Hej alle Kære Venner.
I dag er det Valentin i dag, og jeg ønsker at fortælle, hvad der sker her. Sæt jer godt tilbage.
Jeg havde ringet til Frank, at han skulle komme kl. 10 fra morgen af, jeg skulle stille ham en masse spørgsmål.
Han kom til tiden og var så lykkelig for at være her igen.
Først fik han noget at spise, da han intet havde fået, og han elsker at spise her, for vi spiser europæisk, og det elsker han.
Da han var færdig stillede jeg ham spørgsmålet. Hvordan går det med Emanuel. Han sagde at det gik så godt, men det havde været hårdt for ham at starte, men Frank havde skubbet og opmuntret ham, samt han forældre, som er så ovenud lykkelige for hvad der er sket.
Frank fortalte at faderen til Emanuel gik rundt og fortale alle naboerne, at der var kommet en der havde betalt skolegang for Emanuel for et helt år, samt alt andet der behøves for at gå i skole.
De var så lykkelige, at det kendte ingen grænser.
Samtidig var de så glade for at vi havde taget billeder af 4 børn mere, for om muligt at finde sponsor, og det havde opmuntret Frank og hans broder, samt en anden, måske skolen, de havde bestemt at alle 4 børn skulle starte i skole nu, så de var rede til at modtage undervisning når og hvis de får en sponsor.
Frank havde også testet dem, og købt nogle bøger, og blyanter til dem, men de havde ingen skoleuniform.
Jeg blev meget glad for dette træk, og det viser hvor opmuntret alle bliver hver gang et menneske eller en familie får håb.De er klar til at tage sig af hinanden, når de ser at de ikke står alene.
Jeg spurgte Frank. Hvis vi købte to nye madrasser, hvad han tænkte de ville sige.Han sagde de ville blive så glade, men problemet var at deres madras lå på det bare jord, og det er fuld af dyr og insekter, der bider børnene. Så han ville foreslå, at der blev møjet ud, og så havde han nogle mursten der er gået i stykker, at lægge dem på jorden, og så cement ovenpå, samt pudset væggene. Og så ville det være rigtig godt om de fik etagesenge, af jern, for det æder insekterne ikke. Så det er muligvis et stort projekt vi er igang med, og jeg vil nok rykke i bremsen, for for meget vil ødelægge dem. Frank sagde at ting ikke ødelægger mennesker, men giver vi dem bare mad, så sætter de sig, og venter at der kommer nogle og give dem mere, men det er jeg vist ikke helt enig i.
Frank mente også at bygge et lille rum mere til huset, ville være godt, så forældrene kunne få det nye rum, og børnene kunne få to rum, et til pigerne og et til drengene, hvilket ville være alletiders ide, mennnn??
Jeg fik stillet alle mine spørgsmål, og vi fandt ud af, at hvis vi gik og købte alt i dag, måtte Frank tage med lastbilen tilbage, for at vise dem vejen, men også at passe på tingene, for ellers vil det blive stjålet.
Frank sagde også at der skulle mures en fod til tanken, for eller vil den hurtigt være stjålet, så den skal mures ned i en fod af sten og cement.
Der er intet der er nemt her i Uganda. Men vi kom afsted, og fik efter møje og besvær fundet noget der kunne passe hr. Jens, han har ikke helt forstået at vi er i Uganda, og ikke i Danmark. Han vil have det som han vil have det, punktum, men det kan ikke lade sig gøre her, og det er slem for hr. Larsen.
Det blev en meget lang forhandling, før vi havde fundet tingene, men endelig lykkes det. Jeg måtte prøve at oversætte, alle mulige og umulige ting, og var bare totalt færdig, da det endelig lykkedes at få tingene afsted.
Ude i forretningen satte de vandhanerne på tankene, da jeg ikke kunne se hvordan vi skulle det uden en boremaskine, men det kunne de klare for os, også noget der kunne holde.Jens troede ikke på dem, men var bare nødt til at bøje sig, og det var virkelig en primitiv måde.
Først fandt de noget gammelt pap, så rev de det i stykker, satte ild til det, og da der var godt bål, holdt de det stykke jern der skulle igennem tanken ind i bålet, så det blev rødglødende, for derefter at holde det på tanken, og vupti, der var et hul til hanen, så der kunne tæppes vand.
Så blev hanerne monteret , og så var tanken klar til vand. Jens tror ikke på det, for det var ikke som han ville have det, men den mulighed vi havde, så lad os se.
De var så reelle og søde i forretningen, og det tog rigtig lang tid, hvor vores taxi ventede, og ikke nok med det, vi skulle også ud at finde en lastbil, der kunne tage tingene de 120 mil, ud ti Frank.
Så hvis du skal hyre en lastbil, går du ud til vejen, og vinker dem ind, spørger til prisen, og se om vi kan blive enige.
Så lastbilen skulle have 70,000 ugx (Frank skulle have 120,000 UGX til cement, som han ville købe på vejen, og alt det andet kostede 987,000 ugx, og vores taxi 60,000, så vi kunne hurtigt bruge nogle penge.Så mangler vi sternbræt, som skal købes ude i buschen.
Så i morgen kl. 9 skal Jens og mig derud, finde et hotel, hvor vi kan bo i 3-4 dage, måske 5, lad os se. Turen derud vil koste 120,000 ugx, men så er vi også klar til opperation vandtanke, til både familien og Frank.
Så nu skal der pakkes til nogle dage, og pakkes tøj til børnene i familien, så de kan få udskiftet trevlerne. og evt. gjort rent i huset. Lad os se, hvor meget der går an, det vil vise sig.
Men hvis i ikke hører fra mig, er det på grund af internet, jeg ved ikke om det fungere ude i buchen, men nu ved i hvorfor, om jeg bliver stille.
Herfra Kampala, Uganda sendes de varmeste hilsner og Knus. Må Gud rigt velsigne enhver giver, for uden jer, ville vore penge hurtigt slippe op. men Tusind tak for jeres støtte og trofasthed.
Solveig og Jens
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar