Meget tidlig op, og det har igen regnet så kraftig, at alt sejler. Men ingen vej uden om, vi skal ud for at hente Sulait, og så til hospitalet.
Vi kom til kørende, og jeg forstår nu når Innocent snakker om regnvejr i Danmark, så bliver alt så rent, men her det er rødt afrikansk lerbladder, der klæber sig til alting, og skal skrubbes af med omo.
Nå men afsted, på veje der er ved at forsvinde på grund af den megen regn, det skylle undegrunden væk, og så synker astfalden ned, og der er så store huller at vi kan blive helt væk, med bil og det hele. Det er ren slalom kørsel, og over bumpe så store at de skraber under bilen, og så i alle de huller, hvor bladder sprøjter overalt. menneskenes fodtøj er 5 ganga så stor af rød lerbladder, virkelig et søle.
Vi kom ud hvor vi skulle dreje fra ind mod vore huse, og det er en jordvej, der er ved at være bundløs, så det var om at holde på hat og briller, og så sprang Innocent ud med bilen, og håbede på vi ikke gik i stå, for så sad vi der, og var fanget.
men vi kom igennem, men bilen, er der ingen der kan se hvilken kulør den har, det er bladder bladder.
Nå men vi fik fat i Sulait, der var på pletten til tiden, og så kom vi afsted, en gang mere igennem mudderhullet så stor, og også denne gang gik det godt.
Vi kom til hospitalet, og så kunne vi vente. Vi sad længe, før der kom en og snakkede, og så ventede vi igen. 2 timer, for så at få at vide at vi kunne hente alle de papier fra i tirsdags, som vi selfølgelig ikke havde med. Så tilbage til vores hus, det var nærmest,og ikke så bladret.
Så tilbage, og vente, for langt om længe der kom en læge for at se på Sulait.
Så ind til undersøgelse, og får så den besked
tirsdag den 18. oktober 2011
Mandag d. 17/10 2011
Mandag morgen var det regnvejr, og det så kraftig at alt sejlede. Så det var tid til computerarbejde, og planlægning af den sidste tid, nu er der ikke meget tilbage at gøre godt med.
Kl. 2 skulle vi køre ud for at købe det første mad til den nye Agape 1, så de kan få startet for dem selv, nu den nye mama kommer.
Vi kom først til Agape 3, med nogle gryder som de manglede, som vi også havde købt. Vi fik en snak med Millie, men mama Maggi var endnu ikke kommet, og klokken var 1/2 4. Det er Afrikansk, men jeg sagde at jeg ville gå ned i Agape 1 med alt maden som vi havde købt. Innocent fulgte med, men gik hurtigt tilbage til Agape 3.
Mens vi ventede, havde jeg taget min computer med, så Sulait kunne skrive det færdig han var begyndt på, til stor fornøjelse for Rashid, der sad og så på vidunderet. Sulait nød det i stor stil, og var idag rigtig glad og godt tilpas, jeg tror han har fundet ud af, at det er godt at adlyde, så er man glad og godt tilpas.
Huset var så rent og pænt, Sulait havde været i bad, så der duftede så godt i huset, så det var en ren fornøjelse.
Så kom Ismar hjem fra skole. og også han var så glad og godt tilpas, og så hvad Sulait sad og skrev, så stod han også og så på, indtil Sulait blev færdig.
Da han var færdig, og de havde fået noget af det brød vi havde købt, at spise, da Ismar kom fra skole, var det hans tur til at skrive på computer, til meget stor fornøjelse også for ham.
Så klokken 5 kom den nye mama, hendes lille dreng Milli og Innocent, og vi kunne byde hende
velkommen.
Jeg tror hun var parat til at tage fat, virkede meget glad og taknemlig.
Hun fik sine første 50,000 til hende privat, og 100,000 til mad til resten af oktober.
Så da vi havde snakket lidt om, at Millie ville hjælpe hende igang, med det hun ikke vidste, og ikke kunne finde ud af, da det var et helt nyt sted for hende at leve, så hun vidste ikke hvor hun skulle købe dit og dat, men de vil hjælpe hinanden.
Drengene ved også hvor de skal finde tingene, så de må hjælpes ad.
Derefter gik vi tilbage til Agape 3, hvor Millie havde en liste så lang fra Lilian, der nu var kommet i den alder, hvor hun behøvede noget helt privat, samt et passersæt,så jeg gav Millie 30,000 til at få købt hvad hun behøvede. Millie fik også 20,000 til en skoletaske til Maddie.
Derefter snakkede vi lidt, om hvordan det gik med de store piger i Agape 3, men der var nu fred og ro, så vi håber at tingene falder på plads.
Vi havde ringet til den læge der havde oppereret Sulait, om vi skulle komme for at få stingene fjernet, hvortil de svarede at vi skulle komme i morgen tirsdag, så er det en uge siden han blev oppereret.
Så skulle vi hjem, for i dag skulle vi altså have lavet ordentlig mad, da det altid kniber med tid til os selv, og vi skal have godt mad ellers går vi ned.
Vi kom hjem, og fik lavet mad, samtidig med at vi fik sorteret det sidste tøj vi havde med, for nu skulle drengene have deres tøj, når nu huset begyndte at fungere.
Så vi fik spist, og derefter fik vi besøg af Pastor Artur, som en en dejlig mand, og som har hjulpet Innocent rigtig meget, og jeg holder også rigtig meget af ham, så han ville komme og besøge os, inden jeg skulle hjem.Han har før været her, også med sin familie.
Så vi havde en dejlig aften, og Innocent dækker op på Dansk når vi har gæster, han ved at så skal vi have noget på bordet, og det gør vi også her. Men det er ikke afrikansk, her får de ingenting, så det er altid til stor fornøjelse at komme her, hvor de bliver trakteret på dansk.
Derefter var det igen tid til tæpperne, for vi skulle igen meget tidlig op, for at køre ud og hente Sulait, og køre til hospitalet. Godnat og tak for i dag. Solveig
Kl. 2 skulle vi køre ud for at købe det første mad til den nye Agape 1, så de kan få startet for dem selv, nu den nye mama kommer.
Vi kom først til Agape 3, med nogle gryder som de manglede, som vi også havde købt. Vi fik en snak med Millie, men mama Maggi var endnu ikke kommet, og klokken var 1/2 4. Det er Afrikansk, men jeg sagde at jeg ville gå ned i Agape 1 med alt maden som vi havde købt. Innocent fulgte med, men gik hurtigt tilbage til Agape 3.
Mens vi ventede, havde jeg taget min computer med, så Sulait kunne skrive det færdig han var begyndt på, til stor fornøjelse for Rashid, der sad og så på vidunderet. Sulait nød det i stor stil, og var idag rigtig glad og godt tilpas, jeg tror han har fundet ud af, at det er godt at adlyde, så er man glad og godt tilpas.
Huset var så rent og pænt, Sulait havde været i bad, så der duftede så godt i huset, så det var en ren fornøjelse.
Så kom Ismar hjem fra skole. og også han var så glad og godt tilpas, og så hvad Sulait sad og skrev, så stod han også og så på, indtil Sulait blev færdig.
Da han var færdig, og de havde fået noget af det brød vi havde købt, at spise, da Ismar kom fra skole, var det hans tur til at skrive på computer, til meget stor fornøjelse også for ham.
Så klokken 5 kom den nye mama, hendes lille dreng Milli og Innocent, og vi kunne byde hende
velkommen.
Jeg tror hun var parat til at tage fat, virkede meget glad og taknemlig.
Hun fik sine første 50,000 til hende privat, og 100,000 til mad til resten af oktober.
Så da vi havde snakket lidt om, at Millie ville hjælpe hende igang, med det hun ikke vidste, og ikke kunne finde ud af, da det var et helt nyt sted for hende at leve, så hun vidste ikke hvor hun skulle købe dit og dat, men de vil hjælpe hinanden.
Drengene ved også hvor de skal finde tingene, så de må hjælpes ad.
Derefter gik vi tilbage til Agape 3, hvor Millie havde en liste så lang fra Lilian, der nu var kommet i den alder, hvor hun behøvede noget helt privat, samt et passersæt,så jeg gav Millie 30,000 til at få købt hvad hun behøvede. Millie fik også 20,000 til en skoletaske til Maddie.
Derefter snakkede vi lidt, om hvordan det gik med de store piger i Agape 3, men der var nu fred og ro, så vi håber at tingene falder på plads.
Vi havde ringet til den læge der havde oppereret Sulait, om vi skulle komme for at få stingene fjernet, hvortil de svarede at vi skulle komme i morgen tirsdag, så er det en uge siden han blev oppereret.
Så skulle vi hjem, for i dag skulle vi altså have lavet ordentlig mad, da det altid kniber med tid til os selv, og vi skal have godt mad ellers går vi ned.
Vi kom hjem, og fik lavet mad, samtidig med at vi fik sorteret det sidste tøj vi havde med, for nu skulle drengene have deres tøj, når nu huset begyndte at fungere.
Så vi fik spist, og derefter fik vi besøg af Pastor Artur, som en en dejlig mand, og som har hjulpet Innocent rigtig meget, og jeg holder også rigtig meget af ham, så han ville komme og besøge os, inden jeg skulle hjem.Han har før været her, også med sin familie.
Så vi havde en dejlig aften, og Innocent dækker op på Dansk når vi har gæster, han ved at så skal vi have noget på bordet, og det gør vi også her. Men det er ikke afrikansk, her får de ingenting, så det er altid til stor fornøjelse at komme her, hvor de bliver trakteret på dansk.
Derefter var det igen tid til tæpperne, for vi skulle igen meget tidlig op, for at køre ud og hente Sulait, og køre til hospitalet. Godnat og tak for i dag. Solveig
Søndag d. 16/10 2011
Søndag morgen med fuld solskin, fuglesang og en lang dag forude.
Vi ville i kirke kl. 9 i Mirakelcentret, for det er vores kirke.
Derefter skulle vi have hævet 1 mio. igen, der er ingen forslag i pengene denne gang, der er så mange behov.
Derefter skulle vi i Antioch, med de sidste penge for oktober, inden jeg skal hjem. Jeg skulle også møde de 3 jeg ikke så sidste gang jeg var der. Jeg havde også sagt til Sara at når jeg kom denne gang, ville jeg have et brev fra dem alle med til sponsorerne i Danmark, og havde de ikke et brev med fik de ingen penge, kort og kontant. De skal også gøre noget. ikke blot tage imod og så smile, de har at forstå at de bør være taknemmelige, og være det aktivt, færdig. Jeg kan somme tider blive så træt af alle deres undskyldninger, så lad os se om det hjælper denne vej.
Vi var derude ved 12 tiden, men gudstjenesten varede til kl. 3, så først derefter kunne vi begynde at få betalt pengene, taget billeder, givet de sidste gaver osv. Og selfølgelig var der nogen der ikke havde skrevet brev, og jeg var klar til at sige, at så fik de ingen penge.
Så kunne meget hurtigt, komme ud at købe et stykke papir, konvolut, og så skrive brev i kirken, for nu havde de forstået at det var alvor, og jeg mente det meget alvorligt, de ville ikke få deres penge nu, hvis ikke!!!!!.De trænger til opdragelse i stor stil.
Så mens vi ordnede alle disse ting, havde jeg sagt til Millie og den nye Mama om at gå til Agape 3, så ville vi komme der for at snakke, da dette ville tage tid, og børnene var sulten, skulle hjem og have noget at spise.
Så da vi var færdige, ca. 1/2 5, uden mad og drikke, kørte vi til Agape 3, for at snakke med den nye Mama, om hun var parat til at tage opgaven på sig.
Vi fik en god snak, og min første indtryk var god af hende.
Jeg spurgte om hvor meget hun skulle have for arbejdet, hvortil hun svarede 150,000 pr. måned, hvortil jeg svarede at det kunne der på ingen måde blive tale om, da vi ikke havde sponsor til hende. Jeg ville finde 50,000 til hende + kost og logi, indtil vi fandt en sponsor til hende, så var det op til hende. Hun spurgte om hun måtte have sin lille drend på 2 1/2 år hos sig, ( det er ikke normalt her) hvortil jeg svarede at det måtte hun, hvis de kunne sove i den samme seng.
Så efter en lang og god snak, snakkede vi om drengene som hun skulle tage sig af, og at den store er 17 år, og har sine egne meninger, så der ville blive brug for en kærlig men meget fast hånd. Vi ville komme med vore husregler, som vi ville have overholdt.
Så kom drengene, de skulle hilse på hinanden, og prøve at lære hinanden at kende. Det ville ikke blive et problem med de andre, det ville kun blive den store, men det kunne også blive slemt.
Men hun var parat til at tage kampen op, og Millie ville hjælpe hende, og Millie kender den nye mama, og hun kender drengene, så vi må prøve.
Derefter skulle hun se den nye Agape 1, og vi gik derned for at se det nye hjem for hende og sin lille dreng.
Vi blev samlet alle sammen, også Millie og Innocent, og snakken gik meget heftig. Sulait er ikke meget for ikke at være chef, er ikke glad for at underordne sig, hvortil jeg svarede at det skulle han, for ellers ville det være ud af lemmen, også uden den helt store diskution, da vi ikke havde tid til at det kævl.
Han protesterede kraftig, og kom med mange undskyldninger, som jeg ikke vil komme ind på her, og han blev også så gal at han sagde, at hvis jeg ville give ham 20,000 til en busbillet var han den der var gået. Da blev jeg gal, tog min pung op, fandt en 20,000 seddel, og sagde her, og smaskede den i bordet, så han var klar over at jeg ikke holdt på ham, hvis det var det han ønskede, kunne han gå, og det nu.
De fik alle en chok, Millie, Innocent og ikke mindst Sulait, og da forstod han at han havde overtrådt min grænse, og jeg mente hvad jeg sagde, og han blev meget stille, så efter lidt tid i nervøs stilhed, kom det fra ham, at han gerne ville blive. Det er ok sagde jeg, men du har af at gøre hvad der bliver sagt, for ellers bliver du smidt ud, vi vil ikke finde os i dette, så nu er det sidste udkald, bliv og bøj dig, eller skrid, og det nu. Men han ville gerne blive.
Jeg sagde at jeg gerne ville hjælpe ham, men kun hvis han ville opføre sig ordentlig, ellers ville det være lynhurtigt slut.
Så efter en heftig snak, blev der sluttet fred, og den nye mama var ikke blevet forskrækket af dette, så nu ville hun tage ud i landsbyen, for at hente sin lille dreng, og så komme i morgen kl. 2, og så ville vi være der med de første madvarer, så hjemmet kan komme til at fungere selv, og de kan blive flyttet fra Agape 3.
Så var det tid at komme hjem, for at få lidt at spise, inden den sidste møde den dag.
Vi havde inviteret Moses, Niger Destebnis fader, til at komme og hente de sidste penge, samt noget tøj til sine andre børn.
Han kom , fik te og kiks, bananer og vi snakkede. Han fik de sidste 100,000, og var så taknemlig at det halve kunne være nok. Han havde aldrig troet dette muligt, at han skulle komme så nær en musongo( hvid), og oven i købet blive hjulpet, og vide at der er flere hvide i Danmark der ønsker dem det allerbedste her, det var så ubeskriveligt stort for ham, ja han havde også fundet ud af, at når dette kunne ske, var det fordi Gud var en levende realitet, for ellers var dette umuligt.
Så da han var gået, var det tid til tæpperne, vi var så trætte, at vi ikke kunne noget som helst, kun vælte om i vore senge og sove.
Som i nok kan se, er det ikke en ferie det her, det er benhårdt arbejde, og det med levende
mennesker i alle afskygninger.
Herfra en kærlig hilsen. Solveig
Vi ville i kirke kl. 9 i Mirakelcentret, for det er vores kirke.
Derefter skulle vi have hævet 1 mio. igen, der er ingen forslag i pengene denne gang, der er så mange behov.
Derefter skulle vi i Antioch, med de sidste penge for oktober, inden jeg skal hjem. Jeg skulle også møde de 3 jeg ikke så sidste gang jeg var der. Jeg havde også sagt til Sara at når jeg kom denne gang, ville jeg have et brev fra dem alle med til sponsorerne i Danmark, og havde de ikke et brev med fik de ingen penge, kort og kontant. De skal også gøre noget. ikke blot tage imod og så smile, de har at forstå at de bør være taknemmelige, og være det aktivt, færdig. Jeg kan somme tider blive så træt af alle deres undskyldninger, så lad os se om det hjælper denne vej.
Vi var derude ved 12 tiden, men gudstjenesten varede til kl. 3, så først derefter kunne vi begynde at få betalt pengene, taget billeder, givet de sidste gaver osv. Og selfølgelig var der nogen der ikke havde skrevet brev, og jeg var klar til at sige, at så fik de ingen penge.
Så kunne meget hurtigt, komme ud at købe et stykke papir, konvolut, og så skrive brev i kirken, for nu havde de forstået at det var alvor, og jeg mente det meget alvorligt, de ville ikke få deres penge nu, hvis ikke!!!!!.De trænger til opdragelse i stor stil.
Så mens vi ordnede alle disse ting, havde jeg sagt til Millie og den nye Mama om at gå til Agape 3, så ville vi komme der for at snakke, da dette ville tage tid, og børnene var sulten, skulle hjem og have noget at spise.
Så da vi var færdige, ca. 1/2 5, uden mad og drikke, kørte vi til Agape 3, for at snakke med den nye Mama, om hun var parat til at tage opgaven på sig.
Vi fik en god snak, og min første indtryk var god af hende.
Jeg spurgte om hvor meget hun skulle have for arbejdet, hvortil hun svarede 150,000 pr. måned, hvortil jeg svarede at det kunne der på ingen måde blive tale om, da vi ikke havde sponsor til hende. Jeg ville finde 50,000 til hende + kost og logi, indtil vi fandt en sponsor til hende, så var det op til hende. Hun spurgte om hun måtte have sin lille drend på 2 1/2 år hos sig, ( det er ikke normalt her) hvortil jeg svarede at det måtte hun, hvis de kunne sove i den samme seng.
Så efter en lang og god snak, snakkede vi om drengene som hun skulle tage sig af, og at den store er 17 år, og har sine egne meninger, så der ville blive brug for en kærlig men meget fast hånd. Vi ville komme med vore husregler, som vi ville have overholdt.
Så kom drengene, de skulle hilse på hinanden, og prøve at lære hinanden at kende. Det ville ikke blive et problem med de andre, det ville kun blive den store, men det kunne også blive slemt.
Men hun var parat til at tage kampen op, og Millie ville hjælpe hende, og Millie kender den nye mama, og hun kender drengene, så vi må prøve.
Derefter skulle hun se den nye Agape 1, og vi gik derned for at se det nye hjem for hende og sin lille dreng.
Vi blev samlet alle sammen, også Millie og Innocent, og snakken gik meget heftig. Sulait er ikke meget for ikke at være chef, er ikke glad for at underordne sig, hvortil jeg svarede at det skulle han, for ellers ville det være ud af lemmen, også uden den helt store diskution, da vi ikke havde tid til at det kævl.
Han protesterede kraftig, og kom med mange undskyldninger, som jeg ikke vil komme ind på her, og han blev også så gal at han sagde, at hvis jeg ville give ham 20,000 til en busbillet var han den der var gået. Da blev jeg gal, tog min pung op, fandt en 20,000 seddel, og sagde her, og smaskede den i bordet, så han var klar over at jeg ikke holdt på ham, hvis det var det han ønskede, kunne han gå, og det nu.
De fik alle en chok, Millie, Innocent og ikke mindst Sulait, og da forstod han at han havde overtrådt min grænse, og jeg mente hvad jeg sagde, og han blev meget stille, så efter lidt tid i nervøs stilhed, kom det fra ham, at han gerne ville blive. Det er ok sagde jeg, men du har af at gøre hvad der bliver sagt, for ellers bliver du smidt ud, vi vil ikke finde os i dette, så nu er det sidste udkald, bliv og bøj dig, eller skrid, og det nu. Men han ville gerne blive.
Jeg sagde at jeg gerne ville hjælpe ham, men kun hvis han ville opføre sig ordentlig, ellers ville det være lynhurtigt slut.
Så efter en heftig snak, blev der sluttet fred, og den nye mama var ikke blevet forskrækket af dette, så nu ville hun tage ud i landsbyen, for at hente sin lille dreng, og så komme i morgen kl. 2, og så ville vi være der med de første madvarer, så hjemmet kan komme til at fungere selv, og de kan blive flyttet fra Agape 3.
Så var det tid at komme hjem, for at få lidt at spise, inden den sidste møde den dag.
Vi havde inviteret Moses, Niger Destebnis fader, til at komme og hente de sidste penge, samt noget tøj til sine andre børn.
Han kom , fik te og kiks, bananer og vi snakkede. Han fik de sidste 100,000, og var så taknemlig at det halve kunne være nok. Han havde aldrig troet dette muligt, at han skulle komme så nær en musongo( hvid), og oven i købet blive hjulpet, og vide at der er flere hvide i Danmark der ønsker dem det allerbedste her, det var så ubeskriveligt stort for ham, ja han havde også fundet ud af, at når dette kunne ske, var det fordi Gud var en levende realitet, for ellers var dette umuligt.
Så da han var gået, var det tid til tæpperne, vi var så trætte, at vi ikke kunne noget som helst, kun vælte om i vore senge og sove.
Som i nok kan se, er det ikke en ferie det her, det er benhårdt arbejde, og det med levende
mennesker i alle afskygninger.
Herfra en kærlig hilsen. Solveig
mandag den 17. oktober 2011
Lørdag d. 15/10 2011
Lørdag kom med det skønneste solskin og fuglesang. Det var lige vejr til at tage fat på alle opgaverne.
Så efter vi havde spist, vasket op og vasket vore gulve, var det tid at komme afsted.
Det første vi skulle, var at hæver flere penge 1 mio., da vi øser ud hele tiden.
Så skulle der igen besin på bilen for 50,000, da vi kører hele tiden.
Så da vi var kommet afsted, ville jeg igen på Mengo hospital, for at besøge den unge mand, for at se om han var kommet hjem, ellers ville jeg betale ham ud, jeg kunne ikke få ham ud af hovedet, han skulle hjem og tage vare på sin familie.
Innocent gøs ved tanken om igen frivillig at køre til hospitalet, han hader det, men der var ingen vej uden om, jeg måtte derind, og han fulgte med frivilligt, selvom jeg sagde at han kunne vente i bilen, det ville ikke tage lang tid, men nej det ville han heller ikke, men fulgte med.
Da vi kom ind, så vi at sengen var tom, hvor skønt. Jeg spurgte nogle af de andre, om han var kommet hjem, hvotil de svarede, ja, han er udskrevet. Å hvor var jeg glad på hans vegne, og dybt taknemlig til Jesus, der aldrig svigter sine børn. Hvor var det dejlig, nu kunne jeg få ro i hjertet.
Derefter gik turen til Agape 3, hvor vi havde sat ejeren stævne. Det var d. 15 og der skulle betales husleje 1 mio. for 2 måneder.
Ejeren var der , og vi fik betalt. Å hvor de glæder sig over dansk standardt, at der bliver betalt til tiden, de er bare så glade og taknemelige, det er virkelig nyt for dem, men hvor det passer dem godt . Så han takkede så meget for at tingene gik efter aftale, det kan alle mennesker godt lide, så ved vi hvad vi har med at gøre.
Innocent viste ham et par ting der trængte til at blive set til, og som han ville tage sig af.
Så snakkede vi med Millie, og der var en del problemer med de tre store piger, der alle er i teenanter alderen, og har deres svingture, sa der er altid nok at tage vare på.
Så skulle vi lige have trukket stregerne op, og igen sætte tingene på plads, og så håbe på ro og orden.
