Malariepilleforgiftning

Jeg kom jo så til Danmark igen den 21/4 2010.Menningen var at jeg skulle hjem og læse op til eksamen. Men et eller andet var galt. Jeg var så træt, følte mig som en på 200 år, og senildement. Kunne ingenting huske, kunne ikke orke noget som helst, men skulle piske mig selv til at gøre noget. Det var så frygtelig, og jeg vidste ikke hvad det var, det var ikke almindelig træthed.
Jeg skulle jo tage malariepillerne længe efter at jeg var kommet hjem, og gjorde selfølgelig som jeg havde fået besked på fra lægen.
Jeg havde spurgt Gerding, om det var nødvendig at tage pillerne hver dag, når jeg skulle være der så længe, hvortil han svarede, ja det skulle jeg.
Men det blev ikke bedre, og 14 dage gik, og jeg kunne ikke begribe hvad der var sket, vidste bare at det at skulle læse op til eksamen, det gik ikke, og jeg var nødt til at lade 2 af de 4 ting ligge, selom det er mig imod, i den grad, man gør det færdig man har begyndt på, men jeg kunne ikke.
Så en dag kom Anne Grethe, min ældste datter forbi(hun er sygeplejerske), og hun kunne godt se at jeg lignede en hængt kat, og hun spørger:hvoda har du det mor.
Jeg har det sådan set godt, men var bare så frygtelig træt, og kunne ikke forstå det.
Hun sagde, at nu skulle jeg jo også huske på hvor gammel jeg var, og det havde jo ikke ligefrem været ferie, jeg havde haft i Uganda.Nej, sagde jeg, det er ikke den slags træthed, den kender jeg, men det er snarere en slags lammelse.
Så sagde hun:Du tror ikke at det er malariepillerne der har fogiftet dig. Og da hun sagde det, vidste jeg pludselig, at det var lige akurat hvad det var. jeg havde nemlig undret mig over, også i Afrika, var jeg efter ca. 1 1/2 måned begyndte at blive så underlig træt, men gav varmen skylden, men nu vidste jeg pludselig at det var pillerne, som jeg stadig tog, og skulle have 14 mere.
Men nu var det slut med pillerne, jeg sagde at jeg aldrig aldrig ville tage disse piller,det var så frygtelig, at gå som en 200 årig senildement, det var slet ikke til at holde ud. Men det skulle jeg, sagde hun.
Jeg stoppede øjeblikkelig med pillerne, og 3 dage senere, begyndte hovedet så småt at fungere igen, ganske langsom, men hvor var det vidunderlig at opleve, at blive levende igen, når man næsten har været levende død. Det var bare så frygtelig.
Men derfor kunne jeg kun læse 2 ting færdig til eksamen, og pludselig gav Gud mig den tanke, at jeg kunne åbne min forretning igen, hvilket jeg så gjorde.
Jeg har virkelig nydt at have åbnet igen, nydt den kontakt med mennesker.
Så næste gang jeg skal til Afrika, vil det ikke blive med så stor en dosis af malariepiller, det gør jeg simpelthen ikke mere, det var rædsomt.