for dem at være vidne til.
bedst som vi sad der, og Sulait spiste og drak, kom en flok høns ind, og spaserede rundt mellem brixene, og det var der ingen der tog notis af, ikke en, så efter nogen tid gik de ud af en anden dør, og var væk. Men det siger lidt om hygiegnen på hospitalet, og Sulait var nyoppereret, men det er vilkårene her.
Nå men han var så glad så glad, og alle med ham.Han snakkede på livet løs, og fortalte alle de tossede ting de tror på ude i landsbyerne.
Jeg spurgte ham, om han havde lyst at snakke med Millie, for at fortælle alle i huset, at han var nu oppereret, og var vågen, for de ville jo nok også gerne vide, hvordand det stod til.
Det ville han rigtig gerne, og det var til stor glæde og fornøjelse for alle, at det var godt overstået.
Vi troede at han skulle blive der en nat, og jeg havde gjort mig det klart, at være ved ham. Men pludselig ca. kl. 19, kom de og sagde at vi kunne tage hjem, når regningen var betalt.
Så Innocent fik pungen, og gik for at betale 878,000UGX, ca 1800- 1900 dk og så kunne vi pakke, og Sulait kunne trække i sit tøj igen.
Det skal lige siges, at han kort tid efter han blev vågen, og smerterne begyndte, fik han en indsprøjtning, som hjap ham, så han ikke havde smerter, og de var også kommet med smertestillende tabletter, og penselin som han skulle tage de næste dage.
Så da han stod op på brixen, for at trække i sit tøj, og forlade hospitalet, var det til så stor glæde for alle, som havde de været vidne til et levende eventyr.
Så kom vi afsted, og jeg gav den unge mand, de sidste penge jeg havde, så han kunne afdrage lidt mere på sin gæld. Der var også kommet en kvinde med noget mad til ham, som han takkede Gud for i lang tid. Jeg gav ham også det sidste vand jeg havde med, og så var det afgang.
Vi kørte hjem til os selv, jeg ville gerne overvåge ham det første døgn, hvilket var til stor fryd for Sulait, han var så lykkelig, at det næsten ingen ende kunne tage.
Det var så en dag på Mengo hospital i Kampala, Uganda.
Herfra en kærlig hilsen til alle der følger os, Solveig

Mandag eftermiddag

Jeg glemte at fortælle, at vi blev ringet op af ejeren fra Agape 1, at nu var mama Graice flyttet, og det hele var i orden.
Jeg var meget glad for at komme til ende af den historie, og lovede at han skulle få penge til maling af huset, så det så ud som da vi modtog det, hvilket de ikke er vant til her. Men jeg ville ikke overlade huset sådant, men ønskede at aflevere det efter dansk standart, hvilket bekom David, ejeren, meget meget godt. Den stil kunne han lide.
Så havde vi besøg af Judith. Vi havde ringet efter hende, hun skulle komme efter sine penge, fra Rachel.
Hun kom også kl. 5, som vi havde aftalt, og jeg spurgte , hvordan det gik med hendes arbejde.Det var dejligt at se hende, for så kan jeg se om det er rigtigt, hvad de siger.
Hun har problemer med sine ører, og lægen siger hun ikke mere må bruge de høretelefoner som hun bruger hele dagen, på sit arbejde, det kan hendes ører ikke holde til, så nu er hun meget spændt på, om de kan finde en anden plads til hende, så hun stadig kan arbejde der, som hun gerne vil.
Så det vil tiden vise. Hvis hun har været dygtig, vil hun fortsætte, på en anden plads, hvis ikke, vil hun miste sit job, men vi håber det bedste.
Judith, er virkelig en ung kvinde der har et mål hun går efter, og prøver at samle lidt penge, så hun kan starte en Fastfood resturant, men hun må samle alle pengene først, da hun ikke har mulighed at gå i banken, for at låne penge.Hun behver 7 mio= 20,000 tusind dk.
Hun har ladet sig undervise i hvordan hun skal lave burger, og dirversse, så hun er parat, hvis hun har pengene. Det synes jeg virker målbevidst. Dejligt at se hende, og jeg ønsker alt godt for hende.
Jeg var også idag begyndt at spørge, meget bestemt til hvor er Faith, hun var igen væk, og der var ingen der vidste hvor hun var, men jeg ville vide det.
Så Innocent lovede at prøve at finde ud af det, ved at se om hun kom i skole, eller ej????.
Det var så det sidste for idag. KH Solveig

Mandag.

