Søndag morgen med fuld sol, stille vejr og varme, hvor er det skønt. Jeg elsker søndag, så vi kan komme i kirke, og bare slappe af, uden den helt store program.
Jeg havde spurgt Innocent lørdag, om han troede at det var søndag vi skulle invitere Esau med familie ud, da vi skal have gjort noget spisielt for dem.
Det mente han ikke, da det var med for kort varsel. OK
Så vi gik i kirke, og det er altid pragtfuld, og der kommer mennesker nu og hilser, for nu begynder de at kende mig.
Men da vi var i kirken, og færdig med den første gudstjeneste, kom Innocent i tanker om at spørge Esau om de havde lyst til at komme ud og se noget i eftermiddag, for så ville vi invitere hele familien ud. Det havde de, og troede først det var en spøg, da de aldrig har været nogen steder, og heller aldrig i midtbyen, de anede intet, men det ville de meget gerne, da de fandt ud af at vi mente det.
Vi skulle mødes kl 3, for så at køre til midtbyen, det mest eruopæiske sted de har i Kampala , hvor der er to store supermarkeder, i store 4 etagers bygninger.
De kom kl. godt 1/2 5, men så var de også klar til oplevelser.
Vi kom afsted, alle mand i vores gamle bil, der næsten ikke hænger sammen, men det er hvad vi har.Det gik også godt, og vi glemte alt, bare ved at se alles begejstring, for at komme ud at se den store verden. Børnenes øjne var ved at trille ud, af at se alt det nye, og Esau følte det som var han på vej til Amerika.
Vi kom til Garden City først, og gik op på 4 sal, hvor jeg havde spottet en legeplads. det var til stor jubel for alle, bare at gå op i et så stort og fint sted. Vi fandt legepladsen, men børnene var bange, havde aldrig set sådan noget, og vidste ikke hvordan man gør. Men det varede ikke længe før jeg fik dem overtalt til at smide de hullede sko, og så vise dem hvordan det skulle gøres.Så var de fanget, og de masede op og ned af rutsjebanener i alle højder, og videre til hoppeborgen. Esau sagde at han aldrig havde set sine børn så glade, og de skraldergrinede af bare fryd.
Så gik vi ned igen, og kikkede ind i supermarkedet, og gik derefter til bilen, for at køre til det næste plads.
Jeg sagde til Innocent at vi skulle køre i kælderen, for jeg ville have dem alle med op af de rullende trapper, for at opleve det også. Så da vi kørte ind i pakeringskælderen, sagde Esau til Innocent, hvor har i da taget os hen, han var lidt bange, men de to små drenge elskede at se alle bilerne på nært hold, og snakkede ivrigt.
Så gik vi ind og kom frem til de rullende trapper, og Easu og hans kone gik total i stå af bare skræk, men børnene var ved mig, og de var bare parat til det hele, så de sprang på, til stor nydelse, men det tog lidt tid for Innocent at overtale Esau og hans kone til at prøve. De gjorde det, men da Esau kom op, rystede hans ben som esbeløv, det var næsten formeget.
Men op kom vi.Og mens vi gik til vores resturant kiggede de alle på alle de fine ting dervar alle vegne, og øjnene var ved at trille ud.
Så kom vi til Resturanten, som var en oplevelse for sig selv. Vi blev plantet ved to sammensatte borde, og så kom de med spisekortene. Men det var jo et problem, da ingen af dem kunne læse, og vidste ikke hvad de skulle med sådant et.
Men Innocent hjalp dem, og jeg bestilte kylling og pommersfritters til børnene, det skulle de smage for første gang i deres liv.Esau og hans kone var lidt bekymret for om de kunne tåle den mad, og ikke få ondt i maven. Men vi fik alle bestilt, og alle gik til sagen med god appetit. Men første sagde Esau, at nu havde vi sat dem i endnu et problem, da der her var kniv og gaffel, og det havde de aldrig haft i hånden. Men Innocent viste dem hvordan, og til stor morskab gik de alle igang. Børnene fandt hurtigt ud af det, og pommerfriters det kunne de bare lide, ja det kunne alle.
Det var en kæmpe oplevelse for dem at sidde i en fin resturant, med en musongo(hvid), det er bare totalt umuligt for mennesker som dem. Og bedre blev det ikke da der kom nogle fra Mirakelcentret, en advokats kone og hendes veninde. Tænk at sidde i samme resturant, og være på højde med alle, det var næsten ikke til at fatte for dem, men de nød det i fulde drag.
Da jeg troede alle havde fået det de kunne spise, kom servitricen forbi med to isdeserter så flotte, og jeg så deres øjne, fulgte dem som en skinbarlig drøm. Så jeg spurgte dem om de kunne spise sådan en, hvortil de smilede og nikkede helt sellysende, ja tak.
Jeg bestilte et til Esau og hans kone, og et til børnene til delling, Innocent og mig kunne ikke spise mere.
Da Isene kom i flotte glas, og flot pyntet, var de nær gået op i lys lue, af bare beundring, og de spiste dem med største velbehag.
Esau sagde at han kun kendte dette liv fra film, og følte sig nu som en filmstjerne der sidder midt i det virkelige liv, og hvor det glædede ham.
Da vi alle var færdige, var det tid at sætte næsen hjemad, da børnene var trætte, og alle godt forspiste.Esau sagde at han følte det som havde han været i Amereika, og var nu på vej hjem. Og taknemligheden ville ingen ende tage. Tænk hvad penge kan gøre for disse mennesker, en oplevelse de ALDRIG vil glemme.Da vi kom hjem, gav jeg Easu 100,000 så han kunne købe nye sko, og hvad de ellers mangler. Fruen er højgravid, så der var nok at bruge penge til.Da han fik pengene, tabte han total mælet, og kunne ikke fatte om han var levende, eller om han drømte.
Det var virkelig en god dag, og hvor er det dejligt når de tager det med stor Taknemlighed.
jeg fik også oplevelsen, og sponsorne til Vivi havde sendt penge med til dem.
En fantastisk søndag var til ende.
Himmelske far, tak for alt hvad du gør for alle disse mennesker, for at vise dem hvor højt du elsker dem, det er et privilegium, at få lov at være en del af det arbejde. Tak for i dag. Solveig
mandag den 28. februar 2011
lørdag
Endnu en dejlig solskinsmorgen, med varme , fuglesang og alle lydene af Afrika.
Der var tid til at tage den med ro, og bare få lavet lidt kontorarbejde igen, og skrevet på bloggen.
Jeg ringede også til Kirsten igen, angående det møde med Joseph, det er næsten umuligt at få til at passe ind i 5 menneskers hverdag.Men Kirsten sagde at det kunne hun absolut ikke før torsdag aften, da hendes chef skulle komme fra Danmark, og der var meget de skulle have gjort. Så nu må vi se om det lykkes, ellers bliver jeg nødt til at gøre det alene, da tiden rinder ud.
Så skulle vi ud på Agape 3 for at se om de har fået indlagt vand, eller ikke. Vi skulle også ud for at se om børnene havde fået deres skoleunuformer som vi har betalt for, og som skolen lovede at de skulle få i denne uge.
Vand havde de ikke fået, men der var da gravet grøfter, såååå
Skoleuniformer havde Silvia og Nadia fået men ikke Lilian, og ingen af dem havde fået sportstøj, eller sweter, som vi har betalt for, og som de har lovet.
Da vi ikke kan regne et ord for et ord her, er man nødt til at tjekke op, og somme tider blive rigtig gal, og det er hårdt, men nødvendigt hvis ting skal flytte sig.
Vi kom derud, og de er altid glade for at se os. Dog havde de visse problemer, da det ikke er smertefrit, at få børn ind der ikke aner noget som helst, men er som "Vildæsler", så det vil kræve regler.
Faith fortalte at Silvia var ikke gået i skole dagen før, men var gået hjem til sin mor, for at tigge om penge til mad i skolen, trods vi har betalt så de kan spise der, så det var nok bare " en løgn", hun kom ikke igen før om aften, og Faith vidste ikke hvor hun var.
Hun er 14 år, og går i 4 klasse, og det er hun rigtig sur over, og hun bliver let sur og tvær, og græder hvis ikke hun kan få sin vilje.
Nadia er en ren "vildæsel", er ikke let til at få sat stille ned og høre efter, og hun er ikke så god til at skrive bogstaver og tal som Maddi, der er 4 år. Det fortæller lidt om hvad opdragelse gør ved et barn.
Jeg var bare så glad for at jeg havde fået papierne færdig, og havde det hele med. Husregler, om alnmindelig opførsel, Vi gennemgik det sammen, og Faith forklarede dem hvad der var meningen, på Lugandisk, så de forstod.
Og Silvia fik at vide at hvis hun gik uden at sige noget, eller spørge om lov, ville hun blive bortvist.
Men de lyttede alle, og insisterede at ville gøre som der bliver sagt, så lad os se.
Faith gør det bare så godt,og har et rigtigt godt tag på børnene, og hun gror virkelig med opgaven, og hvor det dog også hjælper hende selv, til at drømme og have en vision.
Lilian er der bare ikke andet end godt at sige om, hun er en vidunderlig pige, dygtig, inteligent, hjælpsom og kærlig.Maddi er også ved at falde til, og hendes store mave begynder at svinde ind, hun har fået en ormekur nu, så det skal nok hjælpe. Hun har nok aldrig sovet andre steder, end på det bare jord, så også alting er nyt for hende.
Jeg havde alle kortene med, nu havde jeg fået dem sat i ramme. verdenskort, et kort af Afrika og så et ABC, så de har hjælpemidler til at få lært dem noget, der ingenting kan.
Derefter var det tid til at komme hjem, og se om vi kunne være så heldig at lægge nogle billeder på facebook. Vi forsøgte, og var også heldig, Innocent har en Afrikaners tolmodighed, så 3 timer senere, var det tid til te, og tæpperne. Solveig
Der var tid til at tage den med ro, og bare få lavet lidt kontorarbejde igen, og skrevet på bloggen.
Jeg ringede også til Kirsten igen, angående det møde med Joseph, det er næsten umuligt at få til at passe ind i 5 menneskers hverdag.Men Kirsten sagde at det kunne hun absolut ikke før torsdag aften, da hendes chef skulle komme fra Danmark, og der var meget de skulle have gjort. Så nu må vi se om det lykkes, ellers bliver jeg nødt til at gøre det alene, da tiden rinder ud.
Så skulle vi ud på Agape 3 for at se om de har fået indlagt vand, eller ikke. Vi skulle også ud for at se om børnene havde fået deres skoleunuformer som vi har betalt for, og som skolen lovede at de skulle få i denne uge.
Vand havde de ikke fået, men der var da gravet grøfter, såååå
Skoleuniformer havde Silvia og Nadia fået men ikke Lilian, og ingen af dem havde fået sportstøj, eller sweter, som vi har betalt for, og som de har lovet.
Da vi ikke kan regne et ord for et ord her, er man nødt til at tjekke op, og somme tider blive rigtig gal, og det er hårdt, men nødvendigt hvis ting skal flytte sig.
Vi kom derud, og de er altid glade for at se os. Dog havde de visse problemer, da det ikke er smertefrit, at få børn ind der ikke aner noget som helst, men er som "Vildæsler", så det vil kræve regler.
Faith fortalte at Silvia var ikke gået i skole dagen før, men var gået hjem til sin mor, for at tigge om penge til mad i skolen, trods vi har betalt så de kan spise der, så det var nok bare " en løgn", hun kom ikke igen før om aften, og Faith vidste ikke hvor hun var.
Hun er 14 år, og går i 4 klasse, og det er hun rigtig sur over, og hun bliver let sur og tvær, og græder hvis ikke hun kan få sin vilje.
Nadia er en ren "vildæsel", er ikke let til at få sat stille ned og høre efter, og hun er ikke så god til at skrive bogstaver og tal som Maddi, der er 4 år. Det fortæller lidt om hvad opdragelse gør ved et barn.
Jeg var bare så glad for at jeg havde fået papierne færdig, og havde det hele med. Husregler, om alnmindelig opførsel, Vi gennemgik det sammen, og Faith forklarede dem hvad der var meningen, på Lugandisk, så de forstod.
Og Silvia fik at vide at hvis hun gik uden at sige noget, eller spørge om lov, ville hun blive bortvist.
Men de lyttede alle, og insisterede at ville gøre som der bliver sagt, så lad os se.
Faith gør det bare så godt,og har et rigtigt godt tag på børnene, og hun gror virkelig med opgaven, og hvor det dog også hjælper hende selv, til at drømme og have en vision.
