12/902010
Jeg var i kirke som sædvanlig.Vi havde en skøn Gudstjeneste med en fra Mixiko. Men det største var da der var en der kom, og kaldte mig til side, og sagde at han ville også give nogle penge til Agape Child Care, for det var sådant et godt arbejde jeg gjorde. Jeg blev så glad, og igen fra en side , jeg slet ikke havde regnet med.
Igår blev jeg ringet op af en dame, som havde givet 5000 kr, og hun fortalte at hendes svigerinde også ville give nogle penge.
Jeg blev så glad, jeg kender overhovedet ikke den dame,men hun har læst artiklen der var i Thisted dagblad, da jeg kom hjem sidste gang. Tænk så er hun blevet så optaget af det, at hun selv gav 5000 kr. og samtidig blev en Ambasadør for vort arbejde.
Andre har givet 5000kr, og samtidig sagt at de ville have den første pige på børnehjemmet, og være sponsor for hende.
Fredag aften, jeg var til møde, var der en mere der vil være sponsor, og helt totalt uventet, fik jeg en gave med hjem til børnehjemmet på 1010 kr. Jeg bliver lige velsignet hver gang, og forundret over at se Guds omsorg og trofasthed.Han svigter ikke, aldrig aldrig aldrig. MVH Solveig
søndag den 12. september 2010
Lilian fundet efter 4 måneder
D. 22/8 2010
Det var dagen jeg var i Apostolisk Kirke for at fortælle om vores arbejde. En dejlig dag, hvor det var meningen at Innocent skulle have været med, men han fik jo ikke lov til at komme til Danmark.
Men den dag skete der noget mærkeligt, i Kampala.
Jeg har lige siden mødet med Lilian, haft den brand i mit hjerte, og jeg var sikker på at det var Guds måde at kalde til næste projekt på. Dette møde med Lilian var ikke "tilfældig", det var ikke arangeret, det var Gud der var på færde. Og den episode gjorde at jeg ikke vidste om hun var rigtig, eller det var en engel.
Det var den sidste søndag jeg var i kirke, og så skulle jeg rejse hjem. Men den brand dette bevirkede er der stadig, og jeg har lige siden sagt, at når jeg kom til Uganda igen, så ville det være for at starte endnu et børnehjem, og det for forældreløsepiger fra 10 til 14-15 år, der er i stor fare for at blive misbrugt.Jeg glemmer aldrig dette møde.
Jeg har spurgt Innocent om han havde skulle have set hende, vel vidende at han aldrig har set hende.Jeg har bedt ham holde øje efter hende, vel vidende at det var total umuligt, at finde et barn imellem 6-7000 mennesker, og oven i købet en du ikke vidste hvordan så ud, en håbløs opgave. Men der var denne brand, og jeg var sikker på at der var en himmelsk mening med den brand i mit hjerte. Jeg kender til, at hvis mennesker virkelig er i nød, og beder til den levende Gud, så hører han, og han skyer intet for at komme det menneske i møde, og han oppererer i hele verden. Hvis der ingen er der vil høre, når han byder, kan han kalde mennesker fra hele kloden til at komme den bedende til undsætning. Og jeg havde på fornemmelsen, at sådan en pige var Lilian, hun havde fortalt mig, at Jesus var hendes eneste håb, derfor kom hun i kirken hver søndag, for at vente på sit mirakel.
Det er denne mirakel, jeg er blevet en del af, sammen med i andre der har givet penge, til endnu et børnehjem.
Så skete det første mirakel. Lilian blev fundet.
Innocent var i kirke som sædvanligt. Han sidder tit udenfor, hvor du også kan følge med i alt, og høre prædiken. Den dag rørte Guds ved hans hjerte, og talte til ham: Ser du denne lille pige der går der ude i perferien og græd, og var så trøsteløs, beskidt og sølle.Han blev meget overrasket, men lyttede: Du skal gå ud og spørge om hendes navn, og hvor gammel hun var.( Jeg tror Innocent næsten havde glemt alt om pigen, men det havde Gud ikke, han så hende)Der var gået 4 måneder, med mange andre ting. Men Innocent vidste at det var Gud der talte, så han rejste sig og gik hen til hende, og spurgte hende om han måtte stille hende et spørgsmål.Hun løftede blikket, og kikkede forundret på ham, hun kendet ham jo overhovedet ikke, men hun sagde ja.Så spurgte Innocent hende, hvad hedder du: Lilian, svarede hun. Så spurgte han videre, hvor gammel er du, og hun svarede,11 år. Så var han klar over at det var den pige jeg havde mødt, for det var akurat det vi vidste om hende.
Det kan nok være at Innocent blev overrasket, men vidste at dette her, ikke var tilfældig, men den levende Gud, der hører bøn.
Han spurgte hende, om hun kunne huske at hun havde snakket med en "mosongo" et hvidt menneske, i Mirakelcentret, og det kunne hun. Og det kan nok være at hun blev overrasket over at høre, at jeg søgte efter hende.Hun var alene, har ingen forældre, og har ikke haft i 3 år, så tumler bare omkring. Han spurgte hende hvorfor hun var ked af det, hvortil hun svarede at hun var så sulten, hun var alene, og alt var håbløs. Hun kunne ikke se nogen udvej.Men det er lige akurat her, den levende Gud er på spil, alle disse ting, er ikke tilfældig, men tilrettelagt, for at komme mennesker til hjælp, og for at hans underfulde navn må blive herliggjort.
