Så vil jeg fortælle om en meget vanskelig situation, og at det ikke altid bare er let at få et sponsorat.
Kato,er en lille dreng har fået en sponsorfamilie i Danmark. Vi ringede til hans mor og fortalte nyheden ,og hun blev så jublende glad, men fortalte at hun havde efterladt drengene "tvillinger" på 3-4 år, i en landsby, for om de kunne være heldig at få lidt mad at spise, da hun ikke havde arbejde, et sted at bo, mad eller noget som helst, men blot hængte ved hendes søster.
Derefter inviterede jeg hende til at komme her til vores hus. Jeg tængte som gal, hvad skulle jeg stille op med hende, men jeg havde flere ideer til hende, men jeg måtte finde ud af hvem hun var, før jeg kunne evt. hjælpe hende og hendes 2 drenge.
Jeg havde en hilsen med hjemmefra, fra Helle, formanden i Agape Child Care, om at hvis jeg fandt en kvinde der havde en god ide til en fremtid, så ville hun give nogle penge til at hjælpe hende igang. Det var hvad jeg havde at opperer med, så derfor ville jeg finde ud af hvem hun var, og om vi kunne bygge på hende. Jeg kunne hjælpe hende, og hendes drenge, men det måtte blive helt forfra, det måtte blive alt eller intet. Vi kan ikke administrere et sponsorat til en dreng vi ikke ved hvor er, og ved om han overhovet kommer i skole, ellr hvem tager pengene, det går ikke. Så det var en meget stor opgave at løse.
Hun kom, og vi snakkede længe. Jeg spurgte hende om hun var klar til at kæmpe for at have sine drenge hos sig igen, og om hun kunne løfte opgaven. Det mente hun, men så ingen udvej, da hun ikke havde et sted at bo, ingen penge, intet. Jeg spurgte hvorfor hun ikke var blevet i landsbyen sammen med sine drenge, og kæmpede for dem der, hvotil hun svarede at det ville hun ikke, hun ville være i Kampala.
Jeg spurgte hende om hun havde nogen plan for fremtiden, eller hun bare,sad. Hun mente at hvis hun fik et arbejde kunne det måske komme til at gå, men hun foretog sig intet, hun bare sad. Jeg spurgte om hun evt. havde lyst til at starte en eller anden lille forretning, hvortil hun bare smilede, og sagde, hvordan skulle det kunne lade sig gøre.Jeg sagde til hende, st det var ikke det jeg spurgte om, om det kunne lade sig gøre, men om hun havde et drev i sig , en vison, en drøm eller hvad. Det havde hun ikke. Men så kom Innocent mig til hjælp, og diskede op med 6 ting, at hvis hun kunne vælge idag lige hvad hun ønskede sig, hvad ville hun vælge. En forretning, sølge grøntsager, have et job, bare bo hos sin søster, bo sammen med sine drenge eller bare hænge. Hun valgte en forretning. Jeg spurgte om hun havde forstand på det, og om hun troede hun kunne løfte opgaven, og samtidig tage sig af sine to drenge, for det måtte blive alt eller intet. Det mente hun.Jeg sagde til hende, at nu ville jeg se om hun kunne handle selvstændig. Gå ud og se om du kan finde en plads, til at starte en forretning, og se efter et lille rum i nærheden hvor hun hun kunne bo med sine 2 drenge. Det var onsdag. Jeg sagde til hende, at hun ville have til fredag, og så kunne hun komme igen, og hvis hun havde fundet et sted, skulle hun komme med et buget, om hvormeget det ville koste at starte. Det skulle være omkring 100,000 ugx ialt, og så vil vi igen se på det, hvad vi kunne gøre.
Hun kom som aftalt fredag med et buget på 1,6 mio, til en hel købmandsforretning.Så vågnede Innocent op, og blev meget gal over at hun ikke forstod, hvad vi havde sagt. den buget hun kom med, havde hun en ladet anden kvinde lave, da hun ikke vidste noget som helst. Hvad jeg ikke forstod i første omgang var, at det var kreeret til at tage chancen til at få penge, men det forstod Innocent.jeg kunne da se at det var alt for meget, og at det ikke var hende selv.Jeg tænkte som en gal, og pludselig vidste jeg bare, at jeg måtte se hvor hun havde fundet stedet, og det nu.Vi kom til stedet, som kostede det dobbelte af hvad hun havde skrevet, og hun havde ikke fundet et sted hvor hun kunne bo. Jeg spurgte om hun kunne bo hos sin søster, hvortil hun svarede at det kunne hun ikke, da de kunne blive smidt ud hvad dag det skulle være, da de ikke havde betalt husleje i 3 måneder, og søsteren alligevel ville flytte til et andet område.Jeg tængte igen som en gal, hvad skulle jeg gøre, det var absolut i sidste øjeblik.
Jeg ville ikke gerne opgive, men prøvede igen og igen at tale energi ind i hende, til at forstå at hun måtte rejse sig og tage ansvar. Så jeg sagde til hende, at hun ville igen få en chance, men kom igen i morgen tidlig med en ny plan, til de penge som jeg havde sagt. Jeg gav hende igen penge til en bodda bodda,20,000 ugx for eller kom hun jo ingen steder., hun havde fået 40,000.
Så nu var det sidste chance, alt eller intet.
Lørdag morgen kom der ingen Annet, og vi hørte intet. Vi skulle nu ud igen og se på huse, til et hjem for piger,det var det næste i vores plan, og nu havde vi fået bilen igang, så vi kunne foretage os noget.Innocent skulle ikke i skole, og da han skal have eksamen hver dag i næste uge, var det bare med at komme videre. Vi havde snakket til to, udlejere"blogger" nogen der har huse i kommision, og vi skulle ud at se på flere.
Vi kom så hjem ved aften tid, godt trætte, og da ventede Annet på os. Jeg spurgte hvorfor hun ikke var kommet i morges, hvortil hun svarede at det havde hun ikke forstået( det samme med Joseph) de hører ikke hvad vi siger til dem, men kun hvad der passer dem at høre.Men hun havde fundet et nyt sted, langt herfra, og kun til en forretning, ingenting til hende og drengene.Det går ikke sagde jeg, jeg har sagt hele tiden at det måtte blive alt eller intet, og da kunne jeg se, at alt bare var kreeret til at få penge. Jeg er så glad for at have Innocent til at hjælpe, og han er så fuldstændig anderledes, og kan gennemskue det alt sammen, og er så flov på afrikanernes vegne, og hvad de gør.
Der måtte jeg indse at hun ikke havde drevet til at kæmpe for sine drenge, og vi kunne intet bygge på hende. Jeg ville ikke lade Helles penge gå op i ingenting, og måske efter 3 måneder havde hun intet, og drenge var væk.
Det var en frygtelig beslutning at skulle tage, at hende kunne vi ikke hjælpe, vi kunne ikke administrere det, og sponsoratet vil gå tilbage. Måske vil de have et andet barn, vi må se.Men det har været så hårdt, men jeg har gjort alt hvad jeg kunne, og må bare erkende at der ikke er nogen vej for hende.
Det er virkelig så vidunderligt nå det går efter planen, men meget hårdt når det ikke gør.Men jeg er bare så glad for at jeg er her lige nu, for ellers havde det været svært at gennemskue, og en for stor opgave til Innocent selv at løfte.
Hårdt men nødvendigt, da de penge som folk i Danmark betaler, skal administres godt, så de når derhen hvor det er meningen, og ikke bare forsvinde ud i ingenting, det står jeg ikke model til.
Jeg beklager meget, men det er også en side af arbejdet, at træffe beslutninger og tage ansvar for andres betroede midler.
søndag den 31. oktober 2010
Skak mat
Nu vil jeg tage en opsamling på denne uge.Vi havde ingen strøm i 6 dage, og det var ikke nemt at have batterierne ladet op på computer og telfonerne. Bilen har stået brak i 3 1/2 dag, da den måtte have gearkassen repaeret. Så det har været umuligt at gøre noget, kun det vi kunne nå til fods, og det var kun det allernødvendigste i vores lille supermarked her, ellers intet.
Jeg kunne ikke skrive på bloggen, sende mail eller noget da der ikke var strøm på batterierne, så der blev tid til at slappe af. Men vi ved alle at det er ikke let, hvis det ikke er planlagt i programmet, men sådan blev det.Og havde Innocent ikke stået på deres tæer til sidst, så havde bilen nok stået til rep. endnu, men til sidst, veg han ikke fra dem, så de foretog sig noget, og de blev da også færdig under stor protest.
Strømmen har været et kapitel for sig. Det er Afrika, og her fungere alting som vinden blæser. Måske skulle vi have købt en generator til 3-5 tusind kroner, for at være sikker på at have strøm, men det er for mange penge at sætte i en sådan maskine nu. For det andet så larmer de frygtelig, og oser gør de også. Vi har siddet ved stearinlys om aftenen, og hørt på 3-4 generatoer, det er ikke særlig sjovt, men det var vi bare nødt til.Men jeg bryder mig ikke om de maskiner, ville hellere finde en lydløs løsning, hvis det bliver nødvendig. Innocent var bekymret for, hvis vi havde haft besøg fra Danmark, og det så ikke fungerede, hvad ville de sige.
Gearkassen havde næsten været færdig til igen at blive puttet i bilen, men så opdagede de at de havde glemt en lille dims, og så kunne de begynde forfra at skille det hele ad,og det tager tid, da de ikke her har alle de moderne hjælpemidler, så enden blev at det hele igen lå i atomer, før de så måtte begynde forfra. Da savnede jeg et dansk værksted.
Det var også ugen som jeg har brugt på at rejse et menneske op, da hun har fået et sponsorbarn, men det vil jeg skrive om for sig selv, men det har kostet meget tankevirksomhed, og også penge, og resultatet blev ikke negativt.
Innocent havde meget skolearbejde, da han skal til eksamen hver dag i næste uge, og skal have alt læst igennem, hvad de har haft hele året, så han må have tid til at gøre det færdig, og også det har været et problem med at vi ikke havde lys om aftenen, så kunne han ikke læse stoffet igennem.
Så han var nødt til at gøre det om dagen, samtidig at han skulle passe sin skole, og også gerne skulle stå på værkstedet ved bilen, for at der skete noget der. Han er virkelig kommet på arbejde, men han tager det meget godt, og jeg tror det hjælper ham til at tage ansvar for et arbejde og en familie når den tid kommer, og det er godt at være rustet til lidt af hvert.
Fredag kl. ca 4 kom så vores strøm tilbage, det var bare så vidunderligt, og tro det eller lad være men lørdag blev bilen så igen køreklar så vi kunne komme videre i programmet.Vi er virkelig skak mat her uden en bil, du kan intet, og hvis du vil tage en taxi, vil du blive snydt så vandet driver af dig, fordi du er hvid. Det er sådan her, at ser de en hvid "mosongo" ser de en bank, og en kæmpe chance til at score kassen, så det er ikke en udvej jeg bryder mig om, jeg bliver så gal hver gang jeg ser mig snydt.
Men i alt dette har vi det godt, vi klarer problemerne som de kommer, vi er friske og raske begge to. Vi har et dejligt sted at bo, hvor der fuld sikkerhed, og det er virkelig dejlig når alt udenfor er som tjære. Vi har heldigvis gaskomfur, så vi har kunnet lave mad, varme vand til kaffe og vask, så det har gået.
Men oven på sådan en uge lærer man at skønne på når tingene fungere"normalt". Solveig
Jeg kunne ikke skrive på bloggen, sende mail eller noget da der ikke var strøm på batterierne, så der blev tid til at slappe af. Men vi ved alle at det er ikke let, hvis det ikke er planlagt i programmet, men sådan blev det.Og havde Innocent ikke stået på deres tæer til sidst, så havde bilen nok stået til rep. endnu, men til sidst, veg han ikke fra dem, så de foretog sig noget, og de blev da også færdig under stor protest.
Strømmen har været et kapitel for sig. Det er Afrika, og her fungere alting som vinden blæser. Måske skulle vi have købt en generator til 3-5 tusind kroner, for at være sikker på at have strøm, men det er for mange penge at sætte i en sådan maskine nu. For det andet så larmer de frygtelig, og oser gør de også. Vi har siddet ved stearinlys om aftenen, og hørt på 3-4 generatoer, det er ikke særlig sjovt, men det var vi bare nødt til.Men jeg bryder mig ikke om de maskiner, ville hellere finde en lydløs løsning, hvis det bliver nødvendig. Innocent var bekymret for, hvis vi havde haft besøg fra Danmark, og det så ikke fungerede, hvad ville de sige.
Gearkassen havde næsten været færdig til igen at blive puttet i bilen, men så opdagede de at de havde glemt en lille dims, og så kunne de begynde forfra at skille det hele ad,og det tager tid, da de ikke her har alle de moderne hjælpemidler, så enden blev at det hele igen lå i atomer, før de så måtte begynde forfra. Da savnede jeg et dansk værksted.
Det var også ugen som jeg har brugt på at rejse et menneske op, da hun har fået et sponsorbarn, men det vil jeg skrive om for sig selv, men det har kostet meget tankevirksomhed, og også penge, og resultatet blev ikke negativt.
Innocent havde meget skolearbejde, da han skal til eksamen hver dag i næste uge, og skal have alt læst igennem, hvad de har haft hele året, så han må have tid til at gøre det færdig, og også det har været et problem med at vi ikke havde lys om aftenen, så kunne han ikke læse stoffet igennem.
Så han var nødt til at gøre det om dagen, samtidig at han skulle passe sin skole, og også gerne skulle stå på værkstedet ved bilen, for at der skete noget der. Han er virkelig kommet på arbejde, men han tager det meget godt, og jeg tror det hjælper ham til at tage ansvar for et arbejde og en familie når den tid kommer, og det er godt at være rustet til lidt af hvert.
Fredag kl. ca 4 kom så vores strøm tilbage, det var bare så vidunderligt, og tro det eller lad være men lørdag blev bilen så igen køreklar så vi kunne komme videre i programmet.Vi er virkelig skak mat her uden en bil, du kan intet, og hvis du vil tage en taxi, vil du blive snydt så vandet driver af dig, fordi du er hvid. Det er sådan her, at ser de en hvid "mosongo" ser de en bank, og en kæmpe chance til at score kassen, så det er ikke en udvej jeg bryder mig om, jeg bliver så gal hver gang jeg ser mig snydt.
Men i alt dette har vi det godt, vi klarer problemerne som de kommer, vi er friske og raske begge to. Vi har et dejligt sted at bo, hvor der fuld sikkerhed, og det er virkelig dejlig når alt udenfor er som tjære. Vi har heldigvis gaskomfur, så vi har kunnet lave mad, varme vand til kaffe og vask, så det har gået.
Men oven på sådan en uge lærer man at skønne på når tingene fungere"normalt". Solveig
onsdag den 27. oktober 2010
Tirsdag d.26/10-2010
Nu havde vi ikke haft strøm i 4 dage, og alt mad i køleskabet og fryseren var ødelagt, og vi kunne ikke købe meget ind da det hurtigt bliver ødelagt. Min computer var tom for batteri og behøvede strøm. Mine to tlf. samt Innocents tlf, og vidiokameraen var flad, vi måtte til strøm.
Vi kørte ind til byen, og skulle finde et sted at sidde og få strøm på det hele, og jeg kunne få betalt nogle regninger i Danmark, samt gjort en masse arbejde på computeren. Vi fandt et rigtigt godt sted, og var der i 3 timer, så kunne vi klare os lidt igen.
Derefter havde vi et meget vigtig møde, og skulle være der kl. 2
Så kørte vi hjem igen, og der var stadig ingen strøm, jeg ved ikke hvad der sker denne gang.
Vi snakkede lidt og ville derefter i bedehallen som er ved Mirakelcentret, og vi havde ikke haft tid til at komme der endnu, men nu skulle det være idag.
Derefter skulle vi have handlet ind, da vi havde inviteret Pastor Ather, og de ville komme kl. 1/2 8, så vi måtte være klar. Det var stadig kulsort, ingen lys, så vi havde købt en masse sterarinlys, så det måtte blive ved levende lys.
Vi havde en dejlig aften, sammen med Pastor Ather og hans kone.
Så derefter var det sengetid, og endnu en dejlig virksom dag var til ende.
Vi kørte ind til byen, og skulle finde et sted at sidde og få strøm på det hele, og jeg kunne få betalt nogle regninger i Danmark, samt gjort en masse arbejde på computeren. Vi fandt et rigtigt godt sted, og var der i 3 timer, så kunne vi klare os lidt igen.
Derefter havde vi et meget vigtig møde, og skulle være der kl. 2
Så kørte vi hjem igen, og der var stadig ingen strøm, jeg ved ikke hvad der sker denne gang.
Vi snakkede lidt og ville derefter i bedehallen som er ved Mirakelcentret, og vi havde ikke haft tid til at komme der endnu, men nu skulle det være idag.
Derefter skulle vi have handlet ind, da vi havde inviteret Pastor Ather, og de ville komme kl. 1/2 8, så vi måtte være klar. Det var stadig kulsort, ingen lys, så vi havde købt en masse sterarinlys, så det måtte blive ved levende lys.
Vi havde en dejlig aften, sammen med Pastor Ather og hans kone.
Så derefter var det sengetid, og endnu en dejlig virksom dag var til ende.
mandag 25/10-2010
Mandag morgen, en helt ny dag. Vi sad og spiste morgenmad da vi fik en vidunderlig opringning. Derefter var vi meget stille, og taknemlige. Men i dag skulle jeg altså i vaskeriet "Gnubbe", jeg havde så meget vasketøj der skulle gøres skik på, og alt badetøjet skulle skylles op, hvilket jeg aldrig fik gjort i går.Jeg havde næsten ikke mere rent tøj, og bad til at det ville være solskin i dag, det regner rigtig meget denne gang her i Uganda. Men det så rigtig godt ud, så det var bare om at komme igang. Det var en ordentlig omgang, og så skulle der købes ind og laves mad, vi bor jo ikke på hotel. Der skulle ordnes regnskab, skrives på bloggen osv.
I dag skulle vi så høre fra Annet, som havde fået til opgave at se om hun kunne finde et sted at lave en forretning, så hun kunne leve sammen med sine to drenge. Hun skulle komme med et buget. Hun kom kl. 3, mens Innocent var i skole, og vi begyndte at snakke lidt til han kom hjem. Men den buget hun havde med var alt for høj, var på 1,6 mio. det var for meget. Men pludselig vidste jeg at jeg ville se stedet. Vi kørte alle afsted, og fandt stedet, og det var et godt sted, men alt for dyr. og der var ikke to rum, som jeg ville have, da hun skulle have sine to drenge hos sig, ellers ville alt falde, det måtte blive alt eller intet.
Vi snakkede om hvad vi skulle stille op. Jeg ville se hvor hun boede ved sin søster. Vi kørte derhen, og fandt en anden dame der også, der heller ikke havde arbejde.Jeg spurgte dem hvorfor de sad der og gloede og bare ventede på at Gud skulle fylde deres turban, og ikke gjorde noget. Jeg talte meget strengt til dem, for de havde et rigtigt godt hus, hvor drengene kunne være, hvis de havde penge, og en meget god skole lige ved siden af. Søsteren som havde lejligheden arbejdede i en salon langt derfra, og var kun hjemme om weekenden.Men nu var der ikke penge til lejligheden og de ville snart blive smidt ud alle. Jeg sagde til dem, at det var for dårligt at de bare sad der og gloede, og ikke foretog sig noget. Den anden dame er også frisør, og hun kunne for meget små penge begynde der i huset, de sad i talerken fuld af mad, og bare ikke spiste og foretog sig intet.
Vi aftalte med Annet at hun igen fik nogle dage til at finde på noget, og at hun skulle forstå at det var alt eller ingenting. Så lad os nu se. Men den anden kvinde tror jeg begynder en frisørsalon meget snart. Her begynder man ikke i deres hjem med sådan noget, men det kan de komme til, jeg tror virkelig at hun forstod at hun kunne brødføde sig selv, og hvis de hjalp hinnaden, kunne de blive boende, men det var også i sidste øjeblik, som det er næsten hver gang nogen får hjælp igennem Agape Child Care, eller som Innocent siger Agape Piopel Care, så nu må vi se.
