tirsdag den 30. marts 2010

Søndag d.28/3 2010

Søndag morgen, igen dejlig solskinsdag.Det har i nar tordnet og lynet, samt regnet som det vist kun kan her i Afrika.Men nu er det sommer af første karat.
Vi vil i kirke selfølgelig, og går derned, da vi har alt lige omkring.
Ellers er det ren afslapning, til vi skal lave aftensmad, da vi har inviteret gæster til aften.
Innocents fader og stedmoder skulle komme og spise, og se hvor han nu bor. Det glædede jeg mig meget til, da jeg virkelig har gor kontakt med hans far, og forstår hvordan han har kæmpet for at give det bedste til sine børn, og her er det virkelig hårdt.
De kom, og havde en lille pige med, som nu bor ved dem, da hendes mor er død, sådan flytter de rundt i familierne, om der er nogen der kan tage sig af disse børn, for ellers havner de på gaden.Men vi havde en dejlig aften, og snakkede om mange ting, angående det virkelige liv, som er såååå barsk her i Ugande, og hvordan vi slet ikke kan fatte at det er sådan i 2010, ud fra det vi kender. Det danske system, tager sig virkelig af os, det kan vi se her. Her er ingen system, man må overleve hvis man kan, kan man ikke var det bare ærgeligt,Dejligt at snakke med dem igen, og Innocents far var så glad for at besøge os, og se hvor hans søn nu lever, og går i skole. Så Taknemlig, at det ikke kender nogen grænser.
Da det regnede igen, havde Innocent hentet dem, de har ingenting, uden deres ben, og han kørte også dem hjem, jeg er glad for min gamle bil, den kan bringe megen glæde og hjælp.
En dejlig søndag, en dejlig aften var til ende.

fredag den 26. marts 2010

Fredag d. 26/3 2010

Idag var det virkelig hårdt at komme ud af tæppet. Jeg var dødtræt, men havde sovet som en sten, men det havde været en hård dag igår. Og her er du bare 1000% på, så det tager vikelig på kræfterne. Men en god nats søvn gør underværker, når lige man bliver trillet ud af tæppet.
Efter morgenmad, skulle Innocent ned og gøre kirke rent, og jeg havde noget tøj der skulle ordnes.
Da han kom hjem ville vi ind igen og købe Internet, det skal vi hver måned, en frygtelig væsen, og det koster en bondegård, 90.000 UGX, pr. måned, og det selv om der ikke er forbindelse ret mange timer hver dag, men det er muligheden ud til verden. Igår jeg ikke var hjemme, var Innocent rundt at spørge alle naboerne om de havde Internet, for om vi kunne pejle os ind på noget der var beder end det vi har. Men der var ingen der havde internet, nogen vidste ikke engang hvad han snakkede om, det fortæller lidt om hvordan det er hernede.Han havde også været ude at lede efter den ard. vi skulle finde, for at spørge om de ville sælge jord. Han havde også forsøgt at lave papir, som vi skulle skrive for at ansøge, han er bare aktiv hele tiden, og vil gøre alt for at hjælpe mig.
Igår mens Joseph og mig var på vej hjem fra Damarin, ringede Kirsten(en af mine danske kontakter), hun havde fundet ud af noget, og inviterede os til at besøge hende lørdag eftermiddag, så vi kunne snakke videre. Jeg sagde tusind tak, det er dejlig med hjælp hernede, for ellers kommer jeg ingen vegne, så det glæder jeg mig til.
Nå men Internet skal der til, selom det kun er et par timer om dagen.Så vi kom afsted, og fik det købt og betalt, men der var ingen kraft på detn tid, så det virker lidt flad, efter at have betalt så mange penge, kan man ingen steder komme.
Nå, men vi var i byen, og skulle have et par ting med hjem til huset.
Så var det hjem, vi fik lidt at spise, og så var der net, men Innocent skulle i skole, og jeg trængte til en middagssøvn, var stadig meget træt.
Da jeg havde hvilet lidt, måtte jeg se om der var forbindelse ud til omverdenen.
Det var der, og det blev ved hele eftermiddagen, så her har jeg siddet, og fået ordnet en masse ved computeren. Har også fundet ud af, at jeg ikke tror der kommer en brødel af alle mine mail frem til dem jeg sender til.Det er virkelig hårdt. jeg har, og sender hele tiden mail, tidlig morgen, for at have en chance, og så kommer de ingensteder. Det havde aldrig gået i Danmark, men det er der godt nok meget der ikke gjorde.
Klokken er nu 8 aften, og jeg vil slutte for idag.

