torsdag den 28. februar 2013
Tirsdag
Hej alle venner af Agape Child Care.
Så blev det tirsdag, og jeg var meget træt. jeg havde kørt meget hårdt på med alle gøremålene, da jeg ved at de 18 dage går meget hurtigt.
Men solen skinnede, fuglene sang og duften af Afrika slog mig i møde fra alle sider.
Nu var der tid til en hviledag herhjemme, og jeg havde en masse computerarbejde. Så jeg bare nød det i fulde drag, kunne lægge mig og slappe af, når jeg ville, og fik så startet på bloggen, så i kan vide lidt om hvad der sker her. Der er så fredfyldt denne gang, og det elsker jeg.
Jeg fik skrevet en del, fik ordnet andre ting, alt kan jo næsten styres herfra. jeg hvilede og hvilede og var meget mere træt end jeg anede, så det var dejlig med en hel dag fri.
Men jeg ringede til Moses om eftermiddagen, og indbød ham til en kop te, og en snak om den lille forretning som de arbejdede så hårdt på at få.
Hans kone har aldrig arbejdet med forretning, men Moses var gået i companiskab med en dame, og så skulle hans kone arbejde der. Meningen fra Moses side var at træne hende til at have deres egen lille butik, så hun ville vide hvordan det er at drive forretning,så de kunne have lidt flere penge, og få et bedre liv. Hun har arbejdet et halvt år nu, og ved hvordan man skal gøre.Moses stiler også efter at få sit eget hus, men Rom blev ikke bygget på en dag, men han arbejder for at nå sit mål. han havde samlet lidt penge, men behøvede flere, før deres drøm om egen butik kunne blive en realitet.
Jeg havde på hjerte at hjælpe dem, og jeg gav ham de sidste penge til at leje og starte deres egen lille butik. han var så glad, og lovede at jeg ville se det før jeg igen skulle til Danmark.
Er der større velsignelse end at give, og hjælpe dem som stræber. Begyndelsen er altid, at de selv arbejder og gør noget, ellers er der ikke en mening med at hjælpe. Så han var glad, og jeg var glad, kan det blive bedre.
Vi fik en meget lang snak, og han fortalte at børnene igen og igen snakkede om turen til svimmingpooelen de havde haft, de var vilde med svømning.
Da Moses var gået, var det igen tid til at hvile, og jeg kunne bare takke Jesus, og prise ham, at jeg har lidt penge at hjælpe med, det er sådan en velsignelse.Jeg elsker at at se,mennesker bliver løftet til et bedre liv.
Hav det godt alle venner, her nyder jeg livet i fulde drag.Kærlig hilsen Solveig
mandag
Hej kære venner.
Så blev det mandag, Frank er her stadig, men er ved at gøre klar til at tage tilbage til ekvator, hvor han bor.
Men vi snakkede og snakkede, og han kreerede i tanker og på papir. Han havde virkelig fået noget at arbejde med. Mens han sad der og tegnede, tegnede han hans sit drømmehus, og jeg bare grinede, for det er et normalt hus, og ikke en som de har flest her. han har set andet.
Så spurgte Frank, om han måtte invitere sin halvbror Steven om, da han gerne ville se hvor Frank opholdt sig når han var i Kampala.Og selfølgelig måtte han det, hvis det skulle være interesandt.
Så kom Steven, en dejlig ung mand på 19 år, og han var både glad og stolt at finde Frank i sådant et hus, her sammen med mig, der havde betalt hans uddannelse, Han var så overrasket og glad. Frank fandt saftevand, og serverede for ham, samt kage og kiks fra Danmark. han har lært at sådan gør vi i Danmark, og altså også her, når der kommer besøg. men det er absolut ikke afrikansk. Så alle undrer sig når de besøger mig, da de altid bliver budt på noget, det gør de ikke her, for de har ingenting. men jeg ved at det er plantet ind i Frank, når han engang bliver mand i sit eget hus, vil det foregå på den måde.
Vi fik en dejlig snak med Steven, og så var det blevet middag. Frank spurgte om vi skulle varme det sidste kylling og ris fra igår, så vi kunne spise, før han skulle afsted. han ville også gerne at Steven skulle smage sådan et herreret, og se hvad vi spiser her, så gik han til gryderne. Det var en superskøn formiddag, vi spiste, og helt naturligt skiftedes de til at bede til bords, der var bare fredfyld stemning her.
Efter de havde spist, og Frank havde pakket, fik han pengene med sig til at købe jord for, og han var klar til at slås, hvis nogen ville prøve at sjæle dem. men de blev godt gemt i en inderlomme af sine nye sjorts, som han brugte som underbukser, så de kunne bare komme an.
Så gik de begge to, dejlige drenge. Det var så skønt at være sammen med dem, for de er virkelig kærlige, og meget betænksomme begge to.
Frank gav mig Stevens tlf. nr. hvis jeg fik brug for en soldat, så ville han passe godt på mig, da han er meget nær. Frank er 2 timers kørsel fra Kampala, så han kan ikke lige komme, hvis. Vi grinede bare, det var så hyggelig og kærlig. Så var de væk.
Derefter bestemte jeg mig for at ringe til Innocent, for at høre nærmere om hvad han mener om livet nu, og jeg inviterede ham ud at spise, da han var meget sulten. men han er nede, men han har selv sørget for at komme i den situation.Jeg prøver at finde ud af hvad der er løgn og hvad der er sandt.
Da jeg skulle hjem var det mørkt, og jeg skulle have en taxi. jeg sagde at han kunne stoppe oppe ved hvor den lille vej går ned, men han sagde nej, det er aften, jeg kører dig helt hjem. Jeg betalte, og takkede for turen, men han blev holdende og lyste, så jeg kunne få låst gaten op, og han kørte ikke før jeg var indenfor.
Å jeg bliver så glad for at se den kærlighed og omsorg. han er meget glad for at køre for mig, da disse taxier"spisielle hejre" er der ikke mange af, og mange der bruger, så han er glad for at tjene lidt penge.
han er nu også begyndt ikke at ville have penge, før jeg er hentet tilbage, det er virkelig ikke noget der sker her i Uganda, men han ved at han ikke skal være bange for sine penge. Å hvor bliver jeg glad, når folk fatter tillid.Vi snakker også om mangt og meget når han kører.
Det er bare så fredfyldt at være i Uganda denne gang, så man næsten skulle tro det var løgn fra sidste gang, men hvilken forskel. De kærligste hilsner Solveig
Så blev det mandag, Frank er her stadig, men er ved at gøre klar til at tage tilbage til ekvator, hvor han bor.