I dag skulle vi så høre fra Annet, som havde fået til opgave at se om hun kunne finde et sted at lave en forretning, så hun kunne leve sammen med sine to drenge. Hun skulle komme med et buget. Hun kom kl. 3, mens Innocent var i skole, og vi begyndte at snakke lidt til han kom hjem. Men den buget hun havde med var alt for høj, var på 1,6 mio. det var for meget. Men pludselig vidste jeg at jeg ville se stedet. Vi kørte alle afsted, og fandt stedet, og det var et godt sted, men alt for dyr. og der var ikke to rum, som jeg ville have, da hun skulle have sine to drenge hos sig, ellers ville alt falde, det måtte blive alt eller intet.
Vi snakkede om hvad vi skulle stille op. Jeg ville se hvor hun boede ved sin søster. Vi kørte derhen, og fandt en anden dame der også, der heller ikke havde arbejde.Jeg spurgte dem hvorfor de sad der og gloede og bare ventede på at Gud skulle fylde deres turban, og ikke gjorde noget. Jeg talte meget strengt til dem, for de havde et rigtigt godt hus, hvor drengene kunne være, hvis de havde penge, og en meget god skole lige ved siden af. Søsteren som havde lejligheden arbejdede i en salon langt derfra, og var kun hjemme om weekenden.Men nu var der ikke penge til lejligheden og de ville snart blive smidt ud alle. Jeg sagde til dem, at det var for dårligt at de bare sad der og gloede, og ikke foretog sig noget. Den anden dame er også frisør, og hun kunne for meget små penge begynde der i huset, de sad i talerken fuld af mad, og bare ikke spiste og foretog sig intet.
Vi aftalte med Annet at hun igen fik nogle dage til at finde på noget, og at hun skulle forstå at det var alt eller ingenting. Så lad os nu se. Men den anden kvinde tror jeg begynder en frisørsalon meget snart. Her begynder man ikke i deres hjem med sådan noget, men det kan de komme til, jeg tror virkelig at hun forstod at hun kunne brødføde sig selv, og hvis de hjalp hinnaden, kunne de blive boende, men det var også i sidste øjeblik, som det er næsten hver gang nogen får hjælp igennem Agape Child Care, eller som Innocent siger Agape Piopel Care, så nu må vi se.
tirsdag den 26. oktober 2010
Sondag d, 24/10- 2010
Søndag var det så min fødselsdag, og jeg troede ikke der var nogen der vidste det, og jeg havde ikke sagt noget til nogen, så jeg troede jeg kunne holde det i stilhed.
Jeg vidste at der var ingen der havde Innocent mailard. så de kunne ikke give ham besked, så jeg troede at alt var lukket. Men men men!!!1
Jeg ville stå tidlig op, for at skylle alt badetøjet op fra i går, da vi havde været ude at bade med Agape 1, men ikke havde fået alle håndklæder og bade tøj skyllet op. Så det ville jeg gøre, og så ville jeg i kirke til den første Gudstjeneste kl. 9. men da jeg kom ind i stuen, fik jeg et chok. Jeg havde intet hørt, ikke at Innocent havde været oppe i lang tid, han havde listet som en mus. han havde lavet kaffe og gjort klar med fødseldagskort i lange baner, og en med musik i, samt gaver, alt sat op ved bamser og dukken til Lilian. Jeg var total chokeret, anede ikke at han vidste det, men det havde han gjort i lang tid. Da jeg sagde hvornår jeg igen kom til Kampala, havde han allerede set at jeg ville holde fødselsdag her, men han havde ikke med et ord røbet at han vidste det, og det havde jeg heller ikke. Han havde samlet alle sine sparepenge sammen, og brugt det hele på mig, Jeg var målløs, vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det var bare for meget, han som ikke har noget, kun meget lidt, havde brugt alt på min fødselsdag.
Det var bare så helt utroligt at jeg ikke kan finde ord for det, så vi havde en vidunderlig morgen, hvor han takkede mig for alle ting.Jeg var stum .
Så gik vi i kirke, og var der til de to første gudstjenester, som jeg gerne ville. Jeg ville være der og af hele mit hjerte sige Gud tak for hvad jeg får lov til at være med i, det er bare så utroligt.
Derefter skulle vi køre til byen, Innocent ville give spise på Kafe Java, vores ynglingsreturant, og han insisterede at ville betale, da det var min dag. Så han brugte sine sidste penge på middag.
Det var bare så vidunderligt.
Derefter var vi hos Lilian ( den nye sponsorpige) for at se hvor hun boede, og fik underskrevet papirer. Det var også bare en meget stor oplevelse, at få lov til på sin fødselsdag at tænde håb og lys i menneskers øjne.Skønt.
Derefter var vi på Agape 2, der havde slasset Innocent, De savnede os så meget, og spurgte om vi ikke snart kom igen. Så vi bestemte at vi ville gå der lidt for at besøge dem. Det er altid dejligt at komme der , vi er altid så velkommen, og der er vild jubel.
Efter det var det aften, og en vidunderlig dag var til ende. jeg var så taknemlig for en anderledes vidunderlig fødselsdag.
da vi så kom hjem, åbnede jeg computeren, og der var 30 hilsner, og der brugte jeg det sidste strøm på batterierne, da vi ikke havde el.
Tak himmelske far, for al den kærlighed, omsorg, for os alle.
Jeg vidste at der var ingen der havde Innocent mailard. så de kunne ikke give ham besked, så jeg troede at alt var lukket. Men men men!!!1
Jeg ville stå tidlig op, for at skylle alt badetøjet op fra i går, da vi havde været ude at bade med Agape 1, men ikke havde fået alle håndklæder og bade tøj skyllet op. Så det ville jeg gøre, og så ville jeg i kirke til den første Gudstjeneste kl. 9. men da jeg kom ind i stuen, fik jeg et chok. Jeg havde intet hørt, ikke at Innocent havde været oppe i lang tid, han havde listet som en mus. han havde lavet kaffe og gjort klar med fødseldagskort i lange baner, og en med musik i, samt gaver, alt sat op ved bamser og dukken til Lilian. Jeg var total chokeret, anede ikke at han vidste det, men det havde han gjort i lang tid. Da jeg sagde hvornår jeg igen kom til Kampala, havde han allerede set at jeg ville holde fødselsdag her, men han havde ikke med et ord røbet at han vidste det, og det havde jeg heller ikke. Han havde samlet alle sine sparepenge sammen, og brugt det hele på mig, Jeg var målløs, vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det var bare for meget, han som ikke har noget, kun meget lidt, havde brugt alt på min fødselsdag.
Det var bare så helt utroligt at jeg ikke kan finde ord for det, så vi havde en vidunderlig morgen, hvor han takkede mig for alle ting.Jeg var stum .
Så gik vi i kirke, og var der til de to første gudstjenester, som jeg gerne ville. Jeg ville være der og af hele mit hjerte sige Gud tak for hvad jeg får lov til at være med i, det er bare så utroligt.
Derefter skulle vi køre til byen, Innocent ville give spise på Kafe Java, vores ynglingsreturant, og han insisterede at ville betale, da det var min dag. Så han brugte sine sidste penge på middag.
Det var bare så vidunderligt.
Derefter var vi hos Lilian ( den nye sponsorpige) for at se hvor hun boede, og fik underskrevet papirer. Det var også bare en meget stor oplevelse, at få lov til på sin fødselsdag at tænde håb og lys i menneskers øjne.Skønt.
Derefter var vi på Agape 2, der havde slasset Innocent, De savnede os så meget, og spurgte om vi ikke snart kom igen. Så vi bestemte at vi ville gå der lidt for at besøge dem. Det er altid dejligt at komme der , vi er altid så velkommen, og der er vild jubel.
Efter det var det aften, og en vidunderlig dag var til ende. jeg var så taknemlig for en anderledes vidunderlig fødselsdag.
da vi så kom hjem, åbnede jeg computeren, og der var 30 hilsner, og der brugte jeg det sidste strøm på batterierne, da vi ikke havde el.
Tak himmelske far, for al den kærlighed, omsorg, for os alle.
mandag den 25. oktober 2010
Søndag d. 24/10-2010
Så blev det søndag den 24 oktober, min 67 års fødselsdag. men jeg havde ikke talt et ord om det, og jeg vidste at der var ingen af mine børn der havde en forbindelse til at fortælle Innocent, så jeg troede at jeg bare ville holde det for mig selv.
Jeg stod tidlig op, da jeg ville
Jeg stod tidlig op, da jeg ville
Lørdag
Så skulle der gøres klar til badedag, for Agape 1. Jeg havde købt ind, både til spisning her og til at tage med, så de kan få noget at spise og drikke undervejs.
jeg havde sagt til dem at de skulle være færdige kl. 12 præsis, og hvis de ikke var det ville de ikke komme med. Jeg mente det meget alvorligt, da de ikke er gode til at respektere andre mennesker, og det kan jeg absolut ikke lide, og jeg ville lære dem det, at hvis de ikke ville høre, må de føle. Ting må have konsekvenser.Innocent troede ikke hvad han hørte, da han ved jeg holder så meget af dem, men det gjorde jeg, denne gang var det alvor. Innocent spurgte, men hvis det er Sulait( min dreng) der ikke er færdig, hvad så, lige meget, hvis de ikke er færdige kl. 12 kommer de ikke med.
Så da tiden var inde, kørte Innocent ud for at hente dem, og jeg lavede mad. Men Sulait og Ismar, de to største , var ikke færdige, og kom ikke med, og var meget chokeret. Men alle de små var færdige, og kom, og vi havde en dejlig dag sammen både herhjemme og i svimmingpoolen. Det er bare så dejligt at gøre noget for disse vidunderlige børn, der trænger så meget til at opleve noget, men de skal jo også opdrages.
Endnu en dejlig dag var til ende, og vi bare slappede af om aftenen, og snakked til langt ud på aftenen. Solveig
jeg havde sagt til dem at de skulle være færdige kl. 12 præsis, og hvis de ikke var det ville de ikke komme med. Jeg mente det meget alvorligt, da de ikke er gode til at respektere andre mennesker, og det kan jeg absolut ikke lide, og jeg ville lære dem det, at hvis de ikke ville høre, må de føle. Ting må have konsekvenser.Innocent troede ikke hvad han hørte, da han ved jeg holder så meget af dem, men det gjorde jeg, denne gang var det alvor. Innocent spurgte, men hvis det er Sulait( min dreng) der ikke er færdig, hvad så, lige meget, hvis de ikke er færdige kl. 12 kommer de ikke med.
Så da tiden var inde, kørte Innocent ud for at hente dem, og jeg lavede mad. Men Sulait og Ismar, de to største , var ikke færdige, og kom ikke med, og var meget chokeret. Men alle de små var færdige, og kom, og vi havde en dejlig dag sammen både herhjemme og i svimmingpoolen. Det er bare så dejligt at gøre noget for disse vidunderlige børn, der trænger så meget til at opleve noget, men de skal jo også opdrages.
Endnu en dejlig dag var til ende, og vi bare slappede af om aftenen, og snakked til langt ud på aftenen. Solveig
fredag den 22. oktober 2010
Fredag.
Så har vi igen en dejlig ny dag, og skal til at forberede mad til Børnehjemmet Agape 1, som jeg har inviteret til middag her kl 12, lørdag, og derefter skal vi ud at bade. Men der skal købes ind, og gøres klar, da der skal meget til, men det kan jeg gøre så længe Innocent er i Skole.
Kl 4 skulle vi så mødes med Lilian, en ny pige der har fået en sponsor. Jeg ville vide lidt mere om hende end jeg vidste. Jeg har skrevet om mødet med Lilian her på bloggen, og om hvordan jeg mødte hende, og hvad Gud lagde på mit hjerte.
Nu skulle vi mødes med hende igen, 1/2 år efter,og også hendes "plejemor" som hun får lov at bo hos.
Jeg havde mange spørgsmål, jeg gerne ville have besvaret før vi begyndte denne sponsorat.
Så vi mødtes og fik snakket en masse,og fik det hele trukket i tøjet, så nu har en lille pige på 11 år, også fået en chance, et håb om en fremtid, en ny begyndelse.
Det er lige vidunderlig hver gang, og se dette lys i deres øjne, er bare det hele værd, så kan de have båd, ny bil og jeg ved ikke hvad, jeg vil ikke bytte.
Derefter var vi igen ude at se på en svimmingpool, da jeg ikke have set om de havde svømmebælter til børnene. Jeg måtte sikre mig at alt er i orden inden vi står der med alle børnene.
Endnu en begivenhedsrig dag var til ende, og jeg er bare så glad og taknemlig for at få lov til at være en del af dette fantastiske arbejde, Agape Child Care, og det er Innocent også. At tænde lys og håb i menneskers øjne og liv, hvor der intet håb og lys er, er bare så vidunderligt, ja som han sige at ændre liv, forvandle liv, det er bare utroligt. Mange hilsner til alle der læser dette. Solveig
Kl 4 skulle vi så mødes med Lilian, en ny pige der har fået en sponsor. Jeg ville vide lidt mere om hende end jeg vidste. Jeg har skrevet om mødet med Lilian her på bloggen, og om hvordan jeg mødte hende, og hvad Gud lagde på mit hjerte.
Nu skulle vi mødes med hende igen, 1/2 år efter,og også hendes "plejemor" som hun får lov at bo hos.
Jeg havde mange spørgsmål, jeg gerne ville have besvaret før vi begyndte denne sponsorat.
Så vi mødtes og fik snakket en masse,og fik det hele trukket i tøjet, så nu har en lille pige på 11 år, også fået en chance, et håb om en fremtid, en ny begyndelse.
Det er lige vidunderlig hver gang, og se dette lys i deres øjne, er bare det hele værd, så kan de have båd, ny bil og jeg ved ikke hvad, jeg vil ikke bytte.
Derefter var vi igen ude at se på en svimmingpool, da jeg ikke have set om de havde svømmebælter til børnene. Jeg måtte sikre mig at alt er i orden inden vi står der med alle børnene.
Endnu en begivenhedsrig dag var til ende, og jeg er bare så glad og taknemlig for at få lov til at være en del af dette fantastiske arbejde, Agape Child Care, og det er Innocent også. At tænde lys og håb i menneskers øjne og liv, hvor der intet håb og lys er, er bare så vidunderligt, ja som han sige at ændre liv, forvandle liv, det er bare utroligt. Mange hilsner til alle der læser dette. Solveig
fortsættelse.
Vi var så ude for at se på hoteller og svimmingpoler, da vi nu skulle til at gøre klar til at have børnehjemmene ud at bade igen. Og fandt rigtig mange, men ingen så gode som dem vi vidste i forvejen.
Har fået ordnet regnskabet, så nu bliver det lidt lettere. Der har også bare været fart på.
Har fået ordnet regnskabet, så nu bliver det lidt lettere. Der har også bare været fart på.
torsdag den 21. oktober 2010
Torsdag 21/10 2010
Så er en ny dag begyndt. Vi har ikke i to dage haft toelet og bademuligheder, uden at skulle ovenpå. De skulle lægge nye rør ned, og alt er gravet op bagved. Jag er virkelig så glad for at jeg fik vasket i sidste minut før de begyndte.
Jeg blev vækket kl. 5 i morges, og Gud begyndte at tale til mig om det nye vi nu skal igang med, og jeg måtte stå op og finde blyant og papir, så her kommer hvad vi har af mission for resten af tiden jeg er her.
Regnskab til dato.
Lillian
Finde en svimmingpool i nærheden
Kikke efter hus
Kirsten og bestyrelsen her
Tage billeder af bestyrelse i Uganda
Bilen trænger til hjælp
2 dæk, forhjulslejre, gearkasse og andre småting.
Generator
Badedag for Agape 1
Badedag for Agape 2
Opfølgning på Annet
Pengeudbetaling igen til Antioch
Mad til Agape 1
Mad til Agape 2
Husleje for nov-dec Basen
Ronny
Pastor Ather
Det var hvad jeg fik skrevet ned her til morgen, og hvis vi når det , så er det et mirakel, men vi vil prøve.
Da vi havde spist morgenmad ringede Innocent til den dame som Lillian får lov at bo hos. Innocent havde fået hendes tlf. nr.Så vi kunne kontakte hende når jeg kom.
Vi aftalte at mødes i morgen ved Mirakelcentret, som alle ved hvor er, da der ikke er gadenavne og ard. her. og så må vi se hvad der bliver af muligheder for Lillian.
En af arbejderne her ved rørnedlægningen, er ham der fandt basen til os, så Innocent spurgte, da jeg havde forelagt ham programmet, om han skulle snakke til manden, om han har et hus, eller om der kommer en.
Det måtte han gerne, så nu er det også sat igang, så må vi se.
Innocent er nu i skole, og det tordner, lyner og regner i stråler som når vi åbner en vandhane i danmark, bare der er milioner af dem, det giver vand.
Fortsættelse følger:::
Jeg blev vækket kl. 5 i morges, og Gud begyndte at tale til mig om det nye vi nu skal igang med, og jeg måtte stå op og finde blyant og papir, så her kommer hvad vi har af mission for resten af tiden jeg er her.
Regnskab til dato.
Lillian
Finde en svimmingpool i nærheden
Kikke efter hus
Kirsten og bestyrelsen her
Tage billeder af bestyrelse i Uganda
Bilen trænger til hjælp
2 dæk, forhjulslejre, gearkasse og andre småting.
Generator
Badedag for Agape 1
Badedag for Agape 2
Opfølgning på Annet
Pengeudbetaling igen til Antioch
Mad til Agape 1
Mad til Agape 2
Husleje for nov-dec Basen
Ronny
Pastor Ather
Det var hvad jeg fik skrevet ned her til morgen, og hvis vi når det , så er det et mirakel, men vi vil prøve.
Da vi havde spist morgenmad ringede Innocent til den dame som Lillian får lov at bo hos. Innocent havde fået hendes tlf. nr.Så vi kunne kontakte hende når jeg kom.
Vi aftalte at mødes i morgen ved Mirakelcentret, som alle ved hvor er, da der ikke er gadenavne og ard. her. og så må vi se hvad der bliver af muligheder for Lillian.
En af arbejderne her ved rørnedlægningen, er ham der fandt basen til os, så Innocent spurgte, da jeg havde forelagt ham programmet, om han skulle snakke til manden, om han har et hus, eller om der kommer en.
Det måtte han gerne, så nu er det også sat igang, så må vi se.
Innocent er nu i skole, og det tordner, lyner og regner i stråler som når vi åbner en vandhane i danmark, bare der er milioner af dem, det giver vand.
Fortsættelse følger:::
fortsættelse
Vi havde inviteret Annet til at komme her kl. 1, som hun havde lavet, men kom selfølgelig ikke før kvater over 3. Det er bare så frustrende at de ikke kan komme til tiden, og det er bare det mest almindelige her. Det er virkelig et mirakel at jeg har Innocent, for han kender tid, og kan tænke dansk, så ting flytter sig.
Nå men hun kom da, og blev trakteret som alle her i huset.Jeg begyndte at spørge ind til hvad hun havde af planer for fremtiden, hvad hun tænkte om sine to drenge som hun har ladet gå ud på landet, hvad hun levede af, og hvor hun boede.
Hun har søgt arbejde, men det er ikke let at få, og nok slet ikke for en invalid, da hendes fødder vender helt forkert, men hvis hun kunne få et arbejde ville det være godt.Hun bor hos sin søster som heller ikke har arbejde,men somme tider gør lidt rent i en frisørsalon, og de rissikere at stå på gaden inden længe, da de ikke har penge til at betale husleje. Så hun sidder der og bare venter på at hendes søster kommer hjem, og måske kommer hun med lidt mad, måske ikke.Jeg spurgte til hvad hun havde lavet siden hun stoppede i Mirakelcentret, og hun svarede at hun havde haft en lille forretning hvor hun solgte frugt og grøntsager fra. Men den var for lille, og da de var 4 personer der skulle leve af der, kunne det ikke gå, for de spiste mere end de solgte, men den var også meget lille.
jeg brugte megen tid på at finde ud af hvem hun var, og hvad vi kunne forvente, og jeg syntes ikke at se nogen vej, det var for håbløs det hele. Ingen sted at bo, ingen mad, ingen arbejde, ingen børn, ingen fremtid, kære Gud hvor skulle vi begynde.
