Så er jeg igen landet i det kolde nord.
Jeg har igen haft en fantastisk tur til Uganda. Det er lige livsbekræftende hver gang, at se flere og flere får håb og livsmod igennem Agape Child Care,
Denne gang har vi fået 5 nye sponsorater, Det er simpelthen et mirakel hver gang, og hvor ville jeg ønske at nogen kunne opleve dette, når vi kommer ud med besked om, at nu vil de få hjælp fra Danmark. Der er lys, håb og glæde i deres øjne,så det næsten ingen ende vil få, der hvor der kun var mørke og håbløshed før. Det er et fantastisk arbejde, som jeg er totalt solgt til. Jeg har haft godt hjælp af Innocent, min dreng, som bor i Agape Basen, ja uden ham kom jeg ikke langt. Han er uvuderlig, og kan snakke det lokale sprog, som er nødvendig somme tider, når vi er ude ved nogen der aldrig har gået i skole. Men jeg kan fortælle at glæden ikke er mindre der, det er ubeskriveligt.
Innocent er 21 år, og går på buisnisskole.
Innocent kommer til Danmark, den 1 dec. Jeg skal hente ham i Billund, og så bliver han her til d. 14/1 2011, så der bliver rig mulighed til at høre fra hans mund, hvad vi har lavet.Jeg glæder mig til han kommer, og skal fortælle alle der gider høre, hvordan han oplever arbejdet i Agape Child care.
Innocent er kasser i foreningen i Uganda, så han har fod på tingene. Så alle skal være velkommen til at besøge os, han vil være at finde for det meste i butikken, hvor han også skal arbejde, og hjælpe mig. Men kom forbi og få en snak, og hør hvad der sker i Uganda, set med en indfødts øjne.
Lige nu har jeg forrygende travlt med at få lavet kalenderlysdek. juledek, og kranse, så jeg igen kan få åbnet butikken, der skal penge i kassen, det koster alt sammen, og det hele går til Afrika.
Herfra de kærligste hilsner, og tak for følgeskab til Uganda. Solveig
mandag den 15. november 2010
tirsdag den 9. november 2010
Tirsdag aften
Jeg sidder nu i Enteppe lufthavn, og skal vente på flyet til kl 23,35, og så går det hjemad.Så venter Julehandlen derhjemme, og efteråret.
Lisbeth kommer og henter mig i Billund i morgen kl.11, så det er bare vidunderligt.
Jeg er dybt taknemlig til min elskede Jesus, for hvad han vil at jeg skal gøre, og at han lader det lykkes. Al ære til ham. Dette her kunne jeg ikke gøre af mig selv, det lader sig kun gøre fordi han velsigner, giver kræfter, helbred og lyst til det.
Så Agape Child Care, gror hver dag, hver måned, og det går bare fremad.Solveig
Lisbeth kommer og henter mig i Billund i morgen kl.11, så det er bare vidunderligt.
Jeg er dybt taknemlig til min elskede Jesus, for hvad han vil at jeg skal gøre, og at han lader det lykkes. Al ære til ham. Dette her kunne jeg ikke gøre af mig selv, det lader sig kun gøre fordi han velsigner, giver kræfter, helbred og lyst til det.
Så Agape Child Care, gror hver dag, hver måned, og det går bare fremad.Solveig
Tirsdag d.9/11
Så kom dagen for hjemrejsen, og Innocent er bare så stille. Han ved at han bliver lidt ensom efter at jeg er taget afsted, og at vi har haft så travlt hver eneste dag. Det bliver også en total omvæltning. Han er færdig med eksamen, og skolen for i år, så der bliver også stille.
Han har været en uvuderlig hjælp, altid parat, altid klar, han er simpelthen den bedste hjælp der kan fåes, de fåes ikke bedre.Jeg ved ikke hvordan jeg kan fortælle det så han forstår det helt, men er bare så glad at han kan gøre noget til gengæld, for hvad jeg gør for ham.Også han er så fuld af kærlighed og glæde over at være en del af arbejdet i Agape Child Care.
PS. jeg glemte helt at fotælle at i aftes var vi igen ude ved Kirsten, og Fransis var der med de færdige papier til underskrift ag registreingen hernede i Uganda. Det tog også 4 timer, så missionen varede lige til sidste øjeblik.Men nu er papierne underskrevet, og klar til de sidste stempler.
Han har været en uvuderlig hjælp, altid parat, altid klar, han er simpelthen den bedste hjælp der kan fåes, de fåes ikke bedre.Jeg ved ikke hvordan jeg kan fortælle det så han forstår det helt, men er bare så glad at han kan gøre noget til gengæld, for hvad jeg gør for ham.Også han er så fuld af kærlighed og glæde over at være en del af arbejdet i Agape Child Care.
PS. jeg glemte helt at fotælle at i aftes var vi igen ude ved Kirsten, og Fransis var der med de færdige papier til underskrift ag registreingen hernede i Uganda. Det tog også 4 timer, så missionen varede lige til sidste øjeblik.Men nu er papierne underskrevet, og klar til de sidste stempler.
Mandag morgen
Klokken ringede tidlig. Frank er vant til at stå op kl. 4, så for ham var 6 jo ikke tidligt, men det var det for mig.
Frank havde travlt med at skrive og tegne noget til mig, før jeg skulle hjem. De har deres egen forskellige måde at sige ting på,Innocent og Frank, men de gør det af hjertet.Jeg fik lavet morgenmad, og vi fik spist. Han havde lavet en fantastisk flot tegning af en elefant,han er virkelig god til at tegne. Elefanten holdt et lille dyr med snablen. Han pegede på det lille dyr, og sagde , Mum det er mig, og elefanten med snablen rundt om ham var mig. Mum, never let me fall, og så kikkede han på mig med disse vidunderlige øjne, så fuld af kærlighed og taknemlighed.Han håbede at jeg ville holde fat på ham, til han er færdig med sin eksamen som murer , og kan stå alene.
De er bare 2 dejlige drenge Innocent og Frank, og de tænker så dybt, og er såååå taknemlige for den chance de har fået begge to.
Så måtte han afsted, og han ønskede mig glædelig jul, og godt NYTÅR, og væk var han.
Jeg sad lidt bagefeter og tænket over hvad jeg får lov at være med i, og hvad mine små penge formår at gøre, og også jeg er bare såååå taknemlig for at se, hvordan de kan rejse op, og give nyt liv.Det er simpelthen et under.
Mandag ville vi så ud at spise, en sidste gang, Innocent og mig, og så skulle vi igen ud til Antioch skolen, for at tage billeder af Alice, som ikke var der i går. Jeg ville gerne møde hende, og se med egne øjne, hvordan hun har det.
Derefter skulle der vaskes lidt, lidt til computeren, og ellers nyde den sidste dag, for denne gang.
Frank havde travlt med at skrive og tegne noget til mig, før jeg skulle hjem. De har deres egen forskellige måde at sige ting på,Innocent og Frank, men de gør det af hjertet.Jeg fik lavet morgenmad, og vi fik spist. Han havde lavet en fantastisk flot tegning af en elefant,han er virkelig god til at tegne. Elefanten holdt et lille dyr med snablen. Han pegede på det lille dyr, og sagde , Mum det er mig, og elefanten med snablen rundt om ham var mig. Mum, never let me fall, og så kikkede han på mig med disse vidunderlige øjne, så fuld af kærlighed og taknemlighed.Han håbede at jeg ville holde fat på ham, til han er færdig med sin eksamen som murer , og kan stå alene.
De er bare 2 dejlige drenge Innocent og Frank, og de tænker så dybt, og er såååå taknemlige for den chance de har fået begge to.
Så måtte han afsted, og han ønskede mig glædelig jul, og godt NYTÅR, og væk var han.
Jeg sad lidt bagefeter og tænket over hvad jeg får lov at være med i, og hvad mine små penge formår at gøre, og også jeg er bare såååå taknemlig for at se, hvordan de kan rejse op, og give nyt liv.Det er simpelthen et under.
Mandag ville vi så ud at spise, en sidste gang, Innocent og mig, og så skulle vi igen ud til Antioch skolen, for at tage billeder af Alice, som ikke var der i går. Jeg ville gerne møde hende, og se med egne øjne, hvordan hun har det.
Derefter skulle der vaskes lidt, lidt til computeren, og ellers nyde den sidste dag, for denne gang.
fortsættelse søndag
Vi var ude at sige farvel ti Faith, og det var sååå dejligt at se hvordan hun var blomtret op. Hun har god smag, så det lille rum var virkelig så hyggeligt. Det er første gang i sit liv, hun har sin egen madras, sin egen seng og alting, så selv om rummet ikke er stort, så er det en fantastisk ny begyndelse for en smuk ung kvinde. Jeg glæder mig til at se, hvad hun bliver til, når hun er færdiguddanet, for hun er hyberinteligent. Men vi må se.
Vi fik sagt farvel, og så gik turen videre, hjem, vi skulle have noget at spise.
Derefter var det tid at køre ud til det nye sponsorbarn, og meddele dem at hun havde fået en sponsor i Danmark. Innocent havde ringet til dem, og aftalt tid, og vi skulle være der omkring kl. 6. Det er et eventyr hver gang, at komme og fortælle at de nu vil få hjælp fra Danmark, til at betale Agness skolepenge.
Vi havde igen købt en masse mad, da Innocent mener det er bedre end at give dem pengene denne gang.Ellers vil pengene gå til skolen. Men denne gang købte vi en masse mad til huset, ris, poschio, bønner,mel, olie, sæbe, matogi( grønne bananer), brød, mælk, kartofler og jeg ved ikke hvad. Jeg havde købt en dukke, som en hilsen fra Agape Child Care,og havde en penalhus med fra sparekassen thy, med blyanter, viskelæder og balloner i. Jeg havde også noget tøj med, som jeg mente kunne passe en pige på 4 år, som jeg havde haft med fra Danmark. Tøjet var som syet til hende, og alt i alt bragte det vild jubel, glæde og STOR taknemlighed.
Så var det hjemad igen, og så ville vi hygge os det sidste af aftenen, da det var sidste dag Frank var hjemme, han skulle tilbage til skolen i morgen tidlig kl. 7, så vi skulle også tidlig op, så han kunne få noget at spise før han skulle afsted.
