Frank

Frank er en af mine drenge. Det var ham jeg købte fri som slave, sidste år i august, da jeg var i Uganda.
Han ville så gerne være murer, ville så gerne i skole igen. Men det er dyrt, og det er der bare ingen der har mulighed for, om de ikke har en der kan og vil betale.
Jeg købte ham fri fra hotellet, hvor han arbejdede, da jeg ikke kunne se på den måde de behandlede ham på. Jeg sagde at jeg ville betale hans skole, så han kunne få en udannelse. Han tog hjem, det vil sige ud i bushen, hvor hans mor boede, og var der til skolen begyndte.
Så kom det til at passe sådan, at jeg igen var tilbage i Uganda da han skulle starte skolen, den 1 feb. 2010. jeg sagde at jeg gerne ville med ned og se skolen, der ligger i Massaka, ca. 140 km. fra Kampala. Jeg ville ned og se hvor han skulle være, ville ned og snakke med dem på kontoret, og sige at det var mig der ville betale, og at jeg forventede at de ville give ham en god udannelse. De skulle vide at der er nogen der holder øje med ham og dem, for ellers kan det hele ende i ingenting, og jeg vidste jo at Frank blev anset for at være Satans yngel, men et skulle de vide, at jeg fulgte det på afstand, og at de ville få pengene de skulle bruge.
Det var en forfærdentlig stor dag da Frank blev skrevet ind på mureskolen, som han næsten aldrig ville have troet mulig. Det var lige så stor en dag for mig, tænk sådan en vidunderlig ung mand fik chancen for at få et håb om en udannelse. Vi var ellevilde begge to, ja alle 4, da Innocent selfølgelig var med, han er jo vores chafør, og Ellen Marie som var med til Uganda da vi fulgtes ad d. 15jan.
Mens jeg var i Uganda, var han somme tider "hjemme på weekend" som han også nød i fulde drag, og hvor han fortalte alt det han lærte, han sugede til sig som en svamp.
De første 3 måneder( 1semester) var til ende 2 dage efter at jeg var tilbage i Danmark, og da kom der en sms fra Frank, at han havde afsluttet 1 semestret med at blive nr.2 ud af 16, hvilket jeg syntes var meget flot, og var både glad og stolt af min kære Frank, som er 21 år.Det er fantastisk at få lov at give disse vidunderlige børn og unge en chance, hvor der ingen var. Se den glæde og begejstring det giver, når de finder et menneske der vil hjælpe dem, det kender vi overhovedet ikke her i Danmark, hvor vi tager alting som den største selvfølge.
Idag er han allerede på 3 semester, og det første år er ved at være gået, og han klarer sig stadig rigtig flot, og er så hjertens taknemlig. En ren velsignelse for alle parter. Venlig hilsen Solveig