Mandag var det så tid til os selv igen, vi skal også have ting gjort.

Bilen skulle igen have lidt hjælp, og så skulle der vaskes. Først var Innocent i vaskeriet " Gnubbe", og derefte var det min tur, og så var vaskesnoren også total fuld, så skønt det var dejlig solskin, så alt kunne blive tørt.

Men så var det tid til at slape af, og bare få hvilet lidt, da vi ved hvad vi skal lave i morgen, fra tidlig morgen.

Så herfra de kærligste hilsner fra Kampala. Solveig

Søndag

Sødag var vi ret tidlig oppe , da Innocent ville i kirke til kl 9, og Frank og mig ville vente til kl 11. Jeg ville se Franks bøger, og høre om han forstod hvad han fik undervisning i på skolen, og have lidt tid med ham alene.
Så da vi var blevet alene, fik vi bøgerne frem, og han fortalte op og ned af stolper. Det var en dejlig tid vi havde, og jeg var så glad for at se, at han virkelig er i en god skole, og de lærer om alle typer byggeri, også de eupæiske stilarter. Han er også meget dygtig til mattematik, så det var skønt at se, hvad jeg fik for pengene.
Frank er en dejlig ung mand, men det er godt at han er på en kostskole, hvor der er strenge regler, da han også er en ung mand, som nem lader sig lokke.
Så da tiden kom, ville vi gå til kirke, og det blev i regnvejr, men det kunne ikke stope os.
Vi kom til kirken, og jeg havde lige akkurat hilst på manden der står i døren, så blev jeg totalt omfavnet af børnene fra Agape 2. De havde fået lov at komme ud, komme i søndagsskole, så Joseph har troet at jeg var rejst til Danmark igen, for ellers havde de ikke fået lov.
Men de var så glade for at se mig, og jeg fik så mange knuser. Det var lidt hårdt da de stinkede så slemt, at jeg var ved at brække mig. De var ikke blevet vasket, jeg ved ikke i hvor lang tid, og de var ikke i god stand, men det var dejligt at se dem, og de ved at jeg stadig elsker dem, men desværre ikke kan hjælpe dem, på grund af Joseph. Det er hårdt.
Vi var sammen i kirken den første time, til lovsang, og derefter skulle de til søndagsskole.
Så da vi var færdige, og kom hjem, var det første jeg skulle, i bad, da jeg lugtede så jeg ikke kunne holde det ud. Derefter skulle vi spise, og Innocent havde maden færdig, da Frank skulle rejse igen kl. 3.
Så tog han afsted med nyvasket tøj, samt lidt nyt fra Danmark, og han fik sine penge med, så han kunne få købt hvad han manglede, og selv putte resten i banken.
Derefter var det bare hvile, og få lidt styr på hvor vi er, og hvad vi mangler.
Det var den sidste chance til at se børnen fra Agape 2, så jeg er Gud så taknemlig at jeg fik lov, da jeg overhovedet ikke havde tænkt på det kunne ske i dag, da jeg havde så meget andet i hovedet.Men skønt, og tak for endnu en dejlig dag. Solveig

Lørdag d.8/10 2011

Lødag morgen kom med dejlig solskin og afrikansk fuglesang.

Der var tidlig uro i huset, da Frank kom hjem på weekend i går, og han starter dagen kl. 4. Først vaskede han alle gulve, derefter alt sit tøj, og så opvasken. Så var han igang med at læse i sine bøger, da jeg bestemte mig til at stå op.

Så spiste vi morgenmad alle 3, og snakkede om hvad dagen skulle bruges til, da vi har mange opgaver der ikke er løst endnu.

Så vi bestemte at det var dagen køleskabet skulle købes til Agape 3, samt alle sodavandene, da vi nu havde en ekstra mand til at bære.

Køleskabet og sodavandene er en gave fra Bodil og Knud, som vil bringe megen glæde og taknemlig i huset.

Vi kom afsted til midtbyen, da det er den eneste sted vi kan købe køleskab. Så det er en lang tur, samt at få den fragtet til hjemmet, er en proses i sig selv.

Vi fandt supermarkedet hvor vi også fandt fryseren vi kunne bruge, samt alle sodavandene.

vi fik læsset alle herlighederne, hvilket heller ikke er let her i Afrika, og kom afsted mod Agape 3, hvor det så skulle bæres de sidste 500 m, så det var godt Frank var med, da jeg havde mere end nok med sodavandene.

