Så kom dagen, selfølgelig med dejlig solskin, og masser af Afrikanske lyde og fuglesang.
Jeg havde bestemt, at nu skulle møblerne hentes fra Agape 1, og bringes til det nye Agape 1.
Vi fik hentet en mand der kunne skille sengene ad, da de ikke kunne komme ud af døren uden at blive skilt ad. Skal vi have hjælp fra nogen, skal de altid hentes og bringes, det er jeg ved at være vant til, men hvem skal lægge bil, bensin og chafør til.
Nå men vi kom derud. Det første vi så, at der var sat en stor hængelås på det værelse hvor vores møbler var, så vi ikke kunne komme ind efter dem. Graice var ikke hjemme, men Kelvin, hendes søn var. Jeg spurgte hvor hun var, og han sagde at hun var i skolen, Antioch. Jeg spurgte om han ville løbe efter hende, da jeg gerne ville tale med hende.
Hun kom forbavsende hurtigt, efter hvad hun plejer. Jeg spurgte hvem der havde sat den hængelås på døren ind til vore møbler. Det havde hun, og når hun fik de penge hun mente at tilkomme, ville hun åbne. Jeg sagde at hun skulle få de penge som jeg lovet hende, når hun havde lukket op, men nej det var ikke nok, hun ville have meget mere. Den kvinde kan ikke få så mange penge, at det er nok, det har jeg fundet ud af. Det vil aldrig være nok. Jeg spurgte en gang mere, men nej. Så sagde jeg at vi ville gå til Steven, nu måtte han hjælpe. Han var ikke hjemme, ikke på skolen, og tog ikke telefonen. Hun fulgte os lige i hælene.
Jeg sagde at vi ville køre hjem igen, og få manden afleveret igen, der måtte findes en ny vej. jeg ville aldrig give hende de 300,000 som jeg havde lovet hende, før hun havde lukket op, for så var pengene bare spildt, hun ville have mio.Så vi kørte hjem.
Innocent var bange, både for kvinden og mig, vidste ikke rigtigt hvad der kunne komme til at ske.
Da vi havde været hjemme lidt, ringede jeg til ejeren af Agape 1, for at fortælle at vi ikke ønskede huset mere, og hvorfor, måske han kunne hjælpe,og måske kunne det blive vejen ud af dette problem.
Han er en mand der forstår ting, så han syntes vi skulle mødes derude kl. 5, hvilket jeg synes var en god ide.
Da vi så mødtes, var han der som altid til tiden. Et virkeligt tilfælde her i Afrika. Han havde været oppe ved huset, og der var låst over det hele, og ingen mennesker.
Men han ville se hvad han kunne gøre. Nu ville han sige til hende at, hun skulle betale husleje på lørdag, og hvis ikke hun gør det, ville hun blive smidt ud, da vi havde sagt op.
Hvis hun ikke betaler, og ikke vil lukke op, vil han kontakte en lokalformand, der så har at hjælpe ham til at komme ind i sit eget hus. Så lad os se.
Derefter kørte vi om på Agape 3, for at fortælle dem, at der ville gå lidt længere tid, inden drengene kunne flyttes. Jeg var også kommet i tanker om at de skulle have lidt flere penge til mad, da det er sidst på måneden, og de har 4 munde mere at mætte, og de er meget sultne.
Mens vi sad der og snakkede, ringede Millies tlf. Det varKarens lærer, der meddelte at Karen var på vej til hospitalet fra skolen, hun havde fået et anfald, da hun har astma, og var i coma.
Så det gik meget stærkt med at komme ud af døren, og afsted gik det mod hospitalet.
Der var langt, og det af veje, der ikke kan kaldes en markvej. Men vi kom da frem, og fik pakeret. Og lige på det tidspunkt, kom de bærende med Karen, 4 mand stærk, og hun var stiv som en pind, og trak ikke vejret. Hun skulle flyttes til en anden afdeling, og det foregik altså tværs over gårdspladsen.
Millie løb selfølgelig efter dem, og Innocent også. Jeg gik i bøn, og bad af hele mit hjerte at hun ville komme tilbage til livet igen, hun er sådan en vidunderlig pige.
Efter lidt tid kom Innocent tilbage, og fortalte at hun stadig ikke trak vejret. Så bad jeg igen, Jesus hjælp os også her, det er altsammen ved at være nok, og jeg var virkelig træt af al den besvær, og så dette, hvor en af vore dejlige børn svæver mellem liv og død.
Jeg tænkte også på, hvad mon dette kom til at koste, da det ikke er gratis her at blive syg, men det måtte komme i anden række.
Mens jeg sad der og ventede, Innocent var gået igen, ringede telefonen. Det var Sulait.
Han var også syg af malarie, samtidig at at havde det andet problem, som nok behøvede en opperation. Han var ikke komme tilbage til Kampala, fra hvor han var, fordi han var syg, han var nu på en klinik. Dem har de mange af, da malarie er en udbredt problem til dem alle her.
Men jeg sagde til ham at jeg ikke kunne hjælpe ham så lang tid han var der, han måtte komme til Kampala først. Også for at se hvor jeg har ham.
Så efter at have ventet i 2-3 timer kom de så ud med karen igen, hun var kommet ud af coma, og skulle hjem igen. Hun var meget meget slap, men hun var da i live. Hun skulle også have som medisin, og hvem måtte betale. Men dejligt at hun igen var på benene. Så kørte vi igen af den lange sølle vej tilbage til Agape 3, og fik dem ind i god behold.Tak himmelske far, for din omsorg.
Så skulle vi selv hjem. Og om aftenen er der tyk af mennesker, og de er lige så sorte som natten, alt er bælgmørkt, så jeg hader at køre ude om natten i vores gamle bil, da vi før har fået motortstop, i områder der er overhovedet ingen lys, men fyldt med mange ikke gode mennesker.
Men hjem skulle vi, og vi var også hundesulten, havde ikke fået at spise siden i morges, og nu var klokken 9. Jeg foreslog at vi kørte et sted hen og fik noget i en fart, og så hjem i seng.
Da vi kom til spisestedet, havde de bare lidt ris og bønner tilbage, så det blev det, og det var da mad. Så det sidste stykke hjem, og bare på hovedet i seng. Sikke en dag, men skønt at Guds omsorg havde beskyttes os alle, og at vi kan gå i seng. Tak himmelske far. God nat. Solveig
fredag den 30. september 2011
torsdag den 29. september 2011
Onsdag d. 27/9
Først skulle jeg altså nu en tur i vaskeriet gnubbe. Jeg havde ikke mere rent tøj, så nu gik den ikke længere.
Innocent var i skole, for at betale 375,000 ugx i skolepenge, men de er ikke engang færdig med at lave skoleskeme endnu, efter i måned, siden den nye termin startede.
Så skulle vi ud på Agape 3, med tøj til Rashid og Ismar, da de ikke havde noget, og jeg ikke havde noget med den første dag, da jeg ikke vidste at de også skulle flytte.
Jeg havde fundet noget til dem, så de har rent tøj, så længe de skal være der, siden skal de have mere.
Det er en glæde at komme der hver gang vi kommer, det er et dejligt hjem.
Derefter var vi nede at betale det sidste på huset, så det kunne blive malet, og klar til indflytning, hurtigst mulig.
Så fik Millie 50,000 ugx, til det sidste småting de 4 børn manglede.Hun ville købe det til dem.
Så var det bare at vente, og se hvordan det ville flaske sig. Ha det godt Solveig
Innocent var i skole, for at betale 375,000 ugx i skolepenge, men de er ikke engang færdig med at lave skoleskeme endnu, efter i måned, siden den nye termin startede.
Så skulle vi ud på Agape 3, med tøj til Rashid og Ismar, da de ikke havde noget, og jeg ikke havde noget med den første dag, da jeg ikke vidste at de også skulle flytte.
Jeg havde fundet noget til dem, så de har rent tøj, så længe de skal være der, siden skal de have mere.
Det er en glæde at komme der hver gang vi kommer, det er et dejligt hjem.
Derefter var vi nede at betale det sidste på huset, så det kunne blive malet, og klar til indflytning, hurtigst mulig.
Så fik Millie 50,000 ugx, til det sidste småting de 4 børn manglede.Hun ville købe det til dem.
Så var det bare at vente, og se hvordan det ville flaske sig. Ha det godt Solveig
Tirsdag
Tirsdag var en meget stille dag, da jeg var godt træt af Afrikaner.Men det kan jo ikke hjælpe, vi må videre. Så vi kørte ud for at hente de sidste madrasser,og fik også dem leveret på Agape 3. De kan snart ikke være nogen steder for inventar.
Vi fik købt lidt mad, og kom hjem. Selfølgelig ingen el, men der var da lidt internet. Der er virkelig stor forskel på Danmark og Uganda.
Jeg skulle også finde ud af om vi ville have huset, hvor vi skulle starte det nye Agape 1, nu måtte afgørelsen falde.Skal- skal ikke. Uha hvor er der mange ting at tage stilling til hele tiden, men det er jo mit arbejde. Solveig
Vi fik købt lidt mad, og kom hjem. Selfølgelig ingen el, men der var da lidt internet. Der er virkelig stor forskel på Danmark og Uganda.
