Vi skulle køre tidlig, da jeg skulle igen ind i Barchesl Bank, og se om de endelig havde fået hævekortet færdig, så Innocent kan få penge til fordeling.
Jeg ville tidlig afsted, så han kunne være tilbage i Kampale inden det blev mørkt.
Vi spiste for sidste gang middag i Cafe Java, i City Garden. Et vidunderlig sted, og hvor der kommer mange hvide, da det er det mest internationale sted her i Kampala.
Igen et farvel. Jeg glemte også Susan kom for at sige farvel i aftes. Susan er den kvinde jeg har lejet huset af. Men hun er som en søster, vi har det vidunderligt sammen. Hun er katolik, men er et vidunderligt varmt menneske. Hun bad for mig, og ønskede mig Guds allerstørste velsignelse. Jeg skulle ikke rejse før hun havde sagt farvel, og bedt for mig. Hvor vidunderligt.
Vi fik for sidste gang en fantastisk middag i Cafe Java, og så var det afsted til lufthavnen.
Det var ikke mange ord vi vekslede på første del af turen, det var for hårdt, men så begyndte jeg at synge, og det lettede hele atmosfæren, og så sang og bad vi hele vejen til lufthavnen.Innocent fulgte mig ind, og vi fik en flaske vand, til at slutte af på, og så kørte han igen. Vi måtte jo have sagt farvel.
Kl var4 , da han kørte og skriver på bloggen, som der ikke har været tid til de sidste dage, så nu var der tid, da mit fly først går 10 i 11.
Kl. 6 ringede Innocent, for at høre hvordan jeg havde det, han var kørt direkte til kirken for at bede sig ud af savnet. Vi har virkelig haft en fantastisk tid samme,. Og jeg har sagt til ham, at vil han være som han har været over for mig, når han finder den rette pige, så bliver han verdens dejligste mand, far og caretager.
Kl. er nu 15min. i. 8, og det varer ikke længe før jeg skal tjekke ind, og så går turen for alvor hjemad
Vi ses i Danmark i morgen fredag d.16/4 2010, i det spirende forår.
torsdag den 15. april 2010
Torsdag d. 15/4 2010
Så var den sidste dag oprundet. Vi spiste morgenmad tidlig, da Innocent skulle ned i kirken for at gøre rent.
Vi havde en vidunderlig bedestund, å hvor kan vi bede sammen, hvor vi ligner hinanden, i vor kærlighed ti Jesus. Vi måtte nu give arbejdet i hans hænder, og vi skulle nu opperere fra to steder. Det er frygtelig hårdt at skal sige farvel, da vi har haft det så himmelsk i de 3 måneder vi har levet i samme hus. Innocent er virkelig en vidunderlig ung mand, der er parat til at tjene.
Så kørte han i kirken, og mens han var væk, fik jeg pakket det sidste. Fik tjekket mine mail, og fik endnu flere fra kirken, hvor de venter mig hjem med glæde. Så skønt.
så kom Innocent hjem igen, og han havde Marthias med hjem. Han havde ikke fået sagt farvel til mig i aftes, og han ville sige farvel, da jeg havde velsignet habns liv så meget. Endnu en vidunderlig ung mand. Hvor var det dejlig at se ham, og vide at han havde husket at det var i dag jeg skulle rejse. Han havde ringet til Innocent for at spørge hvornår jeg skulle rejse, og da han hørte det, ville han komme med det samme, skole eller ikke skole, han ville komme og sige farvel og tak, og velsigne mig. Å Jesus alle disse vidunderlige unge mennesker, der trænger sådan til kærlighed og asept.
Innocent skulle gå igen, han skulle i skole, og Marthias og jeg fik snakket færdig, og så skulle han på Universitetet.
Jeg skulle have vasket mit sengetøj, så det ikke var overladt til Innocent.Og så var det tid til at lyne de sidte
Vi havde en vidunderlig bedestund, å hvor kan vi bede sammen, hvor vi ligner hinanden, i vor kærlighed ti Jesus. Vi måtte nu give arbejdet i hans hænder, og vi skulle nu opperere fra to steder. Det er frygtelig hårdt at skal sige farvel, da vi har haft det så himmelsk i de 3 måneder vi har levet i samme hus. Innocent er virkelig en vidunderlig ung mand, der er parat til at tjene.
Så kørte han i kirken, og mens han var væk, fik jeg pakket det sidste. Fik tjekket mine mail, og fik endnu flere fra kirken, hvor de venter mig hjem med glæde. Så skønt.
så kom Innocent hjem igen, og han havde Marthias med hjem. Han havde ikke fået sagt farvel til mig i aftes, og han ville sige farvel, da jeg havde velsignet habns liv så meget. Endnu en vidunderlig ung mand. Hvor var det dejlig at se ham, og vide at han havde husket at det var i dag jeg skulle rejse. Han havde ringet til Innocent for at spørge hvornår jeg skulle rejse, og da han hørte det, ville han komme med det samme, skole eller ikke skole, han ville komme og sige farvel og tak, og velsigne mig. Å Jesus alle disse vidunderlige unge mennesker, der trænger sådan til kærlighed og asept.
Innocent skulle gå igen, han skulle i skole, og Marthias og jeg fik snakket færdig, og så skulle han på Universitetet.
Jeg skulle have vasket mit sengetøj, så det ikke var overladt til Innocent.Og så var det tid til at lyne de sidte
Onsdag d. 14/4 2010
Vi skulle idag ind til byen for at gøre det sidste klar til at jeg kunne aflevere alt til Innocent.
Vi var i Barckles bank, for at hente nogle papier, som selfølgelig ikke var færdige. Der er alså en arogance her, der er ikke mager til.
Jeg skulle have tage pasfoto, til ansøgningen om registreringen af vores forening hernede.Disse papier har vi haft meget arbejde med, for at få i orden. Ja virkelig jeg tænker her,hvorfor gøre noget let, hvis det kan gøres besværligt.
Jeg skulle prøve at tjekke mine mail, inde i byen, da internettet ikke har virket de sidste 2 dage, det er virkeligt et problem her.
Men det var dejligt at i Garden City, virkede det, og jeg fik min mail fra Lisbeth, at hun ville hente mig i Billund, hun ville gerne vide hvor jeg kom fra, så jeg sendte en mail til hende, som hun besvarede med det samme. Skønt, at det kan gå hurtigt, det er ikke det vi kender her.Jeg fik også en masse andre dejlige mail hvor mine børn og mine venner venter mig hjem nu, det var bare så dejligt. Fik en dejlig mail fra Kim, og flere fra kirken.
Jeg skulle have nogle papier skannet ind i computeren, og da intet virkede derhjemme, måtte vi finde en plads hvor de kunne hjælpe med det, så det fik vi også ordnet.
Vi fik købt det sidste ind, før jeg skule afsted.
Da vi kom hjem , skulle vi lige have noget at spise, og så afsted igen.
Jeg havde en aftale med ejeren af Agape 1, at mødes med ham kl. 5, så ville jeg betale huslejen for April og Maj, nu jeg var her.
Vi kom til aftalte tid, og han var der. En af de få her , der kender tiden. Det var dejligt at få det ordnet, og han var glad for at han kan stole på mig, dejligt at høre at han ikke er bange for at han ikke skal få sine penge, selvom det somme tider trækker ud, som når jeg selv skal til Afrika.
Deefter skulle vi i Agape 1 for at sige farvel. Jeg havde lavet en masse billeder af alle de ting de har oplevet, mens jeg har været her. Det var en stor forbnøjelse at se hvor glade de var for at genopfriske disse ting de har oplevet, mens jeg har været her. Noget som de aldrig havde troet muligt, men nu var en realitet.Hvilken velsignelse at se disse glade børn, som ikke havde nogen chance, men nu har et godt hjem, en god mor til at lave mad, og tage sig af dem, en miraket at se og opleve.Disse børn struttede af glæde, de havde alle fået en masse nyt tøj og sko. De havde fået nye sofamøbler, et sponsorrat fra Lieons Klub i Thisted. Hvor vidunderlig.
Men også der var det hård at sige farvel, for alle parter. Jeg fik breve med fra alle børn, men brevene fra skolen vidste ingen noget af. Steven tager det ikke særlig seriøs.
Så var det direkte til Mirakelcentret, hvor jeg/vi ville i kirke den sidste aften inden jeg skulle rejse.
