Tirsdag d. 11/10

Tirsdag morgen ringede vækkeuret meget tidligt, synes jeg, kl 5,45 morgen.
Vi skulle op og ud for at hente Sulait, og være på hospitalet kl.7,30 morgen.
Vi kom afsted for at hente ham, og han var i bad da vi kom, men det varede ikke længe før han var færdig, og vi kom afsted mod Mengo hospital.
Sulait var selfølgelig lidt nervøs, hvad ville der ske??? Ville han dø??? Hvad ville resultatet blive??? og meget mere, det kørte i hans hoved, og det fik jeg forklaringen på senere på dagen.
Nå men vi fandt frem, til der vi skulle vente, og fik betalt de første penge, før de ville gøre noget. 35,000 ugx, det var ikke så meget, så det blev gjort.
Vi sad længe og ventede, og jeg holdt ham fast i hånden, da han var bange, men vidste også at han var nødt til at få det foretaget, hvis det skulle blive bedre.
Endelig kom der en, som skulle se på ham, og stille ham nogle spørgsmål.
Han kom tilbage. Vi ventede igen lang tid, så kom der endelig en, der sagde at vi skulle følge med. Vi kom ind på en hospitalsstue, der mest lignede en gammel lade i danmark.
Sulait blev vist hen til en brix, uden noget sengetøj, og jeg sagde til Innocent, tror du ikke vi skulle have vort eget sengetøj med os, da jeg kunne se, at det var folks eget de lå i. Alle mulig mærkelige ting.Der var ca. 50 brixe i" laden", men sygeplejerskerne var da i hvidt, så det var da altid noget.
Innocent måtte så køre tilbage til Agape 1, for at hente Sulaits sengetøj. Jeg var glad for at jeg havde købt nyt til dem, så vi ikke skulle komme med det de lå i den gamle Agape 1, det var ikke værd at kalde en gulvklud, og var så beskidt, at ingen kunne forestille sig, at børn havde sovet i det. Jeg nægtede at tage noget af det med til det nye Agape 1, og havde derfor købt nyt til dem alle.
Så nu havde han da pænt, rent nyt sengetøj til at sove i nu han skulle oppereres
Jeg kunne se, at folk der havde været der længe, havde næsten et helt køkken mellem brixene, da de selv skal sørge for pleje af den syge, og selv sørge for forplejning. Og da mange bor langt væk, er de nødt til at sove på gulvet" det bare cement", mellem brixene, mellem madbøtter, vanddunke og jeg ved ikke hvad.
Der var alle typer mennesker, med alle mulige sygdomme, og her sad jeg og iagtog det hele, mens vi ventede, og prøvede at sige til mig selv, at de har fod på tingene, hvilket der ikke var meget der så ud til.
Men tiden gik, og pludselig kom en sygeplejerske, og skulle tage en blodprøve af Sulait, det var da altid noget. Hun havde en kasse med engangshandsker med, og tog dem på, og derefter en til at binde om armen, og sådant blev der taget en blodprøve.
Så var hun væk igen. Vi ventede.
Så kom der en og spurgte om Sulait forældres underskrift, hvortil vi sagde at de var døde. men nogen måtte skrive under, før de havde lov at foretage opperationen, og tage ansvaret, hvis noget gik galt. Det havde Innocent fortalt, at det ville komme, og jeg sagde at så måtte vi tage ansvaret, da drengen skulle have hjælp.Men da jeg ikke er her altid, måtte det blive ham der stod på papiret, hvortil han spurgte: Mum er du ved mig, og lader mig ikke alene med dette, og jeg svarede at det var jeg, han skulle ikke være bange.
Så kom der en ung læge, og stillede Sulait mange spørgsmål igen, om det samme, for at være helt sikker. Det virkede proffersnelt, hvilket jeg var glad for. Jeg var også glad for at vide lidt om gangen på et hospital, for Sulait og Innocent, var blanke som et stykke papir, og her var der bare ingen service.
Men pludselig kom der en sygeplejerske med en grøn opperationsdragt, som han skulle have på, og af sit eget tøj. De kom med en afskærmning, da det foregik i sengen, og så var han klar. Han var bekymret, bange, og jeg holdt ham fast i hånden, mens vi bad, og jeg talte til ham. Han var meget lille, og jeg sagde til ham, at alt ville blive godt, jeg ville vente på ham, være der når han blev vågen.