Det er ikke danske veje, og vi kan aldrig køre lige til døren, så der skal altid ekstra folk på.

da vi kom til Agape 3, gjorde de store øjne, da jeg ikke havde fortalt dem at de ville få et køleskag også, nu de også havde fået fjernsyn og dvd, men de blev så glade og dybt taknemmelige. De føler sig så elsket, af al den kærlighed der strømmer til dem. De var alle hjemme, også Faith og Kaith var kommet tilbage, og alle var raske, så det var mig en stor glæde.

Vi fik køleskabet instaleret, og sodavandene puttet ind, og gjorde klar til at nyde lidt lækkert for at fejre det. Det var bare så skønt at være smman med dem, der er rent og pænt, og Millie var igang med at undervise børnene fra Agape 1, som ikke skal i skole mer i år, da de trænger til rekreation, kærlighed og omsorg. Så jeg har købt bøger, blyanter og farver til dem, og Millie har været på den skole hvor de skal starte efter jul, for at kunne hjælpe dem til at blive klar til at følge de andre, da det er en meget bedre skole, og derfor også kræver noget mere.

Så det var dejligt at se, at hun var i fuld gang med at hjælpe børnene. Også Maddie , hun kan bare ikke få nok af skolearbejde, hun elsker at skrive og regne, 4 år, hvad siger i så.

Nå men vi hyggede os, og så skulle de se de billeder vi havde taget af dem den dag de fik gaverne og tøjet. De elsker altid at se billeder af dem selv. jeg havde taget computeren med,også for om der var nogen der ville sende en hilsen til deres sponsor i Danmark.

Så det var der to der gerne ville denne gang. Karen blev den første, men hun anede intet om computer, så hun skulle lige hjælpes igang, men var så lykkelig at få lov at prøve. Internettet ville selfølgelig ikke virke der, så vi måtte blive kreative i en fart. Så hilsnerne blev skrevet på word, og så gemte jeg dem, og lovede børnene at sende dem så snart jeg kom hjem, hvilket jeg selfølgelig gjorde.

Karen strålede som nogen sol, over at få lov at sende en hilsen til Lone og Per, og det på computer, hun har virkelig følt sig udenfor, derfor var det også godt at hun blev den første.

Hendes søster har prøvet der hvor Millie er blevet uddannet, da hun altid har haft hende med, men efterladt Karen.

Så det var en fryd at kunne gemme og sende den hilsen til Lone og Per som hun selv, helt og aldeles havde fattet, hun var så glad og stolt.

Så blev det Dorcas tur, men hun kunne selv, Så da så jeg tid til at gå ned og se det nye Agape 1, som Sulait og Ismar havde organiseret, vasket, og fået i system. Det var dejligt at se, at alt var rent og pænt, og der var system i det. Drengene var så glade for deres nye hjem, kun mangler vi stadig mama Ester, før de kan bo der fast.

Da vi var der, lev der hentet en af de store sodavand, for nu skulle det nye hjem invies, og det med sodavand i de nye glas jeg havde købt til dem.De havde også den nye saftevandskande på bordet, med rent vand. Der var så pænt, og rent. Gardinerne var kommet op, og verdenskortet, var på plads. Så vi havde en dejlig hyggestund der, hvor vi bad sammen, at Gud selv ville velsigne det nye hjem. Derefter gik vi tilbage til de andre, og Dorcas var færdig med sin hilsen. Vi fik det gemt, og samlet sammen på det vi skulle have med hjem, og så var det bedestund, og tak for idag.

Så var det hjem og få lavet lidt mad, og Frank sat igang igen med at lære at bruge en computer, hvilket jeg havde lovet ham, når jeg kom, og han kom hjem. Så det havde vi brugt hele fredag aften på, så han kunne få lidt fat i noget. Han morede sig dejligt, over at finde ud af nogle af de ting en computer kan. Han har ikke lejlighed til at komme nær en computer, og derfor totalt blank.Men han fik lært at sende mail, og så sætte et regnskab op, hvilket jeg synes er så nødvendigt for alle af dem, så de kan kontrolere deres penge, og ikke pengene kontrolere dem. Når de skriver alt ned, og ser det med egne øjne, får de en helt anden syn på at få noget ud af deres penge. Også Innocent sad tæt på os, og lyttede interesseret, og det er meget vigtigt, hvis de skal få noget ud af de penge de får, ellers suser de bare væk, til ingenting.

Så var det tid til tæpperne, og jeg var bare såååååå træt.

Tak for idag. Endnu en dejlig og begivenhedsrig dag var til ende,her i Kampala. Solveig