Men vi snakkede og snakkede, og han kreerede i tanker og på papir. Han havde virkelig fået noget at arbejde med. Mens han sad der og tegnede, tegnede han hans sit drømmehus, og jeg bare grinede, for det er et normalt hus, og ikke en som de har flest her. han har set andet.
Så spurgte Frank, om han måtte invitere sin halvbror Steven om, da han gerne ville se hvor Frank opholdt sig når han var i Kampala.Og selfølgelig måtte han det, hvis det skulle være interesandt.
Så kom Steven, en dejlig ung mand på 19 år, og han var både glad og stolt at finde Frank i sådant et hus, her sammen med mig, der havde betalt hans uddannelse, Han var så overrasket og glad. Frank fandt saftevand, og serverede for ham, samt kage og kiks fra Danmark. han har lært at sådan gør vi i Danmark, og altså også her, når der kommer besøg. men det er absolut ikke afrikansk. Så alle undrer sig når de besøger mig, da de altid bliver budt på noget, det gør de ikke her, for de har ingenting. men jeg ved at det er plantet ind i Frank, når han engang bliver mand i sit eget hus, vil det foregå på den måde.
Vi fik en dejlig snak med Steven, og så var det blevet middag. Frank spurgte om vi skulle varme det sidste kylling og ris fra igår, så vi kunne spise, før han skulle afsted. han ville også gerne at Steven skulle smage sådan et herreret, og se hvad vi spiser her, så gik han til gryderne. Det var en superskøn formiddag, vi spiste, og helt naturligt skiftedes de til at bede til bords, der var bare fredfyld stemning her.
Efter de havde spist, og Frank havde pakket, fik han pengene med sig til at købe jord for, og han var klar til at slås, hvis nogen ville prøve at sjæle dem. men de blev godt gemt i en inderlomme af sine nye sjorts, som han brugte som underbukser, så de kunne bare komme an.
Så gik de begge to, dejlige drenge. Det var så skønt at være sammen med dem, for de er virkelig kærlige, og meget betænksomme begge to.
Frank gav mig Stevens tlf. nr. hvis jeg fik brug for en soldat, så ville han passe godt på mig, da han er meget nær. Frank er 2 timers kørsel fra Kampala, så han kan ikke lige komme, hvis. Vi grinede bare, det var så hyggelig og kærlig. Så var de væk.
Derefter bestemte jeg mig for at ringe til Innocent, for at høre nærmere om hvad han mener om livet nu, og jeg inviterede ham ud at spise, da han var meget sulten. men han er nede, men han har selv sørget for at komme i den situation.Jeg prøver at finde ud af hvad der er løgn og hvad der er sandt.
Da jeg skulle hjem var det mørkt, og jeg skulle have en taxi. jeg sagde at han kunne stoppe oppe ved hvor den lille vej går ned, men han sagde nej, det er aften, jeg kører dig helt hjem. Jeg betalte, og takkede for turen, men han blev holdende og lyste, så jeg kunne få låst gaten op, og han kørte ikke før jeg var indenfor.
Å jeg bliver så glad for at se den kærlighed og omsorg. han er meget glad for at køre for mig, da disse taxier"spisielle hejre" er der ikke mange af, og mange der bruger, så han er glad for at tjene lidt penge.
han er nu også begyndt ikke at ville have penge, før jeg er hentet tilbage, det er virkelig ikke noget der sker her i Uganda, men han ved at han ikke skal være bange for sine penge. Å hvor bliver jeg glad, når folk fatter tillid.Vi snakker også om mangt og meget når han kører.
Det er bare så fredfyldt at være i Uganda denne gang, så man næsten skulle tro det var løgn fra sidste gang, men hvilken forskel. De kærligste hilsner Solveig
Søndag
Søndag morgen var igen det flotteste solskin. Vi fik spist morgenmad, mens Frank snakkede og snakkede om hvad han havde planlagt i nattens løb. han havde vist ikke sovet særlig meget, var bare så overvældet over at det nu var mulig for ham at købe jord, og komme videre.
Da vi havde spist morgenmad, ville vi i kirke, og fulgtes ad til Mirakel centret.Det var en dejlig gudstjeneste, med det sande ord forkyndt af Robert Kajanja selv.
Da vi var færdig til at gå, kom Franks halvbror Steven og hilste på. Han er så stolt af Frank, og Frank er bare så kærlig til alle.
Steven er nu i Massakogarden, der hvor jeg fandt Frank. Steven er 19 år, og håber på et mirakel til at komme på universitetet, hvor han vil læse ingenør i mattematik, som han er meget dygtig til.
Da vi kom hjem, skulle vi spise, og vi bare snakkede og snakkede, det bare væltede ud af ham.Jeg fik lært en helt ny Frank at kende, nu vi var alene. da Innocent også var her, klappede han meget samme, men nu, det var bare så dejlig.Han er virkelig en dejlig kristen ung mand, der har en lovende fremtid foran sig.
Da jeg havde hvilet lidt, ville jeg ud på Agape 3 med de 25 kg. tøj, jeg havde med denne gang. Det meste var totalt nyt, og det var det Innocent ikke mente var godt nok til dem, men sanheden var at han ikke undte dem det.
Frank kunne slæbe den tunge kuffert, og det var også ham der fik fat i en taxi, da min normale taxi ikke kunne. Så vi kom afsted. Undervejs var vi inde at købe sodavand og kager til dem, nu skulle der nydes.
jeg havde også gaven med fra Bodil til Lilian, og så 11 sjippetov fra Kirsten i Sæby, samt penge fra Per og Lone.
Da vi kom derud, var Millie ikke hjemme, da hendes mor var blevet meget syg, men vi kunne da pakke ud alene.Børnene var så glade, og det var så flot nyt tøj, så de lignede virkelige prinsesser, det ved de der har set dem på facebook.
Vores taxichafør sad og ventede, og han frydede sig højlydt, over at se de fik så meget nyt tøj. Der blev også lidt til Frank, og han var glad.
Da vi var færdig med det, skulle vi hjem og lave mad, lidt interemistrisk, da vi ikke har et fuldt køkken at arbejde i, men vi da stegt kylling, og kogt ris. Frank gnækkede, han får vist aldrig sådan luksus, uden når han er hjemme ved mig, han nød det i fulde drag.
Aftenen brugte vi igen til at snakke, som om vi aldrig rigtig har talt sammen, skønt skønt.
jeg er sååååååå glad for at jeg har mit "gamle " hus, for her er plads at være på, det er en ren velsignelse.
Ha det rigtig godt alle som følger med. Kærlig hilsen Solveig
Da vi havde spist morgenmad, ville vi i kirke, og fulgtes ad til Mirakel centret.Det var en dejlig gudstjeneste, med det sande ord forkyndt af Robert Kajanja selv.
