Lørdag morgen var endnu en vidunderlig morgen, med sol og varme, afrikanske lyde, og hvor alt igen ånder fred og idyl. Men i nat er der sket noget meget slemt. Jeg blev vågen lige efter jeg var faldet i søvn, ved at kunne høre nogen græd så hjertesskærende og kaldte på hjælp. Jeg var klar over at noget meget slemt var sket, men vidste ikke hvad. Det varede ca, 2 timer, hvor mennesker virkelig var i nød, og jeg lå og ventede på at der måtte komme en ambulance og hente dem, men jeg hørte ingenting, uden skrigene,men efter 2 timer var der ro. Men det tog en god del af min nattesøvn, og jeg tænkte på hvad der var sket.
Nå men jeg skulle op og være klar. Jeg havde igår også ringet til Frank( mureren), som selvfølgelig blev overrasket og vildt begejstret, at jeg igen var i Uganda. og han ville selvfølgelig gerne komme "hjem" på weekend, og jeg havde sagt at han skulle komme om formiddagen, da vi skulle på oplevelse om eftermiddagen, og at han selvfølgelig kunne være med. Jeg havde igår fået badetøj og håndklæder med fra Agape 3, hvor jeg havde lade det opbevare, nu jeg ikke havde mit hus, fordi jeg ved de ikke har noget, og at jeg må jeg have det hele med, hvis jeg invitere ud.
Frank kom kl. ca.10, og strålede over hele hovedet over at vi havde "vores hus" igen, så der også var plads til ham at overnatte. Han var så glad for at se mig igen, det er virkelig skønt.Han fik noget at spise, da han ikke havde fået noget, men var faret ud af sit rum for at nå bussen, det kunne bare gå for langsom med at komme hjem til mor.
Vi snakkede og snakkede om hvad der var sket siden han blev udlært, om han havde arbejde, og hvordan alting gik. han var kommet til skade med en finger, som drillede ham lidt, men han klør på, kan han ikke gøre det ene, så gør han det andet, han kan ikke stå stille. Han ved også at penge ikke gror på træer, men der må arbejdes, og han har en plan han går efter. han vil samle penge til at købe jord, så han kan komme til at lave sten, og sælge, sammen med andre ting til byggeri, og så vil han rådgive selvbyggere.Men der må arbejdes, så der kan spares lidt op. Jeg bliver altid så glad når jeg hører at nogen har en vision, en plan, og den går de efter med hele deres liv.
Tiden gik og vi måtte se at blive færdige til Moses med familie kom, og vi skulle på tur.
tirsdag den 26. februar 2013
Fredag d. 22/2 2013
Efter at have sovet en dejlig nattes søvn, her i sengen jeg har brugt de sidste 3 år, var det tid til at stå op kl 9.
Jeg havde bestilt taxien til at hente mig kl. 10, da jeg var nødt til at skulle ud at lede efter mit visa kort.
Jeg har "heldigvis" prøvet det en gang før, så jeg vidste hvordan man skulle gøre i en sådan situation, og det var jeg glad for, for ellers stod jeg med håret i postkassen.
Jeg spiste morgenmad, medbragt fra Danmark,og var så klar til at komme afsted.
Jeg var i Afrika igen, og varmen slog mig i møde, samt alle lydene, duftene og sproget, da alting her er meget lydt, kan alt tydelig høres, men det var bare skønt.
Taxien kom, og vi kom afsted mod centrum til Bachles bank. Vi kom igennem alle sikkerhedtjekkene, og det siger ikke så lidt, det er nemlig ikke bare at gå ind, nej nej.
Men vi kom ind, og forlagde problemet, hvortil damen sagde, at vi nok var nødt til at køre til Enteppe, for det var der den var blevet ædt. Jeg var virkelig ikke glad for den besked. Damen ringede til banken i Enteppe, jeg tror 15 gange, men de tog ikke telefonen. Så hun sagde, at vi var nødt til at køre der, for at finde ud af, om de havde fundet kortet.
Så der var ikke andet at gøre, det var afsted til Enteppe igen idag, koste hvad det ville, jeg måtte have mit visa kort tilbage, om det var muligt.
Jeg havde mit pas, og alle mine papir med, det vidste jeg ville blive nødvendig, hvis jeg skulle få mit kort, så jeg var rustet til tænderne.