Millie havde også sendt bud efter en, der måske kunne blive ny mama i Agape 1, som vi må se at finde, så de kan blive delt.
Damen kom, men det var vi hurgtigt færdig med, da hun ikke kunne et ord engelsk, havde 4 børn, så det var slet ikke noget. Så havde Millie en dame mere, som hun vidste kun havde 1 lille dreng, og ringede til hende, da vi nu må se at få det gjort færdig, også inden tiden løber ud.
Den nye dame var ikke i nærheden, og kunne ikke komme den dag, men ville komme til Antioch, i morgen søndag, så kunne vi snakke med hende der.
Derefter skulle jeg ned i Agape 1, og se hvor pænt drengene havde ordnet det, og jeg ville tage mål til en hylde, som jeg skal have en tømmer til at lave, hvor de kan sætte kopper, talerkner, og alt på, da der ikke er noget at sætte fra på.
Så ringede ejeren af den gamle Agape 1. Innocent havde ringet til ham, og han ville ringe når han var der, så vi kunne få det afsluttet med ham. Så gik vi derop til ham, og han fik 100,000 til maling og rep. af et vindue de var smadret. Han var bare så glad for, at få disse penge, da det ikke er normalt her, da render man bare fra alting, men sådan gør vi ikke fra Danmark.Han var dybt taknemlig. Jeg takkede ham for godt samarbejde i 3 år.
Derefter var vi ved tømmeren, og fik bestilt reoelen, og måtte selfølgelig give udbetaling, på 100,000, da han ellers ikke har noget at lave af, og så kunne vi betale de sidste 50,000 når reolen var færdig, på onsdag. Det er ganske normalt, det har jeg da lært.
Så gik turen hjemad, og dagen var gået, så vi fik noget at spise, og så manglede der bare at betale elregningen her hos os selv.
Innocent var inde hos Susan, og spurgte om hvor meget vi skulle betale, og han kom tilbage og sagde , at vi skyldte hende 70,000, da hun havde betalt mens han var i Danmark. jeg sagde at det kunne ikke passe, da der ikke har været brugt noget som helst strøm i 3 måneder, men det var altså svaret. Jeg blev så rasende en gang mere over at de altid ser en chance til at hugge penge, bare fordi jeg er hvid, det er allevegne, og bare så træls.
Nå men dagen var gået, jeg var såååååååå træt, og ville bare tidligt i seng, da jeg havde planen klar for i morgen søndag, og det var også en heldagsprogram, så nu ventede tæpperne, og det skulle blive dejligt bare at lægge ned, og gøre ingenting.
Herfra Kampala, Uganda, de kærligste hilsner og ønsket om Guds egen velsignelse over enhver der følger os. Knus Solveig
Så efter vi havde spist, vasket op og vasket vore gulve, var det tid at komme afsted.
Det første vi skulle, var at hæver flere penge 1 mio., da vi øser ud hele tiden.
Så skulle der igen besin på bilen for 50,000, da vi kører hele tiden.
Så da vi var kommet afsted, ville jeg igen på Mengo hospital, for at besøge den unge mand, for at se om han var kommet hjem, ellers ville jeg betale ham ud, jeg kunne ikke få ham ud af hovedet, han skulle hjem og tage vare på sin familie.
Innocent gøs ved tanken om igen frivillig at køre til hospitalet, han hader det, men der var ingen vej uden om, jeg måtte derind, og han fulgte med frivilligt, selvom jeg sagde at han kunne vente i bilen, det ville ikke tage lang tid, men nej det ville han heller ikke, men fulgte med.
Da vi kom ind, så vi at sengen var tom, hvor skønt. Jeg spurgte nogle af de andre, om han var kommet hjem, hvotil de svarede, ja, han er udskrevet. Å hvor var jeg glad på hans vegne, og dybt taknemlig til Jesus, der aldrig svigter sine børn. Hvor var det dejlig, nu kunne jeg få ro i hjertet.
Derefter gik turen til Agape 3, hvor vi havde sat ejeren stævne. Det var d. 15 og der skulle betales husleje 1 mio. for 2 måneder.
Ejeren var der , og vi fik betalt. Å hvor de glæder sig over dansk standardt, at der bliver betalt til tiden, de er bare så glade og taknemelige, det er virkelig nyt for dem, men hvor det passer dem godt . Så han takkede så meget for at tingene gik efter aftale, det kan alle mennesker godt lide, så ved vi hvad vi har med at gøre.
Innocent viste ham et par ting der trængte til at blive set til, og som han ville tage sig af.
Så snakkede vi med Millie, og der var en del problemer med de tre store piger, der alle er i teenanter alderen, og har deres svingture, sa der er altid nok at tage vare på.
Så skulle vi lige have trukket stregerne op, og igen sætte tingene på plads, og så håbe på ro og orden.
Millie havde også sendt bud efter en, der måske kunne blive ny mama i Agape 1, som vi må se at finde, så de kan blive delt.
Damen kom, men det var vi hurgtigt færdig med, da hun ikke kunne et ord engelsk, havde 4 børn, så det var slet ikke noget. Så havde Millie en dame mere, som hun vidste kun havde 1 lille dreng, og ringede til hende, da vi nu må se at få det gjort færdig, også inden tiden løber ud.
Den nye dame var ikke i nærheden, og kunne ikke komme den dag, men ville komme til Antioch, i morgen søndag, så kunne vi snakke med hende der.
Derefter skulle jeg ned i Agape 1, og se hvor pænt drengene havde ordnet det, og jeg ville tage mål til en hylde, som jeg skal have en tømmer til at lave, hvor de kan sætte kopper, talerkner, og alt på, da der ikke er noget at sætte fra på.
Så ringede ejeren af den gamle Agape 1. Innocent havde ringet til ham, og han ville ringe når han var der, så vi kunne få det afsluttet med ham. Så gik vi derop til ham, og han fik 100,000 til maling og rep. af et vindue de var smadret. Han var bare så glad for, at få disse penge, da det ikke er normalt her, da render man bare fra alting, men sådan gør vi ikke fra Danmark.Han var dybt taknemlig. Jeg takkede ham for godt samarbejde i 3 år.
Derefter var vi ved tømmeren, og fik bestilt reoelen, og måtte selfølgelig give udbetaling, på 100,000, da han ellers ikke har noget at lave af, og så kunne vi betale de sidste 50,000 når reolen var færdig, på onsdag. Det er ganske normalt, det har jeg da lært.
Så gik turen hjemad, og dagen var gået, så vi fik noget at spise, og så manglede der bare at betale elregningen her hos os selv.
Innocent var inde hos Susan, og spurgte om hvor meget vi skulle betale, og han kom tilbage og sagde , at vi skyldte hende 70,000, da hun havde betalt mens han var i Danmark. jeg sagde at det kunne ikke passe, da der ikke har været brugt noget som helst strøm i 3 måneder, men det var altså svaret. Jeg blev så rasende en gang mere over at de altid ser en chance til at hugge penge, bare fordi jeg er hvid, det er allevegne, og bare så træls.
Nå men dagen var gået, jeg var såååååååå træt, og ville bare tidligt i seng, da jeg havde planen klar for i morgen søndag, og det var også en heldagsprogram, så nu ventede tæpperne, og det skulle blive dejligt bare at lægge ned, og gøre ingenting.
Herfra Kampala, Uganda, de kærligste hilsner og ønsket om Guds egen velsignelse over enhver der følger os. Knus Solveig
lørdag den 15. oktober 2011
Fredag
Fredag morgen var det regnvejr, og det på afrikansk. Det står ned i tove, så det er godt jeg bare skal på kontoret i dag.
Innocent skal i skole hele dagen, så jeg har dagen for mig selv.
Vi havde et dejligt møde hos Kirsten i aftes, og er nu klar til at forberede den sidste stempel, så registreringen af Agape Child Care, Uganda, kan blive en realitet, nu har det også snart taget to år.
Vi fik snakket omkring mange ting, og Fransis og Kirsten laver det sidste, og derefter skal Innocent hente det hele, og køre det til et bestemt kontor, hvor det så sulle blive det sidste.
Jeg fik ordnet en masse ting. Taget mange kopier af forskellige ting, udskrevet nogle breve, skrevet på bloggen ordnet regnskab, og slappet af.
Så skulle jeg til købmanden efter nogle småting, og gik bare stille og roligt og nød turen.
Det er som om jeg ser mere af alle de spisielle ting her i Afrika, når tiden er ved at være løbet ud, men det er måske fordi, at når jeg kommer herned, er det altid med en arbejdsplan der er bukket, og det er bare om at komme igang.
Det regnede det meste af dagen, så alt sejlede, men det er kun en 1/2 time, så er alt tør igen, meget spisielt.
Jeg ringede til Millie, for at høre hvordan de havde det der, og hvordag det gik med Sulait. men alt var bare godt.
Jeg fik også ringet til Sarah, for om hun vil tjekke at alle børn kommer i Antioch, hvor vi skal på søndag, med de sidste penge. Og denne gang vil jeg se alle børnene, da jeg ikke så Rogers, Alice og Nicolaus, sidste gang. jeg vil se dem, for at vide hvordan de har det.
Da Innocent kom fra skole, skulle vi spise, og så bare hygge os med ingenting om aftenen, det var lige til at holde til.
Jeg har også lavet progam for i morgen, så da går det løs igen.
fredag den 14. oktober 2011
Torsdag
Torsdag morgen var jeg så træt at jeg ikke havde lyst til at stå op. da vi havde igen haft en lang samtale med Faith efter hun kom fra skole, og var nødsaget til at give hende en ultimatum, til i morgen kl. 5.
Alle disse problemer, igen og igen, tager hårdt på mine kræfter, både fysisk og sygisk, men det skal jo løses. Men i dag trenger jeg bare til at hvile hvile hvile, og bare lave ingenting.
Vi skal til bestyrelsesmøde ved Kirsten i aften kl. 6, og det bliver det eneste jeg vil lave i dag, samt lidt papirarbejde, ikke andet.
Jeg havde snakket med Millie i telefonen, og spurgt til hvordan det gik med Sulait, og det gik heldigvis rigtig godt.
Så i dag er BARE AFSLAPNING.
Kærlig hilsen Solveig
Alle disse problemer, igen og igen, tager hårdt på mine kræfter, både fysisk og sygisk, men det skal jo løses. Men i dag trenger jeg bare til at hvile hvile hvile, og bare lave ingenting.
Vi skal til bestyrelsesmøde ved Kirsten i aften kl. 6, og det bliver det eneste jeg vil lave i dag, samt lidt papirarbejde, ikke andet.
Jeg havde snakket med Millie i telefonen, og spurgt til hvordan det gik med Sulait, og det gik heldigvis rigtig godt.
Så i dag er BARE AFSLAPNING.
Kærlig hilsen Solveig
torsdag den 13. oktober 2011
Onsdag d.12/10 2011
Efter den lange dag på hospitalet i går, sluttede det med at Faith kom, og vi skulle have en lang snak, om problemet der var i Agape 3, set fra hendes side.
Vi snakkede til kl 11, og da var jeg total færdig, efter en lang dag på sygehuset med Sulait.
Så da vi skulle til ro, blev hun nødt til også at sove her, så vi fik instaleret 2 ekstra senge, til Sulait og Faith.
Nu er det så onsdag morgen, og vi har alle sovet som en sten, også Sulait. Vi skulle have morgenmad inden Innocent skulle i skole, og Faith skulle videre.
Sulait havde det godt, og han spiste en stor portion af cornfleks, og masser af brød og te, bananer, mælk og mermelade, da det ikke er hvad de får til hverdag, men dansk, men det bekom ham vældig godt.
Jeg skulle have vasket lidt, vasket op, og have ordnet forskelligt.
Jeg spurgte ham, om han ville lære at skrive et brev på computer, og det ville han så gerne. Så han blev hjulpet igang, og fik skrevet en mail til Frank, til stor fornøelse om hvad en computer kan gøre.
Derefter sagde jeg til ham, at han skulle skrive om sin oplevelse på hospitalet, og han var bare parat til alt, for at få lov til at bruge en computer. Så han havde det bare så godt, fik sine piller, masser af vand, ja jeg måtte til købmanden efter mere vand, da han var umættelig, måske fra pillerne. Han hyggede sig rigtig meget, og var bare så glad og taknemlig.
Så da jeg var på vej hjem fra købmanden, kom Innocent fra skole. Han var ikke færdig, men var nødt til at skulle hjem og snakke med mig om Faith, som var blevet et kæmpeproblem til os.
Så vi sad ude og snakkede, så jeg vidste hvad der var humlen, derefter måtte vi tage en konklution.
Faith skulle i skole kl. 3-5.
Tirsdag d. 11/10
Tirsdag morgen ringede vækkeuret meget tidligt, synes jeg, kl 5,45 morgen.
Vi skulle op og ud for at hente Sulait, og være på hospitalet kl.7,30 morgen.
Vi kom afsted for at hente ham, og han var i bad da vi kom, men det varede ikke længe før han var færdig, og vi kom afsted mod Mengo hospital.
Sulait var selfølgelig lidt nervøs, hvad ville der ske??? Ville han dø??? Hvad ville resultatet blive??? og meget mere, det kørte i hans hoved, og det fik jeg forklaringen på senere på dagen.
Nå men vi fandt frem, til der vi skulle vente, og fik betalt de første penge, før de ville gøre noget. 35,000 ugx, det var ikke så meget, så det blev gjort.
Vi sad længe og ventede, og jeg holdt ham fast i hånden, da han var bange, men vidste også at han var nødt til at få det foretaget, hvis det skulle blive bedre.
Endelig kom der en, som skulle se på ham, og stille ham nogle spørgsmål.
Han kom tilbage. Vi ventede igen lang tid, så kom der endelig en, der sagde at vi skulle følge med. Vi kom ind på en hospitalsstue, der mest lignede en gammel lade i danmark.
Sulait blev vist hen til en brix, uden noget sengetøj, og jeg sagde til Innocent, tror du ikke vi skulle have vort eget sengetøj med os, da jeg kunne se, at det var folks eget de lå i. Alle mulig mærkelige ting.Der var ca. 50 brixe i" laden", men sygeplejerskerne var da i hvidt, så det var da altid noget.
Innocent måtte så køre tilbage til Agape 1, for at hente Sulaits sengetøj. Jeg var glad for at jeg havde købt nyt til dem, så vi ikke skulle komme med det de lå i den gamle Agape 1, det var ikke værd at kalde en gulvklud, og var så beskidt, at ingen kunne forestille sig, at børn havde sovet i det. Jeg nægtede at tage noget af det med til det nye Agape 1, og havde derfor købt nyt til dem alle.
Så nu havde han da pænt, rent nyt sengetøj til at sove i nu han skulle oppereres
Jeg kunne se, at folk der havde været der længe, havde næsten et helt køkken mellem brixene, da de selv skal sørge for pleje af den syge, og selv sørge for forplejning. Og da mange bor langt væk, er de nødt til at sove på gulvet" det bare cement", mellem brixene, mellem madbøtter, vanddunke og jeg ved ikke hvad.
Der var alle typer mennesker, med alle mulige sygdomme, og her sad jeg og iagtog det hele, mens vi ventede, og prøvede at sige til mig selv, at de har fod på tingene, hvilket der ikke var meget der så ud til.
Men tiden gik, og pludselig kom en sygeplejerske, og skulle tage en blodprøve af Sulait, det var da altid noget. Hun havde en kasse med engangshandsker med, og tog dem på, og derefter en til at binde om armen, og sådant blev der taget en blodprøve.
Så var hun væk igen. Vi ventede.
Så kom der en og spurgte om Sulait forældres underskrift, hvortil vi sagde at de var døde. men nogen måtte skrive under, før de havde lov at foretage opperationen, og tage ansvaret, hvis noget gik galt. Det havde Innocent fortalt, at det ville komme, og jeg sagde at så måtte vi tage ansvaret, da drengen skulle have hjælp.Men da jeg ikke er her altid, måtte det blive ham der stod på papiret, hvortil han spurgte: Mum er du ved mig, og lader mig ikke alene med dette, og jeg svarede at det var jeg, han skulle ikke være bange.
Så kom der en ung læge, og stillede Sulait mange spørgsmål igen, om det samme, for at være helt sikker. Det virkede proffersnelt, hvilket jeg var glad for. Jeg var også glad for at vide lidt om gangen på et hospital, for Sulait og Innocent, var blanke som et stykke papir, og her var der bare ingen service.
Men pludselig kom der en sygeplejerske med en grøn opperationsdragt, som han skulle have på, og af sit eget tøj. De kom med en afskærmning, da det foregik i sengen, og så var han klar. Han var bekymret, bange, og jeg holdt ham fast i hånden, mens vi bad, og jeg talte til ham. Han var meget lille, og jeg sagde til ham, at alt ville blive godt, jeg ville vente på ham, være der når han blev vågen.
Så kom en sygeplejerske for at lægge en dropnål i hans hånd. Hun prøvede 5 gange forskellige steder, men kunne ikke finde en vene, der kunne bruges, så det måtte vente.
Sulait kikkede på sine hænder, der var punkteret 5 gange, og det uden at give resultat, men godt vi er lavet sådan at det lukker af sig selv.
Kl. 13,15 kom de så pludselig efter ham, og væk var han. Ikke de sagde et ord om at nu er det nu, nej. Men jeg spurgte en sygeplejerske, om de nu var klar til at opperere, hvortil hun svarede, ja de gør det nu. Jeg spurgte om hvor længe det ville tage. Hun svarede 1 time, og hvis vi kørte, skulle vi være tilbage igen om en time, da vi selv skulle våge ved ham.
Det var ok, så ville vi køre hjem, jeg trængte til at komme på toelettet, og var også sulten nu, så det var hvad vi gjorde.
Vi fik noget at spise, hvilet et kvater, og så pakkede jeg noget mad, vand, bananer, muffens, håndklæder, toeletpapir, og div, småting, da jeg havde observeret at vi selv skulle sørge for alt.
Så vi var tilbage igen kl 14,15, men Sulait var ikke komme ind. Innocent var meget træt, så jeg sagde til ham at han kunne køre hjem og hvile lidt mere, før han skulle i skole kl. 16.
Det gjorde han, og jeg blev alene tilbage og ventede.
Overfor Sulaits brix, var der en ung mand på kykker, hans ene ben var vissen, og bare hang,ham kom jeg i snak med, han ville gerne snakke, og kunne engelsk, hvilket der ikke var mange der kunne.
Jeg spurgte ham, hvor længe han havde været der. Han havde været der 5 uger, og var blevet oppereret for verdens største galdesten, og jeg så billedet af stenen. Jeg så også billeder af sine 4
børn. Hans kone går også på krykker, men de havde fået lavet sig en mulighed for at leve. Han syede tøj, skoleuniformer, og designede nye, han havde et gåpåmod, men han var forsørgeren, og nu lå han her. Hans kone og børn havde kun besøgt ham en gang, på grund af afstand, krykker, ingen penge, så det var hårdt.
Jeg spurgte ham hvornår han skulle hjem, hvortil han svarede, det kommer an på hvornår jeg har denne regning betalt.Jeg studsede lidt. Igen en ny ting at lære. Vil det sige at du er rask, men ikke har lov til at forlade hospitalet, før du har betalt regningen, som lød på 1,250,000 UGX, og han havde ingen penge. Ja det er vilkårene her. Det koster ikke meget at komme på hospitalet, men du kommer ikke derfra før der er betalt. Sikke et system.jeg sagde til ham, hvor skal pengene komme fra. han bad hele tiden at Jesus ville sende dem, det var hans eneste håb. Han viste mig at han nu kun manglede 775,000 ugx, og havde lige fået 10,000 af en som skulle hjem, og han var straks gået på sine krykker for at afdrage på sin gæld. Jeg spurgte ham, du skal også have noget at spise, hvortil han svarede, nej, alle pengene skulle bruges til at komme
ud. Han havde ingen til at tage sig af ham, og hospitalet gjorde det ikke, men ville have penge for hver nat han optog en brix.
Sikke et system, du kan blive helbredt, men dø, fordi du ingen penge har til at komme ud, og tjene dem, det er de barske realiteter.
Det er siuationen, og mange kommer aldrig levende ud af hospitalet, da de ingen penge har til at komme ud, frygtelig.
Nå men pludselig kom Sulait tilbage, godt bedøvet, sov som en sten. Lægen kom ag fortalte, at alt var gået så fint, og at han ville blive frisk igen, og være fri for disse smerter. Det var jeg glad for at høre.
Så efter nogen tid, kom der en sygeplejerske for at måle blodtryk, som var i fineste orden, og jeg spurgte hende om hvor lang tid han ville sove endnu. Hvortil hun svarede ca. 1 time.
Det var til stor fornøjelse for mange af folkene at have en hvid kvinde til at sidde der på hospitalet, under de samme vilkår som dem. Der var en lille dreng på ca. 5 år, der kom hen til mig igen og igen, og heldigvis havde jeg et par små biler og en balon i min taske, som han fik og legede med, til stor glæde og fornøjelse fra de andre. Drengen havde et navlebrog på størrelse af 5 bordtennisbolde , han trængte virkelig også til hjælp.
Nå men efter en time, kl. ca, 16,30 blev Sulait vågen, og kiggede sig forvildet rundt. Vidste ikke rigtigt hvor han var, før jeg tog hans hånd, og han smilede så glad, han var vågen, men slap. Jeg sad med ham i hånden et kvater ca. før han var helt klar, men meget lykkelig. Troede ikke det kunne være sandt, at det var overstået, og at han var blevet vågen.
Så kommer kapitlet hvorfor han var så bange. Da han var flygtet fra Agaoe 1, var han taget ud i landsbyen, hvor der var noget familie til ham. De boede langt væk. Og derude på landet lever alle heksedoktorene stadig i fuld kraft. Så da hans bedstefar hørte, at der var en der ville hjælpe ham med at blive oppereret, hvis han kom tilbage til Kampala, havde han sagt, at han havde hørt, at dem som havde spist grøn pebber, aldrig ville blive vågen, hvis de kom på hospitalet, og skulle oppereres. Og Sulait elskede grøn pebber, og havde spist meget af det.
Sikke en klemme at sætte en dreng i, ikke så mærkelig han var bange, men var i så store smerter, at det vandt. Han stolede også på at jeg aldrig ville gøre det mod ham, hvis ikke jeg troede på at det ville hjælpe ham, men det var hvad han havde i hovedet før opperationen.
Derfor var han så glad og lykkelig lig fra det første øjeblik, jeg tog hanm i hånden, og han fandt ud af at han levede.
Efter lidt tid, kom de og fjernede droppet, og jeg spurgte om han var sulten, og tørstig, da han jo kom fastende til sygehuset, og ikke havde spist siden igår. Han blev så glad så glad, at jeg havde mad og vand med til ham, han spiste alt jeg havde, var bare så ovenud lykkelig, og skiftevis takkede mig, og Gud, for at han var vågnet op, og nu kunne spise ganske normalt.
Alle omkring os, frydede sig med ham, da det var et eventyr for dem at være vidne til.
bedst som vi sad der, og Sulait spiste og drak, kom en flok høns ind, og spaserede rundt mellem brixene, og det var der ingen der tog notis af, ikke en, så efter nogen tid gik de ud af en anden dør, og var væk. Men det siger lidt om hygiegnen på hospitalet, og Sulait var nyoppereret, men det er vilkårene her.
Nå men han var så glad så glad, og alle med ham.Han snakkede på livet løs, og fortalte alle de tossede ting de tror på ude i landsbyerne.
Jeg spurgte ham, om han havde lyst at snakke med Millie, for at fortælle alle i huset, at han var nu oppereret, og var vågen, for de ville jo nok også gerne vide, hvordand det stod til.
Det ville han rigtig gerne, og det var til stor glæde og fornøjelse for alle, at det var godt overstået.