Lilian er der bare ikke andet end godt at sige om, hun er en vidunderlig pige, dygtig, inteligent, hjælpsom og kærlig.Maddi er også ved at falde til, og hendes store mave begynder at svinde ind, hun har fået en ormekur nu, så det skal nok hjælpe. Hun har nok aldrig sovet andre steder, end på det bare jord, så også alting er nyt for hende.
Jeg havde alle kortene med, nu havde jeg fået dem sat i ramme. verdenskort, et kort af Afrika og så et ABC, så de har hjælpemidler til at få lært dem noget, der ingenting kan.
Derefter var det tid til at komme hjem, og se om vi kunne være så heldig at lægge nogle billeder på facebook. Vi forsøgte, og var også heldig, Innocent har en Afrikaners tolmodighed, så 3 timer senere, var det tid til te, og tæpperne. Solveig
lørdag den 26. februar 2011
Fredag
Så endnu en dejlig varm morgen med fuglesang, sol og varme.
Efter morgenmaden ventede spanden, vandet og kluden, så det var bare om at komme igang, inden det bliver alt for varmt. Det første der skulle have en omgang var vinduerne, da vi næsten ikke kunne se ud af dem. Vinduer her er heller ikke som i Danmark,de er tre lag, først glas, så jernramme( sikre tyveri og indbrud) og så ramme med fluenet, ja hvert vindue skal have en spand rent vand, så beskidte var de.Men det var godt at få det gjort, samt vasket gardiner.
Dernæst ventede badeværelset, og så alle gulvene, det var dejligt at få tid til at friske op hos os selv. Så skulle der fejes på terassen, da det rasler ned med gule blade, da det er meget tørt og varmt her, og palmerne kaster frø ned i massevis.
Så skulle der skrælles kartofler, og laves mad til Innocent kom fra skole.
Senere på dagen skulle vi så ud til Agape 1, nu havde jeg en plan, og alle papier klar, og jeg havde ringet til dem, for at de alle kunne være samlet, da jeg ville tale til alle på samme tid.
Det blev en lang, og alvorlig tale, om at de skal give den en skalle for at hjælpe de mindste frem til en højere standard, og de måtte bruge tid på at hjælpe dem, da de ikke får noget som helst ud af skolen, da de ikke forstår engelsk, så der må virkelig ske en forandring. Men de store kan hjælpe de små, hvis bare de gider at bruge tid på det, og ellers må de skifte skole.Der må ske en forandring, og Mama Grais må virkelig hjælpe dem. Så lad os se om de har forstået hvad jeg sagde til dem, jeg gav dem 8 dage til at få begyndt, i den rigtige retning. Og vi vil snakke igen.
Midt i alt dette gik strømmen, som den gør så mange gange, og vi sad alle i totalt mørke, men godt Innocent havde en tlf. der har lidt lys, så det måtte vi klare os med resten af tiden. når jeg fortæller dette er det for at give et billede af hvor svært det er at planlægge, og arbejde her, du har virkelig mange ting at kæmpe med samtidig.
Men vi kom til ende, og kom også helskinnet ned til bilen, da "vejen", ikke værd at kalde en vej, er ujævn, som ingen kan forestille, og det var total mørkt. Så der gjalt om at være forsigtig, så man ikke fadlt og brækkede benet, eller andet.
Vi kom så hjem igen, og bare hyggede os det sidste af aftenen, før det var tid til tæpperne.
Endnu en dejlig og virksom dag i Kampala. De kærligste hilsner. Solveig
Efter morgenmaden ventede spanden, vandet og kluden, så det var bare om at komme igang, inden det bliver alt for varmt. Det første der skulle have en omgang var vinduerne, da vi næsten ikke kunne se ud af dem. Vinduer her er heller ikke som i Danmark,de er tre lag, først glas, så jernramme( sikre tyveri og indbrud) og så ramme med fluenet, ja hvert vindue skal have en spand rent vand, så beskidte var de.Men det var godt at få det gjort, samt vasket gardiner.
Dernæst ventede badeværelset, og så alle gulvene, det var dejligt at få tid til at friske op hos os selv. Så skulle der fejes på terassen, da det rasler ned med gule blade, da det er meget tørt og varmt her, og palmerne kaster frø ned i massevis.
Så skulle der skrælles kartofler, og laves mad til Innocent kom fra skole.
Senere på dagen skulle vi så ud til Agape 1, nu havde jeg en plan, og alle papier klar, og jeg havde ringet til dem, for at de alle kunne være samlet, da jeg ville tale til alle på samme tid.
Det blev en lang, og alvorlig tale, om at de skal give den en skalle for at hjælpe de mindste frem til en højere standard, og de måtte bruge tid på at hjælpe dem, da de ikke får noget som helst ud af skolen, da de ikke forstår engelsk, så der må virkelig ske en forandring. Men de store kan hjælpe de små, hvis bare de gider at bruge tid på det, og ellers må de skifte skole.Der må ske en forandring, og Mama Grais må virkelig hjælpe dem. Så lad os se om de har forstået hvad jeg sagde til dem, jeg gav dem 8 dage til at få begyndt, i den rigtige retning. Og vi vil snakke igen.
Midt i alt dette gik strømmen, som den gør så mange gange, og vi sad alle i totalt mørke, men godt Innocent havde en tlf. der har lidt lys, så det måtte vi klare os med resten af tiden. når jeg fortæller dette er det for at give et billede af hvor svært det er at planlægge, og arbejde her, du har virkelig mange ting at kæmpe med samtidig.
Men vi kom til ende, og kom også helskinnet ned til bilen, da "vejen", ikke værd at kalde en vej, er ujævn, som ingen kan forestille, og det var total mørkt. Så der gjalt om at være forsigtig, så man ikke fadlt og brækkede benet, eller andet.
Vi kom så hjem igen, og bare hyggede os det sidste af aftenen, før det var tid til tæpperne.
Endnu en dejlig og virksom dag i Kampala. De kærligste hilsner. Solveig
torsdag den 24. februar 2011
Torsdag
Så fik jeg endelig instaleret de nye farver i printeren, og gjort klar til at lave mange former for papir. Vi har lavet husregler til Agape 3 og til 1, det har vi vist forsømt, så de ved hvad de har at rette sig efter.
Jeg har også lavet et papir om Agape Child Care, som de faktisk ikke ved noget om, og tror at pengene bare kommer flyvende, så det er på høje tid at fortælle dem, at det gør de ikke, der er faktisk en masse mennesker der arbejder hårdt, for at de kan have et godt liv, og gå i skole, samt få noget at spise.
Dette papir skal op at hænge i hjemmene, så de kan se hvor mange penge de forbruger hver måned, og at det ikke bare sker af sig selv.
Har også lavet et papir, til at hænge op på toelettet på Agape 3, med vask altid hænder, efter toeletbesøg, da de skal lære alt, kommer jo alle ud af ingenting.
Så nu hjælper det med alle de ting, der ventede på kontoret, så skal de bare køres derud, og forklares for alle.
Det er bare pragtfuld at få orden i tingene, så bliver der plads til nyt.
Vores hus trænger også til en ordentlig omgang, det har der heller ikke været tid til, kun lidt overfladisk, men vinduerne kan vi næsten ikke se ud af, da der ca. 1 cm støv over det hele, det er Afrikas røde støv, der lægger som en dyne over alt, så det venter vist i morgen, mens Innocent er i skole.I morgen skal han i skole fra 9-3, så jeg har lidt tid til rengøring.
Det var alt for i dag. De kærligste hilsner fra os her. Solveig
Jeg har også lavet et papir om Agape Child Care, som de faktisk ikke ved noget om, og tror at pengene bare kommer flyvende, så det er på høje tid at fortælle dem, at det gør de ikke, der er faktisk en masse mennesker der arbejder hårdt, for at de kan have et godt liv, og gå i skole, samt få noget at spise.
Dette papir skal op at hænge i hjemmene, så de kan se hvor mange penge de forbruger hver måned, og at det ikke bare sker af sig selv.
Har også lavet et papir, til at hænge op på toelettet på Agape 3, med vask altid hænder, efter toeletbesøg, da de skal lære alt, kommer jo alle ud af ingenting.
Så nu hjælper det med alle de ting, der ventede på kontoret, så skal de bare køres derud, og forklares for alle.
Det er bare pragtfuld at få orden i tingene, så bliver der plads til nyt.
Vores hus trænger også til en ordentlig omgang, det har der heller ikke været tid til, kun lidt overfladisk, men vinduerne kan vi næsten ikke se ud af, da der ca. 1 cm støv over det hele, det er Afrikas røde støv, der lægger som en dyne over alt, så det venter vist i morgen, mens Innocent er i skole.I morgen skal han i skole fra 9-3, så jeg har lidt tid til rengøring.
Det var alt for i dag. De kærligste hilsner fra os her. Solveig
Onsdag
Så blev det onsdag, og kontoret ventede med dynger af arbejde. Der skal betales regninger, føres regnskab, skrives på bloggen, og alting ville ikke tage lang tid i Danmark, men jeg kan fortælle jer at dette ikke er danmark, det tager så lang tid, bare at komme ind til sin mail, at man er ved at falde i søvn, så det tager 15-30 min i Danmark, kan tage 1-2 dage her, det fortæller lidt om tempoet, og prøv at forestille om du har tolmodighed til det.
Jeg har meget svært ved at klare den tempo, det som hjælper er at vi nu er færdige med det meste, det giver en vis ro.
Ellers er det tid til at slappe lidt af, og få ryddet op på kontoret
Ellers nyder vi varmen, og særligt hvis vi ikke skal lave noget, så er det bare dejligt.
Vi har det godt og tager det nu lidt med ro, og Innocent har også nu lidt tid til at passe sin skole.
Det har somme tider knebet med at komme til tiden, så han har også noget at skal have rettet op på. Herfra de kærligste hilsner til Alle der følger os. Solveig
Jeg har meget svært ved at klare den tempo, det som hjælper er at vi nu er færdige med det meste, det giver en vis ro.
Ellers er det tid til at slappe lidt af, og få ryddet op på kontoret
Ellers nyder vi varmen, og særligt hvis vi ikke skal lave noget, så er det bare dejligt.
Vi har det godt og tager det nu lidt med ro, og Innocent har også nu lidt tid til at passe sin skole.
Det har somme tider knebet med at komme til tiden, så han har også noget at skal have rettet op på. Herfra de kærligste hilsner til Alle der følger os. Solveig
onsdag den 23. februar 2011
Tirsdag
Idag skulle vi så til midtbyen, selv om jeg ikke bryder mig om det, for der er så meget trafik, at det er til at få kvababelse over. Men der var ingen vej udenom, jeg skulle have printerfarver, papir, for jeg har så meget kontorarbejde at skulle have gjort, så meget at skulle have printet ud, at det simpelthen var nødvendig.
Vi fik handlet, og det var så forfærdentlig dyrt, men der var ingen vej udenom, købes skulle det.
Vi fik også købt lidt tøj til Silvia, og andre småting.
Så var vi i en forretning hvor de hjalp os med at få lyd på Innocents computer, da den havde mistet mælet, og var som død. Det fik vi også klaret, men så var det tid at komme hjem, i sådan en fart, for han skulle være i skole kl.1.
Da han så var taget i skole, var det tid for mig til at gå i vaskeriet " Gnubbe" da jeg ikke have et stykke rent tøj, der har virkelig ikke været tid til en selv, men nu skulle det være.
Jeg fik sat kogevask over, sat andet i blød, og så begyndte gnubberiet.
Derefter skulle terassen skrubbes, da den var så støvet og beskidt, at jeg ikke ved hvad det lignede, men det blev også klaret, og det friskede op, og blev rigtig dejligt.
Så kom Innocent fra skole,og vi skulle ud for at købe noget mere mad til huset, da pigerne spiser for 5 hver,hver dag, de er så sultne, at de synes umættelige. Så der skal meget mad til de første 14 dage, så tror jeg det hjælper, men de er jo alle i et sådant underskud, at de er ved at spise os ud af huset.Lilian er konstant sulten, og de andre med, så der skal købes en ordentlig portion. Fait skulle også have penge, og jeg fortalte, at de ikke skulle spise dem alle, hun skulle lære at de penge her, var til når der kom noget ekstra, såsom ormekur, hårklipning, osv., men det kender de slet ikke til, de æder hvad de har, og så ser vi igen. Men jeg sagde til Faith, at hun skulle lære at administrere penge nu, for nu fik hun 30,000 mere til mad for denne uge, hvis der skulle købes småting, og 20,000 til reservekassen, og de fik ikke mere. Vi havde købt mad igen for 50,000 så nu skulle de til at administrere, og ikke tro at kassen var uudtømmelig.De har så meget at lære, før de er oppe på det vi kalder normalt, for de har aldrig haft chancen.