Da vi var færdig til at gå, kom Franks halvbror Steven og hilste på. Han er så stolt af Frank, og Frank er bare så kærlig til alle.
Steven er nu i Massakogarden, der hvor jeg fandt Frank. Steven er 19 år, og håber på et mirakel til at komme på universitetet, hvor han vil læse ingenør i mattematik, som han er meget dygtig til.
Da vi kom hjem, skulle vi spise, og vi bare snakkede og snakkede, det bare væltede ud af ham.Jeg fik lært en helt ny Frank at kende, nu vi var alene. da Innocent også var her, klappede han meget samme, men nu, det var bare så dejlig.Han er virkelig en dejlig kristen ung mand, der har en lovende fremtid foran sig.
Da jeg havde hvilet lidt, ville jeg ud på Agape 3 med de 25 kg. tøj, jeg havde med denne gang. Det meste var totalt nyt, og det var det Innocent ikke mente var godt nok til dem, men sanheden var at han ikke undte dem det.
Frank kunne slæbe den tunge kuffert, og det var også ham der fik fat i en taxi, da min normale taxi ikke kunne. Så vi kom afsted. Undervejs var vi inde at købe sodavand og kager til dem, nu skulle der nydes.
jeg havde også gaven med fra Bodil til Lilian, og så 11 sjippetov fra Kirsten i Sæby, samt penge fra Per og Lone.
Da vi kom derud, var Millie ikke hjemme, da hendes mor var blevet meget syg, men vi kunne da pakke ud alene.Børnene var så glade, og det var så flot nyt tøj, så de lignede virkelige prinsesser, det ved de der har set dem på facebook.
Vores taxichafør sad og ventede, og han frydede sig højlydt, over at se de fik så meget nyt tøj. Der blev også lidt til Frank, og han var glad.
Da vi var færdig med det, skulle vi hjem og lave mad, lidt interemistrisk, da vi ikke har et fuldt køkken at arbejde i, men vi da stegt kylling, og kogt ris. Frank gnækkede, han får vist aldrig sådan luksus, uden når han er hjemme ved mig, han nød det i fulde drag.
Aftenen brugte vi igen til at snakke, som om vi aldrig rigtig har talt sammen, skønt skønt.
jeg er sååååååå glad for at jeg har mit "gamle " hus, for her er plads at være på, det er en ren velsignelse.
Ha det rigtig godt alle som følger med. Kærlig hilsen Solveig
onsdag den 27. februar 2013
Frank
Lørdag aften fortsatte jeg at snakke med Frank, og lytte til hans planer. Han har forskelligt arbejde, noget ved byggeri, og har han ikke det så tager han arbejde ved dyrkning af grøntsager, og er der ikke det, går han i buschen med køer i 2-3 dage for at vogte dem. Han ved godt at de griner af ham, da han nu er udlært murer, men han har også lært at penge ikke gror på træer, men kun kommer fra arbejde. Han har en plan, og den går han efter. han er 24 år, og arbejder på at spare penge til jord, der vil hjælpe ham til at lave sten og sælge, samt bygge et hus til sig selv og en familie, når tid er. Samtidig vil han sælge forskellige ting til byggeri, og rådgive dem der er selvbyggere.
Det var bare så dejlig at høre at han arbejder hårdt på at nå et mål, og stille og rolig bliver kendt.
Frank havde nær tabt munden, da jeg spurgte ham, hvad kunne du få ud af 3mio ugx( ca. 10,000 dk), hvis du havde dem i hånden nu.Uhhhhhhhh han kunne købe et stykke land, han ville gemme lidt, og så ville han lave sten og bygge et lille hus til sig selv, sammen med der var andet arbejde.
Jeg fortalte ham om de penge som nær var blevet væk, som vi fik for den gamle bil af Flemmeing fra Æbeltoft, og som min svigersøn Jens masede med at få solgt, og som Innocent nær havde smidt væk. men Halleluja, Jesus er levende, og han gjorde et mirakel, at vi fik bilen tilbage, og solgt, og pengene er nu tilbage på contoen. Jeg havde igen spurgt Flemming om hvad han gerne ville pengene skulle bruges til, hvortil han svarede, at det måtte jeg om. men nej, 7000,00, er mange penge, så jeg ville gerne vide hvad han ønskede. men det vidste han ikke, så jeg foreslog, måske at købe jord for dem, hvortil han hurtig syntes at det var en rigtig god ide.
Så her kommer Frank ind i billedet, og jeg ville se hvordan han reagerede, for jeg ved også at 3 mio, ikke er meget til køb af jord, så derfor blev jeg meget glad for at høre, hvor meget han kunne få ud af dem.
Der ville være mennesker der ville sige, at det var ingenting, men jeg ved, at kan man få noget ud af lidt, så kan man få meget ud af mere.
Jeg fortalte ham, at han nu ville have 3 mio. at arbejde med, og at jeg gerne ville se jorden inden jeg rejste til Danmark igen. Han troede ikke sine egne ører, og kom farende og gav mig et kæmpeknus, det her var bare for vildt.han kunne købe jord nu juhuuuuuuuu, en ren drøm.
Den nat sov han ikke, han drømte, og planlagde, og regnede og regerede, det var bare så stort, Frank kunne købe jord juhuuuu..
Også jeg drømte, og jeg vidste at jeg også ville give ham lidt. Så da det blev morgen, var han totalt selvlysende, og havde lyst til at råbe du ud over hele verden, HAN KUNNE KØBE JORDDDDD.
Jeg bad ham tegne hans drømme hus, og da han havde gjort det, kunne jeg ikke andet end grine og være så glad. Han havde tegnet spisestue, sofastue, soveværelse, gæsteværelse, badeværelse, og køkken. Det er bare fordi han har set andet end det der er normalt her, for et hus i normale drømme her ville have været 2 rum og dermed færdig. Jeg blev så glad, det er lige akkurat det jeg så gerne vil plante ind i deres hoveder her i Uganda, noget bedre, noget at gå efter. Derfor alle de oplevelses ture som jeg har haft med alle mine børn. for et godt liv er mere end mad.
Nå men da jeg var færdig med at grine sagde jeg til Frank, du kan bygge dit drømme hus, jeg vil give dig resten, og de vil blive sat på din conto, så du kan bruge dem, lige som det er nødvendigt.
Igen troede han ikke sine egne ører, og glæden ville ingen ende tage.
Så var det blevet søndag morgen.
Det var bare så dejlig at høre at han arbejder hårdt på at nå et mål, og stille og rolig bliver kendt.