Det var så den sidste søndag i Kampala for denne gang. Solveig
Vi fik sagt farvel, og så gik turen videre, hjem, vi skulle have noget at spise.
Derefter var det tid at køre ud til det nye sponsorbarn, og meddele dem at hun havde fået en sponsor i Danmark. Innocent havde ringet til dem, og aftalt tid, og vi skulle være der omkring kl. 6. Det er et eventyr hver gang, at komme og fortælle at de nu vil få hjælp fra Danmark, til at betale Agness skolepenge.
Vi havde igen købt en masse mad, da Innocent mener det er bedre end at give dem pengene denne gang.Ellers vil pengene gå til skolen. Men denne gang købte vi en masse mad til huset, ris, poschio, bønner,mel, olie, sæbe, matogi( grønne bananer), brød, mælk, kartofler og jeg ved ikke hvad. Jeg havde købt en dukke, som en hilsen fra Agape Child Care,og havde en penalhus med fra sparekassen thy, med blyanter, viskelæder og balloner i. Jeg havde også noget tøj med, som jeg mente kunne passe en pige på 4 år, som jeg havde haft med fra Danmark. Tøjet var som syet til hende, og alt i alt bragte det vild jubel, glæde og STOR taknemlighed.
Så var det hjemad igen, og så ville vi hygge os det sidste af aftenen, da det var sidste dag Frank var hjemme, han skulle tilbage til skolen i morgen tidlig kl. 7, så vi skulle også tidlig op, så han kunne få noget at spise før han skulle afsted.
Det var så den sidste søndag i Kampala for denne gang. Solveig
mandag den 8. november 2010
Søndag d. 7/11 2010
Vi er alle tidlig oppe, vi har i dag en heldags program. Vi ville som det første selfølgelig i Kirke. Det er søndag, og en søndag uden at komme i kirke, er virkelig ikke god.
Så vi gik til 9 gudstjenesten, hvor der var ,jeg tror 6000 mennesker.Også børnene fra AGP 2 kom stormende, og så fik vi knusere i stor stiel, de er altid færdig til at kramme, det får de ikke for meget af. Og de ville gerne at vi ville komme igen idag og besøge dem, kunne ikke bære at det nu var slut for denne gang.
Men vi havde ikke tid, vi måtte videre. Vi skulle ud på Antioch skolen, hvor jeg havde sat Sarah og alle vore sponsorbørn, med pårørende stævne, så de kunne få deres penge for nov.
Det var dejligt at se de fleste af børnene, men selfølgelig ikke alle, vi er i Afrika, men vi havde en dejlig tid med dem, de fik penge, og Innocent er fast mand på cameraen, så der blev taget mange billeder. Jeg fik også nogle breve med hjem.
Videre derfra var vi ude at se om vi kunne finde Alice. Jeg havde ikke set hende, og var ikke glad for at komme hjem uden at have mødt hende, så vi kom alle afsted, Sarah, Frank, mig Sulait, der skulle vise vej og Innocent som var chafør.
Vi fandt også der hvor hun boede nu, sammen med sin mor og bedstemor, men var ikke hjemme. Men det var dejligt at se hvor hun holdt til.
Videre derfra til AGP 1, de skulle have det sidste tøj, penge for nov. og så havde jeg fået et verdenskort sat i ramme til begge hjem, og ingen af dem vidste hvor Afrika var på kortet, så de trænger virkelig til at lære verdenshistorie.
Vi hyggede os lidt sammen med dem, og så videre.
På vejen hjem, skulle vi så ind og sige farvel til Faith, og se, om hun havde fået begyndt det nye liv.Jeg havde købt en fin lille klole til Kaith, som en afskedshilsen denne gang. Det var bare så dejligt at se hvordan Faith blomstrede op, hun var så glad så glad, Havde allerede fået venner at snakke med. Havde virkelig fået indrettet sig flot, og var bare så taknemlig. Det er lige vidunderlig hver gang:::::fortsættelse følger
Så vi gik til 9 gudstjenesten, hvor der var ,jeg tror 6000 mennesker.Også børnene fra AGP 2 kom stormende, og så fik vi knusere i stor stiel, de er altid færdig til at kramme, det får de ikke for meget af. Og de ville gerne at vi ville komme igen idag og besøge dem, kunne ikke bære at det nu var slut for denne gang.
Men vi havde ikke tid, vi måtte videre. Vi skulle ud på Antioch skolen, hvor jeg havde sat Sarah og alle vore sponsorbørn, med pårørende stævne, så de kunne få deres penge for nov.
Det var dejligt at se de fleste af børnene, men selfølgelig ikke alle, vi er i Afrika, men vi havde en dejlig tid med dem, de fik penge, og Innocent er fast mand på cameraen, så der blev taget mange billeder. Jeg fik også nogle breve med hjem.
Videre derfra var vi ude at se om vi kunne finde Alice. Jeg havde ikke set hende, og var ikke glad for at komme hjem uden at have mødt hende, så vi kom alle afsted, Sarah, Frank, mig Sulait, der skulle vise vej og Innocent som var chafør.
Vi fandt også der hvor hun boede nu, sammen med sin mor og bedstemor, men var ikke hjemme. Men det var dejligt at se hvor hun holdt til.
Videre derfra til AGP 1, de skulle have det sidste tøj, penge for nov. og så havde jeg fået et verdenskort sat i ramme til begge hjem, og ingen af dem vidste hvor Afrika var på kortet, så de trænger virkelig til at lære verdenshistorie.
Vi hyggede os lidt sammen med dem, og så videre.
På vejen hjem, skulle vi så ind og sige farvel til Faith, og se, om hun havde fået begyndt det nye liv.Jeg havde købt en fin lille klole til Kaith, som en afskedshilsen denne gang. Det var bare så dejligt at se hvordan Faith blomstrede op, hun var så glad så glad, Havde allerede fået venner at snakke med. Havde virkelig fået indrettet sig flot, og var bare så taknemlig. Det er lige vidunderlig hver gang:::::fortsættelse følger
fortsættelse lørdag:
Vi ( Frank, Innocent og mig)kom afsted mod Agape 2, men der skulle først købes et læs mad igen, for de penge der var tilbage af deres sponsorpenge.Så vi kørte til et sted, vi kunne få mest muligt for pengene, og derefter gik det mod AGP 2.
Det er altid sådan, at når de får øje på os, så er der en hvinen af bare glæde, der næsten ingen ende vil tage. De kan simpelthen ikke være mere glade, end når vi kommer.
Vi fik læsset al maden ind, og så skulle der leges, efter at have delt gave ud til alle. Så der blev sjippet, hoppet i mand, hoppet i ellastik og forskelligt. Jeg havde også endeligt fundet disse små perler der skal bruges til at lave disse spisielle halskæder af ,som de laver her af papir, som børnene så gerne ville lave. Men de havde selfølgelig ingenting, og kunne ikke fortælle hvor jeg kunne købe materialerne, så det har været lidt af en opgave at finde, lim, papir, limstift, og så de små perler. Vi havde taget vor egen saks med i alle tilfælde.
Børnene og Mamma Ester var ellevilde, at vi havde alle tingene, og så kunne vi gå i gang med at fabrikere disse perler af papir.
Gladys tog føretrøjen på, og viste os hvordan det skulle tegnes, klippet, rulles og til sidst limes.
Det var bare så hyggeligt, og alle tog fat, mens de små legede rundt om os, og alle havde en god dag.
Joseph har fået 2 nye børn, så nu bliver det endnu sværere at finde ud af, hvem der skal have hvad, men vi vil finde en løsning.
Vi havde en dejlig eftermiddag sammen med børnene, Joseph så vi ingenting til, og David var der bare 5 min, og tog derefter afsted igen, så vi havde ro, sammen med børnene, hvilket vi nød i stor stiel alle mand.
Gladys fik sin julegave, som jeg havde med fra Anne Grethe og Jens, og hun var strålende jublende glad. Solveig
Det er altid sådan, at når de får øje på os, så er der en hvinen af bare glæde, der næsten ingen ende vil tage. De kan simpelthen ikke være mere glade, end når vi kommer.
Vi fik læsset al maden ind, og så skulle der leges, efter at have delt gave ud til alle. Så der blev sjippet, hoppet i mand, hoppet i ellastik og forskelligt. Jeg havde også endeligt fundet disse små perler der skal bruges til at lave disse spisielle halskæder af ,som de laver her af papir, som børnene så gerne ville lave. Men de havde selfølgelig ingenting, og kunne ikke fortælle hvor jeg kunne købe materialerne, så det har været lidt af en opgave at finde, lim, papir, limstift, og så de små perler. Vi havde taget vor egen saks med i alle tilfælde.
Børnene og Mamma Ester var ellevilde, at vi havde alle tingene, og så kunne vi gå i gang med at fabrikere disse perler af papir.
Gladys tog føretrøjen på, og viste os hvordan det skulle tegnes, klippet, rulles og til sidst limes.
Det var bare så hyggeligt, og alle tog fat, mens de små legede rundt om os, og alle havde en god dag.
Joseph har fået 2 nye børn, så nu bliver det endnu sværere at finde ud af, hvem der skal have hvad, men vi vil finde en løsning.
Vi havde en dejlig eftermiddag sammen med børnene, Joseph så vi ingenting til, og David var der bare 5 min, og tog derefter afsted igen, så vi havde ro, sammen med børnene, hvilket vi nød i stor stiel alle mand.
Gladys fik sin julegave, som jeg havde med fra Anne Grethe og Jens, og hun var strålende jublende glad. Solveig
lørdag den 6. november 2010
Lørdag 6/11 2010
Frank var tidlig oppe, jeg kunne høre han rumsterede. Han er også vant til at stå op kl. 4 hver dag, da han er leder for hele sit arbejdshold på mureskolen, og er den der skal sørge for at alle kommer op, og kommer på arbejde til tiden, så han er også morgenmand. Han har altid en masse tøj der skal vaskes når han er hjemme, så jeg kunne høre han gik i vaskeriet "gnubbe". Derefter gil han igang med alle gulvene i hele huset, så der var nyvasket over det hele, da jeg bestemte mig til at stå op kl. 8.Innocent var i gang med strygning, hjemmet skal jo fungere, og opvasken var også stor efter igår, men Frank også den. Jeg ville til computeren, for nu var mit hoved fuld, den måtte tømmes.
