Onsdag d. 16/3 2011

Så er jeg kommet til Danmark igen, efter den mest besværlige hjemrejse, jeg nogen sinde har haft, men hjem kom jeg da.
Jeg har ikke skrevet på bloggen i Marts, ikke fordi jeg ikke ville, og at der ikke har været noget at skrive om, men vi har simpelthen ikke haft internet, kun få øjeblikke, og da har jeg skullet noget andet, og så var det væk igen.
Det har også denne gang været en fantastisk oplevelse at være i Uganda. Dog har der denne gang, været for mange problemer, og det har taget på kræfterne.
Men jeg vil hellere se på alle de dejlige ting der er sket, alle de nye sponsorbørn der er lykkelige for at komme i skole, og er blevet udstyret med alt det nødvendige. jeg vil også glædes over alle de familier der er så lykkelige over at have fået hjælp til at deres børn kan komme i en god skole, de føler sig bare så elsket, og taknemmelige, og det berører mange.
Jeg vil også glæde mig over den nye børnehjem til piger, vi har startet denne gang. Det er et fantastisk hus, og hjem for disse børn. De er også kommet i en god skole, og jeg glæder mig til at se hvordan det vil udvikle sig.
Jeg har glædet mig over at møde alle familierne i Antioch, og børnene der, og se den glæde når de får sponsorpengene fra Danmark. De sender mange tanker, hilsner og tak til alle der hjælper dem.
Jeg vil også glæde mig over at det går mine tre drenge rigtig godt.
Frank, er nu næsten halvvejs med sin uddanelse til murer, og gør det så godt.
Innocent er næsten halvvejs med sin buisnissskole , og gør det så godt.
Sulait er igang med P 6, og gør det nogenlunde, men kunne trænge til at komme på en bedre skole, men ønsker ikke at flytte.
Har denne gang besøgt rigtig mange skoler, og kan nu begynde at se forskel.
Det er sådan i Uganda, der kan du gå i skole, til alle prisklasser. De har ikke en fælles overordnet læseplan, som vi har i Danmark, så derfor er det svært at gennemskue i begyndelsen, da jeg tænker dansk. Men nu begynder jeg at kan se forskel, og undersøge om det er en god skole eller ikke, og det er jeg glad for, da vore børn skal have en god skoleundervisning.
Vi har været friske og raske, på nær et par dage da jeg var ved at tabe pusten. Det var efter vi havde flyttet ind i det nye hus, det var lige ved at blive for meget. Det er meget varmt i Uganda på den tid, og varmen gør en 50 år ældre. Du orker ikke ret meget, og bliver så træt så træt, at du næsten ikke kan få hvilet ud igen. Men et par dage, det hjalp, og jeg var på benene igen.
Innocent er og har også været en uundværlig støtte, hjælper, tolk, chafør og alt muligt. han er utrættelig for at hjælpe med alt, til enhver tid, og det er virkelig et fund at have en som ham, der altid er posetiv og parat.
Jeg har denne gang været arig mange gange, da der også har været for meget af det dårlige, men det gider jeg ikke skrive om. da det ikke er væsentlig for jer alle, det er mit besvær med systemet, eller mangel på samme, og det har sat blodet i kog mange gange denne gang, og det har været hårdt. Men jeg forstår at Uganda ikke er Danmark, og at vi her har et fantastisk system og orden på alt. Et ord er et ord, og du ved hvor du skal henvende dig, for at komme i kontakt med embedsmænd i de forskelleige regi, men i Uganda, er det som at slå i en dyne, og det bliver man træt af i det lange løb. Det er desværre nødvendigt at kæmpe sig igennem, da myndighederne også kræver deres, bare uden hjælp og henvisninger, så du må finde vej af dig selv.
Men nu er jeg altså hjemme i den danske friske luft, og det gør godt, så mon ikke jeg får smidt de 50 år af mig igen, som varmen ville dænge mig ned med. Skønt med solskin og fuglesang også her, og 4-6 grader, i stedet for 35-40. Nu kan jeg ånde igen. Det har været meget varmt i Uganda denne gang, og regn har vi ikke fået, så det er også så tørt og støvet. men vi skulle ikke klage, vi havde altid vand så vi kunne tage et bad, det er der mange der ikke har, da vandløbene er tørret ud. Det er de barske forhold for rigtig mange fattige ugander.
Til slut vil jeg ønske alle et fantastisk dansk forår, med masser af frisk luft, og højt til himmelen.
Kærlig hilsen Solveig
Jeg er igen at træffe på Øsløs Kirkevej 4 det meste af tiden.