Frank havde nær tabt munden, da jeg spurgte ham, hvad kunne du få ud af 3mio ugx( ca. 10,000 dk), hvis du havde dem i hånden nu.Uhhhhhhhh han kunne købe et stykke land, han ville gemme lidt, og så ville han lave sten og bygge et lille hus til sig selv, sammen med der var andet arbejde.
Jeg fortalte ham om de penge som nær var blevet væk, som vi fik for den gamle bil af Flemmeing fra Æbeltoft, og som min svigersøn Jens masede med at få solgt, og som Innocent nær havde smidt væk. men Halleluja, Jesus er levende, og han gjorde et mirakel, at vi fik bilen tilbage, og solgt, og pengene er nu tilbage på contoen. Jeg havde igen spurgt Flemming om hvad han gerne ville pengene skulle bruges til, hvortil han svarede, at det måtte jeg om. men nej, 7000,00, er mange penge, så jeg ville gerne vide hvad han ønskede. men det vidste han ikke, så jeg foreslog, måske at købe jord for dem, hvortil han hurtig syntes at det var en rigtig god ide.
Så her kommer Frank ind i billedet, og jeg ville se hvordan han reagerede, for jeg ved også at 3 mio, ikke er meget til køb af jord, så derfor blev jeg meget glad for at høre, hvor meget han kunne få ud af dem.
Der ville være mennesker der ville sige, at det var ingenting, men jeg ved, at kan man få noget ud af lidt, så kan man få meget ud af mere.
Jeg fortalte ham, at han nu ville have 3 mio. at arbejde med, og at jeg gerne ville se jorden inden jeg rejste til Danmark igen. Han troede ikke sine egne ører, og kom farende og gav mig et kæmpeknus, det her var bare for vildt.han kunne købe jord nu juhuuuuuuuu, en ren drøm.
Den nat sov han ikke, han drømte, og planlagde, og regnede og regerede, det var bare så stort, Frank kunne købe jord juhuuuu..
Også jeg drømte, og jeg vidste at jeg også ville give ham lidt. Så da det blev morgen, var han totalt selvlysende, og havde lyst til at råbe du ud over hele verden, HAN KUNNE KØBE JORDDDDD.
Jeg bad ham tegne hans drømme hus, og da han havde gjort det, kunne jeg ikke andet end grine og være så glad. Han havde tegnet spisestue, sofastue, soveværelse, gæsteværelse, badeværelse, og køkken. Det er bare fordi han har set andet end det der er normalt her, for et hus i normale drømme her ville have været 2 rum og dermed færdig. Jeg blev så glad, det er lige akkurat det jeg så gerne vil plante ind i deres hoveder her i Uganda, noget bedre, noget at gå efter. Derfor alle de oplevelses ture som jeg har haft med alle mine børn. for et godt liv er mere end mad.
Nå men da jeg var færdig med at grine sagde jeg til Frank, du kan bygge dit drømme hus, jeg vil give dig resten, og de vil blive sat på din conto, så du kan bruge dem, lige som det er nødvendigt.
Igen troede han ikke sine egne ører, og glæden ville ingen ende tage.
Så var det blevet søndag morgen.
tirsdag den 26. februar 2013
Lørdag eftermiddag d.23/2 2013
Kl. var ca. 1, så var Moses med familie her. Moses havde lejet en bil, så vi var mere frit stillet end i taxi, da vi skulle flere steder.hele familien var glade og i stor forventning, noget sådant var aldrig sket for dem, så jeg håber i forstår hvor stort det er for sådan en lille familie, og ikke mindst for børnene.Forventning var til at føle på.
Vi blev alle læsset, Frank inklusive, også han glædede sig allerede til at skulle ud at bade i svimmingpol for anden gang i sit liv, woooow.
Så satte vi kursen mod Kampala citty. Jeg ved af erfaring, at hvis børnene er sulten, kan de hverken lege eller bade, så jeg spurgte Moses om de havde spist noget idag. Og tænk kl. var 1 og de havde ikke spist, det var godt jeg havde spurgt, for så vidste jeg at vi skulle begynde med at spise, hvilket jeg ville have gjort til sidst. men en bil uden becin kan ikke køre, sultne børn kan hverken lege eller svømme uden mad, såååååååå.
Ok, så satte vi kursen mod Cafe Java, min favorit plads, midt i Kampala, hvor de mest Internationale folk flokkes. Et dyrt sted, men nu skulle der opleves.Børnene hang ved vinduerne, en hel ny verden fløj forbi, en verden de aldrig havde set. Moses havde været der, når han havde kørt for nogle pastorer, men har altid været ladt tilbage i bilen, havde aldrig været inviteret ind at spise, så det siger lidt om situationen. men jeg har været her mange gange, så jeg kunne vise vej.
Det var stort at komme ind og bestille bord til 7 personer, og hvor de sprang for at gøre et bord klar til os. De kender mig nu, og byder mig velkommen tilbage. De har observeret at jeg har været væk, ha ha ha .
for ar være sådant et fint sted. Der var så galt rigtig toelet med vand, som jeg ikke ved om de nogensinde har prøvet. Så der blev tisset, og vasket hænder i rindende vand, så længe vi ventede på maden. Så kom de med den friskpresset mango djus som vi havde bestilt, og det var børnene helt vilde med. De var hurtigt faldet til, det var lidt værre med Magret, Moses kone, hun skulle have lidt mere tid. men en mor glæder sig altid, når hun ser børnene får noget godt.
Så kom de med kylling og pommerfritters, samt ris, som børnene var helt vilde med. De spiste og spiste, så det stod dem ud af ørene, men kunne selvfølgelig ikke spise det hele, da de ikke har børneportioner, men du kan til gengæld få det sidste med dig hjem, så skaden var ikke så stor, så havde de også til aften.
Da maden var sat til livs, var det tid til næste stop legepladsen.Vi fik betalt, og kom ind, for nu skulle der leges, hoppes, slynges og rutsjes.Pladsen var meget forfalden i mine øjne, men børnene nød det i fulde drag.
Da vi havde været der en times tid, var det tid til næste stop, swimmingpoolen. Nu skulle der svømmes.
Frank var den første i vandet, han elsker det. Desteny Niger var den næste, også hun var ellevild, og til sidst Good Hart, den mindste, hun var også helt vild med vand. Kun Weis, var ikke glad for vand, så han blev på land.
Det var dejligt at se børnene og Frank bade, for det er absolut kun for rige mennesker. Det jeg vil med de oplevelser er, jeg vil putte andre ting ind i deres hoveder, end det de ser til hverdag, det vil give dem drømme, og noget at gå efter, og det er absolut nyt her i Uganda, hvor i morgen ikke eksistere for vi ved ikke om vi lever så længe.
