Søndag eftermiddag d.23/2 2014

Hej Alle Kære Venner.

Vi er nu tilbage i Kampala igen. Det var var ikke meningen, da der jeg gerne ville vi skulle have besøgt Massaka.  Men da stemningen er totalt ødelagt, var det bare om at komme hjem.

Det jeg skriver her, er bestemt ikke hvad jeg bryder mig om, men for at forklare at tingene har ændret sig radikalt. Så undskyld om det er dårlig læsning, men det er sandheden.

De første 8 dage vi var her, var alt bare så vidunderligt, mens Benny var her. Alt klappede og var bare så fantastisk dejlig. Men så snart han var taget hjem, brød helvede løs, og det har bare taget til siden. jeg aner ikke hvor den Jens jeg kendte er blevet af, alt er galt.

Jeg ved virkelig ikke hvad der er sket med Jens, noget har slået totalt klik. Han skælder ud, kritisere, ser ned på afrikanerne med en arogance, stolthed og bedrevidende, der svider i mit hjerte.

Han er vældig sød når han er sammen med menneskene. Men når vi så kommer hjem, bryder helvede løs igen. Jeg kan ikke gøre bare en ting rigtig, og det er der ingen der kan, kun han alene.
Jeg har bare grædt og grædt, for hvordan skulle det gå. Jeg føler sådan en smerte indeni, når jeg hører ham kritisere dem alle, ikke en gør det rigtige, og slet ikke mig.

Vi havde fået 5000 kr. til at hjælpe den lille familie ude i buchen. Jeg måtte bede Jesus vise mig, hvordan pengene bedst skulle bruges, han måtte vise det, da de mangler alt.
Jesus viste mig at vi skulle reparere huset indvendig, og først og fremmest tænke på børnene. Det vil sige, pudse væggene, støbe gulv i rummene, så de ikke skulle ligge på den bare jord.Samtidig skulle de have en 3 dobbelt seng, nye madrasser, sengetøj, tæpper, noget at hænge deres tøj på, bøjler, noget at putte deres tøj i, og samtidig skulle de have 2 stativer til tørresnor, så de kunne hænge tøjet til tørre på snor, og ikke bare lægge det på den bare jord.Det var vist det der kunne blive for pengene, men arbejdet skulle gøres, og da ingenting er let her, ved jeg at det vil tage tid, men vi ville give det 4-5 dage, mon ikke det ville række.

Men problemerne var helt ulidelige, men det var bare fremad, familien skulle hjælpes,om så jeg var ved at kolapse mange gange, på grund af den isnede kulde, og arogance fra Jens, om han var med eller ikke. For når jeg kom tilbage til hotellet, fulgte det glatte lag. Så var jeg ikke træt i forvejen, for at finde ud af det hele, så gik jeg totalt ned når jeg kom hjem, og Jens lukkede op for skuffen. uha uha.

Det er sådan ude i buschen, du kan ikke købe noget, uden det skal bestilles først, og så kan du finde en ting her og en ting der, og det på afrikansk, meget meget langsom, så det tager så lang tid, bare at få fundet tingene, forhandlet priser osv.

Nå men videre. Jens ville ikke med en dag, så jeg tog alene med Frank ud i buchen, for nu skulle der pudses vægge i børneværelset , samt støbes gulv.Da vi så kom derud, med cement på en bodada, og Frank havde sendt bud efter vand, som skulle købes, var vi vist klar.
Men nej værelset skulle tømmes for alt indhold, og så blev der tændt bål. Frank sagde, mom du må ikke gå derind, før jeg har brændt bål derinde, til at slå alle lopper, lus, orm og larver ihjel, for ellers springer de bare på dig. ok
Så fik han en masse tørt græs samlet sammen, samt cement sække, og så blev der tændt bål, og Frank tog en kæp. og fik fat i en cementsæk der var godt ild i, og kørte det op og ned af vægge, så alle dyr, ville blive slået ihjel, før vi kunne begynde.
Så var vi ved at være klar, men klokken var allerede mange, men nu skulle der arbejdes.
Vi hjalp hinanden, selv om der faktisk ikke var plads til 2 personer og en trillebør, men det var forholdene, så bare fremad.
Så da klokken blev omkring 1/2 6, sagde jeg til Frank, at nu måtte vi støbe gulv, så måtte den sidste væg vente til imorgen. For skulle gulvet blive tørt, til at vi kunne flytte sengen ind, skulle der støbes idag.Frank er jo også afrikaner, og tid findes ikke rigtig for dem, det vi ikke når idag, det når vi måske i morgen. Men vi boede på hotel, og det kostede penge, så der var nødt til at være en plan at følge, ellers kunne der gå 14 dage, og det har vi ikke tid og råd til.
Så til slut, blev der blandet til gulv, og de kørte ind, og jeg lagde gulvet, hvis vi skulle blive færdig, og det blev vi.
Så var det lige før det var helt mørkt, så nu måtte der findes en bodada så jeg kunne komme hjem til hotellet, inden det var kulsort. 

Derhjemme,brød helvede løs igen, og det var bestemt ikke rart. Jens fortalte så meget dårligt om mig, men ville vente med at fortælle det hele, til vi kom til Danmark igen, men så skulle jeg også nok få at vide hvem jeg var. Hans øjne lyste af had. Jeg var bare så ked af det, så jeg gik ind på min seng, og bare græd. Forstod overhovedet ikke hvor den Jens jeg kendte var blevet af, det var så frygtelig. Men jeg græd mig i søvn, og sov rimelig godt, men det gjorde så ondt i mit hjerte, at det var ved at sprænges.                                                                              fortsættelse følger.