Fredag d. 28/2 2014

Hej alle kære venner.

Så er det fredag, og der er fred og ro i huset. Jens kom meget sent hjem igår, og nu sover han nok hele dagen, men er der da ro.
Jeg har bare slappet af, og venter på at tingene der skal gøres færdig, bliver færdig.
Så jeg læser, strikker og handler ind til huset, og bare nyder stilheden.

Så kaldte Susan, og jeg var hos hende, og vi fik en lang snak, da hun gerne ville vide hvordan vor tur var gået ud til Justines hjem.
Jeg fortalte hvad jeg havde oplevet, og set, og det var hun glad for. Justine var også der mens vi snakkede. Susan er nok en lille smule bekymret for om hun mister en god og sød hushjælp, så det skal altid vejes, hvad der bliver sagt.

Jeg spurgte Susan, om vi igen kunne tage ud i buschen, og Justine kunne få fri, for så ville jeg tage med hende igen, dog denne gang i de tossede taxier, da en spisiel er for dyr, 135,000 ugx skulle han have sidste gang, så det er stop, nu bliver det bodada, eller de tossede taxier.
Men Susan sagde at det kunne vi godt, da Benny vil giver dem nye madrasser, sengetøj og tæpper, som de virkelig trænger til.
Susan spurgte også om hvor meget jeg troede at Benny ville give hende, hvortil jeg svarede, at det vidste jeg ikke. jeg sagde at jeg havde sendt billeder, så kunne han selv bestemme, det er ikke mig der skal sige hvor meget han skal give, det bliver fuldstændig op til ham.

Så hjem igen, og nu var Jens vågen, men lå i sengen og læste.
jeg havde fået en mail fra Sæby, at de ikke kunne forstå at de ikke hørte fra ham, hvortil jeg svarede at det kunne jeg heller ikke, da jens har sendt masser af sms til dem, både fra hans egen tlf. og fra min danske tlf, men tilsyneladende uden det er gået igennem.
Så nu måtte der gribes til en anden løsning. Da hun nu var vågen gik jeg ind til ham, og sagde at nu ville jeg gerne at han skiftede chippen ud i sin tlf. så den blev dansk, for det var tilsyneladende den eneste han kunne forstå. jeg havde fundet chippen, sagt hvad han skulle gøre, for hans søster ventede på ham.
Så en tid efter gik jeg igen ind til ham, og spurgte  om han havde sent sms. Han svarede at han havde sendt to, men troede heller ikke de gik igennem. men dog.
Så spurgte jeg ham om han ikke ville sende en mail. til sin søster, da hun gerne ville høre fra ham selv, og ikke bare mig, da de også ved at det er ikke godt her.
Men nej det ville han ikke, de vidste jo da at han var i live, sååå nej. men fakta er at det kan han ikke finde ud af, og have hjælp fra mig---- ALDRIG i LIVET.
Nå men så var der ikke mere at gøre. Jeg hyggede mig med lovsang på computeren, og strikkede til jeg ville i seng.

Da jeg havde lagt lidt, følte jeg at jeg skulle gå ind at snakke med ham, da han stadig ikke var stået op.
Det gjorde jeg, og tog risikoen, at han bed hovedet af mig.
Jeg spurgte om han havde det godt. Det havde han.
Jeg spurgte om han var glad for at være i Afrika, det var han.
Jeg spurgte om vi ikke mere kunne snakke ordentlig til hinanden, hvortil han svarede, nej ikke så længe at slangen sprang ud af min mund hver gang jeg åbnede den, for han hadede slangen, og ønskede bare at bekæmpe den af al sin kraft, det var derfor han var med her i Uganda.
Så kære venner, er det jo ikke let at komme videre.

Jeg sagde til ham, kæreste Jens, det er ikke mig eller djævelen du kæmper imod, det er Jesus. Du trænger sådant til at få fred i dit hjerte, til at blive frelst, fyldt med Jesu egen kærlighed.
Det er lige som med Paulus der troede han tjente Gud, ved at slå dem ihjel der fulgte Jesus, det her er totalt det samme, men han ville selvfølgelig ikke høre.
Alt er min skyld, og han bare hader slangen, djævelen, og vil bekæmpe det af hele sin styrke.
Så det er situationen her i Kampala, ikke ligefrem rart, men hvem har sagt at livet altid er rart???

Herfra de kærligste hilsner  Solveig
Tak for alle de hilsner der kommer hjemmefra, det nyder jeg. Hav det godt, det varer aldrig så er vi Danmark igen