Søndag morgen, igen dejlig solskinsdag.Det har i nar tordnet og lynet, samt regnet som det vist kun kan her i Afrika.Men nu er det sommer af første karat.
Vi vil i kirke selfølgelig, og går derned, da vi har alt lige omkring.
Ellers er det ren afslapning, til vi skal lave aftensmad, da vi har inviteret gæster til aften.
Innocents fader og stedmoder skulle komme og spise, og se hvor han nu bor. Det glædede jeg mig meget til, da jeg virkelig har gor kontakt med hans far, og forstår hvordan han har kæmpet for at give det bedste til sine børn, og her er det virkelig hårdt.
De kom, og havde en lille pige med, som nu bor ved dem, da hendes mor er død, sådan flytter de rundt i familierne, om der er nogen der kan tage sig af disse børn, for ellers havner de på gaden.Men vi havde en dejlig aften, og snakkede om mange ting, angående det virkelige liv, som er såååå barsk her i Ugande, og hvordan vi slet ikke kan fatte at det er sådan i 2010, ud fra det vi kender. Det danske system, tager sig virkelig af os, det kan vi se her. Her er ingen system, man må overleve hvis man kan, kan man ikke var det bare ærgeligt,Dejligt at snakke med dem igen, og Innocents far var så glad for at besøge os, og se hvor hans søn nu lever, og går i skole. Så Taknemlig, at det ikke kender nogen grænser.
Da det regnede igen, havde Innocent hentet dem, de har ingenting, uden deres ben, og han kørte også dem hjem, jeg er glad for min gamle bil, den kan bringe megen glæde og hjælp.
En dejlig søndag, en dejlig aften var til ende.
tirsdag den 30. marts 2010
fredag den 26. marts 2010
Fredag d. 26/3 2010
Idag var det virkelig hårdt at komme ud af tæppet. Jeg var dødtræt, men havde sovet som en sten, men det havde været en hård dag igår. Og her er du bare 1000% på, så det tager vikelig på kræfterne. Men en god nats søvn gør underværker, når lige man bliver trillet ud af tæppet.
Efter morgenmad, skulle Innocent ned og gøre kirke rent, og jeg havde noget tøj der skulle ordnes.
Da han kom hjem ville vi ind igen og købe Internet, det skal vi hver måned, en frygtelig væsen, og det koster en bondegård, 90.000 UGX, pr. måned, og det selv om der ikke er forbindelse ret mange timer hver dag, men det er muligheden ud til verden. Igår jeg ikke var hjemme, var Innocent rundt at spørge alle naboerne om de havde Internet, for om vi kunne pejle os ind på noget der var beder end det vi har. Men der var ingen der havde internet, nogen vidste ikke engang hvad han snakkede om, det fortæller lidt om hvordan det er hernede.Han havde også været ude at lede efter den ard. vi skulle finde, for at spørge om de ville sælge jord. Han havde også forsøgt at lave papir, som vi skulle skrive for at ansøge, han er bare aktiv hele tiden, og vil gøre alt for at hjælpe mig.
Igår mens Joseph og mig var på vej hjem fra Damarin, ringede Kirsten(en af mine danske kontakter), hun havde fundet ud af noget, og inviterede os til at besøge hende lørdag eftermiddag, så vi kunne snakke videre. Jeg sagde tusind tak, det er dejlig med hjælp hernede, for ellers kommer jeg ingen vegne, så det glæder jeg mig til.
Nå men Internet skal der til, selom det kun er et par timer om dagen.Så vi kom afsted, og fik det købt og betalt, men der var ingen kraft på detn tid, så det virker lidt flad, efter at have betalt så mange penge, kan man ingen steder komme.
Nå, men vi var i byen, og skulle have et par ting med hjem til huset.
Så var det hjem, vi fik lidt at spise, og så var der net, men Innocent skulle i skole, og jeg trængte til en middagssøvn, var stadig meget træt.
Da jeg havde hvilet lidt, måtte jeg se om der var forbindelse ud til omverdenen.
Det var der, og det blev ved hele eftermiddagen, så her har jeg siddet, og fået ordnet en masse ved computeren. Har også fundet ud af, at jeg ikke tror der kommer en brødel af alle mine mail frem til dem jeg sender til.Det er virkelig hårdt. jeg har, og sender hele tiden mail, tidlig morgen, for at have en chance, og så kommer de ingensteder. Det havde aldrig gået i Danmark, men det er der godt nok meget der ikke gjorde.
Klokken er nu 8 aften, og jeg vil slutte for idag.
Efter morgenmad, skulle Innocent ned og gøre kirke rent, og jeg havde noget tøj der skulle ordnes.
Da han kom hjem ville vi ind igen og købe Internet, det skal vi hver måned, en frygtelig væsen, og det koster en bondegård, 90.000 UGX, pr. måned, og det selv om der ikke er forbindelse ret mange timer hver dag, men det er muligheden ud til verden. Igår jeg ikke var hjemme, var Innocent rundt at spørge alle naboerne om de havde Internet, for om vi kunne pejle os ind på noget der var beder end det vi har. Men der var ingen der havde internet, nogen vidste ikke engang hvad han snakkede om, det fortæller lidt om hvordan det er hernede.Han havde også været ude at lede efter den ard. vi skulle finde, for at spørge om de ville sælge jord. Han havde også forsøgt at lave papir, som vi skulle skrive for at ansøge, han er bare aktiv hele tiden, og vil gøre alt for at hjælpe mig.
Igår mens Joseph og mig var på vej hjem fra Damarin, ringede Kirsten(en af mine danske kontakter), hun havde fundet ud af noget, og inviterede os til at besøge hende lørdag eftermiddag, så vi kunne snakke videre. Jeg sagde tusind tak, det er dejlig med hjælp hernede, for ellers kommer jeg ingen vegne, så det glæder jeg mig til.
Nå men Internet skal der til, selom det kun er et par timer om dagen.Så vi kom afsted, og fik det købt og betalt, men der var ingen kraft på detn tid, så det virker lidt flad, efter at have betalt så mange penge, kan man ingen steder komme.
Nå, men vi var i byen, og skulle have et par ting med hjem til huset.
Så var det hjem, vi fik lidt at spise, og så var der net, men Innocent skulle i skole, og jeg trængte til en middagssøvn, var stadig meget træt.
Da jeg havde hvilet lidt, måtte jeg se om der var forbindelse ud til omverdenen.
Det var der, og det blev ved hele eftermiddagen, så her har jeg siddet, og fået ordnet en masse ved computeren. Har også fundet ud af, at jeg ikke tror der kommer en brødel af alle mine mail frem til dem jeg sender til.Det er virkelig hårdt. jeg har, og sender hele tiden mail, tidlig morgen, for at have en chance, og så kommer de ingensteder. Det havde aldrig gået i Danmark, men det er der godt nok meget der ikke gjorde.
Klokken er nu 8 aften, og jeg vil slutte for idag.
Torsdag d. 25/3 2010
Torsdag morgen kom igen med fuld solskin fra tidlig morgen. Jeg havde fået købt ind aftenen før så alt var parat til at lave kagemand af i en fart, men jeg ville ikke gøre det kl. 7 morgen, så den skulle stå og dampe i 50 graders varme hele dagen, det måtte vente. Innocent og mig spiste morgenmad kl 7, så jeg var klar kl.8, som jeg havde aftalt med Joseph.
Jeg var klar præsis kl. 8, men hvem kom ikke, Joseph.
Jeg ventede og ventede, ikke bare denne gang, men hver gang, han kender ikke tiden.
Men denne gang kunne jeg sidde hjemme og vente, og der gik lidt over en time før han kom, det er ingen god begyndelse.
Nå men vi kom afsted. Selfølgelig som det første til en bensinstation,for at få noget at køre på. Så afsted, og vi begyndte at snakke, da jeg bliver så ked af det hver gang, at han ikke kan forstå tiden.
Men afsted var vi, og jeg ville gerne have købt brød, sukker og evt te, det er det man kommer med hernede. Joseph, mente også at det var godt med OMO, vaskepulver, da hun vasker hele tiden, da hun har 16 forældreløse babyer i sit hus.
Vi fik klaret det hele, og turen gik til Jinve( ved Nielens Udspring), men der skulle vi jo ikke idag.
Turen gik rigtig godt, vi fik snakket en masse, og han nød rigtig meget at have mig total for sig selv( det vil de alle), og så var vi på vej ud til Damarin, hans kæreste.
Damarin boede i et dejligt hus, hun havde lejet. Hun havde børn overalt, havde 4 kvinder til at hjælpe sig hver dag, + en mand til at hente og bringe børn i skole, og alt forefaldende. Det var en fantastisk oplevelse at besøge hende og alle hendes babyer. De ældste var 6 år, den mindste 2 mdr. et kæmpe arbejde, men sikke en flok vidunderlige børn der får en ny chance.
Hun er en fantastisk pige, omkring 22-24 år, og Joseph er nu 27, så det passer fint.
Det var en fantastisk hjem at besøge, der var virkelig tjek på den. Hvilken kærlighed de havde til alle børnene, det er helt spisielt hernede, hvor børn bare er noget der kommer, og så må de forresten næsten sørge for sig selv, Ingen kærlighed, ingen omsorg, ingen mad, ingen tøj, ingenting for mange mange børn. Men der er virkelig også mange der prøver at hjælpe disse børn, men der må komme penge udefra, da der ikke er penge her i mange familier.Mange familier lever i små huller, uden vand og støm, men med en stribe børn, + aids.Det er virkelig hårdt at se på.
Damarin har sponsor til alle hendes børn fra Amerika, men selv om der er 16, er det ikke nok til at dække omkostningerne. Men alle hendes børn får virkelig en god og kærlig pleje.En fantastisk oplevelse.Damarin er en fantastisk karismatisk pige der ved hvad hun vil, og der har tjek på alle "hendes børn".
Vi spiste sammen med børnene, i en stor dynge. Ris og lidt kødsovs. men det var godt mad, og dejligt at se at alle børn fik det samme, dem der ikke fik sutteflaske.
Men tiden kom, at vi måtte vende næsen hjemad, nye udfordringer ventede.
Vi kom til udkanten af Kampala kl. 5, og havde nu bare 2km. til vi var hjemme, men!!!Kampala i mylgretid, det kan ingen forstå, hvis de ikke har oplevet det. Det er et kaos af format, alle kører i forskellige retninger, for at have en chance til at komme videre, med det resultat, at alt står stille, og ingen kan komme nogen steder. 7 mio. i en by uden regler, er bare et maridt af de helt store, ikke så mærkelig, at der er ingen biler der ikke har masser af buler.Så der sad vi, i stegende hede, og kunne ingen steder komme. Det tog 2 timer at komme de sidste 2 km., så jeg var først hjemme klokken godt 7.
Så skulle der laves kagemand, og det i en fart. Joseph kørte ned i kirken så længe, men insisterede på at komme og tage mig til Agape 2, han vil ikke have Innocent til at komme der. Så Innocent hjalp mig, og kiggede forundrende til, da de ikke kender til kagemænd her, men han var bare så glad på Gladys vegne, og ville glæde sig til at se billederne derfra.
Jeg ringede til Joseph, han kom, og turen gik til Agape 2 med kagemand med 13 lys, brød og bananer, da de altid mangler mad der, så det skulle være noget der kunne spises.
Da vi kom til lågen(indgangen ti Agape 2) var klokken8.20, det var lidt sent, men der var ikke noget at gøre ved det nu.
Da børnene fik øje på mig, at jeg var med Joseph, kom de skrigende, hujende, jublende i en lang række, ja selv mamma Ester, og så fik jeg 1 mio. knuser fra dem alle, de ville ikke slippe mig, var bare så glade for at jeg kom.
Da de fik øje på kagemanden, kiggede de forundret, vidste ikke hvad det var. De havde ikke gjort noget ud af Gladys fødselsdag, det gør de ikke her, de har ingen penge.Men de var så glade, og de lyste om kap med de 13 lys, på kagemanden, da jeg fik dem tændt.Da de havde kigget lidt, skulle den spises, og det blev den, sammen med alle bananerne, så det var godt for dem at få noget i maverne inden de skulle i seng. Det er vidunderlige børn, men de har det svært, da det ikke fungere som det skulle.Vi sang fødselsdagssang for Gladys flere gange, det havde de også gjort i skolen, men bare ikke derhjemme, før nu. Det er altid en oplevelse at møde disse vidunderlige børn. De er så kærlige, venlige og taknemlige. Trænger sådan til kærlighed, til bare der er nogen der vil holde om dem.Gladys var så bevæget over hvad jeg havde lavet for hende, så hun næsten ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun knugede sig ind til mig, ville ikke slippe, sagde at jeg skulle sige tak til hendes sponsor, for alt de gør for hende, hun var så bevæget, den kære pige.
Men det var sengetid, og de skulle i seng, og jeg mærkede pludselig at også jeg var dødtræt efter en lang dag, men en dejlig dag, med mange nye indput og oplevelser.
Jeg var klar præsis kl. 8, men hvem kom ikke, Joseph.
Jeg ventede og ventede, ikke bare denne gang, men hver gang, han kender ikke tiden.
Men denne gang kunne jeg sidde hjemme og vente, og der gik lidt over en time før han kom, det er ingen god begyndelse.
Nå men vi kom afsted. Selfølgelig som det første til en bensinstation,for at få noget at køre på. Så afsted, og vi begyndte at snakke, da jeg bliver så ked af det hver gang, at han ikke kan forstå tiden.
Men afsted var vi, og jeg ville gerne have købt brød, sukker og evt te, det er det man kommer med hernede. Joseph, mente også at det var godt med OMO, vaskepulver, da hun vasker hele tiden, da hun har 16 forældreløse babyer i sit hus.
Vi fik klaret det hele, og turen gik til Jinve( ved Nielens Udspring), men der skulle vi jo ikke idag.
Turen gik rigtig godt, vi fik snakket en masse, og han nød rigtig meget at have mig total for sig selv( det vil de alle), og så var vi på vej ud til Damarin, hans kæreste.
Damarin boede i et dejligt hus, hun havde lejet. Hun havde børn overalt, havde 4 kvinder til at hjælpe sig hver dag, + en mand til at hente og bringe børn i skole, og alt forefaldende. Det var en fantastisk oplevelse at besøge hende og alle hendes babyer. De ældste var 6 år, den mindste 2 mdr. et kæmpe arbejde, men sikke en flok vidunderlige børn der får en ny chance.
Hun er en fantastisk pige, omkring 22-24 år, og Joseph er nu 27, så det passer fint.
Det var en fantastisk hjem at besøge, der var virkelig tjek på den. Hvilken kærlighed de havde til alle børnene, det er helt spisielt hernede, hvor børn bare er noget der kommer, og så må de forresten næsten sørge for sig selv, Ingen kærlighed, ingen omsorg, ingen mad, ingen tøj, ingenting for mange mange børn. Men der er virkelig også mange der prøver at hjælpe disse børn, men der må komme penge udefra, da der ikke er penge her i mange familier.Mange familier lever i små huller, uden vand og støm, men med en stribe børn, + aids.Det er virkelig hårdt at se på.
Damarin har sponsor til alle hendes børn fra Amerika, men selv om der er 16, er det ikke nok til at dække omkostningerne. Men alle hendes børn får virkelig en god og kærlig pleje.En fantastisk oplevelse.Damarin er en fantastisk karismatisk pige der ved hvad hun vil, og der har tjek på alle "hendes børn".
Vi spiste sammen med børnene, i en stor dynge. Ris og lidt kødsovs. men det var godt mad, og dejligt at se at alle børn fik det samme, dem der ikke fik sutteflaske.
Men tiden kom, at vi måtte vende næsen hjemad, nye udfordringer ventede.
Vi kom til udkanten af Kampala kl. 5, og havde nu bare 2km. til vi var hjemme, men!!!Kampala i mylgretid, det kan ingen forstå, hvis de ikke har oplevet det. Det er et kaos af format, alle kører i forskellige retninger, for at have en chance til at komme videre, med det resultat, at alt står stille, og ingen kan komme nogen steder. 7 mio. i en by uden regler, er bare et maridt af de helt store, ikke så mærkelig, at der er ingen biler der ikke har masser af buler.Så der sad vi, i stegende hede, og kunne ingen steder komme. Det tog 2 timer at komme de sidste 2 km., så jeg var først hjemme klokken godt 7.
Så skulle der laves kagemand, og det i en fart. Joseph kørte ned i kirken så længe, men insisterede på at komme og tage mig til Agape 2, han vil ikke have Innocent til at komme der. Så Innocent hjalp mig, og kiggede forundrende til, da de ikke kender til kagemænd her, men han var bare så glad på Gladys vegne, og ville glæde sig til at se billederne derfra.
