Kære alle venner.
I dag har bare været en stille dag for mit vedkommende. jens tog afsted kl. ca. 9, og jeg har ikke set ham siden, nu er kl 8 aften. jeg har ringet til ham, men han tog ikke tlf. sååå
Men nu har han lige ringet tilbage, og sagt at han står inde midt i byen, og vidste ikke hvornår han kommer hjem, men maden står på bordet og venter.
Jeg fik en hilsen fra Benny idag, og han skrev at han gerne ville hjælpe Justin og hendes lille pige, så nu skal vi bare finde ud af hvordan.
Det er bare så vidunderligt at 2 nu har fået mulighed for at starte egen forretning, og nu måske den 3. Gud arbejder, og forvandler liv, han er bare kærlighed, både først og sidst.
Ellers har jeg bare slappet totalt af, da der har været fred i huset, og det er dejligt en gang imellem.
Tiden går, og nu skal det sidste snart gøres, så vi kan komme hjem til det danske forår.
Herfra Kampala, Uganda de kærligste hilsner. Solveig
torsdag den 27. februar 2014
Onsdag d. 26/2
Hej alle kære venner.
Så blev det onsdag, og i dag skulle jeg på tur med en ny evt sponsorat.
Justin som er en ung mor, der arbejder her ved Susan hvor vi bor. Benny fik mange gode snak med hende, da hun kan tale engelsk, modsat så mange andre.
Hun havde fortalt ham, at hun havde 2 børn, som boede hjemme ved hendes mor, langt ude i Buschen( på landet).De gik i en billig skole, og hun måtte tjene til skolepenge, samt hjælpe at forsørge hendes mor. Men Justin ønskede at kunne samle penge til at starte en lille forretning, i stedet for det arbejde hun har.
Jeg lovede Benny at se på forholdene, og se om der var noget han kunne gøre for dem. Han er virkelig blevet grebet af at hjælpe, og det glæder ham hvad han har set.
Nå men i dag skulle det være. Kl 9 skulle vi afsted, og Bridget ville gerne med. jeg ringede til hende kl. 5 min i 9, for at høre om hun var nær, hvortil hun svarede, ja hun var lige om hjørnet.
taxien var kommet kl. 20 min. i 9, og jeg havde bestilt ham til kl. 9.
Justin var færdig til tiden, og glædede sig, så vi kom afsted et lille stykke, for så at vente på Bridget igen. Da vi havde ventet 1/2 time, sagde jeg at nu kørte vi, nu var det nok, hun kom ikke med.
Vi kørte derudaf, og Justin skulle gate taxien. Der var virkelig langt ud, også i en retning som jeg aldrig havde været, Vi kørte bl. andet på Gadaffy ruten, og så videre ud i buschen.
Da vi havde kørt 25 km. på mest jordveje, var vi endelig fremme ved skolen hvor hendes datter gik i skole.
Siden Benny havde talt med hende havde faderen til børnene hentet drengen, og ville tage sig af ham, så nu var der kun pigen tilbage.
Nu var vi altså ved hendes skole.
Vi kom ind på inspektørens kontor, og fremsagde vores ønske om at se datteren, hvilket vi fik lov til med glæde.Jeg tror aldrig der har været en "muzungo "derude før, for de gloede alle øjnene ud af hovedet.
De hentede datteren, men ikke alen hende,også de to piger fra Justins søster, som også bor ved hendes mor. Det er spisielt med de familiebånd her, ikke altid så let at finde ud af.
Benitta, som datteren hed, var virkelig en sød pige. Var ren og pæn i sin skoleuniform, ja det var de alle 3.
Jeg fik taget billeder af dem, og mange mange andre, da de fleste af 800 skolebørn aldrig havde set et hvidt menneske før, så de var komplet ustyrlige, lige meget hvad lærene sagde til dem.
De sang en sang for mig, som jeg optog på video, til stor morskab, da jeg bagefter viste dem videoen. Jeg tror aldrig de havde set noget lignede, og det var virkelig en oplevelse for livet for disse børn og voksne.
Jeg blev vist rundt på skolen, selvfølgelig i håb om at jeg havde mio. at give dem, jeg var jo hvid, og hvide mennesker er banker.Sådan er det bare her, men det må de selv om.
Da vi var færdige der, skulle vi så hjem til Justins mor.
Vi fandt Justins hjem, og hendes svigerinde, som gik med en syg lille pige på ryggen. Moderen var ude i marken og hakke, så Justin rendte efter hende, og hun kom. Hun er virkelig en sej kvinde,65 år, der har hjerte og kræfter til at tage sig af børnebørnene, og resten af familien.
Hjemmet var normalt, som de fleste her, dog var der 3 rum, og god plads ude bagved, med både ænder, høns og kalv. Moderen kæmper virkelig for at de har mad nok.
Moderen har også bygget et hus med 3 udlejningsrum, som hun så får kontante penge til at købe det de ellers skal have.
Jeg ville gerne se børneværelset, og jeg så at de havde en dobbeldækker seng, som Justin havde købt til dem, men madrasser var der ikke meget af, og slet ikke sengetøj.
Vi gik lidt rundt og så på det hele, jeg skulle prøve at se for Benny, men det var virkelig ikke let.
Mens jeg var der sad svigerinden bare der med barnet, mens moderen nu begyndte at lave mad. Så jeg kunne spørge om hvem der virkelig trængte til hjælp.
Benny ville gerne hjælpe Justin, men det hænger jo sammen som ærtehalm, da de er forpligtige på hinanden.
Jeg tog nogle billeder, som jeg vil sende til Benny, så må han selv vælge hvad han synes.
Så var det hjemad igen af de støvede jordveje, og så var vi i Kampala igen.
Taxiemanden har pludselig hævet prisen rigtig meget, da jeg desværre kom til at sige til ham, at i næste uge så skal vi tilbage til Danmark. Så nu skulle der hentes hvad hentes kunne mens vi var her, det er afrikansk politik, hvad enten vi kan lide det eller ej.
Så nu må det blive bodada, det her går ikke mere.
Vel hjemme igen, skulle vi hver især til vort arbejde. Jeg sagde til Justin at jeg ville sende besked til Benny, som jeg gjorde, så nu venter jeg på han svarer.
Herfra de kærligste hilsner og ønsket om Guds velsignelse over jer alle. Solveig
Så blev det onsdag, og i dag skulle jeg på tur med en ny evt sponsorat.
Justin som er en ung mor, der arbejder her ved Susan hvor vi bor. Benny fik mange gode snak med hende, da hun kan tale engelsk, modsat så mange andre.
Hun havde fortalt ham, at hun havde 2 børn, som boede hjemme ved hendes mor, langt ude i Buschen( på landet).De gik i en billig skole, og hun måtte tjene til skolepenge, samt hjælpe at forsørge hendes mor. Men Justin ønskede at kunne samle penge til at starte en lille forretning, i stedet for det arbejde hun har.
Jeg lovede Benny at se på forholdene, og se om der var noget han kunne gøre for dem. Han er virkelig blevet grebet af at hjælpe, og det glæder ham hvad han har set.
Nå men i dag skulle det være. Kl 9 skulle vi afsted, og Bridget ville gerne med. jeg ringede til hende kl. 5 min i 9, for at høre om hun var nær, hvortil hun svarede, ja hun var lige om hjørnet.
taxien var kommet kl. 20 min. i 9, og jeg havde bestilt ham til kl. 9.
Justin var færdig til tiden, og glædede sig, så vi kom afsted et lille stykke, for så at vente på Bridget igen. Da vi havde ventet 1/2 time, sagde jeg at nu kørte vi, nu var det nok, hun kom ikke med.
Vi kørte derudaf, og Justin skulle gate taxien. Der var virkelig langt ud, også i en retning som jeg aldrig havde været, Vi kørte bl. andet på Gadaffy ruten, og så videre ud i buschen.
Da vi havde kørt 25 km. på mest jordveje, var vi endelig fremme ved skolen hvor hendes datter gik i skole.
Siden Benny havde talt med hende havde faderen til børnene hentet drengen, og ville tage sig af ham, så nu var der kun pigen tilbage.
Nu var vi altså ved hendes skole.
Vi kom ind på inspektørens kontor, og fremsagde vores ønske om at se datteren, hvilket vi fik lov til med glæde.Jeg tror aldrig der har været en "muzungo "derude før, for de gloede alle øjnene ud af hovedet.
De hentede datteren, men ikke alen hende,også de to piger fra Justins søster, som også bor ved hendes mor. Det er spisielt med de familiebånd her, ikke altid så let at finde ud af.
Benitta, som datteren hed, var virkelig en sød pige. Var ren og pæn i sin skoleuniform, ja det var de alle 3.
Jeg fik taget billeder af dem, og mange mange andre, da de fleste af 800 skolebørn aldrig havde set et hvidt menneske før, så de var komplet ustyrlige, lige meget hvad lærene sagde til dem.
De sang en sang for mig, som jeg optog på video, til stor morskab, da jeg bagefter viste dem videoen. Jeg tror aldrig de havde set noget lignede, og det var virkelig en oplevelse for livet for disse børn og voksne.
Jeg blev vist rundt på skolen, selvfølgelig i håb om at jeg havde mio. at give dem, jeg var jo hvid, og hvide mennesker er banker.Sådan er det bare her, men det må de selv om.
Da vi var færdige der, skulle vi så hjem til Justins mor.
Vi fandt Justins hjem, og hendes svigerinde, som gik med en syg lille pige på ryggen. Moderen var ude i marken og hakke, så Justin rendte efter hende, og hun kom. Hun er virkelig en sej kvinde,65 år, der har hjerte og kræfter til at tage sig af børnebørnene, og resten af familien.
Hjemmet var normalt, som de fleste her, dog var der 3 rum, og god plads ude bagved, med både ænder, høns og kalv. Moderen kæmper virkelig for at de har mad nok.
Moderen har også bygget et hus med 3 udlejningsrum, som hun så får kontante penge til at købe det de ellers skal have.
Jeg ville gerne se børneværelset, og jeg så at de havde en dobbeldækker seng, som Justin havde købt til dem, men madrasser var der ikke meget af, og slet ikke sengetøj.
Vi gik lidt rundt og så på det hele, jeg skulle prøve at se for Benny, men det var virkelig ikke let.
Mens jeg var der sad svigerinden bare der med barnet, mens moderen nu begyndte at lave mad. Så jeg kunne spørge om hvem der virkelig trængte til hjælp.
Benny ville gerne hjælpe Justin, men det hænger jo sammen som ærtehalm, da de er forpligtige på hinanden.
Jeg tog nogle billeder, som jeg vil sende til Benny, så må han selv vælge hvad han synes.
Så var det hjemad igen af de støvede jordveje, og så var vi i Kampala igen.
Taxiemanden har pludselig hævet prisen rigtig meget, da jeg desværre kom til at sige til ham, at i næste uge så skal vi tilbage til Danmark. Så nu skulle der hentes hvad hentes kunne mens vi var her, det er afrikansk politik, hvad enten vi kan lide det eller ej.
Så nu må det blive bodada, det her går ikke mere.
Vel hjemme igen, skulle vi hver især til vort arbejde. Jeg sagde til Justin at jeg ville sende besked til Benny, som jeg gjorde, så nu venter jeg på han svarer.
Herfra de kærligste hilsner og ønsket om Guds velsignelse over jer alle. Solveig
tirsdag den 25. februar 2014
Tirsdag d. 25/2 2014
En vidunderlig morgen. Kl. er bare 1/6, men jeg skal op for at sende en hilsen til Benny der bliver 60 år i dag, og er med hele familien i Spanien.
Jeg havde taget en lille video af hans dejlige dreng, som sang fødselsdagssang for ham, og håbede på at kunne sende den til ham, men det ville ikke lykkes, så det blev til et billede af Emanuel, og så måtte videoen komme senere.
Jeg skulle have pakket, og skulle tidlig afsted, da jeg skulle ud at se hvor Elisabeth boede, det havde jeg lovet hende, da hun er flyttet, og jeg skulle også snakke med børnenes skole, og se om det går godt.
Ester, Erey og Ebenezer, som børnene hedder, er meget glade for at gå i skole, og det hjælper jo til at lære noget.
Jeg skulle køre kl 8, så jeg måtte blive færdig. Da jeg så kom op, var Jens gået, og havde taget nøglerne med, men heldigvis stod døren åben ud, og så måtte jeg jo få tjenestepigen til at lukke den sidste gate op.
Nå men jeg blev færdig til tiden, og taxien var der også til tiden. Så var det afsted, til et område jeg aldrig har været i før.
Da vi så kom derud, skulle jeg ringe til Elisabeth, og hun ville gate os det sidste stykke. Sådan gør de her, da ingen har ardresser, det er der ved siden af, eller bag ved, sååå, det er sandelig nødvendigt med en tlf.
Vi kom ud, og det lykkedes også at finde Elisabeth, som tog imod med åbne arme, strålende glad for at se mig. Det var hende som Innocent havde sagt til, at hun havde mistet alle sine sponsoer i Danmark, og bare selv beholdt pengene. Så hun er ovenud lykkelig for at dette ikke var sandt, for ellers kunne hendes børn ikke komme i skole.
Det første jeg skulle, var at se hvor de boede. Vi kørte af noget de kalder en vej, rundt om hjørner, skurer, imellem kalve, høns, ænder, geder og gadesælgere i lange baner, og vi kan lige akkurat komme igennem med bil. Det lugter rigtig slemt, af kloak, da alt foregår ude på det de kalder vej. Men sandelig om ikke vi fandt det lille rum som er deres hjem.
Hun åbnede armene og bød strålende mig velkommen til deres hjem.Et lille rum, hvor de boede 4 personer i. Der var lige akkurat plads til en lille 2 pers. sofa, elles ikke noget, udover de 3 senge. men da de altid har godt vejr her, foregår alt jo udenfor, og de skal kun sove i rummene. Alt var fejet og strøget , men luften var ikke den bedste, men hun var glad og stolt, og det var dejligt.
Derefter skulle vi så på skolen, og fik en snak med skolelederen, som også bød hjertelig velkommen. Så blev vi vist rundt på skolen, da det er en ny, hvor jeg ikke har været før. Det var dejligt at se, og der var orden i tingene. Børnene gør det også rimelig, har jo ikke gået i skole så mange år.
Vi besøgte klasserne hvor børnene var, og fik lov at tage dem ud, for at tage billeder af dem.
Så var besøget slut, og skolen var glade for at se der er nogen der intereseret i hvordan de gør det, og er selvfølgelig glade for at få at vide at de gør det godt. Det var godt at se.
Så skulle vi hjemad, det vil sige, jeg skulle mødes med Moses. Elisabeth kom op at køre, da hun gør rent næsten lige ved siden af hvor vi bor,så hun så lige chancen til at få et lift.
Næste stop, var ud til Moses, han ville gerne vise mig den kontejne, han gerne ville leje, hvis de fik mulighed for at starte en lille forretning igen. Den første de havde, som jeg gav dem penge til , var blevet brækket op, og alt var stjålet, så nu var det helt forfra, om jeg kunne finde 500,600,000 ugx.
Men hvis de fik penge til at starte igen, måtte det blive i en kontejne af stål, som ingen kan brække ind i.
Vi kom derud, og Moses kom ombord på samme måde, ved et tlf. opkald, og så kunne vi komme afsted.
Vi fandt der hvor de sælger, og lejer kontejne ud, og fik prisen på det, i forskellige størelser.
Men en ting er en kontejne, den skal også stå et sted. Moses havde fundet et godt sted, og havde snakket med dem, og det var vist nær en aftale. Men der skulle jo også noget på hylderne, så vi skulle have en bedre snak.
Vi blev færdige, kom afsted, og så kom Elisabet af, og takkede for besøget. Så skulle Moses og mig hjem og snakke.
Jeg spurgte hvad han ville sælge, og han nævnede en hel remse, hvortil jeg svarede, at jeg synes de skulle begynde med en lille kontejne, selv om han gerne ville have den store, kunne jeg mærke. men bedre med mange varer i en lille kontejne, end en stor med lidt varer, og det asepterede han, ja hvad andet kunne han gøre.
Så gav jeg ham 300,000, og sagde at han skulle få 200,000 mere, men jeg havde ikke flere, før jeg fik hævet, men så kunne han da få begyndt, da han har fri i dag, og var bare opsat på at få begyndt igen, hvis jeg ville hjælpe dem en gang til. Jeg sagde at det var sidste gang nu, så nu måtte de passe godt på, at der ikke skal blive indbrud igen.
Moses var bare så lykkelig at han næsten hoppede, da han gik, han var mere end klar.
Jeg skulle afsted at hæve penge, og købe vand, da vi var kørt helt tørt.
Da jeg så var hjemme igen, fået noget at spise, gav jeg mig til at skrive et brev til Jens, om ikke der var en mulighed at vi kunne snakke sammen på en ordentlig måde, uden han skældte ud, bare stille og rolig. Så nu beder jeg til at han vil falde ned, så vi kan snakke ordentlig sammen.
Han er taget ind til byen, havde han skrevet på en seddel da jeg kom op,men lovede at komme hjem til aften.Så jeg håber og beder til at vi kunne få en god snak.
Herfra de kærligste hilsner fra os alle i Uganda. Solveig
Jeg havde taget en lille video af hans dejlige dreng, som sang fødselsdagssang for ham, og håbede på at kunne sende den til ham, men det ville ikke lykkes, så det blev til et billede af Emanuel, og så måtte videoen komme senere.
Jeg skulle have pakket, og skulle tidlig afsted, da jeg skulle ud at se hvor Elisabeth boede, det havde jeg lovet hende, da hun er flyttet, og jeg skulle også snakke med børnenes skole, og se om det går godt.
Ester, Erey og Ebenezer, som børnene hedder, er meget glade for at gå i skole, og det hjælper jo til at lære noget.
Jeg skulle køre kl 8, så jeg måtte blive færdig. Da jeg så kom op, var Jens gået, og havde taget nøglerne med, men heldigvis stod døren åben ud, og så måtte jeg jo få tjenestepigen til at lukke den sidste gate op.
Nå men jeg blev færdig til tiden, og taxien var der også til tiden. Så var det afsted, til et område jeg aldrig har været i før.
Da vi så kom derud, skulle jeg ringe til Elisabeth, og hun ville gate os det sidste stykke. Sådan gør de her, da ingen har ardresser, det er der ved siden af, eller bag ved, sååå, det er sandelig nødvendigt med en tlf.
Vi kom ud, og det lykkedes også at finde Elisabeth, som tog imod med åbne arme, strålende glad for at se mig. Det var hende som Innocent havde sagt til, at hun havde mistet alle sine sponsoer i Danmark, og bare selv beholdt pengene. Så hun er ovenud lykkelig for at dette ikke var sandt, for ellers kunne hendes børn ikke komme i skole.
Det første jeg skulle, var at se hvor de boede. Vi kørte af noget de kalder en vej, rundt om hjørner, skurer, imellem kalve, høns, ænder, geder og gadesælgere i lange baner, og vi kan lige akkurat komme igennem med bil. Det lugter rigtig slemt, af kloak, da alt foregår ude på det de kalder vej. Men sandelig om ikke vi fandt det lille rum som er deres hjem.
Hun åbnede armene og bød strålende mig velkommen til deres hjem.Et lille rum, hvor de boede 4 personer i. Der var lige akkurat plads til en lille 2 pers. sofa, elles ikke noget, udover de 3 senge. men da de altid har godt vejr her, foregår alt jo udenfor, og de skal kun sove i rummene. Alt var fejet og strøget , men luften var ikke den bedste, men hun var glad og stolt, og det var dejligt.
Derefter skulle vi så på skolen, og fik en snak med skolelederen, som også bød hjertelig velkommen. Så blev vi vist rundt på skolen, da det er en ny, hvor jeg ikke har været før. Det var dejligt at se, og der var orden i tingene. Børnene gør det også rimelig, har jo ikke gået i skole så mange år.
Vi besøgte klasserne hvor børnene var, og fik lov at tage dem ud, for at tage billeder af dem.
Så var besøget slut, og skolen var glade for at se der er nogen der intereseret i hvordan de gør det, og er selvfølgelig glade for at få at vide at de gør det godt. Det var godt at se.
Så skulle vi hjemad, det vil sige, jeg skulle mødes med Moses. Elisabeth kom op at køre, da hun gør rent næsten lige ved siden af hvor vi bor,så hun så lige chancen til at få et lift.
Næste stop, var ud til Moses, han ville gerne vise mig den kontejne, han gerne ville leje, hvis de fik mulighed for at starte en lille forretning igen. Den første de havde, som jeg gav dem penge til , var blevet brækket op, og alt var stjålet, så nu var det helt forfra, om jeg kunne finde 500,600,000 ugx.
Men hvis de fik penge til at starte igen, måtte det blive i en kontejne af stål, som ingen kan brække ind i.
Vi kom derud, og Moses kom ombord på samme måde, ved et tlf. opkald, og så kunne vi komme afsted.
Vi fandt der hvor de sælger, og lejer kontejne ud, og fik prisen på det, i forskellige størelser.
Men en ting er en kontejne, den skal også stå et sted. Moses havde fundet et godt sted, og havde snakket med dem, og det var vist nær en aftale. Men der skulle jo også noget på hylderne, så vi skulle have en bedre snak.
Vi blev færdige, kom afsted, og så kom Elisabet af, og takkede for besøget. Så skulle Moses og mig hjem og snakke.
Jeg spurgte hvad han ville sælge, og han nævnede en hel remse, hvortil jeg svarede, at jeg synes de skulle begynde med en lille kontejne, selv om han gerne ville have den store, kunne jeg mærke. men bedre med mange varer i en lille kontejne, end en stor med lidt varer, og det asepterede han, ja hvad andet kunne han gøre.
Så gav jeg ham 300,000, og sagde at han skulle få 200,000 mere, men jeg havde ikke flere, før jeg fik hævet, men så kunne han da få begyndt, da han har fri i dag, og var bare opsat på at få begyndt igen, hvis jeg ville hjælpe dem en gang til. Jeg sagde at det var sidste gang nu, så nu måtte de passe godt på, at der ikke skal blive indbrud igen.
Moses var bare så lykkelig at han næsten hoppede, da han gik, han var mere end klar.
Jeg skulle afsted at hæve penge, og købe vand, da vi var kørt helt tørt.
Da jeg så var hjemme igen, fået noget at spise, gav jeg mig til at skrive et brev til Jens, om ikke der var en mulighed at vi kunne snakke sammen på en ordentlig måde, uden han skældte ud, bare stille og rolig. Så nu beder jeg til at han vil falde ned, så vi kan snakke ordentlig sammen.
Han er taget ind til byen, havde han skrevet på en seddel da jeg kom op,men lovede at komme hjem til aften.Så jeg håber og beder til at vi kunne få en god snak.
