Lørdag d.17/10 2010

Så kom vi til lørdag morgen, efter en god nats søvn. Også i dag har vi en program der skal følges. Innocent og mig sad og fik morgenmad, omkring 1/2 9, og så ringede det på lågen. Det var Frank der kom hjem på weekend. Vi vidste han ville komme men ikke så tidlig, men han syntes ikke det kunne gå hurtigt nok, så han var stået meget tidlig op, for at komme hjem. Vi spiste så alle, og Frank var meget sulten, det er han næsten altid, men han er jo også en arbejder.Det var dejlig at have dem begge her i huset, og vi har det meget godt sammen alle 3. Så da vi havde spist, havde han en masse tøj der skulle vaskes, Innocent havde skolearbejde, og jeg skulle tjekke mail, og var meget spændt på om der var besked fra Anette, om det nye sponsorbarn. Det var der, og det blev Kato der fik den glædelige nyhed. Vi var alle så glade her, tænk at et lille menneske mere havde fået en chance om at komme i skole, og en invalid mor der kæmper som en gal for at overleve med sine to drenge, som er et resultat af en voldtægt. Jeg ved hun bliver så glad, ja det var vi alle.
Jeg fik det lavet jeg skulle , og derefter skulle vi ud til et stort supermarked, for at kikke på priser på generator der kan levere strøm, når der ikke er støm, som sker meget ofte, og det er ikke til at have noget i huset, når strømen er væk det halve af tiden.Så vi ville kigge priser.Jeg er ikke glad for at bruge penge til det, men det kan blive nødvendig engang. Jeg skulle også hæve flere penge, kan kun hæve 1700 kr. pr gang, og da jeg har øst penge ud til alt mulig, husleje, mad, børnene, bensin, rep. af bil, og lidt mad til os selv. Men nu er jeg så småt ved at være igennem, så alle sponsorbørnene har fået deres penge, og børnehjemmene har mad til 1-2 måneder, så nu begynder det at hjælpe
Da vi kom hjem, skulle vi have noget at spise igen, og derefter ringede Innoset Anet, som er mor til Kato, og fortalte hende at nu havde han fået en sponor i Danmark. Jeg sad langt fra Innocent, men jeg kunne høre hun hvinede af glæde, og det ville næsten ingen ende tage. Hvor er det skønt igen og igen at bringe håb og glæde til et menneske der trænger så hårdt.Vi glædede os så meget alle 3 bagefter, kunne i lang tid efter høre hende juble af glæde.
Derefter ringede jeg til Sara i Antiock mange gange, for at sige at jeg kom i morgen søndag der, og om hun ville sørge for at alle sponsorbørnene var der. Jeg prøvede så mange gange, men hun tog ikke tlf. Jeg havde nu alle pengene klar for de sidste to måneder, samt gaver til nogle af børnene. Men jeg fik først kontakt med hende kl. 10 aften.
Så var det tid igen at besøge Agape 2. for at bringe dem deres gaver, og jeg havde købt så alle kunne få. Jeg havde en hel kuffert tøj til dem, og som mama Ester ventede på. Vi var alle meget spændte på hvordan vi ville blive modtaget, nu da Joseph var hjemme. Og også meget meget spændt på hvordan mama Ester havde det. Innocent var selfølgelig lidt nervøs, da Joseph ikke vil se ham i huset, men han er min chafør, og jeg behøver ham til at køre altid og så igen. Frank glædede sig, havde kun været der en gang før.
Vi kom til lågen, og der var total død at se, vi kunne ikke se et menneske, intet liv, og der skulle være 12 personer i huset. men da vi gav den lille "dyt" sket der noget. Alle kom hvinende efter hinanden ud i en lang række, og mama Ester med. Selfølgelig ikke Joseph. Men de var jublende glade for at se os igen, og nu var det lyst, så vi kunne få tingene afleveret.Der var selfølgelig låst ved fordøren, og den kan de ikke åbne, så vi måtte bagom engang mere med hele happenguttet, men alle ville så gerne hjælpe, det er altid en fest at komme der og møde børnene.
Jeg vidste at Joseph var hjemme, da hans bil holdt udenfor, men han kom ikke.Så sagde jeg til børnene de skulle kalde på ham, jeg ville snakke med ham, jeg er ikke bange for ham som de andre, men han er bange for mig, og ved ikke hvor han skal gøre af sig selv. Så kom han endelig, og jeg hilste på ham, og bød ham velkommen hjem. Han var ikke glad, opførte sig som en lille dreng, der ikke ved hvor han skal gøre af sig selv, så jeg næsten fik ondt af ham. Men vi gik hurtigt til gaveuddelingen, og børnene jublede, og derefter til tøjuddelingen, hvor alle var ivrige at få nyt tøj. Det er en fest at se disse børns glæde og taknemlighed. Joseph var igen forsvunden ind til sig selv. Vi fik taget mange billeder, men det er altid mørkt derinde, så vi tog også nogle udenfor. De var så lykkelige for al den dejlige mad vi havde bragt dem, og de fortalte at det var Joseph også da han kom hjem og så, så meget godt mad i huset. Så vi blev færdige med hvad vi skulle denne gang, og havde det bare så dejligt ved børnene. Mama Ester var frisk igen. De havde bragt hende til hospitalet, som havde fjernet betændelsen i hendes bryst, skåret det ud, og nu havde hun ingen smerter mere, skulle bare vente på det helede.Det var bare så dejligt at se, og vi takkede Jesus for at han havde taget affære, så hun havde fået hjælp. De store piger viste os såret, de havde bedt så meget for hende, og det var vores besøg der havde sat gang i tingene, de var så glade, og det var vi også.
Så var det tid at komme hjem og lave aftensmad. Men jeg ville ikke gå uden at sige farvel til Joseph, og kaldte derfor på ham, men han kom ikke. Jeg ventede lidt, men han kom ikke, så sagde jeg meget højt til pigerne at de kunne hilse ham fra mig, for vi skulle gå nu. Så kom han endelig sluntentede ud, og sagde tak for alt det vi var kommet med, men vente helt forkert, han er virkelig bange for mig, og føler sig underlegen, og det er måske ikke så mærkelig, da han har forspildt sin store chance, men ok. vi fortsætter.
Vi kom hjem og fik lavet mad, hyggede os så sammen om aftenen, og bar alle tingene ud så de var klar til Antioch i morgen.Endnu en travl og begivenhedsrig dag var til ende. Tak himmelske far, at du gør dette muligt Solveig