Så har der igen været livlig aktivitet på mail til Uganda. Jeg fik endelig besked om at den famøse bil var solgt. Ja det er næsten så meget sagt, da prisen næsten var til gis væk, men vi har ikke mere brug for den,og så tager den da ihvertfald ikke flere penge.
Jeg har mailet til Bridget, da skoleferien er ved at være slut, og de skal alle starte i skole d. 4/2, så skal der betales en masse penge. Måske skal der også nye skoleuniformer til, plus sko, bøger, det er en kæmpeudgift, og der bliver brug for hver en krone.
Men ellers har de det godt, og har det rigtig varmt nu, og sikke et held, så der ikke skal bruges penge til brændsel som herhjemme.
Vi venter stadig på eksamenspapierne på Lilian, og ved først senere hvor hun skal i 8 klasse.
Jeg er lige blevet færdig med regnskabet, et stort arbejde, men det skal gøres.
Der har også været mange og fået billeder og vidioer overført til USB stik, så det er dejligt, og de kan alle glæde sig over, både at kan se og høre.
Johanne har været her idag for at vise mig hvad hun nu har strikket af dukketøj, til de to dukker jeg er blevet givet, til at have med derned næste gang. Det er så flot så flot, hun er smadderdygtig til at strikke. Det bliver en fryd at give 2 små piger en dukke med hele udstyret Det var også hende der gav 6 dukker sidste gang jeg var der, en kæmpegave.
Jeg har idag begyndt at lave en liste over alle børnene til Bridget, hvor og hvormeget der skal betales de forskellige steder. Hun skal nu ud på Antioch skolen for første gang, da jeg gav dem penge til og med dec,da jeg var dernede, så nu får til skolepenge, som også rækker til at hjælpe familierne.
Men ellers er det rigtig dejligt at bruge dropbox, det er et sted jeg kan se alt det Bridget bruger penge til, og hvad der bliver betalt, dejligt, det skulle vi have haft for længe siden, men bedre sent end aldrig.
Herfra ønskes alle en rigtig god weekend. Hilsen Solveig
fredag den 18. januar 2013
fredag den 11. januar 2013
Hilsen fra Kampala
Hej igen. jeg har lige fået en mail fra Bridget, som har været rundt for at betale mad, mamma, lommepenge osv. De har det godt, og jeg skulle hilse jer alle fra dem i Uganda inc. Bridget, hun er så glad fordet arbejde i gør for børnene dernede.
Hun har også snakket med Karen, det skulle holde sig fra Facebook, og Karen siger at hun ikke er der mere, men ved ikke hvordan hun skal få den slettet. Hun har lovet Bridget at hun vil være en sød og lydig pige, fordi hun ved vi elsker hende, og vil hende det bedste.
De har alle det godt nu, og venter bare på at skolen starter igen. Kærligst Solveig
Bridget venter på at vi får penge til en computer, internet, da det er dyrt at gå på internetcafe, da hun nu er tilbage på Universitetet.
Hun har også snakket med Karen, det skulle holde sig fra Facebook, og Karen siger at hun ikke er der mere, men ved ikke hvordan hun skal få den slettet. Hun har lovet Bridget at hun vil være en sød og lydig pige, fordi hun ved vi elsker hende, og vil hende det bedste.
De har alle det godt nu, og venter bare på at skolen starter igen. Kærligst Solveig
Bridget venter på at vi får penge til en computer, internet, da det er dyrt at gå på internetcafe, da hun nu er tilbage på Universitetet.
torsdag den 10. januar 2013
0 Januar 2013
Kære alle læsere.Jeg vil igen begynde at skrive på bloggen, da der selvfølgelig altid sker noget i Agape Child Care, også selvom jeg er i Danmark.
Det var en brat afslutning på bloggen sidste gang i oktober, det var simpelthen at det var for farlig at skrive.
Men jeg er godt hjemme igen, men kunne godt have undværet de sidste 14 dage i Uganda hvor jeg flyttede fra hotel til hotel.
Det blev en meget kedelig afslutning med Innocent, som desværre var blevet konge i det hele, og var begyndt at tage selv, og som måtte stoppes hurtigst mulig, og det blev en farlig kogttail.
Men han er nu totalt ude, og jeg har fundet en ny til at varetage opgaven i Uganda.
Bridget er nu den der skal betale de ting der skal betales, og se til at alt går som det skal.
Vi vil også få instaleret dropbox så jeg kan følge alt her fra, samt vi har 2 andre der overser hvad der bliver betalt, og det ser jeg frem til at få til at køre.
Bridget har mødt alle sponsorbørnene og familierne, så de kender hende, og kan også kontakte hende, hvis der er noget jeg skal vide, som hun så vil give mig besked om.
Blandt andet var Middie syg, og der skulle betales 35,000 UGX til lægen, som hun tog sig af.
Karen skulle stoppe med at være på Facebook, da det simpelthen er for farlig i Uganda.
Der skulle betales madpenge, lommepenge, Millies løn og andet, og hun har helt tjek på det, men jeg glæder mig til at se kvitteringerne på dropbox.
Vi venter stadig på Lilians eksamenspapier, så vi kan finde ud af hvilken skole hun skal starte på i 8 klasse, men før vi har papierne kan vi ikke gøre noget, men vi er klar så snart vi har dem.