Innocent fik hende givet noget at spise, og fortalte hende at jeg søgte hende, og hun fik håb i sine øjne, mon Gud alligevel havde hørt hendes bøn om hjælp.Hun fik nogle penge med, så hun kunne købe lidt mad, men ellers skulle de mødes igen næste søndag, samme sted, og så ville han have besked fra mig.
Så nu kommer hun hver søndag og får lidt penge, så hun har til mad. Jeg har sendt nogle ned, så Innocent har noget at give af.
Jeg ved at dette er noget helt særlig, og når jeg ser på de penge der indtil nu er kommet ind, og med de andre børn der har mistet deres sponsor, så ser det håbløs ud, men branden er der stadig, og jeg ved at når Gud bliver ved at holde dette varmt, er det fordi han vil noget. I dag er der 3 uger til at jeg skal afsted, og vi har fået knap 13,000, og skal bruge ca.40,000 kr. men jeg har også set at mennesker jeg slet ikke kendte, er kommet og givet 5000 kr,som jeg takker så utroligt meget for. Jeg ved også at pengene altid kommer i sidste øjeblik, så jeg gør mig klar.
Jeg har sagt til Jesus, at det er hans tjeneste jeg står i,han har kaldet mig til dette, og så må han også sørge for midlerne. Jeg vil ikke ud at gå tiggegang, men lever i tro. Og det jeg har set indtil nu, så er pengene kommet fra sider, jeg aldrig ville have troet, og det fylder mig med stor stor glæde og taknemlighed, Gud er trofast.
Hvor er jeg spændt på hvad der kommer til at ske når jeg igen drager til Afrika d. 7 okt. 2010. Men jeg går i Guds forudberedte gerninger, og skal intet frygte, fantastisk at leve med den levende og almægtige Gud, som har hele jorden i sin hånd. Det er et utroligt spændende liv, et liv i Mirakler, et liv med den levende Guds kærlighed og omsorg hver eneste dag.
Med venlig hilsen Solveig
Det var dagen jeg var i Apostolisk Kirke for at fortælle om vores arbejde. En dejlig dag, hvor det var meningen at Innocent skulle have været med, men han fik jo ikke lov til at komme til Danmark.
Men den dag skete der noget mærkeligt, i Kampala.
Jeg har lige siden mødet med Lilian, haft den brand i mit hjerte, og jeg var sikker på at det var Guds måde at kalde til næste projekt på. Dette møde med Lilian var ikke "tilfældig", det var ikke arangeret, det var Gud der var på færde. Og den episode gjorde at jeg ikke vidste om hun var rigtig, eller det var en engel.
Det var den sidste søndag jeg var i kirke, og så skulle jeg rejse hjem. Men den brand dette bevirkede er der stadig, og jeg har lige siden sagt, at når jeg kom til Uganda igen, så ville det være for at starte endnu et børnehjem, og det for forældreløsepiger fra 10 til 14-15 år, der er i stor fare for at blive misbrugt.Jeg glemmer aldrig dette møde.
Jeg har spurgt Innocent om han havde skulle have set hende, vel vidende at han aldrig har set hende.Jeg har bedt ham holde øje efter hende, vel vidende at det var total umuligt, at finde et barn imellem 6-7000 mennesker, og oven i købet en du ikke vidste hvordan så ud, en håbløs opgave. Men der var denne brand, og jeg var sikker på at der var en himmelsk mening med den brand i mit hjerte. Jeg kender til, at hvis mennesker virkelig er i nød, og beder til den levende Gud, så hører han, og han skyer intet for at komme det menneske i møde, og han oppererer i hele verden. Hvis der ingen er der vil høre, når han byder, kan han kalde mennesker fra hele kloden til at komme den bedende til undsætning. Og jeg havde på fornemmelsen, at sådan en pige var Lilian, hun havde fortalt mig, at Jesus var hendes eneste håb, derfor kom hun i kirken hver søndag, for at vente på sit mirakel.
Det er denne mirakel, jeg er blevet en del af, sammen med i andre der har givet penge, til endnu et børnehjem.
Så skete det første mirakel. Lilian blev fundet.
Innocent var i kirke som sædvanligt. Han sidder tit udenfor, hvor du også kan følge med i alt, og høre prædiken. Den dag rørte Guds ved hans hjerte, og talte til ham: Ser du denne lille pige der går der ude i perferien og græd, og var så trøsteløs, beskidt og sølle.Han blev meget overrasket, men lyttede: Du skal gå ud og spørge om hendes navn, og hvor gammel hun var.( Jeg tror Innocent næsten havde glemt alt om pigen, men det havde Gud ikke, han så hende)Der var gået 4 måneder, med mange andre ting. Men Innocent vidste at det var Gud der talte, så han rejste sig og gik hen til hende, og spurgte hende om han måtte stille hende et spørgsmål.Hun løftede blikket, og kikkede forundret på ham, hun kendet ham jo overhovedet ikke, men hun sagde ja.Så spurgte Innocent hende, hvad hedder du: Lilian, svarede hun. Så spurgte han videre, hvor gammel er du, og hun svarede,11 år. Så var han klar over at det var den pige jeg havde mødt, for det var akurat det vi vidste om hende.