Herfra de kærligste hilsner fra os alle i Uganda. Solveig
mandag den 24. februar 2014
Mandag 24/2 2014
Kære Alle Venner
Jeg havde en en vidunderlig ro og fred i dag, da Jens har været ude af huset. Det har været en lise for sjælen. Den negative ånd har været væk, jeg kunne trække vejret, og nyde freden uden skæld ud.
Først skal der vaskes lidt igen og derefter skulle der købes ind, da huset jo også skal fungere.
Så har jeg talt med Frank, jeg ville gerne vide om han kunne blive færdig med huset de næste tre dage, så der kunne tages nogle billeder af det færdige resultater. Han skulle have flere penge til sand, cement og vand. men der er ingenting der er let i Uganda.. Så godt vi har Bridget, for nu var gode råd dyre. Hvordan fik vi penge sendt til Frank, ingen penge ingen materialer.
Men her i Uganda har de noget de kalder mobilmonny. Altså kan pengene sendes i mobiltlf. og det måtte blive løsningen.
Jeg fik fat i Bridget, og hun lovede at gøre det for, jeg ville gerne om han kunne blive færdig de næste 3 dage.
Så da jeg havde Bridget, ville vi aftale møde i Agape 3 hjemmet, hvor de i al den tid, vi har Lejet huset, havde strømproblemer. Så havde strøm og så havde de ikke. Så nu var det en NOK.
Jeg havde sagt Bridget at hun ikke skulle betale husleje, før de havde sat en måler op, og at alle tingene er på rette plads, så nu havde de ventet siden d. .. 15, at jeg ville få tid til et møde med udlejeren . når han ikke kan et ord engelsk, ville Bridget og være den der skulle oversætte
Så det blev bestemt at mødet skulle være kl 3, så ville hun sørge for at David var til stede.
Jeg kørte derud, og vi fik aftalt med Milly, omkring festen der skal holdes inden vi tager hjem. Så kom Bridget, og til sidst David og en ven Emanuel, som kunne snakke engelsk.
Jeg sagde til David, at nu skulle de få tingene i orden, ellers fik de ingen penge. Der er ikke et målerskab, med måler og alt det der. Det er simpelthen et kabel der er sat meget primativ på huset, og som er forbundet til et andet hus. Men kablet var igen rykket fra, for der var ikke betalt. Det er livsensfarlig, kan kun være tilladt her i Uganda. Så de havde ingen strøm.
David vred sig noget, og sagde at det ville koste en masse penge, og de havde ingen. En sang jeg kender alt for godt. Now monny, now monny.
Men jeg sagde at nu var det nok, tingene skulle bringes i orden.
David takkede for at vi havde malet huset inde som ude, det var han glad for. Jeg sagde at vi Danmark tager vare på tingene, og passer på dem, vi gjorde det vi skulle, men de skulle også gøre hvad de skulle, ellers var det slut. David sagde nu, at han altid havde været glad for os, da han altid har fået pengene til tiden, denne gang var den første gang, han ikke fik.
Men så tog vennen over,og sagde at de gerne ville gøre det, men de havde ingen penge, så hvis vi ville give dem huslejen nu, og 1 måned, så ville de få tingene bragt i orden.
Jeg spurgte Bridget om hvad hun menet, men hun mente nok det gik.
Jeg sagde at så var det i orden, men jeg ville have det på papir, med underskrifter, og det fik jeg, og så vil tiden vise hvor meget der var i de underskrifter.
Jeg sagde at hvis de fik alle tingene i orden, ville vi betale vores egen strømregning, ikke via David, nu var det bare nok.
Så da jeg igen kom hjem, var jens kommet tilbage, og den dårlige ånd med ham. Uha.
Men vi må se, nu er der mange ting der skal gøres færdig, da der ikke er mange dage tilbage, og der skal gerne være orden på det hele her, når vi tager tilbage til Danmark.
Herfra de kærligste hilsner Solveig
Jeg havde en en vidunderlig ro og fred i dag, da Jens har været ude af huset. Det har været en lise for sjælen. Den negative ånd har været væk, jeg kunne trække vejret, og nyde freden uden skæld ud.
Først skal der vaskes lidt igen og derefter skulle der købes ind, da huset jo også skal fungere.
Så har jeg talt med Frank, jeg ville gerne vide om han kunne blive færdig med huset de næste tre dage, så der kunne tages nogle billeder af det færdige resultater. Han skulle have flere penge til sand, cement og vand. men der er ingenting der er let i Uganda.. Så godt vi har Bridget, for nu var gode råd dyre. Hvordan fik vi penge sendt til Frank, ingen penge ingen materialer.
Men her i Uganda har de noget de kalder mobilmonny. Altså kan pengene sendes i mobiltlf. og det måtte blive løsningen.
Jeg fik fat i Bridget, og hun lovede at gøre det for, jeg ville gerne om han kunne blive færdig de næste 3 dage.
Så da jeg havde Bridget, ville vi aftale møde i Agape 3 hjemmet, hvor de i al den tid, vi har Lejet huset, havde strømproblemer. Så havde strøm og så havde de ikke. Så nu var det en NOK.
Jeg havde sagt Bridget at hun ikke skulle betale husleje, før de havde sat en måler op, og at alle tingene er på rette plads, så nu havde de ventet siden d. .. 15, at jeg ville få tid til et møde med udlejeren . når han ikke kan et ord engelsk, ville Bridget og være den der skulle oversætte
Så det blev bestemt at mødet skulle være kl 3, så ville hun sørge for at David var til stede.
Jeg kørte derud, og vi fik aftalt med Milly, omkring festen der skal holdes inden vi tager hjem. Så kom Bridget, og til sidst David og en ven Emanuel, som kunne snakke engelsk.
Jeg sagde til David, at nu skulle de få tingene i orden, ellers fik de ingen penge. Der er ikke et målerskab, med måler og alt det der. Det er simpelthen et kabel der er sat meget primativ på huset, og som er forbundet til et andet hus. Men kablet var igen rykket fra, for der var ikke betalt. Det er livsensfarlig, kan kun være tilladt her i Uganda. Så de havde ingen strøm.
David vred sig noget, og sagde at det ville koste en masse penge, og de havde ingen. En sang jeg kender alt for godt. Now monny, now monny.
Men jeg sagde at nu var det nok, tingene skulle bringes i orden.
David takkede for at vi havde malet huset inde som ude, det var han glad for. Jeg sagde at vi Danmark tager vare på tingene, og passer på dem, vi gjorde det vi skulle, men de skulle også gøre hvad de skulle, ellers var det slut. David sagde nu, at han altid havde været glad for os, da han altid har fået pengene til tiden, denne gang var den første gang, han ikke fik.
Men så tog vennen over,og sagde at de gerne ville gøre det, men de havde ingen penge, så hvis vi ville give dem huslejen nu, og 1 måned, så ville de få tingene bragt i orden.
Jeg spurgte Bridget om hvad hun menet, men hun mente nok det gik.
Jeg sagde at så var det i orden, men jeg ville have det på papir, med underskrifter, og det fik jeg, og så vil tiden vise hvor meget der var i de underskrifter.
Jeg sagde at hvis de fik alle tingene i orden, ville vi betale vores egen strømregning, ikke via David, nu var det bare nok.
Så da jeg igen kom hjem, var jens kommet tilbage, og den dårlige ånd med ham. Uha.
Men vi må se, nu er der mange ting der skal gøres færdig, da der ikke er mange dage tilbage, og der skal gerne være orden på det hele her, når vi tager tilbage til Danmark.
Herfra de kærligste hilsner Solveig
søndag den 23. februar 2014
Den vidunderlige nat
Kære venner.
Så er vi tilbage i Kampala igen, efter en frygtelig uge, men hvor også mange dejlige ting er sket, men det har rigtignok været hårdt.
Vi kom tilbage fredag aften, efter en meget dårlig afslutning, da Jens kom der ud i Taxien, efter de havde været ude på jorden. Så var spillet kørt.
Men hjemme igen. i en bælgmørk aften, og ind i et hus, der har stået stille i en uge. Der ligger ca. 1 cm støv overalt, da det ikke har regnet de sidste 14-dage til 3 uger.
Men vel hjemme,gik jeg direkte til mit lille værelse, og gik i seng, orkede ikke mere, jeg var totalt færdig, kunne bare græde, og give op.
Jeg sagde til Jesus at det her kunne jeg ikke holde til mere, så nu måtte han tage over, det er jo hans direkte arbejde, så hvis han ville videre, måtte han gribe ind, jeg kunne ikke mere.
Så endnu en aften hvor jeg græd mig i søvn, efter en lang dag på 1 banan og vand, men jeg var ligeglad.
Færdig færdig færdig.
Så var jeg faldet i søvn, havde sovet som en sten.
Kl. 1/2 5, blev jeg vækket af Jesus, og han sagde:
Mattæus 5 vers 10: Salige er de, som er forfulgte for retfærdighedens skyld.
Glæd jer og fryd jer; jeres løn skal være stor i Himmelen; thi således har man forfulgt profeterne som var før jer.
Jeg siger jer, jeg var lysvågen, for det var jo lige ordene, der satte det hele på plads, jeg var så glad for den hilsen. Samtidig var der en stor flok små engle, der tog hinanden i hænderne, og slog en halvbue omkring mig, ned mod madrassen, og ud fra dem strømmede en sådant himmelsk kærlighed, der gik ind og lægte mit sårede hjerte, der var så ødelagt af det som var sket.
Jeg lå længe og bare sugede den himmelske kærlighed til mig, til lægedom, og lyttende til de livsaglige ord. Det er jo netop det, det koster at følge Jesus helt og fuldt.
Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, men nu fik jeg energi, til at forsætte, med fornyet styrke, Hvor er det bare vidunderlig at Jesus ved lige akkurat hvor vi er, og hvad der sker. Han havde hørt at jeg havde give op, da det var for svært, og så sendte han lige akkurat hvad jeg trængte til. ÅÅÅÅÅÅ hvor var det vidunderlig.
Jeg stod op kl 1/2 8, og var bare så frisk og glad, Jesus var endnu engang kommet mig til hjælp.
Jeg gik i bad, for derefter at komme afsted på en bodada for at købe mælk, brød, kylling osv. da der jo ikke var noget mad i huset.
Jeg fik handlet ind, kom tilbage, og fik spist morgenmad, samtidig jeg fik sat vasketøj over at koge, for nu skulle der gang i vaskeriet( Gnubbe) der var en masse møgbeskidt tøj.
Jeg fik vasket storvask, og ud kom det på snoren, så det kunne tørre.
Så fik jeg gang i rengøringen, så jeg kunne få alt støvet ud. Det var virkelig meget, og det tog mange spande vand, men vi har jo vand i hanerne, så det var bare at lukke op. Jeg fik gjort rent i hele huset, vasket alle gulve, så nu var her til at være igen. Jens sov stadig.
Så skulle jeg videre med arbejdet, der var flere jeg skulle have møde med.
Jeg fik ringet til Judith, som kom med sin søn Annest. Vi fik en dejlig snak om hvordan alting gik. Hun var blevet smidt ud af rummet hvor hun boede, da hun ikke kunne betale huslejen, så nu bor de ved en veninde, som har 2 børn. Så de er altså 5 i et rum, ja livet er ikke let her. Hun har søgt arbejde i et helt år, men ikke fundet noget, men nu ser det ud til at skulle lykkes. Så vi beder og håber.
Annest er 6 år, og en meget dygtig dreng, med en masse krudt i, han skal nok komme frem i verden, det er jeg sikker på.
De fik saftevand, kiks og bananer, det som huset altid byder på, og det passer dem såååå godt.
Da de var gået, skulle jeg ind og snakke med Susan.Justin, Susans hushjælp, havde spurgt om hun kunne få fri en dag, da jeg skulle have hende med ud at se til hendes børn,som bor ved hendes mor. Benny havde snakket med hende, og kunne måske tænke sig at hjælpe dem, men hvordan. Jeg sagde at jeg var nødt til at se på forholdene, før vi vidste om det var en god ide, så derfor skulle hun have fri. Hun kom tilbage og sagde at Susan ville snakke med mig, men da var vi på vej ud af døren til buschen, så det måtte vente, til jeg kom hjem.
Så nu havde vi begge tid, og jeg gik ind til Susan.Jeg fortalte hende hvad vi havde lavet de sidste 8 dage, hun er min søster, og hun var så glad og velsignet på den lille families vegne, så det var dejligt.
Angående Justin, fik jeg at vide at drengen havde faderen hentet, og ville tage sig af, men pigen ville han ikke vide af, så hvis der skulle hjælpes, måtte det blive hende. Hvilket passer meget godt, da det altid er pigerne der er det sidste og laveste.
Så det blev bestemt at onsdag kl. 9, skulle Justin være klar, så ville jeg være klar med en taxi, og så vil vi køre ud at se på tingene. Justin var bare så glad.Så lad os se.
Jens var stadig ikke kommet op, men da jeg havde lavet aftensmad, gik jeg ind til ham, og spurgte om han var syg, eller hvad.
Så stod han op, havde ikke fået noget hele dagen, så han var sulten.
Og så brød galden løs. Han spurgte om hvad der var mine planer for i morgen.
Jeg sagde at jeg ville i kirke , ellers ikke noget.
Men han havde andre planer. Han ville ud i Buschen igen med en fodbold som han havde lovet drengene. Så han gik ind i skabet og tog en fodbold, som jeg havde fået med til nogle drenge.
Derefter fik jeg besked på at finde 80-100,000 ugx til ham, og lægge kortet med koden, som han ville have med.Han ville også have cameraet med.
Jeg spurgte om han virkelig ville bruge 250,000ugx igen på at tage ud med en fodbold som ikke var hans, hvilket han svarede, ja, det var HANS plan.
Jeg sagde at jeg ikke havde de penge, så han kunne bruge hans egen kort, min fik han ikke. Cameraet heller ikke, hvilket gjorde ham så gal.
Den komandtone er bare for meget. Kæreste Jens hvor er du blevet af?????
Så da jeg kom hjem fra kirke lå der en hilsen, ikke af de bedste, narturligvis, men at han var taget afsted og kom nok ikke tilbage før om et par dage, men om jeg venligst ville sende et tlf. nr til ham på den taxi jeg altid bruger. Nej jeg vil ikke kære Jens.
Så nu er det søndag aften. Kl. er 1/2 7, og jeg ved ikke hvor han er, men jeg regner med at han er ude i buschen ved Frank.
Se hvordan livet kan forme sig, jeg er totalt chokeret, og aner ikke hvor den mand er som jeg kender, men beder Jesus om at gøre et mirakel i ham, og passe godt på ham.
Jesus kan han aldrig rende væk fra. Halleluja halleluja.
De kærligste hilsner Solveig
Så er vi tilbage i Kampala igen, efter en frygtelig uge, men hvor også mange dejlige ting er sket, men det har rigtignok været hårdt.
Vi kom tilbage fredag aften, efter en meget dårlig afslutning, da Jens kom der ud i Taxien, efter de havde været ude på jorden. Så var spillet kørt.
Men hjemme igen. i en bælgmørk aften, og ind i et hus, der har stået stille i en uge. Der ligger ca. 1 cm støv overalt, da det ikke har regnet de sidste 14-dage til 3 uger.
Men vel hjemme,gik jeg direkte til mit lille værelse, og gik i seng, orkede ikke mere, jeg var totalt færdig, kunne bare græde, og give op.
Jeg sagde til Jesus at det her kunne jeg ikke holde til mere, så nu måtte han tage over, det er jo hans direkte arbejde, så hvis han ville videre, måtte han gribe ind, jeg kunne ikke mere.
Så endnu en aften hvor jeg græd mig i søvn, efter en lang dag på 1 banan og vand, men jeg var ligeglad.
Færdig færdig færdig.
Så var jeg faldet i søvn, havde sovet som en sten.
Kl. 1/2 5, blev jeg vækket af Jesus, og han sagde:
Mattæus 5 vers 10: Salige er de, som er forfulgte for retfærdighedens skyld.
Glæd jer og fryd jer; jeres løn skal være stor i Himmelen; thi således har man forfulgt profeterne som var før jer.
Jeg siger jer, jeg var lysvågen, for det var jo lige ordene, der satte det hele på plads, jeg var så glad for den hilsen. Samtidig var der en stor flok små engle, der tog hinanden i hænderne, og slog en halvbue omkring mig, ned mod madrassen, og ud fra dem strømmede en sådant himmelsk kærlighed, der gik ind og lægte mit sårede hjerte, der var så ødelagt af det som var sket.
Jeg lå længe og bare sugede den himmelske kærlighed til mig, til lægedom, og lyttende til de livsaglige ord. Det er jo netop det, det koster at følge Jesus helt og fuldt.
Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, men nu fik jeg energi, til at forsætte, med fornyet styrke, Hvor er det bare vidunderlig at Jesus ved lige akkurat hvor vi er, og hvad der sker. Han havde hørt at jeg havde give op, da det var for svært, og så sendte han lige akkurat hvad jeg trængte til. ÅÅÅÅÅÅ hvor var det vidunderlig.
Jeg stod op kl 1/2 8, og var bare så frisk og glad, Jesus var endnu engang kommet mig til hjælp.
Jeg gik i bad, for derefter at komme afsted på en bodada for at købe mælk, brød, kylling osv. da der jo ikke var noget mad i huset.
Jeg fik handlet ind, kom tilbage, og fik spist morgenmad, samtidig jeg fik sat vasketøj over at koge, for nu skulle der gang i vaskeriet( Gnubbe) der var en masse møgbeskidt tøj.
Jeg fik vasket storvask, og ud kom det på snoren, så det kunne tørre.
Så fik jeg gang i rengøringen, så jeg kunne få alt støvet ud. Det var virkelig meget, og det tog mange spande vand, men vi har jo vand i hanerne, så det var bare at lukke op. Jeg fik gjort rent i hele huset, vasket alle gulve, så nu var her til at være igen. Jens sov stadig.
Så skulle jeg videre med arbejdet, der var flere jeg skulle have møde med.
Jeg fik ringet til Judith, som kom med sin søn Annest. Vi fik en dejlig snak om hvordan alting gik. Hun var blevet smidt ud af rummet hvor hun boede, da hun ikke kunne betale huslejen, så nu bor de ved en veninde, som har 2 børn. Så de er altså 5 i et rum, ja livet er ikke let her. Hun har søgt arbejde i et helt år, men ikke fundet noget, men nu ser det ud til at skulle lykkes. Så vi beder og håber.
Annest er 6 år, og en meget dygtig dreng, med en masse krudt i, han skal nok komme frem i verden, det er jeg sikker på.
De fik saftevand, kiks og bananer, det som huset altid byder på, og det passer dem såååå godt.
Da de var gået, skulle jeg ind og snakke med Susan.Justin, Susans hushjælp, havde spurgt om hun kunne få fri en dag, da jeg skulle have hende med ud at se til hendes børn,som bor ved hendes mor. Benny havde snakket med hende, og kunne måske tænke sig at hjælpe dem, men hvordan. Jeg sagde at jeg var nødt til at se på forholdene, før vi vidste om det var en god ide, så derfor skulle hun have fri. Hun kom tilbage og sagde at Susan ville snakke med mig, men da var vi på vej ud af døren til buschen, så det måtte vente, til jeg kom hjem.
Så nu havde vi begge tid, og jeg gik ind til Susan.Jeg fortalte hende hvad vi havde lavet de sidste 8 dage, hun er min søster, og hun var så glad og velsignet på den lille families vegne, så det var dejligt.
Angående Justin, fik jeg at vide at drengen havde faderen hentet, og ville tage sig af, men pigen ville han ikke vide af, så hvis der skulle hjælpes, måtte det blive hende. Hvilket passer meget godt, da det altid er pigerne der er det sidste og laveste.
Så det blev bestemt at onsdag kl. 9, skulle Justin være klar, så ville jeg være klar med en taxi, og så vil vi køre ud at se på tingene. Justin var bare så glad.Så lad os se.
Jens var stadig ikke kommet op, men da jeg havde lavet aftensmad, gik jeg ind til ham, og spurgte om han var syg, eller hvad.
Så stod han op, havde ikke fået noget hele dagen, så han var sulten.
Og så brød galden løs. Han spurgte om hvad der var mine planer for i morgen.
Jeg sagde at jeg ville i kirke , ellers ikke noget.
Men han havde andre planer. Han ville ud i Buschen igen med en fodbold som han havde lovet drengene. Så han gik ind i skabet og tog en fodbold, som jeg havde fået med til nogle drenge.
Derefter fik jeg besked på at finde 80-100,000 ugx til ham, og lægge kortet med koden, som han ville have med.Han ville også have cameraet med.
Jeg spurgte om han virkelig ville bruge 250,000ugx igen på at tage ud med en fodbold som ikke var hans, hvilket han svarede, ja, det var HANS plan.
Jeg sagde at jeg ikke havde de penge, så han kunne bruge hans egen kort, min fik han ikke. Cameraet heller ikke, hvilket gjorde ham så gal.
Den komandtone er bare for meget. Kæreste Jens hvor er du blevet af?????
Så da jeg kom hjem fra kirke lå der en hilsen, ikke af de bedste, narturligvis, men at han var taget afsted og kom nok ikke tilbage før om et par dage, men om jeg venligst ville sende et tlf. nr til ham på den taxi jeg altid bruger. Nej jeg vil ikke kære Jens.
Så nu er det søndag aften. Kl. er 1/2 7, og jeg ved ikke hvor han er, men jeg regner med at han er ude i buschen ved Frank.
Se hvordan livet kan forme sig, jeg er totalt chokeret, og aner ikke hvor den mand er som jeg kender, men beder Jesus om at gøre et mirakel i ham, og passe godt på ham.
Jesus kan han aldrig rende væk fra. Halleluja halleluja.
De kærligste hilsner Solveig
fortsættelse.
Næste morgen kom Frank for at hente os, for nu skulle vi have fat i en lastbil, for at få alle tingene samlet sammen, der var bestilt.
Jeg havde besluttet nu, at jeg ikke ville have Jens med, nu var det nok, jeg måtte gå alene, det her kunne jeg ikke holde til, så nu måtte hans opførsel have konsekvenser.
Han bad mig ringe efter taxien fra Kampala, for så ville han ud på det jord igen, som han vil købe.Jeg sagde om han var villig til at betale 250,000 ugx for det, men det var han.
Jeg ringede og bestilte, han kan jo ikke engelsk, så havde brug for hjælp.
Så gik Frank og mig, ud for at købe det sidste, få fat i en lastbil til at fragte alle tingene ud i buschen.
Vi fik købt de sidste ting, fik læsset, og så afsted. Jeg havde også købt mad til familien igen, så de kunne få noget at spise, for de sled bravt i det, og var bare så ovenud lykkelige for hvad der var hændt for dem.
Der kom mange af naboerne på besøg, da det var et mirakel de var vidne til, og alle ønskede samme mirakel.
Manden der solgte vand, havde fast beskæftigelse, da der skulle meget vand til.
Da familien har deres ænder, høns, og hund i det midterste rum om natten, så jeg pludselig også, at vi var nødt til at have en dør ind til børnene, for ellers ville hønsene snart sidde i de nye senge, hvilket jeg ikke synes var så smart.