Ellers er alt ved det gamle, og alt fungerer godt dernede. Skolen har stadig deres lange ferie, men starter her sidst i januar/ 1 febuar på et nyt år, og da skal der mange penge afsted, men Bridget vil tage hånd om det.
Vi har her pr. første Januar fået et nyt sponsorbarn, og det er en kæmpe opmuntring, både for barnet og ikke mindst familien, der trænger til en hjælpende hånd rent økonomisk.
Ellers ønsker jeg alle et rigtigt godt Nyt År, med en stor tak for jeres trofasthed i 2012. Håber at 2013 bliver endnu bedre, og at flere børn får sponsorer, og dermed chancen for at komme i skole.
Bliv sponsor- Gør en forskel i et barns liv for 150 kr. pr måned. GODT NYTÅR: Solveig
Det var en brat afslutning på bloggen sidste gang i oktober, det var simpelthen at det var for farlig at skrive.
Men jeg er godt hjemme igen, men kunne godt have undværet de sidste 14 dage i Uganda hvor jeg flyttede fra hotel til hotel.
Det blev en meget kedelig afslutning med Innocent, som desværre var blevet konge i det hele, og var begyndt at tage selv, og som måtte stoppes hurtigst mulig, og det blev en farlig kogttail.
Men han er nu totalt ude, og jeg har fundet en ny til at varetage opgaven i Uganda.
Bridget er nu den der skal betale de ting der skal betales, og se til at alt går som det skal.
Vi vil også få instaleret dropbox så jeg kan følge alt her fra, samt vi har 2 andre der overser hvad der bliver betalt, og det ser jeg frem til at få til at køre.
Bridget har mødt alle sponsorbørnene og familierne, så de kender hende, og kan også kontakte hende, hvis der er noget jeg skal vide, som hun så vil give mig besked om.
Blandt andet var Middie syg, og der skulle betales 35,000 UGX til lægen, som hun tog sig af.
Karen skulle stoppe med at være på Facebook, da det simpelthen er for farlig i Uganda.
Der skulle betales madpenge, lommepenge, Millies løn og andet, og hun har helt tjek på det, men jeg glæder mig til at se kvitteringerne på dropbox.
Vi venter stadig på Lilians eksamenspapier, så vi kan finde ud af hvilken skole hun skal starte på i 8 klasse, men før vi har papierne kan vi ikke gøre noget, men vi er klar så snart vi har dem.
Ellers er alt ved det gamle, og alt fungerer godt dernede. Skolen har stadig deres lange ferie, men starter her sidst i januar/ 1 febuar på et nyt år, og da skal der mange penge afsted, men Bridget vil tage hånd om det.
Vi har her pr. første Januar fået et nyt sponsorbarn, og det er en kæmpe opmuntring, både for barnet og ikke mindst familien, der trænger til en hjælpende hånd rent økonomisk.
Ellers ønsker jeg alle et rigtigt godt Nyt År, med en stor tak for jeres trofasthed i 2012. Håber at 2013 bliver endnu bedre, og at flere børn får sponsorer, og dermed chancen for at komme i skole.
Bliv sponsor- Gør en forskel i et barns liv for 150 kr. pr måned. GODT NYTÅR: Solveig
onsdag den 31. oktober 2012
mandag den 29. oktober 2012
Søndag d. 28/10 2012
Søndag morgen var jeg tidlig oppe, da jeg ville i kirke i Mirakelcentret til kl 9.
Det var endnu en pragtfuld morgen her i Afrika, og selv om jeg var træt efter igår, da det blev sent inden jeg var tilbage i Kampala.
Men jeg har altså en program også idag. Jeg har bestemt at nu skal jeg til Antioch med gaverne, koste hvad det ville. Nu er der gået tid nok, med ævl og kævl, nu går det ikke længere.
Jeg havde ringet til Sarah i sidste uge, men da var hun i Masaka, så vi bestemte at udsætte det til i dag. Så da vi kom hjem fra kirke kl. 12, fik vi lidt at spise, og så afsted til Antioch. Deres gudstjeneste begynder altid først kl. 11, eller senere, og det med en times sang og dans, ihvertfald, så vi kom afsted. Vi var derude kl. ca 1/2 2, og da var det først at prædiken skulle begynde, og det var Sarah der skulle tale. Så der gik 2 timer med det, og det er også specielt, du sidder bare stille og roligt og venter, venter, venter.
Langt om længe var de færdige, og hun kom og hilste på os. Men så var det så meget andet der skulle bedes for. Men vi begyndte at snakke, og hun havde ikke ventet at jeg kom, da jeg ikke havde ringet igen. Så der var kun en af de 9, jeg skulle have hilst på. Så prøvede hun at ringe til nogen, men her er tlf. som regel ikke tændt,så det endte med at hun fik sendt forskellige børn afsted efter dem der bor nærmest.Men det tager tid.
Men sandelig om ikke det lykkedes at få givet gaver til 6 børn, og taget billeder, og selvfølgelig er der glæde hver gang jeg kommer, for da er der gaver og penge til dem og deres familier, hvilket er en fantastisk ting for disse fattige mennesker. Men så var klokken også mange.