Da krudtet var brugt, og alle var trætte, var vi nødt til at sætte kursen hjemad igen. men det havde været en mægtig oplevelse for dem. Tænk Moses havde været uden for, men aldrig inviteret ind at spise, og han er 32 år. Han var en meget glad far, og en meget kærlig far kunne jeg se, for børnene hængte om ham. Vi kom hjemad, og jeg skulle lige forbi en ATM og hæve flere penge, men først skulle vi have en is, til at runde det hele af med. Det var en flok trætte, men glade og taknemmelige børn og forældre der kørte hjemad.
Jeg havde også en pose små biler med som Weis fik, nogle små dukker til Desteny Niger, og en lidt større til Good Hart.( Hun er opkaldt efter mig) Ja hvad gir i.
Vi fik takket af, og alle var taknemmelige for en rigtig dejlig dag.
Da Frank og mig igen var alene, fortsatte vi snakken om fremtiden, og jeg tog vist totalt pusten fra ham, mere om det senere. Tak himmelske far for al din kærlighed og velsignelse til både store og små, tak for i dag.Solveig
Vi blev alle læsset, Frank inklusive, også han glædede sig allerede til at skulle ud at bade i svimmingpol for anden gang i sit liv, woooow.
Så satte vi kursen mod Kampala citty. Jeg ved af erfaring, at hvis børnene er sulten, kan de hverken lege eller bade, så jeg spurgte Moses om de havde spist noget idag. Og tænk kl. var 1 og de havde ikke spist, det var godt jeg havde spurgt, for så vidste jeg at vi skulle begynde med at spise, hvilket jeg ville have gjort til sidst. men en bil uden becin kan ikke køre, sultne børn kan hverken lege eller svømme uden mad, såååååååå.
Ok, så satte vi kursen mod Cafe Java, min favorit plads, midt i Kampala, hvor de mest Internationale folk flokkes. Et dyrt sted, men nu skulle der opleves.Børnene hang ved vinduerne, en hel ny verden fløj forbi, en verden de aldrig havde set. Moses havde været der, når han havde kørt for nogle pastorer, men har altid været ladt tilbage i bilen, havde aldrig været inviteret ind at spise, så det siger lidt om situationen. men jeg har været her mange gange, så jeg kunne vise vej.
Det var stort at komme ind og bestille bord til 7 personer, og hvor de sprang for at gøre et bord klar til os. De kender mig nu, og byder mig velkommen tilbage. De har observeret at jeg har været væk, ha ha ha .
for ar være sådant et fint sted. Der var så galt rigtig toelet med vand, som jeg ikke ved om de nogensinde har prøvet. Så der blev tisset, og vasket hænder i rindende vand, så længe vi ventede på maden. Så kom de med den friskpresset mango djus som vi havde bestilt, og det var børnene helt vilde med. De var hurtigt faldet til, det var lidt værre med Magret, Moses kone, hun skulle have lidt mere tid. men en mor glæder sig altid, når hun ser børnene får noget godt.
Så kom de med kylling og pommerfritters, samt ris, som børnene var helt vilde med. De spiste og spiste, så det stod dem ud af ørene, men kunne selvfølgelig ikke spise det hele, da de ikke har børneportioner, men du kan til gengæld få det sidste med dig hjem, så skaden var ikke så stor, så havde de også til aften.
Da maden var sat til livs, var det tid til næste stop legepladsen.Vi fik betalt, og kom ind, for nu skulle der leges, hoppes, slynges og rutsjes.Pladsen var meget forfalden i mine øjne, men børnene nød det i fulde drag.
Da vi havde været der en times tid, var det tid til næste stop, swimmingpoolen. Nu skulle der svømmes.
Frank var den første i vandet, han elsker det. Desteny Niger var den næste, også hun var ellevild, og til sidst Good Hart, den mindste, hun var også helt vild med vand. Kun Weis, var ikke glad for vand, så han blev på land.
Det var dejligt at se børnene og Frank bade, for det er absolut kun for rige mennesker. Det jeg vil med de oplevelser er, jeg vil putte andre ting ind i deres hoveder, end det de ser til hverdag, det vil give dem drømme, og noget at gå efter, og det er absolut nyt her i Uganda, hvor i morgen ikke eksistere for vi ved ikke om vi lever så længe.
Da krudtet var brugt, og alle var trætte, var vi nødt til at sætte kursen hjemad igen. men det havde været en mægtig oplevelse for dem. Tænk Moses havde været uden for, men aldrig inviteret ind at spise, og han er 32 år. Han var en meget glad far, og en meget kærlig far kunne jeg se, for børnene hængte om ham. Vi kom hjemad, og jeg skulle lige forbi en ATM og hæve flere penge, men først skulle vi have en is, til at runde det hele af med. Det var en flok trætte, men glade og taknemmelige børn og forældre der kørte hjemad.
Jeg havde også en pose små biler med som Weis fik, nogle små dukker til Desteny Niger, og en lidt større til Good Hart.( Hun er opkaldt efter mig) Ja hvad gir i.
Vi fik takket af, og alle var taknemmelige for en rigtig dejlig dag.
Da Frank og mig igen var alene, fortsatte vi snakken om fremtiden, og jeg tog vist totalt pusten fra ham, mere om det senere. Tak himmelske far for al din kærlighed og velsignelse til både store og små, tak for i dag.Solveig
Lørdag formiddag d. 23/2 2013
Lørdag morgen var endnu en vidunderlig morgen, med sol og varme, afrikanske lyde, og hvor alt igen ånder fred og idyl. Men i nat er der sket noget meget slemt. Jeg blev vågen lige efter jeg var faldet i søvn, ved at kunne høre nogen græd så hjertesskærende og kaldte på hjælp. Jeg var klar over at noget meget slemt var sket, men vidste ikke hvad. Det varede ca, 2 timer, hvor mennesker virkelig var i nød, og jeg lå og ventede på at der måtte komme en ambulance og hente dem, men jeg hørte ingenting, uden skrigene,men efter 2 timer var der ro. Men det tog en god del af min nattesøvn, og jeg tænkte på hvad der var sket.
Nå men jeg skulle op og være klar. Jeg havde igår også ringet til Frank( mureren), som selvfølgelig blev overrasket og vildt begejstret, at jeg igen var i Uganda. og han ville selvfølgelig gerne komme "hjem" på weekend, og jeg havde sagt at han skulle komme om formiddagen, da vi skulle på oplevelse om eftermiddagen, og at han selvfølgelig kunne være med. Jeg havde igår fået badetøj og håndklæder med fra Agape 3, hvor jeg havde lade det opbevare, nu jeg ikke havde mit hus, fordi jeg ved de ikke har noget, og at jeg må jeg have det hele med, hvis jeg invitere ud.
