Kære alle venner. Der kommer ikke mere på bloggen før vi ses derhjemme. Hav det godt.
Vi snakkes ved.  Kærlig hilsen  Solveig

Søndag d. 28/10 2012

Søndag morgen var jeg tidlig oppe, da jeg ville i kirke i Mirakelcentret til kl 9.
 Det var endnu en pragtfuld morgen her i Afrika, og selv om jeg var træt efter igår, da det blev sent inden jeg var tilbage i Kampala.
Men jeg har altså en program  også idag. Jeg har bestemt at nu skal jeg til Antioch med gaverne, koste hvad det ville. Nu er der gået tid nok, med ævl og kævl, nu går det ikke længere.

Jeg havde ringet til Sarah i sidste uge, men da var hun i Masaka, så vi bestemte at udsætte det til i dag. Så da vi kom hjem fra kirke kl. 12, fik vi lidt at spise, og så afsted til Antioch. Deres gudstjeneste begynder altid først kl. 11, eller senere, og det med en times sang og dans, ihvertfald, så vi kom afsted. Vi var derude kl. ca 1/2 2, og da var det først at prædiken skulle begynde, og det var Sarah der skulle tale. Så der gik 2 timer med det, og det er også specielt,  du sidder bare stille og roligt og venter, venter, venter.

Langt om længe var de færdige, og hun kom og hilste på os. Men så var det så meget andet der skulle bedes for. Men vi begyndte at snakke, og hun havde ikke ventet at jeg kom, da jeg ikke havde ringet igen. Så der var kun en af de 9, jeg skulle have hilst på. Så prøvede hun at ringe til nogen, men her er tlf. som regel ikke tændt,så det endte med at hun fik sendt forskellige børn afsted efter dem der bor nærmest.Men det tager tid.

Men sandelig om ikke det lykkedes at få givet gaver til 6 børn, og taget billeder, og selvfølgelig er der glæde hver gang jeg kommer, for da er der gaver og penge til dem og deres familier, hvilket er en fantastisk ting for disse fattige mennesker. Men så var klokken også mange.
Joan og Regans mor var ikke rask, og hun havde et sygt barn derhjemme. Sidste år fik hun en lille dreng, der vistnok havde brok, og skulle på hospitalet og opereres, hvilket han døde af. Så nu har hun igen fået en lille dreng, og han fejler det samme, så hun var vældig bekymret, og bange for at han også skulle dø. Han skal opereres fredag d. 2/11. Så Sarah og Steven sagde til hende at hun skulle komme med den lille dreng torsdag aften, da ville de bede for ham og dem, inden de skulle på hospitalet fredag. Denne gang har de valgt et andet og dyrere hospital, Mengo hospital, det var også der jeg fik min dreng Sulait opereret for brok for et år siden, og som heldigvis ikke døde.
Men det kom meget tilpas, at det var igår jeg var der, så hun fik en masse penge, 150,000 ugx, som kunne hjælpe dem over operationen.Gud kender den rette time. Det var virkelig en opmuntring for denne mor, for det er barske forhold de lever under.
Mengo hospital, jeg kan stadig høre hvordan hønsene kom goggende ind mellem alle sengene, for et år siden, for at lede efter madrester, da jeg sad og vågede over Sulait. For al pleje skal du selvfølgelig selv ordne, og betale.

Nå men langt om længe blev vi færdige, og så skulle vi i Agape 3, da vi nu havde fundet de rigtige sparepærer til hele huset, og fik dem sat i, så nu er huset færdig efter branden. Ting tager tid her, det går bare så langsom.

Millie havde fået fat i sine "Uddannelses papir" som jeg gerne ville se, men som hun ikke havde der, da jeg spurgte. Men nu havde hun fået fat i dem. Det var blot et stykke papir hvor der stod at hun var blevet trænet til at være mor, for et år. Så det var det.
 Hun havde også fået skrevet de sidste fødselsdage op på pigerne i Agape 3. Og vi fandt ud af at Midie havde fødselsdag d. 5 okt, og der var 2 andre nu. Så jeg tog en rask beslutning, om at holde fødselsdag for 3 af pigerne på næste lørdag kl 2. Så vil jeg komme med sadavand, kage, og noget slik, samt købe nogle små gaver til dem. Og så har Millie lovet at de vil synge for mig, da de har lært flere sange.
Til sidst skulle jeg lige tjekke Midia, om hun var begyndt at lære abc....i de bøger jeg havde købt, da jeg fik et chok, da jeg forstod at hun ikke kunne alfabetet, men bare skrev af, derfor kunne ingen få hende til at læse.Millie fandt bogen, men der var ikke skrevet et bogstav i det, igen et chok. Midia kom, og jeg begyndte at vise hende hvordan hun skulle gøre. Tegne bogstaverne, og samtidig sige dem, for at huske. Millie kikkede meget intereseret, da jeg virkelig ikke tror hun selv vidste hvordan det skulle gøres. Så hun skal først undervises, før hun virkelig kan hjælpe børnene. Ja det lyder lidt underligt, men det er altså ikke Danmark, og derfor følger jeg tingene så nøje, da jeg vil se at det går fremad, og de får noget ud af pengene fra jer derhjemme.
 Så var dagen gået, og det var hjemad. jeg var sååååå træt, også efter dagen igår. Men så skulle vi have handlet mad til os selv, da det ikke var meget i huset, men så endelig hjem, få lidt at spise, og så stod sofaen klar til at springe på ryggen af mig.
 Men jeg var glad for at det var lykkes at få nogle af gaverne delt ud, og vi har aftalt at jeg kommer igen næste søndag, før jeg rejser hjem, og så skal de have skrevet brev, og så får de de sidste penge, men kun hvis de har skrevet brev, sådan er det her. Kun hvis der er penge i det, forstår de, eller hører de.
Tak for endnu en dejlig dag her i Kampala, Uganda.                                          Solveig

Lørdag d. 27/10. En meget spiciel dag

Enderlig endelig op-randt dagen jeg havde ventet på i 3 år.
Jeg havde fået en sms fra Frank, dagen før, hvor han fortalte at han glædede sig til i morgen," Mum, tomorro is my day", og jeg glædede mig med ham. Jeg havde set frem til den dag han blev færdig som murer, og havde sit eksamensbebvis,en kæmpe ting, til en god fremtid. Samtidig er han den første vi får helt igennem i Agape Child Care, til en fremtid, ikke som slave men som en mand der har noget at arbejde med og for


Jeg kom afsted kl. 9 fra Kampala,, da der er 150 mil til Masaka, hvor han har været på kostskole i 3 år.
 Det er virkelig en lang tur, men gøres skulle den, jeg glædede mig vildt til at se ham, ikke som forhenværende slavedreng, men som mand og uddannet murer, hvilket er en meget god ting her i Uganda, da der bygges overalt, og han er en der vil arbejde, så hans fremtid tegner vældig lys.

Da vi kom til: St. Kizito Techinical school Kitovu, i Masaka og vi fik skrevet under inden vi kunne få lov at komme ind. Sikkerheden er så stor her i Uganda, alle vegne. Du kommer ikke ind i en supermarked, Kirke osv, uden du bliver tjekket som skulle du med et fly til Israel.
 Nå det er formaliteter som vi er vant til her i Uganda.Men vi kom ind, og der var mange mange tusinde mennesker, da der var mange unge der var færdig, både , elektriker,frisøer, smede, mekaniker, staylister osv, så det vrimlede med unge mennesker i deres forskelligfarvede kapper og hatte, et levn fra den det var engelsk koloni.
 Jeg tænkte da jeg så alle de unge mennesker, samt forældre, hvordan skulle jeg finde min Frank.
Men  Gud er god, aldrig var vi kørt inden for porten, før jeg så ham komme sammen med nogle andre, og han havde allerede sit fine tøj på. Wauuuuu min dejlige Frank, hvilken dag. Ååååå hvor jeg husker hvor jeg fandt ham som slavedreng på det hotel jeg var på, og frygtelig at tænke tilbage på den behandling han fik, det kunne jeg ikke se på, og han blev derfor min dreng, inden jeg rejste hjem, dengang for tre år siden.
 Jeg har fulgt ham, semestre for semester, og betalt alt der skulle til.
Jeg glemmer aldrig engang, da han var nok et år på vej, og jeg var her i Uganda, og han var hjemme på weekend, da tegnede han en flot tegning til mig, som jeg har den dag i dag, hjemme i Danmark på mit kontor. Tegningen var en elefant,som holdt et lille dyr fast med snablen, højt oppe, og så havde han skrevet under: Mum never let os fall. jeg var elefanten, og han var det lille dyr, der var totalt afhængig af at jeg ville ham det bedste, da det var sådan en mirakel til ham, og hans familie, at han var på skole, ja sådan en mirakel der bare ikke sker, men som var en realitet. Selfølgelig tænkte de at sådan en gammel dame fra Danmark bare kan stoppe, når det passer hende, kunne ikke tro jeg ville gå hele vejen.