Joan og Regans mor var ikke rask, og hun havde et sygt barn derhjemme. Sidste år fik hun en lille dreng, der vistnok havde brok, og skulle på hospitalet og opereres, hvilket han døde af. Så nu har hun igen fået en lille dreng, og han fejler det samme, så hun var vældig bekymret, og bange for at han også skulle dø. Han skal opereres fredag d. 2/11. Så Sarah og Steven sagde til hende at hun skulle komme med den lille dreng torsdag aften, da ville de bede for ham og dem, inden de skulle på hospitalet fredag. Denne gang har de valgt et andet og dyrere hospital, Mengo hospital, det var også der jeg fik min dreng Sulait opereret for brok for et år siden, og som heldigvis ikke døde.
Men det kom meget tilpas, at det var igår jeg var der, så hun fik en masse penge, 150,000 ugx, som kunne hjælpe dem over operationen.Gud kender den rette time. Det var virkelig en opmuntring for denne mor, for det er barske forhold de lever under.
Mengo hospital, jeg kan stadig høre hvordan hønsene kom goggende ind mellem alle sengene, for et år siden, for at lede efter madrester, da jeg sad og vågede over Sulait. For al pleje skal du selvfølgelig selv ordne, og betale.
Nå men langt om længe blev vi færdige, og så skulle vi i Agape 3, da vi nu havde fundet de rigtige sparepærer til hele huset, og fik dem sat i, så nu er huset færdig efter branden. Ting tager tid her, det går bare så langsom.
Millie havde fået fat i sine "Uddannelses papir" som jeg gerne ville se, men som hun ikke havde der, da jeg spurgte. Men nu havde hun fået fat i dem. Det var blot et stykke papir hvor der stod at hun var blevet trænet til at være mor, for et år. Så det var det.
Hun havde også fået skrevet de sidste fødselsdage op på pigerne i Agape 3. Og vi fandt ud af at Midie havde fødselsdag d. 5 okt, og der var 2 andre nu. Så jeg tog en rask beslutning, om at holde fødselsdag for 3 af pigerne på næste lørdag kl 2. Så vil jeg komme med sadavand, kage, og noget slik, samt købe nogle små gaver til dem. Og så har Millie lovet at de vil synge for mig, da de har lært flere sange.
Til sidst skulle jeg lige tjekke Midia, om hun var begyndt at lære abc....i de bøger jeg havde købt, da jeg fik et chok, da jeg forstod at hun ikke kunne alfabetet, men bare skrev af, derfor kunne ingen få hende til at læse.Millie fandt bogen, men der var ikke skrevet et bogstav i det, igen et chok. Midia kom, og jeg begyndte at vise hende hvordan hun skulle gøre. Tegne bogstaverne, og samtidig sige dem, for at huske. Millie kikkede meget intereseret, da jeg virkelig ikke tror hun selv vidste hvordan det skulle gøres. Så hun skal først undervises, før hun virkelig kan hjælpe børnene. Ja det lyder lidt underligt, men det er altså ikke Danmark, og derfor følger jeg tingene så nøje, da jeg vil se at det går fremad, og de får noget ud af pengene fra jer derhjemme.
Så var dagen gået, og det var hjemad. jeg var sååååå træt, også efter dagen igår. Men så skulle vi have handlet mad til os selv, da det ikke var meget i huset, men så endelig hjem, få lidt at spise, og så stod sofaen klar til at springe på ryggen af mig.
Men jeg var glad for at det var lykkes at få nogle af gaverne delt ud, og vi har aftalt at jeg kommer igen næste søndag, før jeg rejser hjem, og så skal de have skrevet brev, og så får de de sidste penge, men kun hvis de har skrevet brev, sådan er det her. Kun hvis der er penge i det, forstår de, eller hører de.
Tak for endnu en dejlig dag her i Kampala, Uganda. Solveig
Det var endnu en pragtfuld morgen her i Afrika, og selv om jeg var træt efter igår, da det blev sent inden jeg var tilbage i Kampala.
Men jeg har altså en program også idag. Jeg har bestemt at nu skal jeg til Antioch med gaverne, koste hvad det ville. Nu er der gået tid nok, med ævl og kævl, nu går det ikke længere.
Jeg havde ringet til Sarah i sidste uge, men da var hun i Masaka, så vi bestemte at udsætte det til i dag. Så da vi kom hjem fra kirke kl. 12, fik vi lidt at spise, og så afsted til Antioch. Deres gudstjeneste begynder altid først kl. 11, eller senere, og det med en times sang og dans, ihvertfald, så vi kom afsted. Vi var derude kl. ca 1/2 2, og da var det først at prædiken skulle begynde, og det var Sarah der skulle tale. Så der gik 2 timer med det, og det er også specielt, du sidder bare stille og roligt og venter, venter, venter.
Langt om længe var de færdige, og hun kom og hilste på os. Men så var det så meget andet der skulle bedes for. Men vi begyndte at snakke, og hun havde ikke ventet at jeg kom, da jeg ikke havde ringet igen. Så der var kun en af de 9, jeg skulle have hilst på. Så prøvede hun at ringe til nogen, men her er tlf. som regel ikke tændt,så det endte med at hun fik sendt forskellige børn afsted efter dem der bor nærmest.Men det tager tid.