Jeg ringede til Joseph, han kom, og turen gik til Agape 2 med kagemand med 13 lys, brød og bananer, da de altid mangler mad der, så det skulle være noget der kunne spises.
Da vi kom til lågen(indgangen ti Agape 2) var klokken8.20, det var lidt sent, men der var ikke noget at gøre ved det nu.
Da børnene fik øje på mig, at jeg var med Joseph, kom de skrigende, hujende, jublende i en lang række, ja selv mamma Ester, og så fik jeg 1 mio. knuser fra dem alle, de ville ikke slippe mig, var bare så glade for at jeg kom.
Da de fik øje på kagemanden, kiggede de forundret, vidste ikke hvad det var. De havde ikke gjort noget ud af Gladys fødselsdag, det gør de ikke her, de har ingen penge.Men de var så glade, og de lyste om kap med de 13 lys, på kagemanden, da jeg fik dem tændt.Da de havde kigget lidt, skulle den spises, og det blev den, sammen med alle bananerne, så det var godt for dem at få noget i maverne inden de skulle i seng. Det er vidunderlige børn, men de har det svært, da det ikke fungere som det skulle.Vi sang fødselsdagssang for Gladys flere gange, det havde de også gjort i skolen, men bare ikke derhjemme, før nu. Det er altid en oplevelse at møde disse vidunderlige børn. De er så kærlige, venlige og taknemlige. Trænger sådan til kærlighed, til bare der er nogen der vil holde om dem.Gladys var så bevæget over hvad jeg havde lavet for hende, så hun næsten ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun knugede sig ind til mig, ville ikke slippe, sagde at jeg skulle sige tak til hendes sponsor, for alt de gør for hende, hun var så bevæget, den kære pige.
Men det var sengetid, og de skulle i seng, og jeg mærkede pludselig at også jeg var dødtræt efter en lang dag, men en dejlig dag, med mange nye indput og oplevelser.
mere onsdag
Jeg kom fra det hele, nu vil jeg fortsætte hvor jeg slap. Joseph ville gerne vise mig sin kæreste, ville gerne jeg skulle møde hende. Hun bor ca. 90 km. fra Kampala, så bare det at sige jatak, koster 50,000 UGX, da han ingen penge har, og der skal bensin til at køre så langt. Der skal også en hilsen til, når det er første gang man kommer, så 50-100.000 ugx, vil det koste ialt, der er ikke noget der er gratis her, men det skal virkelig læres.
Jeg sagde ja tak for jeg ville gerne møde hende som han havde fortalt så meget om, og samtidig give ham en anledning til at forstå at jeg ikke hader ham, vil bare ikke være med på hans vej at bruge penge. Jeg ville være sammen med ham , og vi kunne få talt en masse sammen i fred og ro,hvilket jeg gerne ville, så han kunne forstådet.
Vi blev enige om at køre næste dag, selom det var GladyS fødselsdag, men hun var jo i skole, det var der problemet lagde, det var Joseph og tid.Nå men jeg sagde, at hvis vi kunne være hjemme kl.4, for jeg ville lave kagemand, og køre til Agape 2 kl. 6-7, så ok fra mig.Jeg sagde at han kunne bestemme hvornår vi skulle køre, så vi var tilbage i rette tid.Vi blev enige om at køre kl. 8, og jeg sagde meget bestemt til kam, at det var dansk tid, altså præsis, jeg kan ikke holde til at vente 1.2 timer på ham hver gang, jeg bliver rasende. Han sagde ja ja, og det var en aftale.
Jeg sagde ja tak for jeg ville gerne møde hende som han havde fortalt så meget om, og samtidig give ham en anledning til at forstå at jeg ikke hader ham, vil bare ikke være med på hans vej at bruge penge. Jeg ville være sammen med ham , og vi kunne få talt en masse sammen i fred og ro,hvilket jeg gerne ville, så han kunne forstådet.
Vi blev enige om at køre næste dag, selom det var GladyS fødselsdag, men hun var jo i skole, det var der problemet lagde, det var Joseph og tid.Nå men jeg sagde, at hvis vi kunne være hjemme kl.4, for jeg ville lave kagemand, og køre til Agape 2 kl. 6-7, så ok fra mig.Jeg sagde at han kunne bestemme hvornår vi skulle køre, så vi var tilbage i rette tid.Vi blev enige om at køre kl. 8, og jeg sagde meget bestemt til kam, at det var dansk tid, altså præsis, jeg kan ikke holde til at vente 1.2 timer på ham hver gang, jeg bliver rasende. Han sagde ja ja, og det var en aftale.
Onsdag d. 24/3 2010
Det var igen tid til vaskeriet "Gnubbe", engang imellem må der vaskes, for alting bliver så beskidt her.Men vi heldigvis en vandhane, med masser af dejlig rent vand, hvilket slet ikke er en selfølge her. Der er virkelig mange der ikke har vand, og må hente det fra grøfte, vandhuller eller en vandhane i byen, hvis det er rigtig godt. Så vi lever i det rene luksus,og hvad dermed følger med toelet, bruser, og et køkken med indlagt vand, ren luksus. Solen sørger for at tøjet er tørt snart inden det er hængt op, så det hele er over på en formiddag.
Da det er GladysS fødselsdag i morgen d. 25, ( en af vore sponsorbørn) har jeg spekuleret på hvad jeg skulle gøre. En ide tog form. Da jeg ikke kan bage en kage, og de ikke bryder sig om søde ting, besluttede jeg at lave en kagemand af hvidt brød "toastbrød", det spiser de en masse af, hvis de har penge.Jeg tænkte at jeg kunne lægge 3 lag sammen med en nøddecrem som de har her, og så pynte med glasur. Brødskiverne ville jeg så skære til så det blev en kagemand.
Det næste problem var så at få lov til at komme og besøge Agape 2, da der kold luft imellem Joseph og mig, men jeg vil forsøge igen og igen at kæmpe for disse dejlige børn.Jeg sendte ham en sms. og inviterede ham på en kop te, for jeg ville gerne snakke med ham. Der gik lang tid før han svarede, men så kom beskeden, at han ville komme. Det var første gang han fik at vide hvor jeg boede, hvilket han også var rigtig sur over, men jeg havde sagt til ham, at så længe han skældte ud hver gang jeg så ham, fik han ikke lov at vide hvor jeg boede.
Men nu måtte det briste eller bære, og han ville komme.
Han kom da også, en time for sent( det er Joseph), men han kom, han så huset, og vi snakkede.Det var vældig hyggelig, og jeg håber stadig vi kan finde en balance til at snakke sammen, selom jeg har stoppet samarbejdet med ham, når det drejer sig om penge, jeg er ingen Bank.
Han var glad for invitiationen, glad for at jeg ikke havde opgivet ham, og han ville gerne vise mig sin
Da det er GladysS fødselsdag i morgen d. 25, ( en af vore sponsorbørn) har jeg spekuleret på hvad jeg skulle gøre. En ide tog form. Da jeg ikke kan bage en kage, og de ikke bryder sig om søde ting, besluttede jeg at lave en kagemand af hvidt brød "toastbrød", det spiser de en masse af, hvis de har penge.Jeg tænkte at jeg kunne lægge 3 lag sammen med en nøddecrem som de har her, og så pynte med glasur. Brødskiverne ville jeg så skære til så det blev en kagemand.
Det næste problem var så at få lov til at komme og besøge Agape 2, da der kold luft imellem Joseph og mig, men jeg vil forsøge igen og igen at kæmpe for disse dejlige børn.Jeg sendte ham en sms. og inviterede ham på en kop te, for jeg ville gerne snakke med ham. Der gik lang tid før han svarede, men så kom beskeden, at han ville komme. Det var første gang han fik at vide hvor jeg boede, hvilket han også var rigtig sur over, men jeg havde sagt til ham, at så længe han skældte ud hver gang jeg så ham, fik han ikke lov at vide hvor jeg boede.
Men nu måtte det briste eller bære, og han ville komme.
Han kom da også, en time for sent( det er Joseph), men han kom, han så huset, og vi snakkede.Det var vældig hyggelig, og jeg håber stadig vi kan finde en balance til at snakke sammen, selom jeg har stoppet samarbejdet med ham, når det drejer sig om penge, jeg er ingen Bank.
Han var glad for invitiationen, glad for at jeg ikke havde opgivet ham, og han ville gerne vise mig sin
tirsdag den 23. marts 2010
Tirsdag d. 23/3 2010
Tirsdag morgen med blændende solskin, og allerede kl. 8 omkring de 30 grader.
Innocent var i kirken og gøre rent, jeg var i "skole" og lavede engelsk. Det er meget hårdt at komme igang igen, men der er ingen vej udenom.
Kl.1/2 12, blev vi ringet op af en af Innocents venner, Ronny, han var i kampala, og ville gerne hilse på os. Det skulle han være så velkommen til. Så han kom, og jeg var spændt på at møde ham, da Innocent havde fortalt så meget om ham. Han er en meget dygtig tv producer, men har set sig nødsaget til at finde andet arbejde end i Mirakelcentret, da han ikke fik penge for sit arbejde der, selvom han skulle.
Ronny kom, og det var virkelig dejlig at møde ham. Han var et menneske der er skub i. En der vil fremad, er dygtig, og har et mål. Det er ikke alle der har det.
Vi snakkede så længe vi havde tid, for vi skulle køre kl.12.
Vi kom afsted for at møde de to danskere som jeg havde fået kontakt med, via Den Danska Ambasade, og nu skulle jeg så møde Bengt Kokkendal og Kirsten Nielsen, og det glædede jeg mig til. Vi skulle mødes på "Krokkodillen", og der kunne vi sidde og snakke, sammen mens vi fik noget at spise.
Det var dejligt igen, bare at snakke dansk. Det var dejligt at få svar på nogle af alle de spørgsmål jeg havde, hvordan bliver man registret her? hvad kræves der?, hvor skal man henvende sig? hvad koster det?, hvor lang tid tager det? kan man købe jord? Hvordan? o.s.v., så snakken gik livlig, og det var en meget stor hjælp. Bengt betalte for frokosten, det var vist første gang hernede det ikke var mig der skulle betale, skønt.
Derfra skulle vi have handlet lidt i i Garden Citty, og så var dagen gået og det var hjemad, og få lavet aftensmad.
Derefter var vi ved at se på nettet efte noget af det som Bengt og Kirsten sagde vi kunne finde der, og det gik der lang tid med, da det tager et ondt år, hvis det lykkes.Men endnu en dejlig dag var til ende.
Innocent var i kirken og gøre rent, jeg var i "skole" og lavede engelsk. Det er meget hårdt at komme igang igen, men der er ingen vej udenom.
Kl.1/2 12, blev vi ringet op af en af Innocents venner, Ronny, han var i kampala, og ville gerne hilse på os. Det skulle han være så velkommen til. Så han kom, og jeg var spændt på at møde ham, da Innocent havde fortalt så meget om ham. Han er en meget dygtig tv producer, men har set sig nødsaget til at finde andet arbejde end i Mirakelcentret, da han ikke fik penge for sit arbejde der, selvom han skulle.
Ronny kom, og det var virkelig dejlig at møde ham. Han var et menneske der er skub i. En der vil fremad, er dygtig, og har et mål. Det er ikke alle der har det.
Vi snakkede så længe vi havde tid, for vi skulle køre kl.12.
Vi kom afsted for at møde de to danskere som jeg havde fået kontakt med, via Den Danska Ambasade, og nu skulle jeg så møde Bengt Kokkendal og Kirsten Nielsen, og det glædede jeg mig til. Vi skulle mødes på "Krokkodillen", og der kunne vi sidde og snakke, sammen mens vi fik noget at spise.
Det var dejligt igen, bare at snakke dansk. Det var dejligt at få svar på nogle af alle de spørgsmål jeg havde, hvordan bliver man registret her? hvad kræves der?, hvor skal man henvende sig? hvad koster det?, hvor lang tid tager det? kan man købe jord? Hvordan? o.s.v., så snakken gik livlig, og det var en meget stor hjælp. Bengt betalte for frokosten, det var vist første gang hernede det ikke var mig der skulle betale, skønt.
Derfra skulle vi have handlet lidt i i Garden Citty, og så var dagen gået og det var hjemad, og få lavet aftensmad.
Derefter var vi ved at se på nettet efte noget af det som Bengt og Kirsten sagde vi kunne finde der, og det gik der lang tid med, da det tager et ondt år, hvis det lykkes.Men endnu en dejlig dag var til ende.
Mandag d.22/3 2010
Mandag skal være en stille dag, og dagen hvor jeg skal til at have mine skolesager fundet frem.jeg har forgæves forsøgt at komme ind på Vuc, men det ville selfølgelig heller ikke lykkes, så jeg har måtte sende en mail til dem, for at bede dem om hjælp, for jeg skal gerne vide hvor langt de er kommet. men ellers er det lidt hårdt at skulle til at tænke på andet end det der fylder det hele her.
Jeg skulle også have gjort alle mine spørgsmål klar til at møde to danskere i morgen, og som jeg håber kan besvare en masse spørgsmål for mig, så jeg måtte bare have alt klar.
Jeg skulle også have gjort alle mine spørgsmål klar til at møde to danskere i morgen, og som jeg håber kan besvare en masse spørgsmål for mig, så jeg måtte bare have alt klar.
mandag den 22. marts 2010
Søndag d.21/3 2010
Vi kom tidlig op, sevlom vi havde hygget os til kl. 1 om natten, da det var så dejligt bare sidde og snakke, nu Frank var hjemme.
Vi ville til den første gudstjeneste, som begynder kl. 9, da Frank allerede skulle med bussen igen kl. 12, han skal være på skolen igen kl. 4.
Så vi fulgtes ad alle 3, det var så dejligt, og vi nyder bare at være sammen, nyder at komme i kirke, og sige Gud tak for alt han gør for os alle. Uden ham, var vi ikke her, nogen af os, hans alene er æren, og det ved vi. Vi ved også, at han har meget større planer end vi kan se nu, men vi vil bare lytte og følge ham, hvor han vil sende os. Frank må blive en dygtig murer, det får vi brug for, og han elsker det. Innocent vil blive en dygtig it og bisnismand, som vi også får hårdt brug for, det er som Gud sender dem på min vej, vi får brug for, og han begynder med at jeg skal hjælpe dem. En spændende vej.
Kl. 12 var vi hjemme, og Vi havde fået noget at spise inden han skulle afsted, og så var det farvel igen til Franf i denne omgang.
Jeg fik mig en middagssøvn, inden Innocent kom hjem, og var sulten.Vi hyggede os om eftermiddagen,og lagde planer for næste uge.
Kl.5 ville jeg gå ned til Kirken, for at se om der var internetforbindelse dernede, for herhjemme er der ingen forbindelse overhovedet i wekender. Men nej, det var der heller ikke der, så jeg sad bare og skrev noget i min dagbog.
Men så kom Marthias, en af mine nye venner. han er gadebarn, men blev fundet af Pastor Robert Kajanka, som havde startet et hjem for gadebørn" Never agen", som hjemmet hedder. Der har han levet i mange år. er nok 18-20 år, er færdig med studentereksamen, og nu klar til at komme på Universitetet. En dejlig ung mand, der har haft en meget hård og blakket liv, men som nu prøver alt hvad han kan, for at få et bedre liv. Jeg har læst hans livshistorie, som ikke er for følsomme sjæle, men den levende Gud kan rejse mennesker op af støvet, og gør det, også idag.
Vi kom i snak i lang tid, og jeg lyttede til ham, hvad han ønsker at bruge sit liv til. Han vil leve for Jesus, og vil gøre alt for at gøre verden bedre for alle disse børn der lever på gaden, og han ved hvad han snakker om.
Han er så kreativ, og laver forskellige ting, prøver at sælge dem for at få lidt lommepenge,men vil gerne have så mange så han kan hjælpe børn.
Jeg fik pludselig en ide,En himmelsk inspiration, Hvorfor skriver du ikke en bog om dit liv, sagde jeg.Det havde han tænkt på, men ingen her ville læse den, og det koster mange penge at udgive den. Jeg sagde, at jeg synes at han skulle gøre det, skrive ærligt og redeligt, hvor han kommer fra, og hvad han havde lavet, og hvor han var endt." Fra streetkids til student" ville han kalde sin bog. Vi snakkede om at den første ikke skulle være for tyk, men være let læseligt, og så kunne han sende den til mig, så ville jeg prøveat få det redigeret i Danmark, og måske trykt. Jeg tror det vil blive en bestseller i Danmark, ja måske i Europa, da den vil herligegøre den levende Gud, som også idag rejser mennesker op fra ingenting.Et levende vidnesbyrd, fra et menneske af idag.
Marthias blev så glad for at jeg lyttede alvorligt til ham, da der ikke er nogen her der lytter til hinanden, da ingen har overskud, her kæmper alle mod alle, bare for at overleve, det er virkeligt hårdt.Her er LIVET virkeligt hårdt.