Frank kom kl. ca.10, og strålede over hele hovedet over at vi havde "vores hus" igen, så der også var plads til ham at overnatte. Han var så glad for at se mig igen, det er virkelig skønt.Han fik noget at spise, da han ikke havde fået noget, men var faret ud af sit rum for at nå bussen, det kunne bare gå for langsom med at komme hjem til mor.
Vi snakkede og snakkede om hvad der var sket siden han blev udlært, om han havde arbejde, og hvordan alting gik. han var kommet til skade med en finger, som drillede ham lidt, men han klør på, kan han ikke gøre det ene, så gør han det andet, han kan ikke stå stille. Han ved også at penge ikke gror på træer, men der må arbejdes, og han har en plan han går efter. han vil samle penge til at købe jord, så han kan komme til at lave sten, og sælge, sammen med andre ting til byggeri, og så vil han rådgive selvbyggere.Men der må arbejdes, så der kan spares lidt op. Jeg bliver altid så glad når jeg hører at nogen har en vision, en plan, og den går de efter med hele deres liv.
Tiden gik og vi måtte se at blive færdige til Moses med familie kom, og vi skulle på tur.
Nå men jeg skulle op og være klar. Jeg havde igår også ringet til Frank( mureren), som selvfølgelig blev overrasket og vildt begejstret, at jeg igen var i Uganda. og han ville selvfølgelig gerne komme "hjem" på weekend, og jeg havde sagt at han skulle komme om formiddagen, da vi skulle på oplevelse om eftermiddagen, og at han selvfølgelig kunne være med. Jeg havde igår fået badetøj og håndklæder med fra Agape 3, hvor jeg havde lade det opbevare, nu jeg ikke havde mit hus, fordi jeg ved de ikke har noget, og at jeg må jeg have det hele med, hvis jeg invitere ud.
Frank kom kl. ca.10, og strålede over hele hovedet over at vi havde "vores hus" igen, så der også var plads til ham at overnatte. Han var så glad for at se mig igen, det er virkelig skønt.Han fik noget at spise, da han ikke havde fået noget, men var faret ud af sit rum for at nå bussen, det kunne bare gå for langsom med at komme hjem til mor.
Vi snakkede og snakkede om hvad der var sket siden han blev udlært, om han havde arbejde, og hvordan alting gik. han var kommet til skade med en finger, som drillede ham lidt, men han klør på, kan han ikke gøre det ene, så gør han det andet, han kan ikke stå stille. Han ved også at penge ikke gror på træer, men der må arbejdes, og han har en plan han går efter. han vil samle penge til at købe jord, så han kan komme til at lave sten, og sælge, sammen med andre ting til byggeri, og så vil han rådgive selvbyggere.Men der må arbejdes, så der kan spares lidt op. Jeg bliver altid så glad når jeg hører at nogen har en vision, en plan, og den går de efter med hele deres liv.
Tiden gik og vi måtte se at blive færdige til Moses med familie kom, og vi skulle på tur.
Fredag d. 22/2 2013
Efter at have sovet en dejlig nattes søvn, her i sengen jeg har brugt de sidste 3 år, var det tid til at stå op kl 9.
Jeg havde bestilt taxien til at hente mig kl. 10, da jeg var nødt til at skulle ud at lede efter mit visa kort.
Jeg har "heldigvis" prøvet det en gang før, så jeg vidste hvordan man skulle gøre i en sådan situation, og det var jeg glad for, for ellers stod jeg med håret i postkassen.
Jeg spiste morgenmad, medbragt fra Danmark,og var så klar til at komme afsted.
Jeg var i Afrika igen, og varmen slog mig i møde, samt alle lydene, duftene og sproget, da alting her er meget lydt, kan alt tydelig høres, men det var bare skønt.
Taxien kom, og vi kom afsted mod centrum til Bachles bank. Vi kom igennem alle sikkerhedtjekkene, og det siger ikke så lidt, det er nemlig ikke bare at gå ind, nej nej.
Men vi kom ind, og forlagde problemet, hvortil damen sagde, at vi nok var nødt til at køre til Enteppe, for det var der den var blevet ædt. Jeg var virkelig ikke glad for den besked. Damen ringede til banken i Enteppe, jeg tror 15 gange, men de tog ikke telefonen. Så hun sagde, at vi var nødt til at køre der, for at finde ud af, om de havde fundet kortet.
Så der var ikke andet at gøre, det var afsted til Enteppe igen idag, koste hvad det ville, jeg måtte have mit visa kort tilbage, om det var muligt.
Jeg havde mit pas, og alle mine papir med, det vidste jeg ville blive nødvendig, hvis jeg skulle få mit kort, så jeg var rustet til tænderne.
Da vi så kom til Enteppe skulle vi finde Bachles bank der, og måtte spørge om vej, men vi fandt den. Kom igen igennem alle sikkerhedstjekkene, og kom endelig frem til damen, hvor jeg kunne forelægge mit problem.
Selvfølgelig var det første hun spurgte efter mit pas, så hun kunne se, jeg talte sandt. Hun fik mit pas, tog den og forsvandt. Efter et godt stykke tid, kom hun tilbage med tre kort, som maskinen i lufthavnen havde ædt, og den ene var min. Jeg var bare så glad, og bare priste Jesus af bare taknemlighed, over at kortet ikke var kommet i forkerte hænder.Så efter at have udfyldt et skema, fik jeg endelig mit kort tilbage, halleluja.
her i Uganda, er der ikke meget der er en selvfølge, men heldigvis sker der mange mirakler.
Da vi så havde kortet, kunne vi køre mod Kampala igen. Det er virkelig en lang tur,og sulten begyndte at melde sig. Jeg skulle også have købt mad til huset, samt Internet, så vi bestemte at at finde et stort supermarked, hvor vi kunne få noget at spise, og købt ind, og også internet.
Derefter var det videre hjemad.
Da jeg kom hjem fik jeg aftalt med Moses, at vi dagen efter skulle på oplevelsesstur, med hele hans familie, da det var noget af mit program. Denne gang ønskede jeg bare at det skulle være gode ting der måtte ske, og ikke som sidste gang, uha uha,vi skulle videre.
Derefter tog jeg igen en taxi ud til Agape 3, uden at de vidste det mindste om at jeg kom, jeg ville komme totalt uanmeldt.
Millie var hjemme, og blev meget glad og overrasket over at se mig her i Uganda igen. men der var fred og ro, ingen uro og frygt som sidste gang. Hun var alene hjemme, da børnene ikke var kommet fra skole endnu, så vi kunne rigtig få snakket i fred og ro. Det var bare så dejligt, og vi fik vendt en masse ting.