Jeg snakkede med Frank. men han sagde at det var bedre at vi tog deres yderdør, som var af træ, og flyttede ind, og så købte en ny af jern, som er det eneste rigtige her. Ja så måtte vi have sådan en bestilt, malet, og sat i.
Nej kære venner, det er ikke let her i Uganda, men det er vidunderligt at se en sådant mirakel ske for disse dejlige kærlige mennesker, som absolut ingen chance havde, børn eller voksne.
Nu er 5 af børnene startet i skole, selvom der kun er en der har sponsor, så nu beder vi til at de vil få sponsore inden næste termin, som starter til maj. Et skolesponsorat koster 150 kr. i måneden, og af dem bliver der også lidt hjælp til forældrene.
Alt det der nu er sket her, er Frank ansvarlig for, at de ikke sælger tingene, får låst den nye dør når de forlader huset, så tingene ikke bliver stjålet. Frank får sandelig noget at se til, og han er slet ikke færdig med byggeriet endnu. Billeder vil følge på facebook.
Da vi kom ud med lastbilen, var det jo en helt sensation. Familien strålede som en sol, og så alle de nye ting til dem, glæden kunne ingen grænse finde.
Tingene blev læsset af, da Frank ikke var færdig med at skifte døre.
Jeg så pludselig deres ejendele, der lå smidt ude på jorden, stiv af møg.
Jeg sagde til Frank, at vi måtte få købt mere vand, så tingene kunne blive vasket, før de igen blev taget ind i huset, med alle dyrene, hvilket han forstod. Vi havde købt sæbe til dem i stænger, det som de bruger her, men Frank sagde, at jeg blev nødt til at give dem penge til OMO, det var det eneste der kunne tage den dårlige lugt, det hele havde. Ved ikke om det nogensinde havde været vasket.
Så penge op af lommen igen og igen, og moderen løb for at købe OMO.
Hun kom glædestrålende tilbage med en lille spand, og nu var der også kommet vand, og vi havde købt en stor ny balje, som nu kom i brug.
Vandet blev hældt op, spanden med OMO blev åbnet, og duftet til med største behag, tror aldrig de har haft sådan en luksus.Moderen tog nu to håndfulde, duftede til det, og strålede da hun puttede det i vandet.
Så kom det første tæppe i, og så var der vaskedag. Det tog kun et øjeblik før vandet lignede det bare jord, det trængte godt nok til at blive vasket. Hun kaldte på sin mand, han skulle komme og hjælpe ved at vride det, og jeg siger jer at det var bladder der rendte af, men efter 2 gange mere i rent vand, så var det fint. Det blev vredet, men hvor skulle hun gøre af det. Der var intet grønt græs at ligge det på, og hun rendte rundt, til jeg kaldte på hende, og vi svang det over et træ, for at lægge det til tørre på det bare jord, var jo ikke så smart, og de havde ikke andet.
Stativerne vi havde købt til tøjsnor, var jo ikke støbt ned endnu, men hullerne var lavet, men det hjalp jo ikke so meget.
Men vaskeriet fortsatte, til stor fornøjelse for moderen, og ham der solgte vand, han havde godt gang i sin forretning i disse dage, og var glad og veltilpas. Velsignelsen fra disse penge, berører så mange mennesker her, at i nok ikke kan forstille jer det.
Det er ikke bare den lille familie, det er alle der har solgt tingene, der er glade for at sælge så meget, det er de ikke vant til her, så Hanna og Kirsten, det har været og er en stor stor velsignelse i hele området den gave i har givet, og intet vil blive det samme som før. Det har virkelig ændret livet for mange her.Tusind tak for jeres giversind, og velsignelse til bushen her i Uganda. Må Gud selv velsigne jer tusindfold tilbage. Billeder følger på facebook.
De kærligste hilsner Solveig
Jeg havde besluttet nu, at jeg ikke ville have Jens med, nu var det nok, jeg måtte gå alene, det her kunne jeg ikke holde til, så nu måtte hans opførsel have konsekvenser.
Han bad mig ringe efter taxien fra Kampala, for så ville han ud på det jord igen, som han vil købe.Jeg sagde om han var villig til at betale 250,000 ugx for det, men det var han.
Jeg ringede og bestilte, han kan jo ikke engelsk, så havde brug for hjælp.
Så gik Frank og mig, ud for at købe det sidste, få fat i en lastbil til at fragte alle tingene ud i buschen.
Vi fik købt de sidste ting, fik læsset, og så afsted. Jeg havde også købt mad til familien igen, så de kunne få noget at spise, for de sled bravt i det, og var bare så ovenud lykkelige for hvad der var hændt for dem.
Der kom mange af naboerne på besøg, da det var et mirakel de var vidne til, og alle ønskede samme mirakel.
Manden der solgte vand, havde fast beskæftigelse, da der skulle meget vand til.
Da familien har deres ænder, høns, og hund i det midterste rum om natten, så jeg pludselig også, at vi var nødt til at have en dør ind til børnene, for ellers ville hønsene snart sidde i de nye senge, hvilket jeg ikke synes var så smart.
Jeg snakkede med Frank. men han sagde at det var bedre at vi tog deres yderdør, som var af træ, og flyttede ind, og så købte en ny af jern, som er det eneste rigtige her. Ja så måtte vi have sådan en bestilt, malet, og sat i.
Nej kære venner, det er ikke let her i Uganda, men det er vidunderligt at se en sådant mirakel ske for disse dejlige kærlige mennesker, som absolut ingen chance havde, børn eller voksne.
Nu er 5 af børnene startet i skole, selvom der kun er en der har sponsor, så nu beder vi til at de vil få sponsore inden næste termin, som starter til maj. Et skolesponsorat koster 150 kr. i måneden, og af dem bliver der også lidt hjælp til forældrene.
Alt det der nu er sket her, er Frank ansvarlig for, at de ikke sælger tingene, får låst den nye dør når de forlader huset, så tingene ikke bliver stjålet. Frank får sandelig noget at se til, og han er slet ikke færdig med byggeriet endnu. Billeder vil følge på facebook.
Da vi kom ud med lastbilen, var det jo en helt sensation. Familien strålede som en sol, og så alle de nye ting til dem, glæden kunne ingen grænse finde.
Tingene blev læsset af, da Frank ikke var færdig med at skifte døre.
Jeg så pludselig deres ejendele, der lå smidt ude på jorden, stiv af møg.
Jeg sagde til Frank, at vi måtte få købt mere vand, så tingene kunne blive vasket, før de igen blev taget ind i huset, med alle dyrene, hvilket han forstod. Vi havde købt sæbe til dem i stænger, det som de bruger her, men Frank sagde, at jeg blev nødt til at give dem penge til OMO, det var det eneste der kunne tage den dårlige lugt, det hele havde. Ved ikke om det nogensinde havde været vasket.
Så penge op af lommen igen og igen, og moderen løb for at købe OMO.
Hun kom glædestrålende tilbage med en lille spand, og nu var der også kommet vand, og vi havde købt en stor ny balje, som nu kom i brug.
Vandet blev hældt op, spanden med OMO blev åbnet, og duftet til med største behag, tror aldrig de har haft sådan en luksus.Moderen tog nu to håndfulde, duftede til det, og strålede da hun puttede det i vandet.
Så kom det første tæppe i, og så var der vaskedag. Det tog kun et øjeblik før vandet lignede det bare jord, det trængte godt nok til at blive vasket. Hun kaldte på sin mand, han skulle komme og hjælpe ved at vride det, og jeg siger jer at det var bladder der rendte af, men efter 2 gange mere i rent vand, så var det fint. Det blev vredet, men hvor skulle hun gøre af det. Der var intet grønt græs at ligge det på, og hun rendte rundt, til jeg kaldte på hende, og vi svang det over et træ, for at lægge det til tørre på det bare jord, var jo ikke så smart, og de havde ikke andet.
Stativerne vi havde købt til tøjsnor, var jo ikke støbt ned endnu, men hullerne var lavet, men det hjalp jo ikke so meget.
Men vaskeriet fortsatte, til stor fornøjelse for moderen, og ham der solgte vand, han havde godt gang i sin forretning i disse dage, og var glad og veltilpas. Velsignelsen fra disse penge, berører så mange mennesker her, at i nok ikke kan forstille jer det.
Det er ikke bare den lille familie, det er alle der har solgt tingene, der er glade for at sælge så meget, det er de ikke vant til her, så Hanna og Kirsten, det har været og er en stor stor velsignelse i hele området den gave i har givet, og intet vil blive det samme som før. Det har virkelig ændret livet for mange her.Tusind tak for jeres giversind, og velsignelse til bushen her i Uganda. Må Gud selv velsigne jer tusindfold tilbage. Billeder følger på facebook.
De kærligste hilsner Solveig
fortsættelse.
Næste morgen skulle vi ud i buchen igen. Da ville Jens med, selv om han havde sagt aftenen før, at han ikke ville.
Men så var det afsted igen på bodada, og ud til familien, og tage fat på ny.
Jens ville sætte sternbræt op på Franks hus, også sevlom brættet ikke var tørt, men nu havde vi købt handsker til ham, så han ikke skulle blive beskidt, så mon ikke det ville gå.
Frank og familien murede på livet løs, og jeg bestemte mig til at få fat i Bridget, så hun kunne komme derud, for at lave profil af alle børnene, og få papierne i orden.
Godt vi havde Franks lille hus, hvor vi kunne opholde os, for ellers var det på den bare jord, ude i den brændende sol.
jeg havde prøvet at hæve penge fra en bank derude, men det kunne jeg ikke, da det ikke var en international bank, så nu var gode råd dyre. Jeg havde ikke kontanter nok til at betale sengen og det andet, og der skulle købes madrasser, sengetøj, tæpper osv. Vi var nødt til at skulle enten til Massaka 50 mil, eller Kampala 100 mil, hvis jeg skulle hæve penge. Jesus hjælp hjælp. Å hvor har jeg brug for hans hjælp og ledelse hele tiden, hvis tingene skal lykkes her.
Så pludselig viste han mig, at Bridget blev min redningsplanke. jeg ringede til hende igen, og sagde om hun ikke ville hæve i Kampala, så jeg kunne få kontanter igen. Så sådan gik det, at vi blev reddet i den situation her ude i buchen.
Hun kom til stor fornøjelse for både børn og voksne. Hun er en dejlig pige, der går ind i alle med træsko på. Så nu blev moderen kaldt til, samt børnene, og så skulle de en efter en have tage billeder, og lavet profil. Der stilles en masse spørgsmål, så vi ved hvad den enkelte er, ønsker, har brug for osv.
Moderen svarede på hvad hun blev spurgt om, og sad på gulvet mellem 12/14 børn, det var et skue.
Da hver enkelt var færdig, havde jeg fundet et stykke papir, og så skulle de sætte deres fod derpå, for nu skulle der købes sko for skole til dem alle, og det er måden på den sag her i Uganda.
Da vi var kommet til ende, var dagen gået, og nu skulle vi hjem, igen inden det blev helt sort.
Frank var ikke færdig, så Jens og mig kørte alene tilbage på en bodada.
Da vi så kom hjem, og havde spist, brød helvede løs igen. Ellers snakkede vi ikke sammen, for at få tingene til at skride. Men nu fik jeg igen det glatte lag, fik at vide at alt hvad jeg gør og ikke gør er forkert.
Jeg ved virkelig ikke hvad der er sket med ham. Er han misundelig, føler sig ringe eller hvad, og det giver sig udslag i så meget stolthed og arogance, samt kulde, så man fryser totalt til is indeni, sevlom der er 25 grader her.jeg ved det ikke. Men det er bestemt ikke den jens jeg kender.
Igen fik jeg at vide at når vi kom tilbage til Danmark, så skulle jeg få at vide hvem jeg var, og det lød bestemt ikke rart, og hans øjne lyste af had.Jeg spurgte ham, hvor er den Jens blevet af, jeg kender, hvor kan jeg finde ham????
Så ok, sagde han, og fandt det papir han havde skrevet dagen før, da han var alene på hotellet. Jeg tror der var en 6-7 A4 sider om mig.
Jeg var djævelen selv, og hver gang jeg åbnede munden var det slangen der kom ud. Jeg kunne ikke elske nogen, og bare trådte på alle mennesker, og havde kun et ønske for dem, og det var dårligt. Jeg kendte ikke Jesus, og biblen, var bare så fuldstændig besmittet af djævelen som noget kan være. Jeg var en gris, ja en so der væltede sig i sølet. Jeg ødelagde alting, rodede, løj uden grænser. Det var min skyld det med tvangsauktionen af båden. Det var min skyld, at han ikke fik ret mange penge tilbage fra Strandgade, det var min skyld igen og igen og igen. En hel time overfuste han mig, og bare savlede mig ned, med til slut at sige at han hadede mig, som han hadede djævelen selv, og det kunne jeg se i hans øjne, at det var mere end sandt, de skinnede af had til mig.
Kære venner, bed for os, jeg ved virkelig ikke hvad der er sket, og hvad der er årsagen, men en ting er sikkert, det her går ikke.
Igen måtte jeg bare ind at græde, og råbe til Jesus om hjælp, for nu kunne jeg næsten ikke mere, og vi var ikke færdige. jeg græd mig igen i søvn. fortsættelse følger:
Men så var det afsted igen på bodada, og ud til familien, og tage fat på ny.
Jens ville sætte sternbræt op på Franks hus, også sevlom brættet ikke var tørt, men nu havde vi købt handsker til ham, så han ikke skulle blive beskidt, så mon ikke det ville gå.
Frank og familien murede på livet løs, og jeg bestemte mig til at få fat i Bridget, så hun kunne komme derud, for at lave profil af alle børnene, og få papierne i orden.
Godt vi havde Franks lille hus, hvor vi kunne opholde os, for ellers var det på den bare jord, ude i den brændende sol.
jeg havde prøvet at hæve penge fra en bank derude, men det kunne jeg ikke, da det ikke var en international bank, så nu var gode råd dyre. Jeg havde ikke kontanter nok til at betale sengen og det andet, og der skulle købes madrasser, sengetøj, tæpper osv. Vi var nødt til at skulle enten til Massaka 50 mil, eller Kampala 100 mil, hvis jeg skulle hæve penge. Jesus hjælp hjælp. Å hvor har jeg brug for hans hjælp og ledelse hele tiden, hvis tingene skal lykkes her.
Så pludselig viste han mig, at Bridget blev min redningsplanke. jeg ringede til hende igen, og sagde om hun ikke ville hæve i Kampala, så jeg kunne få kontanter igen. Så sådan gik det, at vi blev reddet i den situation her ude i buchen.
Hun kom til stor fornøjelse for både børn og voksne. Hun er en dejlig pige, der går ind i alle med træsko på. Så nu blev moderen kaldt til, samt børnene, og så skulle de en efter en have tage billeder, og lavet profil. Der stilles en masse spørgsmål, så vi ved hvad den enkelte er, ønsker, har brug for osv.
Moderen svarede på hvad hun blev spurgt om, og sad på gulvet mellem 12/14 børn, det var et skue.
Da hver enkelt var færdig, havde jeg fundet et stykke papir, og så skulle de sætte deres fod derpå, for nu skulle der købes sko for skole til dem alle, og det er måden på den sag her i Uganda.
Da vi var kommet til ende, var dagen gået, og nu skulle vi hjem, igen inden det blev helt sort.
Frank var ikke færdig, så Jens og mig kørte alene tilbage på en bodada.
Da vi så kom hjem, og havde spist, brød helvede løs igen. Ellers snakkede vi ikke sammen, for at få tingene til at skride. Men nu fik jeg igen det glatte lag, fik at vide at alt hvad jeg gør og ikke gør er forkert.
Jeg ved virkelig ikke hvad der er sket med ham. Er han misundelig, føler sig ringe eller hvad, og det giver sig udslag i så meget stolthed og arogance, samt kulde, så man fryser totalt til is indeni, sevlom der er 25 grader her.jeg ved det ikke. Men det er bestemt ikke den jens jeg kender.
Igen fik jeg at vide at når vi kom tilbage til Danmark, så skulle jeg få at vide hvem jeg var, og det lød bestemt ikke rart, og hans øjne lyste af had.Jeg spurgte ham, hvor er den Jens blevet af, jeg kender, hvor kan jeg finde ham????
Så ok, sagde han, og fandt det papir han havde skrevet dagen før, da han var alene på hotellet. Jeg tror der var en 6-7 A4 sider om mig.
Jeg var djævelen selv, og hver gang jeg åbnede munden var det slangen der kom ud. Jeg kunne ikke elske nogen, og bare trådte på alle mennesker, og havde kun et ønske for dem, og det var dårligt. Jeg kendte ikke Jesus, og biblen, var bare så fuldstændig besmittet af djævelen som noget kan være. Jeg var en gris, ja en so der væltede sig i sølet. Jeg ødelagde alting, rodede, løj uden grænser. Det var min skyld det med tvangsauktionen af båden. Det var min skyld, at han ikke fik ret mange penge tilbage fra Strandgade, det var min skyld igen og igen og igen. En hel time overfuste han mig, og bare savlede mig ned, med til slut at sige at han hadede mig, som han hadede djævelen selv, og det kunne jeg se i hans øjne, at det var mere end sandt, de skinnede af had til mig.
Kære venner, bed for os, jeg ved virkelig ikke hvad der er sket, og hvad der er årsagen, men en ting er sikkert, det her går ikke.
Igen måtte jeg bare ind at græde, og råbe til Jesus om hjælp, for nu kunne jeg næsten ikke mere, og vi var ikke færdige. jeg græd mig igen i søvn. fortsættelse følger:
Søndag eftermiddag d.23/2 2014
Hej Alle Kære Venner.
Vi er nu tilbage i Kampala igen. Det var var ikke meningen, da der jeg gerne ville vi skulle have besøgt Massaka. Men da stemningen er totalt ødelagt, var det bare om at komme hjem.
Det jeg skriver her, er bestemt ikke hvad jeg bryder mig om, men for at forklare at tingene har ændret sig radikalt. Så undskyld om det er dårlig læsning, men det er sandheden.
De første 8 dage vi var her, var alt bare så vidunderligt, mens Benny var her. Alt klappede og var bare så fantastisk dejlig. Men så snart han var taget hjem, brød helvede løs, og det har bare taget til siden. jeg aner ikke hvor den Jens jeg kendte er blevet af, alt er galt.
Jeg ved virkelig ikke hvad der er sket med Jens, noget har slået totalt klik. Han skælder ud, kritisere, ser ned på afrikanerne med en arogance, stolthed og bedrevidende, der svider i mit hjerte.
Han er vældig sød når han er sammen med menneskene. Men når vi så kommer hjem, bryder helvede løs igen. Jeg kan ikke gøre bare en ting rigtig, og det er der ingen der kan, kun han alene.
Jeg har bare grædt og grædt, for hvordan skulle det gå. Jeg føler sådan en smerte indeni, når jeg hører ham kritisere dem alle, ikke en gør det rigtige, og slet ikke mig.
Vi havde fået 5000 kr. til at hjælpe den lille familie ude i buchen. Jeg måtte bede Jesus vise mig, hvordan pengene bedst skulle bruges, han måtte vise det, da de mangler alt.
Jesus viste mig at vi skulle reparere huset indvendig, og først og fremmest tænke på børnene. Det vil sige, pudse væggene, støbe gulv i rummene, så de ikke skulle ligge på den bare jord.Samtidig skulle de have en 3 dobbelt seng, nye madrasser, sengetøj, tæpper, noget at hænge deres tøj på, bøjler, noget at putte deres tøj i, og samtidig skulle de have 2 stativer til tørresnor, så de kunne hænge tøjet til tørre på snor, og ikke bare lægge det på den bare jord.Det var vist det der kunne blive for pengene, men arbejdet skulle gøres, og da ingenting er let her, ved jeg at det vil tage tid, men vi ville give det 4-5 dage, mon ikke det ville række.
Men problemerne var helt ulidelige, men det var bare fremad, familien skulle hjælpes,om så jeg var ved at kolapse mange gange, på grund af den isnede kulde, og arogance fra Jens, om han var med eller ikke. For når jeg kom tilbage til hotellet, fulgte det glatte lag. Så var jeg ikke træt i forvejen, for at finde ud af det hele, så gik jeg totalt ned når jeg kom hjem, og Jens lukkede op for skuffen. uha uha.
Det er sådan ude i buschen, du kan ikke købe noget, uden det skal bestilles først, og så kan du finde en ting her og en ting der, og det på afrikansk, meget meget langsom, så det tager så lang tid, bare at få fundet tingene, forhandlet priser osv.
Nå men videre. Jens ville ikke med en dag, så jeg tog alene med Frank ud i buchen, for nu skulle der pudses vægge i børneværelset , samt støbes gulv.Da vi så kom derud, med cement på en bodada, og Frank havde sendt bud efter vand, som skulle købes, var vi vist klar.
Men nej værelset skulle tømmes for alt indhold, og så blev der tændt bål. Frank sagde, mom du må ikke gå derind, før jeg har brændt bål derinde, til at slå alle lopper, lus, orm og larver ihjel, for ellers springer de bare på dig. ok
Så fik han en masse tørt græs samlet sammen, samt cement sække, og så blev der tændt bål, og Frank tog en kæp. og fik fat i en cementsæk der var godt ild i, og kørte det op og ned af vægge, så alle dyr, ville blive slået ihjel, før vi kunne begynde.
Så var vi ved at være klar, men klokken var allerede mange, men nu skulle der arbejdes.
Vi hjalp hinanden, selv om der faktisk ikke var plads til 2 personer og en trillebør, men det var forholdene, så bare fremad.
Så da klokken blev omkring 1/2 6, sagde jeg til Frank, at nu måtte vi støbe gulv, så måtte den sidste væg vente til imorgen. For skulle gulvet blive tørt, til at vi kunne flytte sengen ind, skulle der støbes idag.Frank er jo også afrikaner, og tid findes ikke rigtig for dem, det vi ikke når idag, det når vi måske i morgen. Men vi boede på hotel, og det kostede penge, så der var nødt til at være en plan at følge, ellers kunne der gå 14 dage, og det har vi ikke tid og råd til.
Så til slut, blev der blandet til gulv, og de kørte ind, og jeg lagde gulvet, hvis vi skulle blive færdig, og det blev vi.
Så var det lige før det var helt mørkt, så nu måtte der findes en bodada så jeg kunne komme hjem til hotellet, inden det var kulsort.
Derhjemme,brød helvede løs igen, og det var bestemt ikke rart. Jens fortalte så meget dårligt om mig, men ville vente med at fortælle det hele, til vi kom til Danmark igen, men så skulle jeg også nok få at vide hvem jeg var. Hans øjne lyste af had. Jeg var bare så ked af det, så jeg gik ind på min seng, og bare græd. Forstod overhovedet ikke hvor den Jens jeg kendte var blevet af, det var så frygtelig. Men jeg græd mig i søvn, og sov rimelig godt, men det gjorde så ondt i mit hjerte, at det var ved at sprænges. fortsættelse følger.
