Vi havde inviteret Annet til at komme her kl. 1, som hun havde lavet, men kom selfølgelig ikke før kvater over 3. Det er bare så frustrende at de ikke kan komme til tiden, og det er bare det mest almindelige her. Det er virkelig et mirakel at jeg har Innocent, for han kender tid, og kan tænke dansk, så ting flytter sig.
Nå men hun kom da, og blev trakteret som alle her i huset.Jeg begyndte at spørge ind til hvad hun havde af planer for fremtiden, hvad hun tænkte om sine to drenge som hun har ladet gå ud på landet, hvad hun levede af, og hvor hun boede.
Hun har søgt arbejde, men det er ikke let at få, og nok slet ikke for en invalid, da hendes fødder vender helt forkert, men hvis hun kunne få et arbejde ville det være godt.Hun bor hos sin søster som heller ikke har arbejde,men somme tider gør lidt rent i en frisørsalon, og de rissikere at stå på gaden inden længe, da de ikke har penge til at betale husleje. Så hun sidder der og bare venter på at hendes søster kommer hjem, og måske kommer hun med lidt mad, måske ikke.Jeg spurgte til hvad hun havde lavet siden hun stoppede i Mirakelcentret, og hun svarede at hun havde haft en lille forretning hvor hun solgte frugt og grøntsager fra. Men den var for lille, og da de var 4 personer der skulle leve af der, kunne det ikke gå, for de spiste mere end de solgte, men den var også meget lille.
jeg brugte megen tid på at finde ud af hvem hun var, og hvad vi kunne forvente, og jeg syntes ikke at se nogen vej, det var for håbløs det hele. Ingen sted at bo, ingen mad, ingen arbejde, ingen børn, ingen fremtid, kære Gud hvor skulle vi begynde.
Jeg gik meget tæt på hende, ville se om jeg kunne gøre hende gal, for at se om hun kunne sige fra, ville teste hende om vi kan bygge på hende, da jeg har nogle muliheder, men skal først se om hun er stærk nok til at bære opgaven.
Pludselig fik jeg den ide at stille hende et spørgsmål: Hvis du i dag fik chancen til at starte på ny, måske en butik, at leve af sin søster, få et arbejde,gå tilbage til landsbyen,eller bare at lade stå til, hvad ville du vælge.
Uden at blinke, valgte hun , at starte en butik.Men hun så ingen mulighed.
Jeg spurgte hende om hun mente at være stærk nok til at klare det, og sige nej til alle dem der vil komme og ønske at æde forretningen. Det mente hun. Jeg spurgte: Kan du finde et godt sted at åbne en butik, hun svarede , ja det ville ikke blive et problem.
Så fik jeg den ide at ville prøve hende, så jeg sagde, her har du 20,000 ugx (ca 50 kr)og de er til en bodda bodda, da hun ingen penge har, så nu har du til mandag, så kommer du igen. Hvis du har fundet en god plads, så kommer du med et buget om hvor meget du behøver for at starte, og så vil vi snakke igen. Så nu er det op til hende at vise om hun er parat, hvis ikke må vi droppe denne sponsorat, hvis der ikke er noget at bygge på.Det er virkelig en af de helt svære missioner, men jeg tror at Gud har en plan for Annet, så lad os se.
Da hun så var gået, jublende glad, med penge i hånden, og nok ikke forstod hvad det var der var rakt hende i dag af muligheder, var vi parate til at gå i Mirakelcentret til Gudstjeneste, for nu trængte jeg godt nok til at få fyldt energi på, da det et hårdt at give ud igen og igen, der må også fyldes på, og der er intet så vidunderlig som en Gudstjeneste.Så kan vi lidt igen. Tak for endnu en dejlig dag her i Kampala.
Agape child care, er virkelig en fantastisk arbejde,og Innocent kalder det Agape piopel care,da der så mange liv der bliver ændret og løftet igennem vort arbejde, ja mennesker der får en ny begyndelse til et helt nyt liv. Solveig
torsdag den 21. oktober 2010
onsdag den 20. oktober 2010
Onsdag d. 20/10 2010
Det er nu onsdag morgen, og en ny mission venter idag.
Jeg har besluttet at nu må vi blive færdige med første runde, inden vi tager fat på det nye.Jeg trænger også til bare at have en dag hvor jeg ikke skal noget som helst, men det bliver ikke idag.
Innocent har lige ringet til Annet, moderen til Kato, den nye dreng som har fået en sponsor i Danmark. Igen ser vi at Gud kommer i allersidste øjeblik.
Annet var så glad den dag Innocent ringede til hende, og fortalte hun havde fået hjælp til at Kato kunne komme i skole, hun hvinede af glæde.
Men idag Innocent ringede til hende, for at invitere hende sammen med drengene til at komme her, var hun bare så bedrøvet.Hun har ikke drengene hos sig mere, har været nødt til at lade dem gå ud i det blå, da hun ikke kunne føde dem. Så drengene var nu i en eller anden landsby, som gadebørn, eller jeg ved ikke hvad, hun var virkelig nede.
Efter denne besked, var vi meget stille, og måtte bede, Gud hvad vil du her, hvad er din plan, er det et mirakel i sidste øjeblik, eller hvad. Men Gud ser ALT, og jeg tror der er noget helt spisielt her, jeg må bare finde ud af hvad!!. Så det bliver ikke idag, vi ikke skal gøre noget. Vi snakkede om det, og bad, for at blive vist vejen, hvor der ingen vej er.