Så kom de 5 små hjem fra skole, Middi, Nasanga, Shelly, Motony og Grace og de var ellevilde da de så, at jeg var der igen, de kom stormende ind og omfavnede mig alle på en gang, de var bare såååååååå glade.det var dejlig at se at de så godt ud, var rene og pæne, og har fået god mad. De var glade piger, og det siger ikke så lidt her.
Jeg sagde også til Millie, at vi gerne skulle have to nye piger ind denne gang, for sidste gang gik alt næsten i kaos, men denne gang skulle 2 mere have chancen for et godt liv, og så kan der ikke være flere på Agape 3. Jeg spurgte Millie om hun kendte nogen, og det gjorde hun, og hun ville hente den første allerede den næste dag, da det var en der har spurgt om hjælp i meget lang tid, så det var bare at hente hende.Den næste ville komme nogle dage senere.
Alt var bare fred og idyl, og jeg kunne tage hjem, og slappe af, og bare glæde mig over at arbejdet kører videre, og vil gro stærkere og større, det vil bare vokse, og mange flere vil blive velsignet.
Så var jeg meget træt, jetlaget var vist ikke helt forsvundet, men nu kunne jeg hvile, og bare glæde mig over at at være tilbage, i fred og ro. Al ære til Jesus der gør dette muligt. Kærligst Solveig
Jeg havde bestilt taxien til at hente mig kl. 10, da jeg var nødt til at skulle ud at lede efter mit visa kort.
Jeg har "heldigvis" prøvet det en gang før, så jeg vidste hvordan man skulle gøre i en sådan situation, og det var jeg glad for, for ellers stod jeg med håret i postkassen.
Jeg spiste morgenmad, medbragt fra Danmark,og var så klar til at komme afsted.
Jeg var i Afrika igen, og varmen slog mig i møde, samt alle lydene, duftene og sproget, da alting her er meget lydt, kan alt tydelig høres, men det var bare skønt.
Taxien kom, og vi kom afsted mod centrum til Bachles bank. Vi kom igennem alle sikkerhedtjekkene, og det siger ikke så lidt, det er nemlig ikke bare at gå ind, nej nej.
Men vi kom ind, og forlagde problemet, hvortil damen sagde, at vi nok var nødt til at køre til Enteppe, for det var der den var blevet ædt. Jeg var virkelig ikke glad for den besked. Damen ringede til banken i Enteppe, jeg tror 15 gange, men de tog ikke telefonen. Så hun sagde, at vi var nødt til at køre der, for at finde ud af, om de havde fundet kortet.
Så der var ikke andet at gøre, det var afsted til Enteppe igen idag, koste hvad det ville, jeg måtte have mit visa kort tilbage, om det var muligt.
Jeg havde mit pas, og alle mine papir med, det vidste jeg ville blive nødvendig, hvis jeg skulle få mit kort, så jeg var rustet til tænderne.
Da vi så kom til Enteppe skulle vi finde Bachles bank der, og måtte spørge om vej, men vi fandt den. Kom igen igennem alle sikkerhedstjekkene, og kom endelig frem til damen, hvor jeg kunne forelægge mit problem.
Selvfølgelig var det første hun spurgte efter mit pas, så hun kunne se, jeg talte sandt. Hun fik mit pas, tog den og forsvandt. Efter et godt stykke tid, kom hun tilbage med tre kort, som maskinen i lufthavnen havde ædt, og den ene var min. Jeg var bare så glad, og bare priste Jesus af bare taknemlighed, over at kortet ikke var kommet i forkerte hænder.Så efter at have udfyldt et skema, fik jeg endelig mit kort tilbage, halleluja.
her i Uganda, er der ikke meget der er en selvfølge, men heldigvis sker der mange mirakler.
Da vi så havde kortet, kunne vi køre mod Kampala igen. Det er virkelig en lang tur,og sulten begyndte at melde sig. Jeg skulle også have købt mad til huset, samt Internet, så vi bestemte at at finde et stort supermarked, hvor vi kunne få noget at spise, og købt ind, og også internet.
Derefter var det videre hjemad.
Da jeg kom hjem fik jeg aftalt med Moses, at vi dagen efter skulle på oplevelsesstur, med hele hans familie, da det var noget af mit program. Denne gang ønskede jeg bare at det skulle være gode ting der måtte ske, og ikke som sidste gang, uha uha,vi skulle videre.
Derefter tog jeg igen en taxi ud til Agape 3, uden at de vidste det mindste om at jeg kom, jeg ville komme totalt uanmeldt.
Millie var hjemme, og blev meget glad og overrasket over at se mig her i Uganda igen. men der var fred og ro, ingen uro og frygt som sidste gang. Hun var alene hjemme, da børnene ikke var kommet fra skole endnu, så vi kunne rigtig få snakket i fred og ro. Det var bare så dejligt, og vi fik vendt en masse ting.
Så kom de 5 små hjem fra skole, Middi, Nasanga, Shelly, Motony og Grace og de var ellevilde da de så, at jeg var der igen, de kom stormende ind og omfavnede mig alle på en gang, de var bare såååååååå glade.det var dejlig at se at de så godt ud, var rene og pæne, og har fået god mad. De var glade piger, og det siger ikke så lidt her.
Jeg sagde også til Millie, at vi gerne skulle have to nye piger ind denne gang, for sidste gang gik alt næsten i kaos, men denne gang skulle 2 mere have chancen for et godt liv, og så kan der ikke være flere på Agape 3. Jeg spurgte Millie om hun kendte nogen, og det gjorde hun, og hun ville hente den første allerede den næste dag, da det var en der har spurgt om hjælp i meget lang tid, så det var bare at hente hende.Den næste ville komme nogle dage senere.
Alt var bare fred og idyl, og jeg kunne tage hjem, og slappe af, og bare glæde mig over at arbejdet kører videre, og vil gro stærkere og større, det vil bare vokse, og mange flere vil blive velsignet.
Så var jeg meget træt, jetlaget var vist ikke helt forsvundet, men nu kunne jeg hvile, og bare glæde mig over at at være tilbage, i fred og ro. Al ære til Jesus der gør dette muligt. Kærligst Solveig
mandag den 25. februar 2013
Kampala d.21/2 2013
Hej alle kære venner og følgere af Agape Child Care.