Efter det gik jeg igen ind i kirken, for at lytte til lovsangen, som er noget helt spisielt hernede, og aftengudstjenesten var begyndy. De har hver søndag 4, gudstjenester, med masser af mennesker.
Da lovsangen var færdig gik jeg hjem, mødte Innocent, og så fulgtes vi ad.
Endnu en dejlig og spændende dag, her i det centrale Afrika,var til ende.
Vi ville til den første gudstjeneste, som begynder kl. 9, da Frank allerede skulle med bussen igen kl. 12, han skal være på skolen igen kl. 4.
Så vi fulgtes ad alle 3, det var så dejligt, og vi nyder bare at være sammen, nyder at komme i kirke, og sige Gud tak for alt han gør for os alle. Uden ham, var vi ikke her, nogen af os, hans alene er æren, og det ved vi. Vi ved også, at han har meget større planer end vi kan se nu, men vi vil bare lytte og følge ham, hvor han vil sende os. Frank må blive en dygtig murer, det får vi brug for, og han elsker det. Innocent vil blive en dygtig it og bisnismand, som vi også får hårdt brug for, det er som Gud sender dem på min vej, vi får brug for, og han begynder med at jeg skal hjælpe dem. En spændende vej.
Kl. 12 var vi hjemme, og Vi havde fået noget at spise inden han skulle afsted, og så var det farvel igen til Franf i denne omgang.
Jeg fik mig en middagssøvn, inden Innocent kom hjem, og var sulten.Vi hyggede os om eftermiddagen,og lagde planer for næste uge.
Kl.5 ville jeg gå ned til Kirken, for at se om der var internetforbindelse dernede, for herhjemme er der ingen forbindelse overhovedet i wekender. Men nej, det var der heller ikke der, så jeg sad bare og skrev noget i min dagbog.
Men så kom Marthias, en af mine nye venner. han er gadebarn, men blev fundet af Pastor Robert Kajanka, som havde startet et hjem for gadebørn" Never agen", som hjemmet hedder. Der har han levet i mange år. er nok 18-20 år, er færdig med studentereksamen, og nu klar til at komme på Universitetet. En dejlig ung mand, der har haft en meget hård og blakket liv, men som nu prøver alt hvad han kan, for at få et bedre liv. Jeg har læst hans livshistorie, som ikke er for følsomme sjæle, men den levende Gud kan rejse mennesker op af støvet, og gør det, også idag.
Vi kom i snak i lang tid, og jeg lyttede til ham, hvad han ønsker at bruge sit liv til. Han vil leve for Jesus, og vil gøre alt for at gøre verden bedre for alle disse børn der lever på gaden, og han ved hvad han snakker om.
Han er så kreativ, og laver forskellige ting, prøver at sælge dem for at få lidt lommepenge,men vil gerne have så mange så han kan hjælpe børn.
Jeg fik pludselig en ide,En himmelsk inspiration, Hvorfor skriver du ikke en bog om dit liv, sagde jeg.Det havde han tænkt på, men ingen her ville læse den, og det koster mange penge at udgive den. Jeg sagde, at jeg synes at han skulle gøre det, skrive ærligt og redeligt, hvor han kommer fra, og hvad han havde lavet, og hvor han var endt." Fra streetkids til student" ville han kalde sin bog. Vi snakkede om at den første ikke skulle være for tyk, men være let læseligt, og så kunne han sende den til mig, så ville jeg prøveat få det redigeret i Danmark, og måske trykt. Jeg tror det vil blive en bestseller i Danmark, ja måske i Europa, da den vil herligegøre den levende Gud, som også idag rejser mennesker op fra ingenting.Et levende vidnesbyrd, fra et menneske af idag.
Marthias blev så glad for at jeg lyttede alvorligt til ham, da der ikke er nogen her der lytter til hinanden, da ingen har overskud, her kæmper alle mod alle, bare for at overleve, det er virkeligt hårdt.Her er LIVET virkeligt hårdt.
Efter det gik jeg igen ind i kirken, for at lytte til lovsangen, som er noget helt spisielt hernede, og aftengudstjenesten var begyndy. De har hver søndag 4, gudstjenester, med masser af mennesker.
Da lovsangen var færdig gik jeg hjem, mødte Innocent, og så fulgtes vi ad.
Endnu en dejlig og spændende dag, her i det centrale Afrika,var til ende.
søndag den 21. marts 2010
Lørdag d 20/3 2010
Endnu en dejlig dag var begyndt. Det er solskin og der er allerede 30 grader kl.8.
Men så er det lørdag, og vi han ventet på Frank, har ringet, men ingen forbindelse.
Jeg ville idag ud og se på jord. jeg skal finde et stykke jord, hvor vi kan komme til at bygge vores egen org. op fra bunden. Jeg ville gerne at vi skulle køre ud af Enteppe roat, ud mod lufthavnen, men Innocent mente at det var umuligt at finde noget der , ikke en km. fra vejen, og til en oris der kunne betales.
Så er det her sådan, at hvis du skal finde noget, så kontakter du en, der måske kontakter en anden, o.s.v., og de vil alle have penge. Det ville jeg ikke, jeg ville bare at vi skulle køre ug og se, og føle, hvor det evt var godt.
Så vi bestemte ikke at vente på Frank mere, men bare køre.
Vi var mange steder, men nej, og vi fortsatte.Jeg vidste det var der, men vidste ikke hvor. Jesus havde vist mig det, jeg skulle bare finde det.
Endelig da tiden vi havde, var ved at rinde ud, var vi der.Ikke i km. fra vejen, i et dejligt område, det var bare så vidunderligt.
Jeg sagde til Innocent, om man måtte gå en tur på området, uden at komme galt afsted, og det mente han ikke der kunne ske noget ved.
Så vi steg ud af bilen, gik en tur ind på området. Det var virkelig en vidunderlig plet, hvor jeg gerne så vi fik bygget 10 huse til gadebørn, 8-10 børn+en mamma, samt kontor, skole og alt muligt. Jeg har et billede i mit hoved, som Gud har vist mig, skal bare have den sat på papir, når jeg får tid.Jorden jeg ser efter må være 5-10 hektar, et stort stykke.
Jeg ville finde dem der ejede jorden.Så nu begyndte vi at spørge. Hvor er jeg glad for at jeg altid har Innocent ved min side, for mange steder kommer du ingen steder uden på afrikansk, og der må jeg hoppe af. Men vi fik spurgt, og efter lang tid, fandt vi frem til, at det var en Kalolsk kirke der ejede jorden. Nå men det skulle ikke stoppe os, jeg ville finde kirken, finde nogen der kunne svare mig , om de ville sælge et stykke af deres jord.
Langt om længe fandt vi kirken, og kom i snak med en nonne, der kunne fortælle os, at det måtte vi snakke med en om i Kampala, som stod for al deres jord, køb og salg.Vi fik navn og ard. på afrikansk, godt jeg havde hjælp. Så nu vil vi prøve at kontakte ham i næste uge, og bede til at de vil sælge jorden til os.
Nå men nu måtte vi have næsen hjemad, da vi havde inviteret gæster til aften. Så begyndte bilen at koge, den havde drukket al vandet, og kogte så det sprøjtede ud over det hele. Vi havde haft lidt problemer med den før, men nu var den helt galt. Der stod vi, 20km. fra Kampala. Nå men vi havde vand med, så vi måtte bare vente til at den blev kølet lidt af, men det tager tid at blive kølet af i 50 graders varme, men der var jo ikke andet at gøre, end at vente.
Men så er det lørdag, og vi han ventet på Frank, har ringet, men ingen forbindelse.
Jeg ville idag ud og se på jord. jeg skal finde et stykke jord, hvor vi kan komme til at bygge vores egen org. op fra bunden. Jeg ville gerne at vi skulle køre ud af Enteppe roat, ud mod lufthavnen, men Innocent mente at det var umuligt at finde noget der , ikke en km. fra vejen, og til en oris der kunne betales.
Så er det her sådan, at hvis du skal finde noget, så kontakter du en, der måske kontakter en anden, o.s.v., og de vil alle have penge. Det ville jeg ikke, jeg ville bare at vi skulle køre ug og se, og føle, hvor det evt var godt.
Så vi bestemte ikke at vente på Frank mere, men bare køre.
Vi var mange steder, men nej, og vi fortsatte.Jeg vidste det var der, men vidste ikke hvor. Jesus havde vist mig det, jeg skulle bare finde det.
Endelig da tiden vi havde, var ved at rinde ud, var vi der.Ikke i km. fra vejen, i et dejligt område, det var bare så vidunderligt.
Jeg sagde til Innocent, om man måtte gå en tur på området, uden at komme galt afsted, og det mente han ikke der kunne ske noget ved.
Så vi steg ud af bilen, gik en tur ind på området. Det var virkelig en vidunderlig plet, hvor jeg gerne så vi fik bygget 10 huse til gadebørn, 8-10 børn+en mamma, samt kontor, skole og alt muligt. Jeg har et billede i mit hoved, som Gud har vist mig, skal bare have den sat på papir, når jeg får tid.Jorden jeg ser efter må være 5-10 hektar, et stort stykke.
Jeg ville finde dem der ejede jorden.Så nu begyndte vi at spørge. Hvor er jeg glad for at jeg altid har Innocent ved min side, for mange steder kommer du ingen steder uden på afrikansk, og der må jeg hoppe af. Men vi fik spurgt, og efter lang tid, fandt vi frem til, at det var en Kalolsk kirke der ejede jorden. Nå men det skulle ikke stoppe os, jeg ville finde kirken, finde nogen der kunne svare mig , om de ville sælge et stykke af deres jord.
Langt om længe fandt vi kirken, og kom i snak med en nonne, der kunne fortælle os, at det måtte vi snakke med en om i Kampala, som stod for al deres jord, køb og salg.Vi fik navn og ard. på afrikansk, godt jeg havde hjælp. Så nu vil vi prøve at kontakte ham i næste uge, og bede til at de vil sælge jorden til os.
Nå men nu måtte vi have næsen hjemad, da vi havde inviteret gæster til aften. Så begyndte bilen at koge, den havde drukket al vandet, og kogte så det sprøjtede ud over det hele. Vi havde haft lidt problemer med den før, men nu var den helt galt. Der stod vi, 20km. fra Kampala. Nå men vi havde vand med, så vi måtte bare vente til at den blev kølet lidt af, men det tager tid at blive kølet af i 50 graders varme, men der var jo ikke andet at gøre, end at vente.
lørdag den 20. marts 2010
Fredag d. 19/3 2010
Så er vi alene hjemme, Innocent og mig.Efter morgenmaden skal han som sædvanlig ned i kirken for at gøre rent.
jeg har en masse vasketøj, der skal have en behandling i vaskeriet" gnubbe", så det er bare med at komme igang.
Efter middagsmaden, Innocent skulle i skole, og jeg kunne få noget ordnet ved computeren, som var ret så velvillig, det er virkelig en mirakel her.
Da han kom hjem ville han gerne ned i kirken igen, men jeg ville vente på Frank der skulle komme hjem på wekendbesøg fra Masakka, hvor han er på mureskole, hvilket han er utroligt glad for.
Men han kom ikke, så jeg fik tid til at læse indtil Innocent kom hjem igen.
Vi snakkede og hørte musik, en rigtig slappedag, det var bare så dejlig.
jeg har en masse vasketøj, der skal have en behandling i vaskeriet" gnubbe", så det er bare med at komme igang.
Efter middagsmaden, Innocent skulle i skole, og jeg kunne få noget ordnet ved computeren, som var ret så velvillig, det er virkelig en mirakel her.
Da han kom hjem ville han gerne ned i kirken igen, men jeg ville vente på Frank der skulle komme hjem på wekendbesøg fra Masakka, hvor han er på mureskole, hvilket han er utroligt glad for.
Men han kom ikke, så jeg fik tid til at læse indtil Innocent kom hjem igen.
Vi snakkede og hørte musik, en rigtig slappedag, det var bare så dejlig.
torsdag den 18. marts 2010
Torsdag d. 18/3 2010
Vi spiste morgenmad kl 9, og derefter sad vi og snakkede lidt om, Andrea og Christina, havde fået det ud af deres ophold de gerne ville.
Så skulle Innocent i skole, og jeg var nede for at købe lidt ind.
Vi havde bestemt at vi ville køre til Enteppe, så snart han var kommet hjem fra skole.
Jeg havde fået en mail fra Kirsten, at der kunne søges om midler til foreninger, fra Lions klub i Fjerritslev, og hun kom til at tænke på mig. Sendte mig en besked, om jeg ville skrive en ansøgning, og sende den hurtigt, da den skulle være hos dem om 4 dage.
Jeg gik igang med ansøgningen med det samme, for nu kommer vi virkelig til at skulle bruge penge.
Det med internet hernede er noget for sig selv, så jeg ville have nogle kopier med Andrea hjem, måske kom de først.
Fordi jeg sagde at nu får vi rigtig brug for penge, det er fordi at jeg skal ud og se på jord, og så skal vi til at bygge en masse huse, til småfamilier af gadebørn, med en mamma, og evt skole.Jeg har kontaktet en mand til at se efter jord, og vi har selv begyndt, så der bliver brug for mange penge.
Da vi havde spist, fik vi pigernes bagage læsset, og kørte mod lufthavnen, nu var det hjemad.
Når vi kom til Enteppe ville de gerne se Botanik Garden, hvor der er træer og buske fra hele verden. En meget stor oplevelse, der passer meget godt til at tage på hjemvejen, hvor vi alligevel skal til lufthavnen.
Da vi ankom, gik pigerne med gait til at fortælle, rundt i haven, og imens, læste Innocent og mig i en bog. Turen rundt tager 1-2 timer. Det er den have Tarzan filmen er optaget, hvor han svinger sig i lianerne, lidt sjovt.
Nå men da de var færdige, gik det til lufthavnen, hvor de kom ind og blev sat til rette. Vi snakkede lidt, fik en flaske vand, og så tog vi afsted igen, da vi havde 35 km. hjem. På vejen hjem var vi lige en halv time i bedehallen, og så var det ellers hjem.
Det er nu første gang jeg er alene dansker hernede denne gang, der har været gæster hele tiden, men nu er det bare Innocent og mig der er tilbage her i huset.
Lige nu sidder jeg på terassen og skriver på bloggen. Kl. er 11.30 aften. Der er ca 30 grader, bare så skønt. Innocent har sovet længe.
Men nu vil jeg også til at gøre aften. Godnat
Så skulle Innocent i skole, og jeg var nede for at købe lidt ind.
Vi havde bestemt at vi ville køre til Enteppe, så snart han var kommet hjem fra skole.
Jeg havde fået en mail fra Kirsten, at der kunne søges om midler til foreninger, fra Lions klub i Fjerritslev, og hun kom til at tænke på mig. Sendte mig en besked, om jeg ville skrive en ansøgning, og sende den hurtigt, da den skulle være hos dem om 4 dage.
Jeg gik igang med ansøgningen med det samme, for nu kommer vi virkelig til at skulle bruge penge.
Det med internet hernede er noget for sig selv, så jeg ville have nogle kopier med Andrea hjem, måske kom de først.
Fordi jeg sagde at nu får vi rigtig brug for penge, det er fordi at jeg skal ud og se på jord, og så skal vi til at bygge en masse huse, til småfamilier af gadebørn, med en mamma, og evt skole.Jeg har kontaktet en mand til at se efter jord, og vi har selv begyndt, så der bliver brug for mange penge.
Da vi havde spist, fik vi pigernes bagage læsset, og kørte mod lufthavnen, nu var det hjemad.
Når vi kom til Enteppe ville de gerne se Botanik Garden, hvor der er træer og buske fra hele verden. En meget stor oplevelse, der passer meget godt til at tage på hjemvejen, hvor vi alligevel skal til lufthavnen.
Da vi ankom, gik pigerne med gait til at fortælle, rundt i haven, og imens, læste Innocent og mig i en bog. Turen rundt tager 1-2 timer. Det er den have Tarzan filmen er optaget, hvor han svinger sig i lianerne, lidt sjovt.
Nå men da de var færdige, gik det til lufthavnen, hvor de kom ind og blev sat til rette. Vi snakkede lidt, fik en flaske vand, og så tog vi afsted igen, da vi havde 35 km. hjem. På vejen hjem var vi lige en halv time i bedehallen, og så var det ellers hjem.
Det er nu første gang jeg er alene dansker hernede denne gang, der har været gæster hele tiden, men nu er det bare Innocent og mig der er tilbage her i huset.
Lige nu sidder jeg på terassen og skriver på bloggen. Kl. er 11.30 aften. Der er ca 30 grader, bare så skønt. Innocent har sovet længe.