Jeg sprang ud af bilen og gav ham et stort knus, ønskede tillykke, og han strålede om kap med solen, en dag vi aldrig vil glemme. Ord kan simpelthen ikke beskrive det.
 Han viste rundt på skolen, som jeg har besøgt 2 gange, for at følge ham, men den forandre sig for hver gang.
Så vi gik en runtur, og han viste stolt hvad han havde lavet. Derefter skulle vi til det store møde, hvor alle de dyre personer holdt taler, og hvor til sidst alle eleverne skulle rejse sig, når deres navn og titel blev råbt op.
Det var også så dejligt at se, at de bukkede hver gang de gik forbi en af de dyre herrer, de har også lært disciplin, hvilket er en god ting, for at blive en respekteret mand.
 Da hele Ceremonien var færdig, skulle vi køre ud i bushen til hans onkel, som havde villet holde lidt reception for ham i dagens andledning, alene på grund af at jeg havde sagt, at den dag du er færdig Frank, da er jeg der.
Så vi kørte af vejen tilbage til Kampala, til vi nåede omtrent Ekvator, der skulle vi dreje fra, ud i bushen, og så var vejen en humplet jordvej, men sådant er det her.
Vi kom endelig derud, og der var noget familie kommet, samt naboerne.Det var stort at se hvordan de hilste på Frank i hans fine tøj, og alle var så stolte, taknemmelige, og glade. Sikke en dag for Frank.
 Der strømmede naboer til, og flere og flere kom, da det gik i jungletrommerne at nu var Frank kommet hjem, som en meget fin og respekteret mand med en uddannelse. Hvilket øjeblik for ham og mig.
Jeg ved virkelig ikke hvor mange hilsner og tak jeg fik, men det var mange, og alle ønskede mig Guds rigeste velsignelse for det jeg havde gjort for Frank.Alle elskede ham. En sådan glæde og taknemlighed, er bare overvældende, og umulig at beskrive.

Så blev der disket op med mad, ved to små sofaborde, og det var stort for en Ugander. Hans bror holdt en tale for ham og mig. Frank holdt selv tale, og det var lige fra hjertet, uha uha, det var nær blevet for meget, han afsluttede med at give mig en gave, som han havde købt til mig, for at sige tak for hvad jeg havde gjort for ham.
 Så spiste vi, og jeg havde sagt til ham, at jeg ikke blev længe, da vi havde langt til Kampala, og ville gerne et godt stykke inden det blev mørkt. Det var i orden, der var også mennesker nok til at spise maden, og jeg havde været der. En FANTASTISK dag, hvilket også jeg er dybt taknemlig for at have fået lov at opleve. En ren Guds velsignelse, og så med mit dårlige knæ. Tak kære Jesus, kun du kan gøre det muligt.
De kærligste hilsner  Solveig

Fredag eftermiddag.

Hej allesammen.

Fredag er også bare en vidunderlig dag, med solskin, fuglesang og alle de andre Afrikanske lyde.

Vi fik spist morgenmad, og så var det tid til at gennemgå regnskabet, da Innocent havde hentet kviteringene, jeg ved ikke hvor, men nu var de her.( Ved ikke hvorfor han har taget dem ud af huset)
Aldrig havde vi begyndt, før Innocent sagde at det ville komme til at give problemer. Der var ikke en kvittering i det ringbind jeg havde købt til formålet for 3 år siden.
 Så det var et oprydningarbejde uden lige, og han kunne se at det ville tage lang til, og ville gerne have lov til at gå ud at vaske sit tøj, og derefter gå og reparere bilen.
Jeg begyndte fra en ende, men kunne ingen vegne komme,så jeg bare satte det ind i ringbindet, det der var.

Der var mange ting jeg ikke forstod, men det er måske min fejl, at jeg ikke har haft tid til at tjekke før.

Så nu har jeg ordnet papir i lange baner, fået lagt billeder ud på facebook, og så er der tid til bloggen.
 I går eftermiddags, var vi på en lille tur. Jeg havde endnu ikke besøgt Vivi og Daniels skole,denne gang, og familien, hvilket jeg insisterede på.Så vi fik en aftale i stand med Esauv, som er far til dem. Han arbejder i Mirakelcentret, og hvis de får nys om at han har kontakt med en "muzungo" hvid, så vil han miste sit job, så det går ikke, det samme med Moses, som er far til Desteny Niger.
 Nå vi kom afsted, fik Esauv ombord, og så afsted. Det varede ikke længe før vi blev stoppet af politiet, på grund af de nedslidte dæk, og Innocent fik en bøde på 50,000 Ca. 150 kr. men det er hvad han får ud af at gå sine egne veje, og ikke gøre som jeg siger.
Men efter nogen tid, og rigtig meget snak med politiet, kørte vi videre.
 Vi kom ud til skolen. Det er et meget fattigt område, der er skrald allevegne,geder, hunde, køer og hvad ved jeg. Stanken taler sit eget sprog. Der er fyldt med hundredevis af børn i den samme alder, uden ret meget tøj, uden undertøj og i bare fødder, det er som sprøjter de ud, her i al den elendighed.Midt i alt dette ligger skolen, som er en god skole, med 800,00 elever.

Vi kom ind på kontoret, og spurgte efter at se Vivi og hendes klasselærer.En sådan spørgsmål skal man vist være dansker for at stille, da autoritet er frygtelig her, men jeg er ligeglad. Jeg vil se og høre hvordan det går med børnene, og om de får noget for de penge der kommer fra Danmark.De gør det bare så godt begge to, og det til trods for at forældrene aldrig har gået i skole. Det er familien som blev reddet fra skilsmisse på grund af Agape Child Care.

Derefter ville jeg gerne se hvor de boede, det havde jeg aldrig gjort, da de altid har været hos os. Det var bare i orden nikkede Esauv, og vi kørte igen, og fik bilen vendt på noget de kalder en vej, i danmark har vi ikke et ord for dette. Det er humpel på humpel, hul på hul, jord støv og skrald på skrald, og børn i tusinvis, samt køer og geder, et syn man skal se, for at forstå, og man skal virkelig være sendt for ikke at være hunderæd i sådanne områder.
Vi kom afsted, og kom også derud hvor familien boede, og selvfølgelig skulle vi gå det sidste stykke, da det er vældig normal, da der overhovedet ikke kan køre en bil, på det de kalder vej.
Da vi kom helt hen til huset( rummet), fik moderen øje på mig, og hun sprang op og kom løbende imod mig, og jeg fik et vældig knus, og var sååååååå velkommen. Hun sad udenfor og var ved at gøre aftensmad klar, til de alle kom hjem.Det er normalt her, alt foregår udenfor, da de kun har et rum, til at sove i , og hvis de er heldige, nogle få møbler. Så vi blev alle inviteret indenfor, og de var såååååå glade for mit besøg, de føler sig så elsket.Jeg havde lidt tøj med til dem, det var noget der var her fra sisdte gang, da jeg ikke har noget med denne gang, da pladsen var fyldt med gaver.
Men de var lykkelige for det jeg havde, og så fik de 100,000 til lidt ekstra, som de selv ville finde ud af.
De var så lykkelige og glade. Kontakt med en hvid, har aldrig været noget de tænkte kunne ske for dem, tænk engang.
Så kørte vi hjemad, og jeg ville hvile lidt, så Innocent lavede mad, og så var dagen gået. Men der er en underlig stilhed mellem os, og det er som han vogter på mig i alt jeg gør, det kan jeg ikke lide, da det fortæller mig at ikke alt er som det burde være.
Men vejret er vidunderlig, og bare sidde ude om aftenen og lytte til cikaderne, og alle de andre lyde, det er så dejligt.Så har jeg hørt at den første sne skulle falde i Danmark, uha, det er en anden verden.
Tak for følgeskab, og hav det godt allesammen. Kærlig hilsen  Solveig

Torsdag d. 25/10 2012

Hej alle sammen. Nu vil jeg forsøge at skrive igen her på bloggen, så i kan følge med i livet her.
Der har været 8 dage jeg har været totalt chokeret og nede, men det er ikke for bloggen, det er for hårdt.
Igår havde jeg fødselsdag, og den begyndte ikke for godt, men nu er jeg ved at vænne mig til en forandring. Men så var jeg blevet inviteret ud til en veninde, Anne Mette fra Slagelse, som også er her i 3 mdr. Hendes mand arbejder for Danida her i Uganda, og skal prøve at få noget land og skovbrug igang her. Han var ikke hjemme, men ude på en ø i 3 dage, sammen med mange andre, så Inviterede Anne Mette mig ud, hun vidste ikke hun kom til at holde fødselsdag for mig. Hun ville også at jeg skulle blive der om natten, men jeg ville hellere hjem, men vi havde det så hyggelig. Jeg kom til eftermiddagskaffe, hvor hun havde nybagt kage, og så fik vi aftensmad, og til sidst aftenskaffe med hjemmelavet is. De bor jo i et kæmpe hus, med alt som et hus har i Danmark, og alt betales af den danske stat. Nå men vi fik snakket rigtig meget, og det var lige hvad jeg trængte til, og det med en som kender kulturen her, og det siger ikke så lidt.
Jeg ringede efter Innocent, til at hente mig kl. 9, og så gik turen hjemad igennem Kampala ved nat. Mange prostuerede stod i lange rækker og gjorde sig til, føj for den, men videre gik det, og pludselig stod der en betjent midt på vejen med et gevær. Han stoppede os, og kom langsom imod os for at snakke med Innocent, om hvorfor han kørte her, hvilket han havde lov til, men betjenten var fuld som en pave, og bare ævlede og ævlede, og ville have os med på stationen. Han var så fuld at næsten ikke kunne stå på benene. men Innocent sagde ok, du kan sætte dig ind, så kører vi på stationen, hvilket han indvilligede i, og ville til at sætte sig ind, men i det samme akselederede Innocent, og i en fart kørte vi afsted, og forsvandt om et hjørne inden han kunne nå at reagere, da han var for fuld. Så Pyha, han heller ikke nåede at skyde efter os der kl 11 om natten.Vi kom godt hjem, og så skulle jeg til at besvare mail, og sms. Det er så vidunderlig at få så mange hilsner, det gør så godt.
 Vejret er bare så fantastisk. Solskin og ikke mere varme end det er dejlig. Jeg nyder den del af hele mit hjerte, og det er fuldstændig gratis, hvilket jeg ved en dejlig varme ikke er i Danmark lige nu. Jeg kan sidde ude om aftenen og lytte til cikaderne , som jeg elsker, og det er ikke altid let at komme i seng.
Nu her til morgen, er det solskin, og luften er fuld af fuglesang, og mærkelige lyde.
 Innocent er kørt, han skulle hente kvitteringerne fra regnskabet som han skulle føre, men de var ikke her, jeg ved ikke helt hvad der sker. Så lige nu har jeg fået vasket lidt, og så prøver jeg bloggen igen.
 Hav det rigtig godt allesammen, derhjemme i det kolde Danmark, et land med system og orden. Glem ikke at skønne på alt det gode vi har, og at tingene fungere efter orden.
Herfra de kærligste hilsner og knus. Solveig