Da de havde lavet morgenmad, og vi sad og spiste, havde lige begyndt, så ringede det igen på lågen. Det var de to fattige piger vi havde set på vejen, der gik og samlede papir og plastik, for om muligt at have noget at spise. Innocent havde set den lille pige på 10 år mange gange, og havde sagt at de måske var et emne til sponsor, da vi ikke havde så mange børn mere, og de var virkelig fattige.
De kom ind, blev trakteret med morgenmad, som bekom dem godt, de havde ikke fået noget at spise, så de fik brød med smør og marmelade, kiks, saftevand og mælk. De spiste med god appetit. Vi stillede dem nogle spørgsmål, så vi kunne vide lidt om deres baggrund, og de trænger virkelig til hjælp, men det må blive i et hjem.
Å Jesus, giv mig penge nok til at starte den hjem for piger!!!!
Den store var 13 år Silvia, den lille 10 år Nadia, og virkelig fattige. Vi tog billeder af dem, og fortalte dem hvorfor vi havde bedt dem om at komme til vores hjem. Så da de var gået igen, hver med 10,000ugx, i hånden, så de kunne få mad idag, og måske i morgen.
Kl. er nu 11, og vi skal have lavet mad, og derefter afsed til Agape 2.
fortsættelse følger::: Solveig
Da de havde lavet morgenmad, og vi sad og spiste, havde lige begyndt, så ringede det igen på lågen. Det var de to fattige piger vi havde set på vejen, der gik og samlede papir og plastik, for om muligt at have noget at spise. Innocent havde set den lille pige på 10 år mange gange, og havde sagt at de måske var et emne til sponsor, da vi ikke havde så mange børn mere, og de var virkelig fattige.
De kom ind, blev trakteret med morgenmad, som bekom dem godt, de havde ikke fået noget at spise, så de fik brød med smør og marmelade, kiks, saftevand og mælk. De spiste med god appetit. Vi stillede dem nogle spørgsmål, så vi kunne vide lidt om deres baggrund, og de trænger virkelig til hjælp, men det må blive i et hjem.
Å Jesus, giv mig penge nok til at starte den hjem for piger!!!!
Den store var 13 år Silvia, den lille 10 år Nadia, og virkelig fattige. Vi tog billeder af dem, og fortalte dem hvorfor vi havde bedt dem om at komme til vores hjem. Så da de var gået igen, hver med 10,000ugx, i hånden, så de kunne få mad idag, og måske i morgen.
Kl. er nu 11, og vi skal have lavet mad, og derefter afsed til Agape 2.
fortsættelse følger::: Solveig
Fredag 5/11 2010
En splitny dag var begyndt. jeg havde sovet godt, og nu havde smerten lagt sig, og jeg havde tiltro til at tingene ville fungere beder i dag.
Innocent havde været oppe siden 6 for at læse, så var det den sidste eksamen. jeg havde lagt plan for i dag, men nu måtte der ro på før han skulle afsted, så jeg ville ikke vi skulle noget før han var færdig.
Men du kan ikke læse i 8 timer ad gangen, du må have en pause, så han synes vi skulle køre hen og se om der var penge idag, og ellers måtte vi ind til midtbyen, hvilket kan være frygtelig, da trafikken kan stoppe os total, og vi bare sidder fast, men vi måtte have penge ud.
Vi bestemte at bruge en time, og så måtte vi være hjemme igen.
Vi kørte til ATMm og håbede at nu var der penge der, men nej, så måtte vi ind til byen, oa fandt en anden ATM, men nej den sagde det samme. Jeg var meget glad for jeg vidste at pengene var der, så vi fandt en anden, det samme resultat, ingen penge.
Så var det nok, jeg ville ind i Banken og spørge hvad der var i vejen, hvis de kunne fortælle mig det.
Bankmanden, vi snakkede med sagde at det kunne være vi havde hævet for mange penge på for kort tid, og at det var det der var skyld i at den var blokeret. Det samme som med internettet. Det er ikke Danmark her, det bliver vi mindet om hele tiden, du kan aldrig vide.
Så var det bare hjem igen uden penge, og jeg måtte igen i kontakt med bannken, for at høre hvad de kan gøre. men denne gang måtte det blive på mail, da det koster dyrt at ringe herfra, så lad os se.
Jeg havde heldigvis mit eget kort, så måtte vi se om den ville give penge. Vi kørte hjem og hentede den, og så tilbage til ATM igen, og så havde vi penge igen.Dejligt.
Pyha alle de chok man får undervejs.Så var det hjem, og vi købte noget færdig mad med hjem til innocent, så han kunne få noget at spise før han skulle til eksamen igen, jeg havde helt mistet appetitten, det kan blive FOR meget ind imellem.
Men han kom afsted, og jeg kunne komme videre med programmet.
Vi skulle have fat i Judith igen, hun skulle også have penge, og jeg glædede mig til at høre, hvordan hun syntes om sit arbejde, og se hende igen efter hun havde fået" chancen ".
Innocent kom flyvende glad hjem, endelig endelig færdig med eksamen, så nu var der mere tid at gøre med igen.
Vi fik lidt at spise, og glædede os over at han nu var færdig for denne gang.
Derefter skulle vi på handel, jeg ville have købt små gaver til alle på Agape 2, hvor vi vil køre til imorgen,lørdag,vi ville igen købe en masse mad til dem for deres penge,så Joseph ikke rejser pengene op.Vi ville bruge eftermiddagen sammen med dem, og lave perlekæder, som de så gerne ville,og vi har prøvet at finde materialer til det i 14 dage, men ikke har kunne finde noget.
Men idag fandt vi hvad vi skulle bruge, så nu skal der laves perler af papir, og jeg ved ikke hvad. Vi ville hygge os med dem, før det var farvel.
Så hjem igen med alle indkøbene, og så skulle vi spise lidt.
Så kom Judith, og hvor var det skønt at se hende.Hun strålede som en sol, var bare så taknemlig at hun havde fået af chance for en fremtid. Hun var glad for sit arbejde, og var nu ved at forstå lidt af det hele. Hun står op hver morgen kl. 4 for at være på sit arbejde kl. 7, og er første hjemme igen kl. 7-8 om aftenen, og det hver dag, også lørdag og søndag, til at begynde med. Men hun er stærk, og har virkelig i sinde at gøre det godt, øjner nu en fremtid for hende og hendes lille dreng, hun var så glad så glad. Hun fik noget at spise sammen med os, da hun kom lige fra arbejde.
Mens vi sad der og spiste, ringede det igen på lågen, det var Frank der kom hjem på wekend, også for at sige farvel. Han sad lidt, og ville så gerne have et bad, så længe jeg igen lavede mad til ham, da han også var hundesulten. Så sad vi alle og snakkede og hyggede os, så uendelig taknemmelige for vort hjem, at vi har denne vidunderlige plads at arbejde i og ud fra.Det er virkelig en velsignelse.
Så var det tid til godnat, og så i tæpperne, efter endnu en heftig, men vidunderlig dag her i Kampala. Solveig
Innocent havde været oppe siden 6 for at læse, så var det den sidste eksamen. jeg havde lagt plan for i dag, men nu måtte der ro på før han skulle afsted, så jeg ville ikke vi skulle noget før han var færdig.
Men du kan ikke læse i 8 timer ad gangen, du må have en pause, så han synes vi skulle køre hen og se om der var penge idag, og ellers måtte vi ind til midtbyen, hvilket kan være frygtelig, da trafikken kan stoppe os total, og vi bare sidder fast, men vi måtte have penge ud.
Vi bestemte at bruge en time, og så måtte vi være hjemme igen.
Vi kørte til ATMm og håbede at nu var der penge der, men nej, så måtte vi ind til byen, oa fandt en anden ATM, men nej den sagde det samme. Jeg var meget glad for jeg vidste at pengene var der, så vi fandt en anden, det samme resultat, ingen penge.
Så var det nok, jeg ville ind i Banken og spørge hvad der var i vejen, hvis de kunne fortælle mig det.
Bankmanden, vi snakkede med sagde at det kunne være vi havde hævet for mange penge på for kort tid, og at det var det der var skyld i at den var blokeret. Det samme som med internettet. Det er ikke Danmark her, det bliver vi mindet om hele tiden, du kan aldrig vide.
Så var det bare hjem igen uden penge, og jeg måtte igen i kontakt med bannken, for at høre hvad de kan gøre. men denne gang måtte det blive på mail, da det koster dyrt at ringe herfra, så lad os se.
Jeg havde heldigvis mit eget kort, så måtte vi se om den ville give penge. Vi kørte hjem og hentede den, og så tilbage til ATM igen, og så havde vi penge igen.Dejligt.
Pyha alle de chok man får undervejs.Så var det hjem, og vi købte noget færdig mad med hjem til innocent, så han kunne få noget at spise før han skulle til eksamen igen, jeg havde helt mistet appetitten, det kan blive FOR meget ind imellem.
Men han kom afsted, og jeg kunne komme videre med programmet.
Vi skulle have fat i Judith igen, hun skulle også have penge, og jeg glædede mig til at høre, hvordan hun syntes om sit arbejde, og se hende igen efter hun havde fået" chancen ".
Innocent kom flyvende glad hjem, endelig endelig færdig med eksamen, så nu var der mere tid at gøre med igen.
Vi fik lidt at spise, og glædede os over at han nu var færdig for denne gang.
Derefter skulle vi på handel, jeg ville have købt små gaver til alle på Agape 2, hvor vi vil køre til imorgen,lørdag,vi ville igen købe en masse mad til dem for deres penge,så Joseph ikke rejser pengene op.Vi ville bruge eftermiddagen sammen med dem, og lave perlekæder, som de så gerne ville,og vi har prøvet at finde materialer til det i 14 dage, men ikke har kunne finde noget.
Men idag fandt vi hvad vi skulle bruge, så nu skal der laves perler af papir, og jeg ved ikke hvad. Vi ville hygge os med dem, før det var farvel.
Så hjem igen med alle indkøbene, og så skulle vi spise lidt.