Men nu vil jeg også til at gøre aften. Godnat
Onsdag d. 17/3 2010
Idag skulle være det rene afslapning. Der var ikke noget preserende, og der var ikfik vi kontakt, og de skulle ud idag at hilse på hende, og bringe de gave de havde med fra Danmark, til hendeke mere pigerne havde lyst til. Så vi ville bare slappe af og nyde det, og hvor er det dejlig engang imellem.
Pigerne var ude på Antioch skolen for at møde Milli, hvor Andrea er sponsor til hendes pige. Men de var flyttet, og vi havde i en måned søgt at komme i kontakt med hende, men uden held. Det føltes lidt flad for Andrea at skulle tage hjem uden at have mødt hende. Men tak til Jesus, 2 dage før de skulle rejse hjem, fik vi kontakt.
Nu var de så ude på skolen, for at hilse på hende, og få de gaver de havde haft med fra Danmark, afleveret. Innocent havde kørt dem derud, og skulle hente dem igen. jeg gjorde rent så længe.
Da de kom tilbage, var Milli med, hun ville hilse på mig, og se hvor vi boede.
Men hun blev kun en kort tid, og skulle så videre.
Ellers var det tid til Innocent at komme i skole, så det er en balancekunst at få det hele til at passe, men det går rigtig fint.
Vi spiste aftensmad kl 5, og derefter ville Innocent og mig i Kirke i Mirakelcentret, hvor de altid har Gudstjeneste hver onsdag.
Det var en vidunderlig Gudstjeneste, hvor Isak, sang for til lovsangen, han er sååååå dygtig.Præsten, Robert Kajanga, var kommet hjem fra Amerikea og fortalte meget derfra, samt prædike.
Hjem igen til en kop stille kaffe, og så i seng.
Pigerne var ude på Antioch skolen for at møde Milli, hvor Andrea er sponsor til hendes pige. Men de var flyttet, og vi havde i en måned søgt at komme i kontakt med hende, men uden held. Det føltes lidt flad for Andrea at skulle tage hjem uden at have mødt hende. Men tak til Jesus, 2 dage før de skulle rejse hjem, fik vi kontakt.
Nu var de så ude på skolen, for at hilse på hende, og få de gaver de havde haft med fra Danmark, afleveret. Innocent havde kørt dem derud, og skulle hente dem igen. jeg gjorde rent så længe.
Da de kom tilbage, var Milli med, hun ville hilse på mig, og se hvor vi boede.
Men hun blev kun en kort tid, og skulle så videre.
Ellers var det tid til Innocent at komme i skole, så det er en balancekunst at få det hele til at passe, men det går rigtig fint.
Vi spiste aftensmad kl 5, og derefter ville Innocent og mig i Kirke i Mirakelcentret, hvor de altid har Gudstjeneste hver onsdag.
Det var en vidunderlig Gudstjeneste, hvor Isak, sang for til lovsangen, han er sååååå dygtig.Præsten, Robert Kajanga, var kommet hjem fra Amerikea og fortalte meget derfra, samt prædike.
Hjem igen til en kop stille kaffe, og så i seng.
tirsdag den 16. marts 2010
Tirsdag d. 16/3 2010
Efter morgenmaden, skulle jeg ind at handle stort ind igen. Der skal meget til, når vi er 4 hver dag, til alle måltider. Og så har jeg inviteret gæster i aften.
Da vi så var færdige med morgenmaden, spurgte jeg pigerne om de ville med, og det ville de gerne.
Først skulle jeg ind i Bachles Bank igen for at se om de havde fundet ud af fejlen ved deres atm hævemaskine, da den har taget dobbelt beløb hver gang jeg har hævet. Så det er jeg holdt op med fra deres bank. Men jeg har ikke store forhåbninger, da de er så langsomme og træge som et ondt år, og buekrativet er fuldstændig håbløs her.
Vi kom derind, og ganske rigtig, jeg kunne vinke farvel til 10.000dk, og forsøge om jeg kunne få min egen bank til at finde ud af det, når jeg kom hjem. Men det har de da ikke en pind med at gøre, så nu gider jeg ikke mere at makke med dem, de er håbløse.
Derefter skulle jeg hen og klippes. Jeg havde spurgt mig frem til , om der var et sted de kunne klippe "Musunkoer", hvide mennesker, og havde fået en ard. så nu måtte det være,
Vi fandt ganske rigtig stedet, og jeg gik ind og spurgte om de kunne klippe mig. Det kunne de, og jeg kom under saksen.
Det var en dejlig oplevelse, og ham der klippede mig, spurgte hvor jeg kom fra. jeg sagde at jeg kom fra Danmark, hvilket han lyste op i et stort smil over, og fortalte at hans mor boede i København. Det var da mærkeligt. Han havde en onkel og nogle nieeser der også.
Dejligt at være blevet klippet, så kunne jeg få luft igen.
Så gik turen til supermarked hvor vi fik købt ind til nogle dage,119.000 ugx bl.a. 15 litter vand. Derefter gik turen hjem, og vi middagsmad.
Kl. 5 skulle vi spise til aften, bøf med bløde løg og kartofler til.
Før vi skulle spise, fik Innocent og mig skrubbet terassen udenfor, og vasket al støv og skidt væk.
Da vi havde spist, var det tid til at begynde at gøre klar til gæsterne.
Mens jeg var igang med at lave dej til bananpandekagerne, som vi havde budt vore gæster på,ringede Bengt, den danske kontakt,og fortalte at vi skulle mødes fredag kl. 1, på Krokkodillen, og der ville Kirsten også komme, en anden dansker.
De ville hjælpe mig med at besvare en masse spørgsmål, som jer har, da alting er så hammrende besværlig hernede. Men de har været her i mange år, og ved en masse om hvordan man får ting til at flytte sig her.Jeg har fået kontakt med Bengt via Den Danske Ambasade. Det var jeg rigtig glad for, og glæder mig til at møde Kirsten.
Så var pandekagebageriet igang, og Andrea kom for at overtage.
Jeg dækkede bord, så alt var klar kl.7.
Steven, Jou, Sarah og en lærer fra Antioch skolen, kom via tlf/bil/Innocent og meget andet. Der er ingenting der er nem her.
Men de kom, og vi kom alle til bords. De var meget spændte på bananpandekager med is, da de aldrig havde fået noget lignende, og de morede sig gevaldigt.
De var også vældig benovet over vores dejlige hus, og kunne godt forstå at vi var glade for at bo her.
Vi hyggede os vældig, det var bare så rart, og jeg er glad for den balance vi har fundet med Steven, efter al den bøvl der har været.
Mens vi sad og spiste ringede Sarahs tlf. og det var Milli, som vi havde forsøgt at få forbindelse til, al den tid pigerne har været her.Det var simpelthen en mirakel af de helt stor, vi havde opgivet, og så var hun der lige over for Andrea, som er sponsor til hendes datter. Så Sarah, kunne række hendes tlf over til Andrea, og hun talte med Dorkas og Milli, 2 dage før de skal hjem. Tak Jesus.
Det var virkelig en dejlig aften, hvor vi selfølgelig sluttede med at bede sammen.
Da vi så var færdige med morgenmaden, spurgte jeg pigerne om de ville med, og det ville de gerne.
Først skulle jeg ind i Bachles Bank igen for at se om de havde fundet ud af fejlen ved deres atm hævemaskine, da den har taget dobbelt beløb hver gang jeg har hævet. Så det er jeg holdt op med fra deres bank. Men jeg har ikke store forhåbninger, da de er så langsomme og træge som et ondt år, og buekrativet er fuldstændig håbløs her.
Vi kom derind, og ganske rigtig, jeg kunne vinke farvel til 10.000dk, og forsøge om jeg kunne få min egen bank til at finde ud af det, når jeg kom hjem. Men det har de da ikke en pind med at gøre, så nu gider jeg ikke mere at makke med dem, de er håbløse.
Derefter skulle jeg hen og klippes. Jeg havde spurgt mig frem til , om der var et sted de kunne klippe "Musunkoer", hvide mennesker, og havde fået en ard. så nu måtte det være,
Vi fandt ganske rigtig stedet, og jeg gik ind og spurgte om de kunne klippe mig. Det kunne de, og jeg kom under saksen.
Det var en dejlig oplevelse, og ham der klippede mig, spurgte hvor jeg kom fra. jeg sagde at jeg kom fra Danmark, hvilket han lyste op i et stort smil over, og fortalte at hans mor boede i København. Det var da mærkeligt. Han havde en onkel og nogle nieeser der også.
Dejligt at være blevet klippet, så kunne jeg få luft igen.
Så gik turen til supermarked hvor vi fik købt ind til nogle dage,119.000 ugx bl.a. 15 litter vand. Derefter gik turen hjem, og vi middagsmad.
Kl. 5 skulle vi spise til aften, bøf med bløde løg og kartofler til.
Før vi skulle spise, fik Innocent og mig skrubbet terassen udenfor, og vasket al støv og skidt væk.
Da vi havde spist, var det tid til at begynde at gøre klar til gæsterne.
Mens jeg var igang med at lave dej til bananpandekagerne, som vi havde budt vore gæster på,ringede Bengt, den danske kontakt,og fortalte at vi skulle mødes fredag kl. 1, på Krokkodillen, og der ville Kirsten også komme, en anden dansker.
De ville hjælpe mig med at besvare en masse spørgsmål, som jer har, da alting er så hammrende besværlig hernede. Men de har været her i mange år, og ved en masse om hvordan man får ting til at flytte sig her.Jeg har fået kontakt med Bengt via Den Danske Ambasade. Det var jeg rigtig glad for, og glæder mig til at møde Kirsten.
Så var pandekagebageriet igang, og Andrea kom for at overtage.
Jeg dækkede bord, så alt var klar kl.7.
Steven, Jou, Sarah og en lærer fra Antioch skolen, kom via tlf/bil/Innocent og meget andet. Der er ingenting der er nem her.
Men de kom, og vi kom alle til bords. De var meget spændte på bananpandekager med is, da de aldrig havde fået noget lignende, og de morede sig gevaldigt.
De var også vældig benovet over vores dejlige hus, og kunne godt forstå at vi var glade for at bo her.
Vi hyggede os vældig, det var bare så rart, og jeg er glad for den balance vi har fundet med Steven, efter al den bøvl der har været.
Mens vi sad og spiste ringede Sarahs tlf. og det var Milli, som vi havde forsøgt at få forbindelse til, al den tid pigerne har været her.Det var simpelthen en mirakel af de helt stor, vi havde opgivet, og så var hun der lige over for Andrea, som er sponsor til hendes datter. Så Sarah, kunne række hendes tlf over til Andrea, og hun talte med Dorkas og Milli, 2 dage før de skal hjem. Tak Jesus.
Det var virkelig en dejlig aften, hvor vi selfølgelig sluttede med at bede sammen.
mandag den 15. marts 2010
Mandag d.15/3 2010
Mandag morgen med sol igen. Vi har allerede nu 25-30 grader, det det er ikke kulde, sne og frost vi bakser med.
Men det er dejligt i skyggen, og vi spiser kun morgenmad inde. Idag går vi på slov, da Andrea og Christina bare skulle hvile og slappe af, da de var helt kogte af varme efter safari. Så det bliver en stille dag, og jeg har været ved computeren fra morgen af, da den ikke virker om dagen. men jeg var så heldig at blive lokket ind på bloggen før kl. 9, for derefter er der kun facebook der virker.
jeg har igen været i vaskeriet, GNUBBE, da et vaskebræt, virkelig ville være en hjælp her. Men det har vi ikke, så jeg må gnubbe.
Så har jeg været nede at købe lidt ind, der skal altid mindst 5 litter vand til om dage, da vi er 4 personer, og idag pigerne er kommet tibage i væskemangel, endnu mere.Ellers var det læse, slappe af, og bare nyde det.
Kl. 1/2 6, tog jeg en brusebad, og gik en tur ned i bedehallen der er ved kirken, og hvor der altid en mange mennesker der beder. her i Afrika forstår de virkelig at de har brug for Gud, og de påkalder ham i alle ting.
Da jeg kom derned, hilste jeg på nogle af mine venner, Marthias, Kenneth og Innocent som var taget afsted før mig. Så det var hyggeligt.
Da jeg kom hjem, var det aftensmad, som bestod af pandekager med is, og masser af vand. Vi hyggede os udenfor i 25-30 graders varme kl.8 aften, og lytter til alle de forslellige lyde fra fugle og dyr, bare vidunderligt.
Pigerne gik tidligt i seng, da de stadig ikke har fået udhvilet efter turen, men nu er ved at være i balance igen. Andreas kæmpemyggestik er også på retur, så de er nok helt friske imorgen.
Innocent og jeg satte ude og læste, og snakkede til 10-1/2 11, og så var det i seng, for jeg skal igen til computeren i morgen tidlig, hvor nettet fungere.
Afrika er virkeligt noget helt for sig
Men det er dejligt i skyggen, og vi spiser kun morgenmad inde. Idag går vi på slov, da Andrea og Christina bare skulle hvile og slappe af, da de var helt kogte af varme efter safari. Så det bliver en stille dag, og jeg har været ved computeren fra morgen af, da den ikke virker om dagen. men jeg var så heldig at blive lokket ind på bloggen før kl. 9, for derefter er der kun facebook der virker.
jeg har igen været i vaskeriet, GNUBBE, da et vaskebræt, virkelig ville være en hjælp her. Men det har vi ikke, så jeg må gnubbe.
Så har jeg været nede at købe lidt ind, der skal altid mindst 5 litter vand til om dage, da vi er 4 personer, og idag pigerne er kommet tibage i væskemangel, endnu mere.Ellers var det læse, slappe af, og bare nyde det.
Kl. 1/2 6, tog jeg en brusebad, og gik en tur ned i bedehallen der er ved kirken, og hvor der altid en mange mennesker der beder. her i Afrika forstår de virkelig at de har brug for Gud, og de påkalder ham i alle ting.
Da jeg kom derned, hilste jeg på nogle af mine venner, Marthias, Kenneth og Innocent som var taget afsted før mig. Så det var hyggeligt.
Da jeg kom hjem, var det aftensmad, som bestod af pandekager med is, og masser af vand. Vi hyggede os udenfor i 25-30 graders varme kl.8 aften, og lytter til alle de forslellige lyde fra fugle og dyr, bare vidunderligt.
Pigerne gik tidligt i seng, da de stadig ikke har fået udhvilet efter turen, men nu er ved at være i balance igen. Andreas kæmpemyggestik er også på retur, så de er nok helt friske imorgen.
Innocent og jeg satte ude og læste, og snakkede til 10-1/2 11, og så var det i seng, for jeg skal igen til computeren i morgen tidlig, hvor nettet fungere.
Afrika er virkeligt noget helt for sig
Søndag d. 14/3 2010
Søndag er en vidunderlig dag, med fred og ro. Innocent og mig havde bestemt at ville i kirke til den første Gudstjeneste kl 9, og så kunne vi se hvad mere vi ville.
Vi kom afsted, og det var bare så godt.Vi blev der til midt i den næste Gudstjeneste, som starter kl 10.30, og var først hjemme kl 12.30.Innocent var træt, da han havde siddet oppe til kl. 3 den nat, så han trængte til en middagssøvn.
Vi fik lidt at spise, han gik ind for at hvile, og jeg gik ned i kirnen igen. Jeg mente at have hørt at der ville være en ved navn, Kim Madsen, der skulle tale kl. 2, og der er vist kun danskere der hedder Madsen.
Jeg kom igen i kirken, men der var ingen Madsen, men det var Pastor Atter, der skulle tale(ham vi havde søgt hjælp ved, angående Joseph), så ham ville jeg gerne høre. Det var absolut det bedste den dag, hvor var jeg glad for at jeg havde fået det med.
Jeg var først hjemme igen 1/2 5, og da var pigerne komme tilbage fra safari, og var godt trætte og opsvulmet af varme. De havde næsten ikke sovet på grund af varme, da der ikke var en vind der havde rørt sig hvor de havde været.
De havde fået noget at drikke , og spise, og var klar til at hvile.
Innocent og mig skulle ud at besøge hans far og stedmor.
Det var en dejlig oplevelse, at få lov at møde dem. Han havde ikke haft kontakt med dem i meget lang tid, da han var blevet forvist fra deres hus, og måtte bare prøve at sørge for sig selv, hvilket havde været rigtig hårdt. Men nu havde han overskud til at tilgive dem, og besøge dem igen. han havde ringet dagen før( det gør man her
i Afrika), og hans far var blevet så overrasket over at høre fra ham, da han var bange for at han var gået til grunde.
Vi aftalte at skulle komme der i aften kl. 6, hvilket jeg glædede mig til.
Vi kom frem til hans hjem, havde været inde at købe noget til at tage med, sukker brød, mælk , det gør man her.Det var en vidunderlig møde med hans far og stedmor.