Jeg skulle også finde ud af om vi ville have huset, hvor vi skulle starte det nye Agape 1, nu måtte afgørelsen falde.Skal- skal ikke. Uha hvor er der mange ting at tage stilling til hele tiden, men det er jo mit arbejde. Solveig
tirsdag den 27. september 2011
Mandag
Det var så dagen, hvor jeg havde bestemt, at nu skulle pigerne fra Agape 1, flyttes over på Agape 3. Jeg havde snakket med Millie om det, og sagt at de trængte til så meget omsorg, som hun overhovedet kunne give dem. Vi var først i Agape 3 med nye madrasser, sengetøj, puder, tæpper og moskittonet, da vi havde bilen fuld. Jeg ville også se om hun var klar til at modtage dem.
Det var hun, og jeg spurgte om hun ville med om og hente pigerne, da hun kender dem, og de kender hende. Da vi kom der om, var de alene hjemme, og de vidste ikke hvor Graise var. De var sultne og møgbeskidte, som kom de lige fra slummen.Vi fik dem ind, og sat ned, og fortalte dem, hvad der var meningen, hvilket de blev meget glade for, de var parate. Rashid var ude at se efter Graice, men kunne ikke finde hende, så kørte Innocent for at se, da jeg skulle have snakket med hende, og sagt hende op, hvilket hun selfølgelig ikke blev glad for.Jeg sagde til hende at vi ville komme i morgen for at hente alle møblerne, og hun ville få 300,000 UGX som tak, hvortil hun svarede, at det ikke var nok. Det kom ikke bag på mig, for det har været hendes valgsprog hele tiden, det er ikke nok, det er ikke nok, hun vil aldrig få nok.
Men dette må have en ende, nu kan vi ikke byde børnene det mere.
Så kom Ismar hjem fra skole, og han blev meget glad for at høre og se, at jeg mente hvad jeg sagde, at nu var det nok, nu skulle der laves om på tingene. Han har været så træt af det i lang lang tid, men det er jo ikke altid let at finde ud af hvad der er sanhed. Millie var rystet over at se hvordan der så ud i huset, og hvordan der stank af urin, og møj, ikke et under at de små var syge, og tynde som skeletter. Men Millie og Innocent ville at vi skulle putte alle møblerne i det ene rum, og låse for det, for vi ved aldrig hvad der kan ske, eller hvad hun finder på til i morgen.
Jeg ville at Ismar og Rashid skulle med om og se hvor pigerne skulle bo, men Millie sagde at de ikke skulle tilbage, de måtte sove på Agape 3, til det nye hus er færdig. Det var en god ide. Hun havde købt 3 store annanas, for at byde dem velkommen, sådan havde hun lært, hvor hun er blevet uddannet. Der tages pænt imod de nye, så de føler sig velkommen.
Da de kom ind, havde de ikke siddet længe, før Millie ordrede pigerne ud for at få et bad. De var så beskidte, og de laser de havde på, var lige til at brænde.Jeg havde 2 store poser rent og pænt tøj med, så på 5 minutter havde de totalt skiftet udseende. Så blev drengene også ordret ud for at få et bad, hvilket de nød, med bruser og det hele. De måtte i det samme tøj, da jeg ikke havde ned til dem, men det må komme hurtigst mulig. Men jeg havde ikke regnet med at de skulle flytte også den dag.Det var på en måde meget hårdt, og en anden en stor forlettelse, da der har været en meget dårlig klima, den sidste lange tid, og hvor hun har brugt pengene på sig selv, og hendes 2 børn.Så nu var det nok.
Da børnene var blevet vasket, gik Ismar, Rashid, Millie, Innocent og mig ned for at se det nye hus, som ikke ligger langt fra Agape 3. Jeg havde håbet at finde det nymalet (hvid), som de havde lovet, men nej, der var ikke gjort noget, men de havde brugt pengene. Jeg blev så rasende, at det var forfærdentlig, jeg kan ikke tåle, at når vi laver en aftale, som skal passe hele vejen rundt, så er de bare ligeglade.De ville have de sidste penge, så ville de male- Ha- hvem skulle tro på den, jeg var tosset, og sagde nej og atter nej.Jeg ville have mine penge tilbage, og så kunne de beholde huset.
Jeg var så rystet, og gal, at jeg var ikke rar at være i nærheden af, så da vi skulle tibage for at spise annanas, sagde jeg at jeg gik i bilen og ventede.Jeg var så rasende, og afrikanerne var meget billigt til salg.Da jeg havde siddet der og ventet, i 2-3 timer, bestemte jeg mig til at tage hjem, jeg var stadig så rasende, at jeg ikke var god at være i nærheden af.Så opdagede jeg at jeg ikke havde min tlf. den havde Innocent lånt, og havde puttet den i sin lomme.Gå tilbage ville jeg ikke, og gå tilbage til vores hus, var for langt, og alt for risikabel. Kl. var ca. 9, og det var ikke tid at gå ud i, da tyveknægtene, var i fuld sving. Men der var ingen vej uden om, jeg måtte finde hjælp. Så jeg gik mod den astfalterede vej, i bælgmørke, men jeg var så rasende, at det ikke ville blive godt for en tyveknægt, at prøve at stjæle min taske.
Da jeg kom til vejen, så jeg to kvinder, ved en lille biks, og gik over til dem, for at spørge om hjælp. Jeg havde heldigvis fået hans kort(taximanden), der kørte os fra Lufthavnen, i tilfælde af at jeg fik brug for en taxi, selvom Innocent ikke brød sig om det, han vil være den der kører og passer på.
Jeg var glad for jeg havde det nr. og de to kvinder hjalp mig ved at få ringet, og gelejdet en taxi til hvor jeg var, hvilket ikke er let, i bælgmørke, og hvor der ikke er ardresser eller noget til at vise vej.
Jeg tror det tog mindst en time. men jeg følte mig så tryk, ved disse to kvider, jeg tror mor og datter, og de var så hjælpsomme og omsorgsfulde. Pludselig kom der gående en meget lurvet fyr meget tæt forbi mig, og han havde set min taske, så da han var gået forbi, vendte han rundt, og kom forbi mig igen, og havde ondt i sinde. Men pludselig som et lyn, stod moderen imellem mig og ham, og han kunne intet gøre. Da han var gået sagde de, vi kender dem, og ved hvad de går efter, og sagde til mig, at jeg ikke skulle gå ug efter 6, da det kan være farlig.
Endelig kom taxien, og jeg kunne vise ham vej hjem, da han aldrig havde været i det område, men hjem kom jeg, og glad var jeg.
Da jeg kom hjem, gik jeg lige i seng, det havde været meget hårdt altsammen, så nu trængte jeg til at sove, hvis ellers galden ville lægge sig. Det var mandag d. 26/9 2011. Ha det rigtig godt alle derude. Kærligst Solveig
Det var hun, og jeg spurgte om hun ville med om og hente pigerne, da hun kender dem, og de kender hende. Da vi kom der om, var de alene hjemme, og de vidste ikke hvor Graise var. De var sultne og møgbeskidte, som kom de lige fra slummen.Vi fik dem ind, og sat ned, og fortalte dem, hvad der var meningen, hvilket de blev meget glade for, de var parate. Rashid var ude at se efter Graice, men kunne ikke finde hende, så kørte Innocent for at se, da jeg skulle have snakket med hende, og sagt hende op, hvilket hun selfølgelig ikke blev glad for.Jeg sagde til hende at vi ville komme i morgen for at hente alle møblerne, og hun ville få 300,000 UGX som tak, hvortil hun svarede, at det ikke var nok. Det kom ikke bag på mig, for det har været hendes valgsprog hele tiden, det er ikke nok, det er ikke nok, hun vil aldrig få nok.
Men dette må have en ende, nu kan vi ikke byde børnene det mere.
Så kom Ismar hjem fra skole, og han blev meget glad for at høre og se, at jeg mente hvad jeg sagde, at nu var det nok, nu skulle der laves om på tingene. Han har været så træt af det i lang lang tid, men det er jo ikke altid let at finde ud af hvad der er sanhed. Millie var rystet over at se hvordan der så ud i huset, og hvordan der stank af urin, og møj, ikke et under at de små var syge, og tynde som skeletter. Men Millie og Innocent ville at vi skulle putte alle møblerne i det ene rum, og låse for det, for vi ved aldrig hvad der kan ske, eller hvad hun finder på til i morgen.
Jeg ville at Ismar og Rashid skulle med om og se hvor pigerne skulle bo, men Millie sagde at de ikke skulle tilbage, de måtte sove på Agape 3, til det nye hus er færdig. Det var en god ide. Hun havde købt 3 store annanas, for at byde dem velkommen, sådan havde hun lært, hvor hun er blevet uddannet. Der tages pænt imod de nye, så de føler sig velkommen.
Da de kom ind, havde de ikke siddet længe, før Millie ordrede pigerne ud for at få et bad. De var så beskidte, og de laser de havde på, var lige til at brænde.Jeg havde 2 store poser rent og pænt tøj med, så på 5 minutter havde de totalt skiftet udseende. Så blev drengene også ordret ud for at få et bad, hvilket de nød, med bruser og det hele. De måtte i det samme tøj, da jeg ikke havde ned til dem, men det må komme hurtigst mulig. Men jeg havde ikke regnet med at de skulle flytte også den dag.Det var på en måde meget hårdt, og en anden en stor forlettelse, da der har været en meget dårlig klima, den sidste lange tid, og hvor hun har brugt pengene på sig selv, og hendes 2 børn.Så nu var det nok.
