Tirsdag d. 25/2 2014

En vidunderlig morgen. Kl. er bare 1/6, men jeg skal op for at sende en hilsen til Benny der bliver 60 år i dag, og er med hele familien i Spanien.
Jeg havde taget en lille video af hans dejlige dreng, som sang fødselsdagssang for ham, og håbede på at kunne sende den til ham, men det ville ikke lykkes, så det blev til et billede af Emanuel, og så måtte videoen komme senere.

Jeg skulle have pakket, og skulle tidlig afsted, da jeg skulle ud at se hvor Elisabeth boede, det havde jeg lovet hende, da hun er flyttet, og jeg skulle også snakke med børnenes skole, og se om det går godt.
Ester, Erey og Ebenezer, som børnene hedder, er meget glade for at gå i skole, og det hjælper jo til at lære noget.

Jeg skulle køre kl 8, så jeg måtte blive færdig. Da jeg så kom op, var Jens gået, og havde taget nøglerne med, men heldigvis stod døren åben ud, og så måtte jeg jo få tjenestepigen til at lukke den sidste gate op.

Nå men jeg blev færdig til tiden, og taxien var der også til tiden. Så var det afsted, til et område jeg aldrig har været i før.

Da vi så kom derud, skulle jeg ringe til Elisabeth, og hun ville gate os det sidste stykke. Sådan gør de her, da ingen har ardresser, det er der ved siden af, eller bag ved, sååå, det er sandelig nødvendigt med en tlf.

Vi kom ud, og det lykkedes også at finde Elisabeth, som tog imod med åbne arme, strålende glad for at se mig. Det var hende som Innocent havde sagt til, at hun havde mistet alle sine sponsoer i Danmark, og bare selv beholdt pengene. Så hun er ovenud lykkelig for at dette ikke var sandt, for ellers kunne hendes børn ikke komme i skole.
Det første jeg skulle, var at se hvor de boede. Vi kørte af noget de kalder en vej, rundt om hjørner, skurer, imellem kalve, høns, ænder, geder og gadesælgere i lange baner, og vi kan lige akkurat komme igennem med bil. Det lugter rigtig slemt, af kloak, da alt foregår ude på det de kalder vej. Men sandelig om ikke vi fandt det lille rum som er deres hjem.
Hun åbnede armene og bød strålende mig velkommen til deres hjem.Et lille rum, hvor de boede 4 personer i. Der var lige akkurat plads til en lille 2 pers. sofa, elles ikke noget, udover de 3 senge. men da de altid har godt vejr her, foregår alt jo udenfor, og de skal kun sove i rummene. Alt var fejet og strøget , men luften var ikke den bedste, men hun var glad og stolt, og det var dejligt.

Derefter skulle vi så på skolen, og fik en snak med skolelederen, som også bød hjertelig velkommen. Så blev vi vist rundt på skolen, da det er en ny, hvor jeg ikke har været før. Det var dejligt at se, og der var orden i tingene. Børnene gør det også rimelig, har jo ikke gået i skole så mange år.
Vi besøgte klasserne hvor børnene var, og fik lov at tage dem ud, for at tage billeder af dem.
Så var besøget slut, og skolen var glade for at se der er nogen der intereseret i hvordan de gør det, og er selvfølgelig glade for at få at vide at de gør det godt. Det var godt at se.

Så skulle vi hjemad, det vil sige, jeg skulle mødes med Moses. Elisabeth kom op at køre, da hun gør rent næsten lige ved siden af hvor vi bor,så hun så lige chancen til at få et lift.

Næste stop, var ud til Moses, han ville gerne vise mig den kontejne, han gerne ville leje, hvis de fik mulighed for at starte en lille forretning igen. Den første de havde, som jeg gav dem penge til , var blevet brækket op, og alt var stjålet, så nu var det helt forfra, om jeg kunne finde 500,600,000 ugx.
Men hvis de fik penge til at starte igen, måtte det blive i en kontejne af stål, som ingen kan brække ind i.

Vi kom derud, og Moses kom ombord på samme måde, ved et tlf. opkald, og så kunne vi komme afsted.
Vi fandt der hvor de sælger, og lejer kontejne ud, og fik prisen på det, i forskellige størelser.
Men en ting er en kontejne, den skal også stå et sted. Moses havde fundet et godt sted, og havde snakket med dem, og det var vist nær en aftale. Men der skulle jo også noget på hylderne, så vi skulle have en bedre snak.
Vi blev færdige, kom afsted, og så kom Elisabet af, og takkede for besøget. Så skulle Moses og mig hjem og snakke.
Jeg spurgte hvad han ville sælge, og han nævnede en hel remse, hvortil jeg svarede, at jeg synes de skulle begynde med en lille kontejne, selv om han gerne ville have den store, kunne jeg mærke. men bedre med mange varer i en lille kontejne, end en stor med lidt varer, og det asepterede han, ja hvad andet kunne han gøre.
Så gav jeg ham 300,000, og sagde at han skulle få 200,000 mere, men jeg havde ikke flere, før jeg fik hævet, men så kunne han da få begyndt, da han har fri i dag, og var bare opsat på at få begyndt igen, hvis jeg ville hjælpe dem en gang til. Jeg sagde at det var sidste gang nu, så nu måtte de passe godt på, at der ikke skal blive indbrud igen.

Moses var bare så lykkelig at han næsten hoppede, da han gik, han var mere end klar.

Jeg skulle afsted at hæve penge, og købe vand, da vi var kørt helt tørt.

Da jeg så var hjemme igen, fået noget at spise, gav jeg mig til at skrive et brev til Jens, om ikke der var en mulighed at vi kunne snakke sammen på en ordentlig måde, uden han skældte ud, bare stille og rolig. Så nu beder jeg til at han vil falde ned, så vi kan snakke ordentlig sammen.
Han er taget ind til byen, havde han skrevet på en seddel da jeg kom op,men lovede at komme hjem til aften.Så jeg håber og beder til at vi kunne få en god snak.

Herfra de kærligste hilsner fra os alle i Uganda.    Solveig