Så kom Judith, og hvor var det skønt at se hende.Hun strålede som en sol, var bare så taknemlig at hun havde fået af chance for en fremtid. Hun var glad for sit arbejde, og var nu ved at forstå lidt af det hele. Hun står op hver morgen kl. 4 for at være på sit arbejde kl. 7, og er første hjemme igen kl. 7-8 om aftenen, og det hver dag, også lørdag og søndag, til at begynde med. Men hun er stærk, og har virkelig i sinde at gøre det godt, øjner nu en fremtid for hende og hendes lille dreng, hun var så glad så glad. Hun fik noget at spise sammen med os, da hun kom lige fra arbejde.
Mens vi sad der og spiste, ringede det igen på lågen, det var Frank der kom hjem på wekend, også for at sige farvel. Han sad lidt, og ville så gerne have et bad, så længe jeg igen lavede mad til ham, da han også var hundesulten. Så sad vi alle og snakkede og hyggede os, så uendelig taknemmelige for vort hjem, at vi har denne vidunderlige plads at arbejde i og ud fra.Det er virkelig en velsignelse.
Så var det tid til godnat, og så i tæpperne, efter endnu en heftig, men vidunderlig dag her i Kampala. Solveig
fredag den 5. november 2010
anden halvdel toorsdag
Så blev jeg afbrudt af besøg.
men videre torsdag, efter choket.Vi kunne ikke køre hjem og tjekke hvad der stod på contoen, på computeren, da jeg have brugt vulumen på internettet, selom jeg troede jeg havde købt en måned, men nej nej nej. Så internet havde vi ikke, så jeg kunne ikke komme nogen vegne.
Men vi måtte hjem, for nu var det nødvendigt at ringe til banken hjemme, koste hvad det ville. Da jeg kom hjem til min danske tlf, som næsten ingen strøm havde, jeg bruger den jo ikke så tit, bad igen at det måtte slå til, så ringede jeg straks til banken om de ville tjekke hvad der stod på vores conto. Det gjorde de lynhurtigt, og Tak himmelske far, alle pengene var der, det var ikke der problemet lå. Jeg var lettet, men det tog det meste af dagen at komme over dette chok, og så andre folks penge, det var bare så frygtelig.
Vi havde købt mere internet, men det tog tid at få det instaleret, så det måtte vente. Så havde vi 20 min tilbage før Innocent skulle til eksamen, så vi fløj igen ud af døren, og hen at få noget at spise med 100 km. i timen. Derefter tilbage med samme fart, og præsis kl 2, hoppede jeg af bilen, og han kørte til eksamen. Dette var ikke den bedste begyndelse til eksamen, og det var ikke lige hvad jeg havde tænkt for idag, der skulle ro på, men men men.
Men han kom til eksamen og så måtte det gå som det kunne.
Jeg blev bare hjemme, og trængte bare til at sidde stille og bede, så denne smerte ville fortage sig,jeg var virkelig lammet, det havde virkelig ramt mig dybt.Det havde gjort så frygtelig ondt.
Det er sådan i dette arbejde at vi aldrig skal tro vi kan rive små mennesker ud af Satans hånd,fattigdom og elendighed, til en ny begyndelse, og så bare tro at han vil klappe i sine små hænder, nej han vil prøve at stoppe os med alle midler, og det ved vi godt, og det er prisen vi er parat til betale, men det kan gøre ondt. Satan har jo kun et ønske, at stjæle, slagte og ødelægge mennesker, og hvis nogen vil noget andet, vil han prøve ved alle midler at stoppe det, han ønsker ikke at se mennesker får/har et godt velsignet liv, nej nej nej.MEN VI FORTSÆTTER.
Innocent kom hjem fra eksamen, og tak himmelske far, at det var gået så godt
efter den start.Vi snakkede om hvad der kunne være i vejen med ATM maskinen, måske var der ikke flere penge i den???? Vi sundede os lidt, at der nu kunne falde lidt ro på os, det var lige ved at være FOR meget.Jeg havde lige akkurat penge nok, så Innocent kunne køre efter i flaske gas, så vi igen kunne lave mad, og derefter fik han internettet op at køre igen, så nu begyndte det at lysne. Men han skulle jo hurtigt igen til at læse, skulle igen i morgen til eksamen, så det var bare igang igen. Jeg fik ringet til Sarah, i Antioch, om hun ville kontakte alle børnene, jeg ville komme søndag kl. 2 til Antiock, og ville gerne at alle børnene var der med deres familier, de skulle have penge igen, før jeg skulle hjem.Så måtte vi se om vi kunne hæve penge i morgen, ellers måtte jeg bruge min egen visa kort.
Det var en "almindelig torsdag" her i Kampala
men videre torsdag, efter choket.Vi kunne ikke køre hjem og tjekke hvad der stod på contoen, på computeren, da jeg have brugt vulumen på internettet, selom jeg troede jeg havde købt en måned, men nej nej nej. Så internet havde vi ikke, så jeg kunne ikke komme nogen vegne.
Men vi måtte hjem, for nu var det nødvendigt at ringe til banken hjemme, koste hvad det ville. Da jeg kom hjem til min danske tlf, som næsten ingen strøm havde, jeg bruger den jo ikke så tit, bad igen at det måtte slå til, så ringede jeg straks til banken om de ville tjekke hvad der stod på vores conto. Det gjorde de lynhurtigt, og Tak himmelske far, alle pengene var der, det var ikke der problemet lå. Jeg var lettet, men det tog det meste af dagen at komme over dette chok, og så andre folks penge, det var bare så frygtelig.
Vi havde købt mere internet, men det tog tid at få det instaleret, så det måtte vente. Så havde vi 20 min tilbage før Innocent skulle til eksamen, så vi fløj igen ud af døren, og hen at få noget at spise med 100 km. i timen. Derefter tilbage med samme fart, og præsis kl 2, hoppede jeg af bilen, og han kørte til eksamen. Dette var ikke den bedste begyndelse til eksamen, og det var ikke lige hvad jeg havde tænkt for idag, der skulle ro på, men men men.
Men han kom til eksamen og så måtte det gå som det kunne.
Jeg blev bare hjemme, og trængte bare til at sidde stille og bede, så denne smerte ville fortage sig,jeg var virkelig lammet, det havde virkelig ramt mig dybt.Det havde gjort så frygtelig ondt.
Det er sådan i dette arbejde at vi aldrig skal tro vi kan rive små mennesker ud af Satans hånd,fattigdom og elendighed, til en ny begyndelse, og så bare tro at han vil klappe i sine små hænder, nej han vil prøve at stoppe os med alle midler, og det ved vi godt, og det er prisen vi er parat til betale, men det kan gøre ondt. Satan har jo kun et ønske, at stjæle, slagte og ødelægge mennesker, og hvis nogen vil noget andet, vil han prøve ved alle midler at stoppe det, han ønsker ikke at se mennesker får/har et godt velsignet liv, nej nej nej.MEN VI FORTSÆTTER.
Innocent kom hjem fra eksamen, og tak himmelske far, at det var gået så godt
efter den start.Vi snakkede om hvad der kunne være i vejen med ATM maskinen, måske var der ikke flere penge i den???? Vi sundede os lidt, at der nu kunne falde lidt ro på os, det var lige ved at være FOR meget.Jeg havde lige akkurat penge nok, så Innocent kunne køre efter i flaske gas, så vi igen kunne lave mad, og derefter fik han internettet op at køre igen, så nu begyndte det at lysne. Men han skulle jo hurtigt igen til at læse, skulle igen i morgen til eksamen, så det var bare igang igen. Jeg fik ringet til Sarah, i Antioch, om hun ville kontakte alle børnene, jeg ville komme søndag kl. 2 til Antiock, og ville gerne at alle børnene var der med deres familier, de skulle have penge igen, før jeg skulle hjem.Så måtte vi se om vi kunne hæve penge i morgen, ellers måtte jeg bruge min egen visa kort.
Det var en "almindelig torsdag" her i Kampala
Torsdag d 4/11 2010
Vi har sovet som sten i nat, men Innocent har igen været tidlig oppe for at læse.Det med skolan er næsten noget han skal snyde sig til, da vi altid har så meget der skal gøres.Men nu måtte han have læst, så jeg ville ordne noget på computeren, og så havde han ro. Vi havde ingen gas, ikke tid at hente det, så jeg besluttede at i dag ville vi gå ud at spise kl. 1, så havde vi ro til vort hjemmearbejde begge to.
Kl. 1 kørte vi så afsted, og jeg mente vi havde god tid til at hæve penge igen, og så få spist, før Innocent skulle til eksamen igen kl. 14.
Vi kom til Atm maskinen for at hæve penge, og jeg fik et chok, den sagde at der ingen penge var på contoen. Jeg kan ikke beskrive hvordan jeg havde det, jeg gik totalt i chok. Ingen penge, jeg vidste at der skulle være masser af penge.Der gik, jeg ved ikke hvor lang tid, før hovedet igen begyndte at fungere, og jeg hørte mig selv bede, Jesus lad det ikke være muligt at nogen har luret koden, og tømt vore conto for penge, lad det ikke være sket. jeg var lammet, i chok, og tænkte alle disse penge der er givet af kærlighed fra mennesker i Danmark, til at hjælpe disse børn og unge, lad det ikke være muligt at nogen har stjålet det hele
Kl. 1 kørte vi så afsted, og jeg mente vi havde god tid til at hæve penge igen, og så få spist, før Innocent skulle til eksamen igen kl. 14.
Vi kom til Atm maskinen for at hæve penge, og jeg fik et chok, den sagde at der ingen penge var på contoen. Jeg kan ikke beskrive hvordan jeg havde det, jeg gik totalt i chok. Ingen penge, jeg vidste at der skulle være masser af penge.Der gik, jeg ved ikke hvor lang tid, før hovedet igen begyndte at fungere, og jeg hørte mig selv bede, Jesus lad det ikke være muligt at nogen har luret koden, og tømt vore conto for penge, lad det ikke være sket. jeg var lammet, i chok, og tænkte alle disse penge der er givet af kærlighed fra mennesker i Danmark, til at hjælpe disse børn og unge, lad det ikke være muligt at nogen har stjålet det hele
Onsdag d.3/11 2010
Onsdag:
Så skulle vi på handel, nu havde vi lejet et lille rum til Faith, så hun kan begynde et nyt liv, men rummet var tomt, og den behøvede alt.