Vi er nu tilbage i Kampala igen. Det var var ikke meningen, da der jeg gerne ville vi skulle have besøgt Massaka. Men da stemningen er totalt ødelagt, var det bare om at komme hjem.
Det jeg skriver her, er bestemt ikke hvad jeg bryder mig om, men for at forklare at tingene har ændret sig radikalt. Så undskyld om det er dårlig læsning, men det er sandheden.
De første 8 dage vi var her, var alt bare så vidunderligt, mens Benny var her. Alt klappede og var bare så fantastisk dejlig. Men så snart han var taget hjem, brød helvede løs, og det har bare taget til siden. jeg aner ikke hvor den Jens jeg kendte er blevet af, alt er galt.
Jeg ved virkelig ikke hvad der er sket med Jens, noget har slået totalt klik. Han skælder ud, kritisere, ser ned på afrikanerne med en arogance, stolthed og bedrevidende, der svider i mit hjerte.
Han er vældig sød når han er sammen med menneskene. Men når vi så kommer hjem, bryder helvede løs igen. Jeg kan ikke gøre bare en ting rigtig, og det er der ingen der kan, kun han alene.
Jeg har bare grædt og grædt, for hvordan skulle det gå. Jeg føler sådan en smerte indeni, når jeg hører ham kritisere dem alle, ikke en gør det rigtige, og slet ikke mig.
Vi havde fået 5000 kr. til at hjælpe den lille familie ude i buchen. Jeg måtte bede Jesus vise mig, hvordan pengene bedst skulle bruges, han måtte vise det, da de mangler alt.
Jesus viste mig at vi skulle reparere huset indvendig, og først og fremmest tænke på børnene. Det vil sige, pudse væggene, støbe gulv i rummene, så de ikke skulle ligge på den bare jord.Samtidig skulle de have en 3 dobbelt seng, nye madrasser, sengetøj, tæpper, noget at hænge deres tøj på, bøjler, noget at putte deres tøj i, og samtidig skulle de have 2 stativer til tørresnor, så de kunne hænge tøjet til tørre på snor, og ikke bare lægge det på den bare jord.Det var vist det der kunne blive for pengene, men arbejdet skulle gøres, og da ingenting er let her, ved jeg at det vil tage tid, men vi ville give det 4-5 dage, mon ikke det ville række.
Men problemerne var helt ulidelige, men det var bare fremad, familien skulle hjælpes,om så jeg var ved at kolapse mange gange, på grund af den isnede kulde, og arogance fra Jens, om han var med eller ikke. For når jeg kom tilbage til hotellet, fulgte det glatte lag. Så var jeg ikke træt i forvejen, for at finde ud af det hele, så gik jeg totalt ned når jeg kom hjem, og Jens lukkede op for skuffen. uha uha.
Det er sådan ude i buschen, du kan ikke købe noget, uden det skal bestilles først, og så kan du finde en ting her og en ting der, og det på afrikansk, meget meget langsom, så det tager så lang tid, bare at få fundet tingene, forhandlet priser osv.
Nå men videre. Jens ville ikke med en dag, så jeg tog alene med Frank ud i buchen, for nu skulle der pudses vægge i børneværelset , samt støbes gulv.Da vi så kom derud, med cement på en bodada, og Frank havde sendt bud efter vand, som skulle købes, var vi vist klar.
Men nej værelset skulle tømmes for alt indhold, og så blev der tændt bål. Frank sagde, mom du må ikke gå derind, før jeg har brændt bål derinde, til at slå alle lopper, lus, orm og larver ihjel, for ellers springer de bare på dig. ok
Så fik han en masse tørt græs samlet sammen, samt cement sække, og så blev der tændt bål, og Frank tog en kæp. og fik fat i en cementsæk der var godt ild i, og kørte det op og ned af vægge, så alle dyr, ville blive slået ihjel, før vi kunne begynde.
Så var vi ved at være klar, men klokken var allerede mange, men nu skulle der arbejdes.
Vi hjalp hinanden, selv om der faktisk ikke var plads til 2 personer og en trillebør, men det var forholdene, så bare fremad.
Så da klokken blev omkring 1/2 6, sagde jeg til Frank, at nu måtte vi støbe gulv, så måtte den sidste væg vente til imorgen. For skulle gulvet blive tørt, til at vi kunne flytte sengen ind, skulle der støbes idag.Frank er jo også afrikaner, og tid findes ikke rigtig for dem, det vi ikke når idag, det når vi måske i morgen. Men vi boede på hotel, og det kostede penge, så der var nødt til at være en plan at følge, ellers kunne der gå 14 dage, og det har vi ikke tid og råd til.
Så til slut, blev der blandet til gulv, og de kørte ind, og jeg lagde gulvet, hvis vi skulle blive færdig, og det blev vi.
Så var det lige før det var helt mørkt, så nu måtte der findes en bodada så jeg kunne komme hjem til hotellet, inden det var kulsort.
Derhjemme,brød helvede løs igen, og det var bestemt ikke rart. Jens fortalte så meget dårligt om mig, men ville vente med at fortælle det hele, til vi kom til Danmark igen, men så skulle jeg også nok få at vide hvem jeg var. Hans øjne lyste af had. Jeg var bare så ked af det, så jeg gik ind på min seng, og bare græd. Forstod overhovedet ikke hvor den Jens jeg kendte var blevet af, det var så frygtelig. Men jeg græd mig i søvn, og sov rimelig godt, men det gjorde så ondt i mit hjerte, at det var ved at sprænges. fortsættelse følger.
mandag den 17. februar 2014
Søndag
Hej alle kære venner.
I dag ville vi med Frank i hans lokale kirke.
Mens vi gik derhen, var Frank ellevild. Det er dagen, det er dagen, som han har sagt til sin kirke, en dag da kommer min mom, som har hjulpet mig med alt, så derfor var han så ovenud glad.
Vi kom til kirken, og det var en begivenhed, at have to Muzungoer på besøg, og Frank var stolt, dagens mand i skysovs.
Vi blev vældig eskorteret op til de fin pladser, og skulle sætte os.
Det var en dejlig gudstjeneste, som de oversatte til engelsk for vor skyld.
Der var nogle kvinder fra en anden landsby, der sang, opførte et bibelstykke, til stor morskab for alle parter, og en af dem prædike. En dejlig gudstjeneste, og så hjem at slappe af, efter at have fået noget at spise, så vi var friske og klar til imorgen igen at rykke ud i buchen.
Så herfra de kærligste hilsner Solveig og Jens.
I dag ville vi med Frank i hans lokale kirke.
Mens vi gik derhen, var Frank ellevild. Det er dagen, det er dagen, som han har sagt til sin kirke, en dag da kommer min mom, som har hjulpet mig med alt, så derfor var han så ovenud glad.
Vi kom til kirken, og det var en begivenhed, at have to Muzungoer på besøg, og Frank var stolt, dagens mand i skysovs.
Vi blev vældig eskorteret op til de fin pladser, og skulle sætte os.
Det var en dejlig gudstjeneste, som de oversatte til engelsk for vor skyld.
Der var nogle kvinder fra en anden landsby, der sang, opførte et bibelstykke, til stor morskab for alle parter, og en af dem prædike. En dejlig gudstjeneste, og så hjem at slappe af, efter at have fået noget at spise, så vi var friske og klar til imorgen igen at rykke ud i buchen.
Så herfra de kærligste hilsner Solveig og Jens.
søndag den 16. februar 2014
Lørdag
Hej alle Kære Venner.
Så er dag indtastes in vi skal på tur ud i buchen, i nogle dage. Vi havde bestilt taxien KL 9, for Jens Ville gerne afsted fra morgen, før det var alt for varmt. Det blev pakket tøj til familien, der skulle pakkes til flere dage, og så ville vi jo også ryddes op derhjemme, som når vi tager på ferie.
Alt var klar, og vi kom afsted. , det vil sige stemningen var ikke god, der var nu nogle problemer, som jeg ikke lige havde set komme.. Men Jens er vant til at få alt, som han vil, og i den rækkefølge han vil, og der er ingen andre der skal fortælle ham andet. Jeg prøvede at fortælle ham , at vi var kommet kommet for at få hjælp dem og ikke jorde dem. Det er altså ikke Danmark, det er Afrika, og det siger ikke så lidt, her har vi ikke alt det vi har i Danmark.
Nå men vi kom afsted, og havde snakket med vores taxi om at ville ud og se på jord i Mamengo, til at bygge skole.
Så det gik derudaf, til vi kom til Mamengo, og så skulle vi dreje fra ud mod Lake Viktoria. Vi kørte og kørte, og skulle finde vejens ende, der ville Jens købe en masse masse jord og drive storlandbrug, samt lave cementstøberi til elementer, til at bygge hytter i få stykker, osv. Så kan der måske blive plads til skolen. Vi fandt en dejlig stykke jord, men det er dybt dybt inde i buchen, 10,8 km, så jeg ved ikke???
Nå men vi kom tilbage, og skulle krydse Ægvator, for derfra igen dreje ud i buchen igen, dog til den anden side. Problemet var nu på vi ikke kendte vejen, og vi kunne ikke ringe til Frank, fordi han har mistet sin tlf. (så nu var gode råd dyre, hvordan skulle vi finde Frank derude, men kørte derudad, så måtte vi spørge, om der var nogen der kendte ham, og det gjorde vi så, og sandelig om ikke den første vi spurgte var en stor dreng der har arbejdet sammen med Frank, så ind i bilen med ham og så videre ud. Det var dagens oplevelse for drengen, at komme ud at køre taxi, og så oven i købet få penge for det.
Vi fandt ud til Frank, og der var måske 12 børn, og de var travlt optaget med at køre sand og sten fra Frank op til den lille familie, for nu skulle der bygges omkring vandtanken. Men taxien skulle jo videre, og vi skulle finde det sted hvor vi kunne bo. Så til sidst kom Frank også ombord og så gik det tilbage til Kajawe, hvor vi skulle bo, og aflevere alle vores ting. Jeg mente det var nok for i dag, men Jens ville gerne ud og begynde hurtigt. Så jeg sagde at de kunne tage afsted, men det turde Frank ikke, da han ikke kan snakke med Jens overhovedet, så han bad mig så mindelig om at tage med. Det var jeg absolut ikke glad for, var træt, men var nødt til det.Jens fik pakket sit arbejdstøj, og så gik det ud i buchen igen i taxi, men så var det også slut, nu skulle taxien tilbage til Kampala.
Så var der klar til at begynde, troede vi. Men næste problem var, at Frank havde en plan, og Jens en anden. Frank ville begynde med at mure vandtanken fast, Jens ville sætte sternbræt op, og tagrender. Der stod jeg og skulle finde vej, uha hvor jeg ikke var glad for den situation. Hvad skulle jeg gøre. Vi havde ingen sternbræt, så det var så let, og vi kunne heller ikke få det, for der var ingen strøm, og det skulle skæres på et tømmer værksted.
Så alt talte for at bygge omkring vandtanken, hvilket jeg også synes var den rigtige begyndelse, men så stod Jens fuldstændig af, ville ikke røre det, for han var ikke murer.
Så enden på det blev, at Frank, godt hjulpet af faderen, Emanuel, og en anden dreng af familien, begyndte at blande sand, mørtel og cement,på jorden, som vi gjorde i gamle dage, men det virkede. De sled så meget i det, og Jens gik bare rundt og var sur, så det var sandelig godt vi var kommet ud i buchen i dag. Nå men vandtanken blev bygget fast, og næsten alle var så glade.
Derefter havde Frank lugtet lunten, og var nu klar til at lave en stige, af nogle stammer han også havde, for nu skulle der kravles op til taget, og sættes sternbræt op, så snart vi kan få en lavet.
Så kom den nyindkøbte sav i sving, til at save trinbræt, og sandelig om ikke Jens greb saven, og var nu pludselig med i arbejdsholdet. Stigen blev banket sammen, men så var det også slut. Kl. var 1/2 7, og kl. 7 var det totalt mørkt, og da ville jeg ikke være ude i buchen, hvor alt er kulsort, så nu skulle der findes en bodada, og så var det hjemad til Kajawe.
Så kunne der kun findes 1 bodada, og der kunne vi ikke være 3 på, så gik jeg et godt stykke, for nu var tiden kostbar, det begyndte at blive mørkt, og det tager ikke lang tid, så kan du ikke se en hånd for dig, såååå, Jesus hjælp.
Jeg var total færdig, træt, rigtig ked af det, af den dårlige stemning, det var bare for meget, havde bare mest lyst til at sætte mig og græde, det var for hårdt, men vi måtte tilbage, og jeg var bindeleddet.Så kom der endelig en bodada mere, og det gik hjemad. Men da vi kom til Kajawe, skulle vi have købt søm til at sætte sternbrættet op med, og vi skulle finde hvor de kunne lave et.
Vi fandt værkstedet, som nu havde strøm. men ak, de havde ikke brædder der var mere end 3 meter, og Jens ville have en på 7m. og en på 5m. Så var der igen isnede koldt omkring os, for han ville have hvad han ville. Hvad skulle jeg gøre, vi er altså ikke i Danmark, og det har HR: Jens alstå ikke fattet endnu.
Så enden blev at jeg bestilte det vi kunne få, og så kunne Frank komme og hente det næste dag, færdig. Ville Jens ikke sætte det op, kunne de nok selv, for sådan blev det, nu var det bare nok.
Så kom vi i sidste øjeblik tilbage til hotellet, og jeg smed mig bare på sengen, og alt kørte rundt i mit hoved, hvordan skal dette gå godt, men et vidste jeg, at hvis det skulle være på den måde, så er vi færdige, og jeg vil ikke med derud igen, slut.
Jens gik i bad, og vaskede sig, jeg ved ikke hvor længe, jeg faldt i søvn med alt skidtet på, totalt bevidstløs.
Det er ikke let her i Afrika, men det ved jeg, jeg kender det. Men herfra ønsket om alt godt derhjemme, vi overlever nok dette også, det er jo ikke første gang der er besværligheder.
De kærligste hilsner Solveig
Så er dag indtastes in vi skal på tur ud i buchen, i nogle dage. Vi havde bestilt taxien KL 9, for Jens Ville gerne afsted fra morgen, før det var alt for varmt. Det blev pakket tøj til familien, der skulle pakkes til flere dage, og så ville vi jo også ryddes op derhjemme, som når vi tager på ferie.
Alt var klar, og vi kom afsted. , det vil sige stemningen var ikke god, der var nu nogle problemer, som jeg ikke lige havde set komme.. Men Jens er vant til at få alt, som han vil, og i den rækkefølge han vil, og der er ingen andre der skal fortælle ham andet. Jeg prøvede at fortælle ham , at vi var kommet kommet for at få hjælp dem og ikke jorde dem. Det er altså ikke Danmark, det er Afrika, og det siger ikke så lidt, her har vi ikke alt det vi har i Danmark.
Nå men vi kom afsted, og havde snakket med vores taxi om at ville ud og se på jord i Mamengo, til at bygge skole.
Så det gik derudaf, til vi kom til Mamengo, og så skulle vi dreje fra ud mod Lake Viktoria. Vi kørte og kørte, og skulle finde vejens ende, der ville Jens købe en masse masse jord og drive storlandbrug, samt lave cementstøberi til elementer, til at bygge hytter i få stykker, osv. Så kan der måske blive plads til skolen. Vi fandt en dejlig stykke jord, men det er dybt dybt inde i buchen, 10,8 km, så jeg ved ikke???
Nå men vi kom tilbage, og skulle krydse Ægvator, for derfra igen dreje ud i buchen igen, dog til den anden side. Problemet var nu på vi ikke kendte vejen, og vi kunne ikke ringe til Frank, fordi han har mistet sin tlf. (så nu var gode råd dyre, hvordan skulle vi finde Frank derude, men kørte derudad, så måtte vi spørge, om der var nogen der kendte ham, og det gjorde vi så, og sandelig om ikke den første vi spurgte var en stor dreng der har arbejdet sammen med Frank, så ind i bilen med ham og så videre ud. Det var dagens oplevelse for drengen, at komme ud at køre taxi, og så oven i købet få penge for det.
Vi fandt ud til Frank, og der var måske 12 børn, og de var travlt optaget med at køre sand og sten fra Frank op til den lille familie, for nu skulle der bygges omkring vandtanken. Men taxien skulle jo videre, og vi skulle finde det sted hvor vi kunne bo. Så til sidst kom Frank også ombord og så gik det tilbage til Kajawe, hvor vi skulle bo, og aflevere alle vores ting. Jeg mente det var nok for i dag, men Jens ville gerne ud og begynde hurtigt. Så jeg sagde at de kunne tage afsted, men det turde Frank ikke, da han ikke kan snakke med Jens overhovedet, så han bad mig så mindelig om at tage med. Det var jeg absolut ikke glad for, var træt, men var nødt til det.Jens fik pakket sit arbejdstøj, og så gik det ud i buchen igen i taxi, men så var det også slut, nu skulle taxien tilbage til Kampala.
Så var der klar til at begynde, troede vi. Men næste problem var, at Frank havde en plan, og Jens en anden. Frank ville begynde med at mure vandtanken fast, Jens ville sætte sternbræt op, og tagrender. Der stod jeg og skulle finde vej, uha hvor jeg ikke var glad for den situation. Hvad skulle jeg gøre. Vi havde ingen sternbræt, så det var så let, og vi kunne heller ikke få det, for der var ingen strøm, og det skulle skæres på et tømmer værksted.
Så alt talte for at bygge omkring vandtanken, hvilket jeg også synes var den rigtige begyndelse, men så stod Jens fuldstændig af, ville ikke røre det, for han var ikke murer.
Så enden på det blev, at Frank, godt hjulpet af faderen, Emanuel, og en anden dreng af familien, begyndte at blande sand, mørtel og cement,på jorden, som vi gjorde i gamle dage, men det virkede. De sled så meget i det, og Jens gik bare rundt og var sur, så det var sandelig godt vi var kommet ud i buchen i dag. Nå men vandtanken blev bygget fast, og næsten alle var så glade.
Derefter havde Frank lugtet lunten, og var nu klar til at lave en stige, af nogle stammer han også havde, for nu skulle der kravles op til taget, og sættes sternbræt op, så snart vi kan få en lavet.
Så kom den nyindkøbte sav i sving, til at save trinbræt, og sandelig om ikke Jens greb saven, og var nu pludselig med i arbejdsholdet. Stigen blev banket sammen, men så var det også slut. Kl. var 1/2 7, og kl. 7 var det totalt mørkt, og da ville jeg ikke være ude i buchen, hvor alt er kulsort, så nu skulle der findes en bodada, og så var det hjemad til Kajawe.
Så kunne der kun findes 1 bodada, og der kunne vi ikke være 3 på, så gik jeg et godt stykke, for nu var tiden kostbar, det begyndte at blive mørkt, og det tager ikke lang tid, så kan du ikke se en hånd for dig, såååå, Jesus hjælp.
Jeg var total færdig, træt, rigtig ked af det, af den dårlige stemning, det var bare for meget, havde bare mest lyst til at sætte mig og græde, det var for hårdt, men vi måtte tilbage, og jeg var bindeleddet.Så kom der endelig en bodada mere, og det gik hjemad. Men da vi kom til Kajawe, skulle vi have købt søm til at sætte sternbrættet op med, og vi skulle finde hvor de kunne lave et.
Vi fandt værkstedet, som nu havde strøm. men ak, de havde ikke brædder der var mere end 3 meter, og Jens ville have en på 7m. og en på 5m. Så var der igen isnede koldt omkring os, for han ville have hvad han ville. Hvad skulle jeg gøre, vi er altså ikke i Danmark, og det har HR: Jens alstå ikke fattet endnu.
Så enden blev at jeg bestilte det vi kunne få, og så kunne Frank komme og hente det næste dag, færdig. Ville Jens ikke sætte det op, kunne de nok selv, for sådan blev det, nu var det bare nok.
Så kom vi i sidste øjeblik tilbage til hotellet, og jeg smed mig bare på sengen, og alt kørte rundt i mit hoved, hvordan skal dette gå godt, men et vidste jeg, at hvis det skulle være på den måde, så er vi færdige, og jeg vil ikke med derud igen, slut.
Jens gik i bad, og vaskede sig, jeg ved ikke hvor længe, jeg faldt i søvn med alt skidtet på, totalt bevidstløs.
Det er ikke let her i Afrika, men det ved jeg, jeg kender det. Men herfra ønsket om alt godt derhjemme, vi overlever nok dette også, det er jo ikke første gang der er besværligheder.
De kærligste hilsner Solveig
fredag den 14. februar 2014
Fredag d. 14/2 2014
Hej alle Kære Venner.
I dag er det Valentin i dag, og jeg ønsker at fortælle, hvad der sker her. Sæt jer godt tilbage.
Jeg havde ringet til Frank, at han skulle komme kl. 10 fra morgen af, jeg skulle stille ham en masse spørgsmål.
Han kom til tiden og var så lykkelig for at være her igen.
Først fik han noget at spise, da han intet havde fået, og han elsker at spise her, for vi spiser europæisk, og det elsker han.
Da han var færdig stillede jeg ham spørgsmålet. Hvordan går det med Emanuel. Han sagde at det gik så godt, men det havde været hårdt for ham at starte, men Frank havde skubbet og opmuntret ham, samt han forældre, som er så ovenud lykkelige for hvad der er sket.
Frank fortalte at faderen til Emanuel gik rundt og fortale alle naboerne, at der var kommet en der havde betalt skolegang for Emanuel for et helt år, samt alt andet der behøves for at gå i skole.
De var så lykkelige, at det kendte ingen grænser.
Samtidig var de så glade for at vi havde taget billeder af 4 børn mere, for om muligt at finde sponsor, og det havde opmuntret Frank og hans broder, samt en anden, måske skolen, de havde bestemt at alle 4 børn skulle starte i skole nu, så de var rede til at modtage undervisning når og hvis de får en sponsor.
Frank havde også testet dem, og købt nogle bøger, og blyanter til dem, men de havde ingen skoleuniform.
Jeg blev meget glad for dette træk, og det viser hvor opmuntret alle bliver hver gang et menneske eller en familie får håb.De er klar til at tage sig af hinanden, når de ser at de ikke står alene.
Jeg spurgte Frank. Hvis vi købte to nye madrasser, hvad han tænkte de ville sige.Han sagde de ville blive så glade, men problemet var at deres madras lå på det bare jord, og det er fuld af dyr og insekter, der bider børnene. Så han ville foreslå, at der blev møjet ud, og så havde han nogle mursten der er gået i stykker, at lægge dem på jorden, og så cement ovenpå, samt pudset væggene. Og så ville det være rigtig godt om de fik etagesenge, af jern, for det æder insekterne ikke. Så det er muligvis et stort projekt vi er igang med, og jeg vil nok rykke i bremsen, for for meget vil ødelægge dem. Frank sagde at ting ikke ødelægger mennesker, men giver vi dem bare mad, så sætter de sig, og venter at der kommer nogle og give dem mere, men det er jeg vist ikke helt enig i.