Det var virkelig en fantastisk Gudstjeneste, så vidunderlig. En amerikaner talte, jeg tror han her Matinus. En uhøjtidlig mand i brand for Jesus.En vidunderlig gudstneste der næsten ingen ende ville tage.Vidunderligt.
Så var det hjem og ligesom blive helt færdig til aflevering, da det nu var sidste nat i Kampala for denne gang. Det er virkelig hårdt at sige farvel.Godnat.
Vi var i Barckles bank, for at hente nogle papier, som selfølgelig ikke var færdige. Der er alså en arogance her, der er ikke mager til.
Jeg skulle have tage pasfoto, til ansøgningen om registreringen af vores forening hernede.Disse papier har vi haft meget arbejde med, for at få i orden. Ja virkelig jeg tænker her,hvorfor gøre noget let, hvis det kan gøres besværligt.
Jeg skulle prøve at tjekke mine mail, inde i byen, da internettet ikke har virket de sidste 2 dage, det er virkeligt et problem her.
Men det var dejligt at i Garden City, virkede det, og jeg fik min mail fra Lisbeth, at hun ville hente mig i Billund, hun ville gerne vide hvor jeg kom fra, så jeg sendte en mail til hende, som hun besvarede med det samme. Skønt, at det kan gå hurtigt, det er ikke det vi kender her.Jeg fik også en masse andre dejlige mail hvor mine børn og mine venner venter mig hjem nu, det var bare så dejligt. Fik en dejlig mail fra Kim, og flere fra kirken.
Jeg skulle have nogle papier skannet ind i computeren, og da intet virkede derhjemme, måtte vi finde en plads hvor de kunne hjælpe med det, så det fik vi også ordnet.
Vi fik købt det sidste ind, før jeg skule afsted.
Da vi kom hjem , skulle vi lige have noget at spise, og så afsted igen.
Jeg havde en aftale med ejeren af Agape 1, at mødes med ham kl. 5, så ville jeg betale huslejen for April og Maj, nu jeg var her.
Vi kom til aftalte tid, og han var der. En af de få her , der kender tiden. Det var dejligt at få det ordnet, og han var glad for at han kan stole på mig, dejligt at høre at han ikke er bange for at han ikke skal få sine penge, selvom det somme tider trækker ud, som når jeg selv skal til Afrika.
Deefter skulle vi i Agape 1 for at sige farvel. Jeg havde lavet en masse billeder af alle de ting de har oplevet, mens jeg har været her. Det var en stor forbnøjelse at se hvor glade de var for at genopfriske disse ting de har oplevet, mens jeg har været her. Noget som de aldrig havde troet muligt, men nu var en realitet.Hvilken velsignelse at se disse glade børn, som ikke havde nogen chance, men nu har et godt hjem, en god mor til at lave mad, og tage sig af dem, en miraket at se og opleve.Disse børn struttede af glæde, de havde alle fået en masse nyt tøj og sko. De havde fået nye sofamøbler, et sponsorrat fra Lieons Klub i Thisted. Hvor vidunderlig.
Men også der var det hård at sige farvel, for alle parter. Jeg fik breve med fra alle børn, men brevene fra skolen vidste ingen noget af. Steven tager det ikke særlig seriøs.
Så var det direkte til Mirakelcentret, hvor jeg/vi ville i kirke den sidste aften inden jeg skulle rejse.
Det var virkelig en fantastisk Gudstjeneste, så vidunderlig. En amerikaner talte, jeg tror han her Matinus. En uhøjtidlig mand i brand for Jesus.En vidunderlig gudstneste der næsten ingen ende ville tage.Vidunderligt.
Så var det hjem og ligesom blive helt færdig til aflevering, da det nu var sidste nat i Kampala for denne gang. Det er virkelig hårdt at sige farvel.Godnat.
Mandag d.13/4 2010
Mandag skull jeg ud på Antioch skolen. Jeg skulle ud at tjekke, hvorfor jeg havd betalt skolepenge for Ismael, når han ikke går på skolen. Det vidste jeg ikke, og der var ingen der havde fortalt mig det, så jeg fik en chok, da jeg fandt ud af det. Jeg havde betalt skolepenge for alle børnene, samt sportstøj, som de heller ikke havde fået, nu 2 måneder efter. Jeg skulle have brevene fra sponsorbørnene. De ikke engang beklagede at de havde lavet en fejl, og kunne intet gøre da Steven ikke var der. Så vi kunne bare køre igen med uforurettet sag. De har virkelig ikke meget tjek på det.
Om eftermiddagen ringede jeg til Steven og fortalte ham problemet, men han ville se på det. Brevene ville han give til mamma Grais, som arbejder i skolen, og så kunne jeg få dem imorgen, når vi ville komme der for at sige farvel.
Så var det hjem igen i vores dejlige hus. Vi fik noget at spise, og jeg skulle så ud til Agape 2 for at sige farvel. Jeg fik Innocent til aat købe forskellig mad for 40,000ugx, som jeg ville have med til dem, da de altid mangler mad.
Det var en vidunderlig oplevelse. Også meget rørende, og flere af børnene græd. Det var så hårdt for dem, da de jo godt ved jeg elsker dem, og vi har givet dem mange gode oplevelser. Ting som de aldrig havde troet muligt.Gladys kunne næsten ikke bære at jeg skulle sige farvel. Jeg har et særligt forhold til hende, måske fordi Anne Grethe og Jens er hendes sponsor. HUn betragter mig virkelig som en mor/ bedstemor, og ved at jeg elsker hende. Alle de gode oplevelser vi har givet dem, og som de aldrig vil glemme, har knyttet og særligt sammen, og de ved godt at når jeg er væk, er dt slut.
De var alle glade for mit besøg, det kunne næsten ingen ende tage. Joseph havde valgt at lade stå til, men holdt sig væk, jeg så ham ikke, og det var bedst sådan. Vi må finde en balance, så vi kan have kontakt med disse vidunderlige børn.
Da jeg igen var færdig til at tage hjem, ringede jeg efter Innocent, som kom efter mig. Jeg fik breve med hjem til alle sponsorerne, det havde David sørget for. David er Josephs bror, og bor også i huset.
Det måtte blive til et farvel, og et knus fra dem alle, også mamma Ester, som gør hvad hun kan for disse børn. Men hvor var det skønt at jeg havde fået lov til at komme.
Om eftermiddagen ringede jeg til Steven og fortalte ham problemet, men han ville se på det. Brevene ville han give til mamma Grais, som arbejder i skolen, og så kunne jeg få dem imorgen, når vi ville komme der for at sige farvel.
Så var det hjem igen i vores dejlige hus. Vi fik noget at spise, og jeg skulle så ud til Agape 2 for at sige farvel. Jeg fik Innocent til aat købe forskellig mad for 40,000ugx, som jeg ville have med til dem, da de altid mangler mad.
Det var en vidunderlig oplevelse. Også meget rørende, og flere af børnene græd. Det var så hårdt for dem, da de jo godt ved jeg elsker dem, og vi har givet dem mange gode oplevelser. Ting som de aldrig havde troet muligt.Gladys kunne næsten ikke bære at jeg skulle sige farvel. Jeg har et særligt forhold til hende, måske fordi Anne Grethe og Jens er hendes sponsor. HUn betragter mig virkelig som en mor/ bedstemor, og ved at jeg elsker hende. Alle de gode oplevelser vi har givet dem, og som de aldrig vil glemme, har knyttet og særligt sammen, og de ved godt at når jeg er væk, er dt slut.
De var alle glade for mit besøg, det kunne næsten ingen ende tage. Joseph havde valgt at lade stå til, men holdt sig væk, jeg så ham ikke, og det var bedst sådan. Vi må finde en balance, så vi kan have kontakt med disse vidunderlige børn.
Da jeg igen var færdig til at tage hjem, ringede jeg efter Innocent, som kom efter mig. Jeg fik breve med hjem til alle sponsorerne, det havde David sørget for. David er Josephs bror, og bor også i huset.
Det måtte blive til et farvel, og et knus fra dem alle, også mamma Ester, som gør hvad hun kan for disse børn. Men hvor var det skønt at jeg havde fået lov til at komme.