Da vi så kom til Enteppe skulle vi finde Bachles bank der, og måtte spørge om vej, men vi fandt den. Kom igen igennem alle sikkerhedstjekkene, og kom endelig frem til damen, hvor jeg kunne forelægge mit problem.
Selvfølgelig var det første hun spurgte efter mit pas, så hun kunne se, jeg talte sandt. Hun fik mit pas, tog den og forsvandt. Efter et godt stykke tid, kom hun tilbage med tre kort, som maskinen i lufthavnen havde ædt, og den ene var min. Jeg var bare så glad, og bare priste Jesus af bare taknemlighed, over at kortet ikke var kommet i forkerte hænder.Så efter at have udfyldt et skema, fik jeg endelig mit kort tilbage, halleluja.
her i Uganda, er der ikke meget der er en selvfølge, men heldigvis sker der mange mirakler.
Da vi så havde kortet, kunne vi køre mod Kampala igen. Det er virkelig en lang tur,og sulten begyndte at melde sig. Jeg skulle også have købt mad til huset, samt Internet, så vi bestemte at at finde et stort supermarked, hvor vi kunne få noget at spise, og købt ind, og også internet.
Derefter var det videre hjemad.
Da jeg kom hjem fik jeg aftalt med Moses, at vi dagen efter skulle på oplevelsesstur, med hele hans familie, da det var noget af mit program. Denne gang ønskede jeg bare at det skulle være gode ting der måtte ske, og ikke som sidste gang, uha uha,vi skulle videre.
Derefter tog jeg igen en taxi ud til Agape 3, uden at de vidste det mindste om at jeg kom, jeg ville komme totalt uanmeldt.
Millie var hjemme, og blev meget glad og overrasket over at se mig her i Uganda igen. men der var fred og ro, ingen uro og frygt som sidste gang. Hun var alene hjemme, da børnene ikke var kommet fra skole endnu, så vi kunne rigtig få snakket i fred og ro. Det var bare så dejligt, og vi fik vendt en masse ting.
Så kom de 5 små hjem fra skole, Middi, Nasanga, Shelly, Motony og Grace og de var ellevilde da de så, at jeg var der igen, de kom stormende ind og omfavnede mig alle på en gang, de var bare såååååååå glade.det var dejlig at se at de så godt ud, var rene og pæne, og har fået god mad. De var glade piger, og det siger ikke så lidt her.
Jeg sagde også til Millie, at vi gerne skulle have to nye piger ind denne gang, for sidste gang gik alt næsten i kaos, men denne gang skulle 2 mere have chancen for et godt liv, og så kan der ikke være flere på Agape 3. Jeg spurgte Millie om hun kendte nogen, og det gjorde hun, og hun ville hente den første allerede den næste dag, da det var en der har spurgt om hjælp i meget lang tid, så det var bare at hente hende.Den næste ville komme nogle dage senere.
Alt var bare fred og idyl, og jeg kunne tage hjem, og slappe af, og bare glæde mig over at arbejdet kører videre, og vil gro stærkere og større, det vil bare vokse, og mange flere vil blive velsignet.
Så var jeg meget træt, jetlaget var vist ikke helt forsvundet, men nu kunne jeg hvile, og bare glæde mig over at at være tilbage, i fred og ro. Al ære til Jesus der gør dette muligt. Kærligst Solveig
Jeg havde bestilt taxien til at hente mig kl. 10, da jeg var nødt til at skulle ud at lede efter mit visa kort.
Jeg har "heldigvis" prøvet det en gang før, så jeg vidste hvordan man skulle gøre i en sådan situation, og det var jeg glad for, for ellers stod jeg med håret i postkassen.
Jeg spiste morgenmad, medbragt fra Danmark,og var så klar til at komme afsted.
Jeg var i Afrika igen, og varmen slog mig i møde, samt alle lydene, duftene og sproget, da alting her er meget lydt, kan alt tydelig høres, men det var bare skønt.
Taxien kom, og vi kom afsted mod centrum til Bachles bank. Vi kom igennem alle sikkerhedtjekkene, og det siger ikke så lidt, det er nemlig ikke bare at gå ind, nej nej.
