Kære alle venner. Der kommer ikke mere på bloggen før vi ses derhjemme. Hav det godt.
Vi snakkes ved.  Kærlig hilsen  Solveig

Søndag d. 28/10 2012

Søndag morgen var jeg tidlig oppe, da jeg ville i kirke i Mirakelcentret til kl 9.
 Det var endnu en pragtfuld morgen her i Afrika, og selv om jeg var træt efter igår, da det blev sent inden jeg var tilbage i Kampala.
Men jeg har altså en program  også idag. Jeg har bestemt at nu skal jeg til Antioch med gaverne, koste hvad det ville. Nu er der gået tid nok, med ævl og kævl, nu går det ikke længere.

Jeg havde ringet til Sarah i sidste uge, men da var hun i Masaka, så vi bestemte at udsætte det til i dag. Så da vi kom hjem fra kirke kl. 12, fik vi lidt at spise, og så afsted til Antioch. Deres gudstjeneste begynder altid først kl. 11, eller senere, og det med en times sang og dans, ihvertfald, så vi kom afsted. Vi var derude kl. ca 1/2 2, og da var det først at prædiken skulle begynde, og det var Sarah der skulle tale. Så der gik 2 timer med det, og det er også specielt,  du sidder bare stille og roligt og venter, venter, venter.

Langt om længe var de færdige, og hun kom og hilste på os. Men så var det så meget andet der skulle bedes for. Men vi begyndte at snakke, og hun havde ikke ventet at jeg kom, da jeg ikke havde ringet igen. Så der var kun en af de 9, jeg skulle have hilst på. Så prøvede hun at ringe til nogen, men her er tlf. som regel ikke tændt,så det endte med at hun fik sendt forskellige børn afsted efter dem der bor nærmest.Men det tager tid.

Men sandelig om ikke det lykkedes at få givet gaver til 6 børn, og taget billeder, og selvfølgelig er der glæde hver gang jeg kommer, for da er der gaver og penge til dem og deres familier, hvilket er en fantastisk ting for disse fattige mennesker. Men så var klokken også mange.
Joan og Regans mor var ikke rask, og hun havde et sygt barn derhjemme. Sidste år fik hun en lille dreng, der vistnok havde brok, og skulle på hospitalet og opereres, hvilket han døde af. Så nu har hun igen fået en lille dreng, og han fejler det samme, så hun var vældig bekymret, og bange for at han også skulle dø. Han skal opereres fredag d. 2/11. Så Sarah og Steven sagde til hende at hun skulle komme med den lille dreng torsdag aften, da ville de bede for ham og dem, inden de skulle på hospitalet fredag. Denne gang har de valgt et andet og dyrere hospital, Mengo hospital, det var også der jeg fik min dreng Sulait opereret for brok for et år siden, og som heldigvis ikke døde.
Men det kom meget tilpas, at det var igår jeg var der, så hun fik en masse penge, 150,000 ugx, som kunne hjælpe dem over operationen.Gud kender den rette time. Det var virkelig en opmuntring for denne mor, for det er barske forhold de lever under.
Mengo hospital, jeg kan stadig høre hvordan hønsene kom goggende ind mellem alle sengene, for et år siden, for at lede efter madrester, da jeg sad og vågede over Sulait. For al pleje skal du selvfølgelig selv ordne, og betale.

Nå men langt om længe blev vi færdige, og så skulle vi i Agape 3, da vi nu havde fundet de rigtige sparepærer til hele huset, og fik dem sat i, så nu er huset færdig efter branden. Ting tager tid her, det går bare så langsom.