Vi troede at han skulle blive der en nat, og jeg havde gjort mig det klart, at være ved ham. Men pludselig ca. kl. 19, kom de og sagde at vi kunne tage hjem, når regningen var betalt.
Så Innocent fik pungen, og gik for at betale 878,000UGX, ca 1800- 1900 dk og så kunne vi pakke, og Sulait kunne trække i sit tøj igen.
Det skal lige siges, at han kort tid efter han blev vågen, og smerterne begyndte, fik han en indsprøjtning, som hjap ham, så han ikke havde smerter, og de var også kommet med smertestillende tabletter, og penselin som han skulle tage de næste dage.
Så da han stod op på brixen, for at trække i sit tøj, og forlade hospitalet, var det til så stor glæde for alle, som havde de været vidne til et levende eventyr.
Så kom vi afsted, og jeg gav den unge mand, de sidste penge jeg havde, så han kunne afdrage lidt mere på sin gæld. Der var også kommet en kvinde med noget mad til ham, som han takkede Gud for i lang tid. Jeg gav ham også det sidste vand jeg havde med, og så var det afgang.
Vi kørte hjem til os selv, jeg ville gerne overvåge ham det første døgn, hvilket var til stor fryd for Sulait, han var så lykkelig, at det næsten ingen ende kunne tage.
Det var så en dag på Mengo hospital i Kampala, Uganda.
Herfra en kærlig hilsen til alle der følger os, Solveig
Vi skulle op og ud for at hente Sulait, og være på hospitalet kl.7,30 morgen.
Vi kom afsted for at hente ham, og han var i bad da vi kom, men det varede ikke længe før han var færdig, og vi kom afsted mod Mengo hospital.
Sulait var selfølgelig lidt nervøs, hvad ville der ske??? Ville han dø??? Hvad ville resultatet blive??? og meget mere, det kørte i hans hoved, og det fik jeg forklaringen på senere på dagen.
Nå men vi fandt frem, til der vi skulle vente, og fik betalt de første penge, før de ville gøre noget. 35,000 ugx, det var ikke så meget, så det blev gjort.
Vi sad længe og ventede, og jeg holdt ham fast i hånden, da han var bange, men vidste også at han var nødt til at få det foretaget, hvis det skulle blive bedre.
Endelig kom der en, som skulle se på ham, og stille ham nogle spørgsmål.
Han kom tilbage. Vi ventede igen lang tid, så kom der endelig en, der sagde at vi skulle følge med. Vi kom ind på en hospitalsstue, der mest lignede en gammel lade i danmark.
Sulait blev vist hen til en brix, uden noget sengetøj, og jeg sagde til Innocent, tror du ikke vi skulle have vort eget sengetøj med os, da jeg kunne se, at det var folks eget de lå i. Alle mulig mærkelige ting.Der var ca. 50 brixe i" laden", men sygeplejerskerne var da i hvidt, så det var da altid noget.
Innocent måtte så køre tilbage til Agape 1, for at hente Sulaits sengetøj. Jeg var glad for at jeg havde købt nyt til dem, så vi ikke skulle komme med det de lå i den gamle Agape 1, det var ikke værd at kalde en gulvklud, og var så beskidt, at ingen kunne forestille sig, at børn havde sovet i det. Jeg nægtede at tage noget af det med til det nye Agape 1, og havde derfor købt nyt til dem alle.
Så nu havde han da pænt, rent nyt sengetøj til at sove i nu han skulle oppereres
Jeg kunne se, at folk der havde været der længe, havde næsten et helt køkken mellem brixene, da de selv skal sørge for pleje af den syge, og selv sørge for forplejning. Og da mange bor langt væk, er de nødt til at sove på gulvet" det bare cement", mellem brixene, mellem madbøtter, vanddunke og jeg ved ikke hvad.
Der var alle typer mennesker, med alle mulige sygdomme, og her sad jeg og iagtog det hele, mens vi ventede, og prøvede at sige til mig selv, at de har fod på tingene, hvilket der ikke var meget der så ud til.
Men tiden gik, og pludselig kom en sygeplejerske, og skulle tage en blodprøve af Sulait, det var da altid noget. Hun havde en kasse med engangshandsker med, og tog dem på, og derefter en til at binde om armen, og sådant blev der taget en blodprøve.
Så var hun væk igen. Vi ventede.
Så kom der en og spurgte om Sulait forældres underskrift, hvortil vi sagde at de var døde. men nogen måtte skrive under, før de havde lov at foretage opperationen, og tage ansvaret, hvis noget gik galt. Det havde Innocent fortalt, at det ville komme, og jeg sagde at så måtte vi tage ansvaret, da drengen skulle have hjælp.Men da jeg ikke er her altid, måtte det blive ham der stod på papiret, hvortil han spurgte: Mum er du ved mig, og lader mig ikke alene med dette, og jeg svarede at det var jeg, han skulle ikke være bange.
Så kom der en ung læge, og stillede Sulait mange spørgsmål igen, om det samme, for at være helt sikker. Det virkede proffersnelt, hvilket jeg var glad for. Jeg var også glad for at vide lidt om gangen på et hospital, for Sulait og Innocent, var blanke som et stykke papir, og her var der bare ingen service.
Men pludselig kom der en sygeplejerske med en grøn opperationsdragt, som han skulle have på, og af sit eget tøj. De kom med en afskærmning, da det foregik i sengen, og så var han klar. Han var bekymret, bange, og jeg holdt ham fast i hånden, mens vi bad, og jeg talte til ham. Han var meget lille, og jeg sagde til ham, at alt ville blive godt, jeg ville vente på ham, være der når han blev vågen.
Så kom en sygeplejerske for at lægge en dropnål i hans hånd. Hun prøvede 5 gange forskellige steder, men kunne ikke finde en vene, der kunne bruges, så det måtte vente.
Sulait kikkede på sine hænder, der var punkteret 5 gange, og det uden at give resultat, men godt vi er lavet sådan at det lukker af sig selv.
Kl. 13,15 kom de så pludselig efter ham, og væk var han. Ikke de sagde et ord om at nu er det nu, nej. Men jeg spurgte en sygeplejerske, om de nu var klar til at opperere, hvortil hun svarede, ja de gør det nu. Jeg spurgte om hvor længe det ville tage. Hun svarede 1 time, og hvis vi kørte, skulle vi være tilbage igen om en time, da vi selv skulle våge ved ham.
Det var ok, så ville vi køre hjem, jeg trængte til at komme på toelettet, og var også sulten nu, så det var hvad vi gjorde.
Vi fik noget at spise, hvilet et kvater, og så pakkede jeg noget mad, vand, bananer, muffens, håndklæder, toeletpapir, og div, småting, da jeg havde observeret at vi selv skulle sørge for alt.
Så vi var tilbage igen kl 14,15, men Sulait var ikke komme ind. Innocent var meget træt, så jeg sagde til ham at han kunne køre hjem og hvile lidt mere, før han skulle i skole kl. 16.
Det gjorde han, og jeg blev alene tilbage og ventede.
Overfor Sulaits brix, var der en ung mand på kykker, hans ene ben var vissen, og bare hang,ham kom jeg i snak med, han ville gerne snakke, og kunne engelsk, hvilket der ikke var mange der kunne.
Jeg spurgte ham, hvor længe han havde været der. Han havde været der 5 uger, og var blevet oppereret for verdens største galdesten, og jeg så billedet af stenen. Jeg så også billeder af sine 4
børn. Hans kone går også på krykker, men de havde fået lavet sig en mulighed for at leve. Han syede tøj, skoleuniformer, og designede nye, han havde et gåpåmod, men han var forsørgeren, og nu lå han her. Hans kone og børn havde kun besøgt ham en gang, på grund af afstand, krykker, ingen penge, så det var hårdt.
Jeg spurgte ham hvornår han skulle hjem, hvortil han svarede, det kommer an på hvornår jeg har denne regning betalt.Jeg studsede lidt. Igen en ny ting at lære. Vil det sige at du er rask, men ikke har lov til at forlade hospitalet, før du har betalt regningen, som lød på 1,250,000 UGX, og han havde ingen penge. Ja det er vilkårene her. Det koster ikke meget at komme på hospitalet, men du kommer ikke derfra før der er betalt. Sikke et system.jeg sagde til ham, hvor skal pengene komme fra. han bad hele tiden at Jesus ville sende dem, det var hans eneste håb. Han viste mig at han nu kun manglede 775,000 ugx, og havde lige fået 10,000 af en som skulle hjem, og han var straks gået på sine krykker for at afdrage på sin gæld. Jeg spurgte ham, du skal også have noget at spise, hvortil han svarede, nej, alle pengene skulle bruges til at komme
ud. Han havde ingen til at tage sig af ham, og hospitalet gjorde det ikke, men ville have penge for hver nat han optog en brix.
Sikke et system, du kan blive helbredt, men dø, fordi du ingen penge har til at komme ud, og tjene dem, det er de barske realiteter.
Det er siuationen, og mange kommer aldrig levende ud af hospitalet, da de ingen penge har til at komme ud, frygtelig.
Nå men pludselig kom Sulait tilbage, godt bedøvet, sov som en sten. Lægen kom ag fortalte, at alt var gået så fint, og at han ville blive frisk igen, og være fri for disse smerter. Det var jeg glad for at høre.
Så efter nogen tid, kom der en sygeplejerske for at måle blodtryk, som var i fineste orden, og jeg spurgte hende om hvor lang tid han ville sove endnu. Hvortil hun svarede ca. 1 time.
Det var til stor fornøjelse for mange af folkene at have en hvid kvinde til at sidde der på hospitalet, under de samme vilkår som dem. Der var en lille dreng på ca. 5 år, der kom hen til mig igen og igen, og heldigvis havde jeg et par små biler og en balon i min taske, som han fik og legede med, til stor glæde og fornøjelse fra de andre. Drengen havde et navlebrog på størrelse af 5 bordtennisbolde , han trængte virkelig også til hjælp.
Nå men efter en time, kl. ca, 16,30 blev Sulait vågen, og kiggede sig forvildet rundt. Vidste ikke rigtigt hvor han var, før jeg tog hans hånd, og han smilede så glad, han var vågen, men slap. Jeg sad med ham i hånden et kvater ca. før han var helt klar, men meget lykkelig. Troede ikke det kunne være sandt, at det var overstået, og at han var blevet vågen.
Så kommer kapitlet hvorfor han var så bange. Da han var flygtet fra Agaoe 1, var han taget ud i landsbyen, hvor der var noget familie til ham. De boede langt væk. Og derude på landet lever alle heksedoktorene stadig i fuld kraft. Så da hans bedstefar hørte, at der var en der ville hjælpe ham med at blive oppereret, hvis han kom tilbage til Kampala, havde han sagt, at han havde hørt, at dem som havde spist grøn pebber, aldrig ville blive vågen, hvis de kom på hospitalet, og skulle oppereres. Og Sulait elskede grøn pebber, og havde spist meget af det.
Sikke en klemme at sætte en dreng i, ikke så mærkelig han var bange, men var i så store smerter, at det vandt. Han stolede også på at jeg aldrig ville gøre det mod ham, hvis ikke jeg troede på at det ville hjælpe ham, men det var hvad han havde i hovedet før opperationen.
Derfor var han så glad og lykkelig lig fra det første øjeblik, jeg tog hanm i hånden, og han fandt ud af at han levede.
Efter lidt tid, kom de og fjernede droppet, og jeg spurgte om han var sulten, og tørstig, da han jo kom fastende til sygehuset, og ikke havde spist siden igår. Han blev så glad så glad, at jeg havde mad og vand med til ham, han spiste alt jeg havde, var bare så ovenud lykkelig, og skiftevis takkede mig, og Gud, for at han var vågnet op, og nu kunne spise ganske normalt.
Alle omkring os, frydede sig med ham, da det var et eventyr for dem at være vidne til.
bedst som vi sad der, og Sulait spiste og drak, kom en flok høns ind, og spaserede rundt mellem brixene, og det var der ingen der tog notis af, ikke en, så efter nogen tid gik de ud af en anden dør, og var væk. Men det siger lidt om hygiegnen på hospitalet, og Sulait var nyoppereret, men det er vilkårene her.
Nå men han var så glad så glad, og alle med ham.Han snakkede på livet løs, og fortalte alle de tossede ting de tror på ude i landsbyerne.
Jeg spurgte ham, om han havde lyst at snakke med Millie, for at fortælle alle i huset, at han var nu oppereret, og var vågen, for de ville jo nok også gerne vide, hvordand det stod til.
Det ville han rigtig gerne, og det var til stor glæde og fornøjelse for alle, at det var godt overstået.
Vi troede at han skulle blive der en nat, og jeg havde gjort mig det klart, at være ved ham. Men pludselig ca. kl. 19, kom de og sagde at vi kunne tage hjem, når regningen var betalt.
Så Innocent fik pungen, og gik for at betale 878,000UGX, ca 1800- 1900 dk og så kunne vi pakke, og Sulait kunne trække i sit tøj igen.
Det skal lige siges, at han kort tid efter han blev vågen, og smerterne begyndte, fik han en indsprøjtning, som hjap ham, så han ikke havde smerter, og de var også kommet med smertestillende tabletter, og penselin som han skulle tage de næste dage.
Så da han stod op på brixen, for at trække i sit tøj, og forlade hospitalet, var det til så stor glæde for alle, som havde de været vidne til et levende eventyr.
Så kom vi afsted, og jeg gav den unge mand, de sidste penge jeg havde, så han kunne afdrage lidt mere på sin gæld. Der var også kommet en kvinde med noget mad til ham, som han takkede Gud for i lang tid. Jeg gav ham også det sidste vand jeg havde med, og så var det afgang.
Vi kørte hjem til os selv, jeg ville gerne overvåge ham det første døgn, hvilket var til stor fryd for Sulait, han var så lykkelig, at det næsten ingen ende kunne tage.
Det var så en dag på Mengo hospital i Kampala, Uganda.
Herfra en kærlig hilsen til alle der følger os, Solveig
Mandag eftermiddag
Jeg glemte at fortælle, at vi blev ringet op af ejeren fra Agape 1, at nu var mama Graice flyttet, og det hele var i orden.
Jeg var meget glad for at komme til ende af den historie, og lovede at han skulle få penge til maling af huset, så det så ud som da vi modtog det, hvilket de ikke er vant til her. Men jeg ville ikke overlade huset sådant, men ønskede at aflevere det efter dansk standart, hvilket bekom David, ejeren, meget meget godt. Den stil kunne han lide.
Så havde vi besøg af Judith. Vi havde ringet efter hende, hun skulle komme efter sine penge, fra Rachel.
Hun kom også kl. 5, som vi havde aftalt, og jeg spurgte , hvordan det gik med hendes arbejde.Det var dejligt at se hende, for så kan jeg se om det er rigtigt, hvad de siger.
Hun har problemer med sine ører, og lægen siger hun ikke mere må bruge de høretelefoner som hun bruger hele dagen, på sit arbejde, det kan hendes ører ikke holde til, så nu er hun meget spændt på, om de kan finde en anden plads til hende, så hun stadig kan arbejde der, som hun gerne vil.
Så det vil tiden vise. Hvis hun har været dygtig, vil hun fortsætte, på en anden plads, hvis ikke, vil hun miste sit job, men vi håber det bedste.
Judith, er virkelig en ung kvinde der har et mål hun går efter, og prøver at samle lidt penge, så hun kan starte en Fastfood resturant, men hun må samle alle pengene først, da hun ikke har mulighed at gå i banken, for at låne penge.Hun behver 7 mio= 20,000 tusind dk.
Hun har ladet sig undervise i hvordan hun skal lave burger, og dirversse, så hun er parat, hvis hun har pengene. Det synes jeg virker målbevidst. Dejligt at se hende, og jeg ønsker alt godt for hende.
Jeg var også idag begyndt at spørge, meget bestemt til hvor er Faith, hun var igen væk, og der var ingen der vidste hvor hun var, men jeg ville vide det.
Så Innocent lovede at prøve at finde ud af det, ved at se om hun kom i skole, eller ej????.
Det var så det sidste for idag. KH Solveig
Jeg var meget glad for at komme til ende af den historie, og lovede at han skulle få penge til maling af huset, så det så ud som da vi modtog det, hvilket de ikke er vant til her. Men jeg ville ikke overlade huset sådant, men ønskede at aflevere det efter dansk standart, hvilket bekom David, ejeren, meget meget godt. Den stil kunne han lide.
Så havde vi besøg af Judith. Vi havde ringet efter hende, hun skulle komme efter sine penge, fra Rachel.
Hun kom også kl. 5, som vi havde aftalt, og jeg spurgte , hvordan det gik med hendes arbejde.Det var dejligt at se hende, for så kan jeg se om det er rigtigt, hvad de siger.
Hun har problemer med sine ører, og lægen siger hun ikke mere må bruge de høretelefoner som hun bruger hele dagen, på sit arbejde, det kan hendes ører ikke holde til, så nu er hun meget spændt på, om de kan finde en anden plads til hende, så hun stadig kan arbejde der, som hun gerne vil.
Så det vil tiden vise. Hvis hun har været dygtig, vil hun fortsætte, på en anden plads, hvis ikke, vil hun miste sit job, men vi håber det bedste.
Judith, er virkelig en ung kvinde der har et mål hun går efter, og prøver at samle lidt penge, så hun kan starte en Fastfood resturant, men hun må samle alle pengene først, da hun ikke har mulighed at gå i banken, for at låne penge.Hun behver 7 mio= 20,000 tusind dk.
Hun har ladet sig undervise i hvordan hun skal lave burger, og dirversse, så hun er parat, hvis hun har pengene. Det synes jeg virker målbevidst. Dejligt at se hende, og jeg ønsker alt godt for hende.
Jeg var også idag begyndt at spørge, meget bestemt til hvor er Faith, hun var igen væk, og der var ingen der vidste hvor hun var, men jeg ville vide det.
Så Innocent lovede at prøve at finde ud af det, ved at se om hun kom i skole, eller ej????.
Det var så det sidste for idag. KH Solveig
onsdag den 12. oktober 2011
Mandag.
Mandag var det så tid til os selv igen, vi skal også have ting gjort.
Bilen skulle igen have lidt hjælp, og så skulle der vaskes. Først var Innocent i vaskeriet " Gnubbe", og derefte var det min tur, og så var vaskesnoren også total fuld, så skønt det var dejlig solskin, så alt kunne blive tørt.
Men så var det tid til at slape af, og bare få hvilet lidt, da vi ved hvad vi skal lave i morgen, fra tidlig morgen.
Så herfra de kærligste hilsner fra Kampala. Solveig
Søndag
Sødag var vi ret tidlig oppe , da Innocent ville i kirke til kl 9, og Frank og mig ville vente til kl 11. Jeg ville se Franks bøger, og høre om han forstod hvad han fik undervisning i på skolen, og have lidt tid med ham alene.
Så da vi var blevet alene, fik vi bøgerne frem, og han fortalte op og ned af stolper. Det var en dejlig tid vi havde, og jeg var så glad for at se, at han virkelig er i en god skole, og de lærer om alle typer byggeri, også de eupæiske stilarter. Han er også meget dygtig til mattematik, så det var skønt at se, hvad jeg fik for pengene.
Frank er en dejlig ung mand, men det er godt at han er på en kostskole, hvor der er strenge regler, da han også er en ung mand, som nem lader sig lokke.
Så da tiden kom, ville vi gå til kirke, og det blev i regnvejr, men det kunne ikke stope os.
Vi kom til kirken, og jeg havde lige akkurat hilst på manden der står i døren, så blev jeg totalt omfavnet af børnene fra Agape 2. De havde fået lov at komme ud, komme i søndagsskole, så Joseph har troet at jeg var rejst til Danmark igen, for ellers havde de ikke fået lov.
Men de var så glade for at se mig, og jeg fik så mange knuser. Det var lidt hårdt da de stinkede så slemt, at jeg var ved at brække mig. De var ikke blevet vasket, jeg ved ikke i hvor lang tid, og de var ikke i god stand, men det var dejligt at se dem, og de ved at jeg stadig elsker dem, men desværre ikke kan hjælpe dem, på grund af Joseph. Det er hårdt.
Vi var sammen i kirken den første time, til lovsang, og derefter skulle de til søndagsskole.
Så da vi var færdige, og kom hjem, var det første jeg skulle, i bad, da jeg lugtede så jeg ikke kunne holde det ud. Derefter skulle vi spise, og Innocent havde maden færdig, da Frank skulle rejse igen kl. 3.
Så tog han afsted med nyvasket tøj, samt lidt nyt fra Danmark, og han fik sine penge med, så han kunne få købt hvad han manglede, og selv putte resten i banken.
Derefter var det bare hvile, og få lidt styr på hvor vi er, og hvad vi mangler.
Det var den sidste chance til at se børnen fra Agape 2, så jeg er Gud så taknemlig at jeg fik lov, da jeg overhovedet ikke havde tænkt på det kunne ske i dag, da jeg havde så meget andet i hovedet.Men skønt, og tak for endnu en dejlig dag. Solveig
Så da vi var blevet alene, fik vi bøgerne frem, og han fortalte op og ned af stolper. Det var en dejlig tid vi havde, og jeg var så glad for at se, at han virkelig er i en god skole, og de lærer om alle typer byggeri, også de eupæiske stilarter. Han er også meget dygtig til mattematik, så det var skønt at se, hvad jeg fik for pengene.
Frank er en dejlig ung mand, men det er godt at han er på en kostskole, hvor der er strenge regler, da han også er en ung mand, som nem lader sig lokke.
Så da tiden kom, ville vi gå til kirke, og det blev i regnvejr, men det kunne ikke stope os.
Vi kom til kirken, og jeg havde lige akkurat hilst på manden der står i døren, så blev jeg totalt omfavnet af børnene fra Agape 2. De havde fået lov at komme ud, komme i søndagsskole, så Joseph har troet at jeg var rejst til Danmark igen, for ellers havde de ikke fået lov.
Men de var så glade for at se mig, og jeg fik så mange knuser. Det var lidt hårdt da de stinkede så slemt, at jeg var ved at brække mig. De var ikke blevet vasket, jeg ved ikke i hvor lang tid, og de var ikke i god stand, men det var dejligt at se dem, og de ved at jeg stadig elsker dem, men desværre ikke kan hjælpe dem, på grund af Joseph. Det er hårdt.
Vi var sammen i kirken den første time, til lovsang, og derefter skulle de til søndagsskole.
Så da vi var færdige, og kom hjem, var det første jeg skulle, i bad, da jeg lugtede så jeg ikke kunne holde det ud. Derefter skulle vi spise, og Innocent havde maden færdig, da Frank skulle rejse igen kl. 3.
Så tog han afsted med nyvasket tøj, samt lidt nyt fra Danmark, og han fik sine penge med, så han kunne få købt hvad han manglede, og selv putte resten i banken.
Derefter var det bare hvile, og få lidt styr på hvor vi er, og hvad vi mangler.
Det var den sidste chance til at se børnen fra Agape 2, så jeg er Gud så taknemlig at jeg fik lov, da jeg overhovedet ikke havde tænkt på det kunne ske i dag, da jeg havde så meget andet i hovedet.Men skønt, og tak for endnu en dejlig dag. Solveig
mandag den 10. oktober 2011
Lørdag d.8/10 2011
Lødag morgen kom med dejlig solskin og afrikansk fuglesang.
Der var tidlig uro i huset, da Frank kom hjem på weekend i går, og han starter dagen kl. 4. Først vaskede han alle gulve, derefter alt sit tøj, og så opvasken. Så var han igang med at læse i sine bøger, da jeg bestemte mig til at stå op.
Så spiste vi morgenmad alle 3, og snakkede om hvad dagen skulle bruges til, da vi har mange opgaver der ikke er løst endnu.