Det kan nok være at Innocent blev overrasket, men vidste at dette her, ikke var tilfældig, men den levende Gud, der hører bøn.
Han spurgte hende, om hun kunne huske at hun havde snakket med en "mosongo" et hvidt menneske, i Mirakelcentret, og det kunne hun. Og det kan nok være at hun blev overrasket over at høre, at jeg søgte efter hende.Hun var alene, har ingen forældre, og har ikke haft i 3 år, så tumler bare omkring. Han spurgte hende hvorfor hun var ked af det, hvortil hun svarede at hun var så sulten, hun var alene, og alt var håbløs. Hun kunne ikke se nogen udvej.Men det er lige akurat her, den levende Gud er på spil, alle disse ting, er ikke tilfældig, men tilrettelagt, for at komme mennesker til hjælp, og for at hans underfulde navn må blive herliggjort.
Innocent fik hende givet noget at spise, og fortalte hende at jeg søgte hende, og hun fik håb i sine øjne, mon Gud alligevel havde hørt hendes bøn om hjælp.Hun fik nogle penge med, så hun kunne købe lidt mad, men ellers skulle de mødes igen næste søndag, samme sted, og så ville han have besked fra mig.
Så nu kommer hun hver søndag og får lidt penge, så hun har til mad. Jeg har sendt nogle ned, så Innocent har noget at give af.
Jeg ved at dette er noget helt særlig, og når jeg ser på de penge der indtil nu er kommet ind, og med de andre børn der har mistet deres sponsor, så ser det håbløs ud, men branden er der stadig, og jeg ved at når Gud bliver ved at holde dette varmt, er det fordi han vil noget. I dag er der 3 uger til at jeg skal afsted, og vi har fået knap 13,000, og skal bruge ca.40,000 kr. men jeg har også set at mennesker jeg slet ikke kendte, er kommet og givet 5000 kr,som jeg takker så utroligt meget for. Jeg ved også at pengene altid kommer i sidste øjeblik, så jeg gør mig klar.
Jeg har sagt til Jesus, at det er hans tjeneste jeg står i,han har kaldet mig til dette, og så må han også sørge for midlerne. Jeg vil ikke ud at gå tiggegang, men lever i tro. Og det jeg har set indtil nu, så er pengene kommet fra sider, jeg aldrig ville have troet, og det fylder mig med stor stor glæde og taknemlighed, Gud er trofast.
Hvor er jeg spændt på hvad der kommer til at ske når jeg igen drager til Afrika d. 7 okt. 2010. Men jeg går i Guds forudberedte gerninger, og skal intet frygte, fantastisk at leve med den levende og almægtige Gud, som har hele jorden i sin hånd. Det er et utroligt spændende liv, et liv i Mirakler, et liv med den levende Guds kærlighed og omsorg hver eneste dag.
Med venlig hilsen Solveig
Tusind tak
Der kommer stille strømmende gave ind til arbejdet, som vi er utroligt taknemmelige for, da det koster penge.
Jeg bliver så glad hver gang nogen giver, glad på børnenes vegne, men også at der findes mennesker har giverhjerter, det er "rige og velsignede mennesker", det er ikke altid de er rige på penge, men de har hjerter for andre, og det er sand RIGDOM.
Det ord der siger: Vil du være rig, så GIV.
Vil du være fattig, så behold det hele for dig selv.
Det er vise ord, med en utrolig stor sanhed, og derfor dobbelt glæder jeg mig hver gang nogen giver, for jeg ved at de får velsignelsen i RIGT mål tilbage.
Med venlig hilsen Solveig
Jeg bliver så glad hver gang nogen giver, glad på børnenes vegne, men også at der findes mennesker har giverhjerter, det er "rige og velsignede mennesker", det er ikke altid de er rige på penge, men de har hjerter for andre, og det er sand RIGDOM.
Det ord der siger: Vil du være rig, så GIV.
Vil du være fattig, så behold det hele for dig selv.
Det er vise ord, med en utrolig stor sanhed, og derfor dobbelt glæder jeg mig hver gang nogen giver, for jeg ved at de får velsignelsen i RIGT mål tilbage.
Med venlig hilsen Solveig
Fantastiske nyheder.
Her ved den sidste termins afslutning, midt i august, har vi fået mange gode hilsner fra børnene om hvordan de klarer sig i skolerne.
Sarah var blevet nr 1, men jeg ved ikke af hvor mange, men de er mange i klasserne.
Gladys var blevet nr. 5 ud af 65, så det var også bare så flot.
Frank klarer sig med bravour på mureskolen.
Innocent klarer sig bare så flot, på buinesskole.
Vivi, den sidste sponsoreret pige, klarer sig så godt, at hun i næste termin skal rykke en klasse op.
Når jeg fortæller dette er det for at vise, at når de får chancen til at gå i skole, så giver de alt hvad de har i sig, er godt klar over at det er en chance der ikke skal mistes, men også for at fortælle at de penge er godt givet ud, som rækker et lille menneske et håb og en chance.
Jeg glædes af hele mit hjerte på børnenes vegne, og vil rose dem når jeg kommer derned igen i oktober. Hvis de fortsætter sådan, vil de opnå fine papier, som så igen giver en rigtig chance for et godt liv.
Tak til alle sponsorerne, fordi i giver disse vidunderlige børn en chance for livet.Må Gud rigt velsigne enhver.