Søndag d.12/4 2010
Så kom dagen at jeg skulle begynde at sige farvel for denne gang. Jeg skulle mødes med Sarah, i Antioch Kirken. Jeg ville være til Gudstjeneste der, og bagefter havde jeg aftalt med Sarah, at sponsorbørnene skulle være til stede, for de skulle have penge, og jeg ville tage billeder.Det var så dejligt at møde dem alle. Jeg havde min dejlige dreng Frank med mig. Innocent kørte os derud, men ville så gerne til Gudstjeneste i Mirakelsentret.Det var skønt at se dem alle, skønt at være sammen med dem, da de jo kender mig, jeg er ikke længere en fremmed, men en de kender.Vi fik betalt pengene til dem, og jeg fik taget billeder af børnene. Børnene havde skrevet breve, men havde givet dem til Steven, og jeg fik dem ikke.Han havde dem på kontoret, så vi må have dem imorgen, da jeg skal tale med sekretæren,
Vi blev færdige, og ringede efter Innocent, der kom efter os igen. Da vi kom hjem til vores dejlige hus, havde Innocent middagsmaden klar, kl. var 4 eftermiddag, men sådan er det her. Det var superskøn,for vi var hundesulten. De to drenge er parate til at bære mig på hænder, hvilken kærlighed.
Så da vi havde restet lidt, skulle vi ud for at sige farvel til Innocents far og stedmor. Vi skulle også hente et billede af en dreng, som jeg skal prøve at finde en sponsor til.
Vi kom alle tre derud, og det var så skønt at se dem igen. Innocent har virkelig en dejlig far, men de er meget fattige.
De havde lavet aftensmad til os, og vi var nødt til at spise det, selv om de ikke har penge til mad, det var virklig hårdt. Men de ville være blevet så kede af det om vi ikke havde gjort det.
Det var hårdt men så dejligt. Tænk at være en velsinelse, bare ved at komme. De var så glade, følte sig så privileget at have besøg af en "Musonko" en hvid menneske, det havde de aldrig troet muligt.Hvis der kommer hvide mennesker til Afrika , så kommer de ihvertfald ikke til de små hjem, men kun til de dyre Hoteller, og de vil aldrig se den vej de fattige er.Så det var en lykke og velsignelse for dem, at have besøg af mig to gange, og de har besøgt os i vort hjem, det er så ubeskrivelig vidunderlig.
Men alting får en ende, vi måtte sige farvel, og det var hårdt, jeg har virkelig en god kemi til Innocent far. Vi bad samme før vi tog afsted, det var simellt himmelsk, jeg vil aldrig glemme det.Vi køte tilbage til vort vidunderlige hjem, hvor det var tid til en kop kaffe. Så var det tid for Frank og mig at tale sammen, da han blev hjemme til i morgen tidlig. Jeg så alle hans papier, da han havde eksamen lige i denne uge, og skal have det igen i næste uge. Han er så glad for at være kommet tilbage til skolen, og fået begyndt på det han gerne vil være, murer. Jeg er sikker på han bliver en vidunderlig murer, han er dygtig, taknemlig, fuld af omsorg, er bare så dejlig. Et lille menneske, som ingen regnede, ja betragtede som Satans yngel. Men Gud ser med andre øjne, og de vil blive klogere, han er bare sådan en dejlig ung mand, der absolut ikke spilder tiden.
Så kom tiden til at vi måtte sige godnat, velvidende at han i morgen tidlig skulle tilbage til Massakka.Endnu en vidunderlig dag var til ende.Tak himmelske far, for det kald du har givet mig, at få lov til at være et håb og en velsignelse i mange menneskers liv, det er bare så fantastisk, når man ved hvor jeg kommer fra, og hvor gammel jeg er.
Vi blev færdige, og ringede efter Innocent, der kom efter os igen. Da vi kom hjem til vores dejlige hus, havde Innocent middagsmaden klar, kl. var 4 eftermiddag, men sådan er det her. Det var superskøn,for vi var hundesulten. De to drenge er parate til at bære mig på hænder, hvilken kærlighed.
Så da vi havde restet lidt, skulle vi ud for at sige farvel til Innocents far og stedmor. Vi skulle også hente et billede af en dreng, som jeg skal prøve at finde en sponsor til.
Vi kom alle tre derud, og det var så skønt at se dem igen. Innocent har virkelig en dejlig far, men de er meget fattige.
De havde lavet aftensmad til os, og vi var nødt til at spise det, selv om de ikke har penge til mad, det var virklig hårdt. Men de ville være blevet så kede af det om vi ikke havde gjort det.
Det var hårdt men så dejligt. Tænk at være en velsinelse, bare ved at komme. De var så glade, følte sig så privileget at have besøg af en "Musonko" en hvid menneske, det havde de aldrig troet muligt.Hvis der kommer hvide mennesker til Afrika , så kommer de ihvertfald ikke til de små hjem, men kun til de dyre Hoteller, og de vil aldrig se den vej de fattige er.Så det var en lykke og velsignelse for dem, at have besøg af mig to gange, og de har besøgt os i vort hjem, det er så ubeskrivelig vidunderlig.
Men alting får en ende, vi måtte sige farvel, og det var hårdt, jeg har virkelig en god kemi til Innocent far. Vi bad samme før vi tog afsted, det var simellt himmelsk, jeg vil aldrig glemme det.Vi køte tilbage til vort vidunderlige hjem, hvor det var tid til en kop kaffe. Så var det tid for Frank og mig at tale sammen, da han blev hjemme til i morgen tidlig. Jeg så alle hans papier, da han havde eksamen lige i denne uge, og skal have det igen i næste uge. Han er så glad for at være kommet tilbage til skolen, og fået begyndt på det han gerne vil være, murer. Jeg er sikker på han bliver en vidunderlig murer, han er dygtig, taknemlig, fuld af omsorg, er bare så dejlig. Et lille menneske, som ingen regnede, ja betragtede som Satans yngel. Men Gud ser med andre øjne, og de vil blive klogere, han er bare sådan en dejlig ung mand, der absolut ikke spilder tiden.
Så kom tiden til at vi måtte sige godnat, velvidende at han i morgen tidlig skulle tilbage til Massakka.Endnu en vidunderlig dag var til ende.Tak himmelske far, for det kald du har givet mig, at få lov til at være et håb og en velsignelse i mange menneskers liv, det er bare så fantastisk, når man ved hvor jeg kommer fra, og hvor gammel jeg er.
lørdag den 10. april 2010
Lørdag d.10/4 2010
I dag havde jeg en aftale med Marthias, han skulle komme med noget til mig, han har lavet.
Marthias er en ung mand på ca.24 år. Han har været gadebarn i mange år, men blev samlet op af Pastor Robert Kajanga. Han er nu startet på universitetet, men har det meget svært, da livet jo er mere end penge. Han har sådan et behov for at snakke med nogen, nogen der vil høre ham, lytte til ham, se ham. Det er meget svært at finfe nogen her i Uganda, der har overskud til at lytte til andre, da alle har mere end nok, for at klare deres egen dagligdag.
Marthias er virkelig en dejlig ung mand, og har en fantastisk fremtid, hvis han kan klare sig igennem. Men mange af han venner falder fra, det er simpelthen for hårdt.
Vi fik endnu en dejlig snak, han fik noget at spise, og gik så igen.
Derefter var der igen noget papirarbejde der skulle gøres. Der skulle laves mad, vaskes op osv.Innocent var i skole.
Jeg fik begyndt med at sætte de nye sponsorbørn i system, og skrevet deres historie, så det er lige til at printe ud, når jeg kommer hjem.
Så kom min dejlige dreng Frank hjem. Han er på mureskole i Massaka, ca. 140 km. fra Kampala. Men afstanden er det samme som 500 km. i Danmark, på grund af vejværket.
Han ville komme hjem denne wekend, for at sige farvel. Det var bare så dejligt at se ham.Han er en ung mand på 20 år. Er så taknemlig for at have fået chancen til at få en uddannelse. Ham de alle har betraktede som Satans yngel.
Frank er så dejlig, sød, hjælpsom, dygtig og meget taknemlig.Han er så glad for at være på skolen, og har været til de første eksamener i denne uge. Han kom ikke hjem i Påske, fordi han skulle gøre klar til eksamen. Han har fået gode karakter for det han har været til, og skal have 2 eksamener mere i næste uge, før første semester er slut.
Vi hyggede os så dejlig sammen, mig og mine to sorte drenge. De elsker deres nye hjem her i Kampala, nyder at få god mad og kærlighed. Det er så dejligt at se, hvordan de sprudler af energi, glæde og taknemlighed.
Vi hyggede os, selom strømmen har været væk i flere timer, men sådan er det her i Afrika. Men heldigvis har vi gaskomfur, så vi altid kan lave mad.
Vi gik alle til tæpperne kl. 11, og da var der stadig ingen strøm--- Afrika!!!!!
