Så er jeg kommet til Danmark igen, efter den mest besværlige hjemrejse, jeg nogen sinde har haft, men hjem kom jeg da.
Jeg har ikke skrevet på bloggen i Marts, ikke fordi jeg ikke ville, og at der ikke har været noget at skrive om, men vi har simpelthen ikke haft internet, kun få øjeblikke, og da har jeg skullet noget andet, og så var det væk igen.
Det har også denne gang været en fantastisk oplevelse at være i Uganda. Dog har der denne gang, været for mange problemer, og det har taget på kræfterne.
Men jeg vil hellere se på alle de dejlige ting der er sket, alle de nye sponsorbørn der er lykkelige for at komme i skole, og er blevet udstyret med alt det nødvendige. jeg vil også glædes over alle de familier der er så lykkelige over at have fået hjælp til at deres børn kan komme i en god skole, de føler sig bare så elsket, og taknemmelige, og det berører mange.
Jeg vil også glæde mig over den nye børnehjem til piger, vi har startet denne gang. Det er et fantastisk hus, og hjem for disse børn. De er også kommet i en god skole, og jeg glæder mig til at se hvordan det vil udvikle sig.
Jeg har glædet mig over at møde alle familierne i Antioch, og børnene der, og se den glæde når de får sponsorpengene fra Danmark. De sender mange tanker, hilsner og tak til alle der hjælper dem.
Jeg vil også glæde mig over at det går mine tre drenge rigtig godt.
Frank, er nu næsten halvvejs med sin uddanelse til murer, og gør det så godt.
Innocent er næsten halvvejs med sin buisnissskole , og gør det så godt.
Sulait er igang med P 6, og gør det nogenlunde, men kunne trænge til at komme på en bedre skole, men ønsker ikke at flytte.
Har denne gang besøgt rigtig mange skoler, og kan nu begynde at se forskel.
Det er sådan i Uganda, der kan du gå i skole, til alle prisklasser. De har ikke en fælles overordnet læseplan, som vi har i Danmark, så derfor er det svært at gennemskue i begyndelsen, da jeg tænker dansk. Men nu begynder jeg at kan se forskel, og undersøge om det er en god skole eller ikke, og det er jeg glad for, da vore børn skal have en god skoleundervisning.
Vi har været friske og raske, på nær et par dage da jeg var ved at tabe pusten. Det var efter vi havde flyttet ind i det nye hus, det var lige ved at blive for meget. Det er meget varmt i Uganda på den tid, og varmen gør en 50 år ældre. Du orker ikke ret meget, og bliver så træt så træt, at du næsten ikke kan få hvilet ud igen. Men et par dage, det hjalp, og jeg var på benene igen.
Innocent er og har også været en uundværlig støtte, hjælper, tolk, chafør og alt muligt. han er utrættelig for at hjælpe med alt, til enhver tid, og det er virkelig et fund at have en som ham, der altid er posetiv og parat.
Jeg har denne gang været arig mange gange, da der også har været for meget af det dårlige, men det gider jeg ikke skrive om. da det ikke er væsentlig for jer alle, det er mit besvær med systemet, eller mangel på samme, og det har sat blodet i kog mange gange denne gang, og det har været hårdt. Men jeg forstår at Uganda ikke er Danmark, og at vi her har et fantastisk system og orden på alt. Et ord er et ord, og du ved hvor du skal henvende dig, for at komme i kontakt med embedsmænd i de forskelleige regi, men i Uganda, er det som at slå i en dyne, og det bliver man træt af i det lange løb. Det er desværre nødvendigt at kæmpe sig igennem, da myndighederne også kræver deres, bare uden hjælp og henvisninger, så du må finde vej af dig selv.
Men nu er jeg altså hjemme i den danske friske luft, og det gør godt, så mon ikke jeg får smidt de 50 år af mig igen, som varmen ville dænge mig ned med. Skønt med solskin og fuglesang også her, og 4-6 grader, i stedet for 35-40. Nu kan jeg ånde igen. Det har været meget varmt i Uganda denne gang, og regn har vi ikke fået, så det er også så tørt og støvet. men vi skulle ikke klage, vi havde altid vand så vi kunne tage et bad, det er der mange der ikke har, da vandløbene er tørret ud. Det er de barske forhold for rigtig mange fattige ugander.
Til slut vil jeg ønske alle et fantastisk dansk forår, med masser af frisk luft, og højt til himmelen.
Kærlig hilsen Solveig
Jeg er igen at træffe på Øsløs Kirkevej 4 det meste af tiden.
Innocent sender så mange hilsner og tanker som i kan bære, så bare tag. han er så glad og taknemlig over at have mødt mange af jer, og have været i det forjættede land Danmark, som flyder med mælk og honning, en oplevelse han aldrig vil glemme.
onsdag den 16. marts 2011
tirsdag den 1. marts 2011
Tirsdag d. 1 marts
Endnu en dejlig solskinsmorgen, med fuglesang og megen varme.
I dag havde jeg virkelig besluttet at blive gal, nu var det nok. Jeg sagde til Innocent at nu kørte vi ud til manden med registreingen, og hvis han ikke var der, ville jeg vente, om det skulle blive hele dagen, jeg var ligeglad, nu måtte noget ske. Innocent bliver lidt bange når jeg bliver gal over deres måde at arbejde på her, men det er der ikke noget at gøre ved. Dernæst ville jeg ud og snakke med skolen, om hvor tøjet var blevet af, som de havde lovet. Jeg var rasende, og sagde til dem, at jeg troede at et ord var et ord, men at jeg kunne forstå at det ikke gjalt her i Afrika. Innocent var bange for den måde jeg talte til Direktøren, men jeg var ligeglad, de havde lovet, og de havde at holde det, færdig.
Da vi kom hilste de venligt på os, men efter jeg var gal, kunne de finde tøjet til pigerne, i en vældig fart. Jeg spurgte også om hvad vi skulle gøre da vi havde betalt skolepenge for Silvia, og hun kom ikke mere. Men de ville bare flytte dem over til næste termin, til nogen af de andre.
