3/3 2014

Mandag var det opperation Madrasdag.
Justine og jeg skulle starte kl 9, og det med bodada til taxipladsen. Og selvfølgelig var det mig til at betale for begge, hvem ellers.
Så fandt vi taxien, og satte os ind. Men så er det sådant her i Uganda, en taxi kører ikke før den er dobbeltfuld. Værre end sadiner i en dåse.
Nå men vi måtte vente, og jeg fandt ud af at der ikke var mange der skulle derud hvor vi skulle, for andre taxier, ventede højst 1/2 time så var de godt fulde, men vi sad i 1 1/2 time i bagende sol og bare ventede.
Nå men sandelig så var der ikke mere plads på sæderne, og knæene af passagerene, så nu kunne der ikke proppes flere ind. Ham der klarer det med pengene, lægger hen over stoleryggen , mellem alle folkene. En oplevelse for en forkælet dansker.

Nå men så gik det hump og skrump, for støddæmper, ved jeg ikke om de nogen sinde har haft, men væk var de nu, Og chaufføren kørte som en brækket arm.
Så da vi var kommet lidt ud, stoppede den ved hver der stod ved vejen, og var der nogen der skulle af, skulle det halve taxi ud, så længe vedkommende kom af, for så at stige på igen. Vi skulle da alligevel ikke ud at skubbe, den klarede det til ug bump og skrump.

Sandelig om ikke vi kom til vores bestemmelssted, lang om længe.Og så var det ikke svært at finde den ene butik der solgte madrasser, og sengetøj.
Jeg havde fået Justine til at finde ud af, om vi kunne købe det derude, eller vi skulle have det med her fra Kampala. Men de kunne købe det derude. Hvad jeg havde glemt at undersøge, var prisen.
Jeg troede ikke mine egne øre, da han nævnte prisen. jeg har købt så mange madrasser, og sengetøj, så jeg var ved at falde bag over, og spurgte om det var de reelle priser , eller Musungo priser.

Men det var prisen, så han var ikke til at hugge eller stikke i, men ok så kunne han beholde hans ting, jeg ville ikke smide penge ud, bare fordi vi var kørt så langt, ikke tale om.
Så  var jeg gal, og bestemte at han kunne beholde sine madrasser, jeg kunne finde dem meget billigere i Kampala,  ja under det halve,og så kunne de fragtes derud med samme taxi, for ingenting.
Så jeg tog en rask beslutning, vi kørte tilbage med uforrettet sag, jeg ville finde en bedre løsning.
Justine hængte med skuffen, hun kendte ikke den slags mennesker, der kunne handle så tosset,og hun mener at skulle have egen forretning, det går da slet ikke. Nå men så kunne vi igen sætte os i Taxien, men denne gang skulle vi bare vente 1 time, før skrumpelbussen kørte,og det med høns, og masser af mennesker. jo jo jo
Tilbage i Kampala, skulle jeg så mødes med Frank, da der var nogle mennesker jeg skulle møde. 1 pige som har fået sponsor i Danmark, og som jeg aldrig havde mødt, så nu skulle det være.

Justine tog så alene hjem, Frank og mig fortsatte,og skulle finde en ny taxi, til en ny plads.
Jeg var ved at få sol nok, og mad det blev der ikke noget af, bare vand. Det går til en tid, men så var jeg også ved at besvime, og sagde til Frank, at nu  måtte jeg have nogle bananer, hvis jeg skulle klare det. Det forstod han ikke med det samme, indtil jeg nær var faldt, og det blev sort for mine øjne, nu måtte jeg sidde ned. Vi var heldigvis lige ved et sted de havde en bænk, for dem er der ingen af, men lige der havde forretningen en, og de kunne se jeg var ved at vælte. Så forstod Frank at det var alvor, og gik afsted og kom med 2 bananer som jeg spiste, men uha hvor var jeg gået i sort. Men lidt efter lidt fik jeg bananerne ned, og mere vand, og kom mig så ganske langsomt. Puha det var ikke sjovt. mad skal man have, men men men!!!!

Nå men efter nogen tid kunne vi fortsætte, og vi fandt skolen hvor Helen Marie som pigen hedder, går i. Ja vi havde først fundet hendes far, og så hende, og derefter skulle vi hjem hvor de bor.
Helen Maries far er arkitekt, og har derfor også bygget sit eget hus, til sine 6 børn og sin kone.
De boede rigtig dejligt, og var sådant set ikke i nød, så det med sponsoratet, var fordi Frank havde synes, da det var hans onkel, og alle hans børn var piger, det syntes han var slemt, så derfor.
Det var da også det eneste sted vi blev budt på noget, vandmelon, man byder ikke på noget her, man forventer hellere at få noget.
Vi fik en dejlig snak. Emanuel som han hed var virkelig en dejlig mand, der havde en plan at gå efter. Han kone var lærer, så de havde et godt liv. Men selvfølgelig gør ekstra penge altid godt, og jeg er vis på at de får noget ud af dem.
Helen Marie, er en virkelig sød og klog pige.Jeg havde købt en dukke til hende, da det nu var første gang jeg så hende, og den blev hun rigtig glad for. Dukken var i tøj fra Johanne, og hun syntes bare det var såååå flot, hun var bare så taknemmelig.
Så var dagen mere end brugt, og vi skulle hjem igen. Først bodada, så taxi, så taxi og bodada, og endelig hjemme. Skulle lige undervejs have købt mælk og vand, da jeg vidste at det manglede i huset. men så var det også bare slut. Jeg var mørbanket, træt og møjbeskidt og totalt ør i hovedet af al den spetakkel alle de steder jeg har været i dag, det er bare nok, nu trænger jeg til ro.

Det var så bare endnu en dag i Kampala, men nu synes jeg også snart jeg trænger til hvile og ordnene forhold, lidt frisk forårsluft, men arbejdet skal gøres færdig, og det er nu vi er her.

Herfra de kærligste hilsner  Solveig