Men vi kom ind, og forlagde problemet, hvortil damen sagde, at vi nok var nødt til at køre til Enteppe, for det var der den var blevet ædt. Jeg var virkelig ikke glad for den besked. Damen ringede til banken i Enteppe, jeg tror 15 gange, men de tog ikke telefonen. Så hun sagde, at vi var nødt til at køre der, for at finde ud af, om de havde fundet kortet.
Så der var ikke andet at gøre, det var afsted til Enteppe igen idag, koste hvad det ville, jeg måtte have mit visa kort tilbage, om det var muligt.
Jeg havde mit pas, og alle mine papir med, det vidste jeg ville blive nødvendig, hvis jeg skulle få mit kort, så jeg var rustet til tænderne.
Da vi så kom til Enteppe skulle vi finde Bachles bank der, og måtte spørge om vej, men vi fandt den. Kom igen igennem alle sikkerhedstjekkene, og kom endelig frem til damen, hvor jeg kunne forelægge mit problem.
Selvfølgelig var det første hun spurgte efter mit pas, så hun kunne se, jeg talte sandt. Hun fik mit pas, tog den og forsvandt. Efter et godt stykke tid, kom hun tilbage med tre kort, som maskinen i lufthavnen havde ædt, og den ene var min. Jeg var bare så glad, og bare priste Jesus af bare taknemlighed, over at kortet ikke var kommet i forkerte hænder.Så efter at have udfyldt et skema, fik jeg endelig mit kort tilbage, halleluja.
her i Uganda, er der ikke meget der er en selvfølge, men heldigvis sker der mange mirakler.
Da vi så havde kortet, kunne vi køre mod Kampala igen. Det er virkelig en lang tur,og sulten begyndte at melde sig. Jeg skulle også have købt mad til huset, samt Internet, så vi bestemte at at finde et stort supermarked, hvor vi kunne få noget at spise, og købt ind, og også internet.
Derefter var det videre hjemad.
Da jeg kom hjem fik jeg aftalt med Moses, at vi dagen efter skulle på oplevelsesstur, med hele hans familie, da det var noget af mit program. Denne gang ønskede jeg bare at det skulle være gode ting der måtte ske, og ikke som sidste gang, uha uha,vi skulle videre.
Derefter tog jeg igen en taxi ud til Agape 3, uden at de vidste det mindste om at jeg kom, jeg ville komme totalt uanmeldt.
Millie var hjemme, og blev meget glad og overrasket over at se mig her i Uganda igen. men der var fred og ro, ingen uro og frygt som sidste gang. Hun var alene hjemme, da børnene ikke var kommet fra skole endnu, så vi kunne rigtig få snakket i fred og ro. Det var bare så dejligt, og vi fik vendt en masse ting.
Så kom de 5 små hjem fra skole, Middi, Nasanga, Shelly, Motony og Grace og de var ellevilde da de så, at jeg var der igen, de kom stormende ind og omfavnede mig alle på en gang, de var bare såååååååå glade.det var dejlig at se at de så godt ud, var rene og pæne, og har fået god mad. De var glade piger, og det siger ikke så lidt her.
Jeg sagde også til Millie, at vi gerne skulle have to nye piger ind denne gang, for sidste gang gik alt næsten i kaos, men denne gang skulle 2 mere have chancen for et godt liv, og så kan der ikke være flere på Agape 3. Jeg spurgte Millie om hun kendte nogen, og det gjorde hun, og hun ville hente den første allerede den næste dag, da det var en der har spurgt om hjælp i meget lang tid, så det var bare at hente hende.Den næste ville komme nogle dage senere.
Alt var bare fred og idyl, og jeg kunne tage hjem, og slappe af, og bare glæde mig over at arbejdet kører videre, og vil gro stærkere og større, det vil bare vokse, og mange flere vil blive velsignet.
Så var jeg meget træt, jetlaget var vist ikke helt forsvundet, men nu kunne jeg hvile, og bare glæde mig over at at være tilbage, i fred og ro. Al ære til Jesus der gør dette muligt. Kærligst Solveig
mandag den 25. februar 2013
Kampala d.21/2 2013
Hej alle kære venner og følgere af Agape Child Care.