Jeg gik meget tæt på hende, ville se om jeg kunne gøre hende gal, for at se om hun kunne sige fra, ville teste hende om vi kan bygge på hende, da jeg har nogle muliheder, men skal først se om hun er stærk nok til at bære opgaven.
Pludselig fik jeg den ide at stille hende et spørgsmål: Hvis du i dag fik chancen til at starte på ny, måske en butik, at leve af sin søster, få et arbejde,gå tilbage til landsbyen,eller bare at lade stå til, hvad ville du vælge.
Uden at blinke, valgte hun , at starte en butik.Men hun så ingen mulighed.
Jeg spurgte hende om hun mente at være stærk nok til at klare det, og sige nej til alle dem der vil komme og ønske at æde forretningen. Det mente hun. Jeg spurgte: Kan du finde et godt sted at åbne en butik, hun svarede , ja det ville ikke blive et problem.
Så fik jeg den ide at ville prøve hende, så jeg sagde, her har du 20,000 ugx (ca 50 kr)og de er til en bodda bodda, da hun ingen penge har, så nu har du til mandag, så kommer du igen. Hvis du har fundet en god plads, så kommer du med et buget om hvor meget du behøver for at starte, og så vil vi snakke igen. Så nu er det op til hende at vise om hun er parat, hvis ikke må vi droppe denne sponsorat, hvis der ikke er noget at bygge på.Det er virkelig en af de helt svære missioner, men jeg tror at Gud har en plan for Annet, så lad os se.
Da hun så var gået, jublende glad, med penge i hånden, og nok ikke forstod hvad det var der var rakt hende i dag af muligheder, var vi parate til at gå i Mirakelcentret til Gudstjeneste, for nu trængte jeg godt nok til at få fyldt energi på, da det et hårdt at give ud igen og igen, der må også fyldes på, og der er intet så vidunderlig som en Gudstjeneste.Så kan vi lidt igen. Tak for endnu en dejlig dag her i Kampala.
Agape child care, er virkelig en fantastisk arbejde,og Innocent kalder det Agape piopel care,da der så mange liv der bliver ændret og løftet igennem vort arbejde, ja mennesker der får en ny begyndelse til et helt nyt liv. Solveig
Nå men hun kom da, og blev trakteret som alle her i huset.Jeg begyndte at spørge ind til hvad hun havde af planer for fremtiden, hvad hun tænkte om sine to drenge som hun har ladet gå ud på landet, hvad hun levede af, og hvor hun boede.
Hun har søgt arbejde, men det er ikke let at få, og nok slet ikke for en invalid, da hendes fødder vender helt forkert, men hvis hun kunne få et arbejde ville det være godt.Hun bor hos sin søster som heller ikke har arbejde,men somme tider gør lidt rent i en frisørsalon, og de rissikere at stå på gaden inden længe, da de ikke har penge til at betale husleje. Så hun sidder der og bare venter på at hendes søster kommer hjem, og måske kommer hun med lidt mad, måske ikke.Jeg spurgte til hvad hun havde lavet siden hun stoppede i Mirakelcentret, og hun svarede at hun havde haft en lille forretning hvor hun solgte frugt og grøntsager fra. Men den var for lille, og da de var 4 personer der skulle leve af der, kunne det ikke gå, for de spiste mere end de solgte, men den var også meget lille.
jeg brugte megen tid på at finde ud af hvem hun var, og hvad vi kunne forvente, og jeg syntes ikke at se nogen vej, det var for håbløs det hele. Ingen sted at bo, ingen mad, ingen arbejde, ingen børn, ingen fremtid, kære Gud hvor skulle vi begynde.
Jeg gik meget tæt på hende, ville se om jeg kunne gøre hende gal, for at se om hun kunne sige fra, ville teste hende om vi kan bygge på hende, da jeg har nogle muliheder, men skal først se om hun er stærk nok til at bære opgaven.
Pludselig fik jeg den ide at stille hende et spørgsmål: Hvis du i dag fik chancen til at starte på ny, måske en butik, at leve af sin søster, få et arbejde,gå tilbage til landsbyen,eller bare at lade stå til, hvad ville du vælge.
Uden at blinke, valgte hun , at starte en butik.Men hun så ingen mulighed.
Jeg spurgte hende om hun mente at være stærk nok til at klare det, og sige nej til alle dem der vil komme og ønske at æde forretningen. Det mente hun. Jeg spurgte: Kan du finde et godt sted at åbne en butik, hun svarede , ja det ville ikke blive et problem.
Så fik jeg den ide at ville prøve hende, så jeg sagde, her har du 20,000 ugx (ca 50 kr)og de er til en bodda bodda, da hun ingen penge har, så nu har du til mandag, så kommer du igen. Hvis du har fundet en god plads, så kommer du med et buget om hvor meget du behøver for at starte, og så vil vi snakke igen. Så nu er det op til hende at vise om hun er parat, hvis ikke må vi droppe denne sponsorat, hvis der ikke er noget at bygge på.Det er virkelig en af de helt svære missioner, men jeg tror at Gud har en plan for Annet, så lad os se.
Da hun så var gået, jublende glad, med penge i hånden, og nok ikke forstod hvad det var der var rakt hende i dag af muligheder, var vi parate til at gå i Mirakelcentret til Gudstjeneste, for nu trængte jeg godt nok til at få fyldt energi på, da det et hårdt at give ud igen og igen, der må også fyldes på, og der er intet så vidunderlig som en Gudstjeneste.Så kan vi lidt igen. Tak for endnu en dejlig dag her i Kampala.
Agape child care, er virkelig en fantastisk arbejde,og Innocent kalder det Agape piopel care,da der så mange liv der bliver ændret og løftet igennem vort arbejde, ja mennesker der får en ny begyndelse til et helt nyt liv. Solveig
onsdag den 20. oktober 2010
Onsdag d. 20/10 2010
Det er nu onsdag morgen, og en ny mission venter idag.
Jeg har besluttet at nu må vi blive færdige med første runde, inden vi tager fat på det nye.Jeg trænger også til bare at have en dag hvor jeg ikke skal noget som helst, men det bliver ikke idag.
Innocent har lige ringet til Annet, moderen til Kato, den nye dreng som har fået en sponsor i Danmark. Igen ser vi at Gud kommer i allersidste øjeblik.
Annet var så glad den dag Innocent ringede til hende, og fortalte hun havde fået hjælp til at Kato kunne komme i skole, hun hvinede af glæde.
Men idag Innocent ringede til hende, for at invitere hende sammen med drengene til at komme her, var hun bare så bedrøvet.Hun har ikke drengene hos sig mere, har været nødt til at lade dem gå ud i det blå, da hun ikke kunne føde dem. Så drengene var nu i en eller anden landsby, som gadebørn, eller jeg ved ikke hvad, hun var virkelig nede.
Efter denne besked, var vi meget stille, og måtte bede, Gud hvad vil du her, hvad er din plan, er det et mirakel i sidste øjeblik, eller hvad. Men Gud ser ALT, og jeg tror der er noget helt spisielt her, jeg må bare finde ud af hvad!!. Så det bliver ikke idag, vi ikke skal gøre noget. Vi snakkede om det, og bad, for at blive vist vejen, hvor der ingen vej er.
Pludselig vidste jeg at jeg bare måtte snakke med Annet, og det alene. Var hun stadig parat til at kæmpe for at hun kunne leve sammen med sine to drenge, ville se hvad hun havde af udsigter til en fremtid,og hvad hun ønsker, hvad hun var parat til at yde, for at de alle tre kunne være sammen igen, og få en fremtid.
Var hun parat til at Kato kunne komme i skole, til at kæmpe for at de alle tre kunne få et godt liv, eller havde hun helt opgivet. Det måtte jeg finde ud af først.
Så hun er blevet inviteret til at komme her, så vi kan snakke om hvad vi gør. Godt jeg har Innocent der kan tolke, han er virkelig en vidunderlig tjensvillig medarbejder, ellers kom jeg ingen vegne.
Så Annet kommer her til vores hus kl. 1, og vi vil se, om der er vej frem.
fortsættelse følger.
Jeg har besluttet at nu må vi blive færdige med første runde, inden vi tager fat på det nye.Jeg trænger også til bare at have en dag hvor jeg ikke skal noget som helst, men det bliver ikke idag.
Innocent har lige ringet til Annet, moderen til Kato, den nye dreng som har fået en sponsor i Danmark. Igen ser vi at Gud kommer i allersidste øjeblik.
Annet var så glad den dag Innocent ringede til hende, og fortalte hun havde fået hjælp til at Kato kunne komme i skole, hun hvinede af glæde.
Men idag Innocent ringede til hende, for at invitere hende sammen med drengene til at komme her, var hun bare så bedrøvet.Hun har ikke drengene hos sig mere, har været nødt til at lade dem gå ud i det blå, da hun ikke kunne føde dem. Så drengene var nu i en eller anden landsby, som gadebørn, eller jeg ved ikke hvad, hun var virkelig nede.
Efter denne besked, var vi meget stille, og måtte bede, Gud hvad vil du her, hvad er din plan, er det et mirakel i sidste øjeblik, eller hvad. Men Gud ser ALT, og jeg tror der er noget helt spisielt her, jeg må bare finde ud af hvad!!. Så det bliver ikke idag, vi ikke skal gøre noget. Vi snakkede om det, og bad, for at blive vist vejen, hvor der ingen vej er.
Pludselig vidste jeg at jeg bare måtte snakke med Annet, og det alene. Var hun stadig parat til at kæmpe for at hun kunne leve sammen med sine to drenge, ville se hvad hun havde af udsigter til en fremtid,og hvad hun ønsker, hvad hun var parat til at yde, for at de alle tre kunne være sammen igen, og få en fremtid.
Var hun parat til at Kato kunne komme i skole, til at kæmpe for at de alle tre kunne få et godt liv, eller havde hun helt opgivet. Det måtte jeg finde ud af først.
Så hun er blevet inviteret til at komme her, så vi kan snakke om hvad vi gør. Godt jeg har Innocent der kan tolke, han er virkelig en vidunderlig tjensvillig medarbejder, ellers kom jeg ingen vegne.
Så Annet kommer her til vores hus kl. 1, og vi vil se, om der er vej frem.
fortsættelse følger.
tirsdag den 19. oktober 2010
Tirsdag aften
Vi havde aftalt at Vivis familie skulle komme alle kl. 1/2 6, og vi var klar. men vi er i Afrika, og det med tiden er en ting for sig selv.Vi ventede en time, så ringede Isak, Vivis far, han havde hentet hende fra skole, og stod nu og ventede på at hans kone skulle komme med de to små.Vi ventede endnu en time, og havde næsten opgivet, og Innocent havde været nede hvor Isak ventede med Vivi, men han ville vente. Men endelig kom de. Det var så dejligt at se dem alle igen,se Vivi i hendes skoleuniform.Hun er sådan en sød og dygtig pige. Hendes to brødre, Danny og Esajas, var også sådan et par dejlige drenge.Så snart børnene kom ind, fik de øje på alle bamserne og dukkerne, og gik lige hen til dem, og deres øjne strålede.Det var så dejligt at se, det er lige det der er meningen med alle de dukker og bamser, og de knugede dem ind til sig. Gik lige hen til sofaen, og bare sad og krammede dem, det var bare så vidunderlig at se.Vi kom ind, og fik te og saftevand, som børnene havde glædet sig til, har måske ikke fået det siden de var her sidst. Det er virkelig så vidunderlig med vores hus, den gør noget helt spisielt ved disse fattige mennesker, bare at få lov at komme her. Og så ovenikøbet med hele familien, og de bliver trakteret, får gaver, mad med hjem, samt penge.
Moderen sagde at hun aldrig i hele sit liv havde tænkt at få lov til bare at komme ind i et sådant hus, da hun var så fattig, bare dette ville være total uopnåelig, og nu var hun her for anden gang, og ovenikøbet inviteret af en mosongo, bare det er uopnåelig for en fattig her, det berører dem så dybt.
Isak og hans kone har aldrig gået i skole, kan kun lokalsprog, og Isak har arbejde i Mirakelcentret med at gøre toeletter rene, men der er ikke meget til familien at leve for.Men denne sponsorat har virkelig givet dem håb, og har ændret deres liv total. De er så stolte over deres datter nu går i en skole, hvor rige folks børn går, og hun er en af de bedste, og skolen vil enda flytte hende et trin højere op, fordi hun er dygtig. Tænk hvad Gud kan gøre for små mennesker, når hans kærlighed får lov at råde. Moderen havde Vivis skolebog med så jeg kunne se den, og i hele hendes engelskbog var der kun to fejl, og det fra en pige der aldrig har gået i skole, men bare er et geni. Forældrene er så stolte over deres lille pige, og ville gerne de kunne det samme som hun.
Vi havde et vidunderligt møde , og de spiste alle kager, kiks og nødder, samt drak saftevand og te de kunne. Børnene legede i hele huset, og var bare så glade.
Vi fik snakket om mangt og meget, og Innocent tolkede. Jeg stillede mange spørgsmål, og de svarede, og derefter tog moderen ordet, og hun takkede så meget for den chance de havde fået, det havde virkelig totalt ændret hele deres liv, ændret hele familien, der nu var tættere en nogen sinde før, fordi de følte sig så elsket af både Gud og mennesker. Da vi var ved vejs ende, sagde jeg til dem at skolepengene ville blive betalt hver gang når det var tiden, det skulle de ikke bekymre sig om, men jeg havde en ekstra hilsen til dem fra deres sponsor i Danmark, der bare ønsker dem det allerbedste, og jeg gik ud i køkkenet og tog al den mad Innocent havde købt som en hilsen fra danmark. Da jeg kom ind med det skulle i have hørt deres udbrud, de var så overrasket og jublende glade, kunne ikke fatte at det var dem der blev så velsignet. Det rørte dem så dybt, gik lige til hjertet. Derefter fandt jeg 50,000 ugx som jeg gav moderen, så hun kunne købe hvad de behøvede mest lige nu. Derefter sagde jeg at alle børnene at de kunne tage en dukke eller bamse hver, og dem måtte de få med hjem som en hilsen også. De fik også en penalhus hver med blyater, kuglepen, viskelæder, balloner, og små biler i.
Det møde var tusind gange mere end juleaften i Danmark, da disse mennesker virkelig behøver hvad de fik.Jeg er så dybt taknemlig over det arbejde Gud har kaldet mig ind i, at få lov at se små mennesker får lys i deres øjne, samt håb for en fremtid, som ellers var total umuligt. Det er virkelig en velsignelse hver gang.Det er også et stort arbejde, men jeg gør det af hele mit hjerte for Jesus som jeg elsker overalt, tænk at få lov til at være med til at løfte mennesker op fra ingenting til et liv fuld af håb, det er bare så vidunderlig.
De sagde alle farvel, og vi fik så mange mange knusere, da ord ikke kunne fortælle hvor taknemmelige de var.
Tak himmelske far for hvad du gør muligt, igennem Agape Child Care, de eget værk. Solveig
Moderen sagde at hun aldrig i hele sit liv havde tænkt at få lov til bare at komme ind i et sådant hus, da hun var så fattig, bare dette ville være total uopnåelig, og nu var hun her for anden gang, og ovenikøbet inviteret af en mosongo, bare det er uopnåelig for en fattig her, det berører dem så dybt.
Isak og hans kone har aldrig gået i skole, kan kun lokalsprog, og Isak har arbejde i Mirakelcentret med at gøre toeletter rene, men der er ikke meget til familien at leve for.Men denne sponsorat har virkelig givet dem håb, og har ændret deres liv total. De er så stolte over deres datter nu går i en skole, hvor rige folks børn går, og hun er en af de bedste, og skolen vil enda flytte hende et trin højere op, fordi hun er dygtig. Tænk hvad Gud kan gøre for små mennesker, når hans kærlighed får lov at råde. Moderen havde Vivis skolebog med så jeg kunne se den, og i hele hendes engelskbog var der kun to fejl, og det fra en pige der aldrig har gået i skole, men bare er et geni. Forældrene er så stolte over deres lille pige, og ville gerne de kunne det samme som hun.
Vi havde et vidunderligt møde , og de spiste alle kager, kiks og nødder, samt drak saftevand og te de kunne. Børnene legede i hele huset, og var bare så glade.
Vi fik snakket om mangt og meget, og Innocent tolkede. Jeg stillede mange spørgsmål, og de svarede, og derefter tog moderen ordet, og hun takkede så meget for den chance de havde fået, det havde virkelig totalt ændret hele deres liv, ændret hele familien, der nu var tættere en nogen sinde før, fordi de følte sig så elsket af både Gud og mennesker. Da vi var ved vejs ende, sagde jeg til dem at skolepengene ville blive betalt hver gang når det var tiden, det skulle de ikke bekymre sig om, men jeg havde en ekstra hilsen til dem fra deres sponsor i Danmark, der bare ønsker dem det allerbedste, og jeg gik ud i køkkenet og tog al den mad Innocent havde købt som en hilsen fra danmark. Da jeg kom ind med det skulle i have hørt deres udbrud, de var så overrasket og jublende glade, kunne ikke fatte at det var dem der blev så velsignet. Det rørte dem så dybt, gik lige til hjertet. Derefter fandt jeg 50,000 ugx som jeg gav moderen, så hun kunne købe hvad de behøvede mest lige nu. Derefter sagde jeg at alle børnene at de kunne tage en dukke eller bamse hver, og dem måtte de få med hjem som en hilsen også. De fik også en penalhus hver med blyater, kuglepen, viskelæder, balloner, og små biler i.
Det møde var tusind gange mere end juleaften i Danmark, da disse mennesker virkelig behøver hvad de fik.Jeg er så dybt taknemlig over det arbejde Gud har kaldet mig ind i, at få lov at se små mennesker får lys i deres øjne, samt håb for en fremtid, som ellers var total umuligt. Det er virkelig en velsignelse hver gang.Det er også et stort arbejde, men jeg gør det af hele mit hjerte for Jesus som jeg elsker overalt, tænk at få lov til at være med til at løfte mennesker op fra ingenting til et liv fuld af håb, det er bare så vidunderlig.
De sagde alle farvel, og vi fik så mange mange knusere, da ord ikke kunne fortælle hvor taknemmelige de var.
Tak himmelske far for hvad du gør muligt, igennem Agape Child Care, de eget værk. Solveig
Tirsdag d. 19
Vi stod ikke op idag før kl.8, nu var der lidt ro i huset. Jeg tjekkede om vi havde strøm, for så ville jeg have et tiltrængt bad. Det var der, så nu begynder det at hjælpe på at det hele fungerer. Tøjet hængte drivvåd udenfor, men idag skinner solen, så det skal nok blive tør.
Så spiste vi morgenmad i fred og ro.
Derefter kørte vi til en tømre, som skulle indramme 2 verdenskort for os, et til Agape 1 og et til Agape 2.
Derefter skulle vi ud for at købe flere dukker og bamser, da vi skulle have til både i dag og i morgen. Da vi så kom til butikken, hvor de havde sagt de ville have flere igen, men de havde ingen. Men godt jeg har Innocent, han kendte en anden supermarked nær ved, så vi kørte derhen , og de havde hvad vi søgte efter så jeg købte igen 3 bamser og 2 dukker, samt proviant, så vi har noget at byde dem,
Da vi så kom hjem, gik Innocent alene ud for at købe mad til Vivis familie. Han kom hjem med 5 kg ris, 5 kg bønner, 5 kg sukker, 5 kg posio(majsmel), 2 liter olie,spagetti, brød, tomater, pebberfrugter, løg, gullerødder. Et kæmpe læs, men det er bedst vi køber mad til dem, og så får de resten af pengene, så ved vi at det kommer børnene til gode.