Pludselig vidste jeg at jeg bare måtte snakke med Annet, og det alene. Var hun stadig parat til at kæmpe for at hun kunne leve sammen med sine to drenge, ville se hvad hun havde af udsigter til en fremtid,og hvad hun ønsker, hvad hun var parat til at yde, for at de alle tre kunne være sammen igen, og få en fremtid.
Var hun parat til at Kato kunne komme i skole, til at kæmpe for at de alle tre kunne få et godt liv, eller havde hun helt opgivet. Det måtte jeg finde ud af først.
Så hun er blevet inviteret til at komme her, så vi kan snakke om hvad vi gør. Godt jeg har Innocent der kan tolke, han er virkelig en vidunderlig tjensvillig medarbejder, ellers kom jeg ingen vegne.
Så Annet kommer her til vores hus kl. 1, og vi vil se, om der er vej frem.
fortsættelse følger.
Jeg har besluttet at nu må vi blive færdige med første runde, inden vi tager fat på det nye.Jeg trænger også til bare at have en dag hvor jeg ikke skal noget som helst, men det bliver ikke idag.
Innocent har lige ringet til Annet, moderen til Kato, den nye dreng som har fået en sponsor i Danmark. Igen ser vi at Gud kommer i allersidste øjeblik.
Annet var så glad den dag Innocent ringede til hende, og fortalte hun havde fået hjælp til at Kato kunne komme i skole, hun hvinede af glæde.
Men idag Innocent ringede til hende, for at invitere hende sammen med drengene til at komme her, var hun bare så bedrøvet.Hun har ikke drengene hos sig mere, har været nødt til at lade dem gå ud i det blå, da hun ikke kunne føde dem. Så drengene var nu i en eller anden landsby, som gadebørn, eller jeg ved ikke hvad, hun var virkelig nede.
Efter denne besked, var vi meget stille, og måtte bede, Gud hvad vil du her, hvad er din plan, er det et mirakel i sidste øjeblik, eller hvad. Men Gud ser ALT, og jeg tror der er noget helt spisielt her, jeg må bare finde ud af hvad!!. Så det bliver ikke idag, vi ikke skal gøre noget. Vi snakkede om det, og bad, for at blive vist vejen, hvor der ingen vej er.
Pludselig vidste jeg at jeg bare måtte snakke med Annet, og det alene. Var hun stadig parat til at kæmpe for at hun kunne leve sammen med sine to drenge, ville se hvad hun havde af udsigter til en fremtid,og hvad hun ønsker, hvad hun var parat til at yde, for at de alle tre kunne være sammen igen, og få en fremtid.
Var hun parat til at Kato kunne komme i skole, til at kæmpe for at de alle tre kunne få et godt liv, eller havde hun helt opgivet. Det måtte jeg finde ud af først.
Så hun er blevet inviteret til at komme her, så vi kan snakke om hvad vi gør. Godt jeg har Innocent der kan tolke, han er virkelig en vidunderlig tjensvillig medarbejder, ellers kom jeg ingen vegne.
Så Annet kommer her til vores hus kl. 1, og vi vil se, om der er vej frem.
fortsættelse følger.
tirsdag den 19. oktober 2010
Tirsdag aften
Vi havde aftalt at Vivis familie skulle komme alle kl. 1/2 6, og vi var klar. men vi er i Afrika, og det med tiden er en ting for sig selv.Vi ventede en time, så ringede Isak, Vivis far, han havde hentet hende fra skole, og stod nu og ventede på at hans kone skulle komme med de to små.Vi ventede endnu en time, og havde næsten opgivet, og Innocent havde været nede hvor Isak ventede med Vivi, men han ville vente. Men endelig kom de. Det var så dejligt at se dem alle igen,se Vivi i hendes skoleuniform.Hun er sådan en sød og dygtig pige. Hendes to brødre, Danny og Esajas, var også sådan et par dejlige drenge.Så snart børnene kom ind, fik de øje på alle bamserne og dukkerne, og gik lige hen til dem, og deres øjne strålede.Det var så dejligt at se, det er lige det der er meningen med alle de dukker og bamser, og de knugede dem ind til sig. Gik lige hen til sofaen, og bare sad og krammede dem, det var bare så vidunderlig at se.Vi kom ind, og fik te og saftevand, som børnene havde glædet sig til, har måske ikke fået det siden de var her sidst. Det er virkelig så vidunderlig med vores hus, den gør noget helt spisielt ved disse fattige mennesker, bare at få lov at komme her. Og så ovenikøbet med hele familien, og de bliver trakteret, får gaver, mad med hjem, samt penge.
Moderen sagde at hun aldrig i hele sit liv havde tænkt at få lov til bare at komme ind i et sådant hus, da hun var så fattig, bare dette ville være total uopnåelig, og nu var hun her for anden gang, og ovenikøbet inviteret af en mosongo, bare det er uopnåelig for en fattig her, det berører dem så dybt.
Isak og hans kone har aldrig gået i skole, kan kun lokalsprog, og Isak har arbejde i Mirakelcentret med at gøre toeletter rene, men der er ikke meget til familien at leve for.Men denne sponsorat har virkelig givet dem håb, og har ændret deres liv total. De er så stolte over deres datter nu går i en skole, hvor rige folks børn går, og hun er en af de bedste, og skolen vil enda flytte hende et trin højere op, fordi hun er dygtig. Tænk hvad Gud kan gøre for små mennesker, når hans kærlighed får lov at råde. Moderen havde Vivis skolebog med så jeg kunne se den, og i hele hendes engelskbog var der kun to fejl, og det fra en pige der aldrig har gået i skole, men bare er et geni. Forældrene er så stolte over deres lille pige, og ville gerne de kunne det samme som hun.