Jeg er igen vel ankommet til Kampala, efter en dejlig flyvetur.Jeg fløj fra Danmark d. 20/2 kl 6,20 om morgenen, og via Amterdam, Kigali ankom jeg til Enteppe for 9 gang, kl 22,20. Så gik den vilde jagt for at få visa, og derefter ud efter min bagage. Denne gang skulle jeg så hæve penge i lufthavnen til at komme fra Enteppe lufthavn til Kampala, da ingen vidste at jeg kom. Så var det bare en velkomst til Uganda, da jeg satte mit visakort i ATM maskinen, åd den kortet, og lukkede bare hele systemet, så der stod jeg, kortet var væk, jeg havde ingen penge til Taxi, så føler man sig Ikke særlig velkommen. men jeg havde heldigvis kortet fra Agape Child Care, så jeg måtte bede taxien om at stoppe på vej til Kampala, så jeg kunne prøve et andet sted.
Endelig kom jeg ud og fandt taxien klar til at køre for mig, og så gik det mod Kampala.
Jeg fortalte ham om problemet, og han var villig til at stoppe et andet sted, hvor jeg kunne prøve.
Jeg gik en lille smule bange, for hvis det samme skete en gang til stod jeg skønt i det, uden flere muligheder.
Men der var kun at prøve, og heldigvis virkede denne ATM, og jeg havde penge til taxien, og til at begynde med. men det mistede kort, måtte jeg se at finde dagen efter. Jeg har prøvet det en gang før, og det var en værre mas at få kortet igen, men det er bare at mase på, men sikke et besvær.
Vi ankom til Kampala ca. kl. 12, som jeg havde sagt til Susan, som jeg havde bestilt et værelse at bo i. Susan var hende jeg havde lejet hus af i 3 år, men var nødt til at rende fra sidste gang, på grund af problemer med Innocent, men jeg vidste hun havde et andet rum oppe på loftet, og det ville jeg gerne have, da jeg er mere fri, til selv at kunne lave mad, og vaske, samt når Frank kom på besøg, så kunne vi være der, så det var jeg rigtig glad for.
Da vi var fremme, ringede jeg til Susan, og hun kom og åbnede gaten for os, så vi kunne komme ind, det var skønt, men meget mærkeligt at være her hvor jeg flygtede fra sidste gang.
Det var bare så skønt at se Susan, hun er virkelig som en søster til mig, den søster jeg aldrig har haft.
Hun bød mig en meget stort velkommen og jeg fik et ordentlig knus.
Derefter blev jeg bare så overrasket over at hendes tjenestedreng kom og gav mig nøglerne til mit "gamle" hus. Susan havde ikke lejet det ud igen, og havde gjort det klar til mig. Det var virkelig mærkelig at gå ind i det samme hus, som jeg var flygtet fra. men alt var gjort klar, sengen var redet, der var købt vand, kaffe, te, bananer, mælk, sæbe, og der var fundet håndklæder, da jeg jo ingenting havde her mere. Det var virkelig en overraskelse, at være tilbage det samme sted, og meget skønt.
da følte jeg mig virkelig velkomme til Uganda igen.
Taxien kørte igen, Susan gik ind til sig selv, og jeg var alene tilbage i mit "gamle" hjem.Jeg sad lidt efter at have pakket lidt ud, og bare takkede Jesus for altid at drage omsorg for mig, og at han altid ønsker at velsigne. jeg var målløs og stille, af bare taknemlighed.
De kærligste hilsner Solveig
Jeg er igen vel ankommet til Kampala, efter en dejlig flyvetur.Jeg fløj fra Danmark d. 20/2 kl 6,20 om morgenen, og via Amterdam, Kigali ankom jeg til Enteppe for 9 gang, kl 22,20. Så gik den vilde jagt for at få visa, og derefter ud efter min bagage. Denne gang skulle jeg så hæve penge i lufthavnen til at komme fra Enteppe lufthavn til Kampala, da ingen vidste at jeg kom. Så var det bare en velkomst til Uganda, da jeg satte mit visakort i ATM maskinen, åd den kortet, og lukkede bare hele systemet, så der stod jeg, kortet var væk, jeg havde ingen penge til Taxi, så føler man sig Ikke særlig velkommen. men jeg havde heldigvis kortet fra Agape Child Care, så jeg måtte bede taxien om at stoppe på vej til Kampala, så jeg kunne prøve et andet sted.
Endelig kom jeg ud og fandt taxien klar til at køre for mig, og så gik det mod Kampala.