Vi fik lavet middagsmad, og spist inden Innocent skulle i skole. men idag har vi så ingen strøm. Og det er ikke det eneste, vi har heller ingen toelet, da de er ved at lave noget på det, jeg ved ikke hvad, men der er mange mænd i arbejde.
Da Innocent var gået i skole, tog jeg mig et hvil, derefter kunne jeg hente alt tøjet tørt ind, og så var det tid at prøve om jeg kunne komme på nettet, og få tjekket mail, og skrevet på bloggen. Det gik med lidt tolmodighed. Nu vil jeg stoppe her, da vi nu venter på Vivis familie, og der skal gøres klar.
Så spiste vi morgenmad i fred og ro.
Derefter kørte vi til en tømre, som skulle indramme 2 verdenskort for os, et til Agape 1 og et til Agape 2.
Derefter skulle vi ud for at købe flere dukker og bamser, da vi skulle have til både i dag og i morgen. Da vi så kom til butikken, hvor de havde sagt de ville have flere igen, men de havde ingen. Men godt jeg har Innocent, han kendte en anden supermarked nær ved, så vi kørte derhen , og de havde hvad vi søgte efter så jeg købte igen 3 bamser og 2 dukker, samt proviant, så vi har noget at byde dem,
Da vi så kom hjem, gik Innocent alene ud for at købe mad til Vivis familie. Han kom hjem med 5 kg ris, 5 kg bønner, 5 kg sukker, 5 kg posio(majsmel), 2 liter olie,spagetti, brød, tomater, pebberfrugter, løg, gullerødder. Et kæmpe læs, men det er bedst vi køber mad til dem, og så får de resten af pengene, så ved vi at det kommer børnene til gode.
Vi fik lavet middagsmad, og spist inden Innocent skulle i skole. men idag har vi så ingen strøm. Og det er ikke det eneste, vi har heller ingen toelet, da de er ved at lave noget på det, jeg ved ikke hvad, men der er mange mænd i arbejde.
Da Innocent var gået i skole, tog jeg mig et hvil, derefter kunne jeg hente alt tøjet tørt ind, og så var det tid at prøve om jeg kunne komme på nettet, og få tjekket mail, og skrevet på bloggen. Det gik med lidt tolmodighed. Nu vil jeg stoppe her, da vi nu venter på Vivis familie, og der skal gøres klar.
Mandag morgen
Så blev det mandag. Vi skulle tidlig op da Frank skulle tilbage til skolen klokken 8, og han skulle have strøget en masse tøj, og vi skulle have noget at spise inden han rejste.Så fik vi taget afsked med ham, og han var bare så glad for at have været hjemme på weekend.
Derefter gjorde jeg klar til at Milli skulle komme( Andreas sponsor), hun skulle komme kl 10 for at hente sine penge 120,000 ugx. men hun kom kl. 10 minutter i 12, og da var jeg godt gal, jeg kan ikke med dette.Så da hun kom skældte jeg hende ud, og sagde at hvis det skete bare en gang mere, så var det slut, at jeg ville give hende penge. Jeg havde planlagt at skulle i vaskeriet " Gnubbe" efter hun var taget afsted, da jeg ikke havde mere rent tøj. Og nu stod det hele stille, bare fordi hun stjal min tid, det må de se at få lavet om på.
Derefter snakkede vi om løst og fast,fik te, kager, kiks og alt det der hører til her på Basen. Hun fik sine penge, og gaven til Dorcas, og hun var meget glad. Vi snakkede om hvordan det er på Antioch, da hun arbejdede der den første gang vi var her i Uganda, så hun ved lidt om det.
Men hun kørte kl.1/2 3, og da skulle Innocent hurtigt have noget at spise, da han skulle i skole. Jeg gik da i vaskeriet, udenfor, men nu var det for sent til at tøjet kunne blive tørt idag, men der var ingen vej udenom.Jeg fik vasket en hel masse, og fik det hængt op det hele. Mens jeg vaskede, begyndte det at tordne og jeg var meget spændt på om jeg blev færdig før det stod ned i stænger.Men jeg blev lige akkurat færdig, og fik ryddet op på det hele, så væltede regn ned. Så kunne jeg gå til opvasken som var lige så stor, da vi ikke havde haft vand i 2 dage. Men vi havde til gengæld haft strøm det meste af tiden. Å hvor alting er besværligt, hvis du har et program for hvad du skal have gjort.
Det regnede hele aftenen, og Innocent kom drivende våd hjem fra skole, og det var samtidig lidt koldt så vi måtte i både strømper og trøjer.
Innocent ringede så til Vivis far, så de kunne gøre klar til at komme i morgen. Solveig
Derefter gjorde jeg klar til at Milli skulle komme( Andreas sponsor), hun skulle komme kl 10 for at hente sine penge 120,000 ugx. men hun kom kl. 10 minutter i 12, og da var jeg godt gal, jeg kan ikke med dette.Så da hun kom skældte jeg hende ud, og sagde at hvis det skete bare en gang mere, så var det slut, at jeg ville give hende penge. Jeg havde planlagt at skulle i vaskeriet " Gnubbe" efter hun var taget afsted, da jeg ikke havde mere rent tøj. Og nu stod det hele stille, bare fordi hun stjal min tid, det må de se at få lavet om på.
Derefter snakkede vi om løst og fast,fik te, kager, kiks og alt det der hører til her på Basen. Hun fik sine penge, og gaven til Dorcas, og hun var meget glad. Vi snakkede om hvordan det er på Antioch, da hun arbejdede der den første gang vi var her i Uganda, så hun ved lidt om det.
Men hun kørte kl.1/2 3, og da skulle Innocent hurtigt have noget at spise, da han skulle i skole. Jeg gik da i vaskeriet, udenfor, men nu var det for sent til at tøjet kunne blive tørt idag, men der var ingen vej udenom.Jeg fik vasket en hel masse, og fik det hængt op det hele. Mens jeg vaskede, begyndte det at tordne og jeg var meget spændt på om jeg blev færdig før det stod ned i stænger.Men jeg blev lige akkurat færdig, og fik ryddet op på det hele, så væltede regn ned. Så kunne jeg gå til opvasken som var lige så stor, da vi ikke havde haft vand i 2 dage. Men vi havde til gengæld haft strøm det meste af tiden. Å hvor alting er besværligt, hvis du har et program for hvad du skal have gjort.
Det regnede hele aftenen, og Innocent kom drivende våd hjem fra skole, og det var samtidig lidt koldt så vi måtte i både strømper og trøjer.
Innocent ringede så til Vivis far, så de kunne gøre klar til at komme i morgen. Solveig
mandag den 18. oktober 2010
Søndag d. 18/10 2010
Efter at have spist morgenmad alle 3, var det afgang med alle herlighederne til Antioch. Innocent havde valgt at blive sammen med os hele dagen der, selom han ikke gider at være i kirke der, og det kan jeg så godt forstå, det gør jeg heller ikke, men gør det alene for børnenes skyld, da det er den eneste dag du kan møde dem alle. Jeg var glad for han ville blive, for jeg har kun to hænder, og der skal tages masser af billeder, og det er han så god til at tænke på, ved hvor vigtigt det er.
Vi kom derud, og fik hilst på mange af dem, da de kender mig og mine nu, og Gudstjenesten begyndte, men der var ikke et af vore børn, kun min dreng Sulait, ellers ingen. Det var jeg meget skuffet over, der sad jeg med det hele, og så var der ingen. Sara sagde at når vi var færdige ville hun ringe til dem, og de ville komme, men det var jo en hovsa løsning som jeg ikke brød mig om, det er bare så besværligt med dem. De har ingen respekt for nogen eller noget. Så kl 3 begyndte vi at ringe, og selfølgelig var de ikke til stede mange af dem, men der kom da nogle, og heldigvis dem som jeg havde gaver til. De fik også pengene for de sidste 2 måneder, og var meget glade og taknemmelige. Men jeg var gal, og tænkte som en gal, hvordan jeg kan gøre dette bedre, Jeg sagde til Sara, om ikke jeg kunne få alle deres tltnr. for så ville jeg ringe til dem, så de var tilstede, og hun var ude af spillet.Det fik jeg, og fik også pengene fordelt til nogen der ville tage dem med til hjemmene. Sara kviterede i bogen vi havde med for 870,000 ugx, og til nov, inden jeg skal hjem vil jeg følge op på om pengene er nåst frem, når de skal have penge igen.Jeg vil få Innocent til at ringe til dem, for de taler ikke engelsk. Så må de møde til en aftalt tid og sted, alle på en gang, jeg håber det kan lade sig gøre.
Det tog det meste af dagen, og jeg var ikke glad da vi kørte hjem, følte virkelig at have spildt en hel dag. Jeg havde i febuar betalt for sportstøj til alle vore sponsorbørn i Antioch, men ingen har fået dem. Jeg spurgte Steven hvor de var blevet af, og han kom med en lang søforklaring, men jeg sagde at jeg håbede at de snart ville få dem, jeg havde kviteringerne, og havde ikke betalt næsten 400,000ugx for ingenting.Men den skole giver jeg ikke meget for, de er ikke seriøse, men totalt ligeglade. Men vi vil kæmpe for børnene, og gpodt vi nu har deres tlf. nr, så må vi se.
Så da det hele var over, var dagen gået, vi var hjemme kl 1/2 6, og vi havde et møde med Marthias. En gadedreng ca. 22 år, som jeg lærte at kende sidste gang jeg var her. Han kom så snart vi kom hjem, og fik noget at spise sammen med os. Derefter foreslog jeg om ikke de havde lyst til at bade. Så ville vi køre til en svimmingpoll, ikke langt fra hvor vi bor.Jeg trængte til at gøre noget posetivt, det følte jeg ikke dagen havde været i Antioch. Frank og Marthias ville gerne bade, jeg gad ikke, ville bare være der og nyde at de var glade. Innocent gad heller ikke, så vi sad bare og slappede af. For Frank der 21 år, var det anden gang han var i en pool, for Marthias var det første gang, han havde aldrig troet at han skulle opleve dette. Så selom det var aften, var de to helt selvlysende af glæde over at bade, og det var nok for mig.
Derefter tog vi hjem, og fik en kop te, og bare huggede os sammen alle 4. Det er bare så vidunderlig at have en hjem, hvor du kan invitere mennesker ind, og det er i sig selv en kæmpe oplevelse for dem alle. Agape Basen, er rammen om megen arbejde denne gang, og mange besøg af vore sponsorfamilier, så det bare så skønt.
Vi kom derud, og fik hilst på mange af dem, da de kender mig og mine nu, og Gudstjenesten begyndte, men der var ikke et af vore børn, kun min dreng Sulait, ellers ingen. Det var jeg meget skuffet over, der sad jeg med det hele, og så var der ingen. Sara sagde at når vi var færdige ville hun ringe til dem, og de ville komme, men det var jo en hovsa løsning som jeg ikke brød mig om, det er bare så besværligt med dem. De har ingen respekt for nogen eller noget. Så kl 3 begyndte vi at ringe, og selfølgelig var de ikke til stede mange af dem, men der kom da nogle, og heldigvis dem som jeg havde gaver til. De fik også pengene for de sidste 2 måneder, og var meget glade og taknemmelige. Men jeg var gal, og tænkte som en gal, hvordan jeg kan gøre dette bedre, Jeg sagde til Sara, om ikke jeg kunne få alle deres tltnr. for så ville jeg ringe til dem, så de var tilstede, og hun var ude af spillet.Det fik jeg, og fik også pengene fordelt til nogen der ville tage dem med til hjemmene. Sara kviterede i bogen vi havde med for 870,000 ugx, og til nov, inden jeg skal hjem vil jeg følge op på om pengene er nåst frem, når de skal have penge igen.Jeg vil få Innocent til at ringe til dem, for de taler ikke engelsk. Så må de møde til en aftalt tid og sted, alle på en gang, jeg håber det kan lade sig gøre.
Det tog det meste af dagen, og jeg var ikke glad da vi kørte hjem, følte virkelig at have spildt en hel dag. Jeg havde i febuar betalt for sportstøj til alle vore sponsorbørn i Antioch, men ingen har fået dem. Jeg spurgte Steven hvor de var blevet af, og han kom med en lang søforklaring, men jeg sagde at jeg håbede at de snart ville få dem, jeg havde kviteringerne, og havde ikke betalt næsten 400,000ugx for ingenting.Men den skole giver jeg ikke meget for, de er ikke seriøse, men totalt ligeglade. Men vi vil kæmpe for børnene, og gpodt vi nu har deres tlf. nr, så må vi se.
Så da det hele var over, var dagen gået, vi var hjemme kl 1/2 6, og vi havde et møde med Marthias. En gadedreng ca. 22 år, som jeg lærte at kende sidste gang jeg var her. Han kom så snart vi kom hjem, og fik noget at spise sammen med os. Derefter foreslog jeg om ikke de havde lyst til at bade. Så ville vi køre til en svimmingpoll, ikke langt fra hvor vi bor.Jeg trængte til at gøre noget posetivt, det følte jeg ikke dagen havde været i Antioch. Frank og Marthias ville gerne bade, jeg gad ikke, ville bare være der og nyde at de var glade. Innocent gad heller ikke, så vi sad bare og slappede af. For Frank der 21 år, var det anden gang han var i en pool, for Marthias var det første gang, han havde aldrig troet at han skulle opleve dette. Så selom det var aften, var de to helt selvlysende af glæde over at bade, og det var nok for mig.
Derefter tog vi hjem, og fik en kop te, og bare huggede os sammen alle 4. Det er bare så vidunderlig at have en hjem, hvor du kan invitere mennesker ind, og det er i sig selv en kæmpe oplevelse for dem alle. Agape Basen, er rammen om megen arbejde denne gang, og mange besøg af vore sponsorfamilier, så det bare så skønt.
Lørdag d.17/10 2010
Så kom vi til lørdag morgen, efter en god nats søvn. Også i dag har vi en program der skal følges. Innocent og mig sad og fik morgenmad, omkring 1/2 9, og så ringede det på lågen. Det var Frank der kom hjem på weekend. Vi vidste han ville komme men ikke så tidlig, men han syntes ikke det kunne gå hurtigt nok, så han var stået meget tidlig op, for at komme hjem. Vi spiste så alle, og Frank var meget sulten, det er han næsten altid, men han er jo også en arbejder.Det var dejlig at have dem begge her i huset, og vi har det meget godt sammen alle 3. Så da vi havde spist, havde han en masse tøj der skulle vaskes, Innocent havde skolearbejde, og jeg skulle tjekke mail, og var meget spændt på om der var besked fra Anette, om det nye sponsorbarn. Det var der, og det blev Kato der fik den glædelige nyhed. Vi var alle så glade her, tænk at et lille menneske mere havde fået en chance om at komme i skole, og en invalid mor der kæmper som en gal for at overleve med sine to drenge, som er et resultat af en voldtægt. Jeg ved hun bliver så glad, ja det var vi alle.
Jeg fik det lavet jeg skulle , og derefter skulle vi ud til et stort supermarked, for at kikke på priser på generator der kan levere strøm, når der ikke er støm, som sker meget ofte, og det er ikke til at have noget i huset, når strømen er væk det halve af tiden.Så vi ville kigge priser.Jeg er ikke glad for at bruge penge til det, men det kan blive nødvendig engang. Jeg skulle også hæve flere penge, kan kun hæve 1700 kr. pr gang, og da jeg har øst penge ud til alt mulig, husleje, mad, børnene, bensin, rep. af bil, og lidt mad til os selv. Men nu er jeg så småt ved at være igennem, så alle sponsorbørnene har fået deres penge, og børnehjemmene har mad til 1-2 måneder, så nu begynder det at hjælpe
Da vi kom hjem, skulle vi have noget at spise igen, og derefter ringede Innoset Anet, som er mor til Kato, og fortalte hende at nu havde han fået en sponor i Danmark. Jeg sad langt fra Innocent, men jeg kunne høre hun hvinede af glæde, og det ville næsten ingen ende tage. Hvor er det skønt igen og igen at bringe håb og glæde til et menneske der trænger så hårdt.Vi glædede os så meget alle 3 bagefter, kunne i lang tid efter høre hende juble af glæde.
Derefter ringede jeg til Sara i Antiock mange gange, for at sige at jeg kom i morgen søndag der, og om hun ville sørge for at alle sponsorbørnene var der. Jeg prøvede så mange gange, men hun tog ikke tlf. Jeg havde nu alle pengene klar for de sidste to måneder, samt gaver til nogle af børnene. Men jeg fik først kontakt med hende kl. 10 aften.
Så var det tid igen at besøge Agape 2. for at bringe dem deres gaver, og jeg havde købt så alle kunne få. Jeg havde en hel kuffert tøj til dem, og som mama Ester ventede på. Vi var alle meget spændte på hvordan vi ville blive modtaget, nu da Joseph var hjemme. Og også meget meget spændt på hvordan mama Ester havde det. Innocent var selfølgelig lidt nervøs, da Joseph ikke vil se ham i huset, men han er min chafør, og jeg behøver ham til at køre altid og så igen. Frank glædede sig, havde kun været der en gang før.
Vi kom til lågen, og der var total død at se, vi kunne ikke se et menneske, intet liv, og der skulle være 12 personer i huset. men da vi gav den lille "dyt" sket der noget. Alle kom hvinende efter hinanden ud i en lang række, og mama Ester med. Selfølgelig ikke Joseph. Men de var jublende glade for at se os igen, og nu var det lyst, så vi kunne få tingene afleveret.Der var selfølgelig låst ved fordøren, og den kan de ikke åbne, så vi måtte bagom engang mere med hele happenguttet, men alle ville så gerne hjælpe, det er altid en fest at komme der og møde børnene.
Jeg vidste at Joseph var hjemme, da hans bil holdt udenfor, men han kom ikke.Så sagde jeg til børnene de skulle kalde på ham, jeg ville snakke med ham, jeg er ikke bange for ham som de andre, men han er bange for mig, og ved ikke hvor han skal gøre af sig selv. Så kom han endelig, og jeg hilste på ham, og bød ham velkommen hjem. Han var ikke glad, opførte sig som en lille dreng, der ikke ved hvor han skal gøre af sig selv, så jeg næsten fik ondt af ham. Men vi gik hurtigt til gaveuddelingen, og børnene jublede, og derefter til tøjuddelingen, hvor alle var ivrige at få nyt tøj. Det er en fest at se disse børns glæde og taknemlighed. Joseph var igen forsvunden ind til sig selv. Vi fik taget mange billeder, men det er altid mørkt derinde, så vi tog også nogle udenfor. De var så lykkelige for al den dejlige mad vi havde bragt dem, og de fortalte at det var Joseph også da han kom hjem og så, så meget godt mad i huset. Så vi blev færdige med hvad vi skulle denne gang, og havde det bare så dejligt ved børnene. Mama Ester var frisk igen. De havde bragt hende til hospitalet, som havde fjernet betændelsen i hendes bryst, skåret det ud, og nu havde hun ingen smerter mere, skulle bare vente på det helede.Det var bare så dejligt at se, og vi takkede Jesus for at han havde taget affære, så hun havde fået hjælp. De store piger viste os såret, de havde bedt så meget for hende, og det var vores besøg der havde sat gang i tingene, de var så glade, og det var vi også.
Så var det tid at komme hjem og lave aftensmad. Men jeg ville ikke gå uden at sige farvel til Joseph, og kaldte derfor på ham, men han kom ikke. Jeg ventede lidt, men han kom ikke, så sagde jeg meget højt til pigerne at de kunne hilse ham fra mig, for vi skulle gå nu. Så kom han endelig sluntentede ud, og sagde tak for alt det vi var kommet med, men vente helt forkert, han er virkelig bange for mig, og føler sig underlegen, og det er måske ikke så mærkelig, da han har forspildt sin store chance, men ok. vi fortsætter.