Jeg er igen vel ankommet til Kampala, efter en dejlig flyvetur.Jeg fløj fra Danmark d. 20/2 kl 6,20 om morgenen, og via Amterdam, Kigali ankom jeg til Enteppe for 9 gang, kl 22,20. Så gik den vilde jagt for at få visa, og derefter ud efter min bagage. Denne gang skulle jeg så hæve penge i lufthavnen til at komme fra Enteppe lufthavn til Kampala, da ingen vidste at jeg kom. Så var det bare en velkomst til Uganda, da jeg satte mit visakort i ATM maskinen, åd den kortet, og lukkede bare hele systemet, så der stod jeg, kortet var væk, jeg havde ingen penge til Taxi, så føler man sig Ikke særlig velkommen. men jeg havde heldigvis kortet fra Agape Child Care, så jeg måtte bede taxien om at stoppe på vej til Kampala, så jeg kunne prøve et andet sted.
Endelig kom jeg ud og fandt taxien klar til at køre for mig, og så gik det mod Kampala.
Jeg fortalte ham om problemet, og han var villig til at stoppe et andet sted, hvor jeg kunne prøve.
Jeg gik en lille smule bange, for hvis det samme skete en gang til stod jeg skønt i det, uden flere muligheder.
Men der var kun at prøve, og heldigvis virkede denne ATM, og jeg havde penge til taxien, og til at begynde med. men det mistede kort, måtte jeg se at finde dagen efter. Jeg har prøvet det en gang før, og det var en værre mas at få kortet igen, men det er bare at mase på, men sikke et besvær.
Vi ankom til Kampala ca. kl. 12, som jeg havde sagt til Susan, som jeg havde bestilt et værelse at bo i. Susan var hende jeg havde lejet hus af i 3 år, men var nødt til at rende fra sidste gang, på grund af problemer med Innocent, men jeg vidste hun havde et andet rum oppe på loftet, og det ville jeg gerne have, da jeg er mere fri, til selv at kunne lave mad, og vaske, samt når Frank kom på besøg, så kunne vi være der, så det var jeg rigtig glad for.
Da vi var fremme, ringede jeg til Susan, og hun kom og åbnede gaten for os, så vi kunne komme ind, det var skønt, men meget mærkeligt at være her hvor jeg flygtede fra sidste gang.
Det var bare så skønt at se Susan, hun er virkelig som en søster til mig, den søster jeg aldrig har haft.
Hun bød mig en meget stort velkommen og jeg fik et ordentlig knus.
Derefter blev jeg bare så overrasket over at hendes tjenestedreng kom og gav mig nøglerne til mit "gamle" hus. Susan havde ikke lejet det ud igen, og havde gjort det klar til mig. Det var virkelig mærkelig at gå ind i det samme hus, som jeg var flygtet fra. men alt var gjort klar, sengen var redet, der var købt vand, kaffe, te, bananer, mælk, sæbe, og der var fundet håndklæder, da jeg jo ingenting havde her mere. Det var virkelig en overraskelse, at være tilbage det samme sted, og meget skønt.
da følte jeg mig virkelig velkomme til Uganda igen.
Taxien kørte igen, Susan gik ind til sig selv, og jeg var alene tilbage i mit "gamle" hjem.Jeg sad lidt efter at have pakket lidt ud, og bare takkede Jesus for altid at drage omsorg for mig, og at han altid ønsker at velsigne. jeg var målløs og stille, af bare taknemlighed.
De kærligste hilsner Solveig
Jeg er igen vel ankommet til Kampala, efter en dejlig flyvetur.Jeg fløj fra Danmark d. 20/2 kl 6,20 om morgenen, og via Amterdam, Kigali ankom jeg til Enteppe for 9 gang, kl 22,20. Så gik den vilde jagt for at få visa, og derefter ud efter min bagage. Denne gang skulle jeg så hæve penge i lufthavnen til at komme fra Enteppe lufthavn til Kampala, da ingen vidste at jeg kom. Så var det bare en velkomst til Uganda, da jeg satte mit visakort i ATM maskinen, åd den kortet, og lukkede bare hele systemet, så der stod jeg, kortet var væk, jeg havde ingen penge til Taxi, så føler man sig Ikke særlig velkommen. men jeg havde heldigvis kortet fra Agape Child Care, så jeg måtte bede taxien om at stoppe på vej til Kampala, så jeg kunne prøve et andet sted.
Endelig kom jeg ud og fandt taxien klar til at køre for mig, og så gik det mod Kampala.
Jeg fortalte ham om problemet, og han var villig til at stoppe et andet sted, hvor jeg kunne prøve.
Jeg gik en lille smule bange, for hvis det samme skete en gang til stod jeg skønt i det, uden flere muligheder.
Men der var kun at prøve, og heldigvis virkede denne ATM, og jeg havde penge til taxien, og til at begynde med. men det mistede kort, måtte jeg se at finde dagen efter. Jeg har prøvet det en gang før, og det var en værre mas at få kortet igen, men det er bare at mase på, men sikke et besvær.
Vi ankom til Kampala ca. kl. 12, som jeg havde sagt til Susan, som jeg havde bestilt et værelse at bo i. Susan var hende jeg havde lejet hus af i 3 år, men var nødt til at rende fra sidste gang, på grund af problemer med Innocent, men jeg vidste hun havde et andet rum oppe på loftet, og det ville jeg gerne have, da jeg er mere fri, til selv at kunne lave mad, og vaske, samt når Frank kom på besøg, så kunne vi være der, så det var jeg rigtig glad for.
Da vi var fremme, ringede jeg til Susan, og hun kom og åbnede gaten for os, så vi kunne komme ind, det var skønt, men meget mærkeligt at være her hvor jeg flygtede fra sidste gang.
Det var bare så skønt at se Susan, hun er virkelig som en søster til mig, den søster jeg aldrig har haft.
Hun bød mig en meget stort velkommen og jeg fik et ordentlig knus.
Derefter blev jeg bare så overrasket over at hendes tjenestedreng kom og gav mig nøglerne til mit "gamle" hus. Susan havde ikke lejet det ud igen, og havde gjort det klar til mig. Det var virkelig mærkelig at gå ind i det samme hus, som jeg var flygtet fra. men alt var gjort klar, sengen var redet, der var købt vand, kaffe, te, bananer, mælk, sæbe, og der var fundet håndklæder, da jeg jo ingenting havde her mere. Det var virkelig en overraskelse, at være tilbage det samme sted, og meget skønt.
da følte jeg mig virkelig velkomme til Uganda igen.
Taxien kørte igen, Susan gik ind til sig selv, og jeg var alene tilbage i mit "gamle" hjem.Jeg sad lidt efter at have pakket lidt ud, og bare takkede Jesus for altid at drage omsorg for mig, og at han altid ønsker at velsigne. jeg var målløs og stille, af bare taknemlighed.
De kærligste hilsner Solveig
søndag den 24. februar 2013
Abonner på:
Opslag (Atom)