Med venlig hilsen Solveig
Sarah var blevet nr 1, men jeg ved ikke af hvor mange, men de er mange i klasserne.
Gladys var blevet nr. 5 ud af 65, så det var også bare så flot.
Frank klarer sig med bravour på mureskolen.
Innocent klarer sig bare så flot, på buinesskole.
Vivi, den sidste sponsoreret pige, klarer sig så godt, at hun i næste termin skal rykke en klasse op.
Når jeg fortæller dette er det for at vise, at når de får chancen til at gå i skole, så giver de alt hvad de har i sig, er godt klar over at det er en chance der ikke skal mistes, men også for at fortælle at de penge er godt givet ud, som rækker et lille menneske et håb og en chance.
Jeg glædes af hele mit hjerte på børnenes vegne, og vil rose dem når jeg kommer derned igen i oktober. Hvis de fortsætter sådan, vil de opnå fine papier, som så igen giver en rigtig chance for et godt liv.
Tak til alle sponsorerne, fordi i giver disse vidunderlige børn en chance for livet.Må Gud rigt velsigne enhver.
Med venlig hilsen Solveig
lørdag den 11. september 2010
Innocent i skole.
En anden af mine drenge, som er ham der også er medarbejder i Agape Child Care, og som er helt uundværlig i fordelingen af pengene når der skal betales de forskellige steder. Ham som bor i Agape Basen, og tager sig af huset og bilen. Han er også på skole. han går på buisnisskole, da han gerne vil være regnskabsfører eller revisor. Så det er jo fantastisk at han kom på skole, og samtidig kom til at holde styr på alle regninger og kviteringer. Det er ham der føre kassebogen, og sørger for at der er kviteringer for alle pengene jeg sender derned.
Også ham var jeg med henne at blive skrevet ind på skolen, og så hvor han skulle gå. Det viste sig at det var lige i nærheden af det hus vi fandt, og som blev Agape Basen, en underfuld mirakel. Det tager ham bare 2 minutter at gå til skolen.
Også han gør det rigtig godt, og er såååå taknemlig for at være der i livet hvor han er.
Også ham var jeg med henne at blive skrevet ind på skolen, og så hvor han skulle gå. Det viste sig at det var lige i nærheden af det hus vi fandt, og som blev Agape Basen, en underfuld mirakel. Det tager ham bare 2 minutter at gå til skolen.
Også han gør det rigtig godt, og er såååå taknemlig for at være der i livet hvor han er.
Frank
Frank er en af mine drenge. Det var ham jeg købte fri som slave, sidste år i august, da jeg var i Uganda.
Han ville så gerne være murer, ville så gerne i skole igen. Men det er dyrt, og det er der bare ingen der har mulighed for, om de ikke har en der kan og vil betale.
Jeg købte ham fri fra hotellet, hvor han arbejdede, da jeg ikke kunne se på den måde de behandlede ham på. Jeg sagde at jeg ville betale hans skole, så han kunne få en udannelse. Han tog hjem, det vil sige ud i bushen, hvor hans mor boede, og var der til skolen begyndte.
Så kom det til at passe sådan, at jeg igen var tilbage i Uganda da han skulle starte skolen, den 1 feb. 2010. jeg sagde at jeg gerne ville med ned og se skolen, der ligger i Massaka, ca. 140 km. fra Kampala. Jeg ville ned og se hvor han skulle være, ville ned og snakke med dem på kontoret, og sige at det var mig der ville betale, og at jeg forventede at de ville give ham en god udannelse. De skulle vide at der er nogen der holder øje med ham og dem, for ellers kan det hele ende i ingenting, og jeg vidste jo at Frank blev anset for at være Satans yngel, men et skulle de vide, at jeg fulgte det på afstand, og at de ville få pengene de skulle bruge.
Det var en forfærdentlig stor dag da Frank blev skrevet ind på mureskolen, som han næsten aldrig ville have troet mulig. Det var lige så stor en dag for mig, tænk sådan en vidunderlig ung mand fik chancen for at få et håb om en udannelse. Vi var ellevilde begge to, ja alle 4, da Innocent selfølgelig var med, han er jo vores chafør, og Ellen Marie som var med til Uganda da vi fulgtes ad d. 15jan.
Mens jeg var i Uganda, var han somme tider "hjemme på weekend" som han også nød i fulde drag, og hvor han fortalte alt det han lærte, han sugede til sig som en svamp.
De første 3 måneder( 1semester) var til ende 2 dage efter at jeg var tilbage i Danmark, og da kom der en sms fra Frank, at han havde afsluttet 1 semestret med at blive nr.2 ud af 16, hvilket jeg syntes var meget flot, og var både glad og stolt af min kære Frank, som er 21 år.Det er fantastisk at få lov at give disse vidunderlige børn og unge en chance, hvor der ingen var. Se den glæde og begejstring det giver, når de finder et menneske der vil hjælpe dem, det kender vi overhovedet ikke her i Danmark, hvor vi tager alting som den største selvfølge.
Idag er han allerede på 3 semester, og det første år er ved at være gået, og han klarer sig stadig rigtig flot, og er så hjertens taknemlig. En ren velsignelse for alle parter. Venlig hilsen Solveig
Han ville så gerne være murer, ville så gerne i skole igen. Men det er dyrt, og det er der bare ingen der har mulighed for, om de ikke har en der kan og vil betale.