Vi havde et vidunderligt møde , og de spiste alle kager, kiks og nødder, samt drak saftevand og te de kunne. Børnene legede i hele huset, og var bare så glade.
Vi fik snakket om mangt og meget, og Innocent tolkede. Jeg stillede mange spørgsmål, og de svarede, og derefter tog moderen ordet, og hun takkede så meget for den chance de havde fået, det havde virkelig totalt ændret hele deres liv, ændret hele familien, der nu var tættere en nogen sinde før, fordi de følte sig så elsket af både Gud og mennesker. Da vi var ved vejs ende, sagde jeg til dem at skolepengene ville blive betalt hver gang når det var tiden, det skulle de ikke bekymre sig om, men jeg havde en ekstra hilsen til dem fra deres sponsor i Danmark, der bare ønsker dem det allerbedste, og jeg gik ud i køkkenet og tog al den mad Innocent havde købt som en hilsen fra danmark. Da jeg kom ind med det skulle i have hørt deres udbrud, de var så overrasket og jublende glade, kunne ikke fatte at det var dem der blev så velsignet. Det rørte dem så dybt, gik lige til hjertet. Derefter fandt jeg 50,000 ugx som jeg gav moderen, så hun kunne købe hvad de behøvede mest lige nu. Derefter sagde jeg at alle børnene at de kunne tage en dukke eller bamse hver, og dem måtte de få med hjem som en hilsen også. De fik også en penalhus hver med blyater, kuglepen, viskelæder, balloner, og små biler i.
Det møde var tusind gange mere end juleaften i Danmark, da disse mennesker virkelig behøver hvad de fik.Jeg er så dybt taknemlig over det arbejde Gud har kaldet mig ind i, at få lov at se små mennesker får lys i deres øjne, samt håb for en fremtid, som ellers var total umuligt. Det er virkelig en velsignelse hver gang.Det er også et stort arbejde, men jeg gør det af hele mit hjerte for Jesus som jeg elsker overalt, tænk at få lov til at være med til at løfte mennesker op fra ingenting til et liv fuld af håb, det er bare så vidunderlig.
De sagde alle farvel, og vi fik så mange mange knusere, da ord ikke kunne fortælle hvor taknemmelige de var.
Tak himmelske far for hvad du gør muligt, igennem Agape Child Care, de eget værk. Solveig
Moderen sagde at hun aldrig i hele sit liv havde tænkt at få lov til bare at komme ind i et sådant hus, da hun var så fattig, bare dette ville være total uopnåelig, og nu var hun her for anden gang, og ovenikøbet inviteret af en mosongo, bare det er uopnåelig for en fattig her, det berører dem så dybt.
Isak og hans kone har aldrig gået i skole, kan kun lokalsprog, og Isak har arbejde i Mirakelcentret med at gøre toeletter rene, men der er ikke meget til familien at leve for.Men denne sponsorat har virkelig givet dem håb, og har ændret deres liv total. De er så stolte over deres datter nu går i en skole, hvor rige folks børn går, og hun er en af de bedste, og skolen vil enda flytte hende et trin højere op, fordi hun er dygtig. Tænk hvad Gud kan gøre for små mennesker, når hans kærlighed får lov at råde. Moderen havde Vivis skolebog med så jeg kunne se den, og i hele hendes engelskbog var der kun to fejl, og det fra en pige der aldrig har gået i skole, men bare er et geni. Forældrene er så stolte over deres lille pige, og ville gerne de kunne det samme som hun.
Vi havde et vidunderligt møde , og de spiste alle kager, kiks og nødder, samt drak saftevand og te de kunne. Børnene legede i hele huset, og var bare så glade.
Vi fik snakket om mangt og meget, og Innocent tolkede. Jeg stillede mange spørgsmål, og de svarede, og derefter tog moderen ordet, og hun takkede så meget for den chance de havde fået, det havde virkelig totalt ændret hele deres liv, ændret hele familien, der nu var tættere en nogen sinde før, fordi de følte sig så elsket af både Gud og mennesker. Da vi var ved vejs ende, sagde jeg til dem at skolepengene ville blive betalt hver gang når det var tiden, det skulle de ikke bekymre sig om, men jeg havde en ekstra hilsen til dem fra deres sponsor i Danmark, der bare ønsker dem det allerbedste, og jeg gik ud i køkkenet og tog al den mad Innocent havde købt som en hilsen fra danmark. Da jeg kom ind med det skulle i have hørt deres udbrud, de var så overrasket og jublende glade, kunne ikke fatte at det var dem der blev så velsignet. Det rørte dem så dybt, gik lige til hjertet. Derefter fandt jeg 50,000 ugx som jeg gav moderen, så hun kunne købe hvad de behøvede mest lige nu. Derefter sagde jeg at alle børnene at de kunne tage en dukke eller bamse hver, og dem måtte de få med hjem som en hilsen også. De fik også en penalhus hver med blyater, kuglepen, viskelæder, balloner, og små biler i.
Det møde var tusind gange mere end juleaften i Danmark, da disse mennesker virkelig behøver hvad de fik.Jeg er så dybt taknemlig over det arbejde Gud har kaldet mig ind i, at få lov at se små mennesker får lys i deres øjne, samt håb for en fremtid, som ellers var total umuligt. Det er virkelig en velsignelse hver gang.Det er også et stort arbejde, men jeg gør det af hele mit hjerte for Jesus som jeg elsker overalt, tænk at få lov til at være med til at løfte mennesker op fra ingenting til et liv fuld af håb, det er bare så vidunderlig.