Vi kom hjem og fik lavet mad, hyggede os så sammen om aftenen, og bar alle tingene ud så de var klar til Antioch i morgen.Endnu en travl og begivenhedsrig dag var til ende. Tak himmelske far, at du gør dette muligt Solveig
Jeg fik det lavet jeg skulle , og derefter skulle vi ud til et stort supermarked, for at kikke på priser på generator der kan levere strøm, når der ikke er støm, som sker meget ofte, og det er ikke til at have noget i huset, når strømen er væk det halve af tiden.Så vi ville kigge priser.Jeg er ikke glad for at bruge penge til det, men det kan blive nødvendig engang. Jeg skulle også hæve flere penge, kan kun hæve 1700 kr. pr gang, og da jeg har øst penge ud til alt mulig, husleje, mad, børnene, bensin, rep. af bil, og lidt mad til os selv. Men nu er jeg så småt ved at være igennem, så alle sponsorbørnene har fået deres penge, og børnehjemmene har mad til 1-2 måneder, så nu begynder det at hjælpe
Da vi kom hjem, skulle vi have noget at spise igen, og derefter ringede Innoset Anet, som er mor til Kato, og fortalte hende at nu havde han fået en sponor i Danmark. Jeg sad langt fra Innocent, men jeg kunne høre hun hvinede af glæde, og det ville næsten ingen ende tage. Hvor er det skønt igen og igen at bringe håb og glæde til et menneske der trænger så hårdt.Vi glædede os så meget alle 3 bagefter, kunne i lang tid efter høre hende juble af glæde.
Derefter ringede jeg til Sara i Antiock mange gange, for at sige at jeg kom i morgen søndag der, og om hun ville sørge for at alle sponsorbørnene var der. Jeg prøvede så mange gange, men hun tog ikke tlf. Jeg havde nu alle pengene klar for de sidste to måneder, samt gaver til nogle af børnene. Men jeg fik først kontakt med hende kl. 10 aften.
Så var det tid igen at besøge Agape 2. for at bringe dem deres gaver, og jeg havde købt så alle kunne få. Jeg havde en hel kuffert tøj til dem, og som mama Ester ventede på. Vi var alle meget spændte på hvordan vi ville blive modtaget, nu da Joseph var hjemme. Og også meget meget spændt på hvordan mama Ester havde det. Innocent var selfølgelig lidt nervøs, da Joseph ikke vil se ham i huset, men han er min chafør, og jeg behøver ham til at køre altid og så igen. Frank glædede sig, havde kun været der en gang før.
Vi kom til lågen, og der var total død at se, vi kunne ikke se et menneske, intet liv, og der skulle være 12 personer i huset. men da vi gav den lille "dyt" sket der noget. Alle kom hvinende efter hinanden ud i en lang række, og mama Ester med. Selfølgelig ikke Joseph. Men de var jublende glade for at se os igen, og nu var det lyst, så vi kunne få tingene afleveret.Der var selfølgelig låst ved fordøren, og den kan de ikke åbne, så vi måtte bagom engang mere med hele happenguttet, men alle ville så gerne hjælpe, det er altid en fest at komme der og møde børnene.
Jeg vidste at Joseph var hjemme, da hans bil holdt udenfor, men han kom ikke.Så sagde jeg til børnene de skulle kalde på ham, jeg ville snakke med ham, jeg er ikke bange for ham som de andre, men han er bange for mig, og ved ikke hvor han skal gøre af sig selv. Så kom han endelig, og jeg hilste på ham, og bød ham velkommen hjem. Han var ikke glad, opførte sig som en lille dreng, der ikke ved hvor han skal gøre af sig selv, så jeg næsten fik ondt af ham. Men vi gik hurtigt til gaveuddelingen, og børnene jublede, og derefter til tøjuddelingen, hvor alle var ivrige at få nyt tøj. Det er en fest at se disse børns glæde og taknemlighed. Joseph var igen forsvunden ind til sig selv. Vi fik taget mange billeder, men det er altid mørkt derinde, så vi tog også nogle udenfor. De var så lykkelige for al den dejlige mad vi havde bragt dem, og de fortalte at det var Joseph også da han kom hjem og så, så meget godt mad i huset. Så vi blev færdige med hvad vi skulle denne gang, og havde det bare så dejligt ved børnene. Mama Ester var frisk igen. De havde bragt hende til hospitalet, som havde fjernet betændelsen i hendes bryst, skåret det ud, og nu havde hun ingen smerter mere, skulle bare vente på det helede.Det var bare så dejligt at se, og vi takkede Jesus for at han havde taget affære, så hun havde fået hjælp. De store piger viste os såret, de havde bedt så meget for hende, og det var vores besøg der havde sat gang i tingene, de var så glade, og det var vi også.
Så var det tid at komme hjem og lave aftensmad. Men jeg ville ikke gå uden at sige farvel til Joseph, og kaldte derfor på ham, men han kom ikke. Jeg ventede lidt, men han kom ikke, så sagde jeg meget højt til pigerne at de kunne hilse ham fra mig, for vi skulle gå nu. Så kom han endelig sluntentede ud, og sagde tak for alt det vi var kommet med, men vente helt forkert, han er virkelig bange for mig, og føler sig underlegen, og det er måske ikke så mærkelig, da han har forspildt sin store chance, men ok. vi fortsætter.
Vi kom hjem og fik lavet mad, hyggede os så sammen om aftenen, og bar alle tingene ud så de var klar til Antioch i morgen.Endnu en travl og begivenhedsrig dag var til ende. Tak himmelske far, at du gør dette muligt Solveig
lørdag den 16. oktober 2010
Fredag aften
Jeg skal lige komme med en glædelig meddelse. Jeg har i aften fået en mail fra Anette, at hendes søster gerne vil have et sponsorbarn, og at hun har ladet hende kigge på vores hjemmeside, så vil vi høre nærmere, hvem ogv. Jeg blev bare såååååååååååååå glad, at endnu et lille menneske får en chance. De ville gøre det hurtigt, så jeg kunne få det trukket i tøjet mens jeg er hernede. Hvor det glæder mig af mit ganske hjerte. I hører nærmere når jeg ved hvem. Er det ikke bare pragtful. Kh Solveig
Fredag
Endnu en lidt rolig dag. Jeg havde rigtig god internet så det var om at få noget
gjort så længe det varede. Jeg fik ordnet alle ting, og lagt en slagplan for morgen. Innocent skulle i skole kl. 11 ,så der var tid til at gøre penge klar til Antioch, så det er klar til fordeling på søndag.Jeg havde også fået hævet penge til husleje i Agape Basen, som skulle betales for 2 mdr, og det er ikke så let, da Susan er en meget travlt dame.
Men jeg fik ordnet en masse, og Innocent kom fra skole. vi fulgtes ad ned for at købe lidt ind, jeg trængte til at komme ud, og han ville med.
Kl 6 skulle Ebenezer og hendes mor så komme, og vi skulle finde ud af hvordan vi griber sagen an for dem. De kom også til tiden, og vi bød på saftevand og kiks, som vi plejer.De var lidt forklemte, da det ikke sker at de sætter deres ben så fint et sted, og slet ikke ved en mosonko. Men jeg prøvede at tø dem lidt op, så de kunne føle sig godt tilpas, og vi fik en dejlig samtale.Jeg havde købt en dukke til Vivi, og den sad på en stol og kiggede på Ebenezer. Jeg spurgte om hun gerne ville lege med den, og det skulle ikke siges 2 gange, så var hun tøet op. Jeg spurgte moderen om hvordan vi skulle gøre det, og vi fik lavet en aftale. Hun var så lykkelig at det kendte ingen grænser, de strålede om kap, og følte sig nu lidt mere hjemme, forstod at vi ønskede det bedste for dem.
Jeg spurgte hende, hvad der var deres største behov lige nu, og hun svarede, mad.
Jeg gav hende 150,000 ugx, så hun kunne købe mad og tøj hvad de behøvede mest. Jeg var i min kuffert og fandt en fin sommerkjole fra Bodil, og den var som lavet til Ebenezer , det hun havde på lignede ikke noget som helst. Så da hun fik kjolen på, var hun en helt anden lille pige, strålede som solen selv, hun fik også en par sko fra Lisbeth, hun var derefter en lille prinsesse, og krammede sin dukke ind til sig. Det er et eventyr hver gang. Da de skulle gå var de så velsignede, strålede som sole begge to, mor med penge i hånden, og Ebenezer med dukken. En sådan taknemlighed er bare ikke til at stå for, en ny begyndelse var startet, en fremtid lå åben for dem.
Tænk at få lov at være en del af det, det er ikke småting Agape Child Care gør for mennesker, det er at række liv ud.
Jeg fik også held til at få huslejen betalt til Susan. jeg er så glad hver gang jeg har fået noget bragt i orden, da det kan virke overvældende når jeg kommer herned, hvor jeg skal ende og hvor jeg skal begynde. men det er bare om at tage det fra en ende af. Men vi nyder det i fulde drag, og jeg har den bedste hjælper og chafør det tænkes. Hilsen fra os Solveig
gjort så længe det varede. Jeg fik ordnet alle ting, og lagt en slagplan for morgen. Innocent skulle i skole kl. 11 ,så der var tid til at gøre penge klar til Antioch, så det er klar til fordeling på søndag.Jeg havde også fået hævet penge til husleje i Agape Basen, som skulle betales for 2 mdr, og det er ikke så let, da Susan er en meget travlt dame.
Men jeg fik ordnet en masse, og Innocent kom fra skole. vi fulgtes ad ned for at købe lidt ind, jeg trængte til at komme ud, og han ville med.
Kl 6 skulle Ebenezer og hendes mor så komme, og vi skulle finde ud af hvordan vi griber sagen an for dem. De kom også til tiden, og vi bød på saftevand og kiks, som vi plejer.De var lidt forklemte, da det ikke sker at de sætter deres ben så fint et sted, og slet ikke ved en mosonko. Men jeg prøvede at tø dem lidt op, så de kunne føle sig godt tilpas, og vi fik en dejlig samtale.Jeg havde købt en dukke til Vivi, og den sad på en stol og kiggede på Ebenezer. Jeg spurgte om hun gerne ville lege med den, og det skulle ikke siges 2 gange, så var hun tøet op. Jeg spurgte moderen om hvordan vi skulle gøre det, og vi fik lavet en aftale. Hun var så lykkelig at det kendte ingen grænser, de strålede om kap, og følte sig nu lidt mere hjemme, forstod at vi ønskede det bedste for dem.
Jeg spurgte hende, hvad der var deres største behov lige nu, og hun svarede, mad.
Jeg gav hende 150,000 ugx, så hun kunne købe mad og tøj hvad de behøvede mest. Jeg var i min kuffert og fandt en fin sommerkjole fra Bodil, og den var som lavet til Ebenezer , det hun havde på lignede ikke noget som helst. Så da hun fik kjolen på, var hun en helt anden lille pige, strålede som solen selv, hun fik også en par sko fra Lisbeth, hun var derefter en lille prinsesse, og krammede sin dukke ind til sig. Det er et eventyr hver gang. Da de skulle gå var de så velsignede, strålede som sole begge to, mor med penge i hånden, og Ebenezer med dukken. En sådan taknemlighed er bare ikke til at stå for, en ny begyndelse var startet, en fremtid lå åben for dem.
Tænk at få lov at være en del af det, det er ikke småting Agape Child Care gør for mennesker, det er at række liv ud.
Jeg fik også held til at få huslejen betalt til Susan. jeg er så glad hver gang jeg har fået noget bragt i orden, da det kan virke overvældende når jeg kommer herned, hvor jeg skal ende og hvor jeg skal begynde. men det er bare om at tage det fra en ende af. Men vi nyder det i fulde drag, og jeg har den bedste hjælper og chafør det tænkes. Hilsen fra os Solveig
fredag den 15. oktober 2010
Torsdag d. 14/10 2010
I dag ville vi tage den med ro. Der har været så mange ting der skulle gøres, men nu var der plads til at tage det lidt mere rolig.
Der var god internet forbindelse idag, så jeg havde meget der skulle gøres på computeren, så det skulle dagen bruges til.
Innocent skulle i skole, så jeg havde tid til mit arbejde.
Når han kom fra skole, ville vi invitere Judith, som havde fået en sponsor i Danmark, lige før jeg skulle rejse. Nu skulle vi have et møde med hende, og høre lidt om hendes planer.Judith er 22 år og har en lille dren på 3 år, som hun er nødt til at aflevere til noget familie her og der, for han kan overleve. Selv var hun lige ved at dø af sult, så det var absolut i den sidste time hun fik hjælp.
da Innocent kom hjem, ringede han til hende, og inviterede hende til kl. 6, uden at sige vi skulle spise, og uden at sige jeg var her, og uden at sige nu var der penge, håb, og hjælp på vej. Hun sagde ja tak, men kunne ikke sige om hun hun kunne være her lige til tiden, da hun var til samtale til et arbejde hun havde søgt.
Hun har søgt så meget, og det er et mikakel at få et arbejde. Der hvor hun havde søgt denne gang, var der 150 der havde søgt, så udvalgte de 48 til samtale, og de skulle bruge 9, så det er virkelig et nåleøje at komme igennem.
Vi fik lavet aftens mad, men kl blev næsten 21 før hun kom. Hun var godt træt, havde været til samtale fra kl 7 morgen, udenmad og drikke. Også hun blev så overrasket over at se mig igen, og blev bare så glad. Hun havde fået arbejdet, og skulle nu på prøve i 3 måneder. Hun havde sin kontrakt med sig, og viste den til os. Jeg fortalte hende om hendes sponsor i Danmark, og hun var bare så glad så glad. Det var altså dagen Gud ville give hende en ny begyndelse, håb for fremtiden sammen med hendes lille dreng. Vi havde en vidunderlig tid sammen, og hun var sulten som en ulv, og meget meget tørstig. men hun havde fået et håb, og følte sig så elsket, og var dybt taknemlig til Gud og Agape Child Care for det arbejde vi gør i Danmark, for at løfte små mennesker op, give dem håb for en fremtid. Da hun havde spist og drukket hvad hun kunne, fik hun pengene for okt mdr. 100,000 ugx, o hvilket øjeblik, at kunne række hede disse penge. Innocent gjorde det, for det er ham der kommer til at gøre det , og han skulle have hende til at skrive under i sin bog. Han gør virkelig et stort og godt stykke arbejde for os.Jeg vil tage billeder af vores regnskab her i Kampala, han gør det bare så godt.
Så skulle hun hjem, da hun skulle være på sit nye arbejde i morgen tidlig kl 7, og vi sluttede med en vidunderlig bønnestund. Endnu et mirakel var sket, og det igennem Agape Child Care. Solveig
Der var god internet forbindelse idag, så jeg havde meget der skulle gøres på computeren, så det skulle dagen bruges til.
Innocent skulle i skole, så jeg havde tid til mit arbejde.
Når han kom fra skole, ville vi invitere Judith, som havde fået en sponsor i Danmark, lige før jeg skulle rejse. Nu skulle vi have et møde med hende, og høre lidt om hendes planer.Judith er 22 år og har en lille dren på 3 år, som hun er nødt til at aflevere til noget familie her og der, for han kan overleve. Selv var hun lige ved at dø af sult, så det var absolut i den sidste time hun fik hjælp.
da Innocent kom hjem, ringede han til hende, og inviterede hende til kl. 6, uden at sige vi skulle spise, og uden at sige jeg var her, og uden at sige nu var der penge, håb, og hjælp på vej. Hun sagde ja tak, men kunne ikke sige om hun hun kunne være her lige til tiden, da hun var til samtale til et arbejde hun havde søgt.
Hun har søgt så meget, og det er et mikakel at få et arbejde. Der hvor hun havde søgt denne gang, var der 150 der havde søgt, så udvalgte de 48 til samtale, og de skulle bruge 9, så det er virkelig et nåleøje at komme igennem.
Vi fik lavet aftens mad, men kl blev næsten 21 før hun kom. Hun var godt træt, havde været til samtale fra kl 7 morgen, udenmad og drikke. Også hun blev så overrasket over at se mig igen, og blev bare så glad. Hun havde fået arbejdet, og skulle nu på prøve i 3 måneder. Hun havde sin kontrakt med sig, og viste den til os. Jeg fortalte hende om hendes sponsor i Danmark, og hun var bare så glad så glad. Det var altså dagen Gud ville give hende en ny begyndelse, håb for fremtiden sammen med hendes lille dreng. Vi havde en vidunderlig tid sammen, og hun var sulten som en ulv, og meget meget tørstig. men hun havde fået et håb, og følte sig så elsket, og var dybt taknemlig til Gud og Agape Child Care for det arbejde vi gør i Danmark, for at løfte små mennesker op, give dem håb for en fremtid. Da hun havde spist og drukket hvad hun kunne, fik hun pengene for okt mdr. 100,000 ugx, o hvilket øjeblik, at kunne række hede disse penge. Innocent gjorde det, for det er ham der kommer til at gøre det , og han skulle have hende til at skrive under i sin bog. Han gør virkelig et stort og godt stykke arbejde for os.Jeg vil tage billeder af vores regnskab her i Kampala, han gør det bare så godt.
Så skulle hun hjem, da hun skulle være på sit nye arbejde i morgen tidlig kl 7, og vi sluttede med en vidunderlig bønnestund. Endnu et mirakel var sket, og det igennem Agape Child Care. Solveig
Onsdag d.13/10 2010
Så er det dagen hvor jeg vil ned til Massaka og besøge min dreng Frank, som er på mureskole.
Men han skal ikke vide at jeg kommer, det skal være en overraskelse.
Til Massaka er der 140 km.efter deres målestok, men jeg tror der en 1000 km. på en meget dårlig markvej. Så sådan en tur tager en hel dag, og det er altså nu.
Vi kom afsted, det var ikke for varmt, og vi bad til at vores gamle bil kunne klare turen, da det koster mange penge at leje en anden.
Men da vi næsten var i Massaka, sagde bilen stop, det er absolut ikke bilvenlig veje de har, det er frygtelig. Så der sad vi så, og Innocent måtte ud at se hvad der var galt. Bilen kogte som skulle den brænde af. Men det er sådan her at der er mennesker allevegne, og der kom hurtigt nogle til stede, og de undersøgte det efter bedste evne, og ville gerne hjælpe,Innocent var lidt nervøs, for hvad nu, han ville ringe efter vores mekaniker fra Kampala, men jeg sagde nej. Så kom der en til stede som havde forstand på det, og han kunne se at det var den en mølle der holder bilen afkølet der var stoppet, og ikke fungerede. Det var da en begyndelse. De vidste så at i en nærliggende by, var der et værksted som havde hvad vi behøvede, og kunne klare det for os. Så blev der sendt en Bodda Bodda afsted, og efter en halv time, kom den tilbage med 2 mekaniker, der klarede sagen på 5 minnutter, det var bare en ledning der var hoppet af, og møllen var derfor stoppet.Dejligt. men de havde set en " Mosongo" og øjnede chancen for lidt ekstra penge, en mosongo er lig med penge, Så de forlangte hele 20,000 ugx =ca. 50kr. og vi kunne køre igen.
Som sagt var vi næsten i Masakka, som er en stor by, men
Innocent kunne huske det meste af vejen, skulle kun spørge en gang, og vi var ved skolen.
Jeg glædede mig så meget til at møde Frank igen,se hans skole, se hvad han har lært, da det første år næsten er gået.
Han blev så glad og overrasket over at vi var kommet den lange vej for hans skyld. Han var så glad så glad, og jeg var så glad for at se ham.
Han viste os rundt, og fortalte os en masse, og vi så hvor hans plads var, og hvor han var igang med en eksamen, hvor han havde lavet sten, og skulle bygge noget efter en tegning. Han ville vise os hvordan man laver sten, og vi tog billeder. Jeg var så glad for at se hvor meget han får ud af det, så de skolepenge er bare en ren velsignelse, og godt givet ud. Tænk, fra slavedreng, til en af de bedste murelærlinger på skolen. Han var så stolt, at han var udvalgt til at være leder af sin grubbe, ja tænk hvad Gud kan gøre for et lille menneske, bare på et år.
