Fredag d. 14/3 2014

Hej alle kære venner af Agape Child Care.

Så er jeg hjemme igen, efter turen 2014 til Uganda. Det har været en fantastisk tur, hvor 10  nye mennesker er blevet betroet i vore hænder at drage omsorg for, men det har også været en frygtelig tur, med angreb så modbydelige så de nær havde sat alt i stå.
5 uger gik der og jeg kunne ikke se hvad dette angreb skulle betyde, det har været totalt umennskeligt, men endelig her for 2 dage siden så kom lyset over, hvad der var sket, og jeg kan gå videre, men det var virkelig slemt.
Men Agape Child Care arbejder videre, så lad os se hvor vejen går.

/Nu kan i følge Agape Child Cares arbejde i Uganda fra på mandag d. 17/3 og de følgende mandage, kl. 19,30 på TV2Nord. Der kommer 3 udsendelser, jeg glæder mig til at læne mig tilbage i stolen, og se det hele udefra, jeg kender det jo indtil videre kun som den der står midt i det hele.

Jeg har mange mange hilsner og TAK til jer dernedefra, jeg har også en del breve, men dem får i ved lejlighed når vi mødes.

Børnene og familierne har det godt, men kæmper deres kamp for at klare det hele.
Mange hilsner og knus til jer alle, og tak for denne gang.
Må Gud velsigne jeres trofasthed. De kærligste hilsner   Solveig

onsdag d. 5/3 2014

Så kom vi frem til den sidste dag i Afrika for denne gang, og så skal arbejdet gøres færdig.
Solen skinne og det er bare dejligt, selvom man begynder at længes efter dansk forår.
Nå men op at stå, der er arbejde der skal gøres.

Så konstaterede jeg at der var ikke mere internet, ikke mere airtime, og ikke flere penge. Det var en dejlig begyndelse, og så lige den sidste dag, hvor der skal sendes besked hjem.
Internet kan du ikke bare købe hvor som helst, du skal ind i midtbyen i hvepsereden, og det var ikke lige det jeg havde lyst til igen i dag. Nu drejer det sig jo ikke så meget om hvad jeg har lyst til, for tingene skal gøres færdig.

Så det var bare med at komme afsted, få fundet en bodada, og så få fat i noget airtime, så jeg kan ringe igen. Så der blev hyret en bodada, og han gned sig allerede i fingerene, for sådant en lang tur.
Nå men så fik jeg liv i tlf. igen, og så var det til ATM maskinen, og få hævet nogle penge. Derefter var der ingen udvej, bare afsted ind i hvepsereden, jeg var nødt til at have lidt internet. Så det gik over stok og sten , og vi vred os mellem biler i tusindvis, og bodada i mio vis, sådan føles det, det er virkelig en hvepserede. Men de kan virkelig køre på ingen plads, så jo jo, vi slap helskindet til Nackomat, hvor jeg vidste jeg kunne få det. Så var det klaret.

Efter dette, så var det afgang til Lugala, i en hel anden retning. Jeg skulle ud til børnehjemmet for at hente breve, og selvfølgelig er det mig til at køre, de kunne aldrig komme i tanker om at det var dem.
Nå men jeg kom derud, og bodadamanden fik 10,000 UGX, og han gnækkede vel tilpas, men det er da billigt i forhold til en spisiel hejer, som skulle have mindst 100,000.

Jeg fik en god snak med Milly, og vi bad sammen inden vi skiltes, og hun ønskede en god tur. Alle børn var jo i skole, så der var fred og ro, hun var ved at vaske.

Så var det farvel og tak, og så gik det hjemefter.jeg skulle lige have lidt at spise, for ellers går det ikke, så det fik jeg lige i farten.

Så hjem med Internettet, og se hvad der lå af beskeder. Pænt og herligt var der nogle der skulle svares på, så godt det virkede.
Computerarbejdet blev gjort, og så var det tid at slappe lidt af, inden kufferterne skulle pakkes. Spisiel hejeren var bestilt til at hente os til lufthavnen kl. 6, så der kunne lige blive tid til at hvile lidt, for det er en lang tur hjem, og jeg kan ikke sidde op og sove, så jeg ved at jeg ikke hænger sammen, når vi når Ålborg, så godt at hvile lidt nu.

Jeg skulle også lige have givet Justine de sidste 100,000ugx, fra Benny, nu jeg havde fået hævet penge.
Så jeg gik ind til hende, og frembragte mit ærinde. Hun spærrede øjnene op, faldt på sine knæ, og strålede som en sol, var totalt overrasket. Jeg skulle TAKKE og hilse Benny så mange gange, og jeg havde også hilsner fra ham til hende.
Jeg sagde til hende en gang mere, at hvis hun nu vil bruge hovedet, kunne hun lægge 180,000 til sin opsparing til en lille butik, og samtidig få supermadrasser, sengetøj og tæpper til sin datter, og 2 af søsterens børn, en ren mirakel. Hun var så glad så glad så glad.Hun ville gøre sit allerbedste lovede hun.

Så var det tid at finde kufferterne frem og  pakke alle mine ting. Jens havde pakket hans ting for 2 dage siden, men jeg har jo gaver i massevis til at sælge på torvet for at lave nogle penge til Agape Child Care, så har jeg gaver til sponsorerne, og alle køkkentingene, med gryder opvaskebalje, børster, håndklæder og viskestykker, dyne, tæppe, cornflakes, omo, og tøjklemmer og meget andet.

Nå men tingene kom på plads, og fyldte 3 kufferter, men så var det også med hjem det hele, til både den ene og den anden.
Så var tiden inde til at få sagt farvel til Susan, og tak for denne gang, og undskyld al bøvlet med nøglerne. Vi fik også sagt farvel til Justine, og sagde at jeg ville følge hende på sms, da hun intet aner om computer.
Så var spisiel hejeren der, og vi kom til lufthavnen, hvor jeg sidder nu kl.9,15 uganda tid, 7,15 dansk tid, og skriver om hvad der er sket i dag. jeg ved når jeg kommer hjem, så sover jeg nok i 2 dage, så i skal råbe højt, hvis i vil høre nyt fra Uganda. Men kære venner vi ses snart, arbejdet er gjort, og arbejdet gror og går fremad, trods kamp og strid.

Tusind tak til alle der har fulgt med på turen, må Gud velsigne jer alle for jeres medleven.
Tak for alle de givne gaver, mens vi har været her. Det har virkelig udrettet mirakler.
Hav det rigtig godt til vi ses.   Solveig

Tirsdag d. 4/3 2014

Tirsdag morgen. En ny dag med solskin og fuglesang, og arbejde der skulle gøres.

Så da morgenmaden var spist, var det bare afsted igen på bodada ud at finde Massaitæpper.
Jeg havde ikke nok, og Jens ville gerne have to, så det var bare afsted.

Der var rigtigt langt, og vi skulle ind igennem et mylder, der overhovedet ikke kan lade sig gøre, men de snor sig som ål, så det er bare om at hænge godt fast.

Men en ting er dejligt ved bodada, det lufter lidt når vi kører, for der er rigtigt varmt her, og ilt er der ikke meget af, da det ikke har regnet i lang tid.
Men vi fandt stedet, fik købt 6 mere Massai tæpper, og så videre til midtbyen, for at finde tæpper og sengetøj til Justine, til under det halve, de ville have ude i buchen.

Også det blev klaret, og vi overlevede en gang mere, for det er med livet som indsats.
Så var det hjem, og snakke med Justine, og give hende tæpperne og pengene til Madrasser.

Så var der lidt arbejde her der skulle gøres, og så afsted igen.
Jeg ville ned i Mirakelcentret, for at købe en cd, og sige farvel til Pastor Arthur.
Videre derfra ud til familien Moses, med dukker og dukketøj til pigerne. Så havde jeg lige købt en slikkepind og noget popcorn til dem alle.

Desteny Niger var lige kommet fra skole. Hun er en yndig, glad og meget dygtig pige. Hendes bror Weis på 5 er det samme, de er virkelig dygtige, har næsten 100 poeng af 100 mulige.

Vi fik en god snak, om den forretning de igen har fået penge til, men som ikke bliver klar i denne uge, men jeg vil følge dem, og håber at det vil lykkes denne gang, at tyve ikke kommer og stjæler det hele, derfor skal det denne gang være i en kontejne, af jern, som ingen kan komme ind i.
Så vi håber det bedste denne gang.

Så var det farvel for denne gang, og Moses og børnene fulgte mig til Bodadaen, og så var det hjem, og tak for i dag.

De kærligste hilsner  Solveig

3/3 2014

Mandag var det opperation Madrasdag.
Justine og jeg skulle starte kl 9, og det med bodada til taxipladsen. Og selvfølgelig var det mig til at betale for begge, hvem ellers.
Så fandt vi taxien, og satte os ind. Men så er det sådant her i Uganda, en taxi kører ikke før den er dobbeltfuld. Værre end sadiner i en dåse.
Nå men vi måtte vente, og jeg fandt ud af at der ikke var mange der skulle derud hvor vi skulle, for andre taxier, ventede højst 1/2 time så var de godt fulde, men vi sad i 1 1/2 time i bagende sol og bare ventede.
Nå men sandelig så var der ikke mere plads på sæderne, og knæene af passagerene, så nu kunne der ikke proppes flere ind. Ham der klarer det med pengene, lægger hen over stoleryggen , mellem alle folkene. En oplevelse for en forkælet dansker.

Nå men så gik det hump og skrump, for støddæmper, ved jeg ikke om de nogen sinde har haft, men væk var de nu, Og chaufføren kørte som en brækket arm.
Så da vi var kommet lidt ud, stoppede den ved hver der stod ved vejen, og var der nogen der skulle af, skulle det halve taxi ud, så længe vedkommende kom af, for så at stige på igen. Vi skulle da alligevel ikke ud at skubbe, den klarede det til ug bump og skrump.

Sandelig om ikke vi kom til vores bestemmelssted, lang om længe.Og så var det ikke svært at finde den ene butik der solgte madrasser, og sengetøj.
Jeg havde fået Justine til at finde ud af, om vi kunne købe det derude, eller vi skulle have det med her fra Kampala. Men de kunne købe det derude. Hvad jeg havde glemt at undersøge, var prisen.
Jeg troede ikke mine egne øre, da han nævnte prisen. jeg har købt så mange madrasser, og sengetøj, så jeg var ved at falde bag over, og spurgte om det var de reelle priser , eller Musungo priser.

Men det var prisen, så han var ikke til at hugge eller stikke i, men ok så kunne han beholde hans ting, jeg ville ikke smide penge ud, bare fordi vi var kørt så langt, ikke tale om.
Så  var jeg gal, og bestemte at han kunne beholde sine madrasser, jeg kunne finde dem meget billigere i Kampala,  ja under det halve,og så kunne de fragtes derud med samme taxi, for ingenting.
Så jeg tog en rask beslutning, vi kørte tilbage med uforrettet sag, jeg ville finde en bedre løsning.
Justine hængte med skuffen, hun kendte ikke den slags mennesker, der kunne handle så tosset,og hun mener at skulle have egen forretning, det går da slet ikke. Nå men så kunne vi igen sætte os i Taxien, men denne gang skulle vi bare vente 1 time, før skrumpelbussen kørte,og det med høns, og masser af mennesker. jo jo jo
Tilbage i Kampala, skulle jeg så mødes med Frank, da der var nogle mennesker jeg skulle møde. 1 pige som har fået sponsor i Danmark, og som jeg aldrig havde mødt, så nu skulle det være.

Justine tog så alene hjem, Frank og mig fortsatte,og skulle finde en ny taxi, til en ny plads.
Jeg var ved at få sol nok, og mad det blev der ikke noget af, bare vand. Det går til en tid, men så var jeg også ved at besvime, og sagde til Frank, at nu  måtte jeg have nogle bananer, hvis jeg skulle klare det. Det forstod han ikke med det samme, indtil jeg nær var faldt, og det blev sort for mine øjne, nu måtte jeg sidde ned. Vi var heldigvis lige ved et sted de havde en bænk, for dem er der ingen af, men lige der havde forretningen en, og de kunne se jeg var ved at vælte. Så forstod Frank at det var alvor, og gik afsted og kom med 2 bananer som jeg spiste, men uha hvor var jeg gået i sort. Men lidt efter lidt fik jeg bananerne ned, og mere vand, og kom mig så ganske langsomt. Puha det var ikke sjovt. mad skal man have, men men men!!!!