Da børnene var blevet vasket, gik Ismar, Rashid, Millie, Innocent og mig ned for at se det nye hus, som ikke ligger langt fra Agape 3. Jeg havde håbet at finde det nymalet (hvid), som de havde lovet, men nej, der var ikke gjort noget, men de havde brugt pengene. Jeg blev så rasende, at det var forfærdentlig, jeg kan ikke tåle, at når vi laver en aftale, som skal passe hele vejen rundt, så er de bare ligeglade.De ville have de sidste penge, så ville de male- Ha- hvem skulle tro på den, jeg var tosset, og sagde nej og atter nej.Jeg ville have mine penge tilbage, og så kunne de beholde huset.
Jeg var så rystet, og gal, at jeg var ikke rar at være i nærheden af, så da vi skulle tibage for at spise annanas, sagde jeg at jeg gik i bilen og ventede.Jeg var så rasende, og afrikanerne var meget billigt til salg.Da jeg havde siddet der og ventet, i 2-3 timer, bestemte jeg mig til at tage hjem, jeg var stadig så rasende, at jeg ikke var god at være i nærheden af.Så opdagede jeg at jeg ikke havde min tlf. den havde Innocent lånt, og havde puttet den i sin lomme.Gå tilbage ville jeg ikke, og gå tilbage til vores hus, var for langt, og alt for risikabel. Kl. var ca. 9, og det var ikke tid at gå ud i, da tyveknægtene, var i fuld sving. Men der var ingen vej uden om, jeg måtte finde hjælp. Så jeg gik mod den astfalterede vej, i bælgmørke, men jeg var så rasende, at det ikke ville blive godt for en tyveknægt, at prøve at stjæle min taske.
Da jeg kom til vejen, så jeg to kvinder, ved en lille biks, og gik over til dem, for at spørge om hjælp. Jeg havde heldigvis fået hans kort(taximanden), der kørte os fra Lufthavnen, i tilfælde af at jeg fik brug for en taxi, selvom Innocent ikke brød sig om det, han vil være den der kører og passer på.
Jeg var glad for jeg havde det nr. og de to kvinder hjalp mig ved at få ringet, og gelejdet en taxi til hvor jeg var, hvilket ikke er let, i bælgmørke, og hvor der ikke er ardresser eller noget til at vise vej.
Jeg tror det tog mindst en time. men jeg følte mig så tryk, ved disse to kvider, jeg tror mor og datter, og de var så hjælpsomme og omsorgsfulde. Pludselig kom der gående en meget lurvet fyr meget tæt forbi mig, og han havde set min taske, så da han var gået forbi, vendte han rundt, og kom forbi mig igen, og havde ondt i sinde. Men pludselig som et lyn, stod moderen imellem mig og ham, og han kunne intet gøre. Da han var gået sagde de, vi kender dem, og ved hvad de går efter, og sagde til mig, at jeg ikke skulle gå ug efter 6, da det kan være farlig.
Endelig kom taxien, og jeg kunne vise ham vej hjem, da han aldrig havde været i det område, men hjem kom jeg, og glad var jeg.
Da jeg kom hjem, gik jeg lige i seng, det havde været meget hårdt altsammen, så nu trængte jeg til at sove, hvis ellers galden ville lægge sig. Det var mandag d. 26/9 2011. Ha det rigtig godt alle derude. Kærligst Solveig
Søndag
En dejlig morgen oprandt. Vi skulle have morgenkaffen, og så afsted i kirke.
Vi var til 2 gudstjenester, den første begynder kl. 9, den anden 1/2 11, den tredie kl. 1/2 2, og den sidste kl 1/2 6, og så har der været ca. 20-25 tusinde i kirke en almindelig søndag.Til den 2 gudstjeneste, kom Ester så, og bagefter kørte vi et sted hen for at snakke, og få en sodavand.
Vi fik en lang og god snak om hendes liv nu, hvor hun er stukket af fra Agape 2. Hun trænger til hjælp, og til et arbejde. Hun fortalte også lidt om hvordan børnene har det på Agape 2, det er ikke godt, men vi kan intet gøre, så længe de er der.
Jeg spurgte hende, om hun kunne tænke sig igen at blive Mama, hvis jeg fik brug for hende, hvortil hun svarede ja, men ikke under de forhold hun blev budt i Agape 2. Jeg sagde til hende at hun ville høre fra mig, hvis jeg fik brug for hende.
Så kørte vi hjem, og jeg hvilede så længe Innocent lavede mad.
Så var det tid til computeren, og få lagt nogle billeder ud, da der ventes på dem i Danmark, og så bare håbe på at internettet er venlig stemt, for det fungere som det blæser til, og er bare sløv, så det tager lang til, lige meget hvad vi skal gøre.
Herfra Kampala, en kærlig hilsen. Solveig
Vi var til 2 gudstjenester, den første begynder kl. 9, den anden 1/2 11, den tredie kl. 1/2 2, og den sidste kl 1/2 6, og så har der været ca. 20-25 tusinde i kirke en almindelig søndag.Til den 2 gudstjeneste, kom Ester så, og bagefter kørte vi et sted hen for at snakke, og få en sodavand.
Vi fik en lang og god snak om hendes liv nu, hvor hun er stukket af fra Agape 2. Hun trænger til hjælp, og til et arbejde. Hun fortalte også lidt om hvordan børnene har det på Agape 2, det er ikke godt, men vi kan intet gøre, så længe de er der.
Jeg spurgte hende, om hun kunne tænke sig igen at blive Mama, hvis jeg fik brug for hende, hvortil hun svarede ja, men ikke under de forhold hun blev budt i Agape 2. Jeg sagde til hende at hun ville høre fra mig, hvis jeg fik brug for hende.
Så kørte vi hjem, og jeg hvilede så længe Innocent lavede mad.
Så var det tid til computeren, og få lagt nogle billeder ud, da der ventes på dem i Danmark, og så bare håbe på at internettet er venlig stemt, for det fungere som det blæser til, og er bare sløv, så det tager lang til, lige meget hvad vi skal gøre.
Herfra Kampala, en kærlig hilsen. Solveig
søndag den 25. september 2011
Lørdag d.24/9 2011
Lørdag morgen, er igen en fantastisk morgen, men der gik ikke så lang tid før det begyndte at regne, og det på Afrikansk. Det regnede det meste af formiddagen, og så var det klogest at blive inde. Jeg skrev på bloggen, og ordnede andre ting, bl. andet lagde jeg billeder ud på facebook, og det tager også så lang tid.
Da det så endelig blev tørvejr, skulle Innocent hente en ny flaske gas, da det var sluppet op, og vi skulle have købt nogle småting.
Kl. 2 skulle vi køre. Vi havde betilt tid på Agape 3, kl. 3, for nu var tiden kommet at de skulle have hilsnerne fra Danmark. Vi havde købt sadavand, kager, kiks og lidt chokolade. De skulle have en festdag.
Vi ankom med tøj, gaver, poser, store sodavand, og alt det vi havde købt, og vi blev meget godt modtaget, de er altid så glade for at se os.
Vi fik tingene på bordet, og vi nød alle at være sammen. Børnene og mammaerne fortalte historie, og vi havde det rigtig hyggeligt.
Derefter var det tid til gaveuddelingen, hvilket var et kapitel for sig selv. De var ellevilde, og vi fik taget en masse billeder. Det var en ren jubel.
Derefter var det tid til tøjuddelingen, og det var ikke mindre fornøjelig, der var vild glæde og jubel, og alt tøjet vi havde med, blev godt fordelt.
Derefter var det tid til sang og dans udenfor, hvor alle var næsten euforiske, og jeg ved ikke hvor mange gange de alle kom og gav mig knus, og ønskede mig Guds velsignelse, for det jeg gør. Jeg fik et utal af knus.
Men eftermiddagen fik trods alt en ende, og vi skulle hjemad. Men var glade over at gaverne nu var givet.
Vi nød en stille aften, og Innocent fik ringet til Agnes sponsor, om vi kunne komme i morgen eftermiddag med pengene til dem, fra hendes sponsor i Danmark, og vi aftalte at vi ville komme kl. 5 1/2 6, i morgen søndag.
Så ringede Innocent tlf. og det var Mama Ester, der ville høre om Innocent var kommet tilbage. Hun er jo rendt fra Apape 2 for lang tid siden, men hænger nu ved hendes bror, der er gift og har 3 børn, og heller ingen penge har. Hun spurgte om det kunne tænkes at vi havde noget arbejde til hende.
Jeg fik telefonen, og jeg kunne ikke lade være med at spørge til børnene på Agape 2. Det er bare vidunderlig, jeg var gået der i fredags for at møde dem når de kom fra skole, hvis de kom fra skole, og jeg traf dem ikke. Jeg bad Jesus om at finde vejen til at jeg kunne vide hvad der foregår, og så ringer hun lørdag. Gud hører bøn, og han ved hvordan det skal gøres. Men vi aftalte med Ester at hun ville komme i Kirke søndag, og så ville vi snakke.
Så var dagen gået, og det var afgang i tæpperne. Tak himmelske far for en dejlig dag. Kh. Solveig
Da det så endelig blev tørvejr, skulle Innocent hente en ny flaske gas, da det var sluppet op, og vi skulle have købt nogle småting.
Kl. 2 skulle vi køre. Vi havde betilt tid på Agape 3, kl. 3, for nu var tiden kommet at de skulle have hilsnerne fra Danmark. Vi havde købt sadavand, kager, kiks og lidt chokolade. De skulle have en festdag.