Frank mente også at bygge et lille rum mere til huset, ville være godt, så forældrene kunne få det nye rum, og børnene kunne få to rum, et til pigerne og et til drengene, hvilket ville være alletiders ide, mennnn??
Jeg fik stillet alle mine spørgsmål, og vi fandt ud af, at hvis vi gik og købte alt i dag, måtte Frank tage med lastbilen tilbage, for at vise dem vejen, men også at passe på tingene, for ellers vil det blive stjålet.
Frank sagde også at der skulle mures en fod til tanken, for eller vil den hurtigt være stjålet, så den skal mures ned i en fod af sten og cement.
Der er intet der er nemt her i Uganda. Men vi kom afsted, og fik efter møje og besvær fundet noget der kunne passe hr. Jens, han har ikke helt forstået at vi er i Uganda, og ikke i Danmark. Han vil have det som han vil have det, punktum, men det kan ikke lade sig gøre her, og det er slem for hr. Larsen.
Det blev en meget lang forhandling, før vi havde fundet tingene, men endelig lykkes det. Jeg måtte prøve at oversætte, alle mulige og umulige ting, og var bare totalt færdig, da det endelig lykkedes at få tingene afsted.
Ude i forretningen satte de vandhanerne på tankene, da jeg ikke kunne se hvordan vi skulle det uden en boremaskine, men det kunne de klare for os, også noget der kunne holde.Jens troede ikke på dem, men var bare nødt til at bøje sig, og det var virkelig en primitiv måde.
Først fandt de noget gammelt pap, så rev de det i stykker, satte ild til det, og da der var godt bål, holdt de det stykke jern der skulle igennem tanken ind i bålet, så det blev rødglødende, for derefter at holde det på tanken, og vupti, der var et hul til hanen, så der kunne tæppes vand.
Så blev hanerne monteret , og så var tanken klar til vand. Jens tror ikke på det, for det var ikke som han ville have det, men den mulighed vi havde, så lad os se.
De var så reelle og søde i forretningen, og det tog rigtig lang tid, hvor vores taxi ventede, og ikke nok med det, vi skulle også ud at finde en lastbil, der kunne tage tingene de 120 mil, ud ti Frank.
Så hvis du skal hyre en lastbil, går du ud til vejen, og vinker dem ind, spørger til prisen, og se om vi kan blive enige.
Så lastbilen skulle have 70,000 ugx (Frank skulle have 120,000 UGX til cement, som han ville købe på vejen, og alt det andet kostede 987,000 ugx, og vores taxi 60,000, så vi kunne hurtigt bruge nogle penge.Så mangler vi sternbræt, som skal købes ude i buschen.
Så i morgen kl. 9 skal Jens og mig derud, finde et hotel, hvor vi kan bo i 3-4 dage, måske 5, lad os se. Turen derud vil koste 120,000 ugx, men så er vi også klar til opperation vandtanke, til både familien og Frank.
Så nu skal der pakkes til nogle dage, og pakkes tøj til børnene i familien, så de kan få udskiftet trevlerne. og evt. gjort rent i huset. Lad os se, hvor meget der går an, det vil vise sig.
Men hvis i ikke hører fra mig, er det på grund af internet, jeg ved ikke om det fungere ude i buchen, men nu ved i hvorfor, om jeg bliver stille.
Herfra Kampala, Uganda sendes de varmeste hilsner og Knus. Må Gud rigt velsigne enhver giver, for uden jer, ville vore penge hurtigt slippe op. men Tusind tak for jeres støtte og trofasthed.
Solveig og Jens
I dag er det Valentin i dag, og jeg ønsker at fortælle, hvad der sker her. Sæt jer godt tilbage.
Jeg havde ringet til Frank, at han skulle komme kl. 10 fra morgen af, jeg skulle stille ham en masse spørgsmål.
Han kom til tiden og var så lykkelig for at være her igen.
Først fik han noget at spise, da han intet havde fået, og han elsker at spise her, for vi spiser europæisk, og det elsker han.
Da han var færdig stillede jeg ham spørgsmålet. Hvordan går det med Emanuel. Han sagde at det gik så godt, men det havde været hårdt for ham at starte, men Frank havde skubbet og opmuntret ham, samt han forældre, som er så ovenud lykkelige for hvad der er sket.
Frank fortalte at faderen til Emanuel gik rundt og fortale alle naboerne, at der var kommet en der havde betalt skolegang for Emanuel for et helt år, samt alt andet der behøves for at gå i skole.
De var så lykkelige, at det kendte ingen grænser.
Samtidig var de så glade for at vi havde taget billeder af 4 børn mere, for om muligt at finde sponsor, og det havde opmuntret Frank og hans broder, samt en anden, måske skolen, de havde bestemt at alle 4 børn skulle starte i skole nu, så de var rede til at modtage undervisning når og hvis de får en sponsor.
Frank havde også testet dem, og købt nogle bøger, og blyanter til dem, men de havde ingen skoleuniform.
Jeg blev meget glad for dette træk, og det viser hvor opmuntret alle bliver hver gang et menneske eller en familie får håb.De er klar til at tage sig af hinanden, når de ser at de ikke står alene.
Jeg spurgte Frank. Hvis vi købte to nye madrasser, hvad han tænkte de ville sige.Han sagde de ville blive så glade, men problemet var at deres madras lå på det bare jord, og det er fuld af dyr og insekter, der bider børnene. Så han ville foreslå, at der blev møjet ud, og så havde han nogle mursten der er gået i stykker, at lægge dem på jorden, og så cement ovenpå, samt pudset væggene. Og så ville det være rigtig godt om de fik etagesenge, af jern, for det æder insekterne ikke. Så det er muligvis et stort projekt vi er igang med, og jeg vil nok rykke i bremsen, for for meget vil ødelægge dem. Frank sagde at ting ikke ødelægger mennesker, men giver vi dem bare mad, så sætter de sig, og venter at der kommer nogle og give dem mere, men det er jeg vist ikke helt enig i.
Frank mente også at bygge et lille rum mere til huset, ville være godt, så forældrene kunne få det nye rum, og børnene kunne få to rum, et til pigerne og et til drengene, hvilket ville være alletiders ide, mennnn??
Jeg fik stillet alle mine spørgsmål, og vi fandt ud af, at hvis vi gik og købte alt i dag, måtte Frank tage med lastbilen tilbage, for at vise dem vejen, men også at passe på tingene, for ellers vil det blive stjålet.
Frank sagde også at der skulle mures en fod til tanken, for eller vil den hurtigt være stjålet, så den skal mures ned i en fod af sten og cement.
Der er intet der er nemt her i Uganda. Men vi kom afsted, og fik efter møje og besvær fundet noget der kunne passe hr. Jens, han har ikke helt forstået at vi er i Uganda, og ikke i Danmark. Han vil have det som han vil have det, punktum, men det kan ikke lade sig gøre her, og det er slem for hr. Larsen.
Det blev en meget lang forhandling, før vi havde fundet tingene, men endelig lykkes det. Jeg måtte prøve at oversætte, alle mulige og umulige ting, og var bare totalt færdig, da det endelig lykkedes at få tingene afsted.
Ude i forretningen satte de vandhanerne på tankene, da jeg ikke kunne se hvordan vi skulle det uden en boremaskine, men det kunne de klare for os, også noget der kunne holde.Jens troede ikke på dem, men var bare nødt til at bøje sig, og det var virkelig en primitiv måde.
Først fandt de noget gammelt pap, så rev de det i stykker, satte ild til det, og da der var godt bål, holdt de det stykke jern der skulle igennem tanken ind i bålet, så det blev rødglødende, for derefter at holde det på tanken, og vupti, der var et hul til hanen, så der kunne tæppes vand.
Så blev hanerne monteret , og så var tanken klar til vand. Jens tror ikke på det, for det var ikke som han ville have det, men den mulighed vi havde, så lad os se.
De var så reelle og søde i forretningen, og det tog rigtig lang tid, hvor vores taxi ventede, og ikke nok med det, vi skulle også ud at finde en lastbil, der kunne tage tingene de 120 mil, ud ti Frank.
Så hvis du skal hyre en lastbil, går du ud til vejen, og vinker dem ind, spørger til prisen, og se om vi kan blive enige.
Så lastbilen skulle have 70,000 ugx (Frank skulle have 120,000 UGX til cement, som han ville købe på vejen, og alt det andet kostede 987,000 ugx, og vores taxi 60,000, så vi kunne hurtigt bruge nogle penge.Så mangler vi sternbræt, som skal købes ude i buschen.
Så i morgen kl. 9 skal Jens og mig derud, finde et hotel, hvor vi kan bo i 3-4 dage, måske 5, lad os se. Turen derud vil koste 120,000 ugx, men så er vi også klar til opperation vandtanke, til både familien og Frank.
Så nu skal der pakkes til nogle dage, og pakkes tøj til børnene i familien, så de kan få udskiftet trevlerne. og evt. gjort rent i huset. Lad os se, hvor meget der går an, det vil vise sig.
Men hvis i ikke hører fra mig, er det på grund af internet, jeg ved ikke om det fungere ude i buchen, men nu ved i hvorfor, om jeg bliver stille.
Herfra Kampala, Uganda sendes de varmeste hilsner og Knus. Må Gud rigt velsigne enhver giver, for uden jer, ville vore penge hurtigt slippe op. men Tusind tak for jeres støtte og trofasthed.
Solveig og Jens
Torsdag.
Hej alle Kære Venner.
I dag skal bruges til planlægge, hvad vi skal de næste dage, måske en uge.
Og da intet er nemt her i Uganda, er det absolut ikke let at få alt til at passe sammen
Kl. 7 gik vi kirke igen, og derefter flere mirakler ske for vores øjne. En kvide i kørestol der har haft kræft i lang tid, og ikke været i stand til at gå, stod op af kørestolen, og gik også op og ned af trapperne fuldstændig helbredt , og fri for stærke smerter i hele kroppen. det er vidunderlig at se hvordan Jesus helbreder mennesker, også idag.
Hav en god nat. Hilsen herfra Solveig og Jens
I dag skal bruges til planlægge, hvad vi skal de næste dage, måske en uge.
Og da intet er nemt her i Uganda, er det absolut ikke let at få alt til at passe sammen
Kl. 7 gik vi kirke igen, og derefter flere mirakler ske for vores øjne. En kvide i kørestol der har haft kræft i lang tid, og ikke været i stand til at gå, stod op af kørestolen, og gik også op og ned af trapperne fuldstændig helbredt , og fri for stærke smerter i hele kroppen. det er vidunderlig at se hvordan Jesus helbreder mennesker, også idag.
Hav en god nat. Hilsen herfra Solveig og Jens
torsdag den 13. februar 2014
Onsdag d.12/2 2014
Hej alle sammen.
Så er det endnu en skøn sommerdag, hvor jeg skal have en hel masse til at falde i hak. Der skal planlægges en hel masse, og det er ikke så let at få alt til at komme på plads.
Først skulle vi have handlet stort ind til os selv, da vi er ved at køre tør for alting. Så vi fik fat i taxien og kom afsted til Nakomat, for kun der kan vi få det hele.
Da vi kom hjem fik jeg fat i Justin, hushjælpen her, som jeg skulle prøve at at finde ud af, om hendes børn trængte til hjælp.Benny havde snakket en del med hende , og ønskede også at hjælpe hende. Hun arbejder her, og får 80,000 ugx( ca.250,00) i måneden, og af dem skal hu betale skole til sine 2 børn, mad til dem og moderen som de bos hos i en landsby, og så vil hun gerne spare op til en lille forretning, så hun kan være sammen med børnene. men det er ikke let for de små penge. En fordel er det, at hun trods alt får pengene, det er slet ikke sikkert her i Uganda, selvom du arbejder.
Jeg spurgte om hvad dag det var bedst for hende, og hvornår hun kunne få fri, og det er klart, hun var klar med det samme, men skulle spørge Susan, som hun arbejder for.
Så kom hun tilbage, og sagde at Susan ville tale med mig, så det venter jeg på, at vi kan få til at passe sammen. Susan er lærer på en international skole, så hun har sit at passe, men vi skal nok få det til at passe sammen.
Så gik vi til Gudstjeneste kl 6. Det var en forrygende gudstjeneste, hvor der skete så mane mirakler, å hvor er Jesus bare fantastisk. En gammel mand kom frem, han var totalt blind, og havde været det i 3 år. Lægerne havde sagt at han ikke kunne opereres, da øjnene var døde og færdige, Hans søn kom med ham, samt hans kone og deres lille datter på 4-5 måneder, som også var totalt blind, samt hans søster. De var komme langvejs fra, havde været undervejs i tre dage, men havde set tv fra Mirakelcentret, og havde bestemt sig til at tage dertil, om Jesus ville gøre et mirakel for dem.Det er bare så fantastisk at se, hvordan det sker lige for øjnene af os, de kom alle til at se, også den lille pige der skulle have været opereret på mandag, men som nu var totalt helbredt.En mand fik 3 nye knogler i ryggen, var skruet sammen med stålplader, og var i stærke smerter. En mand fik hørelsen igen, efter at have været døv i 3 år.
En dame var oppe at fortælle at Jesus havde helbredt hende tirsdag aften i Mirakelcentret. De havde båret hende ind. Hun kunne ikke gå, havde haft stærke smerter i mange år på grund af kræft i hele kroppen. Benene vendte helt forkerte, men hun var blevet totalt helbredt, og kom nu gående og fortalte hvad Jesus have gjort for hende.Halleluja halleluja, Jesus er den samme idag , igår , ja til evig tid.
Klokken var 11 før vi var hjemme igen, efter denne vidunderlige aften.
Så herfra Kampala, ønsker vi jer alle Guds rigeste velsignelse , og Godnat.
Solveig og Jens
Så er det endnu en skøn sommerdag, hvor jeg skal have en hel masse til at falde i hak. Der skal planlægges en hel masse, og det er ikke så let at få alt til at komme på plads.
Først skulle vi have handlet stort ind til os selv, da vi er ved at køre tør for alting. Så vi fik fat i taxien og kom afsted til Nakomat, for kun der kan vi få det hele.
Da vi kom hjem fik jeg fat i Justin, hushjælpen her, som jeg skulle prøve at at finde ud af, om hendes børn trængte til hjælp.Benny havde snakket en del med hende , og ønskede også at hjælpe hende. Hun arbejder her, og får 80,000 ugx( ca.250,00) i måneden, og af dem skal hu betale skole til sine 2 børn, mad til dem og moderen som de bos hos i en landsby, og så vil hun gerne spare op til en lille forretning, så hun kan være sammen med børnene. men det er ikke let for de små penge. En fordel er det, at hun trods alt får pengene, det er slet ikke sikkert her i Uganda, selvom du arbejder.
Jeg spurgte om hvad dag det var bedst for hende, og hvornår hun kunne få fri, og det er klart, hun var klar med det samme, men skulle spørge Susan, som hun arbejder for.
Så kom hun tilbage, og sagde at Susan ville tale med mig, så det venter jeg på, at vi kan få til at passe sammen. Susan er lærer på en international skole, så hun har sit at passe, men vi skal nok få det til at passe sammen.
Så gik vi til Gudstjeneste kl 6. Det var en forrygende gudstjeneste, hvor der skete så mane mirakler, å hvor er Jesus bare fantastisk. En gammel mand kom frem, han var totalt blind, og havde været det i 3 år. Lægerne havde sagt at han ikke kunne opereres, da øjnene var døde og færdige, Hans søn kom med ham, samt hans kone og deres lille datter på 4-5 måneder, som også var totalt blind, samt hans søster. De var komme langvejs fra, havde været undervejs i tre dage, men havde set tv fra Mirakelcentret, og havde bestemt sig til at tage dertil, om Jesus ville gøre et mirakel for dem.Det er bare så fantastisk at se, hvordan det sker lige for øjnene af os, de kom alle til at se, også den lille pige der skulle have været opereret på mandag, men som nu var totalt helbredt.En mand fik 3 nye knogler i ryggen, var skruet sammen med stålplader, og var i stærke smerter. En mand fik hørelsen igen, efter at have været døv i 3 år.
En dame var oppe at fortælle at Jesus havde helbredt hende tirsdag aften i Mirakelcentret. De havde båret hende ind. Hun kunne ikke gå, havde haft stærke smerter i mange år på grund af kræft i hele kroppen. Benene vendte helt forkerte, men hun var blevet totalt helbredt, og kom nu gående og fortalte hvad Jesus have gjort for hende.Halleluja halleluja, Jesus er den samme idag , igår , ja til evig tid.
Klokken var 11 før vi var hjemme igen, efter denne vidunderlige aften.
Så herfra Kampala, ønsker vi jer alle Guds rigeste velsignelse , og Godnat.
Solveig og Jens
tirsdag den 11. februar 2014
Tirsdag d.11/2 2014
Så er en ny dag op rundet, og Jens er frisk igen, og det er bare dejlig. Han har godt nok været slap, men nu er kræfterne vendt tilbage.
Det er stadig sommer, med høj sol fra morgenen af, og vi nyder det fuldt ud.
I dag kl. 10, har vi aftalt med Moses, at han skulle leje en bil, og komme og køre os ud i Buchen hvor han kommer fra. Jeg vil gerne ud at hilse på den mand, Moses far, som jeg sendte penge til, fordi tyve var brudt ind i huset, og stjal alting, og slog ham så han brækkede benet 2 steder, og efterlod ham der. han skulle på hospitalet, men de ville ikke røre en finger, uden de havde set penge, så derfor ringede Moses, en sen lørdag aften, og jeg sendte penge.
Nu ville jeg så ud at besøge ham, og se hvordan han havde det. De har sat ham sammen, men ikke særlig godt, og han kan intet lave, og færdes kun ved hjælp af en stor stok(hegnspæl), ja det er Uganda.
Vi kom derud, og det var et dejligt sted, om ikke der havde været så mange muslimer, og troldomskræfter, men sådan er det ude på landet, de fleste steder.
Moses far boede i et hus hos Moses søster, som er den eneste til at dyrke al jorden, da der var en anden søster som også gik med hegnspæl.
De havde en masse godt jord, men hvor de trænger til at lære at dyrke det, de har ingen forstand på det, og det skriger til himmelen, over det lidt de får ud af det. Tænk at sidde mit i et spisekammer, og sulte ihjel, er det ikke bare for dumt.nej hvor ville vi gerne hjælpe, og jeg kunne heller ikke lade være med at komme med nogle simple gode råd, det er bare for dumt, at bilde dig ind at du er fattig, men burde være millionær.
Vi fik besøget gjort, og givet dem lidt sukker, ris og brød, det er hvad man kommer med her, når vi tager på besøg.
Derefter gik turen tilbage, og vi skulle have Esau op, for nu ville jeg besøge dem i hjemmet, og jeg havde hørt at de havde fået et barn mere, så nu er de 5.Jeg havde pakket en masse tøj, det kunne de nok trænge til, og så afsted. Vi fandt ham, han kom op at køre, og så hjem til familien.
Så var vi rigtignok i Afrika. Det stinkende af affald, skidt og møj var overalt, samt en masse børn der rendte rundt i skidtet. men vi kom til Esaus hjem, og hun er altid så glad for at se mig, og vi var så velkommen. De fik tøjet, vi snakkede, og de var så glade og velsignede.
Så skulle vi videre til Vivi og Daniels skole (Esaus) 2 børn som har sponsor. Jeg ville møde børnene, og høre hvordan det går i skolen, om tingene flytter sig. Esau og hans kone kan ikke engelsk, så det kan være lidt svært med hjemmearbejde, når der ingen er til at hjælpe dem.
Men skolen sagde at de klarede sig fint, de gjorde meget for at hjælpe dem.
Jeg fik betalt skolepenge, frokost og skoleuniform til dem begge, og så var vi færdige der.
Videre til Desteni Niger og Weis skole( Moses) 2 børn som har sponsor. Jeg skulle høre hvordan det går dem. De er meget dygtige begge to, og begge forældre kan snakke lidt engelsk, og derfor hjælpe dem, så det tegner rigtig godt.
Jeg havde givet Moses pengene til at betale skolepenge samt alt det andet, så det var gjort. Vi fik en dejlig snak med lærene, og de hentede børnene, så vi kunne få taget billeder af dem.Dejligt.
Så til sidst hjem til Moses, og hilse på Margret og Good hart, og også der havde jeg en masse godt tøj og sko, samt mad med. Hun er altid så taknemmelig, og vi er altid så velkommen. Vi havde en dejlig snak med Margeret.
Så var det tiden til at komme hjem, og jeg trængte til at være alene, for der var forskellige ting i dag der gjorde mig rasende, og gal i skralden, og det er hårdt, men hvad der sker en gang imellem her.
De kærligste hilsner Solveig og Jens
mandag den 10. februar 2014
Gnubben
Hej alle kære venner.
Så blev der endelig tid til at komme i vasekeriet "Gnubben" Nu var der næsten heller ikke mere rent tøj, men der har ikke været tid før, så nu skulle det være. Så over gasen kom de hvide i en gryde, for at blive kogt, for derefter at komme ud i en balje, og så starter gnubberiet, så der næsten ikke er skind på fingerene længere.Det blev til 5 grydefulde, plus en masse broget, og selvfølgelig skete det som ikke må ske, da snoren var næsten fuld, sprang snoren og ned i det røde sten, så kunne jeg skylle om, åhhhh
Nå men Jens lå og sov, maven er heldigvis på rette vej igen, har godt nok lignet en hængeplante, det kan hurtigt pille kræfterne af et menneske, men godt vi havde pillerne.
Så var det tid at få vasket alle gulve, og få støvsuget. Så skulle der laves mad, og snakkes med Moses, for programmet i morgen.
Efter vi havde spist, var det tid at sende mail, lægge billeder ud på facebook, ordne regnskab, tømme camera, og sætte alt til strøm så det er klar i morgen. Så er der tid til bloggen, før jeg besvimer. Så jeg vil ønske jer en fantastisk nat, derhjemme i kulden, det er ikke hvad der plager os, vi har en dejlig varme, især når vi holder os inde, så klarer vi os fint med 24-26 grader.
Herfra Kampala, på en fridag, ønsker vi alle i det kolde nord, en vidunderlig nat i Jesu navn. De kærligste hilsner og knus. Solveig og Jens
Så blev der endelig tid til at komme i vasekeriet "Gnubben" Nu var der næsten heller ikke mere rent tøj, men der har ikke været tid før, så nu skulle det være. Så over gasen kom de hvide i en gryde, for at blive kogt, for derefter at komme ud i en balje, og så starter gnubberiet, så der næsten ikke er skind på fingerene længere.Det blev til 5 grydefulde, plus en masse broget, og selvfølgelig skete det som ikke må ske, da snoren var næsten fuld, sprang snoren og ned i det røde sten, så kunne jeg skylle om, åhhhh
Nå men Jens lå og sov, maven er heldigvis på rette vej igen, har godt nok lignet en hængeplante, det kan hurtigt pille kræfterne af et menneske, men godt vi havde pillerne.