Nå men efter nogen tid kunne vi fortsætte, og vi fandt skolen hvor Helen Marie som pigen hedder, går i. Ja vi havde først fundet hendes far, og så hende, og derefter skulle vi hjem hvor de bor.
Helen Maries far er arkitekt, og har derfor også bygget sit eget hus, til sine 6 børn og sin kone.
De boede rigtig dejligt, og var sådant set ikke i nød, så det med sponsoratet, var fordi Frank havde synes, da det var hans onkel, og alle hans børn var piger, det syntes han var slemt, så derfor.
Det var da også det eneste sted vi blev budt på noget, vandmelon, man byder ikke på noget her, man forventer hellere at få noget.
Vi fik en dejlig snak. Emanuel som han hed var virkelig en dejlig mand, der havde en plan at gå efter. Han kone var lærer, så de havde et godt liv. Men selvfølgelig gør ekstra penge altid godt, og jeg er vis på at de får noget ud af dem.
Helen Marie, er en virkelig sød og klog pige.Jeg havde købt en dukke til hende, da det nu var første gang jeg så hende, og den blev hun rigtig glad for. Dukken var i tøj fra Johanne, og hun syntes bare det var såååå flot, hun var bare så taknemmelig.
Så var dagen mere end brugt, og vi skulle hjem igen. Først bodada, så taxi, så taxi og bodada, og endelig hjemme. Skulle lige undervejs have købt mælk og vand, da jeg vidste at det manglede i huset. men så var det også bare slut. Jeg var mørbanket, træt og møjbeskidt og totalt ør i hovedet af al den spetakkel alle de steder jeg har været i dag, det er bare nok, nu trænger jeg til ro.

Det var så bare endnu en dag i Kampala, men nu synes jeg også snart jeg trænger til hvile og ordnene forhold, lidt frisk forårsluft, men arbejdet skal gøres færdig, og det er nu vi er her.

Herfra de kærligste hilsner  Solveig

Søndag d.2/3 2014

Først og femmest en helt fantastisk dag for mig. I dag er det 34 år siden jeg havde besluttet at tage mit eget liv, men hvor den levende Gud greb mig, frelste mig og satte min fod på klippen.
Aldrig aldrig aldrig kan noget større hænde for et menneske, og aldrig aldrig kan jeg sige Jesus tak nok for hvad han har gjort. Og nu det kald han har givet.
Det har bestemt ikke været let, men han har aldrig svigtet, heller ikke denne gang. Jesus lever, og han SER ALT, der er ingen der snyder ham. INGEN.

Nå men jeg skulle tidlig afsted på bodada, til Taxie pladsen, for at finde en taxi til Kajawe, og så videre ud i buschen.
Igen havde jeg meget oppakning med, men sådant er det jo.Der skulle tøj med ud til den lille familie, for nu skulle der flyttes ind i det nyreparreede hjem.

Jeg fik hele baladen med bodadaen, og så afsted. Jeg fandt taxien, og så var det bare at vente til taxien var fuld af mennesker, og det som sardiner i dåse, før kører den ikke. Så da jeg havde ventet en halv time var der absolut ikke mere plads. På den plads hvor jeg skulle sidde, med al min oppakning, skulle der også sidde en mand med en lille pige, og sin oppakning, såååå sadiner i dåse.
Men så gik det bare derud af, med vild fart i en taxi, der vist aldrig har haft støddæmpere, så det var bare om at holde sig godt fast, og undgå de største bump, så man ikke fik hold i nakken eller ryggen.
Kære venner ved i hvor forkælede vi er i Danmark, ved i det ikke, så kom en tur herned.

Nå men jeg kom til Kajawe  fik ringet til Frank, og han kom så vi kunne få lavet de sidste indkøb.

Så da vi var færdige, var det bare afsted på bodada igen, ud i buschen i støv og møj, da det ikke har regnet, og er totalt tørt.
Vi nåede derud, og hele familien ventede mig med glæde. Frank havde sagt at jeg var på vej, og nu skulle vi holde indvielse.
De er så lykkelige så lykkelige for det mirakel som er sket for dem.
Så madrasser, tæpper, sengetøj og alt havde været nede ved Frank til det hele blev færdig og tørt.
Så startede vi med at lægge tyk plastik i bunden af sengene, så jernet fra sengen ikke rev madrasserne i stykker, derefter kom madrasserne, og så et lag tyndt plastik, hvis nogen skulle tisse i sengen.
Så sengetøjet, og tæpperne. Der var tyk af mennesker, der ville se det mirakel der var sket for den lille familie. Så tilskuere maglede vi ikke.
Børnene var ellevilde, og kikkede med store øjne på en sådant fænomen af en seng, nye madrasser, og sengetøjet, ja de var helt paralyseret, og fulgte bare det hele med åben mund og polypper.

Sengene var redt,både i børneværrelset og soveværelset. så kom tøjuddelingen, og det måtte ske i stuen, for udenfor var der for mange mennesker, så ville vi ikke kunne styre hvem der fik hvad. Men dejligt vi kunne være i stuen, der var pudset og støbt gulv, en total forvandling.
Der var vild jubel, lige hvad børnene havde ønsket sig allermest, da Bridget lavede profiler for hver enkelt, da ønskede de sig allermest, tøj og sko. Så i kan nok forstå stemmingen.

Da vi så var færdig med det, sluttede vi med saftevand. Slikkepindene som jeg havde købt, havde Frank givet dem.

Så skulle der tages billeder, og en nabokone takkede mange mange gange for hvad der var hændt for den mest fattige familie, som ingen vidste hvad der skulle blive af, men se nu.
Kære Benny, du var starten. Tak for dit sponsorat at Emanuel, og så har det bare rullet.

En skøn dag, en fantastisk forvandling for den lille familie var til ende, så nu er Frank ansvarlig for at de passer på tingene.
Der blev taget billeder ude på den nye terasse, og børnene var bare som glade børn er, fuld af spilopper. Så var det farvel og tak.

Frank og mig gik ned til ham for at snakke lidt, før jeg skulle tilbage, og hvor jeg gav ham nogle penge og en stor tak for alt det han havde gjort.

Så var dagen gået, og det var tid at finde en taxi, og håbe på at den ville være i Kampala inden det blev mørkt.
Så endelig hjemme, og samme prosedyre. Tømme camera, sætte til strøm, lægge billeder ud, og gøre klar til næste morgen.

En eventyr historie af feb.-marts 2014. Tusind tak for alle jer der har medvirket til dette kunne ske.
Må Gud selv velsigne enhver af jer 1000 fold tilbage.    De kærligste hilsner  Solveig

Lørdag d. 1/3 2014

En ny og dejlig dag med solskin og fuglesang. Virkelig en dag man ikke skulle gå og være ked af. men men men.

I dag skulle jeg først i vaskeriet "Gnubbe" igen, der skull vaskes tøj, da det hurtigt bliver beskidt her af alt det røde støv. en hvor er det bare dejligt at vi har vand i hanen, det er der mange der ikke har, så frisk ud at gnubbe.

Så var det husets tur. Der skulle igen gøres rent over det hele, på grund af støv, og alle gulve vaskes. Der skulle støvsuges møbler og tæpper. men dejligt de har den støvsuger jeg købte, da det var mit hus, den har jeg til fri afbenyttelse, da de ikke bruger sådant noget maskineri, så den har bare været gemt væk, og jeg tror kun det er mig der bruger den, når jeg er i Uganda.

Nå men så blev huset ordnet, og så var det tid at få lidt at spise, og komme afsted ud til Agape 3. Det var idag der skulle holdes fest, en slags fødselsdag for dem alle, da vi ikke kan finde ud af alle de fødselsdage, og vi skulle jo nødigt glemme nogen, så jeg har besluttet at vi holder en fest 1 gang om året, og det er for dem alle.
Så skal der spises godt mad, have noget rigtig lækkert, slik, sodavand og fødselsdagskage, som alle her gør rigtig meget ud af, nok fordi de aldrig får kage.

Jeg kom derud, på bodada, og havde en masse ting med, men meget kan lade sig gøre på bodada.
eg var derude kl. 2 som var aftalt , men der var ikke meget synligt af at der skulle være fest, og gæsterne var heller ikke kommet, kun Bridget var der, nok lært at det går ikke at ikke komme til tiden.
Hun var igang med at sætte hår på Maddie, og børnene var i færd med at blæse balonner op, så jeg satte mig og ventede, for at se hvad der ville ske. Så da klokken var omkring 3, spurgte jeg Millie, om ikke det var kl. 2 vi skulle starte, jo, men hvad er klokken spurgte hun, det anede hun ikke. men det gjorde gæsterne tilsyneladende heller ikke, da der stadig ikke var kommet nogen.
Nå men så måtte de jo se at blive klar, og Millie kaldte alle børnene ind for at blive vasket, og komme i det fine tøj, og så skulle bordet ud, og dækkes. Maden var heldigvis undervejs, så så.

Så lidt efter begyndte gæsterne at komme. Det er dem som børnene har haft kontakt med før de kom på børnehjemmet. Det kan være en moster, bedstemor, eller en mors veninde og bare en bekendt. men de er alle inviteret sådan en dag, og de elsker det, og samtidig er de dybt taknemmelige for at se, det som er sket for disse børn.Det er som himmel på jord, set med deres øjne. De sidder alle der og havde givet op, kunne ikke finde føde og hjælpe disse børn mere, og forældre havde de ikke, så det var sidste chance, men at det skulle ende sådant, det er et stående Mirakel for dem at se.
Nu har børnene et hjem, får mad hver dag, går i skole hvor de også nu går til svømmeundervisning, og så har de en "mor Milly" som drager omsorg for dem. Det er som at kigge ind i himmelen for disse relativer til børnene.

Nå men sandelig begyndte tingene at tage sin begyndelse. Først kom Lilians "Mor" en veninde til hendes mor. Lilians mor havde været død i tre år, og havde boet ved moderes veninde i den tid, men nu kunne hun ikke mere, og bad hende gå sin vej og sørge for sig selv. Da var Lilian 11 år, og da var det jeg mødte hende, men det er en lang og barsk historie, men den er bag de fleste af de børn vi har på Agape 3.

Så kom maden på bordet, og Lilians mor tog fat med at servere, og gik til hånde.Hun var så lykkelig så lykkelig for hvad hun ser der sker med den pige hun var nødt til at jage ud. Ikke alene med det men at Bodil og Knud, (Lilians) sponsor også tilgodeser hende og hendes familie med penge til Jul, glæden kender ingen grænser.
Så i dag blev hun vidner til igen et mirakel, da Bodil og Knud ville give Lilian en spisiel gave, og sendte en god slat ekstra penge, og hun fik den Gitar som hun så længe havde ønsket, men aldrig troet muligt. Ord kan ikke beskrive den situation. Så nu skal Lilian have undervisning i Kirken, der er en der spiller, og vil hjælpe hende med at komme igang.

Nå men der var gaver til alle børnene, ingen skulle mangle, og der var fest og glæde over hele linjen.
Da alle var mætte, ville børnene gerne synge, det elsker de, de er Afrikaner, og de er bare så gode til det, bare skønt.
Karen and Dorcas was not at home, da de goes i skole also about Saturday, the kl. 4, so that nåede only på Hilse the Karen der came Hjem, and then mødte that Dorcas, da that was the way to the bodadaen, mænd da was the also Aften. De has good NOK some lange days i skole. Lørdag also from 7-4, de other from 7-9 Aften, so Sig not de will something for skolepengene
Så var dagen også brugt, så nu var det hjem til computeren, tømme camere, sætte til strøm, lægge billeder ud, og så pakke til i morgen tidlig.
                                                         Kærlig hilsen   Solveig

Fredag d. 28/2 2014

Hej alle kære venner.

Så er det fredag, og der er fred og ro i huset. Jens kom meget sent hjem igår, og nu sover han nok hele dagen, men er der da ro.
Jeg har bare slappet af, og venter på at tingene der skal gøres færdig, bliver færdig.
Så jeg læser, strikker og handler ind til huset, og bare nyder stilheden.

Så kaldte Susan, og jeg var hos hende, og vi fik en lang snak, da hun gerne ville vide hvordan vor tur var gået ud til Justines hjem.
Jeg fortalte hvad jeg havde oplevet, og set, og det var hun glad for. Justine var også der mens vi snakkede. Susan er nok en lille smule bekymret for om hun mister en god og sød hushjælp, så det skal altid vejes, hvad der bliver sagt.