Millie havde fået fat i sine "Uddannelses papir" som jeg gerne ville se, men som hun ikke havde der, da jeg spurgte. Men nu havde hun fået fat i dem. Det var blot et stykke papir hvor der stod at hun var blevet trænet til at være mor, for et år. Så det var det.
 Hun havde også fået skrevet de sidste fødselsdage op på pigerne i Agape 3. Og vi fandt ud af at Midie havde fødselsdag d. 5 okt, og der var 2 andre nu. Så jeg tog en rask beslutning, om at holde fødselsdag for 3 af pigerne på næste lørdag kl 2. Så vil jeg komme med sadavand, kage, og noget slik, samt købe nogle små gaver til dem. Og så har Millie lovet at de vil synge for mig, da de har lært flere sange.
Til sidst skulle jeg lige tjekke Midia, om hun var begyndt at lære abc....i de bøger jeg havde købt, da jeg fik et chok, da jeg forstod at hun ikke kunne alfabetet, men bare skrev af, derfor kunne ingen få hende til at læse.Millie fandt bogen, men der var ikke skrevet et bogstav i det, igen et chok. Midia kom, og jeg begyndte at vise hende hvordan hun skulle gøre. Tegne bogstaverne, og samtidig sige dem, for at huske. Millie kikkede meget intereseret, da jeg virkelig ikke tror hun selv vidste hvordan det skulle gøres. Så hun skal først undervises, før hun virkelig kan hjælpe børnene. Ja det lyder lidt underligt, men det er altså ikke Danmark, og derfor følger jeg tingene så nøje, da jeg vil se at det går fremad, og de får noget ud af pengene fra jer derhjemme.
 Så var dagen gået, og det var hjemad. jeg var sååååå træt, også efter dagen igår. Men så skulle vi have handlet mad til os selv, da det ikke var meget i huset, men så endelig hjem, få lidt at spise, og så stod sofaen klar til at springe på ryggen af mig.
 Men jeg var glad for at det var lykkes at få nogle af gaverne delt ud, og vi har aftalt at jeg kommer igen næste søndag, før jeg rejser hjem, og så skal de have skrevet brev, og så får de de sidste penge, men kun hvis de har skrevet brev, sådan er det her. Kun hvis der er penge i det, forstår de, eller hører de.
Tak for endnu en dejlig dag her i Kampala, Uganda.                                          Solveig

Lørdag d. 27/10. En meget spiciel dag

Enderlig endelig op-randt dagen jeg havde ventet på i 3 år.
Jeg havde fået en sms fra Frank, dagen før, hvor han fortalte at han glædede sig til i morgen," Mum, tomorro is my day", og jeg glædede mig med ham. Jeg havde set frem til den dag han blev færdig som murer, og havde sit eksamensbebvis,en kæmpe ting, til en god fremtid. Samtidig er han den første vi får helt igennem i Agape Child Care, til en fremtid, ikke som slave men som en mand der har noget at arbejde med og for


Jeg kom afsted kl. 9 fra Kampala,, da der er 150 mil til Masaka, hvor han har været på kostskole i 3 år.
 Det er virkelig en lang tur, men gøres skulle den, jeg glædede mig vildt til at se ham, ikke som forhenværende slavedreng, men som mand og uddannet murer, hvilket er en meget god ting her i Uganda, da der bygges overalt, og han er en der vil arbejde, så hans fremtid tegner vældig lys.