Torsdag d. 18/10

Så har jeg næsten ikke sovet, på grund af meget højt musik hele natten, og det lige ved siden af. Da jeg så skulle op og i bad, så gik strømmen. Vi skulle spise kl. 8 idag, for så ville Alex, en anden dansker, køre mig til Kampala, og samtidig gøre nogle indkøb.
 Så fik jeg sagt farvel, og så gik turen til Kampala. Jeg fandt Innocent sovende kl. 11,og så begyndte al den snakken igen.
Nu er kl 3, og jeg er gået til computeren, for at skrive på bloggen. Ellers sker der vist ikke det store i dag. Hav det godt alle sammen. Kærligst  Solveig

Tirsdag 17/10

Vågnede op til en dejlig morgen, Solskin og fugle sang, og en fantastisk udsigt.
Jeg skulle spise morgenmad 1/2 9 og så skulle vi på tur.
Vi kom afsted med Carsten som chaufør. Vi skulle helt ud til Viktioriesøen, hvor de har bygget en skole til de allerfattigste, samt en lille kirke. Skolen var lavet af brædder, men ikke distro mindre der 270 børn der gik i skole, under vældig simple forhold. Kirken var heller ikke stor, men en fin gygning i disse fattige forhold. Det var det mest fattige jeg har set endnu. Vi havde kørt gennem bushen i 2 timer, før vi kom derud, og på vejen havde vi set en anden af deres skoler, nogle børnehjem, og hvordan de lever her.
Ude i Namivenille skulle vi spise grillet fisk. "Hotellet var et lille møgbeskidt skur, hvor vi lige kunne sidde 7 mennesker på nogle brædder, og ved et bræddebord. Det hele så forfærdentlig ud. Skrald overalt, grå lerklinet huse, med græs tag, hvis der var noget tag, meget meget fattigt. Vi værgede os ved at spise fisken, og det med fingrene. Fik dog lidt vand at vaske hænder i før, da vi havde rørt ved så mange møgbeskidte børns hænder. men smage på fisken måtte vi, og det smagte virkelig godt, og som Carsten sagde, at ville aldrig ville få bedre fisk, end her, da det lige kommer op af søen og på panden.Vi spiste det hele.

Derfra kørte vi til en svinefarm, som Ruths bror havde bygget, næsten i dansk stil. Men han var der ikke, og havde været i Zambie i næsten 2 år, og sat en afrikaner til at se efter det, og det så også ud derefter. Der var kun få grise, og nogle kyllinger, samt en dejlig køkkenhave, samt en bananplantage. Et dejlig sted, men der manglede liv af mange dyr.
Inde i beboelsen var der 3 voluntører indkvateret.  piger og en ung mand.Den ene pige var fra Thisted, den anden fra Års, og den unge mand fra Harboøer. Det var virkelig sjovt at hilse på dem, da vi alle var nordjyder. Jeg tror også at de var glade for besøget, da de følte at det var lidt hårdt, alene ude i bushen.Pigerne underviste i skolen, og den unge mand som var tømmer, skulle gøre gavn på farmen. Vi fik kaffe, og snakken gik livlig.
Derefter var det hjem, hvile lidt, og så på hovedet i svimmingpolen for at blive kølet lidt af, og hvor var det skønt.
Så skulle vi spise aftensmad hos Carsten og Ruth, og hvor er det skønt at der er flere danskere at snakke med, det er så hårdt altid at snakke engelsk.
Så var det sengetid. men Tak for en dejlig dag.      Solveig

Tirsdag d. 16/10

Tirsdag morgen vågnede jeg efter en vidunderlig nat, da der er fred og ro her i Masaka. Det er ikke som Kampala, hvor der altid er uro.Jeg lå i min lille bjælkehytte og nød bare at lægge og kikke op i loftet gennem muskitonettet, og se det flotte arbejde der er lavet. Der var sådan en vidunderlig frisk luft, og så den vidunderlige stilhed.
Så var det op og i bad, og så ned på udehotellet og spise morgenmad. Så kom Karsten og ønskede godmorgen, og ville spise med, da jeg er alene her. Så snakkede vi igen om mange gode erfaringer, og så skulle vi ud at køre. Jeg skulle se den Danske skole, volontørhuset,kafe Frikadellen, kontoret, onleinchoppen, klinikken osv. Vi kørte også ud for at se babyhjemmet, som er for 26 små forældreløse børn, fra 1/2 år til 2. Det var virkelig sjovt at se, hvordan de havde det godt, og blev passet af 5 afrikanske kvinder, samt en voluntør fra Varde.
Derefte kørte vi igen til Kafe Frikadellen, hvor vi spiste frokost, og snakkede med 2 andre Danskere. Det er bare så skønt og afslappet at snakke dansk engang imellem, og ikke altid engelsk.
 Så blev der ringet fra hans kone, at han skulle hente børnene i skolen, så derfor kørte vi efter dem, og derefter hjem.
Det passede mig fint, jeg ville sidde og nyde den helt fantastiske udsigt, tage nogle billeder, og så få skrevet noget på bloggen, og tjekket mail.
 Jeg sidder her i den fantastiske landskab, som turist, og vil nu tage en pause, og hoppe i svimmingpooelen, som er lige neden for mig. Hvis jeg har held med det, kommer der nogle billeder på facebook, men først en svømmetur, så længe det er varmt. Kl er nu 10 min. i 5, og jeg nyder fridagen i fulde drag.
 Sidder her på terrassen med en iskold Fanta, det kan næsten ikke blive meget bedre.hav det rigtig godt alle i som følger. De kærligste hilsner  Solveig.

mandag d. 15/10

Det var en dejlig morgen med fugle sang, og fuld solskin, omkring 27 grader, skønt. I dag skulle der betales husleje for Agape 3, 1 mio, Og da jeg havde bestemt at jeg ikke ville køre efter ejeren, bad jeg Innocent at ringe til ham, og sige han kunne komme efter sine penge inden kl 11, ellers fik han dem ikke før fredag.
Der gik ikke 5 min. så var han der. Han fik mio. og en æske chokolade som jeg havde købt i flyet på vej herned. Det som tak for at han havde taget sig af al arbejdet med at få Agape 3 repareret igen. Han var ovenud lykkelig, måske er det første gang han smager rigtig chokolade.

Derefter skulle jeg pakke, da jeg havde aftalt med Karsten fra Uganda Child Care, om at hente mig i Kampala, da jeg ville besøge dem, og jeg ville afsted alene.
 Vi ringede sammen om hvor vi skulle mødes, da han var på indkøb i Kampala, da han nu alligevel var her. Der er 150 mil, fra Kampala til Masaka.
Vi fandt hinanden, og så gik snakken ellers i fulde drag. ham og hans kone Ruth, har været her i 9 år, og kender alle problemerne, og kan svare på rigtig mange af mine spørgsmål.Han havde en Amerikansk voluntør med, som havde fået trukket 2 visdomstænder ud, så hun sad og hvilede sig på bagsædet hele vejen.
 da vi kom til Masaka viste han mig den lille hytte jeg skulle bo i, i de 3 dage jeg ville være her. En vidunderlig hytte med papyrustag, bad toilet og det hele.  Derefter skulle jeg hilse på hans familie. hans kone Ruth, og sine 5 børn. Så skulle jeg spise aftensmad hos dem, risengrød med smør, kanel og vand.Det var helt hjemlig. vi snakkede og snakkede, og til sidst fik vi en kop kaffe, og så var det til at komme i seng, og endda med dyne, luksus.

Søndag.

Søndag var en stille dag , da jeg ville have tid til at snakke med Frank der var hjemme på besøg. han er nu nær færdig med sin uddannelse, og jeg ville se hans papir, og have tid at høre på ham, da han skulle tilbage til Skolen igen kl. 1/2 4. Det var rigtig hyggeligt, og derefter havde jeg bestem mig til bare at slappe af og læse. Det var godt, om end der ulmede en barsk stemning,da jeg havde bedt Innocent om at tie stille og lukke skuffen, da han hele tiden vil være i centrum, så han luskede rundt som en slukøret hund, men det var der ikke at gøre ved.
Så det var en dejlig hviledag, som jeg nød i fulde drag.