Jeg spurgte Susan, om vi igen kunne tage ud i buschen, og Justine kunne få fri, for så ville jeg tage med hende igen, dog denne gang i de tossede taxier, da en spisiel er for dyr, 135,000 ugx skulle han have sidste gang, så det er stop, nu bliver det bodada, eller de tossede taxier.
Men Susan sagde at det kunne vi godt, da Benny vil giver dem nye madrasser, sengetøj og tæpper, som de virkelig trænger til.
Susan spurgte også om hvor meget jeg troede at Benny ville give hende, hvortil jeg svarede, at det vidste jeg ikke. jeg sagde at jeg havde sendt billeder, så kunne han selv bestemme, det er ikke mig der skal sige hvor meget han skal give, det bliver fuldstændig op til ham.

Så hjem igen, og nu var Jens vågen, men lå i sengen og læste.
jeg havde fået en mail fra Sæby, at de ikke kunne forstå at de ikke hørte fra ham, hvortil jeg svarede at det kunne jeg heller ikke, da jens har sendt masser af sms til dem, både fra hans egen tlf. og fra min danske tlf, men tilsyneladende uden det er gået igennem.
Så nu måtte der gribes til en anden løsning. Da hun nu var vågen gik jeg ind til ham, og sagde at nu ville jeg gerne at han skiftede chippen ud i sin tlf. så den blev dansk, for det var tilsyneladende den eneste han kunne forstå. jeg havde fundet chippen, sagt hvad han skulle gøre, for hans søster ventede på ham.
Så en tid efter gik jeg igen ind til ham, og spurgte  om han havde sent sms. Han svarede at han havde sendt to, men troede heller ikke de gik igennem. men dog.
Så spurgte jeg ham om han ikke ville sende en mail. til sin søster, da hun gerne ville høre fra ham selv, og ikke bare mig, da de også ved at det er ikke godt her.
Men nej det ville han ikke, de vidste jo da at han var i live, sååå nej. men fakta er at det kan han ikke finde ud af, og have hjælp fra mig---- ALDRIG i LIVET.
Nå men så var der ikke mere at gøre. Jeg hyggede mig med lovsang på computeren, og strikkede til jeg ville i seng.

Da jeg havde lagt lidt, følte jeg at jeg skulle gå ind at snakke med ham, da han stadig ikke var stået op.
Det gjorde jeg, og tog risikoen, at han bed hovedet af mig.
Jeg spurgte om han havde det godt. Det havde han.
Jeg spurgte om han var glad for at være i Afrika, det var han.
Jeg spurgte om vi ikke mere kunne snakke ordentlig til hinanden, hvortil han svarede, nej ikke så længe at slangen sprang ud af min mund hver gang jeg åbnede den, for han hadede slangen, og ønskede bare at bekæmpe den af al sin kraft, det var derfor han var med her i Uganda.
Så kære venner, er det jo ikke let at komme videre.

Jeg sagde til ham, kæreste Jens, det er ikke mig eller djævelen du kæmper imod, det er Jesus. Du trænger sådant til at få fred i dit hjerte, til at blive frelst, fyldt med Jesu egen kærlighed.
Det er lige som med Paulus der troede han tjente Gud, ved at slå dem ihjel der fulgte Jesus, det her er totalt det samme, men han ville selvfølgelig ikke høre.
Alt er min skyld, og han bare hader slangen, djævelen, og vil bekæmpe det af hele sin styrke.
Så det er situationen her i Kampala, ikke ligefrem rart, men hvem har sagt at livet altid er rart???

Herfra de kærligste hilsner  Solveig
Tak for alle de hilsner der kommer hjemmefra, det nyder jeg. Hav det godt, det varer aldrig så er vi Danmark igen

Torsdag d. 27/2 2014

Kære alle venner.

I dag har bare været en stille dag for mit vedkommende. jens tog afsted kl. ca. 9, og jeg har ikke set ham siden, nu er kl 8 aften. jeg har ringet til ham, men han tog ikke tlf. sååå
Men nu har han lige ringet tilbage, og sagt at han står inde midt i byen, og vidste ikke hvornår han kommer hjem, men maden står på bordet og venter.
Jeg fik en hilsen fra Benny idag, og han skrev at han gerne ville hjælpe Justin og hendes lille pige, så nu skal vi bare finde ud af hvordan.
Det er bare så vidunderligt at 2 nu har fået mulighed for at starte egen forretning, og nu måske den 3. Gud arbejder, og forvandler liv, han er bare kærlighed, både først og sidst.

Ellers har jeg bare slappet totalt af, da der har været fred i huset, og det er dejligt en gang imellem.

Tiden går, og nu skal det sidste snart gøres, så vi kan komme hjem til det danske forår.

Herfra Kampala, Uganda de kærligste hilsner. Solveig

Onsdag d. 26/2

Hej alle kære venner.

Så blev det onsdag, og i dag skulle jeg på tur med en ny evt sponsorat.
Justin som er en ung mor, der arbejder her ved Susan hvor vi bor. Benny fik mange gode snak med hende, da hun kan tale engelsk, modsat så mange andre.
Hun havde fortalt ham, at hun havde 2 børn, som boede hjemme ved hendes mor, langt ude i Buschen( på landet).De gik i en billig skole, og hun måtte tjene til skolepenge, samt hjælpe at forsørge hendes mor. Men Justin ønskede at kunne samle penge til at starte en lille forretning, i stedet for det arbejde hun har.
Jeg lovede Benny at se på forholdene, og se om der var noget han kunne gøre for dem. Han er virkelig blevet grebet af at hjælpe, og det glæder ham hvad han har set.

Nå men i dag skulle det være. Kl 9 skulle vi afsted, og Bridget ville gerne med. jeg ringede til hende kl. 5 min i 9, for at høre om hun var nær, hvortil hun svarede, ja hun var lige om hjørnet.
taxien var kommet kl. 20 min. i 9, og jeg havde bestilt ham til kl. 9.
Justin var færdig til tiden, og glædede sig, så vi kom afsted et lille stykke, for så at vente på Bridget igen. Da vi havde ventet 1/2 time, sagde jeg at nu kørte vi, nu var det nok, hun kom ikke med.

Vi kørte derudaf, og Justin skulle gate taxien. Der var virkelig langt ud, også i en retning som jeg aldrig havde været, Vi kørte bl. andet på Gadaffy ruten, og så videre ud i buschen.

Da vi havde kørt 25 km. på mest jordveje, var vi endelig fremme ved skolen hvor hendes datter gik i skole.
Siden Benny havde talt med hende havde faderen til børnene hentet drengen, og ville tage sig af ham, så nu var der kun pigen tilbage.
Nu var vi altså ved hendes skole.
Vi kom ind på inspektørens kontor, og fremsagde vores ønske om at se datteren, hvilket vi fik lov til med glæde.Jeg tror aldrig der har været en "muzungo "derude før, for de gloede alle øjnene ud af hovedet.

De hentede datteren, men ikke alen hende,også de to piger fra Justins søster, som også bor ved hendes mor. Det er spisielt med de familiebånd her, ikke altid så let at finde ud af.
Benitta, som datteren hed, var virkelig en sød pige. Var ren og pæn i sin skoleuniform, ja det var de alle 3.
Jeg fik taget billeder af dem, og mange mange andre, da de fleste af 800 skolebørn aldrig havde set et hvidt menneske før, så de var komplet ustyrlige, lige meget hvad lærene sagde til dem.
De sang en sang for mig, som jeg optog på video, til stor morskab, da jeg bagefter viste dem videoen. Jeg tror aldrig de havde set noget lignede, og det var virkelig en oplevelse for livet for disse børn og voksne.
Jeg blev vist rundt på skolen, selvfølgelig i håb om at jeg havde mio. at give dem, jeg var jo hvid, og hvide mennesker er banker.Sådan er det bare her, men det må de selv om.

Da vi var færdige der, skulle vi så hjem til Justins mor.
Vi fandt Justins hjem, og hendes svigerinde, som gik med en syg lille pige på ryggen. Moderen var ude i marken og hakke, så Justin rendte efter hende, og hun kom. Hun er virkelig en sej kvinde,65 år, der har hjerte og kræfter til at tage sig af børnebørnene, og resten af familien.
Hjemmet var normalt, som de fleste her, dog var der 3 rum, og god plads ude bagved, med både ænder, høns og kalv. Moderen kæmper virkelig for at de har mad nok.
Moderen har også bygget et hus med 3 udlejningsrum, som hun så får kontante penge til at købe det de ellers skal have.

Jeg ville gerne se børneværelset, og jeg så at de havde en dobbeldækker seng, som Justin havde købt til dem, men madrasser var der ikke meget af, og slet ikke sengetøj.

Vi gik lidt rundt og så på det hele, jeg skulle prøve at se for Benny, men det var virkelig ikke let.
Mens jeg var der sad svigerinden bare der med barnet, mens moderen nu begyndte at lave mad. Så jeg kunne spørge om hvem der virkelig trængte til hjælp.

Benny ville gerne hjælpe Justin, men det hænger jo sammen som ærtehalm, da de er forpligtige på hinanden.
Jeg tog nogle billeder, som jeg vil sende til Benny, så må han selv vælge hvad han synes.

Så var det hjemad igen af de støvede jordveje, og så var vi i Kampala igen.
Taxiemanden har pludselig hævet prisen rigtig meget, da jeg desværre kom til at sige til ham, at i næste uge så skal vi tilbage til Danmark. Så nu skulle der hentes hvad hentes kunne mens vi var her, det er afrikansk politik, hvad enten vi kan lide det eller ej.
Så nu må det blive bodada, det her går ikke mere.

Vel hjemme igen, skulle vi hver især til vort arbejde. Jeg sagde til Justin at jeg ville sende besked til Benny, som jeg gjorde, så nu venter jeg på han svarer.

Herfra de kærligste hilsner  og ønsket om Guds velsignelse over jer alle. Solveig

Tirsdag d. 25/2 2014

En vidunderlig morgen. Kl. er bare 1/6, men jeg skal op for at sende en hilsen til Benny der bliver 60 år i dag, og er med hele familien i Spanien.
Jeg havde taget en lille video af hans dejlige dreng, som sang fødselsdagssang for ham, og håbede på at kunne sende den til ham, men det ville ikke lykkes, så det blev til et billede af Emanuel, og så måtte videoen komme senere.

Jeg skulle have pakket, og skulle tidlig afsted, da jeg skulle ud at se hvor Elisabeth boede, det havde jeg lovet hende, da hun er flyttet, og jeg skulle også snakke med børnenes skole, og se om det går godt.
Ester, Erey og Ebenezer, som børnene hedder, er meget glade for at gå i skole, og det hjælper jo til at lære noget.

Jeg skulle køre kl 8, så jeg måtte blive færdig. Da jeg så kom op, var Jens gået, og havde taget nøglerne med, men heldigvis stod døren åben ud, og så måtte jeg jo få tjenestepigen til at lukke den sidste gate op.

Nå men jeg blev færdig til tiden, og taxien var der også til tiden. Så var det afsted, til et område jeg aldrig har været i før.

Da vi så kom derud, skulle jeg ringe til Elisabeth, og hun ville gate os det sidste stykke. Sådan gør de her, da ingen har ardresser, det er der ved siden af, eller bag ved, sååå, det er sandelig nødvendigt med en tlf.

Vi kom ud, og det lykkedes også at finde Elisabeth, som tog imod med åbne arme, strålende glad for at se mig. Det var hende som Innocent havde sagt til, at hun havde mistet alle sine sponsoer i Danmark, og bare selv beholdt pengene. Så hun er ovenud lykkelig for at dette ikke var sandt, for ellers kunne hendes børn ikke komme i skole.
Det første jeg skulle, var at se hvor de boede. Vi kørte af noget de kalder en vej, rundt om hjørner, skurer, imellem kalve, høns, ænder, geder og gadesælgere i lange baner, og vi kan lige akkurat komme igennem med bil. Det lugter rigtig slemt, af kloak, da alt foregår ude på det de kalder vej. Men sandelig om ikke vi fandt det lille rum som er deres hjem.
Hun åbnede armene og bød strålende mig velkommen til deres hjem.Et lille rum, hvor de boede 4 personer i. Der var lige akkurat plads til en lille 2 pers. sofa, elles ikke noget, udover de 3 senge. men da de altid har godt vejr her, foregår alt jo udenfor, og de skal kun sove i rummene. Alt var fejet og strøget , men luften var ikke den bedste, men hun var glad og stolt, og det var dejligt.

Derefter skulle vi så på skolen, og fik en snak med skolelederen, som også bød hjertelig velkommen. Så blev vi vist rundt på skolen, da det er en ny, hvor jeg ikke har været før. Det var dejligt at se, og der var orden i tingene. Børnene gør det også rimelig, har jo ikke gået i skole så mange år.
Vi besøgte klasserne hvor børnene var, og fik lov at tage dem ud, for at tage billeder af dem.
Så var besøget slut, og skolen var glade for at se der er nogen der intereseret i hvordan de gør det, og er selvfølgelig glade for at få at vide at de gør det godt. Det var godt at se.