Har du ikke til et måltid mad om dagen, hvordan skulle du så lære at administrere, så alting er nyt for alle, men lad os se, om de klarer det.
Vi kørte hjem igen, fik noget at spise, og så skulle der slappes af.
Tak himmelske far, for endnu en dejlig dag her i Kampala, under din ledelse. Solveig
Vi fik handlet, og det var så forfærdentlig dyrt, men der var ingen vej udenom, købes skulle det.
Vi fik også købt lidt tøj til Silvia, og andre småting.
Så var vi i en forretning hvor de hjalp os med at få lyd på Innocents computer, da den havde mistet mælet, og var som død. Det fik vi også klaret, men så var det tid at komme hjem, i sådan en fart, for han skulle være i skole kl.1.
Da han så var taget i skole, var det tid for mig til at gå i vaskeriet " Gnubbe" da jeg ikke have et stykke rent tøj, der har virkelig ikke været tid til en selv, men nu skulle det være.
Jeg fik sat kogevask over, sat andet i blød, og så begyndte gnubberiet.
Derefter skulle terassen skrubbes, da den var så støvet og beskidt, at jeg ikke ved hvad det lignede, men det blev også klaret, og det friskede op, og blev rigtig dejligt.
Så kom Innocent fra skole,og vi skulle ud for at købe noget mere mad til huset, da pigerne spiser for 5 hver,hver dag, de er så sultne, at de synes umættelige. Så der skal meget mad til de første 14 dage, så tror jeg det hjælper, men de er jo alle i et sådant underskud, at de er ved at spise os ud af huset.Lilian er konstant sulten, og de andre med, så der skal købes en ordentlig portion. Fait skulle også have penge, og jeg fortalte, at de ikke skulle spise dem alle, hun skulle lære at de penge her, var til når der kom noget ekstra, såsom ormekur, hårklipning, osv., men det kender de slet ikke til, de æder hvad de har, og så ser vi igen. Men jeg sagde til Faith, at hun skulle lære at administrere penge nu, for nu fik hun 30,000 mere til mad for denne uge, hvis der skulle købes småting, og 20,000 til reservekassen, og de fik ikke mere. Vi havde købt mad igen for 50,000 så nu skulle de til at administrere, og ikke tro at kassen var uudtømmelig.De har så meget at lære, før de er oppe på det vi kalder normalt, for de har aldrig haft chancen.
Har du ikke til et måltid mad om dagen, hvordan skulle du så lære at administrere, så alting er nyt for alle, men lad os se, om de klarer det.
Vi kørte hjem igen, fik noget at spise, og så skulle der slappes af.
Tak himmelske far, for endnu en dejlig dag her i Kampala, under din ledelse. Solveig
Mandag20/2 2011
Så oprandt en splinterny uge, og opgaverne ligger og venter, omend vi er igennem det værste.
Vi skulle tidlig morgen afsted for at se om vi kunne finde en skole i det område, hvor pigerne bor, da vi skal have dem i skole.
Så vi kørte rundt, og spurgte flere steder, men det var for langt. Så det måtte blive en skole som er vældig nær, men en skole der drives af syvendedagsadventister, det var ikke lige det jeg havde ønsket, men jeg er sikker på at det er en rigtig god skole, så vi tog derind igen, for at undersøge, hvor meget det betyder for børnene.Men de har børn fra alle trosretninger, så jeg besluttede at det først og fremmest gjalt at det var en god skole, det næste , at den var vældig nær, så pigerne hurtigt kunne gå i skole.
Efter samtalen, kørte vi ned efter pigerne, og fik dem med. Så gik vi alle til skolen, hvor pigerne skulle testes, det skal alle der starter i en ny skole, så de kan finde ud af hvor de er.
Lilian er 11 år, og klarede lige akurat skærene, og kunne starte i 6 klasse, Silvia mente hun skulle i 6 klasse, hun er 14 år, og har gået i en meget billig skole, men det gik ikke med testen, så hun måtte tilbage til 4 kl, det var en drøj pille at sluge for hende, og hun måtte trøstes og opmuntres, til at give den en skalle. Nadia som også er 11 år, har aldrig været i skole, og kunne ikke tælle til 3, ikke snakke et ord engelsk, absolut intet. Så hun er 11 år, men er nødt til at starte i børnehaveklasse. Men jeg sagde til de store piger at nu havde de en stor opgave, for de kunne alle hjælpe Nadia til hurtigt at få tingene lært, de har alle et meget godt hoved, har bare ikke haft chancen. Jeg fik dem registreret, indskrevet, og betalt alt, 498,000 ugx, for 3 måneder, og det til trods for at Silvia ikke har en sponsor endnu, men det håber jeg hun hurtigt får, hun trænger frygtelig til hjælp.
Så gik vi hjem igen, og alt var klar til at de kunne starte tirsdag i skole.Dejligt.
Så var det tid at komme tilbage, da Innocent skulle i skole kl 1.
Jeg kunne få ordnet noget regnskab så længe han var i skole, for når han kom hjem skulle vi se at få købt det sidste, pigerne behøvede til skolen, og Silvia, behøvede også mere tøj.
Kl. 5 skulle de så komme med Maddi. Endnu en lille pige der skal bo på hjemmet. Hun er 4 år, men trænger akut til hjælp.Dejligt at have et sted, at kan tage nogen ind, der virkelig trænger til hjælp.
Maddies bror kom med hende, en yndig lille pige, med en mægtig mave, å hvor hun trænger til behandling. Hun fik gaven fra sin sponsor i Danmark, som jeg havde haft med, og hvilken fryd, lykke det vakte. Der var en pakke med masser af nyt tøj, en bog og en bamse. Det faldt på et tørt sted, da hun intet havde. Broderen var så ovenud lykkelig og taknemlig, og kunne ikke blive færdig med at takke og prise Gud for han omsorg, at de havde været så heldige, at Maddi fik chancen til at have et godt liv, og bo i et palads, hun har vist ikke sovet på andet end det bare jord nogensinde.
Da vi havde snakket, og set gaverne fra Danmark, var det tid at køre ud til huset, hvor alt var parat, og de ventede hende "endnu" en søster.
Da broderen så huset, tabte han både næse og mund, havde vist aldrig set sådant et hus, med sofa, spisebord og stole. Han så den splinternye seng til Maddi, den nye madras og sengetøj+ muskittonet, han var målløs, tænk at være så heldig.Han selv nærmede sig en stol ved spisebordet, og spurgte om han måtte prøve at sidde på den, ved et spisebord, og det gjorde han, og han strålede som en sol, tænk at sidde der og spise hver dag, han var målløs, og stålede om kap med solen selv.Han er 38 år, og har aldrig haft mulighed for at se og prøve dette.
Maddi blev taget godt imod af alle pigerne, så nu er de der, dem vi har nu, og de har et godt hjem.
De fortalte alle at de havde spist med kniv og gaffel til middag, og snakked kun engelsk derhjemme, for at pigerne bliver rigtig gode til det. Nadia havde allerede lært at tælle til 10 på engelsk, og nu var de igang med ABC--
Faith som er mor i hjemmet, indtil Millie bliver færdig med eksamen, gør det bare så godt, og det hjælper også hende selv så meget til at gro, og leve et "Normalt" liv, da de alle kommer fra ingenting.Hun gror med opgaven, og lærer at tænke på andre end sig selv, og det er rigtig sundt. De nyder alle deres nye hjem, og føler sig så heldige, at bo i et sådant hus, hvilket ingen nogen sinde havde turdet håbe, omend drømt om.
Vi kørte tilbage igen, og fik sagt farvel til Maddis bror, og så var det tid til at slappe af, nu skulle det værste være ovre, det skulle være sat i system.
Endnu en dag er til ende, og jeg er glad for at vi er igennem alt dette, det har været så hårdt, så jeg var ved at segne, men nu skulle det køre.Tak himmelske far, at du overtager huset, børnene og arbejdet, at det alt sammen må blive velsignet af din store kærlighed. Vi kan bygge med penge, men om du ikke bygger med liv og kærlighed nytter det intet, og vil aldrig blive til velsignelse.Tak for idag. Solveig
Vi skulle tidlig morgen afsted for at se om vi kunne finde en skole i det område, hvor pigerne bor, da vi skal have dem i skole.
Så vi kørte rundt, og spurgte flere steder, men det var for langt. Så det måtte blive en skole som er vældig nær, men en skole der drives af syvendedagsadventister, det var ikke lige det jeg havde ønsket, men jeg er sikker på at det er en rigtig god skole, så vi tog derind igen, for at undersøge, hvor meget det betyder for børnene.Men de har børn fra alle trosretninger, så jeg besluttede at det først og fremmest gjalt at det var en god skole, det næste , at den var vældig nær, så pigerne hurtigt kunne gå i skole.
Efter samtalen, kørte vi ned efter pigerne, og fik dem med. Så gik vi alle til skolen, hvor pigerne skulle testes, det skal alle der starter i en ny skole, så de kan finde ud af hvor de er.
Lilian er 11 år, og klarede lige akurat skærene, og kunne starte i 6 klasse, Silvia mente hun skulle i 6 klasse, hun er 14 år, og har gået i en meget billig skole, men det gik ikke med testen, så hun måtte tilbage til 4 kl, det var en drøj pille at sluge for hende, og hun måtte trøstes og opmuntres, til at give den en skalle. Nadia som også er 11 år, har aldrig været i skole, og kunne ikke tælle til 3, ikke snakke et ord engelsk, absolut intet. Så hun er 11 år, men er nødt til at starte i børnehaveklasse. Men jeg sagde til de store piger at nu havde de en stor opgave, for de kunne alle hjælpe Nadia til hurtigt at få tingene lært, de har alle et meget godt hoved, har bare ikke haft chancen. Jeg fik dem registreret, indskrevet, og betalt alt, 498,000 ugx, for 3 måneder, og det til trods for at Silvia ikke har en sponsor endnu, men det håber jeg hun hurtigt får, hun trænger frygtelig til hjælp.
Så gik vi hjem igen, og alt var klar til at de kunne starte tirsdag i skole.Dejligt.
Så var det tid at komme tilbage, da Innocent skulle i skole kl 1.
Jeg kunne få ordnet noget regnskab så længe han var i skole, for når han kom hjem skulle vi se at få købt det sidste, pigerne behøvede til skolen, og Silvia, behøvede også mere tøj.
Kl. 5 skulle de så komme med Maddi. Endnu en lille pige der skal bo på hjemmet. Hun er 4 år, men trænger akut til hjælp.Dejligt at have et sted, at kan tage nogen ind, der virkelig trænger til hjælp.
Maddies bror kom med hende, en yndig lille pige, med en mægtig mave, å hvor hun trænger til behandling. Hun fik gaven fra sin sponsor i Danmark, som jeg havde haft med, og hvilken fryd, lykke det vakte. Der var en pakke med masser af nyt tøj, en bog og en bamse. Det faldt på et tørt sted, da hun intet havde. Broderen var så ovenud lykkelig og taknemlig, og kunne ikke blive færdig med at takke og prise Gud for han omsorg, at de havde været så heldige, at Maddi fik chancen til at have et godt liv, og bo i et palads, hun har vist ikke sovet på andet end det bare jord nogensinde.
Da vi havde snakket, og set gaverne fra Danmark, var det tid at køre ud til huset, hvor alt var parat, og de ventede hende "endnu" en søster.
Da broderen så huset, tabte han både næse og mund, havde vist aldrig set sådant et hus, med sofa, spisebord og stole. Han så den splinternye seng til Maddi, den nye madras og sengetøj+ muskittonet, han var målløs, tænk at være så heldig.Han selv nærmede sig en stol ved spisebordet, og spurgte om han måtte prøve at sidde på den, ved et spisebord, og det gjorde han, og han strålede som en sol, tænk at sidde der og spise hver dag, han var målløs, og stålede om kap med solen selv.Han er 38 år, og har aldrig haft mulighed for at se og prøve dette.
Maddi blev taget godt imod af alle pigerne, så nu er de der, dem vi har nu, og de har et godt hjem.
De fortalte alle at de havde spist med kniv og gaffel til middag, og snakked kun engelsk derhjemme, for at pigerne bliver rigtig gode til det. Nadia havde allerede lært at tælle til 10 på engelsk, og nu var de igang med ABC--
Faith som er mor i hjemmet, indtil Millie bliver færdig med eksamen, gør det bare så godt, og det hjælper også hende selv så meget til at gro, og leve et "Normalt" liv, da de alle kommer fra ingenting.Hun gror med opgaven, og lærer at tænke på andre end sig selv, og det er rigtig sundt. De nyder alle deres nye hjem, og føler sig så heldige, at bo i et sådant hus, hvilket ingen nogen sinde havde turdet håbe, omend drømt om.