Torsdag d. 25/3 2010

Torsdag morgen kom igen med fuld solskin fra tidlig morgen. Jeg havde fået købt ind aftenen før så alt var parat til at lave kagemand af i en fart, men jeg ville ikke gøre det kl. 7 morgen, så den skulle stå og dampe i 50 graders varme hele dagen, det måtte vente. Innocent og mig spiste morgenmad kl 7, så jeg var klar kl.8, som jeg havde aftalt med Joseph.
Jeg var klar præsis kl. 8, men hvem kom ikke, Joseph.
Jeg ventede og ventede, ikke bare denne gang, men hver gang, han kender ikke tiden.
Men denne gang kunne jeg sidde hjemme og vente, og der gik lidt over en time før han kom, det er ingen god begyndelse.
Nå men vi kom afsted. Selfølgelig som det første til en bensinstation,for at få noget at køre på. Så afsted, og vi begyndte at snakke, da jeg bliver så ked af det hver gang, at han ikke kan forstå tiden.
Men afsted var vi, og jeg ville gerne have købt brød, sukker og evt te, det er det man kommer med hernede. Joseph, mente også at det var godt med OMO, vaskepulver, da hun vasker hele tiden, da hun har 16 forældreløse babyer i sit hus.
Vi fik klaret det hele, og turen gik til Jinve( ved Nielens Udspring), men der skulle vi jo ikke idag.
Turen gik rigtig godt, vi fik snakket en masse, og han nød rigtig meget at have mig total for sig selv( det vil de alle), og så var vi på vej ud til Damarin, hans kæreste.
Damarin boede i et dejligt hus, hun havde lejet. Hun havde børn overalt, havde 4 kvinder til at hjælpe sig hver dag, + en mand til at hente og bringe børn i skole, og alt forefaldende. Det var en fantastisk oplevelse at besøge hende og alle hendes babyer. De ældste var 6 år, den mindste 2 mdr. et kæmpe arbejde, men sikke en flok vidunderlige børn der får en ny chance.
Hun er en fantastisk pige, omkring 22-24 år, og Joseph er nu 27, så det passer fint.
Det var en fantastisk hjem at besøge, der var virkelig tjek på den. Hvilken kærlighed de havde til alle børnene, det er helt spisielt hernede, hvor børn bare er noget der kommer, og så må de forresten næsten sørge for sig selv, Ingen kærlighed, ingen omsorg, ingen mad, ingen tøj, ingenting for mange mange børn. Men der er virkelig også mange der prøver at hjælpe disse børn, men der må komme penge udefra, da der ikke er penge her i mange familier.Mange familier lever i små huller, uden vand og støm, men med en stribe børn, + aids.Det er virkelig hårdt at se på.
Damarin har sponsor til alle hendes børn fra Amerika, men selv om der er 16, er det ikke nok til at dække omkostningerne. Men alle hendes børn får virkelig en god og kærlig pleje.En fantastisk oplevelse.Damarin er en fantastisk karismatisk pige der ved hvad hun vil, og der har tjek på alle "hendes børn".
Vi spiste sammen med børnene, i en stor dynge. Ris og lidt kødsovs. men det var godt mad, og dejligt at se at alle børn fik det samme, dem der ikke fik sutteflaske.
Men tiden kom, at vi måtte vende næsen hjemad, nye udfordringer ventede.
Vi kom til udkanten af Kampala kl. 5, og havde nu bare 2km. til vi var hjemme, men!!!Kampala i mylgretid, det kan ingen forstå, hvis de ikke har oplevet det. Det er et kaos af format, alle kører i forskellige retninger, for at have en chance til at komme videre, med det resultat, at alt står stille, og ingen kan komme nogen steder. 7 mio. i en by uden regler, er bare et maridt af de helt store, ikke så mærkelig, at der er ingen biler der ikke har masser af buler.Så der sad vi, i stegende hede, og kunne ingen steder komme. Det tog 2 timer at komme de sidste 2 km., så jeg var først hjemme klokken godt 7.
Så skulle der laves kagemand, og det i en fart. Joseph kørte ned i kirken så længe, men insisterede på at komme og tage mig til Agape 2, han vil ikke have Innocent til at komme der. Så Innocent hjalp mig, og kiggede forundrende til, da de ikke kender til kagemænd her, men han var bare så glad på Gladys vegne, og ville glæde sig til at se billederne derfra.
Jeg ringede til Joseph, han kom, og turen gik til Agape 2 med kagemand med 13 lys, brød og bananer, da de altid mangler mad der, så det skulle være noget der kunne spises.
Da vi kom til lågen(indgangen ti Agape 2) var klokken8.20, det var lidt sent, men der var ikke noget at gøre ved det nu.
Da børnene fik øje på mig, at jeg var med Joseph, kom de skrigende, hujende, jublende i en lang række, ja selv mamma Ester, og så fik jeg 1 mio. knuser fra dem alle, de ville ikke slippe mig, var bare så glade for at jeg kom.
Da de fik øje på kagemanden, kiggede de forundret, vidste ikke hvad det var. De havde ikke gjort noget ud af Gladys fødselsdag, det gør de ikke her, de har ingen penge.Men de var så glade, og de lyste om kap med de 13 lys, på kagemanden, da jeg fik dem tændt.Da de havde kigget lidt, skulle den spises, og det blev den, sammen med alle bananerne, så det var godt for dem at få noget i maverne inden de skulle i seng. Det er vidunderlige børn, men de har det svært, da det ikke fungere som det skulle.Vi sang fødselsdagssang for Gladys flere gange, det havde de også gjort i skolen, men bare ikke derhjemme, før nu. Det er altid en oplevelse at møde disse vidunderlige børn. De er så kærlige, venlige og taknemlige. Trænger sådan til kærlighed, til bare der er nogen der vil holde om dem.Gladys var så bevæget over hvad jeg havde lavet for hende, så hun næsten ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun knugede sig ind til mig, ville ikke slippe, sagde at jeg skulle sige tak til hendes sponsor, for alt de gør for hende, hun var så bevæget, den kære pige.
Men det var sengetid, og de skulle i seng, og jeg mærkede pludselig at også jeg var dødtræt efter en lang dag, men en dejlig dag, med mange nye indput og oplevelser.

