Torsdag d. 22/9 2011

Endnu en dejlig morgen oprandt. Men stemningen var aldeles trykket, da vi havde haft et mægtigt opgør, Innocent og mig. Han vil gerne tage føringen, og skælder og smælder hvis jeg ikke synes om hvad han vil. Jeg var derfor nødt til at sætte tingene meget på højkant, hvis vi skulle arbejde sammen, og det så det var til at forstå. Han fik et ultimatum, som han kunne tykke på, og så komme og sige om han var med eller ikke.Det er meget hårdt, men nødvendigt en gang imellem. Men han kom, og undskyldte, og så kunne vi komme videre.

Vi havde en aftale med Esau/ Vivis far, og Moses/ Nigers far. Vi skulle møde dem et sted, for så at tage dem med til børnenes skole. Jeg ville vide hvordan det går, snakke med deres lærer, se om der er et godt skole/ hjem samarbejde.
Vi kom først til Vivis skole, og det var skønt at se så stor hun er blevet, der er virkeligt et mirakel hvad der er sket med den familie, og de er så taknemlige og lykkelige. Hun klare sig aldeles godt, på alle områder. Jeg fik betalt skolepenge, og Esau fik de sidste 100,000 ugx så der var noget til resten af familien.
Så gik turen til Mosess Nigers skole. Det samme gentog sig. Hun er så dygtig, og klarer sig så godt på alle områder. Lærerne var stolte af hende, 5 år og så kan snakke engelsk, og skrive så flot. Jeg så hendes bøger. Jeg fik også betalt skolepenge der, samt en tur som skolen skulle på d. 4 okt, hvor Nigers klasse skulle til" Wondeful World", et sted med alle mulige legmuligheder, jeg tror lidt som Fårup sommerland, et sted som børn elsker.
Og så gik turen til Moses hjem. De var flyttet fra stedet så langt ude, fordi de nu får penge fra Danmark, og har fået et håb om en bedre liv. Moses var så stolt over, at han havde formået at samle lidt penge fra, så de kunne flytte nærmere Kampala midt, et sted der er astfald vej, og ikke 20 km på en jordvej, hvor luften er tyk af søv, så man ikke kunne se en hånd for sig. Han havde fået håb om det kunne blive bedre, for sidste gang jeg var her, sagde jeg til ham, at han kunne gøre det, hvis han ville, han skulle blot ikke spise alle pengene, men prøve at samle lidt efter lidt. Og det havde han gjort, og var så taknemlig og stolt.( Det med at samle sammen, og planlægge en bedre fremtid, er totalt nyt for dem, og det prøver jeg at lære dem, så de får mest muligt ud af pengene. De kan gøre det for de får sponsorpenge, så de har en chance, og hvor bliver jeg glad for at se, at de tager det til sig) Moses var så stolt over at vise os deres nye hjem. han har virkelig en dygtig kone. Børnene er så rene og godt i stand, huset er så fantastisk ren og velholdt. De har kun et rum nu, som er delt op i soveværelse og stue, men der var orden, rent og pænt. Det var så dejligt at se. Så jeg sagde til Moses, at det næste han skulle gå efter var at bygge deres egen hus, hvilket er en uhørt drøm for disse mennesker, men jeg sagde til ham, Moses du kan gøre det. Han blev vildt glad, at jeg troede det om ham, så nu tror jeg virkelig han går efter det.

Så var vi hjemme for at få lidt at spise, men skulle hurtigt videre.
Vi havde igen kontaktet en udlejer af huse, da vi nu skulle finde et nyt sted til drengene fra Agape 1, da vi skal have dem flyttet, og det hurtigst muligt. Stedet vi søgte, skulle være tæt på Agape 3, så Millie og Faith, kan tage sig af dem, og de kan spise der.
Nu havde udlejeren så ringet at han havde et sted, og vi skulle møde ham kl 3. Så afsted igen.( Godt vi har vores gamle bil)ellers ville det virkelig blive dyrt, med taxi hver gang, og uden bil, kan vi intet.
Vi kom afsted til et mødested, der fik vi udlejeren ombord. Videre til et andet sted, hvor vi fik ejeren ombord, og afsted gik det. Men da vi kome næsten derud, skulle vi dreje den forkerte vej, og jeg sagde nej nej, det ville blive for lang fra Agape 3. Så blev den mand sat af igen. Videre ud i nærheden af Agape3, og en ny mand dukkede op, og vi så det rum han havde, men nej det var for lille, så var den mand ude af billeder, men straks var den en ny, og der var et sted mere i nærheden. Det hus havde 2 rum, og var meget meget bedre, så det besluttede jeg vi skulle tage. Der var så mange mænd rundt om os, så jeg næsten ikke vidste hvem der var hvem, men det viste sig, at være en gammel kvinde der var ejeren.Hun var stolt over at udleje til er hvid dame. Så vi fik aftalt prisen, og jeg ville have hele huset malet hvid indvendig, den var mørk køkken blå, som gør det så mørkt, jeg vil have hvid, og det ville hun gøre, så det var klar tirsdag d.27/9, så vi kan få børnene flyttet.Vi fik lavet papir, og jeg betalte et dispositum på 180,000 ugx, og de sidste skulle hun have når vi kom. Det er for 3 mdr. 120,000 pr. mdr. det samme som vi giver i Agape 1, der har vi bare 2 lejligheder, men nu har vi bare brug for en, da pigerne skal ind på Agape 3, og have kærlig pleje.
Så skulle vi have betalt 4 personer, der alle havde vist os vej til den nye lejlighed, det er virkelig spisielt, men jeg er ved at vænne mig til det, Det er jo næsten blevet sådan, at jeg skal leje hus hver gang jeg er her, så det hjælper på forståelsen.
Så gik turen hjemad, og vi ved at være godt brugte. Vi ville have en kop te, men da vi havde fået nye naboer, 2 unge mennesker fra England, der skal være her i 2 1/2 måned, de er på jordomrejse, bestemte vi os til at invitere dem på te. Så det blev en lang og hyggelig snak, ved levende lys, da vi selfølgelig ingen strøm havde. Men det kan man også vænne sig til, og så tage sine forholdsregler. Og vi kunne også være de nye til hjælp på mange måder, da de jo intet kender til her, og ikke har nogen lokale at snakke med, så det var rigtig hyggelig. De fik vores erkundeisen apperat med op, da der var ulidelig varmt hos dem, så de havde en chance for at få sovet.
Det var så alt for i dag. Ha det rigtigt godt alle der følger os. De kærligste hilsner herfra Kampala. Solveig