Vi kørte tilbage igen, og fik sagt farvel til Maddis bror, og så var det tid til at slappe af, nu skulle det værste være ovre, det skulle være sat i system.
Endnu en dag er til ende, og jeg er glad for at vi er igennem alt dette, det har været så hårdt, så jeg var ved at segne, men nu skulle det køre.Tak himmelske far, at du overtager huset, børnene og arbejdet, at det alt sammen må blive velsignet af din store kærlighed. Vi kan bygge med penge, men om du ikke bygger med liv og kærlighed nytter det intet, og vil aldrig blive til velsignelse.Tak for idag. Solveig
mandag den 21. februar 2011
Søndag
Søndag morgen hvor skøn. Vi ville i kirke selfølgelig, men ellers havde jeg dømt total fridag, da vi er ved at segne i arbejde, og har kørt fuld skrue lige siden den første dag jeg kom.
Da vi kom fra kirke, en lidt spisiel dag, da jeg blev kaldt op, for at fortælle hvorfor jeg var i Uganda, og oven i kùbet gav selveste Robert Kajanja et knus.
Jeg mødte også alle børnene fra Agape 2, de er godt nok mange nu.Men de fik også alle flere knus, som de trænger så meget til.
Men da vi kom hjem, ville jeg gerne et sted til vandet, hvor der var frisk luft, og bare ligge og slappe af på et tæppe hele dagen, og ingenting skulle.
Vi bestemte at begynde med at køre ud at spise, på vejen til Viktoriasøen. Sådan blev det, men det tog 1 1/2 time, det var ikke lige det jeg ville, men vi m¥tte have noget at spise.
Så fandt Innocent stedet ved Viktoriesøen, hvor jeg aldrig havde været, men et rigtigt dejligt grønt område, men strand, sand, og meget grønt græs, og træer til at lægge i skyggen af. Så ud med tæppet, og så bare afslapning, ÅÅÅÅÅÅ hvor var det dejligt. Innocent sad i bilen og læste lektier, og sov også lidt, så der var dømt pause.
Der kom vi ikke fra før omkring kl 7, men så måtte vi have næsen hjemad igen, inden det blev helt mørkt, men der var bare så dejligt.
Så kom vi hjem, og bare hyggede os og snakkede om hvad ugen havde bragt, det havde været en meget hård uge, og vi var ikke færdige, i morgen tidlig går det løs igen, men dejlig med en pause.
herfra de kærligste hilsner Solveig
Da vi kom fra kirke, en lidt spisiel dag, da jeg blev kaldt op, for at fortælle hvorfor jeg var i Uganda, og oven i kùbet gav selveste Robert Kajanja et knus.
Jeg mødte også alle børnene fra Agape 2, de er godt nok mange nu.Men de fik også alle flere knus, som de trænger så meget til.
Men da vi kom hjem, ville jeg gerne et sted til vandet, hvor der var frisk luft, og bare ligge og slappe af på et tæppe hele dagen, og ingenting skulle.
Vi bestemte at begynde med at køre ud at spise, på vejen til Viktoriasøen. Sådan blev det, men det tog 1 1/2 time, det var ikke lige det jeg ville, men vi m¥tte have noget at spise.
Så fandt Innocent stedet ved Viktoriesøen, hvor jeg aldrig havde været, men et rigtigt dejligt grønt område, men strand, sand, og meget grønt græs, og træer til at lægge i skyggen af. Så ud med tæppet, og så bare afslapning, ÅÅÅÅÅÅ hvor var det dejligt. Innocent sad i bilen og læste lektier, og sov også lidt, så der var dømt pause.
Der kom vi ikke fra før omkring kl 7, men så måtte vi have næsen hjemad igen, inden det blev helt mørkt, men der var bare så dejligt.
Så kom vi hjem, og bare hyggede os og snakkede om hvad ugen havde bragt, det havde været en meget hård uge, og vi var ikke færdige, i morgen tidlig går det løs igen, men dejlig med en pause.
herfra de kærligste hilsner Solveig
søndag den 20. februar 2011
Lørdag d. 19/2
Endnu en dejlig varm morgen med solskin, og alle disse lyde af Afrika, som jeg holder så meget af. Alt ånder fred og idyl, en ny dag venter
Innocent gik igang med at gøre huset rent indvendig, da der ikke er tid til noget som helst her hos os selv, end ikke at få lavet mad, og købt ind.
Der blev nu skrubbet og skuret til den helt store stil, da han er en mand der elsker renhed, og har det dårligt med at der var blevet så beskidt.
Jeg havde fået hul igennem, og var igang med at opdatere bloggen, da jeg vidste at de ikke kunne forstå hvor jeg var blevet af, og nu havde vi net, så det var bare med at hænge på.
Det var dejligt at kunne give lyd fra sig igen, og få noget af alt dette ud af mit hoved, som var ved at sprænges af det hele.
Så om eftermidagen skulle vi ud og se hvordan de havde det i huset, og vi skulle have købt sko til alle, tøj til Silvia, samt undertøj. Jeg købte også bolde til alle, samt et sjippetov, så de har noget at lege med udenfor. Jeg havde også nogle billedlotteri fra Ellen Marie med, samt farver, og jeg havde købt kladdehæfter til alle børnene, så de havde noget at skrive og tegne i .
Da vi kom ud til huset, var jeg meget meget spændt på hvordan alle 5 havde fundet hinanden, det er jo ikke så ligetil. Men så snart vi var inden for lågen, kunne vi se at de havde været ude at feje, og rydde op omkring huset, havde også vasket tøj, så det så nydelig ud. Nadia og Silvia var næsten ikke til at kende, da de var rene og pæne, som havde de aldrig været i nærheden af skidt.
Hviken forandring, fra i går og til idag, en kolosal forvandling. Silvia, havde lånt lidt tøj af Faiths, så længe hendes blev vasket, men hvilken forandring. Alle var så glade, rene, mætte, og var bare klar til et nyt liv, FANTASTISK.
De blev alle så ellevilde af at se de splinternye sko, til dem alle, og nu kunne de gå i skole, og komme i kirke. Men jeg ved ikke hvor dejligt det er at have sko på fødder der ikke plejer at se sko, men sådan vil livet være fra nu.De fortalte os, glade og stolte at de havde spist med kniv og gaffel til middag alle mand, for første gang, Faith er virkelig en god og kærlig mor for dem, og er parat til at lære dem alt det nye, som de har foran sig, hun er en meget dygtig pige.
Kun et er jeg ikke så glad for, at hun ikke kan komme i skole nu, så lang tid vi må vente på Millie, men det er vi nødt til, vi har ikke penge til at tage endnu en ny ind i huset, for disse to måneder. Men hun tager fat med glæde, og de havde det allerede så godt sammen, så det kun kunne fylde en med glæde og taknemlighed.
Så da boldene, og sjippetovet kom frem, var de hurtigt ude at lege med hinanden, som havde de kendt hinanden altid, det var bare så vidunderlig at se.
Jeg spillede også ludo og billedlotteri med dem, og de elskede det. Silvia var så stolt af sit nye tøj, og det var så fin til hende, og de andre var så fine, hvilken syn.
Så da vi kørte sagde vi til dem, at mandag morgen, ville vi prøve at finde en skole til dem, og hvis vi fandt en hurtigt, ville vi komme og hente dem, for at få dem testet, registret, indskrevet, og betalt skolepenge, uniform, sportstøj, sweter, sokker, mad, osv.Skoletasker skal vi også have købt, samt bøger, blyanter, viskelæder mm., men så skulle de også være klar.
Før vi kørte skulle de have lidt penge, så Silvia kunne få håret klippet, så var alt i top, og vi tog glade derfra.
Det har været en hektisk uge, ovenpå en hektisk tid, lige fra den første dag jeg kom, og jeg var træt, og trængte bare til hvile, så jeg sagde til Innocent, at i morgen søndag, vil jeg/vi holde total fri, og kun tænke på os selv, nu måtte der være tid til os, og total afslapning.
Det var tak for idag, tak for en uforglemmelig uge, hvor vi tog disse piger ud af ingenting, og ind til et hjem, en fremtid, et nyt liv.Tænk at Gud har gjort dette muligt, jeg er ydmyg og taknemlig for at blive brugt i dette arbejde. Taknemlig for at Gud har givet mig den bedste unge mand til at hjælpe det kan tænkes, for uden ham kom jeg ikke langt, han er uuværlig og guld værd, og knokler løs.
Herfra de kærligste hilsner og knus til alle der følger os. Solveig
Innocent gik igang med at gøre huset rent indvendig, da der ikke er tid til noget som helst her hos os selv, end ikke at få lavet mad, og købt ind.
Der blev nu skrubbet og skuret til den helt store stil, da han er en mand der elsker renhed, og har det dårligt med at der var blevet så beskidt.
Jeg havde fået hul igennem, og var igang med at opdatere bloggen, da jeg vidste at de ikke kunne forstå hvor jeg var blevet af, og nu havde vi net, så det var bare med at hænge på.
Det var dejligt at kunne give lyd fra sig igen, og få noget af alt dette ud af mit hoved, som var ved at sprænges af det hele.
Så om eftermidagen skulle vi ud og se hvordan de havde det i huset, og vi skulle have købt sko til alle, tøj til Silvia, samt undertøj. Jeg købte også bolde til alle, samt et sjippetov, så de har noget at lege med udenfor. Jeg havde også nogle billedlotteri fra Ellen Marie med, samt farver, og jeg havde købt kladdehæfter til alle børnene, så de havde noget at skrive og tegne i .
Da vi kom ud til huset, var jeg meget meget spændt på hvordan alle 5 havde fundet hinanden, det er jo ikke så ligetil. Men så snart vi var inden for lågen, kunne vi se at de havde været ude at feje, og rydde op omkring huset, havde også vasket tøj, så det så nydelig ud. Nadia og Silvia var næsten ikke til at kende, da de var rene og pæne, som havde de aldrig været i nærheden af skidt.
Hviken forandring, fra i går og til idag, en kolosal forvandling. Silvia, havde lånt lidt tøj af Faiths, så længe hendes blev vasket, men hvilken forandring. Alle var så glade, rene, mætte, og var bare klar til et nyt liv, FANTASTISK.
De blev alle så ellevilde af at se de splinternye sko, til dem alle, og nu kunne de gå i skole, og komme i kirke. Men jeg ved ikke hvor dejligt det er at have sko på fødder der ikke plejer at se sko, men sådan vil livet være fra nu.De fortalte os, glade og stolte at de havde spist med kniv og gaffel til middag alle mand, for første gang, Faith er virkelig en god og kærlig mor for dem, og er parat til at lære dem alt det nye, som de har foran sig, hun er en meget dygtig pige.
Kun et er jeg ikke så glad for, at hun ikke kan komme i skole nu, så lang tid vi må vente på Millie, men det er vi nødt til, vi har ikke penge til at tage endnu en ny ind i huset, for disse to måneder. Men hun tager fat med glæde, og de havde det allerede så godt sammen, så det kun kunne fylde en med glæde og taknemlighed.
Så da boldene, og sjippetovet kom frem, var de hurtigt ude at lege med hinanden, som havde de kendt hinanden altid, det var bare så vidunderlig at se.
Jeg spillede også ludo og billedlotteri med dem, og de elskede det. Silvia var så stolt af sit nye tøj, og det var så fin til hende, og de andre var så fine, hvilken syn.
Så da vi kørte sagde vi til dem, at mandag morgen, ville vi prøve at finde en skole til dem, og hvis vi fandt en hurtigt, ville vi komme og hente dem, for at få dem testet, registret, indskrevet, og betalt skolepenge, uniform, sportstøj, sweter, sokker, mad, osv.Skoletasker skal vi også have købt, samt bøger, blyanter, viskelæder mm., men så skulle de også være klar.
Før vi kørte skulle de have lidt penge, så Silvia kunne få håret klippet, så var alt i top, og vi tog glade derfra.
Det har været en hektisk uge, ovenpå en hektisk tid, lige fra den første dag jeg kom, og jeg var træt, og trængte bare til hvile, så jeg sagde til Innocent, at i morgen søndag, vil jeg/vi holde total fri, og kun tænke på os selv, nu måtte der være tid til os, og total afslapning.