Vi ankom med tøj, gaver, poser, store sodavand, og alt det vi havde købt, og vi blev meget godt modtaget, de er altid så glade for at se os.
Vi fik tingene på bordet, og vi nød alle at være sammen. Børnene og mammaerne fortalte historie, og vi havde det rigtig hyggeligt.
Derefter var det tid til gaveuddelingen, hvilket var et kapitel for sig selv. De var ellevilde, og vi fik taget en masse billeder. Det var en ren jubel.
Derefter var det tid til tøjuddelingen, og det var ikke mindre fornøjelig, der var vild glæde og jubel, og alt tøjet vi havde med, blev godt fordelt.
Derefter var det tid til sang og dans udenfor, hvor alle var næsten euforiske, og jeg ved ikke hvor mange gange de alle kom og gav mig knus, og ønskede mig Guds velsignelse, for det jeg gør. Jeg fik et utal af knus.
Men eftermiddagen fik trods alt en ende, og vi skulle hjemad. Men var glade over at gaverne nu var givet.
Vi nød en stille aften, og Innocent fik ringet til Agnes sponsor, om vi kunne komme i morgen eftermiddag med pengene til dem, fra hendes sponsor i Danmark, og vi aftalte at vi ville komme kl. 5 1/2 6, i morgen søndag.
Så ringede Innocent tlf. og det var Mama Ester, der ville høre om Innocent var kommet tilbage. Hun er jo rendt fra Apape 2 for lang tid siden, men hænger nu ved hendes bror, der er gift og har 3 børn, og heller ingen penge har. Hun spurgte om det kunne tænkes at vi havde noget arbejde til hende.
Jeg fik telefonen, og jeg kunne ikke lade være med at spørge til børnene på Agape 2. Det er bare vidunderlig, jeg var gået der i fredags for at møde dem når de kom fra skole, hvis de kom fra skole, og jeg traf dem ikke. Jeg bad Jesus om at finde vejen til at jeg kunne vide hvad der foregår, og så ringer hun lørdag. Gud hører bøn, og han ved hvordan det skal gøres. Men vi aftalte med Ester at hun ville komme i Kirke søndag, og så ville vi snakke.
Så var dagen gået, og det var afgang i tæpperne. Tak himmelske far for en dejlig dag. Kh. Solveig
lørdag den 24. september 2011
Fredag d.23/9
Endnu en dejlig solskinsdag er oprundet. Vi har ca. 28 graders varme, så det er meget behagelig.
Innocent skulle i skole hele dagen , så jeg har tid til computeren. Først skulle jeg have betalt nogle regninger for mig selv i Danmark. Anne Grethe, tømmer min postkasse, og sender beløbene til mig, og så ordner jeg det her fra Kampala. Det at betale herfra er en kapitel for sig. Sikkerhedsystemet i Danmark er meget meget høj, så det tager ca. fra 1/2 til 1 hel time at betale en regning herfra. Systemet ved akkurat at computeren er i Afrika. Hver gang du i Danmark skal gøre et klik, skal du her gøre møske 10/13 og det tager så lang tid hver gang, så der er virkelig brug for Afrikansk tålmodighed.
Nå men jeg fik da betalt mine tre regninger.
Derefter skulle banken tjekkes for alle hævninger, i Agape Child Care, og det er da dejligt det fungerer denne gang, jeg vil helst kunne følge det hele, så jeg ved hvor vi er.
Så var det tid til at skrive på bloggen, og derefter skulle jeg til at sortere tøj, så jeg har det rette tøj med når vi i morgen skal på Agape 3 med gaver fra Danmark, og masser af tøj, og så skal vi have lidt lækkert at hygge os med.
Jeg havde bestemt at jeg ville gå kl. 3, ud for at se, om børnene fra Agape 2 kom fra skole. Jeg har det på hjerte at finde ud af hvad der sker, og om de stadig er på Agape 2. Der er langt at gå, men jeg havde god tid, også selv om jeg går i slow, som en ægte Afrikaner.
Jeg kom frem til det sted jeg ville vente, og købte mig en sadavand, og sad og nød det gode vejr, og talte med 2 indfødte kvinder om situationen her i Uganda. Det er virkelig hårdt her, da alting er blevet meget dyrere, på grund af mangel på styring.
Men jeg ventede og ventede, og så kom børnene fra den skole, men jeg så ingen af "vore" børn, jeg havde en fornemmelse at de slet ikke er på Agape 2 mere. Jeg ved at Joseph kun havde dem for pengenes skyld, så jeg tror de er over alle bjerge, men jeg vil undersøge det , til jeg med sikkerhed ved hvad der blevet af dem.
Jeg gik hjem igen, og var hjemme ca. 1/2 7, og da var Innocent kommet fra skole. Vi havde ingen elekrisitet, og have ikke haft det et døgn nu, så det blev ved levende lys vi noget koldt at spise, men vi fik da mad.
Jeg havde hele dagen gået og været så spændt på om Ismar var på vej i bussen, for at finde Sulait, og hvad ville blive resultatat, ville han komme med tilbage. Jeg havde bedt Jesus om at beskytte ham, og passe rigtig godt på ham, og at når han nåede frem, ville Sulait være lydhør for at vi ville hjælpe ham, men de havde virkelig totalt mistet håbet.
Kl. ca. 8 flassede Ismar så mig. Å, hvor blev jeg glad. Jeg ringede tilbage, det var en aftale, da de aldrig har taletid på deres telefoner. Jeg var så utrolig glad for at høre fra ham, og han var ved godt mod, og han var også sammen med Sulait. Efter jeg havde snakket med Ismar, fik jeg Sulait i telefonen, det var en drøm at høre ham, da det var vores eneste mulighed for at finde den dreng her i Afrika. Sulait er meget syg, jeg tror han skal på hospitalet, og måske oppereres. Der er noget i hans mave, der er helt galt, men jeg bad ham inderlig om at komme tilbage, så ville jeg gøre alt for at hjælpe ham. Jeg fortalte ham også, at vi havde lejet et nyt hus til dem, og at nu er det slut med Mamma Grais, hvilket Ismar også havde sagt, og det havde også givet Sulait håb, om en fremtid. Han var virkelig i en sølle forfatning, men han lovede mig at komme tilbage til Kampala, og så vil vi se hvad der skal gøres. Jeg var så lykkelig, om det kunne reddes for disse børn, for jeg kan se nu, at det skulle jeg havde gjort sidste gang jeg var her. Jeg håber af hele mit hjerte, at vi nu får en god ordning på Agape 1.
Men der en ting der undre mig, og det er at Sarah og Steven, som er her, og mener at have et vist ansvar for børnene, ikke havde foretaget sig noget, end ikke at lade mig vide at drengene var stukket af, og at Sulait var syg, det var først da Faith var der med penge, at hun fandt ud af situationen, hvilket jeg var glad for, og det var det der gjorde at jeg måtte afsted så hurtigt som muligt, da jeg først havde plan om at rejse i oktober, men nu er vi gang, og det er jeg glad for, så må jeg hvile mig når jeg kommer hjem, de trænger virkelig til hjælp, NU.
Herfra Kampala de kærligste hilsner og ønsker om Guds velsignelse til jer alle der følger os. Solveig
Innocent skulle i skole hele dagen , så jeg har tid til computeren. Først skulle jeg have betalt nogle regninger for mig selv i Danmark. Anne Grethe, tømmer min postkasse, og sender beløbene til mig, og så ordner jeg det her fra Kampala. Det at betale herfra er en kapitel for sig. Sikkerhedsystemet i Danmark er meget meget høj, så det tager ca. fra 1/2 til 1 hel time at betale en regning herfra. Systemet ved akkurat at computeren er i Afrika. Hver gang du i Danmark skal gøre et klik, skal du her gøre møske 10/13 og det tager så lang tid hver gang, så der er virkelig brug for Afrikansk tålmodighed.
Nå men jeg fik da betalt mine tre regninger.
Derefter skulle banken tjekkes for alle hævninger, i Agape Child Care, og det er da dejligt det fungerer denne gang, jeg vil helst kunne følge det hele, så jeg ved hvor vi er.
Så var det tid til at skrive på bloggen, og derefter skulle jeg til at sortere tøj, så jeg har det rette tøj med når vi i morgen skal på Agape 3 med gaver fra Danmark, og masser af tøj, og så skal vi have lidt lækkert at hygge os med.
Jeg havde bestemt at jeg ville gå kl. 3, ud for at se, om børnene fra Agape 2 kom fra skole. Jeg har det på hjerte at finde ud af hvad der sker, og om de stadig er på Agape 2. Der er langt at gå, men jeg havde god tid, også selv om jeg går i slow, som en ægte Afrikaner.
Jeg kom frem til det sted jeg ville vente, og købte mig en sadavand, og sad og nød det gode vejr, og talte med 2 indfødte kvinder om situationen her i Uganda. Det er virkelig hårdt her, da alting er blevet meget dyrere, på grund af mangel på styring.
Men jeg ventede og ventede, og så kom børnene fra den skole, men jeg så ingen af "vore" børn, jeg havde en fornemmelse at de slet ikke er på Agape 2 mere. Jeg ved at Joseph kun havde dem for pengenes skyld, så jeg tror de er over alle bjerge, men jeg vil undersøge det , til jeg med sikkerhed ved hvad der blevet af dem.