Så vi bestemte at det var dagen køleskabet skulle købes til Agape 3, samt alle sodavandene, da vi nu havde en ekstra mand til at bære.
Køleskabet og sodavandene er en gave fra Bodil og Knud, som vil bringe megen glæde og taknemlig i huset.
Vi kom afsted til midtbyen, da det er den eneste sted vi kan købe køleskab. Så det er en lang tur, samt at få den fragtet til hjemmet, er en proses i sig selv.
Vi fandt supermarkedet hvor vi også fandt fryseren vi kunne bruge, samt alle sodavandene.
vi fik læsset alle herlighederne, hvilket heller ikke er let her i Afrika, og kom afsted mod Agape 3, hvor det så skulle bæres de sidste 500 m, så det var godt Frank var med, da jeg havde mere end nok med sodavandene.
Det er ikke danske veje, og vi kan aldrig køre lige til døren, så der skal altid ekstra folk på.
da vi kom til Agape 3, gjorde de store øjne, da jeg ikke havde fortalt dem at de ville få et køleskag også, nu de også havde fået fjernsyn og dvd, men de blev så glade og dybt taknemmelige. De føler sig så elsket, af al den kærlighed der strømmer til dem. De var alle hjemme, også Faith og Kaith var kommet tilbage, og alle var raske, så det var mig en stor glæde.
Vi fik køleskabet instaleret, og sodavandene puttet ind, og gjorde klar til at nyde lidt lækkert for at fejre det. Det var bare så skønt at være smman med dem, der er rent og pænt, og Millie var igang med at undervise børnene fra Agape 1, som ikke skal i skole mer i år, da de trænger til rekreation, kærlighed og omsorg. Så jeg har købt bøger, blyanter og farver til dem, og Millie har været på den skole hvor de skal starte efter jul, for at kunne hjælpe dem til at blive klar til at følge de andre, da det er en meget bedre skole, og derfor også kræver noget mere.
Så det var dejligt at se, at hun var i fuld gang med at hjælpe børnene. Også Maddie , hun kan bare ikke få nok af skolearbejde, hun elsker at skrive og regne, 4 år, hvad siger i så.
Nå men vi hyggede os, og så skulle de se de billeder vi havde taget af dem den dag de fik gaverne og tøjet. De elsker altid at se billeder af dem selv. jeg havde taget computeren med,også for om der var nogen der ville sende en hilsen til deres sponsor i Danmark.
Så det var der to der gerne ville denne gang. Karen blev den første, men hun anede intet om computer, så hun skulle lige hjælpes igang, men var så lykkelig at få lov at prøve. Internettet ville selfølgelig ikke virke der, så vi måtte blive kreative i en fart. Så hilsnerne blev skrevet på word, og så gemte jeg dem, og lovede børnene at sende dem så snart jeg kom hjem, hvilket jeg selfølgelig gjorde.
Karen strålede som nogen sol, over at få lov at sende en hilsen til Lone og Per, og det på computer, hun har virkelig følt sig udenfor, derfor var det også godt at hun blev den første.
Hendes søster har prøvet der hvor Millie er blevet uddannet, da hun altid har haft hende med, men efterladt Karen.
Så det var en fryd at kunne gemme og sende den hilsen til Lone og Per som hun selv, helt og aldeles havde fattet, hun var så glad og stolt.
Så blev det Dorcas tur, men hun kunne selv, Så da så jeg tid til at gå ned og se det nye Agape 1, som Sulait og Ismar havde organiseret, vasket, og fået i system. Det var dejligt at se, at alt var rent og pænt, og der var system i det. Drengene var så glade for deres nye hjem, kun mangler vi stadig mama Ester, før de kan bo der fast.
Da vi var der, lev der hentet en af de store sodavand, for nu skulle det nye hjem invies, og det med sodavand i de nye glas jeg havde købt til dem.De havde også den nye saftevandskande på bordet, med rent vand. Der var så pænt, og rent. Gardinerne var kommet op, og verdenskortet, var på plads. Så vi havde en dejlig hyggestund der, hvor vi bad sammen, at Gud selv ville velsigne det nye hjem. Derefter gik vi tilbage til de andre, og Dorcas var færdig med sin hilsen. Vi fik det gemt, og samlet sammen på det vi skulle have med hjem, og så var det bedestund, og tak for idag.
Så var det hjem og få lavet lidt mad, og Frank sat igang igen med at lære at bruge en computer, hvilket jeg havde lovet ham, når jeg kom, og han kom hjem. Så det havde vi brugt hele fredag aften på, så han kunne få lidt fat i noget. Han morede sig dejligt, over at finde ud af nogle af de ting en computer kan. Han har ikke lejlighed til at komme nær en computer, og derfor totalt blank.Men han fik lært at sende mail, og så sætte et regnskab op, hvilket jeg synes er så nødvendigt for alle af dem, så de kan kontrolere deres penge, og ikke pengene kontrolere dem. Når de skriver alt ned, og ser det med egne øjne, får de en helt anden syn på at få noget ud af deres penge. Også Innocent sad tæt på os, og lyttede interesseret, og det er meget vigtigt, hvis de skal få noget ud af de penge de får, ellers suser de bare væk, til ingenting.
Så var det tid til tæpperne, og jeg var bare såååååå træt.
Tak for idag. Endnu en dejlig og begivenhedsrig dag var til ende,her i Kampala. Solveig
fredag den 7. oktober 2011
Fredag d. 7/10
Fredag morgen sov jeg længe. Innocent skulle i skole hele dage, så nu skulle jeg hvile ved computeren hele dagen.
Så jeg stod først op kl 1/2 10, det var bare dejligt med en lang nats hvil, å hvor jeg også trængte til det.
Så fik jeg lavet morgenmad, og spist. Derefter ringede jeg til Kirsten, men hun havde ikke fået et møde i stand, fordi hun havde været så syg. Det er som alle er syge denne gang.
Derefter ringede jeg til Faith, nu ville jeg have en forklaring.
Hun havde været på hospitalet med Kaith, da hun havde malarie, men nu var i bedring, og de ville komme tilbage til Agape 3 fredag. Ellers havde de det udmærket, men hun havde selfølgelig ikke været i skole, da hun havde boet ved en i nærheden af hospitalet.
Derefter var det computertid, og afslapning.
Så ringede min dreng Frank, ham der er i murelære, han har længtes efter at komme hjem og besøge mig, men der har ikke været tid. Han ville komme idag, omkring kl. 6, samtidig med at Innocent kommer fra skole, så nu skal der laves mad, til de kommer hjem begge to.
Det er faktisk koldt idag. Jeg sidder her på terassen i min flistrøje. Solen har ikke skinnet idag, men det har tordnet , lynet,og regnet.
Jeg sidder på terassen, for det er det eneste sted jeg kan regne med at internettet virker det meste af tiden.
Men nu må i have det så godt, alle der følger os. Jeg vil ønske en Guds velsignet weekend til jer alle. Nu må der laves mad, til drengene kommer hjem. Knus Solveig
Så jeg stod først op kl 1/2 10, det var bare dejligt med en lang nats hvil, å hvor jeg også trængte til det.
Så fik jeg lavet morgenmad, og spist. Derefter ringede jeg til Kirsten, men hun havde ikke fået et møde i stand, fordi hun havde været så syg. Det er som alle er syge denne gang.
Derefter ringede jeg til Faith, nu ville jeg have en forklaring.
Hun havde været på hospitalet med Kaith, da hun havde malarie, men nu var i bedring, og de ville komme tilbage til Agape 3 fredag. Ellers havde de det udmærket, men hun havde selfølgelig ikke været i skole, da hun havde boet ved en i nærheden af hospitalet.
Derefter var det computertid, og afslapning.
Så ringede min dreng Frank, ham der er i murelære, han har længtes efter at komme hjem og besøge mig, men der har ikke været tid. Han ville komme idag, omkring kl. 6, samtidig med at Innocent kommer fra skole, så nu skal der laves mad, til de kommer hjem begge to.
Det er faktisk koldt idag. Jeg sidder her på terassen i min flistrøje. Solen har ikke skinnet idag, men det har tordnet , lynet,og regnet.
Jeg sidder på terassen, for det er det eneste sted jeg kan regne med at internettet virker det meste af tiden.
Men nu må i have det så godt, alle der følger os. Jeg vil ønske en Guds velsignet weekend til jer alle. Nu må der laves mad, til drengene kommer hjem. Knus Solveig
tosdag d.6/10
Torsdag morgen kom, og nye opgaver ventede. Der er ikke tid til de store hvilepauser lige nu.
Nu var møblerne på plads i det nye Agape 1, så nu manglede vi bare mama Ester. Jeg havde ringet til hende, om onsdagen, og spurgt om hun var klar, og det sagde hun hun var.
Innocent havde snakket med hende om aftenen, hvor vi skulle samle hende op, for hun skulle komme os i møde.Så de havde aftalt en tid.
Så da vi havde spist, ventede opgaverne . Vi skulle igen ud for at købe talerkner, kopper, gryder, potter pander, håndklæder, sæbe, lamper,ja alt, da alt var total ødelagt i den forrige Agape 1. Så vi kørte til" Trust"den lille supermarked vi plejer, for at finde alle tingene.
Vi fik købt det mest nødvendige, pris 259,000 ugx, og så manglede vi et fyrtøj, som de kan lave mad på, samt gardiner og mad.
Vi havde bestemt os at mødes med mama Ester et sted, langt ud, kl.11, så ville hun være der. Så det arbejdede vi os frem imod. Da vi ankom, var hun der ikke. Innocent ringede til hende, hvorpå hun meddelte, at hun ikke kom, da der var en i familien der var død, og hun var taget afsted, for at være der, og at hun ikke ville komme tilbage de næste 3-4 dage. Hva gør man så....
Det er til at blive rasende over, ingen besked, og vi var kørt langt efter hende, og så stod vi her, uden mama, og var igen bremset, af disse afrikanske skikke, der ikke kender til respekt for 5 shilling.
Ja vi kunne køre tilbage, og så køre til Agape 3 med alle sagerne, og pakere dem der, og så se om hun kom. Men vi kan heller ikke lade børnene bo alene, så de er også nødt til at blive på Agape 3, til vi måske har en mama. Det er til at få spat af, en gang imellem.
Nå vi kom til Agape 3, og fik alle tingene slæbt det sidste stykke, da det ikke kan lade sig gøre at køre de sidste 500 m.der skal alt slæbes fra.
Da vi kom der var Millie og Faith der ikke,kun Dorcas som var syg, og så de små. Millie var taget afsted for at købe sæbe. Så vi ventede og ventede, for så til sidst at ringe til hende. Da var hun på hospitalet, da hun var syg.
Nå så kunne vi tage Sulait med os, for jeg havde bestemt, at nu skulle vi have set på den brok, der plagede ham. Faith var der ingen der vidste hvor var.
Vi kom afsted , Innocent, Sulait og mig, og så gik det mod hospitalet.
Vi fandt da også langt om længe, hvor vi skulle ind, og frem til det sted vi skulle begynde.
Så vi meddelte at vi ønskede at få kikket på Sulait. Så skulle vi vente, og der sad nok 25 og ventede i forvejen, så.......
Da vi havde ventet et stykke tid, jeg ved ikke hvorlænge, da det er som ur slår fra her i Afrika, når vi bliver sat i venteposion. men pludselig kom en mand og kaldte på os. Innocent og Sulait gik ind, og snakkede med dem. Innocent kom lidt efter, og sagde at det kostede 30,000 bare at få lov at snakke med en læge. Ok, så måtte det betales, og vi kunne vente igen.Efter lidt tid, kom manden og sagde, at vi ikke behøvede at sidde der og vente, da vi ikke kunne regne med at komme til før kl. 2, så vi kunne gå lidt omkring, hvis vi havde lyst. Jeg Takkede for oplysningen, så ville vi bruge de 1 1/2 time til noget andet.
Innocent foreslog, vi tog på Solovalo og fik noget at spise, og brugte tiden på noget fornuftigt. Det synes jeg var en fantastisk ide, det ville også blive en oplevelse til min lidt nervøse dreng Sulait. Han er ikke vant til at spise på hotel, så det var godt at bruge ventetiden der.
Så vi kørte derned, og fik dejlig mad, til stor oplevelse for Sulait. Godt for ham også at lære hvordan man geberder sig på hotel.
Da tiden var gået, kørte vi tilbage, og fandt vores plads på bænken, og ventede endnu 1/2 time, hvor Sulait heldigvis faldt i søvn, oven på den dejlige mad. Så kom manden, og viste os over på en helt anden afdeling, hvor Sulait skulle ind og tilses af en læge. Så ventede vi der.
Så endelig kom turen til os. En læge dukkede frem frem fra et rum, måske en opperationsstue, det er ikke let at se her hvad der hvad. Men han var en moden mand, der synes at have forstand på hvad han gjorde.
Da så Sulait kom ud igen, kunne lægen meddele at han behøvede en opperation, ellers ville han aldrig få det bedre, hvilket jeg havde regnet ud.
Han havde også lavet et stykke papir, med hvad det ca. ville koste, 800,000 UGX, da der ikke er gratis sygehuse her, som i Danmark. Det kom ikke bar på mig, da jeg allerede, havde kalkuleret med 1 mio, som jeg er nødt til at finde i min egen lomme, drengen trænger til hjælp.
Jeg spurgte lægen, hvornår de kunne foretage opperationen, og han sagde på tirsdag i næste uge, hvortil jeg svarede at det ville vi gerne.
Lægen sagde også, at hvis han blev i stor pine, mellem nu og tirsdag, måtte vi endelig ringe, for så skulle det gøres med det samme, det var i sidste minut.
Så kørte vi tilbage til Agape 3 igen, og da var Millie også kommet hjem igen. Sandelig om ikke der var en form for ro og orden, over det hele.Jeg spurgte hende hvor Faith var, da jeg ikke havde set hende de sidste 3 dage, men fik bare det svar, hun var et eller andet sted, det vidste hun ikke. Innocent vidste det heller ikke. Men nu var det nok, nu ville jeg finde ud af hvor hun var, måske trængte hun til hjælp, å altså Afrika.
Da vi så kom hjem om aftenen, sagde jeg til Innocent, at nu måtte jeg have Faiths nr. nu ville jeg ringe til hende, det var der tilsyneladende ikke nogen af de andre der havde tænkt sig.
Derefter var jeg total færdig, og sagde godnat kl. 1/2 8, og så ventede tæpperne. Godnat
Sommetider føler jeg mig som en hvid idiot, men det må man bare lære at leve med i kaldet, men det kan være hårdt.
Onsdag d. 5/10
Dagen oprandt, med dejlig fuglesang, solskin, og alle disse spisielle lyde af Afrika.
Innocent skulle i skole til kl. 1, og derefter skulle vi så i aktion igen.
Vi siger tit til hinanden, når vi kører afsted, at nu er Agape Child Care i aktion, og det er vi er dag, på den ene eller anden måde.
Da Innocent kom fra skole, og jeg havde spist, ringede jeg til politiet, at nu var vi klar, hvis de var klar. Det var de , hvis vi var der kl. 2, så ville de rige efter Mama Graice, så vi var tilstede begge to.Så det var et godt tegn, hvis de ville lytte.
Jeg havde haft en vidunderlig morgen, hvor Jesus havde givet mig, hvad jeg skulle sige, hvad jeg skulle forlange, og hvad jeg ønskede af Politiet. Så derfor var jeg fuldstændig rolig, og klar til hvad der måtte komme, og stolede på at Jesus og sanheden ville sejre.Jeg havde også bedt om, at jeg måtte kende, at vandre i Guds forudberedte gerninger.
Innocent var ikke glad, men han prøvede at skjule det, men det var ikke let for ham, da han aldrig havde troet dette muligt, at han frivillig kørte til en politistation.Jeg aner ikke hvad der sker i hans hoved, men det var heldigvis mig der var anklaget, og ikke ham.
Vi fandt da også stationen. Ja her kan jeg også lige fortælle, at det absolut ikke var en dansk politistation.Et lille lille hus, hvor fangerne var lige ved siden af dig, og du kunne se dem bag tremmerne i vinduet i døren. Og på gulvet, lige foran mine fødder lå en gammel kvinde og vred sig, og i et hjørne på gulvet sad to forskræmte kvinder, den ene med en lille baby. Så var der en bænk til to, hvor Innocent og mama Grais kunne sidde. Den var et lille bord, hvor der sad 2 betjente, en stol, hvor jeg kunne sidde. Lige foran mig sad endnu en mand, bag et lille bord, og så var huset stuvende fuldt.
Den ene betjent spurgte mig, om jeg kendte hende, og pegede på mama Graice, hvortil jeg svarede, ja det gjorde jeg. Så fortalte han hvad hun forlangte, som jeg vidste i forvejen.
Derefter spurgte jeg ham, om de var intereserede i at høre sagen fra min side. Det var de. Så fortalte jeg det hele fra begyndelsen, som Jesus havde sagt mig, og de lyttede virkelig meget intenst. jeg fortalte om vores arbejde, om vores forening, og hvad jeg havde lovet hende som farvel og tak, men som hun ikke ville tage imod.Det lev en lang forklaring, men det var sandheden, og jeg mærkede at de forstod og var på min side.
Så da vi kom til ende,prøvede de, om jeg ville give hende 500,000 ugx, og så få en ende på det, hvortil jeg svarede, nej og atter nej, løbet var kørt, jeg havde 2 gange budt hende 300,000 som hun havde afvist, så det løb var kørt.
De så lidt fortvivlet ud, vidste jeg havde ret, men vidste også at hun var helt i hampen. Så de prøvede igen, om jeg ville give hende 500,000, og så få en ende. Jeg sagde nej og atter nej.
Men jeg har et forslag. " givet af Jesus selv her til morgen" hvis i vil eskorte mig til Agape 1, og sørge for at døren som hun har låst, bliver lukket op, så vi kan få vore ting ud, og så skal i se den svinesti, som hun mener at skal have 2,9 mio tilgode for, og have budt børn, så ville jeg give hende 100,000, og det er mit sidste bud, så nu er det op til jer. Men hvis i vil hjælpe mig at få vore møbler til børnene ud, og få det afsluttet, ville jeg blive meget glad.Ellers er vi bare færdige, og jeg klappede i bordet, så de kunne forstå, at nu havde hun budt mig nok.
De kikkede på hinanden, og sagde så, ok, vi vil tage med jer til Agape 1, og hjælpe dig med hvad du ønsker. Tak sagde jeg, hun skal få de 100,000 når der er åbent, og vi har har hængelåsen i vores hænder, vi har aldrig ville snyde hende, det er bare ikke os, og sådant gør vi ikke i Danmark, og derfor heller ikke her.Det tiltalte politiet.
Så vi kom 5 mand, 2 politifolk, mama Graice, Innocent og mig, i vores gamle bil, ad nogle veje, vi absolut ikke kender i danmark, vi har ikke en markvej i så søjje stand. Så jeg sagde til Innocent, at han måtte køre forsigtig, for ellers overlevede vores bil ikke dette, og hvem skulle betale.
Så det gik stille ned ad vejen, og så kom vi da til Agape 1. Lidt mærkeligt at komme sammen med to betjente, og alle kikkede, men jeg var glad. Vi kom frem, og mama Graice gik ind for at hente nøglen til hængelåsen, og døren gik op.Jeg bad de to betjente gå ind først, for at se, hvor vi havde bjerget børnene ud fra, så de med egne øjne kunne se den svinesti, som hun mente sig berettiget til 2,9 mio for. De kom ud igen, og jeg takkede dem mange gange for deres hjælp. Mama Graice fik sine 100,000, mens de så på det. Derefter kunne vi betille tømre til at skille sengene ad. bestille en flyttebil til at fragte alle tingene til det nye Agape 1, og Agape 3, hvor pigerne skal være nu.
Jeg sagde til betjentene, om jeg måtte ringe igen, hvis der blev problemer, man kan aldrig vide med hende. Det kunne jeg bare gøre, og de ville være der med det samme.De hjalp os med at finde en tømmer, og så sagde vi farvel til dem, men lovede at ringe til dem, når alt var bragt til ende. Det lovede jeg.
Så fik vi travlt, og det blev en lang dag, uden mad og drikke. Men 1/2 8 om aftenen, var alle tingene flyttet på plads. jeg var så glad, træt og sulten, men det var der råd for.
For at det ikke sulle være løgn, så kom endelig den store dreng tilbage fra den landsby han var rendt til. Han var ikke kommet før, fordi han havde haft malarie, men nu var han der pludselig midt i alt dette flytteri.Han var i store smerter, da han har været plaget af brok, siden han var 5 år, ja måske fra fødslen, men der har aldrig været nogen der har haft råd til at hjælpe ham, han har kun fået piller til at tage smerterne. Men nu kunne han sove i en ny seng, efter at have fået et bad, i det nye Agape 1. Han var så glad. Brokken måtte vi tage senere, nu er det bare nok for idag. Dorcas er syg, Kait er syg, og Millie er begyndt at hænge med ørene. men ellers er alt bare skønt, vi kom til ende.
Kun mangler vi nu at betale, ejeren af Agape 1, for rengøring, maling, vindue der er smadret og jeg ved ikke hvad, men det må komme senere. jeg har sagt til ham, at jeg ikke render fra dette, det er ikke os, og han ved at han kan stole på mig, så det tager vi når Mama Graice er ude også.
Godnat, og tak for en fantastisk afslutning. Det onde som hun havde tænkt os, blev til gode for os på alle måder.
Den der graver en grav for andre, falder selv i den. Tak for i dag, Himmelske far, at du aldrig svigter dine børn. Solveig
Innocent skulle i skole til kl. 1, og derefter skulle vi så i aktion igen.
Vi siger tit til hinanden, når vi kører afsted, at nu er Agape Child Care i aktion, og det er vi er dag, på den ene eller anden måde.
Da Innocent kom fra skole, og jeg havde spist, ringede jeg til politiet, at nu var vi klar, hvis de var klar. Det var de , hvis vi var der kl. 2, så ville de rige efter Mama Graice, så vi var tilstede begge to.Så det var et godt tegn, hvis de ville lytte.
Jeg havde haft en vidunderlig morgen, hvor Jesus havde givet mig, hvad jeg skulle sige, hvad jeg skulle forlange, og hvad jeg ønskede af Politiet. Så derfor var jeg fuldstændig rolig, og klar til hvad der måtte komme, og stolede på at Jesus og sanheden ville sejre.Jeg havde også bedt om, at jeg måtte kende, at vandre i Guds forudberedte gerninger.
Innocent var ikke glad, men han prøvede at skjule det, men det var ikke let for ham, da han aldrig havde troet dette muligt, at han frivillig kørte til en politistation.Jeg aner ikke hvad der sker i hans hoved, men det var heldigvis mig der var anklaget, og ikke ham.
Vi fandt da også stationen. Ja her kan jeg også lige fortælle, at det absolut ikke var en dansk politistation.Et lille lille hus, hvor fangerne var lige ved siden af dig, og du kunne se dem bag tremmerne i vinduet i døren. Og på gulvet, lige foran mine fødder lå en gammel kvinde og vred sig, og i et hjørne på gulvet sad to forskræmte kvinder, den ene med en lille baby. Så var der en bænk til to, hvor Innocent og mama Grais kunne sidde. Den var et lille bord, hvor der sad 2 betjente, en stol, hvor jeg kunne sidde. Lige foran mig sad endnu en mand, bag et lille bord, og så var huset stuvende fuldt.
Den ene betjent spurgte mig, om jeg kendte hende, og pegede på mama Graice, hvortil jeg svarede, ja det gjorde jeg. Så fortalte han hvad hun forlangte, som jeg vidste i forvejen.