Jeg spurgte også dem om de vidste hvor denne" cherman "boede, da vi slulle gå der for at fortælle om hvem vi var, Agape Child Care, og han svarede ikke når vi ringede. De kunne fortælle os det, og så gik vi der igen, men denne gang til hans hjem. Innocent var ikke glad for at jeg skulle komme der, da han kunne mærke at jeg var gal, og besluttet på at noget måtte ske, nu var det nok.
Vi fandt også pladsen, det viste sig at Innocent godt vidste hvor han boede, men ikke ønskede at jeg skulle komme der. Men ingenting kunne stoppe mig nu, og det kunne han mærke, så vi kom dertil. Menmanden var ikke hjemme, og ville ikke komme før i aften kl.9, men jeg havde vores papier med fra Agape Child Care, og viste dem det, og fik dem gjort begribelig at nu måtte der ske noget, og det skulle være nu.Jeg kunne vente til han kom hjem, men det synes de ikke om, men vi kunne komme igen i morgen kl 7,30, så ville han være der, så det håber jeg, for ham.
Jeg ville også prøve at snakke med ham der ejer huset, om det vand der skulle lægges ind. men når Innocent ringede til ham, var hans tlf, bare død, vi kunne ikke komme i kontakt med ham. men jeg sagde til Innocent, at jeg nok skulle finde en vej, til at noget skulle ske nu. Der er nu gået 14 dage, uden vand, og de lovede at det ville tage et par dage, men men men.
Innocent var også her lidt bange, da han var klar over at nu var jeg rigtigt godt gal i skralden, og nu måtte noget ske. De skulle ikke behandle mig sådan, så havde de taget fejl.
Så da vi kom derud igen til Agape 3, var vandværksfolkene der. De stod og diskuterede om den grøft der var gravet til vandledningen, var ikke på den rigtige side af skellet, og da jeg kom spurgte jeg dem, om hvad der sket, for vi ville have vand nu. Men jeg var så heldig, at Inginøren var der omkring, så jeg kunne snakke med ham.Så da han kom, spurgte jeg om vi snart fik vand, da vi nu havde ventet i 14 dage, uden der var sket noget.Det kunne han ikke forstå, men det var rigtigt. Så han sagde til nogen af mændene hvorfor de havde gravet grøften på den forkerte side, og nu havde de af at få den gravet på den rette side, og at vi ville have vand i morgen. Jeg spurgte om jeg kunne få hans tlf. nr. da jeg gerne ville have jeg kunne ringe til ham, hvis det ikke skete.Jeg var meget bestemt, og blev stående til de alle mand havde fået ordre, så de kunne forstå, at jeg var gal over at ingenting skete. Så lad os så se, om de kan flytte sig eller hvad.
Men det er virkelig hårdt at skulle blive gal hele tiden, før noget sker her, men sådan er det.
Så kørte vi hjem, og spiste til middag, og så skulle Innocent i skole.
Kl 5 skulle vi så ud for at hente Silvia, og køre hende tilbage til hendes mor, som er så fattig så fattig, men det er der altså ikke noget at gøre ved.
Jeg havde fået lavet papier, som moderen skulle underskrive, så vi havde den side i orden.
Vi kom derud, og det var ikke en glad Silvia, da hun fik besked om at pakke de ting hun havde med, da hun kom, og så ville vi køre hende tilbage. Men hun havde fået noget at spise inden vi kørte hende til sin mor, for det er ikke sikkert hun får noget de næste mange dage.
Så fik vi hævet penge til husleje i basen, da der skal betales 1,5 mio, og vi har nu 1 marts, så det skal også ordnes.
Men da vi kom hjem, var der ingen elektrisitet, og alt var mørklagt, så Susan ville gerne vente med at have pengene til i morgen.
Så i morgen er der allerede mange ting der venter, og lad os så se om der sker noget som helst.
Det var lidt om en dag, hvor galden, måske kan få noget til at ske, vi vil se.
Jeg sidder nu ved vores reserve lampe, i total mørke, og skriver dette indlæg.
Men herfra tak for følgeskab,og jeg vil ønske jer alle en vidunderlig nat i Jesu navn.
De kærligste hilsner Solveig
I dag havde jeg virkelig besluttet at blive gal, nu var det nok. Jeg sagde til Innocent at nu kørte vi ud til manden med registreingen, og hvis han ikke var der, ville jeg vente, om det skulle blive hele dagen, jeg var ligeglad, nu måtte noget ske. Innocent bliver lidt bange når jeg bliver gal over deres måde at arbejde på her, men det er der ikke noget at gøre ved. Dernæst ville jeg ud og snakke med skolen, om hvor tøjet var blevet af, som de havde lovet. Jeg var rasende, og sagde til dem, at jeg troede at et ord var et ord, men at jeg kunne forstå at det ikke gjalt her i Afrika. Innocent var bange for den måde jeg talte til Direktøren, men jeg var ligeglad, de havde lovet, og de havde at holde det, færdig.
Da vi kom hilste de venligt på os, men efter jeg var gal, kunne de finde tøjet til pigerne, i en vældig fart. Jeg spurgte også om hvad vi skulle gøre da vi havde betalt skolepenge for Silvia, og hun kom ikke mere. Men de ville bare flytte dem over til næste termin, til nogen af de andre.
Jeg spurgte også dem om de vidste hvor denne" cherman "boede, da vi slulle gå der for at fortælle om hvem vi var, Agape Child Care, og han svarede ikke når vi ringede. De kunne fortælle os det, og så gik vi der igen, men denne gang til hans hjem. Innocent var ikke glad for at jeg skulle komme der, da han kunne mærke at jeg var gal, og besluttet på at noget måtte ske, nu var det nok.
