Kato og hans mor Annet.

Så vil jeg fortælle om en meget vanskelig situation, og at det ikke altid bare er let at få et sponsorat.
Kato,er en lille dreng har fået en sponsorfamilie i Danmark. Vi ringede til hans mor og fortalte nyheden ,og hun blev så jublende glad, men fortalte at hun havde efterladt drengene "tvillinger" på 3-4 år, i en landsby, for om de kunne være heldig at få lidt mad at spise, da hun ikke havde arbejde, et sted at bo, mad eller noget som helst, men blot hængte ved hendes søster.
Derefter inviterede jeg hende til at komme her til vores hus. Jeg tængte som gal, hvad skulle jeg stille op med hende, men jeg havde flere ideer til hende, men jeg måtte finde ud af hvem hun var, før jeg kunne evt. hjælpe hende og hendes 2 drenge.
Jeg havde en hilsen med hjemmefra, fra Helle, formanden i Agape Child Care, om at hvis jeg fandt en kvinde der havde en god ide til en fremtid, så ville hun give nogle penge til at hjælpe hende igang. Det var hvad jeg havde at opperer med, så derfor ville jeg finde ud af hvem hun var, og om vi kunne bygge på hende. Jeg kunne hjælpe hende, og hendes drenge, men det måtte blive helt forfra, det måtte blive alt eller intet. Vi kan ikke administrere et sponsorat til en dreng vi ikke ved hvor er, og ved om han overhovet kommer i skole, ellr hvem tager pengene, det går ikke. Så det var en meget stor opgave at løse.
Hun kom, og vi snakkede længe. Jeg spurgte hende om hun var klar til at kæmpe for at have sine drenge hos sig igen, og om hun kunne løfte opgaven. Det mente hun, men så ingen udvej, da hun ikke havde et sted at bo, ingen penge, intet. Jeg spurgte hvorfor hun ikke var blevet i landsbyen sammen med sine drenge, og kæmpede for dem der, hvotil hun svarede at det ville hun ikke, hun ville være i Kampala.
Jeg spurgte hende om hun havde nogen plan for fremtiden, eller hun bare,sad. Hun mente at hvis hun fik et arbejde kunne det måske komme til at gå, men hun foretog sig intet, hun bare sad. Jeg spurgte om hun evt. havde lyst til at starte en eller anden lille forretning, hvortil hun bare smilede, og sagde, hvordan skulle det kunne lade sig gøre.Jeg sagde til hende, st det var ikke det jeg spurgte om, om det kunne lade sig gøre, men om hun havde et drev i sig , en vison, en drøm eller hvad. Det havde hun ikke. Men så kom Innocent mig til hjælp, og diskede op med 6 ting, at hvis hun kunne vælge idag lige hvad hun ønskede sig, hvad ville hun vælge. En forretning, sølge grøntsager, have et job, bare bo hos sin søster, bo sammen med sine drenge eller bare hænge. Hun valgte en forretning. Jeg spurgte om hun havde forstand på det, og om hun troede hun kunne løfte opgaven, og samtidig tage sig af sine to drenge, for det måtte blive alt eller intet. Det mente hun.Jeg sagde til hende, at nu ville jeg se om hun kunne handle selvstændig. Gå ud og se om du kan finde en plads, til at starte en forretning, og se efter et lille rum i nærheden hvor hun hun kunne bo med sine 2 drenge. Det var onsdag. Jeg sagde til hende, at hun ville have til fredag, og så kunne hun komme igen, og hvis hun havde fundet et sted, skulle hun komme med et buget, om hvormeget det ville koste at starte. Det skulle være omkring 100,000 ugx ialt, og så vil vi igen se på det, hvad vi kunne gøre.