De var så glade for at se Innocent have et godt liv, de var så glade for at have besøg af en Musunko i deres ydmyge hjem. Det var en stor oplevelse i sig selv at se deres glæde over at vi kom. Vi snakkede rigtig meget, vi var så velkomne. Innocents Far er en vidunderlig mand, der kæmper en kamp for at hjælpe sine børn til en bedre fremtid, end den han har haft. De bor i deres lille rum, bare for at kan betale skolepebge til deres børn, og det er meget dyrt hernede, men er den eneste vej ud. Hans far havde invisteret mange år i Faith, Innocents søster, som var begyndt på studentereksamen, men blev så gravid, og har nu en lille pige fra d. 1 marts. Hun er 18 år, og er nu i bushen, uden for alting, forladt af alle. Det havde knust hans fars hjerte, han havde givet alt for hende, og nu var det hele tabt på gulvet. Der er virkelig mange skæbner her i Afrika, og der en ingen der hjælper en op, du kan bare blive liggende.Inger tager notis.Alle kæmper for at overleve hver dag.
Jeg fortalte Tom ( Innocents far), at han nu var bedstefar, og det gjorde ham så ondt at høre, gjorde ondt at vide at han var blevet bedstefar for første gang, uden at få noget at vide. Men vi snakkede om at livet kan gøre rigtig meget ondt, det kendte jeg alt til, så jeg kunne forstå ham langt hen af vejen. Det gjorde så godt bare at tale om det, det gør de ikke her, det er noget helt nyt, at der er nogen der interesere sig for en, men det gør altid godt at snakke med et menneske om det der gør så ondt.
Vi havde virkelig en dejlig time-til to der, det var bare så vidunderlig, som vi faldt i hak.
Han far arbejder ved et trykkeri i Kampala, fra kl. 7 til 9 aften hver dag. Hans kone har egen frisørforretning, og det alt sammen for at bo i et lille rum med et mikro lille værelse, og så få noget at spise.Livet er virkelig barskt her.
Da vi endelig fik sagt farvel, var det med en stor tak i vore hjerter, for denne oplevelse, som ikke er mange forundt.
Vi kom hjem igen, og da var Andrea og Christina ved at være klar til at gå i seng, de var helt færdige.
Vi fik noget at spise, og sad ude på terassen og snakkede. Innocent fortalte igen om sit liv, som absolut ikke har været en dans på roser, og for første gang har nogen gidet eller haft overskud til at lytte.Så var kl pludselig elleve, og vi måtte i seng.
Tak himmelske far, for endnu en vidunderlig dag.
Vi kom afsted, og det var bare så godt.Vi blev der til midt i den næste Gudstjeneste, som starter kl 10.30, og var først hjemme kl 12.30.Innocent var træt, da han havde siddet oppe til kl. 3 den nat, så han trængte til en middagssøvn.
Vi fik lidt at spise, han gik ind for at hvile, og jeg gik ned i kirnen igen. Jeg mente at have hørt at der ville være en ved navn, Kim Madsen, der skulle tale kl. 2, og der er vist kun danskere der hedder Madsen.
Jeg kom igen i kirken, men der var ingen Madsen, men det var Pastor Atter, der skulle tale(ham vi havde søgt hjælp ved, angående Joseph), så ham ville jeg gerne høre. Det var absolut det bedste den dag, hvor var jeg glad for at jeg havde fået det med.
Jeg var først hjemme igen 1/2 5, og da var pigerne komme tilbage fra safari, og var godt trætte og opsvulmet af varme. De havde næsten ikke sovet på grund af varme, da der ikke var en vind der havde rørt sig hvor de havde været.
De havde fået noget at drikke , og spise, og var klar til at hvile.
Innocent og mig skulle ud at besøge hans far og stedmor.
Det var en dejlig oplevelse, at få lov at møde dem. Han havde ikke haft kontakt med dem i meget lang tid, da han var blevet forvist fra deres hus, og måtte bare prøve at sørge for sig selv, hvilket havde været rigtig hårdt. Men nu havde han overskud til at tilgive dem, og besøge dem igen. han havde ringet dagen før( det gør man her
i Afrika), og hans far var blevet så overrasket over at høre fra ham, da han var bange for at han var gået til grunde.
Vi aftalte at skulle komme der i aften kl. 6, hvilket jeg glædede mig til.
Vi kom frem til hans hjem, havde været inde at købe noget til at tage med, sukker brød, mælk , det gør man her.Det var en vidunderlig møde med hans far og stedmor.
De var så glade for at se Innocent have et godt liv, de var så glade for at have besøg af en Musunko i deres ydmyge hjem. Det var en stor oplevelse i sig selv at se deres glæde over at vi kom. Vi snakkede rigtig meget, vi var så velkomne. Innocents Far er en vidunderlig mand, der kæmper en kamp for at hjælpe sine børn til en bedre fremtid, end den han har haft. De bor i deres lille rum, bare for at kan betale skolepebge til deres børn, og det er meget dyrt hernede, men er den eneste vej ud. Hans far havde invisteret mange år i Faith, Innocents søster, som var begyndt på studentereksamen, men blev så gravid, og har nu en lille pige fra d. 1 marts. Hun er 18 år, og er nu i bushen, uden for alting, forladt af alle. Det havde knust hans fars hjerte, han havde givet alt for hende, og nu var det hele tabt på gulvet. Der er virkelig mange skæbner her i Afrika, og der en ingen der hjælper en op, du kan bare blive liggende.Inger tager notis.Alle kæmper for at overleve hver dag.
Jeg fortalte Tom ( Innocents far), at han nu var bedstefar, og det gjorde ham så ondt at høre, gjorde ondt at vide at han var blevet bedstefar for første gang, uden at få noget at vide. Men vi snakkede om at livet kan gøre rigtig meget ondt, det kendte jeg alt til, så jeg kunne forstå ham langt hen af vejen. Det gjorde så godt bare at tale om det, det gør de ikke her, det er noget helt nyt, at der er nogen der interesere sig for en, men det gør altid godt at snakke med et menneske om det der gør så ondt.
Vi havde virkelig en dejlig time-til to der, det var bare så vidunderlig, som vi faldt i hak.
Han far arbejder ved et trykkeri i Kampala, fra kl. 7 til 9 aften hver dag. Hans kone har egen frisørforretning, og det alt sammen for at bo i et lille rum med et mikro lille værelse, og så få noget at spise.Livet er virkelig barskt her.
Da vi endelig fik sagt farvel, var det med en stor tak i vore hjerter, for denne oplevelse, som ikke er mange forundt.
Vi kom hjem igen, og da var Andrea og Christina ved at være klar til at gå i seng, de var helt færdige.
Vi fik noget at spise, og sad ude på terassen og snakkede. Innocent fortalte igen om sit liv, som absolut ikke har været en dans på roser, og for første gang har nogen gidet eller haft overskud til at lytte.Så var kl pludselig elleve, og vi måtte i seng.
Tak himmelske far, for endnu en vidunderlig dag.
Lørdag d13/3 2010
Vi fik ordnet vasketøj, og nogle ting i huset om formiddagen, og skulle så ud til Agape 1 i eftermiddag.
Jeg var meget spændt på hvordan mødet ville spænde af, da den var ret alvorligt. Der er nemlig ingen af vore gæster fra Danmark, der bryder sig om at komme derud, fordi de altid tigger om både det ene og det andet. Det skulle de vide, og forstå at de netop jager folk væk som ønsker at hjælpe dem fordi de tigger og plager. Der var mange andre ting på tapetet, så jeg var spændt på hvordan de ville tage det.
Vi havde en vidunderlig, men alvorlig snak. Det gjorde ondt, men godt. De forstod nu, at det måtte ændres, men nogen var nødt til at hjælpe dem med at leve et ordentlig liv, så alle ville være glade for at være sammen med dem.
Mamma Grais, gør et stort stykke arbejde, men det er ikke altid let at takle 7 børn, fra forskellige vilkår, og hun var så glad for den snak vi havde, hvilket var en stor hjælp til hende.
Det var så skønt bare at have tid til at snakke i fred og ro, det har jeg aldrig haft før, men der skal tid til at komme i dybden, og finde hinanden.
Det var en vidunderlig eftermiddag, hvor jeg også fik tid til at se alle deres mange skolebøger. De er bare så dygtige, og har virkelig gode chancer.
Til sidst læste Sulait et stykke i Biblen for mig Rom. 12 v1-16, og så snakkede vi om det bagefter.
Så kom Sara, og kom med i fællesskabet, hende kender de og holder meget af, så det var bare så godt.
Kl. 17,30 kom så udlejeren, og fortalte hvorfor han ikke har fået lavet køkkenet som vi havde aftalt, da jeg lejede huset.
Men der er ingenting der er let her i Afrika, der kommer alt muligt i vejen, og ting tager en frygtelig tid, men han var igang med de sidste forberedelser. Men nu var der en der har købt nabogrunden, så nu skulle det hele laves om, så hvem ved!!!!
Jeg fik betalt huslejen for feb-marts 520.000 ugx, en frygtelig masse penge.
Vi havde alle haft en vidunderlig eftermiddag, og var bare så taknemlig for alt vi havde fået gjort.
Vi var først hjemme igen kl.8, og da var vi godt trætte, og skulle først til at koge kartoflerne, men pyt, alt var gået såååå godt.
Jeg var meget spændt på hvordan mødet ville spænde af, da den var ret alvorligt. Der er nemlig ingen af vore gæster fra Danmark, der bryder sig om at komme derud, fordi de altid tigger om både det ene og det andet. Det skulle de vide, og forstå at de netop jager folk væk som ønsker at hjælpe dem fordi de tigger og plager. Der var mange andre ting på tapetet, så jeg var spændt på hvordan de ville tage det.
Vi havde en vidunderlig, men alvorlig snak. Det gjorde ondt, men godt. De forstod nu, at det måtte ændres, men nogen var nødt til at hjælpe dem med at leve et ordentlig liv, så alle ville være glade for at være sammen med dem.
Mamma Grais, gør et stort stykke arbejde, men det er ikke altid let at takle 7 børn, fra forskellige vilkår, og hun var så glad for den snak vi havde, hvilket var en stor hjælp til hende.
Det var så skønt bare at have tid til at snakke i fred og ro, det har jeg aldrig haft før, men der skal tid til at komme i dybden, og finde hinanden.
Det var en vidunderlig eftermiddag, hvor jeg også fik tid til at se alle deres mange skolebøger. De er bare så dygtige, og har virkelig gode chancer.
Til sidst læste Sulait et stykke i Biblen for mig Rom. 12 v1-16, og så snakkede vi om det bagefter.
Så kom Sara, og kom med i fællesskabet, hende kender de og holder meget af, så det var bare så godt.
Kl. 17,30 kom så udlejeren, og fortalte hvorfor han ikke har fået lavet køkkenet som vi havde aftalt, da jeg lejede huset.
Men der er ingenting der er let her i Afrika, der kommer alt muligt i vejen, og ting tager en frygtelig tid, men han var igang med de sidste forberedelser. Men nu var der en der har købt nabogrunden, så nu skulle det hele laves om, så hvem ved!!!!
Jeg fik betalt huslejen for feb-marts 520.000 ugx, en frygtelig masse penge.
Vi havde alle haft en vidunderlig eftermiddag, og var bare så taknemlig for alt vi havde fået gjort.
Vi var først hjemme igen kl.8, og da var vi godt trætte, og skulle først til at koge kartoflerne, men pyt, alt var gået såååå godt.
søndag den 14. marts 2010
Fredag d.12/3 2010
Idag ville vi ikke lave noget særligt. jeg skulle igen og have hævet penge til Agape 1, til husleje. Vi havde ringet til dem for at aftale et møde med dem om lørdagen, hvor jeg ønskede at alle var til stede, så vi kunne snakke i fred og ro.
Vi havde aftalt at holde vores møde kl.3 lørdag, og sara ville komme kl 5, og udlejeren ville komme kl. 1/2 6, så kunne vi få ordnet alle tingene på en gang.
Ellers var vi ude for at finde et vægtæppe af papyrus, som jeg vil bruge til at hænge billeder op på, af alle dem der har været i huset, og hvad vi har lavet.
Vi fandt frem til det sted jeg havde set hvad jeg gerne ville have, men de havde selfølgelig ingen i den størrelse som jeg ønskede, men kunne hurtigt lave en om. Så det blev aftalt, og de gik i gang, og vi kunne gå og købe lidt ind til huset sålænge.
Da vi kom tilbage var de færdige, jeg betalte 10.000ugx (25 dk)og glad var jeg.
Innocent skulle i skole, og så var den dag gået.
Vi havde aftalt at holde vores møde kl.3 lørdag, og sara ville komme kl 5, og udlejeren ville komme kl. 1/2 6, så kunne vi få ordnet alle tingene på en gang.
Ellers var vi ude for at finde et vægtæppe af papyrus, som jeg vil bruge til at hænge billeder op på, af alle dem der har været i huset, og hvad vi har lavet.
Vi fandt frem til det sted jeg havde set hvad jeg gerne ville have, men de havde selfølgelig ingen i den størrelse som jeg ønskede, men kunne hurtigt lave en om. Så det blev aftalt, og de gik i gang, og vi kunne gå og købe lidt ind til huset sålænge.
Da vi kom tilbage var de færdige, jeg betalte 10.000ugx (25 dk)og glad var jeg.
Innocent skulle i skole, og så var den dag gået.
fredag den 12. marts 2010
Torsdag 12/3 2010
Sandelig idag skulle vi også tidlig op. Morgenmad kl 7, da Andrea og Christina, skulle være nede i Mirakelcentret kl. 8, da de skulle på 4 dages Safari.
Vi kørte derned alle mand, for at sende dem afstedmed safaribussen.
Afsted kom de, og Innocent skulle blive i kirken og vaske, jeg gik hjem, og ville prøve at få noget gjort ved al det computerarbejde jeg mangelede.Da Innocent kom hjem fra skole kl. 1, fik vi noget at spise, og derefter skulle vi prøve om vi kunne finde hans søster, som han ikke havde haft kontakt med siden i nov. da bedstemoderen havde smidt hende ud, da hun var gravid, og ikke kunne magte endnu ,
Hun havde dagen før sendt et flas til Innocent, jeg tror en kald på hjælp, så vi talte om at finde hende.Der var nogen der vidste hvor hun boede, men det var ikke et sted Innocent kendte. men jeg sagde at så måtte vi spørge alle mulige steder, der er altid vej for den stædige,. Vi fik en ven fra Innocent ombord til at vise os det første stykke, derefter spurgte vi rigtig mange gange, og kørte af noget vejværk, der ikke var værd at kalde en vej, det humplede og skrumplede 15 km. i sneglefart, ud og ind mellem andre biler og mennesker i en ren slalom, en tur for eventyrer, men vi havde været i buschen, så det her skulle heller ikke gå os på.
Langt om længe var vi den plads som hans søster havde sagt vi skulle finde, da han havde talt med hende, og så kunne vi ringe til hende igen, for at fortælle det sidste stykke.
Vi fik forbindelse, men kunne ikke rigtig se vejen, vi spugte og spurgte men ingen kunne forklare det. Men langt om længe dukkede hun selv op, for at vise os vejen ind i bushen.
Hun kom op at køre , og vi skrumplede indad imellem træer, buske, huller, små huse, køer og geder. Endelig fandt vi stedet, men århavde aldrig fundet det uden hjælp.
Faith, hedder hun, var en smuk ung pige på 18 år, og nu for en uge siden mor til en lille pige.
Der sad hun så alene i et hus ved en vininde som aldrig var hjemme, men havde to børn, som hun skulle passe, samt ordne hus. Fuldstændig alene, uden penge eller muligheder, forladt af alle i hendes famile, ikke så mærkelig hun havde råbt på hjælp, der måtte da være nogen, at snakke med.
Hun var meget glad for at vi kom, og Innocent er hendes eneste rigtige bror, da alle de andre er halvsøskende.
Vi så hendes vidunderlige lille pige, men hvor var hun alene. Hun fortalte sin historeie, og den er lige så barsk som så mange andre. Der er ingen der har overskud til hinanden, så hvis ikke du kan finde ud af det, må du passe dig selv på en eller anden måde.
Vi blev der en time eller to, og Innocent havde købt bleer, mad og forskelligt til hende. Det var første gang han gjort sådan, og det er fordi han har det godt nu, og har overskud.Det var rørende at se, og så kende alle disse skæbner.
Vi fik sagt farvel, og skrumplede hjem igen, glade for at kunne bringe lidt trøst ud til en fuldstændig ensom smuk ung pige, og bringe lidt håb.
Vi kørte derned alle mand, for at sende dem afstedmed safaribussen.
