Søndag d. 16/10 2011

Søndag morgen med fuld solskin, fuglesang og en lang dag forude.
Vi ville i kirke kl. 9 i Mirakelcentret, for det er vores kirke.
Derefter skulle vi have hævet 1 mio. igen, der er ingen forslag i pengene denne gang, der er så mange behov.
Derefter skulle vi i Antioch, med de sidste penge for oktober, inden jeg skal hjem. Jeg skulle også møde de 3 jeg ikke så sidste gang jeg var der. Jeg havde også sagt til Sara at når jeg kom denne gang, ville jeg have et brev fra dem alle med til sponsorerne i Danmark, og havde de ikke et brev med fik de ingen penge, kort og kontant. De skal også gøre noget. ikke blot tage imod og så smile, de har at forstå at de bør være taknemmelige, og være det aktivt, færdig. Jeg kan somme tider blive så træt af alle deres undskyldninger, så lad os se om det hjælper denne vej.
Vi var derude ved 12 tiden, men gudstjenesten varede til kl. 3, så først derefter kunne vi begynde at få betalt pengene, taget billeder, givet de sidste gaver osv. Og selfølgelig var der nogen der ikke havde skrevet brev, og jeg var klar til at sige, at så fik de ingen penge.
Så kunne meget hurtigt, komme ud at købe et stykke papir, konvolut, og så skrive brev i kirken, for nu havde de forstået at det var alvor, og jeg mente det meget alvorligt, de ville ikke få deres penge nu, hvis ikke!!!!!.De trænger til opdragelse i stor stil.
Så mens vi ordnede alle disse ting, havde jeg sagt til Millie og den nye Mama om at gå til Agape 3, så ville vi komme der for at snakke, da dette ville tage tid, og børnene var sulten, skulle hjem og have noget at spise.
Så da vi var færdige, ca. 1/2 5, uden mad og drikke, kørte vi til Agape 3, for at snakke med den nye Mama, om hun var parat til at tage opgaven på sig.
Vi fik en god snak, og min første indtryk var god af hende.
Jeg spurgte om hvor meget hun skulle have for arbejdet, hvortil hun svarede 150,000 pr. måned, hvortil jeg svarede at det kunne der på ingen måde blive tale om, da vi ikke havde sponsor til hende. Jeg ville finde 50,000 til hende + kost og logi, indtil vi fandt en sponsor til hende, så var det op til hende. Hun spurgte om hun måtte have sin lille drend på 2 1/2 år hos sig, ( det er ikke normalt her) hvortil jeg svarede at det måtte hun, hvis de kunne sove i den samme seng.
Så efter en lang og god snak, snakkede vi om drengene som hun skulle tage sig af, og at den store er 17 år, og har sine egne meninger, så der ville blive brug for en kærlig men meget fast hånd. Vi ville komme med vore husregler, som vi ville have overholdt.
Så kom drengene, de skulle hilse på hinanden, og prøve at lære hinanden at kende. Det ville ikke blive et problem med de andre, det ville kun blive den store, men det kunne også blive slemt.
Men hun var parat til at tage kampen op, og Millie ville hjælpe hende, og Millie kender den nye mama, og hun kender drengene, så vi må prøve.

Derefter skulle hun se den nye Agape 1, og vi gik derned for at se det nye hjem for hende og sin lille dreng.
Vi blev samlet alle sammen, også Millie og Innocent, og snakken gik meget heftig. Sulait er ikke meget for ikke at være chef, er ikke glad for at underordne sig, hvortil jeg svarede at det skulle han, for ellers ville det være ud af lemmen, også uden den helt store diskution, da vi ikke havde tid til at det kævl.
Han protesterede kraftig, og kom med mange undskyldninger, som jeg ikke vil komme ind på her, og han blev også så gal at han sagde, at hvis jeg ville give ham 20,000 til en busbillet var han den der var gået. Da blev jeg gal, tog min pung op, fandt en 20,000 seddel, og sagde her, og smaskede den i bordet, så han var klar over at jeg ikke holdt på ham, hvis det var det han ønskede, kunne han gå, og det nu.
De fik alle en chok, Millie, Innocent og ikke mindst Sulait, og da forstod han at han havde overtrådt min grænse, og jeg mente hvad jeg sagde, og han blev meget stille, så efter lidt tid i nervøs stilhed, kom det fra ham, at han gerne ville blive. Det er ok sagde jeg, men du har af at gøre hvad der bliver sagt, for ellers bliver du smidt ud, vi vil ikke finde os i dette, så nu er det sidste udkald, bliv og bøj dig, eller skrid, og det nu. Men han ville gerne blive.
Jeg sagde at jeg gerne ville hjælpe ham, men kun hvis han ville opføre sig ordentlig, ellers ville det være lynhurtigt slut.
Så efter en heftig snak, blev der sluttet fred, og den nye mama var ikke blevet forskrækket af dette, så nu ville hun tage ud i landsbyen, for at hente sin lille dreng, og så komme i morgen kl. 2, og så ville vi være der med de første madvarer, så hjemmet kan komme til at fungere selv, og de kan blive flyttet fra Agape 3.
Så var det tid at komme hjem, for at få lidt at spise, inden den sidste møde den dag.
Vi havde inviteret Moses, Niger Destebnis fader, til at komme og hente de sidste penge, samt noget tøj til sine andre børn.
Han kom , fik te og kiks, bananer og vi snakkede. Han fik de sidste 100,000, og var så taknemlig at det halve kunne være nok. Han havde aldrig troet dette muligt, at han skulle komme så nær en musongo( hvid), og oven i købet blive hjulpet, og vide at der er flere hvide i Danmark der ønsker dem det allerbedste her, det var så ubeskriveligt stort for ham, ja han havde også fundet ud af, at når dette kunne ske, var det fordi Gud var en levende realitet, for ellers var dette umuligt.
Så da han var gået, var det tid til tæpperne, vi var så trætte, at vi ikke kunne noget som helst, kun vælte om i vore senge og sove.
Som i nok kan se, er det ikke en ferie det her, det er benhårdt arbejde, og det med levende
mennesker i alle afskygninger.
Herfra en kærlig hilsen. Solveig