Vi fandt også pladsen, det viste sig at Innocent godt vidste hvor han boede, men ikke ønskede at jeg skulle komme der. Men ingenting kunne stoppe mig nu, og det kunne han mærke, så vi kom dertil. Menmanden var ikke hjemme, og ville ikke komme før i aften kl.9, men jeg havde vores papier med fra Agape Child Care, og viste dem det, og fik dem gjort begribelig at nu måtte der ske noget, og det skulle være nu.Jeg kunne vente til han kom hjem, men det synes de ikke om, men vi kunne komme igen i morgen kl 7,30, så ville han være der, så det håber jeg, for ham.
Jeg ville også prøve at snakke med ham der ejer huset, om det vand der skulle lægges ind. men når Innocent ringede til ham, var hans tlf, bare død, vi kunne ikke komme i kontakt med ham. men jeg sagde til Innocent, at jeg nok skulle finde en vej, til at noget skulle ske nu. Der er nu gået 14 dage, uden vand, og de lovede at det ville tage et par dage, men men men.
Innocent var også her lidt bange, da han var klar over at nu var jeg rigtigt godt gal i skralden, og nu måtte noget ske. De skulle ikke behandle mig sådan, så havde de taget fejl.
Så da vi kom derud igen til Agape 3, var vandværksfolkene der. De stod og diskuterede om den grøft der var gravet til vandledningen, var ikke på den rigtige side af skellet, og da jeg kom spurgte jeg dem, om hvad der sket, for vi ville have vand nu. Men jeg var så heldig, at Inginøren var der omkring, så jeg kunne snakke med ham.Så da han kom, spurgte jeg om vi snart fik vand, da vi nu havde ventet i 14 dage, uden der var sket noget.Det kunne han ikke forstå, men det var rigtigt. Så han sagde til nogen af mændene hvorfor de havde gravet grøften på den forkerte side, og nu havde de af at få den gravet på den rette side, og at vi ville have vand i morgen. Jeg spurgte om jeg kunne få hans tlf. nr. da jeg gerne ville have jeg kunne ringe til ham, hvis det ikke skete.Jeg var meget bestemt, og blev stående til de alle mand havde fået ordre, så de kunne forstå, at jeg var gal over at ingenting skete. Så lad os så se, om de kan flytte sig eller hvad.
Men det er virkelig hårdt at skulle blive gal hele tiden, før noget sker her, men sådan er det.
Så kørte vi hjem, og spiste til middag, og så skulle Innocent i skole.
Kl 5 skulle vi så ud for at hente Silvia, og køre hende tilbage til hendes mor, som er så fattig så fattig, men det er der altså ikke noget at gøre ved.
Jeg havde fået lavet papier, som moderen skulle underskrive, så vi havde den side i orden.
Vi kom derud, og det var ikke en glad Silvia, da hun fik besked om at pakke de ting hun havde med, da hun kom, og så ville vi køre hende tilbage. Men hun havde fået noget at spise inden vi kørte hende til sin mor, for det er ikke sikkert hun får noget de næste mange dage.
Så fik vi hævet penge til husleje i basen, da der skal betales 1,5 mio, og vi har nu 1 marts, så det skal også ordnes.
Men da vi kom hjem, var der ingen elektrisitet, og alt var mørklagt, så Susan ville gerne vente med at have pengene til i morgen.
Så i morgen er der allerede mange ting der venter, og lad os så se om der sker noget som helst.
Det var lidt om en dag, hvor galden, måske kan få noget til at ske, vi vil se.
Jeg sidder nu ved vores reserve lampe, i total mørke, og skriver dette indlæg.
Men herfra tak for følgeskab,og jeg vil ønske jer alle en vidunderlig nat i Jesu navn.
De kærligste hilsner Solveig
Mandag d.28/2 2011
Mandag morgen kom, og en helt ny uge begyndt.
Idag havde jeg besluttet at der måtte ske noget ved det registreing, da det kan ikke passe at der nu er gået en måned, og der er ikke sket en pind. Så vi besluttede at Innocent skulle køre ud for at møde manden, derefret ud for at spørge om prisen på et nyt dæk, og så betale en strømregning her.
Han mente det var bedst han gik alene, da det ikke altid er godt de ser en hvid.
Jeg blev hjemme, og var på indkøb. Men Innocent kom hjem uden at have mødt manden,men havde fået en pris på et nyt dæk.Så skulle han i skole, og jeg fik lavet en pitza til han kom hjem.
Efter vi havde spist, skulle vi så ned for at have et nyt dæk på bilen, og derefter skulle vi ud og se på flere børn til Agape 3. Jeg insisterede at ville med, og jeg skulle også have informationer om de nye børn, og vi skulle have taget billeder.
Derefter skulle vi igen gå til denne mand der hvor vi skulle blive registreret. Innocent havde ringet mange gange, men han tog ikke telefonen. Så vi kørte ud til hans bopæl igen, men han var ikke der.
Derefter var vi i Agape 3 igen, for at se om børnene havde fået skoleuniformer og alt det vi havde betalt for, som de havde lovet os i den uge der nu er gået.
Vi skulle også se om der var blevet indlagt vand. men nej nej nej, der sker ikke noget uden jeg bliver gal, det er så træls.
Vi snakkede med Faith, og hun kunne fortælle at Silvia er et kæmpe problem, og kan ikke underordne sig noget som helst, og taler så grimt, lyver og vil herske med dem alle sammen, samt slå dem. Hun gad heller ikke lave sit skolearbejde, og prøvede at få de andre til det, eller bare løj.Det kunne og ville vi ikke have, og jeg /vi havde talt til dem flere gange, om hvordan man opførte sig, og ville hun slet ikke høre, ville vi ikke bruge mere krudt på hende, hvis hun overhovedet ikke synes hun har brug for hjælp.
Så enden på det blev, at jeg sagde til Faith, at vi ville komme efter hende igen i morgen, for at køre hende tilbage til sin mor, for dette her kan og vil vi ikke se på, da hun også ødelægger de andre.
Så kørte vi hjem igen, og der var tid til lidt hygge, og så i tæpperne.