Jeg købte ham fri fra hotellet, hvor han arbejdede, da jeg ikke kunne se på den måde de behandlede ham på. Jeg sagde at jeg ville betale hans skole, så han kunne få en udannelse. Han tog hjem, det vil sige ud i bushen, hvor hans mor boede, og var der til skolen begyndte.
Så kom det til at passe sådan, at jeg igen var tilbage i Uganda da han skulle starte skolen, den 1 feb. 2010. jeg sagde at jeg gerne ville med ned og se skolen, der ligger i Massaka, ca. 140 km. fra Kampala. Jeg ville ned og se hvor han skulle være, ville ned og snakke med dem på kontoret, og sige at det var mig der ville betale, og at jeg forventede at de ville give ham en god udannelse. De skulle vide at der er nogen der holder øje med ham og dem, for ellers kan det hele ende i ingenting, og jeg vidste jo at Frank blev anset for at være Satans yngel, men et skulle de vide, at jeg fulgte det på afstand, og at de ville få pengene de skulle bruge.
Det var en forfærdentlig stor dag da Frank blev skrevet ind på mureskolen, som han næsten aldrig ville have troet mulig. Det var lige så stor en dag for mig, tænk sådan en vidunderlig ung mand fik chancen for at få et håb om en udannelse. Vi var ellevilde begge to, ja alle 4, da Innocent selfølgelig var med, han er jo vores chafør, og Ellen Marie som var med til Uganda da vi fulgtes ad d. 15jan.
Mens jeg var i Uganda, var han somme tider "hjemme på weekend" som han også nød i fulde drag, og hvor han fortalte alt det han lærte, han sugede til sig som en svamp.
De første 3 måneder( 1semester) var til ende 2 dage efter at jeg var tilbage i Danmark, og da kom der en sms fra Frank, at han havde afsluttet 1 semestret med at blive nr.2 ud af 16, hvilket jeg syntes var meget flot, og var både glad og stolt af min kære Frank, som er 21 år.Det er fantastisk at få lov at give disse vidunderlige børn og unge en chance, hvor der ingen var. Se den glæde og begejstring det giver, når de finder et menneske der vil hjælpe dem, det kender vi overhovedet ikke her i Danmark, hvor vi tager alting som den største selvfølge.
Idag er han allerede på 3 semester, og det første år er ved at være gået, og han klarer sig stadig rigtig flot, og er så hjertens taknemlig. En ren velsignelse for alle parter. Venlig hilsen Solveig
Innocent
Jeg har også næsten brugt hele sommeren, til at søge visa, til at Innocent kunne komme til Danmark, for at fortælle om vort arbejde.
Det er næsten det værste jeg har været ude for, og føler mig så dårlig behandlet af Udlændigeservice her i Danmark, at det kender ingen grænser.
Men det har bare været helt umenneskeligt hvad de har forlangt af dokumentation, og al den tid hver ting har taget, den ubeskrivelige ligegyldighed for andre mennesker. Ja det er vist den danske moral, når den er værst.
Det har været så hårdt, ja jeg har grædt mange gange over den behandling, og tiden gik, og der skete ikke andet, end engang imellem når jeg igen spurgte, at så ville de have endnu flere papier. Det har taget 3 1/2 måned, og de har fået 33 siders dokomuntion, men ingenting skete.
Så gik tiden der var til rådighed, og Innocent skulle i skole igen, og nu var det slut. Jeg var knust, følte mig i fængsel i mit eget land, og vi kunne ingen svar få.
En dag blev jeg bare så rasende, at jeg bestemte mig til ikke at ville finde mig i sådan en behandling.
Jeg skev en mail til Udlændige service(da jeg aldrig kunne komme til at tale med dem, der tog afgørelserne), og nu ville jeg have en afgørelse, og jeg ville høre fra dem, og jeg ville have en forklaring på den møjbeskidte måde at behandle mennesker på, og meget mere. Det var en meget meget hård mail, og der var ikke lagt fingre imellem, jeg var tosset.
Jeg skrev også til dem, at hvis ikke jeg havde hørt fra dem inden få dage, ville hele sagen blive overgivet til journalisterne, som jeg troede ville synes det var en spædende sag at grave i, og så ville det komme hele Danmark for øre, hvordan de arbejdede, og med hvilken respekt de behandler mennesker på.Og jeg var klar til at gøre det, det her var bare for galt.
Næste morgen , så snart de var mødt på arbejde, havde jeg chefen i røret. Han undskyldte og hældte vand ud af ørene, og jeg skældt han ud, og fortalte at det var så forfærdentlig en måde at behandle mennesker på.Vi snakkede en halv time, og han ville prøve at sno sig udenom, men jeg sagde at nu ville jeg have en forklaring og en afslutning, og det på skrift, for jeg stoppede ikke her, så snart jeg havde en afgørelse, ville jeg søge på ny.
jeg spurgte ham, hvad deres konklution var, til at nægt visa, og han svarede:Da jeg havde haft besøg af Joseph for et halvt år siden, syntes de ikke at jeg måtte få besøg igen( ja hvad siger i---Jeg syntes det er det mest åndsvage svar at få efter 33 siders dokomention,og 3 1/2 måned. Jeg sagde til ham at det var da det mest åndsvage jeg endnu havde hørt, da jeg ville betale alle omkostninger. Jeg spurgte ham , hvornår han så synes det var passende at jeg fik besøg igen, ( og det var meget sakastisk), han skulle ikke være i tvivl om, at jeg var klar til at gå videre med sagen, hvis ikke vi fik den visa.Der var intet der gjorde det retfærdig, den afgørelse de havde truffet.