Da vi kom til: St. Kizito Techinical school Kitovu, i Masaka og vi fik skrevet under inden vi kunne få lov at komme ind. Sikkerheden er så stor her i Uganda, alle vegne. Du kommer ikke ind i en supermarked, Kirke osv, uden du bliver tjekket som skulle du med et fly til Israel.
 Nå det er formaliteter som vi er vant til her i Uganda.Men vi kom ind, og der var mange mange tusinde mennesker, da der var mange unge der var færdig, både , elektriker,frisøer, smede, mekaniker, staylister osv, så det vrimlede med unge mennesker i deres forskelligfarvede kapper og hatte, et levn fra den det var engelsk koloni.
 Jeg tænkte da jeg så alle de unge mennesker, samt forældre, hvordan skulle jeg finde min Frank.
Men  Gud er god, aldrig var vi kørt inden for porten, før jeg så ham komme sammen med nogle andre, og han havde allerede sit fine tøj på. Wauuuuu min dejlige Frank, hvilken dag. Ååååå hvor jeg husker hvor jeg fandt ham som slavedreng på det hotel jeg var på, og frygtelig at tænke tilbage på den behandling han fik, det kunne jeg ikke se på, og han blev derfor min dreng, inden jeg rejste hjem, dengang for tre år siden.
 Jeg har fulgt ham, semestre for semester, og betalt alt der skulle til.
Jeg glemmer aldrig engang, da han var nok et år på vej, og jeg var her i Uganda, og han var hjemme på weekend, da tegnede han en flot tegning til mig, som jeg har den dag i dag, hjemme i Danmark på mit kontor. Tegningen var en elefant,som holdt et lille dyr fast med snablen, højt oppe, og så havde han skrevet under: Mum never let os fall. jeg var elefanten, og han var det lille dyr, der var totalt afhængig af at jeg ville ham det bedste, da det var sådan en mirakel til ham, og hans familie, at han var på skole, ja sådan en mirakel der bare ikke sker, men som var en realitet. Selfølgelig tænkte de at sådan en gammel dame fra Danmark bare kan stoppe, når det passer hende, kunne ikke tro jeg ville gå hele vejen.

Jeg sprang ud af bilen og gav ham et stort knus, ønskede tillykke, og han strålede om kap med solen, en dag vi aldrig vil glemme. Ord kan simpelthen ikke beskrive det.
 Han viste rundt på skolen, som jeg har besøgt 2 gange, for at følge ham, men den forandre sig for hver gang.
Så vi gik en runtur, og han viste stolt hvad han havde lavet. Derefter skulle vi til det store møde, hvor alle de dyre personer holdt taler, og hvor til sidst alle eleverne skulle rejse sig, når deres navn og titel blev råbt op.
Det var også så dejligt at se, at de bukkede hver gang de gik forbi en af de dyre herrer, de har også lært disciplin, hvilket er en god ting, for at blive en respekteret mand.
 Da hele Ceremonien var færdig, skulle vi køre ud i bushen til hans onkel, som havde villet holde lidt reception for ham i dagens andledning, alene på grund af at jeg havde sagt, at den dag du er færdig Frank, da er jeg der.
Så vi kørte af vejen tilbage til Kampala, til vi nåede omtrent Ekvator, der skulle vi dreje fra, ud i bushen, og så var vejen en humplet jordvej, men sådant er det her.
Vi kom endelig derud, og der var noget familie kommet, samt naboerne.Det var stort at se hvordan de hilste på Frank i hans fine tøj, og alle var så stolte, taknemmelige, og glade. Sikke en dag for Frank.
 Der strømmede naboer til, og flere og flere kom, da det gik i jungletrommerne at nu var Frank kommet hjem, som en meget fin og respekteret mand med en uddannelse. Hvilket øjeblik for ham og mig.
Jeg ved virkelig ikke hvor mange hilsner og tak jeg fik, men det var mange, og alle ønskede mig Guds rigeste velsignelse for det jeg havde gjort for Frank.Alle elskede ham. En sådan glæde og taknemlighed, er bare overvældende, og umulig at beskrive.

Så blev der disket op med mad, ved to små sofaborde, og det var stort for en Ugander. Hans bror holdt en tale for ham og mig. Frank holdt selv tale, og det var lige fra hjertet, uha uha, det var nær blevet for meget, han afsluttede med at give mig en gave, som han havde købt til mig, for at sige tak for hvad jeg havde gjort for ham.
 Så spiste vi, og jeg havde sagt til ham, at jeg ikke blev længe, da vi havde langt til Kampala, og ville gerne et godt stykke inden det blev mørkt. Det var i orden, der var også mennesker nok til at spise maden, og jeg havde været der. En FANTASTISK dag, hvilket også jeg er dybt taknemlig for at have fået lov at opleve. En ren Guds velsignelse, og så med mit dårlige knæ. Tak kære Jesus, kun du kan gøre det muligt.
De kærligste hilsner  Solveig

Fredag eftermiddag.

Hej allesammen.