Idag havde jeg besluttet at der måtte ske noget ved det registreing, da det kan ikke passe at der nu er gået en måned, og der er ikke sket en pind. Så vi besluttede at Innocent skulle køre ud for at møde manden, derefret ud for at spørge om prisen på et nyt dæk, og så betale en strømregning her.
Han mente det var bedst han gik alene, da det ikke altid er godt de ser en hvid.
Jeg blev hjemme, og var på indkøb. Men Innocent kom hjem uden at have mødt manden,men havde fået en pris på et nyt dæk.Så skulle han i skole, og jeg fik lavet en pitza til han kom hjem.
Efter vi havde spist, skulle vi så ned for at have et nyt dæk på bilen, og derefter skulle vi ud og se på flere børn til Agape 3. Jeg insisterede at ville med, og jeg skulle også have informationer om de nye børn, og vi skulle have taget billeder.
Derefter skulle vi igen gå til denne mand der hvor vi skulle blive registreret. Innocent havde ringet mange gange, men han tog ikke telefonen. Så vi kørte ud til hans bopæl igen, men han var ikke der.
Derefter var vi i Agape 3 igen, for at se om børnene havde fået skoleuniformer og alt det vi havde betalt for, som de havde lovet os i den uge der nu er gået.
Vi skulle også se om der var blevet indlagt vand. men nej nej nej, der sker ikke noget uden jeg bliver gal, det er så træls.
Vi snakkede med Faith, og hun kunne fortælle at Silvia er et kæmpe problem, og kan ikke underordne sig noget som helst, og taler så grimt, lyver og vil herske med dem alle sammen, samt slå dem. Hun gad heller ikke lave sit skolearbejde, og prøvede at få de andre til det, eller bare løj.Det kunne og ville vi ikke have, og jeg /vi havde talt til dem flere gange, om hvordan man opførte sig, og ville hun slet ikke høre, ville vi ikke bruge mere krudt på hende, hvis hun overhovedet ikke synes hun har brug for hjælp.
Så enden på det blev, at jeg sagde til Faith, at vi ville komme efter hende igen i morgen, for at køre hende tilbage til sin mor, for dette her kan og vil vi ikke se på, da hun også ødelægger de andre.
Så kørte vi hjem igen, og der var tid til lidt hygge, og så i tæpperne.
mandag den 28. februar 2011
Søndag d. 27/2 2011
Søndag morgen med fuld sol, stille vejr og varme, hvor er det skønt. Jeg elsker søndag, så vi kan komme i kirke, og bare slappe af, uden den helt store program.
Jeg havde spurgt Innocent lørdag, om han troede at det var søndag vi skulle invitere Esau med familie ud, da vi skal have gjort noget spisielt for dem.
Det mente han ikke, da det var med for kort varsel. OK
Så vi gik i kirke, og det er altid pragtfuld, og der kommer mennesker nu og hilser, for nu begynder de at kende mig.
Men da vi var i kirken, og færdig med den første gudstjeneste, kom Innocent i tanker om at spørge Esau om de havde lyst til at komme ud og se noget i eftermiddag, for så ville vi invitere hele familien ud. Det havde de, og troede først det var en spøg, da de aldrig har været nogen steder, og heller aldrig i midtbyen, de anede intet, men det ville de meget gerne, da de fandt ud af at vi mente det.
Vi skulle mødes kl 3, for så at køre til midtbyen, det mest eruopæiske sted de har i Kampala , hvor der er to store supermarkeder, i store 4 etagers bygninger.
De kom kl. godt 1/2 5, men så var de også klar til oplevelser.
Vi kom afsted, alle mand i vores gamle bil, der næsten ikke hænger sammen, men det er hvad vi har.Det gik også godt, og vi glemte alt, bare ved at se alles begejstring, for at komme ud at se den store verden. Børnenes øjne var ved at trille ud, af at se alt det nye, og Esau følte det som var han på vej til Amerika.
Vi kom til Garden City først, og gik op på 4 sal, hvor jeg havde spottet en legeplads. det var til stor jubel for alle, bare at gå op i et så stort og fint sted. Vi fandt legepladsen, men børnene var bange, havde aldrig set sådan noget, og vidste ikke hvordan man gør. Men det varede ikke længe før jeg fik dem overtalt til at smide de hullede sko, og så vise dem hvordan det skulle gøres.Så var de fanget, og de masede op og ned af rutsjebanener i alle højder, og videre til hoppeborgen. Esau sagde at han aldrig havde set sine børn så glade, og de skraldergrinede af bare fryd.
Så gik vi ned igen, og kikkede ind i supermarkedet, og gik derefter til bilen, for at køre til det næste plads.
Jeg sagde til Innocent at vi skulle køre i kælderen, for jeg ville have dem alle med op af de rullende trapper, for at opleve det også. Så da vi kørte ind i pakeringskælderen, sagde Esau til Innocent, hvor har i da taget os hen, han var lidt bange, men de to små drenge elskede at se alle bilerne på nært hold, og snakkede ivrigt.
Så gik vi ind og kom frem til de rullende trapper, og Easu og hans kone gik total i stå af bare skræk, men børnene var ved mig, og de var bare parat til det hele, så de sprang på, til stor nydelse, men det tog lidt tid for Innocent at overtale Esau og hans kone til at prøve. De gjorde det, men da Esau kom op, rystede hans ben som esbeløv, det var næsten formeget.
Men op kom vi.Og mens vi gik til vores resturant kiggede de alle på alle de fine ting dervar alle vegne, og øjnene var ved at trille ud.
Så kom vi til Resturanten, som var en oplevelse for sig selv. Vi blev plantet ved to sammensatte borde, og så kom de med spisekortene. Men det var jo et problem, da ingen af dem kunne læse, og vidste ikke hvad de skulle med sådant et.
Men Innocent hjalp dem, og jeg bestilte kylling og pommersfritters til børnene, det skulle de smage for første gang i deres liv.Esau og hans kone var lidt bekymret for om de kunne tåle den mad, og ikke få ondt i maven. Men vi fik alle bestilt, og alle gik til sagen med god appetit. Men første sagde Esau, at nu havde vi sat dem i endnu et problem, da der her var kniv og gaffel, og det havde de aldrig haft i hånden. Men Innocent viste dem hvordan, og til stor morskab gik de alle igang. Børnene fandt hurtigt ud af det, og pommerfriters det kunne de bare lide, ja det kunne alle.