Men sandelig om ikke det lykkedes at få givet gaver til 6 børn, og taget billeder, og selvfølgelig er der glæde hver gang jeg kommer, for da er der gaver og penge til dem og deres familier, hvilket er en fantastisk ting for disse fattige mennesker. Men så var klokken også mange.
Joan og Regans mor var ikke rask, og hun havde et sygt barn derhjemme. Sidste år fik hun en lille dreng, der vistnok havde brok, og skulle på hospitalet og opereres, hvilket han døde af. Så nu har hun igen fået en lille dreng, og han fejler det samme, så hun var vældig bekymret, og bange for at han også skulle dø. Han skal opereres fredag d. 2/11. Så Sarah og Steven sagde til hende at hun skulle komme med den lille dreng torsdag aften, da ville de bede for ham og dem, inden de skulle på hospitalet fredag. Denne gang har de valgt et andet og dyrere hospital, Mengo hospital, det var også der jeg fik min dreng Sulait opereret for brok for et år siden, og som heldigvis ikke døde.
Men det kom meget tilpas, at det var igår jeg var der, så hun fik en masse penge, 150,000 ugx, som kunne hjælpe dem over operationen.Gud kender den rette time. Det var virkelig en opmuntring for denne mor, for det er barske forhold de lever under.
Mengo hospital, jeg kan stadig høre hvordan hønsene kom goggende ind mellem alle sengene, for et år siden, for at lede efter madrester, da jeg sad og vågede over Sulait. For al pleje skal du selvfølgelig selv ordne, og betale.
Nå men langt om længe blev vi færdige, og så skulle vi i Agape 3, da vi nu havde fundet de rigtige sparepærer til hele huset, og fik dem sat i, så nu er huset færdig efter branden. Ting tager tid her, det går bare så langsom.
Millie havde fået fat i sine "Uddannelses papir" som jeg gerne ville se, men som hun ikke havde der, da jeg spurgte. Men nu havde hun fået fat i dem. Det var blot et stykke papir hvor der stod at hun var blevet trænet til at være mor, for et år. Så det var det.
Hun havde også fået skrevet de sidste fødselsdage op på pigerne i Agape 3. Og vi fandt ud af at Midie havde fødselsdag d. 5 okt, og der var 2 andre nu. Så jeg tog en rask beslutning, om at holde fødselsdag for 3 af pigerne på næste lørdag kl 2. Så vil jeg komme med sadavand, kage, og noget slik, samt købe nogle små gaver til dem. Og så har Millie lovet at de vil synge for mig, da de har lært flere sange.
Til sidst skulle jeg lige tjekke Midia, om hun var begyndt at lære abc....i de bøger jeg havde købt, da jeg fik et chok, da jeg forstod at hun ikke kunne alfabetet, men bare skrev af, derfor kunne ingen få hende til at læse.Millie fandt bogen, men der var ikke skrevet et bogstav i det, igen et chok. Midia kom, og jeg begyndte at vise hende hvordan hun skulle gøre. Tegne bogstaverne, og samtidig sige dem, for at huske. Millie kikkede meget intereseret, da jeg virkelig ikke tror hun selv vidste hvordan det skulle gøres. Så hun skal først undervises, før hun virkelig kan hjælpe børnene. Ja det lyder lidt underligt, men det er altså ikke Danmark, og derfor følger jeg tingene så nøje, da jeg vil se at det går fremad, og de får noget ud af pengene fra jer derhjemme.
Så var dagen gået, og det var hjemad. jeg var sååååå træt, også efter dagen igår. Men så skulle vi have handlet mad til os selv, da det ikke var meget i huset, men så endelig hjem, få lidt at spise, og så stod sofaen klar til at springe på ryggen af mig.
Men jeg var glad for at det var lykkes at få nogle af gaverne delt ud, og vi har aftalt at jeg kommer igen næste søndag, før jeg rejser hjem, og så skal de have skrevet brev, og så får de de sidste penge, men kun hvis de har skrevet brev, sådan er det her. Kun hvis der er penge i det, forstår de, eller hører de.
Tak for endnu en dejlig dag her i Kampala, Uganda. Solveig
Lørdag d. 27/10. En meget spiciel dag
Enderlig endelig op-randt dagen jeg havde ventet på i 3 år.
Jeg havde fået en sms fra Frank, dagen før, hvor han fortalte at han glædede sig til i morgen," Mum, tomorro is my day", og jeg glædede mig med ham. Jeg havde set frem til den dag han blev færdig som murer, og havde sit eksamensbebvis,en kæmpe ting, til en god fremtid. Samtidig er han den første vi får helt igennem i Agape Child Care, til en fremtid, ikke som slave men som en mand der har noget at arbejde med og for
Jeg kom afsted kl. 9 fra Kampala,, da der er 150 mil til Masaka, hvor han har været på kostskole i 3 år.
Det er virkelig en lang tur, men gøres skulle den, jeg glædede mig vildt til at se ham, ikke som forhenværende slavedreng, men som mand og uddannet murer, hvilket er en meget god ting her i Uganda, da der bygges overalt, og han er en der vil arbejde, så hans fremtid tegner vældig lys.