Det var tak for idag, tak for en uforglemmelig uge, hvor vi tog disse piger ud af ingenting, og ind til et hjem, en fremtid, et nyt liv.Tænk at Gud har gjort dette muligt, jeg er ydmyg og taknemlig for at blive brugt i dette arbejde. Taknemlig for at Gud har givet mig den bedste unge mand til at hjælpe det kan tænkes, for uden ham kom jeg ikke langt, han er uuværlig og guld værd, og knokler løs.
Herfra de kærligste hilsner og knus til alle der følger os. Solveig
Fredag fortsat:
Da vi så kom til kørende imod deres nye hjem, var det en kæmpeoplevelse for dem, bare det at køre i bil, det tror jeg aldrig de har prøvet så langt. jeg tror der er 5-7 km, fra hvor de boede, og hvor de skal bo. men det var til stor forundring for dem, og de næsten hang ud af vinduet.
Vi kom ud til huset, og de så deres nye hjem. jeg ved ikke om de nogen sinde har set et rigtigt hjem, med seng bord og stole, men de tog imod det med glæde. Faith og Lilian kikkede noget til de to piger, der bare trængte til en storvask. Men de var sultne, havde ikke fået noget den dag, og klokken var ca. 4-5, men de fik brød, kage og sodavand, som velkomst.
Innocent begyndte at fortælle dem, hvordan man lever i et rigtigt hus, hvordan man tager en stol fra bordet, og sætter sig på den, hvordan man sidder i en sofa, og hvordan man rydder op, og gør rent, og passer på ikke at spilde.
Måske lyder det dumt, men de aner virkelig ikke noget. Silvia har ingen sponsor, men det håber jeg virkelig hun får hurtigt, da hun er en dejlig pige, fuldt udviklet, og i højrissiko for at blive gjort gravid, hvis hun bliver i det fattige område, det kunne jeg ikke, så jeg har taget hende ind, for at give hende et godt liv, og vil håbe og bede til at hun hurtigt vil få en sponsor.De tre store skal alle i skole, og det næste er at finde en god skole i nærheden, og få dem rigget til.
Nå men jeg havde tasken med med tøj fra Danmark, da disse piger manglede alt, og det ville koste rigtigt mange penge, hvis vi skulle hen og købe alt. men jeg havde rigtigt meget, nyvasket, nystrøget tøj med, og jeg kan fortælle jer at det faldt på den rette plads. De var ellevilde af glæde, så meget tøj havde de aldrig set, om end ejet. Kun var der et problem, der var intet så stort at Silvia kunne passe det, kun en enkelt t shirts, og ellers havde hun intet, og det hun stod i var så møgbeskidt, det var virkeligt et problem.Jeg fik også tegnet deres fødder, for sko havde de heller ikke, og ingen sandaler, de havde virkelig intet disse piger. Jo Lilian havde en skoletaske, som hun fik af Bodil i julegave, ellers intet. Før vi tog afsted bad vi Gud tage sig godt af dem alle, og fylde dette hus med hans kærlighed, og omsorg , og rejse disse piger op til noget så fantastisk, at ingen havde forestille sig.
Jeg lovede da vi kørte at vi ville finde et sæt tøj , og komme tilbage med det, for da vi kørte var de allerede udstyret med baljer, stiv børste og sæbe, nu skulle der skrubbes, og det ville tage tid at komme til bunden, men vand gør underværker.
Nå men vi blev færdige med at aflevere dem, og kørte så igen, men kunne ikke finde tøj, for alt var stænget, på grund af valget, så vi var nødsaget til at ringe tilbage til Faith, for at fortælle at vi ikke kom med tøj, før i morgen.Men vaskes det skulle de under alle omstændigheder.
Vi kom hjem, og det var tid til at slappe af, og føre regnskab, prøve 1 time at komme til TDC og blogspot, men nej der var intet net, alt var død, så der ville gå en dag mere før jeg kunne få givet lyd fra mig, men sådan er situationen her.
Denne gang har vi dog strøm det meste af tiden, og internet som det blæser til.
Det var fredag, en valgdag i Uganda, og med militær og Politi ALLE vegne. herfra kærlig hilsen Solveig
Vi kom ud til huset, og de så deres nye hjem. jeg ved ikke om de nogen sinde har set et rigtigt hjem, med seng bord og stole, men de tog imod det med glæde. Faith og Lilian kikkede noget til de to piger, der bare trængte til en storvask. Men de var sultne, havde ikke fået noget den dag, og klokken var ca. 4-5, men de fik brød, kage og sodavand, som velkomst.
Innocent begyndte at fortælle dem, hvordan man lever i et rigtigt hus, hvordan man tager en stol fra bordet, og sætter sig på den, hvordan man sidder i en sofa, og hvordan man rydder op, og gør rent, og passer på ikke at spilde.
Måske lyder det dumt, men de aner virkelig ikke noget. Silvia har ingen sponsor, men det håber jeg virkelig hun får hurtigt, da hun er en dejlig pige, fuldt udviklet, og i højrissiko for at blive gjort gravid, hvis hun bliver i det fattige område, det kunne jeg ikke, så jeg har taget hende ind, for at give hende et godt liv, og vil håbe og bede til at hun hurtigt vil få en sponsor.De tre store skal alle i skole, og det næste er at finde en god skole i nærheden, og få dem rigget til.
Nå men jeg havde tasken med med tøj fra Danmark, da disse piger manglede alt, og det ville koste rigtigt mange penge, hvis vi skulle hen og købe alt. men jeg havde rigtigt meget, nyvasket, nystrøget tøj med, og jeg kan fortælle jer at det faldt på den rette plads. De var ellevilde af glæde, så meget tøj havde de aldrig set, om end ejet. Kun var der et problem, der var intet så stort at Silvia kunne passe det, kun en enkelt t shirts, og ellers havde hun intet, og det hun stod i var så møgbeskidt, det var virkeligt et problem.Jeg fik også tegnet deres fødder, for sko havde de heller ikke, og ingen sandaler, de havde virkelig intet disse piger. Jo Lilian havde en skoletaske, som hun fik af Bodil i julegave, ellers intet. Før vi tog afsted bad vi Gud tage sig godt af dem alle, og fylde dette hus med hans kærlighed, og omsorg , og rejse disse piger op til noget så fantastisk, at ingen havde forestille sig.
Jeg lovede da vi kørte at vi ville finde et sæt tøj , og komme tilbage med det, for da vi kørte var de allerede udstyret med baljer, stiv børste og sæbe, nu skulle der skrubbes, og det ville tage tid at komme til bunden, men vand gør underværker.
Nå men vi blev færdige med at aflevere dem, og kørte så igen, men kunne ikke finde tøj, for alt var stænget, på grund af valget, så vi var nødsaget til at ringe tilbage til Faith, for at fortælle at vi ikke kom med tøj, før i morgen.Men vaskes det skulle de under alle omstændigheder.
Vi kom hjem, og det var tid til at slappe af, og føre regnskab, prøve 1 time at komme til TDC og blogspot, men nej der var intet net, alt var død, så der ville gå en dag mere før jeg kunne få givet lyd fra mig, men sådan er situationen her.
Denne gang har vi dog strøm det meste af tiden, og internet som det blæser til.
Det var fredag, en valgdag i Uganda, og med militær og Politi ALLE vegne. herfra kærlig hilsen Solveig
lørdag den 19. februar 2011
Fredag d.19/2 2011
Fredag morgen havde jeg det bedre, og kunne igen stå på mine ben, men var på havregrød, da nin mave var øm, og vi skulle videre.
Det var dejligt at kunne gøre lidt nytte igen, da der er nok at tage fat på.
Jeg fik vasket lidt, så jeg kunne klare et par dage mere, før jeg rigtig skal i vaskeriet " Gnubbe".
I dag er er så valgdag, og en sådan dag er total fridag her, da der er mange der skal tilbage til de landsbyer hvor de kommer fra, og hvor de er registreret, for at stemme, og så har de hele weekenden til at gøre besøg, og komme tilbage.
Men det er også lidt besværligt, da alle butikker er stænget, af skræk for uro, tyveri og balade. Det er virkelig et kæmpe skræk der sidder i mennesker her.
Da vi var færdig til at køre, så vi, at hjulet stod på fælg, så Innocent måtte til at skifte hjul, da jeg ikke havde så mange kræfter, men jeg kunne da være oppe. Det fik han så gjort, men da et reservehjul her er meget spisielt, og virkelig kun til den mærmeste sted vi kan få lappet.
Så da vi kom afsted, skulle vi have lappet, og skiftet igen, og så var det tid til at Innocent skulle have noget at spise, jeg selv fik kun lidt suppe, men det var også godt nok.
Så gik turen afsted for at hente Nadia og Silvia, disse to fattige piger, der har levet af at samle plastik
De havde også ventet med længsel, så vi var velkomme, og de smilede over hele ansigtet. Men de var så møgbeskidte, at Innocent ikke ville have dem ind i bilen, og forlangte at de blev vasket først, og fik skiftet tøj.Det gjorde de så ,men det var ikke stort bedre, de trængte virkelig til en storvask, at blive sat i blød, skrubbet og skuret, samt nyt og rent tøj.
Vi fik deres mor ind i bilen, hvor Innocent oversatte de papier for hende vi havde lavet, og hvor hun overdrog os at tage omsorg for hendes to piger, da hun ikke kunne føde dem. Nadia er nu 11 år, og har aldrig været i skole, kan ikke tælle til 3, virkelig et 0, og Silvia er 14, men har dog været i en billig skole, og er nu i 4 klasse.
Da alle formaliteterne var overstået, alle havde skrevet under, kom vi afsted.
Torsdag d. 17/2 2011
Så kom dagen, da de første beboer skulle intage det nye hus. Men men men, jeg kunne ikke stå op, var virkelig nødt til at melde pas, kunne intet. Så hvad nu.
Men heldigvis var det Faith, Kaith og Lilian der skulle flyttes idag, og det kunne han gøre selv, men det var jeg absolut ikke glad for.
Men jeg kunne ikke, og arbejdet kunne ikke gå i stå, de ventede spændt.
Så det blev sådan at han kørte alene afsted for at flytte Faith som den første ind i det nye hus, og det ville han gøre om formidagen, jeg måtte blive i sengen.
Han kom tilbage kl 1/2 2, og så var hun flyttet ind, og kunne begynde at indrette tingene.
Hylden var også kommet, så nu kunne der sættes på plads. Det var ikke en hylde efter mit design, men en hylde det var det, så godt nok.
Innocent hvilede lidt, for så at gå til næste opgave, Lilian. Han havde ringet til hende at hun skulle være parat.
Så hun blev nr. 2, så det blev Bodil og Knuds to piger der var de første der intog Agape 3.
Da Innocent kom for at hente Lilian, ville "stedmoderen" gerne med ud at se huset hvor hun nu skulle bo, og få sin egen familie.
Innocent fortalte at da stedmoderen kom ind i huset, var også hun total målløs, havde vist aldrig set et sådant hus. Lilian havde sin nye madras med, som hun aldrig havde brugt, da de simpelthen ikke havde plads til at lægge dem nogen steder, men nu var der en ny seng der ventede .
Så var de første på plads, og huset kunne nu begynde at fungere som et hjem.
Jeg var oppe nogle gange for at prøve om jeg kunne komme på bloggen, så jeg kunne få skrevet, men nej , der var ingen internet, måske fordi der var valg i morgen, så de tager alt kraften. Valg her i Uganda, har alle frygtet siden jeg var her i oktober, frygtet for at der vil udbryde krig igen, det er virkelig noget der sætter skræk i livet på alle.Og valget var altså imorgen, det kunne ingen være i tvivl om, da der var soldater, politi allevegne, og lige meget hvor vi ville gå ind, var der tjek og personlig visitering, der er virkelig taget hånd om sikkerheden. Uganda har en rigtig god Præsident der virkelig prøver at oprette ro og orden, og at indføre demokrati i landet, og det er bare ikke let i et land der har været i total kaos. Så jeg synes det er trygt med al den politi og militær, for det er netop for at beskytte folk, så landet fortsat kan gro og blomster i fred,, og ikke blive sat tilbage igen af krig og uro. Men der er spænding, alle her er bange for hvad der vil ske, alle kan huske hvad der skete i 2006, da der sidst var valg, det bragte en masse krig og ballade med sig, samt mange dræbte.
Men der var altså intet internet, og jeg prøvede mange gange, men nej.
Jeg havde givet Innocent 50,000 med til Stedmoderen til Lilian for hun havde hjulpet med at hun kunne blive der til vi havde huset klar, som altså var nu, men hun skulle have en tak.
Han havde også fået 50,000 med til mad i huset, da vi ikke havde fået det købt endnu.
Efter alt dette kom han igen træt hjem, men havde gjort et godt stykke arbejde, han knokler løs, vil ikke lade sig stoppe.
