Torsdag d. 29/9 2011

Så kom dagen, selfølgelig med dejlig solskin, og masser af Afrikanske lyde og fuglesang.
Jeg havde bestemt, at nu skulle møblerne hentes fra Agape 1, og bringes til det nye Agape 1.
Vi fik hentet en mand der kunne skille sengene ad, da de ikke kunne komme ud af døren uden at blive skilt ad. Skal vi have hjælp fra nogen, skal de altid hentes og bringes, det er jeg ved at være vant til, men hvem skal lægge bil, bensin og chafør til.
Nå men vi kom derud. Det første vi så, at der var sat en stor hængelås på det værelse hvor vores møbler var, så vi ikke kunne komme ind efter dem. Graice var ikke hjemme, men Kelvin, hendes søn var. Jeg spurgte hvor hun var, og han sagde at hun var i skolen, Antioch. Jeg spurgte om han ville løbe efter hende, da jeg gerne ville tale med hende.
Hun kom forbavsende hurtigt, efter hvad hun plejer. Jeg spurgte hvem der havde sat den hængelås på døren ind til vore møbler. Det havde hun, og når hun fik de penge hun mente at tilkomme, ville hun åbne. Jeg sagde at hun skulle få de penge som jeg lovet hende, når hun havde lukket op, men nej det var ikke nok, hun ville have meget mere. Den kvinde kan ikke få så mange penge, at det er nok, det har jeg fundet ud af. Det vil aldrig være nok. Jeg spurgte en gang mere, men nej. Så sagde jeg at vi ville gå til Steven, nu måtte han hjælpe. Han var ikke hjemme, ikke på skolen, og tog ikke telefonen. Hun fulgte os lige i hælene.
Jeg sagde at vi ville køre hjem igen, og få manden afleveret igen, der måtte findes en ny vej. jeg ville aldrig give hende de 300,000 som jeg havde lovet hende, før hun havde lukket op, for så var pengene bare spildt, hun ville have mio.Så vi kørte hjem.
Innocent var bange, både for kvinden og mig, vidste ikke rigtigt hvad der kunne komme til at ske.
Da vi havde været hjemme lidt, ringede jeg til ejeren af Agape 1, for at fortælle at vi ikke ønskede huset mere, og hvorfor, måske han kunne hjælpe,og måske kunne det blive vejen ud af dette problem.
Han er en mand der forstår ting, så han syntes vi skulle mødes derude kl. 5, hvilket jeg synes var en god ide.
Da vi så mødtes, var han der som altid til tiden. Et virkeligt tilfælde her i Afrika. Han havde været oppe ved huset, og der var låst over det hele, og ingen mennesker.
Men han ville se hvad han kunne gøre. Nu ville han sige til hende at, hun skulle betale husleje på lørdag, og hvis ikke hun gør det, ville hun blive smidt ud, da vi havde sagt op.
Hvis hun ikke betaler, og ikke vil lukke op, vil han kontakte en lokalformand, der så har at hjælpe ham til at komme ind i sit eget hus. Så lad os se.
Derefter kørte vi om på Agape 3, for at fortælle dem, at der ville gå lidt længere tid, inden drengene kunne flyttes. Jeg var også kommet i tanker om at de skulle have lidt flere penge til mad, da det er sidst på måneden, og de har 4 munde mere at mætte, og de er meget sultne.
Mens vi sad der og snakkede, ringede Millies tlf. Det varKarens lærer, der meddelte at Karen var på vej til hospitalet fra skolen, hun havde fået et anfald, da hun har astma, og var i coma.
Så det gik meget stærkt med at komme ud af døren, og afsted gik det mod hospitalet.
Der var langt, og det af veje, der ikke kan kaldes en markvej. Men vi kom da frem, og fik pakeret. Og lige på det tidspunkt, kom de bærende med Karen, 4 mand stærk, og hun var stiv som en pind, og trak ikke vejret. Hun skulle flyttes til en anden afdeling, og det foregik altså tværs over gårdspladsen.
Millie løb selfølgelig efter dem, og Innocent også. Jeg gik i bøn, og bad af hele mit hjerte at hun ville komme tilbage til livet igen, hun er sådan en vidunderlig pige.
Efter lidt tid kom Innocent tilbage, og fortalte at hun stadig ikke trak vejret. Så bad jeg igen, Jesus hjælp os også her, det er altsammen ved at være nok, og jeg var virkelig træt af al den besvær, og så dette, hvor en af vore dejlige børn svæver mellem liv og død.
Jeg tænkte også på, hvad mon dette kom til at koste, da det ikke er gratis her at blive syg, men det måtte komme i anden række.
Mens jeg sad der og ventede, Innocent var gået igen, ringede telefonen. Det var Sulait.
Han var også syg af malarie, samtidig at at havde det andet problem, som nok behøvede en opperation. Han var ikke komme tilbage til Kampala, fra hvor han var, fordi han var syg, han var nu på en klinik. Dem har de mange af, da malarie er en udbredt problem til dem alle her.
Men jeg sagde til ham at jeg ikke kunne hjælpe ham så lang tid han var der, han måtte komme til Kampala først. Også for at se hvor jeg har ham.
Så efter at have ventet i 2-3 timer kom de så ud med karen igen, hun var kommet ud af coma, og skulle hjem igen. Hun var meget meget slap, men hun var da i live. Hun skulle også have som medisin, og hvem måtte betale. Men dejligt at hun igen var på benene. Så kørte vi igen af den lange sølle vej tilbage til Agape 3, og fik dem ind i god behold.Tak himmelske far, for din omsorg.
Så skulle vi selv hjem. Og om aftenen er der tyk af mennesker, og de er lige så sorte som natten, alt er bælgmørkt, så jeg hader at køre ude om natten i vores gamle bil, da vi før har fået motortstop, i områder der er overhovedet ingen lys, men fyldt med mange ikke gode mennesker.
Men hjem skulle vi, og vi var også hundesulten, havde ikke fået at spise siden i morges, og nu var klokken 9. Jeg foreslog at vi kørte et sted hen og fik noget i en fart, og så hjem i seng.
Da vi kom til spisestedet, havde de bare lidt ris og bønner tilbage, så det blev det, og det var da mad. Så det sidste stykke hjem, og bare på hovedet i seng. Sikke en dag, men skønt at Guds omsorg havde beskyttes os alle, og at vi kan gå i seng. Tak himmelske far. God nat. Solveig