Der var mange unge mennesker, og det er bare så godt til Frank, der kommer helt ude fra buschen. Det er en kostskole, og de har alle typer af lærlinger. som tømre, smede, vvs, mekaniker, så det bare så godt.
Vi spurgte om han kunne få lov at gå lidt ud med os, så vi kunne spise sammen. Det fik vi lov til, men han skulle være tilbage kl. 2, da de skulle have eksamen. Så vi fik godt en time sammen, og fandt vores resturant i Masakka, lige der vi var sidste gang, da han blev indskrevet på skolen. Det var en dejlig tid sammen med mine 2 sorte drenge, der bare gør det så godt begge to, en Guds gave til os alle.
Frank måtte tage en Bodda Bodda tilbage til skolen igen, da det går hurtigst, og han skulle være der til tiden. Så da han var kørt sad vi bare Innocent og mig, og nød hvad der var sket med dem begge siden vi var her sidst.
Da vi skulle lukkes ind på skolen, og skrive i en bog, undrede de sig så meget, og sagde til Innocent, å du er student ( det var bare så godt til ham, for så er du noget) og de undrede sig, da vi også skulle gå og besøge en anden student, Frank. De undrede sig.
Da vi havde siddet et stykke tid, var det hjemad igen igennem alle hullerne, alle vejarbejderne, der er virkelig langt.
Tak himmelske far, vi var godt hjemme, bilen var hjemme, og alt var bare så godt. Vi var godt trætte men bare så velsignede. Solveig
Men han skal ikke vide at jeg kommer, det skal være en overraskelse.
Til Massaka er der 140 km.efter deres målestok, men jeg tror der en 1000 km. på en meget dårlig markvej. Så sådan en tur tager en hel dag, og det er altså nu.
Vi kom afsted, det var ikke for varmt, og vi bad til at vores gamle bil kunne klare turen, da det koster mange penge at leje en anden.
Men da vi næsten var i Massaka, sagde bilen stop, det er absolut ikke bilvenlig veje de har, det er frygtelig. Så der sad vi så, og Innocent måtte ud at se hvad der var galt. Bilen kogte som skulle den brænde af. Men det er sådan her at der er mennesker allevegne, og der kom hurtigt nogle til stede, og de undersøgte det efter bedste evne, og ville gerne hjælpe,Innocent var lidt nervøs, for hvad nu, han ville ringe efter vores mekaniker fra Kampala, men jeg sagde nej. Så kom der en til stede som havde forstand på det, og han kunne se at det var den en mølle der holder bilen afkølet der var stoppet, og ikke fungerede. Det var da en begyndelse. De vidste så at i en nærliggende by, var der et værksted som havde hvad vi behøvede, og kunne klare det for os. Så blev der sendt en Bodda Bodda afsted, og efter en halv time, kom den tilbage med 2 mekaniker, der klarede sagen på 5 minnutter, det var bare en ledning der var hoppet af, og møllen var derfor stoppet.Dejligt. men de havde set en " Mosongo" og øjnede chancen for lidt ekstra penge, en mosongo er lig med penge, Så de forlangte hele 20,000 ugx =ca. 50kr. og vi kunne køre igen.
Som sagt var vi næsten i Masakka, som er en stor by, men
Innocent kunne huske det meste af vejen, skulle kun spørge en gang, og vi var ved skolen.
Jeg glædede mig så meget til at møde Frank igen,se hans skole, se hvad han har lært, da det første år næsten er gået.
Han blev så glad og overrasket over at vi var kommet den lange vej for hans skyld. Han var så glad så glad, og jeg var så glad for at se ham.
Han viste os rundt, og fortalte os en masse, og vi så hvor hans plads var, og hvor han var igang med en eksamen, hvor han havde lavet sten, og skulle bygge noget efter en tegning. Han ville vise os hvordan man laver sten, og vi tog billeder. Jeg var så glad for at se hvor meget han får ud af det, så de skolepenge er bare en ren velsignelse, og godt givet ud. Tænk, fra slavedreng, til en af de bedste murelærlinger på skolen. Han var så stolt, at han var udvalgt til at være leder af sin grubbe, ja tænk hvad Gud kan gøre for et lille menneske, bare på et år.
Der var mange unge mennesker, og det er bare så godt til Frank, der kommer helt ude fra buschen. Det er en kostskole, og de har alle typer af lærlinger. som tømre, smede, vvs, mekaniker, så det bare så godt.
Vi spurgte om han kunne få lov at gå lidt ud med os, så vi kunne spise sammen. Det fik vi lov til, men han skulle være tilbage kl. 2, da de skulle have eksamen. Så vi fik godt en time sammen, og fandt vores resturant i Masakka, lige der vi var sidste gang, da han blev indskrevet på skolen. Det var en dejlig tid sammen med mine 2 sorte drenge, der bare gør det så godt begge to, en Guds gave til os alle.
Frank måtte tage en Bodda Bodda tilbage til skolen igen, da det går hurtigst, og han skulle være der til tiden. Så da han var kørt sad vi bare Innocent og mig, og nød hvad der var sket med dem begge siden vi var her sidst.
Da vi skulle lukkes ind på skolen, og skrive i en bog, undrede de sig så meget, og sagde til Innocent, å du er student ( det var bare så godt til ham, for så er du noget) og de undrede sig, da vi også skulle gå og besøge en anden student, Frank. De undrede sig.
Da vi havde siddet et stykke tid, var det hjemad igen igennem alle hullerne, alle vejarbejderne, der er virkelig langt.
Tak himmelske far, vi var godt hjemme, bilen var hjemme, og alt var bare så godt. Vi var godt trætte men bare så velsignede. Solveig
torsdag den 14. oktober 2010
fortsættelsen.
Så kom vi endelig afsted igen, og kørte nu til den Norske Ambasade, hvor vi havde fået lov at komme ind, selom det var efter lukketid.
mens vi ventede på Kristina, kom vi i snak med en journalist fra Norge, hun skulle arbejde her et år, og havde kun været her en uge.
Så blev det voes tur, og Kristina tjekkede at alt var kommet fra København, som hun skulle bruge, og jeg sagde at vi går ikke herfra før vi ved at hun har alt hvad hun behøver, vi skal videre, og kan ikke bruge mere tid på det. men alt var i orden, så vi kunne gå. Endelig endelig, det som kan tage 10 minutter i Danmark, havde taget4 timer.
Så var det hjemad, vi fik noget at spise, og Innocent skulle i skole kl. 3. Mens han var i skole, begyndte det at regne, tordne og lyne meget voldsomt, og jeg hørte at det var spisielt voldsom. det var skybrud, og så med store hagl, jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg fik hentet vidioen, for jeg ville optage at det haglede og græsset var hvidt af hagl, meget voldsomt. jeg troed at vandet ville strømme ind i huset, men det stoppede lig før.
Innocent kom fra skole kl. 5, og så skulle vi spise lidt. Derefter skulle vi ud til Agape 2. mens han var i skole jeg fik tøjet gået igennem jeg havde med fra Danmark, fik pakket gaver til dem alle, og gaverne fra Danmark.
Så skulle vi ud og købe mad til i store portioner, da de ikke får pengene direkte.
Vi købte 50 kg. ris, fisk, mel, bønner, søbe, olie, sukker matogi, brød, læg, tomaterosv.for 220,000 UGX, næsten et helt læs, men så har de til et stykke tid.
Det var næsten mærkt da vi kom, og de havde ingen lys, døren var låst, så vi sulle udenom med det hele, men Mama Ester og børnene var meget glade, at de fik så meget godt mad.Vi prøvede at tage billeder af det hele, men det var ikke let, og jeg ved ikke om de bliver gode. Gaverne og tøjet var vi nødt til at tage med os igen. Men vi havde en rigtig god tid sammen med børnene, lige indtil David kom hjem, og det hele var ødelagt. Men de fik lavet godt mad, og Innocent hjalp til. Mama Ester er meget syg, børnen fortalte at hun græd om natten. Jeg spurgte hvad der var i vejen, og hun fortalte at hun havde haft stærke smerter i det ene bryst i en måned, men der var ingen der tog notis af det. Hun viste os sit bryst som var opsvulmet og meget betændt. Jeg sagde til hende at hun måtte til lægen, hvilket hun også gerne ville, men det kostede mange penge, og hun trængte til hjælp.Jeg sagde at vi ville komme næste morgen, og bringe hende til hospitalet, hvilket hun var så glad for, men så kom David og ødelagde det hele.Det gjorde bare så ondt, men vi kunne intet gøre. Vi kunne nu mærke den dårlige ånd allerede var der, Joseph var på vej hjem igen.
Det var meget hårdt at måtte forlade hende der, men vi ville bede for hende, at Gud ville gribe ind og gøre et eller andet.
Så kom vi hjem, og dagen var til ende . Kl. var 22,30 og vi var godt trætte.
vi fik noget at spise og så i tæpperne , før en ny dag oprandt.
Det var en dag i Kampala, og jeg håber i kan se at det sommetider er lidt besværligt. Solveig
mens vi ventede på Kristina, kom vi i snak med en journalist fra Norge, hun skulle arbejde her et år, og havde kun været her en uge.
Så blev det voes tur, og Kristina tjekkede at alt var kommet fra København, som hun skulle bruge, og jeg sagde at vi går ikke herfra før vi ved at hun har alt hvad hun behøver, vi skal videre, og kan ikke bruge mere tid på det. men alt var i orden, så vi kunne gå. Endelig endelig, det som kan tage 10 minutter i Danmark, havde taget4 timer.
Så var det hjemad, vi fik noget at spise, og Innocent skulle i skole kl. 3. Mens han var i skole, begyndte det at regne, tordne og lyne meget voldsomt, og jeg hørte at det var spisielt voldsom. det var skybrud, og så med store hagl, jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg fik hentet vidioen, for jeg ville optage at det haglede og græsset var hvidt af hagl, meget voldsomt. jeg troed at vandet ville strømme ind i huset, men det stoppede lig før.
Innocent kom fra skole kl. 5, og så skulle vi spise lidt. Derefter skulle vi ud til Agape 2. mens han var i skole jeg fik tøjet gået igennem jeg havde med fra Danmark, fik pakket gaver til dem alle, og gaverne fra Danmark.
Så skulle vi ud og købe mad til i store portioner, da de ikke får pengene direkte.
Vi købte 50 kg. ris, fisk, mel, bønner, søbe, olie, sukker matogi, brød, læg, tomaterosv.for 220,000 UGX, næsten et helt læs, men så har de til et stykke tid.
Det var næsten mærkt da vi kom, og de havde ingen lys, døren var låst, så vi sulle udenom med det hele, men Mama Ester og børnene var meget glade, at de fik så meget godt mad.Vi prøvede at tage billeder af det hele, men det var ikke let, og jeg ved ikke om de bliver gode. Gaverne og tøjet var vi nødt til at tage med os igen. Men vi havde en rigtig god tid sammen med børnene, lige indtil David kom hjem, og det hele var ødelagt. Men de fik lavet godt mad, og Innocent hjalp til. Mama Ester er meget syg, børnen fortalte at hun græd om natten. Jeg spurgte hvad der var i vejen, og hun fortalte at hun havde haft stærke smerter i det ene bryst i en måned, men der var ingen der tog notis af det. Hun viste os sit bryst som var opsvulmet og meget betændt. Jeg sagde til hende at hun måtte til lægen, hvilket hun også gerne ville, men det kostede mange penge, og hun trængte til hjælp.Jeg sagde at vi ville komme næste morgen, og bringe hende til hospitalet, hvilket hun var så glad for, men så kom David og ødelagde det hele.Det gjorde bare så ondt, men vi kunne intet gøre. Vi kunne nu mærke den dårlige ånd allerede var der, Joseph var på vej hjem igen.
Det var meget hårdt at måtte forlade hende der, men vi ville bede for hende, at Gud ville gribe ind og gøre et eller andet.
Så kom vi hjem, og dagen var til ende . Kl. var 22,30 og vi var godt trætte.
vi fik noget at spise og så i tæpperne , før en ny dag oprandt.
Det var en dag i Kampala, og jeg håber i kan se at det sommetider er lidt besværligt. Solveig
Tirsdag d.12/10 2010
Efter en rigtig god nats søvn, kom vi på benene igen. Fik spist morgenmad, fik samlet alt sammen før vi igen skulle afsted.
Vi kørte igen til byen, og det tog så lang tid, da der var så meget trafik at det hele stod stille mange gange, så jeg tror det tog 1 1/2 time at køre 5 km, det er virkelig Afrika, og derfor må der altid være lidt luft.
Da vi så endelig kom frem til Brussel Aierlains, som skulle være det første stop, kunne vi ikke finde en pakeringsplads. De har ingen rigtige parkeringspladser, man holder i siden af vejen, og betaler for det. Her er ingenting gratis, intet.. Men i al den mylder af biler og os, kom Innocent til at stikke næsen af bilen,ind,på en ensrettet gade. Ups, og der sto 3 politifolk, og de så en" Mosonko" og de øjnede penge. De stoppede os, og diregerede os til et sted vi kunne holde. Jeg var så dum jeg troede de ville hjælpe os, men nej nej. Innocent blev ordet ud af bilen, måtte aflevere sit kørekort, og fik at vide at han var under arrest.Jeg troede ikke mine egne øre, jeg undskyldte, men vi ville bare finde et sted at sætte bilen, og skulle gå til Brussel Aierliens. Men nej, de sagde at jeg kunne gå, Innocent var under arrest. Jeg sagde til dem at jeg ikke kunne gå uden ham, jeg behøvede ham til at køre mig og hjælpe mig. Men de var total ligeglade. Det er så korrupt her, så man tror det er løgn.Jeg blev så gal, at jeg tænkte at det vist var bedst, at jeg gik lidt af vejen, men ikke mere end jeg kunne holde øje med hvad der skete med Innocent, jeg var rasende.Efter megen diskution, ville de have penge, og det hele var i orden. Så Innocent betalte dem, og vi kunne komme videre.
Selv om man er politimand, tjener de ikke så meget at de kan have et sted at bo, og føde en familie, så de er nødt til at finde en anden vej til penge.
Nå videre. Vi fik snakket med pakeringsdamen, og betaltfor at holde der.
Så afsted til Brussel Aierlains, for at booke et flyvebillet.Men den var altfor dyr herfra, da jeg vidste hvad det kostede i Danmark, og det manden mig fuldstændig ret i. Det er fordi at i Danmark, laver de en samlet pakke, det gør de ikke her.Så var gode råd dyre!!! hvad nu.Jeg måtte i kontakt med Mango Travel i København, og det skulle være idag, vi kunne ingenting uden den billet. Jeg tængte så det knagede.Efter vi havde brugt 3 timer, for at være der, hvor vi var nu, var det frygtelig at tænke på at skulle hjem efter min computer.Men Innocent sagde, han kunne tage en Bodda Bodda, det er meget hurtigere, men også meget farlig i den tætte trafik, rigtig farlig. Men vi var nødt til at løbe risikoen, så han tog afsted, og jeg blec i nærheden af Brussel Aierliens.
Efter 3 kvater, var han tilbage med computeren i god behold. Godt at Gud passer godt på os i alt dette virvar.Jeg fik tændt for conputeren, men der var stadig ingen forbindelse, ingen. Altså til ingen nytte. Jeg blev så rasende igen, her havde jeg betalt en masse penge, og jeg spurgte mig selv, TIL HVAD.Men der var intet at gøre.Så hvad nu. Jeg vidste nu at der kun var en ting at gøre, og jeg hankede op i mig selv og Innocent, og sagde. Nu går vi til den Danske Ambasade, nu må vi virkelig have hjælp, fra nogen der kan få ting til at flytte sig.Så han fulgte bare med, og forstod at nu synes jeg det var ved at være nok.
Vi gik til Ambasaden, kom ind. Fik forelagt alle mine besværligheder, og sagde jeg skal i forbindelse med Danmark, og kan ikke komme det.
Jeg kan fortælle jer, at jeg aldrig troede jeg skulle komme på en Ambasade for at få hjælp, men jeg er så glad for de findes, det er virkelig vidunderlig.
Vi kom i forbindelse med en dame, der gjorde alt for at hjæpe os, og ringede op til Danmark. men kontoret i Mango Travel var ikke åben, før om en time.Ak ak Afrika.
Så vi fik lov at venet i en dejlig venteværelse, fik noget koldt vand at drikke, og dansk omsorg, det var bare så skønt.Efter en time hun kom igen, og vi gik til hendes kontor. Hun ringede igen op, og fik forbindelse. Men jeg sad i røret et kvater og ventede på det blev min tur, men så var der forbindelse, til Torben, min flyvemand. Jeg sagde til hvad jeg havde på hjerte, og han tog affære med det samme, og sagde at om 20 minnutter vil alt være sendt til den Norske Ambasade, som vi skulle søge visa fra. Hvor var det skønt, endelig skete der noget.Vi takkede mange gange, og gik så til bilen for at køre til den Norske Ambasade.
Da vi kom til bilen, sad der bødeseddel i ruden, fordi det havde taget så lang td. Vi snakkede med pakeringsdamen, men der var ikke andet at gøre end at køre et bestemt sted hen og betale, ellers ville de tage bilen.Afrika.
Vi kørte afsted, og det var heldigvis på vejen.Da vi så kom ind for at betale, måtte vi igen vente, og da det blev vores tur, og så alle disse penge de ville have, kunne vi ikke forstå det, men måtte bare betale,Da vi så fik kviteringen, begyndte Innocent at grine helt vildt, og sagde what!!!! Da han så kviteringen, havde vi betalt alle bøder i 4 år for denne bil vi havde købt, og troede ikke vore egne øjne.Vi grinede begge to, det her var ved at blive for tosset. Og jeg sagde, at det var da heldige med at de ikke havde taget vores bil, hvad skulle vi så have gjort.
Men nu havde vi da betalt, så skulle der være en chance for at bilen er der hvor vi har pakeret den: fortsættelse følger
Vi kørte igen til byen, og det tog så lang tid, da der var så meget trafik at det hele stod stille mange gange, så jeg tror det tog 1 1/2 time at køre 5 km, det er virkelig Afrika, og derfor må der altid være lidt luft.
Da vi så endelig kom frem til Brussel Aierlains, som skulle være det første stop, kunne vi ikke finde en pakeringsplads. De har ingen rigtige parkeringspladser, man holder i siden af vejen, og betaler for det. Her er ingenting gratis, intet.. Men i al den mylder af biler og os, kom Innocent til at stikke næsen af bilen,ind,på en ensrettet gade. Ups, og der sto 3 politifolk, og de så en" Mosonko" og de øjnede penge. De stoppede os, og diregerede os til et sted vi kunne holde. Jeg var så dum jeg troede de ville hjælpe os, men nej nej. Innocent blev ordet ud af bilen, måtte aflevere sit kørekort, og fik at vide at han var under arrest.Jeg troede ikke mine egne øre, jeg undskyldte, men vi ville bare finde et sted at sætte bilen, og skulle gå til Brussel Aierliens. Men nej, de sagde at jeg kunne gå, Innocent var under arrest. Jeg sagde til dem at jeg ikke kunne gå uden ham, jeg behøvede ham til at køre mig og hjælpe mig. Men de var total ligeglade. Det er så korrupt her, så man tror det er løgn.Jeg blev så gal, at jeg tænkte at det vist var bedst, at jeg gik lidt af vejen, men ikke mere end jeg kunne holde øje med hvad der skete med Innocent, jeg var rasende.Efter megen diskution, ville de have penge, og det hele var i orden. Så Innocent betalte dem, og vi kunne komme videre.
Selv om man er politimand, tjener de ikke så meget at de kan have et sted at bo, og føde en familie, så de er nødt til at finde en anden vej til penge.
Nå videre. Vi fik snakket med pakeringsdamen, og betaltfor at holde der.