Så skulle vi hjemad, det vil sige, jeg skulle mødes med Moses. Elisabeth kom op at køre, da hun gør rent næsten lige ved siden af hvor vi bor,så hun så lige chancen til at få et lift.

Næste stop, var ud til Moses, han ville gerne vise mig den kontejne, han gerne ville leje, hvis de fik mulighed for at starte en lille forretning igen. Den første de havde, som jeg gav dem penge til , var blevet brækket op, og alt var stjålet, så nu var det helt forfra, om jeg kunne finde 500,600,000 ugx.
Men hvis de fik penge til at starte igen, måtte det blive i en kontejne af stål, som ingen kan brække ind i.

Vi kom derud, og Moses kom ombord på samme måde, ved et tlf. opkald, og så kunne vi komme afsted.
Vi fandt der hvor de sælger, og lejer kontejne ud, og fik prisen på det, i forskellige størelser.
Men en ting er en kontejne, den skal også stå et sted. Moses havde fundet et godt sted, og havde snakket med dem, og det var vist nær en aftale. Men der skulle jo også noget på hylderne, så vi skulle have en bedre snak.
Vi blev færdige, kom afsted, og så kom Elisabet af, og takkede for besøget. Så skulle Moses og mig hjem og snakke.
Jeg spurgte hvad han ville sælge, og han nævnede en hel remse, hvortil jeg svarede, at jeg synes de skulle begynde med en lille kontejne, selv om han gerne ville have den store, kunne jeg mærke. men bedre med mange varer i en lille kontejne, end en stor med lidt varer, og det asepterede han, ja hvad andet kunne han gøre.
Så gav jeg ham 300,000, og sagde at han skulle få 200,000 mere, men jeg havde ikke flere, før jeg fik hævet, men så kunne han da få begyndt, da han har fri i dag, og var bare opsat på at få begyndt igen, hvis jeg ville hjælpe dem en gang til. Jeg sagde at det var sidste gang nu, så nu måtte de passe godt på, at der ikke skal blive indbrud igen.

Moses var bare så lykkelig at han næsten hoppede, da han gik, han var mere end klar.

Jeg skulle afsted at hæve penge, og købe vand, da vi var kørt helt tørt.

Da jeg så var hjemme igen, fået noget at spise, gav jeg mig til at skrive et brev til Jens, om ikke der var en mulighed at vi kunne snakke sammen på en ordentlig måde, uden han skældte ud, bare stille og rolig. Så nu beder jeg til at han vil falde ned, så vi kan snakke ordentlig sammen.
Han er taget ind til byen, havde han skrevet på en seddel da jeg kom op,men lovede at komme hjem til aften.Så jeg håber og beder til at vi kunne få en god snak.

Herfra de kærligste hilsner fra os alle i Uganda.    Solveig

Mandag 24/2 2014

Kære Alle Venner
Jeg havde en en vidunderlig ro og fred i dag, da Jens har været ude af huset. Det har været en lise for sjælen. Den negative ånd har været væk, jeg kunne trække vejret, og nyde freden uden skæld ud.


Først skal der vaskes lidt igen og derefter skulle der købes ind, da huset jo også skal fungere.

Så har jeg  talt med Frank, jeg ville gerne vide om han kunne blive færdig med huset de næste tre dage, så der kunne tages nogle billeder af det færdige resultater. Han skulle have flere penge til sand, cement og vand. men der er ingenting der er let i Uganda.. Så godt vi har Bridget, for nu var gode råd dyre. Hvordan fik vi penge sendt til Frank, ingen penge ingen materialer.
Men her i Uganda har de noget de kalder mobilmonny. Altså kan pengene sendes i mobiltlf. og det måtte blive løsningen.
Jeg fik fat  i Bridget, og hun lovede at gøre det for, jeg ville gerne  om han kunne blive færdig de næste 3 dage.

Så da jeg havde Bridget, ville vi aftale møde i Agape 3 hjemmet, hvor de i al den tid, vi har Lejet huset, havde strømproblemer. Så havde strøm og så havde de ikke. Så nu var det en NOK.

Jeg havde sagt  Bridget at hun ikke skulle betale husleje, før de havde sat en  måler op, og  at alle tingene er på rette plads, så nu havde de ventet siden d. .. 15, at jeg ville få tid til et møde med udlejeren . når han ikke kan et ord engelsk, ville Bridget og være den der skulle oversætte 

Så det blev bestemt at mødet skulle være kl 3, så ville hun sørge for at  David var til stede.

Jeg kørte derud, og vi fik aftalt med Milly, omkring festen der skal holdes inden vi tager hjem. Så kom Bridget, og til sidst David og en ven Emanuel, som kunne snakke engelsk.

Jeg sagde til David, at nu skulle de få tingene i orden, ellers fik de ingen penge. Der er ikke et målerskab, med måler og alt det der. Det er simpelthen et kabel der er sat meget primativ på huset, og som er forbundet til et andet hus. Men kablet var igen rykket fra, for der var ikke betalt. Det er livsensfarlig, kan kun være tilladt her i Uganda. Så de havde ingen strøm.
David vred sig noget, og sagde at det ville koste en masse penge, og de havde ingen. En sang jeg kender alt for godt. Now monny, now monny.
Men jeg sagde at nu var det nok, tingene skulle bringes i orden.
David takkede for at vi havde malet huset inde som ude, det var han glad for. Jeg sagde at vi Danmark tager vare på tingene, og passer på dem, vi gjorde det vi skulle, men de skulle også gøre hvad de skulle, ellers var det slut. David sagde nu, at han altid havde været glad for os, da han altid har fået pengene til tiden, denne gang var den første gang, han ikke fik.

Men så tog vennen over,og sagde at de gerne ville gøre det, men de havde ingen penge, så hvis vi ville give dem huslejen nu, og 1 måned, så ville de få tingene bragt i orden.
Jeg spurgte Bridget om hvad hun menet, men hun mente nok det gik.
Jeg sagde at så var det i orden, men jeg ville have det på papir, med underskrifter, og det fik jeg, og så vil tiden vise hvor meget der var i de underskrifter.
Jeg sagde at hvis de fik alle tingene i orden, ville vi betale vores egen strømregning, ikke via David, nu var det bare nok.

Så da jeg igen kom hjem, var jens kommet tilbage, og den dårlige ånd med ham. Uha.
Men vi må se, nu er der mange ting der skal gøres færdig, da der ikke er mange dage tilbage, og der skal gerne være orden på det hele her, når vi tager tilbage til Danmark.

Herfra de kærligste hilsner Solveig

Den vidunderlige nat

Kære venner.

Så er vi tilbage i Kampala igen, efter en frygtelig uge, men hvor også mange dejlige ting er sket, men det har rigtignok været hårdt.
Vi kom tilbage fredag aften, efter en meget dårlig afslutning, da Jens kom der ud i Taxien, efter de havde været ude på jorden. Så var spillet kørt.

Men hjemme igen. i en bælgmørk aften, og ind i et hus, der har stået stille i en uge. Der ligger ca. 1 cm støv overalt, da det ikke har regnet de sidste 14-dage til 3 uger.
Men vel hjemme,gik jeg direkte til mit lille værelse, og gik i seng, orkede ikke mere, jeg var totalt færdig, kunne bare græde, og give op.
Jeg sagde til Jesus at det her kunne jeg ikke holde til mere, så nu måtte han tage over, det er jo hans direkte arbejde, så hvis han ville videre, måtte han gribe ind, jeg kunne ikke mere.
Så endnu en aften hvor jeg græd mig i søvn, efter en lang dag på 1 banan og vand, men jeg var ligeglad.
Færdig færdig færdig.

Så var jeg faldet i søvn, havde sovet som en sten.

Kl. 1/2 5, blev jeg vækket af Jesus, og han sagde:
Mattæus 5 vers 10: Salige er de, som er forfulgte for retfærdighedens skyld.
Glæd jer og fryd jer; jeres løn skal være stor i Himmelen; thi således har man forfulgt profeterne som var før jer.

Jeg siger jer, jeg var lysvågen, for det var jo lige ordene, der satte det hele på plads, jeg var så glad for den hilsen. Samtidig var der en stor flok små engle, der tog hinanden i hænderne, og slog en halvbue omkring mig, ned mod madrassen, og ud fra dem strømmede en sådant himmelsk kærlighed, der gik ind og lægte mit sårede hjerte, der var så ødelagt af det som var sket.
Jeg lå længe og bare sugede den himmelske kærlighed til mig, til lægedom, og lyttende til de livsaglige ord. Det er jo netop det, det koster at følge Jesus helt og fuldt.
Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, men nu fik jeg energi, til at forsætte, med fornyet styrke, Hvor er det bare vidunderlig at Jesus ved lige akkurat hvor vi er, og hvad der sker. Han havde hørt at jeg havde give op, da det var for svært, og så sendte han lige akkurat hvad jeg trængte til. ÅÅÅÅÅÅ hvor var det vidunderlig.

Jeg stod op kl 1/2 8, og var bare så frisk og glad, Jesus  var endnu engang kommet mig til hjælp.
Jeg gik i bad, for derefter at komme afsted på en bodada for at købe mælk, brød, kylling osv. da der jo ikke var noget mad i huset.
Jeg fik handlet ind, kom tilbage, og fik spist morgenmad, samtidig jeg fik sat vasketøj over at koge, for nu skulle der gang i vaskeriet( Gnubbe) der var en masse møgbeskidt tøj.
Jeg fik vasket storvask, og ud kom det på snoren, så det kunne tørre.

Så fik jeg gang i rengøringen, så jeg kunne få alt støvet ud. Det var virkelig meget, og det tog mange spande vand, men vi har jo vand i hanerne, så det var bare at lukke op. Jeg fik gjort rent i hele huset, vasket alle gulve, så nu var her til at være igen. Jens sov stadig.

Så skulle jeg videre med arbejdet, der var flere jeg skulle have møde med.
Jeg fik ringet til Judith, som kom med sin søn Annest. Vi fik en dejlig snak om hvordan alting gik. Hun var blevet smidt ud af rummet hvor hun boede, da hun ikke kunne betale huslejen, så nu bor de ved en veninde, som har 2 børn. Så de er altså 5 i et rum, ja livet er ikke let her. Hun har søgt arbejde i et helt år, men ikke fundet noget, men nu ser det ud til at skulle lykkes. Så vi beder og håber.
Annest er 6 år, og en meget dygtig dreng, med en masse krudt i, han skal nok komme frem i verden, det er jeg sikker på.
De fik saftevand, kiks og bananer, det som huset altid byder på, og det passer dem såååå godt.

Da de var gået, skulle jeg ind og snakke med Susan.Justin, Susans hushjælp, havde spurgt om hun kunne få fri en dag, da jeg skulle have hende med ud at se til hendes børn,som bor ved hendes mor. Benny havde snakket med hende, og kunne måske tænke sig at hjælpe dem, men hvordan. Jeg sagde at jeg var nødt til at se på forholdene, før vi vidste om det var en god ide, så derfor skulle hun have fri. Hun kom tilbage og sagde at Susan ville snakke med mig, men da var vi på vej ud af døren til buschen, så det måtte vente, til jeg kom hjem.

Så nu havde vi begge tid, og jeg gik ind til Susan.Jeg fortalte hende hvad vi havde lavet de sidste 8 dage, hun er min søster, og hun var så glad og velsignet på den lille families vegne, så det var dejligt.

Angående Justin, fik jeg at vide at drengen havde faderen hentet, og ville tage sig af, men pigen ville han ikke vide af, så hvis der skulle hjælpes, måtte det blive hende. Hvilket passer meget godt, da det altid er pigerne der er det sidste og laveste.
Så det blev bestemt at onsdag kl. 9, skulle Justin være klar, så ville jeg være klar med en taxi, og så vil vi køre ud at se på tingene. Justin var bare så glad.Så lad os se.

Jens var stadig ikke kommet op, men da jeg havde lavet aftensmad, gik jeg ind til ham, og spurgte om han var syg, eller hvad.
Så stod han op, havde ikke fået noget hele dagen, så han var sulten.
Og så brød galden løs. Han spurgte om hvad der var mine planer for i morgen.
Jeg sagde at jeg ville i kirke , ellers ikke noget.