Da vi kom til: St. Kizito Techinical school Kitovu, i Masaka og vi fik skrevet under inden vi kunne få lov at komme ind. Sikkerheden er så stor her i Uganda, alle vegne. Du kommer ikke ind i en supermarked, Kirke osv, uden du bliver tjekket som skulle du med et fly til Israel.
Nå det er formaliteter som vi er vant til her i Uganda.Men vi kom ind, og der var mange mange tusinde mennesker, da der var mange unge der var færdig, både , elektriker,frisøer, smede, mekaniker, staylister osv, så det vrimlede med unge mennesker i deres forskelligfarvede kapper og hatte, et levn fra den det var engelsk koloni.
Jeg tænkte da jeg så alle de unge mennesker, samt forældre, hvordan skulle jeg finde min Frank.
Men Gud er god, aldrig var vi kørt inden for porten, før jeg så ham komme sammen med nogle andre, og han havde allerede sit fine tøj på. Wauuuuu min dejlige Frank, hvilken dag. Ååååå hvor jeg husker hvor jeg fandt ham som slavedreng på det hotel jeg var på, og frygtelig at tænke tilbage på den behandling han fik, det kunne jeg ikke se på, og han blev derfor min dreng, inden jeg rejste hjem, dengang for tre år siden.
Jeg har fulgt ham, semestre for semester, og betalt alt der skulle til.
Jeg glemmer aldrig engang, da han var nok et år på vej, og jeg var her i Uganda, og han var hjemme på weekend, da tegnede han en flot tegning til mig, som jeg har den dag i dag, hjemme i Danmark på mit kontor. Tegningen var en elefant,som holdt et lille dyr fast med snablen, højt oppe, og så havde han skrevet under: Mum never let os fall. jeg var elefanten, og han var det lille dyr, der var totalt afhængig af at jeg ville ham det bedste, da det var sådan en mirakel til ham, og hans familie, at han var på skole, ja sådan en mirakel der bare ikke sker, men som var en realitet. Selfølgelig tænkte de at sådan en gammel dame fra Danmark bare kan stoppe, når det passer hende, kunne ikke tro jeg ville gå hele vejen.
Jeg sprang ud af bilen og gav ham et stort knus, ønskede tillykke, og han strålede om kap med solen, en dag vi aldrig vil glemme. Ord kan simpelthen ikke beskrive det.
Han viste rundt på skolen, som jeg har besøgt 2 gange, for at følge ham, men den forandre sig for hver gang.
Så vi gik en runtur, og han viste stolt hvad han havde lavet. Derefter skulle vi til det store møde, hvor alle de dyre personer holdt taler, og hvor til sidst alle eleverne skulle rejse sig, når deres navn og titel blev råbt op.
Det var også så dejligt at se, at de bukkede hver gang de gik forbi en af de dyre herrer, de har også lært disciplin, hvilket er en god ting, for at blive en respekteret mand.
Da hele Ceremonien var færdig, skulle vi køre ud i bushen til hans onkel, som havde villet holde lidt reception for ham i dagens andledning, alene på grund af at jeg havde sagt, at den dag du er færdig Frank, da er jeg der.
Så vi kørte af vejen tilbage til Kampala, til vi nåede omtrent Ekvator, der skulle vi dreje fra, ud i bushen, og så var vejen en humplet jordvej, men sådant er det her.
Vi kom endelig derud, og der var noget familie kommet, samt naboerne.Det var stort at se hvordan de hilste på Frank i hans fine tøj, og alle var så stolte, taknemmelige, og glade. Sikke en dag for Frank.
Der strømmede naboer til, og flere og flere kom, da det gik i jungletrommerne at nu var Frank kommet hjem, som en meget fin og respekteret mand med en uddannelse. Hvilket øjeblik for ham og mig.
Jeg ved virkelig ikke hvor mange hilsner og tak jeg fik, men det var mange, og alle ønskede mig Guds rigeste velsignelse for det jeg havde gjort for Frank.Alle elskede ham. En sådan glæde og taknemlighed, er bare overvældende, og umulig at beskrive.
Så blev der disket op med mad, ved to små sofaborde, og det var stort for en Ugander. Hans bror holdt en tale for ham og mig. Frank holdt selv tale, og det var lige fra hjertet, uha uha, det var nær blevet for meget, han afsluttede med at give mig en gave, som han havde købt til mig, for at sige tak for hvad jeg havde gjort for ham.
Så spiste vi, og jeg havde sagt til ham, at jeg ikke blev længe, da vi havde langt til Kampala, og ville gerne et godt stykke inden det blev mørkt. Det var i orden, der var også mennesker nok til at spise maden, og jeg havde været der. En FANTASTISK dag, hvilket også jeg er dybt taknemlig for at have fået lov at opleve. En ren Guds velsignelse, og så med mit dårlige knæ. Tak kære Jesus, kun du kan gøre det muligt.
De kærligste hilsner Solveig
Jeg havde fået en sms fra Frank, dagen før, hvor han fortalte at han glædede sig til i morgen," Mum, tomorro is my day", og jeg glædede mig med ham. Jeg havde set frem til den dag han blev færdig som murer, og havde sit eksamensbebvis,en kæmpe ting, til en god fremtid. Samtidig er han den første vi får helt igennem i Agape Child Care, til en fremtid, ikke som slave men som en mand der har noget at arbejde med og for
Jeg kom afsted kl. 9 fra Kampala,, da der er 150 mil til Masaka, hvor han har været på kostskole i 3 år.