Så var det tid at få vasket alle gulve, og få støvsuget. Så skulle der laves mad, og snakkes med Moses, for programmet i morgen.
Efter vi havde spist, var det tid at sende mail, lægge billeder ud på facebook, ordne regnskab, tømme camera, og sætte alt til strøm så det er klar i morgen. Så er der tid til bloggen, før jeg besvimer. Så jeg vil ønske jer en fantastisk nat, derhjemme i kulden, det er ikke hvad der plager os, vi har en dejlig varme, især når vi holder os inde, så klarer vi os fint med 24-26 grader.
Herfra Kampala, på en fridag, ønsker vi alle i det kolde nord, en vidunderlig nat i Jesu navn. De kærligste hilsner og knus. Solveig og Jens
Søndag
Kære alle venner.
I nat så skete det, som helst ikke må ske her. Jens fik ondt i maven, og måtte rende på toilet hele tiden, var simpelthen ikke meget værd. Så nu gik den helt store opperation i gang.
Jeg har heldigvis altid piller med, til sådan en situation, men det gøres ikke på en time, når maven er slået i stykker.
Vi spiste lidt morgenmad, men Jens var mest på toilettet, så jeg gik alene i kirke, da han ikke skulle langt hjemmefra, for toiletter det har de ingen steder, så er det et hul i jorden, og det dur ikke.
Aftalen var at han ville komme, hvis det stoppede, efter han havde fået pillerne, og så kunne han ringe hvis det blev nødvendig.
Jeg gik i kirke, og ringede til ham et par gange, og så syntes han det var beder, og ville komme. Ville gerne opleve er levende Gudstjeneste. Så han kom til den anden gudstjeneste, men havde det rigtig skidt, men maven holdt sig. Der var ca. 8000,00 mennesker til en fantastisk gudstjeneste, som vi nød i fulde drag.
Så gik vi hjem, og så skulle Jens hvile, og faldt pladask i søvn, efter endnu et toiletbesøg.Vi havde aftalt med dem på Agape 3, at vi ville komme, for nu skulle gaverne uddeles, fra alle i Danmark. Tøj skulle deles ud, og vi skulle have en hyggelig eftermiddag.
Men Jens sov sig til en smule kræfter, så kl 4 sendte jeg bud efter taxien, og vi kom afsted. Jeg havde brug for Jens til at tage billeder, og video,når alle 24 sæt dukketøj blev delt ud,samt gaverne, så Johanne kan få en video når vi kommer hjem. Så godt han var lidt frisk, og maven holdt.
Vi havde et par dejlige timer sammen med dem alle, og fik delt en masse godt tøj ud fra Danmark, som er en ren velsignelse for dem alle hver gang, og som sparer os for en masse penge.Så en stor tak til alle jer der kommer med tøj i året løb.
Så da tiden var gået, gik det hjemad igen, og så måtte vi forbi grønthandleren, for nu skulle der laves ordentlig aftensmad, om jeg havde kræfter eller ikke. Vi skulle have kartofler og oksekødsovs. Der har simpelthen ikke været tid til at få noget ordentlig mad, som vi plejer at få derhjemme, så nu måtte det være.
Jens sov igen til jeg fik lavet mad, så måtte han op at spise, om han ville eller ikke. Men det passede ham såååå godt med kartofler, og han fik 2 piller mere, og spiste en god portion kartofler og lidt sovs, og det var godt.Så sov han igen, men afbrudt af toiletbesøg en gang imellem, men nu begyndte det så småt at vende.
Det er ikke sjovt at få sin mave slået i stykker, jeg har set to gange, at mennesker var sååå syge, at de ikke hængte sammen, så derfor har jeg altid Idoform tabletter med, selvom jeg aldrig selv har haft brug for dem, så har andre.
Så nu håber vi at Jens er frisk i morgen, men jeg har allerede dømt vaskedag, så han kan komme helt på fode.
Herfra det skønne Kampala, de varmeste hilsner Solveig og Jens
I nat så skete det, som helst ikke må ske her. Jens fik ondt i maven, og måtte rende på toilet hele tiden, var simpelthen ikke meget værd. Så nu gik den helt store opperation i gang.
Jeg har heldigvis altid piller med, til sådan en situation, men det gøres ikke på en time, når maven er slået i stykker.
Vi spiste lidt morgenmad, men Jens var mest på toilettet, så jeg gik alene i kirke, da han ikke skulle langt hjemmefra, for toiletter det har de ingen steder, så er det et hul i jorden, og det dur ikke.
Aftalen var at han ville komme, hvis det stoppede, efter han havde fået pillerne, og så kunne han ringe hvis det blev nødvendig.
Jeg gik i kirke, og ringede til ham et par gange, og så syntes han det var beder, og ville komme. Ville gerne opleve er levende Gudstjeneste. Så han kom til den anden gudstjeneste, men havde det rigtig skidt, men maven holdt sig. Der var ca. 8000,00 mennesker til en fantastisk gudstjeneste, som vi nød i fulde drag.
Så gik vi hjem, og så skulle Jens hvile, og faldt pladask i søvn, efter endnu et toiletbesøg.Vi havde aftalt med dem på Agape 3, at vi ville komme, for nu skulle gaverne uddeles, fra alle i Danmark. Tøj skulle deles ud, og vi skulle have en hyggelig eftermiddag.
Men Jens sov sig til en smule kræfter, så kl 4 sendte jeg bud efter taxien, og vi kom afsted. Jeg havde brug for Jens til at tage billeder, og video,når alle 24 sæt dukketøj blev delt ud,samt gaverne, så Johanne kan få en video når vi kommer hjem. Så godt han var lidt frisk, og maven holdt.
Vi havde et par dejlige timer sammen med dem alle, og fik delt en masse godt tøj ud fra Danmark, som er en ren velsignelse for dem alle hver gang, og som sparer os for en masse penge.Så en stor tak til alle jer der kommer med tøj i året løb.
Så da tiden var gået, gik det hjemad igen, og så måtte vi forbi grønthandleren, for nu skulle der laves ordentlig aftensmad, om jeg havde kræfter eller ikke. Vi skulle have kartofler og oksekødsovs. Der har simpelthen ikke været tid til at få noget ordentlig mad, som vi plejer at få derhjemme, så nu måtte det være.
Jens sov igen til jeg fik lavet mad, så måtte han op at spise, om han ville eller ikke. Men det passede ham såååå godt med kartofler, og han fik 2 piller mere, og spiste en god portion kartofler og lidt sovs, og det var godt.Så sov han igen, men afbrudt af toiletbesøg en gang imellem, men nu begyndte det så småt at vende.
Det er ikke sjovt at få sin mave slået i stykker, jeg har set to gange, at mennesker var sååå syge, at de ikke hængte sammen, så derfor har jeg altid Idoform tabletter med, selvom jeg aldrig selv har haft brug for dem, så har andre.
Så nu håber vi at Jens er frisk i morgen, men jeg har allerede dømt vaskedag, så han kan komme helt på fode.
Herfra det skønne Kampala, de varmeste hilsner Solveig og Jens
lørdag den 8. februar 2014
Hviledag
Hej alle sammen. I dag er der ikke sket de store ting, vi har bare flydt ud, slappet af, og snakket om den fantastiske uge vi har haft.
Så gik vi en stille tur. Skulle have købt mælk og brød, tomater og pebberfrugter.
Så på vejen hjem kom vi forbi et sted hvor de solgte bukser til mænd. Jeg styrede lige dertil, for Jens har kun lange couboy bukser med, og det har været alt for varmt for ham, så han skulle have nogle knikkers, og det i let sommerstof. Det havde de ikke, mænd har i Uganda går i lange bukser, nå men der er altid råd for den hale der er for lang, knikkers skulle han have. Så vi købte først et par, og jeg havde set at i forretning ved siden af sad en dame og syede, så vi kunne vel få dem kortet af. Som sagt så gjort, hun kunne klare det lige på en studs. Så fik Jens øje på et par bukser mere, det var godt nok genbrug, men de var fine, og han skulle have et par arbejdsbukser han kunne få luft i, og så fik de samme tur. Så resultatet blev, at vi gik hjem med 2 par sommerknikkers til Jens,og aldrig var han inden døre før han hoppede i det første par, og åndede lettet op, nu kunne han få luft, skønt.
Så sidder vi her på terassen, skriver på bloggen, og Jens sender sms.
Så nu skal vi have noget at spise, og så skal vi have pakket kufferten med tøj til Agape 3, hvor vi skal ud i morgen eftermiddag, med tøj, gaver, breve osv. Vi skal ud med de 24 sæt dukketøj som Johanne har strikket til deres BABYBORN dukker som hun gav dem sidste gang jeg var hernede. Nu har hun strikket 24 sæt, med nederdel, bluse, hue, undertøj, sko og trøje, 24 SÆT, en kæmpegave igen, og det skal der tid til at få delt ordentlig ud. Så jeg skal have cameraet tømt, da hun skal have en video, så Jens bliver videomand i morgen.Johanne har også købt flotte poser til at have det i, så de ikke blander det sammen. Det er flotte poser, med 3 i sæt, til hver, som hun har købt i Ikea, og så skal vi have skrevet navn på det hele, så det bliver en stor opgave. Men først skal vi i kirke.
Herfra terassen de kærligste hilsner, hvor Jens nu er ved at stege tomater, æg og brød, det bliver godt med noget mad. Vi har 25 grader, fuldstændig stille vejr, cikaderne synger, det er bar helt vidunderligt, og hvor det passer Jens godt med den varme, han er næsten flyttet permanent herned. han hører hjemme her.
Han tegne vandtanke, anlæg, han tegner skole, og hovedet kører for fulde gardiner. han vil købe en masse jord, som vi skal bygge på, ja han er slet ikke til at styre, JENS ER KOMMET HJEM.
Knus Solveig og Jens
Ommer
Glemte bare igår da vi var på børnehjemmet for at sige farvel, fik Lilian sin nye gode skoletaske, sin lommeregner og moskittonet, hvilken hun var så overlykkelig for, og alt var i den fineste orden. Hun er så dejlig og en superdygtig pige. Tak til Bodil og Knud for den ekstra gave til Lilian, som jeg har brugt. Hun er hele investeringen værd.
De kærligste hilsner Solveig og Jens
De kærligste hilsner Solveig og Jens
Fredag d.7/2-2014
Hej kære venner.
Så er dagen kommet hvor arbejdet med videoen skal afrundes.Benny skal rejse hjem i aften, med alle klippene, og så venter der ham det helt store redigeringsarbejde, godt det ikke er mig.
Vi har besluttet at vi ikke ville noget særligt i dag. Benny vil have et snak med mig i dag, ville lave nogle klip med Jens, og ellers skulle kufferterne pakkes, huslejen betales, og han ville efterlade penge til Emanuels familie så de kunne få en vandtank,300,000 UGX som vil ændre en masse for dem.
Han var også faldet i snak med hushjælpen Joysten her, som har 2 børn, som bor ved hendes mor, da de ikke må være her. Hun har arbejdet et år her, for at tjene penge til at starte en lille købmandsbutik, men hun tjener 80,000 ugx i måneden( Ca 200) kr., og dem skal hun betale skolegang til sine to børn og mad til dem alle, så det har lange udsigter, at nå dertil. Igen var Benny på pladsen, og ønskede at hjælpe, men vidste ikke hvordan, for vi skal nemlig være meget forsigtige med at give dem for meget, for de kan ikke springe de 100 år over, som de er bag efter, det vil bare ødelægge dem, det har vi oplevet. Men vi blev enige om at vi en dag skulle tage hende med ud i bushen hvor de bor, og se på forholdene. De går i en meget billig skole. Det er sådant her i Uganda, at du har skoler i alle prisklasser, og selvfølgelig er der også forskel på undervisningen under et træ, eller en god skole hvor der undervises på engelsk. Det er noget af det vi skal ud at se på, måske skal de i en bedre skole, med støtte fra Benny, som så kan hjælpe Joysten til at spare mere op til sin butik.Vi skal altid passe på at de bevarer gejsten til at arbejde, for det er det der vil føre dem frem til et bedre liv. Men vi støtter kun dem der har drejvet, og selv yder hvad de kan, de skal ikke bare sætte sig ned, og spise pengene. Men det bliver senere, først skal vi have besøgt alle børnene vi har, deres familier og skolerne hvor de går, jeg følger altid med i om det flytter sig, for det skal det.
Benny og jeg fik den sidste snak til videoen, Jens blev taget til den sidste gang, og så ville vi bare slappe af.
Benny og Jens skulle afsted for at hæve penge i ATM maskinen, og det på en Bodada, så vi kunne få betalt vores husleje.
Der blev ringet efter en taxi( spisel hejer) for at hente Benny og køre ham til lufthavnen. Vi ville have taget med, det plejer vi, men han syntes ikke vi skulle, det kunne han sagtens klare selv, og han er også så velbefaren. Han kom afsted kl. 7, 2 timers kørsel til Enteppe, og så er han på vej tilbage i kulden.Godt det ikke er os.
Det har været en himmelsk uge, hvor vi har nydt hinandens selskab for fulde gardiner, men det har også været højkoncentreret, så nu trænger vi til at slappe af en dag eller 2, for så at tage fat igen
Vi glæder os så meget til at se hvad Benny får strikket sammen, og hvordan folk vil tage imod det.
Så idag fik vi en sms fra Per, formand i bestyrelsen i Danmark, at 2 damer, Kirsten Andersen og Hanna Falberg som ville støtte den lille familie Emanuel, som var så fattige at det skreg til himmelen, og de ville give 5000,00kr.Vi blev bare så overvældet lykkelige, og jeg vidste at jeg måtte administrere de penge, for hvis vi gav dem for 2 mio, som det er i UGX, vil det totalt ødelægge familien, det er for meget på en gang. Men jeg har tænkt over hvor vi begynder, og jeg tror vi vil købe nye madrasser, til dem alle, og så sende et barn mere i skole, og så gemmer jeg resten til senere, men øremærket den lille familie,
Når vi skal derud igen, vil vi tage en kuffert fuld af dejlig tøj , som vi har med fra Danmark,så de kan få de trevler der hængte på snoren smidt væk, var lige til at brænde, og så skal de få helt nyt. Mere går ikke i første omgang.
Hvilken glæde det er for os, at i følger med derhjemme, bliver grebet af arbejdet, for det er bare så fantastisk arbejde fra Jesus selv, vi er bare hans redskaber, hvilket vi er overlykkelige for at være agtet værdige til
Må Gud velsigne jer alle. De kærligste hilsner og knus. Solveig og Jens
Så er dagen kommet hvor arbejdet med videoen skal afrundes.Benny skal rejse hjem i aften, med alle klippene, og så venter der ham det helt store redigeringsarbejde, godt det ikke er mig.
Vi har besluttet at vi ikke ville noget særligt i dag. Benny vil have et snak med mig i dag, ville lave nogle klip med Jens, og ellers skulle kufferterne pakkes, huslejen betales, og han ville efterlade penge til Emanuels familie så de kunne få en vandtank,300,000 UGX som vil ændre en masse for dem.
Han var også faldet i snak med hushjælpen Joysten her, som har 2 børn, som bor ved hendes mor, da de ikke må være her. Hun har arbejdet et år her, for at tjene penge til at starte en lille købmandsbutik, men hun tjener 80,000 ugx i måneden( Ca 200) kr., og dem skal hun betale skolegang til sine to børn og mad til dem alle, så det har lange udsigter, at nå dertil. Igen var Benny på pladsen, og ønskede at hjælpe, men vidste ikke hvordan, for vi skal nemlig være meget forsigtige med at give dem for meget, for de kan ikke springe de 100 år over, som de er bag efter, det vil bare ødelægge dem, det har vi oplevet. Men vi blev enige om at vi en dag skulle tage hende med ud i bushen hvor de bor, og se på forholdene. De går i en meget billig skole. Det er sådant her i Uganda, at du har skoler i alle prisklasser, og selvfølgelig er der også forskel på undervisningen under et træ, eller en god skole hvor der undervises på engelsk. Det er noget af det vi skal ud at se på, måske skal de i en bedre skole, med støtte fra Benny, som så kan hjælpe Joysten til at spare mere op til sin butik.Vi skal altid passe på at de bevarer gejsten til at arbejde, for det er det der vil føre dem frem til et bedre liv. Men vi støtter kun dem der har drejvet, og selv yder hvad de kan, de skal ikke bare sætte sig ned, og spise pengene. Men det bliver senere, først skal vi have besøgt alle børnene vi har, deres familier og skolerne hvor de går, jeg følger altid med i om det flytter sig, for det skal det.
Benny og jeg fik den sidste snak til videoen, Jens blev taget til den sidste gang, og så ville vi bare slappe af.
Benny og Jens skulle afsted for at hæve penge i ATM maskinen, og det på en Bodada, så vi kunne få betalt vores husleje.
Der blev ringet efter en taxi( spisel hejer) for at hente Benny og køre ham til lufthavnen. Vi ville have taget med, det plejer vi, men han syntes ikke vi skulle, det kunne han sagtens klare selv, og han er også så velbefaren. Han kom afsted kl. 7, 2 timers kørsel til Enteppe, og så er han på vej tilbage i kulden.Godt det ikke er os.
Det har været en himmelsk uge, hvor vi har nydt hinandens selskab for fulde gardiner, men det har også været højkoncentreret, så nu trænger vi til at slappe af en dag eller 2, for så at tage fat igen
Vi glæder os så meget til at se hvad Benny får strikket sammen, og hvordan folk vil tage imod det.
Så idag fik vi en sms fra Per, formand i bestyrelsen i Danmark, at 2 damer, Kirsten Andersen og Hanna Falberg som ville støtte den lille familie Emanuel, som var så fattige at det skreg til himmelen, og de ville give 5000,00kr.Vi blev bare så overvældet lykkelige, og jeg vidste at jeg måtte administrere de penge, for hvis vi gav dem for 2 mio, som det er i UGX, vil det totalt ødelægge familien, det er for meget på en gang. Men jeg har tænkt over hvor vi begynder, og jeg tror vi vil købe nye madrasser, til dem alle, og så sende et barn mere i skole, og så gemmer jeg resten til senere, men øremærket den lille familie,
Når vi skal derud igen, vil vi tage en kuffert fuld af dejlig tøj , som vi har med fra Danmark,så de kan få de trevler der hængte på snoren smidt væk, var lige til at brænde, og så skal de få helt nyt. Mere går ikke i første omgang.
Hvilken glæde det er for os, at i følger med derhjemme, bliver grebet af arbejdet, for det er bare så fantastisk arbejde fra Jesus selv, vi er bare hans redskaber, hvilket vi er overlykkelige for at være agtet værdige til
Må Gud velsigne jer alle. De kærligste hilsner og knus. Solveig og Jens
fredag den 7. februar 2014
Torsdag d.6/2 2014
Hej kære venner.
Endnu en pragtfuld dag, solen skinner, fuglene synger, og der er gang i byen. Benny skramler med camera og teknik fra kl 6-7 stykker, han knokler derudaf. Han har en energi, der bare rykker fremad.
Vi begynder dagen med bøn og morgenmad. Vi har lavet dagens program dagen før, da vi skal prøve at få så mange grene med som muligt af vort arbejde på videoen.
I dag går turen ud til Rose. Rose er en der fik en helt ny symaskine sponsoreret, lige efter jeg var komme hjem sidste år. Nu skulle jeg endelig se hvad hun har fået ud af det, og hvordan det er gået hende.
Rose er en vidunderlig kvinde der arbejder målbevidst fremad, men fattes kapital.Hun er bare sååå kreativ, dygtig, og har bare et drejv der siger spar to.
Men hendes store problem var at hun ingen butik havde. Hun bor med sine to børn inde bagved i treide led, hvor du skal bevæge dig ind mellem skrald og vasketøj, flagrende om ørene, og enhver kan forstå at der ikke kommer mange kunder der. Hun havde et lille rum som de nu har, og der bor hun med sine 2 børn, symaskine, og fabrikationen af mange forskellige ting, hun er virkelig super dygtig.
Men enhver kunne se at det ikke var det optimale, så jeg spurgte hende, hvad det ville koste at få lejet en container, hvor hun kunne have sin symaskine, og have udstilling til gaden, og dermed et større salg. da jeg så hendes kreativitet og drejvet i hende, fik jeg virkelig lyst til at hjælpe hende videre, og spurgte hvor meget det ville koste at leje en container et godt sted, og hun svarede 50,000 ugx,pr, måned, og de første 4 måneder forud.Et uoverskueligt beløb for en enlig mor.. Altså 200,000 ugx( ca 500,00kr.). da jeg ved at der også skal hylder op, stativer til at stille, hænge ting på, samt materialer,og det koster alt sammen penge som hun ikke har. Jeg besluttede at give hende 400,000 ugx af vor egen lomme, for at hjælpe hende videre. Moses som var med, lovede at hjælpe hende med at sætte hylder op, og jeg glæder mig til at se butikken, når hun har fået alle sine ting arrangeret.Der vil blive lagt billeder ud på facebook, når det er sket.
En fantastisk pige. jeg spurgte om det var sikker at lade symaskinen stå i containeren , hvortil hun svarede, nej hun ville tage det øverste med hjem hver aften, og bare lade det nederste stå. En dame der vidste hvad hun ville, om hun havde muligheden.
Jeg gav hende pengene, og vi fulgtes ud til hovedgaden, hvor hun viste mig hvordan hun ville gøre, og det var bare så skønt. Jeg ønskede hende god arbejdslyst, og ville høre fra hende når hun var klar.
Så gik turen videre, da vi nu var i det område hvor jeg plejer at købe madrasser og sengetøj, jeg skulle have købt 11 nye sæt sengelinned til børnehjemmet, da det var totalt slidt op. Jeg skulle have købt et moskittonet til Lilian, som ingen havde.Vi fik lavet en ordentlig handel.
Så gik turen ud at se på skoletaske til Lilian. Men jeg kunne ikke finde en ordentlig kvalitet der på markedet, så det måtte vente, nu skulle hun have en ordentlig taske.
Derefter kørte vi hjemad, men måtte vende om, for jeg havde set et sted de solgte vandtanke i alle størrelse, og synes det var en nem løsning til at have vand, for dem der har et pladetag, så jeg ville høre priserne.
Benny blev så grebet af sagen, til sin fattige familie, som har et lille pladetag, men når det regner her i Uganda, så giver det vand, og det kunne hjælpe familien til at have vand til at vaske, gøre rent, og drikke hvis det blev kogt over bålet.Vi fik spurgt til prisen, da jeg også ville vide prisen på en større til Frank, der køber en masse vand til at bygge i, det er jo vanvittigt, når de kan have det hele gratis fra himmelen.