Jeg sagde at jeg ville søge igen, men nu kunne besøget først blive til dec. når han igen har ferie, og da forventer jeg at få den visa, som der ikke var nogen som helst grund for at de ikke gav os.
Chefen var klar over at han havde kniven på struben, og at jeg ikke ville være bleg for at overgive sagen til journalisterne, hvilket han bestemt ikke brød sig om.Så han lovede mig næsten en visa til dec. om jeg bare ville forholde mig rolig.Så nu må vi se hvad der vil ske. jeg vil få alle papier klar herhjemmefra, og så have dem med til Uganda, når jeg rejser derned igen d. 7 okt. og så søger vi igen.
men det har været så hårdt, og har næsten taget hele sommeren. jeg begyndte at søge midt i maj. og fik først krænget et svar ud af dem her først i sep.Frygtelig.
Med venlig hilsen Solveig
Det er næsten det værste jeg har været ude for, og føler mig så dårlig behandlet af Udlændigeservice her i Danmark, at det kender ingen grænser.
Men det har bare været helt umenneskeligt hvad de har forlangt af dokumentation, og al den tid hver ting har taget, den ubeskrivelige ligegyldighed for andre mennesker. Ja det er vist den danske moral, når den er værst.
Det har været så hårdt, ja jeg har grædt mange gange over den behandling, og tiden gik, og der skete ikke andet, end engang imellem når jeg igen spurgte, at så ville de have endnu flere papier. Det har taget 3 1/2 måned, og de har fået 33 siders dokomuntion, men ingenting skete.
Så gik tiden der var til rådighed, og Innocent skulle i skole igen, og nu var det slut. Jeg var knust, følte mig i fængsel i mit eget land, og vi kunne ingen svar få.
En dag blev jeg bare så rasende, at jeg bestemte mig til ikke at ville finde mig i sådan en behandling.
Jeg skev en mail til Udlændige service(da jeg aldrig kunne komme til at tale med dem, der tog afgørelserne), og nu ville jeg have en afgørelse, og jeg ville høre fra dem, og jeg ville have en forklaring på den møjbeskidte måde at behandle mennesker på, og meget mere. Det var en meget meget hård mail, og der var ikke lagt fingre imellem, jeg var tosset.
Jeg skrev også til dem, at hvis ikke jeg havde hørt fra dem inden få dage, ville hele sagen blive overgivet til journalisterne, som jeg troede ville synes det var en spædende sag at grave i, og så ville det komme hele Danmark for øre, hvordan de arbejdede, og med hvilken respekt de behandler mennesker på.Og jeg var klar til at gøre det, det her var bare for galt.
Næste morgen , så snart de var mødt på arbejde, havde jeg chefen i røret. Han undskyldte og hældte vand ud af ørene, og jeg skældt han ud, og fortalte at det var så forfærdentlig en måde at behandle mennesker på.Vi snakkede en halv time, og han ville prøve at sno sig udenom, men jeg sagde at nu ville jeg have en forklaring og en afslutning, og det på skrift, for jeg stoppede ikke her, så snart jeg havde en afgørelse, ville jeg søge på ny.
jeg spurgte ham, hvad deres konklution var, til at nægt visa, og han svarede:Da jeg havde haft besøg af Joseph for et halvt år siden, syntes de ikke at jeg måtte få besøg igen( ja hvad siger i---Jeg syntes det er det mest åndsvage svar at få efter 33 siders dokomention,og 3 1/2 måned. Jeg sagde til ham at det var da det mest åndsvage jeg endnu havde hørt, da jeg ville betale alle omkostninger. Jeg spurgte ham , hvornår han så synes det var passende at jeg fik besøg igen, ( og det var meget sakastisk), han skulle ikke være i tvivl om, at jeg var klar til at gå videre med sagen, hvis ikke vi fik den visa.Der var intet der gjorde det retfærdig, den afgørelse de havde truffet.
Jeg sagde at jeg ville søge igen, men nu kunne besøget først blive til dec. når han igen har ferie, og da forventer jeg at få den visa, som der ikke var nogen som helst grund for at de ikke gav os.
Chefen var klar over at han havde kniven på struben, og at jeg ikke ville være bleg for at overgive sagen til journalisterne, hvilket han bestemt ikke brød sig om.Så han lovede mig næsten en visa til dec. om jeg bare ville forholde mig rolig.Så nu må vi se hvad der vil ske. jeg vil få alle papier klar herhjemmefra, og så have dem med til Uganda, når jeg rejser derned igen d. 7 okt. og så søger vi igen.
men det har været så hårdt, og har næsten taget hele sommeren. jeg begyndte at søge midt i maj. og fik først krænget et svar ud af dem her først i sep.Frygtelig.
Med venlig hilsen Solveig
Ny folder
Det første den nye bestyrelse tog fat på var at få lavet en ny folder, som fortæller om vort arbejde, og som vi kan have og dele ud af.
