Lørdag eftermiddag d.23/2 2013

Kl. var ca. 1, så var Moses med familie her. Moses havde lejet en bil, så vi var mere frit stillet end i taxi, da vi skulle flere steder.hele familien var glade og i stor forventning, noget sådant var aldrig sket for dem, så jeg håber i forstår hvor stort det er for sådan en lille familie, og ikke mindst for børnene.Forventning var til at føle på.

Vi blev alle læsset, Frank inklusive, også han glædede sig allerede til at skulle ud at bade i svimmingpol for anden gang i sit liv, woooow.
Så satte vi kursen mod Kampala citty. Jeg ved af erfaring, at hvis børnene er sulten, kan de hverken lege eller bade, så jeg spurgte Moses om de havde spist noget idag. Og tænk kl. var 1 og de havde ikke spist, det var godt jeg havde spurgt, for så vidste jeg at vi skulle begynde med at spise, hvilket jeg ville have gjort til sidst. men en bil uden becin kan ikke køre, sultne børn kan hverken lege eller svømme uden mad, såååååååå.

Ok, så satte vi kursen mod Cafe Java, min favorit plads, midt i Kampala, hvor de mest Internationale folk flokkes. Et dyrt sted, men nu skulle der opleves.Børnene hang ved vinduerne, en hel ny verden fløj forbi, en verden de aldrig havde set. Moses havde været der, når han havde kørt for nogle pastorer, men har altid været ladt tilbage i bilen, havde aldrig været inviteret ind at spise, så det siger lidt om situationen. men jeg har været her mange gange, så jeg kunne vise vej.
Det var stort at komme ind og bestille bord til 7 personer, og hvor de sprang for at gøre et bord klar til os. De kender mig nu, og byder mig velkommen tilbage. De har observeret at jeg har været væk, ha ha ha .
 for ar være sådant et fint sted. Der var så galt rigtig toelet med vand, som jeg ikke ved om de nogensinde har prøvet. Så der blev tisset, og vasket hænder i rindende vand, så længe vi ventede på maden. Så kom de med den friskpresset mango  djus som vi havde bestilt, og det var børnene helt vilde med. De var hurtigt faldet til, det var lidt værre med Magret, Moses kone, hun skulle have lidt mere tid. men en mor glæder sig altid, når hun ser børnene får noget godt.
Så kom de med kylling og pommerfritters, samt ris, som børnene var helt vilde med. De spiste og spiste, så det stod dem ud af ørene, men kunne selvfølgelig ikke spise det hele, da de ikke har børneportioner, men du kan til gengæld få det sidste med dig hjem, så skaden var ikke så stor, så havde de også til aften.
Da maden var sat til livs, var det tid til næste stop legepladsen.Vi fik betalt, og kom ind, for nu skulle der leges, hoppes, slynges og rutsjes.Pladsen var meget forfalden i mine øjne, men børnene nød det i fulde drag.
Da vi havde været der en times tid, var det tid til næste stop, swimmingpoolen. Nu skulle der svømmes.
Frank var den første i vandet, han elsker det. Desteny Niger var den næste, også hun var ellevild, og til sidst Good Hart, den mindste, hun var også helt vild med vand. Kun Weis, var ikke glad for vand, så han blev på land.
Det var dejligt at se børnene og Frank bade, for det er absolut kun for rige mennesker. Det jeg vil med de oplevelser er, jeg vil putte andre ting ind i deres hoveder, end det de ser til hverdag, det vil give dem drømme, og noget at gå efter, og det er absolut nyt her i Uganda, hvor i morgen ikke eksistere for vi ved ikke om vi lever så længe.
Da krudtet var brugt, og alle var trætte, var vi nødt til at sætte kursen hjemad igen. men det havde været en mægtig oplevelse for dem. Tænk Moses havde været uden for, men aldrig inviteret ind at spise, og han er 32 år. Han var en meget glad far, og en meget kærlig far kunne jeg se, for børnene hængte om ham. Vi kom hjemad, og jeg skulle lige forbi en ATM og hæve flere penge, men først skulle vi have en is, til at runde det hele af med. Det var en flok trætte, men glade og taknemmelige børn og forældre der kørte hjemad.
Jeg havde også en pose små biler med som Weis fik, nogle små dukker til Desteny Niger, og en lidt større til Good Hart.( Hun er opkaldt efter mig) Ja hvad gir i.
Vi fik takket af, og alle var taknemmelige for en rigtig dejlig dag.

Da Frank og mig igen var alene, fortsatte vi snakken om fremtiden, og jeg tog vist totalt pusten fra ham, mere om det senere. Tak himmelske far for al din kærlighed og velsignelse til både store og små, tak for i dag.Solveig