Afsted kom de, og Innocent skulle blive i kirken og vaske, jeg gik hjem, og ville prøve at få noget gjort ved al det computerarbejde jeg mangelede.Da Innocent kom hjem fra skole kl. 1, fik vi noget at spise, og derefter skulle vi prøve om vi kunne finde hans søster, som han ikke havde haft kontakt med siden i nov. da bedstemoderen havde smidt hende ud, da hun var gravid, og ikke kunne magte endnu ,
Hun havde dagen før sendt et flas til Innocent, jeg tror en kald på hjælp, så vi talte om at finde hende.Der var nogen der vidste hvor hun boede, men det var ikke et sted Innocent kendte. men jeg sagde at så måtte vi spørge alle mulige steder, der er altid vej for den stædige,. Vi fik en ven fra Innocent ombord til at vise os det første stykke, derefter spurgte vi rigtig mange gange, og kørte af noget vejværk, der ikke var værd at kalde en vej, det humplede og skrumplede 15 km. i sneglefart, ud og ind mellem andre biler og mennesker i en ren slalom, en tur for eventyrer, men vi havde været i buschen, så det her skulle heller ikke gå os på.
Langt om længe var vi den plads som hans søster havde sagt vi skulle finde, da han havde talt med hende, og så kunne vi ringe til hende igen, for at fortælle det sidste stykke.
Vi fik forbindelse, men kunne ikke rigtig se vejen, vi spugte og spurgte men ingen kunne forklare det. Men langt om længe dukkede hun selv op, for at vise os vejen ind i bushen.
Hun kom op at køre , og vi skrumplede indad imellem træer, buske, huller, små huse, køer og geder. Endelig fandt vi stedet, men århavde aldrig fundet det uden hjælp.
Faith, hedder hun, var en smuk ung pige på 18 år, og nu for en uge siden mor til en lille pige.
Der sad hun så alene i et hus ved en vininde som aldrig var hjemme, men havde to børn, som hun skulle passe, samt ordne hus. Fuldstændig alene, uden penge eller muligheder, forladt af alle i hendes famile, ikke så mærkelig hun havde råbt på hjælp, der måtte da være nogen, at snakke med.
Hun var meget glad for at vi kom, og Innocent er hendes eneste rigtige bror, da alle de andre er halvsøskende.
Vi så hendes vidunderlige lille pige, men hvor var hun alene. Hun fortalte sin historeie, og den er lige så barsk som så mange andre. Der er ingen der har overskud til hinanden, så hvis ikke du kan finde ud af det, må du passe dig selv på en eller anden måde.
Vi blev der en time eller to, og Innocent havde købt bleer, mad og forskelligt til hende. Det var første gang han gjort sådan, og det er fordi han har det godt nu, og har overskud.Det var rørende at se, og så kende alle disse skæbner.
Vi fik sagt farvel, og skrumplede hjem igen, glade for at kunne bringe lidt trøst ud til en fuldstændig ensom smuk ung pige, og bringe lidt håb.
Onsdag d.11/3 2010
Vi havde igen bestemt at skulle tidlig op.Morgenmad kl. 7, da pigerne skulle være i Antioch skolen kl. 8. De skulle igen idag følge undervisningen, og være sammen med børnene, det er de så glade for.
Så kl.7.50 kørte Innocent dem ud til skolen, og fortsatte så ned i kirken hvor han gør rent hver dag.
Jeg skulle have en masse tøj vasket, og det er altså hårdt arbejde uden vaskebræt, eller vaskemaskine, men jeg havde hele formiddagem til at få det gjort.
Kl. 12 skulle vi ud og hente pigerne. Vi kørte sammen, da jeg endnu manglede at få pakken fra Danmark afleveret til Regan, han har været syg i lang tid, men nu måtte det lykkes.
Endelig, da vi kom derud havde de fået kontakt til ham, og han fik sin pakke, og jeg fik billede af ham.
Hjem igen, og have noget at spise i en fart, da Innocent skulle i skole kl. 1
Mens han var i skole, hvilede vi, så da han kom hjem, tog vi lidt hurtigt at spise, og så kørte vi i svimmingpoolen, for at bade en times td.
Det var bare så dejligt, og nedkølende, det rene luksus.
Da vi kom hjem igen ville Innocent og mig i kirke, og så måtte vi spise når vi kom hjem. Endnu en dejlig dag her i Kampala, i dejlig sol og sommer.
Så kl.7.50 kørte Innocent dem ud til skolen, og fortsatte så ned i kirken hvor han gør rent hver dag.
Jeg skulle have en masse tøj vasket, og det er altså hårdt arbejde uden vaskebræt, eller vaskemaskine, men jeg havde hele formiddagem til at få det gjort.
Kl. 12 skulle vi ud og hente pigerne. Vi kørte sammen, da jeg endnu manglede at få pakken fra Danmark afleveret til Regan, han har været syg i lang tid, men nu måtte det lykkes.
Endelig, da vi kom derud havde de fået kontakt til ham, og han fik sin pakke, og jeg fik billede af ham.
Hjem igen, og have noget at spise i en fart, da Innocent skulle i skole kl. 1
Mens han var i skole, hvilede vi, så da han kom hjem, tog vi lidt hurtigt at spise, og så kørte vi i svimmingpoolen, for at bade en times td.
Det var bare så dejligt, og nedkølende, det rene luksus.
Da vi kom hjem igen ville Innocent og mig i kirke, og så måtte vi spise når vi kom hjem. Endnu en dejlig dag her i Kampala, i dejlig sol og sommer.
tirsdag den 9. marts 2010
Tirsdag d.9/3
Idag havde vi besluttet at vi skulle til Ægvator. Christina havde aldrig været der, så det måtte blive idag.
vi havde lejet en anden bil, da jeg ikke ville risikere at min bil brændte sammen igen, på så lang en tur. Ca 90 km, men det en næsten det samme som 300-400 km, i Danmark.
Vi kom afsted, og pigerne skulle betale, da det var deres oplevelse, vi havde været der, men ville følges med dem, da vi gør alt sammen.
Vi fik besøgt stedet, fik taget billeder, fik handlet, og så gik turen tilbage. Det var en lidt flad omgang, som ikke vagte nogen form for begejstring. Men hjemad gik det.
Da vi kom lavede pigerne middagsmad, og da vi sad og spiste, spurgte jeg om de ville med ud at bade i svimmingpoolen, som ligger her tæt ved, for det ville Innocent og mig. Det ville de gerne. Så vi fik pakket badetøjet, og lidt mere, da vi ikke skal være for bare her, da alle glor øjnene ud af hovedet fordi vi er hvide "Musunkoer", Vi kørte derhen, og kom i vandet, det var bare så skønt.
jeg kom igen til at give svømmeundervisning til Innocent, og en anden ung mand. De vil så gerne lære det, men har aldrig haft chancen. Det var til meget stor fornøjelse for alle parter, og en sejrrus for de to sorte unge mænd, da de lærte at flyde, og næsten at svømme. de var helt vilde af begejstring.
vi badede længe, men det blev aften, og vi måtte hjem. Da vi kom hjem, lavede jeg te, chokolade, og vi fik det sidste is med banan og fersken til, en ren fornøjelse.
Vi sad ud og fik te, og bare nød det til 9 -1/2 10, hvor vi måtte i seng, da vi skulle tidlig op næste morgen.
Endnu en dejlig dag i Kampala, Uganda
vi havde lejet en anden bil, da jeg ikke ville risikere at min bil brændte sammen igen, på så lang en tur. Ca 90 km, men det en næsten det samme som 300-400 km, i Danmark.
Vi kom afsted, og pigerne skulle betale, da det var deres oplevelse, vi havde været der, men ville følges med dem, da vi gør alt sammen.
Vi fik besøgt stedet, fik taget billeder, fik handlet, og så gik turen tilbage. Det var en lidt flad omgang, som ikke vagte nogen form for begejstring. Men hjemad gik det.
Da vi kom lavede pigerne middagsmad, og da vi sad og spiste, spurgte jeg om de ville med ud at bade i svimmingpoolen, som ligger her tæt ved, for det ville Innocent og mig. Det ville de gerne. Så vi fik pakket badetøjet, og lidt mere, da vi ikke skal være for bare her, da alle glor øjnene ud af hovedet fordi vi er hvide "Musunkoer", Vi kørte derhen, og kom i vandet, det var bare så skønt.
jeg kom igen til at give svømmeundervisning til Innocent, og en anden ung mand. De vil så gerne lære det, men har aldrig haft chancen. Det var til meget stor fornøjelse for alle parter, og en sejrrus for de to sorte unge mænd, da de lærte at flyde, og næsten at svømme. de var helt vilde af begejstring.
vi badede længe, men det blev aften, og vi måtte hjem. Da vi kom hjem, lavede jeg te, chokolade, og vi fik det sidste is med banan og fersken til, en ren fornøjelse.
Vi sad ud og fik te, og bare nød det til 9 -1/2 10, hvor vi måtte i seng, da vi skulle tidlig op næste morgen.
Endnu en dejlig dag i Kampala, Uganda
Mandag d,8/3 2010
Vi kom op og spiste morgenmad som sædvanlig kl. 9. Derefter skulle Innocent på arbejde, da han gør rent i tv studiet i kirken hver dag.
da han kom hjem skulle vi ind til byen for at købe mad, køl og frys var ved at være tom.
jeg fik en sms fra Joseph at vi var nødt til at snakke sammen, da børnene var syge, og at han absolut ikke var glad for deres badedag, og at vi havde brugt så mange penge på det, og ikke købt mad til huset.Der var ingen snak om at han lige havde haft 14 dages ferie i Italien.
Nå men jeg sagde at jeg havde tid kl. 2. så kunne vi snakke. Inge af os havde særlig lyst til at snakke med ham, da det ikke kan lade sig gøre at føre en samtale med ham,HAN snakker bare. men vi bestemte at køre alle ned for at tale med ham, men da vi var i nærheden af Agape2, så vi at han kørte hjemmefra.Vi vendte bilen i stor ærgelse, som sædvanligt var der bere ingenting der klapper, når det har med Joseph at gøre, ingenting. Jeg ringede til ham, og spurgte hvor han var, han var på vej ned i kirken!!!!!!, og, så ville vi komme der.
Han var gal over at se os alle 4, da det kun var mig han ville snakke med.
Ok, igen, de andre gik afsides og satte sig, så længe jeg satte mig i Josephs bil, og vi kunne snakke. Han var gal over at vi havde brugt så mange penge på børnene, og ikke købt mad til huset, og børnene var slet ikke glade for den dag, sagde han. Så måtte jeg stoppe ham, og sige, du lyver, jeg ved at de elskede det, og bare var glade, og havde en vidunderlig dag alle sammen, men Joseph vil bare have penge penge penge, og nu skulle der medesin til. Jeg sagde nej, de behøvede mad for det første. og sko og strømper, men der var ingen mangel på hans tlf., Internet, bil og bensin, det er der fin råd til, selom alle i huset ikke har mad. Så jeg sagde nej, ikke en kr. mere får han, jeg har betalt skolepengene for sponsorbørnene for denne termin, købt skoletasker, bøger, blyanter og alt hvad de behøver, og har lagt penge ud for det næste 1/2 år.
Vi snakkede en lille time, og kom ikke et skridt nærmere, så jeg gik bare, det fører ingenting til.
Vi andre havde aftalt at vi skulle ud at spise på en Afrikansk resturant, da A ndera og Christine aldrig havde prøvet det. så vi havde bestilt bord til kl 3.
Det var en susses. Det var de vilde med, og ville gerne derhen en anden gang, og det koster ikke ret meget. Det var en dejlig afslutning, på endnu en rodet dag.
da han kom hjem skulle vi ind til byen for at købe mad, køl og frys var ved at være tom.
jeg fik en sms fra Joseph at vi var nødt til at snakke sammen, da børnene var syge, og at han absolut ikke var glad for deres badedag, og at vi havde brugt så mange penge på det, og ikke købt mad til huset.Der var ingen snak om at han lige havde haft 14 dages ferie i Italien.
Nå men jeg sagde at jeg havde tid kl. 2. så kunne vi snakke. Inge af os havde særlig lyst til at snakke med ham, da det ikke kan lade sig gøre at føre en samtale med ham,HAN snakker bare. men vi bestemte at køre alle ned for at tale med ham, men da vi var i nærheden af Agape2, så vi at han kørte hjemmefra.Vi vendte bilen i stor ærgelse, som sædvanligt var der bere ingenting der klapper, når det har med Joseph at gøre, ingenting. Jeg ringede til ham, og spurgte hvor han var, han var på vej ned i kirken!!!!!!, og, så ville vi komme der.
Han var gal over at se os alle 4, da det kun var mig han ville snakke med.
Ok, igen, de andre gik afsides og satte sig, så længe jeg satte mig i Josephs bil, og vi kunne snakke. Han var gal over at vi havde brugt så mange penge på børnene, og ikke købt mad til huset, og børnene var slet ikke glade for den dag, sagde han. Så måtte jeg stoppe ham, og sige, du lyver, jeg ved at de elskede det, og bare var glade, og havde en vidunderlig dag alle sammen, men Joseph vil bare have penge penge penge, og nu skulle der medesin til. Jeg sagde nej, de behøvede mad for det første. og sko og strømper, men der var ingen mangel på hans tlf., Internet, bil og bensin, det er der fin råd til, selom alle i huset ikke har mad. Så jeg sagde nej, ikke en kr. mere får han, jeg har betalt skolepengene for sponsorbørnene for denne termin, købt skoletasker, bøger, blyanter og alt hvad de behøver, og har lagt penge ud for det næste 1/2 år.
Vi snakkede en lille time, og kom ikke et skridt nærmere, så jeg gik bare, det fører ingenting til.
Vi andre havde aftalt at vi skulle ud at spise på en Afrikansk resturant, da A ndera og Christine aldrig havde prøvet det. så vi havde bestilt bord til kl 3.
Det var en susses. Det var de vilde med, og ville gerne derhen en anden gang, og det koster ikke ret meget. Det var en dejlig afslutning, på endnu en rodet dag.
Søndag d. 7/3 2010
Det er søndag, og fridag, hvilket vi trænger så hårdt til ovenpå igår, vi var ude at bade.Vi ville absolut intet lave, bare hvile ud. Innocent og mig var i kirke, han blev der hele dagen, jeg var der i 3 timer. Kirken, Mirakelcentret, har 4 gudstjenester hver søndag, og i hver onsdag, så der er mulighed for alle der er intereseret.
da jeg kom hjem, skulle jeg bare sove og hvile, da det er meget hårdt arbejde at se efter en stor flok børn, og sørge for at alle har haft en god dag, og kommer hjem i god behold.
Andrea og Christina, valgte at slappe af hele dagen, sove ,hvile og læse, men så var vi også klar igen til mandag.
da jeg kom hjem, skulle jeg bare sove og hvile, da det er meget hårdt arbejde at se efter en stor flok børn, og sørge for at alle har haft en god dag, og kommer hjem i god behold.
Andrea og Christina, valgte at slappe af hele dagen, sove ,hvile og læse, men så var vi også klar igen til mandag.
mandag den 8. marts 2010
Bade igen med Agape 2
Nu er det altså 14 dage siden vi sidst var ude at bade, jeg har bare ikke haft tid til at skrive på bloggen, og nu springer jeg altså over 14 dage. Jeg kommer aldrig med ellers, for der sker så meget.
Andrea og Christina ville så gerne ud at bade igen med børnene fra Agape 2, inden de skal hjem igen, så vi bestemte at deles om udgifterne. Vi fandt en dejlig svimmingpool her i Kampala, ikke så langt fra hvor vi bor. Så var vi da fri for at skulle leje den store bil, så kunne vi køre i min bil, men flere gange.
Vi tog ned i Agape 2 for at invitere dem, så de selv hørte det af pigernes egen mund. Fordi vi gør det på den måde er fordi de ikke tror Joseph over en dørtrin, og vi kan ikke bære at se disse skuffede barneøjne, så vi taler personlig til dem, og de forstår at har vi lovet dem noget, så bliver det. Det er de ikke vant til, og det kan vi ikke bære at se på.
Selfølgelig blev de ellevilde, og var bare fyr og flamme, de trænger så meget til at opleve noget, og trænger så meget til kærlighed, at det næsten gør ondt.
Vi havde denne gang bestemt at købe al maden fra Resturanen, så de for første gang skulle have pommes fritters, det havde de aldrig fået.
Joseph var heldigvis ikke hjemme, men var i Italien i 14 dage, så vi havde dem for os selv, da vi inviterede.
Vi var så 17 mand afsted lørdag d.6/3 på badedag, og det er altså mange at holde styr på.
Vi havde bestemt at komme kl 10, men da vi kom op den morgen, regnede det så voldsomt at vi tænkte, det var ikke lige hvad vi havde brug for. For når det regner er det altså koldt for en Afrikaner. Og de var ikke for friske i forvejen, af mangel på mad, så nu var gode råd dyre. Vi snakkede om hvad vi skulle gøre, da vi på ingen måde ville svigte børnene. Udsætte det til søndag, ville være det samme, da vi jo aldrig kan vide hvad vejr det bliver.