Så afsted til Brussel Aierlains, for at booke et flyvebillet.Men den var altfor dyr herfra, da jeg vidste hvad det kostede i Danmark, og det manden mig fuldstændig ret i. Det er fordi at i Danmark, laver de en samlet pakke, det gør de ikke her.Så var gode råd dyre!!! hvad nu.Jeg måtte i kontakt med Mango Travel i København, og det skulle være idag, vi kunne ingenting uden den billet. Jeg tængte så det knagede.Efter vi havde brugt 3 timer, for at være der, hvor vi var nu, var det frygtelig at tænke på at skulle hjem efter min computer.Men Innocent sagde, han kunne tage en Bodda Bodda, det er meget hurtigere, men også meget farlig i den tætte trafik, rigtig farlig. Men vi var nødt til at løbe risikoen, så han tog afsted, og jeg blec i nærheden af Brussel Aierliens.
Efter 3 kvater, var han tilbage med computeren i god behold. Godt at Gud passer godt på os i alt dette virvar.Jeg fik tændt for conputeren, men der var stadig ingen forbindelse, ingen. Altså til ingen nytte. Jeg blev så rasende igen, her havde jeg betalt en masse penge, og jeg spurgte mig selv, TIL HVAD.Men der var intet at gøre.Så hvad nu. Jeg vidste nu at der kun var en ting at gøre, og jeg hankede op i mig selv og Innocent, og sagde. Nu går vi til den Danske Ambasade, nu må vi virkelig have hjælp, fra nogen der kan få ting til at flytte sig.Så han fulgte bare med, og forstod at nu synes jeg det var ved at være nok.
Vi gik til Ambasaden, kom ind. Fik forelagt alle mine besværligheder, og sagde jeg skal i forbindelse med Danmark, og kan ikke komme det.
Jeg kan fortælle jer, at jeg aldrig troede jeg skulle komme på en Ambasade for at få hjælp, men jeg er så glad for de findes, det er virkelig vidunderlig.
Vi kom i forbindelse med en dame, der gjorde alt for at hjæpe os, og ringede op til Danmark. men kontoret i Mango Travel var ikke åben, før om en time.Ak ak Afrika.
Så vi fik lov at venet i en dejlig venteværelse, fik noget koldt vand at drikke, og dansk omsorg, det var bare så skønt.Efter en time hun kom igen, og vi gik til hendes kontor. Hun ringede igen op, og fik forbindelse. Men jeg sad i røret et kvater og ventede på det blev min tur, men så var der forbindelse, til Torben, min flyvemand. Jeg sagde til hvad jeg havde på hjerte, og han tog affære med det samme, og sagde at om 20 minnutter vil alt være sendt til den Norske Ambasade, som vi skulle søge visa fra. Hvor var det skønt, endelig skete der noget.Vi takkede mange gange, og gik så til bilen for at køre til den Norske Ambasade.
Da vi kom til bilen, sad der bødeseddel i ruden, fordi det havde taget så lang td. Vi snakkede med pakeringsdamen, men der var ikke andet at gøre end at køre et bestemt sted hen og betale, ellers ville de tage bilen.Afrika.
Vi kørte afsted, og det var heldigvis på vejen.Da vi så kom ind for at betale, måtte vi igen vente, og da det blev vores tur, og så alle disse penge de ville have, kunne vi ikke forstå det, men måtte bare betale,Da vi så fik kviteringen, begyndte Innocent at grine helt vildt, og sagde what!!!! Da han så kviteringen, havde vi betalt alle bøder i 4 år for denne bil vi havde købt, og troede ikke vore egne øjne.Vi grinede begge to, det her var ved at blive for tosset. Og jeg sagde, at det var da heldige med at de ikke havde taget vores bil, hvad skulle vi så have gjort.
Men nu havde vi da betalt, så skulle der være en chance for at bilen er der hvor vi har pakeret den: fortsættelse følger
Mandag d.11/10 2010
Så er det mandag, og jeg har lagt en program for de første dage. Det er jo Afrika, så der må være luft til ændringer, for der sker altid noget uventet, som tager vores tid af en eller anden slags. Det er ikke Danmark her.
Det første vi skulle var at besøge den norske Ambasade for igen at søge visa til Innocent.Vi havde ringet, for at være sikre på at Den danske person jeg skulle tale med var til stede.Vi fik hurtigt forbindelse til Kristina Larsen, som jeg har talt med så mange gange fra Danmark, og nu ville det blive sjovt at se personen. Hun ville være til stede hele dagen, så vi kunne bare komme, og det ville være en god ide at gøre det hurtigt, da hele Ambasaden ville være lukket i næste uge.
Så vi kom afsted, talte med Kristine Larsen, og fik en masse papier der skulle udfyldes, og så kunne vi komme igen, når vi havde alle tingene klar.Innocent måtte have 2 billeder, vi måtte booke et flybillet, tegne forsikring, og det skulle altsammen være klar før vi kunne søge visa, så der var nok at tage fat på.
Derefter kørte vi til en stor supermarked" Nakamat" hvor vi skulle have købt lidt mad til huset hos os selv, og jeg ville købe en masse smågaver til at suplere dem med jeg havde med hjemmefra, da der ikke var gaver til alle børnene, og det ville jeg have at de fik,og jeg havde jo penge med til hvad der var nødvendig.
Vi fik købt alle tingene, så jeg kunne få pakket det hele mens Innocent var i skole, og vi når han kom hjem var klar til at køre ud.
Derefter var jeg ude at få købt Internet, så jeg kunne igen komme i forbindelse med Danmark,og komme til at skrive på bloggen, tjekke email, bank o.s.v.
Derefter kørte vi hjem, da Innocent skulle i skole kl.12, så vi fik lige lidt at spise, og så gik han.
Så tog jeg fat på at gøre alle gaver klar til Agape 1, for nu måtte vi ud at se til dem igen, da jeg vidste de havde ikke mere mad, men jeg håbede at de fostod, at vi ikke vil finde os i alting, og jeg ville lade dem tænke over hvad de ville gøre hvis jeg bare gik, og lod dem alene. De trængte virkelig til en irettesættelse.Men før vi kom afsted ringede Mama Grais til Innocent, og sagde at de ikke havde mere mad. Jeg var så glad forhun ringede,da der i dette var, at hun kunne ydmyge sig til at ringe til Innocent. Det er sådan her i Afrika, at der virkelig standsforskel, og en der er lidt ældre, tage ikke imod en knægts hjælp, det er FOR ydmygende, selom jeg havde sagt at hvis der var nogle problemer, skulle de bare ringe til ham, da han var den der havde pengene. Hun har aldrig ringet, men forsøgt at gå en anden vej, hvilket jeg var så rasende over, så jeg ville lære hende at forstå, hun må følge vores vejledning, hvis hun vil have
hjælp. Derfor var jeg glad for at hun ringede.Innocent sagde til hende, hun skulle ikke være bekymret, da jeg /vi havde planlagt at komme når han kom fra skole
Da han så kom hjem, var vi klar til at køre til Agape 1. Men jeg ville ud og have købt noget mad, som de kunne få så snart vi kom. Så vi fik købt meget brød, fisk, ris, bønner, olie tomater, løg og peber. Godt jeg havde penge med til alt forefaldent, så det fik de som ekstra som en hilsen fra Danmark, og derefter 200,000 UGX som de får til en måned.Der er jo kun 3 1/2 der har sponsor der, så der er ikke penge nok, til mad og husleje, hvis ikke der var ekstra pengegaver.
Jeg havde ringet til ejeren af Agape 1, han skulle også have husleje for de næste 2 måneder, så jeg ville gerne han kunne komme mens vi var der, så jeg kunne slå 2 fluer med et smæk. Han blev så glad, men er aldrig nervøs for sine penge, han ved at jeg betaler, og det er jeg glad for. Her i Afrika, tror de ikke hinanden over en dørtærskel.
Vi kom til Agape 1. Men det var en lidt spændt stemning, da de godt var klar over jeg ikke var glad for hvad jeg havde set den første dag.Men vi kom ind, gav dem maden så de kunne spise lidt, og derefter kunne begynde at lave et rigtigt godt måltid inden de skulle i seng.
Mens de spiste, var jeg nødt til at tale meget alvorlig til dem, og fortælle at jeg ikke en gang mere vil komme og se at det lignede en svinesti, både ude og inde, og at de ikke har respekt for hvad de får. Jeg måtte også tale hårdt til mama Grais, da det er hende der er mor og har ansvaret, og hvis ikke hun kunne løfte opgaven, var vi nødt til at stoppe. Det her ville jeg ikke møde en gang til. Akkurat derfor jeg ville komme uanmeldt, for at finde sanheden. De lyttede alvorligt, og forstod at nu at det var alvorligt, det var heller ikke for tidligt
.De fik spist, og så fik de gaverne, og Shakille fik sin gave fra Ellen Margrtehe, og mama Grais fik sin fra Helle og Lene. De var meget meget glade, og åndede lettede op, ovenpå denne omgang. Men jeg gider ikke at skælde ud hver gang jeg er her, så hvis de ikke forstår denne gang, vil der blive ændringer, der skal foretages, så lad os se.
Ejeren kom, og fik sine penge, og de fik deres penge til den næste måned, og da aftensmaden var klar, og de var parat til at spise, kørte vi igen.
Da vi så kom hjem skulle vi have lavet mad, og derefter ville jeg gå på nettet, men der var overhovedet ingen forbindelse, jeg kunne intet gøre.
Vi fik udfyldt alle papirerne til Ambasaden, så det var klar til næste dag.
Det havde været en lang dag, med mange oplevelser, og jeg er stadig lidt træt efter den lange flyvetur, så det vil gøre godt med en nats søvn.
Vi hvilede, og snakkede til kl 1 om natten. Så var det tid til at finde tæpperne og komme til ro, en ny dags program venter imorgen. Solveig
Det første vi skulle var at besøge den norske Ambasade for igen at søge visa til Innocent.Vi havde ringet, for at være sikre på at Den danske person jeg skulle tale med var til stede.Vi fik hurtigt forbindelse til Kristina Larsen, som jeg har talt med så mange gange fra Danmark, og nu ville det blive sjovt at se personen. Hun ville være til stede hele dagen, så vi kunne bare komme, og det ville være en god ide at gøre det hurtigt, da hele Ambasaden ville være lukket i næste uge.
Så vi kom afsted, talte med Kristine Larsen, og fik en masse papier der skulle udfyldes, og så kunne vi komme igen, når vi havde alle tingene klar.Innocent måtte have 2 billeder, vi måtte booke et flybillet, tegne forsikring, og det skulle altsammen være klar før vi kunne søge visa, så der var nok at tage fat på.
Derefter kørte vi til en stor supermarked" Nakamat" hvor vi skulle have købt lidt mad til huset hos os selv, og jeg ville købe en masse smågaver til at suplere dem med jeg havde med hjemmefra, da der ikke var gaver til alle børnene, og det ville jeg have at de fik,og jeg havde jo penge med til hvad der var nødvendig.
Vi fik købt alle tingene, så jeg kunne få pakket det hele mens Innocent var i skole, og vi når han kom hjem var klar til at køre ud.
Derefter var jeg ude at få købt Internet, så jeg kunne igen komme i forbindelse med Danmark,og komme til at skrive på bloggen, tjekke email, bank o.s.v.
Derefter kørte vi hjem, da Innocent skulle i skole kl.12, så vi fik lige lidt at spise, og så gik han.
Så tog jeg fat på at gøre alle gaver klar til Agape 1, for nu måtte vi ud at se til dem igen, da jeg vidste de havde ikke mere mad, men jeg håbede at de fostod, at vi ikke vil finde os i alting, og jeg ville lade dem tænke over hvad de ville gøre hvis jeg bare gik, og lod dem alene. De trængte virkelig til en irettesættelse.Men før vi kom afsted ringede Mama Grais til Innocent, og sagde at de ikke havde mere mad. Jeg var så glad forhun ringede,da der i dette var, at hun kunne ydmyge sig til at ringe til Innocent. Det er sådan her i Afrika, at der virkelig standsforskel, og en der er lidt ældre, tage ikke imod en knægts hjælp, det er FOR ydmygende, selom jeg havde sagt at hvis der var nogle problemer, skulle de bare ringe til ham, da han var den der havde pengene. Hun har aldrig ringet, men forsøgt at gå en anden vej, hvilket jeg var så rasende over, så jeg ville lære hende at forstå, hun må følge vores vejledning, hvis hun vil have
hjælp. Derfor var jeg glad for at hun ringede.Innocent sagde til hende, hun skulle ikke være bekymret, da jeg /vi havde planlagt at komme når han kom fra skole
Da han så kom hjem, var vi klar til at køre til Agape 1. Men jeg ville ud og have købt noget mad, som de kunne få så snart vi kom. Så vi fik købt meget brød, fisk, ris, bønner, olie tomater, løg og peber. Godt jeg havde penge med til alt forefaldent, så det fik de som ekstra som en hilsen fra Danmark, og derefter 200,000 UGX som de får til en måned.Der er jo kun 3 1/2 der har sponsor der, så der er ikke penge nok, til mad og husleje, hvis ikke der var ekstra pengegaver.
Jeg havde ringet til ejeren af Agape 1, han skulle også have husleje for de næste 2 måneder, så jeg ville gerne han kunne komme mens vi var der, så jeg kunne slå 2 fluer med et smæk. Han blev så glad, men er aldrig nervøs for sine penge, han ved at jeg betaler, og det er jeg glad for. Her i Afrika, tror de ikke hinanden over en dørtærskel.
Vi kom til Agape 1. Men det var en lidt spændt stemning, da de godt var klar over jeg ikke var glad for hvad jeg havde set den første dag.Men vi kom ind, gav dem maden så de kunne spise lidt, og derefter kunne begynde at lave et rigtigt godt måltid inden de skulle i seng.
Mens de spiste, var jeg nødt til at tale meget alvorlig til dem, og fortælle at jeg ikke en gang mere vil komme og se at det lignede en svinesti, både ude og inde, og at de ikke har respekt for hvad de får. Jeg måtte også tale hårdt til mama Grais, da det er hende der er mor og har ansvaret, og hvis ikke hun kunne løfte opgaven, var vi nødt til at stoppe. Det her ville jeg ikke møde en gang til. Akkurat derfor jeg ville komme uanmeldt, for at finde sanheden. De lyttede alvorligt, og forstod at nu at det var alvorligt, det var heller ikke for tidligt
.De fik spist, og så fik de gaverne, og Shakille fik sin gave fra Ellen Margrtehe, og mama Grais fik sin fra Helle og Lene. De var meget meget glade, og åndede lettede op, ovenpå denne omgang. Men jeg gider ikke at skælde ud hver gang jeg er her, så hvis de ikke forstår denne gang, vil der blive ændringer, der skal foretages, så lad os se.
Ejeren kom, og fik sine penge, og de fik deres penge til den næste måned, og da aftensmaden var klar, og de var parat til at spise, kørte vi igen.
Da vi så kom hjem skulle vi have lavet mad, og derefter ville jeg gå på nettet, men der var overhovedet ingen forbindelse, jeg kunne intet gøre.
Vi fik udfyldt alle papirerne til Ambasaden, så det var klar til næste dag.
Det havde været en lang dag, med mange oplevelser, og jeg er stadig lidt træt efter den lange flyvetur, så det vil gøre godt med en nats søvn.
Vi hvilede, og snakkede til kl 1 om natten. Så var det tid til at finde tæpperne og komme til ro, en ny dags program venter imorgen. Solveig
tirsdag den 12. oktober 2010
Søndag
Det er søndag, og vi vil i kirke. Det er godt vejr, men ikke så varmt som det plejer at være, men rigtig behagelig.
Vi var til en dejlig Gudstjeneste, og alle børnene fra Agape 2 kom, og da de så os, kom de alle løbende hen imod os, og vi fik knuser i stor stil. De har det så godt, er glade og frie, nu Joseph ikke er hjemme, så det er så dejligt.
Jeg er ude at hæve penge hver dag fra automaten, og det fungere bare rigtig godt, men har endnu ikke internet, så jeg kan se hvad det koster.Men der skal jo deles mange penge ud alle vegne, og da jeg kun kan hæve 1500 kr. hver gang, så må det gøres hver dag her i starten, men dejligt det fungere.
Efter gudstjenesten gik vi hjem, jeg ville hvile lidt, var stadig så træt efter den lange tur, og hovedet kører på højtryk, så alt kan blive betalt det rigtige sted, til den rigtige tid.Alle gaver skal fordeles, og der skal købes flere, så alle børnene får en gave, men det er jo så dejligt at der er pengegaver med , så vi kan tilgode alle børnene, så ingen føler sig glemt, men elsket.
Da det var ved at være aften, bestemte vi at vi ville ud at spise, og på vejen ville jeg gerne forbi det hus som Innocent har set, til et evt. børnehjem mere.
Det var virkelig et dejlig hus, men også meget dyrt. Der var ingen mennesker, så vi bare kikkede. Vi så også en mere, men der var ingen vi kunne tale med.
Så var vi på en af vore yngling resturanter at spise. Det er bare så dejligt, hvor jeg kommer , kender de mig nu. Alle steder kommer de og siger velkommen tilbage, de har altså opseveret at jeg har været væk. Jeg synes det er lidt pudsigt.
Så skal vi ikke mere idag, kun planlægge hvad vi skal imorgen, og der er nok at tage fat på.
En kærlig hilsen til jer alle derhjemme der følger vores arbejde med disse dejlige børn og unge.
Frank, min dreng har ringet flere gange, han har mærket at jeg er i Uganda igen, selom jeg ikke har sagt noget. Der var kun Innocent der vidste jeg kom, sådan ville jeg have det, jeg ville komme uanmeldt.Så jeg glæder mig til at komme ned at besøge Frank, på hans skole, og se hvordan det går ham, om han bliver en dygtig murer.
Vi var til en dejlig Gudstjeneste, og alle børnene fra Agape 2 kom, og da de så os, kom de alle løbende hen imod os, og vi fik knuser i stor stil. De har det så godt, er glade og frie, nu Joseph ikke er hjemme, så det er så dejligt.
Jeg er ude at hæve penge hver dag fra automaten, og det fungere bare rigtig godt, men har endnu ikke internet, så jeg kan se hvad det koster.Men der skal jo deles mange penge ud alle vegne, og da jeg kun kan hæve 1500 kr. hver gang, så må det gøres hver dag her i starten, men dejligt det fungere.
Efter gudstjenesten gik vi hjem, jeg ville hvile lidt, var stadig så træt efter den lange tur, og hovedet kører på højtryk, så alt kan blive betalt det rigtige sted, til den rigtige tid.Alle gaver skal fordeles, og der skal købes flere, så alle børnene får en gave, men det er jo så dejligt at der er pengegaver med , så vi kan tilgode alle børnene, så ingen føler sig glemt, men elsket.
Da det var ved at være aften, bestemte vi at vi ville ud at spise, og på vejen ville jeg gerne forbi det hus som Innocent har set, til et evt. børnehjem mere.
Det var virkelig et dejlig hus, men også meget dyrt. Der var ingen mennesker, så vi bare kikkede. Vi så også en mere, men der var ingen vi kunne tale med.
Så var vi på en af vore yngling resturanter at spise. Det er bare så dejligt, hvor jeg kommer , kender de mig nu. Alle steder kommer de og siger velkommen tilbage, de har altså opseveret at jeg har været væk. Jeg synes det er lidt pudsigt.
Så skal vi ikke mere idag, kun planlægge hvad vi skal imorgen, og der er nok at tage fat på.
En kærlig hilsen til jer alle derhjemme der følger vores arbejde med disse dejlige børn og unge.
Frank, min dreng har ringet flere gange, han har mærket at jeg er i Uganda igen, selom jeg ikke har sagt noget. Der var kun Innocent der vidste jeg kom, sådan ville jeg have det, jeg ville komme uanmeldt.Så jeg glæder mig til at komme ned at besøge Frank, på hans skole, og se hvordan det går ham, om han bliver en dygtig murer.
mandag den 11. oktober 2010
Første dag.