Det var en kæmpe oplevelse for dem at sidde i en fin resturant, med en musongo(hvid), det er bare totalt umuligt for mennesker som dem. Og bedre blev det ikke da der kom nogle fra Mirakelcentret, en advokats kone og hendes veninde. Tænk at sidde i samme resturant, og være på højde med alle, det var næsten ikke til at fatte for dem, men de nød det i fulde drag.
Da jeg troede alle havde fået det de kunne spise, kom servitricen forbi med to isdeserter så flotte, og jeg så deres øjne, fulgte dem som en skinbarlig drøm. Så jeg spurgte dem om de kunne spise sådan en, hvortil de smilede og nikkede helt sellysende, ja tak.
Jeg bestilte et til Esau og hans kone, og et til børnene til delling, Innocent og mig kunne ikke spise mere.
Da Isene kom i flotte glas, og flot pyntet, var de nær gået op i lys lue, af bare beundring, og de spiste dem med største velbehag.
Esau sagde at han kun kendte dette liv fra film, og følte sig nu som en filmstjerne der sidder midt i det virkelige liv, og hvor det glædede ham.
Da vi alle var færdige, var det tid at sætte næsen hjemad, da børnene var trætte, og alle godt forspiste.Esau sagde at han følte det som havde han været i Amereika, og var nu på vej hjem. Og taknemligheden ville ingen ende tage. Tænk hvad penge kan gøre for disse mennesker, en oplevelse de ALDRIG vil glemme.Da vi kom hjem, gav jeg Easu 100,000 så han kunne købe nye sko, og hvad de ellers mangler. Fruen er højgravid, så der var nok at bruge penge til.Da han fik pengene, tabte han total mælet, og kunne ikke fatte om han var levende, eller om han drømte.
Det var virkelig en god dag, og hvor er det dejligt når de tager det med stor Taknemlighed.
jeg fik også oplevelsen, og sponsorne til Vivi havde sendt penge med til dem.
En fantastisk søndag var til ende.
Himmelske far, tak for alt hvad du gør for alle disse mennesker, for at vise dem hvor højt du elsker dem, det er et privilegium, at få lov at være en del af det arbejde. Tak for i dag. Solveig
Jeg havde spurgt Innocent lørdag, om han troede at det var søndag vi skulle invitere Esau med familie ud, da vi skal have gjort noget spisielt for dem.
Det mente han ikke, da det var med for kort varsel. OK
Så vi gik i kirke, og det er altid pragtfuld, og der kommer mennesker nu og hilser, for nu begynder de at kende mig.
Men da vi var i kirken, og færdig med den første gudstjeneste, kom Innocent i tanker om at spørge Esau om de havde lyst til at komme ud og se noget i eftermiddag, for så ville vi invitere hele familien ud. Det havde de, og troede først det var en spøg, da de aldrig har været nogen steder, og heller aldrig i midtbyen, de anede intet, men det ville de meget gerne, da de fandt ud af at vi mente det.
Vi skulle mødes kl 3, for så at køre til midtbyen, det mest eruopæiske sted de har i Kampala , hvor der er to store supermarkeder, i store 4 etagers bygninger.
De kom kl. godt 1/2 5, men så var de også klar til oplevelser.
Vi kom afsted, alle mand i vores gamle bil, der næsten ikke hænger sammen, men det er hvad vi har.Det gik også godt, og vi glemte alt, bare ved at se alles begejstring, for at komme ud at se den store verden. Børnenes øjne var ved at trille ud, af at se alt det nye, og Esau følte det som var han på vej til Amerika.
Vi kom til Garden City først, og gik op på 4 sal, hvor jeg havde spottet en legeplads. det var til stor jubel for alle, bare at gå op i et så stort og fint sted. Vi fandt legepladsen, men børnene var bange, havde aldrig set sådan noget, og vidste ikke hvordan man gør. Men det varede ikke længe før jeg fik dem overtalt til at smide de hullede sko, og så vise dem hvordan det skulle gøres.Så var de fanget, og de masede op og ned af rutsjebanener i alle højder, og videre til hoppeborgen. Esau sagde at han aldrig havde set sine børn så glade, og de skraldergrinede af bare fryd.
Så gik vi ned igen, og kikkede ind i supermarkedet, og gik derefter til bilen, for at køre til det næste plads.
Jeg sagde til Innocent at vi skulle køre i kælderen, for jeg ville have dem alle med op af de rullende trapper, for at opleve det også. Så da vi kørte ind i pakeringskælderen, sagde Esau til Innocent, hvor har i da taget os hen, han var lidt bange, men de to små drenge elskede at se alle bilerne på nært hold, og snakkede ivrigt.
Så gik vi ind og kom frem til de rullende trapper, og Easu og hans kone gik total i stå af bare skræk, men børnene var ved mig, og de var bare parat til det hele, så de sprang på, til stor nydelse, men det tog lidt tid for Innocent at overtale Esau og hans kone til at prøve. De gjorde det, men da Esau kom op, rystede hans ben som esbeløv, det var næsten formeget.
Men op kom vi.Og mens vi gik til vores resturant kiggede de alle på alle de fine ting dervar alle vegne, og øjnene var ved at trille ud.
Så kom vi til Resturanten, som var en oplevelse for sig selv. Vi blev plantet ved to sammensatte borde, og så kom de med spisekortene. Men det var jo et problem, da ingen af dem kunne læse, og vidste ikke hvad de skulle med sådant et.