Jeg gik hjem igen, og var hjemme ca. 1/2 7, og da var Innocent kommet fra skole. Vi havde ingen elekrisitet, og have ikke haft det et døgn nu, så det blev ved levende lys vi noget koldt at spise, men vi fik da mad.
Jeg havde hele dagen gået og været så spændt på om Ismar var på vej i bussen, for at finde Sulait, og hvad ville blive resultatat, ville han komme med tilbage. Jeg havde bedt Jesus om at beskytte ham, og passe rigtig godt på ham, og at når han nåede frem, ville Sulait være lydhør for at vi ville hjælpe ham, men de havde virkelig totalt mistet håbet.
Kl. ca. 8 flassede Ismar så mig. Å, hvor blev jeg glad. Jeg ringede tilbage, det var en aftale, da de aldrig har taletid på deres telefoner. Jeg var så utrolig glad for at høre fra ham, og han var ved godt mod, og han var også sammen med Sulait. Efter jeg havde snakket med Ismar, fik jeg Sulait i telefonen, det var en drøm at høre ham, da det var vores eneste mulighed for at finde den dreng her i Afrika. Sulait er meget syg, jeg tror han skal på hospitalet, og måske oppereres. Der er noget i hans mave, der er helt galt, men jeg bad ham inderlig om at komme tilbage, så ville jeg gøre alt for at hjælpe ham. Jeg fortalte ham også, at vi havde lejet et nyt hus til dem, og at nu er det slut med Mamma Grais, hvilket Ismar også havde sagt, og det havde også givet Sulait håb, om en fremtid. Han var virkelig i en sølle forfatning, men han lovede mig at komme tilbage til Kampala, og så vil vi se hvad der skal gøres. Jeg var så lykkelig, om det kunne reddes for disse børn, for jeg kan se nu, at det skulle jeg havde gjort sidste gang jeg var her. Jeg håber af hele mit hjerte, at vi nu får en god ordning på Agape 1.
Men der en ting der undre mig, og det er at Sarah og Steven, som er her, og mener at have et vist ansvar for børnene, ikke havde foretaget sig noget, end ikke at lade mig vide at drengene var stukket af, og at Sulait var syg, det var først da Faith var der med penge, at hun fandt ud af situationen, hvilket jeg var glad for, og det var det der gjorde at jeg måtte afsted så hurtigt som muligt, da jeg først havde plan om at rejse i oktober, men nu er vi gang, og det er jeg glad for, så må jeg hvile mig når jeg kommer hjem, de trænger virkelig til hjælp, NU.
Herfra Kampala de kærligste hilsner og ønsker om Guds velsignelse til jer alle der følger os. Solveig
fredag den 23. september 2011
Torsdag d. 22/9 2011
Endnu en dejlig morgen oprandt. Men stemningen var aldeles trykket, da vi havde haft et mægtigt opgør, Innocent og mig. Han vil gerne tage føringen, og skælder og smælder hvis jeg ikke synes om hvad han vil. Jeg var derfor nødt til at sætte tingene meget på højkant, hvis vi skulle arbejde sammen, og det så det var til at forstå. Han fik et ultimatum, som han kunne tykke på, og så komme og sige om han var med eller ikke.Det er meget hårdt, men nødvendigt en gang imellem. Men han kom, og undskyldte, og så kunne vi komme videre.
Vi havde en aftale med Esau/ Vivis far, og Moses/ Nigers far. Vi skulle møde dem et sted, for så at tage dem med til børnenes skole. Jeg ville vide hvordan det går, snakke med deres lærer, se om der er et godt skole/ hjem samarbejde.
Vi kom først til Vivis skole, og det var skønt at se så stor hun er blevet, der er virkeligt et mirakel hvad der er sket med den familie, og de er så taknemlige og lykkelige. Hun klare sig aldeles godt, på alle områder. Jeg fik betalt skolepenge, og Esau fik de sidste 100,000 ugx så der var noget til resten af familien.
Så gik turen til Mosess Nigers skole. Det samme gentog sig. Hun er så dygtig, og klarer sig så godt på alle områder. Lærerne var stolte af hende, 5 år og så kan snakke engelsk, og skrive så flot. Jeg så hendes bøger. Jeg fik også betalt skolepenge der, samt en tur som skolen skulle på d. 4 okt, hvor Nigers klasse skulle til" Wondeful World", et sted med alle mulige legmuligheder, jeg tror lidt som Fårup sommerland, et sted som børn elsker.
Og så gik turen til Moses hjem. De var flyttet fra stedet så langt ude, fordi de nu får penge fra Danmark, og har fået et håb om en bedre liv. Moses var så stolt over, at han havde formået at samle lidt penge fra, så de kunne flytte nærmere Kampala midt, et sted der er astfald vej, og ikke 20 km på en jordvej, hvor luften er tyk af søv, så man ikke kunne se en hånd for sig. Han havde fået håb om det kunne blive bedre, for sidste gang jeg var her, sagde jeg til ham, at han kunne gøre det, hvis han ville, han skulle blot ikke spise alle pengene, men prøve at samle lidt efter lidt. Og det havde han gjort, og var så taknemlig og stolt.( Det med at samle sammen, og planlægge en bedre fremtid, er totalt nyt for dem, og det prøver jeg at lære dem, så de får mest muligt ud af pengene. De kan gøre det for de får sponsorpenge, så de har en chance, og hvor bliver jeg glad for at se, at de tager det til sig) Moses var så stolt over at vise os deres nye hjem. han har virkelig en dygtig kone. Børnene er så rene og godt i stand, huset er så fantastisk ren og velholdt. De har kun et rum nu, som er delt op i soveværelse og stue, men der var orden, rent og pænt. Det var så dejligt at se. Så jeg sagde til Moses, at det næste han skulle gå efter var at bygge deres egen hus, hvilket er en uhørt drøm for disse mennesker, men jeg sagde til ham, Moses du kan gøre det. Han blev vildt glad, at jeg troede det om ham, så nu tror jeg virkelig han går efter det.
Så var vi hjemme for at få lidt at spise, men skulle hurtigt videre.
Vi havde igen kontaktet en udlejer af huse, da vi nu skulle finde et nyt sted til drengene fra Agape 1, da vi skal have dem flyttet, og det hurtigst muligt. Stedet vi søgte, skulle være tæt på Agape 3, så Millie og Faith, kan tage sig af dem, og de kan spise der.
Nu havde udlejeren så ringet at han havde et sted, og vi skulle møde ham kl 3. Så afsted igen.( Godt vi har vores gamle bil)ellers ville det virkelig blive dyrt, med taxi hver gang, og uden bil, kan vi intet.
Vi kom afsted til et mødested, der fik vi udlejeren ombord. Videre til et andet sted, hvor vi fik ejeren ombord, og afsted gik det. Men da vi kome næsten derud, skulle vi dreje den forkerte vej, og jeg sagde nej nej, det ville blive for lang fra Agape 3. Så blev den mand sat af igen. Videre ud i nærheden af Agape3, og en ny mand dukkede op, og vi så det rum han havde, men nej det var for lille, så var den mand ude af billeder, men straks var den en ny, og der var et sted mere i nærheden. Det hus havde 2 rum, og var meget meget bedre, så det besluttede jeg vi skulle tage. Der var så mange mænd rundt om os, så jeg næsten ikke vidste hvem der var hvem, men det viste sig, at være en gammel kvinde der var ejeren.Hun var stolt over at udleje til er hvid dame. Så vi fik aftalt prisen, og jeg ville have hele huset malet hvid indvendig, den var mørk køkken blå, som gør det så mørkt, jeg vil have hvid, og det ville hun gøre, så det var klar tirsdag d.27/9, så vi kan få børnene flyttet.Vi fik lavet papir, og jeg betalte et dispositum på 180,000 ugx, og de sidste skulle hun have når vi kom. Det er for 3 mdr. 120,000 pr. mdr. det samme som vi giver i Agape 1, der har vi bare 2 lejligheder, men nu har vi bare brug for en, da pigerne skal ind på Agape 3, og have kærlig pleje.
Så skulle vi have betalt 4 personer, der alle havde vist os vej til den nye lejlighed, det er virkelig spisielt, men jeg er ved at vænne mig til det, Det er jo næsten blevet sådan, at jeg skal leje hus hver gang jeg er her, så det hjælper på forståelsen.
Så gik turen hjemad, og vi ved at være godt brugte. Vi ville have en kop te, men da vi havde fået nye naboer, 2 unge mennesker fra England, der skal være her i 2 1/2 måned, de er på jordomrejse, bestemte vi os til at invitere dem på te. Så det blev en lang og hyggelig snak, ved levende lys, da vi selfølgelig ingen strøm havde. Men det kan man også vænne sig til, og så tage sine forholdsregler. Og vi kunne også være de nye til hjælp på mange måder, da de jo intet kender til her, og ikke har nogen lokale at snakke med, så det var rigtig hyggelig. De fik vores erkundeisen apperat med op, da der var ulidelig varmt hos dem, så de havde en chance for at få sovet.
Det var så alt for i dag. Ha det rigtigt godt alle der følger os. De kærligste hilsner herfra Kampala. Solveig
Vi havde en aftale med Esau/ Vivis far, og Moses/ Nigers far. Vi skulle møde dem et sted, for så at tage dem med til børnenes skole. Jeg ville vide hvordan det går, snakke med deres lærer, se om der er et godt skole/ hjem samarbejde.