De sagde alle farvel, og vi fik så mange mange knusere, da ord ikke kunne fortælle hvor taknemmelige de var.
Tak himmelske far for hvad du gør muligt, igennem Agape Child Care, de eget værk. Solveig
Tirsdag d. 19
Vi stod ikke op idag før kl.8, nu var der lidt ro i huset. Jeg tjekkede om vi havde strøm, for så ville jeg have et tiltrængt bad. Det var der, så nu begynder det at hjælpe på at det hele fungerer. Tøjet hængte drivvåd udenfor, men idag skinner solen, så det skal nok blive tør.
Så spiste vi morgenmad i fred og ro.
Derefter kørte vi til en tømre, som skulle indramme 2 verdenskort for os, et til Agape 1 og et til Agape 2.
Derefter skulle vi ud for at købe flere dukker og bamser, da vi skulle have til både i dag og i morgen. Da vi så kom til butikken, hvor de havde sagt de ville have flere igen, men de havde ingen. Men godt jeg har Innocent, han kendte en anden supermarked nær ved, så vi kørte derhen , og de havde hvad vi søgte efter så jeg købte igen 3 bamser og 2 dukker, samt proviant, så vi har noget at byde dem,
Da vi så kom hjem, gik Innocent alene ud for at købe mad til Vivis familie. Han kom hjem med 5 kg ris, 5 kg bønner, 5 kg sukker, 5 kg posio(majsmel), 2 liter olie,spagetti, brød, tomater, pebberfrugter, løg, gullerødder. Et kæmpe læs, men det er bedst vi køber mad til dem, og så får de resten af pengene, så ved vi at det kommer børnene til gode.
Vi fik lavet middagsmad, og spist inden Innocent skulle i skole. men idag har vi så ingen strøm. Og det er ikke det eneste, vi har heller ingen toelet, da de er ved at lave noget på det, jeg ved ikke hvad, men der er mange mænd i arbejde.
Da Innocent var gået i skole, tog jeg mig et hvil, derefter kunne jeg hente alt tøjet tørt ind, og så var det tid at prøve om jeg kunne komme på nettet, og få tjekket mail, og skrevet på bloggen. Det gik med lidt tolmodighed. Nu vil jeg stoppe her, da vi nu venter på Vivis familie, og der skal gøres klar.
Så spiste vi morgenmad i fred og ro.
Derefter kørte vi til en tømre, som skulle indramme 2 verdenskort for os, et til Agape 1 og et til Agape 2.
Derefter skulle vi ud for at købe flere dukker og bamser, da vi skulle have til både i dag og i morgen. Da vi så kom til butikken, hvor de havde sagt de ville have flere igen, men de havde ingen. Men godt jeg har Innocent, han kendte en anden supermarked nær ved, så vi kørte derhen , og de havde hvad vi søgte efter så jeg købte igen 3 bamser og 2 dukker, samt proviant, så vi har noget at byde dem,
Da vi så kom hjem, gik Innocent alene ud for at købe mad til Vivis familie. Han kom hjem med 5 kg ris, 5 kg bønner, 5 kg sukker, 5 kg posio(majsmel), 2 liter olie,spagetti, brød, tomater, pebberfrugter, løg, gullerødder. Et kæmpe læs, men det er bedst vi køber mad til dem, og så får de resten af pengene, så ved vi at det kommer børnene til gode.
Vi fik lavet middagsmad, og spist inden Innocent skulle i skole. men idag har vi så ingen strøm. Og det er ikke det eneste, vi har heller ingen toelet, da de er ved at lave noget på det, jeg ved ikke hvad, men der er mange mænd i arbejde.
Da Innocent var gået i skole, tog jeg mig et hvil, derefter kunne jeg hente alt tøjet tørt ind, og så var det tid at prøve om jeg kunne komme på nettet, og få tjekket mail, og skrevet på bloggen. Det gik med lidt tolmodighed. Nu vil jeg stoppe her, da vi nu venter på Vivis familie, og der skal gøres klar.
Mandag morgen
Så blev det mandag. Vi skulle tidlig op da Frank skulle tilbage til skolen klokken 8, og han skulle have strøget en masse tøj, og vi skulle have noget at spise inden han rejste.Så fik vi taget afsked med ham, og han var bare så glad for at have været hjemme på weekend.
Derefter gjorde jeg klar til at Milli skulle komme( Andreas sponsor), hun skulle komme kl 10 for at hente sine penge 120,000 ugx. men hun kom kl. 10 minutter i 12, og da var jeg godt gal, jeg kan ikke med dette.Så da hun kom skældte jeg hende ud, og sagde at hvis det skete bare en gang mere, så var det slut, at jeg ville give hende penge. Jeg havde planlagt at skulle i vaskeriet " Gnubbe" efter hun var taget afsted, da jeg ikke havde mere rent tøj. Og nu stod det hele stille, bare fordi hun stjal min tid, det må de se at få lavet om på.
Derefter snakkede vi om løst og fast,fik te, kager, kiks og alt det der hører til her på Basen. Hun fik sine penge, og gaven til Dorcas, og hun var meget glad. Vi snakkede om hvordan det er på Antioch, da hun arbejdede der den første gang vi var her i Uganda, så hun ved lidt om det.
