Fredag d. 22/2 2013

Efter at have sovet en dejlig nattes søvn, her i sengen jeg har brugt de sidste 3 år, var det tid til at stå op kl 9.
Jeg havde bestilt taxien til at hente mig kl. 10, da jeg var nødt til at skulle ud at lede efter mit visa kort.
Jeg har "heldigvis" prøvet det en gang før, så jeg vidste hvordan man skulle gøre i en sådan situation, og det var jeg glad for, for ellers stod jeg med håret i postkassen.
Jeg spiste morgenmad, medbragt fra Danmark,og var så klar til at komme afsted.
Jeg var i Afrika igen, og varmen slog mig i møde, samt alle lydene, duftene og sproget, da alting her er meget lydt, kan alt tydelig høres, men det var bare skønt.

Taxien kom, og vi kom afsted mod centrum til Bachles bank. Vi kom igennem alle sikkerhedtjekkene, og det siger ikke så lidt, det er nemlig ikke bare at gå ind, nej nej.
Men vi kom ind, og forlagde problemet, hvortil damen sagde, at vi nok var nødt til at køre til Enteppe, for det var der den var blevet ædt. Jeg var virkelig ikke glad for den besked.  Damen ringede til banken i Enteppe, jeg tror 15 gange, men de tog ikke telefonen. Så hun sagde, at vi var nødt til at køre der, for at finde ud af, om de havde fundet kortet.

Så der var ikke andet at gøre, det var afsted til Enteppe igen idag, koste hvad det ville, jeg måtte have mit visa kort tilbage, om det var muligt.
Jeg havde mit pas, og alle mine papir med, det vidste jeg ville blive nødvendig, hvis jeg skulle få mit kort, så jeg var rustet til tænderne.

Da vi så kom til Enteppe skulle vi finde Bachles bank der, og måtte spørge om vej, men vi fandt den. Kom igen igennem alle sikkerhedstjekkene, og kom endelig frem til damen, hvor jeg kunne forelægge mit problem.
Selvfølgelig var det første hun spurgte efter mit pas, så hun kunne se, jeg talte sandt. Hun fik mit pas, tog den og forsvandt. Efter et godt stykke tid, kom hun tilbage med tre kort, som maskinen i lufthavnen havde ædt, og den ene var min. Jeg var bare så glad, og bare priste Jesus af bare taknemlighed, over at kortet ikke var kommet i forkerte hænder.Så efter at have udfyldt et skema, fik jeg endelig mit kort tilbage, halleluja.
her i Uganda, er der ikke meget der er en selvfølge, men heldigvis sker der mange mirakler.

Da vi så havde kortet, kunne vi køre mod Kampala igen. Det er virkelig en lang tur,og sulten begyndte at melde sig. Jeg skulle også have købt mad til huset, samt Internet, så vi bestemte at at finde et stort supermarked, hvor vi kunne få noget at spise, og købt ind, og også internet.
Derefter var det videre hjemad.

Da jeg kom hjem fik jeg aftalt med Moses, at vi dagen efter skulle på oplevelsesstur, med hele hans familie, da det var noget af mit program. Denne gang ønskede jeg bare at det skulle være gode ting der måtte ske, og ikke som sidste gang, uha uha,vi skulle videre.

Derefter tog jeg igen en taxi ud til Agape 3, uden at de vidste det mindste om at jeg kom, jeg ville komme totalt uanmeldt.
Millie var hjemme, og blev meget glad og overrasket over at se mig her i Uganda igen. men der var fred og ro, ingen uro og frygt som sidste gang. Hun var alene hjemme, da børnene ikke var kommet fra skole endnu, så vi kunne rigtig få snakket i fred og ro. Det var bare så dejligt, og vi fik vendt en masse ting.
Så kom de 5 små hjem fra skole, Middi, Nasanga, Shelly, Motony og Grace og de var ellevilde da de så, at jeg var der igen, de kom stormende ind og omfavnede mig alle på en gang, de var bare såååååååå glade.det var dejlig at se at de så godt ud, var rene og pæne, og har fået god mad. De var glade piger, og det siger ikke så lidt her.
Jeg sagde også til Millie, at vi gerne skulle have to nye piger ind denne gang, for sidste gang gik alt næsten i kaos, men denne gang skulle 2 mere have chancen for et godt liv, og så kan der ikke være flere på Agape 3. Jeg spurgte Millie om hun kendte nogen, og det gjorde hun, og hun ville hente den første allerede den næste dag, da det var en der har spurgt om hjælp i meget lang tid, så det var bare at hente hende.Den næste ville komme nogle dage senere.
Alt var bare fred og idyl, og jeg kunne tage hjem, og slappe af, og bare glæde mig over at arbejdet kører videre, og vil gro stærkere og større, det vil bare vokse, og mange flere vil blive velsignet.
Så var jeg meget træt, jetlaget var vist ikke helt forsvundet, men nu kunne jeg hvile, og bare glæde mig over at at være tilbage, i fred og ro. Al ære til Jesus der gør dette muligt. Kærligst  Solveig