Det er virkelig en lang tur, men gøres skulle den, jeg glædede mig vildt til at se ham, ikke som forhenværende slavedreng, men som mand og uddannet murer, hvilket er en meget god ting her i Uganda, da der bygges overalt, og han er en der vil arbejde, så hans fremtid tegner vældig lys.
Da vi kom til: St. Kizito Techinical school Kitovu, i Masaka og vi fik skrevet under inden vi kunne få lov at komme ind. Sikkerheden er så stor her i Uganda, alle vegne. Du kommer ikke ind i en supermarked, Kirke osv, uden du bliver tjekket som skulle du med et fly til Israel.
Nå det er formaliteter som vi er vant til her i Uganda.Men vi kom ind, og der var mange mange tusinde mennesker, da der var mange unge der var færdig, både , elektriker,frisøer, smede, mekaniker, staylister osv, så det vrimlede med unge mennesker i deres forskelligfarvede kapper og hatte, et levn fra den det var engelsk koloni.
Jeg tænkte da jeg så alle de unge mennesker, samt forældre, hvordan skulle jeg finde min Frank.
Men Gud er god, aldrig var vi kørt inden for porten, før jeg så ham komme sammen med nogle andre, og han havde allerede sit fine tøj på. Wauuuuu min dejlige Frank, hvilken dag. Ååååå hvor jeg husker hvor jeg fandt ham som slavedreng på det hotel jeg var på, og frygtelig at tænke tilbage på den behandling han fik, det kunne jeg ikke se på, og han blev derfor min dreng, inden jeg rejste hjem, dengang for tre år siden.
Jeg har fulgt ham, semestre for semester, og betalt alt der skulle til.
Jeg glemmer aldrig engang, da han var nok et år på vej, og jeg var her i Uganda, og han var hjemme på weekend, da tegnede han en flot tegning til mig, som jeg har den dag i dag, hjemme i Danmark på mit kontor. Tegningen var en elefant,som holdt et lille dyr fast med snablen, højt oppe, og så havde han skrevet under: Mum never let os fall. jeg var elefanten, og han var det lille dyr, der var totalt afhængig af at jeg ville ham det bedste, da det var sådan en mirakel til ham, og hans familie, at han var på skole, ja sådan en mirakel der bare ikke sker, men som var en realitet. Selfølgelig tænkte de at sådan en gammel dame fra Danmark bare kan stoppe, når det passer hende, kunne ikke tro jeg ville gå hele vejen.
Jeg sprang ud af bilen og gav ham et stort knus, ønskede tillykke, og han strålede om kap med solen, en dag vi aldrig vil glemme. Ord kan simpelthen ikke beskrive det.
Han viste rundt på skolen, som jeg har besøgt 2 gange, for at følge ham, men den forandre sig for hver gang.
Så vi gik en runtur, og han viste stolt hvad han havde lavet. Derefter skulle vi til det store møde, hvor alle de dyre personer holdt taler, og hvor til sidst alle eleverne skulle rejse sig, når deres navn og titel blev råbt op.
Det var også så dejligt at se, at de bukkede hver gang de gik forbi en af de dyre herrer, de har også lært disciplin, hvilket er en god ting, for at blive en respekteret mand.
Da hele Ceremonien var færdig, skulle vi køre ud i bushen til hans onkel, som havde villet holde lidt reception for ham i dagens andledning, alene på grund af at jeg havde sagt, at den dag du er færdig Frank, da er jeg der.
Så vi kørte af vejen tilbage til Kampala, til vi nåede omtrent Ekvator, der skulle vi dreje fra, ud i bushen, og så var vejen en humplet jordvej, men sådant er det her.
Vi kom endelig derud, og der var noget familie kommet, samt naboerne.Det var stort at se hvordan de hilste på Frank i hans fine tøj, og alle var så stolte, taknemmelige, og glade. Sikke en dag for Frank.
Der strømmede naboer til, og flere og flere kom, da det gik i jungletrommerne at nu var Frank kommet hjem, som en meget fin og respekteret mand med en uddannelse. Hvilket øjeblik for ham og mig.
Jeg ved virkelig ikke hvor mange hilsner og tak jeg fik, men det var mange, og alle ønskede mig Guds rigeste velsignelse for det jeg havde gjort for Frank.Alle elskede ham. En sådan glæde og taknemlighed, er bare overvældende, og umulig at beskrive.
Så blev der disket op med mad, ved to små sofaborde, og det var stort for en Ugander. Hans bror holdt en tale for ham og mig. Frank holdt selv tale, og det var lige fra hjertet, uha uha, det var nær blevet for meget, han afsluttede med at give mig en gave, som han havde købt til mig, for at sige tak for hvad jeg havde gjort for ham.
Så spiste vi, og jeg havde sagt til ham, at jeg ikke blev længe, da vi havde langt til Kampala, og ville gerne et godt stykke inden det blev mørkt. Det var i orden, der var også mennesker nok til at spise maden, og jeg havde været der. En FANTASTISK dag, hvilket også jeg er dybt taknemlig for at have fået lov at opleve. En ren Guds velsignelse, og så med mit dårlige knæ. Tak kære Jesus, kun du kan gøre det muligt.