Lørdag d. 13/10

Solen skinnede så fantastisk, lige fra morgenstunden. Fuglene sang, og alt åndede fryd og gammen.
 Vi fik morgenmad sammen, og så havde jeg et program der skulle gøres. Vi havde fået at vide at de var færdig med at male i Agape 3, men der manglede jo gardiner, møbler osv. Så det ville jeg ud og have købt idag, nu var det nok med den rådne bil, den kunne køre og lade være, jeg var ligeglad, og afsted ville jeg, kunne ikke sidde her og vente længere.
 Vi kom afsted. jeg havde sagt til Innocent hvilke gardiner jeg ville have, og så kørte han bare derhen som vi plejede, vel vidende at de ikke har det jeg vil have, så var jeg gal igen. Så ville han gå et sted hen og finde det jeg ville have, men NEJ, og atter NEJ, jeg ville selv vælge nu, jeg ville se om det var det jeg ville have. Ok, så fulgtes vi ad alle tre, Frank var jo også med. vi fandt hvad jeg søgte, og til en meget overkommelig pris, og glad var jeg. Innocent spurte om det virkelig var det jeg ville have, han havde ikke forstået en brik. Nå men godt jeg selv var med. Så ville jeg have en voksdug, da stofdugen jeg købte sidste gang, også var væk, så nu måtte det blive en voksdug. Det fandt vi også, og så var det afsted.
Jeg havde også taget de madkasser og studiekalender med, jeg havde fået i sparekassen thy, og ville have en meget alvorlig snak med dem alle i Agape 3, når vi havde fået os indrettet igen.
På vej derud skulle vi også stoppe og købe nogle søm, en hammer, og noget snor til at hæng gardinerne op på, det gør man her. Det fik vi også købt, og kørte videre til Agape 3.
Vi fik tingene med os, og begav os til fods det sidste stykke, og da kom Middie imod os glædestrålende. De er altid glade hver gang vi kommer.
 Vi kom ind at se, og malingen var ok, efter Afrikanske forhold. Millie havde gjort rent, pudset vinduer og gjort klar, og de kunne ikke forstå hvorfor vi ikke kom før, de vidste jo ikke alt det bøvl med bilen.
 Men nu var vi der.Jeg ville denne gang have det store bord ind, som jeg troede der stod under plastik. Det var alle de møbler fra Agape 1, som var stablet op her, og det bord var meget større, og jeg ville have et bord de alle 10 kunne sidde ved, nu da sofamøblerne var brændt, så skulle den store stue, tjene som spisestue.
Jeg sagde til Innocent, at jeg gerne ville have møblerne ind, og få det stillet an. men først skulle vi have de nye gardiner op.Innocent skulle så slå sømmene i, men de søm var som lavet af plastik, og duede ikke til noget.
Så ville Innocent at vi skulle vente til en anden gang, det kunne vi altid gøre, hvorpå jeg svarede at det skulle være nu, Vi kommer jo ingen vegne ved at udskyde igen og igen. Ok, så ville han gå og købe nogle andre søm. Så fandt jeg gardinerne, og de var selfølgelig ikke syet, så der kunne trækkes en snor igennem, så de kunne komme op at hænge. Så tilbød Millie, at gå med dem, der var en mand med en symaskine, lige i nærheden. Så fik hun penge, og gik med gardinerne. Så kom Innocent med de nye søm, som var 10 cm. lange, og de duede overhovedet heller ikke, og jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde købt stålsøm, som jeg havde sagt til ham, men han troede de her duede. jeg var total rasende igen, og forlangte nu at få fat i en tømmer, og det skulle være nu. så gik han igen, for lidt efter at ringe og sige at tømmeren ikke var der, men var ude at arbejde,men der var kun to unge mænd som hjalp ham, om jeg kunne bruge dem. ja det kan jeg hvis de kan slå søm i, og kommer med stålsøm. Så kom Innocent tilbage, og jeg sagde igen at jeg gerne ville have møblerne ind, men der sket ikke noget, så blev jeg så rasende, at jeg selv gik ud for at finde dem i lortestakken, som det var blevet i al den regn og støv, og plastik der var gået i atomer, sikke en dyne skrald.
Men jeg var så rasende, at jeg begyndte at hive stol efter stol frem fra lortestakken, og de var næsten totalt ødelagt. jeg var rasende, og grædefærdig, og tænkte, at jeg aldrig mere købte noget til dem, de kan ikke passe på noget som helst.
Lidt efter kom Innocent, og nedværdige sig til at røre ved lortet, da han var klar over at han ikke var populær nu. Men jeg hev stol efter stol frem, og bredte det ud over hele pladsen, det så ud som jeg ved ikke hvad. Til sidst kom bordet frem, og jeg var igen grædefærdig. I kan forestille jer et egetræsbord der har stået ude i regnvejr i næsten et år.Men gal var jeg, og snuppede den første den bedste dunk med vand, for at begynde at vaske det, for at se hvordan det i det hele taget så ud bag al lortet. Vand i hanen, har de jo heller ikke, endnu efter branden, så det får de i dunke, og må betale for at få det bragt op fra et væld.Men jeg var ligeglad, vi brugte det hele, Frank var også kommet at hjælpe, og jeg sagde til Millie, at vi skal have 4 store dunke mere, der skulle meget vand til, for at finde møblerne frem.Stolene har polstrede sæder, som var drivvåde, og næsten rådden, men frem i lyset kom det, og heldigvis skinnede solen, så det blev hurtigt tørt, men var så grå og totalt kedeligt ud. Så kom Innocent, og mente at det hele skulle have en ny gang lak, hvis det skulle ligne noget, men jeg svarede ham ikke, han kan bare bruge penge.Så fik vi underbordet ind efter en stykke tid, og det var totalt vind og skæv efter al den regn, så det vippede som tosset. jeg var glad for det kom en tømmer, for det skulle afhjælpes, hvis det skulle blive til bord igen.
 Så kom tømrene, og de havde endelig de rigtige søm med, og klarede snart problemet med at få gardinerne op, da Millie også var kommet hjem med de færdigsyede gardiner, så skete der da endelig noget.
Mens tømmeren så på bordet, og kunne se at han manglede et bræt til at sømme under det ene ben, hvis der skulle blive balance i bordet, og han manglede og et bræt, da jeg ville have den hylde op som også var i stakken, som de kunne bruge til deres bøger. Så gik den ene mand hjem for at hente brædder, og jeg spurgte Millie om de havde noget madolie, som hun svarede ja til. Jeg ville gerne have det, og en ren klud. Og så gik Frank og mig igang med at give de sørgelige møbler madolie i stor stil, til alles forbavselse, for de var næsten ved at blive som nye, efter en sådan oliebad. Bordet fik også i store mængder, og det var Lilian der nu var kommet til hjælp, og jublede højlydt over hvad dette olie kunne gøre ved de døde møbler. De måbede alle sammen,og Frank spurgte om det også kunne bruges til vinduerne, hvortil jeg svarede nej, ikke dem her af stål, det må blive noget træ der er tørstig.En virkelig mirakelkur.
Bordet fik en ekstra træsko på, så var den i balance, og så kom voksdugen på, stolene ind, dem der havde tørre sæder, og gardinerne var oppe, så nu begyndte det at ligne et hjem igen, og de var så glade allesammen.
Så var det blevet spisetid, og børnene indtog det nye bord og stole med veltilfredshed, det var bare så skønt at se de fik en ordentlig portion mad alle mand.
Så fik tømrerne deres penge og gik, og så var det tid til snak. Jeg havde et enkelt sjippetov med, og så disse dåser til at stable, som Anette var kommet med engang, og det havde de små en vældig fornøjelse af.
Første fik jeg en god snak med Lilian, og hun er virkelig en dygtig pige, og befinder sig godt på Agape 3 nu.
Jeg ville have en alvorlig snak med de store piger, der nu er skønne og vældig eftertraktede af drenge, men jeg ville advare dem, og sige at de skulle gå efter en eksamen, så de kunne have et godt liv.Lilian er meget bevidst om hvad hun vil. Jeg spurgte om hvad hun havde lyst til efter 7 kl. Og hun svarede" Mengo", en meget god og meget dyr skole, og jeg ved at det er Innocent der har sat det i hovedet af hende, da han gerne så at de alle kom på den Internationale skole, der koster 2000,00 danske kroner i kvartalet, hvortil jeg sagde, at det kunne han glemme.Lilian fik en kalender, en madkasse samt 20,000 ugx, ca, 50 kr. Som jeg sagde at de nu ville få hver måned, til private ting, men at jeg ville se om de kunne styre det, og holde regnskab, kunne de ikke ville det stoppe igen. Hun var ellevild, og sprang mig om halsen, og jeg fik et kæmpeknus, hun var så glad.
Så var det Millie, så Middie, så Dorcas og til sidst Karen, da hun lige var kommet hjem fra skole. De blev alle så glade for lommepengene, så det kendte næsten ingen grænser.
Det var en rigtig god dag der, og nu er det næsten på plads, mangler kun 3 sparepærer, så er vi tilbage hvor vi var sidste år, da vi startede.Men jeg har sagt til Millie, at hvis jeg finder det hele sådant en gang til så stopper jeg, det er for hårdt, og hun lovede at det aldrig ville ske igen, nu ville de være så forsigtig med elinstalationerne , ikke gå fra noget der er tændt osv.Så det vælger jeg at tro på.

Så var det hjemad, og fik lige købt den sidste dukke for Johanne, og lidt mad, og så er det vist computertid.
mens jeg sad ved computeren, så drengene fodbold, og derefter en tosset film, hvorpå jeg blev så gal, at jeg sagde til Innocent at enten ham eller fjernsynet skulle ud, det her vil jeg ikke have i mit hus. Så var der dømt stilletime, ingen sagde et ord, og til sidst gik vi alle tre hver til sit, men det er ikke slut, for nu må tingene blive gjort færdig, jeg gider ikke at gå og være gal hele tiden.
Ha det godt alle sammen. De kærligste hilsner  Solveig

Fredag d. 12/10

Så kom fredag morgen, og jeg var stadig rasende over det med bilen, og Innocent kunne ikke forstå jeg ikke ville se nærmere på den, men nej.

Det var tid til at komme i vaskeriet "Gnubbe", og jeg trængte til at afreagere.Jeg skulle også have skrubbet cementen udenfor som var helt grøn, så der var nok at afreagere på.

Innocent vaskede bilen indvendig, bare for at gøre noget.