Efter en god nats søvn, var det op og begynde arbejdet som jeg er her for.Vi spiste morgenmad, og så skulle vi afsted.Det første der altid skal ske er at jeg skal have hævet penge. Så ville jeg besøge begge børnehjem, og det uanmeldt, for jeg ville se hvordan det ser ud når jeg ikke er der.
Det første børnehjem var Agape 1. Vi fik købt lidt mad til dem, du kommer ikke tomhændet.
Det var en lidt trist syn der mødte mig, det lignede en svinesti, både ude og inde.
der var nogle børn hjemme, men ikke mama Grais, men til gengæld var der en masse børn, en hune og nogle syge katte.
Jeg havde advaret Innocent om at han ikke skulle blive bange, for jeg ville måske reagere meget hårdt, vende om og gå igen.Jeg havde det på fornemmenlsen, da der er meget Afrikaner skal lære.Jeg var ked af at se som det så ud.
Innocent ringede efter Mamma Grais, og hun sagde at hun ville komme. Så da vi havde ventet et kvater-tyve minutter, sagde jeg at nu går vi igen.Da vi så var på vejen til bilen, kom vi imod Grais, der kom slentrende i ro og mag. Jeg stoppe op, sagde at jeg ikke var glad for hvad jeg havde set. De var selfølgelig overrasket over at se mig, uden de vidste at jeg ville komme, men det var også hensigten. Vi snakkede ganske kort, og hun kunne forstå at jeg var gal.
Derefter var det igen hen at købe mad, og denne gang til Agape 2, og jeg var glad for at Joseph ikke var hjemme. Også der var jeg spændt på at se hvordan det ser ud, når man kommer uandmeldt.Men der er altid Mamma Ester og David tilstede, så det var jeg ikke så bange for. Jeg havde planlagt at at optage besøget der på vidio, så det kan både ses og høres når jeg møder der.
Det var akkurat helt anderledes. De var alle hjemme, og kom stormende ud, med mamma Ester i spidsen, og hujede og råbte af glæde.Der var ro og orden, og hvor var de glade
Det første børnehjem var Agape 1. Vi fik købt lidt mad til dem, du kommer ikke tomhændet.
Det var en lidt trist syn der mødte mig, det lignede en svinesti, både ude og inde.
der var nogle børn hjemme, men ikke mama Grais, men til gengæld var der en masse børn, en hune og nogle syge katte.
Jeg havde advaret Innocent om at han ikke skulle blive bange, for jeg ville måske reagere meget hårdt, vende om og gå igen.Jeg havde det på fornemmenlsen, da der er meget Afrikaner skal lære.Jeg var ked af at se som det så ud.
Innocent ringede efter Mamma Grais, og hun sagde at hun ville komme. Så da vi havde ventet et kvater-tyve minutter, sagde jeg at nu går vi igen.Da vi så var på vejen til bilen, kom vi imod Grais, der kom slentrende i ro og mag. Jeg stoppe op, sagde at jeg ikke var glad for hvad jeg havde set. De var selfølgelig overrasket over at se mig, uden de vidste at jeg ville komme, men det var også hensigten. Vi snakkede ganske kort, og hun kunne forstå at jeg var gal.
Derefter var det igen hen at købe mad, og denne gang til Agape 2, og jeg var glad for at Joseph ikke var hjemme. Også der var jeg spændt på at se hvordan det ser ud, når man kommer uandmeldt.Men der er altid Mamma Ester og David tilstede, så det var jeg ikke så bange for. Jeg havde planlagt at at optage besøget der på vidio, så det kan både ses og høres når jeg møder der.
Det var akkurat helt anderledes. De var alle hjemme, og kom stormende ud, med mamma Ester i spidsen, og hujede og råbte af glæde.Der var ro og orden, og hvor var de glade
Så oprandt dagen
Endelig blev det den 8/10, og tiden for afrejsen.
Det var bestemt at vi skulle køre kl. 2 nat. Lisbeth insisterede på at ville køre mig til Billund. Det var bare så dejlig, og vild luksus.
Vi kom afsted, og det var rigtig godt vejr, og alting gik bare så godt, og vi var i Billund godt 4. Så var det tid til kaffe, som jeg havde med hjemmefra, da Lisbeth jo skulle retur med det samme, og skulle hjem og holde børnefødselsdag for Clara. Det var skønt at være i god tid, for flyet venter jo ikke på en.
Så kørte Lisbeth hjemad, og tiden var kommet til at tjekke ind, med alt mit bagage. Der var ikke for lidt i mine kufferter, da de var spækket til bristepunktet af gaver og tøj til børnene. Men det gik også denne gang. om end lidt modvilligt.
Jeg havde en vidunderlig flyvetur, og nød i fulde drag, igen at være på vej til Uganda.
Da vi skulle tjekke ind i Brussel, kom jeg til at stå ved siden af en dame, der også havde dansk pas. Jeg holdte mit pas hen til hendes, og vi grinede, og forstod at vi kunne snakke dansk sammen, og det blev indgangen til en hel ny forbindelse. Hun var på vej til Kampala for første gang, for at besøge hendes mand, som arbejder her for Danida. Vi bestemte at vi havde god til at få noget snakket, da vi skulle flyve i 8 timer.Vi så vores sædenr. og forstod at ville skulle sidde kun 4 sæder fra hinanden.
Men jeg skulle først hvile, og samle mine tanker om alt det jeg skulle huske, og lægge en slagplan, det gør jeg altid i flyveren, da der er så god tid.
men vi fik snakket, og hun var så intereseret i det vi lave, så hun fik en brocure, og jeg hendes tlf. da hun meget gerne ville besøge mig/os, da hun også skal bo i Kampala.
Det blev en vidunderlig møde, og vi snakkede så godt sammen, og fulgtes helt igennem lufthavnen med visaansøgning, og bagageudlevering, og helt ud hvor vi havde mødt dem der skulle hente os. Innocent var på pletten, og hvor var det dejligt at se ham igen, han er bare sådan en god og stabil ung mand. Anne Maries mand var det lidt sværere at finde, så hun måtte ringe til ham, og vi ventede til han kom, og at hun var i de bedste hænder. Det var virkelig en oplevelse, og ingen ved hvad det bliver til.
Innocent var bare så glad for at se mig igen, og der blev snakket hele vejen til Kampala. Så kl. 1/2 11 var vi i huset, som virkelig var gjort rent og pyntet op til en "Præsidents komme", uha hvor de havde gjort klar med alting. Der var så skinnende rent, at der ikke kunne ses at der boede mennesker i huset, men det er Innocent, og også Susan. Vi fik en kop te, og så var det med at fine tæpperne, og komme til hvile, efter en vidunderlig dag, med masser af oplevelser.Guds godhed kender ingen grænser. Solveig
Det var bestemt at vi skulle køre kl. 2 nat. Lisbeth insisterede på at ville køre mig til Billund. Det var bare så dejlig, og vild luksus.
Vi kom afsted, og det var rigtig godt vejr, og alting gik bare så godt, og vi var i Billund godt 4. Så var det tid til kaffe, som jeg havde med hjemmefra, da Lisbeth jo skulle retur med det samme, og skulle hjem og holde børnefødselsdag for Clara. Det var skønt at være i god tid, for flyet venter jo ikke på en.
Så kørte Lisbeth hjemad, og tiden var kommet til at tjekke ind, med alt mit bagage. Der var ikke for lidt i mine kufferter, da de var spækket til bristepunktet af gaver og tøj til børnene. Men det gik også denne gang. om end lidt modvilligt.
Jeg havde en vidunderlig flyvetur, og nød i fulde drag, igen at være på vej til Uganda.
Da vi skulle tjekke ind i Brussel, kom jeg til at stå ved siden af en dame, der også havde dansk pas. Jeg holdte mit pas hen til hendes, og vi grinede, og forstod at vi kunne snakke dansk sammen, og det blev indgangen til en hel ny forbindelse. Hun var på vej til Kampala for første gang, for at besøge hendes mand, som arbejder her for Danida. Vi bestemte at vi havde god til at få noget snakket, da vi skulle flyve i 8 timer.Vi så vores sædenr. og forstod at ville skulle sidde kun 4 sæder fra hinanden.
Men jeg skulle først hvile, og samle mine tanker om alt det jeg skulle huske, og lægge en slagplan, det gør jeg altid i flyveren, da der er så god tid.
men vi fik snakket, og hun var så intereseret i det vi lave, så hun fik en brocure, og jeg hendes tlf. da hun meget gerne ville besøge mig/os, da hun også skal bo i Kampala.
Det blev en vidunderlig møde, og vi snakkede så godt sammen, og fulgtes helt igennem lufthavnen med visaansøgning, og bagageudlevering, og helt ud hvor vi havde mødt dem der skulle hente os. Innocent var på pletten, og hvor var det dejligt at se ham igen, han er bare sådan en god og stabil ung mand. Anne Maries mand var det lidt sværere at finde, så hun måtte ringe til ham, og vi ventede til han kom, og at hun var i de bedste hænder. Det var virkelig en oplevelse, og ingen ved hvad det bliver til.
Innocent var bare så glad for at se mig igen, og der blev snakket hele vejen til Kampala. Så kl. 1/2 11 var vi i huset, som virkelig var gjort rent og pyntet op til en "Præsidents komme", uha hvor de havde gjort klar med alting. Der var så skinnende rent, at der ikke kunne ses at der boede mennesker i huset, men det er Innocent, og også Susan. Vi fik en kop te, og så var det med at fine tæpperne, og komme til hvile, efter en vidunderlig dag, med masser af oplevelser.Guds godhed kender ingen grænser. Solveig
torsdag den 7. oktober 2010
Præsidenten kommer
Så er der ved at være klar til afgang. Har lige ringet til Innocent, for at tjekke, at han henter mig i lufthavnen i morgen.Hvilken glæde jeg bliver mødt med, hver gang jeg ringer til ham. han fortalte at Susan( hende jeg har lejet Agape Basen af)hun er ligesom en søster for mig. De to havde gjort rent og pyntet op, som var det præsidenten der kom på besøg. Susan havde gjort mit soveværelse i stand, som var det til en pæsident. Jeg bliver så glad,tænk hvilken kærlighed og glæde de møder mig med, en gammel kone ude fra 17 kartoffelrække. Jeg sagde til Innocent, jamen det er bare mig, og han grinede og sagde, men du er vores general, og vi elsker dig og at du kommer, så ingenting kan være for godt.
Det er lige akkurat den glæde og hengivenhed jeg elsker så meget i Afrika, du møder den overalt.
Klokken er nu 22,15 d.7/10 og om 3 timer kommer Lisbeth og kører mig til Billund.
Ja hviken kærlighed, hun insisterede, at ville køre mig til Billund og hente mig igen. Det var også hende der hentede mig da jeg kom hjem d. 20/4-2010, og Anne Grethe havde huset klar, og købt mad og puttet i køleskabet, så der var noget at begynde med igen, efter 3 mdr. i Uganda. Hvor er det vidunderligt at have sådanne dejlige børn Jeg synes det er så ufattelig stort, det er en lang tur til Billund, og så bare lige retur. Jeg elsker det , jeg vil nyde det, det er ren luksus, og jeg er bare dybt taknemlig, TÆNK at blive leveret. Guds godhed kender ingen grænser. Tak kære Jesus. Solveig
Det er lige akkurat den glæde og hengivenhed jeg elsker så meget i Afrika, du møder den overalt.
Klokken er nu 22,15 d.7/10 og om 3 timer kommer Lisbeth og kører mig til Billund.
Ja hviken kærlighed, hun insisterede, at ville køre mig til Billund og hente mig igen. Det var også hende der hentede mig da jeg kom hjem d. 20/4-2010, og Anne Grethe havde huset klar, og købt mad og puttet i køleskabet, så der var noget at begynde med igen, efter 3 mdr. i Uganda. Hvor er det vidunderligt at have sådanne dejlige børn Jeg synes det er så ufattelig stort, det er en lang tur til Billund, og så bare lige retur. Jeg elsker det , jeg vil nyde det, det er ren luksus, og jeg er bare dybt taknemlig, TÆNK at blive leveret. Guds godhed kender ingen grænser. Tak kære Jesus. Solveig
Vi har også lige på det sidste fået 2 nye sponsorater. En skolesponsorat, til en lille pige som bor ved en alenemor, sammen med 7 andre, og de har alle 8 4 kr. om dagen at leve for, da hendes mor er så heldig at have lidt rengøringsarbejde. men 4 kr. kommer du jo ikke langt, heller ikke i Afrika. Og skole bliver der slet ikke til, så der blev stor stor glæde da de fik at vide at Ebenezer havde fået en sponsor, og kan komme i skole.
Den anden er en ung alene mor på 25 år, som har en lille dreng på 2 1/2 år. Hun havde ingen sted at bo, ingen mad at spise og kunne ikke finde arbejde, så hendes situation var virkelig frygtelig.Så fik hun en sponsor, og det var i sidste øjeblik, der ville ikke være gået lang tid før hun var død.
Da jeg ringede til Innocent og fortalte at hun havde fået en sponsor, blev han meget bevæget, da han havde set hende den dag nede ved kirken, hvor hun gik og græd, og så så sølle ud. han kunne se hun ikke havde fået noget at spise i mange dage, men han havde ikke penge nok til at hjælpe hende med et måltid mad, men det gjorde ham så ondt.Han spurgte om han måtte fortælle hende det dagen efter, da han vidste hvilken håb og glæde det ville bringe, og det måtte har gerne.
Jeg har så hørt hvordan budskabet blev modtaget, da han fortalte at hun nu havde fået en sponsor i Danmark. Hun knælede ned lige midt på vejen, og græd så højlydt af glæde, og hun var totalt ligeglad med at der var mange mennesker omkring hende, og så strakte hun sine arme og hænder i vejret, og takkede og priste Gud, der havde hørt hendes bøn, og set til hendes elendighed. Nu fik hun chancen til at overleve, hvilken mirakel. Det er så vidunderligt at bringe håb ind i en total håbløs verden, det kan ikke beskrives med ord, det er for stort.Så nu skal jeg ned med pengene og se hvad vi gør for hende, for at hjælpe hende fremad. Tænk at få lov at være glædesbudbringer, jeg elsker det. Solveig
Den anden er en ung alene mor på 25 år, som har en lille dreng på 2 1/2 år. Hun havde ingen sted at bo, ingen mad at spise og kunne ikke finde arbejde, så hendes situation var virkelig frygtelig.Så fik hun en sponsor, og det var i sidste øjeblik, der ville ikke være gået lang tid før hun var død.
Da jeg ringede til Innocent og fortalte at hun havde fået en sponsor, blev han meget bevæget, da han havde set hende den dag nede ved kirken, hvor hun gik og græd, og så så sølle ud. han kunne se hun ikke havde fået noget at spise i mange dage, men han havde ikke penge nok til at hjælpe hende med et måltid mad, men det gjorde ham så ondt.Han spurgte om han måtte fortælle hende det dagen efter, da han vidste hvilken håb og glæde det ville bringe, og det måtte har gerne.
Jeg har så hørt hvordan budskabet blev modtaget, da han fortalte at hun nu havde fået en sponsor i Danmark. Hun knælede ned lige midt på vejen, og græd så højlydt af glæde, og hun var totalt ligeglad med at der var mange mennesker omkring hende, og så strakte hun sine arme og hænder i vejret, og takkede og priste Gud, der havde hørt hendes bøn, og set til hendes elendighed. Nu fik hun chancen til at overleve, hvilken mirakel. Det er så vidunderligt at bringe håb ind i en total håbløs verden, det kan ikke beskrives med ord, det er for stort.Så nu skal jeg ned med pengene og se hvad vi gør for hende, for at hjælpe hende fremad. Tænk at få lov at være glædesbudbringer, jeg elsker det. Solveig
Gaver, gaver og gaver
Så er det ved at være tid til at jeg skal afsted igen, og jeg har da sjældent set så mange komme med penge, gaver til børnene, tøj sko, legetøj og jeg ved ikke hvad.
Jeg har sommetider syntes at det har været så utroligt hvor mange der er kommet forbi, og jeg glæder mig højlydt hver gang, da jeg ved hvor megen glæde og håb det vil bringe, til disse små fattige børn. Hvor bliver jeg også glad over at se den giversind der lægges for dagen, og det af egen fri vilje, da jeg ikke vil ud at gå tiggegang. jeg har sagt til Jesus at arbejdet er hans, det er hans kald og værk, og så må han også sørge for midlerne, og det har han sandelig også gjort.
Der er ikke komme helt penge nok ind til at starte et børnehjem mere, men det bliver når han vil, og ikke når vi vil. Men der er ingen der ved hvad der vil ske når jeg kommer til Uganda igen, der kan stadig ske mirakler.
Jeg har ihvertfald kufferterne fulde af tøj, sko, gaver, legetøj, og jeg ved ikke hvad, og det til både børn, unge og begge mammaer, det er helt vidunderligt.
Nu bliver jeg spændt på hvad de siger i Billund, for der er overlæs, selv om jeg har pillet meget af, men jeg skal jo også lige have en lille smule med. Så nu må vi se. Solveig
Jeg har sommetider syntes at det har været så utroligt hvor mange der er kommet forbi, og jeg glæder mig højlydt hver gang, da jeg ved hvor megen glæde og håb det vil bringe, til disse små fattige børn. Hvor bliver jeg også glad over at se den giversind der lægges for dagen, og det af egen fri vilje, da jeg ikke vil ud at gå tiggegang. jeg har sagt til Jesus at arbejdet er hans, det er hans kald og værk, og så må han også sørge for midlerne, og det har han sandelig også gjort.
Der er ikke komme helt penge nok ind til at starte et børnehjem mere, men det bliver når han vil, og ikke når vi vil. Men der er ingen der ved hvad der vil ske når jeg kommer til Uganda igen, der kan stadig ske mirakler.
Jeg har ihvertfald kufferterne fulde af tøj, sko, gaver, legetøj, og jeg ved ikke hvad, og det til både børn, unge og begge mammaer, det er helt vidunderligt.
Nu bliver jeg spændt på hvad de siger i Billund, for der er overlæs, selv om jeg har pillet meget af, men jeg skal jo også lige have en lille smule med. Så nu må vi se. Solveig
Siden sidst.
Vi har nu en bestyrelse der brænder for sagen i Agape Child care. Alle tager fat med fuld kraft, og hvor er det skønt, da vi skulle begynde helt forfra. Anne Grethe har fået lavet en rigtig flot hjemmeside, som hun stadig fylder på med fuld kraft. Helle har fået gjort den nye pjese færdig, og vi har fået dem trykt. Annette har fået lavet medlemskort, og jeg har fået lavet mit kort, og prøver at holde sammen på det hele. Lene har meldt sig til kursus i Fondraising, så det er virkelig en flok der går på med krum hals, og hvor jeg nyder ikke at være alene om arbejdet. Helle har lavet nogle flotte plakater, som nu er hængt op mange steder, Anne Grethe har fået lavet nogle flotte plakater til at stille ud til vejen, samt lavet en flot udspil til en streamer til at sætte på bilen, det drejer sig om markedsføring, markedsføring og markedsføring.
Vi er blevet medlem af Radio Limfjord, for vi vil holde informationsmøder rundt omkring, og samtidig komme længere ud, for at blive kendt.
Vi har holdt den første informationsaften, her hos mig, og der kom en, men vi havde en rigtig dejlig aften, og hende der kom er i sanhed en ambasadør for arbejdet.
Så det breder sig som ringe i vandet, og hvor det glæder mig, da jeg ved at der er så hårdt brug for hjælp derned i Uganda. Solveig
Vi er blevet medlem af Radio Limfjord, for vi vil holde informationsmøder rundt omkring, og samtidig komme længere ud, for at blive kendt.
Vi har holdt den første informationsaften, her hos mig, og der kom en, men vi havde en rigtig dejlig aften, og hende der kom er i sanhed en ambasadør for arbejdet.
Så det breder sig som ringe i vandet, og hvor det glæder mig, da jeg ved at der er så hårdt brug for hjælp derned i Uganda. Solveig
Abonner på:
Opslag (Atom)