Men heldigvis var det Faith, Kaith og Lilian der skulle flyttes idag, og det kunne han gøre selv, men det var jeg absolut ikke glad for.
Men jeg kunne ikke, og arbejdet kunne ikke gå i stå, de ventede spændt.
Så det blev sådan at han kørte alene afsted for at flytte Faith som den første ind i det nye hus, og det ville han gøre om formidagen, jeg måtte blive i sengen.
Han kom tilbage kl 1/2 2, og så var hun flyttet ind, og kunne begynde at indrette tingene.
Hylden var også kommet, så nu kunne der sættes på plads. Det var ikke en hylde efter mit design, men en hylde det var det, så godt nok.
Innocent hvilede lidt, for så at gå til næste opgave, Lilian. Han havde ringet til hende at hun skulle være parat.
Så hun blev nr. 2, så det blev Bodil og Knuds to piger der var de første der intog Agape 3.
Da Innocent kom for at hente Lilian, ville "stedmoderen" gerne med ud at se huset hvor hun nu skulle bo, og få sin egen familie.
Innocent fortalte at da stedmoderen kom ind i huset, var også hun total målløs, havde vist aldrig set et sådant hus. Lilian havde sin nye madras med, som hun aldrig havde brugt, da de simpelthen ikke havde plads til at lægge dem nogen steder, men nu var der en ny seng der ventede .
Så var de første på plads, og huset kunne nu begynde at fungere som et hjem.
Jeg var oppe nogle gange for at prøve om jeg kunne komme på bloggen, så jeg kunne få skrevet, men nej , der var ingen internet, måske fordi der var valg i morgen, så de tager alt kraften. Valg her i Uganda, har alle frygtet siden jeg var her i oktober, frygtet for at der vil udbryde krig igen, det er virkelig noget der sætter skræk i livet på alle.Og valget var altså imorgen, det kunne ingen være i tvivl om, da der var soldater, politi allevegne, og lige meget hvor vi ville gå ind, var der tjek og personlig visitering, der er virkelig taget hånd om sikkerheden. Uganda har en rigtig god Præsident der virkelig prøver at oprette ro og orden, og at indføre demokrati i landet, og det er bare ikke let i et land der har været i total kaos. Så jeg synes det er trygt med al den politi og militær, for det er netop for at beskytte folk, så landet fortsat kan gro og blomster i fred,, og ikke blive sat tilbage igen af krig og uro. Men der er spænding, alle her er bange for hvad der vil ske, alle kan huske hvad der skete i 2006, da der sidst var valg, det bragte en masse krig og ballade med sig, samt mange dræbte.
Men der var altså intet internet, og jeg prøvede mange gange, men nej.
Jeg havde givet Innocent 50,000 med til Stedmoderen til Lilian for hun havde hjulpet med at hun kunne blive der til vi havde huset klar, som altså var nu, men hun skulle have en tak.
Han havde også fået 50,000 med til mad i huset, da vi ikke havde fået det købt endnu.
Efter alt dette kom han igen træt hjem, men havde gjort et godt stykke arbejde, han knokler løs, vil ikke lade sig stoppe.
Onsdag d 16/2 2011
Onsdag morgen var jeg bare så mat i betrækket, at jeg næsten ikke kunne stå på mine ben, det havde været en hård dag igår, men vi havde arbejde at gøre, så der var ingen udvej, bare afsted.
I dag skulle vi ud til huset fot at flytte sengene på plads, da de stod midt på gulvet efter at manden var færdig med at samle dem, lakere dem, så de var virkelig flotte, men vi kunne ikke sætte dem på plads igår.
Så vi kom ud til huset, og tømren var der for at hente sine penge, og vi kom ind, og py hvor det stank af det lak alting havde fået, det var ikke til at få luft. Så op med alle vinduer og døre, så vi kunne få frisk luft ind. Vi fik sengene sat på plads, men jeg måtte give op og lægge mig, kunne ikke stå på min ben, og havde en underlig rumlen i maven.
Så Innocent fortsatte, med at redde senge, og gøre det hele klar til de første beboer i morgen, og jeg lå på den nyindkøbte sofa.
Innocent fik også tørret alle gulvene over med rent vand, for at tage det smuds der var fulgt med indflytningen, så huset var nu toptrinet til den ny familie.
Den ny familie ventede spændt, og ringede hver dag for at høre hvordan det gik, så de var bare parate.Men en ting er at glæde sig, noget andet er virkelighed, og mon de aner hvad det er de går ind til, et liv så totalt langt fra det de kender, det kan ikke undgåes at det bliver også bliver hårdt.Men vi vil se.
Det blev Innocent til alt arbejdet, jeg kunne ikke. Tænkte på om det var alt det lak jeg ikke kunne tåle, da det er vikelig giftig, eller om det var det fisk jeg havde spist aftenen før, det var lidt underlig ikke at kunne være oprejst. Jeg var også bare så træt, så brugt, at det halve kunne være nok, men arbejdet skulle jo gøres indenfor den tid vi har tilrådighed, og vi har meget endnu der skal gøres, så det kan og må ikke gå i stå.
Da Innocent var færdig, kørte vi hjem, hvor jeg gik direkte i seng, og Innocent skulle i skole.
Da han kom hjem, var det virkelig tid til at hvile også for ham, han var også godt træt, efter alt det arbejde, han knokler bare på, er vikelig en fantastisk Gudgiven hjælper.
I dag skulle vi ud til huset fot at flytte sengene på plads, da de stod midt på gulvet efter at manden var færdig med at samle dem, lakere dem, så de var virkelig flotte, men vi kunne ikke sætte dem på plads igår.
Så vi kom ud til huset, og tømren var der for at hente sine penge, og vi kom ind, og py hvor det stank af det lak alting havde fået, det var ikke til at få luft. Så op med alle vinduer og døre, så vi kunne få frisk luft ind. Vi fik sengene sat på plads, men jeg måtte give op og lægge mig, kunne ikke stå på min ben, og havde en underlig rumlen i maven.
Så Innocent fortsatte, med at redde senge, og gøre det hele klar til de første beboer i morgen, og jeg lå på den nyindkøbte sofa.
Innocent fik også tørret alle gulvene over med rent vand, for at tage det smuds der var fulgt med indflytningen, så huset var nu toptrinet til den ny familie.
Den ny familie ventede spændt, og ringede hver dag for at høre hvordan det gik, så de var bare parate.Men en ting er at glæde sig, noget andet er virkelighed, og mon de aner hvad det er de går ind til, et liv så totalt langt fra det de kender, det kan ikke undgåes at det bliver også bliver hårdt.Men vi vil se.
Det blev Innocent til alt arbejdet, jeg kunne ikke. Tænkte på om det var alt det lak jeg ikke kunne tåle, da det er vikelig giftig, eller om det var det fisk jeg havde spist aftenen før, det var lidt underlig ikke at kunne være oprejst. Jeg var også bare så træt, så brugt, at det halve kunne være nok, men arbejdet skulle jo gøres indenfor den tid vi har tilrådighed, og vi har meget endnu der skal gøres, så det kan og må ikke gå i stå.
Da Innocent var færdig, kørte vi hjem, hvor jeg gik direkte i seng, og Innocent skulle i skole.
Da han kom hjem, var det virkelig tid til at hvile også for ham, han var også godt træt, efter alt det arbejde, han knokler bare på, er vikelig en fantastisk Gudgiven hjælper.
søndag den 6. februar 2011
Lørdag
Vi skulle afsted til Agape 2, og jeg havde gaverne med til børnene, fra deres sponsor, og Ellen Marie havde fundet tøj til mange af dem, men jeg havde ikke noget med, da jeg ville bare fornemme situationen, da vi står foran denne opgør. Vi kom derned Ellen Marie, Frank, Innocent og mig. Da børnene fik øje på os, begyndte de straks at hvine, og kom løbende ud i en lang række med mama Ester i slutningen.
Det var dejligt at se dem alle, men der var mange nye, de er nu 19 i alt. Der var en meget spændt atmosfære, da Joseph var hjemme, men inde på sit værelse.Vi så ham ikke.
Jeg har hørt fra Innocent og Ellen Marie, at mama Ester næsten ikke kan klare det mere, og at Joseph truer med at smide hende ud, hvis ikke hun passer dem alle, som han forlanger. Jeg spurgte hende om det var sandt, og det var det, jeg spurgte om de fik godt mad, hvortil hun svarede nej, så det er ikke let at lave god mad til 22 personer, uden materialer. Dog har hun fået en vaskemaskine og et køleskab.
Vi fik er dejlig tid med børnene, men de var så mærkede af at Joseph var hjemme, de er så bange for ham.
Efter vi havde været der ca.2 timer, skulle vi afsted igen,og sagde farvel, hvilket ikke var let, da de ikke vil slippe en, og Joseph så vi ikke.
Jeg vidste nu, at jeg ville se tiden an, og se hvad der sker.
Så var det tid til kontorarbejde, aftensmad og så bare hygge.
Endnu en dejlig travl dag, med føelserne i kog og bevægelse.
Herfra Kampala, Godnat og tak. Solveig
Det var dejligt at se dem alle, men der var mange nye, de er nu 19 i alt. Der var en meget spændt atmosfære, da Joseph var hjemme, men inde på sit værelse.Vi så ham ikke.
Jeg har hørt fra Innocent og Ellen Marie, at mama Ester næsten ikke kan klare det mere, og at Joseph truer med at smide hende ud, hvis ikke hun passer dem alle, som han forlanger. Jeg spurgte hende om det var sandt, og det var det, jeg spurgte om de fik godt mad, hvortil hun svarede nej, så det er ikke let at lave god mad til 22 personer, uden materialer. Dog har hun fået en vaskemaskine og et køleskab.
Vi fik er dejlig tid med børnene, men de var så mærkede af at Joseph var hjemme, de er så bange for ham.
Efter vi havde været der ca.2 timer, skulle vi afsted igen,og sagde farvel, hvilket ikke var let, da de ikke vil slippe en, og Joseph så vi ikke.
Jeg vidste nu, at jeg ville se tiden an, og se hvad der sker.
Så var det tid til kontorarbejde, aftensmad og så bare hygge.
Endnu en dejlig travl dag, med føelserne i kog og bevægelse.
Herfra Kampala, Godnat og tak. Solveig
Lørdag
Lørdag morgen kom. og vi var tidlig oppe da vi igen havde meget at gøre, og skulle til Atm maskinen for at se om den var venlig stemt. Det var den ikke, vi kunne stadig ingen penge få, så nu skulle vi virkelig være kreative for at overleve til jeg igen kan få ringet til banken.
Og vi havde kontaket mennesker der skulle komme, men vi måtte se hvad vi kan gøre, penge har vi ikke, så arbejdet stopper her.
Kl. 10 skulle Nadias familie komme, de havde endelig ringet igen, da vi ikke kan ringe til dem, de er så total fattige, har ingen penge at ringe for, ingen tlf, og vi ved ikke hvor de bor. De havde været her lige efter Innocent kom tilbage, og var spændte på om nogen af dem havde fået en sponsor, eller om der skete noget. Innocent havde fortalt dem, at Nadia havde fået en sponsor, hvilket de var så glade for. Så de har ringet mange gange til Innocent, men det har været så kort, at han ikke kunne få fortalt dem noget. Men heldigvis ringede de så igen, fra en lånt tlf. og da fik vi aftalt tid at de skulle komme, alle tre, moderen og pigerne. Vi havde aldrig set moderen, kun pigerne. Jeg glædede mig til at hilse på dem, glædede mig til at hilse på moderen, og høre deres historie, og vide hvor de bor. Jeg havde bestemt at vi ville køre dem hjem, jeg ville vide hvor de boede, og hvor vi evt kunne kontakte dem,
De kom ca. 11, og det var bare så dejligt at møde dem, og hvor de trænger til hjælp. De er virkelig fattige. Moderen har en lille tomatbix, som de overhovedet ikke kan leve af, derfor sendte hun sine piger ud for at samle gammel plastik og papir, som de så kunne sælge for lidt schilling, og evt få lidt mad. Vi fik en rigtig god snak, kender nu deres baggrund, og moderen var så taknemlig for Guds hjælp nu, det har hun bedet om i mange år. Hendes mand døde da hun var 5 måneder henne med Nadia, og hun har kæmpet for sine to piger siden.
Vi spurgte om hun syntes det ville være godt for dem at komme ind på et børnehjem, hvilket hun var så glad for, da de lige har fået besked på at flytte, da der skulle bygges på den grund de havde fået lov at bo på ( for betaling) , men nu skulle de flytte, og hun så ingen udvej. Så hun var Gud så taknemlig for at pigerne kunne få et godt sted at bo, så kunne hun bedre finde et eller andet. Silvia har ingen sponsor endnu, men hun behøver hjælp, virkelig, så vi bliver nødt til at tage hende ind, hun er i højrisiko for misbrug, er lige klar til at misbruge.