Hun kom som aftalt fredag med et buget på 1,6 mio, til en hel købmandsforretning.Så vågnede Innocent op, og blev meget gal over at hun ikke forstod, hvad vi havde sagt. den buget hun kom med, havde hun en ladet anden kvinde lave, da hun ikke vidste noget som helst. Hvad jeg ikke forstod i første omgang var, at det var kreeret til at tage chancen til at få penge, men det forstod Innocent.jeg kunne da se at det var alt for meget, og at det ikke var hende selv.Jeg tænkte som en gal, og pludselig vidste jeg bare, at jeg måtte se hvor hun havde fundet stedet, og det nu.Vi kom til stedet, som kostede det dobbelte af hvad hun havde skrevet, og hun havde ikke fundet et sted hvor hun kunne bo. Jeg spurgte om hun kunne bo hos sin søster, hvortil hun svarede at det kunne hun ikke, da de kunne blive smidt ud hvad dag det skulle være, da de ikke havde betalt husleje i 3 måneder, og søsteren alligevel ville flytte til et andet område.Jeg tængte igen som en gal, hvad skulle jeg gøre, det var absolut i sidste øjeblik.
Jeg ville ikke gerne opgive, men prøvede igen og igen at tale energi ind i hende, til at forstå at hun måtte rejse sig og tage ansvar. Så jeg sagde til hende, at hun ville igen få en chance, men kom igen i morgen tidlig med en ny plan, til de penge som jeg havde sagt. Jeg gav hende igen penge til en bodda bodda,20,000 ugx for eller kom hun jo ingen steder., hun havde fået 40,000.
Så nu var det sidste chance, alt eller intet.
Lørdag morgen kom der ingen Annet, og vi hørte intet. Vi skulle nu ud igen og se på huse, til et hjem for piger,det var det næste i vores plan, og nu havde vi fået bilen igang, så vi kunne foretage os noget.Innocent skulle ikke i skole, og da han skal have eksamen hver dag i næste uge, var det bare med at komme videre. Vi havde snakket til to, udlejere"blogger" nogen der har huse i kommision, og vi skulle ud at se på flere.
Vi kom så hjem ved aften tid, godt trætte, og da ventede Annet på os. Jeg spurgte hvorfor hun ikke var kommet i morges, hvortil hun svarede at det havde hun ikke forstået( det samme med Joseph) de hører ikke hvad vi siger til dem, men kun hvad der passer dem at høre.Men hun havde fundet et nyt sted, langt herfra, og kun til en forretning, ingenting til hende og drengene.Det går ikke sagde jeg, jeg har sagt hele tiden at det måtte blive alt eller intet, og da kunne jeg se, at alt bare var kreeret til at få penge. Jeg er så glad for at have Innocent til at hjælpe, og han er så fuldstændig anderledes, og kan gennemskue det alt sammen, og er så flov på afrikanernes vegne, og hvad de gør.
Der måtte jeg indse at hun ikke havde drevet til at kæmpe for sine drenge, og vi kunne intet bygge på hende. Jeg ville ikke lade Helles penge gå op i ingenting, og måske efter 3 måneder havde hun intet, og drenge var væk.
Det var en frygtelig beslutning at skulle tage, at hende kunne vi ikke hjælpe, vi kunne ikke administrere det, og sponsoratet vil gå tilbage. Måske vil de have et andet barn, vi må se.Men det har været så hårdt, men jeg har gjort alt hvad jeg kunne, og må bare erkende at der ikke er nogen vej for hende.
Det er virkelig så vidunderligt nå det går efter planen, men meget hårdt når det ikke gør.Men jeg er bare så glad for at jeg er her lige nu, for ellers havde det været svært at gennemskue, og en for stor opgave til Innocent selv at løfte.
Hårdt men nødvendigt, da de penge som folk i Danmark betaler, skal administres godt, så de når derhen hvor det er meningen, og ikke bare forsvinde ud i ingenting, det står jeg ikke model til.
Jeg beklager meget, men det er også en side af arbejdet, at træffe beslutninger og tage ansvar for andres betroede midler.