Marthias er en ung mand på ca.24 år. Han har været gadebarn i mange år, men blev samlet op af Pastor Robert Kajanga. Han er nu startet på universitetet, men har det meget svært, da livet jo er mere end penge. Han har sådan et behov for at snakke med nogen, nogen der vil høre ham, lytte til ham, se ham. Det er meget svært at finfe nogen her i Uganda, der har overskud til at lytte til andre, da alle har mere end nok, for at klare deres egen dagligdag.
Marthias er virkelig en dejlig ung mand, og har en fantastisk fremtid, hvis han kan klare sig igennem. Men mange af han venner falder fra, det er simpelthen for hårdt.
Vi fik endnu en dejlig snak, han fik noget at spise, og gik så igen.
Derefter var der igen noget papirarbejde der skulle gøres. Der skulle laves mad, vaskes op osv.Innocent var i skole.
Jeg fik begyndt med at sætte de nye sponsorbørn i system, og skrevet deres historie, så det er lige til at printe ud, når jeg kommer hjem.
Så kom min dejlige dreng Frank hjem. Han er på mureskole i Massaka, ca. 140 km. fra Kampala. Men afstanden er det samme som 500 km. i Danmark, på grund af vejværket.
Han ville komme hjem denne wekend, for at sige farvel. Det var bare så dejligt at se ham.Han er en ung mand på 20 år. Er så taknemlig for at have fået chancen til at få en uddannelse. Ham de alle har betraktede som Satans yngel.
Frank er så dejlig, sød, hjælpsom, dygtig og meget taknemlig.Han er så glad for at være på skolen, og har været til de første eksamener i denne uge. Han kom ikke hjem i Påske, fordi han skulle gøre klar til eksamen. Han har fået gode karakter for det han har været til, og skal have 2 eksamener mere i næste uge, før første semester er slut.
Vi hyggede os så dejlig sammen, mig og mine to sorte drenge. De elsker deres nye hjem her i Kampala, nyder at få god mad og kærlighed. Det er så dejligt at se, hvordan de sprudler af energi, glæde og taknemlighed.
Vi hyggede os, selom strømmen har været væk i flere timer, men sådan er det her i Afrika. Men heldigvis har vi gaskomfur, så vi altid kan lave mad.
Vi gik alle til tæpperne kl. 11, og da var der stadig ingen strøm--- Afrika!!!!!
Fredag d.9/4 2010
I dag har der igen været lidt tid til at få læst lidt lektie. Det blev igen til Engelsk.
Derefter har jeg lavet plan over de penge der skal betales til Antioch skolen, til de sponsorbørn der er der. jeg har igen hævet penge, så nu skulle det være klar til aflevering.
Vi har været ude på børnehjemmet igen med madpenge til dem for April mdr., samt penge til mamma Grais.
Lige nu arbejder jeg også på at udfærdige en bugetplan til registreringen af vores forrening her i Uganda. De vil have en handlingsplan, og det laver jo ikke sig selv.
Men ellers har det været hjemmearbejde idag.
Derefter har jeg lavet plan over de penge der skal betales til Antioch skolen, til de sponsorbørn der er der. jeg har igen hævet penge, så nu skulle det være klar til aflevering.
Vi har været ude på børnehjemmet igen med madpenge til dem for April mdr., samt penge til mamma Grais.
Lige nu arbejder jeg også på at udfærdige en bugetplan til registreringen af vores forrening her i Uganda. De vil have en handlingsplan, og det laver jo ikke sig selv.
Men ellers har det været hjemmearbejde idag.
torsdag den 8. april 2010
Onsdag/ Torsdag
Onsdag måtte blive en stille dag, da vi var så trætte efter de sidste 2 dage, med indkøb til børnene.
Alting er så besværligt her, og så varmen. Det er ikke som i Danmark hvor du kan tage til en forretning, og næsten få det hele, nej nej.
Onsdag fik jeg læst noget engelsk, siddende i skyggen, det kunne jeg lige holde til. Innocent passede sit arbejde og sin skole.
Om aftenen fulgtes vi ad i kirke, til en vidunderlig Gudstjeneste, sammen med andre ca.5000 sorte mennesker.
Torsdag skulle der vaskes igen, da alt bliver beskidt hurtigt her, på grund af støv og varme, sved osv.
Jeg havde også bestemt mig til at vaske nogle gardiner og vinduer, huset skal jo passes.Jeg læste noget engelsk, og havde mad klar da Innocent kom fra skole.
Kl 3 skulle vi afsted igen. Jeg skulle hæve penge til mad til Agape 1, og mamma Grais, samt til børnene i Antioch skolen.Jeg skulle ind i Bachles bank og have oprettet en conto til Agape Child Care,sådan at Innocent kan tage over når jeg vender hjem.
Vi skulle have købt det sidste til Agape 1, strygebræt, tandpasta,skosværte osv. Vi skulle have købt en ordbog til Innocent, som han manglede, og så lidt mad til huset.
Derefter skulle vi videre ud til Kirsten" den danske kontakt", hvor vi skulle være kl. 6. Vi skulle gå vedtægterne igennem, efter Fransis havde rettet dem til Uganda, så vi kan få vores forening rigistreret hernede, og få bedre styr på tingene.
Vi var der præsis kl. 6, og det var Fransis også, virkelig et særsyn hernede.Vi gik det hele igennem, på engelsk" py ha", men Kirsten kunne oversætte lidt for mig.
Det tog rigtig lang tid, og vi var først færdige kl. 9. Derefter skulle vi hjem, og have aftensmad og en kop kaffe. Så var vi total færdige igen, og det var på hovedet i tæpperne.
Alting er så besværligt her, og så varmen. Det er ikke som i Danmark hvor du kan tage til en forretning, og næsten få det hele, nej nej.
Onsdag fik jeg læst noget engelsk, siddende i skyggen, det kunne jeg lige holde til. Innocent passede sit arbejde og sin skole.
Om aftenen fulgtes vi ad i kirke, til en vidunderlig Gudstjeneste, sammen med andre ca.5000 sorte mennesker.
Torsdag skulle der vaskes igen, da alt bliver beskidt hurtigt her, på grund af støv og varme, sved osv.
Jeg havde også bestemt mig til at vaske nogle gardiner og vinduer, huset skal jo passes.Jeg læste noget engelsk, og havde mad klar da Innocent kom fra skole.
Kl 3 skulle vi afsted igen. Jeg skulle hæve penge til mad til Agape 1, og mamma Grais, samt til børnene i Antioch skolen.Jeg skulle ind i Bachles bank og have oprettet en conto til Agape Child Care,sådan at Innocent kan tage over når jeg vender hjem.
Vi skulle have købt det sidste til Agape 1, strygebræt, tandpasta,skosværte osv. Vi skulle have købt en ordbog til Innocent, som han manglede, og så lidt mad til huset.
Derefter skulle vi videre ud til Kirsten" den danske kontakt", hvor vi skulle være kl. 6. Vi skulle gå vedtægterne igennem, efter Fransis havde rettet dem til Uganda, så vi kan få vores forening rigistreret hernede, og få bedre styr på tingene.
Vi var der præsis kl. 6, og det var Fransis også, virkelig et særsyn hernede.Vi gik det hele igennem, på engelsk" py ha", men Kirsten kunne oversætte lidt for mig.
Det tog rigtig lang tid, og vi var først færdige kl. 9. Derefter skulle vi hjem, og have aftensmad og en kop kaffe. Så var vi total færdige igen, og det var på hovedet i tæpperne.
onsdag den 7. april 2010
Tirsdag d. 6/4 2010
Idag var det ikke let at komme ud af tæpperne, da vi begge to var sååå trætte, efter i går. Men det nytter jo ikke noget, vi må videre.
I dag skal vi ud for at købe sofa sæt, sofabord, vinyl til gulv, hylder til deres tøj og andre småting, så der var nok at tage fat på.
Vi fik spist morgenmad, og Innocent skulle ikke i skole, da han altid har fri om tirsdagen, så tiden skulle udnyttes.
Efter morgenmaden, og efter han har været i kirken for at gøre rent, var vi klar til at komme afsted, for at finde det vi skulle.
Vi lagde en strategi, at han skulle gå alene først, og jeg blev i bilen, for ellers er det hele mindst dobbelt så dyrt, hvis de ser en "Musumgu".
Vi fandt det vi søgte, og jeg betalte et dispositum, og vi ville hente det til aften, da vi skulle have en bil til at flytte det.