Vi severede kiks og saftevand som vi altid gør her i huset, og det er virkelig et festmåltid for dem. Nadia var bare så glad, smilede hele tiden, ja det var de alle. Det er virkelig fantastisk at se hvordan Gud har tjek på det hele, og igen ser vi at det er i sidste øjeblik, men lige tids nok.
Da vi var færdige, kørte Innocent og mig dem hjem, og det var en oplevelse af de barske,Det var lille, sort, fugtig, faldefærdig, utæt ildelugtende og jeg ved ikke hvad. Måske et rum på 4 kvaderatmeter, og der boede 10 mennesker, på 2 gamle madrasser. Tøjet hængte på tørresnorer ovenover, da der ikke var plads på gulvet. Det var frygtelig at se at der er mennesker der lever sådan, og jeg kunne undre mig at de var raske, og ikke syge. Jeg kunne ikke få luft i det rum, og der sover 10 mennesker hver dag. Men de viste stolt deres lille rum frem, de er ikke generte.
Vi fik sagt farvel, og kom hjem til de andre, lidt rystet over situationen, men vi vidste de var meget fattige.
Så bestemte vi os til at spise og tage et lille hvil, før vi gik videretil det næste..
Kl. 3 var vi klar til at køre på Agape 2. jeg skulle bare ned og have afleveret gaverne fra deres sponsor
fredag den 4. februar 2011
Fredag d.4/2 2011
Hej alle sammen. Så har vi igen en ny vidunderlig dag foran os, med masser af opgaver. Først var der tid til os selv, og få morgenmad, og snakket det hele igennem, før der kom andre mennesker.
Jeg fik en sms fra Frank kl. 1/2 6, som ville komme hjem på weekend, da han var færdig til at komme så snart jeg er i Kampala. ( Frank er min dreng der er i murelære). Han ville komme kl. 10. Han var der lidt før, det kunne bare ikke gå hurtigt nok..Men hvor var det dejligt at se ham igen, og se at alt er i den fineste orden, det er nemlig ikke en selvfølge hernede.
Kl. 10 skulle VIVIs familie komme, vi havde inviteret hele familien, da jeg ville se hvordan de har det, og om det stadig går godt med hele familien. De kom til tiden, dog var VIVI ikke med da hun var i skole. Men det var dejlig at se dem, og se hvor godt de har det med hinanden.
Vi fik saftevand og kiksspanden frem, og så gik snakken. De havde de to mindste drenge med, og de var alle bare så glade. Det er virkelig et mirakel og se denne familie, efter at de har fået en sponsor.
De fik penge til at betale skolepenge til Vivi,til sko og skoleuniform, 100,000 ugx, og en masse tøj til børnene.
Inden vi var færdige med dem, kom den næste familie. Moses fam, med deres datter Desteni Niger, som er ny sponsoretet. De var ovenud lykkelige over at de nu fik hjælp, og at hun kunne komme i en bedre skole, som de var mere end parat til. Også de var så lykkelige over ikke at være glemt, men så taknemmelig over at Gud virkelig ser dem, og har omsorg for dem, det var så dejlig at møde dem, ja hele familien, og glæden var bare ikke til at tage fejl af.Også de fik en masse tøj med sig, og skulle så gå til den ny skole, for at tale med dem, og gøre alt klar, og så give besked tilbage. Det gjorde de også, de var bare parat. Så mandag morgen, skal vi alle afsted til skolen, for at have Niger indskrevet, og påklædt til skole med alt.
Vi var pludselig rigtig mange i huset, og der var mange spørgsmål jeg fik stillet, så jeg ved hvor de er. Men omkring kl. 1 var vi færdige med dem alle, og der blev nu tid til en snak med Frank, som der bare havde siddet og ventet.
Så skulle vi have lavet mad, og det gjorde Ellen Marie og Frank, mens Innocent og mig snakkede om det næste der skulle ske, og fik ringet rundt, arbejdet begynder virkelig at blive stort, og griber om sig. Det tager en masse tid, at få det hele kordineret, og gjort ordentlig færdig, men det er et vidunderlig arbejde, da det er mirakler vi ser hver eneste gang.
Så fik vi spist, og snakket lidt sammen alle samme, og så gik turen ud at se på hus, for første gang. Vi skulle afsted, og mødes med en "blogger) en slags ejendomsmægler, kl 3, og så afsted.
Han var ikke særlig venlig stemt, jeg tror han var træt af os fra sidste gang, at vi så på flere huse, og ikke lejede nogen, men det var hans problem. Vi kom afsted, fandt huset, men der var ingen køkken, ingen toelet, og så var der et hus mere inden for den samme gaed(husene er omringet af en mur, med en jernport= gaed), og det brød jeg mig absolut ikke om.Prisen var ikke 500,000 men 700,000, så det var vi snart færdig med. Vi kørte så igen hen og skulle hæve penge, nu var der virkelig lavvande i kassen, da det er penge ud hele tiden, og hævemaskinen driller.
Men heller ikke denne gang ville den give os penge, så nu måtte jeg hjem til min danske tlf. og have ringet til banken i Danmark, for at finde ud af om det er der problemet ligger.
Jeg fik snakket med Lotte, og hun ville se at klare problemet, så nu håber jeg virkelig at vi kan få penge igen.Jeg har lånt 500,000 af Ellen Marie, for at have penge til familierne som de kommer, uden penge går det hele i stå.
Da vi så kom hjem, var det første der mødte os en regning på el., som der også skulle penge til, så jeg behøver virkelig at det fungerer.
Vi fik lige et glas vand, så skulle Innocent afsted i varmen igen, selvom han var ved at være træt, han skulle ud til det første kontor, hvor vi skal med papirerne til Registreringen, hvor vi skal rundt på 4 kontorer, for at få en stempel. Han kom afsted, og jeg gik til komputeren, for at tjekke mail, ordne regnskab, og lægge ny planer.
Der gik lang tid før Innocent kom tilbage, og det uden papier, det kunne de ikke bare sådan lige give et stempel, selvom det kom direkte fra sagføreren, nej nej.
Så var tiden inde til at Judith skulle komme, for at hente penge, og jeg kunne med nød og næppe skrabe dem sammen som hun skulle have.
Hun kom med hendes lille dreng for første gang. Det var bare så dejligt at se at hun nu har taget ham hjem igen, og begynder at få sit liv sat i fremtid. Hun har stadig arbejdet hun fik sidst jeg var hernede, de 3 mdrs. prøvetid er slut, og hun er nu ansat. Hvor blev jeg glad for at høre det, og se hvordan de fungerede sammen, hende og drengen. Annest, er 3 1/2 år, og går også i skole, en meget meget dyr skole, men det betaler hans bedstemor.Men det at, da hun fik chancen fik ham hjem, og vil prøve at få en god tilværelse op at stå. Hun er virkelig ambsiøs, hun har en plan hun går målbevidst efter, og hun er bare så dygtig. Hun blev stoppet på Universitetet da hun blev gravid, så derfor var det hele nær endt i død og elendighed. Men hun fik en sponsor, og det skal bare komme til at gøre en forskel. Hun er så glad og taknemlig, at det kender ingen grænser.
Mens hun var her spiste vi sammen, og havde en dejlig aften sammen.
Så tog hun afsted, og først skulle der snakkes med Frank, og så til sidst Innocent, og dagen imorgen.
Kl. er nu ca. 1, og det er tid at komme i tæpperne, en ny dag venter med nye gøremål, og nye besøg. Tak for en lang og begivenhedsrig dag, godnat. Solveig
Jeg fik en sms fra Frank kl. 1/2 6, som ville komme hjem på weekend, da han var færdig til at komme så snart jeg er i Kampala. ( Frank er min dreng der er i murelære). Han ville komme kl. 10. Han var der lidt før, det kunne bare ikke gå hurtigt nok..Men hvor var det dejligt at se ham igen, og se at alt er i den fineste orden, det er nemlig ikke en selvfølge hernede.
Kl. 10 skulle VIVIs familie komme, vi havde inviteret hele familien, da jeg ville se hvordan de har det, og om det stadig går godt med hele familien. De kom til tiden, dog var VIVI ikke med da hun var i skole. Men det var dejlig at se dem, og se hvor godt de har det med hinanden.
Vi fik saftevand og kiksspanden frem, og så gik snakken. De havde de to mindste drenge med, og de var alle bare så glade. Det er virkelig et mirakel og se denne familie, efter at de har fået en sponsor.
De fik penge til at betale skolepenge til Vivi,til sko og skoleuniform, 100,000 ugx, og en masse tøj til børnene.
Inden vi var færdige med dem, kom den næste familie. Moses fam, med deres datter Desteni Niger, som er ny sponsoretet. De var ovenud lykkelige over at de nu fik hjælp, og at hun kunne komme i en bedre skole, som de var mere end parat til. Også de var så lykkelige over ikke at være glemt, men så taknemmelig over at Gud virkelig ser dem, og har omsorg for dem, det var så dejlig at møde dem, ja hele familien, og glæden var bare ikke til at tage fejl af.Også de fik en masse tøj med sig, og skulle så gå til den ny skole, for at tale med dem, og gøre alt klar, og så give besked tilbage. Det gjorde de også, de var bare parat. Så mandag morgen, skal vi alle afsted til skolen, for at have Niger indskrevet, og påklædt til skole med alt.
Vi var pludselig rigtig mange i huset, og der var mange spørgsmål jeg fik stillet, så jeg ved hvor de er. Men omkring kl. 1 var vi færdige med dem alle, og der blev nu tid til en snak med Frank, som der bare havde siddet og ventet.
Så skulle vi have lavet mad, og det gjorde Ellen Marie og Frank, mens Innocent og mig snakkede om det næste der skulle ske, og fik ringet rundt, arbejdet begynder virkelig at blive stort, og griber om sig. Det tager en masse tid, at få det hele kordineret, og gjort ordentlig færdig, men det er et vidunderlig arbejde, da det er mirakler vi ser hver eneste gang.
Så fik vi spist, og snakket lidt sammen alle samme, og så gik turen ud at se på hus, for første gang. Vi skulle afsted, og mødes med en "blogger) en slags ejendomsmægler, kl 3, og så afsted.
Han var ikke særlig venlig stemt, jeg tror han var træt af os fra sidste gang, at vi så på flere huse, og ikke lejede nogen, men det var hans problem. Vi kom afsted, fandt huset, men der var ingen køkken, ingen toelet, og så var der et hus mere inden for den samme gaed(husene er omringet af en mur, med en jernport= gaed), og det brød jeg mig absolut ikke om.Prisen var ikke 500,000 men 700,000, så det var vi snart færdig med. Vi kørte så igen hen og skulle hæve penge, nu var der virkelig lavvande i kassen, da det er penge ud hele tiden, og hævemaskinen driller.
Men heller ikke denne gang ville den give os penge, så nu måtte jeg hjem til min danske tlf. og have ringet til banken i Danmark, for at finde ud af om det er der problemet ligger.
Jeg fik snakket med Lotte, og hun ville se at klare problemet, så nu håber jeg virkelig at vi kan få penge igen.Jeg har lånt 500,000 af Ellen Marie, for at have penge til familierne som de kommer, uden penge går det hele i stå.
Da vi så kom hjem, var det første der mødte os en regning på el., som der også skulle penge til, så jeg behøver virkelig at det fungerer.
Vi fik lige et glas vand, så skulle Innocent afsted i varmen igen, selvom han var ved at være træt, han skulle ud til det første kontor, hvor vi skal med papirerne til Registreringen, hvor vi skal rundt på 4 kontorer, for at få en stempel. Han kom afsted, og jeg gik til komputeren, for at tjekke mail, ordne regnskab, og lægge ny planer.
Der gik lang tid før Innocent kom tilbage, og det uden papier, det kunne de ikke bare sådan lige give et stempel, selvom det kom direkte fra sagføreren, nej nej.
Så var tiden inde til at Judith skulle komme, for at hente penge, og jeg kunne med nød og næppe skrabe dem sammen som hun skulle have.