Faith skulle komme kl. 9, og så skulle der handles.
Vi ville først gå til en supermarked jeg handler i, hvor alt er billigt, og der vi kan få alt i talerkner, kopper,glas, gryde, potter og pander, skeer, knive, gafler, vaskebaljer, spand, klude, sæbe, strygejern, termokande, noget til at koge mad på, og jeg ved ikke hvad, og mens vi fandt alle tingene, sad Innocent i bilen og læste, da han skulle til eksamen, og der er ikke tid at han kan blive klar, så tiden måtte udnyttes.
Vi fik købt basis, og så skulle jeg ud og se stedet Agape Child Care havde lejet. Jeg havde ikke været med, for hvis de ser en mosongo, bliver prisen det dobbelte i hvet fald, det er til at blive så gal over,men sådan er det, så derfor må vi være taktiske, så de ikke snyder os alt for meget.
Da vi kom ud på stedet var jeg ikke særlig glad for at se rummet, som skulle være nymalet, og jeg ved ikke hvad det lignede, så skældte jeg ud, det her lignede ikke noget, jeg har aldrig set magen. Men efter den tale, kunne de da male igen, og det ville være en god ide, men de skulle gøre det ordentlig.
Det var så det, vi tog alle tingene med os igen,så de kunne få malet igen, og jeg skulle ikke risikere at de også stjal alle de ting vi havde købt, for 225,000 ugx, så i bilen igen med det hele, og så videre.
Så skulle der købes seng, madras, pude, gulvbelægning, radio, reol til mad og service, elpære til loftet, tæppe, sengelinned og moskittonet havde vi taget her fra huset her, så vi var fri for at købe det.
Vi skulle hjem med 100 km.s fart, Innocent skulle til eksamen kl. 2, så på vejen hjem ringede han til den mand der skulle hente sengen, og bringe den til Faiths hus, og så skulle hun tage sig af resten.
Da så Innocent kom hjem fra eksamen, skulle vi ud med alle tingene, dvs. jeg kom ikke med, da jeg fik besøg af Anne Mette, som jeg havde mødt i flyveren på vej herned, og hun sagde at hun gerne ville besøge mig og se hvad vi gik og lavede. Hendes mand arbejder her i 2 år for Danida, så hun skulle til Uganda for første gang, så vi havde et dejligt følgeskab. Så Innocent måtte køre ud med alle tingene, mens jeg havde besøg.
Vi havde en dejlig eftermiddag sammen Anne Mette og mig, og snakken gik livlig.
Da så Anne Mette var taget hjem, hendes mand kom efter hende, var det tid at ringe efter Innocent, at han skulle komme efter mig, jeg ville igen ud og se rummet, og se hvor langt de var kommet.
Da han så kom kunne han fortælle at hun VAR flyttet ind, og havde alt i huset, + den lille pige, hun var sandelig parat til at gribe chancen. Det kom bag på mig, at hun allered var flyttet ind, men så skulle der købes mad.
Så måtte vi igen på handel, og alt der skal til at starte skulle købes, lige fra æg, sukker, mel, ris, olie og jeg ved ikke hvad, et læs igen.
Innocent havde nogle gardiner hun kunne få, så var vi fri for at købe dem.
Det var virkelig en dejlig oplevelse at komme denne gang .Hun var virkelig flyttet ind, havde indrettet rummet med stil. Havde valgt alt i blåt, og der var blevet malet igen, så nu så det godt ud. Lille Kaith (8 mdr) sad på sengen, og så undrende ud, hvad sker der her.
Innocent havde købt en masse mad til hende, så hun havde noget at begynde med. Han havde også købt noget hun kunne spise med det samme, da hun måtte være sulten. Jeg ved ikke hvor meget hun har fået at spise siden i søndags, men sovet har hun ikke af bare glæde og foretagsomhed, dette mirakel skulle gribes med det samme, og det kunne bare gå for langsomt.
Hun har også fået hentet sine få ejendele, derfra hvor hun var flygtet, så nu havde hun alt på et sted, og kunne begynde et nyt liv.
Vi bad sammen, og takkede Gud for denne mulighed for igen at hjælpe et menneske, der sad total fast. Fra total håbløshed, til håb, og en fremtid. Det er et under hver gang.
Hele opperationen har kostet 1 mio. ugx, men alt vi har købt i inventar, tilhører Agape Child Care.
Jeg gav hende 50,000 ugx, til at leve af resten af måneden, så ser vi igen.
ET NYT LIV ER BEGYNDT.
Så skulle vi på handel, nu havde vi lejet et lille rum til Faith, så hun kan begynde et nyt liv, men rummet var tomt, og den behøvede alt.
Faith skulle komme kl. 9, og så skulle der handles.
Vi ville først gå til en supermarked jeg handler i, hvor alt er billigt, og der vi kan få alt i talerkner, kopper,glas, gryde, potter og pander, skeer, knive, gafler, vaskebaljer, spand, klude, sæbe, strygejern, termokande, noget til at koge mad på, og jeg ved ikke hvad, og mens vi fandt alle tingene, sad Innocent i bilen og læste, da han skulle til eksamen, og der er ikke tid at han kan blive klar, så tiden måtte udnyttes.
Vi fik købt basis, og så skulle jeg ud og se stedet Agape Child Care havde lejet. Jeg havde ikke været med, for hvis de ser en mosongo, bliver prisen det dobbelte i hvet fald, det er til at blive så gal over,men sådan er det, så derfor må vi være taktiske, så de ikke snyder os alt for meget.
Da vi kom ud på stedet var jeg ikke særlig glad for at se rummet, som skulle være nymalet, og jeg ved ikke hvad det lignede, så skældte jeg ud, det her lignede ikke noget, jeg har aldrig set magen. Men efter den tale, kunne de da male igen, og det ville være en god ide, men de skulle gøre det ordentlig.
Det var så det, vi tog alle tingene med os igen,så de kunne få malet igen, og jeg skulle ikke risikere at de også stjal alle de ting vi havde købt, for 225,000 ugx, så i bilen igen med det hele, og så videre.
Så skulle der købes seng, madras, pude, gulvbelægning, radio, reol til mad og service, elpære til loftet, tæppe, sengelinned og moskittonet havde vi taget her fra huset her, så vi var fri for at købe det.
Vi skulle hjem med 100 km.s fart, Innocent skulle til eksamen kl. 2, så på vejen hjem ringede han til den mand der skulle hente sengen, og bringe den til Faiths hus, og så skulle hun tage sig af resten.
Da så Innocent kom hjem fra eksamen, skulle vi ud med alle tingene, dvs. jeg kom ikke med, da jeg fik besøg af Anne Mette, som jeg havde mødt i flyveren på vej herned, og hun sagde at hun gerne ville besøge mig og se hvad vi gik og lavede. Hendes mand arbejder her i 2 år for Danida, så hun skulle til Uganda for første gang, så vi havde et dejligt følgeskab. Så Innocent måtte køre ud med alle tingene, mens jeg havde besøg.
Vi havde en dejlig eftermiddag sammen Anne Mette og mig, og snakken gik livlig.
Da så Anne Mette var taget hjem, hendes mand kom efter hende, var det tid at ringe efter Innocent, at han skulle komme efter mig, jeg ville igen ud og se rummet, og se hvor langt de var kommet.
Da han så kom kunne han fortælle at hun VAR flyttet ind, og havde alt i huset, + den lille pige, hun var sandelig parat til at gribe chancen. Det kom bag på mig, at hun allered var flyttet ind, men så skulle der købes mad.
Så måtte vi igen på handel, og alt der skal til at starte skulle købes, lige fra æg, sukker, mel, ris, olie og jeg ved ikke hvad, et læs igen.
Innocent havde nogle gardiner hun kunne få, så var vi fri for at købe dem.
Det var virkelig en dejlig oplevelse at komme denne gang .Hun var virkelig flyttet ind, havde indrettet rummet med stil. Havde valgt alt i blåt, og der var blevet malet igen, så nu så det godt ud. Lille Kaith (8 mdr) sad på sengen, og så undrende ud, hvad sker der her.
Innocent havde købt en masse mad til hende, så hun havde noget at begynde med. Han havde også købt noget hun kunne spise med det samme, da hun måtte være sulten. Jeg ved ikke hvor meget hun har fået at spise siden i søndags, men sovet har hun ikke af bare glæde og foretagsomhed, dette mirakel skulle gribes med det samme, og det kunne bare gå for langsomt.
Hun har også fået hentet sine få ejendele, derfra hvor hun var flygtet, så nu havde hun alt på et sted, og kunne begynde et nyt liv.
Vi bad sammen, og takkede Gud for denne mulighed for igen at hjælpe et menneske, der sad total fast. Fra total håbløshed, til håb, og en fremtid. Det er et under hver gang.
Hele opperationen har kostet 1 mio. ugx, men alt vi har købt i inventar, tilhører Agape Child Care.
Jeg gav hende 50,000 ugx, til at leve af resten af måneden, så ser vi igen.
ET NYT LIV ER BEGYNDT.
torsdag den 4. november 2010
Tirsdag
Tirsdag aften skulle vi ud til Kirsten og have møde i bestyrelsen hernede, og se hvor langt vi er kommet med registreringen.
Vi skulle være der klokken 6, og vidste at vi skulle køre i god tid, da det er virkeligt et problem med alt det kaos i midtbyen, og vi skulle den vej. Vi bestemte at køre kl 5, så vi kunne være der til tiden.
Vi havde et dejlig møde, det var så dejligt at se dem igen , og høre hvor langt vi var, og der arbejdes på sagen.
Jeg fik taget billeder til hjemmesiden, og fik at vide at Kirsten også er på facebook, så vi ville finde hinanden der. Også Fransis ville prøve at komme på facebook.
Så da vi var færdige og skulle hjem, var der fuldstændig kaos, det der skulle have taget 15 min. tog 2 ½ time.
Da vi kom hjem have jeg sagt til Susan, at jeg gerne ville betale husleje for basen, de næste 2 mdr. Så det blev sent, før vi var færdige den aften, men nu var huslejen betalt for nov - dec. i Basen
Vi skulle være der klokken 6, og vidste at vi skulle køre i god tid, da det er virkeligt et problem med alt det kaos i midtbyen, og vi skulle den vej. Vi bestemte at køre kl 5, så vi kunne være der til tiden.