Derefter fik vi købt et sofabord + 4 små, en vindmølle så de kunne have frisk luft, når det er varmest.Vi fik købt vinyl til gulvet i stuen og køkkenet, to baljer mere, elpæren, vaskepulver, forlængerledning osv. Vi fik købt 8 hyldestativer, en til hver, så de har et sted de kan have deres tøj, så det ikke bare ligger i en bunke på gulvet.
Derefter kørte vi hjem, for at spise frokost. Innocent fik bestilt en bil til at hente safasættet, og køre det ud til Agape 1.
Da det blev aften, skulle vi ud efter møblerne, og så gik turen til Agape 1 med alle herlighederne. Vi havde resten i min bil, så der var noget at få sat på plads.
Da vi ankom, så børnene os med det samme, og kom hujende os i møde, var stadig så ovenud lykkelige for hvad de havde fået i går, og nu kom vi igen, et rent eventyr for disse vidunderlige børn.
Vi fik først vinylen på, og så møblerne ind, og til sidst borde, hylder, vindmølle osv. De var ellevilde, kunne slet ikke forstå at dette kunne ske for dem.Innocent tog en masse billeder, som jeg vil sende til Lieons klub når jeg kommer hjem, så de kan se hvad pengene er brugt til.
Endnu en vidunderlig dag med masser af gøremål var til ende, og den havde bragt overflod af velsignelse. 140,000 UGX var brugt til det hele.Men vi havde virkelig fået meget for pengene.
I dag skal vi ud for at købe sofa sæt, sofabord, vinyl til gulv, hylder til deres tøj og andre småting, så der var nok at tage fat på.
Vi fik spist morgenmad, og Innocent skulle ikke i skole, da han altid har fri om tirsdagen, så tiden skulle udnyttes.
Efter morgenmaden, og efter han har været i kirken for at gøre rent, var vi klar til at komme afsted, for at finde det vi skulle.
Vi lagde en strategi, at han skulle gå alene først, og jeg blev i bilen, for ellers er det hele mindst dobbelt så dyrt, hvis de ser en "Musumgu".
Vi fandt det vi søgte, og jeg betalte et dispositum, og vi ville hente det til aften, da vi skulle have en bil til at flytte det.
Derefter fik vi købt et sofabord + 4 små, en vindmølle så de kunne have frisk luft, når det er varmest.Vi fik købt vinyl til gulvet i stuen og køkkenet, to baljer mere, elpæren, vaskepulver, forlængerledning osv. Vi fik købt 8 hyldestativer, en til hver, så de har et sted de kan have deres tøj, så det ikke bare ligger i en bunke på gulvet.
Derefter kørte vi hjem, for at spise frokost. Innocent fik bestilt en bil til at hente safasættet, og køre det ud til Agape 1.
Da det blev aften, skulle vi ud efter møblerne, og så gik turen til Agape 1 med alle herlighederne. Vi havde resten i min bil, så der var noget at få sat på plads.
Da vi ankom, så børnene os med det samme, og kom hujende os i møde, var stadig så ovenud lykkelige for hvad de havde fået i går, og nu kom vi igen, et rent eventyr for disse vidunderlige børn.
Vi fik først vinylen på, og så møblerne ind, og til sidst borde, hylder, vindmølle osv. De var ellevilde, kunne slet ikke forstå at dette kunne ske for dem.Innocent tog en masse billeder, som jeg vil sende til Lieons klub når jeg kommer hjem, så de kan se hvad pengene er brugt til.
Endnu en vidunderlig dag med masser af gøremål var til ende, og den havde bragt overflod af velsignelse. 140,000 UGX var brugt til det hele.Men vi havde virkelig fået meget for pengene.
2 PÅskedag
2 Påskedags morgen fik jeg en besked fra Lieons klub i Thisted, at de havde bvilliget penge til at hjælpe børnehjemmet Agape one, og andre børn.
Det var jeg bare såååå taknemlig for, da de trænger alle til nyt tøj, nye møbler ,noget nyt på gulvet ovs.
Jeg gik hurtigt igang med planlægningen, da de jo havde fri fra skole idag, og jeg ville gerne have at Sullait og Ismar var med, da de er de 2 største drenge, 15 og 13 år, og det ville være en oplevelse for dem selv at komme med ud at købe tøj.Sullait havde været med en gang, og det glemmer jeg aldrig. Hans øjne var ved at trille ud af hovedet på ham, da han aldrig har været udenfor det fattige kvater han lever i, og nu så han en hel ny verden i Kampala City
Vi blev enige om at køre ud til børnehjemmet og se hvordan de havde det.
De var alle til stede, uden Ismar og Rashid som var et sted for at lege, men de blev hurtigt hentet, da de fik at vide hvad der var vores ærinde.
Vi blev alle 7 børn, Mamma Grais Innocent og jeg, plantet omkring bordet. Jeg spurgte hver enkelt om, hvad de manglede mest.Og alle manglede de tøj, sko, og skoleuniform. De havde heller ingen mad mere.Så Innocent gik med de 5 mindste for at købe mad for nogle penge af mine egne, da pengene fra Danmark ikke var kommet endnu.
Mens de var afsted, blev de to store gjort klar til at tage med os i bilen, for at købe tøj og sko til hele familien.
Hvilken glæde da Innocent med følge kom tilbage med kød, ris, posho, brød. mattogi, spagetti og saftevand. Der var virkelig stor glæde i det lille hjem.
Derefter kørte vi til midtbyen hvor tøj er billigst. Vi havde skostørrelser tegnet på papir af deres fødder, så vi kunne finde de rigtige størrelser.
De 2 store drenge nød det i fulde drag, at se det rigtige Kampala.
Vi fik købt en masse tøj, 2-3 sæt til dem alle. Fantastisk dejlig, flot tøj, i en god kvalitet. Drengenes øjne strålede om kap med solen, de var ovenud lykkelige, kunne næsten ikke forstå at dette var rigtig. Vi fik købt sokker til hele holdet også, og så var vi på vej for at skulle købe sko, da en tyv pudselig sprang ind foran mig og greb mit guldhalskæde og rev den af med kors og det hele, og væk var han.
Der gik et chok igennem alle, og de var lammede af sorg over at der er sådanne mennesker her i Ugabda, men jeg sagde at det skulle de ikke tænke på, vi havde det jo godt alle sammen, det var det vigtigste.Men det gjorde en stor bræk i deres stor glæde.
Vi kom derhen hvor alle skoene var, Innocent kender det hele, så vi fulgtes bare efter ham. Og vi fik købt sko til dem alle.
Som det sidste den dag, havde jeg bestemt at vi ville spise ude. Drengene skulle for første gang, have lov at spise på en resturant.
De gjorde store øjne, da vi fandt Cafe Java, som vi elsker en gang imellem at spise på.Det er Internatiomal standard, med fantastisk dejlig mad.
Da vi fandt et bord, vidste de ikke en pind om hvordan de skulle gebærde sig, men vi hjalp dem selfølgelig, og fortalte dem hvordan. De kom med spisekortene til os alle, og drengene kiggede på dem, og vidste ikke ud eller ind.
Jeg vidste hvad vi skulle spise, og hvad de helt sikkert gerne ville have. Kyllingebryst, ristet og med salat og pommers fritters. De ville gerne have cola at drikke, og det fik de. Mens vi ventede gik øjnene rundt for at se al den herlighed, og bare nyde at sidde her blandt almindelige rige mennesker, det gør bare så godt i et forældreløs fattigt barn, at føle sig på lige fod med andre, en fantastisk føelse.
De fulgtes med Innocent ud på toelettet for at vaske hænder, som også var en oplevelse for dem.
Så kom maden, og havde de ikke gjort store øjne før, så gjorde de det nu. Havde aldrig set sådanne lækkerier foran deres øjne.Kikkede på hvordan man griber sagen an med kniv og gaffel, når de for det meste spiser med fingrene. Men de begyndte at tage for sig af retterne, og det bekom dem såååå godt. De strålede af glæde, og spiste rup og stup en kæmpe portion. De var så glade at det ville næste ingen ende tage, det var hver en krone værd. Da regningen kom, 70,000 UGX, gav de et gisp, da jeg betalte. De havde aldrig i deres liv at man kunne spise for så mange penge på en gang, 70,000 ugx er ca. 150 dk for 4 personer.
Da vi var færdige gik turen hjemad, hvor de andre ventede i spænding.