Men Innocent hjalp dem, og jeg bestilte kylling og pommersfritters til børnene, det skulle de smage for første gang i deres liv.Esau og hans kone var lidt bekymret for om de kunne tåle den mad, og ikke få ondt i maven. Men vi fik alle bestilt, og alle gik til sagen med god appetit. Men første sagde Esau, at nu havde vi sat dem i endnu et problem, da der her var kniv og gaffel, og det havde de aldrig haft i hånden. Men Innocent viste dem hvordan, og til stor morskab gik de alle igang. Børnene fandt hurtigt ud af det, og pommerfriters det kunne de bare lide, ja det kunne alle.
Det var en kæmpe oplevelse for dem at sidde i en fin resturant, med en musongo(hvid), det er bare totalt umuligt for mennesker som dem. Og bedre blev det ikke da der kom nogle fra Mirakelcentret, en advokats kone og hendes veninde. Tænk at sidde i samme resturant, og være på højde med alle, det var næsten ikke til at fatte for dem, men de nød det i fulde drag.
Da jeg troede alle havde fået det de kunne spise, kom servitricen forbi med to isdeserter så flotte, og jeg så deres øjne, fulgte dem som en skinbarlig drøm. Så jeg spurgte dem om de kunne spise sådan en, hvortil de smilede og nikkede helt sellysende, ja tak.
Jeg bestilte et til Esau og hans kone, og et til børnene til delling, Innocent og mig kunne ikke spise mere.
Da Isene kom i flotte glas, og flot pyntet, var de nær gået op i lys lue, af bare beundring, og de spiste dem med største velbehag.
Esau sagde at han kun kendte dette liv fra film, og følte sig nu som en filmstjerne der sidder midt i det virkelige liv, og hvor det glædede ham.
Da vi alle var færdige, var det tid at sætte næsen hjemad, da børnene var trætte, og alle godt forspiste.Esau sagde at han følte det som havde han været i Amereika, og var nu på vej hjem. Og taknemligheden ville ingen ende tage. Tænk hvad penge kan gøre for disse mennesker, en oplevelse de ALDRIG vil glemme.Da vi kom hjem, gav jeg Easu 100,000 så han kunne købe nye sko, og hvad de ellers mangler. Fruen er højgravid, så der var nok at bruge penge til.Da han fik pengene, tabte han total mælet, og kunne ikke fatte om han var levende, eller om han drømte.
Det var virkelig en god dag, og hvor er det dejligt når de tager det med stor Taknemlighed.
jeg fik også oplevelsen, og sponsorne til Vivi havde sendt penge med til dem.
En fantastisk søndag var til ende.
Himmelske far, tak for alt hvad du gør for alle disse mennesker, for at vise dem hvor højt du elsker dem, det er et privilegium, at få lov at være en del af det arbejde. Tak for i dag. Solveig
lørdag
Endnu en dejlig solskinsmorgen, med varme , fuglesang og alle lydene af Afrika.
Der var tid til at tage den med ro, og bare få lavet lidt kontorarbejde igen, og skrevet på bloggen.
Jeg ringede også til Kirsten igen, angående det møde med Joseph, det er næsten umuligt at få til at passe ind i 5 menneskers hverdag.Men Kirsten sagde at det kunne hun absolut ikke før torsdag aften, da hendes chef skulle komme fra Danmark, og der var meget de skulle have gjort. Så nu må vi se om det lykkes, ellers bliver jeg nødt til at gøre det alene, da tiden rinder ud.
Så skulle vi ud på Agape 3 for at se om de har fået indlagt vand, eller ikke. Vi skulle også ud for at se om børnene havde fået deres skoleunuformer som vi har betalt for, og som skolen lovede at de skulle få i denne uge.
Vand havde de ikke fået, men der var da gravet grøfter, såååå
Skoleuniformer havde Silvia og Nadia fået men ikke Lilian, og ingen af dem havde fået sportstøj, eller sweter, som vi har betalt for, og som de har lovet.
Da vi ikke kan regne et ord for et ord her, er man nødt til at tjekke op, og somme tider blive rigtig gal, og det er hårdt, men nødvendigt hvis ting skal flytte sig.
Vi kom derud, og de er altid glade for at se os. Dog havde de visse problemer, da det ikke er smertefrit, at få børn ind der ikke aner noget som helst, men er som "Vildæsler", så det vil kræve regler.
Faith fortalte at Silvia var ikke gået i skole dagen før, men var gået hjem til sin mor, for at tigge om penge til mad i skolen, trods vi har betalt så de kan spise der, så det var nok bare " en løgn", hun kom ikke igen før om aften, og Faith vidste ikke hvor hun var.
Hun er 14 år, og går i 4 klasse, og det er hun rigtig sur over, og hun bliver let sur og tvær, og græder hvis ikke hun kan få sin vilje.
Nadia er en ren "vildæsel", er ikke let til at få sat stille ned og høre efter, og hun er ikke så god til at skrive bogstaver og tal som Maddi, der er 4 år. Det fortæller lidt om hvad opdragelse gør ved et barn.
Jeg var bare så glad for at jeg havde fået papierne færdig, og havde det hele med. Husregler, om alnmindelig opførsel, Vi gennemgik det sammen, og Faith forklarede dem hvad der var meningen, på Lugandisk, så de forstod.
Og Silvia fik at vide at hvis hun gik uden at sige noget, eller spørge om lov, ville hun blive bortvist.
Men de lyttede alle, og insisterede at ville gøre som der bliver sagt, så lad os se.
Faith gør det bare så godt,og har et rigtigt godt tag på børnene, og hun gror virkelig med opgaven, og hvor det dog også hjælper hende selv, til at drømme og have en vision.
Lilian er der bare ikke andet end godt at sige om, hun er en vidunderlig pige, dygtig, inteligent, hjælpsom og kærlig.Maddi er også ved at falde til, og hendes store mave begynder at svinde ind, hun har fået en ormekur nu, så det skal nok hjælpe. Hun har nok aldrig sovet andre steder, end på det bare jord, så også alting er nyt for hende.
Jeg havde alle kortene med, nu havde jeg fået dem sat i ramme. verdenskort, et kort af Afrika og så et ABC, så de har hjælpemidler til at få lært dem noget, der ingenting kan.