Men hun kørte kl.1/2 3, og da skulle Innocent hurtigt have noget at spise, da han skulle i skole. Jeg gik da i vaskeriet, udenfor, men nu var det for sent til at tøjet kunne blive tørt idag, men der var ingen vej udenom.Jeg fik vasket en hel masse, og fik det hængt op det hele. Mens jeg vaskede, begyndte det at tordne og jeg var meget spændt på om jeg blev færdig før det stod ned i stænger.Men jeg blev lige akkurat færdig, og fik ryddet op på det hele, så væltede regn ned. Så kunne jeg gå til opvasken som var lige så stor, da vi ikke havde haft vand i 2 dage. Men vi havde til gengæld haft strøm det meste af tiden. Å hvor alting er besværligt, hvis du har et program for hvad du skal have gjort.
Det regnede hele aftenen, og Innocent kom drivende våd hjem fra skole, og det var samtidig lidt koldt så vi måtte i både strømper og trøjer.
Innocent ringede så til Vivis far, så de kunne gøre klar til at komme i morgen. Solveig
Derefter gjorde jeg klar til at Milli skulle komme( Andreas sponsor), hun skulle komme kl 10 for at hente sine penge 120,000 ugx. men hun kom kl. 10 minutter i 12, og da var jeg godt gal, jeg kan ikke med dette.Så da hun kom skældte jeg hende ud, og sagde at hvis det skete bare en gang mere, så var det slut, at jeg ville give hende penge. Jeg havde planlagt at skulle i vaskeriet " Gnubbe" efter hun var taget afsted, da jeg ikke havde mere rent tøj. Og nu stod det hele stille, bare fordi hun stjal min tid, det må de se at få lavet om på.
Derefter snakkede vi om løst og fast,fik te, kager, kiks og alt det der hører til her på Basen. Hun fik sine penge, og gaven til Dorcas, og hun var meget glad. Vi snakkede om hvordan det er på Antioch, da hun arbejdede der den første gang vi var her i Uganda, så hun ved lidt om det.
Men hun kørte kl.1/2 3, og da skulle Innocent hurtigt have noget at spise, da han skulle i skole. Jeg gik da i vaskeriet, udenfor, men nu var det for sent til at tøjet kunne blive tørt idag, men der var ingen vej udenom.Jeg fik vasket en hel masse, og fik det hængt op det hele. Mens jeg vaskede, begyndte det at tordne og jeg var meget spændt på om jeg blev færdig før det stod ned i stænger.Men jeg blev lige akkurat færdig, og fik ryddet op på det hele, så væltede regn ned. Så kunne jeg gå til opvasken som var lige så stor, da vi ikke havde haft vand i 2 dage. Men vi havde til gengæld haft strøm det meste af tiden. Å hvor alting er besværligt, hvis du har et program for hvad du skal have gjort.
Det regnede hele aftenen, og Innocent kom drivende våd hjem fra skole, og det var samtidig lidt koldt så vi måtte i både strømper og trøjer.
Innocent ringede så til Vivis far, så de kunne gøre klar til at komme i morgen. Solveig
mandag den 18. oktober 2010
Søndag d. 18/10 2010
Efter at have spist morgenmad alle 3, var det afgang med alle herlighederne til Antioch. Innocent havde valgt at blive sammen med os hele dagen der, selom han ikke gider at være i kirke der, og det kan jeg så godt forstå, det gør jeg heller ikke, men gør det alene for børnenes skyld, da det er den eneste dag du kan møde dem alle. Jeg var glad for han ville blive, for jeg har kun to hænder, og der skal tages masser af billeder, og det er han så god til at tænke på, ved hvor vigtigt det er.
Vi kom derud, og fik hilst på mange af dem, da de kender mig og mine nu, og Gudstjenesten begyndte, men der var ikke et af vore børn, kun min dreng Sulait, ellers ingen. Det var jeg meget skuffet over, der sad jeg med det hele, og så var der ingen. Sara sagde at når vi var færdige ville hun ringe til dem, og de ville komme, men det var jo en hovsa løsning som jeg ikke brød mig om, det er bare så besværligt med dem. De har ingen respekt for nogen eller noget. Så kl 3 begyndte vi at ringe, og selfølgelig var de ikke til stede mange af dem, men der kom da nogle, og heldigvis dem som jeg havde gaver til. De fik også pengene for de sidste 2 måneder, og var meget glade og taknemmelige. Men jeg var gal, og tænkte som en gal, hvordan jeg kan gøre dette bedre, Jeg sagde til Sara, om ikke jeg kunne få alle deres tltnr. for så ville jeg ringe til dem, så de var tilstede, og hun var ude af spillet.Det fik jeg, og fik også pengene fordelt til nogen der ville tage dem med til hjemmene. Sara kviterede i bogen vi havde med for 870,000 ugx, og til nov, inden jeg skal hjem vil jeg følge op på om pengene er nåst frem, når de skal have penge igen.Jeg vil få Innocent til at ringe til dem, for de taler ikke engelsk. Så må de møde til en aftalt tid og sted, alle på en gang, jeg håber det kan lade sig gøre.
Det tog det meste af dagen, og jeg var ikke glad da vi kørte hjem, følte virkelig at have spildt en hel dag. Jeg havde i febuar betalt for sportstøj til alle vore sponsorbørn i Antioch, men ingen har fået dem. Jeg spurgte Steven hvor de var blevet af, og han kom med en lang søforklaring, men jeg sagde at jeg håbede at de snart ville få dem, jeg havde kviteringerne, og havde ikke betalt næsten 400,000ugx for ingenting.Men den skole giver jeg ikke meget for, de er ikke seriøse, men totalt ligeglade. Men vi vil kæmpe for børnene, og gpodt vi nu har deres tlf. nr, så må vi se.