Vi kom først til Vivis skole, og det var skønt at se så stor hun er blevet, der er virkeligt et mirakel hvad der er sket med den familie, og de er så taknemlige og lykkelige. Hun klare sig aldeles godt, på alle områder. Jeg fik betalt skolepenge, og Esau fik de sidste 100,000 ugx så der var noget til resten af familien.
Så gik turen til Mosess Nigers skole. Det samme gentog sig. Hun er så dygtig, og klarer sig så godt på alle områder. Lærerne var stolte af hende, 5 år og så kan snakke engelsk, og skrive så flot. Jeg så hendes bøger. Jeg fik også betalt skolepenge der, samt en tur som skolen skulle på d. 4 okt, hvor Nigers klasse skulle til" Wondeful World", et sted med alle mulige legmuligheder, jeg tror lidt som Fårup sommerland, et sted som børn elsker.
Og så gik turen til Moses hjem. De var flyttet fra stedet så langt ude, fordi de nu får penge fra Danmark, og har fået et håb om en bedre liv. Moses var så stolt over, at han havde formået at samle lidt penge fra, så de kunne flytte nærmere Kampala midt, et sted der er astfald vej, og ikke 20 km på en jordvej, hvor luften er tyk af søv, så man ikke kunne se en hånd for sig. Han havde fået håb om det kunne blive bedre, for sidste gang jeg var her, sagde jeg til ham, at han kunne gøre det, hvis han ville, han skulle blot ikke spise alle pengene, men prøve at samle lidt efter lidt. Og det havde han gjort, og var så taknemlig og stolt.( Det med at samle sammen, og planlægge en bedre fremtid, er totalt nyt for dem, og det prøver jeg at lære dem, så de får mest muligt ud af pengene. De kan gøre det for de får sponsorpenge, så de har en chance, og hvor bliver jeg glad for at se, at de tager det til sig) Moses var så stolt over at vise os deres nye hjem. han har virkelig en dygtig kone. Børnene er så rene og godt i stand, huset er så fantastisk ren og velholdt. De har kun et rum nu, som er delt op i soveværelse og stue, men der var orden, rent og pænt. Det var så dejligt at se. Så jeg sagde til Moses, at det næste han skulle gå efter var at bygge deres egen hus, hvilket er en uhørt drøm for disse mennesker, men jeg sagde til ham, Moses du kan gøre det. Han blev vildt glad, at jeg troede det om ham, så nu tror jeg virkelig han går efter det.
Så var vi hjemme for at få lidt at spise, men skulle hurtigt videre.
Vi havde igen kontaktet en udlejer af huse, da vi nu skulle finde et nyt sted til drengene fra Agape 1, da vi skal have dem flyttet, og det hurtigst muligt. Stedet vi søgte, skulle være tæt på Agape 3, så Millie og Faith, kan tage sig af dem, og de kan spise der.
Nu havde udlejeren så ringet at han havde et sted, og vi skulle møde ham kl 3. Så afsted igen.( Godt vi har vores gamle bil)ellers ville det virkelig blive dyrt, med taxi hver gang, og uden bil, kan vi intet.
Vi kom afsted til et mødested, der fik vi udlejeren ombord. Videre til et andet sted, hvor vi fik ejeren ombord, og afsted gik det. Men da vi kome næsten derud, skulle vi dreje den forkerte vej, og jeg sagde nej nej, det ville blive for lang fra Agape 3. Så blev den mand sat af igen. Videre ud i nærheden af Agape3, og en ny mand dukkede op, og vi så det rum han havde, men nej det var for lille, så var den mand ude af billeder, men straks var den en ny, og der var et sted mere i nærheden. Det hus havde 2 rum, og var meget meget bedre, så det besluttede jeg vi skulle tage. Der var så mange mænd rundt om os, så jeg næsten ikke vidste hvem der var hvem, men det viste sig, at være en gammel kvinde der var ejeren.Hun var stolt over at udleje til er hvid dame. Så vi fik aftalt prisen, og jeg ville have hele huset malet hvid indvendig, den var mørk køkken blå, som gør det så mørkt, jeg vil have hvid, og det ville hun gøre, så det var klar tirsdag d.27/9, så vi kan få børnene flyttet.Vi fik lavet papir, og jeg betalte et dispositum på 180,000 ugx, og de sidste skulle hun have når vi kom. Det er for 3 mdr. 120,000 pr. mdr. det samme som vi giver i Agape 1, der har vi bare 2 lejligheder, men nu har vi bare brug for en, da pigerne skal ind på Agape 3, og have kærlig pleje.
Så skulle vi have betalt 4 personer, der alle havde vist os vej til den nye lejlighed, det er virkelig spisielt, men jeg er ved at vænne mig til det, Det er jo næsten blevet sådan, at jeg skal leje hus hver gang jeg er her, så det hjælper på forståelsen.
Så gik turen hjemad, og vi ved at være godt brugte. Vi ville have en kop te, men da vi havde fået nye naboer, 2 unge mennesker fra England, der skal være her i 2 1/2 måned, de er på jordomrejse, bestemte vi os til at invitere dem på te. Så det blev en lang og hyggelig snak, ved levende lys, da vi selfølgelig ingen strøm havde. Men det kan man også vænne sig til, og så tage sine forholdsregler. Og vi kunne også være de nye til hjælp på mange måder, da de jo intet kender til her, og ikke har nogen lokale at snakke med, så det var rigtig hyggelig. De fik vores erkundeisen apperat med op, da der var ulidelig varmt hos dem, så de havde en chance for at få sovet.
Det var så alt for i dag. Ha det rigtigt godt alle der følger os. De kærligste hilsner herfra Kampala. Solveig
onsdag den 21. september 2011
Tirsdag
Tirsdag starter med dejlig solskin, ca 28 graders varme. Der er mange forskellige afrikanske lyde omkring os, det er dejligt.
I dag skal vi gøre lidt for os selv. vi skal have købt ind så vi kan få lavet noget ordentlig mad, det har der ikke rigtigt været tid til. Vi skulle også have købt koste, svaber, sæbe alt skal købes igen, da alt var ødelagt, og alt var brugt, for Innocent havde ikke regnet med at komme tilbage.
Men vi fik handlet ind, og jeg ville have gjort noget rent, så det kan føles som et hjem igen, men der har ikke været tid, men det må blive idag.
Vi kom hjem, og Innocent kunne begynde at lave mad, og jeg kunne gå til computeren, og få ordnet forsk. ting.
Efter vi havde spist, skulle han i skole for første gang efter vi kom tilbage, og jeg ville til at gøre rent. Jeg fik vasket alle gulve, og støvsuget, og det friskede gevaldigt op. Derefter skulle jeg have skrubbet udenfor, da der lå et tyk lag jord, efter støv og regn, og der er ikke blevet skrubbet siden jeg sidst var her. Jeg elsker at sidde ude, men ikke i sådan en svinesti. Det var hårdt arbejde, men hvor blev det dejligt, og jeg kunne få havemøblerne ud, så der er dejligt at være, da det altid er godt vejr her.
Innocent kom fra skole, omkring kl.6, og så ville vi køre ud for at se om vi kunne få fat i Ismar. han er den eneste håb vi har, for at finde Sulait, der er stukket af for 2 måneder siden.
Vi var heldige at han var der, og fik en god snak med ham. han kunne fortælle at Sulait også er syg, og behøver en opperation, som ingen har råd til at hjælpe ham med, og værre er at han/ ja dem alle på Agape 1 har mistet håbet om et bedre liv, da det slet ikke går med mamma Grais, hun bruger pengene på sig selv og sine børn, der er ved godt huld, hvorimod de andre er omvandrende lig, beskidte og sølle. jeg forstår virkelig nu, hvorfor at Gud ville have mig afsted allerede nu, for det er i sidste sekund.
Sulait er langt langt væk fra Kampala, og det tager ca. 5 timer i bus. Men jeg må snakke med ham. Så enden på det at Ismar vil på fredag vil tage bussen ud, for at snakke med ham, og prøve at få ham med tilbage. men han troede ikke han ville komme, da han totalt har mistet håbet
tirsdag den 20. september 2011
Mandag d. 19/9 2011
Så vil jeg fortælle om hvad vi lavede i dag mandag.
Først efter morgenmaden vi skulle køre til midtbyen, for at købe Internet. vi hader og skal derind, for der er total trafikkaos, men der er ingen udvej, vi må have Internet, så vi kan få oprettet forbindelsen til Danmark.
Vi kom afsted, og pænt og herlig, vi forstod at nu var vi Uganda, og ikke Europa længere. Der var så meget trafik at det var næsten umuligt at komme frem, og det tog ca. 1 time for at køre 2 km., det snegler sig afsted, samtidig du sidder i støv og bilos så tyk, at det næsten ikke til at trække vejret.
Mens vi igen holdt og ventede, med lidt nedrullede vinduer, var der tyve på spild. Vi holdt i 5 rækker, men de havde spottet en hvid, og min halskæde med korset, og det kunne de godt bruge. Så pludselig var der en der bankede på Innocents vindue, for at fortælle at vi var punkteret, men det var bare for at få os til at kikke den anden vej, for i det samme var der en hånd inde af mit vindue, og ville stjæle min halskæde med korset. Det lykkedes ikke for ham, han ødelagde kun kæden, men fik ingenting ud af det. Ja vi er i Afrika.