Jeg fortalte ham om problemet, og han var villig til at stoppe et andet sted, hvor jeg kunne prøve.
Jeg gik en lille smule bange, for hvis det samme skete en gang til stod jeg skønt i det, uden flere muligheder.
Men der var kun at prøve, og heldigvis virkede denne ATM, og jeg havde penge til taxien, og til at begynde med. men det mistede kort, måtte jeg se at finde dagen efter. Jeg har prøvet det en gang før, og det var en værre mas at få kortet igen, men det er bare at mase på, men sikke et besvær.
Vi ankom til Kampala ca. kl. 12, som jeg havde sagt til Susan, som jeg havde bestilt et værelse at bo i. Susan var hende jeg havde lejet hus af i 3 år, men var nødt til at rende fra sidste gang, på grund af problemer med Innocent, men jeg vidste hun havde et andet rum oppe på loftet, og det ville jeg gerne have, da jeg er mere fri, til selv at kunne lave mad, og vaske, samt når Frank kom på besøg, så kunne vi være der, så det var jeg rigtig glad for.
Da vi var fremme, ringede jeg til Susan, og hun kom og åbnede gaten for os, så vi kunne komme ind, det var skønt, men meget mærkeligt at være her hvor jeg flygtede fra sidste gang.
Det var bare så skønt at se Susan, hun er virkelig som en søster til mig, den søster jeg aldrig har haft.
Hun bød mig en meget stort velkommen og jeg fik et ordentlig knus.
Derefter blev jeg bare så overrasket over at hendes tjenestedreng kom og gav mig nøglerne til mit "gamle" hus. Susan havde ikke lejet det ud igen, og havde gjort det klar til mig. Det var virkelig mærkelig at gå ind i det samme hus, som jeg var flygtet fra. men alt var gjort klar, sengen var redet, der var købt vand, kaffe, te, bananer, mælk, sæbe, og der var fundet håndklæder, da jeg jo ingenting havde her mere. Det var virkelig en overraskelse, at være tilbage det samme sted, og meget skønt.
da følte jeg mig virkelig velkomme til Uganda igen.
Taxien kørte igen, Susan gik ind til sig selv, og jeg var alene tilbage i mit "gamle" hjem.Jeg sad lidt efter at have pakket lidt ud, og bare takkede Jesus for altid at drage omsorg for mig, og at han altid ønsker at velsigne. jeg var målløs og stille, af bare taknemlighed.
De kærligste hilsner Solveig
søndag den 24. februar 2013
fredag den 18. januar 2013
Fredag d. 18/1 2013
Så har der igen været livlig aktivitet på mail til Uganda. Jeg fik endelig besked om at den famøse bil var solgt. Ja det er næsten så meget sagt, da prisen næsten var til gis væk, men vi har ikke mere brug for den,og så tager den da ihvertfald ikke flere penge.
Jeg har mailet til Bridget, da skoleferien er ved at være slut, og de skal alle starte i skole d. 4/2, så skal der betales en masse penge. Måske skal der også nye skoleuniformer til, plus sko, bøger, det er en kæmpeudgift, og der bliver brug for hver en krone.
Men ellers har de det godt, og har det rigtig varmt nu, og sikke et held, så der ikke skal bruges penge til brændsel som herhjemme.
Vi venter stadig på eksamenspapierne på Lilian, og ved først senere hvor hun skal i 8 klasse.
Jeg er lige blevet færdig med regnskabet, et stort arbejde, men det skal gøres.
Der har også været mange og fået billeder og vidioer overført til USB stik, så det er dejligt, og de kan alle glæde sig over, både at kan se og høre.
Johanne har været her idag for at vise mig hvad hun nu har strikket af dukketøj, til de to dukker jeg er blevet givet, til at have med derned næste gang. Det er så flot så flot, hun er smadderdygtig til at strikke. Det bliver en fryd at give 2 små piger en dukke med hele udstyret Det var også hende der gav 6 dukker sidste gang jeg var der, en kæmpegave.
Jeg har idag begyndt at lave en liste over alle børnene til Bridget, hvor og hvormeget der skal betales de forskellige steder. Hun skal nu ud på Antioch skolen for første gang, da jeg gav dem penge til og med dec,da jeg var dernede, så nu får til skolepenge, som også rækker til at hjælpe familierne.