Hun kom med hendes lille dreng for første gang. Det var bare så dejligt at se at hun nu har taget ham hjem igen, og begynder at få sit liv sat i fremtid. Hun har stadig arbejdet hun fik sidst jeg var hernede, de 3 mdrs. prøvetid er slut, og hun er nu ansat. Hvor blev jeg glad for at høre det, og se hvordan de fungerede sammen, hende og drengen. Annest, er 3 1/2 år, og går også i skole, en meget meget dyr skole, men det betaler hans bedstemor.Men det at, da hun fik chancen fik ham hjem, og vil prøve at få en god tilværelse op at stå. Hun er virkelig ambsiøs, hun har en plan hun går målbevidst efter, og hun er bare så dygtig. Hun blev stoppet på Universitetet da hun blev gravid, så derfor var det hele nær endt i død og elendighed. Men hun fik en sponsor, og det skal bare komme til at gøre en forskel. Hun er så glad og taknemlig, at det kender ingen grænser.
Mens hun var her spiste vi sammen, og havde en dejlig aften sammen.
Så tog hun afsted, og først skulle der snakkes med Frank, og så til sidst Innocent, og dagen imorgen.
Kl. er nu ca. 1, og det er tid at komme i tæpperne, en ny dag venter med nye gøremål, og nye besøg. Tak for en lang og begivenhedsrig dag, godnat. Solveig
torsdag den 3. februar 2011
torsdag d. 3/2 2011
Efter en nats søvn, som ikke blev så lang, men var god. Op tidlig morgen og have morgenmad, for derefter igen og gå til pengeautomaten for at tage penge ud.Men idag virkede det ikke, på nogen af kortne, og redningen blev at Ellen Marie tog penge ud vi kunne låne til i morgen.
Kl. 9 vi skulle samle hele familien op, med Ester, Eria, og Ebenezer, og køre til skolen, for at få dem indskrevet, og påklædt.
Vi kom afsted, kom til kontoret, og efter lidt tid, skulle alle børnene have lavet en test, så de kunne finde ud af hvor de var. Skolen hedder" Grace of the Lord", jeg tror det er en meget god skole.
Alle børnene dumpede testen, og skulle begynde næsten forfra, og det var lidt hårdt for moderen. De var alle så fine i tøjet, som de havde fået af os i går, det var faldet på et tørt sted.. Men jeg trøstede hende med at det ikke kom bag på mig, for hvis det er en god skole, er de slet ikke på det trin, men godt de vil starte i skole i morgen, og så vil vi se, at det går hurtigt fremad.
Vi fik noget af alt det tøj de skulle have, men de vil få det sidste i morgen, skoleuniform osv.
Vi var først færdige kl. 1, det tager lang tid alt sammen, men de var alle så lykkelige og taknemmelige.
Så skulle vi hjem igen, og jeg skulle have papirarbejde gjort. Innocent skulle ind til byen for at møde Fransis, og have nogle papier, vedrørende registreringen, så han strøg afsted på bodda bodda.
Vi havde en aftale med at Faith skulle komme kl. 2, for jeg havde en masse spørgsmål til hende, angående hendes fremtid, med skole, bosted, vision osv. Og hun skulle have penge til husleje.
Hun kom i god tid, lige da vi skulle til at spise, så hun kunne spise med. Hun havde hendes lille pige med, og hvor er hun bare dejlig. Vi fik en lang snak, og det var rigtig godt, så nu arbejder vi fremad.
Efter hun var kørt, og Innocent var fulgtes med hende ned for at købe vand, var det tid til at hvile lidt, for nu var jeg ved at være godt træt.
Derefter var det igen tid, at lægge slagplan for i morgen, og få ringet til mange af dem vi skal mødes med. De kommer jo ikke bare, lige til den rette tid, der skal gøres forarbejde, så vi får noget gjort hver dag. Så Innocent blev kaldt til kontoret, og vi fik ringet, og planlagt en masse for imorgen.Så nu er det ved at være spisetid igen, kl er næsten 8, og så står den på aftenshygge.
Det var alt for idag. Tak for følgeskab. Solveig
Kl. 9 vi skulle samle hele familien op, med Ester, Eria, og Ebenezer, og køre til skolen, for at få dem indskrevet, og påklædt.
Vi kom afsted, kom til kontoret, og efter lidt tid, skulle alle børnene have lavet en test, så de kunne finde ud af hvor de var. Skolen hedder" Grace of the Lord", jeg tror det er en meget god skole.
Alle børnene dumpede testen, og skulle begynde næsten forfra, og det var lidt hårdt for moderen. De var alle så fine i tøjet, som de havde fået af os i går, det var faldet på et tørt sted.. Men jeg trøstede hende med at det ikke kom bag på mig, for hvis det er en god skole, er de slet ikke på det trin, men godt de vil starte i skole i morgen, og så vil vi se, at det går hurtigt fremad.
Vi fik noget af alt det tøj de skulle have, men de vil få det sidste i morgen, skoleuniform osv.
Vi var først færdige kl. 1, det tager lang tid alt sammen, men de var alle så lykkelige og taknemmelige.
Så skulle vi hjem igen, og jeg skulle have papirarbejde gjort. Innocent skulle ind til byen for at møde Fransis, og have nogle papier, vedrørende registreringen, så han strøg afsted på bodda bodda.
Vi havde en aftale med at Faith skulle komme kl. 2, for jeg havde en masse spørgsmål til hende, angående hendes fremtid, med skole, bosted, vision osv. Og hun skulle have penge til husleje.
Hun kom i god tid, lige da vi skulle til at spise, så hun kunne spise med. Hun havde hendes lille pige med, og hvor er hun bare dejlig. Vi fik en lang snak, og det var rigtig godt, så nu arbejder vi fremad.
Efter hun var kørt, og Innocent var fulgtes med hende ned for at købe vand, var det tid til at hvile lidt, for nu var jeg ved at være godt træt.
Derefter var det igen tid, at lægge slagplan for i morgen, og få ringet til mange af dem vi skal mødes med. De kommer jo ikke bare, lige til den rette tid, der skal gøres forarbejde, så vi får noget gjort hver dag. Så Innocent blev kaldt til kontoret, og vi fik ringet, og planlagt en masse for imorgen.Så nu er det ved at være spisetid igen, kl er næsten 8, og så står den på aftenshygge.
Det var alt for idag. Tak for følgeskab. Solveig
onsdag den 2. februar 2011
Kampala igen.
Så er jeg vel ankommet til Kampala igen. Jeg havde en lang, men vidunderlig rejse, og Innocent var på pletten i lufthavnen, til at køre mig hjem.
Vi fik lige en kop te, og så var det i seng, da kl. var1 nat.
Op kl 9, og have hilst på Ellen Marie, have morgenkaffe/te, og så var det igang med arbejdet, da der er rigtig meget at gøre.
Først ringede vi til Ester, Eriya, og Ebenesers mor, om hun havde fundet en god skole til sine børn, som hun havde fået besked på. Vi inviterede dem hjem på basen alle 4, og Innocent var i supermarkedet efter kiks og saftevand, som vi altid byder på her.Jeg havde en hel del tøj til dem, og Ebeneser fik et par sorte sko som Ellen Marie havde med. De fik også en del undertøj, strømper, bamser og tøjdyr, og var så glade allesammen, og ikke mindst moderen som kæmper for hendes 3 børn, men som nu alle har sponsor.
De kom og vi snakkede, og hun havde fundet en god skole, så nu skulle der handles. Hun skulle gå til skolen, og få papir på nøjagtige beløb det koster alt sammen, før de ser banken( mig, en hvid person),for ellers hæver de prisen, og så skulle hun komme senere idag med den endelige regning.
Så skulle vi have hævet penge, til husleje af Agape basen. 1,800 mio,og købes Internet, og så var vi ude for at besøge Faith, men hun var ikke hjemme.
Derefter var vi ude at spise, da der ikke var noget særlig mad i huset.
Derefter var vi i en supermarked, for at købe dukker, sko, 120kladdehæfter,blyanter, og madvarer.
Så var det hjem igen, hvor vi fik os en kop te. Snakkede lidt, og så kom Susan hjem, og jeg fik hilst på hende, og sagt at jeg ville komme og betale husleje for basen, jan- feb, som hun selfølgelig var glad for. Havde også ringet til Kirsten Nielsen, den danske kvinde i bestyrelsen, og bedet hende om at arangere et møde i bestyrelsen snarest mulig.
Så kom moderen tilbage fra skolen, og vi fik lavet en plan for i morgen kl 9, skal vi alle gå der, og have børnene indskrevet i skolen, og have betalt.Et skolesponsorat er: Test 3000 for at de kan finde ud af hvor barnet er,så 60,000 for skolepenge, 15000 for skoleuniform, 15000 for sportstøj, 1,500 for sokker, 20000 for sorte sko,1500 for strømper, 12000 for sweter, 12000 for skoletaske, 7000 for blyanter viskelæder, ( penalhuse) havde vi med hjemme fra, så mad 20000 og 4 ruller wc papir. Det er prisen for den mindste, og så er de 2 store dyrere . Så det er ikke bare lige, det er et kæmpe arbejde, men så er de igang. Og dette er for 3 måneder, derefter skal der betales igen.
Så var det tid at komme i Kirke. Innocent og mig var til en vidunderlig gudstjeneste, det var virkelig skønt, og så hjem og have en kop kaffe og i seng.
Men jeg kunne ikke sove, for det hele kørte rundt i mit hoved, og der var allerede meget at gøre ved computeren, så jeg stod op, for at få det gjort, da der er en ny dag i morgen, der starter tidlig med arbejdet. Klokken er nu 1, og vækkeuret ringer kl. 1/2 7, så nu er det i seng. Godnat og tak for den første vidunderlige travle dag i Kampala. Solveig
Vi fik lige en kop te, og så var det i seng, da kl. var1 nat.
Op kl 9, og have hilst på Ellen Marie, have morgenkaffe/te, og så var det igang med arbejdet, da der er rigtig meget at gøre.
Først ringede vi til Ester, Eriya, og Ebenesers mor, om hun havde fundet en god skole til sine børn, som hun havde fået besked på. Vi inviterede dem hjem på basen alle 4, og Innocent var i supermarkedet efter kiks og saftevand, som vi altid byder på her.Jeg havde en hel del tøj til dem, og Ebeneser fik et par sorte sko som Ellen Marie havde med. De fik også en del undertøj, strømper, bamser og tøjdyr, og var så glade allesammen, og ikke mindst moderen som kæmper for hendes 3 børn, men som nu alle har sponsor.
De kom og vi snakkede, og hun havde fundet en god skole, så nu skulle der handles. Hun skulle gå til skolen, og få papir på nøjagtige beløb det koster alt sammen, før de ser banken( mig, en hvid person),for ellers hæver de prisen, og så skulle hun komme senere idag med den endelige regning.
Så skulle vi have hævet penge, til husleje af Agape basen. 1,800 mio,og købes Internet, og så var vi ude for at besøge Faith, men hun var ikke hjemme.
Derefter var vi ude at spise, da der ikke var noget særlig mad i huset.
Derefter var vi i en supermarked, for at købe dukker, sko, 120kladdehæfter,blyanter, og madvarer.
Så var det hjem igen, hvor vi fik os en kop te. Snakkede lidt, og så kom Susan hjem, og jeg fik hilst på hende, og sagt at jeg ville komme og betale husleje for basen, jan- feb, som hun selfølgelig var glad for. Havde også ringet til Kirsten Nielsen, den danske kvinde i bestyrelsen, og bedet hende om at arangere et møde i bestyrelsen snarest mulig.
Så kom moderen tilbage fra skolen, og vi fik lavet en plan for i morgen kl 9, skal vi alle gå der, og have børnene indskrevet i skolen, og have betalt.Et skolesponsorat er: Test 3000 for at de kan finde ud af hvor barnet er,så 60,000 for skolepenge, 15000 for skoleuniform, 15000 for sportstøj, 1,500 for sokker, 20000 for sorte sko,1500 for strømper, 12000 for sweter, 12000 for skoletaske, 7000 for blyanter viskelæder, ( penalhuse) havde vi med hjemme fra, så mad 20000 og 4 ruller wc papir. Det er prisen for den mindste, og så er de 2 store dyrere . Så det er ikke bare lige, det er et kæmpe arbejde, men så er de igang. Og dette er for 3 måneder, derefter skal der betales igen.
Så var det tid at komme i Kirke. Innocent og mig var til en vidunderlig gudstjeneste, det var virkelig skønt, og så hjem og have en kop kaffe og i seng.
Men jeg kunne ikke sove, for det hele kørte rundt i mit hoved, og der var allerede meget at gøre ved computeren, så jeg stod op, for at få det gjort, da der er en ny dag i morgen, der starter tidlig med arbejdet. Klokken er nu 1, og vækkeuret ringer kl. 1/2 7, så nu er det i seng. Godnat og tak for den første vidunderlige travle dag i Kampala. Solveig
Abonner på:
Opslag (Atom)