Vi bestemte at køre ned til dem, kl 1/2 10, for at snakke med dem. De ville bare så gerne ud at bade, så de var ligeglad med vejert. joseph var kommet hjem fra Italien aftenen før, og så havde vi baladen igen. Børnene er bange for ham, og viger rundt når han er i nærheden, og det samme gør alle smilene , de stivner når han er til stede. Men vi blev eneige om at køre, og det så ud til at regnen ville stoppe.Så vi aftalte at køre hjem og gøre os klar, og så komme efter de første igen kl. 10,45.
Det gjord vi så, og var allerede godt gale i skralden over Joseph. Men det her var en dag for børnene, og det er dem vi kæmper for.
Vi kom derned til dem igen, og nu var Joseph så parat til at køre nogle af børnene, så vi alle kunne være i to biler på en gang. Det var vældig rart. Men ak, vi havde snakket om hvem der skulle være med hvem, så der var god balance ,men nej, Joseph er bare kongen der fejer alt til side, og lytter efter nogen. Det var et frygtelig optrin, og børnene var bange for at det hele ikke blev til noget. Men endelig var vi i vores bil med nogle af børnene, de ville gerne have været der alle, men kunne jo ikke. Så viste det sig at Joseph ikke kunne starte, og ville have vores batteri, men da sagde jeg stop. Det hele kunne ende med ingenting på grund af ham, nej, jeg sagde til de sidste børn, vi kører nu, og kommer tilbage efter jeg.
Vi kom afsted, og var alle kede af det, det er et frygtelig væsen hver gang Joseph er nær.
Vi kom endelig frem til stedet, og det var holdt op med at regne, så nu tegnede det lyst. Joseph ringede, at han havde fået bilen igang, og at de ville komme, godt så.
Vi kom ind, og begyndte at få lejet badetøj, købt armbøjler til at svømme med, og de første kom i vandet. Men ak. der var ingen gang i børnene, en var ved at kolapse, og vi måtte have fat i noget vand for at få ham på fode. Så kom de andre , og vi var der nu alle. Joseph kørte heldigvis igen, det var ikke noget for ham. Vi vi børnene ud at bade alle mand, men der var ingen gang i dem. De havde måske ikke fået noget at spise i flere dage, det var bare så hårdt at se på. Vi snakkede om hvad vi skulle gøre, og jeg ville gerne vi havde haft noget brød, eller andet , men det havde vi ikke denne gang.Vi blev enige om at snakke til resturanen, om de ville få maden færdig så hurtigt som muligt, for de skulle have mad, for ellers blev det hele til ingenting.
Resturanen sagde at det ville de gøre, men der gik 2 timer, altså Afrika, det er hårdt, de er bare så langsomme, men endelig fik vi da maden.
Maden var god, og børnene spiste alt hvad de blev budt, og meget af det vi fik, da de var så forfærdentlig sultne. De fik sodavand og vand at drikke, og modet steg, og de fik farve i kinderne, og lys i øjnene.Det var dejligt.
Så kom der gang i legepladsen, der er ved side af. De hoppede, gyngede, vippede, og prøvede alt muligt, nu havde de fået mad, og der var gang i dem. Vi var på legepladsen i godt en time, og så tilbage at svømme, og nu var det helt anderledes. De svømmede, eller prøvede at lære det, de fik lært at flyde mange af dem, og alle morede sig, både store og små. Det var bare så skønt at se alle disse strålende barneøjne, der nyder det i fulde drag.Skønt skønt skønt.
Da vi så endeli var færdig, det var ved at være aften, solen var ved at gå ned, måtte vi til at gøre holdt.
men da var alle meget tørstige, og vi bestemte at gå til supermarkedet lige ved side af, for at købe sodavand, vand og en dåse kiks, til at slutte af på.
jeg sendte Innocent ind at hente det, da jeg sad med lille peter, og han var faldet i søvn. De fik hentet det, og jeg fik ringet efter Joseph der ville komme og hente nogle af børnene.
Vi vi spist alle kiksene og drak alt vi havde købt, og sad nu og ventede og ventede på Joseph.Jeg tror vi ventede 1 1/2 time, alle 17, og trætte børn, men han kom ikke. Det var ikke bare den ene gang, men HVER gang, han forstår ikke tid, har ingen respekt for andre end ham selv.
Da jeg var ved at røre på mig, at nu skulle der ske noget,så måtte vi køre to gange, men så kom han, og jeg var gal i skralden igen, det er altså for hårdt,
Nå men vi fik nogle børn med os og kom hjemad, det havde været en dejlig dag sammen med børnene, og godt Joseph var skredet, for ellers ved jeg ikke hvad det hele var endt med.
Vi fik børnene afleveret, og kom selv hjem. Vi var fuldstændig udmattede og trætte, men også glade på børenenes vegne.Vi var enige om at hvad de havde oplevet, det kan ingen tage fra dem, det har de altid med sig.
Vi gik på hovedet i seng, så måtte vasketøjet vente. Vi havde en stak våde og meget beskidte håndklæder der så måtte vente til mandag, men det var småtingsafdelingen, selvom det her ville være et vidunder med et vaskebræt.
Det var badedag nr 2 for Agape 2, og jeg håber i forstår, at alt her er bare SÅÅÅÅÅ besværligt, og kun er for de seje.
Andrea og Christina ville så gerne ud at bade igen med børnene fra Agape 2, inden de skal hjem igen, så vi bestemte at deles om udgifterne. Vi fandt en dejlig svimmingpool her i Kampala, ikke så langt fra hvor vi bor. Så var vi da fri for at skulle leje den store bil, så kunne vi køre i min bil, men flere gange.
Vi tog ned i Agape 2 for at invitere dem, så de selv hørte det af pigernes egen mund. Fordi vi gør det på den måde er fordi de ikke tror Joseph over en dørtrin, og vi kan ikke bære at se disse skuffede barneøjne, så vi taler personlig til dem, og de forstår at har vi lovet dem noget, så bliver det. Det er de ikke vant til, og det kan vi ikke bære at se på.
Selfølgelig blev de ellevilde, og var bare fyr og flamme, de trænger så meget til at opleve noget, og trænger så meget til kærlighed, at det næsten gør ondt.
Vi havde denne gang bestemt at købe al maden fra Resturanen, så de for første gang skulle have pommes fritters, det havde de aldrig fået.
Joseph var heldigvis ikke hjemme, men var i Italien i 14 dage, så vi havde dem for os selv, da vi inviterede.
Vi var så 17 mand afsted lørdag d.6/3 på badedag, og det er altså mange at holde styr på.
Vi havde bestemt at komme kl 10, men da vi kom op den morgen, regnede det så voldsomt at vi tænkte, det var ikke lige hvad vi havde brug for. For når det regner er det altså koldt for en Afrikaner. Og de var ikke for friske i forvejen, af mangel på mad, så nu var gode råd dyre. Vi snakkede om hvad vi skulle gøre, da vi på ingen måde ville svigte børnene. Udsætte det til søndag, ville være det samme, da vi jo aldrig kan vide hvad vejr det bliver.
Vi bestemte at køre ned til dem, kl 1/2 10, for at snakke med dem. De ville bare så gerne ud at bade, så de var ligeglad med vejert. joseph var kommet hjem fra Italien aftenen før, og så havde vi baladen igen. Børnene er bange for ham, og viger rundt når han er i nærheden, og det samme gør alle smilene , de stivner når han er til stede. Men vi blev eneige om at køre, og det så ud til at regnen ville stoppe.Så vi aftalte at køre hjem og gøre os klar, og så komme efter de første igen kl. 10,45.
Det gjord vi så, og var allerede godt gale i skralden over Joseph. Men det her var en dag for børnene, og det er dem vi kæmper for.
Vi kom derned til dem igen, og nu var Joseph så parat til at køre nogle af børnene, så vi alle kunne være i to biler på en gang. Det var vældig rart. Men ak, vi havde snakket om hvem der skulle være med hvem, så der var god balance ,men nej, Joseph er bare kongen der fejer alt til side, og lytter efter nogen. Det var et frygtelig optrin, og børnene var bange for at det hele ikke blev til noget. Men endelig var vi i vores bil med nogle af børnene, de ville gerne have været der alle, men kunne jo ikke. Så viste det sig at Joseph ikke kunne starte, og ville have vores batteri, men da sagde jeg stop. Det hele kunne ende med ingenting på grund af ham, nej, jeg sagde til de sidste børn, vi kører nu, og kommer tilbage efter jeg.
Vi kom afsted, og var alle kede af det, det er et frygtelig væsen hver gang Joseph er nær.
Vi kom endelig frem til stedet, og det var holdt op med at regne, så nu tegnede det lyst. Joseph ringede, at han havde fået bilen igang, og at de ville komme, godt så.
Vi kom ind, og begyndte at få lejet badetøj, købt armbøjler til at svømme med, og de første kom i vandet. Men ak. der var ingen gang i børnene, en var ved at kolapse, og vi måtte have fat i noget vand for at få ham på fode. Så kom de andre , og vi var der nu alle. Joseph kørte heldigvis igen, det var ikke noget for ham. Vi vi børnene ud at bade alle mand, men der var ingen gang i dem. De havde måske ikke fået noget at spise i flere dage, det var bare så hårdt at se på. Vi snakkede om hvad vi skulle gøre, og jeg ville gerne vi havde haft noget brød, eller andet , men det havde vi ikke denne gang.Vi blev enige om at snakke til resturanen, om de ville få maden færdig så hurtigt som muligt, for de skulle have mad, for ellers blev det hele til ingenting.
Resturanen sagde at det ville de gøre, men der gik 2 timer, altså Afrika, det er hårdt, de er bare så langsomme, men endelig fik vi da maden.
Maden var god, og børnene spiste alt hvad de blev budt, og meget af det vi fik, da de var så forfærdentlig sultne. De fik sodavand og vand at drikke, og modet steg, og de fik farve i kinderne, og lys i øjnene.Det var dejligt.
Så kom der gang i legepladsen, der er ved side af. De hoppede, gyngede, vippede, og prøvede alt muligt, nu havde de fået mad, og der var gang i dem. Vi var på legepladsen i godt en time, og så tilbage at svømme, og nu var det helt anderledes. De svømmede, eller prøvede at lære det, de fik lært at flyde mange af dem, og alle morede sig, både store og små. Det var bare så skønt at se alle disse strålende barneøjne, der nyder det i fulde drag.Skønt skønt skønt.
Da vi så endeli var færdig, det var ved at være aften, solen var ved at gå ned, måtte vi til at gøre holdt.
men da var alle meget tørstige, og vi bestemte at gå til supermarkedet lige ved side af, for at købe sodavand, vand og en dåse kiks, til at slutte af på.
jeg sendte Innocent ind at hente det, da jeg sad med lille peter, og han var faldet i søvn. De fik hentet det, og jeg fik ringet efter Joseph der ville komme og hente nogle af børnene.
Vi vi spist alle kiksene og drak alt vi havde købt, og sad nu og ventede og ventede på Joseph.Jeg tror vi ventede 1 1/2 time, alle 17, og trætte børn, men han kom ikke. Det var ikke bare den ene gang, men HVER gang, han forstår ikke tid, har ingen respekt for andre end ham selv.
Da jeg var ved at røre på mig, at nu skulle der ske noget,så måtte vi køre to gange, men så kom han, og jeg var gal i skralden igen, det er altså for hårdt,
Nå men vi fik nogle børn med os og kom hjemad, det havde været en dejlig dag sammen med børnene, og godt Joseph var skredet, for ellers ved jeg ikke hvad det hele var endt med.
Vi fik børnene afleveret, og kom selv hjem. Vi var fuldstændig udmattede og trætte, men også glade på børenenes vegne.Vi var enige om at hvad de havde oplevet, det kan ingen tage fra dem, det har de altid med sig.
Vi gik på hovedet i seng, så måtte vasketøjet vente. Vi havde en stak våde og meget beskidte håndklæder der så måtte vente til mandag, men det var småtingsafdelingen, selvom det her ville være et vidunder med et vaskebræt.
Det var badedag nr 2 for Agape 2, og jeg håber i forstår, at alt her er bare SÅÅÅÅÅ besværligt, og kun er for de seje.
fredag den 5. marts 2010
Badedag med Agape to
Det blev en underlig slutning jeg fik på det jeg havde begyndt på, men nu vil jeg prøve at skrive om hele dagen.
Vi havde aftalt at hente dem søndag kl. 10.30 dansk tid, det vil sige til tiden, det kender de ikke så meget her.
Derfor var vi til mogengudstjeneste, så vi kunne have en hel dag ved vandet.
Innocent fik hentet den store bil, og John var klar til at køre vores, da vi skulle have to afsted, da vi var 20 personer.
Vi havde købt al maden vi skulle have med. Jeg havde stegt kylling til alle mand, så alt var klappet og klart søndag morgen.
Vi var i Agape to til tiden, og de var alle færdige og så parate til at komme ud at opleve noget, de aldrig havde prøvet.
Vi blev læsset alle mand, og turen gik mod Enteppe , hvor jeg holder så meget af Erou Beits, da der er palmeparasol, borde og stole. Vi skulle jo have en plads til maden, og det er altså dejlig at komme under en parasol engang imellem når der er 40-50 graders varme.
Her i Uganda kan man ikke køre til vandet uden at det koster penge, alt koster penge her.
Vi kom afsted, humøret var så højt hos os alle, vi glædede os til en dejlig dag sammen med børnene.men da vi var ca. halvvejengik koblingen i stykker i vores gamle bil, så var gode råd dyre.
men heldigvis var vor hjælpechafør mekaniker, så han blev efterladt med bilen og nogle penge, ville så få det lavet på stedet, og så slutte sig til os senere.
Så var vi alle nødt til at være i den store bil, og det var muligt, men jeg tror ikke det var helt lovligt, men vi skulle ud at bade. Der er ca 40 km. til Enteppe.
Da vi så kom frem til Erou Beits, fik betalt 3000 for hver person, for at komme ind med medbragt mad, var vi endelig fremme. Vi kom ud af bilen alle 20, fik alt maden båret ned til vandet, og var begyndet at gøre børnene klar til at bade. Så fik vi øje på vandet, det var et gang grøn pløre af alger, virkelig rådden, og det skulle ingen absolut ingen ud i. Så var gode råd dyre igen, men Innocent sagde så at vi nok blev nødt til at køre til Enteppe, hvor han vidste der var en svimmingpool.
Det blev hurtigt vedtaget, for vi skulle ud at bade. Så fik vi læsset al maden igen, efter at have slæbt det op til bilen, og pengene vi havde givet for at komme ind, kunne vi ikke få tilbage.
Nå men videre gik det for at finde svimmingpoolen, som vi havde en del besvær med at finde, men endelig var vi der.
da vi så kom der, måtte vi ikke tage bilen med ind, og slet ikke maden, så det måtte pænt blive udenfor. Vi kom af bilen alle mand, og gjorde så klar til at gå ind. Det kostede 5000 pr næse, det var drøjt, men vi skulle bade, så der var ikke andet end at betale.Vi kom ind, og gik til svimmingpoolen, hvor vi så også skulle betale for at komme ind, 3000, da blev jeg altså arrig, det er simpelthen for dårlig. men vi skulle bade, så bare betal. Da vi så endelig endelig kom ind til svimmingpoolen, kunne vi ikke leje badetøj som vi kunne ved Erou Beits, men heldigvis havde vi alt det med vi havde tilbage, det blev anvendt rub og stub, og børnene kom i vandet.
Det var det hele værd at se hvordan børnene nød det alle sammen. De havde aldrig været ude at bade, og slet ikke i pool med rigmændsfolk, men de morede sig for fulde drag.Vi havde badebold og alm. bolde med, samt tennis til at lege med på land.
Alle var ude at bade, både store og små, det var pragtfuld at se hvordan de hyggede sig, det var hver en shilling værd.
Da de havde badet længe, var det tid til at spise, og vi måtte alle ud, efter at have kæmpet en kamp for ikke at skulle betale igen når vi skulle ind igen. Vi kom ud, Innocent hentede bilen med al maden. Vi fik dynebetrækkene bredt ud på astfaldet, plantet alle derpå, og så gik jeg igang med den helt stor severing. Det var så skønt at se hvordan alle spiste, og drak vand og sodavand, så det stod dem ud af ørene. De syntes næsten de var i Danmark, da de så al den dejlige mad.
Vi fik alt det vi kunne spise alle mand. Innocent kørte bilen på plads igen, og vi gik alle til legepladsen, hvor der rigtig kom gang i gynger og rutscherbaner. Børnene glædede sig for fulde gardiner.Så gik vi igen ud at bade, og de kunne næsten ikke blive færdige. En forunderlig dag, med så stor en flok, der aldrig havde oplevet dette.