Men ellers er det rigtig dejligt at bruge dropbox, det er et sted jeg kan se alt det Bridget bruger penge til, og hvad der bliver betalt, dejligt, det skulle vi have haft for længe siden, men bedre sent end aldrig.
Herfra ønskes alle en rigtig god weekend. Hilsen Solveig
Jeg har mailet til Bridget, da skoleferien er ved at være slut, og de skal alle starte i skole d. 4/2, så skal der betales en masse penge. Måske skal der også nye skoleuniformer til, plus sko, bøger, det er en kæmpeudgift, og der bliver brug for hver en krone.
Men ellers har de det godt, og har det rigtig varmt nu, og sikke et held, så der ikke skal bruges penge til brændsel som herhjemme.
Vi venter stadig på eksamenspapierne på Lilian, og ved først senere hvor hun skal i 8 klasse.
Jeg er lige blevet færdig med regnskabet, et stort arbejde, men det skal gøres.
Der har også været mange og fået billeder og vidioer overført til USB stik, så det er dejligt, og de kan alle glæde sig over, både at kan se og høre.
Johanne har været her idag for at vise mig hvad hun nu har strikket af dukketøj, til de to dukker jeg er blevet givet, til at have med derned næste gang. Det er så flot så flot, hun er smadderdygtig til at strikke. Det bliver en fryd at give 2 små piger en dukke med hele udstyret Det var også hende der gav 6 dukker sidste gang jeg var der, en kæmpegave.
Jeg har idag begyndt at lave en liste over alle børnene til Bridget, hvor og hvormeget der skal betales de forskellige steder. Hun skal nu ud på Antioch skolen for første gang, da jeg gav dem penge til og med dec,da jeg var dernede, så nu får til skolepenge, som også rækker til at hjælpe familierne.
Men ellers er det rigtig dejligt at bruge dropbox, det er et sted jeg kan se alt det Bridget bruger penge til, og hvad der bliver betalt, dejligt, det skulle vi have haft for længe siden, men bedre sent end aldrig.
Herfra ønskes alle en rigtig god weekend. Hilsen Solveig
fredag den 11. januar 2013
Hilsen fra Kampala
Hej igen. jeg har lige fået en mail fra Bridget, som har været rundt for at betale mad, mamma, lommepenge osv. De har det godt, og jeg skulle hilse jer alle fra dem i Uganda inc. Bridget, hun er så glad fordet arbejde i gør for børnene dernede.
Hun har også snakket med Karen, det skulle holde sig fra Facebook, og Karen siger at hun ikke er der mere, men ved ikke hvordan hun skal få den slettet. Hun har lovet Bridget at hun vil være en sød og lydig pige, fordi hun ved vi elsker hende, og vil hende det bedste.
De har alle det godt nu, og venter bare på at skolen starter igen. Kærligst Solveig
Bridget venter på at vi får penge til en computer, internet, da det er dyrt at gå på internetcafe, da hun nu er tilbage på Universitetet.
Hun har også snakket med Karen, det skulle holde sig fra Facebook, og Karen siger at hun ikke er der mere, men ved ikke hvordan hun skal få den slettet. Hun har lovet Bridget at hun vil være en sød og lydig pige, fordi hun ved vi elsker hende, og vil hende det bedste.
De har alle det godt nu, og venter bare på at skolen starter igen. Kærligst Solveig
Bridget venter på at vi får penge til en computer, internet, da det er dyrt at gå på internetcafe, da hun nu er tilbage på Universitetet.
torsdag den 10. januar 2013
0 Januar 2013
Kære alle læsere.Jeg vil igen begynde at skrive på bloggen, da der selvfølgelig altid sker noget i Agape Child Care, også selvom jeg er i Danmark.
Det var en brat afslutning på bloggen sidste gang i oktober, det var simpelthen at det var for farlig at skrive.
Men jeg er godt hjemme igen, men kunne godt have undværet de sidste 14 dage i Uganda hvor jeg flyttede fra hotel til hotel.
Det blev en meget kedelig afslutning med Innocent, som desværre var blevet konge i det hele, og var begyndt at tage selv, og som måtte stoppes hurtigst mulig, og det blev en farlig kogttail.
Men han er nu totalt ude, og jeg har fundet en ny til at varetage opgaven i Uganda.