Vi fik spurgt til priserne, og alt tilbehøret, som tagrende, nedløb, kroge osv. og det endte med at familien kunne have det vand de har brug for, for 300,000UGX, som Benny gerne ville give dem, hvis Jens og Frank ville sætte det op. Ja Benny ville sååå gerne have haft 8 dage mere, for selv at hjælpe, men det har han ikke, men betale det ville han.
Så gik turen efter Sammoses, som vi skulle have til middag. aftensmad, og så var det hjem at slappe af.
Da det var sidste aften Benny var her, ville han gerne ud på Agape 3, når alle børn var hjemme, han ville overraske dem med en stor is og slikkepind til hver. han elsker disse børn, og giver sig helt til dem, de har taget ham med storm.
Så vi bestemte at køre i god tid, og der blev igen ringet efter taxien, og jeg ville i god supermarked jeg kendte, og købe en skoletaske til Lilian, nu skulle hun have en god en.Vi fik købt skoletaske, og en super lommeregner til LiIlian, en termokande og strygejern til huset. Derefter var vi på Cafe Java, for selv at få en is, som Benny og Jens havde glædet sig til rigtig længe, så skulle det være, så var det nu.
Isen var en udsøgt fornøjelse.
Så afsted, imod Lugala, klokken var omkring 7, og alle børn ville være hjemme idag. Så skulle der købes is til alle børn, og Benny og Jens fulgtes ad, og kom grinende tilbage, da der de havde købt is, ikke kunne forstå at de skulle have 15 af de store, det havde de aldrig oplevet, og det tog sælgeren lang tid at fatte at det var 15 og ikke 5. Det er Uganda i en nøddeskal.
De fik isen købt, og vi kom ned til Agape 3, og aldrig var vi nærheden før børnene kom styrtende og omfavnede os, så vi nær var væltet, vi er bare så velkommen, og Benny er ved at tabe hele sit hjerte til dem. De blev sat omkring bordet, og så delte han is ud til alle, og resten kom i fryseren.
Derefter ville børnene synge for os igen, og det tager os med storm hver gang. Benny havde selvfølgelig hele grejet med, og der skulle filmes, snakkes, grinet og hygges.En dejlig afsked, selvom det ikke er let at forlade dem, de er bare så dejlige. Milly gør virkelig et godt stykke arbejde. helt vidunderlig.
Så havde Benny købt 30 slikkepinde, og så blev der delt slikkepinde ud, ja det var næsten som juleaften for disse dejlige små mennesker.
Så var det afgang, og der var absolut ikke mere krudt, alt var brændt af, men det vil blive helt eventyrligt, det Benny får lavet for os, det er jeg sikker på, så glæd jer. Men det er et kæmpe arbejde, både her og der for Benny, og alt er betalt fra TV Nord i Danmark, hvilken gave.
Ingen er vel i tvivl om, at sengen næsten sprang på ryggen af os, inden vi nåede inden døre.
Men må Gud velsigne jer alle, der er med til at løfte dette arbejde.
Jesus siger: Hvad i har gjort for en af mine mindste små, det har i gjort for mig.
God nat og sov godt.
Endnu en pragtfuld dag, solen skinner, fuglene synger, og der er gang i byen. Benny skramler med camera og teknik fra kl 6-7 stykker, han knokler derudaf. Han har en energi, der bare rykker fremad.
Vi begynder dagen med bøn og morgenmad. Vi har lavet dagens program dagen før, da vi skal prøve at få så mange grene med som muligt af vort arbejde på videoen.
I dag går turen ud til Rose. Rose er en der fik en helt ny symaskine sponsoreret, lige efter jeg var komme hjem sidste år. Nu skulle jeg endelig se hvad hun har fået ud af det, og hvordan det er gået hende.
Rose er en vidunderlig kvinde der arbejder målbevidst fremad, men fattes kapital.Hun er bare sååå kreativ, dygtig, og har bare et drejv der siger spar to.
Men hendes store problem var at hun ingen butik havde. Hun bor med sine to børn inde bagved i treide led, hvor du skal bevæge dig ind mellem skrald og vasketøj, flagrende om ørene, og enhver kan forstå at der ikke kommer mange kunder der. Hun havde et lille rum som de nu har, og der bor hun med sine 2 børn, symaskine, og fabrikationen af mange forskellige ting, hun er virkelig super dygtig.
Men enhver kunne se at det ikke var det optimale, så jeg spurgte hende, hvad det ville koste at få lejet en container, hvor hun kunne have sin symaskine, og have udstilling til gaden, og dermed et større salg. da jeg så hendes kreativitet og drejvet i hende, fik jeg virkelig lyst til at hjælpe hende videre, og spurgte hvor meget det ville koste at leje en container et godt sted, og hun svarede 50,000 ugx,pr, måned, og de første 4 måneder forud.Et uoverskueligt beløb for en enlig mor.. Altså 200,000 ugx( ca 500,00kr.). da jeg ved at der også skal hylder op, stativer til at stille, hænge ting på, samt materialer,og det koster alt sammen penge som hun ikke har. Jeg besluttede at give hende 400,000 ugx af vor egen lomme, for at hjælpe hende videre. Moses som var med, lovede at hjælpe hende med at sætte hylder op, og jeg glæder mig til at se butikken, når hun har fået alle sine ting arrangeret.Der vil blive lagt billeder ud på facebook, når det er sket.
En fantastisk pige. jeg spurgte om det var sikker at lade symaskinen stå i containeren , hvortil hun svarede, nej hun ville tage det øverste med hjem hver aften, og bare lade det nederste stå. En dame der vidste hvad hun ville, om hun havde muligheden.
Jeg gav hende pengene, og vi fulgtes ud til hovedgaden, hvor hun viste mig hvordan hun ville gøre, og det var bare så skønt. Jeg ønskede hende god arbejdslyst, og ville høre fra hende når hun var klar.
Så gik turen videre, da vi nu var i det område hvor jeg plejer at købe madrasser og sengetøj, jeg skulle have købt 11 nye sæt sengelinned til børnehjemmet, da det var totalt slidt op. Jeg skulle have købt et moskittonet til Lilian, som ingen havde.Vi fik lavet en ordentlig handel.
Så gik turen ud at se på skoletaske til Lilian. Men jeg kunne ikke finde en ordentlig kvalitet der på markedet, så det måtte vente, nu skulle hun have en ordentlig taske.
Derefter kørte vi hjemad, men måtte vende om, for jeg havde set et sted de solgte vandtanke i alle størrelse, og synes det var en nem løsning til at have vand, for dem der har et pladetag, så jeg ville høre priserne.
Benny blev så grebet af sagen, til sin fattige familie, som har et lille pladetag, men når det regner her i Uganda, så giver det vand, og det kunne hjælpe familien til at have vand til at vaske, gøre rent, og drikke hvis det blev kogt over bålet.Vi fik spurgt til prisen, da jeg også ville vide prisen på en større til Frank, der køber en masse vand til at bygge i, det er jo vanvittigt, når de kan have det hele gratis fra himmelen.
Vi fik spurgt til priserne, og alt tilbehøret, som tagrende, nedløb, kroge osv. og det endte med at familien kunne have det vand de har brug for, for 300,000UGX, som Benny gerne ville give dem, hvis Jens og Frank ville sætte det op. Ja Benny ville sååå gerne have haft 8 dage mere, for selv at hjælpe, men det har han ikke, men betale det ville han.
Så gik turen efter Sammoses, som vi skulle have til middag. aftensmad, og så var det hjem at slappe af.
Da det var sidste aften Benny var her, ville han gerne ud på Agape 3, når alle børn var hjemme, han ville overraske dem med en stor is og slikkepind til hver. han elsker disse børn, og giver sig helt til dem, de har taget ham med storm.
Så vi bestemte at køre i god tid, og der blev igen ringet efter taxien, og jeg ville i god supermarked jeg kendte, og købe en skoletaske til Lilian, nu skulle hun have en god en.Vi fik købt skoletaske, og en super lommeregner til LiIlian, en termokande og strygejern til huset. Derefter var vi på Cafe Java, for selv at få en is, som Benny og Jens havde glædet sig til rigtig længe, så skulle det være, så var det nu.
Isen var en udsøgt fornøjelse.
Så afsted, imod Lugala, klokken var omkring 7, og alle børn ville være hjemme idag. Så skulle der købes is til alle børn, og Benny og Jens fulgtes ad, og kom grinende tilbage, da der de havde købt is, ikke kunne forstå at de skulle have 15 af de store, det havde de aldrig oplevet, og det tog sælgeren lang tid at fatte at det var 15 og ikke 5. Det er Uganda i en nøddeskal.
De fik isen købt, og vi kom ned til Agape 3, og aldrig var vi nærheden før børnene kom styrtende og omfavnede os, så vi nær var væltet, vi er bare så velkommen, og Benny er ved at tabe hele sit hjerte til dem. De blev sat omkring bordet, og så delte han is ud til alle, og resten kom i fryseren.
Derefter ville børnene synge for os igen, og det tager os med storm hver gang. Benny havde selvfølgelig hele grejet med, og der skulle filmes, snakkes, grinet og hygges.En dejlig afsked, selvom det ikke er let at forlade dem, de er bare så dejlige. Milly gør virkelig et godt stykke arbejde. helt vidunderlig.
Så havde Benny købt 30 slikkepinde, og så blev der delt slikkepinde ud, ja det var næsten som juleaften for disse dejlige små mennesker.
Så var det afgang, og der var absolut ikke mere krudt, alt var brændt af, men det vil blive helt eventyrligt, det Benny får lavet for os, det er jeg sikker på, så glæd jer. Men det er et kæmpe arbejde, både her og der for Benny, og alt er betalt fra TV Nord i Danmark, hvilken gave.
Ingen er vel i tvivl om, at sengen næsten sprang på ryggen af os, inden vi nåede inden døre.
Men må Gud velsigne jer alle, der er med til at løfte dette arbejde.
Jesus siger: Hvad i har gjort for en af mine mindste små, det har i gjort for mig.
God nat og sov godt.
Onsdag d. 6/2 2014
Hej alle kære venner.
Håber i alle har det godt, det har vi her. Vi arbejder på højtryk, og ikke mindst Benny, han knokler løs med videoen, og lader ikke gerne et øjebliksbillede gå forbi sin næse.
At få lavet en video af den karat, er ikke en lille ting, det er simpelthen en Guds mirakel. At have en ekspert til dette arbejde, kan ikke beskrives, og vi er meget taknemmelig og spændt på hvad det vil give når det bliver sendt.
Benny har virkelig øje for detaljerne, og skal bare have det hele med. Han har vist indtil nu optaget ca. 8 timer, og så venter der den store redigeringsarbejde når han kommer hjem, at få det hele kogt ned til en halv time, fordelt på 2 udsendelser.Godt det ikke er mig, det synes helt umuligt, men Benny er virkelig super dygtig til sit arbejde. En Guds gave for Agape Child Care. Glæd jer til at se videoen.
Men det hele har været vældig koncentreret om at få så mange grene med af vores arbejde, så der bliver meget at gøre for at komme rundt til dem alle, når Benny er taget hjem på fredag, men Jens og mig har god tid. efter.
I dag skal vi ud at betale skolepenge, og besøge skoler, og det med hele grejet. Det er heller ikke bare lige, for vi har altid den store video camera med, stativ, og den lille camera, og det bliver flittigt slæbt rundt af Jens og Benny, stillet op og pillet ned, et kæmpe arbejde.
Vi kom af sted i en taxi, kom ud til skolen, som var totalt lukket, men de havde indrettet en midlertidig inde i kirken, indtil den nye er klar sidst på ugen.Vi fik betalt skolepenge for vore børn, og Benny fik taget en masse video af skoleundervisningen som han gerne ville have. Børnene var ellevilde, og ville gerne røre ved de hvide musungoer.
Jens fik en vældig snak med en engelsk lærer, uden at kan ret meget engelsk, men han kaster sig frimodigt ud i det, og det er bare så dejligt, så han hurtigt får det lært. Han nyder det i fulde drag, og siger igen og igen, at han simpelthen er født det forkerte sted, for det er her han hører hjemme, han stortrives.
Børnene elsker ham, og de ståler af glæde når de råber mor og far efter os, de elsker os så meget de kære børn.
Da vi var færdige der, havde hilst på Rogers og nogle af de andre af vore børn, måtte vi videre til næste skole.
Vi kom på skolen Visdom, hvor børnene går fra børnehjemmet. Vi skulle have betalt skolepenge, da jeg nu havde bestemt at de får lov at fortsætte, trods det stiger over det vi har penge til, men det er en fantastisk skole, og børnene er bare så dygtige.
Vi blev hjertelig modtaget alle tre, af direktøren, skoleleder og masser af børn.
Vi fik en rundvisning, og fik også at se de nu har lavet swimmingpool, for at give børnene mulighed for at lære at svømme. De har computerrum, og bibliotek, en udsædvanlig god skole, så selvfølgelig koster det penge.De har toiletter med vandskyld, som er en fantastisk ting, for en skole i Uganda med 700 børn.
Så skulle vi have betalt, og fik tallet lagt sammen for dem alle, inc. mad, koste, sukker og alt, og regningen lød på 1,550,000 UGX, men så begyndte forhandlingen, som jeg sagde til skolelederen, da vi har så mange børn der, måtte de give lidt rabat. Da de ikke gerne vil af med os, da de altid får pengene til rette tid, er de til at snakke med, så jeg fik prisen ned til 1,250,000, så de 300,000 var da også værd at tage med.
Milly var med hele vejen, og hun havde begyndt med at gøre dem opmærksom på at måske blev vi nødt til at skifte skole.
Da vi var færdige der, gik vi om på Agape 3, hvor Benny gerne ville have flere billeder.De mindste børn var da kommet hjem, hvilket var dejligt for os alle, de er bare så kære, og dygtige.
Vi fik en snak igen med Milly, om hvad de manglede i huset, da alt skal rettes op, nu jeg er her.
Jens havde set at sengetøjet var totalt slidt op, så de skulle have nyt til alle 11 senge,samt en strygejern, termokande. Lilian havde ingen skoletaske, og manglede en lommeregner. Det forstod jeg ikke, da jeg vidste at hendes sponsor havde givet Innocent mange penge til at købe dette til hende, men det viste sig. at hun bare havde fået en billig skoletaske, og aldrig lommeregneren.
Så det var et chok mere, men godt jeg fik det at se, for nu vil jeg sørge for, at tingene bliver bragt i orden, hun er sådan en dygtig og dejlig pige.
Der skulle også lige lidt ekstra penge til skolesko,da prisen er steget, så der var ikke blevet penge nok, fra dem hun fik den anden dag, så der skulle flere til.
Så var dagen og os, også ved at være brugt, så nu var det tid at komme hjem.Når vi så er herhjemme, sætter vi lige ned for at slappe af over noget koldt at drikke, for så at klø på med opladning af batterier, lagring af videoer, opladning af tlf. og computer,regnskab, samt alt det andet der følger med.
Jens går til hånde både her og der, og alle arbejder vi bare så godt sammen, hvilket ikke er en selvfølge, men en sand Guds gave.
Herfra de varmeste og kærligste hilsner. Benny, Jens og Solveig
Håber i alle har det godt, det har vi her. Vi arbejder på højtryk, og ikke mindst Benny, han knokler løs med videoen, og lader ikke gerne et øjebliksbillede gå forbi sin næse.
At få lavet en video af den karat, er ikke en lille ting, det er simpelthen en Guds mirakel. At have en ekspert til dette arbejde, kan ikke beskrives, og vi er meget taknemmelig og spændt på hvad det vil give når det bliver sendt.
Benny har virkelig øje for detaljerne, og skal bare have det hele med. Han har vist indtil nu optaget ca. 8 timer, og så venter der den store redigeringsarbejde når han kommer hjem, at få det hele kogt ned til en halv time, fordelt på 2 udsendelser.Godt det ikke er mig, det synes helt umuligt, men Benny er virkelig super dygtig til sit arbejde. En Guds gave for Agape Child Care. Glæd jer til at se videoen.
Men det hele har været vældig koncentreret om at få så mange grene med af vores arbejde, så der bliver meget at gøre for at komme rundt til dem alle, når Benny er taget hjem på fredag, men Jens og mig har god tid. efter.
I dag skal vi ud at betale skolepenge, og besøge skoler, og det med hele grejet. Det er heller ikke bare lige, for vi har altid den store video camera med, stativ, og den lille camera, og det bliver flittigt slæbt rundt af Jens og Benny, stillet op og pillet ned, et kæmpe arbejde.
Vi kom af sted i en taxi, kom ud til skolen, som var totalt lukket, men de havde indrettet en midlertidig inde i kirken, indtil den nye er klar sidst på ugen.Vi fik betalt skolepenge for vore børn, og Benny fik taget en masse video af skoleundervisningen som han gerne ville have. Børnene var ellevilde, og ville gerne røre ved de hvide musungoer.
Jens fik en vældig snak med en engelsk lærer, uden at kan ret meget engelsk, men han kaster sig frimodigt ud i det, og det er bare så dejligt, så han hurtigt får det lært. Han nyder det i fulde drag, og siger igen og igen, at han simpelthen er født det forkerte sted, for det er her han hører hjemme, han stortrives.
Børnene elsker ham, og de ståler af glæde når de råber mor og far efter os, de elsker os så meget de kære børn.
Da vi var færdige der, havde hilst på Rogers og nogle af de andre af vore børn, måtte vi videre til næste skole.
Vi kom på skolen Visdom, hvor børnene går fra børnehjemmet. Vi skulle have betalt skolepenge, da jeg nu havde bestemt at de får lov at fortsætte, trods det stiger over det vi har penge til, men det er en fantastisk skole, og børnene er bare så dygtige.
Vi blev hjertelig modtaget alle tre, af direktøren, skoleleder og masser af børn.
Vi fik en rundvisning, og fik også at se de nu har lavet swimmingpool, for at give børnene mulighed for at lære at svømme. De har computerrum, og bibliotek, en udsædvanlig god skole, så selvfølgelig koster det penge.De har toiletter med vandskyld, som er en fantastisk ting, for en skole i Uganda med 700 børn.
Så skulle vi have betalt, og fik tallet lagt sammen for dem alle, inc. mad, koste, sukker og alt, og regningen lød på 1,550,000 UGX, men så begyndte forhandlingen, som jeg sagde til skolelederen, da vi har så mange børn der, måtte de give lidt rabat. Da de ikke gerne vil af med os, da de altid får pengene til rette tid, er de til at snakke med, så jeg fik prisen ned til 1,250,000, så de 300,000 var da også værd at tage med.
Milly var med hele vejen, og hun havde begyndt med at gøre dem opmærksom på at måske blev vi nødt til at skifte skole.
Da vi var færdige der, gik vi om på Agape 3, hvor Benny gerne ville have flere billeder.De mindste børn var da kommet hjem, hvilket var dejligt for os alle, de er bare så kære, og dygtige.
Vi fik en snak igen med Milly, om hvad de manglede i huset, da alt skal rettes op, nu jeg er her.
Jens havde set at sengetøjet var totalt slidt op, så de skulle have nyt til alle 11 senge,samt en strygejern, termokande. Lilian havde ingen skoletaske, og manglede en lommeregner. Det forstod jeg ikke, da jeg vidste at hendes sponsor havde givet Innocent mange penge til at købe dette til hende, men det viste sig. at hun bare havde fået en billig skoletaske, og aldrig lommeregneren.
Så det var et chok mere, men godt jeg fik det at se, for nu vil jeg sørge for, at tingene bliver bragt i orden, hun er sådan en dygtig og dejlig pige.
Der skulle også lige lidt ekstra penge til skolesko,da prisen er steget, så der var ikke blevet penge nok, fra dem hun fik den anden dag, så der skulle flere til.
Så var dagen og os, også ved at være brugt, så nu var det tid at komme hjem.Når vi så er herhjemme, sætter vi lige ned for at slappe af over noget koldt at drikke, for så at klø på med opladning af batterier, lagring af videoer, opladning af tlf. og computer,regnskab, samt alt det andet der følger med.
Jens går til hånde både her og der, og alle arbejder vi bare så godt sammen, hvilket ikke er en selvfølge, men en sand Guds gave.
Herfra de varmeste og kærligste hilsner. Benny, Jens og Solveig
onsdag den 5. februar 2014
Tirsdag d. 4/2
Hej kære venner.
I dag ville vi tage det lidt med ro, da der er meget computerarbejde der skal gøres. jeg skal have ført regnskab, så jeg har styr på, samtidig med at jeg skal hæve igen og igen da vi i morgen skal ud at betale skolepenge for mange børn, så der skal være penge klar.
Benny har en masse arbejde med at gemme på ekstern harddisken alle optagelserne. Indtil nu har han taget 7 timer, og det hele skal koges ned til en halv time. men han arbejder på højtryk.
Benny og Jens er solgt til Uganda, det er fantastisk at se hvordan børns og menneskers liv i det hele taget påvirker dem. De er bare helt med, og det er ikke længere bare et arbejde. Børnene rører dem igen og igen, og de nyder varmen i fulde drag, om end engang imellem er de ved at koge over. Men vi bor et dejligt sted, og de kan få et brusebad, som er himmelsk når man koger og er fedter, så bliver man helt ny igen.
Benny var med mig i morges, da jeg skulle ned for at købe mælk, og jeg ville tage en boda boda, så ville han med og filme. Så i dag blev det hans deby på boda boda. De vidste ikke at jeg havde bestemt at vi alle skulle ud at køre boda boda senere idag. Nå men mælken blev købt, og hjem kom vi endnu en oplevelse rigere.
Så kl. et ville vi på Solovalo( en Afrikansk resturan) billig, hvor de plejede at have afrikansk buffet, og der skulle vi alle køre boda boda til.
Men da vi kom derhen havde de ikke buffet, det havde de droppet, men de havde noget andet, det ville bare tage lidt tid. Godt vi havde en stille dag.
Vi fik bestilt kylling i et eller andet, som viste sig at være ananas. Det var så godt og flot, og blev serveret i en halv ananas, og som smagte rigtig godt, med frisk ananas djus. Det var pragtfuld.
I dag ville vi tage det lidt med ro, da der er meget computerarbejde der skal gøres. jeg skal have ført regnskab, så jeg har styr på, samtidig med at jeg skal hæve igen og igen da vi i morgen skal ud at betale skolepenge for mange børn, så der skal være penge klar.
Benny har en masse arbejde med at gemme på ekstern harddisken alle optagelserne. Indtil nu har han taget 7 timer, og det hele skal koges ned til en halv time. men han arbejder på højtryk.
Benny og Jens er solgt til Uganda, det er fantastisk at se hvordan børns og menneskers liv i det hele taget påvirker dem. De er bare helt med, og det er ikke længere bare et arbejde. Børnene rører dem igen og igen, og de nyder varmen i fulde drag, om end engang imellem er de ved at koge over. Men vi bor et dejligt sted, og de kan få et brusebad, som er himmelsk når man koger og er fedter, så bliver man helt ny igen.
