Søndag d. 27/2 2011

Søndag morgen med fuld sol, stille vejr og varme, hvor er det skønt. Jeg elsker søndag, så vi kan komme i kirke, og bare slappe af, uden den helt store program.
Jeg havde spurgt Innocent lørdag, om han troede at det var søndag vi skulle invitere Esau med familie ud, da vi skal have gjort noget spisielt for dem.
Det mente han ikke, da det var med for kort varsel. OK
Så vi gik i kirke, og det er altid pragtfuld, og der kommer mennesker nu og hilser, for nu begynder de at kende mig.
Men da vi var i kirken, og færdig med den første gudstjeneste, kom Innocent i tanker om at spørge Esau om de havde lyst til at komme ud og se noget i eftermiddag, for så ville vi invitere hele familien ud. Det havde de, og troede først det var en spøg, da de aldrig har været nogen steder, og heller aldrig i midtbyen, de anede intet, men det ville de meget gerne, da de fandt ud af at vi mente det.
Vi skulle mødes kl 3, for så at køre til midtbyen, det mest eruopæiske sted de har i Kampala , hvor der er to store supermarkeder, i store 4 etagers bygninger.
De kom kl. godt 1/2 5, men så var de også klar til oplevelser.
Vi kom afsted, alle mand i vores gamle bil, der næsten ikke hænger sammen, men det er hvad vi har.Det gik også godt, og vi glemte alt, bare ved at se alles begejstring, for at komme ud at se den store verden. Børnenes øjne var ved at trille ud, af at se alt det nye, og Esau følte det som var han på vej til Amerika.
Vi kom til Garden City først, og gik op på 4 sal, hvor jeg havde spottet en legeplads. det var til stor jubel for alle, bare at gå op i et så stort og fint sted. Vi fandt legepladsen, men børnene var bange, havde aldrig set sådan noget, og vidste ikke hvordan man gør. Men det varede ikke længe før jeg fik dem overtalt til at smide de hullede sko, og så vise dem hvordan det skulle gøres.Så var de fanget, og de masede op og ned af rutsjebanener i alle højder, og videre til hoppeborgen. Esau sagde at han aldrig havde set sine børn så glade, og de skraldergrinede af bare fryd.
Så gik vi ned igen, og kikkede ind i supermarkedet, og gik derefter til bilen, for at køre til det næste plads.
Jeg sagde til Innocent at vi skulle køre i kælderen, for jeg ville have dem alle med op af de rullende trapper, for at opleve det også. Så da vi kørte ind i pakeringskælderen, sagde Esau til Innocent, hvor har i da taget os hen, han var lidt bange, men de to små drenge elskede at se alle bilerne på nært hold, og snakkede ivrigt.
Så gik vi ind og kom frem til de rullende trapper, og Easu og hans kone gik total i stå af bare skræk, men børnene var ved mig, og de var bare parat til det hele, så de sprang på, til stor nydelse, men det tog lidt tid for Innocent at overtale Esau og hans kone til at prøve. De gjorde det, men da Esau kom op, rystede hans ben som esbeløv, det var næsten formeget.
Men op kom vi.Og mens vi gik til vores resturant kiggede de alle på alle de fine ting dervar alle vegne, og øjnene var ved at trille ud.
Så kom vi til Resturanten, som var en oplevelse for sig selv. Vi blev plantet ved to sammensatte borde, og så kom de med spisekortene. Men det var jo et problem, da ingen af dem kunne læse, og vidste ikke hvad de skulle med sådant et.
Men Innocent hjalp dem, og jeg bestilte kylling og pommersfritters til børnene, det skulle de smage for første gang i deres liv.Esau og hans kone var lidt bekymret for om de kunne tåle den mad, og ikke få ondt i maven. Men vi fik alle bestilt, og alle gik til sagen med god appetit. Men første sagde Esau, at nu havde vi sat dem i endnu et problem, da der her var kniv og gaffel, og det havde de aldrig haft i hånden. Men Innocent viste dem hvordan, og til stor morskab gik de alle igang. Børnene fandt hurtigt ud af det, og pommerfriters det kunne de bare lide, ja det kunne alle.
Det var en kæmpe oplevelse for dem at sidde i en fin resturant, med en musongo(hvid), det er bare totalt umuligt for mennesker som dem. Og bedre blev det ikke da der kom nogle fra Mirakelcentret, en advokats kone og hendes veninde. Tænk at sidde i samme resturant, og være på højde med alle, det var næsten ikke til at fatte for dem, men de nød det i fulde drag.
Da jeg troede alle havde fået det de kunne spise, kom servitricen forbi med to isdeserter så flotte, og jeg så deres øjne, fulgte dem som en skinbarlig drøm. Så jeg spurgte dem om de kunne spise sådan en, hvortil de smilede og nikkede helt sellysende, ja tak.
Jeg bestilte et til Esau og hans kone, og et til børnene til delling, Innocent og mig kunne ikke spise mere.
Da Isene kom i flotte glas, og flot pyntet, var de nær gået op i lys lue, af bare beundring, og de spiste dem med største velbehag.
Esau sagde at han kun kendte dette liv fra film, og følte sig nu som en filmstjerne der sidder midt i det virkelige liv, og hvor det glædede ham.
Da vi alle var færdige, var det tid at sætte næsen hjemad, da børnene var trætte, og alle godt forspiste.Esau sagde at han følte det som havde han været i Amereika, og var nu på vej hjem. Og taknemligheden ville ingen ende tage. Tænk hvad penge kan gøre for disse mennesker, en oplevelse de ALDRIG vil glemme.Da vi kom hjem, gav jeg Easu 100,000 så han kunne købe nye sko, og hvad de ellers mangler. Fruen er højgravid, så der var nok at bruge penge til.Da han fik pengene, tabte han total mælet, og kunne ikke fatte om han var levende, eller om han drømte.
Det var virkelig en god dag, og hvor er det dejligt når de tager det med stor Taknemlighed.
jeg fik også oplevelsen, og sponsorne til Vivi havde sendt penge med til dem.
En fantastisk søndag var til ende.
Himmelske far, tak for alt hvad du gør for alle disse mennesker, for at vise dem hvor højt du elsker dem, det er et privilegium, at få lov at være en del af det arbejde. Tak for i dag. Solveig