Vi skulle også tænke på at få lavet en hjemmeside, så det kunne komme på nettet. Det var meningen at nogle unge mennesker skulle forsøge, men der skete ikke rigtig noget, så det blev Anne Grethe Buchave( min ældste datter) der tog fat, og på en dag fik det hele startet op. Hun kom så et par aftner, her til mig, da det er mig der lægger inde med alle oplysninger, af den gode grund, at det har været mig der har været i Afrika, og kender arbejdet lige fra første sekund.
Vi fik puttet nogle oplysninger på hjemmesiden, men så skulle hun på ferie, og derefter havde hun afsindig travlt på arbejde, så der går lidt tid, men så kommer der mere fyld på.
Helle Bertelsen tog fat på folderen, og fik lavet nogle som vi kan begynde med at dele ud, da jeg gerne ville have nogen med mig hvor jeg går.
Vi havde folderen på næste bestyrelsesmødet, og det blev bestemt at lave nogle ændringer før vi fik lavet 1000 af dem, og det ville Helle tage sig af, så det venter vi på.
Helle ville også få lavet nogle store plakater til at hænge op i butikkerne og forskellige steder, og dem venter vi også på.
Vi ville også gerne have lavet medlemskort, da vi skal have medlemmer, efter forskrifterne. Anette skulle spørge i Banken, om det var noget de ville sponsorere, og det ville de. Vi skulle bare lige vente på at vores hjemmeside var lavet, så vi kunne få ardressen på, betalt, og få den aktiveret.
Men da det var sket, gik Anette hurtigt i banken, og de lavede de flotteste medlemskort til os som passer fuldstændig til hjemmesiden, ja de har taget motivet der fra. Det var bare såååå godt.
Så nu er det næste at vi bliver færdig med at redigere folderen, og kan få den sat i trykken. Med venlig hilsen Solveig
Vi skulle også tænke på at få lavet en hjemmeside, så det kunne komme på nettet. Det var meningen at nogle unge mennesker skulle forsøge, men der skete ikke rigtig noget, så det blev Anne Grethe Buchave( min ældste datter) der tog fat, og på en dag fik det hele startet op. Hun kom så et par aftner, her til mig, da det er mig der lægger inde med alle oplysninger, af den gode grund, at det har været mig der har været i Afrika, og kender arbejdet lige fra første sekund.
Vi fik puttet nogle oplysninger på hjemmesiden, men så skulle hun på ferie, og derefter havde hun afsindig travlt på arbejde, så der går lidt tid, men så kommer der mere fyld på.
Helle Bertelsen tog fat på folderen, og fik lavet nogle som vi kan begynde med at dele ud, da jeg gerne ville have nogen med mig hvor jeg går.
Vi havde folderen på næste bestyrelsesmødet, og det blev bestemt at lave nogle ændringer før vi fik lavet 1000 af dem, og det ville Helle tage sig af, så det venter vi på.
Helle ville også få lavet nogle store plakater til at hænge op i butikkerne og forskellige steder, og dem venter vi også på.
Vi ville også gerne have lavet medlemskort, da vi skal have medlemmer, efter forskrifterne. Anette skulle spørge i Banken, om det var noget de ville sponsorere, og det ville de. Vi skulle bare lige vente på at vores hjemmeside var lavet, så vi kunne få ardressen på, betalt, og få den aktiveret.
Men da det var sket, gik Anette hurtigt i banken, og de lavede de flotteste medlemskort til os som passer fuldstændig til hjemmesiden, ja de har taget motivet der fra. Det var bare såååå godt.
Så nu er det næste at vi bliver færdig med at redigere folderen, og kan få den sat i trykken. Med venlig hilsen Solveig
Ny bestyrelse.
Vel hjemme igen, men ingen tid til at ligge på den lade side. Jeg fik skrevet og, sendt nyhedsbreve ud, om hvar der var sket. Jeg fik afleveret oplysninger til dem der havde givet penge med, hvad de var brugt til, så de kunne se hvor pengene var havnet.
Nu ventede de så herhjemme på, at jeg indkaldte til et møde og vise billeder og fortalte om de 3 måneder i Uganda, og arbejdet med de vidunderlige børn.
Jeg indkaldte til genneralforsamling d. 16/6, her hos mig, og samtidig at fortælle om turen. Vi kunne snildt klare det hele på en aften.
Jeg var spændt på om det at der skulle være genneralforsamling kunne afholde folk fra at komme, men det gjorde det heldigvis ikke.
Vi fik også valgt en ny bestyrelse, da det kræver lovgivningen at der skal være, og det er ved at være længe siden vi sidst var flere til at hjælpe hinanden.
Det var bare rigtig dejligt. Helle Bertelsen blev formand, jeg er kasser,Anette Jensen er næstformand, Anne Grethe Buchave er sekretær, og Lene Bertelsen er menig medlem, da der skal være 5. Det var jeg rigtig glad for, at det endeligt var bragt i orden, og at der var nogle der var parat til at gøre en indsats, for tingene gør jo ikke sig selv, og det har været meget hårdt at stå alene med det så længe, så jeg var meget glad.
Det næste var så at komme i arbejdstøjet.
Venlig hilsen Solveig
Nu ventede de så herhjemme på, at jeg indkaldte til et møde og vise billeder og fortalte om de 3 måneder i Uganda, og arbejdet med de vidunderlige børn.
Jeg indkaldte til genneralforsamling d. 16/6, her hos mig, og samtidig at fortælle om turen. Vi kunne snildt klare det hele på en aften.
Jeg var spændt på om det at der skulle være genneralforsamling kunne afholde folk fra at komme, men det gjorde det heldigvis ikke.