Benny var med mig i morges, da jeg skulle ned for at købe mælk, og jeg ville tage en boda boda, så ville han med og filme. Så i dag blev det hans deby på boda boda. De vidste ikke at jeg havde bestemt at vi alle skulle ud at køre boda boda senere idag. Nå men mælken blev købt, og hjem kom vi endnu en oplevelse rigere.
Så kl. et ville vi på Solovalo( en Afrikansk resturan) billig, hvor de plejede at have afrikansk buffet, og der skulle vi alle køre boda boda til.
Men da vi kom derhen havde de ikke buffet, det havde de droppet, men de havde noget andet, det ville bare tage lidt tid. Godt vi havde en stille dag.
Vi fik bestilt kylling i et eller andet, som viste sig at være ananas. Det var så godt og flot, og blev serveret i en halv ananas, og som smagte rigtig godt, med frisk ananas djus. Det var pragtfuld.
Tirsdag den 4/2 14
Så skulle vi ud for at købe halskæder, kurve og Masai tæpper i stor stil.Vi kom ud på markedet og det var drønende varmt, men det varede ikke længe før handlen gik for fulde gardiner.
Jeg fik købt en masse til at sælge på torvet, og andre steder, for at få penge i kassen til ekstra ting.
Jens fik købt gaver, og det samme gjorde Benny, så vi havde en dejlig eftermiddag.
Så skulle vi bare hjem igen, for der var forskellige ting der skulle gøres, og vi trængte bare til at slappe af.
Vi nød aftenstilheden og lyden af cikaderne der sang for fuld knald.
En varm hilsen her fra os tre Solveig, Jens og Benny.
Jeg fik købt en masse til at sælge på torvet, og andre steder, for at få penge i kassen til ekstra ting.
Jens fik købt gaver, og det samme gjorde Benny, så vi havde en dejlig eftermiddag.
Så skulle vi bare hjem igen, for der var forskellige ting der skulle gøres, og vi trængte bare til at slappe af.
Vi nød aftenstilheden og lyden af cikaderne der sang for fuld knald.
En varm hilsen her fra os tre Solveig, Jens og Benny.
tirsdag den 4. februar 2014
Buschen
Hej alle kære venner.
Så kom dagen hvor vi skal ud og se Franks hus, ude i bushen, og hvad han går og laver. Frank har været hos os siden i lørdags, så nu skulle han med i bilen hjem, så vi var fuld læs, men hvor der er hjerterum er der plads. Vi fik hyret en spiciel hejer( taxi) og kom afsted. Benny var bare klar fra morgenstunden, og vi fik rigget til med mikrofon, nu skulle der bare ikke gå en chance forbi hans næse, uden den blev fanget.Vi kom afsted i bilen alle 4, med stor og lille camera og alt i udstyr. han tog video ud af Kampala, og fortsatte langt ud.
Pludselig blev vi stoppet af politiet, der forlangte at se taxi chaufførens kørekort. han gav ham papirerne, men det blev en vældig ballade. Det viser sig at han kun er under træning, og ikke har et kørekort, og så kom den helt store ballade. Politiet kom rundt og viste os, hvor farligt det var, det vi var ude på, og lavede en farlig postyr. Han jagede ham ud, nu kunne han gå hjem, og vi havde et stort problem. Benny sad med den styre camera, og øjnende at der også blev ballade på grund af den,Men så begyndte jeg at sige at vi havde internationale kørekort, og så, så tingene helt anderledes ud. Men jeg sagde også at vi ikke havde dem med. Men det virkede, for så blev Benny ordet til at sætte sig om på føresædet og køre bilen, og chaufføren fik endelig lov til at sætte sig ind ved siden af, formedens 5000,000 ugx. Glade var vi, og var ved at revne af grin, nu fik Benny pludselig sin de-by i bilkørsel i Uganda, og han har ingen international kørekort, men lige meget, det hele drejer sig bare om penge. Vi grinede af fuld hals, men Benny gjorde det superflot, og det lige til politiet var ude af syne, så byttede de igen, og vi kom igen afsted, en oplevelse rigere.
Videre ud, og så var vi pludselig på ækvator. Så skulle vi ud og tage både billeder og video, når vi nu stod der lige midt på jorden. De skulle jo også se vandet drages mod polerne, og Benny fik sin diplom.
Vi fik noget koldt at drikke, og så gik turen videre. Men aldrig så snart var vi afsted igen, før vi skulle dreje ud i bushen, hvor Frank bor. Vi skulle først ud at se den kirke han kommer i, derfor ud at se grusgraven hvor de laver sten. Benny fik taget en masse video, og fik at se hvordan de laver sten med hånden, 2 og 2.
Derfra skulle vi ud at se til hans bedstefar, og hilse på ham, og så gik turen endelig ud til huset, som vi var meget spændt på at se, og ikke mindst mig.Det var bare rigtig dejlig at se, hvordan det begynder at tage form, se og høre hans planer. Se det han har færdig, høre ham fortælle om det endelige resultat. Det er tydelig at se at han har set noget andet, end det sædvanlige.
Frank har taget naboens dreng i pleje, så han har en at snakke med, og så får han mad hver dag, og de hygger sig rigtig meget, og han hjælper Frank med at gå til hånde.
Vi snakkede og Jens og Benny filmede med både den store og den lille camera, så vi fik noget i kassen.
Frank og mig sad og snakkede om naboens , da vi kunne se at der var børn i alle alderstrin, i meget dårlig stand, og han fortalte at de havde 7 børn, men ingenting af noget som helst, intet håb. Ingen jord, ingen vand, og hvis de var heldige fik de et måltid om dagen, og det var aftensmad, ellers intet. Ingen gik i skole, virkelig håbløst. jeg sagde til Frank, at det netop var sådanne børn og familier vi var for at hjælpe, for at bringe håb, hvor ingen håb var.
Så kom Benny, og hørte hvad der blev snakket om, og han fik ideen til om det kunne tænkes han kunne få lov at filme hos dem, for at se forskellen.Der blev sendt en stafet afsted, og han kom tilbage, med besked at det måtte vi gerne, fomedens 2000,000 ugx.Vi bevægede os deropad, og jeg spurgte Frank. om de ville misforstå det, hvis jeg ville tage billeder af nogle af børnene, for at sætte dem på hjemmesiden, for om muligt at få dem i skole, give dem et håb i håbløsheden, og det blev der så spurgt efter, da jeg ikke ville give dem et falsk håb,jeg kunne jo ikke bestemme om der er nogen der vil hjælpe et barn, men ville gerne prøve. Frank snakkede med dem, og også det fik vi tilladelse til.
Vi kom op til familien, og faderen, var kommet hjem, så de var der allesammen.Benny filmede og filmede, og fik også spurgt om han måtte filme indvendig. Det fik han også lov til. Det var et chok for ham at se, at i et sort møjbeskidt lille rum sov alle 7 børn, på noget der engang havde været en madras. Det stank derinde, og som jeg sagde til Benny, her kan jeg ikke være ret længe, så brækker jeg mig, føj føj. I et andet lille run sov forældrene så, og i midten var der så plads til de få høns,ænder og hunden de ejede, som der skulle beskyttes om natten. Det var virkelig Afrika, som mange fattige mennesker lever, intet intet, håbløst.
Men nu blev det nok for Benny, nu kunne han ikke modstå det at hjælpe længere, og pludselig udbrød han, at han gerne ville blive sponsor for den ældste dreng, så han kunne komme i skole. Ja det var virkelig hjertegribende, midt i alt deres håbløs-hed, tændtes der pludselig et håb. Familien var dybt rørt, og det var vi alle, og jeg ved hvor meget det betyder for dem allesammen, det vil ændre hele familien. Frank vil blive den der har ansvaret for at det hele går som det skal, og han vil også hjælpe ham med lektier. Skolen startede jo lige akkurat i dag, så det var lige tiden.
Benny var bare klar til at betale lige på stedet, og vi var alle så tindrende glade.
Vi blev færdig der, og gav familien 10.000 ugx, og de var lykkelige.
Derefter kørte vi lige om på skolen, hvor Franks bror er lærer, og fik Emanuel skrevet ind til skolestart i morgen. Med skolepenge, skoleuniform og alt det andet. Benny betalte lige på stedet, og skolen var lykkelige for at vi kom, og ville have en dreng i deres skole.
Så gik turen videre ud mod ækvator igen, nu skulle vi have noget at spise. Frank fulgte med, for nu skulle der købes sko, skoletaske, bøger, sukker, blyanter osv. så Emanuel var klar til at starte i morgen.
Vi bestemte os til en tapatti, som er en slags pandekage med æg og tomater i, og så en sodavand tiil, og det gjorde godt.
Vi fik sagt farvel til Frank, der nu skulle på handel, og så gik det bare hjemover.
Vi var kogte, trætte, men meget glade for hvad der var hændt, og jeg takkede Benny for han ville blive sponsor til et barn i Agape Child Care.Skønt skønt. Gud er god.
Da vi kom hjem, fik betalt taxien som var på 170,000 ugx, var det bare ind og på langs for mit vedkommende. men en vidunderlig dag var til ende, og vi var alle i god behold og ved godt mod, efter en tur på 150 mil, på veje i Uganda.
Hav det godt derhjemme.Herfra de kærligste hilsner Solveig, Jens og Benny.
Søndag d.3/2 2014
Hej kære venner. Så igen en lille hilsen fra Kampala.
Søndag var vi ved at være en lille smule normale, Det er varmt og og det skal man bare lige vænne sig til. men der er rigtigt travlt, og der skal hæves penge hver dag, for i morgen skal alle børnene starte i skole, på et nyt skoleår, som altid er meget dyrt, fordi der skal de have det hele, uniform sko, tasker, bøger, blyanter, sukker, koste, vc papir, osv. så jeg er fast kunde ved ATM maskinerne, da jeg kun kan hæve 800,000 ugx, hver dag,og nu skal der bruges milioner.
Men idag vil vi kirke i Mirakelcentret, og det har jeg glædet mig til at have Benny og Jens med. Vi havde prøvet at få lov at tage video dernede, men det er en meget meget lang proses, og det lykkedes ikke at få tilladelsen til søndag, så nu venter vi på om vi kan få lov på onsdag. Bed for os.
Efter vi havde spist morgenmad, Frank, Jens, Benny og mig, kom vi afsted. Jens havde glædet sig til at komme ind den store kirke, som kan rumme 10,000 på en gang, men som har ca. 23-25000 i kirke hver søndag.Det var virkelig en oplevelse, og Robert Kajanja var hjemme, og det var ham der prædike, så det var en dejlig oplevelse. da vi gik ud derfra kom vi imod Esau, og hilste på ham, og han var bare også så glad for at se os igen. Vi snakkede også med Moses, og var ellers til Gudstjeneste. Mens vi sad på Pastor Arthur kontor, kom Innocent pludselig ind af døren, og var vædlig storsmilende da han så Jens, for han har set ham en gang i Sæby. Men glæden fik en ende da han så mig, så stivnede smilet, og han var godt klar over at det ikke er det samme mere. Han er ude.
Efter gudstjenesten gik vi hjemad, men var ikke kommet længere end lidt op af bakken, så kom der nogen rendende, og sandelig, jeg troede ikke mine egne øjne, det var Gladys, og Nakato, fra Agape 2, som vi var nødt til at lukke. De havde set mig, og bestemt at det måtte være mig, så de kom rendende i fuld galop.
Det var bare såååå vidunderlig at se dem igen, at det næsten ikke kan beskrives, et hjertegribende øjeblik. De elsker mig stadig som før, og jeg dem, det er jo mine piger, som jeg aldrig vil glemme. men de havde det godt nu, og de gik i skole. helt tydelig at Josef er blevet gift, og der er en mor til at tage sig af dem. men hvor var det skønt. Helt ubeskriveligt.
Vi kom hjem, fik noget at spise, og så afsted ud på Antioch, hvor Sarah endnu engang havde fået tromlet folkene sammen. Først skulle jeg vide, hvad det var med skolen, som jeg havde hørt var lukket, og hvad så med børnene. men myndighederne havde lukket den fra 1 klasse og op, da det simpelthen var for dårligt, og jeg forstår dem sååå godt, det var virkeligt dårligt. men de har fundet andre bygninger, og der bliver skole som sædvanligt, bare et andet sted, lige i nærheden. De ville blive færdig med inretningen i denne uge, og så skulle det køre igen, og jeg vil tage billeder af stedet, før vi kommer hjem.
Benny er på videoen hele tiden, han slipper ikke et øjeblik, men arbejder sååå koncentreret, så han gør virkelig hvad han kan. Han ærger sig somme tider over at han tager en pause, for så sker der bare noget helt vildt, og han fik det ikke. men det er jo ganske umuligt. men allered nu, tror jeg han har mere end han skal bruge, men det bliver hans arbejde, når han kommer hjem, at få stykket det hele sammen.Et kæmpe arbejde.
Skønt at se alle børnene, som virkelig er blevet et år ældre, og større. men de har det alle så godt, og hvor et det skønt at se det virkelig nytter. De fik deres gaver, og penge, så de kunne betale imorgen, når skolen starter, og de var alle glade. men så fik vi et problem, Bennys videokamere gik død, og det samme gik vores kamera, som Jens var på. Så stod det hele stille, men Tak Jesus, Benny fik klaret hans problem, og det samme gjorde Jens, og så gik det videre.
Da vi var færdige der, kom Milly os i møde, og så fulgtes vi ad allesammen om på Agape 3, hvor de alle ventede på os. Benny var på kameraet som sædvanligt. Vi kom til døren, og ud fløj de alle sammen og hilste os velkommen, så det greb alles hjerter. De tog lige så hjertelig imod Jens, som nu er blevet deres far, da jeg er deres mor, og det var så dejligt at se. De har det så godt allesammen. Er så pæne og rene, og øjnene stråler, så det er en sand lyst, de lyser som stjerner. Milly gør virkelig et stort og godt stykke arbejde, og hun kæmper som en hest, for at beskytte dem, og har virkelig givet sit liv for Agape Child Care.
Det samme har Bridget, som også kom nu, så vi var alle sammen til stede. Sammen så går det, men det kræver virkeligt også at alle gør deres bedste.
De fik alle nye skoletasker fra Sparekassen Thy, på nær de store.Men Lilian skal have en ny, da hendes var rigtig dårlig, men hun gør det bare så godt, og er virkelig blevet en stabil, stærk, målbevidst og dejlig pige. De har det bare helt i top. Karen og Dorcas, og Middi, som er de største, gør det bare så godt, og hvor det glæder mig at se dem igen, stærke og målbevidste. Det nytter det nytter kære venner. Fantastisk.
Så fik de 120,000 til bøger til alle de små, 120,000 til sko til 4 af dem, 60,000 til bøger til Lilian, og så vil jeg betale skolepenge for dem alle på onsdag, samtidig med at besøge skolen.Bridget kom med 450,000 til mad, 200,000 til Milliy, 20,000 til Karen, Dorcas og Lilian i lommepenge til hver, og de var lykkelige. men penge skal der til. Så skal der være milioner klar onsdag, da det er en dyr skole, så godt vi har fået ekstra penge ind. Børnene var jublende glade, at jeg havde givet grøn lys for at de kunne fortsætte på deres skole, for jeg havde truet med, at vi kunne blive nødt til at skifte, fordi pengene ikke slår til. Men det er bare en super skole, så de bliver, og de jublede alle sammen.
Så var dagen ved at være brugt, så vi skulle hjem og hvile, og Bridget fulgte med os hjem for at se billeder fra vores bryllup, som er til stor fornøjelse for dem alle hernede. Så spiste hun sammen med os, og så var det bare slut, der var ikke mere krudt at finde.
Frank blev bare, og ventede til imorgen, da turen går ud til ham, og så krydser vi Ekvator.
Tak kære venner at i står med, i er virkelig en velsignelse for disse guldklumper. Se deres øjne stråle som stjerner, og huske tilbage på hvor de startede. Tak for jeres trofasthed.
Maddie, en super sej pige, og Dorcas blev begge interviewet af Benny, med helle maskineriet på, men de er seje stærke piger. Halleluja.
Tak for i dag kære venner. vi høres ved.
Må Gud rigt velsigne jer for jeres trofasthed. Solveig, Jens og Benny
Søndag var vi ved at være en lille smule normale, Det er varmt og og det skal man bare lige vænne sig til. men der er rigtigt travlt, og der skal hæves penge hver dag, for i morgen skal alle børnene starte i skole, på et nyt skoleår, som altid er meget dyrt, fordi der skal de have det hele, uniform sko, tasker, bøger, blyanter, sukker, koste, vc papir, osv. så jeg er fast kunde ved ATM maskinerne, da jeg kun kan hæve 800,000 ugx, hver dag,og nu skal der bruges milioner.
Men idag vil vi kirke i Mirakelcentret, og det har jeg glædet mig til at have Benny og Jens med. Vi havde prøvet at få lov at tage video dernede, men det er en meget meget lang proses, og det lykkedes ikke at få tilladelsen til søndag, så nu venter vi på om vi kan få lov på onsdag. Bed for os.
Efter vi havde spist morgenmad, Frank, Jens, Benny og mig, kom vi afsted. Jens havde glædet sig til at komme ind den store kirke, som kan rumme 10,000 på en gang, men som har ca. 23-25000 i kirke hver søndag.Det var virkelig en oplevelse, og Robert Kajanja var hjemme, og det var ham der prædike, så det var en dejlig oplevelse. da vi gik ud derfra kom vi imod Esau, og hilste på ham, og han var bare også så glad for at se os igen. Vi snakkede også med Moses, og var ellers til Gudstjeneste. Mens vi sad på Pastor Arthur kontor, kom Innocent pludselig ind af døren, og var vædlig storsmilende da han så Jens, for han har set ham en gang i Sæby. Men glæden fik en ende da han så mig, så stivnede smilet, og han var godt klar over at det ikke er det samme mere. Han er ude.
Efter gudstjenesten gik vi hjemad, men var ikke kommet længere end lidt op af bakken, så kom der nogen rendende, og sandelig, jeg troede ikke mine egne øjne, det var Gladys, og Nakato, fra Agape 2, som vi var nødt til at lukke. De havde set mig, og bestemt at det måtte være mig, så de kom rendende i fuld galop.
Det var bare såååå vidunderlig at se dem igen, at det næsten ikke kan beskrives, et hjertegribende øjeblik. De elsker mig stadig som før, og jeg dem, det er jo mine piger, som jeg aldrig vil glemme. men de havde det godt nu, og de gik i skole. helt tydelig at Josef er blevet gift, og der er en mor til at tage sig af dem. men hvor var det skønt. Helt ubeskriveligt.
Vi kom hjem, fik noget at spise, og så afsted ud på Antioch, hvor Sarah endnu engang havde fået tromlet folkene sammen. Først skulle jeg vide, hvad det var med skolen, som jeg havde hørt var lukket, og hvad så med børnene. men myndighederne havde lukket den fra 1 klasse og op, da det simpelthen var for dårligt, og jeg forstår dem sååå godt, det var virkeligt dårligt. men de har fundet andre bygninger, og der bliver skole som sædvanligt, bare et andet sted, lige i nærheden. De ville blive færdig med inretningen i denne uge, og så skulle det køre igen, og jeg vil tage billeder af stedet, før vi kommer hjem.
Benny er på videoen hele tiden, han slipper ikke et øjeblik, men arbejder sååå koncentreret, så han gør virkelig hvad han kan. Han ærger sig somme tider over at han tager en pause, for så sker der bare noget helt vildt, og han fik det ikke. men det er jo ganske umuligt. men allered nu, tror jeg han har mere end han skal bruge, men det bliver hans arbejde, når han kommer hjem, at få stykket det hele sammen.Et kæmpe arbejde.
Skønt at se alle børnene, som virkelig er blevet et år ældre, og større. men de har det alle så godt, og hvor et det skønt at se det virkelig nytter. De fik deres gaver, og penge, så de kunne betale imorgen, når skolen starter, og de var alle glade. men så fik vi et problem, Bennys videokamere gik død, og det samme gik vores kamera, som Jens var på. Så stod det hele stille, men Tak Jesus, Benny fik klaret hans problem, og det samme gjorde Jens, og så gik det videre.
Da vi var færdige der, kom Milly os i møde, og så fulgtes vi ad allesammen om på Agape 3, hvor de alle ventede på os. Benny var på kameraet som sædvanligt. Vi kom til døren, og ud fløj de alle sammen og hilste os velkommen, så det greb alles hjerter. De tog lige så hjertelig imod Jens, som nu er blevet deres far, da jeg er deres mor, og det var så dejligt at se. De har det så godt allesammen. Er så pæne og rene, og øjnene stråler, så det er en sand lyst, de lyser som stjerner. Milly gør virkelig et stort og godt stykke arbejde, og hun kæmper som en hest, for at beskytte dem, og har virkelig givet sit liv for Agape Child Care.
Det samme har Bridget, som også kom nu, så vi var alle sammen til stede. Sammen så går det, men det kræver virkeligt også at alle gør deres bedste.
De fik alle nye skoletasker fra Sparekassen Thy, på nær de store.Men Lilian skal have en ny, da hendes var rigtig dårlig, men hun gør det bare så godt, og er virkelig blevet en stabil, stærk, målbevidst og dejlig pige. De har det bare helt i top. Karen og Dorcas, og Middi, som er de største, gør det bare så godt, og hvor det glæder mig at se dem igen, stærke og målbevidste. Det nytter det nytter kære venner. Fantastisk.
Så fik de 120,000 til bøger til alle de små, 120,000 til sko til 4 af dem, 60,000 til bøger til Lilian, og så vil jeg betale skolepenge for dem alle på onsdag, samtidig med at besøge skolen.Bridget kom med 450,000 til mad, 200,000 til Milliy, 20,000 til Karen, Dorcas og Lilian i lommepenge til hver, og de var lykkelige. men penge skal der til. Så skal der være milioner klar onsdag, da det er en dyr skole, så godt vi har fået ekstra penge ind. Børnene var jublende glade, at jeg havde givet grøn lys for at de kunne fortsætte på deres skole, for jeg havde truet med, at vi kunne blive nødt til at skifte, fordi pengene ikke slår til. Men det er bare en super skole, så de bliver, og de jublede alle sammen.
Så var dagen ved at være brugt, så vi skulle hjem og hvile, og Bridget fulgte med os hjem for at se billeder fra vores bryllup, som er til stor fornøjelse for dem alle hernede. Så spiste hun sammen med os, og så var det bare slut, der var ikke mere krudt at finde.
Frank blev bare, og ventede til imorgen, da turen går ud til ham, og så krydser vi Ekvator.
Tak kære venner at i står med, i er virkelig en velsignelse for disse guldklumper. Se deres øjne stråle som stjerner, og huske tilbage på hvor de startede. Tak for jeres trofasthed.
Maddie, en super sej pige, og Dorcas blev begge interviewet af Benny, med helle maskineriet på, men de er seje stærke piger. Halleluja.
Tak for i dag kære venner. vi høres ved.
Må Gud rigt velsigne jer for jeres trofasthed. Solveig, Jens og Benny
Abonner på:
Opslag (Atom)