Innocent sender så mange hilsner og tanker som i kan bære, så bare tag. han er så glad og taknemlig over at have mødt mange af jer, og have været i det forjættede land Danmark, som flyder med mælk og honning, en oplevelse han aldrig vil glemme.

Tirsdag d. 1 marts

Endnu en dejlig solskinsmorgen, med fuglesang og megen varme.
I dag havde jeg virkelig besluttet at blive gal, nu var det nok. Jeg sagde til Innocent at nu kørte vi ud til manden med registreingen, og hvis han ikke var der, ville jeg vente, om det skulle blive hele dagen, jeg var ligeglad, nu måtte noget ske. Innocent bliver lidt bange når jeg bliver gal over deres måde at arbejde på her, men det er der ikke noget at gøre ved. Dernæst ville jeg ud og snakke med skolen, om hvor tøjet var blevet af, som de havde lovet. Jeg var rasende, og sagde til dem, at jeg troede at et ord var et ord, men at jeg kunne forstå at det ikke gjalt her i Afrika. Innocent var bange for den måde jeg talte til Direktøren, men jeg var ligeglad, de havde lovet, og de havde at holde det, færdig.
Da vi kom hilste de venligt på os, men efter jeg var gal, kunne de finde tøjet til pigerne, i en vældig fart. Jeg spurgte også om hvad vi skulle gøre da vi havde betalt skolepenge for Silvia, og hun kom ikke mere. Men de ville bare flytte dem over til næste termin, til nogen af de andre.
Jeg spurgte også dem om de vidste hvor denne" cherman "boede, da vi slulle gå der for at fortælle om hvem vi var, Agape Child Care, og han svarede ikke når vi ringede. De kunne fortælle os det, og så gik vi der igen, men denne gang til hans hjem. Innocent var ikke glad for at jeg skulle komme der, da han kunne mærke at jeg var gal, og besluttet på at noget måtte ske, nu var det nok.
Vi fandt også pladsen, det viste sig at Innocent godt vidste hvor han boede, men ikke ønskede at jeg skulle komme der. Men ingenting kunne stoppe mig nu, og det kunne han mærke, så vi kom dertil. Menmanden var ikke hjemme, og ville ikke komme før i aften kl.9, men jeg havde vores papier med fra Agape Child Care, og viste dem det, og fik dem gjort begribelig at nu måtte der ske noget, og det skulle være nu.Jeg kunne vente til han kom hjem, men det synes de ikke om, men vi kunne komme igen i morgen kl 7,30, så ville han være der, så det håber jeg, for ham.
Jeg ville også prøve at snakke med ham der ejer huset, om det vand der skulle lægges ind. men når Innocent ringede til ham, var hans tlf, bare død, vi kunne ikke komme i kontakt med ham. men jeg sagde til Innocent, at jeg nok skulle finde en vej, til at noget skulle ske nu. Der er nu gået 14 dage, uden vand, og de lovede at det ville tage et par dage, men men men.
Innocent var også her lidt bange, da han var klar over at nu var jeg rigtigt godt gal i skralden, og nu måtte noget ske. De skulle ikke behandle mig sådan, så havde de taget fejl.
Så da vi kom derud igen til Agape 3, var vandværksfolkene der. De stod og diskuterede om den grøft der var gravet til vandledningen, var ikke på den rigtige side af skellet, og da jeg kom spurgte jeg dem, om hvad der sket, for vi ville have vand nu. Men jeg var så heldig, at Inginøren var der omkring, så jeg kunne snakke med ham.Så da han kom, spurgte jeg om vi snart fik vand, da vi nu havde ventet i 14 dage, uden der var sket noget.Det kunne han ikke forstå, men det var rigtigt. Så han sagde til nogen af mændene hvorfor de havde gravet grøften på den forkerte side, og nu havde de af at få den gravet på den rette side, og at vi ville have vand i morgen. Jeg spurgte om jeg kunne få hans tlf. nr. da jeg gerne ville have jeg kunne ringe til ham, hvis det ikke skete.Jeg var meget bestemt, og blev stående til de alle mand havde fået ordre, så de kunne forstå, at jeg var gal over at ingenting skete. Så lad os så se, om de kan flytte sig eller hvad.
Men det er virkelig hårdt at skulle blive gal hele tiden, før noget sker her, men sådan er det.
Så kørte vi hjem, og spiste til middag, og så skulle Innocent i skole.
Kl 5 skulle vi så ud for at hente Silvia, og køre hende tilbage til hendes mor, som er så fattig så fattig, men det er der altså ikke noget at gøre ved.
Jeg havde fået lavet papier, som moderen skulle underskrive, så vi havde den side i orden.
Vi kom derud, og det var ikke en glad Silvia, da hun fik besked om at pakke de ting hun havde med, da hun kom, og så ville vi køre hende tilbage. Men hun havde fået noget at spise inden vi kørte hende til sin mor, for det er ikke sikkert hun får noget de næste mange dage.
Så fik vi hævet penge til husleje i basen, da der skal betales 1,5 mio, og vi har nu 1 marts, så det skal også ordnes.
Men da vi kom hjem, var der ingen elektrisitet, og alt var mørklagt, så Susan ville gerne vente med at have pengene til i morgen.
Så i morgen er der allerede mange ting der venter, og lad os så se om der sker noget som helst.
Det var lidt om en dag, hvor galden, måske kan få noget til at ske, vi vil se.
Jeg sidder nu ved vores reserve lampe, i total mørke, og skriver dette indlæg.
Men herfra tak for følgeskab,og jeg vil ønske jer alle en vidunderlig nat i Jesu navn.
De kærligste hilsner Solveig