De kærligste hilsner Solveig
fredag den 26. oktober 2012
Fredag eftermiddag.
Hej allesammen.
Fredag er også bare en vidunderlig dag, med solskin, fuglesang og alle de andre Afrikanske lyde.
Vi fik spist morgenmad, og så var det tid til at gennemgå regnskabet, da Innocent havde hentet kviteringene, jeg ved ikke hvor, men nu var de her.( Ved ikke hvorfor han har taget dem ud af huset)
Aldrig havde vi begyndt, før Innocent sagde at det ville komme til at give problemer. Der var ikke en kvittering i det ringbind jeg havde købt til formålet for 3 år siden.
Så det var et oprydningarbejde uden lige, og han kunne se at det ville tage lang til, og ville gerne have lov til at gå ud at vaske sit tøj, og derefter gå og reparere bilen.
Jeg begyndte fra en ende, men kunne ingen vegne komme,så jeg bare satte det ind i ringbindet, det der var.
Der var mange ting jeg ikke forstod, men det er måske min fejl, at jeg ikke har haft tid til at tjekke før.
Så nu har jeg ordnet papir i lange baner, fået lagt billeder ud på facebook, og så er der tid til bloggen.
I går eftermiddags, var vi på en lille tur. Jeg havde endnu ikke besøgt Vivi og Daniels skole,denne gang, og familien, hvilket jeg insisterede på.Så vi fik en aftale i stand med Esauv, som er far til dem. Han arbejder i Mirakelcentret, og hvis de får nys om at han har kontakt med en "muzungo" hvid, så vil han miste sit job, så det går ikke, det samme med Moses, som er far til Desteny Niger.
Nå vi kom afsted, fik Esauv ombord, og så afsted. Det varede ikke længe før vi blev stoppet af politiet, på grund af de nedslidte dæk, og Innocent fik en bøde på 50,000 Ca. 150 kr. men det er hvad han får ud af at gå sine egne veje, og ikke gøre som jeg siger.
Men efter nogen tid, og rigtig meget snak med politiet, kørte vi videre.
Vi kom ud til skolen. Det er et meget fattigt område, der er skrald allevegne,geder, hunde, køer og hvad ved jeg. Stanken taler sit eget sprog. Der er fyldt med hundredevis af børn i den samme alder, uden ret meget tøj, uden undertøj og i bare fødder, det er som sprøjter de ud, her i al den elendighed.Midt i alt dette ligger skolen, som er en god skole, med 800,00 elever.
Vi kom ind på kontoret, og spurgte efter at se Vivi og hendes klasselærer.En sådan spørgsmål skal man vist være dansker for at stille, da autoritet er frygtelig her, men jeg er ligeglad. Jeg vil se og høre hvordan det går med børnene, og om de får noget for de penge der kommer fra Danmark.De gør det bare så godt begge to, og det til trods for at forældrene aldrig har gået i skole. Det er familien som blev reddet fra skilsmisse på grund af Agape Child Care.
Derefter ville jeg gerne se hvor de boede, det havde jeg aldrig gjort, da de altid har været hos os. Det var bare i orden nikkede Esauv, og vi kørte igen, og fik bilen vendt på noget de kalder en vej, i danmark har vi ikke et ord for dette. Det er humpel på humpel, hul på hul, jord støv og skrald på skrald, og børn i tusinvis, samt køer og geder, et syn man skal se, for at forstå, og man skal virkelig være sendt for ikke at være hunderæd i sådanne områder.
Vi kom afsted, og kom også derud hvor familien boede, og selvfølgelig skulle vi gå det sidste stykke, da det er vældig normal, da der overhovedet ikke kan køre en bil, på det de kalder vej.
Da vi kom helt hen til huset( rummet), fik moderen øje på mig, og hun sprang op og kom løbende imod mig, og jeg fik et vældig knus, og var sååååååå velkommen. Hun sad udenfor og var ved at gøre aftensmad klar, til de alle kom hjem.Det er normalt her, alt foregår udenfor, da de kun har et rum, til at sove i , og hvis de er heldige, nogle få møbler. Så vi blev alle inviteret indenfor, og de var såååååå glade for mit besøg, de føler sig så elsket.Jeg havde lidt tøj med til dem, det var noget der var her fra sisdte gang, da jeg ikke har noget med denne gang, da pladsen var fyldt med gaver.
Men de var lykkelige for det jeg havde, og så fik de 100,000 til lidt ekstra, som de selv ville finde ud af.
De var så lykkelige og glade. Kontakt med en hvid, har aldrig været noget de tænkte kunne ske for dem, tænk engang.
Så kørte vi hjemad, og jeg ville hvile lidt, så Innocent lavede mad, og så var dagen gået. Men der er en underlig stilhed mellem os, og det er som han vogter på mig i alt jeg gør, det kan jeg ikke lide, da det fortæller mig at ikke alt er som det burde være.
Men vejret er vidunderlig, og bare sidde ude om aftenen og lytte til cikaderne, og alle de andre lyde, det er så dejligt.Så har jeg hørt at den første sne skulle falde i Danmark, uha, det er en anden verden.