Så da det hele var over, var dagen gået, vi var hjemme kl 1/2 6, og vi havde et møde med Marthias. En gadedreng ca. 22 år, som jeg lærte at kende sidste gang jeg var her. Han kom så snart vi kom hjem, og fik noget at spise sammen med os. Derefter foreslog jeg om ikke de havde lyst til at bade. Så ville vi køre til en svimmingpoll, ikke langt fra hvor vi bor.Jeg trængte til at gøre noget posetivt, det følte jeg ikke dagen havde været i Antioch. Frank og Marthias ville gerne bade, jeg gad ikke, ville bare være der og nyde at de var glade. Innocent gad heller ikke, så vi sad bare og slappede af. For Frank der 21 år, var det anden gang han var i en pool, for Marthias var det første gang, han havde aldrig troet at han skulle opleve dette. Så selom det var aften, var de to helt selvlysende af glæde over at bade, og det var nok for mig.
Derefter tog vi hjem, og fik en kop te, og bare huggede os sammen alle 4. Det er bare så vidunderlig at have en hjem, hvor du kan invitere mennesker ind, og det er i sig selv en kæmpe oplevelse for dem alle. Agape Basen, er rammen om megen arbejde denne gang, og mange besøg af vore sponsorfamilier, så det bare så skønt.
Vi kom derud, og fik hilst på mange af dem, da de kender mig og mine nu, og Gudstjenesten begyndte, men der var ikke et af vore børn, kun min dreng Sulait, ellers ingen. Det var jeg meget skuffet over, der sad jeg med det hele, og så var der ingen. Sara sagde at når vi var færdige ville hun ringe til dem, og de ville komme, men det var jo en hovsa løsning som jeg ikke brød mig om, det er bare så besværligt med dem. De har ingen respekt for nogen eller noget. Så kl 3 begyndte vi at ringe, og selfølgelig var de ikke til stede mange af dem, men der kom da nogle, og heldigvis dem som jeg havde gaver til. De fik også pengene for de sidste 2 måneder, og var meget glade og taknemmelige. Men jeg var gal, og tænkte som en gal, hvordan jeg kan gøre dette bedre, Jeg sagde til Sara, om ikke jeg kunne få alle deres tltnr. for så ville jeg ringe til dem, så de var tilstede, og hun var ude af spillet.Det fik jeg, og fik også pengene fordelt til nogen der ville tage dem med til hjemmene. Sara kviterede i bogen vi havde med for 870,000 ugx, og til nov, inden jeg skal hjem vil jeg følge op på om pengene er nåst frem, når de skal have penge igen.Jeg vil få Innocent til at ringe til dem, for de taler ikke engelsk. Så må de møde til en aftalt tid og sted, alle på en gang, jeg håber det kan lade sig gøre.
Det tog det meste af dagen, og jeg var ikke glad da vi kørte hjem, følte virkelig at have spildt en hel dag. Jeg havde i febuar betalt for sportstøj til alle vore sponsorbørn i Antioch, men ingen har fået dem. Jeg spurgte Steven hvor de var blevet af, og han kom med en lang søforklaring, men jeg sagde at jeg håbede at de snart ville få dem, jeg havde kviteringerne, og havde ikke betalt næsten 400,000ugx for ingenting.Men den skole giver jeg ikke meget for, de er ikke seriøse, men totalt ligeglade. Men vi vil kæmpe for børnene, og gpodt vi nu har deres tlf. nr, så må vi se.
Så da det hele var over, var dagen gået, vi var hjemme kl 1/2 6, og vi havde et møde med Marthias. En gadedreng ca. 22 år, som jeg lærte at kende sidste gang jeg var her. Han kom så snart vi kom hjem, og fik noget at spise sammen med os. Derefter foreslog jeg om ikke de havde lyst til at bade. Så ville vi køre til en svimmingpoll, ikke langt fra hvor vi bor.Jeg trængte til at gøre noget posetivt, det følte jeg ikke dagen havde været i Antioch. Frank og Marthias ville gerne bade, jeg gad ikke, ville bare være der og nyde at de var glade. Innocent gad heller ikke, så vi sad bare og slappede af. For Frank der 21 år, var det anden gang han var i en pool, for Marthias var det første gang, han havde aldrig troet at han skulle opleve dette. Så selom det var aften, var de to helt selvlysende af glæde over at bade, og det var nok for mig.
Derefter tog vi hjem, og fik en kop te, og bare huggede os sammen alle 4. Det er bare så vidunderlig at have en hjem, hvor du kan invitere mennesker ind, og det er i sig selv en kæmpe oplevelse for dem alle. Agape Basen, er rammen om megen arbejde denne gang, og mange besøg af vore sponsorfamilier, så det bare så skønt.
Lørdag d.17/10 2010
Så kom vi til lørdag morgen, efter en god nats søvn. Også i dag har vi en program der skal følges. Innocent og mig sad og fik morgenmad, omkring 1/2 9, og så ringede det på lågen. Det var Frank der kom hjem på weekend. Vi vidste han ville komme men ikke så tidlig, men han syntes ikke det kunne gå hurtigt nok, så han var stået meget tidlig op, for at komme hjem. Vi spiste så alle, og Frank var meget sulten, det er han næsten altid, men han er jo også en arbejder.Det var dejlig at have dem begge her i huset, og vi har det meget godt sammen alle 3. Så da vi havde spist, havde han en masse tøj der skulle vaskes, Innocent havde skolearbejde, og jeg skulle tjekke mail, og var meget spændt på om der var besked fra Anette, om det nye sponsorbarn. Det var der, og det blev Kato der fik den glædelige nyhed. Vi var alle så glade her, tænk at et lille menneske mere havde fået en chance om at komme i skole, og en invalid mor der kæmper som en gal for at overleve med sine to drenge, som er et resultat af en voldtægt. Jeg ved hun bliver så glad, ja det var vi alle.