Derefter var det tid til at komme hjem, og se om vi kunne være så heldig at lægge nogle billeder på facebook. Vi forsøgte, og var også heldig, Innocent har en Afrikaners tolmodighed, så 3 timer senere, var det tid til te, og tæpperne. Solveig
Der var tid til at tage den med ro, og bare få lavet lidt kontorarbejde igen, og skrevet på bloggen.
Jeg ringede også til Kirsten igen, angående det møde med Joseph, det er næsten umuligt at få til at passe ind i 5 menneskers hverdag.Men Kirsten sagde at det kunne hun absolut ikke før torsdag aften, da hendes chef skulle komme fra Danmark, og der var meget de skulle have gjort. Så nu må vi se om det lykkes, ellers bliver jeg nødt til at gøre det alene, da tiden rinder ud.
Så skulle vi ud på Agape 3 for at se om de har fået indlagt vand, eller ikke. Vi skulle også ud for at se om børnene havde fået deres skoleunuformer som vi har betalt for, og som skolen lovede at de skulle få i denne uge.
Vand havde de ikke fået, men der var da gravet grøfter, såååå
Skoleuniformer havde Silvia og Nadia fået men ikke Lilian, og ingen af dem havde fået sportstøj, eller sweter, som vi har betalt for, og som de har lovet.
Da vi ikke kan regne et ord for et ord her, er man nødt til at tjekke op, og somme tider blive rigtig gal, og det er hårdt, men nødvendigt hvis ting skal flytte sig.
Vi kom derud, og de er altid glade for at se os. Dog havde de visse problemer, da det ikke er smertefrit, at få børn ind der ikke aner noget som helst, men er som "Vildæsler", så det vil kræve regler.
Faith fortalte at Silvia var ikke gået i skole dagen før, men var gået hjem til sin mor, for at tigge om penge til mad i skolen, trods vi har betalt så de kan spise der, så det var nok bare " en løgn", hun kom ikke igen før om aften, og Faith vidste ikke hvor hun var.
Hun er 14 år, og går i 4 klasse, og det er hun rigtig sur over, og hun bliver let sur og tvær, og græder hvis ikke hun kan få sin vilje.
Nadia er en ren "vildæsel", er ikke let til at få sat stille ned og høre efter, og hun er ikke så god til at skrive bogstaver og tal som Maddi, der er 4 år. Det fortæller lidt om hvad opdragelse gør ved et barn.
Jeg var bare så glad for at jeg havde fået papierne færdig, og havde det hele med. Husregler, om alnmindelig opførsel, Vi gennemgik det sammen, og Faith forklarede dem hvad der var meningen, på Lugandisk, så de forstod.
Og Silvia fik at vide at hvis hun gik uden at sige noget, eller spørge om lov, ville hun blive bortvist.
Men de lyttede alle, og insisterede at ville gøre som der bliver sagt, så lad os se.
Faith gør det bare så godt,og har et rigtigt godt tag på børnene, og hun gror virkelig med opgaven, og hvor det dog også hjælper hende selv, til at drømme og have en vision.
Lilian er der bare ikke andet end godt at sige om, hun er en vidunderlig pige, dygtig, inteligent, hjælpsom og kærlig.Maddi er også ved at falde til, og hendes store mave begynder at svinde ind, hun har fået en ormekur nu, så det skal nok hjælpe. Hun har nok aldrig sovet andre steder, end på det bare jord, så også alting er nyt for hende.
Jeg havde alle kortene med, nu havde jeg fået dem sat i ramme. verdenskort, et kort af Afrika og så et ABC, så de har hjælpemidler til at få lært dem noget, der ingenting kan.
Derefter var det tid til at komme hjem, og se om vi kunne være så heldig at lægge nogle billeder på facebook. Vi forsøgte, og var også heldig, Innocent har en Afrikaners tolmodighed, så 3 timer senere, var det tid til te, og tæpperne. Solveig
lørdag den 26. februar 2011
Fredag
Så endnu en dejlig varm morgen med fuglesang, sol og varme.
Efter morgenmaden ventede spanden, vandet og kluden, så det var bare om at komme igang, inden det bliver alt for varmt. Det første der skulle have en omgang var vinduerne, da vi næsten ikke kunne se ud af dem. Vinduer her er heller ikke som i Danmark,de er tre lag, først glas, så jernramme( sikre tyveri og indbrud) og så ramme med fluenet, ja hvert vindue skal have en spand rent vand, så beskidte var de.Men det var godt at få det gjort, samt vasket gardiner.
Dernæst ventede badeværelset, og så alle gulvene, det var dejligt at få tid til at friske op hos os selv. Så skulle der fejes på terassen, da det rasler ned med gule blade, da det er meget tørt og varmt her, og palmerne kaster frø ned i massevis.
Så skulle der skrælles kartofler, og laves mad til Innocent kom fra skole.
Senere på dagen skulle vi så ud til Agape 1, nu havde jeg en plan, og alle papier klar, og jeg havde ringet til dem, for at de alle kunne være samlet, da jeg ville tale til alle på samme tid.
Det blev en lang, og alvorlig tale, om at de skal give den en skalle for at hjælpe de mindste frem til en højere standard, og de måtte bruge tid på at hjælpe dem, da de ikke får noget som helst ud af skolen, da de ikke forstår engelsk, så der må virkelig ske en forandring. Men de store kan hjælpe de små, hvis bare de gider at bruge tid på det, og ellers må de skifte skole.Der må ske en forandring, og Mama Grais må virkelig hjælpe dem. Så lad os se om de har forstået hvad jeg sagde til dem, jeg gav dem 8 dage til at få begyndt, i den rigtige retning. Og vi vil snakke igen.
Midt i alt dette gik strømmen, som den gør så mange gange, og vi sad alle i totalt mørke, men godt Innocent havde en tlf. der har lidt lys, så det måtte vi klare os med resten af tiden. når jeg fortæller dette er det for at give et billede af hvor svært det er at planlægge, og arbejde her, du har virkelig mange ting at kæmpe med samtidig.