Fredag er også bare en vidunderlig dag, med solskin, fuglesang og alle de andre Afrikanske lyde.

Vi fik spist morgenmad, og så var det tid til at gennemgå regnskabet, da Innocent havde hentet kviteringene, jeg ved ikke hvor, men nu var de her.( Ved ikke hvorfor han har taget dem ud af huset)
Aldrig havde vi begyndt, før Innocent sagde at det ville komme til at give problemer. Der var ikke en kvittering i det ringbind jeg havde købt til formålet for 3 år siden.
 Så det var et oprydningarbejde uden lige, og han kunne se at det ville tage lang til, og ville gerne have lov til at gå ud at vaske sit tøj, og derefter gå og reparere bilen.
Jeg begyndte fra en ende, men kunne ingen vegne komme,så jeg bare satte det ind i ringbindet, det der var.

Der var mange ting jeg ikke forstod, men det er måske min fejl, at jeg ikke har haft tid til at tjekke før.

Så nu har jeg ordnet papir i lange baner, fået lagt billeder ud på facebook, og så er der tid til bloggen.
 I går eftermiddags, var vi på en lille tur. Jeg havde endnu ikke besøgt Vivi og Daniels skole,denne gang, og familien, hvilket jeg insisterede på.Så vi fik en aftale i stand med Esauv, som er far til dem. Han arbejder i Mirakelcentret, og hvis de får nys om at han har kontakt med en "muzungo" hvid, så vil han miste sit job, så det går ikke, det samme med Moses, som er far til Desteny Niger.
 Nå vi kom afsted, fik Esauv ombord, og så afsted. Det varede ikke længe før vi blev stoppet af politiet, på grund af de nedslidte dæk, og Innocent fik en bøde på 50,000 Ca. 150 kr. men det er hvad han får ud af at gå sine egne veje, og ikke gøre som jeg siger.
Men efter nogen tid, og rigtig meget snak med politiet, kørte vi videre.
 Vi kom ud til skolen. Det er et meget fattigt område, der er skrald allevegne,geder, hunde, køer og hvad ved jeg. Stanken taler sit eget sprog. Der er fyldt med hundredevis af børn i den samme alder, uden ret meget tøj, uden undertøj og i bare fødder, det er som sprøjter de ud, her i al den elendighed.Midt i alt dette ligger skolen, som er en god skole, med 800,00 elever.

Vi kom ind på kontoret, og spurgte efter at se Vivi og hendes klasselærer.En sådan spørgsmål skal man vist være dansker for at stille, da autoritet er frygtelig her, men jeg er ligeglad. Jeg vil se og høre hvordan det går med børnene, og om de får noget for de penge der kommer fra Danmark.De gør det bare så godt begge to, og det til trods for at forældrene aldrig har gået i skole. Det er familien som blev reddet fra skilsmisse på grund af Agape Child Care.

Derefter ville jeg gerne se hvor de boede, det havde jeg aldrig gjort, da de altid har været hos os. Det var bare i orden nikkede Esauv, og vi kørte igen, og fik bilen vendt på noget de kalder en vej, i danmark har vi ikke et ord for dette. Det er humpel på humpel, hul på hul, jord støv og skrald på skrald, og børn i tusinvis, samt køer og geder, et syn man skal se, for at forstå, og man skal virkelig være sendt for ikke at være hunderæd i sådanne områder.
Vi kom afsted, og kom også derud hvor familien boede, og selvfølgelig skulle vi gå det sidste stykke, da det er vældig normal, da der overhovedet ikke kan køre en bil, på det de kalder vej.
Da vi kom helt hen til huset( rummet), fik moderen øje på mig, og hun sprang op og kom løbende imod mig, og jeg fik et vældig knus, og var sååååååå velkommen. Hun sad udenfor og var ved at gøre aftensmad klar, til de alle kom hjem.Det er normalt her, alt foregår udenfor, da de kun har et rum, til at sove i , og hvis de er heldige, nogle få møbler. Så vi blev alle inviteret indenfor, og de var såååååå glade for mit besøg, de føler sig så elsket.Jeg havde lidt tøj med til dem, det var noget der var her fra sisdte gang, da jeg ikke har noget med denne gang, da pladsen var fyldt med gaver.
Men de var lykkelige for det jeg havde, og så fik de 100,000 til lidt ekstra, som de selv ville finde ud af.
De var så lykkelige og glade. Kontakt med en hvid, har aldrig været noget de tænkte kunne ske for dem, tænk engang.
Så kørte vi hjemad, og jeg ville hvile lidt, så Innocent lavede mad, og så var dagen gået. Men der er en underlig stilhed mellem os, og det er som han vogter på mig i alt jeg gør, det kan jeg ikke lide, da det fortæller mig at ikke alt er som det burde være.
Men vejret er vidunderlig, og bare sidde ude om aftenen og lytte til cikaderne, og alle de andre lyde, det er så dejligt.Så har jeg hørt at den første sne skulle falde i Danmark, uha, det er en anden verden.
Tak for følgeskab, og hav det godt allesammen. Kærlig hilsen  Solveig