Nå men vi måtte videre, vi lader os ikke standse, og kom frem og fik købt Internet. Dejligt, så vi kan få oprettet forbindelsen.
Vi fik handlet lidt mere ind til huset, det er næsten som at begynde helt forfra.
Vi fik hævet flere penge, da vi ville ud for at besøge Ester, Erye og Ebenezers skole, for at høre hvordan det går dem. Vi havde ringet til deres mor, så hende fik vi med i bilen.
Det var dejligt at se børnene igen, og høre fra deres lærere hvordan det går. De har et meget tæt skole hjem samarbejde, hvilket er meget nødvendig for at børnene klarer sig rigtig godt. Ebenezer, og Erye klarer sig særdeles godt. Ester som er den ældste, klarer sig knap så godt, og hun trænger til mere hjælp fra både skole og hjem, hvilket de vil tage fat om nu.
men de bor i et lille rum uden elektricitet, så det er ikke let at få lavet skolearbejde derhjemme.
Moderen tjener 50,000 ugx i måneden, ved at gøre rent på Innocents skole, og de betaler 40,000 for det lille rum de lever i.
Vi fik betalt skolepenge, plus madpenge i skolen til dem alle, og så fik moderen det sidste, hvilket bragte stor glæde, da børnene trængte til nye sko, og lidt tøj. Jeg sagde til hende at hun skulle prøve at samle lidt af pengene fra. om de kunne flytte til et sted med elektricitet. Det tror jeg hun vil prøve, men jeg sagde at de selfølgelig skulle have mad og tøj først.
Men til jer der er sponsor til disse tre, I ved ikke hvor meget det hjælper den lille familie, og en mor der kæmper for sine tre børn, til at få et godt liv. Det er bare så stort at se hver gang, og er virkelig et mirakel til dem.En mor der aldrig har rørt 100,000 på en gang, fik for 3 måneder 265,000 ugx, efter at skolepengene var betalt, siger lidt om hvad i gør for den lille familie.
Derefter gik turen igen til Agape 3. Jeg skulle ud og have en snak med Millie, efter hun nu har været på Agape 3 som mor i 4 måneder. Vi fik en rigtig god snak, også om de to børn af hendes, da de to går i meget dyre skoler, og det er der simpelthen ikke penge til. Dorcas skole 265,000 pr. termin og Karens er 365,000. Vi blev enige om at Agape Child Care kan betale 150,000 pr. termin, og at Millie der får 100,000 pr. måned for arbejdet på Agape 3, skal bruge lidt af hendes egne penge, hvis hun vil have dem i så dyre skoler. Det synes jeg var en god løsning. De er alle glade for deres nye hjem, og trives godt. Der er rent og pænt, og børene er virkelig opdragne, rene og pæne. Huset er rent, og de får god mad. jeg gav dem 100,000 sidste gang det var d. 1, da alle trængte til nye sko, og det havde de fået. Faith havde virkeligt gjort et godt stykke arbejde med pengene, så lang tid Innocent var i Danmark, hvilket jeg takkede hende meget for, der var styr på tingene.
Vi snakkede også om flere børn. Vi vil prøve at få børnene fra Agape 1 over på Agape tre, da de trnger til meget hjælp på alle måder, så vi snakkede alle i fælleskab om hvordan vi gør det på den bedste måde. De var meget villige til at gå ind i den situation, for de trænger virkelig til hjælp, så nu har vi fundet en vej at gøre det på.
Vi vil prøve at finde Sulait (min dreng) som er stukket af for 2 måneder siden, men det er absolut ikke let her, det vil blive sværrere end at finde en nål i en høstak, men vi vil prøve.
vi så børnenes skolebøger, og de er virkelig dygtige, ja selv lille Maddie på 4 år kan tælle til 23 på engelsk og skriver tal og bogstaver, virkeligt skønt at se.
Så var det tid at komme hjem for at få lidt at spise, for derefter at gå i kirke kl 7 30, da der skulle være en spisiel møde, og Innocent ville gerne fortælle hvad Gud har gjort for ham, og at han netop igen er kommet tilbage fra Europa, hvilket bragte stor jubel til de 6 - 7,000 mennesker der var til stede. Så det var sent vi kom hjem, og så var det tid til at komme i tæpperne.
Tak for en dejlig dag, her i Uganda. Ha det rigtig godt Solveig
Først efter morgenmaden vi skulle køre til midtbyen, for at købe Internet. vi hader og skal derind, for der er total trafikkaos, men der er ingen udvej, vi må have Internet, så vi kan få oprettet forbindelsen til Danmark.
Vi kom afsted, og pænt og herlig, vi forstod at nu var vi Uganda, og ikke Europa længere. Der var så meget trafik at det var næsten umuligt at komme frem, og det tog ca. 1 time for at køre 2 km., det snegler sig afsted, samtidig du sidder i støv og bilos så tyk, at det næsten ikke til at trække vejret.
Mens vi igen holdt og ventede, med lidt nedrullede vinduer, var der tyve på spild. Vi holdt i 5 rækker, men de havde spottet en hvid, og min halskæde med korset, og det kunne de godt bruge. Så pludselig var der en der bankede på Innocents vindue, for at fortælle at vi var punkteret, men det var bare for at få os til at kikke den anden vej, for i det samme var der en hånd inde af mit vindue, og ville stjæle min halskæde med korset. Det lykkedes ikke for ham, han ødelagde kun kæden, men fik ingenting ud af det. Ja vi er i Afrika.
Nå men vi måtte videre, vi lader os ikke standse, og kom frem og fik købt Internet. Dejligt, så vi kan få oprettet forbindelsen.
Vi fik handlet lidt mere ind til huset, det er næsten som at begynde helt forfra.
Vi fik hævet flere penge, da vi ville ud for at besøge Ester, Erye og Ebenezers skole, for at høre hvordan det går dem. Vi havde ringet til deres mor, så hende fik vi med i bilen.
Det var dejligt at se børnene igen, og høre fra deres lærere hvordan det går. De har et meget tæt skole hjem samarbejde, hvilket er meget nødvendig for at børnene klarer sig rigtig godt. Ebenezer, og Erye klarer sig særdeles godt. Ester som er den ældste, klarer sig knap så godt, og hun trænger til mere hjælp fra både skole og hjem, hvilket de vil tage fat om nu.
men de bor i et lille rum uden elektricitet, så det er ikke let at få lavet skolearbejde derhjemme.
Moderen tjener 50,000 ugx i måneden, ved at gøre rent på Innocents skole, og de betaler 40,000 for det lille rum de lever i.
Vi fik betalt skolepenge, plus madpenge i skolen til dem alle, og så fik moderen det sidste, hvilket bragte stor glæde, da børnene trængte til nye sko, og lidt tøj. Jeg sagde til hende at hun skulle prøve at samle lidt af pengene fra. om de kunne flytte til et sted med elektricitet. Det tror jeg hun vil prøve, men jeg sagde at de selfølgelig skulle have mad og tøj først.
Men til jer der er sponsor til disse tre, I ved ikke hvor meget det hjælper den lille familie, og en mor der kæmper for sine tre børn, til at få et godt liv. Det er bare så stort at se hver gang, og er virkelig et mirakel til dem.En mor der aldrig har rørt 100,000 på en gang, fik for 3 måneder 265,000 ugx, efter at skolepengene var betalt, siger lidt om hvad i gør for den lille familie.
Derefter gik turen igen til Agape 3. Jeg skulle ud og have en snak med Millie, efter hun nu har været på Agape 3 som mor i 4 måneder. Vi fik en rigtig god snak, også om de to børn af hendes, da de to går i meget dyre skoler, og det er der simpelthen ikke penge til. Dorcas skole 265,000 pr. termin og Karens er 365,000. Vi blev enige om at Agape Child Care kan betale 150,000 pr. termin, og at Millie der får 100,000 pr. måned for arbejdet på Agape 3, skal bruge lidt af hendes egne penge, hvis hun vil have dem i så dyre skoler. Det synes jeg var en god løsning. De er alle glade for deres nye hjem, og trives godt. Der er rent og pænt, og børene er virkelig opdragne, rene og pæne. Huset er rent, og de får god mad. jeg gav dem 100,000 sidste gang det var d. 1, da alle trængte til nye sko, og det havde de fået. Faith havde virkeligt gjort et godt stykke arbejde med pengene, så lang tid Innocent var i Danmark, hvilket jeg takkede hende meget for, der var styr på tingene.
Vi snakkede også om flere børn. Vi vil prøve at få børnene fra Agape 1 over på Agape tre, da de trnger til meget hjælp på alle måder, så vi snakkede alle i fælleskab om hvordan vi gør det på den bedste måde. De var meget villige til at gå ind i den situation, for de trænger virkelig til hjælp, så nu har vi fundet en vej at gøre det på.
Vi vil prøve at finde Sulait (min dreng) som er stukket af for 2 måneder siden, men det er absolut ikke let her, det vil blive sværrere end at finde en nål i en høstak, men vi vil prøve.
vi så børnenes skolebøger, og de er virkelig dygtige, ja selv lille Maddie på 4 år kan tælle til 23 på engelsk og skriver tal og bogstaver, virkeligt skønt at se.