Derefter spurgte jeg ham, om de var intereserede i at høre sagen fra min side. Det var de. Så fortalte jeg det hele fra begyndelsen, som Jesus havde sagt mig, og de lyttede virkelig meget intenst. jeg fortalte om vores arbejde, om vores forening, og hvad jeg havde lovet hende som farvel og tak, men som hun ikke ville tage imod.Det lev en lang forklaring, men det var sandheden, og jeg mærkede at de forstod og var på min side.
Så da vi kom til ende,prøvede de, om jeg ville give hende 500,000 ugx, og så få en ende på det, hvortil jeg svarede, nej og atter nej, løbet var kørt, jeg havde 2 gange budt hende 300,000 som hun havde afvist, så det løb var kørt.
De så lidt fortvivlet ud, vidste jeg havde ret, men vidste også at hun var helt i hampen. Så de prøvede igen, om jeg ville give hende 500,000, og så få en ende. Jeg sagde nej og atter nej.
Men jeg har et forslag. " givet af Jesus selv her til morgen" hvis i vil eskorte mig til Agape 1, og sørge for at døren som hun har låst, bliver lukket op, så vi kan få vore ting ud, og så skal i se den svinesti, som hun mener at skal have 2,9 mio tilgode for, og have budt børn, så ville jeg give hende 100,000, og det er mit sidste bud, så nu er det op til jer. Men hvis i vil hjælpe mig at få vore møbler til børnene ud, og få det afsluttet, ville jeg blive meget glad.Ellers er vi bare færdige, og jeg klappede i bordet, så de kunne forstå, at nu havde hun budt mig nok.
De kikkede på hinanden, og sagde så, ok, vi vil tage med jer til Agape 1, og hjælpe dig med hvad du ønsker. Tak sagde jeg, hun skal få de 100,000 når der er åbent, og vi har har hængelåsen i vores hænder, vi har aldrig ville snyde hende, det er bare ikke os, og sådant gør vi ikke i Danmark, og derfor heller ikke her.Det tiltalte politiet.
Så vi kom 5 mand, 2 politifolk, mama Graice, Innocent og mig, i vores gamle bil, ad nogle veje, vi absolut ikke kender i danmark, vi har ikke en markvej i så søjje stand. Så jeg sagde til Innocent, at han måtte køre forsigtig, for ellers overlevede vores bil ikke dette, og hvem skulle betale.
Så det gik stille ned ad vejen, og så kom vi da til Agape 1. Lidt mærkeligt at komme sammen med to betjente, og alle kikkede, men jeg var glad. Vi kom frem, og mama Graice gik ind for at hente nøglen til hængelåsen, og døren gik op.Jeg bad de to betjente gå ind først, for at se, hvor vi havde bjerget børnene ud fra, så de med egne øjne kunne se den svinesti, som hun mente sig berettiget til 2,9 mio for. De kom ud igen, og jeg takkede dem mange gange for deres hjælp. Mama Graice fik sine 100,000, mens de så på det. Derefter kunne vi betille tømre til at skille sengene ad. bestille en flyttebil til at fragte alle tingene til det nye Agape 1, og Agape 3, hvor pigerne skal være nu.
Jeg sagde til betjentene, om jeg måtte ringe igen, hvis der blev problemer, man kan aldrig vide med hende. Det kunne jeg bare gøre, og de ville være der med det samme.De hjalp os med at finde en tømmer, og så sagde vi farvel til dem, men lovede at ringe til dem, når alt var bragt til ende. Det lovede jeg.
Så fik vi travlt, og det blev en lang dag, uden mad og drikke. Men 1/2 8 om aftenen, var alle tingene flyttet på plads. jeg var så glad, træt og sulten, men det var der råd for.
For at det ikke sulle være løgn, så kom endelig den store dreng tilbage fra den landsby han var rendt til. Han var ikke kommet før, fordi han havde haft malarie, men nu var han der pludselig midt i alt dette flytteri.Han var i store smerter, da han har været plaget af brok, siden han var 5 år, ja måske fra fødslen, men der har aldrig været nogen der har haft råd til at hjælpe ham, han har kun fået piller til at tage smerterne. Men nu kunne han sove i en ny seng, efter at have fået et bad, i det nye Agape 1. Han var så glad. Brokken måtte vi tage senere, nu er det bare nok for idag. Dorcas er syg, Kait er syg, og Millie er begyndt at hænge med ørene. men ellers er alt bare skønt, vi kom til ende.
Kun mangler vi nu at betale, ejeren af Agape 1, for rengøring, maling, vindue der er smadret og jeg ved ikke hvad, men det må komme senere. jeg har sagt til ham, at jeg ikke render fra dette, det er ikke os, og han ved at han kan stole på mig, så det tager vi når Mama Graice er ude også.
Godnat, og tak for en fantastisk afslutning. Det onde som hun havde tænkt os, blev til gode for os på alle måder.
Den der graver en grav for andre, falder selv i den. Tak for i dag, Himmelske far, at du aldrig svigter dine børn. Solveig
Tirsdag d.4/10 2011
Så kom endnu en ny dejlig dag, med solskin og varme.
En lidt mærkelig dag, da jeg følte jeg var sat skak mat af situationen i Agape 1, kunne ikke andet end vente, og så glæde mig over at børnen har det godt, og det er da bestemt ikke uvæsentlig. Børnene stortrives på Agape 3, og kommer sig dag for dag.
Men jeg havde bestemt at nu var det tide at komme videre med registreringen af Agape Child Care. Vi mangler to stemler, af 4, for at det kan blive gjort endelig færdig. Så nu måtte vi videre. Men det er lidt hårdt at skal slås på alle fronter altid. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som Innocent prøver at bremse, og det er hårdt at skulle træde op imod ham også hele tiden, men det må jeg gøre. Vil han hjælpe eller ikke, ellers må jeg finde en anden, jeg lader mig ikke bremse, nu skal vi videre.
Vi kom så afsted, og i løbet af 1/2 time, havde vi stemlet, vi havde ventet på 1/2 år eller mere, så nu gjalt det det sidste. Men også her var der modstand, og han skulle snakke med Fransis, og jeg ved ikke med sikkerhed hvad de snakkede om, men nu må jeg om ad Kirsten, den anden Dansker der er hernede, nu må vi se at blive færdige, så vi kan komme videre.
"På kommunekontoret hvor vi skulle have en stempel", er en oplevelse i sig selv. Vi skulle være parat til at vente i flere timer, sagde Innocent, men vi fik jo ikke stemplet, af ikke at begynde. Han ville ikke jeg skulle med, da det ikke var godt, og kunne blive dyrt, når de så en hvid, men denne gang insisterede jeg på, at ville være med, nu er det nok.
Vi kom dertil, fandt pladsen. Så skulle vi et sted hen for at købe en mappe, til at gemme alle kopierne i. Det fik vi så gjort, den kostede5,000 ugx, derefter skulle vi et sted hen for at have vore papier"vedtægter" kopieret. Vi kom derhen, men deres maskine var i stykker. Så måtte vi ud i byen, for at få kopieret, og så tilbage. Op på den første kontor igen, og fortælle lidt om vores arbejde, og så ud at vente. Men det var ikke lang tid, som jeg havde forberedt mig på, efter Innocent. 10 Minutter, og vi havde det tredie stempel, og skulle betale 13,000 ugx. Så det var sandelig til at overse, og pludselig var vi færdige.
Jeg mente så, lad os tage fat på den sidste stempel. Men Nej, Innocent skulle først ringe til Fransis, sagde han. Jeg sagde, kan vi ikke gøre det nu. Det gjorde han så, meget modvillig, jeg ved ikke hvorfor. Men han ringede, og de skulle snakkes igen torsdag, sagde han.
Så nu måtte vi igen vente.
Innocent skulle i skole fra 4-6, så jeg havde lidt tid til computeren.
Mens jeg sad der, ringede telefonen. Det var fra Politiet. Mama Grais, havde anmeldt mig/Agape Child Care, for ikke at have betalt hende sin løn i 3 år, og hun havde 2,9 mio, tilgode, som vi ikke ville betale hende, så nu var vi meldt. Jeg skulle komme til en samtale, så de kunne høre det fra min side.
Jeg sagde til dem, at det ville jeg komme, men at min chafør var i skole, og også skulle i skole i morgen til kl. 1, men derefter ville jeg ringe, og evt. komme, hvis det passede dem.
Det var en underlig fornemmelse, at blive anmeldt til politiet af en, som vi har hjulpet i 3 år, ja ikke alene hende, men hendes 2 børn.
Politiet her er så¨korupte, at de vist ikke er til at stole på, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Men også her, var bønnen vejen frem. Der er intet her der går uden bøn, så ville det hele være stoppet for længe siden.Jeg bad Jesus bane vejen, og gå foran. Han alene vidste, hvorfor dette var sket, men jeg bad også om at sanheden måtte sejre, og at politiet ville lytte og forstå.
Da Innocent kom hjem, fortalte jeg ham det, selv om jeg ikke var glad for det, da jeg vidste at han ville blive meget bange, det var da det sidste han ønskede, og han ville mene at det var min egen skyld, da jeg ikke bare betalte hende pengene. Han undskyldte på hele nationens vegne, at dette var hændt, det var ikke en god gerning at gøre til os, der kommer for at hjælpe nationen med børnene.Han var i chok, det var virkelig hårdt for ham, og han var bange.
Jeg hvilede fuldstændig i, at Jesus altid er i kontrol, også selv om det ser anderledes ud, og valgte, atville tro på at sandheden ville sejre.
Men jeg havde da aldrig troet at jeg skulle have noget med politiet at gøre. Man kan aldrig vide.
Der står i Biblen: At vil du fred, så vær forberedt på krig. For Gud ved at hans ærkefjende fører krig imod ham og hans, endnu, indtil hans tid er forbi.
Men der står også skrevet: Alle ting, samvirker tilgode for dem der elsker Gud. Så det forventede jeg, da jeg elsker Jesus af hele mit hjerte, og mit liv er totalt i hans hænder.
Men nu ville vi se i morgen hvad der kommer ud af det.
Endnu en begivenhedsrig dag var til ende, og der er ikke to der ens. Godnat. Solveig
En lidt mærkelig dag, da jeg følte jeg var sat skak mat af situationen i Agape 1, kunne ikke andet end vente, og så glæde mig over at børnen har det godt, og det er da bestemt ikke uvæsentlig. Børnene stortrives på Agape 3, og kommer sig dag for dag.
Men jeg havde bestemt at nu var det tide at komme videre med registreringen af Agape Child Care. Vi mangler to stemler, af 4, for at det kan blive gjort endelig færdig. Så nu måtte vi videre. Men det er lidt hårdt at skal slås på alle fronter altid. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som Innocent prøver at bremse, og det er hårdt at skulle træde op imod ham også hele tiden, men det må jeg gøre. Vil han hjælpe eller ikke, ellers må jeg finde en anden, jeg lader mig ikke bremse, nu skal vi videre.
Vi kom så afsted, og i løbet af 1/2 time, havde vi stemlet, vi havde ventet på 1/2 år eller mere, så nu gjalt det det sidste. Men også her var der modstand, og han skulle snakke med Fransis, og jeg ved ikke med sikkerhed hvad de snakkede om, men nu må jeg om ad Kirsten, den anden Dansker der er hernede, nu må vi se at blive færdige, så vi kan komme videre.
"På kommunekontoret hvor vi skulle have en stempel", er en oplevelse i sig selv. Vi skulle være parat til at vente i flere timer, sagde Innocent, men vi fik jo ikke stemplet, af ikke at begynde. Han ville ikke jeg skulle med, da det ikke var godt, og kunne blive dyrt, når de så en hvid, men denne gang insisterede jeg på, at ville være med, nu er det nok.
Vi kom dertil, fandt pladsen. Så skulle vi et sted hen for at købe en mappe, til at gemme alle kopierne i. Det fik vi så gjort, den kostede5,000 ugx, derefter skulle vi et sted hen for at have vore papier"vedtægter" kopieret. Vi kom derhen, men deres maskine var i stykker. Så måtte vi ud i byen, for at få kopieret, og så tilbage. Op på den første kontor igen, og fortælle lidt om vores arbejde, og så ud at vente. Men det var ikke lang tid, som jeg havde forberedt mig på, efter Innocent. 10 Minutter, og vi havde det tredie stempel, og skulle betale 13,000 ugx. Så det var sandelig til at overse, og pludselig var vi færdige.
Jeg mente så, lad os tage fat på den sidste stempel. Men Nej, Innocent skulle først ringe til Fransis, sagde han. Jeg sagde, kan vi ikke gøre det nu. Det gjorde han så, meget modvillig, jeg ved ikke hvorfor. Men han ringede, og de skulle snakkes igen torsdag, sagde han.
Så nu måtte vi igen vente.
Innocent skulle i skole fra 4-6, så jeg havde lidt tid til computeren.
Mens jeg sad der, ringede telefonen. Det var fra Politiet. Mama Grais, havde anmeldt mig/Agape Child Care, for ikke at have betalt hende sin løn i 3 år, og hun havde 2,9 mio, tilgode, som vi ikke ville betale hende, så nu var vi meldt. Jeg skulle komme til en samtale, så de kunne høre det fra min side.
Jeg sagde til dem, at det ville jeg komme, men at min chafør var i skole, og også skulle i skole i morgen til kl. 1, men derefter ville jeg ringe, og evt. komme, hvis det passede dem.
Det var en underlig fornemmelse, at blive anmeldt til politiet af en, som vi har hjulpet i 3 år, ja ikke alene hende, men hendes 2 børn.
Politiet her er så¨korupte, at de vist ikke er til at stole på, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Men også her, var bønnen vejen frem. Der er intet her der går uden bøn, så ville det hele være stoppet for længe siden.Jeg bad Jesus bane vejen, og gå foran. Han alene vidste, hvorfor dette var sket, men jeg bad også om at sanheden måtte sejre, og at politiet ville lytte og forstå.
Da Innocent kom hjem, fortalte jeg ham det, selv om jeg ikke var glad for det, da jeg vidste at han ville blive meget bange, det var da det sidste han ønskede, og han ville mene at det var min egen skyld, da jeg ikke bare betalte hende pengene. Han undskyldte på hele nationens vegne, at dette var hændt, det var ikke en god gerning at gøre til os, der kommer for at hjælpe nationen med børnene.Han var i chok, det var virkelig hårdt for ham, og han var bange.
Jeg hvilede fuldstændig i, at Jesus altid er i kontrol, også selv om det ser anderledes ud, og valgte, atville tro på at sandheden ville sejre.
Men jeg havde da aldrig troet at jeg skulle have noget med politiet at gøre. Man kan aldrig vide.
Der står i Biblen: At vil du fred, så vær forberedt på krig. For Gud ved at hans ærkefjende fører krig imod ham og hans, endnu, indtil hans tid er forbi.
Men der står også skrevet: Alle ting, samvirker tilgode for dem der elsker Gud. Så det forventede jeg, da jeg elsker Jesus af hele mit hjerte, og mit liv er totalt i hans hænder.
Men nu ville vi se i morgen hvad der kommer ud af det.
Endnu en begivenhedsrig dag var til ende, og der er ikke to der ens. Godnat. Solveig
tirsdag den 4. oktober 2011
Mandag d.3/10 2011
Så blev det mandag d. 3 okt. og jeg har et barnebarn der bliver 10 år, så jeg skal have sendt en hilsen hjem.
I dag skal der altså ses til bilen, der totalt er ved at rasle fra hinanden, og det er et Guds under at den ikke har bukket under for lang tid siden. Vi kører i den hver dag, og vejsystemet her er absolut ikke bilvenlig. Bedst som vi kører slalom selfølgelig mellem alle hullerne i astfalten, kan vi komme til et hul, vi kan næsten blive væk i. Trafikken er tæt som i en myretue, og jeg er Gud meget taknemlig hver gang vi kommer levende hjem, og at bilen også klarede dagen. Innocent prøver på bedste vis, at manurere igennem, og det er absolut ikke let. Der siges, at kan man køre bil her, kan man køre i hele verden, og jeg tror virkelig der er noget om det. Og så kører de i den forkerte side.
Men det er absolut ikke en bilvenlig by, ikke tale om.
Men altså, bilen skal på værksted, og Innocent er taget afsted. Den skal have nye forhjulslejre, og koblingen er gået, og så skal olien skiftes, og ellers skrues sammen alle vegne, inden vi taber det halve af bilen.
Jeg var på bloggen, og fik skrevet der, sendt mail hjem, og ordnet andre ting.
Fik også sendt en mail til Tina, som vi har fået en masse flot tøj af til vore piger, og hun skulle have nogle billeder af dem , så hun kan se det kommer i de rigtige hænder, og hvilken glæde det bringer.
Solen skinner, og jeg tror vi nærmen os de 30 grader, det er rigtigt varmt.
Jeg venter på at Innocent kommer hjem, for så skal vi ud på Agape 3, de trænger vist til pengene til mad, da de er mange munde nu, så de skal have pengene. 350,000 UGX til 1 måned. Millie skal have 150,000 ugx for det arbejde hun gør, hun tager sig virkelig af børnene, som en mor. Faith skulle have 50,000 ugx, til transport, til og fra skole, samt lidt privat.
Da vi kom derud, kom Ismar hjem fra skole, og hvor var det dejligt at se at Millie var i gang med aftensmaden, og samtidig lavede hun "tapati" en slags pandekager, så Ismar kunne få noget at spise og drikke så snart han kom hjem. Han kunne spise nu, men det kunne han ikke de første dage, da deres maver var holdt op med at spørge efter mad, det var i sidste øjeblik jeg kom herned. Hvor er jeg den levende Jesus taknemlig for, at vide lige akurat hvad der skal gøres, og hvordan situationenen er, han ser alt, og talte til mig, at det er nu, og det kan bare gå for langsomt.
Derfor var jeg nødt til at rejse sammen med Innocent, selv om jeg havde glædet mig vildt og inderligt til 14 dage alene, inden jeg skulle afsted. Men Gud så at det var nu, og det var NU.
Ismar fortalte også, at skolen ville sende ham hjem, hvis han ikke kom i sin skoleuniform inden onsdag, og den er låst inde med møblerne.
Vi havde en dejlig stund sammen med dem alle, og de fik pengene. Det er bare så skønt at se hvordan børnene bliver bedre og bedre, og begynder også at sige noget nu.
Der er kun Ismar der går i skole, de andre trænger til afstresning og ro, samt heling, og så skal de i en anden skole.
Rashid er en lille charmetrold, han plejede altid at være fuld af liv. Hvor det glædede mig at se igår, at han begynder at komme til sig selv igen, og det glade og skælmske blik begynder at komme tilbage, det har været totalt ulidelig for dem. Ikke så mærkelig at de var mere end parat til at følge med os, den første dag vi kom, godt de blev flyttet.
Vi skulle kl. 17,30 mødes med ejeren af Agape 1, og han ville sige til Mama Graice, at nu måtte hun betale, eller forlade hans hus,da vi ikke mere var dem der betalte.
Men hun ville hverken det ene eller det andet, og truede med både politi og kommune , hun ville have mindst 2,9 mio, for at låse op, og forlade huset.
Men hun kan intet gøre , og det er frygtelig at se på, for nu er hendes egne børn heller ikke i skole, de har ingen penge, ingen mad, ingenting, men at tage imod de 300,000 UGX som jeg ville give hende, til en ny begyndelse. Nej og atter nej.
Vi kunne intet gøre, men ejeren sagde, at nu havde hun til søndag, og hvis hun ikke var ude ville han komme med en fra kommunen der ville hjælpe at åbne døren til hans egen hus.
Innocent gav Graice endnu en chance, at hvis hun ringede før kl. 12 i morgen tirsdag, ville hun få de 300,000 ,men nej hun ville aldeles ikke.
Så vi kørte hjem igen, og jeg ringede til Millie, om hun ville sørge for at Ismar fik en ny skoleuniform i morgen , da drengen ikke skulle have flere problemer med det. Det kunne da løses for små penge, og det lovede hun at tage sig af.
Så var det sengetid, og endnu en dag var gået. Solveig
I dag skal der altså ses til bilen, der totalt er ved at rasle fra hinanden, og det er et Guds under at den ikke har bukket under for lang tid siden. Vi kører i den hver dag, og vejsystemet her er absolut ikke bilvenlig. Bedst som vi kører slalom selfølgelig mellem alle hullerne i astfalten, kan vi komme til et hul, vi kan næsten blive væk i. Trafikken er tæt som i en myretue, og jeg er Gud meget taknemlig hver gang vi kommer levende hjem, og at bilen også klarede dagen. Innocent prøver på bedste vis, at manurere igennem, og det er absolut ikke let. Der siges, at kan man køre bil her, kan man køre i hele verden, og jeg tror virkelig der er noget om det. Og så kører de i den forkerte side.
Men det er absolut ikke en bilvenlig by, ikke tale om.
Men altså, bilen skal på værksted, og Innocent er taget afsted. Den skal have nye forhjulslejre, og koblingen er gået, og så skal olien skiftes, og ellers skrues sammen alle vegne, inden vi taber det halve af bilen.
Jeg var på bloggen, og fik skrevet der, sendt mail hjem, og ordnet andre ting.
Fik også sendt en mail til Tina, som vi har fået en masse flot tøj af til vore piger, og hun skulle have nogle billeder af dem , så hun kan se det kommer i de rigtige hænder, og hvilken glæde det bringer.
Solen skinner, og jeg tror vi nærmen os de 30 grader, det er rigtigt varmt.
Jeg venter på at Innocent kommer hjem, for så skal vi ud på Agape 3, de trænger vist til pengene til mad, da de er mange munde nu, så de skal have pengene. 350,000 UGX til 1 måned. Millie skal have 150,000 ugx for det arbejde hun gør, hun tager sig virkelig af børnene, som en mor. Faith skulle have 50,000 ugx, til transport, til og fra skole, samt lidt privat.
Da vi kom derud, kom Ismar hjem fra skole, og hvor var det dejligt at se at Millie var i gang med aftensmaden, og samtidig lavede hun "tapati" en slags pandekager, så Ismar kunne få noget at spise og drikke så snart han kom hjem. Han kunne spise nu, men det kunne han ikke de første dage, da deres maver var holdt op med at spørge efter mad, det var i sidste øjeblik jeg kom herned. Hvor er jeg den levende Jesus taknemlig for, at vide lige akurat hvad der skal gøres, og hvordan situationenen er, han ser alt, og talte til mig, at det er nu, og det kan bare gå for langsomt.
Derfor var jeg nødt til at rejse sammen med Innocent, selv om jeg havde glædet mig vildt og inderligt til 14 dage alene, inden jeg skulle afsted. Men Gud så at det var nu, og det var NU.
Ismar fortalte også, at skolen ville sende ham hjem, hvis han ikke kom i sin skoleuniform inden onsdag, og den er låst inde med møblerne.
Vi havde en dejlig stund sammen med dem alle, og de fik pengene. Det er bare så skønt at se hvordan børnene bliver bedre og bedre, og begynder også at sige noget nu.
Der er kun Ismar der går i skole, de andre trænger til afstresning og ro, samt heling, og så skal de i en anden skole.
Rashid er en lille charmetrold, han plejede altid at være fuld af liv. Hvor det glædede mig at se igår, at han begynder at komme til sig selv igen, og det glade og skælmske blik begynder at komme tilbage, det har været totalt ulidelig for dem. Ikke så mærkelig at de var mere end parat til at følge med os, den første dag vi kom, godt de blev flyttet.
Vi skulle kl. 17,30 mødes med ejeren af Agape 1, og han ville sige til Mama Graice, at nu måtte hun betale, eller forlade hans hus,da vi ikke mere var dem der betalte.