Jeg fik det lavet jeg skulle , og derefter skulle vi ud til et stort supermarked, for at kikke på priser på generator der kan levere strøm, når der ikke er støm, som sker meget ofte, og det er ikke til at have noget i huset, når strømen er væk det halve af tiden.Så vi ville kigge priser.Jeg er ikke glad for at bruge penge til det, men det kan blive nødvendig engang. Jeg skulle også hæve flere penge, kan kun hæve 1700 kr. pr gang, og da jeg har øst penge ud til alt mulig, husleje, mad, børnene, bensin, rep. af bil, og lidt mad til os selv. Men nu er jeg så småt ved at være igennem, så alle sponsorbørnene har fået deres penge, og børnehjemmene har mad til 1-2 måneder, så nu begynder det at hjælpe
Da vi kom hjem, skulle vi have noget at spise igen, og derefter ringede Innoset Anet, som er mor til Kato, og fortalte hende at nu havde han fået en sponor i Danmark. Jeg sad langt fra Innocent, men jeg kunne høre hun hvinede af glæde, og det ville næsten ingen ende tage. Hvor er det skønt igen og igen at bringe håb og glæde til et menneske der trænger så hårdt.Vi glædede os så meget alle 3 bagefter, kunne i lang tid efter høre hende juble af glæde.
Derefter ringede jeg til Sara i Antiock mange gange, for at sige at jeg kom i morgen søndag der, og om hun ville sørge for at alle sponsorbørnene var der. Jeg prøvede så mange gange, men hun tog ikke tlf. Jeg havde nu alle pengene klar for de sidste to måneder, samt gaver til nogle af børnene. Men jeg fik først kontakt med hende kl. 10 aften.
Så var det tid igen at besøge Agape 2. for at bringe dem deres gaver, og jeg havde købt så alle kunne få. Jeg havde en hel kuffert tøj til dem, og som mama Ester ventede på. Vi var alle meget spændte på hvordan vi ville blive modtaget, nu da Joseph var hjemme. Og også meget meget spændt på hvordan mama Ester havde det. Innocent var selfølgelig lidt nervøs, da Joseph ikke vil se ham i huset, men han er min chafør, og jeg behøver ham til at køre altid og så igen. Frank glædede sig, havde kun været der en gang før.
Vi kom til lågen, og der var total død at se, vi kunne ikke se et menneske, intet liv, og der skulle være 12 personer i huset. men da vi gav den lille "dyt" sket der noget. Alle kom hvinende efter hinanden ud i en lang række, og mama Ester med. Selfølgelig ikke Joseph. Men de var jublende glade for at se os igen, og nu var det lyst, så vi kunne få tingene afleveret.Der var selfølgelig låst ved fordøren, og den kan de ikke åbne, så vi måtte bagom engang mere med hele happenguttet, men alle ville så gerne hjælpe, det er altid en fest at komme der og møde børnene.
Jeg vidste at Joseph var hjemme, da hans bil holdt udenfor, men han kom ikke.Så sagde jeg til børnene de skulle kalde på ham, jeg ville snakke med ham, jeg er ikke bange for ham som de andre, men han er bange for mig, og ved ikke hvor han skal gøre af sig selv. Så kom han endelig, og jeg hilste på ham, og bød ham velkommen hjem. Han var ikke glad, opførte sig som en lille dreng, der ikke ved hvor han skal gøre af sig selv, så jeg næsten fik ondt af ham. Men vi gik hurtigt til gaveuddelingen, og børnene jublede, og derefter til tøjuddelingen, hvor alle var ivrige at få nyt tøj. Det er en fest at se disse børns glæde og taknemlighed. Joseph var igen forsvunden ind til sig selv. Vi fik taget mange billeder, men det er altid mørkt derinde, så vi tog også nogle udenfor. De var så lykkelige for al den dejlige mad vi havde bragt dem, og de fortalte at det var Joseph også da han kom hjem og så, så meget godt mad i huset. Så vi blev færdige med hvad vi skulle denne gang, og havde det bare så dejligt ved børnene. Mama Ester var frisk igen. De havde bragt hende til hospitalet, som havde fjernet betændelsen i hendes bryst, skåret det ud, og nu havde hun ingen smerter mere, skulle bare vente på det helede.Det var bare så dejligt at se, og vi takkede Jesus for at han havde taget affære, så hun havde fået hjælp. De store piger viste os såret, de havde bedt så meget for hende, og det var vores besøg der havde sat gang i tingene, de var så glade, og det var vi også.
Så var det tid at komme hjem og lave aftensmad. Men jeg ville ikke gå uden at sige farvel til Joseph, og kaldte derfor på ham, men han kom ikke. Jeg ventede lidt, men han kom ikke, så sagde jeg meget højt til pigerne at de kunne hilse ham fra mig, for vi skulle gå nu. Så kom han endelig sluntentede ud, og sagde tak for alt det vi var kommet med, men vente helt forkert, han er virkelig bange for mig, og føler sig underlegen, og det er måske ikke så mærkelig, da han har forspildt sin store chance, men ok. vi fortsætter.