Så kom en sygeplejerske for at lægge en dropnål i hans hånd. Hun prøvede 5 gange forskellige steder, men kunne ikke finde en vene, der kunne bruges, så det måtte vente.
Sulait kikkede på sine hænder, der var punkteret 5 gange, og det uden at give resultat, men godt vi er lavet sådan at det lukker af sig selv.
Kl. 13,15 kom de så pludselig efter ham, og væk var han. Ikke de sagde et ord om at nu er det nu, nej. Men jeg spurgte en sygeplejerske, om de nu var klar til at opperere, hvortil hun svarede, ja de gør det nu. Jeg spurgte om hvor længe det ville tage. Hun svarede 1 time, og hvis vi kørte, skulle vi være tilbage igen om en time, da vi selv skulle våge ved ham.
Det var ok, så ville vi køre hjem, jeg trængte til at komme på toelettet, og var også sulten nu, så det var hvad vi gjorde.
Vi fik noget at spise, hvilet et kvater, og så pakkede jeg noget mad, vand, bananer, muffens, håndklæder, toeletpapir, og div, småting, da jeg havde observeret at vi selv skulle sørge for alt.
Så vi var tilbage igen kl 14,15, men Sulait var ikke komme ind. Innocent var meget træt, så jeg sagde til ham at han kunne køre hjem og hvile lidt mere, før han skulle i skole kl. 16.
Det gjorde han, og jeg blev alene tilbage og ventede.
Overfor Sulaits brix, var der en ung mand på kykker, hans ene ben var vissen, og bare hang,ham kom jeg i snak med, han ville gerne snakke, og kunne engelsk, hvilket der ikke var mange der kunne.
Jeg spurgte ham, hvor længe han havde været der. Han havde været der 5 uger, og var blevet oppereret for verdens største galdesten, og jeg så billedet af stenen. Jeg så også billeder af sine 4
børn. Hans kone går også på krykker, men de havde fået lavet sig en mulighed for at leve. Han syede tøj, skoleuniformer, og designede nye, han havde et gåpåmod, men han var forsørgeren, og nu lå han her. Hans kone og børn havde kun besøgt ham en gang, på grund af afstand, krykker, ingen penge, så det var hårdt.
Jeg spurgte ham hvornår han skulle hjem, hvortil han svarede, det kommer an på hvornår jeg har denne regning betalt.Jeg studsede lidt. Igen en ny ting at lære. Vil det sige at du er rask, men ikke har lov til at forlade hospitalet, før du har betalt regningen, som lød på 1,250,000 UGX, og han havde ingen penge. Ja det er vilkårene her. Det koster ikke meget at komme på hospitalet, men du kommer ikke derfra før der er betalt. Sikke et system.jeg sagde til ham, hvor skal pengene komme fra. han bad hele tiden at Jesus ville sende dem, det var hans eneste håb. Han viste mig at han nu kun manglede 775,000 ugx, og havde lige fået 10,000 af en som skulle hjem, og han var straks gået på sine krykker for at afdrage på sin gæld. Jeg spurgte ham, du skal også have noget at spise, hvortil han svarede, nej, alle pengene skulle bruges til at komme
ud. Han havde ingen til at tage sig af ham, og hospitalet gjorde det ikke, men ville have penge for hver nat han optog en brix.
Sikke et system, du kan blive helbredt, men dø, fordi du ingen penge har til at komme ud, og tjene dem, det er de barske realiteter.
Det er siuationen, og mange kommer aldrig levende ud af hospitalet, da de ingen penge har til at komme ud, frygtelig.

Nå men pludselig kom Sulait tilbage, godt bedøvet, sov som en sten. Lægen kom ag fortalte, at alt var gået så fint, og at han ville blive frisk igen, og være fri for disse smerter. Det var jeg glad for at høre.
Så efter nogen tid, kom der en sygeplejerske for at måle blodtryk, som var i fineste orden, og jeg spurgte hende om hvor lang tid han ville sove endnu. Hvortil hun svarede ca. 1 time.
Det var til stor fornøjelse for mange af folkene at have en hvid kvinde til at sidde der på hospitalet, under de samme vilkår som dem. Der var en lille dreng på ca. 5 år, der kom hen til mig igen og igen, og heldigvis havde jeg et par små biler og en balon i min taske, som han fik og legede med, til stor glæde og fornøjelse fra de andre. Drengen havde et navlebrog på størrelse af 5 bordtennisbolde , han trængte virkelig også til hjælp.