Hvilken lykke i det lille hjem, jeg vil aldrig glemme det. Det var virkelig så flot og godt tøj, som kun rige børn går i. Innocent tog en masse billeder, og de hoppede og sprang rundt som manokinger. De var ved at eksplodere af glæde, og mig også, det her er bare livet for mig, at se så mange børn få al dette af kærlighed. Pragtfuld.
Det var jeg bare såååå taknemlig for, da de trænger alle til nyt tøj, nye møbler ,noget nyt på gulvet ovs.
Jeg gik hurtigt igang med planlægningen, da de jo havde fri fra skole idag, og jeg ville gerne have at Sullait og Ismar var med, da de er de 2 største drenge, 15 og 13 år, og det ville være en oplevelse for dem selv at komme med ud at købe tøj.Sullait havde været med en gang, og det glemmer jeg aldrig. Hans øjne var ved at trille ud af hovedet på ham, da han aldrig har været udenfor det fattige kvater han lever i, og nu så han en hel ny verden i Kampala City
Vi blev enige om at køre ud til børnehjemmet og se hvordan de havde det.
De var alle til stede, uden Ismar og Rashid som var et sted for at lege, men de blev hurtigt hentet, da de fik at vide hvad der var vores ærinde.
Vi blev alle 7 børn, Mamma Grais Innocent og jeg, plantet omkring bordet. Jeg spurgte hver enkelt om, hvad de manglede mest.Og alle manglede de tøj, sko, og skoleuniform. De havde heller ingen mad mere.Så Innocent gik med de 5 mindste for at købe mad for nogle penge af mine egne, da pengene fra Danmark ikke var kommet endnu.
Mens de var afsted, blev de to store gjort klar til at tage med os i bilen, for at købe tøj og sko til hele familien.
Hvilken glæde da Innocent med følge kom tilbage med kød, ris, posho, brød. mattogi, spagetti og saftevand. Der var virkelig stor glæde i det lille hjem.
Derefter kørte vi til midtbyen hvor tøj er billigst. Vi havde skostørrelser tegnet på papir af deres fødder, så vi kunne finde de rigtige størrelser.
De 2 store drenge nød det i fulde drag, at se det rigtige Kampala.
Vi fik købt en masse tøj, 2-3 sæt til dem alle. Fantastisk dejlig, flot tøj, i en god kvalitet. Drengenes øjne strålede om kap med solen, de var ovenud lykkelige, kunne næsten ikke forstå at dette var rigtig. Vi fik købt sokker til hele holdet også, og så var vi på vej for at skulle købe sko, da en tyv pudselig sprang ind foran mig og greb mit guldhalskæde og rev den af med kors og det hele, og væk var han.
Der gik et chok igennem alle, og de var lammede af sorg over at der er sådanne mennesker her i Ugabda, men jeg sagde at det skulle de ikke tænke på, vi havde det jo godt alle sammen, det var det vigtigste.Men det gjorde en stor bræk i deres stor glæde.
Vi kom derhen hvor alle skoene var, Innocent kender det hele, så vi fulgtes bare efter ham. Og vi fik købt sko til dem alle.
Som det sidste den dag, havde jeg bestemt at vi ville spise ude. Drengene skulle for første gang, have lov at spise på en resturant.
De gjorde store øjne, da vi fandt Cafe Java, som vi elsker en gang imellem at spise på.Det er Internatiomal standard, med fantastisk dejlig mad.
Da vi fandt et bord, vidste de ikke en pind om hvordan de skulle gebærde sig, men vi hjalp dem selfølgelig, og fortalte dem hvordan. De kom med spisekortene til os alle, og drengene kiggede på dem, og vidste ikke ud eller ind.
Jeg vidste hvad vi skulle spise, og hvad de helt sikkert gerne ville have. Kyllingebryst, ristet og med salat og pommers fritters. De ville gerne have cola at drikke, og det fik de. Mens vi ventede gik øjnene rundt for at se al den herlighed, og bare nyde at sidde her blandt almindelige rige mennesker, det gør bare så godt i et forældreløs fattigt barn, at føle sig på lige fod med andre, en fantastisk føelse.
De fulgtes med Innocent ud på toelettet for at vaske hænder, som også var en oplevelse for dem.
Så kom maden, og havde de ikke gjort store øjne før, så gjorde de det nu. Havde aldrig set sådanne lækkerier foran deres øjne.Kikkede på hvordan man griber sagen an med kniv og gaffel, når de for det meste spiser med fingrene. Men de begyndte at tage for sig af retterne, og det bekom dem såååå godt. De strålede af glæde, og spiste rup og stup en kæmpe portion. De var så glade at det ville næste ingen ende tage, det var hver en krone værd. Da regningen kom, 70,000 UGX, gav de et gisp, da jeg betalte. De havde aldrig i deres liv at man kunne spise for så mange penge på en gang, 70,000 ugx er ca. 150 dk for 4 personer.
Da vi var færdige gik turen hjemad, hvor de andre ventede i spænding.
Hvilken lykke i det lille hjem, jeg vil aldrig glemme det. Det var virkelig så flot og godt tøj, som kun rige børn går i. Innocent tog en masse billeder, og de hoppede og sprang rundt som manokinger. De var ved at eksplodere af glæde, og mig også, det her er bare livet for mig, at se så mange børn få al dette af kærlighed. Pragtfuld.
Påskedag eftermiddag.
Da vi gik hjem fra kirke, ringede Innocents ven Ronny, og spurgte om vi var hjemme, så ville han komme og besøge os nu.
Det var vi inden længe, så han skulle være velkommen.
Han er en dejlig ung mand på 24-25 år. Har kone og barn, og ønsker at starte en godt liv for dem alle, hvilket ikke er let her i Uganda.
Han er nu forretningsmand, og vil så gerne tale forretning. Vil så gerne vide hvordan verden ser ud uden for Uganda, og hvordan det foregår. Men ikke mange her ved hvad der rigtigt sker i verden, de ved kun hvad der sker i Afrika.
Ronny var først og fremmest kommet for at tale med Innocent. Så det var fint for mig, så kunne jeg få en middagssøvn, efter vi havde fået frokost.
Ronny var her stadig da jeg kom op igen, og vi snakkede længe.
De hjalp hinanden med at lave aftensmad, da Innocent mente at jeg skulle have fri. Han gør alt for at bære mig på hænder hver dag, en fantastisk hjælper. Han gør det for han er så taknemlig for det liv han har fået nu. Han går i skole igen, bussinesskole som er ham, han har et fantastisk sted at bo, får mad hver dag, og kører bilen for mig. Vi følges ad i næsten alt, han er virkelig en fantastisk ung mand, ærlig, dygtig, glad og taknemlig.
De fik lavet aftensmad, og vi snakkede til kl.7, og da først gik Ronny igen, efter at have sagt farvel til mig for denne gang. Vi snakker virkelig godt sammen, også han er en af de få.
Det har været en dejlig Påskedag i et og alt.tak tak
Det var vi inden længe, så han skulle være velkommen.
Han er en dejlig ung mand på 24-25 år. Har kone og barn, og ønsker at starte en godt liv for dem alle, hvilket ikke er let her i Uganda.
Han er nu forretningsmand, og vil så gerne tale forretning. Vil så gerne vide hvordan verden ser ud uden for Uganda, og hvordan det foregår. Men ikke mange her ved hvad der rigtigt sker i verden, de ved kun hvad der sker i Afrika.
Ronny var først og fremmest kommet for at tale med Innocent. Så det var fint for mig, så kunne jeg få en middagssøvn, efter vi havde fået frokost.
Ronny var her stadig da jeg kom op igen, og vi snakkede længe.
De hjalp hinanden med at lave aftensmad, da Innocent mente at jeg skulle have fri. Han gør alt for at bære mig på hænder hver dag, en fantastisk hjælper. Han gør det for han er så taknemlig for det liv han har fået nu. Han går i skole igen, bussinesskole som er ham, han har et fantastisk sted at bo, får mad hver dag, og kører bilen for mig. Vi følges ad i næsten alt, han er virkelig en fantastisk ung mand, ærlig, dygtig, glad og taknemlig.
De fik lavet aftensmad, og vi snakkede til kl.7, og da først gik Ronny igen, efter at have sagt farvel til mig for denne gang. Vi snakker virkelig godt sammen, også han er en af de få.
Det har været en dejlig Påskedag i et og alt.tak tak
Søndag / Påskedag
Påskemorgen er altid meget spisielt for mig. Jesus er opstanden, og er i går, idag og for evigt den samme. Det betyder alt for mig, da han er hele mit liv.