Bridget er nu den der skal betale de ting der skal betales, og se til at alt går som det skal.
Vi vil også få instaleret dropbox så jeg kan følge alt her fra, samt vi har 2 andre der overser hvad der bliver betalt, og det ser jeg frem til at få til at køre.
Bridget har mødt alle sponsorbørnene og familierne, så de kender hende, og kan også kontakte hende, hvis der er noget jeg skal vide, som hun så vil give mig besked om.
Blandt andet var Middie syg, og der skulle betales 35,000 UGX til lægen, som hun tog sig af.
Karen skulle stoppe med at være på Facebook, da det simpelthen er for farlig i Uganda.
Der skulle betales madpenge, lommepenge, Millies løn og andet, og hun har helt tjek på det, men jeg glæder mig til at se kvitteringerne på dropbox.
Vi venter stadig på Lilians eksamenspapier, så vi kan finde ud af hvilken skole hun skal starte på i 8 klasse, men før vi har papierne kan vi ikke gøre noget, men vi er klar så snart vi har dem.
Ellers er alt ved det gamle, og alt fungerer godt dernede. Skolen har stadig deres lange ferie, men starter her sidst i januar/ 1 febuar på et nyt år, og da skal der mange penge afsted, men Bridget vil tage hånd om det.
Vi har her pr. første Januar fået et nyt sponsorbarn, og det er en kæmpe opmuntring, både for barnet og ikke mindst familien, der trænger til en hjælpende hånd rent økonomisk.
Ellers ønsker jeg alle et rigtigt godt Nyt År, med en stor tak for jeres trofasthed i 2012. Håber at 2013 bliver endnu bedre, og at flere børn får sponsorer, og dermed chancen for at komme i skole.
Bliv sponsor- Gør en forskel i et barns liv for 150 kr. pr måned. GODT NYTÅR: Solveig
Det var en brat afslutning på bloggen sidste gang i oktober, det var simpelthen at det var for farlig at skrive.
Men jeg er godt hjemme igen, men kunne godt have undværet de sidste 14 dage i Uganda hvor jeg flyttede fra hotel til hotel.
Det blev en meget kedelig afslutning med Innocent, som desværre var blevet konge i det hele, og var begyndt at tage selv, og som måtte stoppes hurtigst mulig, og det blev en farlig kogttail.
Men han er nu totalt ude, og jeg har fundet en ny til at varetage opgaven i Uganda.
Bridget er nu den der skal betale de ting der skal betales, og se til at alt går som det skal.
Vi vil også få instaleret dropbox så jeg kan følge alt her fra, samt vi har 2 andre der overser hvad der bliver betalt, og det ser jeg frem til at få til at køre.
Bridget har mødt alle sponsorbørnene og familierne, så de kender hende, og kan også kontakte hende, hvis der er noget jeg skal vide, som hun så vil give mig besked om.
Blandt andet var Middie syg, og der skulle betales 35,000 UGX til lægen, som hun tog sig af.
Karen skulle stoppe med at være på Facebook, da det simpelthen er for farlig i Uganda.
Der skulle betales madpenge, lommepenge, Millies løn og andet, og hun har helt tjek på det, men jeg glæder mig til at se kvitteringerne på dropbox.
Vi venter stadig på Lilians eksamenspapier, så vi kan finde ud af hvilken skole hun skal starte på i 8 klasse, men før vi har papierne kan vi ikke gøre noget, men vi er klar så snart vi har dem.
Ellers er alt ved det gamle, og alt fungerer godt dernede. Skolen har stadig deres lange ferie, men starter her sidst i januar/ 1 febuar på et nyt år, og da skal der mange penge afsted, men Bridget vil tage hånd om det.
Vi har her pr. første Januar fået et nyt sponsorbarn, og det er en kæmpe opmuntring, både for barnet og ikke mindst familien, der trænger til en hjælpende hånd rent økonomisk.
Ellers ønsker jeg alle et rigtigt godt Nyt År, med en stor tak for jeres trofasthed i 2012. Håber at 2013 bliver endnu bedre, og at flere børn får sponsorer, og dermed chancen for at komme i skole.
Bliv sponsor- Gør en forskel i et barns liv for 150 kr. pr måned. GODT NYTÅR: Solveig
Abonner på:
Opslag (Atom)