Torsdag d. 25/10 2012

Hej alle sammen. Nu vil jeg forsøge at skrive igen her på bloggen, så i kan følge med i livet her.
Der har været 8 dage jeg har været totalt chokeret og nede, men det er ikke for bloggen, det er for hårdt.
Igår havde jeg fødselsdag, og den begyndte ikke for godt, men nu er jeg ved at vænne mig til en forandring. Men så var jeg blevet inviteret ud til en veninde, Anne Mette fra Slagelse, som også er her i 3 mdr. Hendes mand arbejder for Danida her i Uganda, og skal prøve at få noget land og skovbrug igang her. Han var ikke hjemme, men ude på en ø i 3 dage, sammen med mange andre, så Inviterede Anne Mette mig ud, hun vidste ikke hun kom til at holde fødselsdag for mig. Hun ville også at jeg skulle blive der om natten, men jeg ville hellere hjem, men vi havde det så hyggelig. Jeg kom til eftermiddagskaffe, hvor hun havde nybagt kage, og så fik vi aftensmad, og til sidst aftenskaffe med hjemmelavet is. De bor jo i et kæmpe hus, med alt som et hus har i Danmark, og alt betales af den danske stat. Nå men vi fik snakket rigtig meget, og det var lige hvad jeg trængte til, og det med en som kender kulturen her, og det siger ikke så lidt.
Jeg ringede efter Innocent, til at hente mig kl. 9, og så gik turen hjemad igennem Kampala ved nat. Mange prostuerede stod i lange rækker og gjorde sig til, føj for den, men videre gik det, og pludselig stod der en betjent midt på vejen med et gevær. Han stoppede os, og kom langsom imod os for at snakke med Innocent, om hvorfor han kørte her, hvilket han havde lov til, men betjenten var fuld som en pave, og bare ævlede og ævlede, og ville have os med på stationen. Han var så fuld at næsten ikke kunne stå på benene. men Innocent sagde ok, du kan sætte dig ind, så kører vi på stationen, hvilket han indvilligede i, og ville til at sætte sig ind, men i det samme akselederede Innocent, og i en fart kørte vi afsted, og forsvandt om et hjørne inden han kunne nå at reagere, da han var for fuld. Så Pyha, han heller ikke nåede at skyde efter os der kl 11 om natten.Vi kom godt hjem, og så skulle jeg til at besvare mail, og sms. Det er så vidunderlig at få så mange hilsner, det gør så godt.
 Vejret er bare så fantastisk. Solskin og ikke mere varme end det er dejlig. Jeg nyder den del af hele mit hjerte, og det er fuldstændig gratis, hvilket jeg ved en dejlig varme ikke er i Danmark lige nu. Jeg kan sidde ude om aftenen og lytte til cikaderne , som jeg elsker, og det er ikke altid let at komme i seng.
Nu her til morgen, er det solskin, og luften er fuld af fuglesang, og mærkelige lyde.
 Innocent er kørt, han skulle hente kvitteringerne fra regnskabet som han skulle føre, men de var ikke her, jeg ved ikke helt hvad der sker. Så lige nu har jeg fået vasket lidt, og så prøver jeg bloggen igen.
 Hav det rigtig godt allesammen, derhjemme i det kolde Danmark, et land med system og orden. Glem ikke at skønne på alt det gode vi har, og at tingene fungere efter orden.
Herfra de kærligste hilsner og knus. Solveig

