Buschen

Hej alle kære venner.

Så kom dagen hvor vi skal ud og se Franks hus, ude i bushen, og hvad han går og laver. Frank har været hos os siden i lørdags, så nu skulle han med i bilen hjem, så vi var fuld læs, men hvor der er hjerterum er der plads. Vi fik hyret en spiciel hejer( taxi) og kom afsted. Benny var bare klar fra morgenstunden, og vi fik rigget til med mikrofon, nu skulle der bare ikke gå en chance forbi hans næse, uden den blev fanget.Vi kom afsted i bilen alle 4, med stor og lille camera og alt i udstyr. han tog video ud af Kampala, og fortsatte langt ud.
Pludselig blev vi stoppet af politiet, der forlangte at se taxi chaufførens kørekort. han gav ham papirerne, men det blev en vældig ballade. Det viser sig at han kun er under træning, og ikke har et kørekort, og så kom den helt store ballade. Politiet kom rundt og viste os, hvor farligt det var, det vi var ude på, og lavede en farlig postyr. Han jagede ham ud, nu kunne han gå hjem, og vi havde et stort problem. Benny sad med den styre camera, og øjnende at der også blev ballade på grund af den,Men så begyndte jeg at sige at vi havde internationale kørekort, og så, så tingene helt anderledes ud. Men jeg sagde også at vi ikke havde dem med. Men det virkede, for så blev Benny ordet til at sætte sig om på føresædet og køre bilen, og chaufføren fik endelig lov til at sætte sig ind ved siden af, formedens 5000,000 ugx. Glade var vi, og var ved at revne af grin, nu fik Benny pludselig sin de-by i bilkørsel i Uganda, og han har ingen international kørekort, men lige meget, det hele drejer sig bare om penge. Vi grinede af fuld hals, men Benny gjorde det superflot, og det lige til politiet var ude af syne, så byttede de igen, og vi kom igen afsted, en oplevelse rigere.

Videre ud, og så var vi pludselig på ækvator. Så skulle vi ud og tage både billeder og video, når vi nu stod der lige midt på jorden. De skulle jo også se vandet drages mod polerne, og Benny fik sin diplom.

Vi fik noget koldt at drikke, og så gik turen videre. Men aldrig så snart var vi afsted igen, før vi skulle dreje ud i bushen, hvor Frank bor. Vi skulle først ud at se den kirke han kommer i, derfor ud at se grusgraven hvor de laver sten. Benny fik taget en masse video, og fik at se hvordan de laver sten med hånden, 2 og 2.

Derfra skulle vi ud at se til hans bedstefar, og hilse på ham, og så gik turen endelig ud til huset, som vi var meget spændt på at se, og ikke mindst mig.Det var bare rigtig dejlig at se, hvordan det begynder at tage form, se og høre hans planer. Se det han har færdig, høre ham fortælle om det endelige resultat. Det er tydelig at se at han har set noget andet, end det sædvanlige.
Frank har taget naboens dreng i pleje, så han har en at snakke med, og så får han mad hver dag, og de hygger sig rigtig meget, og han hjælper Frank med at gå til hånde.

Vi snakkede og Jens og Benny filmede med både den store og den lille camera, så vi fik noget i kassen.

Frank og mig sad og snakkede om naboens , da vi kunne se at der var børn i alle alderstrin, i meget dårlig stand, og han fortalte at de havde 7 børn, men ingenting af noget som helst, intet håb. Ingen jord, ingen vand, og hvis de var heldige fik de et måltid om dagen, og det var aftensmad, ellers intet. Ingen gik i skole, virkelig håbløst. jeg sagde til Frank, at det netop var sådanne børn og familier vi var for at hjælpe, for at bringe håb, hvor ingen håb var.
Så kom Benny, og hørte hvad der blev snakket om, og han fik ideen til om det kunne tænkes han kunne få lov at filme hos dem, for at se forskellen.Der blev sendt en stafet afsted, og han kom tilbage, med besked at det måtte vi gerne, fomedens 2000,000 ugx.Vi bevægede os deropad, og jeg spurgte Frank. om de ville misforstå det, hvis jeg ville tage billeder af nogle af børnene, for at sætte dem på hjemmesiden, for om muligt at få dem i skole, give dem et håb i håbløsheden, og det blev der så spurgt efter, da jeg ikke ville give dem et falsk håb,jeg kunne jo ikke bestemme om der er nogen der vil hjælpe et barn, men ville gerne prøve. Frank snakkede med dem, og også det fik vi tilladelse til.
Vi kom op til familien, og faderen, var kommet hjem, så de var der allesammen.Benny filmede og filmede, og fik også spurgt om han måtte filme indvendig. Det fik han også lov til. Det var et chok for ham at se, at i et sort møjbeskidt lille rum sov alle 7 børn, på noget der engang havde været en madras. Det stank derinde, og som jeg sagde til Benny, her kan jeg ikke være ret længe, så brækker jeg mig, føj føj. I et andet lille run sov forældrene så, og i midten var der så plads til de få høns,ænder og hunden de ejede,  som der skulle beskyttes om natten. Det var virkelig Afrika, som mange fattige mennesker lever, intet intet, håbløst.

Men nu blev det nok for Benny, nu kunne han ikke modstå det at hjælpe længere, og pludselig udbrød han, at han gerne ville blive sponsor for den ældste dreng, så han kunne komme i skole. Ja det var virkelig hjertegribende, midt i alt deres håbløs-hed, tændtes der pludselig et håb. Familien var dybt rørt, og det var vi alle, og jeg ved hvor meget det betyder for dem allesammen, det vil ændre hele familien. Frank vil blive den der har ansvaret for at det hele går som det skal, og han vil også hjælpe ham med lektier. Skolen startede jo lige akkurat i dag, så det var lige tiden.

Benny var bare klar til at betale lige på stedet, og vi var alle så tindrende glade.
Vi blev færdig der, og gav familien 10.000 ugx, og de var lykkelige.

Derefter kørte vi lige om på skolen, hvor Franks bror er lærer, og fik Emanuel skrevet ind til skolestart i morgen. Med skolepenge, skoleuniform og alt det andet. Benny betalte lige på stedet, og skolen var lykkelige for at vi kom, og ville have en dreng i deres skole.
Så gik turen videre ud mod ækvator igen, nu skulle vi have noget at spise. Frank fulgte med, for nu skulle der købes sko, skoletaske, bøger, sukker, blyanter osv. så Emanuel var klar til at starte i morgen.

Vi bestemte os til en tapatti, som er en slags pandekage med æg og tomater i, og så en sodavand tiil, og det gjorde godt.
Vi fik sagt farvel til Frank, der nu skulle på handel, og så gik det bare hjemover.
Vi var kogte, trætte, men meget glade for hvad der var hændt, og jeg takkede Benny for han ville blive sponsor til et barn i Agape Child Care.Skønt skønt. Gud er god.
Da vi kom hjem, fik betalt taxien som var på 170,000 ugx, var det bare ind og på langs for mit vedkommende. men en vidunderlig dag var til ende, og vi var alle i god behold og ved godt mod, efter en tur på 150 mil, på veje i Uganda.

Hav det godt derhjemme.Herfra de kærligste hilsner   Solveig, Jens og Benny.