Vi fulgtes ad i kirke, Innocent og mig. Denne dag betyder det samme for os.
Vi var til en dejlig Gudstjeneste, ja næsten 2,da der 4 hver dag. Idag tror jeg der vae2-3 tusind sorte mennesker til Gudstjeneste, så alle kan nok forstå at det ikke går stille af
Vi fulgtes ad i kirke, Innocent og mig. Denne dag betyder det samme for os.
Vi var til en dejlig Gudstjeneste, ja næsten 2,da der 4 hver dag. Idag tror jeg der vae2-3 tusind sorte mennesker til Gudstjeneste, så alle kan nok forstå at det ikke går stille af
Lørdag
Lørdag var det igen vaskedag i vaskeriet "Gnubbe". Samtidig skulle der skrubbes udenfor, da det støver så meget her.Der skulle vaskes vinduer osv.
Der skulle købes ind, så vi havde mad i huset i Påske.Men ellers ikke noget særligt, kun det almindelige i ethvert hjem
Der skulle købes ind, så vi havde mad i huset i Påske.Men ellers ikke noget særligt, kun det almindelige i ethvert hjem
søndag den 4. april 2010
Lang Fredag d.2/4 2010
I dag holder vi helligdag.Men vi har altid en masse at snakke om, jeg tror aldrig vi bliver færdige. Innocent har så meget han gerne vil fortælle, om sit hårde og barske liv, før jeg kom.
Jeg har erfaret at der er ingen her i Uganda der har overskud til at låne hinanden øre, da alle har mere en de kan bære, for at klare deres egen liv. Så det at finde en person der virkelig vil lytte med hjertet, findes ikke. Derfor er der så mange, der kan have stor hjælp og lægedom, kun ved at nogen vil lytte til dem, at lade dem fortælle om, hvordan livet har gjort dem ondt.
I dag har jeg sat sådan en ung mand stævne kl. 3.
Han hedder Marthias. Er kristen, forhenværende gadebarn, men samlet op for 7 år siden af Pastor Robert Kajanga. Kajanga startede et hjem for 30 gadebørn. Han kaldte hjemmet " Never agen". Der bor Marthias. Han er en dejlig ung mand, men har ingen der gider høre på hans historie.Han går nu i skole, er færdig med studentereksamen, og skal begynde på universitetet. Alt dette betaler kirken Mirakelcentret.Så det er ikke penge han mangler, men nogen der vil lytte til HAM.
Jeg har snakket flygtig med ham flere gange, og er kommet til at holde af ham. Jeg følte også det råb fra ham." Er der da ingen der virkelig vil lytte til mig".
En dag vi snakkede lidt med ham, sagde jeg til ham at jeg gerne ville høre hans livshistorie. Han blev så glad for der endelig, var et menneske der var intereseret i hans hårde liv. Han havde skrevet det ned på papir, (papir er altid taknemlig, når ingen anden vil høre), så han blev så glad, og ville sende hans historie til mig på mail.
Han fortalte lidt den dag, og jeg forstod, at det ikke var for svage sjæle.
Jeg opfordrede ham til at skrive en bog, om hans historie. Fortalt ærlig og hudløs, så mennesker i Eroupa kan vide hvordan det virkelig er at være gadebarm i Afrika.
Han blev ovenud glad for den ide, og havde selv overvejet det, men hvem skulle læse det. Her i Afrika gider ingen læse det, da det er hverdag for dem.
Der gik kun en dag, så modtog jeg hans historie, uha uha. Men jeg havde sagt, at hvis han ville skrive en bob, ville jeg prøve at få den udgivet i Danmark, på dansk og engelsk, og det kunne måske hjælpe ham til at hjælpe andre. Han brænder nemlig for at hjælpe andre gadebørn, i den samme frygtelige situation som han kender alt for godt.
Så nu havde vi sat hinaden stævne i kantinen ved Mirakelcentret.
Han blev så glad da jeg kom, (her kan du ikke regne med at folk kommer, selom de har lovet det), og forstod at jeg var seriøs.
Vi blev plantet under et træ, da det var meget varmt, og så begyndte han at fortælle.Han havde grædt hele natten, følte sig glemt af både Gud og mennesker. Følte sig ikke værdsat. Han arbejder ved tv for Mirakelcentret, men får aldrig penge for sit arbejde. Han/de på Never Agen, får ikke altid mad. Der er ingen der bekymrer sig om hvordan de har det indeni, der er ingen der vil lytte og bære med.
Det er ikke penge der er hans stor problem. han har et sted at bo, går i skole, og får for det meste mad. Men livet er jo mere end det. Du har et føelsesliv, der har brug for kærlighed, omsorg og interesse, og det glemmer de her.
Jeg sagde til ham at han skulle begynde at fortælle, lige der hvor han ville begynde.Han var meget bedrøvet, efter at have grædt hele natten, og følt sig total forladt. Ikke så mærkelig at Gud havde talt til mig om at kontakte ham her i formiddags, Gud havde hørt hans bøn om hjælp.
Det blev en lang og bevægende eftermiddag, men det var så godt for ham at fortælle om alle sine kvaler. Han var så glad for at have fundet et menneske der virkelig lyttede. Han var så glad for at jeg var seriøs, det havde han aldrig mødt i sit liv.
Efter vi havde snakket nogle time, måtte jeg hjem inden det blev mørkt. Han ville følge mig hjem, ville ikke slippe den omsorg han fik.
Så vi gik hjem, og jeg spurgte om han ville have noget at drikke. Det ville han gerne, men jeg kunne se i hans øjne, at han også gerne ville have noget at spise. Han var så sulten, havde ikke fået noget at spise den dag.Så han fik noget at spise, noget at drikke , og bare nød at have fundet noget der kunne minde lidt om en familie. Han var så glad så glad, og såååå taknemlig.
Men der måtte siges farvel, men han glædede sig til næste gang vi kunne mødes. Men jeg har jo mange der trænge til kærlighed og omsorg, så vi må se hvornår det bliver.
Jeg har erfaret at der er ingen her i Uganda der har overskud til at låne hinanden øre, da alle har mere en de kan bære, for at klare deres egen liv. Så det at finde en person der virkelig vil lytte med hjertet, findes ikke. Derfor er der så mange, der kan have stor hjælp og lægedom, kun ved at nogen vil lytte til dem, at lade dem fortælle om, hvordan livet har gjort dem ondt.
I dag har jeg sat sådan en ung mand stævne kl. 3.
Han hedder Marthias. Er kristen, forhenværende gadebarn, men samlet op for 7 år siden af Pastor Robert Kajanga. Kajanga startede et hjem for 30 gadebørn. Han kaldte hjemmet " Never agen". Der bor Marthias. Han er en dejlig ung mand, men har ingen der gider høre på hans historie.Han går nu i skole, er færdig med studentereksamen, og skal begynde på universitetet. Alt dette betaler kirken Mirakelcentret.Så det er ikke penge han mangler, men nogen der vil lytte til HAM.
Jeg har snakket flygtig med ham flere gange, og er kommet til at holde af ham. Jeg følte også det råb fra ham." Er der da ingen der virkelig vil lytte til mig".
En dag vi snakkede lidt med ham, sagde jeg til ham at jeg gerne ville høre hans livshistorie. Han blev så glad for der endelig, var et menneske der var intereseret i hans hårde liv. Han havde skrevet det ned på papir, (papir er altid taknemlig, når ingen anden vil høre), så han blev så glad, og ville sende hans historie til mig på mail.
Han fortalte lidt den dag, og jeg forstod, at det ikke var for svage sjæle.
Jeg opfordrede ham til at skrive en bog, om hans historie. Fortalt ærlig og hudløs, så mennesker i Eroupa kan vide hvordan det virkelig er at være gadebarm i Afrika.
Han blev ovenud glad for den ide, og havde selv overvejet det, men hvem skulle læse det. Her i Afrika gider ingen læse det, da det er hverdag for dem.
Der gik kun en dag, så modtog jeg hans historie, uha uha. Men jeg havde sagt, at hvis han ville skrive en bob, ville jeg prøve at få den udgivet i Danmark, på dansk og engelsk, og det kunne måske hjælpe ham til at hjælpe andre. Han brænder nemlig for at hjælpe andre gadebørn, i den samme frygtelige situation som han kender alt for godt.
Så nu havde vi sat hinaden stævne i kantinen ved Mirakelcentret.
Han blev så glad da jeg kom, (her kan du ikke regne med at folk kommer, selom de har lovet det), og forstod at jeg var seriøs.