Men han havde andre planer. Han ville ud i Buschen igen med en fodbold som han havde lovet drengene. Så han gik ind i skabet og tog en fodbold, som jeg havde fået med til nogle drenge.
Derefter fik jeg besked på at finde 80-100,000 ugx til ham, og lægge kortet med koden, som han ville have med.Han ville også have cameraet med.
Jeg spurgte om han virkelig ville bruge 250,000ugx igen på at tage ud med en fodbold som ikke var hans, hvilket han svarede, ja, det var HANS plan.
Jeg sagde at jeg ikke havde de penge, så han kunne bruge hans egen kort, min fik han ikke. Cameraet heller ikke, hvilket gjorde ham så gal.
Den komandtone er bare for meget. Kæreste Jens hvor er du blevet af?????

Så da jeg kom hjem fra kirke lå der en hilsen, ikke af de bedste, narturligvis, men at han var taget afsted og kom nok ikke tilbage før om et par dage, men om jeg venligst ville sende et tlf. nr til ham på den taxi jeg altid bruger. Nej jeg vil ikke kære Jens.
Så nu er det  søndag aften. Kl. er 1/2 7, og jeg ved ikke hvor han er, men jeg regner med at han er ude i buschen ved Frank.

Se hvordan livet kan forme sig, jeg er totalt chokeret, og aner ikke hvor den mand er som jeg kender, men beder Jesus om at gøre et mirakel i ham, og passe godt på ham.
Jesus kan han aldrig rende væk fra. Halleluja halleluja.
                                                                      De kærligste hilsner    Solveig

fortsættelse.

Næste morgen kom Frank for at hente os, for nu skulle vi have fat i en lastbil, for at få alle tingene samlet sammen, der var bestilt.
Jeg havde besluttet nu, at jeg ikke ville have Jens med, nu var det nok, jeg måtte gå alene, det her kunne jeg ikke holde til, så nu måtte hans opførsel have konsekvenser.

Han bad mig ringe efter taxien fra Kampala, for så ville han ud på det jord igen, som han vil købe.Jeg sagde om han var villig til at betale 250,000 ugx for det, men det var han.
Jeg ringede og bestilte, han kan jo ikke engelsk, så havde brug for hjælp.

Så gik Frank og mig, ud for at købe det sidste, få fat i en lastbil til at fragte alle tingene ud i buschen.
Vi fik købt de sidste ting, fik læsset, og så afsted. Jeg havde også købt mad til familien igen, så de kunne få noget at spise, for de sled bravt i det, og var bare så ovenud lykkelige for hvad der var hændt for dem.
Der kom mange af naboerne på besøg, da det var et mirakel de var vidne til, og alle ønskede samme mirakel.
Manden der solgte vand, havde fast beskæftigelse, da der skulle meget vand til.

Da familien har deres ænder, høns, og hund i det midterste rum om natten, så jeg pludselig også, at vi var nødt til at have en dør ind til børnene, for ellers ville hønsene snart sidde i de nye senge, hvilket jeg ikke synes var så smart.
Jeg snakkede med Frank. men han sagde at det var bedre at vi tog deres yderdør, som var af træ, og flyttede ind, og så købte en ny af jern, som er det eneste rigtige her. Ja så måtte vi have sådan en bestilt, malet, og sat i.
Nej kære venner, det er ikke let her i Uganda, men det er vidunderligt at se en sådant mirakel ske for disse dejlige kærlige mennesker, som absolut ingen chance havde, børn eller voksne.
Nu er 5 af børnene startet i skole, selvom der kun er en der har sponsor, så nu beder vi til at de vil få sponsore inden næste termin, som starter til maj. Et skolesponsorat koster 150 kr. i måneden, og af dem bliver der også lidt hjælp til forældrene.
Alt det der nu er sket her, er Frank ansvarlig for, at de ikke sælger tingene, får låst den nye dør når de forlader huset, så tingene ikke bliver stjålet. Frank får sandelig noget at se til, og han er slet ikke færdig med byggeriet endnu. Billeder vil følge på facebook.

Da vi kom ud med lastbilen, var det jo en helt sensation. Familien strålede som en sol, og så alle de nye ting til dem, glæden kunne ingen grænse finde.
Tingene blev læsset af, da Frank ikke var færdig med at skifte døre.

Jeg så pludselig deres ejendele, der lå smidt ude på jorden, stiv af møg.
Jeg sagde til Frank, at vi måtte få købt mere vand, så tingene kunne blive vasket, før de igen blev taget ind i huset, med alle dyrene, hvilket han forstod. Vi havde købt sæbe til dem i stænger, det som de bruger her, men Frank sagde, at jeg blev nødt til at give dem penge til OMO, det var det eneste der kunne tage den dårlige lugt, det hele havde. Ved ikke om det nogensinde havde været vasket.
Så penge op af lommen igen og igen, og moderen løb for at købe OMO.
Hun kom glædestrålende tilbage med en lille spand, og nu var der også kommet vand, og vi havde købt en stor ny balje, som nu kom i brug.
Vandet blev hældt op, spanden med OMO blev åbnet, og duftet til med største behag, tror aldrig de har haft sådan en luksus.Moderen tog nu to håndfulde, duftede til det, og strålede da hun puttede det i vandet.
Så kom det første tæppe i, og så var der vaskedag. Det tog kun et øjeblik før vandet lignede det bare jord, det trængte godt nok til at blive vasket. Hun kaldte på sin mand, han skulle komme og hjælpe ved at vride det, og jeg siger jer at det var bladder der rendte af, men efter 2 gange mere i rent vand, så var det fint. Det blev vredet, men hvor skulle hun gøre af det. Der var intet grønt græs at ligge det på, og hun rendte rundt, til jeg kaldte på hende, og vi svang det over et træ, for at lægge det til tørre på det bare jord, var jo ikke så smart, og de havde ikke andet.
Stativerne vi havde købt til tøjsnor, var jo ikke støbt ned endnu, men hullerne var lavet, men det hjalp jo ikke so meget.
Men vaskeriet fortsatte, til stor fornøjelse for moderen, og ham der solgte vand, han havde godt gang i sin forretning i disse dage, og var glad og veltilpas. Velsignelsen fra disse penge, berører så mange mennesker her, at i nok ikke kan forstille jer det.
Det er ikke bare den lille familie, det er alle der har solgt tingene, der er glade for at sælge så meget, det er de ikke vant til her, så Hanna og Kirsten, det har været og er en stor stor velsignelse i hele området den gave i har givet, og intet vil blive det samme som før. Det har virkelig ændret livet for mange her.Tusind tak for jeres giversind, og velsignelse til bushen her i Uganda. Må Gud selv velsigne jer tusindfold tilbage. Billeder følger på facebook.
                                                                                              De kærligste hilsner  Solveig

fortsættelse.

Næste morgen skulle vi ud i buchen igen. Da ville Jens med, selv om han havde sagt aftenen før, at han ikke ville.

Men så var det afsted igen på bodada, og ud til familien, og tage fat på ny.
Jens ville sætte sternbræt op på Franks hus, også sevlom  brættet ikke var tørt, men nu havde vi købt handsker til ham, så han ikke skulle blive beskidt, så mon ikke det ville gå.

Frank og familien murede på livet løs, og jeg bestemte mig til at få fat i Bridget, så hun kunne komme derud, for at lave profil af alle børnene, og få papierne i orden.
Godt vi havde Franks lille hus, hvor vi kunne opholde os, for ellers var det på den bare jord, ude i den brændende sol.
jeg havde prøvet at hæve penge fra en bank derude, men det kunne jeg ikke, da det ikke var en international bank, så nu var gode råd dyre. Jeg havde ikke kontanter nok til at betale sengen og det andet, og der skulle købes madrasser, sengetøj, tæpper osv. Vi var nødt til at skulle enten til Massaka 50 mil, eller Kampala 100 mil, hvis jeg skulle hæve penge. Jesus hjælp hjælp. Å hvor har jeg brug for hans hjælp og ledelse hele tiden, hvis tingene skal lykkes her.
Så pludselig viste han mig, at Bridget blev min redningsplanke. jeg ringede til hende igen, og sagde om hun ikke ville hæve i Kampala, så jeg kunne få kontanter igen. Så sådan gik det, at vi blev reddet i den situation her ude i buchen.
Hun kom til stor fornøjelse for både børn og voksne. Hun er en dejlig pige, der går ind i alle med træsko på. Så nu blev moderen kaldt til, samt børnene, og så skulle de en efter en have tage billeder, og lavet profil. Der stilles en masse spørgsmål, så vi ved hvad den enkelte er, ønsker, har brug for osv.
Moderen svarede på hvad hun blev spurgt om, og sad på gulvet mellem 12/14 børn, det var et skue.
Da hver enkelt var færdig, havde jeg fundet et stykke papir, og så skulle de sætte deres fod derpå, for nu skulle der købes sko for skole til dem alle, og det er måden på den sag her i Uganda.
Da vi var kommet til ende, var dagen gået, og nu skulle vi hjem, igen inden det blev helt sort.
Frank var ikke færdig, så Jens og mig kørte alene tilbage på en bodada.

Da vi så kom hjem, og havde spist, brød helvede løs igen. Ellers snakkede vi ikke sammen, for at få tingene til at skride. Men nu  fik jeg igen det glatte lag, fik at vide at alt hvad jeg gør og ikke gør er forkert.
Jeg ved virkelig ikke hvad der er sket med ham. Er han misundelig, føler sig ringe eller hvad, og det giver sig udslag i så meget stolthed og arogance, samt kulde, så man fryser totalt til is indeni, sevlom der er 25 grader her.jeg ved det ikke. Men det er bestemt ikke den jens jeg kender.

Igen fik jeg at vide at når vi kom tilbage til Danmark, så skulle jeg få at vide hvem jeg var, og det lød bestemt ikke rart, og hans øjne lyste af had.Jeg spurgte ham, hvor er den Jens blevet af, jeg kender, hvor kan jeg finde ham????
Så ok, sagde han, og fandt det papir han havde skrevet dagen før, da han var alene på hotellet. Jeg tror der var en 6-7 A4 sider om mig.
Jeg var djævelen selv, og hver gang jeg åbnede munden var det slangen der kom ud. Jeg kunne ikke elske nogen, og bare trådte på alle mennesker, og havde kun et ønske for dem, og det var dårligt. Jeg kendte ikke Jesus, og biblen, var bare så fuldstændig besmittet af djævelen som noget kan være. Jeg var en gris, ja en so der væltede sig i sølet. Jeg ødelagde alting, rodede, løj uden grænser. Det var min skyld det med tvangsauktionen af båden. Det var min skyld, at han ikke fik ret mange penge tilbage fra Strandgade, det var min skyld igen og igen og igen. En hel time overfuste han mig, og bare savlede mig ned, med til slut at sige at han hadede mig, som han hadede djævelen selv, og det kunne jeg se i hans øjne, at det var mere end sandt, de skinnede af had til mig.

Kære venner, bed for os, jeg ved virkelig ikke hvad der er sket, og hvad der er årsagen, men en ting er sikkert, det her går ikke.
Igen måtte jeg bare ind at græde, og råbe til Jesus om hjælp, for nu kunne jeg næsten ikke mere, og vi var ikke færdige.                           jeg græd mig igen i søvn.  fortsættelse følger:

Søndag eftermiddag d.23/2 2014

Hej Alle Kære Venner.

Vi er nu tilbage i Kampala igen. Det var var ikke meningen, da der jeg gerne ville vi skulle have besøgt Massaka.  Men da stemningen er totalt ødelagt, var det bare om at komme hjem.

Det jeg skriver her, er bestemt ikke hvad jeg bryder mig om, men for at forklare at tingene har ændret sig radikalt. Så undskyld om det er dårlig læsning, men det er sandheden.

De første 8 dage vi var her, var alt bare så vidunderligt, mens Benny var her. Alt klappede og var bare så fantastisk dejlig. Men så snart han var taget hjem, brød helvede løs, og det har bare taget til siden. jeg aner ikke hvor den Jens jeg kendte er blevet af, alt er galt.

Jeg ved virkelig ikke hvad der er sket med Jens, noget har slået totalt klik. Han skælder ud, kritisere, ser ned på afrikanerne med en arogance, stolthed og bedrevidende, der svider i mit hjerte.

Han er vældig sød når han er sammen med menneskene. Men når vi så kommer hjem, bryder helvede løs igen. Jeg kan ikke gøre bare en ting rigtig, og det er der ingen der kan, kun han alene.
Jeg har bare grædt og grædt, for hvordan skulle det gå. Jeg føler sådan en smerte indeni, når jeg hører ham kritisere dem alle, ikke en gør det rigtige, og slet ikke mig.