Vi havde et dejlig møde, det var så dejligt at se dem igen , og høre hvor langt vi var, og der arbejdes på sagen.
Jeg fik taget billeder til hjemmesiden, og fik at vide at Kirsten også er på facebook, så vi ville finde hinanden der. Også Fransis ville prøve at komme på facebook.
Så da vi var færdige og skulle hjem, var der fuldstændig kaos, det der skulle have taget 15 min. tog 2 ½ time.
Da vi kom hjem have jeg sagt til Susan, at jeg gerne ville betale husleje for basen, de næste 2 mdr. Så det blev sent, før vi var færdige den aften, men nu var huslejen betalt for nov - dec. i Basen
Efter besøg ved Faith, vidste jeg bare at her skulle vi gå ind og hjælpe, og det ikke bare med lidt håndører, men det måtte blive hele pakken, da hun sidder totalt fast .Hun var meget meget glad, tænk at Gud ikke havde glemt hende, men måske hjælpe hende ud, så måtte det blive en lodret mirakel, og miraklet var sket, hjælpen kom i dag.
Da vi kørte hjem, havde vi bestemt at Innocent skulle ringe til en ejendomsudlejer, som kunne hjælpe med at finde et rum til hende at bo i, og så ville han konekte de to, at de ville finde ud af det, da han skulle læse, og begynde eksamen i morgen . Så han ringede da vi kørte hjem, så nu var det op til dem
1/11 2010.
Mandag morgen ringede Faith, at de havde fundet et sted, og ville gerne have Innocent med ud og se på rummet, da hun jo ikke kunne gøre andet end at finde det, hun havde ingen penge, og penge skal der til i en fart, hvis du skal regne med at få det.
Jeg skulle være på computeren hele dagen, da jeg havde så meget der ventede
.
Så Innocent tog en pause i læsningen, og kørte ud for at se rummet sammen med Faith,og han fik også penge med, så vi kunne få hold på det, og komme videre, da tiden går, og der er ikke lang tid til at jeg skal hjem igen, og dette ville blive en stor opgave, og da alting tager så lang tid her, var det bare om at komme i gang.
Da vi kørte hjem, havde vi bestemt at Innocent skulle ringe til en ejendomsudlejer, som kunne hjælpe med at finde et rum til hende at bo i, og så ville han konekte de to, at de ville finde ud af det, da han skulle læse, og begynde eksamen i morgen . Så han ringede da vi kørte hjem, så nu var det op til dem
1/11 2010.
Mandag morgen ringede Faith, at de havde fundet et sted, og ville gerne have Innocent med ud og se på rummet, da hun jo ikke kunne gøre andet end at finde det, hun havde ingen penge, og penge skal der til i en fart, hvis du skal regne med at få det.
Jeg skulle være på computeren hele dagen, da jeg havde så meget der ventede
.
Så Innocent tog en pause i læsningen, og kørte ud for at se rummet sammen med Faith,og han fik også penge med, så vi kunne få hold på det, og komme videre, da tiden går, og der er ikke lang tid til at jeg skal hjem igen, og dette ville blive en stor opgave, og da alting tager så lang tid her, var det bare om at komme i gang.
mandag den 1. november 2010
Mandag 1/11 2010
Vi er tidlig oppe, Innocent er i vaskeriet Gnubbe, jeg laver morgenmad. Innocent skal til begravelse, da en mand fra kirken, som alle kender er død, 41 år gammel. Han har været ude at besøge familien, det gør man her.
Jeg går til bloggen, og vil prøve at få samlet op. men nu har vi igen ingen strøm, og batteriet er flad. Fortsættelse følger
Jeg går til bloggen, og vil prøve at få samlet op. men nu har vi igen ingen strøm, og batteriet er flad. Fortsættelse følger
Hjælpen kom til Faith
Så kom der en mail fra Bodil, som også er sponsor for Lilian, at hun gerne ville hjælpe Faith, og blive sponsor for hende også. Hvor var jeg glad. jeg sagde ikke noget til Innocent i første øjeblik, ville først være færdig med Annet, og den skak mat uge. Men derefter begyndte det at fungere i mit hoved, men det ville også blive en stor opgave, for hun havde intet.
Imellemtiden havde hun ringet til Innocent, om han kunne hjælpe hende med 10,000 ugx,ca. 25 kr. så hun kunne få hentet sine få ejendele der hvor hun var flygtet fra, det havde hun ikke haft råd til, og hun havde kun hvad hun lånte fra andre.
Han vidste igen ikke rigtig hvad han skulle gøre, men nu var jeg jo her igen, og vi snakkede om situationen. Jeg vidste på det tidspunkt, at Bodil havde sat mange penge ind på vores konto til at hjælpe Faith, men jeg havde ikke sagt noget endnu.
Så vi snakkede endnu en halv nat, om alt muligt, og jeg kom langt omkring for at finde ud af hvem Faith var, jeg kendte hende ikke meget, og nu måtte jeg så finde ud af, hvem hun var, og om vi kunne bygge på hende, og betro hende disse penge. Innocent vidste intet om, hvorfor jeg spurgte ham om alle disse ting, og det skulle han ikke vide.
Hun havde gået meget i skole, og var meget dygtig, men det ville koster penge at komme i skole igen, og det koster penge at have et sted at bo, noget at spise, og så havde hun den lille pige Kaith.Skulle hun mon give hende til et hjem for små børn, eller hvad. Hendes situation var totalt håbløs, hun var lammet, der var ingen der kunne hjælpe hende, og Innocent kunne heller ikke. Men Gud er bare så god, han elsker mennesker, han ser til små mennesker, og lægger nogen på hjerte at hjælpe, så nu var hjælpen kommet ti Faith, men endnu var det kun mig der vidste det hernede. Da det er andres penge, tager jeg det meget alvorligt hvordan de bliver brugt, de skulle gerne løfte, velsigne og hjælpe et menneske til en nyt liv, en ny fremtid, kan de det, er de meget godt givet ud. Så derfor bruger jeg så mange kræfter på at finde de rigtige at hjælpe.
Derfor havde Innocent ringet til sin søster og sagt at han ville komme at besøge hende søndag eftermiddag kl.3, og ikke et ord om at jeg var med.
Vi var igen på indkøb, for 20,000 ugx, blev der købt mange slags mad, ris,majs, mel, bønner, sukker, olie, brød osv. en ordentlig pose, og vi kom afsted.
Vi kom derhen hvor hun boede, og Innocents store problem var, at der ikke var plads i"huset", der var ikke mulighed for at sidde ned, de havde intet. Jeg sagde at jeg kunne stå op, ingen problem, og der var vel så meget plads at vi kunne stå udenfor, alle på et sted.
Da vi kom til stedet, virkeligt fattigt, lille og snusket, tænkte jeg hvor stor Gud er at han vil hjælpe mennesker ud af dette.Da hun fik øje på Innocent blev hun meget glad, og da hun så mig igen, blev hun bare så overvældet. At jeg ville besøge hende igen, på sådanne ydmyge steder, rørte hende dybt. Hun var bare så glad på Innocents vegne at han havde fået hjælp, og havde et godt liv. Så det var vikeligt et rørende øjeblik. Hvor jeg elskede at se de to søskende finde hinanden igen, det er bare stort. Vi tog opstlling ude foran, da der ikke var plads inde.Der var en besøgende hos dem, og så tanten og os to. De var alle så glade for dette besøg, og så tænk at få besøg af en mosongo, det overgik deres forstand.
Jeg begyndte at spørge ind til hvad hun havde af planer for fremtiden, men hvad skulle hun svare, da hun ingen vej kunne se. Jeg fortalte hende at vi havde puttet hende på vores hjemmeside, for om hun kunne få hjælp, hvilket de blev så glade for allesammen, at de klappede i hænder af glæde.Spurgte så at hvis hun fik hjælp, hvad var så det første hun ville ønske. Uden at blinke, sagde hun, at komme tilbage i skole igen, men det var umuligt nu.Jeg var bare så glad for den udmelding, og jeg kunne se at hun havde drev til at tage ansvar, hvis hun fik chancen.Hun havde solstråler i øjnene, bare ved tanken om at komme i skole igen, hun så helt drømmende ud.Jeg spurgte hende hvor hun ville bo, og hvad hun gerne ville læse, hvis hun kunne komme tibage i skole. Hun svarede at hun gerne ville læse regnskab/økonomi, lige som Innocent gør. Innocent blev helt paf.
Men hvor skulle hun bo. Hun måtte have et sted, hvor hun kunne leve med sin lille pige, som hun ikke havde i sinde at give fra sig.
Jeg spurgte om hun troede hun kunne klare at leve alene, hvortil hun uden at kny sagde ja, om chancen kom til hende.
Da måtte jeg fortælle hende at chancen var kommet, hun havde fået en sponsor i Danmark, og pengene var her allerede. Da de alle hørte dette, klappede de igen i deres hænder af jubel, Innocent fik et chok, da han intet vidste, og spurgte efter nogen tid, da jublen havde lagt sig. Mum, er det sandt, at der er kommet hjælp til Faith, jeg sagde ja, og fortalte ham hvem det var.Han var måløs, han var glad, han vidste snart ikke hvor han skulle gøre af sig selv.
Så gik det stærkt, da tiden her er meget kort, og jeg snart skal hjem igen. Så aftalen blev at vi den samme dag skulle se efter en lille rum hvor hun kunne bo, og Innocent skulle igen snakke til en udlejer. Kan vi finde det hurtigt skal vi have købt indbo til hende, så hun kan få begyndt et nyt liv. Alle var så jublende glade, fattede ikke hvad der var sket på mindre en en time. Det der ser totalt håbløst ud for en time tilbage, lå nu foran som en mulighed, en fremtid var banet, det var næsten for meget.
Skolen hun skal starte på til feb. den samme som Innocent går på, ligger i nærheden af os, så det skal forsøges at finde et sted til hende i gåafstand til skolen. Men først huset, så de kan begynde at have et "liv". En ren eventyrhistorie.