Torsdag d. 18/10

Så har jeg næsten ikke sovet, på grund af meget højt musik hele natten, og det lige ved siden af. Da jeg så skulle op og i bad, så gik strømmen. Vi skulle spise kl. 8 idag, for så ville Alex, en anden dansker, køre mig til Kampala, og samtidig gøre nogle indkøb.
 Så fik jeg sagt farvel, og så gik turen til Kampala. Jeg fandt Innocent sovende kl. 11,og så begyndte al den snakken igen.
Nu er kl 3, og jeg er gået til computeren, for at skrive på bloggen. Ellers sker der vist ikke det store i dag. Hav det godt alle sammen. Kærligst  Solveig

Tirsdag 17/10

Vågnede op til en dejlig morgen, Solskin og fugle sang, og en fantastisk udsigt.
Jeg skulle spise morgenmad 1/2 9 og så skulle vi på tur.
Vi kom afsted med Carsten som chaufør. Vi skulle helt ud til Viktioriesøen, hvor de har bygget en skole til de allerfattigste, samt en lille kirke. Skolen var lavet af brædder, men ikke distro mindre der 270 børn der gik i skole, under vældig simple forhold. Kirken var heller ikke stor, men en fin gygning i disse fattige forhold. Det var det mest fattige jeg har set endnu. Vi havde kørt gennem bushen i 2 timer, før vi kom derud, og på vejen havde vi set en anden af deres skoler, nogle børnehjem, og hvordan de lever her.
Ude i Namivenille skulle vi spise grillet fisk. "Hotellet var et lille møgbeskidt skur, hvor vi lige kunne sidde 7 mennesker på nogle brædder, og ved et bræddebord. Det hele så forfærdentlig ud. Skrald overalt, grå lerklinet huse, med græs tag, hvis der var noget tag, meget meget fattigt. Vi værgede os ved at spise fisken, og det med fingrene. Fik dog lidt vand at vaske hænder i før, da vi havde rørt ved så mange møgbeskidte børns hænder. men smage på fisken måtte vi, og det smagte virkelig godt, og som Carsten sagde, at ville aldrig ville få bedre fisk, end her, da det lige kommer op af søen og på panden.Vi spiste det hele.

Derfra kørte vi til en svinefarm, som Ruths bror havde bygget, næsten i dansk stil. Men han var der ikke, og havde været i Zambie i næsten 2 år, og sat en afrikaner til at se efter det, og det så også ud derefter. Der var kun få grise, og nogle kyllinger, samt en dejlig køkkenhave, samt en bananplantage. Et dejlig sted, men der manglede liv af mange dyr.
Inde i beboelsen var der 3 voluntører indkvateret.  piger og en ung mand.Den ene pige var fra Thisted, den anden fra Års, og den unge mand fra Harboøer. Det var virkelig sjovt at hilse på dem, da vi alle var nordjyder. Jeg tror også at de var glade for besøget, da de følte at det var lidt hårdt, alene ude i bushen.Pigerne underviste i skolen, og den unge mand som var tømmer, skulle gøre gavn på farmen. Vi fik kaffe, og snakken gik livlig.
Derefter var det hjem, hvile lidt, og så på hovedet i svimmingpolen for at blive kølet lidt af, og hvor var det skønt.
Så skulle vi spise aftensmad hos Carsten og Ruth, og hvor er det skønt at der er flere danskere at snakke med, det er så hårdt altid at snakke engelsk.
Så var det sengetid. men Tak for en dejlig dag.      Solveig