Vi kom hjem og fik lavet mad, hyggede os så sammen om aftenen, og bar alle tingene ud så de var klar til Antioch i morgen.Endnu en travl og begivenhedsrig dag var til ende. Tak himmelske far, at du gør dette muligt Solveig
Jeg fik det lavet jeg skulle , og derefter skulle vi ud til et stort supermarked, for at kikke på priser på generator der kan levere strøm, når der ikke er støm, som sker meget ofte, og det er ikke til at have noget i huset, når strømen er væk det halve af tiden.Så vi ville kigge priser.Jeg er ikke glad for at bruge penge til det, men det kan blive nødvendig engang. Jeg skulle også hæve flere penge, kan kun hæve 1700 kr. pr gang, og da jeg har øst penge ud til alt mulig, husleje, mad, børnene, bensin, rep. af bil, og lidt mad til os selv. Men nu er jeg så småt ved at være igennem, så alle sponsorbørnene har fået deres penge, og børnehjemmene har mad til 1-2 måneder, så nu begynder det at hjælpe
Da vi kom hjem, skulle vi have noget at spise igen, og derefter ringede Innoset Anet, som er mor til Kato, og fortalte hende at nu havde han fået en sponor i Danmark. Jeg sad langt fra Innocent, men jeg kunne høre hun hvinede af glæde, og det ville næsten ingen ende tage. Hvor er det skønt igen og igen at bringe håb og glæde til et menneske der trænger så hårdt.Vi glædede os så meget alle 3 bagefter, kunne i lang tid efter høre hende juble af glæde.
Derefter ringede jeg til Sara i Antiock mange gange, for at sige at jeg kom i morgen søndag der, og om hun ville sørge for at alle sponsorbørnene var der. Jeg prøvede så mange gange, men hun tog ikke tlf. Jeg havde nu alle pengene klar for de sidste to måneder, samt gaver til nogle af børnene. Men jeg fik først kontakt med hende kl. 10 aften.
Så var det tid igen at besøge Agape 2. for at bringe dem deres gaver, og jeg havde købt så alle kunne få. Jeg havde en hel kuffert tøj til dem, og som mama Ester ventede på. Vi var alle meget spændte på hvordan vi ville blive modtaget, nu da Joseph var hjemme. Og også meget meget spændt på hvordan mama Ester havde det. Innocent var selfølgelig lidt nervøs, da Joseph ikke vil se ham i huset, men han er min chafør, og jeg behøver ham til at køre altid og så igen. Frank glædede sig, havde kun været der en gang før.
Vi kom til lågen, og der var total død at se, vi kunne ikke se et menneske, intet liv, og der skulle være 12 personer i huset. men da vi gav den lille "dyt" sket der noget. Alle kom hvinende efter hinanden ud i en lang række, og mama Ester med. Selfølgelig ikke Joseph. Men de var jublende glade for at se os igen, og nu var det lyst, så vi kunne få tingene afleveret.Der var selfølgelig låst ved fordøren, og den kan de ikke åbne, så vi måtte bagom engang mere med hele happenguttet, men alle ville så gerne hjælpe, det er altid en fest at komme der og møde børnene.
Jeg vidste at Joseph var hjemme, da hans bil holdt udenfor, men han kom ikke.Så sagde jeg til børnene de skulle kalde på ham, jeg ville snakke med ham, jeg er ikke bange for ham som de andre, men han er bange for mig, og ved ikke hvor han skal gøre af sig selv. Så kom han endelig, og jeg hilste på ham, og bød ham velkommen hjem. Han var ikke glad, opførte sig som en lille dreng, der ikke ved hvor han skal gøre af sig selv, så jeg næsten fik ondt af ham. Men vi gik hurtigt til gaveuddelingen, og børnene jublede, og derefter til tøjuddelingen, hvor alle var ivrige at få nyt tøj. Det er en fest at se disse børns glæde og taknemlighed. Joseph var igen forsvunden ind til sig selv. Vi fik taget mange billeder, men det er altid mørkt derinde, så vi tog også nogle udenfor. De var så lykkelige for al den dejlige mad vi havde bragt dem, og de fortalte at det var Joseph også da han kom hjem og så, så meget godt mad i huset. Så vi blev færdige med hvad vi skulle denne gang, og havde det bare så dejligt ved børnene. Mama Ester var frisk igen. De havde bragt hende til hospitalet, som havde fjernet betændelsen i hendes bryst, skåret det ud, og nu havde hun ingen smerter mere, skulle bare vente på det helede.Det var bare så dejligt at se, og vi takkede Jesus for at han havde taget affære, så hun havde fået hjælp. De store piger viste os såret, de havde bedt så meget for hende, og det var vores besøg der havde sat gang i tingene, de var så glade, og det var vi også.
Så var det tid at komme hjem og lave aftensmad. Men jeg ville ikke gå uden at sige farvel til Joseph, og kaldte derfor på ham, men han kom ikke. Jeg ventede lidt, men han kom ikke, så sagde jeg meget højt til pigerne at de kunne hilse ham fra mig, for vi skulle gå nu. Så kom han endelig sluntentede ud, og sagde tak for alt det vi var kommet med, men vente helt forkert, han er virkelig bange for mig, og føler sig underlegen, og det er måske ikke så mærkelig, da han har forspildt sin store chance, men ok. vi fortsætter.
Vi kom hjem og fik lavet mad, hyggede os så sammen om aftenen, og bar alle tingene ud så de var klar til Antioch i morgen.Endnu en travl og begivenhedsrig dag var til ende. Tak himmelske far, at du gør dette muligt Solveig
Abonner på:
Opslag (Atom)