Tden gik og det var nu endelig fredag, og jeg vidste at han skulle om i sin skole efter de rigtige papier, og jeg vidste også han ønskede penge til at betale det sidste, men han fik dem ikke af mig, jeg ville ikke betale.
 Tiden gik, og da jeg var færdig med hvad jeg skulle, satte jeg mig igen til at læse " Den Hvide massai", som jeg havde lånt på biblioteket, på anbefaling af nogen. Jeg læste og læste, og hvor er der meget der fuldstændig det samme.
 Da kl. var over 1, og Innocennt skulle være på skolen kl 1,kom han igen og spurgte om penge til at betale  det sidste med. men jeg sagde nej, han kunne tage af hans egen, jeg ville se om han ønskede at gå i skole eller hvad, indtil da har jeg sagt at jeg stopper, han skal ikke gå i skole for min skyld, nu ville jeg se om han virkelig ønskede. Så jeg læste videre. da han havde siddet lidt, spurgte han om han kunne tage bilen, da det var langt til hans bank, og han skulle også have bencin på, jeg sagde ja han kunne tage bilen, jeg ville gå til købmanden for at købe lidt mad for mine sidste penge. han spurgte om jeg ville køre med, hvortil jeg svarede, ikke tale om jeg sætter mig i den bil så længe motoren lyder sådan. Så kørte han, og jeg gik.
Jeg fik handlet ind, og kom hjem igen efter at have snakket med en ung mand, og fortalt ham hvordan han skal spare op til at bygge et hus, de er virkelig ikke gode til at få noget ud af de penge de har.

Da kl. var ca. 3, 30 kom Innocent flyvende hjem, han havde siddet og ventet på hans papier, men skolen var jo ikke glad for at miste de penge jeg har betalt for ham, så han havde at vente. endelig kom han til, og fik at vide at det ikke var færdig, og at han kunne komme igen engang i næste uge. Så blev han gal, og sagde at de havde lovet ham disse papier, og hvis ikke han kom hjem med dem, ville "Muzungoen", den hvide dame blive meget vred, og det ville ikke vare længe før jeg så stod der.Jeg har været på skolen flere gange og banket i bordet, og stillet dem spørgsmål, de ikke troede en kvinde vidste noget om. Det hjalp, pludselig kunne de finde papierne, og han fik at vide at han var deres bedste elev, og de var så stolte på hans vegne.
Det er til at brække sig over al den koruption, og du skal næsten gå og være rasende hver dag, før nogen ting flytter sig. Nå, men han kom glædestråelende hjem og viste mig hans flotte karakter. Jeg sagde til ham endnu engang, at det er fuldstændig åndsvagt ikke at udnytte de evner og gaver han har fået, og så også chancen til at gå i skole.Men jeg ville ikke betale en krone mere, før jeg så noget mere arangement, færdig.
Men de karakter var meget mere end han havde drømt om, og han var ellevild, og var klar til at komme på universitetet.
 Jeg sagde til ham, at han kunne gå med det samme, og spørge, om de nu kunne hjælpe ham, og forklare om han kunne starte, eller hvad han mangler. Så kørte han igen, og sad og ventede i meget lang tid.
Mens jeg var alene havde jeg bagt en kage, og ville nu prøve om jeg kunne bruge en gasovn. jeg var også igang med at lave mad, da Frank kunne komme hvad tid det skulle være, så der var fuld knald på køkkenet.
Så var der pludselig ingen gas, alt stod stille.hvad nu, og her har man ingen reserveflaske. Jeg var nødt til at ringe til Innocent, at han måtte komme, for at køre ud efter gas. han kom, og så skulle han først til en automat for at hæve penge, og så lang vej i total craysy trafik  for at købe gas. Han var nu også totalt nødt til at skulle have bencin, hvilket han ikke havde købt, fordi han selv skulle betale, men ville jeg have gas, var jeg nødt til at betale grrrrrrr.
 Kagen var i ovnen, og var godt hævet da gassen forsvandt, så den sank lige så meget som mig, og jeg var spændt på hvad det ville blive til for noget, men hvad var der at gøre. Afrika Afrika Afrika.
Han kom med gassen, og jeg fortsatte, og han kørte igen for at stille sig op i køen på universitetet.
Han kom hjem omkring kl. 6, uden at have fået noget ud af det, der var så travlt, og køen var lang, så han måtte prøve igen i næste uge.

Så kom Frank hjem, og vi fik noget at spise, og snakkede hyggelig sammen. Godnat og tak for idag.

Torsdag d. 11/10 2012

Som opfølgning fra sidst, kommer her hvad det er sket.
Torsdag morgen kl. 10 kørte Innocent så med begge hævekort, og mekanikeren, for at hente den nye bil. og jeg var meget spændt på hvad mekanikeren sagde til den,  jeg satte min lid til ham.
Der gik et stykke tid, jeg ved ikke hvor længe, så ringede Innocent, og sagde at mekanikeren syntes vi skulle tage den dyre bil, den var bare så god, den anden var ikke for god. men jeg kunne kende p tonen at 2 unge drenge selvfølgelig ville ønske den nyeste og dyreste, det er jo ikke dem der skal betale.
 Jeg sagde til Innocent at det kunne der ikke være tale om, og så kunne han tage den 1,5 mio. vi havde betalt, og så komme hjem. Men jeg kunne høre at han var bange, for her giver man ikke penge tilbage, hvis de har fået fat i dem. Men jeg sagde at det var han skulle, og ikke mere, de kan da ikke stæle vores penge.Der gik ikke så lang tid så ringede han igen, at det troede han var helt umuligt, men jeg blev gal, og sagde at det var hvad han skulle, så ville jeg finde en anden udvej.
Der gik igen et stykke tid, så ringede han og sagde, at den gamle bil til 7 mio. selvfølgelig kunne bruges, den behøvede bare lidt ekstra penge. Men jeg sagde, tag pengene og kom hjem. Færdig slut. Det var han ikke glad for.

Der gik igen et stykke tid, og her sidder jeg er totalt i hænderne på disse tyveknægt, der bare ønsker flere og flere penge, jeg var efterhånden så rasende, og ville bare have mine penge tilbage.
Der gik igen et stykke tid, så ringede han igen, at vi var nødt til at tage den bilen til 7 mio, hvis jeg ikke ville betale de sidste 2 mil, for den nye, for nu havde de solgt vores den gamle, og pengene kunne de ikke få tilbage. Jeg ved ikke hvad i mener, jeg var så gal jeg kunne kvæle en eller anden, det er så tosset det hele, og her sidder jeg, for hvis jeg viser mig hæver de prisen til det dobbelte.
 Jeg sagde bare NÅ, hvad mere var der at sige.Og lagde røret på.
Der gik igen lang tid, så ringede han igen, at nu var de tilbage på værkstedet, og var begyndt at se på bilen, men den skulle have et nyt batteri, den duede overhovedet ikke. jeg sagde bare NÅ, hvad mere skulle jeg sige.Men Innocent skulle have 150,000 som batteriet kostede, hvortil jeg svarede, at de penge havde vi ikke, så han kunne bare gøre hvad han ville.Slut.
Han kom så hjem med bilen kl. 1/2 7 om aftenen, og jeg ved at der nu er en stor regning hos mekanikeren, og motoren gik som tosset, og jeg kunne høre at der vist ikke var lejre i nogen af hjulene. Jeg var så gal, at jeg valgte ikke at sige noget, så der var ikke ligefrem den helt store feststemning.