Men det blev aften, og vi måtte stoppe.Da vi var i bilerne alle mand. John havde ordnet koblingen og var nu sammen med os.Da vi alle var læsset gik turen til lufthavnen, hvar de skulle se en helt rigtig lufthavn, som heller ingen af dem havde set, hverken store eller små. Da vi kom der, fik alle noget at drikke og nogle fik brød og moffens, da vi nu igen var sultne.
Da vi var færdige gik vi ind i lufthavnen, hvor alle til stor morskab , selfølgelig skulle tjekke ind. De spurgte og kiggede så øjnene var ved at trille ud af hovedet på dem. Vi kom overpå i Resturanen, for de skulle se startbanerne og se flyene rigtig.Det kostede selfølgelig også penge, men de skulle se.
Vi fik alle en djus, som vi kunne nyde mens vi så fly både lette og lande. Ikke bare børnene nød det, det var lige så stor en oplevelse for de store, som heller aldrig havde set dette.En forunderlig dag var ved at være slut, den havde kostet ca 400.000-500.000 UGX, men den var det hele værd.
Vi havde aftalt at hente dem søndag kl. 10.30 dansk tid, det vil sige til tiden, det kender de ikke så meget her.
Derfor var vi til mogengudstjeneste, så vi kunne have en hel dag ved vandet.
Innocent fik hentet den store bil, og John var klar til at køre vores, da vi skulle have to afsted, da vi var 20 personer.
Vi havde købt al maden vi skulle have med. Jeg havde stegt kylling til alle mand, så alt var klappet og klart søndag morgen.
Vi var i Agape to til tiden, og de var alle færdige og så parate til at komme ud at opleve noget, de aldrig havde prøvet.
Vi blev læsset alle mand, og turen gik mod Enteppe , hvor jeg holder så meget af Erou Beits, da der er palmeparasol, borde og stole. Vi skulle jo have en plads til maden, og det er altså dejlig at komme under en parasol engang imellem når der er 40-50 graders varme.
Her i Uganda kan man ikke køre til vandet uden at det koster penge, alt koster penge her.
Vi kom afsted, humøret var så højt hos os alle, vi glædede os til en dejlig dag sammen med børnene.men da vi var ca. halvvejengik koblingen i stykker i vores gamle bil, så var gode råd dyre.
men heldigvis var vor hjælpechafør mekaniker, så han blev efterladt med bilen og nogle penge, ville så få det lavet på stedet, og så slutte sig til os senere.
Så var vi alle nødt til at være i den store bil, og det var muligt, men jeg tror ikke det var helt lovligt, men vi skulle ud at bade. Der er ca 40 km. til Enteppe.
Da vi så kom frem til Erou Beits, fik betalt 3000 for hver person, for at komme ind med medbragt mad, var vi endelig fremme. Vi kom ud af bilen alle 20, fik alt maden båret ned til vandet, og var begyndet at gøre børnene klar til at bade. Så fik vi øje på vandet, det var et gang grøn pløre af alger, virkelig rådden, og det skulle ingen absolut ingen ud i. Så var gode råd dyre igen, men Innocent sagde så at vi nok blev nødt til at køre til Enteppe, hvor han vidste der var en svimmingpool.
Det blev hurtigt vedtaget, for vi skulle ud at bade. Så fik vi læsset al maden igen, efter at have slæbt det op til bilen, og pengene vi havde givet for at komme ind, kunne vi ikke få tilbage.
Nå men videre gik det for at finde svimmingpoolen, som vi havde en del besvær med at finde, men endelig var vi der.
da vi så kom der, måtte vi ikke tage bilen med ind, og slet ikke maden, så det måtte pænt blive udenfor. Vi kom af bilen alle mand, og gjorde så klar til at gå ind. Det kostede 5000 pr næse, det var drøjt, men vi skulle bade, så der var ikke andet end at betale.Vi kom ind, og gik til svimmingpoolen, hvor vi så også skulle betale for at komme ind, 3000, da blev jeg altså arrig, det er simpelthen for dårlig. men vi skulle bade, så bare betal. Da vi så endelig endelig kom ind til svimmingpoolen, kunne vi ikke leje badetøj som vi kunne ved Erou Beits, men heldigvis havde vi alt det med vi havde tilbage, det blev anvendt rub og stub, og børnene kom i vandet.
Det var det hele værd at se hvordan børnene nød det alle sammen. De havde aldrig været ude at bade, og slet ikke i pool med rigmændsfolk, men de morede sig for fulde drag.Vi havde badebold og alm. bolde med, samt tennis til at lege med på land.
Alle var ude at bade, både store og små, det var pragtfuld at se hvordan de hyggede sig, det var hver en shilling værd.
Da de havde badet længe, var det tid til at spise, og vi måtte alle ud, efter at have kæmpet en kamp for ikke at skulle betale igen når vi skulle ind igen. Vi kom ud, Innocent hentede bilen med al maden. Vi fik dynebetrækkene bredt ud på astfaldet, plantet alle derpå, og så gik jeg igang med den helt stor severing. Det var så skønt at se hvordan alle spiste, og drak vand og sodavand, så det stod dem ud af ørene. De syntes næsten de var i Danmark, da de så al den dejlige mad.
Vi fik alt det vi kunne spise alle mand. Innocent kørte bilen på plads igen, og vi gik alle til legepladsen, hvor der rigtig kom gang i gynger og rutscherbaner. Børnene glædede sig for fulde gardiner.Så gik vi igen ud at bade, og de kunne næsten ikke blive færdige. En forunderlig dag, med så stor en flok, der aldrig havde oplevet dette.
Men det blev aften, og vi måtte stoppe.Da vi var i bilerne alle mand. John havde ordnet koblingen og var nu sammen med os.Da vi alle var læsset gik turen til lufthavnen, hvar de skulle se en helt rigtig lufthavn, som heller ingen af dem havde set, hverken store eller små. Da vi kom der, fik alle noget at drikke og nogle fik brød og moffens, da vi nu igen var sultne.
Da vi var færdige gik vi ind i lufthavnen, hvor alle til stor morskab , selfølgelig skulle tjekke ind. De spurgte og kiggede så øjnene var ved at trille ud af hovedet på dem. Vi kom overpå i Resturanen, for de skulle se startbanerne og se flyene rigtig.Det kostede selfølgelig også penge, men de skulle se.
Vi fik alle en djus, som vi kunne nyde mens vi så fly både lette og lande. Ikke bare børnene nød det, det var lige så stor en oplevelse for de store, som heller aldrig havde set dette.En forunderlig dag var ved at være slut, den havde kostet ca 400.000-500.000 UGX, men den var det hele værd.
Fredag d.5/3. Vaskedag
I dag har vi bestemt at huset skal have en skalle. Der skal gøres rent ovenpå i gæsteværelserne. Der skal skiftes på sengene, og der skal støvsuges og tørres af overalt, samt vaskes vinduer.Andrea og Christina var bare med på det, de var parat til at gribe kost og spand. Jeg tror enda at de nød sådan en rengøringsdag, Andrea kom med vaskekone klud om hovedet. Jeg fik vasket alle vinduerne nedenunder, og vasket et bjerg af tøj. Vaskemaskinen er almindelid gnubbe gnubbe, så det ville være et stort fremskridt med et vaskebræt.
Men det var noget fantastisk vejr til vasketøj og rengøring, såvi har haft en god dag. Innocent gav bilen en ordentlig omgang vask, den blev bonet og sprajet indvendig, så det er en REN fornøjelse.Min Danske kontakt, som jeg fik på den danske Ambasade, ringede idag, og han vil ringe igen når han har tid, og jeg kan få stillet en masse spørgsmål, det bliver dejlig.
Andrea og Christine laver aftensmad idag, så nu har jeg tid til at få skrevet lidt igen. Jeg er lige færdig med at stryge alt sengetøjet, da det ikke er strygefri her i Uganda.
Vi har haft det vidunderligste vejr i dag, og det håber vi også meget på i morgen, da vi har inviteret Agape to børnene ud at bade igen, hele dagen, samt at spise kylling og pommefrites, det har de aldrig smagt.
I går aftes var vi nede hos dem for at invitere dem, og de er helt vilde hver gang vi kommer derned, de er så vidunderlige børn.
Men det var noget fantastisk vejr til vasketøj og rengøring, såvi har haft en god dag. Innocent gav bilen en ordentlig omgang vask, den blev bonet og sprajet indvendig, så det er en REN fornøjelse.Min Danske kontakt, som jeg fik på den danske Ambasade, ringede idag, og han vil ringe igen når han har tid, og jeg kan få stillet en masse spørgsmål, det bliver dejlig.
Andrea og Christine laver aftensmad idag, så nu har jeg tid til at få skrevet lidt igen. Jeg er lige færdig med at stryge alt sengetøjet, da det ikke er strygefri her i Uganda.
Vi har haft det vidunderligste vejr i dag, og det håber vi også meget på i morgen, da vi har inviteret Agape to børnene ud at bade igen, hele dagen, samt at spise kylling og pommefrites, det har de aldrig smagt.
I går aftes var vi nede hos dem for at invitere dem, og de er helt vilde hver gang vi kommer derned, de er så vidunderlige børn.
torsdag den 4. marts 2010
Badedag med Agape to
Så var badedag for Agape to.Det var en lidt større program da de er mange flere. Mama Ester, David( Josephs bror) Gladys, Goretti, Ester, Nakato, Sara, Joel,Masri, Monika,Peter, David Frank samt Innocent, Jeanette, Christina, Andrea, Frank og John og mig. 0 personer. Vi havde lejet en stor bil, men måtte have en alm. bil afsted også for at vi kunne være der alle. Det blev vores egen, og John blev chafør på den. John er mekaniker, og er ven med Innocent, og ville hjælpe os den dag med kørsel, da Innocent kun kan køre en bil.Vi var til morgen gudatjeneste
Badedag med Agape one
Under dette besøg i Uganda være at give børnehjemsbørnene nogle gode oplevelser. De kommer fra gaden, de kommer fra ingenting, og trænger til at opleve noget, trænger til at vokse i dem selv. Ved gode oplevelser kan de føle de er noget, de ved noget, de kender noget, hvilket er meget vigtig for et hvert barn.
Vi havde inviteret alle børn fra Agape one, til badedag i Viktoriesøen, i Erou Beets, da du ikke kan tage til stranden uden det koster penge, alt koster penge her. De var ellevilde. Vi havde lejet en stor bil, hvor vi alle kunne være i til 120.000 UGX + bensin. Innocent kunne køre, men har også brug for penge, da det tager hans tid. Vi havde købt al maden, og stegt kyllinger, købt sodavand, frugt og alt, og havde med, da de jo ikke har noget, og nu skulle de have en dag de aldrig ville glemme.
Vi kørte de 40 km. der er til Erou Beets, og fik betalt for at komme ind, fik al maden slæbt ned til stranden, Vi havde noget badetøj med fra Danmark, men ikke nok, så jeg måtte købe resten på stranden, som vi kan her. jeg havde købt badebold, badering, og andet legetøj så de kunne gøre forskellige ting, nu skulle der bades og leges. Vi spiste da tiden kom, og de nød det alle i fulde drag. De havde aldrig været ude at bade før, havde aldrig været ved stranden før, havde aldrig været i Enteppe ved Vitoriesøen før, så det var en stor stor oplevelse for dem, da de endelig blev fortrolig med vandet.Jeg lejede bilslanger til dem, og de masede hele dagen, i vandet og på stranden.En fantastisk dag, som de og vi aldrig vil glemme.
Da det var ved at være aften, og vi skulle slutte, kørte vi til Lufthavnen. jeg ville de skulle se en rigtig Lufthavn, og de skulle tjekke ind, som vi nu skal i en lufthavn, og de gjorde store øjne. Jeg fortalte dem hvad der var meningen, og alt om hvordan det foregår når vi kommer fra Danmark, og når vi skal hjem igen. Vi kom helt op og ind i en resturan, for jeg ville de skulle se hvor flyene landede og lettede. Det kostede også penge, men de skulle se og kebde, så de vidste hvordan det foregår, nå nogen skal rejse.
Det var også en stor oplevelse for dem, og de var alle så glade og begejstrede. Vi havde Frank 20 år, Innocent 20 år, Mama Grais 27år, os og alle børnene, og ingen af dem havde nogen sinde været der hvor vi var den dag, så det var en stor stor oplevelse for dem alle, en dag de aldrig vil glemme. En dag til et sted mellem 300,000-400,000 ugx, men det var hver en chilling værd.
På vejen hjem var vi inde at købe skolebøger til alle børnene, samt skolegrej, da de skulle starte i skolen to dage efter, og ikke havde noget som helst. Så var det hjem i seng, vi var alle meget trætte men glade.
Vi havde inviteret alle børn fra Agape one, til badedag i Viktoriesøen, i Erou Beets, da du ikke kan tage til stranden uden det koster penge, alt koster penge her. De var ellevilde. Vi havde lejet en stor bil, hvor vi alle kunne være i til 120.000 UGX + bensin. Innocent kunne køre, men har også brug for penge, da det tager hans tid. Vi havde købt al maden, og stegt kyllinger, købt sodavand, frugt og alt, og havde med, da de jo ikke har noget, og nu skulle de have en dag de aldrig ville glemme.
Vi kørte de 40 km. der er til Erou Beets, og fik betalt for at komme ind, fik al maden slæbt ned til stranden, Vi havde noget badetøj med fra Danmark, men ikke nok, så jeg måtte købe resten på stranden, som vi kan her. jeg havde købt badebold, badering, og andet legetøj så de kunne gøre forskellige ting, nu skulle der bades og leges. Vi spiste da tiden kom, og de nød det alle i fulde drag. De havde aldrig været ude at bade før, havde aldrig været ved stranden før, havde aldrig været i Enteppe ved Vitoriesøen før, så det var en stor stor oplevelse for dem, da de endelig blev fortrolig med vandet.Jeg lejede bilslanger til dem, og de masede hele dagen, i vandet og på stranden.En fantastisk dag, som de og vi aldrig vil glemme.
Da det var ved at være aften, og vi skulle slutte, kørte vi til Lufthavnen. jeg ville de skulle se en rigtig Lufthavn, og de skulle tjekke ind, som vi nu skal i en lufthavn, og de gjorde store øjne. Jeg fortalte dem hvad der var meningen, og alt om hvordan det foregår når vi kommer fra Danmark, og når vi skal hjem igen. Vi kom helt op og ind i en resturan, for jeg ville de skulle se hvor flyene landede og lettede. Det kostede også penge, men de skulle se og kebde, så de vidste hvordan det foregår, nå nogen skal rejse.
Det var også en stor oplevelse for dem, og de var alle så glade og begejstrede. Vi havde Frank 20 år, Innocent 20 år, Mama Grais 27år, os og alle børnene, og ingen af dem havde nogen sinde været der hvor vi var den dag, så det var en stor stor oplevelse for dem alle, en dag de aldrig vil glemme. En dag til et sted mellem 300,000-400,000 ugx, men det var hver en chilling værd.
På vejen hjem var vi inde at købe skolebøger til alle børnene, samt skolegrej, da de skulle starte i skolen to dage efter, og ikke havde noget som helst. Så var det hjem i seng, vi var alle meget trætte men glade.
Bilen
Så vil jeg fortælle om hvordan jeg har købt en gammel bil. Toyota Corolla, absolut ikke af ny dato, men den kan fragte os rundt, hvilket er nødvendigt, da vi absolut ikke kan noget som helst uden bil, og det er for dyrt at leje bil hver dag, bare for at købe ind.
Alting her i Uganda er så hammende besværlig, det tager lang tid, og er absolut ikke Europa. Men nu har vi bil, og kan næsten altid gå når vi har lyst til et eller andet. Jeg sagde næsten, da den gamle bil driller mange gange.
Men vi behøver den når vi skal købe ind, besøge skolen Antioch, når vi skal besøge Agape one, besøge Agape to, og ellers se noget af Uganda.Men det koster, da intet her er gratis, alt koster penge. Men vi er glade for vores gamle bil, selom den er ved at give mig grå hår i hovedet engang imellem.
Alting her i Uganda er så hammende besværlig, det tager lang tid, og er absolut ikke Europa. Men nu har vi bil, og kan næsten altid gå når vi har lyst til et eller andet. Jeg sagde næsten, da den gamle bil driller mange gange.
Men vi behøver den når vi skal købe ind, besøge skolen Antioch, når vi skal besøge Agape one, besøge Agape to, og ellers se noget af Uganda.Men det koster, da intet her er gratis, alt koster penge. Men vi er glade for vores gamle bil, selom den er ved at give mig grå hår i hovedet engang imellem.
Abonner på:
Opslag (Atom)