Men hun ville hverken det ene eller det andet, og truede med både politi og kommune , hun ville have mindst 2,9 mio, for at låse op, og forlade huset.
Men hun kan intet gøre , og det er frygtelig at se på, for nu er hendes egne børn heller ikke i skole, de har ingen penge, ingen mad, ingenting, men at tage imod de 300,000 UGX som jeg ville give hende, til en ny begyndelse. Nej og atter nej.
Vi kunne intet gøre, men ejeren sagde, at nu havde hun til søndag, og hvis hun ikke var ude ville han komme med en fra kommunen der ville hjælpe at åbne døren til hans egen hus.
Innocent gav Graice endnu en chance, at hvis hun ringede før kl. 12 i morgen tirsdag, ville hun få de 300,000 ,men nej hun ville aldeles ikke.
Så vi kørte hjem igen, og jeg ringede til Millie, om hun ville sørge for at Ismar fik en ny skoleuniform i morgen , da drengen ikke skulle have flere problemer med det. Det kunne da løses for små penge, og det lovede hun at tage sig af.
Så var det sengetid, og endnu en dag var gået. Solveig
mandag den 3. oktober 2011
Søndag aften, i Afrika
Jeg fik den ide, at prøve at fortælle- male et billede af Afrika ved aften.
Jeg sidder og nyder det på terassen. Strømen er selfølgelig gået, så jeg sidder endnu i mørke, og bare lytter og suger, til den sorte Afrikanske aften.Kl. er ca. 1/2 9
Jeg kikker op på himmelen, hvor skyerne truer med regn. Jeg sidder her i varmen, ca. 24-26 og ser op under palmerne, mangotræerne, og kan lige ane deres frugter, samt bananklaser fra palmerne. Fra palmerne hænger også stor frøstande i alle farver, som kæmpestore parykker. Stuebirken er her store træer, yogopalmerne ligeså. Bukenvillerne i alle farver pryder hegnet til vores hus, og alle buskene her i haven er Hibiskus, og andre stueplanter derhjemme. Duften af Afrika er så spisielt, og så alle de lyde, fra spisielle fugle, og dyr, det er slet ikke til at blive færdig med at indsuge alt, virkelig spisielt
Jeg sidder ganske stille, og lytter til sikaderne der synger alle veje, jeg elsker den lyd, og pludselig ser jeg et firben på va 10-12 cm ,løbe forskrækket på muren lige ved siden hvor jeg sidder, og samtidigt pusler det i buskene, og der kommer andre farvestråelde dyr ud, men de løber forskrækket væk, da de mærker at de ikke er alene.
Jeg kan sidde sådan i timevis, og bare insnuse Afrika, med alle den spisielle lyde og lugte. Lugte af varm jord, støv, affald, røg fra plastik og affald, en meget spisiel sammenblanding, som er duften af Afrika. Jeg tænker på" Mit Afrika", som Karen Blixen skildrede. Jeg tænker hun har siddet på samme måde som mig nu, på sin terasse.
I nobolaget kan jeg høre musik, og Innocent fortæller at det er et før bryllupsgilde.Det er stadig sådant, at før en datter skal giftes væk, holdes der et gilde der er større en selve brylluppet, hvor hele den kommende mands familie kommer med gaver i stor stil, til pigens familie, for på den måde at købe og betale for pigen. Det kan være en ko, en ged, et fjernsyn, et køleskab, høns, ja måske en bil. Når så selve bryllupet findes sted, som en lille fest, føres pigen til mandens hjem, næsten som slave, da hun jo er betalt i dyre domme, og så bare har at makke ret. Hun skal føde børn, passe hus og mand, og hendes frihed er totalt slut. Det er sådant et gilde de holder i nobolaget, og Innocent kommer ud og skutter sig, han kan ikke lide den måde, det er så frygtelig. De er ikke kristne, kan han høre på musikken, og skutter sig igen, uha, det vil han aldrig være med til, det er simelpthen en handel.
Et andet sted kan jeg høre nogle synge, jeg tror der også er et kristent møde et sted, og det er muligvis udendørs. Da alting er meget meget lydt her, kan man bare næsten ikke blive færdig med at indsnuse Afrika, med alle dens dufte, lyde dyr så farverige, så hele paletten er i brug.
Jeg håber at du kan få et lille billede af hvodan Afrika lugter og føles ved aften. Klokken er nu elleve, og det er tid at komme i seng.Godnat Afrika, godnat til enhver der følger. Solveig
Jeg sidder og nyder det på terassen. Strømen er selfølgelig gået, så jeg sidder endnu i mørke, og bare lytter og suger, til den sorte Afrikanske aften.Kl. er ca. 1/2 9
Jeg kikker op på himmelen, hvor skyerne truer med regn. Jeg sidder her i varmen, ca. 24-26 og ser op under palmerne, mangotræerne, og kan lige ane deres frugter, samt bananklaser fra palmerne. Fra palmerne hænger også stor frøstande i alle farver, som kæmpestore parykker. Stuebirken er her store træer, yogopalmerne ligeså. Bukenvillerne i alle farver pryder hegnet til vores hus, og alle buskene her i haven er Hibiskus, og andre stueplanter derhjemme. Duften af Afrika er så spisielt, og så alle de lyde, fra spisielle fugle, og dyr, det er slet ikke til at blive færdig med at indsuge alt, virkelig spisielt
Jeg sidder ganske stille, og lytter til sikaderne der synger alle veje, jeg elsker den lyd, og pludselig ser jeg et firben på va 10-12 cm ,løbe forskrækket på muren lige ved siden hvor jeg sidder, og samtidigt pusler det i buskene, og der kommer andre farvestråelde dyr ud, men de løber forskrækket væk, da de mærker at de ikke er alene.
Jeg kan sidde sådan i timevis, og bare insnuse Afrika, med alle den spisielle lyde og lugte. Lugte af varm jord, støv, affald, røg fra plastik og affald, en meget spisiel sammenblanding, som er duften af Afrika. Jeg tænker på" Mit Afrika", som Karen Blixen skildrede. Jeg tænker hun har siddet på samme måde som mig nu, på sin terasse.
I nobolaget kan jeg høre musik, og Innocent fortæller at det er et før bryllupsgilde.Det er stadig sådant, at før en datter skal giftes væk, holdes der et gilde der er større en selve brylluppet, hvor hele den kommende mands familie kommer med gaver i stor stil, til pigens familie, for på den måde at købe og betale for pigen. Det kan være en ko, en ged, et fjernsyn, et køleskab, høns, ja måske en bil. Når så selve bryllupet findes sted, som en lille fest, føres pigen til mandens hjem, næsten som slave, da hun jo er betalt i dyre domme, og så bare har at makke ret. Hun skal føde børn, passe hus og mand, og hendes frihed er totalt slut. Det er sådant et gilde de holder i nobolaget, og Innocent kommer ud og skutter sig, han kan ikke lide den måde, det er så frygtelig. De er ikke kristne, kan han høre på musikken, og skutter sig igen, uha, det vil han aldrig være med til, det er simelpthen en handel.
Et andet sted kan jeg høre nogle synge, jeg tror der også er et kristent møde et sted, og det er muligvis udendørs. Da alting er meget meget lydt her, kan man bare næsten ikke blive færdig med at indsnuse Afrika, med alle dens dufte, lyde dyr så farverige, så hele paletten er i brug.
Jeg håber at du kan få et lille billede af hvodan Afrika lugter og føles ved aften. Klokken er nu elleve, og det er tid at komme i seng.Godnat Afrika, godnat til enhver der følger. Solveig
søndag den 2. oktober 2011
Søndag d. 2/10 2011
Jeg sidder nu her på terassen, og nyder det gode vejr. Det har lige regnet, så det er vældig frisk.
Vi er næsten lige kommet hjem fra Kirke, Innocent tog afsted til Gudstjenesten kl. 9, men jeg ville vente, havde brug for at være alene. da jeg så bestemte mig til at gå kl. 10,30, mødte jeg vore to venner fra England, som bor ovenpå i 2 1/2 måned. De er på jordomrejse et år, og skal være her i 2 mdr. endnu. De er også kristne, og tager hver dag ud i slummen, for at undervise børnene der, og gøre noget for dem. Det var første gang at de ville gå i Mirakelcentret, og havde været på vej, men var nu på vej tilbage, da de ikke kunne finde det. Der mødte jeg dem så, og vi fulgtes ad.
Da jeg kom hjem, havde David, ejeren af Agape 1 ringet til Innocent. Han havde været ude, for at tale med Mama Graice, flere gange, men hun var der ikke. Så nu havde han skrevet en besked til hende, som naboerne ville give hende. Han ville komme i morgen mandag, ud for at snakke med hende, og han syntes at vi skulle mødes derude kl 17,30, så det vil vi gøre, og så se om det kan hjælpe.
Ellers ligger det hele lidt stille, og der bliver tid at slappe af, med at vaske vinduer, gulve og skrubbe terasse. Der er også lidt der skal ordnes i vaskeriet" gnubbe", og der skal altid laves mad.
Der skulle også lige hæves penge til at betale husleje. Og selfølgelig var automaten ude af drift, så vi var nødt til at køre langt, for at få hævet, og derefter betalt husleje.
Jeg ser på internettet at det er næsten sommerlig i Danmark, så jeg håber virkelig at i nyder det derhjemme. Herfra de kærligste hilsner Solveig
Vi er næsten lige kommet hjem fra Kirke, Innocent tog afsted til Gudstjenesten kl. 9, men jeg ville vente, havde brug for at være alene. da jeg så bestemte mig til at gå kl. 10,30, mødte jeg vore to venner fra England, som bor ovenpå i 2 1/2 måned. De er på jordomrejse et år, og skal være her i 2 mdr. endnu. De er også kristne, og tager hver dag ud i slummen, for at undervise børnene der, og gøre noget for dem. Det var første gang at de ville gå i Mirakelcentret, og havde været på vej, men var nu på vej tilbage, da de ikke kunne finde det. Der mødte jeg dem så, og vi fulgtes ad.
Da jeg kom hjem, havde David, ejeren af Agape 1 ringet til Innocent. Han havde været ude, for at tale med Mama Graice, flere gange, men hun var der ikke. Så nu havde han skrevet en besked til hende, som naboerne ville give hende. Han ville komme i morgen mandag, ud for at snakke med hende, og han syntes at vi skulle mødes derude kl 17,30, så det vil vi gøre, og så se om det kan hjælpe.
Ellers ligger det hele lidt stille, og der bliver tid at slappe af, med at vaske vinduer, gulve og skrubbe terasse. Der er også lidt der skal ordnes i vaskeriet" gnubbe", og der skal altid laves mad.
Der skulle også lige hæves penge til at betale husleje. Og selfølgelig var automaten ude af drift, så vi var nødt til at køre langt, for at få hævet, og derefter betalt husleje.
Jeg ser på internettet at det er næsten sommerlig i Danmark, så jeg håber virkelig at i nyder det derhjemme. Herfra de kærligste hilsner Solveig
fredag den 30. september 2011
Torsdag d. 29/9 2011
Så kom dagen, selfølgelig med dejlig solskin, og masser af Afrikanske lyde og fuglesang.
Jeg havde bestemt, at nu skulle møblerne hentes fra Agape 1, og bringes til det nye Agape 1.
Vi fik hentet en mand der kunne skille sengene ad, da de ikke kunne komme ud af døren uden at blive skilt ad. Skal vi have hjælp fra nogen, skal de altid hentes og bringes, det er jeg ved at være vant til, men hvem skal lægge bil, bensin og chafør til.
Nå men vi kom derud. Det første vi så, at der var sat en stor hængelås på det værelse hvor vores møbler var, så vi ikke kunne komme ind efter dem. Graice var ikke hjemme, men Kelvin, hendes søn var. Jeg spurgte hvor hun var, og han sagde at hun var i skolen, Antioch. Jeg spurgte om han ville løbe efter hende, da jeg gerne ville tale med hende.
Hun kom forbavsende hurtigt, efter hvad hun plejer. Jeg spurgte hvem der havde sat den hængelås på døren ind til vore møbler. Det havde hun, og når hun fik de penge hun mente at tilkomme, ville hun åbne. Jeg sagde at hun skulle få de penge som jeg lovet hende, når hun havde lukket op, men nej det var ikke nok, hun ville have meget mere. Den kvinde kan ikke få så mange penge, at det er nok, det har jeg fundet ud af. Det vil aldrig være nok. Jeg spurgte en gang mere, men nej. Så sagde jeg at vi ville gå til Steven, nu måtte han hjælpe. Han var ikke hjemme, ikke på skolen, og tog ikke telefonen. Hun fulgte os lige i hælene.
Jeg sagde at vi ville køre hjem igen, og få manden afleveret igen, der måtte findes en ny vej. jeg ville aldrig give hende de 300,000 som jeg havde lovet hende, før hun havde lukket op, for så var pengene bare spildt, hun ville have mio.Så vi kørte hjem.
Innocent var bange, både for kvinden og mig, vidste ikke rigtigt hvad der kunne komme til at ske.
Da vi havde været hjemme lidt, ringede jeg til ejeren af Agape 1, for at fortælle at vi ikke ønskede huset mere, og hvorfor, måske han kunne hjælpe,og måske kunne det blive vejen ud af dette problem.
Han er en mand der forstår ting, så han syntes vi skulle mødes derude kl. 5, hvilket jeg synes var en god ide.
Da vi så mødtes, var han der som altid til tiden. Et virkeligt tilfælde her i Afrika. Han havde været oppe ved huset, og der var låst over det hele, og ingen mennesker.
Men han ville se hvad han kunne gøre. Nu ville han sige til hende at, hun skulle betale husleje på lørdag, og hvis ikke hun gør det, ville hun blive smidt ud, da vi havde sagt op.
Hvis hun ikke betaler, og ikke vil lukke op, vil han kontakte en lokalformand, der så har at hjælpe ham til at komme ind i sit eget hus. Så lad os se.
Derefter kørte vi om på Agape 3, for at fortælle dem, at der ville gå lidt længere tid, inden drengene kunne flyttes. Jeg var også kommet i tanker om at de skulle have lidt flere penge til mad, da det er sidst på måneden, og de har 4 munde mere at mætte, og de er meget sultne.
Mens vi sad der og snakkede, ringede Millies tlf. Det varKarens lærer, der meddelte at Karen var på vej til hospitalet fra skolen, hun havde fået et anfald, da hun har astma, og var i coma.
Så det gik meget stærkt med at komme ud af døren, og afsted gik det mod hospitalet.
Der var langt, og det af veje, der ikke kan kaldes en markvej. Men vi kom da frem, og fik pakeret. Og lige på det tidspunkt, kom de bærende med Karen, 4 mand stærk, og hun var stiv som en pind, og trak ikke vejret. Hun skulle flyttes til en anden afdeling, og det foregik altså tværs over gårdspladsen.
Millie løb selfølgelig efter dem, og Innocent også. Jeg gik i bøn, og bad af hele mit hjerte at hun ville komme tilbage til livet igen, hun er sådan en vidunderlig pige.
Efter lidt tid kom Innocent tilbage, og fortalte at hun stadig ikke trak vejret. Så bad jeg igen, Jesus hjælp os også her, det er altsammen ved at være nok, og jeg var virkelig træt af al den besvær, og så dette, hvor en af vore dejlige børn svæver mellem liv og død.
Jeg tænkte også på, hvad mon dette kom til at koste, da det ikke er gratis her at blive syg, men det måtte komme i anden række.
Mens jeg sad der og ventede, Innocent var gået igen, ringede telefonen. Det var Sulait.
Han var også syg af malarie, samtidig at at havde det andet problem, som nok behøvede en opperation. Han var ikke komme tilbage til Kampala, fra hvor han var, fordi han var syg, han var nu på en klinik. Dem har de mange af, da malarie er en udbredt problem til dem alle her.
Men jeg sagde til ham at jeg ikke kunne hjælpe ham så lang tid han var der, han måtte komme til Kampala først. Også for at se hvor jeg har ham.
Så efter at have ventet i 2-3 timer kom de så ud med karen igen, hun var kommet ud af coma, og skulle hjem igen. Hun var meget meget slap, men hun var da i live. Hun skulle også have som medisin, og hvem måtte betale. Men dejligt at hun igen var på benene. Så kørte vi igen af den lange sølle vej tilbage til Agape 3, og fik dem ind i god behold.Tak himmelske far, for din omsorg.
Så skulle vi selv hjem. Og om aftenen er der tyk af mennesker, og de er lige så sorte som natten, alt er bælgmørkt, så jeg hader at køre ude om natten i vores gamle bil, da vi før har fået motortstop, i områder der er overhovedet ingen lys, men fyldt med mange ikke gode mennesker.
Men hjem skulle vi, og vi var også hundesulten, havde ikke fået at spise siden i morges, og nu var klokken 9. Jeg foreslog at vi kørte et sted hen og fik noget i en fart, og så hjem i seng.
Da vi kom til spisestedet, havde de bare lidt ris og bønner tilbage, så det blev det, og det var da mad. Så det sidste stykke hjem, og bare på hovedet i seng. Sikke en dag, men skønt at Guds omsorg havde beskyttes os alle, og at vi kan gå i seng. Tak himmelske far. God nat. Solveig
Jeg havde bestemt, at nu skulle møblerne hentes fra Agape 1, og bringes til det nye Agape 1.
Vi fik hentet en mand der kunne skille sengene ad, da de ikke kunne komme ud af døren uden at blive skilt ad. Skal vi have hjælp fra nogen, skal de altid hentes og bringes, det er jeg ved at være vant til, men hvem skal lægge bil, bensin og chafør til.
Nå men vi kom derud. Det første vi så, at der var sat en stor hængelås på det værelse hvor vores møbler var, så vi ikke kunne komme ind efter dem. Graice var ikke hjemme, men Kelvin, hendes søn var. Jeg spurgte hvor hun var, og han sagde at hun var i skolen, Antioch. Jeg spurgte om han ville løbe efter hende, da jeg gerne ville tale med hende.
Hun kom forbavsende hurtigt, efter hvad hun plejer. Jeg spurgte hvem der havde sat den hængelås på døren ind til vore møbler. Det havde hun, og når hun fik de penge hun mente at tilkomme, ville hun åbne. Jeg sagde at hun skulle få de penge som jeg lovet hende, når hun havde lukket op, men nej det var ikke nok, hun ville have meget mere. Den kvinde kan ikke få så mange penge, at det er nok, det har jeg fundet ud af. Det vil aldrig være nok. Jeg spurgte en gang mere, men nej. Så sagde jeg at vi ville gå til Steven, nu måtte han hjælpe. Han var ikke hjemme, ikke på skolen, og tog ikke telefonen. Hun fulgte os lige i hælene.
Jeg sagde at vi ville køre hjem igen, og få manden afleveret igen, der måtte findes en ny vej. jeg ville aldrig give hende de 300,000 som jeg havde lovet hende, før hun havde lukket op, for så var pengene bare spildt, hun ville have mio.Så vi kørte hjem.
Innocent var bange, både for kvinden og mig, vidste ikke rigtigt hvad der kunne komme til at ske.
Da vi havde været hjemme lidt, ringede jeg til ejeren af Agape 1, for at fortælle at vi ikke ønskede huset mere, og hvorfor, måske han kunne hjælpe,og måske kunne det blive vejen ud af dette problem.
Han er en mand der forstår ting, så han syntes vi skulle mødes derude kl. 5, hvilket jeg synes var en god ide.
Da vi så mødtes, var han der som altid til tiden. Et virkeligt tilfælde her i Afrika. Han havde været oppe ved huset, og der var låst over det hele, og ingen mennesker.
Men han ville se hvad han kunne gøre. Nu ville han sige til hende at, hun skulle betale husleje på lørdag, og hvis ikke hun gør det, ville hun blive smidt ud, da vi havde sagt op.
Hvis hun ikke betaler, og ikke vil lukke op, vil han kontakte en lokalformand, der så har at hjælpe ham til at komme ind i sit eget hus. Så lad os se.
Derefter kørte vi om på Agape 3, for at fortælle dem, at der ville gå lidt længere tid, inden drengene kunne flyttes. Jeg var også kommet i tanker om at de skulle have lidt flere penge til mad, da det er sidst på måneden, og de har 4 munde mere at mætte, og de er meget sultne.
Mens vi sad der og snakkede, ringede Millies tlf. Det varKarens lærer, der meddelte at Karen var på vej til hospitalet fra skolen, hun havde fået et anfald, da hun har astma, og var i coma.
Så det gik meget stærkt med at komme ud af døren, og afsted gik det mod hospitalet.
Der var langt, og det af veje, der ikke kan kaldes en markvej. Men vi kom da frem, og fik pakeret. Og lige på det tidspunkt, kom de bærende med Karen, 4 mand stærk, og hun var stiv som en pind, og trak ikke vejret. Hun skulle flyttes til en anden afdeling, og det foregik altså tværs over gårdspladsen.
Millie løb selfølgelig efter dem, og Innocent også. Jeg gik i bøn, og bad af hele mit hjerte at hun ville komme tilbage til livet igen, hun er sådan en vidunderlig pige.
Efter lidt tid kom Innocent tilbage, og fortalte at hun stadig ikke trak vejret. Så bad jeg igen, Jesus hjælp os også her, det er altsammen ved at være nok, og jeg var virkelig træt af al den besvær, og så dette, hvor en af vore dejlige børn svæver mellem liv og død.
Jeg tænkte også på, hvad mon dette kom til at koste, da det ikke er gratis her at blive syg, men det måtte komme i anden række.
Mens jeg sad der og ventede, Innocent var gået igen, ringede telefonen. Det var Sulait.
Han var også syg af malarie, samtidig at at havde det andet problem, som nok behøvede en opperation. Han var ikke komme tilbage til Kampala, fra hvor han var, fordi han var syg, han var nu på en klinik. Dem har de mange af, da malarie er en udbredt problem til dem alle her.
Men jeg sagde til ham at jeg ikke kunne hjælpe ham så lang tid han var der, han måtte komme til Kampala først. Også for at se hvor jeg har ham.
Så efter at have ventet i 2-3 timer kom de så ud med karen igen, hun var kommet ud af coma, og skulle hjem igen. Hun var meget meget slap, men hun var da i live. Hun skulle også have som medisin, og hvem måtte betale. Men dejligt at hun igen var på benene. Så kørte vi igen af den lange sølle vej tilbage til Agape 3, og fik dem ind i god behold.Tak himmelske far, for din omsorg.
Så skulle vi selv hjem. Og om aftenen er der tyk af mennesker, og de er lige så sorte som natten, alt er bælgmørkt, så jeg hader at køre ude om natten i vores gamle bil, da vi før har fået motortstop, i områder der er overhovedet ingen lys, men fyldt med mange ikke gode mennesker.
Men hjem skulle vi, og vi var også hundesulten, havde ikke fået at spise siden i morges, og nu var klokken 9. Jeg foreslog at vi kørte et sted hen og fik noget i en fart, og så hjem i seng.
Da vi kom til spisestedet, havde de bare lidt ris og bønner tilbage, så det blev det, og det var da mad. Så det sidste stykke hjem, og bare på hovedet i seng. Sikke en dag, men skønt at Guds omsorg havde beskyttes os alle, og at vi kan gå i seng. Tak himmelske far. God nat. Solveig
torsdag den 29. september 2011
Onsdag d. 27/9
Først skulle jeg altså nu en tur i vaskeriet gnubbe. Jeg havde ikke mere rent tøj, så nu gik den ikke længere.
Innocent var i skole, for at betale 375,000 ugx i skolepenge, men de er ikke engang færdig med at lave skoleskeme endnu, efter i måned, siden den nye termin startede.
Så skulle vi ud på Agape 3, med tøj til Rashid og Ismar, da de ikke havde noget, og jeg ikke havde noget med den første dag, da jeg ikke vidste at de også skulle flytte.