Onsdag d. 10/10

Så er den første uge gået, og tingene flytter sig, ikke altid så hurtigt som jeg gerne ville , men dog.
Vi skulle tilbage og se om bilen var til stede idag, og jeg bad Innocent ringe til manden, da vi ikke vil bruge tid og benzin på ingenting.
 Så vi kom afsted. Jeg havde fået den ide, at han skulle tage en video, og så komme tilbage til mig på hotellet, så jeg kunne både se og høre den. Jeg var sevlfølgelig nødt til igen at blive plantet på Grand hotel, da det er det sikreste sted i nærheden af bilhandeleren.
Så denne gang var jeg rustet med computer og en bog, og ikke nødig skulle sidde og glo ud i luften 3-4 timer.
Jeg fandt min plads, og Innocent kørte til forhandeleren. Efter ca. 1 time, ringede han, at ham ned bilen slet ikke ville sælge alligevel, og hvad han så skulle gøre. Skulle han se efter en anden, da der var andre forhandlere i nærheden. Jeg synes det ville være en god ide, men var træt af at du kan aldrig regne med noget her, det er lige hård for mig hver gang.
Så efter nogen tid ringede han igen, at han nu havde fundet en anden bil til 7 mio, og en anden til 9mio, og selfølgelig var den til 9 mio. en fantastisk bil. Men jeg sagde at det kunne han glemme, vi har ikke de penge, vi må finde noget til 7, og ikke mere. Jeg vil også have en med manuel gear, og det er virkelig som at finde en nål i en høstak her, da alle har automatgear. Derfor er der kun meget få med manuel gear, og til gengæld er de også meget dyrere.Fordi de alle kører med automatgear, tror jeg er fordi de aldrig har lært at køre bil, de har bare købt en kørelisens, og det er bestemt ikke det samme.
 Nå men tiden gik, og så kom Innocent med vidioen, og jeg kunne se og høre bilen. Jeg var ikke særlig glad, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Den hakkede rigtig meget i motoren, den lyd var jeg ikke glad for, men de havde" lovet" at ordne det.De mente det skyldtes at den ikke havde været startet i 1/2 år, og så trængte den til nye tændrør.Men det gode ved det var at Innocent havde handlet dem til at give 2,5 mio, for vores bil, der helt ærlig kan tabe både motor, hjul, og jeg ved ikke hvad,når som helst, alt går totalt levende, og det er bare et spørgsmål om tid, alt skiller ad, og den er totalt færdig. Hvad skal jeg gøre. Jeg har ingen bilforstand, og Innocent meget mindre, det er virkelig ikke til at finde ud af.
Innocent sagde at de havde sagt, at hvis han blev træt af den, kunne han komme tilbage med den, og de ville finde en anden, de tror det er til ham, og sådan er det nødt til at være her.
Jeg spurgte efter årgang, og hvor langt den havde kørt, men det vidste han ikke, så i kan nok forstå det ikke er let at træffe en beslutning.
Han gik tilbage for at se om de måske havde andre, men de havde kun de to med manuel gear, men ellers hundrede vis af biler.
Vi bestemte os til at tage den, vi er nødt til at gøre noget. han skulle betale de første 1,5 mio, for vi skulle først have pengene hævet, og det tager også sin tid, da vi kun kan hæve 1,5 hver dag, på vore to kort.
Så kom han tilbage, og vi kørte hjem, det havde taget det meste af dagen, og hvor var vi nu????
Han havde lovet at ville komme igen i morgen med pengene, og så skulle de få lavet tingene.
Så det er hvor vi er. Jeg ved virkelig ikke hvad i synes. Det er ikke let, for her er der ikke nogen system eller garanti, det er ren risiko, men vi behøver en bil.
 Midt under det hele, ringede Frank, min anden dreng, og ville spørge om han måtte komme på besøg fra fredag til søndag, og selvfølgelig må han det
 Jeg kunne se at så kunne vi hæve lidt penge til mad, indtil da tager bilen alle pengene, og vi har kun lidt mad i huset, men det skal nok gå.
Håber i alle har det godt, og husk at glæd jer over at i Danmark er et ord stadig et ord, men her!!!!!!!
Innocent ville i kirke, men jeg trængte bare til at være alene, og bede Jesus hjælpe mig at gøre det rigtige, han måtte være den der skulle hjælpe os i denne beslutning. Da gav Jesus mig  en ide, måske ville det være en god ting at sende vores ny mekaniker med Innocent i morgen, for at godtage bilen, før vi giver vores bil fra os, og står med noget vi ikke ved hvad er. Da Innocent kom hjem, foreslog jeg ham ideen, og han ringede straks til mekanikeren, og det var han med på, og det var jeg glad for,så få vi. se hvor vi er i morgen

Tirsdag 9/10

Så blev det tirsdag. Og der blev ringet fra ejeren af Agape 3, at de skulle have flere penge til maling, da alting er steget her. Så vi skulle mødes med ham igen, og give ham flere. Jeg er meget glad for at han vil tage sig af arbejdet, hvilket han ikke er nødig. For det er sådan her i Uganda, at ser de en hvid, bliver alting dobbelt så dyr, så du må virkelig være snedig, for at få mest mulig ud af pengene.

Vi havde bestemt at ville ud at se på biler igen idag. Vi ville køre derhen hvor vi købte den bil vi har, måske har de noget der ikke er for dyrt.
Jeg blev plantet på Grand hotel, og så kørte Innocent afsted. Det tager så lang tid, den vej, men er nødvendig, for ellers doubler de op, hvis de ser mig. Han skulle se om han kunne finde en bil til 5mio, og så se om de ville have vores i bytte. Når han havde fundet ud af det, skulle han komme tilbage, og vi kunne snakke.
Han kom tilbage, og havde fundet en bil, lige som den vi har, blot nyere, men den var ikke til stede, da ejeren var kørt afsted i den. men vi kunne komme igen i morgen.  Den var til 7 mio. men så ville de give 2,5 for den vi har, så det lød som noget vi kunne finde ud af.

Jeg sad på hotellet, og bare ventede og ventede, for det tager så lang tid, alting her.

Vi bestemte os til at komme tilbage og se bilen i morgen, hvis den så var der.
Så kørte vi hjemad og jeg ville gerne ud og se hvor langt de var kommet med maling på Agape 3, og vi skulle møde David.
 Innocent ringede til ham, hvor vi kunne finde ham, og da vi fandt ham, kom han op at køre og vi kom ud på Agape 3. Det var dejligt at se, at de allerede var langt med at male. Lofterne var ikke totalt sorte mere, men hvide, de var færdige. Væggene skulle have en gang mere, og så skulle det være færdig.
Der var kommet ny glas i vinduerne, og jernet i vinduerne var rettet op, og der var en dejlig frisk luft nu, ikke denne luft at brændt.Jeg var meget glad for at se det, og glæder mig til at vi kan komme op på samme nivo, som da jeg forlod dem, sidste år, men der er et godt stykke endnu. Udenfor ser det også ud som det var grise der levede der. De brændte møbler stod stablet i en dynge, og jeg spurgte Innocent, hvor gør i af sådan noget her.Han ville finde ud af det.
David fik igen 180,000 ugx, og så skulle det vist række, vi får se.

Så kørte vi hjemad igen, igen med David ombord, han har vist ingen bil mere.
Hjem, og så skulle der laves mad.
Jeg ville gerne i kirke i aften, da de havde en spisiel møde: Dans i himmelen. Jeg ville se hvad det var for noget. Det skulle være at fejre at Uganda har været en selvstændig nation i 50 år, og det ser vi overalt i Kampala, hvor der er pyntet op.

Vi kom i kirke, og det siger jeg var en oplevelse. 10-11 tusinde mest unge mennesker, samt lysshow,g jeg ved ikke hvor mange sangere, dansere. Det var virkelig  festlig.
 Efter to timer kom Robert Kajanja, præsten, og talte til alle disse unge mennesker, og det kan han som få. Efter at have talt evangeliet for dem, blev der spurgt om der var nogen der ville give deres liv til Jesus, og følge ham, og jeg tror der var et sted mellem 200-300 unge mennesker der kom og gav deres liv til Jesus Det var så fantastisk. han bad for dem til frelse, og der var en glæde uden lige. bagefter fik de alle en ny bibel, med ordene: Læs i den for det er i den, i finder det rigtige liv, og sælg den ikke, det er mad for jeres indre menneske, Gud vil bruge jer.
Derefter var det blevet sent, og nu var det sengetid. Endnu en dejlig dag var til ende.Hav det godt alle. kh Solveig

Mandag d. 8/10

Så starter en ny uge. Og vi har planlagt en masse ting, og lad os så se om det går som vi gerne vil, det er langt fra sikker.

Men i dag var det første, at Innocent skulle rundt og se på 3 forskellige universiteter, og se om han havde en chance. Han havde det stykke papir med som de havde skrevet på hans skole. Men ingen steder ville de hjælpe ham, uden han havde det originale skolepapir, så det var han nødt til at have først.

Så kom han hjem igen, hvilket jeg havde sagt han skulle, og vi snakkede, og så blev han sendt til skolen for at de skulle lave hans papir færdig, og så havde han at betale, det er Uganda.
Da han så kom hjem igen, sagde han at han først kan have papirene på fredag kl.1., så vi har at vente.

Så bestemte vi os til, at ville besøge Moses hjem, altså Niger Desteny, og bringe den store gave fra Ninna. Så Innocent ringede til Moses, om han havde tid til at vi kom på besøg, og det havde han. han var godt nok meget optaget med at gøre alt klar til at Præsidenten fra Burundi skulle komme på besøg i kirken i aften, men han ville have tid. Vi aftalte hvor vi kunne samle ham op, og køre til hans hjem, et godt stykke fra hvor vi bor. Det er virkelig godt vi har vores gamle bil, men den gør det ikke ret meget længere, og kan stoppe når som helst, den æder olie, som det var det vi kørte på.
 Men afsted kom vi, og fandt hele familien hjemme. Hjemmet var som altid så rent og pænt, og der var en dejlig atmosfære mellem børnene og forældrene. Det er en ren velsignelse at se hvad hilsnen fra Ninna gør hver gang. De var ovenud lykkelige for alt hun havde købt til Niger, og ikke mindst for billederne af dem selv.Det var en ren eventyr, og jeg var så glad for at mit kamera kan tage video, så når jeg kommer hjem, skal Ninna have en video fra hele oplevelsen, og så kan hun både se og høre. Det var bare så skønt.
Da vi var færdig, og Innocent havde taget billeder også, som vi ville lægge ud på facbook, kørte vi hjem igen.

Innocent ville prøve at lægge billeder ud på facbook, da det også havde ændret sig, og var ikke som før. Jeg havde prøvet, men kunne ikke finde ud af det, men han fik det til at virke.

