Lang Fredag d.2/4 2010

I dag holder vi helligdag.Men vi har altid en masse at snakke om, jeg tror aldrig vi bliver færdige. Innocent har så meget han gerne vil fortælle, om sit hårde og barske liv, før jeg kom.
Jeg har erfaret at der er ingen her i Uganda der har overskud til at låne hinanden øre, da alle har mere en de kan bære, for at klare deres egen liv. Så det at finde en person der virkelig vil lytte med hjertet, findes ikke. Derfor er der så mange, der kan have stor hjælp og lægedom, kun ved at nogen vil lytte til dem, at lade dem fortælle om, hvordan livet har gjort dem ondt.
I dag har jeg sat sådan en ung mand stævne kl. 3.
Han hedder Marthias. Er kristen, forhenværende gadebarn, men samlet op for 7 år siden af Pastor Robert Kajanga. Kajanga startede et hjem for 30 gadebørn. Han kaldte hjemmet " Never agen". Der bor Marthias. Han er en dejlig ung mand, men har ingen der gider høre på hans historie.Han går nu i skole, er færdig med studentereksamen, og skal begynde på universitetet. Alt dette betaler kirken Mirakelcentret.Så det er ikke penge han mangler, men nogen der vil lytte til HAM.
Jeg har snakket flygtig med ham flere gange, og er kommet til at holde af ham. Jeg følte også det råb fra ham." Er der da ingen der virkelig vil lytte til mig".
En dag vi snakkede lidt med ham, sagde jeg til ham at jeg gerne ville høre hans livshistorie. Han blev så glad for der endelig, var et menneske der var intereseret i hans hårde liv. Han havde skrevet det ned på papir, (papir er altid taknemlig, når ingen anden vil høre), så han blev så glad, og ville sende hans historie til mig på mail.
Han fortalte lidt den dag, og jeg forstod, at det ikke var for svage sjæle.
Jeg opfordrede ham til at skrive en bog, om hans historie. Fortalt ærlig og hudløs, så mennesker i Eroupa kan vide hvordan det virkelig er at være gadebarm i Afrika.
Han blev ovenud glad for den ide, og havde selv overvejet det, men hvem skulle læse det. Her i Afrika gider ingen læse det, da det er hverdag for dem.
Der gik kun en dag, så modtog jeg hans historie, uha uha. Men jeg havde sagt, at hvis han ville skrive en bob, ville jeg prøve at få den udgivet i Danmark, på dansk og engelsk, og det kunne måske hjælpe ham til at hjælpe andre. Han brænder nemlig for at hjælpe andre gadebørn, i den samme frygtelige situation som han kender alt for godt.
Så nu havde vi sat hinaden stævne i kantinen ved Mirakelcentret.
Han blev så glad da jeg kom, (her kan du ikke regne med at folk kommer, selom de har lovet det), og forstod at jeg var seriøs.
Vi blev plantet under et træ, da det var meget varmt, og så begyndte han at fortælle.Han havde grædt hele natten, følte sig glemt af både Gud og mennesker. Følte sig ikke værdsat. Han arbejder ved tv for Mirakelcentret, men får aldrig penge for sit arbejde. Han/de på Never Agen, får ikke altid mad. Der er ingen der bekymrer sig om hvordan de har det indeni, der er ingen der vil lytte og bære med.
Det er ikke penge der er hans stor problem. han har et sted at bo, går i skole, og får for det meste mad. Men livet er jo mere end det. Du har et føelsesliv, der har brug for kærlighed, omsorg og interesse, og det glemmer de her.
Jeg sagde til ham at han skulle begynde at fortælle, lige der hvor han ville begynde.Han var meget bedrøvet, efter at have grædt hele natten, og følt sig total forladt. Ikke så mærkelig at Gud havde talt til mig om at kontakte ham her i formiddags, Gud havde hørt hans bøn om hjælp.
Det blev en lang og bevægende eftermiddag, men det var så godt for ham at fortælle om alle sine kvaler. Han var så glad for at have fundet et menneske der virkelig lyttede. Han var så glad for at jeg var seriøs, det havde han aldrig mødt i sit liv.
Efter vi havde snakket nogle time, måtte jeg hjem inden det blev mørkt. Han ville følge mig hjem, ville ikke slippe den omsorg han fik.
Så vi gik hjem, og jeg spurgte om han ville have noget at drikke. Det ville han gerne, men jeg kunne se i hans øjne, at han også gerne ville have noget at spise. Han var så sulten, havde ikke fået noget at spise den dag.Så han fik noget at spise, noget at drikke , og bare nød at have fundet noget der kunne minde lidt om en familie. Han var så glad så glad, og såååå taknemlig.
Men der måtte siges farvel, men han glædede sig til næste gang vi kunne mødes. Men jeg har jo mange der trænge til kærlighed og omsorg, så vi må se hvornår det bliver.