Torsdag d. 25/3 2010

Torsdag morgen kom igen med fuld solskin fra tidlig morgen. Jeg havde fået købt ind aftenen før så alt var parat til at lave kagemand af i en fart, men jeg ville ikke gøre det kl. 7 morgen, så den skulle stå og dampe i 50 graders varme hele dagen, det måtte vente. Innocent og mig spiste morgenmad kl 7, så jeg var klar kl.8, som jeg havde aftalt med Joseph.
Jeg var klar præsis kl. 8, men hvem kom ikke, Joseph.
Jeg ventede og ventede, ikke bare denne gang, men hver gang, han kender ikke tiden.
Men denne gang kunne jeg sidde hjemme og vente, og der gik lidt over en time før han kom, det er ingen god begyndelse.
Nå men vi kom afsted. Selfølgelig som det første til en bensinstation,for at få noget at køre på. Så afsted, og vi begyndte at snakke, da jeg bliver så ked af det hver gang, at han ikke kan forstå tiden.
Men afsted var vi, og jeg ville gerne have købt brød, sukker og evt te, det er det man kommer med hernede. Joseph, mente også at det var godt med OMO, vaskepulver, da hun vasker hele tiden, da hun har 16 forældreløse babyer i sit hus.
Vi fik klaret det hele, og turen gik til Jinve( ved Nielens Udspring), men der skulle vi jo ikke idag.
Turen gik rigtig godt, vi fik snakket en masse, og han nød rigtig meget at have mig total for sig selv( det vil de alle), og så var vi på vej ud til Damarin, hans kæreste.
Damarin boede i et dejligt hus, hun havde lejet. Hun havde børn overalt, havde 4 kvinder til at hjælpe sig hver dag, + en mand til at hente og bringe børn i skole, og alt forefaldende. Det var en fantastisk oplevelse at besøge hende og alle hendes babyer. De ældste var 6 år, den mindste 2 mdr. et kæmpe arbejde, men sikke en flok vidunderlige børn der får en ny chance.
Hun er en fantastisk pige, omkring 22-24 år, og Joseph er nu 27, så det passer fint.
Det var en fantastisk hjem at besøge, der var virkelig tjek på den. Hvilken kærlighed de havde til alle børnene, det er helt spisielt hernede, hvor børn bare er noget der kommer, og så må de forresten næsten sørge for sig selv, Ingen kærlighed, ingen omsorg, ingen mad, ingen tøj, ingenting for mange mange børn. Men der er virkelig også mange der prøver at hjælpe disse børn, men der må komme penge udefra, da der ikke er penge her i mange familier.Mange familier lever i små huller, uden vand og støm, men med en stribe børn, + aids.Det er virkelig hårdt at se på.
Damarin har sponsor til alle hendes børn fra Amerika, men selv om der er 16, er det ikke nok til at dække omkostningerne. Men alle hendes børn får virkelig en god og kærlig pleje.En fantastisk oplevelse.Damarin er en fantastisk karismatisk pige der ved hvad hun vil, og der har tjek på alle "hendes børn".
Vi spiste sammen med børnene, i en stor dynge. Ris og lidt kødsovs. men det var godt mad, og dejligt at se at alle børn fik det samme, dem der ikke fik sutteflaske.
Men tiden kom, at vi måtte vende næsen hjemad, nye udfordringer ventede.
Vi kom til udkanten af Kampala kl. 5, og havde nu bare 2km. til vi var hjemme, men!!!Kampala i mylgretid, det kan ingen forstå, hvis de ikke har oplevet det. Det er et kaos af format, alle kører i forskellige retninger, for at have en chance til at komme videre, med det resultat, at alt står stille, og ingen kan komme nogen steder. 7 mio. i en by uden regler, er bare et maridt af de helt store, ikke så mærkelig, at der er ingen biler der ikke har masser af buler.Så der sad vi, i stegende hede, og kunne ingen steder komme. Det tog 2 timer at komme de sidste 2 km., så jeg var først hjemme klokken godt 7.
Så skulle der laves kagemand, og det i en fart. Joseph kørte ned i kirken så længe, men insisterede på at komme og tage mig til Agape 2, han vil ikke have Innocent til at komme der. Så Innocent hjalp mig, og kiggede forundrende til, da de ikke kender til kagemænd her, men han var bare så glad på Gladys vegne, og ville glæde sig til at se billederne derfra.
Jeg ringede til Joseph, han kom, og turen gik til Agape 2 med kagemand med 13 lys, brød og bananer, da de altid mangler mad der, så det skulle være noget der kunne spises.
Da vi kom til lågen(indgangen ti Agape 2) var klokken8.20, det var lidt sent, men der var ikke noget at gøre ved det nu.
Da børnene fik øje på mig, at jeg var med Joseph, kom de skrigende, hujende, jublende i en lang række, ja selv mamma Ester, og så fik jeg 1 mio. knuser fra dem alle, de ville ikke slippe mig, var bare så glade for at jeg kom.
Da de fik øje på kagemanden, kiggede de forundret, vidste ikke hvad det var. De havde ikke gjort noget ud af Gladys fødselsdag, det gør de ikke her, de har ingen penge.Men de var så glade, og de lyste om kap med de 13 lys, på kagemanden, da jeg fik dem tændt.Da de havde kigget lidt, skulle den spises, og det blev den, sammen med alle bananerne, så det var godt for dem at få noget i maverne inden de skulle i seng. Det er vidunderlige børn, men de har det svært, da det ikke fungere som det skulle.Vi sang fødselsdagssang for Gladys flere gange, det havde de også gjort i skolen, men bare ikke derhjemme, før nu. Det er altid en oplevelse at møde disse vidunderlige børn. De er så kærlige, venlige og taknemlige. Trænger sådan til kærlighed, til bare der er nogen der vil holde om dem.Gladys var så bevæget over hvad jeg havde lavet for hende, så hun næsten ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun knugede sig ind til mig, ville ikke slippe, sagde at jeg skulle sige tak til hendes sponsor, for alt de gør for hende, hun var så bevæget, den kære pige.
Men det var sengetid, og de skulle i seng, og jeg mærkede pludselig at også jeg var dødtræt efter en lang dag, men en dejlig dag, med mange nye indput og oplevelser.