Vi fik også valgt en ny bestyrelse, da det kræver lovgivningen at der skal være, og det er ved at være længe siden vi sidst var flere til at hjælpe hinanden.
Det var bare rigtig dejligt. Helle Bertelsen blev formand, jeg er kasser,Anette Jensen er næstformand, Anne Grethe Buchave er sekretær, og Lene Bertelsen er menig medlem, da der skal være 5. Det var jeg rigtig glad for, at det endeligt var bragt i orden, og at der var nogle der var parat til at gøre en indsats, for tingene gør jo ikke sig selv, og det har været meget hårdt at stå alene med det så længe, så jeg var meget glad.
Det næste var så at komme i arbejdstøjet.
Venlig hilsen Solveig
søndag den 5. september 2010
Eksamen
Det var så meningen at jeg skulle hjem, for at gå til 4 eksamener, hvilket jeg ikke kunne, da hovedet stod helt stille. Jeg måtte indrømme at 2 af de 4 eksamener måtte blive en ommer, og det er ikke noget jeg er glad for, men det var nødvendig.
Da jeg stoppede med pillerne blev det langsom beder, og hovedet begyndte langsom at fungere.Jeg begyndte i skole igen for at få det sidste med inden eksamen i Samfundsfag og Religion. Dem ville jeg prøve at afslutte, så er det færdig til en HF.
jeg havde også travlt med at få hilsner delt ud til de forskellige, som ventede en hilsen fra deres børn, og hvad vi havde lavet. Jeg fik et nyhedsbrev sat sammen og gjort klar til udbringning.
Samtidig skulle der indkaldes til generalforsamling, da vi skulle have valgt en hel bestyrelse, da jeg har været tovholder på det hele, siden Frank rendte fra det hele, og lukkede vores hjemmeside, så nu skulle vi til at begynde forfra.
Jeg fik det hele gjort klar, og fik dem delt ud, så de kunne få nyhederne.
2 dage efter at jeg var kommet hjem, kom der en sms fra Frank( min dreng som jeg købte fri som slave, og som nu er på mureskole) at de havde afsluttet det første semester, og var blevet nr.2 ud af 16. Jeg blev meget glad på hans vegne, nu er han på vej til et godt liv, hvor det glædede mig.(Der er 3 semestre på et år, som alle afsluttes med 4 eksamener, så det er virkelig alvor)Hvor biver jeg glad og taknemlig, over med mine små penge, kan købe sådan en vidunderlig ung mand fri, og samtidig, betale hans uddannelse, så han om 3 år, har alle gode chancer for en vidunderlig tilværelse. Frank er 21 år, og er parat til at stifte familie, så snart han har sin uddannelse, og så har han noget at byde en kone og familie. Den vidunderlige unge mand der led så forfærdentlig, da alle så på ham som Satans yngel, og behandlede ham værre end en hund med skab.Hvor det glæder mig at han nu er på vej til et godt liv, han er bare så dejlig, mild , taknemlig og betænksom.
Sådanne historie en der mange af, og det er dem der får mig til helt at leve for disse børn og unge, for at give dem en chance, der hvor de absolut ingen chance har. Det er vidunderligt at se hver gang.
Da jeg stoppede med pillerne blev det langsom beder, og hovedet begyndte langsom at fungere.Jeg begyndte i skole igen for at få det sidste med inden eksamen i Samfundsfag og Religion. Dem ville jeg prøve at afslutte, så er det færdig til en HF.
jeg havde også travlt med at få hilsner delt ud til de forskellige, som ventede en hilsen fra deres børn, og hvad vi havde lavet. Jeg fik et nyhedsbrev sat sammen og gjort klar til udbringning.
Samtidig skulle der indkaldes til generalforsamling, da vi skulle have valgt en hel bestyrelse, da jeg har været tovholder på det hele, siden Frank rendte fra det hele, og lukkede vores hjemmeside, så nu skulle vi til at begynde forfra.
Jeg fik det hele gjort klar, og fik dem delt ud, så de kunne få nyhederne.
2 dage efter at jeg var kommet hjem, kom der en sms fra Frank( min dreng som jeg købte fri som slave, og som nu er på mureskole) at de havde afsluttet det første semester, og var blevet nr.2 ud af 16. Jeg blev meget glad på hans vegne, nu er han på vej til et godt liv, hvor det glædede mig.(Der er 3 semestre på et år, som alle afsluttes med 4 eksamener, så det er virkelig alvor)Hvor biver jeg glad og taknemlig, over med mine små penge, kan købe sådan en vidunderlig ung mand fri, og samtidig, betale hans uddannelse, så han om 3 år, har alle gode chancer for en vidunderlig tilværelse. Frank er 21 år, og er parat til at stifte familie, så snart han har sin uddannelse, og så har han noget at byde en kone og familie. Den vidunderlige unge mand der led så forfærdentlig, da alle så på ham som Satans yngel, og behandlede ham værre end en hund med skab.Hvor det glæder mig at han nu er på vej til et godt liv, han er bare så dejlig, mild , taknemlig og betænksom.
Sådanne historie en der mange af, og det er dem der får mig til helt at leve for disse børn og unge, for at give dem en chance, der hvor de absolut ingen chance har. Det er vidunderligt at se hver gang.
Abonner på:
Opslag (Atom)