Sikke et fantastisk arbejde Gud har kaldet mig til at være medhjælper i, ja også Innocent, han gør et fantastisk stykke arbejde, og uden ham kom jeg simpelthen ingen vegne, men Gud ved hvad vi trænger til alle sammen, han er vidunderlig, al ære til ham. Solveig
Imellemtiden havde hun ringet til Innocent, om han kunne hjælpe hende med 10,000 ugx,ca. 25 kr. så hun kunne få hentet sine få ejendele der hvor hun var flygtet fra, det havde hun ikke haft råd til, og hun havde kun hvad hun lånte fra andre.
Han vidste igen ikke rigtig hvad han skulle gøre, men nu var jeg jo her igen, og vi snakkede om situationen. Jeg vidste på det tidspunkt, at Bodil havde sat mange penge ind på vores konto til at hjælpe Faith, men jeg havde ikke sagt noget endnu.
Så vi snakkede endnu en halv nat, om alt muligt, og jeg kom langt omkring for at finde ud af hvem Faith var, jeg kendte hende ikke meget, og nu måtte jeg så finde ud af, hvem hun var, og om vi kunne bygge på hende, og betro hende disse penge. Innocent vidste intet om, hvorfor jeg spurgte ham om alle disse ting, og det skulle han ikke vide.
Hun havde gået meget i skole, og var meget dygtig, men det ville koster penge at komme i skole igen, og det koster penge at have et sted at bo, noget at spise, og så havde hun den lille pige Kaith.Skulle hun mon give hende til et hjem for små børn, eller hvad. Hendes situation var totalt håbløs, hun var lammet, der var ingen der kunne hjælpe hende, og Innocent kunne heller ikke. Men Gud er bare så god, han elsker mennesker, han ser til små mennesker, og lægger nogen på hjerte at hjælpe, så nu var hjælpen kommet ti Faith, men endnu var det kun mig der vidste det hernede. Da det er andres penge, tager jeg det meget alvorligt hvordan de bliver brugt, de skulle gerne løfte, velsigne og hjælpe et menneske til en nyt liv, en ny fremtid, kan de det, er de meget godt givet ud. Så derfor bruger jeg så mange kræfter på at finde de rigtige at hjælpe.
Derfor havde Innocent ringet til sin søster og sagt at han ville komme at besøge hende søndag eftermiddag kl.3, og ikke et ord om at jeg var med.
Vi var igen på indkøb, for 20,000 ugx, blev der købt mange slags mad, ris,majs, mel, bønner, sukker, olie, brød osv. en ordentlig pose, og vi kom afsted.
Vi kom derhen hvor hun boede, og Innocents store problem var, at der ikke var plads i"huset", der var ikke mulighed for at sidde ned, de havde intet. Jeg sagde at jeg kunne stå op, ingen problem, og der var vel så meget plads at vi kunne stå udenfor, alle på et sted.
Da vi kom til stedet, virkeligt fattigt, lille og snusket, tænkte jeg hvor stor Gud er at han vil hjælpe mennesker ud af dette.Da hun fik øje på Innocent blev hun meget glad, og da hun så mig igen, blev hun bare så overvældet. At jeg ville besøge hende igen, på sådanne ydmyge steder, rørte hende dybt. Hun var bare så glad på Innocents vegne at han havde fået hjælp, og havde et godt liv. Så det var vikeligt et rørende øjeblik. Hvor jeg elskede at se de to søskende finde hinanden igen, det er bare stort. Vi tog opstlling ude foran, da der ikke var plads inde.Der var en besøgende hos dem, og så tanten og os to. De var alle så glade for dette besøg, og så tænk at få besøg af en mosongo, det overgik deres forstand.
Jeg begyndte at spørge ind til hvad hun havde af planer for fremtiden, men hvad skulle hun svare, da hun ingen vej kunne se. Jeg fortalte hende at vi havde puttet hende på vores hjemmeside, for om hun kunne få hjælp, hvilket de blev så glade for allesammen, at de klappede i hænder af glæde.Spurgte så at hvis hun fik hjælp, hvad var så det første hun ville ønske. Uden at blinke, sagde hun, at komme tilbage i skole igen, men det var umuligt nu.Jeg var bare så glad for den udmelding, og jeg kunne se at hun havde drev til at tage ansvar, hvis hun fik chancen.Hun havde solstråler i øjnene, bare ved tanken om at komme i skole igen, hun så helt drømmende ud.Jeg spurgte hende hvor hun ville bo, og hvad hun gerne ville læse, hvis hun kunne komme tibage i skole. Hun svarede at hun gerne ville læse regnskab/økonomi, lige som Innocent gør. Innocent blev helt paf.
Men hvor skulle hun bo. Hun måtte have et sted, hvor hun kunne leve med sin lille pige, som hun ikke havde i sinde at give fra sig.
Jeg spurgte om hun troede hun kunne klare at leve alene, hvortil hun uden at kny sagde ja, om chancen kom til hende.
Da måtte jeg fortælle hende at chancen var kommet, hun havde fået en sponsor i Danmark, og pengene var her allerede. Da de alle hørte dette, klappede de igen i deres hænder af jubel, Innocent fik et chok, da han intet vidste, og spurgte efter nogen tid, da jublen havde lagt sig. Mum, er det sandt, at der er kommet hjælp til Faith, jeg sagde ja, og fortalte ham hvem det var.Han var måløs, han var glad, han vidste snart ikke hvor han skulle gøre af sig selv.
Så gik det stærkt, da tiden her er meget kort, og jeg snart skal hjem igen. Så aftalen blev at vi den samme dag skulle se efter en lille rum hvor hun kunne bo, og Innocent skulle igen snakke til en udlejer. Kan vi finde det hurtigt skal vi have købt indbo til hende, så hun kan få begyndt et nyt liv. Alle var så jublende glade, fattede ikke hvad der var sket på mindre en en time. Det der ser totalt håbløst ud for en time tilbage, lå nu foran som en mulighed, en fremtid var banet, det var næsten for meget.
Skolen hun skal starte på til feb. den samme som Innocent går på, ligger i nærheden af os, så det skal forsøges at finde et sted til hende i gåafstand til skolen. Men først huset, så de kan begynde at have et "liv". En ren eventyrhistorie.
Sikke et fantastisk arbejde Gud har kaldet mig til at være medhjælper i, ja også Innocent, han gør et fantastisk stykke arbejde, og uden ham kom jeg simpelthen ingen vegne, men Gud ved hvad vi trænger til alle sammen, han er vidunderlig, al ære til ham. Solveig
Faith
Faith er Innocents søster. De er de eneste to med samme mor og far. Men de har rigtig mange halvsøskende, og kender dem slet ikke alle sammen.
Men Faith, var kommet i en meget vanskelig situation da jeg var her i vinters. Hun var blevet gravid, og måtte forlade familien hvor hun boede hos, da de ikke kunne aseptere at hun var blevet gravid. Det gør man ikke som kristen, og slet ikke når hele familien har ofret så mange penge på at hun kunne gå i skole, hun var hele familiens håb, og de satte alt på et bræt. De håbede at hun kunne gå hele vejen, da hun er meget dygtig, og de havde drømt om at hun måske kunne blive sagfører.
Så da hun var blevet gravid, væltede det hele for hende, og hun måtte forsvinde ud i intet.
Da jeg var her i vinters,slassede hun Innocent en dag( ikke en sms, ikke en opringning, men bare et kald, uden kontakt) . De havde ikke haft kontakt meget længe, da Innocent bare var lukket ude af familien i mange år, for alt var satset på Faith. Men det var hendes bror, og de var bare de to.Og nu var hun i virkelig nød, og trængte til at snakke med nogen.
Innocent vidste ikke af sig selv, hvad han skulle gøre, og sige.Hvorfor havde hun prøvet at kontakte ham efter så mange år.
Men vi snakkede længe om det, og han forstod måske at hun trængte til hjælp, men hvad havde han at give.
Det er jo sådan her i Afrika, at hvis du skal kæmpe for at måske at få et lille måltid hver dag, og måske ikke at få mad i en hel uge, så har du ikke overskud til at tænke på andre, men må bruge alt på bare at overleve selv. Det har været Innocent liv i mange år, så derfor anede han ikke hvad han skulle gøre.
Men hans liv er jo blevet totalt ændret nu,men han vidste ikke meget om det at være menneske. Derfor bruger vi så meget tid på at snakke, om han kan få det ind i sit liv. Han tager gerne imod, og en helt ny verden åbner sig for ham. Livet er mere en mad, men det fylder det hele her.
Jeg sagde så til ham at han var hendes bror, og jeg troede at hun trængte til hjælp, så han måtte ringe til hende. Han havde hørt fra andre at hun var gravid, og hørt den sørgelige historie.
Det var noget af en overvindelse for ham at ringe hende op, men han gjorde det, fordi jeg var i nærheden og kunne bakke ham op. Han spurgte til hvordan hun havde det, og hvorfor hun havde slasset ham. Hun fortalte sin historie, at hun nu havde en lille pige, og boede hos en veninde langt langt ude, og var totalt forladt og ensom, uden penge,uden kontakt med omverdenen, uden nogetsomhelst, med et lille barn, hun trængte til hjælp.
Derefter snakkede vi frem og tibage, Innocent vidste ikke sine levende råd, hvad havde han at give. Du har dine øre, sagde jeg, det er ikke altid penge, men måske et menneske der vil lytte, og til at snakke med. Det forstod han, for det var hvad han havde fået i mig, jeg kunne lytte, og han bare snakkede om hvad livet havde taget og givet ham.
Derefter foreslog jeg vi skulle prøve at finde hende. Prøve om hun kunne geleide os til den plads hun boede på.Innocent ringede til hende og fortalte, at vi ville komme og besøge hende, hvilket hun blev overvældende glad for.
Før vi kørte ud til hende, var vi på indkøb, det er vi altid før et besøg.
Vi købte meget forskelligt mad, brød, mælk ogsv.Og da vi var i forretningen blev Innocent grebet af at hjælpe hende. Så han købte for sine sidste penge, mad til den lille, bleer,klude samt noget der ville være godt til Faith nu hun skulle amme sin lille pige. Han morede sig over sig selv, havde vist aldrig troet at han skulle bruge sine sidste små penge til at købe ting til en lille pige der var totalt uønsket, men hun var et lille menneske, der behøvede hjælp.