Vi havde fået 5000 kr. til at hjælpe den lille familie ude i buchen. Jeg måtte bede Jesus vise mig, hvordan pengene bedst skulle bruges, han måtte vise det, da de mangler alt.
Jesus viste mig at vi skulle reparere huset indvendig, og først og fremmest tænke på børnene. Det vil sige, pudse væggene, støbe gulv i rummene, så de ikke skulle ligge på den bare jord.Samtidig skulle de have en 3 dobbelt seng, nye madrasser, sengetøj, tæpper, noget at hænge deres tøj på, bøjler, noget at putte deres tøj i, og samtidig skulle de have 2 stativer til tørresnor, så de kunne hænge tøjet til tørre på snor, og ikke bare lægge det på den bare jord.Det var vist det der kunne blive for pengene, men arbejdet skulle gøres, og da ingenting er let her, ved jeg at det vil tage tid, men vi ville give det 4-5 dage, mon ikke det ville række.

Men problemerne var helt ulidelige, men det var bare fremad, familien skulle hjælpes,om så jeg var ved at kolapse mange gange, på grund af den isnede kulde, og arogance fra Jens, om han var med eller ikke. For når jeg kom tilbage til hotellet, fulgte det glatte lag. Så var jeg ikke træt i forvejen, for at finde ud af det hele, så gik jeg totalt ned når jeg kom hjem, og Jens lukkede op for skuffen. uha uha.

Det er sådan ude i buschen, du kan ikke købe noget, uden det skal bestilles først, og så kan du finde en ting her og en ting der, og det på afrikansk, meget meget langsom, så det tager så lang tid, bare at få fundet tingene, forhandlet priser osv.

Nå men videre. Jens ville ikke med en dag, så jeg tog alene med Frank ud i buchen, for nu skulle der pudses vægge i børneværelset , samt støbes gulv.Da vi så kom derud, med cement på en bodada, og Frank havde sendt bud efter vand, som skulle købes, var vi vist klar.
Men nej værelset skulle tømmes for alt indhold, og så blev der tændt bål. Frank sagde, mom du må ikke gå derind, før jeg har brændt bål derinde, til at slå alle lopper, lus, orm og larver ihjel, for ellers springer de bare på dig. ok
Så fik han en masse tørt græs samlet sammen, samt cement sække, og så blev der tændt bål, og Frank tog en kæp. og fik fat i en cementsæk der var godt ild i, og kørte det op og ned af vægge, så alle dyr, ville blive slået ihjel, før vi kunne begynde.
Så var vi ved at være klar, men klokken var allerede mange, men nu skulle der arbejdes.
Vi hjalp hinanden, selv om der faktisk ikke var plads til 2 personer og en trillebør, men det var forholdene, så bare fremad.
Så da klokken blev omkring 1/2 6, sagde jeg til Frank, at nu måtte vi støbe gulv, så måtte den sidste væg vente til imorgen. For skulle gulvet blive tørt, til at vi kunne flytte sengen ind, skulle der støbes idag.Frank er jo også afrikaner, og tid findes ikke rigtig for dem, det vi ikke når idag, det når vi måske i morgen. Men vi boede på hotel, og det kostede penge, så der var nødt til at være en plan at følge, ellers kunne der gå 14 dage, og det har vi ikke tid og råd til.
Så til slut, blev der blandet til gulv, og de kørte ind, og jeg lagde gulvet, hvis vi skulle blive færdig, og det blev vi.
Så var det lige før det var helt mørkt, så nu måtte der findes en bodada så jeg kunne komme hjem til hotellet, inden det var kulsort. 

Derhjemme,brød helvede løs igen, og det var bestemt ikke rart. Jens fortalte så meget dårligt om mig, men ville vente med at fortælle det hele, til vi kom til Danmark igen, men så skulle jeg også nok få at vide hvem jeg var. Hans øjne lyste af had. Jeg var bare så ked af det, så jeg gik ind på min seng, og bare græd. Forstod overhovedet ikke hvor den Jens jeg kendte var blevet af, det var så frygtelig. Men jeg græd mig i søvn, og sov rimelig godt, men det gjorde så ondt i mit hjerte, at det var ved at sprænges.                                                                              fortsættelse følger.

Søndag

Hej alle kære venner.

I dag ville vi med Frank i hans lokale kirke.
Mens vi gik derhen, var Frank ellevild. Det er dagen, det er dagen, som han har sagt til sin kirke, en dag da kommer min mom, som har hjulpet mig med alt, så derfor var han så ovenud glad.

Vi kom til kirken, og det var en begivenhed, at have to Muzungoer på besøg, og Frank var stolt, dagens mand i skysovs.
Vi blev vældig eskorteret op til de fin pladser, og skulle sætte os.
Det var en dejlig gudstjeneste, som de oversatte til engelsk for vor skyld.
Der var nogle kvinder fra en anden landsby, der sang, opførte et bibelstykke, til stor morskab for alle parter, og en af dem prædike. En dejlig gudstjeneste, og så hjem at slappe af, efter at have fået noget at spise, så vi var friske og klar til imorgen igen at rykke ud i buchen.
                                          Så herfra de kærligste hilsner  Solveig og Jens.

Lørdag

Hej alle Kære Venner.

Så er dag indtastes in vi skal på tur ud i buchen, i nogle dage. Vi havde bestilt taxien KL 9, for Jens Ville gerne afsted fra morgen, før det var alt for varmt. Det blev pakket tøj til familien, der skulle pakkes til flere dage, og så ville vi jo også ryddes op derhjemme, som når vi tager på ferie.
Alt var klar, og vi kom afsted. , det vil sige stemningen var  ikke god, der var nu nogle problemer, som jeg ikke lige havde set komme.. Men Jens er vant til at få alt, som han vil, og i den rækkefølge han vil, og der er ingen andre der skal fortælle ham andet. Jeg prøvede at fortælle ham , at vi var kommet  kommet for at få hjælp dem og ikke jorde dem. Det er altså ikke Danmark, det er Afrika, og det siger  ikke så lidt, her har vi ikke alt det vi har i Danmark.

Nå men vi kom afsted, og havde snakket med vores taxi om at ville ud og se på jord i Mamengo, til at bygge skole.
Så det gik derudaf, til vi kom til Mamengo, og så skulle vi dreje fra ud mod Lake Viktoria. Vi kørte og kørte, og skulle finde vejens ende, der ville Jens købe en masse masse jord og drive storlandbrug, samt lave cementstøberi til elementer, til at bygge hytter i få stykker, osv. Så kan der måske blive plads til skolen. Vi fandt en dejlig stykke jord, men det er dybt dybt inde i buchen, 10,8 km, så  jeg ved ikke???
Nå men vi kom tilbage, og skulle krydse Ægvator, for derfra igen dreje ud i buchen igen, dog til den anden side. Problemet var nu på vi ikke kendte vejen, og vi kunne ikke ringe til Frank, fordi han har mistet sin tlf. (så nu var gode råd dyre, hvordan skulle vi finde Frank derude, men kørte derudad, så måtte vi spørge, om der var nogen der kendte ham, og det gjorde vi så, og sandelig om ikke den første vi spurgte var en stor dreng der har arbejdet sammen med Frank, så ind i bilen med ham og så videre ud. Det var dagens oplevelse for drengen, at komme ud at køre taxi, og så oven i købet få penge for det.

Vi fandt ud til Frank, og der var måske 12 børn, og de var travlt optaget med at køre sand og sten fra Frank op til den lille familie, for nu skulle der bygges omkring vandtanken. Men taxien skulle jo videre, og vi skulle finde det sted hvor vi kunne bo. Så til sidst kom Frank også ombord og så gik det tilbage til Kajawe, hvor vi skulle bo, og aflevere alle vores ting. Jeg mente det var nok for i dag, men Jens ville gerne ud og begynde hurtigt. Så jeg sagde at de kunne tage afsted, men det turde Frank ikke, da han ikke kan snakke med Jens overhovedet, så han bad mig så mindelig om at tage med. Det var jeg absolut ikke glad for, var træt, men var nødt til det.Jens fik pakket sit arbejdstøj, og så gik det ud i buchen igen i taxi, men så var det også slut, nu skulle taxien tilbage til Kampala.

Så var der klar til at begynde, troede vi. Men næste problem var, at Frank havde en plan, og Jens en anden. Frank ville begynde med at mure vandtanken fast, Jens ville sætte sternbræt op, og tagrender. Der stod jeg og skulle finde vej, uha hvor jeg ikke var glad for den situation. Hvad skulle jeg gøre. Vi havde ingen sternbræt, så det var så let, og vi kunne heller ikke få det, for der var ingen strøm, og det skulle skæres på et tømmer værksted.
Så alt talte for at bygge omkring vandtanken, hvilket jeg også synes var den rigtige begyndelse, men så stod Jens fuldstændig af, ville ikke røre det, for han var ikke murer.
Så enden på det blev, at Frank, godt hjulpet af faderen, Emanuel, og en anden dreng af familien, begyndte at blande sand, mørtel og cement,på jorden, som vi gjorde i gamle dage, men det virkede. De sled så meget i det, og Jens gik bare rundt og var sur, så det var sandelig godt vi var kommet ud i buchen i dag. Nå men vandtanken blev bygget fast, og  næsten alle var så glade.

Derefter havde Frank lugtet lunten, og var nu klar til at lave en stige, af nogle stammer han også havde, for nu skulle der kravles op til taget, og sættes sternbræt op, så snart vi kan få en lavet.
Så kom den nyindkøbte sav i sving, til at save trinbræt, og sandelig om ikke Jens greb saven, og var nu pludselig med i arbejdsholdet. Stigen blev banket sammen, men så var det også slut. Kl. var 1/2 7, og kl. 7 var det totalt mørkt, og da ville jeg ikke være ude i buchen, hvor alt er kulsort, så nu skulle der findes en bodada, og så var det hjemad til Kajawe.
Så kunne der kun findes  1 bodada, og der kunne vi ikke være 3 på, så gik jeg et godt stykke, for nu var tiden kostbar, det begyndte at blive mørkt, og det tager ikke lang tid, så kan du ikke se en hånd for dig, såååå, Jesus hjælp.
Jeg var total færdig, træt, rigtig ked af det, af den dårlige stemning, det var bare for meget, havde bare mest lyst til at sætte mig og græde, det var for hårdt, men vi måtte tilbage, og jeg var bindeleddet.Så kom der endelig en bodada mere, og det gik hjemad. Men da vi kom til Kajawe, skulle vi have købt søm til at sætte sternbrættet op med, og vi skulle finde hvor de kunne lave et.
Vi fandt værkstedet, som nu havde strøm. men ak, de havde ikke brædder der var mere end 3 meter, og Jens ville have en på 7m. og en på 5m. Så var der igen isnede koldt omkring os, for han ville have hvad han ville. Hvad skulle jeg gøre, vi er altså ikke i Danmark, og det har HR: Jens alstå ikke fattet endnu.
Så enden blev at jeg bestilte det vi kunne få, og så kunne Frank komme og hente det næste dag, færdig. Ville Jens ikke sætte det op, kunne de nok selv, for sådan blev det, nu var det bare nok.

Så kom vi i sidste øjeblik tilbage til hotellet, og jeg smed mig bare på sengen, og alt kørte rundt i mit hoved, hvordan skal dette gå godt, men et vidste jeg, at hvis det skulle være på den måde, så er vi færdige, og jeg vil ikke med derud igen, slut.
Jens gik i bad, og vaskede sig, jeg ved ikke hvor længe, jeg faldt i søvn med alt skidtet på, totalt bevidstløs. 

Det er ikke let her i Afrika, men det ved jeg, jeg kender det. Men herfra ønsket om alt godt derhjemme, vi overlever nok dette også, det er jo ikke første gang der er besværligheder.
                                            De kærligste hilsner   Solveig          
                                    

Fredag d. 14/2 2014

Hej alle Kære Venner.

I dag er det Valentin i dag, og jeg ønsker at fortælle, hvad der sker her. Sæt jer godt tilbage.

Jeg havde ringet til Frank, at han skulle komme kl. 10 fra morgen af, jeg skulle stille ham en masse spørgsmål.
Han kom til tiden og var  så lykkelig for at være her igen.

Først fik han noget at spise, da han intet havde fået, og han elsker at spise her, for vi spiser europæisk, og det elsker han.

Da han var færdig stillede jeg ham spørgsmålet. Hvordan går det med Emanuel. Han sagde at det gik så godt, men det havde været hårdt for ham at starte, men Frank havde skubbet og opmuntret ham, samt han forældre, som er så ovenud lykkelige for hvad der er sket.
Frank fortalte at faderen til Emanuel gik rundt og fortale alle naboerne, at der var kommet en der havde betalt skolegang for Emanuel for et helt år, samt alt andet der behøves for at gå i skole.
De var så lykkelige, at det kendte ingen grænser.

