Lørdag

Hej alle Kære Venner.

Så er dag indtastes in vi skal på tur ud i buchen, i nogle dage. Vi havde bestilt taxien KL 9, for Jens Ville gerne afsted fra morgen, før det var alt for varmt. Det blev pakket tøj til familien, der skulle pakkes til flere dage, og så ville vi jo også ryddes op derhjemme, som når vi tager på ferie.
Alt var klar, og vi kom afsted. , det vil sige stemningen var  ikke god, der var nu nogle problemer, som jeg ikke lige havde set komme.. Men Jens er vant til at få alt, som han vil, og i den rækkefølge han vil, og der er ingen andre der skal fortælle ham andet. Jeg prøvede at fortælle ham , at vi var kommet  kommet for at få hjælp dem og ikke jorde dem. Det er altså ikke Danmark, det er Afrika, og det siger  ikke så lidt, her har vi ikke alt det vi har i Danmark.

Nå men vi kom afsted, og havde snakket med vores taxi om at ville ud og se på jord i Mamengo, til at bygge skole.
Så det gik derudaf, til vi kom til Mamengo, og så skulle vi dreje fra ud mod Lake Viktoria. Vi kørte og kørte, og skulle finde vejens ende, der ville Jens købe en masse masse jord og drive storlandbrug, samt lave cementstøberi til elementer, til at bygge hytter i få stykker, osv. Så kan der måske blive plads til skolen. Vi fandt en dejlig stykke jord, men det er dybt dybt inde i buchen, 10,8 km, så  jeg ved ikke???
Nå men vi kom tilbage, og skulle krydse Ægvator, for derfra igen dreje ud i buchen igen, dog til den anden side. Problemet var nu på vi ikke kendte vejen, og vi kunne ikke ringe til Frank, fordi han har mistet sin tlf. (så nu var gode råd dyre, hvordan skulle vi finde Frank derude, men kørte derudad, så måtte vi spørge, om der var nogen der kendte ham, og det gjorde vi så, og sandelig om ikke den første vi spurgte var en stor dreng der har arbejdet sammen med Frank, så ind i bilen med ham og så videre ud. Det var dagens oplevelse for drengen, at komme ud at køre taxi, og så oven i købet få penge for det.

Vi fandt ud til Frank, og der var måske 12 børn, og de var travlt optaget med at køre sand og sten fra Frank op til den lille familie, for nu skulle der bygges omkring vandtanken. Men taxien skulle jo videre, og vi skulle finde det sted hvor vi kunne bo. Så til sidst kom Frank også ombord og så gik det tilbage til Kajawe, hvor vi skulle bo, og aflevere alle vores ting. Jeg mente det var nok for i dag, men Jens ville gerne ud og begynde hurtigt. Så jeg sagde at de kunne tage afsted, men det turde Frank ikke, da han ikke kan snakke med Jens overhovedet, så han bad mig så mindelig om at tage med. Det var jeg absolut ikke glad for, var træt, men var nødt til det.Jens fik pakket sit arbejdstøj, og så gik det ud i buchen igen i taxi, men så var det også slut, nu skulle taxien tilbage til Kampala.

Så var der klar til at begynde, troede vi. Men næste problem var, at Frank havde en plan, og Jens en anden. Frank ville begynde med at mure vandtanken fast, Jens ville sætte sternbræt op, og tagrender. Der stod jeg og skulle finde vej, uha hvor jeg ikke var glad for den situation. Hvad skulle jeg gøre. Vi havde ingen sternbræt, så det var så let, og vi kunne heller ikke få det, for der var ingen strøm, og det skulle skæres på et tømmer værksted.
Så alt talte for at bygge omkring vandtanken, hvilket jeg også synes var den rigtige begyndelse, men så stod Jens fuldstændig af, ville ikke røre det, for han var ikke murer.
Så enden på det blev, at Frank, godt hjulpet af faderen, Emanuel, og en anden dreng af familien, begyndte at blande sand, mørtel og cement,på jorden, som vi gjorde i gamle dage, men det virkede. De sled så meget i det, og Jens gik bare rundt og var sur, så det var sandelig godt vi var kommet ud i buchen i dag. Nå men vandtanken blev bygget fast, og  næsten alle var så glade.

Derefter havde Frank lugtet lunten, og var nu klar til at lave en stige, af nogle stammer han også havde, for nu skulle der kravles op til taget, og sættes sternbræt op, så snart vi kan få en lavet.
Så kom den nyindkøbte sav i sving, til at save trinbræt, og sandelig om ikke Jens greb saven, og var nu pludselig med i arbejdsholdet. Stigen blev banket sammen, men så var det også slut. Kl. var 1/2 7, og kl. 7 var det totalt mørkt, og da ville jeg ikke være ude i buchen, hvor alt er kulsort, så nu skulle der findes en bodada, og så var det hjemad til Kajawe.
Så kunne der kun findes  1 bodada, og der kunne vi ikke være 3 på, så gik jeg et godt stykke, for nu var tiden kostbar, det begyndte at blive mørkt, og det tager ikke lang tid, så kan du ikke se en hånd for dig, såååå, Jesus hjælp.
Jeg var total færdig, træt, rigtig ked af det, af den dårlige stemning, det var bare for meget, havde bare mest lyst til at sætte mig og græde, det var for hårdt, men vi måtte tilbage, og jeg var bindeleddet.Så kom der endelig en bodada mere, og det gik hjemad. Men da vi kom til Kajawe, skulle vi have købt søm til at sætte sternbrættet op med, og vi skulle finde hvor de kunne lave et.
Vi fandt værkstedet, som nu havde strøm. men ak, de havde ikke brædder der var mere end 3 meter, og Jens ville have en på 7m. og en på 5m. Så var der igen isnede koldt omkring os, for han ville have hvad han ville. Hvad skulle jeg gøre, vi er altså ikke i Danmark, og det har HR: Jens alstå ikke fattet endnu.
Så enden blev at jeg bestilte det vi kunne få, og så kunne Frank komme og hente det næste dag, færdig. Ville Jens ikke sætte det op, kunne de nok selv, for sådan blev det, nu var det bare nok.

Så kom vi i sidste øjeblik tilbage til hotellet, og jeg smed mig bare på sengen, og alt kørte rundt i mit hoved, hvordan skal dette gå godt, men et vidste jeg, at hvis det skulle være på den måde, så er vi færdige, og jeg vil ikke med derud igen, slut.
Jens gik i bad, og vaskede sig, jeg ved ikke hvor længe, jeg faldt i søvn med alt skidtet på, totalt bevidstløs. 

Det er ikke let her i Afrika, men det ved jeg, jeg kender det. Men herfra ønsket om alt godt derhjemme, vi overlever nok dette også, det er jo ikke første gang der er besværligheder.
                                            De kærligste hilsner   Solveig