Det blev en fantastisk møde med de to søskende, et møde jeg aldrig vil glemme. Innocent så det lille menneskebarn, og vidste ikke hvordan han skulle gribe situationen an, men han skulle holde hende, hun var bare 1 uge gammel, født d. 1/3 2010.
Da vi kørte hjem, var vi Gud så taknemmelige at var tage derud, hun var virkelig i en frygtelig knibe, uden for alt, alene med en nyfødt.Men nu havde hun da kontakt til sin bror, det var jeg bare så glad for, og det var også rigtig godt til Innocent, der også trænger til noget familie.
Så rejste jeg til Danmark igen.
Tiden går, jeg spørger somme tider til hende, og det viste sig at hun havde fået en mulighed for at komme fra det sted hun var, måske flygtet, bare med den lille pige på armen. Så nu boede hun igen her i Kampala ved en tante, der er meget meget fattig, og bor i et meget meget lille rum, uden el eller en stol at sidde på, kun en gammel madras, så hendes sitution var meget hårdt.Men hun har kontakt med Innocent, og det er godt for dem begge.
Da vi så havde en anden ung kvinde, Judith, på vores nye hjemmeside, og hun fik en sponsor, tænkte jeg, at nu ville vi prøve at putte Faith på hjemmesiden, måske hun også kunne få hjælp.
Men Faith, var kommet i en meget vanskelig situation da jeg var her i vinters. Hun var blevet gravid, og måtte forlade familien hvor hun boede hos, da de ikke kunne aseptere at hun var blevet gravid. Det gør man ikke som kristen, og slet ikke når hele familien har ofret så mange penge på at hun kunne gå i skole, hun var hele familiens håb, og de satte alt på et bræt. De håbede at hun kunne gå hele vejen, da hun er meget dygtig, og de havde drømt om at hun måske kunne blive sagfører.
Så da hun var blevet gravid, væltede det hele for hende, og hun måtte forsvinde ud i intet.
Da jeg var her i vinters,slassede hun Innocent en dag( ikke en sms, ikke en opringning, men bare et kald, uden kontakt) . De havde ikke haft kontakt meget længe, da Innocent bare var lukket ude af familien i mange år, for alt var satset på Faith. Men det var hendes bror, og de var bare de to.Og nu var hun i virkelig nød, og trængte til at snakke med nogen.
Innocent vidste ikke af sig selv, hvad han skulle gøre, og sige.Hvorfor havde hun prøvet at kontakte ham efter så mange år.
Men vi snakkede længe om det, og han forstod måske at hun trængte til hjælp, men hvad havde han at give.
Det er jo sådan her i Afrika, at hvis du skal kæmpe for at måske at få et lille måltid hver dag, og måske ikke at få mad i en hel uge, så har du ikke overskud til at tænke på andre, men må bruge alt på bare at overleve selv. Det har været Innocent liv i mange år, så derfor anede han ikke hvad han skulle gøre.
Men hans liv er jo blevet totalt ændret nu,men han vidste ikke meget om det at være menneske. Derfor bruger vi så meget tid på at snakke, om han kan få det ind i sit liv. Han tager gerne imod, og en helt ny verden åbner sig for ham. Livet er mere en mad, men det fylder det hele her.
Jeg sagde så til ham at han var hendes bror, og jeg troede at hun trængte til hjælp, så han måtte ringe til hende. Han havde hørt fra andre at hun var gravid, og hørt den sørgelige historie.
Det var noget af en overvindelse for ham at ringe hende op, men han gjorde det, fordi jeg var i nærheden og kunne bakke ham op. Han spurgte til hvordan hun havde det, og hvorfor hun havde slasset ham. Hun fortalte sin historie, at hun nu havde en lille pige, og boede hos en veninde langt langt ude, og var totalt forladt og ensom, uden penge,uden kontakt med omverdenen, uden nogetsomhelst, med et lille barn, hun trængte til hjælp.
Derefter snakkede vi frem og tibage, Innocent vidste ikke sine levende råd, hvad havde han at give. Du har dine øre, sagde jeg, det er ikke altid penge, men måske et menneske der vil lytte, og til at snakke med. Det forstod han, for det var hvad han havde fået i mig, jeg kunne lytte, og han bare snakkede om hvad livet havde taget og givet ham.
Derefter foreslog jeg vi skulle prøve at finde hende. Prøve om hun kunne geleide os til den plads hun boede på.Innocent ringede til hende og fortalte, at vi ville komme og besøge hende, hvilket hun blev overvældende glad for.
Før vi kørte ud til hende, var vi på indkøb, det er vi altid før et besøg.
Vi købte meget forskelligt mad, brød, mælk ogsv.Og da vi var i forretningen blev Innocent grebet af at hjælpe hende. Så han købte for sine sidste penge, mad til den lille, bleer,klude samt noget der ville være godt til Faith nu hun skulle amme sin lille pige. Han morede sig over sig selv, havde vist aldrig troet at han skulle bruge sine sidste små penge til at købe ting til en lille pige der var totalt uønsket, men hun var et lille menneske, der behøvede hjælp.
Det blev en fantastisk møde med de to søskende, et møde jeg aldrig vil glemme. Innocent så det lille menneskebarn, og vidste ikke hvordan han skulle gribe situationen an, men han skulle holde hende, hun var bare 1 uge gammel, født d. 1/3 2010.
Da vi kørte hjem, var vi Gud så taknemmelige at var tage derud, hun var virkelig i en frygtelig knibe, uden for alt, alene med en nyfødt.Men nu havde hun da kontakt til sin bror, det var jeg bare så glad for, og det var også rigtig godt til Innocent, der også trænger til noget familie.
Så rejste jeg til Danmark igen.
Tiden går, jeg spørger somme tider til hende, og det viste sig at hun havde fået en mulighed for at komme fra det sted hun var, måske flygtet, bare med den lille pige på armen. Så nu boede hun igen her i Kampala ved en tante, der er meget meget fattig, og bor i et meget meget lille rum, uden el eller en stol at sidde på, kun en gammel madras, så hendes sitution var meget hårdt.Men hun har kontakt med Innocent, og det er godt for dem begge.
Da vi så havde en anden ung kvinde, Judith, på vores nye hjemmeside, og hun fik en sponsor, tænkte jeg, at nu ville vi prøve at putte Faith på hjemmesiden, måske hun også kunne få hjælp.
Søndag d.31/10
Så har vi den sidste dag i oktober 2010.Der er sket rigtig meget, og jeg kan slet ikke forstå det, når jeg kikker tilbage, at det kun er en enkelt måned.
Vi er tidlig oppe, og vil i kirke til kl. 9. Efter den første gudstjeneste skulle Innocent så gå hjem og læse, for nu er det tid til at blive færdig, før eksamen. Jeg ville have den næste gudstjeneste med, trængte bare sådan til at blive fyldt op, da det kan være hårdt altid at give.
Jeg blev der, og til denne gudstjeneste var det så Fru. Kanjanga der talte. Det var bare såååå dejligt. Der kom også en ældre dame hen og bød mig velkommen tilbage, det er der mange der gør, det er bare så dejlig, og jeg føler mig hjemme, og vi fik en rigtig god snak, og jeg fik hendes kort. Hun fortalte at hun havde en skole, hvilket jeg synes var vældig interesant, så hvem ved hvad Gud har af planer med dette møde.
Alle børnene fra Agape 2 kom også, og de kom alle direkte hen til mig, og så blev der delt knusere ud i lange baner, de er bare sådanne dejlige børn. Gladys havde sin nye armbånd på som hun havde fået af Anne Grethe og Jens, og var bare så stolt af den.De satte sig rundt om mig allesammen, og lille Peter kom og ville bare op på skødet, så der sad han bare godt. Jeg så ingenting til voksne fra Agape 2, så måske var de kommet med taxi.Hvor vi alle bare nød at sidde sammen indtil de skulle til søndagsskole, som de har i en tilstødende bygning, da det er mange børn. Da tiden kom,de skulle gå,fik jeg igen knuser i massevis før de var afsted.
Kl 1 gik jeg hjem, og ville se om Innocent havde fået læst sine lektier, for så skulle vi spise, og derefter ud at besøge hans søster, Faith.
Han havde fået læst rigtig meget, og var ved at være klar, så det var dejligt, da vores strøm igen var forsvundet. Vi skal virkelig udnytte de lyse timer her, men det lærer man med tiden.fortsættelse følger omkring Faith.
Vi er tidlig oppe, og vil i kirke til kl. 9. Efter den første gudstjeneste skulle Innocent så gå hjem og læse, for nu er det tid til at blive færdig, før eksamen. Jeg ville have den næste gudstjeneste med, trængte bare sådan til at blive fyldt op, da det kan være hårdt altid at give.
Jeg blev der, og til denne gudstjeneste var det så Fru. Kanjanga der talte. Det var bare såååå dejligt. Der kom også en ældre dame hen og bød mig velkommen tilbage, det er der mange der gør, det er bare så dejlig, og jeg føler mig hjemme, og vi fik en rigtig god snak, og jeg fik hendes kort. Hun fortalte at hun havde en skole, hvilket jeg synes var vældig interesant, så hvem ved hvad Gud har af planer med dette møde.
Alle børnene fra Agape 2 kom også, og de kom alle direkte hen til mig, og så blev der delt knusere ud i lange baner, de er bare sådanne dejlige børn. Gladys havde sin nye armbånd på som hun havde fået af Anne Grethe og Jens, og var bare så stolt af den.De satte sig rundt om mig allesammen, og lille Peter kom og ville bare op på skødet, så der sad han bare godt. Jeg så ingenting til voksne fra Agape 2, så måske var de kommet med taxi.Hvor vi alle bare nød at sidde sammen indtil de skulle til søndagsskole, som de har i en tilstødende bygning, da det er mange børn. Da tiden kom,de skulle gå,fik jeg igen knuser i massevis før de var afsted.
Kl 1 gik jeg hjem, og ville se om Innocent havde fået læst sine lektier, for så skulle vi spise, og derefter ud at besøge hans søster, Faith.
Han havde fået læst rigtig meget, og var ved at være klar, så det var dejligt, da vores strøm igen var forsvundet. Vi skal virkelig udnytte de lyse timer her, men det lærer man med tiden.fortsættelse følger omkring Faith.
Abonner på:
Opslag (Atom)
