Lørdag d. 27/10. En meget spiciel dag

Enderlig endelig op-randt dagen jeg havde ventet på i 3 år.
Jeg havde fået en sms fra Frank, dagen før, hvor han fortalte at han glædede sig til i morgen," Mum, tomorro is my day", og jeg glædede mig med ham. Jeg havde set frem til den dag han blev færdig som murer, og havde sit eksamensbebvis,en kæmpe ting, til en god fremtid. Samtidig er han den første vi får helt igennem i Agape Child Care, til en fremtid, ikke som slave men som en mand der har noget at arbejde med og for


Jeg kom afsted kl. 9 fra Kampala,, da der er 150 mil til Masaka, hvor han har været på kostskole i 3 år.
 Det er virkelig en lang tur, men gøres skulle den, jeg glædede mig vildt til at se ham, ikke som forhenværende slavedreng, men som mand og uddannet murer, hvilket er en meget god ting her i Uganda, da der bygges overalt, og han er en der vil arbejde, så hans fremtid tegner vældig lys.

Da vi kom til: St. Kizito Techinical school Kitovu, i Masaka og vi fik skrevet under inden vi kunne få lov at komme ind. Sikkerheden er så stor her i Uganda, alle vegne. Du kommer ikke ind i en supermarked, Kirke osv, uden du bliver tjekket som skulle du med et fly til Israel.
 Nå det er formaliteter som vi er vant til her i Uganda.Men vi kom ind, og der var mange mange tusinde mennesker, da der var mange unge der var færdig, både , elektriker,frisøer, smede, mekaniker, staylister osv, så det vrimlede med unge mennesker i deres forskelligfarvede kapper og hatte, et levn fra den det var engelsk koloni.
 Jeg tænkte da jeg så alle de unge mennesker, samt forældre, hvordan skulle jeg finde min Frank.
Men  Gud er god, aldrig var vi kørt inden for porten, før jeg så ham komme sammen med nogle andre, og han havde allerede sit fine tøj på. Wauuuuu min dejlige Frank, hvilken dag. Ååååå hvor jeg husker hvor jeg fandt ham som slavedreng på det hotel jeg var på, og frygtelig at tænke tilbage på den behandling han fik, det kunne jeg ikke se på, og han blev derfor min dreng, inden jeg rejste hjem, dengang for tre år siden.
 Jeg har fulgt ham, semestre for semester, og betalt alt der skulle til.
Jeg glemmer aldrig engang, da han var nok et år på vej, og jeg var her i Uganda, og han var hjemme på weekend, da tegnede han en flot tegning til mig, som jeg har den dag i dag, hjemme i Danmark på mit kontor. Tegningen var en elefant,som holdt et lille dyr fast med snablen, højt oppe, og så havde han skrevet under: Mum never let os fall. jeg var elefanten, og han var det lille dyr, der var totalt afhængig af at jeg ville ham det bedste, da det var sådan en mirakel til ham, og hans familie, at han var på skole, ja sådan en mirakel der bare ikke sker, men som var en realitet. Selfølgelig tænkte de at sådan en gammel dame fra Danmark bare kan stoppe, når det passer hende, kunne ikke tro jeg ville gå hele vejen.

Jeg sprang ud af bilen og gav ham et stort knus, ønskede tillykke, og han strålede om kap med solen, en dag vi aldrig vil glemme. Ord kan simpelthen ikke beskrive det.
 Han viste rundt på skolen, som jeg har besøgt 2 gange, for at følge ham, men den forandre sig for hver gang.
Så vi gik en runtur, og han viste stolt hvad han havde lavet. Derefter skulle vi til det store møde, hvor alle de dyre personer holdt taler, og hvor til sidst alle eleverne skulle rejse sig, når deres navn og titel blev råbt op.
Det var også så dejligt at se, at de bukkede hver gang de gik forbi en af de dyre herrer, de har også lært disciplin, hvilket er en god ting, for at blive en respekteret mand.
 Da hele Ceremonien var færdig, skulle vi køre ud i bushen til hans onkel, som havde villet holde lidt reception for ham i dagens andledning, alene på grund af at jeg havde sagt, at den dag du er færdig Frank, da er jeg der.
Så vi kørte af vejen tilbage til Kampala, til vi nåede omtrent Ekvator, der skulle vi dreje fra, ud i bushen, og så var vejen en humplet jordvej, men sådant er det her.
Vi kom endelig derud, og der var noget familie kommet, samt naboerne.Det var stort at se hvordan de hilste på Frank i hans fine tøj, og alle var så stolte, taknemmelige, og glade. Sikke en dag for Frank.
 Der strømmede naboer til, og flere og flere kom, da det gik i jungletrommerne at nu var Frank kommet hjem, som en meget fin og respekteret mand med en uddannelse. Hvilket øjeblik for ham og mig.
Jeg ved virkelig ikke hvor mange hilsner og tak jeg fik, men det var mange, og alle ønskede mig Guds rigeste velsignelse for det jeg havde gjort for Frank.Alle elskede ham. En sådan glæde og taknemlighed, er bare overvældende, og umulig at beskrive.

Så blev der disket op med mad, ved to små sofaborde, og det var stort for en Ugander. Hans bror holdt en tale for ham og mig. Frank holdt selv tale, og det var lige fra hjertet, uha uha, det var nær blevet for meget, han afsluttede med at give mig en gave, som han havde købt til mig, for at sige tak for hvad jeg havde gjort for ham.
 Så spiste vi, og jeg havde sagt til ham, at jeg ikke blev længe, da vi havde langt til Kampala, og ville gerne et godt stykke inden det blev mørkt. Det var i orden, der var også mennesker nok til at spise maden, og jeg havde været der. En FANTASTISK dag, hvilket også jeg er dybt taknemlig for at have fået lov at opleve. En ren Guds velsignelse, og så med mit dårlige knæ. Tak kære Jesus, kun du kan gøre det muligt.
De kærligste hilsner  Solveig