Så oprandt dagen

Endelig blev det den 8/10, og tiden for afrejsen.
Det var bestemt at vi skulle køre kl. 2 nat. Lisbeth insisterede på at ville køre mig til Billund. Det var bare så dejlig, og vild luksus.
Vi kom afsted, og det var rigtig godt vejr, og alting gik bare så godt, og vi var i Billund godt 4. Så var det tid til kaffe, som jeg havde med hjemmefra, da Lisbeth jo skulle retur med det samme, og skulle hjem og holde børnefødselsdag for Clara. Det var skønt at være i god tid, for flyet venter jo ikke på en.
Så kørte Lisbeth hjemad, og tiden var kommet til at tjekke ind, med alt mit bagage. Der var ikke for lidt i mine kufferter, da de var spækket til bristepunktet af gaver og tøj til børnene. Men det gik også denne gang. om end lidt modvilligt.
Jeg havde en vidunderlig flyvetur, og nød i fulde drag, igen at være på vej til Uganda.
Da vi skulle tjekke ind i Brussel, kom jeg til at stå ved siden af en dame, der også havde dansk pas. Jeg holdte mit pas hen til hendes, og vi grinede, og forstod at vi kunne snakke dansk sammen, og det blev indgangen til en hel ny forbindelse. Hun var på vej til Kampala for første gang, for at besøge hendes mand, som arbejder her for Danida. Vi bestemte at vi havde god til at få noget snakket, da vi skulle flyve i 8 timer.Vi så vores sædenr. og forstod at ville skulle sidde kun 4 sæder fra hinanden.
Men jeg skulle først hvile, og samle mine tanker om alt det jeg skulle huske, og lægge en slagplan, det gør jeg altid i flyveren, da der er så god tid.
men vi fik snakket, og hun var så intereseret i det vi lave, så hun fik en brocure, og jeg hendes tlf. da hun meget gerne ville besøge mig/os, da hun også skal bo i Kampala.
Det blev en vidunderlig møde, og vi snakkede så godt sammen, og fulgtes helt igennem lufthavnen med visaansøgning, og bagageudlevering, og helt ud hvor vi havde mødt dem der skulle hente os. Innocent var på pletten, og hvor var det dejligt at se ham igen, han er bare sådan en god og stabil ung mand. Anne Maries mand var det lidt sværere at finde, så hun måtte ringe til ham, og vi ventede til han kom, og at hun var i de bedste hænder. Det var virkelig en oplevelse, og ingen ved hvad det bliver til.
Innocent var bare så glad for at se mig igen, og der blev snakket hele vejen til Kampala. Så kl. 1/2 11 var vi i huset, som virkelig var gjort rent og pyntet op til en "Præsidents komme", uha hvor de havde gjort klar med alting. Der var så skinnende rent, at der ikke kunne ses at der boede mennesker i huset, men det er Innocent, og også Susan. Vi fik en kop te, og så var det med at fine tæpperne, og komme til hvile, efter en vidunderlig dag, med masser af oplevelser.Guds godhed kender ingen grænser. Solveig