Jeg havde fundet noget til dem, så de har rent tøj, så længe de skal være der, siden skal de have mere.
Det er en glæde at komme der hver gang vi kommer, det er et dejligt hjem.
Derefter var vi nede at betale det sidste på huset, så det kunne blive malet, og klar til indflytning, hurtigst mulig.
Så fik Millie 50,000 ugx, til det sidste småting de 4 børn manglede.Hun ville købe det til dem.
Så var det bare at vente, og se hvordan det ville flaske sig. Ha det godt Solveig
Innocent var i skole, for at betale 375,000 ugx i skolepenge, men de er ikke engang færdig med at lave skoleskeme endnu, efter i måned, siden den nye termin startede.
Så skulle vi ud på Agape 3, med tøj til Rashid og Ismar, da de ikke havde noget, og jeg ikke havde noget med den første dag, da jeg ikke vidste at de også skulle flytte.
Jeg havde fundet noget til dem, så de har rent tøj, så længe de skal være der, siden skal de have mere.
Det er en glæde at komme der hver gang vi kommer, det er et dejligt hjem.
Derefter var vi nede at betale det sidste på huset, så det kunne blive malet, og klar til indflytning, hurtigst mulig.
Så fik Millie 50,000 ugx, til det sidste småting de 4 børn manglede.Hun ville købe det til dem.
Så var det bare at vente, og se hvordan det ville flaske sig. Ha det godt Solveig
Tirsdag
Tirsdag var en meget stille dag, da jeg var godt træt af Afrikaner.Men det kan jo ikke hjælpe, vi må videre. Så vi kørte ud for at hente de sidste madrasser,og fik også dem leveret på Agape 3. De kan snart ikke være nogen steder for inventar.
Vi fik købt lidt mad, og kom hjem. Selfølgelig ingen el, men der var da lidt internet. Der er virkelig stor forskel på Danmark og Uganda.
Jeg skulle også finde ud af om vi ville have huset, hvor vi skulle starte det nye Agape 1, nu måtte afgørelsen falde.Skal- skal ikke. Uha hvor er der mange ting at tage stilling til hele tiden, men det er jo mit arbejde. Solveig
Vi fik købt lidt mad, og kom hjem. Selfølgelig ingen el, men der var da lidt internet. Der er virkelig stor forskel på Danmark og Uganda.
Jeg skulle også finde ud af om vi ville have huset, hvor vi skulle starte det nye Agape 1, nu måtte afgørelsen falde.Skal- skal ikke. Uha hvor er der mange ting at tage stilling til hele tiden, men det er jo mit arbejde. Solveig
tirsdag den 27. september 2011
Mandag
Det var så dagen, hvor jeg havde bestemt, at nu skulle pigerne fra Agape 1, flyttes over på Agape 3. Jeg havde snakket med Millie om det, og sagt at de trængte til så meget omsorg, som hun overhovedet kunne give dem. Vi var først i Agape 3 med nye madrasser, sengetøj, puder, tæpper og moskittonet, da vi havde bilen fuld. Jeg ville også se om hun var klar til at modtage dem.
Det var hun, og jeg spurgte om hun ville med om og hente pigerne, da hun kender dem, og de kender hende. Da vi kom der om, var de alene hjemme, og de vidste ikke hvor Graise var. De var sultne og møgbeskidte, som kom de lige fra slummen.Vi fik dem ind, og sat ned, og fortalte dem, hvad der var meningen, hvilket de blev meget glade for, de var parate. Rashid var ude at se efter Graice, men kunne ikke finde hende, så kørte Innocent for at se, da jeg skulle have snakket med hende, og sagt hende op, hvilket hun selfølgelig ikke blev glad for.Jeg sagde til hende at vi ville komme i morgen for at hente alle møblerne, og hun ville få 300,000 UGX som tak, hvortil hun svarede, at det ikke var nok. Det kom ikke bag på mig, for det har været hendes valgsprog hele tiden, det er ikke nok, det er ikke nok, hun vil aldrig få nok.
Men dette må have en ende, nu kan vi ikke byde børnene det mere.
Så kom Ismar hjem fra skole, og han blev meget glad for at høre og se, at jeg mente hvad jeg sagde, at nu var det nok, nu skulle der laves om på tingene. Han har været så træt af det i lang lang tid, men det er jo ikke altid let at finde ud af hvad der er sanhed. Millie var rystet over at se hvordan der så ud i huset, og hvordan der stank af urin, og møj, ikke et under at de små var syge, og tynde som skeletter. Men Millie og Innocent ville at vi skulle putte alle møblerne i det ene rum, og låse for det, for vi ved aldrig hvad der kan ske, eller hvad hun finder på til i morgen.
Jeg ville at Ismar og Rashid skulle med om og se hvor pigerne skulle bo, men Millie sagde at de ikke skulle tilbage, de måtte sove på Agape 3, til det nye hus er færdig. Det var en god ide. Hun havde købt 3 store annanas, for at byde dem velkommen, sådan havde hun lært, hvor hun er blevet uddannet. Der tages pænt imod de nye, så de føler sig velkommen.
Da de kom ind, havde de ikke siddet længe, før Millie ordrede pigerne ud for at få et bad. De var så beskidte, og de laser de havde på, var lige til at brænde.Jeg havde 2 store poser rent og pænt tøj med, så på 5 minutter havde de totalt skiftet udseende. Så blev drengene også ordret ud for at få et bad, hvilket de nød, med bruser og det hele. De måtte i det samme tøj, da jeg ikke havde ned til dem, men det må komme hurtigst mulig. Men jeg havde ikke regnet med at de skulle flytte også den dag.Det var på en måde meget hårdt, og en anden en stor forlettelse, da der har været en meget dårlig klima, den sidste lange tid, og hvor hun har brugt pengene på sig selv, og hendes 2 børn.Så nu var det nok.
Da børnene var blevet vasket, gik Ismar, Rashid, Millie, Innocent og mig ned for at se det nye hus, som ikke ligger langt fra Agape 3. Jeg havde håbet at finde det nymalet (hvid), som de havde lovet, men nej, der var ikke gjort noget, men de havde brugt pengene. Jeg blev så rasende, at det var forfærdentlig, jeg kan ikke tåle, at når vi laver en aftale, som skal passe hele vejen rundt, så er de bare ligeglade.De ville have de sidste penge, så ville de male- Ha- hvem skulle tro på den, jeg var tosset, og sagde nej og atter nej.Jeg ville have mine penge tilbage, og så kunne de beholde huset.
Jeg var så rystet, og gal, at jeg var ikke rar at være i nærheden af, så da vi skulle tibage for at spise annanas, sagde jeg at jeg gik i bilen og ventede.Jeg var så rasende, og afrikanerne var meget billigt til salg.Da jeg havde siddet der og ventet, i 2-3 timer, bestemte jeg mig til at tage hjem, jeg var stadig så rasende, at jeg ikke var god at være i nærheden af.Så opdagede jeg at jeg ikke havde min tlf. den havde Innocent lånt, og havde puttet den i sin lomme.Gå tilbage ville jeg ikke, og gå tilbage til vores hus, var for langt, og alt for risikabel. Kl. var ca. 9, og det var ikke tid at gå ud i, da tyveknægtene, var i fuld sving. Men der var ingen vej uden om, jeg måtte finde hjælp. Så jeg gik mod den astfalterede vej, i bælgmørke, men jeg var så rasende, at det ikke ville blive godt for en tyveknægt, at prøve at stjæle min taske.
Da jeg kom til vejen, så jeg to kvinder, ved en lille biks, og gik over til dem, for at spørge om hjælp. Jeg havde heldigvis fået hans kort(taximanden), der kørte os fra Lufthavnen, i tilfælde af at jeg fik brug for en taxi, selvom Innocent ikke brød sig om det, han vil være den der kører og passer på.
Jeg var glad for jeg havde det nr. og de to kvinder hjalp mig ved at få ringet, og gelejdet en taxi til hvor jeg var, hvilket ikke er let, i bælgmørke, og hvor der ikke er ardresser eller noget til at vise vej.
Jeg tror det tog mindst en time. men jeg følte mig så tryk, ved disse to kvider, jeg tror mor og datter, og de var så hjælpsomme og omsorgsfulde. Pludselig kom der gående en meget lurvet fyr meget tæt forbi mig, og han havde set min taske, så da han var gået forbi, vendte han rundt, og kom forbi mig igen, og havde ondt i sinde. Men pludselig som et lyn, stod moderen imellem mig og ham, og han kunne intet gøre. Da han var gået sagde de, vi kender dem, og ved hvad de går efter, og sagde til mig, at jeg ikke skulle gå ug efter 6, da det kan være farlig.
Endelig kom taxien, og jeg kunne vise ham vej hjem, da han aldrig havde været i det område, men hjem kom jeg, og glad var jeg.
Da jeg kom hjem, gik jeg lige i seng, det havde været meget hårdt altsammen, så nu trængte jeg til at sove, hvis ellers galden ville lægge sig. Det var mandag d. 26/9 2011. Ha det rigtig godt alle derude. Kærligst Solveig
Det var hun, og jeg spurgte om hun ville med om og hente pigerne, da hun kender dem, og de kender hende. Da vi kom der om, var de alene hjemme, og de vidste ikke hvor Graise var. De var sultne og møgbeskidte, som kom de lige fra slummen.Vi fik dem ind, og sat ned, og fortalte dem, hvad der var meningen, hvilket de blev meget glade for, de var parate. Rashid var ude at se efter Graice, men kunne ikke finde hende, så kørte Innocent for at se, da jeg skulle have snakket med hende, og sagt hende op, hvilket hun selfølgelig ikke blev glad for.Jeg sagde til hende at vi ville komme i morgen for at hente alle møblerne, og hun ville få 300,000 UGX som tak, hvortil hun svarede, at det ikke var nok. Det kom ikke bag på mig, for det har været hendes valgsprog hele tiden, det er ikke nok, det er ikke nok, hun vil aldrig få nok.
Men dette må have en ende, nu kan vi ikke byde børnene det mere.
Så kom Ismar hjem fra skole, og han blev meget glad for at høre og se, at jeg mente hvad jeg sagde, at nu var det nok, nu skulle der laves om på tingene. Han har været så træt af det i lang lang tid, men det er jo ikke altid let at finde ud af hvad der er sanhed. Millie var rystet over at se hvordan der så ud i huset, og hvordan der stank af urin, og møj, ikke et under at de små var syge, og tynde som skeletter. Men Millie og Innocent ville at vi skulle putte alle møblerne i det ene rum, og låse for det, for vi ved aldrig hvad der kan ske, eller hvad hun finder på til i morgen.
Jeg ville at Ismar og Rashid skulle med om og se hvor pigerne skulle bo, men Millie sagde at de ikke skulle tilbage, de måtte sove på Agape 3, til det nye hus er færdig. Det var en god ide. Hun havde købt 3 store annanas, for at byde dem velkommen, sådan havde hun lært, hvor hun er blevet uddannet. Der tages pænt imod de nye, så de føler sig velkommen.
Da de kom ind, havde de ikke siddet længe, før Millie ordrede pigerne ud for at få et bad. De var så beskidte, og de laser de havde på, var lige til at brænde.Jeg havde 2 store poser rent og pænt tøj med, så på 5 minutter havde de totalt skiftet udseende. Så blev drengene også ordret ud for at få et bad, hvilket de nød, med bruser og det hele. De måtte i det samme tøj, da jeg ikke havde ned til dem, men det må komme hurtigst mulig. Men jeg havde ikke regnet med at de skulle flytte også den dag.Det var på en måde meget hårdt, og en anden en stor forlettelse, da der har været en meget dårlig klima, den sidste lange tid, og hvor hun har brugt pengene på sig selv, og hendes 2 børn.Så nu var det nok.
Da børnene var blevet vasket, gik Ismar, Rashid, Millie, Innocent og mig ned for at se det nye hus, som ikke ligger langt fra Agape 3. Jeg havde håbet at finde det nymalet (hvid), som de havde lovet, men nej, der var ikke gjort noget, men de havde brugt pengene. Jeg blev så rasende, at det var forfærdentlig, jeg kan ikke tåle, at når vi laver en aftale, som skal passe hele vejen rundt, så er de bare ligeglade.De ville have de sidste penge, så ville de male- Ha- hvem skulle tro på den, jeg var tosset, og sagde nej og atter nej.Jeg ville have mine penge tilbage, og så kunne de beholde huset.
Jeg var så rystet, og gal, at jeg var ikke rar at være i nærheden af, så da vi skulle tibage for at spise annanas, sagde jeg at jeg gik i bilen og ventede.Jeg var så rasende, og afrikanerne var meget billigt til salg.Da jeg havde siddet der og ventet, i 2-3 timer, bestemte jeg mig til at tage hjem, jeg var stadig så rasende, at jeg ikke var god at være i nærheden af.Så opdagede jeg at jeg ikke havde min tlf. den havde Innocent lånt, og havde puttet den i sin lomme.Gå tilbage ville jeg ikke, og gå tilbage til vores hus, var for langt, og alt for risikabel. Kl. var ca. 9, og det var ikke tid at gå ud i, da tyveknægtene, var i fuld sving. Men der var ingen vej uden om, jeg måtte finde hjælp. Så jeg gik mod den astfalterede vej, i bælgmørke, men jeg var så rasende, at det ikke ville blive godt for en tyveknægt, at prøve at stjæle min taske.
Da jeg kom til vejen, så jeg to kvinder, ved en lille biks, og gik over til dem, for at spørge om hjælp. Jeg havde heldigvis fået hans kort(taximanden), der kørte os fra Lufthavnen, i tilfælde af at jeg fik brug for en taxi, selvom Innocent ikke brød sig om det, han vil være den der kører og passer på.
Jeg var glad for jeg havde det nr. og de to kvinder hjalp mig ved at få ringet, og gelejdet en taxi til hvor jeg var, hvilket ikke er let, i bælgmørke, og hvor der ikke er ardresser eller noget til at vise vej.
Jeg tror det tog mindst en time. men jeg følte mig så tryk, ved disse to kvider, jeg tror mor og datter, og de var så hjælpsomme og omsorgsfulde. Pludselig kom der gående en meget lurvet fyr meget tæt forbi mig, og han havde set min taske, så da han var gået forbi, vendte han rundt, og kom forbi mig igen, og havde ondt i sinde. Men pludselig som et lyn, stod moderen imellem mig og ham, og han kunne intet gøre. Da han var gået sagde de, vi kender dem, og ved hvad de går efter, og sagde til mig, at jeg ikke skulle gå ug efter 6, da det kan være farlig.
Endelig kom taxien, og jeg kunne vise ham vej hjem, da han aldrig havde været i det område, men hjem kom jeg, og glad var jeg.
Da jeg kom hjem, gik jeg lige i seng, det havde været meget hårdt altsammen, så nu trængte jeg til at sove, hvis ellers galden ville lægge sig. Det var mandag d. 26/9 2011. Ha det rigtig godt alle derude. Kærligst Solveig
Søndag
En dejlig morgen oprandt. Vi skulle have morgenkaffen, og så afsted i kirke.
Vi var til 2 gudstjenester, den første begynder kl. 9, den anden 1/2 11, den tredie kl. 1/2 2, og den sidste kl 1/2 6, og så har der været ca. 20-25 tusinde i kirke en almindelig søndag.Til den 2 gudstjeneste, kom Ester så, og bagefter kørte vi et sted hen for at snakke, og få en sodavand.
Vi fik en lang og god snak om hendes liv nu, hvor hun er stukket af fra Agape 2. Hun trænger til hjælp, og til et arbejde. Hun fortalte også lidt om hvordan børnene har det på Agape 2, det er ikke godt, men vi kan intet gøre, så længe de er der.
Jeg spurgte hende, om hun kunne tænke sig igen at blive Mama, hvis jeg fik brug for hende, hvortil hun svarede ja, men ikke under de forhold hun blev budt i Agape 2. Jeg sagde til hende at hun ville høre fra mig, hvis jeg fik brug for hende.
Så kørte vi hjem, og jeg hvilede så længe Innocent lavede mad.
Så var det tid til computeren, og få lagt nogle billeder ud, da der ventes på dem i Danmark, og så bare håbe på at internettet er venlig stemt, for det fungere som det blæser til, og er bare sløv, så det tager lang til, lige meget hvad vi skal gøre.
Herfra Kampala, en kærlig hilsen. Solveig
Vi var til 2 gudstjenester, den første begynder kl. 9, den anden 1/2 11, den tredie kl. 1/2 2, og den sidste kl 1/2 6, og så har der været ca. 20-25 tusinde i kirke en almindelig søndag.Til den 2 gudstjeneste, kom Ester så, og bagefter kørte vi et sted hen for at snakke, og få en sodavand.
Vi fik en lang og god snak om hendes liv nu, hvor hun er stukket af fra Agape 2. Hun trænger til hjælp, og til et arbejde. Hun fortalte også lidt om hvordan børnene har det på Agape 2, det er ikke godt, men vi kan intet gøre, så længe de er der.
Jeg spurgte hende, om hun kunne tænke sig igen at blive Mama, hvis jeg fik brug for hende, hvortil hun svarede ja, men ikke under de forhold hun blev budt i Agape 2. Jeg sagde til hende at hun ville høre fra mig, hvis jeg fik brug for hende.
Så kørte vi hjem, og jeg hvilede så længe Innocent lavede mad.
Så var det tid til computeren, og få lagt nogle billeder ud, da der ventes på dem i Danmark, og så bare håbe på at internettet er venlig stemt, for det fungere som det blæser til, og er bare sløv, så det tager lang til, lige meget hvad vi skal gøre.
Herfra Kampala, en kærlig hilsen. Solveig
søndag den 25. september 2011
Lørdag d.24/9 2011
Lørdag morgen, er igen en fantastisk morgen, men der gik ikke så lang tid før det begyndte at regne, og det på Afrikansk. Det regnede det meste af formiddagen, og så var det klogest at blive inde. Jeg skrev på bloggen, og ordnede andre ting, bl. andet lagde jeg billeder ud på facebook, og det tager også så lang tid.
Da det så endelig blev tørvejr, skulle Innocent hente en ny flaske gas, da det var sluppet op, og vi skulle have købt nogle småting.
Kl. 2 skulle vi køre. Vi havde betilt tid på Agape 3, kl. 3, for nu var tiden kommet at de skulle have hilsnerne fra Danmark. Vi havde købt sadavand, kager, kiks og lidt chokolade. De skulle have en festdag.
Vi ankom med tøj, gaver, poser, store sodavand, og alt det vi havde købt, og vi blev meget godt modtaget, de er altid så glade for at se os.
Vi fik tingene på bordet, og vi nød alle at være sammen. Børnene og mammaerne fortalte historie, og vi havde det rigtig hyggeligt.
Derefter var det tid til gaveuddelingen, hvilket var et kapitel for sig selv. De var ellevilde, og vi fik taget en masse billeder. Det var en ren jubel.
Derefter var det tid til tøjuddelingen, og det var ikke mindre fornøjelig, der var vild glæde og jubel, og alt tøjet vi havde med, blev godt fordelt.
Derefter var det tid til sang og dans udenfor, hvor alle var næsten euforiske, og jeg ved ikke hvor mange gange de alle kom og gav mig knus, og ønskede mig Guds velsignelse, for det jeg gør. Jeg fik et utal af knus.
Men eftermiddagen fik trods alt en ende, og vi skulle hjemad. Men var glade over at gaverne nu var givet.
Vi nød en stille aften, og Innocent fik ringet til Agnes sponsor, om vi kunne komme i morgen eftermiddag med pengene til dem, fra hendes sponsor i Danmark, og vi aftalte at vi ville komme kl. 5 1/2 6, i morgen søndag.
Så ringede Innocent tlf. og det var Mama Ester, der ville høre om Innocent var kommet tilbage. Hun er jo rendt fra Apape 2 for lang tid siden, men hænger nu ved hendes bror, der er gift og har 3 børn, og heller ingen penge har. Hun spurgte om det kunne tænkes at vi havde noget arbejde til hende.
Jeg fik telefonen, og jeg kunne ikke lade være med at spørge til børnene på Agape 2. Det er bare vidunderlig, jeg var gået der i fredags for at møde dem når de kom fra skole, hvis de kom fra skole, og jeg traf dem ikke. Jeg bad Jesus om at finde vejen til at jeg kunne vide hvad der foregår, og så ringer hun lørdag. Gud hører bøn, og han ved hvordan det skal gøres. Men vi aftalte med Ester at hun ville komme i Kirke søndag, og så ville vi snakke.
Så var dagen gået, og det var afgang i tæpperne. Tak himmelske far for en dejlig dag. Kh. Solveig
Da det så endelig blev tørvejr, skulle Innocent hente en ny flaske gas, da det var sluppet op, og vi skulle have købt nogle småting.
Kl. 2 skulle vi køre. Vi havde betilt tid på Agape 3, kl. 3, for nu var tiden kommet at de skulle have hilsnerne fra Danmark. Vi havde købt sadavand, kager, kiks og lidt chokolade. De skulle have en festdag.
Vi ankom med tøj, gaver, poser, store sodavand, og alt det vi havde købt, og vi blev meget godt modtaget, de er altid så glade for at se os.
Vi fik tingene på bordet, og vi nød alle at være sammen. Børnene og mammaerne fortalte historie, og vi havde det rigtig hyggeligt.
Derefter var det tid til gaveuddelingen, hvilket var et kapitel for sig selv. De var ellevilde, og vi fik taget en masse billeder. Det var en ren jubel.
Derefter var det tid til tøjuddelingen, og det var ikke mindre fornøjelig, der var vild glæde og jubel, og alt tøjet vi havde med, blev godt fordelt.
Derefter var det tid til sang og dans udenfor, hvor alle var næsten euforiske, og jeg ved ikke hvor mange gange de alle kom og gav mig knus, og ønskede mig Guds velsignelse, for det jeg gør. Jeg fik et utal af knus.
Men eftermiddagen fik trods alt en ende, og vi skulle hjemad. Men var glade over at gaverne nu var givet.
Vi nød en stille aften, og Innocent fik ringet til Agnes sponsor, om vi kunne komme i morgen eftermiddag med pengene til dem, fra hendes sponsor i Danmark, og vi aftalte at vi ville komme kl. 5 1/2 6, i morgen søndag.
Så ringede Innocent tlf. og det var Mama Ester, der ville høre om Innocent var kommet tilbage. Hun er jo rendt fra Apape 2 for lang tid siden, men hænger nu ved hendes bror, der er gift og har 3 børn, og heller ingen penge har. Hun spurgte om det kunne tænkes at vi havde noget arbejde til hende.
Jeg fik telefonen, og jeg kunne ikke lade være med at spørge til børnene på Agape 2. Det er bare vidunderlig, jeg var gået der i fredags for at møde dem når de kom fra skole, hvis de kom fra skole, og jeg traf dem ikke. Jeg bad Jesus om at finde vejen til at jeg kunne vide hvad der foregår, og så ringer hun lørdag. Gud hører bøn, og han ved hvordan det skal gøres. Men vi aftalte med Ester at hun ville komme i Kirke søndag, og så ville vi snakke.
Så var dagen gået, og det var afgang i tæpperne. Tak himmelske far for en dejlig dag. Kh. Solveig
lørdag den 24. september 2011
Fredag d.23/9
Endnu en dejlig solskinsdag er oprundet. Vi har ca. 28 graders varme, så det er meget behagelig.