Tak for følgeskab, og hav det godt allesammen. Kærlig hilsen Solveig
Fredag er også bare en vidunderlig dag, med solskin, fuglesang og alle de andre Afrikanske lyde.
Vi fik spist morgenmad, og så var det tid til at gennemgå regnskabet, da Innocent havde hentet kviteringene, jeg ved ikke hvor, men nu var de her.( Ved ikke hvorfor han har taget dem ud af huset)
Aldrig havde vi begyndt, før Innocent sagde at det ville komme til at give problemer. Der var ikke en kvittering i det ringbind jeg havde købt til formålet for 3 år siden.
Så det var et oprydningarbejde uden lige, og han kunne se at det ville tage lang til, og ville gerne have lov til at gå ud at vaske sit tøj, og derefter gå og reparere bilen.
Jeg begyndte fra en ende, men kunne ingen vegne komme,så jeg bare satte det ind i ringbindet, det der var.
Der var mange ting jeg ikke forstod, men det er måske min fejl, at jeg ikke har haft tid til at tjekke før.
Så nu har jeg ordnet papir i lange baner, fået lagt billeder ud på facebook, og så er der tid til bloggen.
I går eftermiddags, var vi på en lille tur. Jeg havde endnu ikke besøgt Vivi og Daniels skole,denne gang, og familien, hvilket jeg insisterede på.Så vi fik en aftale i stand med Esauv, som er far til dem. Han arbejder i Mirakelcentret, og hvis de får nys om at han har kontakt med en "muzungo" hvid, så vil han miste sit job, så det går ikke, det samme med Moses, som er far til Desteny Niger.
Nå vi kom afsted, fik Esauv ombord, og så afsted. Det varede ikke længe før vi blev stoppet af politiet, på grund af de nedslidte dæk, og Innocent fik en bøde på 50,000 Ca. 150 kr. men det er hvad han får ud af at gå sine egne veje, og ikke gøre som jeg siger.
Men efter nogen tid, og rigtig meget snak med politiet, kørte vi videre.
Vi kom ud til skolen. Det er et meget fattigt område, der er skrald allevegne,geder, hunde, køer og hvad ved jeg. Stanken taler sit eget sprog. Der er fyldt med hundredevis af børn i den samme alder, uden ret meget tøj, uden undertøj og i bare fødder, det er som sprøjter de ud, her i al den elendighed.Midt i alt dette ligger skolen, som er en god skole, med 800,00 elever.
Vi kom ind på kontoret, og spurgte efter at se Vivi og hendes klasselærer.En sådan spørgsmål skal man vist være dansker for at stille, da autoritet er frygtelig her, men jeg er ligeglad. Jeg vil se og høre hvordan det går med børnene, og om de får noget for de penge der kommer fra Danmark.De gør det bare så godt begge to, og det til trods for at forældrene aldrig har gået i skole. Det er familien som blev reddet fra skilsmisse på grund af Agape Child Care.
Derefter ville jeg gerne se hvor de boede, det havde jeg aldrig gjort, da de altid har været hos os. Det var bare i orden nikkede Esauv, og vi kørte igen, og fik bilen vendt på noget de kalder en vej, i danmark har vi ikke et ord for dette. Det er humpel på humpel, hul på hul, jord støv og skrald på skrald, og børn i tusinvis, samt køer og geder, et syn man skal se, for at forstå, og man skal virkelig være sendt for ikke at være hunderæd i sådanne områder.
Vi kom afsted, og kom også derud hvor familien boede, og selvfølgelig skulle vi gå det sidste stykke, da det er vældig normal, da der overhovedet ikke kan køre en bil, på det de kalder vej.
Da vi kom helt hen til huset( rummet), fik moderen øje på mig, og hun sprang op og kom løbende imod mig, og jeg fik et vældig knus, og var sååååååå velkommen. Hun sad udenfor og var ved at gøre aftensmad klar, til de alle kom hjem.Det er normalt her, alt foregår udenfor, da de kun har et rum, til at sove i , og hvis de er heldige, nogle få møbler. Så vi blev alle inviteret indenfor, og de var såååååå glade for mit besøg, de føler sig så elsket.Jeg havde lidt tøj med til dem, det var noget der var her fra sisdte gang, da jeg ikke har noget med denne gang, da pladsen var fyldt med gaver.
Men de var lykkelige for det jeg havde, og så fik de 100,000 til lidt ekstra, som de selv ville finde ud af.
De var så lykkelige og glade. Kontakt med en hvid, har aldrig været noget de tænkte kunne ske for dem, tænk engang.
Så kørte vi hjemad, og jeg ville hvile lidt, så Innocent lavede mad, og så var dagen gået. Men der er en underlig stilhed mellem os, og det er som han vogter på mig i alt jeg gør, det kan jeg ikke lide, da det fortæller mig at ikke alt er som det burde være.
Men vejret er vidunderlig, og bare sidde ude om aftenen og lytte til cikaderne, og alle de andre lyde, det er så dejligt.Så har jeg hørt at den første sne skulle falde i Danmark, uha, det er en anden verden.
Tak for følgeskab, og hav det godt allesammen. Kærlig hilsen Solveig
Abonner på:
Opslag (Atom)