Nå men efter en time, kl. ca, 16,30 blev Sulait vågen, og kiggede sig forvildet rundt. Vidste ikke rigtigt hvor han var, før jeg tog hans hånd, og han smilede så glad, han var vågen, men slap. Jeg sad med ham i hånden et kvater ca. før han var helt klar, men meget lykkelig. Troede ikke det kunne være sandt, at det var overstået, og at han var blevet vågen.

Så kommer kapitlet hvorfor han var så bange. Da han var flygtet fra Agaoe 1, var han taget ud i landsbyen, hvor der var noget familie til ham. De boede langt væk. Og derude på landet lever alle heksedoktorene stadig i fuld kraft. Så da hans bedstefar hørte, at der var en der ville hjælpe ham med at blive oppereret, hvis han kom tilbage til Kampala, havde han sagt, at han havde hørt, at dem som havde spist grøn pebber, aldrig ville blive vågen, hvis de kom på hospitalet, og skulle oppereres. Og Sulait elskede grøn pebber, og havde spist meget af det.
Sikke en klemme at sætte en dreng i, ikke så mærkelig han var bange, men var i så store smerter, at det vandt. Han stolede også på at jeg aldrig ville gøre det mod ham, hvis ikke jeg troede på at det ville hjælpe ham, men det var hvad han havde i hovedet før opperationen.
Derfor var han så glad og lykkelig lig fra det første øjeblik, jeg tog hanm i hånden, og han fandt ud af at han levede.
Efter lidt tid, kom de og fjernede droppet, og jeg spurgte om han var sulten, og tørstig, da han jo kom fastende til sygehuset, og ikke havde spist siden igår. Han blev så glad så glad, at jeg havde mad og vand med til ham, han spiste alt jeg havde, var bare så ovenud lykkelig, og skiftevis takkede mig, og Gud, for at han var vågnet op, og nu kunne spise ganske normalt.
Alle omkring os, frydede sig med ham, da det var et eventyr for dem at være vidne til.
bedst som vi sad der, og Sulait spiste og drak, kom en flok høns ind, og spaserede rundt mellem brixene, og det var der ingen der tog notis af, ikke en, så efter nogen tid gik de ud af en anden dør, og var væk. Men det siger lidt om hygiegnen på hospitalet, og Sulait var nyoppereret, men det er vilkårene her.
Nå men han var så glad så glad, og alle med ham.Han snakkede på livet løs, og fortalte alle de tossede ting de tror på ude i landsbyerne.
Jeg spurgte ham, om han havde lyst at snakke med Millie, for at fortælle alle i huset, at han var nu oppereret, og var vågen, for de ville jo nok også gerne vide, hvordand det stod til.
Det ville han rigtig gerne, og det var til stor glæde og fornøjelse for alle, at det var godt overstået.
Vi troede at han skulle blive der en nat, og jeg havde gjort mig det klart, at være ved ham. Men pludselig ca. kl. 19, kom de og sagde at vi kunne tage hjem, når regningen var betalt.
Så Innocent fik pungen, og gik for at betale 878,000UGX, ca 1800- 1900 dk og så kunne vi pakke, og Sulait kunne trække i sit tøj igen.
Det skal lige siges, at han kort tid efter han blev vågen, og smerterne begyndte, fik han en indsprøjtning, som hjap ham, så han ikke havde smerter, og de var også kommet med smertestillende tabletter, og penselin som han skulle tage de næste dage.
Så da han stod op på brixen, for at trække i sit tøj, og forlade hospitalet, var det til så stor glæde for alle, som havde de været vidne til et levende eventyr.
Så kom vi afsted, og jeg gav den unge mand, de sidste penge jeg havde, så han kunne afdrage lidt mere på sin gæld. Der var også kommet en kvinde med noget mad til ham, som han takkede Gud for i lang tid. Jeg gav ham også det sidste vand jeg havde med, og så var det afgang.
Vi kørte hjem til os selv, jeg ville gerne overvåge ham det første døgn, hvilket var til stor fryd for Sulait, han var så lykkelig, at det næsten ingen ende kunne tage.
Det var så en dag på Mengo hospital i Kampala, Uganda.
Herfra en kærlig hilsen til alle der følger os, Solveig