Derefter bestemte vi os til at slappe af, og se fjernsyn, hvor vi kunne følge Præsidentens besøg i Mirakelcentret, og så bare i seng. Tak for endnu en dejlig dag i Uganda. Det er altid så skønt at besøge Moses familie, der er altid glæde og taknemlighed. Godnat

Søndag

En dejlig morgen med fuglesang, solskin og dejligt vejr.
Vi ville i kirke til første gudstjeneste (der er 4 hver søndag). Vi kom afsted, og det var bare så godt.
Hjemme igen kl 12, og så skulle vi spise lidt, og Innocent skulle have en middagssøvn, da hans enfluenzaen ikke helt var over. Så jeg sendte ham i seng til kl 3, og så kunne jeg ordne computerarbejde så længe.
 Kl 3 vækkede jeg ham igen, og vi fik en kop kaffe, og så afsted.
Vi skulle ud med penge til Agnes. Innocent ringede til dem, for at vide om de var hjemme, og det var sandelig godt, for de var flyttet, og det vidste vi ikke.
Men vi kom afsted, og hans stedmor ledte os til stedet de boede via tlf.. Der var langt, men jeg insisterede at ville ud og se hvor de var, og hvordan det går Agnes i skolen. Så vi kørte og kørte, og Innocent ringede nok 10 gange før vi fandt stedet. Det viste sig at de havde bygget et lille hus, ude på lande, og det var da langt bedre end hvor de boede før. De havde sparet op i mange mange år, og nu var de så klar til at starte et nyt liv. Et lille hus uden el, og vand, men den havde 4 rum, det andet kan komme senere. De havde også plads omkring huset til at avle mad. De havde plantet bananpalmer, majs, bønner og søde kartofler. Det var så dejligt at se.Jeg elsker at se, at det nytter at hjælpe. moderen havde været meget syg, og da jeg var her for et år siden, ved jeg ikke hvad hun lignede, da var hun nyoppereret, men denne gang var hun frisk, og de arbejdede begge to.De er virkelig på vej op, og hvor det glæder mig.
Jeg så Agnes bøger, hun er virkelig en dygtig pige, og gør det sååå godt i skolen. Jeg var så glad for at se deres plads, helt ude på landet, men hvor var der stille og fredeligt, fuglene sang, og der var masser af frisk luft, en skøn plads, for en landkrabbe som mig. Men Innocent var ikke begejstret, han er en rigtig bymus.
Da vi kørte tilbage, skulle de alle med ind til Kampala, hvor de skulle besøge hendes søster. Godt vores gamle bil kunne tage det, for det går ikke ret meget længere.
Da vi kom ind til pladsen ville stedmoderen, at Innocent skulle komme at hilse på hendes mor, som har spurgt til Innocent mange gange, uden han havde besøgt hende.
 Så jeg sagde at det skulle han, jeg ville vente i bilen. men der gik ikke lang tid før jeg også kom ud, og skulle hilse på den kvinde der havde leveret mad til Innocents far og stedmor, medens han boede hos sin far. De skulle hente mad hver anden dag hos hende, så i den tid var der ingen mangel på mad.
jeg fik hilst på kvinden, som var en meget ernergisk dame, som stod i gummistøvler, og arbejdstøj. Hun var lige færdig med at muge ved grisene. Vi var rundt og skulle se hendes grise, og hun har en mark med masser af mad. Hun er 63 år, men meget aktiv, og passer det hele med hjælp fra nogen familiemedlemmer. Da der bor en søster og bror i samme hus, samt børnebørn, jeg ved ikke hvor mange. Men hun var virkelig inspirende at møde, og hvor det glædede mig, at der er nogle der  mad nok, og har et godt liv, og også kan hjælpe andre.Det tog lang tid før vi kom videre.
Derefter skulle vi igen møde David og give ham flere penge til maling, og så skulle vi have noget at spise.
Vi fandt et billigt sted, hvor vi før havde været. Der mødte jeg en flok mennesker fra England, og kom i snak med dem, da de ville vide hvad jeg gjorde her. Det fortalte jeg dem, og ville så vide hvad de lavede. De var også kristne, og skulle besøge skoler, og støtte dem, og så skulle de besøge fængsler, og snakke med fangerne og give dem  hjælp, hvis de kunne, men mest at vise disse mennesker at de ikke er glemt, da de har det forfærdentlig her i Uganda. Så de syntes vi skulle snakke igen i morgen, og så ville de fortælle mig deres historeier, og besøgene i fængslerne. Det aftalte vi, og det glæder jeg mig til.
Derefter var det nok for idag, og vi kom hjem, og jeg var grydeklar, og gik i seng, da jeg ikke havde sovet til middag.                     De kærligste hilsner her fra Uganda.  Solveig

Lørdag d.6/10

Så var det lørdag morgen, og en dejlig ny dag ventede os.
 Vi skulle selvfølgelig have hævet penge, for der er meget der skal gøres. Og her i Uganda skal der betales forud, da ingen har noget at købe for, før der er betalt.
 Vi skulle også idag prøve at få min Uganda  tlf. igang, og da regeringen har lukke alle telefoner, for at få alle registreret, var det ikke så lige til. Der skulle købes ny simkort, samt blive registreret, og derefter taletid, og så skulle alt installeres, men så virker det også igen.
Så ville jeg ud at se om jeg kunne finde en form for dyne, for jeg frøs sådan i nat, og det går simpelthen ikke.
Vi kom afsted, fik tingene klaret efter lang tid, ting tager sååååååååååå lang tid her, men jeg har lært at vente.

Vi var også ude at se på bil, da vi havde tid til overs, og tænkte at vi kunne begynde at se, om der kunne være noget der var til at nå for de penge vi har. Vi fandt en god brugt  Corona, en rigtig dejlig bil, Og jeg vil have en med manuel gear, og det er næsten umuligt at finde, alle her er med automatgear, men det er for dyrt at holde ved lige.Men den bil vi så kostede 13 mio. (30,000) og vi har kun 7000, så det går ikke.
 Vi kørte videre for jeg havde set en markedsplads, og der ville jeg gå og se på tingene, vi havde stadig tid. Vi kom derhen, selvom det ikke lige var Innocents kop te. Men det var ikke et marked, det var en Messe, hvor mennesker fra hele verden kom og viste det sidste nye i maskiner til både små og store landbrug, hjælpemidler til enhver form for forretning. Det var bare så godt at se hvad der er muligt, jeg var så glad for at se alle disse ting, og også møde mennesker der arbejder på eksport fra Uganda.

 Innocent blev også rigtig meget velsignet, da han går med en drøm om at starte en forretning, hvor der sælges mælk og brød osv, og vi så en sådan forretning der, lige som det skulle være, og vi stoppede op, købte os en softis, sad og studerede det hele nøje, og bad om at måtte tage billeder. Det fik vi lov til, og glade var vi. Jeg har ikke rigtigt forstået hvor højt mennesker her elsker mælk,men nu så jeg det med egne øjne. mange voksne køber en 1/4 liter koldt mælk, og får en sugerør i, og sidder og nyder det højlydt. Det ville vi aldrig se i Danmark, og jeg kunne se, at det ville blive en rigtig god forretning, men så er der det med pengene??? Men en rigtig god ide.

Så var dagen ved at være gået, og vi skulle hjemad, og på vejen skulle vi møde David( ejeren af Agape 3) for at give ham penge til at købe maling for, og han fortalte at der allerede var folk igang med rensning af alt det sorte, og de allerede havde købt kemikalier til at fjerne det, før de kunne komme igang med at male, og at de havde brugt 75,000 til det.

Så var dagen brugt, vi kom hjem, jeg var meget træt, og Innocent ikke mindre, da han faktisk har en form for influenza, og er fuld af snot, så han var ikke mange sure sild værd.
 Vi fik noget at spise, og så var det i seng, og Innocent fik min dyne, for han trængte mere til den en mig, og vi havde bare købt en, da de ikke havde flere,men så til køjs.

men jeg er bare så glad for at der arbejdes hårdt på at få Agape 3 på fode igen, Det skal blive dejligt.
Hav det godt alle sammen, her går det derudaf. Kærligst  Solveig

5/10 2012

I dag har jeg så pakket mine kufferter ud, og har fået mig indrettet. Det er skønt at have styr på sine ting, og vide hvor jeg kan finde hvad i rette tid.
 Men ellers var der dømt besøg på Agape 3. Men de viste sig at Innocent havde hårdt brug for en snak. Han har været totalt nede siden han forlod Danmark, og det har været så hårdt for ham. Jeg har ladet ham i fred, fordi jeg ville vente på, at han fandt ud hvad han vil og ikke vil. Jeg var indstillet på at stoppe skolen for ham, da jeg ikke kunne se han virkelig ønskede det, og så kunne jeg bruge mine penge en bedre vej, han skulle ikke gå i skole for min skyld, hvis han ønskede bare at gøre ingenting, jeg ville tage det til efterretning.
 Han havde forstået at det var min alvorlige mening, og det gjorde ham endnu mere nede. Men ingen kære mor her, han havde selv at finde ud af hvad han ville, og jeg ville se et vilje i ham, før jeg ville tale om det igen.
 Så mens jeg pakkede ud, havde han skrevet hans situation ned, han var klar over at han stod ved en korsvej, og havde at tage et valg, om han kunne lide og ikke. Så derfor fik vi en meget lang snak, som endte med at han gik til hans skole for at spørge om eksamens papierne fra sidste eksamen. I Danmark får du dem hurtigt, men her har du at vente, og ikke alene det, men hvis du vil have dem skal du betale 75,000 ugx+ 25,000 til en anbefaling(250 kr), og det er fordi de ikke ønsker at han skal gå, for så mister de deres penge. Men han kom hjem med hans karakter på et stykke almindeligt papir, fodi han ville vise det til mig, han ved at jeg altid er meget intererseret i at se karakter. Han har virkelig gode karakter, og det ville være en stor skam, om han ikke bruger det til noget, men det skal blive hans eget ønske og ikke min.
 Vi fik en lang snak, han var klar over at han stod ved en korsvej.

