Søndag

En dejlig morgen med fuglesang, solskin og dejligt vejr.
Vi ville i kirke til første gudstjeneste (der er 4 hver søndag). Vi kom afsted, og det var bare så godt.
Hjemme igen kl 12, og så skulle vi spise lidt, og Innocent skulle have en middagssøvn, da hans enfluenzaen ikke helt var over. Så jeg sendte ham i seng til kl 3, og så kunne jeg ordne computerarbejde så længe.
 Kl 3 vækkede jeg ham igen, og vi fik en kop kaffe, og så afsted.
Vi skulle ud med penge til Agnes. Innocent ringede til dem, for at vide om de var hjemme, og det var sandelig godt, for de var flyttet, og det vidste vi ikke.
Men vi kom afsted, og hans stedmor ledte os til stedet de boede via tlf.. Der var langt, men jeg insisterede at ville ud og se hvor de var, og hvordan det går Agnes i skolen. Så vi kørte og kørte, og Innocent ringede nok 10 gange før vi fandt stedet. Det viste sig at de havde bygget et lille hus, ude på lande, og det var da langt bedre end hvor de boede før. De havde sparet op i mange mange år, og nu var de så klar til at starte et nyt liv. Et lille hus uden el, og vand, men den havde 4 rum, det andet kan komme senere. De havde også plads omkring huset til at avle mad. De havde plantet bananpalmer, majs, bønner og søde kartofler. Det var så dejligt at se.Jeg elsker at se, at det nytter at hjælpe. moderen havde været meget syg, og da jeg var her for et år siden, ved jeg ikke hvad hun lignede, da var hun nyoppereret, men denne gang var hun frisk, og de arbejdede begge to.De er virkelig på vej op, og hvor det glæder mig.
Jeg så Agnes bøger, hun er virkelig en dygtig pige, og gør det sååå godt i skolen. Jeg var så glad for at se deres plads, helt ude på landet, men hvor var der stille og fredeligt, fuglene sang, og der var masser af frisk luft, en skøn plads, for en landkrabbe som mig. Men Innocent var ikke begejstret, han er en rigtig bymus.
Da vi kørte tilbage, skulle de alle med ind til Kampala, hvor de skulle besøge hendes søster. Godt vores gamle bil kunne tage det, for det går ikke ret meget længere.
Da vi kom ind til pladsen ville stedmoderen, at Innocent skulle komme at hilse på hendes mor, som har spurgt til Innocent mange gange, uden han havde besøgt hende.
 Så jeg sagde at det skulle han, jeg ville vente i bilen. men der gik ikke lang tid før jeg også kom ud, og skulle hilse på den kvinde der havde leveret mad til Innocents far og stedmor, medens han boede hos sin far. De skulle hente mad hver anden dag hos hende, så i den tid var der ingen mangel på mad.
jeg fik hilst på kvinden, som var en meget ernergisk dame, som stod i gummistøvler, og arbejdstøj. Hun var lige færdig med at muge ved grisene. Vi var rundt og skulle se hendes grise, og hun har en mark med masser af mad. Hun er 63 år, men meget aktiv, og passer det hele med hjælp fra nogen familiemedlemmer. Da der bor en søster og bror i samme hus, samt børnebørn, jeg ved ikke hvor mange. Men hun var virkelig inspirende at møde, og hvor det glædede mig, at der er nogle der  mad nok, og har et godt liv, og også kan hjælpe andre.Det tog lang tid før vi kom videre.
Derefter skulle vi igen møde David og give ham flere penge til maling, og så skulle vi have noget at spise.
Vi fandt et billigt sted, hvor vi før havde været. Der mødte jeg en flok mennesker fra England, og kom i snak med dem, da de ville vide hvad jeg gjorde her. Det fortalte jeg dem, og ville så vide hvad de lavede. De var også kristne, og skulle besøge skoler, og støtte dem, og så skulle de besøge fængsler, og snakke med fangerne og give dem  hjælp, hvis de kunne, men mest at vise disse mennesker at de ikke er glemt, da de har det forfærdentlig her i Uganda. Så de syntes vi skulle snakke igen i morgen, og så ville de fortælle mig deres historeier, og besøgene i fængslerne. Det aftalte vi, og det glæder jeg mig til.
Derefter var det nok for idag, og vi kom hjem, og jeg var grydeklar, og gik i seng, da jeg ikke havde sovet til middag.                     De kærligste hilsner her fra Uganda.  Solveig