Innocent skulle i skole hele dagen , så jeg har tid til computeren. Først skulle jeg have betalt nogle regninger for mig selv i Danmark. Anne Grethe, tømmer min postkasse, og sender beløbene til mig, og så ordner jeg det her fra Kampala. Det at betale herfra er en kapitel for sig. Sikkerhedsystemet i Danmark er meget meget høj, så det tager ca. fra 1/2 til 1 hel time at betale en regning herfra. Systemet ved akkurat at computeren er i Afrika. Hver gang du i Danmark skal gøre et klik, skal du her gøre møske 10/13 og det tager så lang tid hver gang, så der er virkelig brug for Afrikansk tålmodighed.
Nå men jeg fik da betalt mine tre regninger.
Derefter skulle banken tjekkes for alle hævninger, i Agape Child Care, og det er da dejligt det fungerer denne gang, jeg vil helst kunne følge det hele, så jeg ved hvor vi er.
Så var det tid til at skrive på bloggen, og derefter skulle jeg til at sortere tøj, så jeg har det rette tøj med når vi i morgen skal på Agape 3 med gaver fra Danmark, og masser af tøj, og så skal vi have lidt lækkert at hygge os med.
Jeg havde bestemt at jeg ville gå kl. 3, ud for at se, om børnene fra Agape 2 kom fra skole. Jeg har det på hjerte at finde ud af hvad der sker, og om de stadig er på Agape 2. Der er langt at gå, men jeg havde god tid, også selv om jeg går i slow, som en ægte Afrikaner.
Jeg kom frem til det sted jeg ville vente, og købte mig en sadavand, og sad og nød det gode vejr, og talte med 2 indfødte kvinder om situationen her i Uganda. Det er virkelig hårdt her, da alting er blevet meget dyrere, på grund af mangel på styring.
Men jeg ventede og ventede, og så kom børnene fra den skole, men jeg så ingen af "vore" børn, jeg havde en fornemmelse at de slet ikke er på Agape 2 mere. Jeg ved at Joseph kun havde dem for pengenes skyld, så jeg tror de er over alle bjerge, men jeg vil undersøge det , til jeg med sikkerhed ved hvad der blevet af dem.
Jeg gik hjem igen, og var hjemme ca. 1/2 7, og da var Innocent kommet fra skole. Vi havde ingen elekrisitet, og have ikke haft det et døgn nu, så det blev ved levende lys vi noget koldt at spise, men vi fik da mad.
Jeg havde hele dagen gået og været så spændt på om Ismar var på vej i bussen, for at finde Sulait, og hvad ville blive resultatat, ville han komme med tilbage. Jeg havde bedt Jesus om at beskytte ham, og passe rigtig godt på ham, og at når han nåede frem, ville Sulait være lydhør for at vi ville hjælpe ham, men de havde virkelig totalt mistet håbet.
Kl. ca. 8 flassede Ismar så mig. Å, hvor blev jeg glad. Jeg ringede tilbage, det var en aftale, da de aldrig har taletid på deres telefoner. Jeg var så utrolig glad for at høre fra ham, og han var ved godt mod, og han var også sammen med Sulait. Efter jeg havde snakket med Ismar, fik jeg Sulait i telefonen, det var en drøm at høre ham, da det var vores eneste mulighed for at finde den dreng her i Afrika. Sulait er meget syg, jeg tror han skal på hospitalet, og måske oppereres. Der er noget i hans mave, der er helt galt, men jeg bad ham inderlig om at komme tilbage, så ville jeg gøre alt for at hjælpe ham. Jeg fortalte ham også, at vi havde lejet et nyt hus til dem, og at nu er det slut med Mamma Grais, hvilket Ismar også havde sagt, og det havde også givet Sulait håb, om en fremtid. Han var virkelig i en sølle forfatning, men han lovede mig at komme tilbage til Kampala, og så vil vi se hvad der skal gøres. Jeg var så lykkelig, om det kunne reddes for disse børn, for jeg kan se nu, at det skulle jeg havde gjort sidste gang jeg var her. Jeg håber af hele mit hjerte, at vi nu får en god ordning på Agape 1.
Men der en ting der undre mig, og det er at Sarah og Steven, som er her, og mener at have et vist ansvar for børnene, ikke havde foretaget sig noget, end ikke at lade mig vide at drengene var stukket af, og at Sulait var syg, det var først da Faith var der med penge, at hun fandt ud af situationen, hvilket jeg var glad for, og det var det der gjorde at jeg måtte afsted så hurtigt som muligt, da jeg først havde plan om at rejse i oktober, men nu er vi gang, og det er jeg glad for, så må jeg hvile mig når jeg kommer hjem, de trænger virkelig til hjælp, NU.
Herfra Kampala de kærligste hilsner og ønsker om Guds velsignelse til jer alle der følger os. Solveig
Innocent skulle i skole hele dagen , så jeg har tid til computeren. Først skulle jeg have betalt nogle regninger for mig selv i Danmark. Anne Grethe, tømmer min postkasse, og sender beløbene til mig, og så ordner jeg det her fra Kampala. Det at betale herfra er en kapitel for sig. Sikkerhedsystemet i Danmark er meget meget høj, så det tager ca. fra 1/2 til 1 hel time at betale en regning herfra. Systemet ved akkurat at computeren er i Afrika. Hver gang du i Danmark skal gøre et klik, skal du her gøre møske 10/13 og det tager så lang tid hver gang, så der er virkelig brug for Afrikansk tålmodighed.
Nå men jeg fik da betalt mine tre regninger.
Derefter skulle banken tjekkes for alle hævninger, i Agape Child Care, og det er da dejligt det fungerer denne gang, jeg vil helst kunne følge det hele, så jeg ved hvor vi er.
Så var det tid til at skrive på bloggen, og derefter skulle jeg til at sortere tøj, så jeg har det rette tøj med når vi i morgen skal på Agape 3 med gaver fra Danmark, og masser af tøj, og så skal vi have lidt lækkert at hygge os med.
Jeg havde bestemt at jeg ville gå kl. 3, ud for at se, om børnene fra Agape 2 kom fra skole. Jeg har det på hjerte at finde ud af hvad der sker, og om de stadig er på Agape 2. Der er langt at gå, men jeg havde god tid, også selv om jeg går i slow, som en ægte Afrikaner.
Jeg kom frem til det sted jeg ville vente, og købte mig en sadavand, og sad og nød det gode vejr, og talte med 2 indfødte kvinder om situationen her i Uganda. Det er virkelig hårdt her, da alting er blevet meget dyrere, på grund af mangel på styring.
Men jeg ventede og ventede, og så kom børnene fra den skole, men jeg så ingen af "vore" børn, jeg havde en fornemmelse at de slet ikke er på Agape 2 mere. Jeg ved at Joseph kun havde dem for pengenes skyld, så jeg tror de er over alle bjerge, men jeg vil undersøge det , til jeg med sikkerhed ved hvad der blevet af dem.
Jeg gik hjem igen, og var hjemme ca. 1/2 7, og da var Innocent kommet fra skole. Vi havde ingen elekrisitet, og have ikke haft det et døgn nu, så det blev ved levende lys vi noget koldt at spise, men vi fik da mad.
Jeg havde hele dagen gået og været så spændt på om Ismar var på vej i bussen, for at finde Sulait, og hvad ville blive resultatat, ville han komme med tilbage. Jeg havde bedt Jesus om at beskytte ham, og passe rigtig godt på ham, og at når han nåede frem, ville Sulait være lydhør for at vi ville hjælpe ham, men de havde virkelig totalt mistet håbet.
Kl. ca. 8 flassede Ismar så mig. Å, hvor blev jeg glad. Jeg ringede tilbage, det var en aftale, da de aldrig har taletid på deres telefoner. Jeg var så utrolig glad for at høre fra ham, og han var ved godt mod, og han var også sammen med Sulait. Efter jeg havde snakket med Ismar, fik jeg Sulait i telefonen, det var en drøm at høre ham, da det var vores eneste mulighed for at finde den dreng her i Afrika. Sulait er meget syg, jeg tror han skal på hospitalet, og måske oppereres. Der er noget i hans mave, der er helt galt, men jeg bad ham inderlig om at komme tilbage, så ville jeg gøre alt for at hjælpe ham. Jeg fortalte ham også, at vi havde lejet et nyt hus til dem, og at nu er det slut med Mamma Grais, hvilket Ismar også havde sagt, og det havde også givet Sulait håb, om en fremtid. Han var virkelig i en sølle forfatning, men han lovede mig at komme tilbage til Kampala, og så vil vi se hvad der skal gøres. Jeg var så lykkelig, om det kunne reddes for disse børn, for jeg kan se nu, at det skulle jeg havde gjort sidste gang jeg var her. Jeg håber af hele mit hjerte, at vi nu får en god ordning på Agape 1.
Men der en ting der undre mig, og det er at Sarah og Steven, som er her, og mener at have et vist ansvar for børnene, ikke havde foretaget sig noget, end ikke at lade mig vide at drengene var stukket af, og at Sulait var syg, det var først da Faith var der med penge, at hun fandt ud af situationen, hvilket jeg var glad for, og det var det der gjorde at jeg måtte afsted så hurtigt som muligt, da jeg først havde plan om at rejse i oktober, men nu er vi gang, og det er jeg glad for, så må jeg hvile mig når jeg kommer hjem, de trænger virkelig til hjælp, NU.
Herfra Kampala de kærligste hilsner og ønsker om Guds velsignelse til jer alle der følger os. Solveig
fredag den 23. september 2011
Torsdag d. 22/9 2011
Endnu en dejlig morgen oprandt. Men stemningen var aldeles trykket, da vi havde haft et mægtigt opgør, Innocent og mig. Han vil gerne tage føringen, og skælder og smælder hvis jeg ikke synes om hvad han vil. Jeg var derfor nødt til at sætte tingene meget på højkant, hvis vi skulle arbejde sammen, og det så det var til at forstå. Han fik et ultimatum, som han kunne tykke på, og så komme og sige om han var med eller ikke.Det er meget hårdt, men nødvendigt en gang imellem. Men han kom, og undskyldte, og så kunne vi komme videre.
Vi havde en aftale med Esau/ Vivis far, og Moses/ Nigers far. Vi skulle møde dem et sted, for så at tage dem med til børnenes skole. Jeg ville vide hvordan det går, snakke med deres lærer, se om der er et godt skole/ hjem samarbejde.
Vi kom først til Vivis skole, og det var skønt at se så stor hun er blevet, der er virkeligt et mirakel hvad der er sket med den familie, og de er så taknemlige og lykkelige. Hun klare sig aldeles godt, på alle områder. Jeg fik betalt skolepenge, og Esau fik de sidste 100,000 ugx så der var noget til resten af familien.
Så gik turen til Mosess Nigers skole. Det samme gentog sig. Hun er så dygtig, og klarer sig så godt på alle områder. Lærerne var stolte af hende, 5 år og så kan snakke engelsk, og skrive så flot. Jeg så hendes bøger. Jeg fik også betalt skolepenge der, samt en tur som skolen skulle på d. 4 okt, hvor Nigers klasse skulle til" Wondeful World", et sted med alle mulige legmuligheder, jeg tror lidt som Fårup sommerland, et sted som børn elsker.
Og så gik turen til Moses hjem. De var flyttet fra stedet så langt ude, fordi de nu får penge fra Danmark, og har fået et håb om en bedre liv. Moses var så stolt over, at han havde formået at samle lidt penge fra, så de kunne flytte nærmere Kampala midt, et sted der er astfald vej, og ikke 20 km på en jordvej, hvor luften er tyk af søv, så man ikke kunne se en hånd for sig. Han havde fået håb om det kunne blive bedre, for sidste gang jeg var her, sagde jeg til ham, at han kunne gøre det, hvis han ville, han skulle blot ikke spise alle pengene, men prøve at samle lidt efter lidt. Og det havde han gjort, og var så taknemlig og stolt.( Det med at samle sammen, og planlægge en bedre fremtid, er totalt nyt for dem, og det prøver jeg at lære dem, så de får mest muligt ud af pengene. De kan gøre det for de får sponsorpenge, så de har en chance, og hvor bliver jeg glad for at se, at de tager det til sig) Moses var så stolt over at vise os deres nye hjem. han har virkelig en dygtig kone. Børnene er så rene og godt i stand, huset er så fantastisk ren og velholdt. De har kun et rum nu, som er delt op i soveværelse og stue, men der var orden, rent og pænt. Det var så dejligt at se. Så jeg sagde til Moses, at det næste han skulle gå efter var at bygge deres egen hus, hvilket er en uhørt drøm for disse mennesker, men jeg sagde til ham, Moses du kan gøre det. Han blev vildt glad, at jeg troede det om ham, så nu tror jeg virkelig han går efter det.
Så var vi hjemme for at få lidt at spise, men skulle hurtigt videre.
Vi havde igen kontaktet en udlejer af huse, da vi nu skulle finde et nyt sted til drengene fra Agape 1, da vi skal have dem flyttet, og det hurtigst muligt. Stedet vi søgte, skulle være tæt på Agape 3, så Millie og Faith, kan tage sig af dem, og de kan spise der.
Nu havde udlejeren så ringet at han havde et sted, og vi skulle møde ham kl 3. Så afsted igen.( Godt vi har vores gamle bil)ellers ville det virkelig blive dyrt, med taxi hver gang, og uden bil, kan vi intet.
Vi kom afsted til et mødested, der fik vi udlejeren ombord. Videre til et andet sted, hvor vi fik ejeren ombord, og afsted gik det. Men da vi kome næsten derud, skulle vi dreje den forkerte vej, og jeg sagde nej nej, det ville blive for lang fra Agape 3. Så blev den mand sat af igen. Videre ud i nærheden af Agape3, og en ny mand dukkede op, og vi så det rum han havde, men nej det var for lille, så var den mand ude af billeder, men straks var den en ny, og der var et sted mere i nærheden. Det hus havde 2 rum, og var meget meget bedre, så det besluttede jeg vi skulle tage. Der var så mange mænd rundt om os, så jeg næsten ikke vidste hvem der var hvem, men det viste sig, at være en gammel kvinde der var ejeren.Hun var stolt over at udleje til er hvid dame. Så vi fik aftalt prisen, og jeg ville have hele huset malet hvid indvendig, den var mørk køkken blå, som gør det så mørkt, jeg vil have hvid, og det ville hun gøre, så det var klar tirsdag d.27/9, så vi kan få børnene flyttet.Vi fik lavet papir, og jeg betalte et dispositum på 180,000 ugx, og de sidste skulle hun have når vi kom. Det er for 3 mdr. 120,000 pr. mdr. det samme som vi giver i Agape 1, der har vi bare 2 lejligheder, men nu har vi bare brug for en, da pigerne skal ind på Agape 3, og have kærlig pleje.
Så skulle vi have betalt 4 personer, der alle havde vist os vej til den nye lejlighed, det er virkelig spisielt, men jeg er ved at vænne mig til det, Det er jo næsten blevet sådan, at jeg skal leje hus hver gang jeg er her, så det hjælper på forståelsen.
Så gik turen hjemad, og vi ved at være godt brugte. Vi ville have en kop te, men da vi havde fået nye naboer, 2 unge mennesker fra England, der skal være her i 2 1/2 måned, de er på jordomrejse, bestemte vi os til at invitere dem på te. Så det blev en lang og hyggelig snak, ved levende lys, da vi selfølgelig ingen strøm havde. Men det kan man også vænne sig til, og så tage sine forholdsregler. Og vi kunne også være de nye til hjælp på mange måder, da de jo intet kender til her, og ikke har nogen lokale at snakke med, så det var rigtig hyggelig. De fik vores erkundeisen apperat med op, da der var ulidelig varmt hos dem, så de havde en chance for at få sovet.
Det var så alt for i dag. Ha det rigtigt godt alle der følger os. De kærligste hilsner herfra Kampala. Solveig
Vi havde en aftale med Esau/ Vivis far, og Moses/ Nigers far. Vi skulle møde dem et sted, for så at tage dem med til børnenes skole. Jeg ville vide hvordan det går, snakke med deres lærer, se om der er et godt skole/ hjem samarbejde.
Vi kom først til Vivis skole, og det var skønt at se så stor hun er blevet, der er virkeligt et mirakel hvad der er sket med den familie, og de er så taknemlige og lykkelige. Hun klare sig aldeles godt, på alle områder. Jeg fik betalt skolepenge, og Esau fik de sidste 100,000 ugx så der var noget til resten af familien.
Så gik turen til Mosess Nigers skole. Det samme gentog sig. Hun er så dygtig, og klarer sig så godt på alle områder. Lærerne var stolte af hende, 5 år og så kan snakke engelsk, og skrive så flot. Jeg så hendes bøger. Jeg fik også betalt skolepenge der, samt en tur som skolen skulle på d. 4 okt, hvor Nigers klasse skulle til" Wondeful World", et sted med alle mulige legmuligheder, jeg tror lidt som Fårup sommerland, et sted som børn elsker.
Og så gik turen til Moses hjem. De var flyttet fra stedet så langt ude, fordi de nu får penge fra Danmark, og har fået et håb om en bedre liv. Moses var så stolt over, at han havde formået at samle lidt penge fra, så de kunne flytte nærmere Kampala midt, et sted der er astfald vej, og ikke 20 km på en jordvej, hvor luften er tyk af søv, så man ikke kunne se en hånd for sig. Han havde fået håb om det kunne blive bedre, for sidste gang jeg var her, sagde jeg til ham, at han kunne gøre det, hvis han ville, han skulle blot ikke spise alle pengene, men prøve at samle lidt efter lidt. Og det havde han gjort, og var så taknemlig og stolt.( Det med at samle sammen, og planlægge en bedre fremtid, er totalt nyt for dem, og det prøver jeg at lære dem, så de får mest muligt ud af pengene. De kan gøre det for de får sponsorpenge, så de har en chance, og hvor bliver jeg glad for at se, at de tager det til sig) Moses var så stolt over at vise os deres nye hjem. han har virkelig en dygtig kone. Børnene er så rene og godt i stand, huset er så fantastisk ren og velholdt. De har kun et rum nu, som er delt op i soveværelse og stue, men der var orden, rent og pænt. Det var så dejligt at se. Så jeg sagde til Moses, at det næste han skulle gå efter var at bygge deres egen hus, hvilket er en uhørt drøm for disse mennesker, men jeg sagde til ham, Moses du kan gøre det. Han blev vildt glad, at jeg troede det om ham, så nu tror jeg virkelig han går efter det.
Så var vi hjemme for at få lidt at spise, men skulle hurtigt videre.
Vi havde igen kontaktet en udlejer af huse, da vi nu skulle finde et nyt sted til drengene fra Agape 1, da vi skal have dem flyttet, og det hurtigst muligt. Stedet vi søgte, skulle være tæt på Agape 3, så Millie og Faith, kan tage sig af dem, og de kan spise der.
Nu havde udlejeren så ringet at han havde et sted, og vi skulle møde ham kl 3. Så afsted igen.( Godt vi har vores gamle bil)ellers ville det virkelig blive dyrt, med taxi hver gang, og uden bil, kan vi intet.
Vi kom afsted til et mødested, der fik vi udlejeren ombord. Videre til et andet sted, hvor vi fik ejeren ombord, og afsted gik det. Men da vi kome næsten derud, skulle vi dreje den forkerte vej, og jeg sagde nej nej, det ville blive for lang fra Agape 3. Så blev den mand sat af igen. Videre ud i nærheden af Agape3, og en ny mand dukkede op, og vi så det rum han havde, men nej det var for lille, så var den mand ude af billeder, men straks var den en ny, og der var et sted mere i nærheden. Det hus havde 2 rum, og var meget meget bedre, så det besluttede jeg vi skulle tage. Der var så mange mænd rundt om os, så jeg næsten ikke vidste hvem der var hvem, men det viste sig, at være en gammel kvinde der var ejeren.Hun var stolt over at udleje til er hvid dame. Så vi fik aftalt prisen, og jeg ville have hele huset malet hvid indvendig, den var mørk køkken blå, som gør det så mørkt, jeg vil have hvid, og det ville hun gøre, så det var klar tirsdag d.27/9, så vi kan få børnene flyttet.Vi fik lavet papir, og jeg betalte et dispositum på 180,000 ugx, og de sidste skulle hun have når vi kom. Det er for 3 mdr. 120,000 pr. mdr. det samme som vi giver i Agape 1, der har vi bare 2 lejligheder, men nu har vi bare brug for en, da pigerne skal ind på Agape 3, og have kærlig pleje.
Så skulle vi have betalt 4 personer, der alle havde vist os vej til den nye lejlighed, det er virkelig spisielt, men jeg er ved at vænne mig til det, Det er jo næsten blevet sådan, at jeg skal leje hus hver gang jeg er her, så det hjælper på forståelsen.
Så gik turen hjemad, og vi ved at være godt brugte. Vi ville have en kop te, men da vi havde fået nye naboer, 2 unge mennesker fra England, der skal være her i 2 1/2 måned, de er på jordomrejse, bestemte vi os til at invitere dem på te. Så det blev en lang og hyggelig snak, ved levende lys, da vi selfølgelig ingen strøm havde. Men det kan man også vænne sig til, og så tage sine forholdsregler. Og vi kunne også være de nye til hjælp på mange måder, da de jo intet kender til her, og ikke har nogen lokale at snakke med, så det var rigtig hyggelig. De fik vores erkundeisen apperat med op, da der var ulidelig varmt hos dem, så de havde en chance for at få sovet.
Det var så alt for i dag. Ha det rigtigt godt alle der følger os. De kærligste hilsner herfra Kampala. Solveig
onsdag den 21. september 2011
Tirsdag
Tirsdag starter med dejlig solskin, ca 28 graders varme. Der er mange forskellige afrikanske lyde omkring os, det er dejligt.
I dag skal vi gøre lidt for os selv. vi skal have købt ind så vi kan få lavet noget ordentlig mad, det har der ikke rigtigt været tid til. Vi skulle også have købt koste, svaber, sæbe alt skal købes igen, da alt var ødelagt, og alt var brugt, for Innocent havde ikke regnet med at komme tilbage.
Men vi fik handlet ind, og jeg ville have gjort noget rent, så det kan føles som et hjem igen, men der har ikke været tid, men det må blive idag.
Vi kom hjem, og Innocent kunne begynde at lave mad, og jeg kunne gå til computeren, og få ordnet forsk. ting.
Efter vi havde spist, skulle han i skole for første gang efter vi kom tilbage, og jeg ville til at gøre rent. Jeg fik vasket alle gulve, og støvsuget, og det friskede gevaldigt op. Derefter skulle jeg have skrubbet udenfor, da der lå et tyk lag jord, efter støv og regn, og der er ikke blevet skrubbet siden jeg sidst var her. Jeg elsker at sidde ude, men ikke i sådan en svinesti. Det var hårdt arbejde, men hvor blev det dejligt, og jeg kunne få havemøblerne ud, så der er dejligt at være, da det altid er godt vejr her.
Innocent kom fra skole, omkring kl.6, og så ville vi køre ud for at se om vi kunne få fat i Ismar. han er den eneste håb vi har, for at finde Sulait, der er stukket af for 2 måneder siden.
Vi var heldige at han var der, og fik en god snak med ham. han kunne fortælle at Sulait også er syg, og behøver en opperation, som ingen har råd til at hjælpe ham med, og værre er at han/ ja dem alle på Agape 1 har mistet håbet om et bedre liv, da det slet ikke går med mamma Grais, hun bruger pengene på sig selv og sine børn, der er ved godt huld, hvorimod de andre er omvandrende lig, beskidte og sølle. jeg forstår virkelig nu, hvorfor at Gud ville have mig afsted allerede nu, for det er i sidste sekund.
Sulait er langt langt væk fra Kampala, og det tager ca. 5 timer i bus. Men jeg må snakke med ham. Så enden på det at Ismar vil på fredag vil tage bussen ud, for at snakke med ham, og prøve at få ham med tilbage. men han troede ikke han ville komme, da han totalt har mistet håbet
Abonner på:
Opslag (Atom)