Samtidig var de så glade for at vi havde taget billeder af 4 børn mere, for om muligt at finde sponsor, og det havde opmuntret Frank og hans broder, samt en anden, måske skolen, de havde bestemt at alle 4 børn skulle starte i skole nu, så de var rede til at modtage undervisning når og hvis de får en sponsor.
Frank havde også testet dem, og købt nogle bøger, og blyanter til dem, men de havde ingen skoleuniform.
Jeg blev meget glad for dette træk, og det viser hvor opmuntret alle bliver hver gang et menneske eller en familie får håb.De er klar til at tage sig af hinanden, når de ser at de ikke står alene.

Jeg spurgte Frank. Hvis vi købte to nye madrasser, hvad han tænkte de ville sige.Han sagde de ville blive så glade, men problemet var at deres madras lå på det bare jord, og det er fuld af dyr og insekter, der bider børnene. Så han ville foreslå, at der blev møjet ud, og så havde han nogle mursten der er gået i stykker, at lægge dem på jorden, og så cement ovenpå, samt pudset væggene. Og så ville det være rigtig godt om de fik etagesenge, af jern, for det æder insekterne ikke. Så det er muligvis et stort projekt vi er igang med, og jeg vil nok rykke i bremsen, for for meget vil ødelægge dem. Frank sagde at ting ikke ødelægger mennesker, men giver vi dem bare mad, så sætter de sig, og venter at der kommer nogle og give dem mere, men det er jeg vist ikke helt enig i.

Frank mente også at bygge et lille rum mere til huset, ville være godt, så forældrene kunne få det nye rum, og børnene kunne få to rum, et til pigerne og et til drengene, hvilket ville være alletiders ide, mennnn??

Jeg fik stillet alle mine spørgsmål, og vi fandt ud af, at hvis vi gik og købte alt i dag, måtte Frank tage med lastbilen tilbage, for at vise dem vejen, men også at passe på tingene, for ellers vil det blive stjålet.
Frank sagde også at der skulle mures en fod til tanken, for eller vil den hurtigt være stjålet, så den skal mures ned i en fod af sten og cement.
Der er intet der er nemt her i Uganda. Men vi kom afsted, og fik efter møje og besvær fundet noget der kunne passe hr. Jens, han har ikke helt forstået at vi er i Uganda, og ikke i Danmark. Han vil have det som han vil have det, punktum, men det kan ikke lade sig gøre her, og det er slem for hr. Larsen.
Det blev en meget lang forhandling, før vi havde fundet tingene, men endelig lykkes det. Jeg måtte prøve at oversætte, alle mulige og umulige ting, og var bare totalt færdig, da det endelig lykkedes at få tingene afsted.
Ude i forretningen satte de vandhanerne på tankene, da jeg ikke kunne se hvordan vi skulle det uden en boremaskine, men det kunne de klare for os, også noget der kunne holde.Jens troede ikke på dem, men var bare nødt til at bøje sig, og det var virkelig en primitiv måde.
Først fandt de noget gammelt pap, så rev de det i stykker, satte ild til det, og da der var godt bål, holdt de det stykke jern der skulle igennem tanken ind i bålet, så det blev rødglødende, for derefter at holde det på tanken, og vupti, der var et hul til hanen, så der kunne tæppes vand.
Så blev hanerne monteret , og så var tanken klar til vand. Jens  tror ikke på det, for det var ikke som han ville have det, men den mulighed vi havde, så lad os se.
De var så reelle og søde i forretningen, og det tog rigtig lang tid, hvor vores taxi ventede, og ikke nok med det, vi skulle også ud at finde en lastbil, der kunne tage tingene de 120 mil, ud ti Frank.
Så hvis du skal hyre en lastbil, går du ud til vejen, og vinker dem ind, spørger til prisen, og se om vi kan blive enige.
Så lastbilen skulle have 70,000 ugx (Frank skulle have 120,000 UGX til cement, som han ville købe på vejen, og alt det andet kostede 987,000 ugx, og vores taxi 60,000, så vi kunne hurtigt bruge nogle penge.Så mangler vi sternbræt, som skal købes ude i buschen.

 Så i morgen kl. 9 skal Jens og mig derud, finde et hotel, hvor vi kan bo i 3-4 dage, måske 5, lad os se. Turen derud vil koste 120,000 ugx, men så er vi også klar til opperation vandtanke, til både familien og Frank.

Så nu skal der pakkes til nogle dage, og pakkes tøj til børnene i familien, så de kan få udskiftet trevlerne. og evt. gjort rent i huset. Lad os se, hvor meget der går an, det vil vise sig.

Men hvis i ikke hører fra mig, er det på grund af internet, jeg ved ikke om det fungere ude i buchen, men nu ved i hvorfor, om jeg bliver stille.

Herfra Kampala, Uganda sendes de varmeste hilsner og Knus. Må Gud rigt velsigne enhver giver, for uden jer, ville vore penge hurtigt slippe op. men Tusind tak for jeres støtte og trofasthed.
                                                                                                      Solveig og Jens

Torsdag.

Hej alle Kære Venner.

I dag skal bruges til planlægge, hvad vi skal de næste dage, måske en uge.
Og da intet er nemt her i Uganda, er det absolut ikke let at få alt til at passe sammen
Kl. 7 gik vi kirke igen, og derefter flere mirakler ske for vores øjne. En kvide i kørestol der har haft kræft i lang tid, og ikke været i stand til at gå, stod op af kørestolen, og gik også op og ned af trapperne  fuldstændig helbredt , og fri for stærke smerter i hele kroppen. det er  vidunderlig at se hvordan Jesus helbreder mennesker, også idag. 

Hav en god nat. Hilsen herfra   Solveig og Jens

Onsdag d.12/2 2014

Hej alle sammen.

Så er det endnu en skøn sommerdag, hvor jeg skal have en hel masse til at falde i hak. Der skal planlægges en hel masse, og det er ikke så let at få alt til at komme på plads.

Først skulle vi have handlet stort ind til os selv, da vi er ved at køre tør for alting. Så vi fik fat i taxien og kom afsted til Nakomat, for kun der kan vi få det hele.

Da vi kom hjem fik jeg fat i Justin, hushjælpen her, som jeg skulle prøve at at finde ud af, om hendes børn trængte til hjælp.Benny havde snakket en del med hende , og ønskede også at hjælpe hende. Hun arbejder her, og får 80,000 ugx( ca.250,00) i måneden, og af dem skal hu betale skole til sine 2 børn, mad til dem og moderen som de bos hos i en landsby, og så vil hun gerne spare op til en lille forretning, så hun kan være sammen med børnene. men det er ikke let for de små penge. En fordel er det, at hun trods alt får pengene, det er slet ikke sikkert her i Uganda, selvom du arbejder.
Jeg spurgte om hvad dag det var bedst for hende, og hvornår hun kunne få fri, og det er klart, hun var klar med det samme, men skulle spørge Susan, som hun arbejder for.
Så kom hun tilbage, og sagde at Susan ville tale med mig, så det venter jeg på, at vi kan få til at passe sammen. Susan er lærer på en international skole, så hun har sit at passe, men vi skal nok få det til at passe sammen.

Så gik vi til Gudstjeneste kl 6. Det var en forrygende gudstjeneste, hvor der skete så mane mirakler, å hvor er Jesus bare fantastisk. En gammel mand kom frem, han var totalt blind, og havde været det i 3 år. Lægerne havde sagt at han ikke kunne opereres, da øjnene var døde og færdige, Hans søn kom med ham, samt hans kone og deres lille datter på 4-5 måneder, som også var totalt blind, samt hans søster. De var komme langvejs fra, havde været undervejs i tre dage, men havde set tv fra Mirakelcentret, og havde bestemt sig til at tage dertil, om Jesus ville gøre et mirakel for dem.Det er bare så fantastisk at se, hvordan det sker lige for øjnene af os, de kom alle til at se, også den lille pige der skulle have været opereret på mandag, men som nu var totalt helbredt.En mand fik 3 nye knogler i ryggen, var skruet sammen med stålplader, og var i stærke smerter. En mand fik hørelsen igen, efter at have været døv i 3 år.
En dame var oppe at fortælle at Jesus havde helbredt hende tirsdag aften i Mirakelcentret. De havde båret hende ind. Hun kunne ikke gå, havde haft stærke smerter i mange år på grund af kræft i hele kroppen. Benene vendte helt forkerte, men hun var blevet totalt helbredt, og kom nu gående og fortalte hvad Jesus have gjort for hende.Halleluja halleluja, Jesus er den samme idag , igår , ja til evig tid.
Klokken var 11 før vi var hjemme igen, efter denne vidunderlige aften.
Så herfra Kampala, ønsker vi jer alle Guds rigeste velsignelse , og Godnat.
                                                                     Solveig og Jens

Tirsdag d.11/2 2014

Så er en ny dag op rundet, og Jens er frisk igen, og det er bare dejlig. Han har godt nok været slap, men nu er kræfterne vendt tilbage.

Det er stadig sommer, med høj sol fra morgenen af, og vi nyder det fuldt ud.
I dag kl. 10, har vi aftalt med Moses, at han skulle leje en bil, og komme og køre os ud i Buchen hvor han kommer fra. Jeg vil gerne ud at hilse på den mand, Moses far, som jeg sendte penge til, fordi tyve var brudt ind i huset, og stjal alting, og slog ham så han brækkede benet 2 steder, og efterlod ham der. han skulle på hospitalet, men de ville ikke røre en finger, uden de havde set penge, så derfor ringede Moses, en sen lørdag aften, og jeg sendte penge.

Nu ville jeg så ud at besøge ham, og se hvordan han havde det. De har sat ham sammen, men ikke særlig godt, og han kan intet lave, og færdes kun ved hjælp af en stor stok(hegnspæl), ja det er Uganda.

Vi kom derud, og det var et dejligt sted, om ikke der havde været så mange muslimer, og troldomskræfter, men sådan er det ude på landet, de fleste steder.
Moses far boede i et hus hos Moses søster, som er den eneste til at dyrke al jorden, da der var en anden søster som også gik med hegnspæl.
De havde en masse godt jord, men hvor de trænger til at lære at dyrke det, de har ingen forstand på det, og det skriger til himmelen, over det lidt de får ud af det. Tænk at sidde mit i et spisekammer, og sulte ihjel, er det ikke bare for dumt.nej hvor ville vi gerne hjælpe, og jeg kunne heller ikke lade være med at komme med nogle simple gode råd, det er bare for dumt, at bilde dig ind at du er fattig, men burde være millionær.

Vi fik besøget gjort, og givet dem lidt sukker, ris og brød, det er hvad man kommer med her, når vi tager på besøg.

Derefter gik turen tilbage, og vi skulle have Esau op, for nu ville jeg besøge dem i hjemmet, og jeg havde hørt at de havde fået et barn mere, så nu er de 5.Jeg havde pakket en masse tøj, det kunne de nok trænge til, og så afsted. Vi fandt ham, han kom op at køre, og så hjem til familien.
Så var vi rigtignok i Afrika. Det stinkende af affald, skidt og møj var overalt, samt en masse børn der rendte rundt i skidtet. men vi kom til Esaus hjem, og hun er altid så glad for at se mig, og vi var så velkommen. De fik tøjet, vi snakkede, og de var så glade og velsignede.

Så skulle vi videre til Vivi og Daniels skole (Esaus) 2 børn som har sponsor. Jeg ville møde børnene, og høre hvordan det går i skolen, om tingene flytter sig. Esau og hans kone kan ikke engelsk, så det kan være lidt svært med hjemmearbejde, når der ingen er til at hjælpe dem.
Men skolen sagde at de klarede sig fint, de gjorde meget for at hjælpe dem.
Jeg fik betalt skolepenge, frokost og skoleuniform til dem begge, og så var vi færdige der.

Videre til Desteni Niger og Weis skole( Moses) 2 børn som har sponsor. Jeg skulle høre hvordan det går dem. De er meget dygtige begge to, og begge forældre kan snakke lidt engelsk, og derfor hjælpe dem, så det tegner rigtig godt.
Jeg havde givet Moses pengene til at betale skolepenge samt alt det andet, så det var gjort. Vi fik en dejlig snak med lærene, og de hentede børnene, så vi kunne få taget billeder af dem.Dejligt.

Så til sidst hjem til Moses, og hilse på Margret og Good hart, og også der havde jeg en masse godt tøj og sko, samt mad med. Hun er altid så taknemmelig, og vi er altid så velkommen. Vi havde en dejlig snak med Margeret.