Vi blev plantet under et træ, da det var meget varmt, og så begyndte han at fortælle.Han havde grædt hele natten, følte sig glemt af både Gud og mennesker. Følte sig ikke værdsat. Han arbejder ved tv for Mirakelcentret, men får aldrig penge for sit arbejde. Han/de på Never Agen, får ikke altid mad. Der er ingen der bekymrer sig om hvordan de har det indeni, der er ingen der vil lytte og bære med.
Det er ikke penge der er hans stor problem. han har et sted at bo, går i skole, og får for det meste mad. Men livet er jo mere end det. Du har et føelsesliv, der har brug for kærlighed, omsorg og interesse, og det glemmer de her.
Jeg sagde til ham at han skulle begynde at fortælle, lige der hvor han ville begynde.Han var meget bedrøvet, efter at have grædt hele natten, og følt sig total forladt. Ikke så mærkelig at Gud havde talt til mig om at kontakte ham her i formiddags, Gud havde hørt hans bøn om hjælp.
Det blev en lang og bevægende eftermiddag, men det var så godt for ham at fortælle om alle sine kvaler. Han var så glad for at have fundet et menneske der virkelig lyttede. Han var så glad for at jeg var seriøs, det havde han aldrig mødt i sit liv.
Efter vi havde snakket nogle time, måtte jeg hjem inden det blev mørkt. Han ville følge mig hjem, ville ikke slippe den omsorg han fik.
Så vi gik hjem, og jeg spurgte om han ville have noget at drikke. Det ville han gerne, men jeg kunne se i hans øjne, at han også gerne ville have noget at spise. Han var så sulten, havde ikke fået noget at spise den dag.Så han fik noget at spise, noget at drikke , og bare nød at have fundet noget der kunne minde lidt om en familie. Han var så glad så glad, og såååå taknemlig.
Men der måtte siges farvel, men han glædede sig til næste gang vi kunne mødes. Men jeg har jo mange der trænge til kærlighed og omsorg, så vi må se hvornår det bliver.
fredag den 2. april 2010
Torsdag.
Jeg er så taknemlig for vores dejlige hus. Taknemlig for at kunne invitere mennesker her, for at give dem en oplevelse de aldrig troede muligt. At besøge et sådant fint sted, og finde et menneske der interessere sig for dem, og oven i købet en "Musunko", betyder en hvid mand/kvinde.
Det er et rent eventyr, og jeg føler jeg er millionær, at kunne give disse mennesker et håb, en dejlig oplevelse. Vi lever virkelig et fint sted, et sted disse mennesker aldrig ville komme, og aldrig få lov til at sætte deres fødder.
Vi havde fundet 11 børn, som vi havde inviteret sammen med deres familier, mor ogsv., og jeg glædede mig til at møde disse mennesker.
Innocent glædede sig til at vise dem hvor han lever nu, et sted som ingen havde troet muligt i januar, men nu er en realitet.
De begyndte at komme, i deres fineste puds, da han havde fortalt dem vores ard., og at der var en musunko, der ville prøve at hjælpe dem. Det var et eventyr, at møde disse vidunderlige mennesker, høre deres historie, se disse vidunderlige børn, som ingen chance har om ikke der sker en mirakel, og som disse mennesker synes er sket bare ved at besøge os, og vide der er nogen der vil prøve at hjælpe dem i en håbløs situation. De kæmper virkelig for at overleve, hvilket er virkeligt hårdt, hvor næsten alle mangler mad hver eneste dag.
En familie var her med deres 3 børn. De har 1000UGX at leve for om dagen til 6 personer, i et hus der har et rum, ingen elektricetet. 1000 UGX=4 dk, hvilket er en umulighed, men de gør det. Det er virkelig en Guds miraklet, at de er i live. Det var ikke en enstående historie, så ikke så underlig disse mennesker var så taknemlige for at opleve ikke at være glemt. Livet er virkelig hårdt her.
Det var en vidunderlig dag, det var et eventyr at se 10 liter saftevand og en stor dåse kiks forsvinde i disse vidunderlige mennnesker/ børns maver. Hvilken rigdom at kunne give dem dette, og samtidig håb, i denne hårde verden.
De sidste gik først klokken 7 om aftenen, og da var vi godt trætte, men meget glade og taknemlige for det vi havde oplevet.
Innocent var helt ovenud glad, at nu kan han være med til at bringe håb til andre, efter at have levet i 20 år, i en elendighed. En stor oplevelse for ham, og også for dem der kendte hans situation før jeg kom denne gang,og hvor efter hans liv er blevet total forvandlet. Han er en uvuderlig hjælp for mig, og en man kan stole op, hvilket ikke er let at finde her i Uganda. Virkelig en gave.
Det er et rent eventyr, og jeg føler jeg er millionær, at kunne give disse mennesker et håb, en dejlig oplevelse. Vi lever virkelig et fint sted, et sted disse mennesker aldrig ville komme, og aldrig få lov til at sætte deres fødder.
Vi havde fundet 11 børn, som vi havde inviteret sammen med deres familier, mor ogsv., og jeg glædede mig til at møde disse mennesker.
Innocent glædede sig til at vise dem hvor han lever nu, et sted som ingen havde troet muligt i januar, men nu er en realitet.
De begyndte at komme, i deres fineste puds, da han havde fortalt dem vores ard., og at der var en musunko, der ville prøve at hjælpe dem. Det var et eventyr, at møde disse vidunderlige mennesker, høre deres historie, se disse vidunderlige børn, som ingen chance har om ikke der sker en mirakel, og som disse mennesker synes er sket bare ved at besøge os, og vide der er nogen der vil prøve at hjælpe dem i en håbløs situation. De kæmper virkelig for at overleve, hvilket er virkeligt hårdt, hvor næsten alle mangler mad hver eneste dag.
En familie var her med deres 3 børn. De har 1000UGX at leve for om dagen til 6 personer, i et hus der har et rum, ingen elektricetet. 1000 UGX=4 dk, hvilket er en umulighed, men de gør det. Det er virkelig en Guds miraklet, at de er i live. Det var ikke en enstående historie, så ikke så underlig disse mennesker var så taknemlige for at opleve ikke at være glemt. Livet er virkelig hårdt her.
Det var en vidunderlig dag, det var et eventyr at se 10 liter saftevand og en stor dåse kiks forsvinde i disse vidunderlige mennnesker/ børns maver. Hvilken rigdom at kunne give dem dette, og samtidig håb, i denne hårde verden.
De sidste gik først klokken 7 om aftenen, og da var vi godt trætte, men meget glade og taknemlige for det vi havde oplevet.
Innocent var helt ovenud glad, at nu kan han være med til at bringe håb til andre, efter at have levet i 20 år, i en elendighed. En stor oplevelse for ham, og også for dem der kendte hans situation før jeg kom denne gang,og hvor efter hans liv er blevet total forvandlet. Han er en uvuderlig hjælp for mig, og en man kan stole op, hvilket ikke er let at finde her i Uganda. Virkelig en gave.
Skær Torsdag
Torsdag morgen, med solskin og varme, som sædvanlig her i Uganda.Vi har været på indkøb i dag, da vi havde inviteret en masse mennesker til at komme til vores hus,i morgen, for at jeg kunne tale med dem.Jeg ville gerne have nogle "børn" med til Danmark, for at tegne sponsorater til nogle som virkelig trænger til hjælp. Det var dejlig denne gang, for nu kan jeg møde disse mennesker som Innocent kender, og som lever af ingenting.Jeg ville gerne møde dem, høre deres historie, skrive noget ned, og tage billeder af dem. Jeg ville prøve at få fat på 10-20, som jeg tror jeg kan finde hjælp til.. Vi har købt saftevand, 10 litter vand, og en stor dåse kiks, da de elsker det, men aldrig får sådan luksus.
Vi havde lavet en plan her, at der skulle komme en masse familier, enlige mødre med deres børn, en for en, så der var tid til at høre deres historie og vi ville tage billeder af dem, og jeg vil bringe dem med til Danmark, for at prøve at finde sponsor til dem.
Ellers er der vist ikke noget spisielt i dag, uden det almindelige.
Vi havde lavet en plan her, at der skulle komme en masse familier, enlige mødre med deres børn, en for en, så der var tid til at høre deres historie og vi ville tage billeder af dem, og jeg vil bringe dem med til Danmark, for at prøve at finde sponsor til dem.
Ellers er der vist ikke noget spisielt i dag, uden det almindelige.
Abonner på:
Opslag (Atom)
