fortsættelse.

Næste morgen kom Frank for at hente os, for nu skulle vi have fat i en lastbil, for at få alle tingene samlet sammen, der var bestilt.
Jeg havde besluttet nu, at jeg ikke ville have Jens med, nu var det nok, jeg måtte gå alene, det her kunne jeg ikke holde til, så nu måtte hans opførsel have konsekvenser.

Han bad mig ringe efter taxien fra Kampala, for så ville han ud på det jord igen, som han vil købe.Jeg sagde om han var villig til at betale 250,000 ugx for det, men det var han.
Jeg ringede og bestilte, han kan jo ikke engelsk, så havde brug for hjælp.

Så gik Frank og mig, ud for at købe det sidste, få fat i en lastbil til at fragte alle tingene ud i buschen.
Vi fik købt de sidste ting, fik læsset, og så afsted. Jeg havde også købt mad til familien igen, så de kunne få noget at spise, for de sled bravt i det, og var bare så ovenud lykkelige for hvad der var hændt for dem.
Der kom mange af naboerne på besøg, da det var et mirakel de var vidne til, og alle ønskede samme mirakel.
Manden der solgte vand, havde fast beskæftigelse, da der skulle meget vand til.

Da familien har deres ænder, høns, og hund i det midterste rum om natten, så jeg pludselig også, at vi var nødt til at have en dør ind til børnene, for ellers ville hønsene snart sidde i de nye senge, hvilket jeg ikke synes var så smart.
Jeg snakkede med Frank. men han sagde at det var bedre at vi tog deres yderdør, som var af træ, og flyttede ind, og så købte en ny af jern, som er det eneste rigtige her. Ja så måtte vi have sådan en bestilt, malet, og sat i.
Nej kære venner, det er ikke let her i Uganda, men det er vidunderligt at se en sådant mirakel ske for disse dejlige kærlige mennesker, som absolut ingen chance havde, børn eller voksne.
Nu er 5 af børnene startet i skole, selvom der kun er en der har sponsor, så nu beder vi til at de vil få sponsore inden næste termin, som starter til maj. Et skolesponsorat koster 150 kr. i måneden, og af dem bliver der også lidt hjælp til forældrene.
Alt det der nu er sket her, er Frank ansvarlig for, at de ikke sælger tingene, får låst den nye dør når de forlader huset, så tingene ikke bliver stjålet. Frank får sandelig noget at se til, og han er slet ikke færdig med byggeriet endnu. Billeder vil følge på facebook.

Da vi kom ud med lastbilen, var det jo en helt sensation. Familien strålede som en sol, og så alle de nye ting til dem, glæden kunne ingen grænse finde.
Tingene blev læsset af, da Frank ikke var færdig med at skifte døre.

Jeg så pludselig deres ejendele, der lå smidt ude på jorden, stiv af møg.
Jeg sagde til Frank, at vi måtte få købt mere vand, så tingene kunne blive vasket, før de igen blev taget ind i huset, med alle dyrene, hvilket han forstod. Vi havde købt sæbe til dem i stænger, det som de bruger her, men Frank sagde, at jeg blev nødt til at give dem penge til OMO, det var det eneste der kunne tage den dårlige lugt, det hele havde. Ved ikke om det nogensinde havde været vasket.
Så penge op af lommen igen og igen, og moderen løb for at købe OMO.
Hun kom glædestrålende tilbage med en lille spand, og nu var der også kommet vand, og vi havde købt en stor ny balje, som nu kom i brug.
Vandet blev hældt op, spanden med OMO blev åbnet, og duftet til med største behag, tror aldrig de har haft sådan en luksus.Moderen tog nu to håndfulde, duftede til det, og strålede da hun puttede det i vandet.
Så kom det første tæppe i, og så var der vaskedag. Det tog kun et øjeblik før vandet lignede det bare jord, det trængte godt nok til at blive vasket. Hun kaldte på sin mand, han skulle komme og hjælpe ved at vride det, og jeg siger jer at det var bladder der rendte af, men efter 2 gange mere i rent vand, så var det fint. Det blev vredet, men hvor skulle hun gøre af det. Der var intet grønt græs at ligge det på, og hun rendte rundt, til jeg kaldte på hende, og vi svang det over et træ, for at lægge det til tørre på det bare jord, var jo ikke så smart, og de havde ikke andet.
Stativerne vi havde købt til tøjsnor, var jo ikke støbt ned endnu, men hullerne var lavet, men det hjalp jo ikke so meget.
Men vaskeriet fortsatte, til stor fornøjelse for moderen, og ham der solgte vand, han havde godt gang i sin forretning i disse dage, og var glad og veltilpas. Velsignelsen fra disse penge, berører så mange mennesker her, at i nok ikke kan forstille jer det.
Det er ikke bare den lille familie, det er alle der har solgt tingene, der er glade for at sælge så meget, det er de ikke vant til her, så Hanna og Kirsten, det har været og er en stor stor velsignelse i hele området den gave i har givet, og intet vil blive det samme som før. Det har virkelig ændret livet for mange her.Tusind tak for jeres giversind, og velsignelse til bushen her i Uganda. Må Gud selv velsigne jer tusindfold tilbage. Billeder følger på facebook.
                                                                                              De kærligste hilsner  Solveig