Mandag d.28/2 2011

Mandag morgen kom, og en helt ny uge begyndt.
Idag havde jeg besluttet at der måtte ske noget ved det registreing, da det kan ikke passe at der nu er gået en måned, og der er ikke sket en pind. Så vi besluttede at Innocent skulle køre ud for at møde manden, derefret ud for at spørge om prisen på et nyt dæk, og så betale en strømregning her.
Han mente det var bedst han gik alene, da det ikke altid er godt de ser en hvid.
Jeg blev hjemme, og var på indkøb. Men Innocent kom hjem uden at have mødt manden,men havde fået en pris på et nyt dæk.Så skulle han i skole, og jeg fik lavet en pitza til han kom hjem.
Efter vi havde spist, skulle vi så ned for at have et nyt dæk på bilen, og derefter skulle vi ud og se på flere børn til Agape 3. Jeg insisterede at ville med, og jeg skulle også have informationer om de nye børn, og vi skulle have taget billeder.
Derefter skulle vi igen gå til denne mand der hvor vi skulle blive registreret. Innocent havde ringet mange gange, men han tog ikke telefonen. Så vi kørte ud til hans bopæl igen, men han var ikke der.
Derefter var vi i Agape 3 igen, for at se om børnene havde fået skoleuniformer og alt det vi havde betalt for, som de havde lovet os i den uge der nu er gået.
Vi skulle også se om der var blevet indlagt vand. men nej nej nej, der sker ikke noget uden jeg bliver gal, det er så træls.
Vi snakkede med Faith, og hun kunne fortælle at Silvia er et kæmpe problem, og kan ikke underordne sig noget som helst, og taler så grimt, lyver og vil herske med dem alle sammen, samt slå dem. Hun gad heller ikke lave sit skolearbejde, og prøvede at få de andre til det, eller bare løj.Det kunne og ville vi ikke have, og jeg /vi havde talt til dem flere gange, om hvordan man opførte sig, og ville hun slet ikke høre, ville vi ikke bruge mere krudt på hende, hvis hun overhovedet ikke synes hun har brug for hjælp.
Så enden på det blev, at jeg sagde til Faith, at vi ville komme efter hende igen i morgen, for at køre hende tilbage til sin mor, for dette her kan og vil vi ikke se på, da hun også ødelægger de andre.
Så kørte vi hjem igen, og der var tid til lidt hygge, og så i tæpperne.