Men vi kom til ende, og kom også helskinnet ned til bilen, da "vejen", ikke værd at kalde en vej, er ujævn, som ingen kan forestille, og det var total mørkt. Så der gjalt om at være forsigtig, så man ikke fadlt og brækkede benet, eller andet.
Vi kom så hjem igen, og bare hyggede os det sidste af aftenen, før det var tid til tæpperne.
Endnu en dejlig og virksom dag i Kampala. De kærligste hilsner. Solveig
Efter morgenmaden ventede spanden, vandet og kluden, så det var bare om at komme igang, inden det bliver alt for varmt. Det første der skulle have en omgang var vinduerne, da vi næsten ikke kunne se ud af dem. Vinduer her er heller ikke som i Danmark,de er tre lag, først glas, så jernramme( sikre tyveri og indbrud) og så ramme med fluenet, ja hvert vindue skal have en spand rent vand, så beskidte var de.Men det var godt at få det gjort, samt vasket gardiner.
Dernæst ventede badeværelset, og så alle gulvene, det var dejligt at få tid til at friske op hos os selv. Så skulle der fejes på terassen, da det rasler ned med gule blade, da det er meget tørt og varmt her, og palmerne kaster frø ned i massevis.
Så skulle der skrælles kartofler, og laves mad til Innocent kom fra skole.
Senere på dagen skulle vi så ud til Agape 1, nu havde jeg en plan, og alle papier klar, og jeg havde ringet til dem, for at de alle kunne være samlet, da jeg ville tale til alle på samme tid.
Det blev en lang, og alvorlig tale, om at de skal give den en skalle for at hjælpe de mindste frem til en højere standard, og de måtte bruge tid på at hjælpe dem, da de ikke får noget som helst ud af skolen, da de ikke forstår engelsk, så der må virkelig ske en forandring. Men de store kan hjælpe de små, hvis bare de gider at bruge tid på det, og ellers må de skifte skole.Der må ske en forandring, og Mama Grais må virkelig hjælpe dem. Så lad os se om de har forstået hvad jeg sagde til dem, jeg gav dem 8 dage til at få begyndt, i den rigtige retning. Og vi vil snakke igen.
Midt i alt dette gik strømmen, som den gør så mange gange, og vi sad alle i totalt mørke, men godt Innocent havde en tlf. der har lidt lys, så det måtte vi klare os med resten af tiden. når jeg fortæller dette er det for at give et billede af hvor svært det er at planlægge, og arbejde her, du har virkelig mange ting at kæmpe med samtidig.
Men vi kom til ende, og kom også helskinnet ned til bilen, da "vejen", ikke værd at kalde en vej, er ujævn, som ingen kan forestille, og det var total mørkt. Så der gjalt om at være forsigtig, så man ikke fadlt og brækkede benet, eller andet.
Vi kom så hjem igen, og bare hyggede os det sidste af aftenen, før det var tid til tæpperne.
Endnu en dejlig og virksom dag i Kampala. De kærligste hilsner. Solveig
torsdag den 24. februar 2011
Torsdag
Så fik jeg endelig instaleret de nye farver i printeren, og gjort klar til at lave mange former for papir. Vi har lavet husregler til Agape 3 og til 1, det har vi vist forsømt, så de ved hvad de har at rette sig efter.
Jeg har også lavet et papir om Agape Child Care, som de faktisk ikke ved noget om, og tror at pengene bare kommer flyvende, så det er på høje tid at fortælle dem, at det gør de ikke, der er faktisk en masse mennesker der arbejder hårdt, for at de kan have et godt liv, og gå i skole, samt få noget at spise.
Dette papir skal op at hænge i hjemmene, så de kan se hvor mange penge de forbruger hver måned, og at det ikke bare sker af sig selv.
Har også lavet et papir, til at hænge op på toelettet på Agape 3, med vask altid hænder, efter toeletbesøg, da de skal lære alt, kommer jo alle ud af ingenting.
Så nu hjælper det med alle de ting, der ventede på kontoret, så skal de bare køres derud, og forklares for alle.
Det er bare pragtfuld at få orden i tingene, så bliver der plads til nyt.
Vores hus trænger også til en ordentlig omgang, det har der heller ikke været tid til, kun lidt overfladisk, men vinduerne kan vi næsten ikke se ud af, da der ca. 1 cm støv over det hele, det er Afrikas røde støv, der lægger som en dyne over alt, så det venter vist i morgen, mens Innocent er i skole.I morgen skal han i skole fra 9-3, så jeg har lidt tid til rengøring.
Det var alt for i dag. De kærligste hilsner fra os her. Solveig
Jeg har også lavet et papir om Agape Child Care, som de faktisk ikke ved noget om, og tror at pengene bare kommer flyvende, så det er på høje tid at fortælle dem, at det gør de ikke, der er faktisk en masse mennesker der arbejder hårdt, for at de kan have et godt liv, og gå i skole, samt få noget at spise.
Dette papir skal op at hænge i hjemmene, så de kan se hvor mange penge de forbruger hver måned, og at det ikke bare sker af sig selv.
Har også lavet et papir, til at hænge op på toelettet på Agape 3, med vask altid hænder, efter toeletbesøg, da de skal lære alt, kommer jo alle ud af ingenting.
Så nu hjælper det med alle de ting, der ventede på kontoret, så skal de bare køres derud, og forklares for alle.
Det er bare pragtfuld at få orden i tingene, så bliver der plads til nyt.
Vores hus trænger også til en ordentlig omgang, det har der heller ikke været tid til, kun lidt overfladisk, men vinduerne kan vi næsten ikke se ud af, da der ca. 1 cm støv over det hele, det er Afrikas røde støv, der lægger som en dyne over alt, så det venter vist i morgen, mens Innocent er i skole.I morgen skal han i skole fra 9-3, så jeg har lidt tid til rengøring.
Det var alt for i dag. De kærligste hilsner fra os her. Solveig
Abonner på:
Opslag (Atom)