Så gik det afsted til Agape 3. Jeg var virkelig ikke klar over om jeg kunne tåle at se, hvad der ventede mig, men med en dyb indånding, var der ingen vej udenom.
Vi bankede på, og Millie lukkede op, og blev selvfølgelig meget overrasket for at se mig, men også meget glad.
 Jeg så for første gang, Middie, Schelly, Motony, Grace og Nasanga. De var hjemme fra skole, og det var virkelig dejligt at se dem i virkeligheden, og ikke bare på billede. De er bare så dejlige.
Videre ind i huset, og det så virkelig ikke godt ud, sort sort sort, og totalt ødelagt.
 Vi fik kikket os omkring, og derefter bad jeg  Innocent ringe til David (ejeren) for han skulle komme, og vi kunne finde ud af hvad vi skulle gøre, og hvordan, og hvad det ville koste.
Mens vi ventede på ham snakkede jeg med Millie og pigerne, og de fik pengen til mad for okt.
 Så kom David, og vi fik snakket om det hele, og fandt ud af at det vil koste omkring 3-4 tusind kr. uden møbler og gardiner. Det er virkelig ikke sjovt, men i alt dette skal vi være glade for at ikke nogen af dem kom til skade. Som Millie sagde, hvis det havde sket om natten, ville alle være døde, Hun sagde at det var den lampe vi havde givet dem, som de kunne bruge når de ikke har el. der var årsag til det, og at hun kort tid var gået for at købe mad. Da hun kom tilbage var alt totalt i brand, så der var kommet en masse naboer for at hjælpe med at slukke branden, hvilket de også gjorde. Måske 100 mennesker hjalp.
Også elledningen ind til huset var brændt, og David havde at reparere den, for naboerne havde ingen strøm også, før han fik det gjort. Vand i huset har heller ikke virket siden, og jeg fik et chok, at de ikke havde haft vand i huset længe., men henter ved et væld. Men det vil koste penge at reparere og han har ingen nu, så det må vente. Det er bare ikke Danmark, men Afrika.
Så kom Lilian pludselig hjem fra skole Ca. kl.5., og i dag fredag for at holde weekend, ellers er hun i skole til kl. 9 hver aften, fra 6 morgen, det er virkelig hårdt. men dejligt at se hende.
 Lidt efter kom Dorcas, og også hende var det så godt at se, det er viklig dejlige piger, og de ser så godt ud.
Derefter var vi klar til at køre hjem, jeg skulle finde ud af hvad, hvornår og hvormeget vi skal bruge på dette.På vej derfra vi kom til Karen, og det var også så godt at se hende. Vi stoppede og snakkede lidt med hende, hun er virkelig også en dejlig pige, og de alle så godt ud.
Så var det tid at komme hjem, vi skulle have noget at spise, og så var det computertid. Innocent tog vidio i huset, men jeg ved ikke om vi kan lægge dem på facebook, hvis ikke i må vente til jeg kommer hjem.

Ankommet til Kampala.

Hej alle venner. Så  et livstegn fra mig.
Jeg er nu vel ankommet til  Kampala, og Innocent var i lufthavnen for at hente mig helt hjem. Jeg var overrasket at bilen igen kunne tage turen, men han havde bedt Gud om at han var nødt til at lade den gå, for han skulle hente mig, og han var der, og vi kom også godt  hjem.
Det har været en vidunderlig flyvetur, som jeg nød i stor stil, og jeg var meget taknemmelig at mit knæ ikke lavede en masse ballade, men var ret så fredelig.
Det er så godt at være tilbage igen, og jeg glæder mig til at tage fat på opgaverne.
 Men vi gik ret hurtigt til sengs. Innocent var også meget træt, da han havde gjort hele huset rent, og købt mad, så alt var parat til jeg skulle komme, og jeg var træt efter den lange tur, så det var på hovedet i tæpperne.
Jeg var så taknemlig for at der den sidste dag, kom så mange mennesker ind for at ønske mig en god tur, det er virkelig dejlig.

Nu her er det torsdag, og vi har været ude at få købt internet, så vi kan få tingene til at fungere, og har købt forskellige ting som var blevet ødelagt. Vi har fået hævet de første penge, og er også klar til at betale husleje.

Manden fra Agape 3, har været lidt utålmodig, og vil gerne have noget gjort ved problemet efter ildebranden, og Innocent var nødt til at sige til ham,at jeg var lige rundt om hjørnet, og så var han glad.
 Vi vil ud og se på sagerne i morgen, og lad os så se, hvad der skal gøres.
Jeg er stadig lidt træt, men vi har taget det lidt roligt den første dag.
Herfra skal lyde et ønske om alt godt til jer alle i Danmark     Solveig

Sidste dag i danmark.

Hej alle venner.
Her kommer en hilsen til alle som følger.
Kl. 6 i morges kom en sms fra min kære Frank i Uganda. Han glædede sig til at se mig igen, har savnet mig. han ville ønske mig en velsignet rejse derned.
 Så var der en hilsen til jer alle fra ham. Jeg skulle sige en stor tak til jer alle, jer der gør det muligt at hjælpe så mange børn, unge, og familier i Uganda. Han er vældig godt klar over, at hvis ikke i var med af hele jeres hjerter, kunne vi ikke gøre det vi gør, og han er så taknemlig for den hjælp og velsignelse vi bringer til Uganda.Hermed hilsen bragt til jer alle.

Så er kufferterne pakket, og der er overvægt i dem begge, men jeg beder til at det går. Denne gang er der kommet så mange gaver, breve, hilsner, at det tog hele pladsen. Men hvilken glæde det bliver at dele al jeres kærlighed ud til alle de små vidunderlige børn, der ikke havde en chance uden jer. Jeg er så glad for at min nye camera kan tage video. Det vidste jeg ikke da jeg købte den, den var meget billig, da det var den sidste de havde, men kan altså tage ganske gode video, og billeder, så den skal blive flittigt brugt, så i skal få  en masse billeder at se, altså hvis vi har el. det er lang fra sikker altid, men jeg vil prøve.

Jeg har også idag lige fra kl 9, haft besøg med hilsner, og hele dagen, hvor mennesker har ønsket mig god tur. De følger rigtig meget med i hvad vi laver, og hvad der sker hver gang jeg skal afsted.

Der er også mennesker der er kommet med pengegaver, og derfor var jeg lige i banken for at få dem sat ind, så de er til rådighed, når vi skal gøre noget dernede.Stor tak for alt hjælp,jeg skal gøre mit bedste, for at få mest mulig ud af dem, tak.

Denne gang vil jeg ud på alle skolerne( 8) for at høre hvordan det går( vore) børn, for det er ikke meningen at de bare skal spise pengene op, tingene skal flytte sig.

Men først skal der kikkes på brandskaderne på Agape 3, og så skal der vaskes, males, ny glas i vinduer og døre, og så igen nye møbler og alt det der, og så kommer alt det andet efter.

Jeg skal nu lige til mit barnebarns 11 års fødselsdag, og derefter hjem og sove lidt, for at være klar til at køre herfra Øsløs til Ålborg kl. 1/2 4 i nat. Skal flyve fra Ålborg kl. 6,15 i morgen tidlig, og venter at være fremme i Kampala kl ca. 1, natten til torsdag.

 Jeg ønsker alle en vidunderlig nat. Hav det godt. Må Gud velsigne jer alle for jeres giverhjerter, det er helt fantastisk.    Kærligst  Solveig

Forberedelse til Uganda 2012

Kære alle venner, støtter, intereserede. Så er den store forberedelse igang til igen at rejse til Uganda tidlig onsdag morgen d. 3/10 kl 1/2 4.

Innocent er vel hjemme igen, han rejste d. 8/9, så nu har jeg fået lidt hvilet og kommet til kræfter. Det er et kæmpearbejde at have en ung sulten mand boende i 2 måneder, samt vi har været rigtig meget rundt. Godt min gamle Volvo bare har kørt, den har ikke fået lov at stå i garagen en dag over, så den trængte også til hvile. Håber bare ikke den hviler så meget mens jeg er væk, at den ruster sammen, da den skal synes så snart jeg kommer hjem.Og det er jo en ældre dame fra 1987.

 Der er mange tin der skal gøres klar, inden man tager afsted. Der er alt mit eget og så skal der bud ud til alle sponsorer og støttere, at nu er jeg på vej, hvis der er nogen der vil have en hilsen med til deres børn.

 Her hos mig skal det hele gøres vinterklar, da det jo nok er frostvejr når jeg kommer hjem d. 12/11. Drivhuset skal tømmes, de sidste grønne tomater skal syltes, samt augurkerne. Rødbeder og gullerødder skal op. Porrer og sellerier skal i drivhuset så det er til at komme til i vinter. Kartoflerne skal dækkes, havemøblerne ind, og alle pelagonierne, så de kan overleve i vinter.
Så skulle æblerne plukkes, og dækkes ned, hængekøjen skal på loftet osv. Solvarmen skal tømmes for vand.
Der skal lukkes ned i butikken. og gøres klar til Jul, da det er på høje tid med pyntning når jeg kommer hjem
 Billetten bestilles og betales, og så gøres der klar til pakning. men jeg ved aldrig hvor meget jeg har plads til ud over gaver, breve osv.
 Men en ting vidste jeg, Johanne er ved at strikke dukketøj, til 5 babyborn dukker, og det vil fylde en hel del.

Der har været en opbakning, og medleven helt ud over det sædvanlige, også denne gang har det stømmet ind med støttekroner, tøj, gaver, hilsner, så jeg er dybt rørt over den medleven i Agape Chil Care, for jeg ved, at om ikke der var nogen der var med og gav, kunne vi ikke stille meget op. Tusind tak for jeres sponsorstøtte, men også alt den kærlighed og ekstra ting i har sendt med, også denne gang .

I lørdags var jeg til fødselsdag på mine 2 oldedrenge, Nicolaj på 6 år, og Mathias på 3. De bor på Fyn, og havde bestemt at slå det sammen, og holde det ved Anne Grethe og Jens, da de var bange for ikke hele familien ville komme til Fyn.Så skal jeg også lige nå  mit barnebarn Claras fødselsdag tirsdag aften, da hun bliver 11 år den dag jeg rejser, og derfor ikke kan komme. men så er tingene også ved at være klar, nu mangler der bare en til at trampe i kufferterne for at få dem lukket, men der er en hel dag ednu, og vi ved ikke hvad der sker. Tak for følgeskab, med ønsket om Guds rigeste velsignelse over enhver giver og medlever.