Lørdag

Lørdag morgen kom. og vi var tidlig oppe da vi igen havde meget at gøre, og skulle til Atm maskinen for at se om den var venlig stemt. Det var den ikke, vi kunne stadig ingen penge få, så nu skulle vi virkelig være kreative for at overleve til jeg igen kan få ringet til banken.

Og vi havde kontaket mennesker der skulle komme, men vi måtte se hvad vi kan gøre, penge har vi ikke, så arbejdet stopper her.

Kl. 10 skulle Nadias familie komme, de havde endelig ringet igen, da vi ikke kan ringe til dem, de er så total fattige, har ingen penge at ringe for, ingen tlf, og vi ved ikke hvor de bor. De havde været her lige efter Innocent kom tilbage, og var spændte på om nogen af dem havde fået en sponsor, eller om der skete noget. Innocent havde fortalt dem, at Nadia havde fået en sponsor, hvilket de var så glade for. Så de har ringet mange gange til Innocent, men det har været så kort, at han ikke kunne få fortalt dem noget. Men heldigvis ringede de så igen, fra en lånt tlf. og da fik vi aftalt tid at de skulle komme, alle tre, moderen og pigerne. Vi havde aldrig set moderen, kun pigerne. Jeg glædede mig til at hilse på dem, glædede mig til at hilse på moderen, og høre deres historie, og vide hvor de bor. Jeg havde bestemt at vi ville køre dem hjem, jeg ville vide hvor de boede, og hvor vi evt kunne kontakte dem,

De kom ca. 11, og det var bare så dejligt at møde dem, og hvor de trænger til hjælp. De er virkelig fattige. Moderen har en lille tomatbix, som de overhovedet ikke kan leve af, derfor sendte hun sine piger ud for at samle gammel plastik og papir, som de så kunne sælge for lidt schilling, og evt få lidt mad. Vi fik en rigtig god snak, kender nu deres baggrund, og moderen var så taknemlig for Guds hjælp nu, det har hun bedet om i mange år. Hendes mand døde da hun var 5 måneder henne med Nadia, og hun har kæmpet for sine to piger siden.

Vi spurgte om hun syntes det ville være godt for dem at komme ind på et børnehjem, hvilket hun var så glad for, da de lige har fået besked på at flytte, da der skulle bygges på den grund de havde fået lov at bo på ( for betaling) , men nu skulle de flytte, og hun så ingen udvej. Så hun var Gud så taknemlig for at pigerne kunne få et godt sted at bo, så kunne hun bedre finde et eller andet. Silvia har ingen sponsor endnu, men hun behøver hjælp, virkelig, så vi bliver nødt til at tage hende ind, hun er i højrisiko for misbrug, er lige klar til at misbruge.

Vi severede kiks og saftevand som vi altid gør her i huset, og det er virkelig et festmåltid for dem. Nadia var bare så glad, smilede hele tiden, ja det var de alle. Det er virkelig fantastisk at se hvordan Gud har tjek på det hele, og igen ser vi at det er i sidste øjeblik, men lige tids nok.

Da vi var færdige, kørte Innocent og mig dem hjem, og det var en oplevelse af de barske,Det var lille, sort, fugtig, faldefærdig, utæt ildelugtende og jeg ved ikke hvad. Måske et rum på 4 kvaderatmeter, og der boede 10 mennesker, på 2 gamle madrasser. Tøjet hængte på tørresnorer ovenover, da der ikke var plads på gulvet. Det var frygtelig at se at der er mennesker der lever sådan, og jeg kunne undre mig at de var raske, og ikke syge. Jeg kunne ikke få luft i det rum, og der sover 10 mennesker hver dag. Men de viste stolt deres lille rum frem, de er ikke generte.

Vi fik sagt farvel, og kom hjem til de andre, lidt rystet over situationen, men vi vidste de var meget fattige.

Så bestemte vi os til at spise og tage et lille hvil, før vi gik videretil det næste..

Kl. 3 var vi klar til at køre på Agape 2. jeg skulle bare ned og have afleveret gaverne fra deres sponsor