Så var det tid at komme hjem for at få lidt at spise, for derefter at gå i kirke kl 7 30, da der skulle være en spisiel møde, og Innocent ville gerne fortælle hvad Gud har gjort for ham, og at han netop igen er kommet tilbage fra Europa, hvilket bragte stor jubel til de 6 - 7,000 mennesker der var til stede. Så det var sent vi kom hjem, og så var det tid til at komme i tæpperne.
Tak for en dejlig dag, her i Uganda. Ha det rigtig godt Solveig
Søndag d. 18/9
Vi var tidlig oppe idag, da vi ville i kirke kl. 9 i Mirakelcentret, som er vores kirke, men efter vi havde været der skulle vi til Antioch kirken, for vi skulle have givet penge til børnene der, samt gaver.
Jeg havde ringet til Sarah, om lørdagen, for at fortælle at vi kom med penge til børnene, og hu ville ringe til familierne så de kunne være der når vi kom.
Vi fik hævet flere penge, da vi kun kan hæve 800,000 hver dag, og vi skulle have 1,300,000 mio med til Antioch.
De var alle meget glade for at se os, og det er altid dejligt at se dem, se at de hat det godt, og hvad i sponsor hjælper dem til. jeg siger jer at det gør en meget meget stor forskel, hvad i gør for disse børn, og deres familier, jeg ville virkelig ønske at i selv kunne se det, opleve det, det er helt urimelig at jeg får al glæden, men hermed er den videre til jer.
vi fik delt penge, og gaver ud, og endelig kunne Mercy få sin dukke fra Inge Marie, som jeg købte sidste gang, men da kom hun ikke. men nu var hun der sammen med sin mor, og hun fik sin store dukke. Innocent fik taget en masse billeder, dem vil vi prøve at lægge ud på facebook, og ellers kan i få dem når jeg kommer hjem.
Så var søndagen ved at være gået, og vi kørte hjem, fik lidt at spise, og så i seng, vi var stadig trætte, var slet ikke klar til at gøre noget, men jeg ville de fik deres penge så hurtigt som muligt, de trænger til dem, så kan vi sove senere. For ellers går der en uge mere, da de bedst kan træffes om søndagen. Tak for følgeskabet, og ha det godt. Må Gud selv velsigne jer for hvad i gør for disse børn. Solveig
Jeg havde ringet til Sarah, om lørdagen, for at fortælle at vi kom med penge til børnene, og hu ville ringe til familierne så de kunne være der når vi kom.
Vi fik hævet flere penge, da vi kun kan hæve 800,000 hver dag, og vi skulle have 1,300,000 mio med til Antioch.
De var alle meget glade for at se os, og det er altid dejligt at se dem, se at de hat det godt, og hvad i sponsor hjælper dem til. jeg siger jer at det gør en meget meget stor forskel, hvad i gør for disse børn, og deres familier, jeg ville virkelig ønske at i selv kunne se det, opleve det, det er helt urimelig at jeg får al glæden, men hermed er den videre til jer.
vi fik delt penge, og gaver ud, og endelig kunne Mercy få sin dukke fra Inge Marie, som jeg købte sidste gang, men da kom hun ikke. men nu var hun der sammen med sin mor, og hun fik sin store dukke. Innocent fik taget en masse billeder, dem vil vi prøve at lægge ud på facebook, og ellers kan i få dem når jeg kommer hjem.
Så var søndagen ved at være gået, og vi kørte hjem, fik lidt at spise, og så i seng, vi var stadig trætte, var slet ikke klar til at gøre noget, men jeg ville de fik deres penge så hurtigt som muligt, de trænger til dem, så kan vi sove senere. For ellers går der en uge mere, da de bedst kan træffes om søndagen. Tak for følgeskabet, og ha det godt. Må Gud selv velsigne jer for hvad i gør for disse børn. Solveig
mandag den 19. september 2011
Tirsdag d. 20/9 2011 Uganda
Hej alle sammen, der føjger os her i Uganda.
Vi har nu fået købt Internet, og fået hul igennem til Danmark, så vi har forbindelse til jer, der følger os her.
Vi havde en dejlig flyvetur herned. Første gang med KLM for mit vedkommende. Det var bare så rart at kunne flyve fra Ålborg, og ikke skulle starte turen med at køre den lange tur til Billund, og tager den første nat. Nu kunne vi nøjes med at køre til Ålborg.
Jeg kørte i min egen bil, da vi havde bagage til en lastbil, en masse tøj og gaver til børnene. Men da det ikke er så langt vær, har Lisbeth og Peter hentet min bil, og den er igen på Øsløs Kirkevej 4, så det er bare dejligt.
Vi havde en god tur herned, men den er lang, og vi bliver rigtig godt trætte. Vi startede fra Øsløs kl. 3 nat, og var her i Kampala kl. 1 næste nat, og det inc. tidsforskellen.
Vi ankom til vort hjem her i Kampala, i buldrende mørke, der var ingen elektricitet, men vi lånte et par lommelygter til at finde ind. Derefter kunne vi begynde at finde sengetøj frem, da alt var pakket ned, samt få blæst det værste støv væk, da huset jo har stået tomt i 3 måneder. Men det kan ikke hjælpe noget, vi var trætte, så vi skulle bare sove.
Innocent jamrede, han savnede sit hjem i Danmark, og jeg tror at det var værst at komme tilbage for ham. Han synes at det er så elendig alt sammen hernede, og forstår overhovedet ikke at jeg gider at komme her igen og igen, hvor ingenting fungere som i Danmark.
nå men vi fik fundet det mest nødvendige, og kom i tæpperne, og jeg sagde til Innocent at jeg blev i sengen til kl. 12, så kunne han gøre hvad han ville.
Men jeg sov til kl. 1, og så skulle vi have noget at spise, og det blev kiks fra Danmark, og vand, som vi købte i lufthavnen.Innocent var tidlig oppe for at finde bilen der var væk i støv, og et dæk stod på fælg, samt få sat batteriet i , for at se om vi kunne få liv i bilen, da vil skulle bruge den, skulle også se at få købt noget mad, vi kan ikke blive ved med at leve af kiks.
Men han havde fået den startet, vasket, og skiftet dæk da jeg kom til mig selv, så det var dejligt. Så begyndte vi med at køre ud at spise, kor nu skulle der krudt på os selv.
Derefter fik vi hævet penge, købt mad til huset, og fik køleskabet startet op , og prøve at få lidt liv i huset igen.
Jeg vill bare en lille tur ud på Agape 1, og Agape 3 for at se hvordan det så ud når vi pludselig stod der, jeg ville læse situationen.
Derefter fik vi igen noget at spise, men gik tidlig i seng, for vi manglede stadig en masse søvn.
Herfra vores ankomst, en hilsen til jer alle. Solveig
Vi har nu fået købt Internet, og fået hul igennem til Danmark, så vi har forbindelse til jer, der følger os her.
Vi havde en dejlig flyvetur herned. Første gang med KLM for mit vedkommende. Det var bare så rart at kunne flyve fra Ålborg, og ikke skulle starte turen med at køre den lange tur til Billund, og tager den første nat. Nu kunne vi nøjes med at køre til Ålborg.
Jeg kørte i min egen bil, da vi havde bagage til en lastbil, en masse tøj og gaver til børnene. Men da det ikke er så langt vær, har Lisbeth og Peter hentet min bil, og den er igen på Øsløs Kirkevej 4, så det er bare dejligt.
Vi havde en god tur herned, men den er lang, og vi bliver rigtig godt trætte. Vi startede fra Øsløs kl. 3 nat, og var her i Kampala kl. 1 næste nat, og det inc. tidsforskellen.
Vi ankom til vort hjem her i Kampala, i buldrende mørke, der var ingen elektricitet, men vi lånte et par lommelygter til at finde ind. Derefter kunne vi begynde at finde sengetøj frem, da alt var pakket ned, samt få blæst det værste støv væk, da huset jo har stået tomt i 3 måneder. Men det kan ikke hjælpe noget, vi var trætte, så vi skulle bare sove.
Innocent jamrede, han savnede sit hjem i Danmark, og jeg tror at det var værst at komme tilbage for ham. Han synes at det er så elendig alt sammen hernede, og forstår overhovedet ikke at jeg gider at komme her igen og igen, hvor ingenting fungere som i Danmark.
nå men vi fik fundet det mest nødvendige, og kom i tæpperne, og jeg sagde til Innocent at jeg blev i sengen til kl. 12, så kunne han gøre hvad han ville.
Men jeg sov til kl. 1, og så skulle vi have noget at spise, og det blev kiks fra Danmark, og vand, som vi købte i lufthavnen.Innocent var tidlig oppe for at finde bilen der var væk i støv, og et dæk stod på fælg, samt få sat batteriet i , for at se om vi kunne få liv i bilen, da vil skulle bruge den, skulle også se at få købt noget mad, vi kan ikke blive ved med at leve af kiks.
Men han havde fået den startet, vasket, og skiftet dæk da jeg kom til mig selv, så det var dejligt. Så begyndte vi med at køre ud at spise, kor nu skulle der krudt på os selv.
Derefter fik vi hævet penge, købt mad til huset, og fik køleskabet startet op , og prøve at få lidt liv i huset igen.
Jeg vill bare en lille tur ud på Agape 1, og Agape 3 for at se hvordan det så ud når vi pludselig stod der, jeg ville læse situationen.
Derefter fik vi igen noget at spise, men gik tidlig i seng, for vi manglede stadig en masse søvn.
Herfra vores ankomst, en hilsen til jer alle. Solveig
Abonner på:
Opslag (Atom)
