Malariepilleforgiftning

Jeg kom jo så til Danmark igen den 21/4 2010.Menningen var at jeg skulle hjem og læse op til eksamen. Men et eller andet var galt. Jeg var så træt, følte mig som en på 200 år, og senildement. Kunne ingenting huske, kunne ikke orke noget som helst, men skulle piske mig selv til at gøre noget. Det var så frygtelig, og jeg vidste ikke hvad det var, det var ikke almindelig træthed.
Jeg skulle jo tage malariepillerne længe efter at jeg var kommet hjem, og gjorde selfølgelig som jeg havde fået besked på fra lægen.
Jeg havde spurgt Gerding, om det var nødvendig at tage pillerne hver dag, når jeg skulle være der så længe, hvortil han svarede, ja det skulle jeg.
Men det blev ikke bedre, og 14 dage gik, og jeg kunne ikke begribe hvad der var sket, vidste bare at det at skulle læse op til eksamen, det gik ikke, og jeg var nødt til at lade 2 af de 4 ting ligge, selom det er mig imod, i den grad, man gør det færdig man har begyndt på, men jeg kunne ikke.
Så en dag kom Anne Grethe, min ældste datter forbi(hun er sygeplejerske), og hun kunne godt se at jeg lignede en hængt kat, og hun spørger:hvoda har du det mor.
Jeg har det sådan set godt, men var bare så frygtelig træt, og kunne ikke forstå det.
Hun sagde, at nu skulle jeg jo også huske på hvor gammel jeg var, og det havde jo ikke ligefrem været ferie, jeg havde haft i Uganda.Nej, sagde jeg, det er ikke den slags træthed, den kender jeg, men det er snarere en slags lammelse.
Så sagde hun:Du tror ikke at det er malariepillerne der har fogiftet dig. Og da hun sagde det, vidste jeg pludselig, at det var lige akurat hvad det var. jeg havde nemlig undret mig over, også i Afrika, var jeg efter ca. 1 1/2 måned begyndte at blive så underlig træt, men gav varmen skylden, men nu vidste jeg pludselig at det var pillerne, som jeg stadig tog, og skulle have 14 mere.
Men nu var det slut med pillerne, jeg sagde at jeg aldrig aldrig ville tage disse piller,det var så frygtelig, at gå som en 200 årig senildement, det var slet ikke til at holde ud. Men det skulle jeg, sagde hun.
Jeg stoppede øjeblikkelig med pillerne, og 3 dage senere, begyndte hovedet så småt at fungere igen, ganske langsom, men hvor var det vidunderlig at opleve, at blive levende igen, når man næsten har været levende død. Det var bare så frygtelig.
Men derfor kunne jeg kun læse 2 ting færdig til eksamen, og pludselig gav Gud mig den tanke, at jeg kunne åbne min forretning igen, hvilket jeg så gjorde.
Jeg har virkelig nydt at have åbnet igen, nydt den kontakt med mennesker.
Så næste gang jeg skal til Afrika, vil det ikke blive med så stor en dosis af malariepiller, det gør jeg simpelthen ikke mere, det var rædsomt.

Lilian

Jeg skal lige fortælle om en mærkelig oplevelse jeg havde den sidste søndag, før jeg skulle hjem.
Jeg var som sædvanlig i kirke i Mirakelcentret. Jeg var til morgengudstjeneste som er kl. 9, og fortsatte så med den næste gudstjeneste kl. 1/2 11, de har 4 hver søndag.
Mens jeg sad der blandt 7000 sorte mennesker, og fulgte med i hvad der skete på senen, kom der pludselig ud af mængden en lille pige gående direkte hen imod mig.Jeg hæftede mig ikke synderligt ved det, og hun satte sig ca. 3 pladser fra mig, men hun ville mig noget, kunne jeg mærke, men gjorde ingenting, fuldte bare med i gudstjenesten, som er en fest hver gang.
Pludselig sad hun helt ved siden af mig, og sagde" hello madam," og jeg spurgte hvad hun hed, hun svarede Lilian. Jeg spurgte hvor gammel hun var, hun svarede 11 år. Jeg havde en underlig fornemmelse om at det der skete ,ikke var et almindelig møde, men at Gud havde et eller andet igang, jeg ikke vidste hvad var.Jeg spurgte hende om hun boede i nærheden, hvotil hun svarede, at det gjorde hun ikke, hun gik langt hver søndag for at komme til Mirakelcentret, for det var hendes eneste håb.Jeg spurgte hvor hun boede, og hun svarede at hun fik lov at bo i et hjørne ved en veninde, da hun ingen far, mor og søster havde længere, de var døde af Aids, for 3 år siden, så hun var helt alene, og havde kun Jesus at håbe på vil gøre et mirakel for hende.
Mit hjerte bankede som vildt, jeg forstod ikke helt hvad der skete, men et eller andet brændte sig ind, og jeg var desperat over at jeg ikke havde et sted og kunne putte hende ind og hjælpe hende, jeg havde ingen penge, jeg kunne ikke gøre noget, men det var heller ikke det hun spurgte om.
Fra den dag har jeg haft et brændende ønske om at lave endnu et børnehjem, og denne gang kun til forældreløse piger.Det brændte sig ind, da hun var en yndig lille pige, som var veludviklet, og lige til at misbruge, og der var ingen der tog vare på hende, jeg var ved at blive tosset.Forstod slet ikke helt hvad der skete. Pludselig, sagde hun farvel, hun skulle gå, og jeg tænkte som en tosset, men sad bare der og ingenting kunne gøre. Så gik hun. Lige i det samme kom Innocent, jeg var helt ude af det, men sagde til ham, om han ikke kunne løbe efter den lille pige der gik der henne, jeg pegede, og han sprang afsted, men hun var væk.Jeg vidste ikke hvad der skete med mig, jeg var ved at gå op i lys lue, hvad var det her for noget. var hun virkelig?? eller var det en engel?? eller var det Gud der talte, og ville at jeg skulle starte endnu et hjem???, der sad jeg og var i total forviring, og kunne intet gøre, det var frygtelig. Jeg glemmer det aldrig.
Jeg har ikke kunnet glemme denne episode, og brænder for at lave et hjem for forældreløse piger, når jeg kommer til Uganda i Oktober.
Jeg sagde til Innocent, hvordan jeg havde det, og om ikke godt han ville holde øje efter hende, og det var jo ikke nemt, han så hende jo ikke forfra, men kun bagfra på lang afstand.
Men jeg glemmer hende aldrig, om hun var rigtig, eller hun var en engel, Jeg ved det ikke. Men et ved, jeg skal have lavet et hjem til nogen af disse frygtelig udsatte piger, før eller siden.Det står fast.

