Fredag d.23/9

Endnu en dejlig solskinsdag er oprundet. Vi har ca. 28 graders varme, så det er meget behagelig.
Innocent skulle i skole hele dagen , så jeg har tid til computeren. Først skulle jeg have betalt nogle regninger for mig selv i Danmark. Anne Grethe, tømmer min postkasse, og sender beløbene til mig, og så ordner jeg det her fra Kampala. Det at betale herfra er en kapitel for sig. Sikkerhedsystemet i Danmark er meget meget høj, så det tager ca. fra 1/2 til 1 hel time at betale en regning herfra. Systemet ved akkurat at computeren er i Afrika. Hver gang du i Danmark skal gøre et klik, skal du her gøre møske 10/13 og det tager så lang tid hver gang, så der er virkelig brug for Afrikansk tålmodighed.
Nå men jeg fik da betalt mine tre regninger.
Derefter skulle banken tjekkes for alle hævninger, i Agape Child Care, og det er da dejligt det fungerer denne gang, jeg vil helst kunne følge det hele, så jeg ved hvor vi er.

Så var det tid til at skrive på bloggen, og derefter skulle jeg til at sortere tøj, så jeg har det rette tøj med når vi i morgen skal på Agape 3 med gaver fra Danmark, og masser af tøj, og så skal vi have lidt lækkert at hygge os med.

Jeg havde bestemt at jeg ville gå kl. 3, ud for at se, om børnene fra Agape 2 kom fra skole. Jeg har det på hjerte at finde ud af hvad der sker, og om de stadig er på Agape 2. Der er langt at gå, men jeg havde god tid, også selv om jeg går i slow, som en ægte Afrikaner.
Jeg kom frem til det sted jeg ville vente, og købte mig en sadavand, og sad og nød det gode vejr, og talte med 2 indfødte kvinder om situationen her i Uganda. Det er virkelig hårdt her, da alting er blevet meget dyrere, på grund af mangel på styring.
Men jeg ventede og ventede, og så kom børnene fra den skole, men jeg så ingen af "vore" børn, jeg havde en fornemmelse at de slet ikke er på Agape 2 mere. Jeg ved at Joseph kun havde dem for pengenes skyld, så jeg tror de er over alle bjerge, men jeg vil undersøge det , til jeg med sikkerhed ved hvad der blevet af dem.

Jeg gik hjem igen, og var hjemme ca. 1/2 7, og da var Innocent kommet fra skole. Vi havde ingen elekrisitet, og have ikke haft det et døgn nu, så det blev ved levende lys vi noget koldt at spise, men vi fik da mad.
Jeg havde hele dagen gået og været så spændt på om Ismar var på vej i bussen, for at finde Sulait, og hvad ville blive resultatat, ville han komme med tilbage. Jeg havde bedt Jesus om at beskytte ham, og passe rigtig godt på ham, og at når han nåede frem, ville Sulait være lydhør for at vi ville hjælpe ham, men de havde virkelig totalt mistet håbet.
Kl. ca. 8 flassede Ismar så mig. Å, hvor blev jeg glad. Jeg ringede tilbage, det var en aftale, da de aldrig har taletid på deres telefoner. Jeg var så utrolig glad for at høre fra ham, og han var ved godt mod, og han var også sammen med Sulait. Efter jeg havde snakket med Ismar, fik jeg Sulait i telefonen, det var en drøm at høre ham, da det var vores eneste mulighed for at finde den dreng her i Afrika. Sulait er meget syg, jeg tror han skal på hospitalet, og måske oppereres. Der er noget i hans mave, der er helt galt, men jeg bad ham inderlig om at komme tilbage, så ville jeg gøre alt for at hjælpe ham. Jeg fortalte ham også, at vi havde lejet et nyt hus til dem, og at nu er det slut med Mamma Grais, hvilket Ismar også havde sagt, og det havde også givet Sulait håb, om en fremtid. Han var virkelig i en sølle forfatning, men han lovede mig at komme tilbage til Kampala, og så vil vi se hvad der skal gøres. Jeg var så lykkelig, om det kunne reddes for disse børn, for jeg kan se nu, at det skulle jeg havde gjort sidste gang jeg var her. Jeg håber af hele mit hjerte, at vi nu får en god ordning på Agape 1.
Men der en ting der undre mig, og det er at Sarah og Steven, som er her, og mener at have et vist ansvar for børnene, ikke havde foretaget sig noget, end ikke at lade mig vide at drengene var stukket af, og at Sulait var syg, det var først da Faith var der med penge, at hun fandt ud af situationen, hvilket jeg var glad for, og det var det der gjorde at jeg måtte afsted så hurtigt som muligt, da jeg først havde plan om at rejse i oktober, men nu er vi gang, og det er jeg glad for, så må jeg hvile mig når jeg kommer hjem, de trænger virkelig til hjælp, NU.
Herfra Kampala de kærligste hilsner og ønsker om Guds velsignelse til jer alle der følger os. Solveig