mere onsdag

Jeg kom fra det hele, nu vil jeg fortsætte hvor jeg slap. Joseph ville gerne vise mig sin kæreste, ville gerne jeg skulle møde hende. Hun bor ca. 90 km. fra Kampala, så bare det at sige jatak, koster 50,000 UGX, da han ingen penge har, og der skal bensin til at køre så langt. Der skal også en hilsen til, når det er første gang man kommer, så 50-100.000 ugx, vil det koste ialt, der er ikke noget der er gratis her, men det skal virkelig læres.
Jeg sagde ja tak for jeg ville gerne møde hende som han havde fortalt så meget om, og samtidig give ham en anledning til at forstå at jeg ikke hader ham, vil bare ikke være med på hans vej at bruge penge. Jeg ville være sammen med ham , og vi kunne få talt en masse sammen i fred og ro,hvilket jeg gerne ville, så han kunne forstådet.
Vi blev enige om at køre næste dag, selom det var GladyS fødselsdag, men hun var jo i skole, det var der problemet lagde, det var Joseph og tid.Nå men jeg sagde, at hvis vi kunne være hjemme kl.4, for jeg ville lave kagemand, og køre til Agape 2 kl. 6-7, så ok fra mig.Jeg sagde at han kunne bestemme hvornår vi skulle køre, så vi var tilbage i rette tid.Vi blev enige om at køre kl. 8, og jeg sagde meget bestemt til kam, at det var dansk tid, altså præsis, jeg kan ikke holde til at vente 1.2 timer på ham hver gang, jeg bliver rasende. Han sagde ja ja, og det var en aftale.