Hjemme igen

Jeg har fuldstændig glemt at skrive på bloggen, til en kvinde mindede mig om det. Så nu vil jeg prøve at tage en opsamling fra sidst, for der er sket et hav siden sidst.
Jeg kan se at sidste gang jeg skrev, var d. 15/4, og det var dagen før jeg skulle rejse hjem, efter 3 måneder i Uganda.
Vi kom jo også afsted til lufthavnen, og jeg var der i god tid, så Innocent kunne bare køre hjem igen, behøvede ikke vente i flere time, bedst at han kom hjem mens det var lyst, da der i mill. biler på vejen, og i mørke er det faktisk et marreridt at køre.
Jeg ventede og ventede og pludselig begyndte de at sende noget i fjernsynet om et vulkanudbrud på Island, som voldte store problemer, men jeg skænkede ikke det en tanke, at det kunne berøre mig.
men da tiden kom, jeg skulle tjekke ind, fik jeg den besked at hele Eouropa var lukket i en askesky, og at der var ingen fly der kunne lande der. De foreslog at finde et hotelværelse til mig, og så se hvordan det så ug i morgen. Jeg var total chokeret, skulle bare hjem, og alle var klar til at hente mig, og væer hjemme og byde mig velkommen tilbage til Danmark efter 3 måneder i Uganda.Men nej.Jeg satte mig, og tænkte mig om, og besluttede at sådan en askesky ikke lægger sig på et døgn, så jeg kunne lige så godt ringe efter Innocent igen. Godt jeg havde lidt aiertime på mobilen, for ellers kunne jeg ikke det.
Han blev meget chokeret og ked af det på mine vegne, men sagde at han ville komme så hurtigt som muligt, for at hente mig tilbage til Kampala, og mit dejlige hus.Det var en underlig situation, og nu kom han alligevel til at køre i mørke. Der er 50 km. fra Kampala og til Enteppe, hvor lufthavnen er, men da vejene ikke er dansk standard, tager det ca. 4 gange tiden at køre dem, end i Danmark.
Men han kom, var glad for at se mig, men ked af at at jeg ikke kunne komme hjem til min familie. Det var en mærkelig situation, men sådan var det, og det måtte vi bøje os for.
Hjemme igen, var det som jeg ikke hørte til, jeg havde afleveret al arbejdet, havde sagt farvel, og ingen vidste hvor lang tid det ville tage.Lyspunktet var at internetforbindelsen som normal er meget dårlig, var lige som skruet op i omdrejninger. I Afrike hører du intet nyt fra Eouropa, så jeg måtte selv søge oplysninger hver dag hvordan det så ud. Jeg gik på Jyllandspoaten og Billund lufthavn, og kunne der følge hvad der skete. Ellers sad jeg bare der, og hørte ikke til, det var væmmelig, selvom jeg havde det godt. jeg var da glad for at jeg ikke hængte i et hotelværelse, til en masse penge.
Der gik 5 dage, som føles som et år, men så fik jeg at vide at jeg kunne komme med til Brussel, men det var ikke sikker jeg kunne komme videre til Danmark. Ville jeg det, måtte jeg selv tage ansvaret for det sidste hjemtransport, og selv betale.
jeg takkede ja, og tænkte på måske et tog til hamburg, og videre derfra. Anne Grethe og Lisbeth, to af mine piger, sad og undersøgte forbindelser fra Brussel, for om de kunne give mig en plan når jeg var nået dertil.
Men Gud er bare så god, da jeg var tjekket ind, kom der er sms fra Anne Grethe, at de ville lukke op til Danmark fra Brussel kl 3 om natten, hvor jeg kom til Brussel kl. 6, så nu var der håb for at jeg kunne flyve hele vejen.
Sådan gik det også, og jeg takke Gud for at han fløj mig hele vejen hjem, for da vi var landet i Billund, lukkede de igen, og der stod Lisbeth med flag og blomst alene og tog imod mig.Mærkelig, men jeg var hjemme.Hvilken omsor Gud har, om du blot vil drage afsted, når han befaler.
Lisbeth kørte mig de sidste 300km. hjem, hvor Anne Grethe var klar med kaffe, og havde prøvet at få lidt liv i huset, efter 3 måneder alene, og det i en vinter man ikke har set i mange år. Peter min dreng havde fået en god varme på, og der var pyntet op med flag overalt til at byde mig velkommen hjem. Det var bare såååå dejligt.Jesus siger Frygt ikke, og hvor det også gælder idag.