Mandag

Det var så dagen, hvor jeg havde bestemt, at nu skulle pigerne fra Agape 1, flyttes over på Agape 3. Jeg havde snakket med Millie om det, og sagt at de trængte til så meget omsorg, som hun overhovedet kunne give dem. Vi var først i Agape 3 med nye madrasser, sengetøj, puder, tæpper og moskittonet, da vi havde bilen fuld. Jeg ville også se om hun var klar til at modtage dem.
Det var hun, og jeg spurgte om hun ville med om og hente pigerne, da hun kender dem, og de kender hende. Da vi kom der om, var de alene hjemme, og de vidste ikke hvor Graise var. De var sultne og møgbeskidte, som kom de lige fra slummen.Vi fik dem ind, og sat ned, og fortalte dem, hvad der var meningen, hvilket de blev meget glade for, de var parate. Rashid var ude at se efter Graice, men kunne ikke finde hende, så kørte Innocent for at se, da jeg skulle have snakket med hende, og sagt hende op, hvilket hun selfølgelig ikke blev glad for.Jeg sagde til hende at vi ville komme i morgen for at hente alle møblerne, og hun ville få 300,000 UGX som tak, hvortil hun svarede, at det ikke var nok. Det kom ikke bag på mig, for det har været hendes valgsprog hele tiden, det er ikke nok, det er ikke nok, hun vil aldrig få nok.
Men dette må have en ende, nu kan vi ikke byde børnene det mere.
Så kom Ismar hjem fra skole, og han blev meget glad for at høre og se, at jeg mente hvad jeg sagde, at nu var det nok, nu skulle der laves om på tingene. Han har været så træt af det i lang lang tid, men det er jo ikke altid let at finde ud af hvad der er sanhed. Millie var rystet over at se hvordan der så ud i huset, og hvordan der stank af urin, og møj, ikke et under at de små var syge, og tynde som skeletter. Men Millie og Innocent ville at vi skulle putte alle møblerne i det ene rum, og låse for det, for vi ved aldrig hvad der kan ske, eller hvad hun finder på til i morgen.
Jeg ville at Ismar og Rashid skulle med om og se hvor pigerne skulle bo, men Millie sagde at de ikke skulle tilbage, de måtte sove på Agape 3, til det nye hus er færdig. Det var en god ide. Hun havde købt 3 store annanas, for at byde dem velkommen, sådan havde hun lært, hvor hun er blevet uddannet. Der tages pænt imod de nye, så de føler sig velkommen.
Da de kom ind, havde de ikke siddet længe, før Millie ordrede pigerne ud for at få et bad. De var så beskidte, og de laser de havde på, var lige til at brænde.Jeg havde 2 store poser rent og pænt tøj med, så på 5 minutter havde de totalt skiftet udseende. Så blev drengene også ordret ud for at få et bad, hvilket de nød, med bruser og det hele. De måtte i det samme tøj, da jeg ikke havde ned til dem, men det må komme hurtigst mulig. Men jeg havde ikke regnet med at de skulle flytte også den dag.Det var på en måde meget hårdt, og en anden en stor forlettelse, da der har været en meget dårlig klima, den sidste lange tid, og hvor hun har brugt pengene på sig selv, og hendes 2 børn.Så nu var det nok.
Da børnene var blevet vasket, gik Ismar, Rashid, Millie, Innocent og mig ned for at se det nye hus, som ikke ligger langt fra Agape 3. Jeg havde håbet at finde det nymalet (hvid), som de havde lovet, men nej, der var ikke gjort noget, men de havde brugt pengene. Jeg blev så rasende, at det var forfærdentlig, jeg kan ikke tåle, at når vi laver en aftale, som skal passe hele vejen rundt, så er de bare ligeglade.De ville have de sidste penge, så ville de male- Ha- hvem skulle tro på den, jeg var tosset, og sagde nej og atter nej.Jeg ville have mine penge tilbage, og så kunne de beholde huset.
Jeg var så rystet, og gal, at jeg var ikke rar at være i nærheden af, så da vi skulle tibage for at spise annanas, sagde jeg at jeg gik i bilen og ventede.Jeg var så rasende, og afrikanerne var meget billigt til salg.Da jeg havde siddet der og ventet, i 2-3 timer, bestemte jeg mig til at tage hjem, jeg var stadig så rasende, at jeg ikke var god at være i nærheden af.Så opdagede jeg at jeg ikke havde min tlf. den havde Innocent lånt, og havde puttet den i sin lomme.Gå tilbage ville jeg ikke, og gå tilbage til vores hus, var for langt, og alt for risikabel. Kl. var ca. 9, og det var ikke tid at gå ud i, da tyveknægtene, var i fuld sving. Men der var ingen vej uden om, jeg måtte finde hjælp. Så jeg gik mod den astfalterede vej, i bælgmørke, men jeg var så rasende, at det ikke ville blive godt for en tyveknægt, at prøve at stjæle min taske.
Da jeg kom til vejen, så jeg to kvinder, ved en lille biks, og gik over til dem, for at spørge om hjælp. Jeg havde heldigvis fået hans kort(taximanden), der kørte os fra Lufthavnen, i tilfælde af at jeg fik brug for en taxi, selvom Innocent ikke brød sig om det, han vil være den der kører og passer på.
Jeg var glad for jeg havde det nr. og de to kvinder hjalp mig ved at få ringet, og gelejdet en taxi til hvor jeg var, hvilket ikke er let, i bælgmørke, og hvor der ikke er ardresser eller noget til at vise vej.
Jeg tror det tog mindst en time. men jeg følte mig så tryk, ved disse to kvider, jeg tror mor og datter, og de var så hjælpsomme og omsorgsfulde. Pludselig kom der gående en meget lurvet fyr meget tæt forbi mig, og han havde set min taske, så da han var gået forbi, vendte han rundt, og kom forbi mig igen, og havde ondt i sinde. Men pludselig som et lyn, stod moderen imellem mig og ham, og han kunne intet gøre. Da han var gået sagde de, vi kender dem, og ved hvad de går efter, og sagde til mig, at jeg ikke skulle gå ug efter 6, da det kan være farlig.
Endelig kom taxien, og jeg kunne vise ham vej hjem, da han aldrig havde været i det område, men hjem kom jeg, og glad var jeg.
Da jeg kom hjem, gik jeg lige i seng, det havde været meget hårdt altsammen, så nu trængte jeg til at sove, hvis ellers galden ville lægge sig. Det var mandag d. 26/9 2011. Ha det rigtig godt alle derude. Kærligst Solveig