Onsdag d. 24/3 2010

Det var igen tid til vaskeriet "Gnubbe", engang imellem må der vaskes, for alting bliver så beskidt her.Men vi heldigvis en vandhane, med masser af dejlig rent vand, hvilket slet ikke er en selfølge her. Der er virkelig mange der ikke har vand, og må hente det fra grøfte, vandhuller eller en vandhane i byen, hvis det er rigtig godt. Så vi lever i det rene luksus,og hvad dermed følger med toelet, bruser, og et køkken med indlagt vand, ren luksus. Solen sørger for at tøjet er tørt snart inden det er hængt op, så det hele er over på en formiddag.
Da det er GladysS fødselsdag i morgen d. 25, ( en af vore sponsorbørn) har jeg spekuleret på hvad jeg skulle gøre. En ide tog form. Da jeg ikke kan bage en kage, og de ikke bryder sig om søde ting, besluttede jeg at lave en kagemand af hvidt brød "toastbrød", det spiser de en masse af, hvis de har penge.Jeg tænkte at jeg kunne lægge 3 lag sammen med en nøddecrem som de har her, og så pynte med glasur. Brødskiverne ville jeg så skære til så det blev en kagemand.
Det næste problem var så at få lov til at komme og besøge Agape 2, da der kold luft imellem Joseph og mig, men jeg vil forsøge igen og igen at kæmpe for disse dejlige børn.Jeg sendte ham en sms. og inviterede ham på en kop te, for jeg ville gerne snakke med ham. Der gik lang tid før han svarede, men så kom beskeden, at han ville komme. Det var første gang han fik at vide hvor jeg boede, hvilket han også var rigtig sur over, men jeg havde sagt til ham, at så længe han skældte ud hver gang jeg så ham, fik han ikke lov at vide hvor jeg boede.
Men nu måtte det briste eller bære, og han ville komme.
Han kom da også, en time for sent( det er Joseph), men han kom, han så huset, og vi snakkede.Det var vældig hyggelig, og jeg håber stadig vi kan finde en balance til at snakke sammen, selom jeg har stoppet samarbejdet med ham, når det drejer sig om penge, jeg er ingen Bank.
Han var glad for invitiationen, glad for at jeg ikke havde opgivet ham, og han ville gerne vise mig sin

tirsdag den 23. marts 2010

Tirsdag d. 23/3 2010

Tirsdag morgen med blændende solskin, og allerede kl. 8 omkring de 30 grader.
Innocent var i kirken og gøre rent, jeg var i "skole" og lavede engelsk. Det er meget hårdt at komme igang igen, men der er ingen vej udenom.
Kl.1/2 12, blev vi ringet op af en af Innocents venner, Ronny, han var i kampala, og ville gerne hilse på os. Det skulle han være så velkommen til. Så han kom, og jeg var spændt på at møde ham, da Innocent havde fortalt så meget om ham. Han er en meget dygtig tv producer, men har set sig nødsaget til at finde andet arbejde end i Mirakelcentret, da han ikke fik penge for sit arbejde der, selvom han skulle.
Ronny kom, og det var virkelig dejlig at møde ham. Han var et menneske der er skub i. En der vil fremad, er dygtig, og har et mål. Det er ikke alle der har det.
Vi snakkede så længe vi havde tid, for vi skulle køre kl.12.
Vi kom afsted for at møde de to danskere som jeg havde fået kontakt med, via Den Danska Ambasade, og nu skulle jeg så møde Bengt Kokkendal og Kirsten Nielsen, og det glædede jeg mig til. Vi skulle mødes på "Krokkodillen", og der kunne vi sidde og snakke, sammen mens vi fik noget at spise.
Det var dejligt igen, bare at snakke dansk. Det var dejligt at få svar på nogle af alle de spørgsmål jeg havde, hvordan bliver man registret her? hvad kræves der?, hvor skal man henvende sig? hvad koster det?, hvor lang tid tager det? kan man købe jord? Hvordan? o.s.v., så snakken gik livlig, og det var en meget stor hjælp. Bengt betalte for frokosten, det var vist første gang hernede det ikke var mig der skulle betale, skønt.
Derfra skulle vi have handlet lidt i i Garden Citty, og så var dagen gået og det var hjemad, og få lavet aftensmad.
Derefter var vi ved at se på nettet efte noget af det som Bengt og Kirsten sagde vi kunne finde der, og det gik der lang tid med, da det tager et ondt år, hvis det lykkes.Men endnu en dejlig dag var til ende.

Mandag d.22/3 2010

Mandag skal være en stille dag, og dagen hvor jeg skal til at have mine skolesager fundet frem.jeg har forgæves forsøgt at komme ind på Vuc, men det ville selfølgelig heller ikke lykkes, så jeg har måtte sende en mail til dem, for at bede dem om hjælp, for jeg skal gerne vide hvor langt de er kommet. men ellers er det lidt hårdt at skulle til at tænke på andet end det der fylder det hele her.
Jeg skulle også have gjort alle mine spørgsmål klar til at møde to danskere i morgen, og som jeg håber kan besvare en masse spørgsmål for mig, så jeg måtte bare have alt klar.