Så var det tiden til at komme hjem, og jeg trængte til at være alene, for der var forskellige ting i dag der gjorde mig rasende, og gal i skralden, og det er hårdt, men hvad der sker en gang imellem her.

De kærligste hilsner  Solveig og Jens

Gnubben

Hej alle kære venner.

Så blev der endelig tid til at komme i vasekeriet "Gnubben" Nu var der næsten heller ikke mere rent tøj, men der har ikke været tid før, så nu skulle det være. Så over gasen kom de hvide i en gryde, for at blive kogt, for derefter at komme ud i en balje, og så starter gnubberiet, så der næsten ikke er skind på fingerene længere.Det blev til 5 grydefulde, plus en masse broget, og selvfølgelig skete det som ikke må ske, da snoren var næsten fuld, sprang snoren og ned i det røde sten, så kunne jeg skylle om, åhhhh

Nå men Jens lå og sov, maven er heldigvis på rette vej igen, har godt nok lignet en hængeplante, det kan hurtigt pille kræfterne af et menneske, men godt vi havde pillerne.

Så var det tid at få vasket alle gulve, og få støvsuget. Så skulle der laves mad, og snakkes med Moses, for programmet i morgen.
Efter vi havde spist, var det tid at sende mail, lægge billeder ud på facebook, ordne regnskab, tømme camera, og sætte alt til strøm så det er klar i morgen. Så er der tid til bloggen, før jeg besvimer. Så jeg vil ønske jer en fantastisk nat, derhjemme i kulden, det er ikke hvad der plager os, vi har en dejlig varme, især når vi holder os inde, så klarer vi os fint med 24-26 grader.

Herfra Kampala, på en fridag, ønsker vi alle i det kolde nord, en vidunderlig nat i Jesu navn. De kærligste hilsner og knus.   Solveig og Jens

Søndag

Kære alle venner.

I nat så skete det, som helst ikke må ske her. Jens fik ondt i maven, og måtte rende på toilet hele tiden, var simpelthen ikke meget værd. Så nu gik den helt store opperation i gang.
Jeg har heldigvis altid piller med, til sådan en situation, men det gøres ikke på en time, når maven er slået i stykker.
Vi spiste lidt morgenmad, men Jens var mest på toilettet, så jeg gik alene i kirke, da han ikke skulle langt hjemmefra, for toiletter det har de ingen steder, så er det et hul i jorden, og det dur ikke.
Aftalen var at han ville komme, hvis det stoppede, efter han havde fået pillerne, og så kunne han ringe hvis det blev nødvendig.
Jeg gik i kirke, og ringede til ham et par gange, og så syntes han det var beder, og ville komme. Ville gerne opleve er levende Gudstjeneste. Så han kom til den anden gudstjeneste, men havde det rigtig skidt, men maven holdt sig. Der var ca. 8000,00 mennesker til en fantastisk gudstjeneste, som vi nød i fulde drag.

Så gik vi hjem, og så skulle Jens hvile, og faldt pladask i søvn, efter endnu et toiletbesøg.Vi havde aftalt med dem på Agape 3, at vi ville komme, for nu skulle gaverne uddeles, fra alle i Danmark. Tøj skulle deles ud, og vi skulle have en hyggelig eftermiddag.

Men Jens sov sig til en smule kræfter, så kl 4 sendte jeg bud efter taxien, og vi kom afsted. Jeg havde brug for Jens til at tage billeder, og video,når alle 24 sæt dukketøj blev delt ud,samt gaverne, så Johanne kan få en video når vi kommer hjem. Så godt han var lidt frisk, og maven holdt.
Vi havde et par dejlige timer sammen med dem alle, og fik delt en masse godt tøj ud fra Danmark, som er en ren velsignelse for dem alle hver gang, og som sparer os for en masse penge.Så en stor tak til alle jer der kommer med tøj i året løb.

Så da tiden var gået, gik det hjemad igen, og så måtte vi forbi grønthandleren, for nu skulle der laves ordentlig aftensmad, om jeg havde kræfter eller ikke. Vi skulle have kartofler og oksekødsovs. Der har simpelthen ikke været tid til at få noget ordentlig mad, som vi plejer at få derhjemme, så nu måtte det være.

Jens sov igen til jeg fik lavet mad, så måtte han op at spise, om han ville eller ikke. Men det passede ham såååå godt med kartofler, og han fik 2 piller mere, og spiste en god portion kartofler og lidt sovs, og det var godt.Så sov han igen, men afbrudt af toiletbesøg en gang imellem, men nu begyndte det så småt at vende.

Det er ikke sjovt at få sin mave slået i stykker, jeg har set to gange, at mennesker var sååå syge, at de ikke hængte sammen, så derfor har jeg altid Idoform tabletter med, selvom jeg aldrig selv har haft brug for dem, så har andre.
Så nu håber vi at Jens er frisk i morgen, men jeg har allerede dømt vaskedag, så han kan komme helt på fode.

Herfra det skønne Kampala, de varmeste hilsner  Solveig og Jens

Hviledag

Hej alle sammen. I dag er der ikke sket de store ting, vi har bare flydt ud, slappet af, og snakket om den fantastiske uge vi har haft.
Så gik vi en stille tur. Skulle have købt mælk og brød, tomater og pebberfrugter.

Så på vejen hjem kom vi forbi et sted hvor de solgte bukser til mænd. Jeg styrede lige dertil, for Jens har kun lange couboy bukser med, og det  har været alt for varmt for ham, så han skulle have nogle knikkers, og det i let sommerstof. Det havde de ikke, mænd har i Uganda går i lange bukser, nå men der er altid råd for den hale der er for lang, knikkers skulle han have. Så vi købte først et par, og jeg havde set at i forretning ved siden af sad en dame og syede, så vi kunne vel få dem kortet af. Som sagt så gjort, hun kunne klare det lige på en studs. Så fik Jens øje på et par bukser mere, det var godt nok genbrug, men de var fine, og han skulle have et par arbejdsbukser han kunne få luft i, og så fik de samme tur. Så resultatet blev, at vi gik hjem med 2 par sommerknikkers til Jens,og aldrig var han inden døre før han hoppede i det første par, og åndede lettet op, nu kunne han få luft, skønt.

Så sidder vi her på terassen, skriver på bloggen, og Jens sender sms.
Så nu skal vi have noget at spise, og så skal vi have pakket kufferten med tøj til Agape 3, hvor vi skal ud i morgen eftermiddag, med tøj, gaver, breve osv. Vi skal ud med de 24 sæt dukketøj som Johanne har strikket til deres BABYBORN dukker som hun gav dem sidste gang jeg var hernede. Nu har hun strikket 24 sæt, med nederdel, bluse, hue, undertøj, sko og trøje, 24 SÆT, en kæmpegave igen, og det skal der tid til at få delt ordentlig ud. Så jeg skal have cameraet tømt, da hun skal have en video, så Jens bliver videomand i morgen.Johanne har også købt flotte poser til at have det i, så de ikke blander det sammen. Det er flotte poser, med 3 i sæt, til hver, som hun har købt i Ikea, og så skal vi have skrevet navn på det hele, så det bliver en stor opgave. Men først skal vi i kirke.

Herfra terassen de kærligste hilsner, hvor Jens nu er ved at stege tomater, æg og brød, det bliver godt med noget mad. Vi har 25 grader, fuldstændig stille vejr, cikaderne synger, det er bar helt vidunderligt, og hvor det passer Jens godt med den varme, han er næsten flyttet permanent herned. han hører hjemme her.
Han tegne vandtanke, anlæg, han tegner skole, og hovedet kører for fulde gardiner. han vil købe en masse jord, som vi skal bygge på, ja han er slet ikke til at styre, JENS ER KOMMET HJEM.

Knus Solveig og Jens

Ommer

Glemte bare igår da vi var på børnehjemmet for at sige farvel, fik Lilian sin nye gode skoletaske, sin lommeregner og moskittonet, hvilken hun var så overlykkelig for, og alt var i den fineste orden. Hun er så dejlig og en superdygtig pige. Tak til Bodil og Knud for den ekstra gave til Lilian, som jeg har brugt. Hun er hele investeringen værd.
De kærligste hilsner  Solveig og Jens

Fredag d.7/2-2014

Hej kære venner.

Så er dagen kommet hvor arbejdet med videoen skal afrundes.Benny skal rejse hjem i aften, med alle klippene, og så venter der ham det helt store redigeringsarbejde, godt det ikke er mig.

Vi har besluttet at vi ikke ville noget særligt i dag. Benny vil have et snak med mig i dag, ville lave nogle klip med Jens, og ellers skulle kufferterne pakkes, huslejen betales, og han ville efterlade penge til Emanuels familie så de kunne få en vandtank,300,000 UGX som vil ændre en masse for dem.
Han var også faldet i snak med hushjælpen Joysten her, som har 2 børn, som bor ved hendes mor, da de ikke må være her. Hun har arbejdet et år her, for at tjene penge til at starte en lille købmandsbutik, men hun tjener 80,000 ugx i måneden( Ca 200) kr., og dem skal hun betale skolegang til sine to børn og mad til dem alle, så det har lange udsigter, at nå dertil. Igen var Benny på pladsen, og ønskede at hjælpe, men vidste ikke hvordan, for vi skal nemlig være meget forsigtige med at give dem for meget, for de kan ikke springe de 100 år over, som de er bag efter, det vil bare ødelægge dem, det har vi oplevet. Men vi blev enige om at vi en dag skulle tage hende med ud i bushen  hvor de bor, og se på forholdene. De går i en meget billig skole. Det er sådant her i Uganda, at du har skoler i alle prisklasser, og selvfølgelig er der også forskel på undervisningen under et træ, eller en god skole hvor der undervises på engelsk. Det er noget af det vi skal ud at se på, måske skal de i en bedre skole, med støtte fra Benny, som så kan hjælpe Joysten til at spare mere op til sin butik.Vi skal altid passe på at de bevarer gejsten til at arbejde, for det er det der vil føre dem frem til et bedre liv. Men vi støtter kun dem der har drejvet, og selv yder hvad de kan, de skal ikke bare sætte sig ned, og spise pengene. Men det bliver senere, først skal vi have besøgt alle børnene vi har, deres familier og skolerne hvor de går, jeg følger altid med i om det flytter sig, for det skal det.

Benny og jeg fik den sidste snak til videoen, Jens blev taget til den sidste gang, og så ville vi bare slappe af.
Benny og Jens skulle afsted for at hæve penge i ATM maskinen, og det på en Bodada, så vi kunne få betalt vores husleje.

Der blev ringet efter en taxi( spisel hejer) for at hente Benny og køre ham til lufthavnen. Vi ville have taget med, det plejer vi, men han syntes ikke vi skulle, det kunne han sagtens klare selv, og han er også så velbefaren. Han kom afsted kl. 7, 2 timers kørsel til Enteppe, og så er han på vej tilbage i kulden.Godt det ikke er os.
Det har været en himmelsk uge, hvor vi har nydt hinandens selskab for fulde gardiner, men det har også været højkoncentreret, så nu trænger vi til at slappe af en dag eller 2, for så at tage fat igen

Vi glæder os så meget til at se hvad Benny får strikket sammen, og hvordan folk vil tage imod det.

Så idag fik vi en sms fra Per, formand i bestyrelsen i Danmark, at 2 damer, Kirsten Andersen og Hanna Falberg som ville støtte den lille familie  Emanuel, som var så fattige at det skreg til himmelen, og de ville give 5000,00kr.Vi blev bare så overvældet lykkelige, og jeg vidste at jeg måtte administrere de penge, for hvis vi gav dem for 2 mio, som det er i UGX, vil det totalt ødelægge familien, det er for meget på en gang. Men jeg har tænkt over hvor vi begynder, og jeg tror vi vil købe nye madrasser, til dem alle, og så sende et barn mere i skole, og så gemmer jeg resten til senere, men øremærket den lille familie,
Når vi skal derud igen, vil vi tage en kuffert fuld af dejlig tøj , som vi har med fra Danmark,så de kan få de trevler der hængte på snoren smidt væk, var lige til at brænde, og så skal de få helt nyt. Mere går ikke i første omgang.

Hvilken glæde det er for os, at i følger med derhjemme, bliver grebet af arbejdet, for det er bare så fantastisk arbejde fra Jesus selv, vi er bare hans redskaber, hvilket vi er overlykkelige for at være agtet værdige til
 Må Gud velsigne jer alle. De kærligste hilsner og knus.  Solveig og Jens